7.9 C
Copenhagen
lørdag 13. december 2025

CJ A/S ansætter Morten Svanborg som afdelingsleder

0

Morten Svanborg er ansat som afdelingsleder for forretningsenheden Egenproduktion i CJ A/S Fredericia. Egenproduktion udfører anlæg og infrastrukturprojekter samt servicekontrakter med CJ’s faste kunder fra industrien og det offentlige. Morten Svanborg er en erfaren leder med et fornemt CV, der indbefatter positioner som blandt andet forretningschef for Infrastruktur hos Artelia, chef for Infrastruktur og Ejendomme i Fredericia Kommune samt leder af Vej og Park i samme kommune. Den nyansatte afdelingsleder er uddannet diplomingeniør i Byggeri og Anlæg og Merkonom i Ledelse. 

– Vi er glade for nu at have Morten med om bord hos CJ Fredericia. Hans erfaring og ekspertise vil være uvurderlige for vores afdeling i Fredericia og for vores kunders succesfulde projekter. Mortens store lokalkendskab kommer til at bringe stor værdi for eksisterende såvel som nye kunder. Vi sætter også stor pris på hans passion for samarbejde og strategisk retning, som er værdier, der er fundamentale for vores virksomhed, og som vi kender og værdsætter fra hans opgaver på den anden side af bordet, udtaler Hans Færck, chef for den samlede egenproduktion på tværs af CJ’s afdelinger fordelt i Jylland, Fyn og det vestlige Sjælland.

Morten Svanborg er 35 år, gift med Mia og har to børn. Han er bosiddende i Fredericia nær CJ’s hovedkontor, hvor hans primære virke kommer til at gå ud fra.

CJ A/S er en entreprenør- og byggevirksomhed, der har fire ståben og forretningsområder. 

Medarbejderstaben har passeret 190 mand.

Udvidelse med unikke koncepter i Experience Fredericia

0

I takt med at erhvervsturisterne får mere fokus på de unikke møderammer og mere oplevelsesbaserede arrangementer, har Experience Fredericia valgt at imødekomme dette behov ved – endnu engang – at udvide aktørgruppen, denne gang med to meget unikke koncepter til erhvervsturisterne i Fredericia.

I denne måned kan Experience Fredericia glæde sig over at byde velkommen til Get Outdoor og Lindely Vingård som de to nyeste skud på stammen i en aktørgruppe af nu i alt 19 aktører. Tilsammen repræsenterer disse aktører nu et unikt produktkatalog af både rammer og aktiviteter til landets erhvervsturister, og fremover vil den seneste tilføjelse også sikre, at man i Fredericia kan tale ind i de trends, som der opleves lige nu på markedet.

– Vores daglige arbejde med tiltrækning af erhvervsturisme og løbende tætte dialog med kunder fra hele Danmark har givet os et godt indblik i, hvad virksomhederne går efter, når de skal vælge destination og faciliteter til deres erhvervsarrangementer. Og én ting er efterhånden et gennemgående fokuspunkt; anderledes oplevelser og rammer.

– Vi oplever i stigende grad at virksomhederne også ønsker at skabe gode oplevelser for deres medarbejdere i forbindelse med møder, konferencer og andre arrangementer, og derfor er de mere unikke koncepter også ofte iblandt mulighederne, når de afsøger markedet. Det behov er vi meget opmærksomme på i Experience Fredericia, og vi forsøger derfor hele tiden at forny os og skabe unikke koncepter til vores kunder, fortæller Chris Hermansen, salgs- og tiltrækningschef hos Experience Fredericia

Udviklingen i de oplevelser, som erhvervsturisterne søger, skaber desuden et godt grundlag for samarbejde på tværs af aktører i byen og endnu mere behov for samarbejde imellem Visit Fredericia og Experience Fredericia fremover.

– Som formand for Bosætning og Turisme, glæder jeg mig over samarbejdet mellem Experience Fredericia og Visit Fredericia, og de gode resultater vi allerede har opnået i fællesskab. Jeg tror på, at der ligger et endnu større potentiale for erhvervsturisme i Fredericia de kommende år, og med den kommende udvidelse af aktører i Experience Fredericia er jeg sikker på, at vi i fællesskab lykkedes med at tiltrække endnu flere erhvervsturister i fremtiden, siger Susanne Eilersen, Formand for Bosætnings- og Turismeudvalget

Nye aktører glæder sig over det kommende samarbejde

– På Lindely Vingård har vi et stort ønske om at gøre vores vingård til en destination her i Trekantområdet, for både virksomheder og private gæster. Vi kan tilbyde nogle helt unikke rammer for b.la. virksomheder til at afholde konferencer, møder, events og personalearrangementer, og derfor har vi valgt at indlede et samarbejde med Business Fredericia og Experience Fredericia.

Vi ser nogle rigtigt spændende muligheder i dette samarbejde, da man her arbejder målrettet og seriøst med at tiltrække bl.a. større danske virksomheder til Fredericia og omegn, når de skal afholde events mv.. Vi glæder os rigtigt meget til samarbejdet, og er sikre på at det bliver en stor succes for alle parter, siger Jacob Klausen, Medejer hos Lindely Vingård

Også Sune Østergaard, der ejer Get Outdoor, glæder sig over det kommende samarbejde:

– Jeg er utroligt spændt og begejstret over vores nye partnerskab, som vi i dag har fornøjelsen af at dele med offentligheden. Dette partnerskab markerer begyndelsen på en rejse, der vil være med til at forme fremtiden for Get Outdoor men også for byen – Fredericia, som er i gang med at skabe et nyt udtryk, hvor vi bl.a. begynder at vise omverden, at vi står sammen og vi vil levere unikke arrangementer, både store og små, med fokus på den grønne omstilling.

– Get Outdoor har altid haft et mål om at skabe uforglemmelige udendørsoplevelser for vores kunder, samtidig med at vi har arbejdet målrettet på at minimere vores miljømæssige fodspor. Vi drømmer i dag om at tage virksomheden og dens aktiviteter i en endnu mere bæredygtig retning, faktisk begynder vi allerede næste år at tilbyde regenerative oplevelser til virksomheder, vi er nogle af de første i verden, som tager dette skridt, hvor vi faktisk tilbyder oplevelser, som tager virksomhedens medarbejdere med ud i naturen og gør noget aktivt for også at forbedre naturen.

– Jeg vil gerne takke Experience Fredericia, for at dele min vision og for deres forpligtelse til at tiltrække virksomheder. Sådan at vi sammen, kan vise nogle grønne alternativer samt skabe noget ekstraordinært, og jeg ser frem til at dele denne rejse med vores kunder, samarbejdspartnere og vores smukke by Fredericia.

Løfter Experience Fredericia til nye højder

– Vi glæder os over at kunne inkludere to så unikke aktører i vores gruppe, og tror på, at de – sammen med de øvrige aktører – giver os en mulighed for at løfte vores samlede erhvervsturisme koncept i Experience Fredericia til nye højder. Vi ønsker på alle måder at inspirere vores gæster til at opleve og nyde vores skønne natur ved Lillebælt og vi vil gerne tilbyde gæsterne muligheden for at smage på det ypperste fra vores lokale producenter. Tilsammen vil det være med til at sætte fokus på de mange unikke regenerative og grønne muligheder, der findes i lokalområdet, og dermed blive et stort plus for os i arbejdet med at tiltrække store virksomheder til gavn for hele Fredericia, fortæller Grete Højgaard, direktør hos Messe C og repræsentant fra styregruppen i Experience Fredericia

Skole tager mobiltelefoner for at styrke det sociale miljø

På Ullerup Bæk Skolen Afd. Nørre Allé har man valgt at tage dristige skridt for at etablere nogle mere strukturerede rammer. Skolen inddrager elevernes telefoner, når de ankommer og returnerer dem, når skoledagen er slut. 

Afdelingsleder på Nørre Alle, Nils Jørgensen, har ikke alene truffet beslutningen om det nye tiltag, det har skolebestyrelsen også været med til.

– Der var tre vigtige ting, der spillede en rolle i beslutningen om telefonreglerne. Først og fremmest var skolebestyrelsen bekymret over forbruget af skærme og IT. For det andet har vores skole på Nørre Allé eksperimenteret med forskellige måder at begrænse telefonbrug i noget tid nu, fortæller Nils Jørgensen, skoleleder på Ullerupbæk Skolen Afd. Nørre Allé. 

I de tidligere år på Nørre Allé har skolen valgt, at det var kontaktlæreren, der bestemmer for klassen, om de har deres telefoner. Nils Jørgensen har ikke mærket negative ting ved denne regel, men er alligevel villig til at lave dette nye eksperiment fra skolebestyrelsen i det nye skoleår.

– De seneste år har det været op til vores kontaktlærere at afgøre, om telefoner skulle låses væk, og det har vi også høstet mange gode oplevelser med, fra de klasser der valgte at gøre det. Jeg synes egentlig ikke, at det har været en dårlig idé at lade kontaktlærerne bestemme. Det har fungeret ganske godt, især fordi klasserne er så forskellige, og det var derfor en god idé at lade lærerne fastsætte reglerne selv, uddyber Jørgensen

I en tid med dominerende skærm- og mobiltelefonbrug viser ny forskning, at begrænsning af mobilbrug kan forbedre vores sociale liv og kommunikationsevner. Dette åbner mulighed for mere tid til socialt samvær, og det har Nils Jørgensen bidt mærke i.

– Men den tredje faktor, som er den nye viden og undersøgelser, har virkelig været afgørende. Disse undersøgelser viser, at begrænsning af mobilbrug kan forbedre vores sociale liv og styrke vores kommunikationsevner. Jeg håber virkelig, at vi kan bruge den nye viden til at skabe mere tid til hyggelige aktiviteter, og mere socialt samvær uden for klasseværelset, siger Nils. 

– Jeg har ikke rigtig bemærket nogen markant ændring indtil videre med det nye eksperiment, men det er også kun et par uger inde i skoleåret. Jeg håber, at efter et par måneder vil vi kunne se en større forskel, især når det kommer til at identificere, hvad eleverne faktisk har lyst til at lave. Om det er spil, vi skal tilvejebringe, eller om de vil spille bold udenfor? Dette er et eksperiment, vi prøver at udføre i dette skoleår, og derfor ved vi endnu ikke, om det er noget, vi skal fortsætte med næste år. Så er det stadig for tidligt at drage konklusioner, men jeg krydser fingre for et positivt resultat, fortæller Nils Jørgensen.

Eleverne på skolen har blandede meninger om det nye eksperiment, Olivia Devantier, Mikkel Glibstrup og Hazem Alfadol fra 9. klasse fra Nørre Allé fortæller om deres holdning til mobilfrie skoledage. 

– Jeg er uenig med ideen om at fjerne vores telefoner helt. Jeg synes, det er træls ikke at have den på mig for bare at kunne svare eller se, hvad klokken er. Jeg kan forstå, at det kan være hensigtsmæssigt i undervisningstiden, siger Olivia.

Mikkel tilføjer; Ja, det kan godt have visse fordele, men måske kunne vi få lov til at bruge dem igen i pauserne. 

De er alle tre enige om, at de  kan mærke forskel socialt blandt hinanden i pauserne og timerne. 

– Jeg har faktisk opbygget et bedre socialt forhold til elever fra andre klasser. I ottende klasse hang jeg normalt ikke ud med dem, fordi vi alle havde vores telefoner. Og det er jeg rigtig glad for er blevet ændret, siger Hazem.

Hazem nævner også, at han synes, man kunne lave et helt nyt eksperiment, hvor de fik deres telefoner i en af pauserne gennem dagen.

– Jeg tror, det kunne være en god idé at tillade telefonbrug i en af pauserne i stedet for at holde dem låst væk hele dagen, så vi stadig fik det sociale med, men vi kunne også få lov at bruge dem bare en enkelt gang, foreslår Hazem.

Marianne Jensen, som er lærer på Nørre Allé fortæller, at hun fuldt ud støtter eksperimentet, men finder stadigvæk også et par ulemper ved det. 

–  Det positive er, at eleverne ikke længere har mulighed for at blive fristet til at tjekke deres telefoner. Det negative er, at nogle elever bruger deres Chromebooks som erstatning for de aktiviteter, de gjorde før på deres telefoner. Dette er måske den eneste ulempe, jeg kan se ved ordningen. Jeg værdsætter virkelig den ekstra ro og koncentration, der er kommet i undervisningen efter ordningen, siger Marianne. 

Marianne mener, at telefonerne har en stor betydning for klasserne, især i starten af 7. klasse.  

– Jeg kan virkelig mærke, at der er sket en social ændring i vores klasser, især i 7. klasse. I starten begyndte de at snakke og danne fællesskaber som klasse, men så fandt nogle ud af, at de kunne bruge deres Chromebooks til sociale medier. Så på en måde er der sket en vis isolering igen, fortæller Marianne.

Hun tilføjer derefter sine personlige erfaringer som kontaktlærer; I mine klasser har de slet ikke haft lov til telefoner, og jeg kan tydeligt mærke forskel på andre klasser som havde deres. 

Forskning viser, at det kan forbedre vores sociale liv, når vi reducerer vores brug af telefoner

Andreas Lieberoth, lektor ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, har forsket i emnet, og det viser sig, at børn bliver mere sociale, når de ikke har mobilerne.

– Generelt antyder forskning, at det kan forbedre vores sociale liv, når vi reducerer vores brug af telefoner. Det betyder ikke, at alle pludselig begynder at socialisere sig mere. Men undersøgelserne vi har lavet, viser, at når børn får taget deres telefon f.eks. i pauserne, beslutter de sig ofte for at bruge tiden på andre aktiviteter og engagere sig mere socialt i stedet, forklarer Andreas Lieberoth, lektor ved DPU.

Åbent Hus: Op til 300 børn og unge mødes til rugbystævne

0

Med kort varsel har den lokale rugbyklub overtaget værtskabet for årets 5. børne- og ungestævne i rugby, som afvikles i Dansk Rugby Unions regi.

Aarhus Rugbyklubs baner er i øjeblikket spærret for alt boldspil. Derfor lægger den lokale rugbyklub i Erritsø GIF rugbybaner og klubhus til årets femte DM-stævne for børn og unge. Det foregår lørdag den 16. september. Dansk Rugby Union står som arrangør og der spilles rugby i rækkerne U8, U10, U12, U14 og U16. Værtsklubben stiller med hold i U8, U12 og U16. Den lokale rugbyklub benytter lejligheden til at invitere til åbent hus.

– Den er kun en uge siden, vi blev bedt om at overtage værtskabet for dette stævne. Jeg er utroligt stolt over, hvor hurtigt vores medlemmer har fået alt forberedt, udtaler formand Allan Pertti Frandsen. Han fortsætter:

– Det er lige fra forældres kagebagning til EICs booking af omklædning til kommunens opkridtning af alle baner. Det siger meget om den frivillighed, vi står for som idrætsforening og fællesskab. Og det siger alt om den enorme interesse og opbakning, vi oplever fra vores omverden.

Formanden tilføjer:

– Vi har for nylig startet rugby-fitness for kvinder og kører i øjeblikket en kampagne for at få flere herrespillere. Vi har en fantastisk trænerstab, lige fra U8 til førsteholdet. De dyrker en fantastisk sport i et unikt fællesskab, som går på tværs af alle klubber og nationaliteter. Jeg opfordrer derfor alle til at lægge vejen forbi.

DM-stævnet starter kl. 11 og slutter ved 15-tiden. Der er fri entré.

Rugby-VM på storskærm

Når børn- og ungestævnet er slut, vises der Rugby-VM på storskærm i klubhuset, som ligger ved rugbystadion og -banerne, Snaremosevej 67.

– I Frankrig dyster 20 herrehold om VM-trofæet, og slutrunden er kun en uge gammel. Vi skal følge Samoa vs Chile, Wales v Portugal og Irland v Tonga. Maden er gratis og drikkevarer fås til lave priser. Det bliver en stor rugbylørdag i Erritsø, lover formanden.

Tre narkopåvirkede bilister på Fynsvej

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

I løbet af et enkelt døgn har politiet i Kolding haft travlt med at stoppe bilister, der kørte i narkopåvirket tilstand på Fynsvej. Ikke mindre end tre personer blev anholdt for at køre under påvirkning af narkotika.

Første hændelse indtraf torsdag klokken 21:05, hvor en 33-årig kvinde blev stoppet. Kort tid efter, klokken 00:26, blev en 27-årig kvinde også stoppet på samme strækning. Endelig blev en 30-årig mand stoppet lørdag klokken 02:42. Alle tre bilister er nu sigtet for narkokørsel.

Dette understreger den fortsatte indsats fra politiets side for at komme problemet med påvirkede bilister til livs. Det er uvist, om de tre episoder er relateret, men de kaster lys over et vedvarende problem, der kræver opmærksomhed fra både myndigheder og offentlighed.

20-årig mand kører i påvirket tilstand

0
Foto: AVISEN

I nat klokken 02:22 blev en 20-årig mand stoppet i Fredericia, da han kørte i en påvirket tilstand af stoffer i Købmagergade.

Ti gasflasker stjålet

0
(Foto: Avisen)

Mellem mandag klokken 21 og tirsdag klokken 06:30 blev et skur med gasflasker opbrudt ved Føtex på Venusvej i Fredericia.

Ti gasflasker blev stjålet, oplyser politiet som fortæller, at man skal være opmærksom, hvis man får tilbudt billige gasflasker.

Druehaven i Taulov ramt af indbrud

0
Foto: AVISEN

Fredag klokken 01:13 blev et nordvendt vindue opbrudt med en koben på en ejendom i Druehaven i Taulov.

Der er ikke meldt om noget stjålet.

Knust rude på Skærbæk Møllevej

0
Foto: AVISEN

Torsdag mellem klokken 7:15 og 16:20 blev der begået indbrud på Skærbæk Møllevej i Fredericia.

Gerningsmanden knuste en rude for at få adgang til ejendommen.

Mærskskib får fast anløb i Fredericia

0
DCIM101MEDIADJI_0260.JPG

Når verdens første metanoldrevne containerskib fra A.P. Møller – Mærsk sættes ind i Østersøen bliver det med fast anløb til Fredericia Havn. I de senere år har Fredericia Havn fået en større og større betydning på det europæiske containermarked, og den grønne transportkorridor med Fredericia Havn og Taulov Dry Port bliver nu en central del af fortællingen, når A.P. Møller – Mærsk skriver historie med verdens første metanoldrevne containerskib. 

Fredericia Havn er ikke alene Danmarks 2. største containerhavn men samtidig også den første containerterminal med jernbanekobling mellem baglandsterminal i Taulov og havnen, hvilket er en væsentlig styrkeposition i forhold til at skabe grønne og konkurrencedygtige kombinerede transportløsninger på højde med internationale havne.

Beliggenheden i ét af Danmarks største multimodale transportknudepunkter med kobling af havn, motorvej og jernbane har tiltrukket nogle af Danmarks største virksomheder, som drager fordele af områdets grønne transportkorridor med lav-emissions lagerbyggerier, 
en fremtidssikret, elektrificeret infrastruktur til lastbiler, terminalkøretøjer og kraner samt adgang til grønne brændstoffer med den kommende brintstation – løsninger, der understøtter nedbringelse af klimaaftrykket i supply-chain.  

Nyheden om et fast anløb med verdens første metanoldrevne feeder containerskib betyder, at Fredericia skriver sig ind i historiebøgerne som én af de danske havne, hvor dekarbonisering af transportsektoren ikke bare er noget man taler om men noget, der bliver til virkelighed takket være A.P. Møller – Mærsk.

– A. P. Møller – Mærsk har en målsætning om at nå netto-nul drivhusgasudledninger i 2040, og vi er glade for at samarbejde med Fredericia Havn. Vores partnere hjælper os med at nå vores ambitiøse grønne mål, og med at sikre vores kunder en dør-til-dør service, der hjælper dem med at reducere klimaaftrykket i deres værdikæder. Ingen kan løse opgaven alene, og vi har brug for gode partnere for at den grønne omstilling af skibsfarten kan lykkes i tide, siger Birna Odefors, Nordic Managing Director hos A.P. Møller – Mærsk.

Det glæder mig, at vores værdifulde og strategiske samarbejde med Mærsk nu viser sig med et fast anløb med verdens første metanoldrevne containerskib. Anløbet er næste skridt i udviklingen af den første europæiske, grønne transportkorridor, som vi er godt i gang med at realisere. Fredericia Havn og Taulov Dry Port er et stort knudepunkt for import og eksport for hele Danmark, og kunderne efterspørger løsninger til nedbringelse af klimaaftrykket. For os som havn er det et virkeligt stort skridt og et vigtigt konkurrenceparameter. Men størst af alt er det et virkeligt stort bidrag til den grønne omstilling af transportsektoren, at Mærsk indsætter verdens første metanol containerskib. Det bliver et meget vigtigt skridt til nedbringelse af klimaaftrykket, siger Rune D. Rasmussen, CEO i ADP A/S.

Borgmester i Fredericia, Steen Wrist glæder sig over den grønne nyhed:

– Jeg er enormt stolt over, at Fredericia kommer på verdenskortet med klimaneutral skibsfart, der er en styrkelse af området som grønt, multimodalt transportknudepunkt. Fremtidens løsninger til den grønne omstilling kræver fremsynede virksomheder og stærke partnerskaber, og det har vi i Fredericia med bl.a. A.P. Møller – Mærsk og ADP, siger Steen Wrist.

Stoltheden deler borgmesteren med formand for Klima-, Energi- og Miljøudvalget i Fredericia Kommune, Tommy Rachlitz Nielsen:

– Fredericia vil være centrum for den grønne omstilling og en markant nyhed som denne, hvor verdens første metanoldrevne containerskib får fast anløb i Fredericia, bidrager på bedste vis til Fredericia Byråds visioner og til at nå vores ambitiøse klimamålsætninger, siger Tommy Rachlitz Nielsen.

Laura Mærsk er et feederskib på 2.100 TEU, hvor TEU er en angivelse for fragtkapacitet baseret på 20-fods containere. Første anløb med Laura Mærsk på Fredericia Havn er 1. november 2023.

Ungdommens Hus åbnes for 13-årige: Venstre vil sikre bedre overgang for unge

Ungdommens Hus åbnes for 13-årige: Venstre vil sikre bedre overgang for...

0
Aldersgrænsen i Ungdommens Hus sænkes fra 18 til 13 år. Beslutningen er truffet i Unge- og Uddannelsesudvalget og skal sikre en bedre overgang mellem...