Hård uge bekymrer ikke FHK-profil

0

FHK vandt søndag 26-23 mod SønderjyskE. Det var starten på en periode, hvor FHK onsdag møder TMS Ringsted, og lørdag skal i kamp igen mod GOG.

Det endte med at holde lidt hårdt, selvom det længe lignede en sikker sejr til FHK. Hvis det ikke var blevet lidt tæt til sidst, kunne det have givet FHK muligheden for at benytte sig endnu mere af bredden. Da det spidsede til, efter et par mislykkede indskiftninger af både Sebastian Henneberg og Kristian Stoklund, måtte Gudmundur Gudmundsson ty til den sikre løsning med at sende Reinier Taboada og Jonas Kruse tilbage på banen. Det gjorde, at FHK holdt stand i slutminutterne og vandt uden at sejren for alvor kom i fare.

En af de helt store profiler for FHK var Anders Martinusen, der kanonerede bolden i mål otte gange og leverede fire assists.

– Det var dejligt at kunne ride videre på bølgen fra efteråret og ligesom fortsætte der, hvor vi slap, inden vi gik til EM-pause, siger Martinusen.

adp-as.dk

FHK var undervejs i opgøret foran med 22-15. Det var med 16 minutter igen af opgøret, men i den sidste del af kampen lavede FHK kun fire mål, og derfor endte det med at blive lidt tæt i slutfasen.

– Vi har haft en dum tendens til ikke at lukke kampen, selvom vi har haft muligheden for det. Vores angrebsspil var rigtig godt, og vores forsvar var også på højt niveau, men alligevel lukkede vi dem lidt ind i kampen, siger Martinusen.

Et af de træk, som FHK forsøgte sig med undervejs, var at gå i syv mod seks, men det lykkedes ikke. Der var en usikkerhed at spore over det, og derfor gik Gudmundur Gudmundsson hurtigt væk fra det.

– Der var ikke det rum, som vi havde håbet på, tror jeg, men vi skal også huske på, at SønderjyskE har Lasse Folkmann som assistent, og det var ham, der styrede vores syv mod seks i sidste sæson, hvor vi var rigtig gode til det. Så han ved, hvordan man kan forsvare sig imod det. Det kan også være, at hvis vi var fortsat længere tid i det, at vi var blevet bedre, siger Anders Martinusen.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Med sejren er FHK seks point foran Bjerringbro-Silkeborg. Med syv kampe tilbage af grundspillet ser det derfor godt ud for FHK i forhold til at beholde andenpladsen.

– Vi går ind til alle kampe, som vi altid gør, og det ændrer ikke på noget for os. Der er 14 point at spille om, og selvom jeg er fortrøstningsfuld, så kommer der en kamp igen på onsdag og lørdag. Vi skal ikke fokusere så meget på det og gøre det, som vi er gode til, forklarer Martinusen.

Netop det, at der er kamp både onsdag og lørdag, kan komme til at slide ekstra på FHK’erne. Det er dog ikke noget, der bekymrer Martinusen.

– Det bliver selvfølgelig lidt hårdt, men det er også derfor, vi spiller håndbold. Det er sjovt at spille kampe, så vi skal bare være glade for, at der er mange kampe, slutter han.

Person overfaldet af en mand og kvinde i Odense

0
Foto: AVISEN

Et voldeligt overfald fandt sted foran Emils Hothouse på Vestergade i Odense, hvor en anmelder blev angrebet af en mand og en kvinde.

Hændelsen, der skete omkring klokken 02:00 den 3. februar 2024, resulterede i, at anmelderen blev tildelt flere slag i maven og i ansigtet.

Det faktum, at anmelderen ikke havde set angriberne før, peger på en tilfældig natur af overfaldet.

Ny fabrik skal fremtidssikre pantsystemet

0
Dansk Retursystem bygger ny pantfabrik i Fredericia. Borgmester i Fredericia Steen Trist og direktør Lars Krejberg Petersen fra Dansk Retursystem tog første spadestik i Fredericia mandag den 5 februar 2024

Mandag blev det første spadestik til Dansk Retursystems nye pantfabrik i Fredericia taget af borgmester Steen Wrist og adm. direktør Lars Krejberg Petersen. Når fabrikken står klar i udgangen af 2025, skal den håndtere alle de flasker og dåser, der pantes vest for Storebælt – i højsæsonen 3,5 mio. om dagen.

Om knap to år slår en ny og højteknologisk pantfabrik portene op til at tage imod alle de flasker og dåser, der pantes vest for Storebælt. På fabrikken bliver emballagerne læsset af, hvorefter de sorteres og sendes til genanvendelse, så materialerne kan blive til nye flasker og dåser.

Det er en proces, der sikrer genanvendelse i et lukket kredsløb, og det er vi i Danmark nogle af verdens bedste til. Men det er også en proces, der kræver plads og konstant optimering, og derfor er Dansk Retursystems adm. direktør glad for, at første spadestik nu er taget til en ny fabrik.

– Med den nye fabrik samler vi vores aktiviteter i Vestdanmark og flytter fra to adresser i Løsning til én i Fredericia. Vi får moderne, avanceret udstyr, der sikrer mere effektive processer, og mere plads, der også giver mulighed for udvidelse, hvis der en dag bliver brug for det. Samtidig hjælper fabrikken os i målet om at nå CO2-neutralitet i 2030, bl.a. fordi der er god adgang til jernbanen, når vores materialer skal sendes til genanvendelse. På den måde er den nye fabrik med til at fremtidssikre pantsystemet, siger Lars Krejberg Petersen.

Uddannelse til medarbejderne

Dansk Retursystems produktionsmedarbejdere på den nuværende fabrik i Løsning er løbende blevet tilbud uddannelse eller kompetenceløft uanset, om de skal med til den nye fabrik eller videre i arbejde hos en anden virksomhed. I den forbindelse har Dansk Retursystem et samarbejde med EUC Lillebælt, som uddanner de procesoperatører, der er brug for, på den nye fabrik. Lige nu er fire medarbejdere under uddannelse til procesoperatør, og i januar begyndte to nye lærlinge hos Dansk Retursystem med henblik på arbejde på den nye fabrik.  

– Dansk Retursystem er en mangfoldig arbejdsplads med plads til mange forskellige typer af medarbejdere, og vi tilrettelægger arbejdet, så der er plads til, at vi hele tiden har nogen under uddannelse, og at vi også har plads til medarbejdere, der har særlige behov, siger Lars Krejberg Petersen.

Dansk Retursystem bygger ny pantfabrik i Fredericia. Borgmester i Fredericia Steen Trist og direktør Lars Krejberg Petersen fra Dansk Retursystem tog første spadestik i Fredericia mandag den 5 februar 2024

Arbejdsplads med plads til alle

Også Fredericias borgmester, Steen Wrist, er glad for, at det er en mangfoldig arbejdsplads, der flytter til byen.

– Fredericia er kendt som byen for alle. En by, der åbnede sine døre og bød alle ind, der ville bidrage til fællesskabet og være en del af det. På mange måder er Dansk Retursystem en slags mini-Fredericia. Det er en arbejdsplads, hvor der også plads til alle. Alle, der kan og vil bidrage til arbejdet, fællesskabet og den vigtige samfundsopgave. Uanset, hvor langt man i øvrigt er eller har været fra arbejdsmarkedet, så formår Dansk Retursystem at skabe rammer, hvor alle kan bidrage. Så det er fantastisk, at arbejdet med fabrikken nu bliver sat i gang. Det er jeg utrolig glad for, siger Steen Wrist.

Fabrikken står efter planen klar ved udgangen af 2025. Dansk Retursystem har en tilsvarende fabrik i Høje Taastrup, som håndterer de flasker og dåser, der pantes øst for Storebælt.

FAKTA om den nye fabrik:

  • Fabrikshal på 12.000 m2.
  • Anlægget håndterer de over 2,5 mio. flasker og dåser, der dagligt pantes vest for Storebælt. I højsæsonen kan der komme 3,5 mio. flasker og dåser ind om dagen.
  • På fabrikken sorteres flasker og dåser, og materialerne sendes til genanvendelse.
  • Byggeriet skal stå klar i udgangen af 2025.
  • Gråkjær er hovedentreprenør på byggeriet.

38-årig mand smadrede ruder på Odense Banegård

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

Klokken 19:08 den 4. februar 2024 oplevede Odense et tilfælde af hærværk, da en 38-årig meget beruset mand knuste tre glasruder og en glasdør i glasskuret på perronen mellem spor 5 og 6 på Odense Banegård.

Politiet var hurtigt på stedet for at håndtere hændelsen og sikre, at den sigtede blev stillet til ansvar for sine handlinger.

Narkofund i Odenses natteliv

0
(Arkivfoto)

I løbet af natten til den 4. februar 2024, stødte politiet på to separate narkotikarelaterede hændelser i Odense.

Den første hændelse fandt sted på Overgade, hvor en dørmand på beværtningen Butchers opdagede to mænd – en 24-årig fra Roskilde kommune og en 22-årig fra Holbæk kommune – i besiddelse af euforiserende stoffer på toilettet.

Den anden hændelse indtraf få timer senere på Nørregade, hvor en 26-årig mand fra Aarhus kommune blev fundet i besiddelse af euforiserende stoffer på natklubben Boogies.

41-årig mand væltede potteplanter på vej hjem

0

Ved 1-tiden den 4. februar 2024 i Middelfart, blev en 41-årig lokal mand sigtet for at have væltet potteplanter på Østergade, mens han var på vej hjem fra byen.

Den sigtede erkendte straks forholdet og udtrykte villighed til at indgå et frivilligt forlig for de skader, han havde forvoldt. Ifølge døgnrapporten fra Fyns Politi, omfattede skaderne to potteplanter samt to planter, der blev beskadiget i hændelsen.

Ny VE-aftale: Middelfart Kommune skal være selvforsynende med strøm fra vedvarende energi

0
Foto: AVISEN

Middelfart Byråd har indgået en aftale, som sætter ambitionsniveauet for de kommende års VE-projekter. Målet er, at Middelfart Kommune skal være selvforsynende med vedvarende energi gennem el-produktion fra sol og vind i 2030 og reducere væsentligt i CO2-udledningen. Udenfor aftalen står Venstre, Nye Borgerlige og Enhedslisten.

Klimaforandringerne bliver tydeligere og tydeligere. Det er varmere om sommeren med mere tørke. Vinteren er præget af mere nedbør i form af regn, og samtidig blæser det mere. I Middelfart Kommune har man det seneste år haft nedbørsrekord, og der desuden været fire stormvarsler med forhøjet vandstand inden for det seneste halve år. Tidligere var der år imellem disse klimaskabte vejrhændelser.

På verdensplan ses der endnu større og alvorligere konsekvenser af klimaforandringerne. Derfor har en gruppe af partier i byrådet indgået en aftale, som sætter retning og ambition på opgaven med at få produceret mere vedvarende energi i Middelfart Kommune. Målet er at gøre kommunen selvforsynende med el fra sol og vind i 2030 og reducere CO2-udledningen.

– Vi er nødt til at tage ansvar for klimaforandringerne og sikre, at Middelfart Kommuner gør, hvad vi kan for at løfte vores del af byrden. På den ene side skal vi skabe markante reduktioner i vores udledning af klimagasser, og samtidig skal vi sikre bæredygtig forsyning når blandt andet biler og opvarmning af mange huse bliver afhængige af strøm. Derfor skal vi være selvforsynende samtidig med, at vi sikrer ordentlige rammer for de borgere, som bliver nabo til solceller og vindmøller, siger borgmester, Johannes Lundsfryd.

Med aftalen sætter parterne en ambition for produktionen af vedvarende energi i Middelfart Kommune. Samtidig aftales det at igangsætte lokalplanlægning for et biogasanlæg med CO2-fangst. Anlægget skal levere varme til fjernvarmenettet og dermed bidrage til forsyning af den østlige del af kommunen med klimarigtig varme og nedsætte udledningen af klimagasser.

Derudover er partierne enige om, at der kun arbejdes videre med projekter, hvor lodsejerne er med i processen. På den måde sikres det, at der ikke bliver igangsat planlægning for urealiserbare projekter.

Slutteligt har partierne også fokus på, at der skal være en systematik og tydelighed i inddragelsen af borgerne og investorerne i bearbejdningen af de konkrete projekter. Der udarbejdes forslag til en fast model, der sikrer veltilrettelagte processer omkring projekterne.

I den kommende tid vil partierne indgå en aftale, der fastlægger hvilke VE-anlæg, som skal indgå i lokalplanarbejdet for at indfri ambitionerne. Derfor vil der i de kommende uger være et forløb, hvor parterne undersøger mulighederne grundigt. Det arbejde bliver afsluttet med en konkret aftale om, hvordan ambitionerne ovenfor skal blive til virkelighed.

Den grimme ælling

0

Kan man sammenligne Liberal Alliance med H.C. Andersens eventyr “Den Grimme Ælling.”?

I Liberal Alliance, oplevede vi os som den “grimme ælling” i dansk politik. Som ællingen i eventyret, har vi i Liberal Alliance måske følt os anderledes eller overset i forhold til de mere etablerede politiske partier. I Liberal Alliance marker vi os som et parti, der kæmper for individuel frihed og lavere skatter, hvilket kan ses som en anderledes tilgang i det politiske landskab.

Som den grimme ælling, der vokser og forvandler sig til en smuk svane, har vi i Liberal Alliance også undergået forandringer og tilpasninger i løbet af årene. Vi har positioneret os stærkt i dansk politik lokalt og nationalt og tiltrukket flere vælgere. Vi har undergået ællingens rejse fra at være anderledes og overset til at finde vores plads og identitet, både på landsplan og i Fredericia.

Politik er langt mere komplekst end et eventyr. Partier der tidligere var som kometer på den politiske himmel, er ved at brænde ud. Alternativet og Moderaterne er eksempler herpå.

I top-4 i meningsmålinger, findes overraskelser. Socialdemokratiet ligger øverst i en mindre udgave. På anden-, tredje- og fjerdepladserne er Liberal Alliance, Socialistisk Folkeparti og Danmarksdemokraterne.

Liberal Alliance, er den “Grimme Ælling,” der er blevet en smuk svane. En vælgertilslutning, der næsten når 15 procent, Liberal Alliance er tæt på tre gange større end De Konservative og meget større end Venstre. Uanset om de kaldes et “folkeparti” eller ej, så er V og K ikke store stjerner på den politiske scene.

Skolevalg, viser at Liberal Alliance er den nye skoleklasses populære dreng/pige med hele 30 procents tilslutning – dobbelt så meget som Socialdemokratiet.

Alex Vanopslagh er den centrale rolle i forvandlingen. Alex får vælgerne til at huske hans navn, det taktiske spil er både beskedent og bemærkelsesværdigt. Liberal Alliance har magtens nøgler flere steder både i lokal- og landspolitisk.

I Liberal Alliance tiltrækker vi mange af Moderaternes og Venstres tidligere tilhængere, de er trætte af “klovnebussen” og dens uheldige begivenheder. Selv Pernille Vermund har fundet en plads i LA.

Dansk politik er et eventyr i forandring, de gamle karakterer mister deres stjernestatus, og nye spillere træder frem. De landspolitiske tendenser ser også ud til at smitte af i Fredericia, foresætter dette, kan det udvikle sig til spændende kapitel i Fredericias politiske historie?
Så når socialdemokraterne i Fredericia stort fører sig frem med kandidater til borgmesterposten, spørger vi i Liberal Alliance. Hvem siger i får den? Et borgerligt flertal er ikke umuligt. Vælger A igen en handlingslammet 3F baseret borgmesterkandidat, vil A tabe. Med en fremsynet ikke for rød kandidat kan A samarbejde med borgerlige kræfter evt. beholde indflydelse, men ikke nødvendigvis borgmesterkæden.

Poul Rand, Lokalformand Liberal Alliance i Fredericia

Mere stabilitet og tryghed for børn født gennem surrogataftaler

0

Regeringen og en række partier har indgået en aftale, der sikrer stabilitet for de børn, der kommer til Danmark gennem udenlandske surrogataftaler og forbedrer forholdene for de borgere, der stifter familie gennem nationale altruistiske surrogataftaler.

Hvert år kommer op imod 100 børn til Danmark som følge af kommercielle surrogataftaler i udlandet – et tal, der vurderes at være stigende. I dag kan børn født af surrogatmødre alt for længe være i et juridisk tomrum, da det alene er barnets biologiske far, der automatisk får tildelt forældreskabet. Farens partner kan kun blive forælder gennem stedbarnsadoption, og det kan efterlade barnet i usikkerhed og i et juridisk tomrum i de 4-6 måneder, hvor myndighederne behandler adoptionssagen.

Regeringen, SF, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet har indgået en politisk aftale, der forbedrer retsstillingen for de børn, der kommer til Danmark på grundlag af en udenlandsk surrogataftale. Det bliver muligt for Familieretshuset hurtigt at træffe en dansk afgørelse om forældreskab. Ansøgningen kan indgives fra udlandet, og Familieretshuset vil med afsæt i, hvad der er bedst for barnet, træffe en hurtig afgørelse om forældreskab med virkning tilbage fra barnets fødsel.

Samtidig skaber aftalen tryggere vilkår for de børn, der bliver født gennem altruistiske surrogataftaler i Danmark. Med aftalen kan man blive forælder i forbindelse med barnets fødsel uden behov for, at man skal gennemføre en stedbarnsadoption. Her stilles dog en række krav, der skal sikre, at aftalen er ikke-kommerciel, og at hensynet til surrogatmoren iagttages.

Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil siger:

– En hel del børn kommer til Danmark som følge af kommercielle surrogataftaler i udlandet, og herhjemme kommer nogle børn til verden gennem altruistiske surrogataftaler. Vi er forpligtet til at give de børn den bedst tænkelige begyndelse på tilværelsen. Vi kan i Danmark hverken fremme eller forhindre brugen af surrogataftaler i andre lande. Men vi bliver vi nødt til at forholde os til de børn, der er kommet til verden – også selvom det er et kompliceret område med mange etiske og juridiske dilemmaer. De børn skal have ret til deres familie. Derfor er jeg glad for, at vi med denne aftale sikrer stabilitet og juridisk tryghed.

Med aftalen stilles der krav om, at barnet skal have en genetisk forbindelse til mindst én tiltænkt forælder. Det skal sikre, at surrogataftalen er indgået, før surrogatmoren blev gravid og dermed mindske risikoen for handel med børn. Samtidig stilles der i forhold til de internationale surrogataftaler krav om, at surrogatmoren i en erklæring efter fødslen har bekræftet, at hun ønsker at overdrage barnet og sit forældreskab.

Aftalen sikrer barnet stabilitet, understøtter barnets ret til at kende sin egen historie og etablerer en øjeblikkelig arveret mellem begge tiltænkte forældre og barnet. Samtidig giver aftalen begge forældre en selvstændig ret til orlov og barselsdagpenge.

Ordningen træder i kraft den 1. januar 2025 og er blevet til efter inputs fra en ekspertgruppe. Aftalen finansieres af en reserve, der er afsat på finansloven for 2024.

Linea Søgaard-Lidell, socialordfører for Venstre, siger:

– Børn skal have ret til sine forældre fra fødslen. Men når børn i dag kommer til Danmark ved hjælp af en surrogataftale i udlandet, står de i et juridisk tomrum. Vi er glade for, at vi nu fjerner den usikkerhed, der er for børnene i dag, og skaber bedre rammer for, at de kan få den bedst mulige start på livet.

Rosa Eriksen, socialordfører for Moderaterne, siger:

– Alle børn har ret til deres forældre. Det gælder også børn, som kommer til verden gennem surrogataftaler. Moderaterne er glade for, at vi med denne aftale lykkes med at give bedre retstilling til børn, som fødes på baggrund af surrogataftaler i udlandet og hjemme. Nu vil det ikke længere være et krav, at børnene stedbarnsadopteres af forældrene. Med aftalen overkommer vi problemstillingen med det retlige tomrum, som opstår i perioden inden, der falder afgørelse om stedbarnsadoption. Samtidigt sikrer vi bedre retsstilling for både surrogatmødre og børn i forbindelse med altruistiske surrogataftaler i Danmark ved at fjerne kravet om stedbarnsadoption og i stedet indføre mulighed for godkendelse og registrering af en altruistisk surrogataftale forud for graviditeten.

Astrid Carøe, ligestillingsordfører for Socialistisk Folkeparti, siger:

– Med denne aftale sikrer vi, at de børn, som kommer hertil på baggrund af udenlandske surrogataftaler, ikke ender i det retlige tomrum, det hidtil har været, indtil forældrene har kunne stedbarnsadoptere. Derudover stiller vi nu krav om, at surrogatmoren med en notarerklæring skal bekræfte, at hun ønsker at overdrage forældreskabet og barnet. Det giver barnet bedre mulighed for at kende sit ophav og sin baggrund. Det er en klar forbedring af barnets retstilling, og det er vi glade for i SF. Jeg ville ønske, at vi kunne gøre mere for at sikre beskyttelsen af surrogatmødrene, men det har ikke været muligt i dansk lov, fordi aftalerne laves i udlandet. Dog er aftalen stadig en forbedring, fordi surrogatmoderen skal underskrive notarerklæringen, efter barnet bliver født og dermed bekræfte, at hun stadig ønsker at overdrage barnet. Desuden udarbejdes der opmærksomhedspunkter til kommende forældre, som de kan bruge, hvis de vil være mere sikre på, at den aftale, de indgår, er i orden. Alt i alt er vi i SF glade for aftalen, da den forbedrer retstillingen for de mange børn, der hvert år kommer til Danmark på baggrund af udenlandske surrogataftaler.

Katrine Daugaard, socialordfører for Liberal Alliance, siger:

– Liberal Alliance er glad for at være med i en aftale, der fjerner det retlige tomrum, som indtil nu har eksisteret for børn, der kommer til verden via surrogataftaler og frem til de kunne stedbarnsadopteres. Vi er også glade for, at det i aftalen tydeliggøres over for de, der ønsker at indgå surrogataftaler i udlandet, at Danmark ikke har kontrol med eller kan garantere, om der sker udnyttelse af kvinder. Dette mener vi er vigtigt at oplyse tydeligt om.

Karina Adsbøl, familieordfører for Danmarksdemokraterne, siger:

– Danmarksdemokraterne er med i aftalen, fordi den sikrer, at børn ikke lander i et juridisk tomrum, når de kommer til Danmark fra lande, som tillader kommercielle surrogataftaler. I den forbindelse gør vi det mere smidigt og hurtigt at få klarlagt forældreskabet for forældre, der har fået hjælp til at få et barn. På den måde sikres barnet hurtigt en familie og får fastlagt sin retstilling efter dansk lovgivning.

Mette Abildgaard, familieordfører for Det Konservative Folkeparti, siger:

– Det Konservative Folkeparti går ikke ind for kommercielt rugmoderskab, som vi mener er etisk uforsvarligt. Vi kan dog ikke lukke øjnene for, at cirka 100 børn hvert år bringes til Danmark fra udlandet som resultat af dette, og disse børn står i dag i et juridisk ingenmandsland, når de kommer hertil. Med denne aftale sikrer vi børnenes rettigheder, og det er således for deres skyld, at denne aftale er lavet – de skal ikke som spædbørn betale prisen for deres forældres beslutninger.

Lotte Rod, socialordfører for Radikale Venstre, siger:

– Det at få børn er noget af det mest meningsfulde i livet, og jeg har gennem mange år snakket sammen med mange forskellige forældre, som har været oppe i en kamp mod systemet. Vi er i Radikale Venstre glade og stolte af endelig at komme igennem med, at for eksempel to fædre kan blive forældre til deres barn fra fødslen, men jeg ville gerne være gået endnu længere og have fundet en model, som også tager ansvar for, at surrogatmoren har det godt. Det kæmper jeg videre for.

Helene Liliendahl Brydensholt, familieordfører for Alternativet, siger:

– Alternativet ser meget positivt på denne historiske ændring i dansk surrogatlovgivning. Ændringerne indebærer større retlig anerkendelse og beskyttelse for familier, der er dannet via surrogataftaler, og det er et skridt mod at skabe mere inkluderende og retfærdige rammer for forskellige typer familier. Selvom vi ser disse ændringer som et stort fremskridt, erkender vi, at der stadig er spørgsmål, der skal undersøges nærmere. Dette inkluderer behovet for at udforske mulighederne for legalisering af kommerciel surrogasi i Danmark.

Trine Bramsen, ligestillingsordfører for Socialdemokratiet, siger:

– Vi kan ikke være bekendt over for de børn, der har to fædre, at vi ikke juridisk anerkender deres familieform. Der kan være mange holdninger til surrogataftaler – men det ændrer ikke ved, at de børn, der har to fædre, skal opleve, at vi som samfund anerkender dem og deres familie. Derfor er det også glædeligt, at den ekspertgruppe, der blev nedsat i 2022, er nået frem til en model, som der er politisk opbakning til. Det var netop formålet, da vi nedsatte ekspertgruppen.

Nummerplade stjålet i Kirkestræde

0
(Modelfoto-arkivfoto)

Tidligt om morgenen, i tidsrummet mellem 02:30 og 07:00, blev en VW Up ramt af tyveri på Kirkestræde i Fredericia.

Både for- og bagnummerpladen, registreringsnummer BE 23115, blev stjålet, hvilket efterlader ejeren ikke blot med besværet ved at skulle anskaffe nye nummerplader, men også med risikoen for misbrug af de stjålne plader.

Nummerpladetyveri udgør en alvorlig bekymring for både bilister og politi, idet stjålne nummerplader kan anvendes til at begå yderligere kriminalitet, herunder benzin tyveri, ulovlig kørsel, og endda mere alvorlige forbrydelser. Dette tyveri fremhæver endnu en gang vigtigheden af sikkerhedsforanstaltninger, som f.eks. at parkere på oplyste og overvågede områder.

Uheld, tyverier og sigtelser på tværs af Fyn

Uheld, tyverier og sigtelser på tværs af Fyn

0
KRIMI. Flere forskellige hændelser har præget det seneste døgn på Fyn, hvor både færdselsuheld, tyverier og sigtelser fylder i politiets døgnrapport. I Nyborg endte et...