Regionsråd bakker op om fælles ledelse i Odense og Svendborg

0

For at sikre et fortsat psykiatrisk behandlingstilbud i Svendborg har regionsrådet besluttet organisatorisk og ledelsesmæssigt at sammenlægge de to psykiatriske afdelinger i Odense og Svendborg og dermed sikre en bedre ramme til håndtering af overlægebemandingen.

Det har længe været kendt, at Psykiatrisk Afdeling i Svendborg har så skrøbelig en overlægebemanding, at sengeafsnittene er i fare for at måtte lukke. Derfor besluttede regionsrådet i Region Syddanmark 18. marts 2024, at afdelingen organisatorisk og ledelsesmæssigt skal lægges sammen med voksenpsykiatrisk afdeling i Odense pr. 1. maj 2024.

Mette Bossen Linnet (V), formand for Psykiatri- og Socialudvalget i Region Syddanmark, er glad for, at der er opbakning fra regionsrådet til at handle, så Psykiatrisygehuset har de bedste muligheder for at bevare behandlingstilbuddet i Svendborg:

– Vi har længe vidst, at der er behov for at lave nogle helt grundlæggende ændringer, hvis vi fortsat skal give patienterne god behandling i deres nærområde. Det er et markant og et svært skridt, vi tager, men det er også helt nødvendigt og et skridt, som vi vurderer vil skubbe udviklingen i Svendborg i den rigtige retning.

Psykiatrisygehuset har allerede igangsat en række initiativer, som skal intensivere den faglige udvikling, styrke samarbejdet og fremme rekrutteringen af speciallæger. Disse skal sammen med sammenlægningen være med til at forbedre vilkårene, skabe attraktive arbejdsmiljøer og forhåbentlig trække flere speciallæger til Syddanmark generelt og Svendborg specifikt. Med en organisatorisk sammenlægning og fælles ledelse bliver der mulighed for at anvende overlægekapacitet på tværs af de to matrikler, ligesom det vil give mere fleksibilitet i forhold til vagtplanlægning og planlægning af lægernes arbejde, og dermed bliver afdelingen mindre sårbar.

Regionsrådsformand i Region Syddanmark Bo Libergren (V) støtter den udvikling, som Psykiatrisygehuset er i gang med:

– Regionsrådet har et stort ønske om at sikre et fortsat psykiatrisk behandlingstilbud i høj kvalitet og med en patientsikkerhed i top. Men det kræver hjælp til afdelingen for at gøre den mere robust, hvilket det fremtidige fællesskab med afdelingen i Odense skal sikre. Sammenlægningen af de to afdelinger er uden tvivl den rigtige vej at gå i forhold til at gøre afdelingen i Svendborg mere robust til gavn for patienterne og for personalet.

Modellen med ledelse på tværs af afdelinger i Odense og Svendborg er ikke ny i Region Syddanmark men bruges også i det somatiske sygehus.

Psykiatrisygehusets relevante medarbejderudvalg, de berørte læger og deres tillidsrepræsentanter har været inddraget i planlægningen af sammenlægningen.

Et bredt flertal i regionsrådet stemte for forslaget om en fælles ledelse af de psykiatriske afdelinger i Odense og Svendborg. Enhedslistens to medlemmer stemte imod.

Byrumsinstallationer ved inderhavnen hen over sommeren

0

Kulturudvalget i Kolding Kommune har udvalgt fire byrumsinstallationer, der skal være med til at skabe liv ved inderhavnen hen over sommeren. Installationerne er resultatet af et open call, som Kulturudvalget inviterede til i slutningen af sidste år, hvor alle med gode idéer til at skabe byliv eller forskønnelse af området kunne byde ind.

Kulturudvalget havde oprindeligt afsat 3 x 50.000 kr. til i tre byrumsinstallationer. Open call’et bød imidlertid på flere spændende forslag og udvalget besluttede derfor at vælge et ekstra projektforslag. Det betyder, at de mange fodgængere, cyklister og bilister, der hver dag færdes i området, kommer til at opleve hele fire byrumsinstallationer i området ved inderhavnen fra maj til og med september i år.

Fire forskellige oplevelser

De fire byrumsinstallationer byder på fire vidt forskellige oplevelser. Du kan bl.a. opleve det kunstneriske univers ”Overjordisk og undersøisk” af kommunikationsdesigner Lene Jæger Klausen, hvor du passerer gennem en miniskov af blågrønne ’”træer” og møder kokoner, der pipler frem af jorden. Du kan også komme ned under vandoverfladen med installationen “Prøliåhør!” af kunstnerduoen Gjersøe & Rizzi, hvor du fra bænken i det særlige busskur ved inderhavnen, kan opleve en symfoni af undervandslyde, som de lyder lige på det tidspunkt. På havnekajen kan du som forbipasserende nyde ”Den Lille Havfugl”, en skulptur skabt specielt til Kolding af den lokale kunstner Jes Nordby. Skulpturen kan også ses fra den sidste byrumsinstallation ”Vinger til (gen)brug”, der består af en 17 meter lang vindmøllevinge, hvor spidsen er tippet og kan bruges som bænk. På græsset omkring vingen placeres også tre vingeudsnit, der kan bruges til ophold. Det er designbureauet Kirt x Thomsen og LM Wind Power, der står bag ”Vinger til (gen)brug”.

– Kultur spiller en vigtig rolle i at skabe byliv og jeg glæder mig til at opleve de fire byrumsinstallationer, når de står klar til maj. Jeg er overbevist om, at de vil berige området ved inderhavnen og gøre det mere attraktivt at færdes og opholde sig i. Det er et enigt Kulturudvalg, der står bag de midlertidige byrumsinstallationer og som aktivt ønsker og investerer i et levende og attraktivt byliv i Kolding, udtaler formand for Kulturudvalget, Ole Martensen.

Hos Kolding Havn, der lægger jord til en del af byrumsinstallationerne, glæder havnedirektør Heino Svenningsen sig også over de kommende byrumsinstallationer.

– Det er en kreativ måde at skabe byrum på, hvor havn og by smelter mere sammen med det byliv, der er så vigtigt tæt på centrum og studiemiljøerne. Vi forventer, at byrumsinstallationerne vil bidrage til diversitet og skabe yderligere interesse for mulighederne ved inderhavnen – i samspil med andre initiativer såsom streetfoodtiltaget Havne Kajen, Rock på Havnen og Kolding Half løbene. Vi byder mere byliv velkommen, helt i tråd med strategien for inderhavnen.

Masser af liv ved inderhavnen

De midlertidige byrumsinstallationer vil pryde området i fem måneder fra maj til og med september. Og der er god grund til at komme forbi, da der i perioden er flere oplevelser og aktiviteter i vente. På nordsiden af inderhavnen åbner streetfood- og eventstedet Havne Kajen den 5. april og Godset Ujnfor byder på flere koncerter i løbet af foråret og sommeren. Derudover arbejder Kolding Havn på at etablere midlertidige lystbådpladser i inderhavnen i sommermånederne. Der er således lagt op til masser af liv ved inderhavnen i Kolding. Der er åbningsarrangement for de midlertidige byrumsinstallationer ved havneområdet fredag den 3. maj, hvor kunstnerne og aktørerne bag byrumsinstallationerne vil være tilstede og præsentere deres installationer. Alle er velkomne.

Byrumsinstallationerne

“Prøliåhør!” af Gjersøe & Rizzi

“Prøliåhør!” er en unik oplevelse med realtime lyde fra havnebassinet. Fra det særlige busskur ved inderhavnen kan du komme med ned under vandoverfladen og lytte til krablerier på havnebunden, fiskenes ”bøvsen” og skibenes snurren. Hvad sker der i en verden, du ikke kan se? Slå dig ned og lad lydene, sanserne og tankerne føre dig væk. Sidstnævnte bliver måske også ledt på vej af de forskellige spørgsmål og fakta, der er sat op på busskurets inderside. “Prøliåhør!” er et overraskende og originalt projekt, der inviterer til ophold, undren og samtale og som binder by og havn sammen.

“Prøliåhør!” er skabt af kunstnerduoen Gjersøe & Rizzi, der består af lydkunstner og komponist Robert Cole Rizzi og musiker og kunstner Niklas Gjersøe.

”Den Lille Havfugl” af Jes Nordby

”Den Lille Havfugl” er skabt af multikunstneren Jes Nordby. Skulpturen er udført i Cortenstål med bemalet hjerte. ”Den Lille Havfugl” er tænkt som en pendant til Den Lille Havfrue i København. Den symboliserer frugtbarhed, frihed, fødsel og familieskab, hav, ophav, havn og favn, i sikker havn, i sikker favn med kærligheden som udgangspunkt og som samlingspunkt for menneskets tilstedeværelse på havnen. Den er enkel og udtryksfuld med et industrielt præg, der taler ind i havnens industrielle essens. Skulpturen opsættes direkte på kajkanten ved inderhavnens kortside, hvor den vil blive set af de mange tusinde trafikanter, der dagligt passerer via Jens Holms Vej.

Jes Nordby er autodidakt multikunstner og bosiddende i Sønder Stenderup syd for Kolding, hvor han har atelier og galleri.

”Overjordisk og Undersøisk” af Lene Jæger Klausen

”Overjordisk og Undersøisk” er inspireret af det kontrastfyldte “grænseland”, som området mellem havnekontoret og Jens Holms Vej repræsenterer. Med sine ”træer” i blågrønne farver og kokoner, der dukker op af jorden skaber installationen et overjordisk og undersøisk univers, der undersøger grænserne mellem det naturlige og unaturlige og det genkendelige og det abstrakte. Tanken er at skabe en ny bevidsthed om både områdets karakter, beskuerens egen tilstedeværelse samt vække undren og refleksion. ”Overjordisk og Undersøisk” binder området sammen med sit vand/land-tema og skaber en spændende og sanselig oplevelse, der vil tiltrække sig opmærksomhed og skabe nysgerrighed hos de forbipasserende.

Lene Jæger Klausen arbejder med kommunikationsdesign og kreativitet i sin virksomhed GELB Kommunikation & Skaberkraft med base i Kolding.

”Vinger til (gen)brug” af Kirt x Thomsen og LM Wind Power

”Vinger til (gen)brug” sætter fokus på vindmøllers størrelse og udvikling gennem tiden samt muligheder for genbrug og re-design. I 1991 var en vinge 17 m. I dag er verdens største vindmøllevinde 107 m. Mange af de tidlige vindmøller har nået pensionsalderen og tages ned. Men her opstår et problem; vindmøllevinger består primært af glasfiber og lim, hvilket gør dem svære at genbruge. Men hvad kan vi så bruge dem til? Det giver ”Vinger til (gen)brug” et bud på med sine små vingeudsnit, der inviterer til ophold, og den 17 meter lange vinge fra verdens første havvindmøllepark, Vindeby, hvor spidsen er omdannet til en bænk. De forskellige vindmølledele udsmykkes – formentlig af lokale graffitikunstnere – og på vingen opsættes grafik, der fortæller om vindmøllers udvikling.

Kirt x Thomsen en et Københavnsbaseret design- og innovationsbureau, der arbejder med visualiseringer og konceptudvikling af komplekse processer inden for grøn energi. LM Wind Power, der har hovedkvarter i Lunderskov, er et verdens førende leverandører af vinger til vindmøller.

Tyveri af iPhone fra restaurant

0
(Arkivfoto)

Den 15. marts 2024 blev der rapporteret et tyveri fra en restaurant beliggende på Algade i Middelfart.

Offeret mistede sin iPhone 14 fra sin taske under besøget. Hændelsen er dateret kl. 21:00 den 9. marts 2024. Fyns Politi efterforsker sagen og opfordrer vidner til at henvende sig med eventuelle oplysninger.

El-bus holdt med katastrofeblink i trafikeret kryds

0


En el-bus har vakt opsigt i Fredericia mandag formiddag, da den holdt med katastrofeblink tændt i venstresvingsbanen fra Vejlevej til Vestre Ringvej.

Det er et befærdet kryds på Vejlevej, og selvom det var midt på dagen, hvor der ikke var myldretidstrafik, gav det alligevel trafikale udfordringer og skabte en smule kø, at der holdt en el-bus med katastrofeblink tændt uden en chauffør i bussen.

Umove står for driften af el-busser i Fredericia og oplyser, at bussen ikke var i rute.

– Det er en testbus, vi prøvekørte for Iveco. Det er ikke en bybus i drift på nuværende tidspunkt. Den skal tilbage til Iveco i Odense for at undersøge årsagen, oplyser Johnny Bek, der er regionschef hos Umove.

Historisk togvogn fjernet

0

I Fredericia ved Ungdommens Hus har der i årevis været et særligt kendetegn ved udendørsarealet. En historisk togvogn, der har stået som et symbol på stedets arv og historie, tæt ved den gamle godsbanegård, er nu blevet fjernet. Dette markante skridt blev taget onsdag, hvor firmaet BMS med en kran omhyggeligt løftede togvognen fra sit langvarige hvilested, hvorefter den blev transporteret væk.

Denne togvogn har ikke blot været en fysisk struktur; den har været en bastion for historier, minder og utallige aktiviteter, der har fundet sted i dens rummelige indre. Dens fjernelse er ikke kun enden på et kapitel men også starten på en ny begyndelse for Ungdommens Hus.

Ungdommens Hus, der har tjent som et kulturelt og socialt samlingspunkt for byens unge, står nu over for en transformation. Med fjernelsen af togvognen understreges et tydeligt mål: at gøre huset mere inkluderende og rummeligt. I årenes løb har huset primært tiltalt et begrænset klientel, men med de nye planer håber man at udvide dets appel. Formålet er at skabe et mere dynamisk og åbent miljø, der kan tiltrække en bredere målgruppe.

Denne ændring kommer på et tidspunkt, hvor byens kulturelle landskab er i konstant udvikling. Ungdommens Hus har en vision om at være i front med denne udvikling, ved at tilpasse sig og imødekomme behovene hos en stadig mere diversificeret ungdom. Ved at fjerne togvognen, et skridt der måske ses som kontroversielt af nogle, signalerer man en klar intention om fornyelse og omstilling.

Dog kan det bemærkes, at selvom togvognen nu er historie, lever dens ånd videre. De erindringer og oplevelser, som mange har haft i og omkring vognen, vil fortsætte med at inspirere og forme fremtidens initiativer ved Ungdommens Hus. Den fysiske ramme ændrer sig, men de grundlæggende værdier om fællesskab, kreativitet og inklusion står ved magt.

Som Fredericia bevæger sig fremad, med Ungdommens Hus i spidsen for denne fornyelse, er der en følelse af forventning og spænding omkring, hvad fremtiden vil bringe. Med ambitioner om at omfavne en bredere målgruppe og tilbyde et endnu mere indbydende og rummeligt sted, er fjernelsen af togvognen et symbol på vækst og udvikling. Det er et bevis på, at forandring, selvom den kan være svær, er nødvendig for at skabe nye muligheder og horisonter.

Trivselsmåling 2024 for Vejle Kommune er klar

0

Hvert tredje år gennemfører Vejle Kommunes HovedMED-udvalg en trivselsmåling for at vurdere arbejdsmiljøet og trivslen på tværs af kommunen og sætte fokus på dialogen.

Medarbejderne i Vejle Kommune er glade for deres arbejdsplads, og især kollegaerne har stor betydning for trivslen. 97 % er enige i, at ’mine kollegaer vil hjælpe mig, hvis jeg får brug for det’. Det er et af budskaberne i den nye trivselsanalyse for Vejle Kommune, som Hovedsamarbejdsudvalget står bag.

– Vi ser, at der er et stærkt kollegialt samarbejde, og vi har høj tillid til hinanden. Vi ser også en fremgang i tilfredsheden med vores ledere ude på arbejdspladsen. Trivselsmålingen er et godt afsæt til at arbejde med proces og dialog ude hos den enkelte leder, siger Bo Uttrup, næstformand i HovedMED.

Svarprocenten er på niveau med før COVID-19. Trivselsmålingen er gennemført i januar med en svarprocent på 86,4 %, svarende til, at 7.952 ansatte har besvaret målingen. Under corona havde trivselsmålingen en svarprocent på hele 93,5 %, hvilket ikke tidligere var set. Som ved de foregående målinger, rapporterer Sundhed og Dagtilbud den højeste tilfredshed.

– Med denne trivselsmåling har vi taget temperaturen på Vejle Kommune som arbejdsplads. Det er en vigtig opgave, og det glæder mig at se, hvor stor tilslutningen har været på tværs af kommunen, udtaler Niels Ågesen, kommunaldirektør og formand i HovedMED, Vejle Kommune.

Sådan følger vi op på trivselsmålingen.

Trivselsmålingen viser, at der er brug for en indsats på visse områder. Der er fokus på at understøtte og afhjælpe de udfordringer, der måtte dukke op.

– Vi har en solid værktøjskasse til at støtte områder, hvor der er behov for ekstra indsats. Overordnet set er Vejle Kommune en god arbejdsplads, men vi arbejder nu på at sætte fokus på de områder, hvor vores medarbejdere har behov for det, siger Kristine Schou, HR-chef, Vejle Kommune.

En af de store udfordringer, der identificeres, er vold og trusler. Her angiver 22,8 % af medarbejderne, at de har oplevet vold eller trusler, hvoraf 95 % kom fra borgere.

– Det er en negativ tendens, vi har været vidne til på tværs af Danmark. Vejle Kommune er desværre heller ikke gået udenom. I januar besluttede HovedMED, at vold og trusler er et indsatsområde for 2024-2025. Der skal arbejdes med løsninger, og vi skal hjælpe arbejdspladserne med at håndtere denne alvorlige opgave. Vi kommer derudover også til at arbejde videre med mobning og sygefravær, siger Kristine Schou.

Trivselsmålingen i tal

Målingen bruger en 7-trinsskala, hvor 1 er meget uenig, og 7 er meget enig.

Samlet score 5,83
Arbejdsglæde 6,05
Social kapital 5,78

Samarbejde 6,17
Tillid og retfærdighed 5,51
Krav og anerkendelse i arbejdet 5,59
Arbejdsopgaver, indflydelse og engagement 5.97
Arbejdsglæde 6,05
Vold og trusler 2,28 %
Mobning 2,6 %
Uønsket seksuel opmærksomhed 3,1 %
Sygefravær 10,3 %

Talentfuld islænding skifter til FHK

0

Tidligere meldte FHK ud, at de ikke forlænger aftalen med James Junior Scott. Nu er erstatningen på plads i form af Arnór Viðarsson.

Den 22-årige islandske venstre back skifter til FHK fra ÍBV Vestmannaeyjar, hvor han er en af profilerne på holdet. I de to seneste sæsoner har han været med til at spille i European Cup med dem.

– Han er en talentfuld venstre back med blik for spillet, og han er også en dygtig forsvarsspiller. Vi tror på, at Arnór kan udvikle sig yderligere i FHK i fremtiden, således at han kan blive en vigtig spiller for os. Vores trænerteam har tidligere vist, at de kan udvikle unge spillere til at blive etablerede i ligaen, det seneste eksempel på det er Jonas Kruse, siger administrerende direktør i FHK, Thomas Renneberg-Larsen.

Arnór Viðarsson kommer ud af en håndboldfamilie. Hans storebror, Elídi, spiller i Bundesligaen for VfL Gummersbach. Fremover skal Arnór Viðarsson vise sig frem i FHK-trøjen som et led i klubbens satsning på unge spillere.

– Vi har et godt kuld med Rasmus Peluffo, Mads Emil Møller, Malthe Hejsel, Benjamin Walsøe og Nikolaj Pedersen. Dermed fastholder vi vores strategi om at investere i unge, talentfulde spillere og bidrage med at udvikle dem fra ungdom til senior, forklarer Thomas Renneberg-Larsen.

Hovedpersonen selv fremhæver blandt andet FHK’s udvikling gennem de seneste par år og cheftræner Guðmundur Guðmundsson som grunde til, at han skifter til FHK.

– Det er et spændende skifte for mig. Guðmundur er en god træner, og holdet har udviklet sig flot de seneste par sæsoner. Den danske liga er bedre end den islandske, og jeg håber derfor at udvikle mig endnu mere. Det bliver også fedt at spille enten European League eller Champions League til næste sæson. Det er også en drøm for mig at komme på landsholdet med min bror, og dette skridt kan hjælpe mig på vejen til det. Jeg ser frem til at skifte til FHK, hvor jeg vil gøre alt for at vinde titler til klubben, siger Arnór Viðarsson.

Arnór Viðarsson, der har indgået en tre-årig aftale med Fredericia Håndboldklub, bosætter sig i forbindelse med skiftet i Fredericia.

Officielt: James Junior Scott forlader FHK

0

Til sommer stopper den franske bagspiller James Junior Scott, da parterne er blevet enige om ikke at forlænge aftalen.

James Junior Scott kom til FHK i sommeren 2022 fra HBW Balingen-Weilstetten. Siden har han vist sig frem i FHK-trøjen, men til sommer er det slut.

– Vi er blevet enige med Junior om, at han skal videre i sin karriere. Han har været et godt bekendtskab for os og er en yderst sympatisk person, som også har store håndboldmæssige kompetencer. Vi ser dog ind i, at Junior vil få en mindre rolle, og med den alder, han har, så skal han spille fast, siger den administrerende direktør i Fredericia Håndboldklub, Thomas Renneberg-Larsen, og slutter:

– Inden Junior drager videre til en anden liga, har både Junior og vi mål, som vi skal opnå med FHK i denne sæson. Vi står foran et slutspil, hvor vi vil vise os frem på bedste vis, og forhåbentligt også komme til at kæmpe om medaljer, og der kommer Junior også til at spille en rolle i bestræbelserne på, at vi når vores mål.

Foreløbigt i denne sæson har James Junior Scott fået netmaskerne til at blafre 47 gange i 22 kampe. I sidste sæson blev det til 117 mål i 36 kampe for James Junior Scott.

GIVSKUD ZOO var nødsaget til at aflive syg gorilla

0

GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA har desværre mistet sin hangorilla på grund af fremskreden alvorlig sygdom, der ikke kunne helbredes.

GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA er den eneste dyrepark i Danmark, hvor man kan opleve gorillaer. Men nu er der desværre en gorilla mindre i flokken, fordi parken har været nødt til at aflive sin store hangorilla, sølvryggen Kipenzi, på grund af sygdom.

– At aflive ham var en rigtig trist, men nødvendig beslutning. Kipenzi var særdeles vigtig i vores arbejde med at styrke arten, en god flokleder hos gorillaerne, og et afholdt dyr hos de ansatte, så at vi nu ikke længere har ham, berører os alle, fortæller GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA dyrlæge, Ditte-Mari Sandgreen.

Uhelbredeligt syg

Gorillahannen har været syg i den seneste tid, og derfor blev han bedøvet. Målet var en grundig udredning, blandt andet med specialiserede blodprøver, samt ultralydsscanninger af hjerte og bughulen. Undersøgelsen blev udført med hjælp fra Zoologisk have i København, samt eksterne specialister fra hhv. Rigshospitalet og Universitet for mindre husdyr.

– Desværre viste ultralydsscanningen at Kipenzi havde fået bughindebetændelse, som havde spredt sig i bugen. Bughindebetændelse er infektion omkring mavens organer, og er meget svært, hvis ikke umuligt, at helbrede hos en gorilla. Vi traf derfor den tunge beslutning af aflive ham, mens han var bedøvet, forklarer Ditte-Mari Sandgreen og tilføjer:

– Obduktionen bekræftede at aflivning var det rette valg i dette tilfælde. Forsøg på behandling ville kun have forlænget Kipenzis sygdomsforløb yderligere, og han havde ingen chance for at blive rask igen.

Vidensdeling skal hjælpe fremover

Ifølge dyrlægen er Kipenzis infektion en tidligere set sygdomsårsag hos gorillaer, og alvorlig sygdom i mavetarmsystemet er en af de mest almindelige dødsårsager hos gorillaer. Der forskes i årsagerne, som kan skyldes flere forskellige problematikker. Ofte er infektionen fremskreden ved aflivning, og den oprindelige sygdomsårsag er ikke mulig at identificere, hvilket komplicerer udredning og behandling.

– Vi prøver, som altid, at lære så meget som muligt af sygdomstilfælde, så der er taget mange prøver, som analyseres gennem det næste stykke tid. Når resultaterne er samlet, håber vi at dele vores erfaring og fund med kolleger internationalt, så vi og andre dyreparker fremover kan lære af det, siger dyrlægen. Derudover inddrages Kipenzi, efter sin aflivning, i forskningsprojekter med henblik på at blive klogere på hjertesygdomme og forplantning hos gorillaer.

Et hårdt slag for avlssamarbejdet

Sølvryggen Kipenzi var rent genetisk utrolig vigtig i det internationale avlssamarbejde mellem zoologiske haver; faktisk var han en af de højst rangerende hanner, som man ønskede afkom fra.

– Vi samarbejder meget struktureret med andre dyreparker om avl, så vi kan beskytte og styrke truede arter. Og Kipenzi var vigtig i det avlspuslespil, så det er klart en brik, vi kommer til at mangle nu, forklarer dyrlægen og tilføjer:

– Hans søn Kijani, som vi også har her i parken, vil med Kipenzis død rykke højere op ad ranglisten, men han er stadig så lille, at han ikke indgår som avlshan i det internationale avlssamarbejde. Her vil avlskoordinatoren for gorillaer skulle se på, hvordan Kijani på sigt kan indgå i samarbejdet.

Afholdt af mange

Kipenzi var på mange måder en ganske særlig gorilla, som havde stor betydning i parken. Han var populær, og mange gæster nød at se ham i parkens store gorillaanlæg. Formidlingsafdelingen inddrog ham ofte i fortællinger til skoleklasser og gæster, han var populær i opslag på parkens sociale mediekanaler, og dyrepasserne var glade for at arbejde med ham. Derudover var hans far den berømte sølvryg Samson, som mange danskere kendte til.

– Kipenzi var en afholdt gorilla, som vi havde håbet at have som anfører for gorillaflokken mange år endnu. Gorillahunnerne og deres unger fik lov at se ham efter aflivningen, da det også er en vigtig del af deres forståelse af situationen. Vi og dyrene skal komme tilbage i en normal gænge, men der er ingen tvivl om, at vi gerne havde været dette foruden, siger Ditte-Mari Sandgreen.

I gorillaflokken i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA er der nu hunner Minnie, Mawenzi og Kahla samt to fireårige unger, hannen Kijani og hunnen Malkia, som begge er efterkommere af Kipenzi.

Stjålet båd er fundet igen

0

Lørdag aften blev der stjålet em båd fra Dykkerklubben Blop, men den er fundet igen.

Båden blev stjålet fra klubbens garage på Godthåbsvej i Fredericia. Nu oplyser dykkerklubben, at båden er fundet igen.

Der er tale om en Humber Destroyer på seks meter med 130 hk.

FHK lukker sæsonen i Skjern

FHK lukker sæsonen i Skjern

0
Søndag eftermiddag løber Fredericia Håndboldklubs spillere ind på gulvet i Skjern Bank Arena til sæsonens sidste opgør. Klokken er 16, slutspillet er afgjort i...