3.7 C
Copenhagen
mandag 29. december 2025

Christian Bro: Fredericia er med til at skabe noget, der er større end Danmark

0
Christian Bro: Fredericia er med til at skabe noget, der er større end Danmark

POLITIK. Borgmester Christian Bro (S) kalder det en fantastisk nyhed, at Fredericia Musicalteater er med i udviklingen af Aqua The Musical. For ham viser samarbejdet mellem teatret og produktionsselskabet AHA Creations, at Fredericia har en helt særlig rolle i dansk kultur – også når projekterne rækker ud over landets grænser.

»Jeg synes, det er fantastisk, at musicalteatret er en del af den konstellation. Det viser, at vi faktisk kan være med til at udvikle musicals, der er større end Fredericia – og i virkeligheden større end Danmark. Det er ret imponerende,« siger Christian Bro.

Han understreger dog, at det ikke er Fredericia Musicalteater, der står som producent, men AHA Creations, som har base i byen.

»Det er jo ikke musicalteatret, der laver forestillingen, det er AHA Creations. Men det er stadig fantastisk, at Fredericia på den måde er en del af et samarbejde, der har internationale ambitioner,« siger han.

For Aqua The Musical bliver ikke en traditionel produktion. Den får premiere i København – og sidenhen skal den ud i verden.

»Tanken er, at forestillingen skal spilles i København først og derefter rejse ud i verden. Ambitionerne er meget større, end vi normalt ser, og det synes jeg i sig selv er både spændende og klogt,« siger Christian Bro.

På spørgsmålet om, hvorfor musicalen ikke får premiere i Fredericia, svarer borgmesteren, at projektet ganske enkelt er for stort.

»Jeg tror, det er rigtigt set, at Aqua The Musical er større end Fredericia kan rumme lige nu. Det er en produktion i international skala. Men man kan da håbe, at den vender hjem på et tidspunkt. Det ville være en fantastisk oplevelse for byen,« siger han.

Han mener samtidig, at det sender et stærkt signal, at Fredericia lægger hus til et produktionsselskab, der kan skabe noget af den kaliber.

»Det er ret fantastisk, at vi har et selskab med base i Fredericia, som kan udvikle forestillinger i verdensklasse. Det viser, at vores by stadig er et kreativt kraftcenter, hvor store idéer bliver født,« siger han.

Christian Bro er realistisk omkring teatrets nuværende fysiske rammer og mener ikke, at Fredericia kan rumme opsætninger i den størrelsesorden, som Aqua The Musical repræsenterer.

»Jeg tvivler på, at vi i dag har et teater, der kan håndtere så store produktioner. Fredericia har gennem tiden rummet store forestillinger, også Disney-produktioner, men de var jo alle nedskalerede versioner i forhold til originalerne. Det her er det modsatte – her skalerer man op. Og det er en helt anden størrelse,« siger borgmesteren.

Selvom produktionen altså ikke får premiere i Fredericia, mener Christian Bro, at byens bidrag stadig er tydeligt.

»Det her er et udtryk for, at Fredericia er med dér, hvor idéerne bliver til. Vi er med i udviklingen, og det er måske det vigtigste. Det er her, kreativiteten og det faglige fundament ligger. Og det er jeg stolt af,« siger Christian Bro.

Jonas Kruse før Hannover-kampen: Vi skal spille med gejst og vilje

0
Jonas Kruse før Hannover-kampen: Vi skal spille med gejst og vilje

SPORT. Når Fredericia Håndboldklub tirsdag aften tager imod tyske TSV Hannover-Burgdorf i Middelfart Sparekasse ARENA, bliver det med respekt for modstanderen – men også med troen på egne evner. Playmakeren Jonas Kruse ser frem til en aften med intensitet, fysik og hjemmebanestemning.

»Det bliver en spændende kamp mod et hold med høj klasse. Alle hold i Bundesligaen er gode, så vi regner med en svær kamp. Men det bliver også en kamp, hvor vi glæder os til at spille europæisk håndbold på hjemmebane og forhåbentlig få en god start,« siger Jonas Kruse.

Han kender til tyskernes styrker – især deres tunge fysik og stærke stregspil.

»De har en stor fysik, og det kommer til at give os noget at arbejde med i både forsvar og angreb. De har nogle store gutter i midterblokken, som bliver svære at komme forbi. Så vi skal stå godt på fødderne og undgå at lave fejl,« siger han.

For FHK bliver nøglen at holde fast i strukturen og udvise den fight, som holdet har bygget op gennem sæsonen.

»Der skal være gejst og vilje i hallen. Hannover har mere erfaring end os på papiret, men vi skal ud og vise, at vi kan matche dem på energi og disciplin. De skal ikke have lov til at spille for meget til stregen, og vi skal undgå, at de får de der små frikast hele tiden. Det er detaljerne, der afgør sådan en kamp,« siger Jonas Kruse.

Op til kampen har FHK haft fokus på netop de tyske styrker og forberedt sig på at lukke de farlige rum.
»Vi har kigget meget på deres stregspil og deres afslutninger. Vi har arbejdet med, hvordan vi skal møde dem højt og tage initiativet i forsvaret. Det handler om at stå kompakt og presse dem til at tage de svære løsninger,« siger han.

At møde et bundesligahold på hjemmebane er noget, spillerne ser frem til med stolthed.

»Det er altid fedt at spille de store kampe mod de store hold. Det er en kæmpe oplevelse at spille europæisk håndbold, og det giver os en chance for at vise os frem på et højt niveau. Sådan nogle kampe giver energi, og man kan mærke, at hele holdet glæder sig,« siger Jonas Kruse.

Truppen er klar, og stemningen er i top.

»Der er smil på læberne og stor tro på os selv. Vi har haft en god periode, hvor vi hele tiden bliver bedre, og når vi spiller på hjemmebane, går vi altid efter at vinde. Vi skal ud og bygge videre på den bølge, vi er på lige nu,« siger han.

Til de mange fans, der forventes at fylde arenaen tirsdag aften, har han en klar besked.

»Jeg håber, publikum får lov til at se en kamp med masser af gejst, fight og glæde. Vi er på vej i den rigtige retning, og jeg tror, at vi kan tage endnu et skridt frem i morgen. Det bliver en aften, hvor alt kan ske,« siger Jonas Kruse.

Fremtid i Fokus gav os styr på livet – og troen på os selv

0
Fremtid i Fokus gav os styr på livet – og troen på os selv

De var unge, mødre og på vej til at miste grebet om hverdagen. Økonomien sejlede, planerne gled ud mellem fingrene, og troen på fremtiden var svær at holde fast i. Men så fik de et opkald, der skulle ændre alt.

I dag står Sofie og Laura med styr på livet, uddannelse og økonomi – og med en tro på sig selv, de aldrig før har haft. Vejen dertil gik gennem Fremtid i Fokus, et kommunalt forløb i Fredericia, der hjælper unge med at finde retning, struktur og håb i en hverdag, der før føltes som ét langt kaos.

De to unge kvinder, vi har talt med, ønsker at være anonyme, men deres identitet er kendt af redaktionen. I artiklen kalder vi dem Sofie og Laura. For Sofie og Laura blev et forløb i projektet Fremtid i Fokus et vendepunkt. Begge er i dag i uddannelse, har styr på økonomien og føler, at de endelig står på et solidt fundament – men sådan har det ikke altid været.

»Før Fremtid i Fokus manglede jeg fuldstændig struktur i min hverdag. Jeg havde svært ved at holde overblikket over økonomien, og når der kom penge ind, forsvandt de lige så hurtigt igen. Det var ikke, fordi jeg var dårlig til at tage ansvar, jeg vidste bare ikke, hvordan man gjorde. Sidste måned ventede jeg på hver en krone,« fortæller Sofie.

Laura nikker genkendende. Hun flyttede hjemmefra som 18-årig uden netværk, familie eller støtte.

»Jeg stod helt alene. Jeg havde ikke nogen, der kunne hjælpe mig med at finde vej i alt det praktiske – job, bolig, økonomi. Det blev bare fra den ene lejlighed til den anden, og jeg havde svært ved at holde fast i noget. Jeg var træt, stresset og havde ikke overblik over noget som helst,« fortæller hun.

Da de to unge kvinder blev en del af Fremtid i Fokus, var det gennem et opkald fra Morten, en pædagog, de kendte fra deres skoletid. Han fortalte, at kommunen skulle starte et nyt tilbud målrettet unge mellem 18 og 25 år, der havde brug for støtte til at finde en retning i livet.

»Morten ringede og spurgte, om vi ville være med. Vi kendte ham i forvejen, og vi vidste, at han altid har været der for os – også efter vi blev myndige. Han sagde, at de skulle starte et forløb, der skulle hjælpe unge voksne med at finde fodfæste, og vi sagde ja med det samme,« fortæller Sofie.

De blev en del af det første hold i projektet, hvor alt stadig var nyt, og hvor metoderne blev udviklet undervejs. I begyndelsen bestod dagene af samtaler, hvor man sammen lagde planer for, hvordan man kunne få styr på økonomien, skoledagen og hverdagen.

»Vi startede med at snakke om, hvad der fyldte mest. For mig handlede det om at få styr på pengene og lære, hvordan man lægger et budget. For Laura var det mere det med at få skabt struktur og ro i hverdagen,« siger Sofie.

At blive udfordret – og set

Fremtid i Fokus var ikke kun samtaler og papirer. Der blev også arbejdet med tillid, fællesskab og mod. Deltagerne kom blandt andet på en tur med klatring, samarbejdsøvelser og overnatning i naturen – noget, ingen af dem havde prøvet før.

»Jeg havde ikke regnet med, at vi skulle ud i naturen, men det gav rigtig god mening. Jeg har angst, og det der med at skulle klatre og stole på andre var grænseoverskridende – men også en øjenåbner. Det handlede om at turde stole på nogen igen,« fortæller Laura.

Fællesskabet blev en vigtig del af forløbet. De to kvinder beskriver det som et sted, hvor man ikke blev dømt, men mødt i øjenhøjde.
»Vi kendte nogle af de andre i starten, men det var et fællesskab, hvor man hurtigt lærte hinanden at kende. Vi kom fra forskellige baggrunde, men vi stod lidt det samme sted. Det betød meget, at man kunne spejle sig i andre, der også kæmpede for at finde vej,« siger Sofie.

I Fremtid i Fokus får hver deltager tilknyttet en kontaktperson – enten Morten eller Rasmus – som kan hjælpe med alt fra samtaler til praktiske udfordringer. De to unge kvinder fortæller, hvordan den støtte blev afgørende.

»Man får deres private nummer, så man altid kan ringe, hvis der er noget. De kan tage med til lægen, hjælpe med møder eller bare snakke, hvis man har en dårlig dag. Jeg har haft Morten med til møder, hvor jeg ikke selv turde gå alene. Det betyder så meget, at de bliver ved med at være der,« fortæller Laura.

Sofie nikker. »De giver ikke op. Hvis du ikke lige får svaret, så ringer de igen. Og det er ikke bare et job for dem – de gør det, fordi de vil os det godt. Det mærker man,« siger hun.

En ny begyndelse

I dag har de begge fået styr på økonomien og fundet en vej videre i livet. Sofie læser til sygeplejerske, og Laura er i gang med procesoperatøruddannelsen.

»Jeg har fået troen på, at jeg kan nå mine mål. Før tænkte jeg tit, at det hele blev for svært, og så gav jeg op. Nu ved jeg, at jeg godt kan, selv hvis der kommer bump på vejen,« siger Sofie.

Laura tilføjer: »Jeg bruger stadig de budgetter, vi lavede dengang. Det giver overblik. Det giver ro. Der er styr på tingene nu.«

Begge kvinder er i dag mentorer for de nye deltagere i Fremtid i Fokus. De deltager i møder, observerer forløbet og giver råd videre.
»Det føles godt at kunne give noget tilbage. Vi ved, hvordan det føles at stå dér, hvor man ikke kan se en vej frem. Så hvis vi kan hjælpe bare én person videre, så giver det mening,« siger Laura.

Når de to unge kvinder bliver spurgt, hvad de gerne vil sige til andre, der står i samme situation, er svaret klart:

»Vær ærlig og åben. Hvis du vil have hjælp, så får du den – men du skal også turde tage imod den. De kan ikke læse dine tanker. Og så skal du holde fast. Det kan være hårdt, men det er det værd. For en dag vågner du og opdager, at du har fået styr på det,« siger Sofie.

Laura nikker. »Det er okay at få hjælp. Faktisk er det det klogeste, man kan gøre. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor jeg havde været i dag, hvis jeg ikke havde gjort det.«

Fremtid i Fokus er i dag et fast tilbud i Fredericia Kommune under Fredericia Fritid. På det seneste hold var 72 procent af deltagerne i job eller uddannelse, da forløbet sluttede. Tre måneder senere var det 100 procent.

For Sofie og Laura er tallene ikke bare statistik – de er et bevis på, at et lille fællesskab og en håndsrækning kan ændre alt.

Fredericia drømmer om et nyt teater – Susanne Eilersen håber på fonde og fornyelse

0
Fredericia drømmer om et nyt teater – Susanne Eilersen håber på fonde og fornyelse

POLITIK. Når en ny dansk musical får premiere i København med Fredericia Musicalteater som medproducent, vækker det både stolthed og længsel i den by, der stadig bærer titlen som Danmarks musicalhovedstad. For i Fredericia er kærligheden til scenekunsten dybt forankret, og ifølge byrådsmedlem Susanne Eilersen (O) er det kun naturligt, at de kreative kræfter stadig udspringer herfra – men også, at det vækker tanker om, hvad byen mangler.

»Jeg synes, det er en rigtig god nyhed, at der skal laves sådan en musical, og at det også er med kræfter fra Fredericia, der er indover. Vi er jo musicalbyen med uddannelser og det hele, så det er jo rigtig godt, at det stadig udspringer herfra. Det synes jeg er fantastisk,« siger hun.

Hun smiler, men tøver et øjeblik, som om begejstringen alligevel rummer en bittersød klang. For bag stoltheden ligger erkendelsen af, at Fredericia ikke længere har de fysiske rammer til at løfte en produktion af internationalt format.

»Drømmen ville jo have været, at den skulle have premiere i Fredericia. Det kunne jeg godt have tænkt mig. Men jeg er også godt klar over, at i øjeblikket har vi ikke et teater, der kan bære sådan en opsætning. Det har vi desværre ikke,« siger hun.

Det er en sætning, der får lov til at hænge i luften. For i en by, hvor musicalen nærmest har været en del af identiteten, føles det næsten som et paradoks, at ambitionerne overstiger murenes bæreevne.

»Jeg håber, at den store opmærksomhed, som jeg tror, den her musical får, og det faktum at den også skal gå ud i verden, måske kan vække interessen hos nogle fonde. Det kunne være begyndelsen på et nyt eventyr, hvor vi får bygget et nyt teater i Fredericia. Gerne et helt kulturhus, hvor også vores Musicalakademi kan være, for deres rammer er også slidte og gamle,« siger hun.

Hun læner sig tilbage, og blikket bliver beslutsomt. »Kommunen har ikke økonomi til selv at bygge sådan et teater. Det har vi ikke. Men vi har tidligere haft idéen på tegnebrættet – et fyrtårn nede i Kanalbyen – og det synes jeg, vi skal kigge på igen. Hvis fonde skal være interesserede, så skal kommunen også selv være aktiv. Det tror jeg godt, man kan finde ud af. Men vi har brug for nogen, der vil være med. Det her kan måske være springbrættet,« siger hun.

For Susanne Eilersen handler det ikke kun om mursten og sceneteknik. Det handler om at give Fredericia et kulturelt løft, der kan mærkes langt ud over kommunegrænsen.

»Hvis vi får sådan et nyt teater lagt sammen med vores musicaluddannelse, så vil det virkelig manifestere, at musical er Fredericia. Det vil give os mange trin op ad stigen som kulturby. Det har nogle års udsigter, det ved jeg godt, men det her kan være første døråbning. Vi ligger jo midt i landet, og det giver mening, at det store musicalteater ligger her,« siger hun.

Hun har set byen vokse op omkring musicaltraditionen og været med på rejsen, fra da Fredericia Musicalteater fik status som paragraf 5-teater på Christiansborg, til de store produktioner, der bragte internationale samarbejder til byen. Hun husker Disney-produktionerne, der fyldte scenen, og de aftener, hvor salen sitrede af energi.

»Vi kan jo godt fagligt og håndværksmæssigt. Det er bygningen, der ikke længere kan klare de megastore opsætninger. Det er gamle rammer, og de tunge produktioner kræver noget andet. Når man skal have en så stor premiere, skal man også kunne rumme lidt flere gæster. Så det kræver nogle nye muligheder, men måske også nogle investorer, der kan se det for sig,« siger hun.

Hun kender Fredericia Teater indefra og ud – både dets styrker og dets skrøbelighed. Derfor bliver hendes stemme lavere, da hun taler om, hvad der skal til for at bygge noget nyt.

»Jeg har jo været med til hele rejsen, hvor teateret blev et paragraf 5-teater. Jeg kunne godt håbe, at vi kan udbygge den rejse med et nyt, fantastisk spillested. Det synes jeg, vi skal kigge ind i. Og det kan jeg også høre, at flere i byrådet synes. Det handler om at tage det næste skridt, måske sammen med nogle fonde, der kan se sig selv i det. Det vil jeg i hvert fald gerne arbejde for,« siger hun.

Det er et håb, der står på skuldrene af en by, der allerede har bevist, hvad den kan. Fredericia har leveret både talenter og forestillinger, der har sat varige spor i dansk musicalhistorie. Nu mangler kun rammerne, der kan bære drømmen videre.

»Fredericia har hjerte, tradition og vilje. Nu skal vi finde de kræfter, der kan sikre, at vi også i fremtiden kan kalde os Danmarks musicalhovedstad,« siger Susanne Eilersen.

Og måske begynder næste kapitel netop her – med en musical, der blev født i Fredericia, men tog sin første store premiere et andet sted, som en påmindelse om, at drømme nogle gange må tage en omvej, før de vender hjem.

Thomas Bay: Fredericia spiller Superliga-teater på en grusbane

0
Thomas Bay: Fredericia spiller Superliga-teater på en grusbane

KULTUR. Når Fredericia Musicalteater skal være med til at udvikle Aqua The Musical, handler det ikke om at sende teatrets ressourcer til København, men om at videreudvikle Fredericias position som landets kreative centrum for musicals. Det fastslår teaterdirektør Thomas Bay, der i et længere interview fortæller om samarbejdet, teatrets begrænsninger – og drømmen om et moderne kulturhus, der kan løfte Fredericia op på næste niveau.

Thomas Bay er stolt over samarbejdet med AHA Creations, der er ejet af Anders Østergaard. Man hører smilet i stemmen, da han bliver spurgt til samarbejdet mellem Fredericia Musicalteater og AHA Creations. Diskussionen om, hvem der egentlig står bag Aqua The Musical, og hvad Fredericia får ud af samarbejdet, har fyldt på de sociale medier – men for teaterdirektøren er svaret klart.

»Det er ikke Fredericia Musicalteater, der producerer forestillingen. Det gør AHA Creations. De bærer produktionen. Det, vi gør, er, at vi udvikler forestillingen. Lige nu findes der ikke nogen musical – det er et blankt stykke papir, vi er i gang med at skrive på. Vi bidrager med vores erfaring og knowhow, for vi er de bedste i Danmark til at udvikle musicals fra bunden. Det er derfor, de naturligt kommer til os,« siger Thomas Bay.

Han afviser samtidig, at der skulle være nogen risiko forbundet med samarbejdet. Thomas Bay er meget klar i mælet, da talen falder på økonomien – et emne, der ofte vækker debat, når Fredericia Musicalteater er involveret i store projekter.

»Hvis spørgsmålet er, om der er økonomisk risiko for teateret, så er svaret et klart nej. Tværtimod. Det korte svar er, at der kommer økonomi ud af det for os, men jeg kan selvfølgelig ikke gå ned i detaljerne på en fortrolig aftale,« siger han og understreger, at det er en professionel samarbejdsaftale mellem to partnere, hvor Fredericia Musicalteater bidrager med kunstnerisk udvikling og AHA Creations står som producent.

For Thomas Bay handler det ikke om at sende Fredericias ressourcer ud af byen, men om at sikre, at teatrets kompetencer bliver en del af noget større – til gavn for både byen og branchen.

»Det her er jo et udtryk for, at vores arbejde og vores knowhow bliver anerkendt på nationalt og internationalt niveau. Når nogen henvender sig til os, er det, fordi vi kan noget, der ikke kan findes andre steder i Danmark. Det skal vi være stolte af. Det her samarbejde er et bevis på, at Fredericia stadig er det kreative centrum for musicals,« siger Thomas Bay.

Han ser udviklingsaftalen som et tegn på, at Fredericia Musicalteater fortsat er en central spiller i dansk scenekunst – og ikke et teater, der mister sin betydning, bare fordi en forestilling får premiere et andet sted.

»Det vigtigste er, at vi er med til at skabe det. At vi er en del af udviklingen, og at det bliver gjort på det højeste niveau. Fredericia er stadig dér, hvor idéerne fødes – og det er en position, der er langt mere værd end bare at eje en produktion,« siger han.

Han beskriver dog teatrets nuværende forhold som et hus med store drømme, men for små rammer.

»Vi spiller Superliga-teater på en grusbane. Det er ikke optimalt. Moderne musicals kræver tekniske muligheder, fleksible scener og højde til at kunne hænge scenografi og lys op. Lige nu kan jeg ikke hænge noget af synderlig vægt i loftet. Det sætter begrænsninger, og det er helt ærligt tæt på umuligt at levere på de krav, en moderne produktion stiller,« siger han.

Thomas Bay er samtidig åben om, at Fredericia Musicalteater i dag arbejder under fysiske rammer, der ikke længere matcher ambitionerne. Han ser ikke bort fra, at det kan være en af årsagerne til, at nogle produktioner må realiseres andre steder.

»Det er 14 år siden, det daværende Fredericia Teater satte Disney op her. Dengang var det også knap og nap, at huset kunne bære det, så allerede dengang havde man ingeniører med på råd og tænkte ud af boksen. Det var svært dengang – og det er umuligt nu. Det er et gammelt teaterhus, og selvom vi gør alt, hvad vi kan for at tænke kreativt og løse ting på nye måder, er der grænser for, hvor mange gange man kan tænke ud af boksen,« siger Thomas Bay.

Han beskriver huset som en ramme, der gennem tiden har været præget af skævheder, tekniske udfordringer og begrænsede muligheder for moderne scenekunst.

»Jeg kan, som sagt ikke hænge noget af betydelig vægt i loftet, og vi har ikke de muligheder for scenografi, lys og teknik, som man forventer i dag. Når man arbejder med moderne musicals, hvor der skal kunne flyttes sætstykker hurtigt og laves visuelle effekter, så er det tæt på umuligt i vores nuværende rammer. Vi spiller Superliga-teater på en grusbane – og det kan vi ikke blive ved med,« siger han.

Thomas Bay fortæller, at man i Fredericia hele tiden forsøger at presse kreativiteten til det yderste for at kompensere for de tekniske begrænsninger, men at det ikke kan være en permanent løsning.

»Det er ikke, fordi vi ikke gør os umage – for det gør vi hver eneste dag. Men hvis vi vil blive ved med at tiltrække store produktioner og levere på det niveau, vi er kendt for, så skal vi have nogle rammer, der matcher ambitionerne. Vi kan ikke fortsætte med at bygge verdensklasse teater på improvisation,« siger Thomas Bay.

En investering i fremtiden

For Thomas Bay er den støtte, Fredericia Musicalteater modtager, ikke et spørgsmål om at dække huller i budgettet. Det er et spørgsmål om at investere i byens kulturarv og i den fremtidige vækst, som netop kulturen kan skabe.

»Vi er en vækstmotor for hele musicalmiljøet i Danmark. Vi sætter kunstneriske standarder, vi udvikler fra bunden, vi uddanner gennem Musicalakademiet, og vi tiltrækker folk til byen. Der er lavet undersøgelser, der viser, at hver teatergæst i gennemsnit lægger omkring 350 kroner i byen – og det tal skal nok justeres opad i dag. Så når man investerer i Fredericia Musicalteater, investerer man i kultur, turisme og stolthed,« siger han.

Thomas Bay peger på, at teatret ikke kun fungerer som scene, men som en katalysator for erhverv, oplevelser og liv i midtbyen. Hver premiere sender en bølge af aktivitet gennem Fredericia – fra restauranterne til hotellerne og de lokale butikker.

»Når lyset tændes i salen, bliver hele byen en del af oplevelsen. Teatret er en drivkraft, ikke kun for kulturen, men også for økonomien. Det er det, folk nogle gange glemmer – at kultur skaber arbejdspladser, tiltrækker besøgende og giver Fredericia et brand, man ikke kan købe for penge,« siger han.

Han understreger dog, at der trods begrænsninger stadig bliver produceret forestillinger af høj kvalitet. De store Disney-titler og Aqua The Musical er blot eksempler på produktioner, der kræver faciliteter, som Fredericia i øjeblikket ikke kan tilbyde, men ambitionerne er intakte.

Drømmen om et moderne teaterhus

Når Thomas Bay taler om teatrets fremtid, er det med et blik, der rækker langt ud over scenekanten. For ham handler det ikke kun om at udvide rammerne, men om at skabe et kulturelt kraftcenter, der kan leve hele året.

»Hvis vi skal kunne tiltrække de helt store produktioner igen, skal vi have et moderne hus. Men det handler ikke kun om scenen. Jeg drømmer om et teater, der kan være åbent 365 dage om året – et sted, hvor teater, akademi, kunst, café og turisme mødes. Et sted, der summer af liv, også når der ikke er forestilling. Et moderne kulturhus, der både løfter kunsten og byen,« siger han.

Han ser for sig et hus, hvor Musicalakademiet og teatret smelter sammen til ét kreativt miljø – et sted, hvor studerende, kunstnere og teknikere kan arbejde side om side. Et åbent hus, hvor byens borgere kan komme tættere på kunsten og følge med i processerne bag kulissen.

»Man kunne samle det hele i et slags kunstnerkollektiv. Det ville være et sted, Fredericia kunne være stolt af. Et sted, der både er lokalt og internationalt. Og samtidig en attraktion, der trækker folk hertil,« siger han.

Bay ser det som næste skridt i en naturlig udvikling, hvor Fredericia bygger videre på sin historiske rolle som kulturby. Et nyt teaterhus vil ikke blot løse tekniske udfordringer, men også åbne for nye samarbejder, festivaler og events, der kan trække gæster til byen året rundt.

Fredericia som kulturby

For Thomas Bay handler det i sidste ende om at fastholde og udvikle Fredericias identitet som Danmarks musicalby. Byen har haft teatertradition i næsten 200 år – fra de første forestillinger i midten af 1800-tallet til det moderne musicalteater, som i dag er anerkendt i hele landet.

»Vi er en by med teatertradition, der går næsten 200 år tilbage. Det ligger i vores DNA. Der skal være teater i Fredericia – og det skal være i topklasse. Vi er stolte af at være spydspidsen for musicals i Danmark. Det, vi laver her, bliver lagt mærke til i hele landet, og det er noget, vi som by skal værne om,« siger han.

Når han taler om Aqua The Musical, bliver det tydeligt, at projektet for ham er mere end en enkelt forestilling – det er et symbol på Fredericias rolle i dansk musicalhistorie.

»Selvfølgelig ville vi allerhelst åbne forestillingen i Fredericia. Det vil vi altid. Men det vigtigste lige nu er, at Fredericia fortsat er der, hvor musicals bliver skabt. Det er her, idéerne bliver født – og det er her, fremtidens musical bliver til,« siger Thomas Bay.

For teaterdirektøren er det ikke et spørgsmål om enten-eller. Det er et spørgsmål om, hvordan Fredericia bliver ved med at udvikle sig som den by, hvor talent, tradition og troen på kunsten mødes – og skaber noget, der rækker langt ud over byens grænser.

Rasmus Storm før kampen mod Hannover – det bliver en kamp, hvor vi skal arbejde for hver eneste bold

0
Rasmus Storm før kampen mod Hannover – det bliver en kamp, hvor vi skal arbejde for hver eneste bold

SPORT. Når Fredericia Håndboldklub tirsdag aften løber på banen i Middelfart Sparekasse ARENA i Fredericia Idrætscenter, venter der en intens europæisk håndboldaften mod tyske TSV Hannover-Burgdorf.

For Rasmus Storm bliver det en kamp, hvor fighten og fællesskabet skal bære holdet gennem 60 minutter mod stærk tysk modstand.
»Jeg tror, det bliver en meget intens og arbejdsom kamp, hvis man kan sige det sådan. En af de kampe, hvor vi virkelig skal snakke og arbejde os igennem hele tiden,« siger han.

Storm forventer et fysisk stærkt Hannover-hold, der kommer med alt, hvad de har, for at få en god start på European League.
»De har måske ikke haft den bedste start på sæsonen, så de vil uden tvivl gerne vise, at de kan tage point. Hannover er et stærkt hold med god fysik og masser af vilje,« siger han.

Selv peger han på, at FHK skal lykkes med deres tempo og kontraspil for at vinde.
»Vi skal holde fast i vores kontraspil og få de lette mål. Det handler om at få momentum og bevare gejsten gennem hele kampen. Vi skal juble sammen, kæmpe for hinanden og holde energien høj,« siger Rasmus Storm.

Han har ikke været en del af den fulde holdtræning op til kampen, men han forsikrer, at han er klar, hvis han bliver kaldt i kamp.
»Jeg har holdt mig i gang selv, og hvis jeg bliver brugt, så er jeg klar. Det er altid fedt at få chancen – især i en kamp som den her, hvor vi møder et så stærkt hold,« siger han.

For Rasmus Storm er det en oplevelse i sig selv at spille mod et hold fra den tyske Bundesliga.
»Det er altid sjovt at spille mod bundesligahold. Det er jo en af verdens bedste ligaer, så der er altid fede spillere og høj kvalitet. Det er en kamp, man både kan nyde og lære af,« siger han.

Han håber, at publikum i Middelfart Sparekasse ARENA vil skabe den samme elektriske stemning, som Fredericia er kendt for.
»Jeg håber, publikum får en kamp med masser af gejst, fight og en god indsats fra os. De skal nok få noget at klappe af. Vi glæder os virkelig til at komme i gang,« siger Rasmus Storm.

Læs også

Tyske fans indtager Fredericia

0
Tyske fans indtager Fredericia

SPORT. Når Fredericia Håndboldklub tirsdag aften løber på banen mod tyske TSV Hannover-Burgdorf, bliver det ikke kun spillerne, der sætter stemningen. Omkring 100 tyske fans har meldt deres ankomst til Fredericia Idrætscenter for at støtte deres hold – og skabe en international håndboldstemning i Fredericia.

»Der kommer omkring 85-100 fans fra Hannover. De har et rigtig aktivt fanmiljø, og flere af dem rejser sammen med klubben til kampene i European League,« fortæller Dorthe Runge, administrationschef i Fredericia HK.

De tyske fans ventes at bidrage til en livlig og intens atmosfære i hallen.

»Jeg tror, de kommer til at skabe en fantastisk stemning. Tyskere er kendt for at bakke deres hold op med sang, trommer og god energi. Det bliver fedt – og jeg tror, det giver noget ekstra til oplevelsen for alle i hallen,« siger Dorthe Runge.

Om fansene bliver i Fredericia eller rejser direkte hjem efter kampen, vides endnu ikke.

»Der er ikke nogen, der har kontaktet os i forhold til overnatning. Det er jo kun omkring fire og en halv times kørsel fra Hannover, så mange vælger sikkert bare at tage turen frem og tilbage, men mange gør nok også en tur ud af det og bruger vores dejlige by« fortæller hun.

Kampen mod TSV Hannover-Burgdorf bliver endnu en test for FHK, der får international modstand på hjemmebane – og som samtidig kan se frem til en sjælden håndboldaften med både danske og tyske fans på tribunerne.

»Det bliver stort. Det er altid noget særligt, når vi får besøg udefra. Det giver kampene en helt anden puls,« siger Dorthe Runge.

Disse hold mødes i kvindernes pokalkvartfinaler

0
Disse hold mødes i kvindernes pokalkvartfinaler

SPORT. Der er trukket lod til kvartfinalerne i kvindernes pokalturnering, og feltet er nu klar til de afgørende kampe, der skal finde de fire hold, som spiller sig videre til Final4 i slutningen af året.

Lodtrækningen, der fandt sted her til formiddag, bød på flere spændende opgør mellem nogle af landets største klubber:

Viborg HK – Nykøbing Falster Håndbold

Sønderjyske Kvindehåndbold – Odense Håndbold

Team Esbjerg – Horsens Håndbold Elite

København Håndbold – Ikast Håndbold

Kvartfinalerne spilles den 28. og 29. oktober, mens det præcise kampprogram offentliggøres snarest.

De fire vindere kvalificerer sig til Final4, som i år bliver afviklet i Odense den 29. og 30. december – og der er dermed udsigt til et brag af en håndboldafslutning på 2025.

Opgørene byder både på klassiske rivalopgør og potentielle overraskelser. Favoritter som Odense Håndbold, Team Esbjerg og Ikast Håndbold må dog forvente hård modstand, når alt er på spil i kampen om pokaltitlen.

Dødsfald Kolding uge 40

0
Dødsfald Kolding uge 40

Ernst Antonsen
1941 – 2025

Herdis Løgsted Bonde
1928 – 2025

Sonja Kruse Bargisen
1943 – 2025

Christian Vildfang
1950 – 2025

Torben Ernst
1951 – 2025

Ellen Andersen Toldshøj
1938 – 2025

Linda Jensen
1963 – 2025

Dødsfald Fredericia uge 40

0
Dødsfald Kolding uge 40

Aase Topp Ørjan
1929 – 2025

Gyda Frederiksen
1932 – 2025

Poul Skovmark Jørgensen
1945 – 2025

Jørn Riis Hansen
1938 – 2025

Morten Ussing
1939 – 2025

Danskerne bruger mere strøm end nogensinde

Danskerne bruger mere strøm end nogensinde

0
Aldrig før har danskerne brugt så meget elektricitet som i 2025. Det samlede elforbrug er steget med næsten fem procent på ét år, og...
Dødsfald Kolding uge 40

Dødsfald Middelfart uge 51-52, 2025

Dødsfald Kolding uge 40

Dødsfald Fredericia uge 51-52, 2025

Bil væltede rundt i solouheld

Bil væltede rundt i solouheld