Fra Kolding til Kroatien med tog?

0

København til Berlin på fire timer eller Kolding til Kroatien med tog? Sådan lyder takterne i et nyt SF-udspil, der skal gøre det nemmere at vælge toget over flyet, når man skal rundt i Europa.

-Det er tudetosset, så besværligt det er at rejse til vores nabolande med tog. Derfor er der mange, der vælger flyene i stedet for togene. Men toget ér den mest klimavenlige transportform, og her skal EU ind og spille en rolle, så toget bliver et tilvalg, siger SF’s gruppeformand Karina Lorentzen Dehnhardt.

-Vi skal gøre det lettere at træffe det grønne valg – ikke sværere. Hvem vil ikke gerne kunne sætte sig i toget i Danmark og nemt og billigt få timer senere stå midt i Berlin? Kulsort flytrafik har i årevis fået forlommer i form af skatterabatter. Det er på tide at give de grønne tog et løft i stedet, siger Kira Marie Peter-Hansen, SF’s medlem af og spidskandidat til Europa-Parlamentet.

Togtransport er den mest klimavenlige kollektive transportform. Sammenligner man med flytransport, udleder toget omkring 80 procent mindre CO2 per kilometer. I dag udgør jernbanetransport kun omkring 10 procent af den grænseoverskridende passagertransport.

-Alene det, at togenes klimabelastning er mindre end flyenes gør, at vi skal have sat turbo på investeringerne i togtransporten. Det er derfor, vi foreslår en europæisk, grøn fond som skal gøre det attraktivt og til en god oplevelse at rejse med tog. Men det kan også sætte skub på investeringerne i tog og nattog, så det udleder endnu mindre CO2, siger Karina Lorentzen Dehnhardt.

Udover en europæisk grøn togfond foreslår SF også, at der skal være ét samlet billetsystem, som gælder i hele EU, så der er én rejseplan og ét bookingsystem, der gør det nemt at vælge toget til.

-Mange togrejser strander på, at det er besværligt at bestille rejsen, når først man skal udenfor Danmarks grænser. Det grønne valg skal være det nemme valg, og hvorfor skulle man ikke kunne tage toget nemt og bekvemt fra Kolding til Kroatien? Det er det, vi foreslår med dette udspil, siger SF’s gruppeformand.

Brand i kiosk til tankstation

0

Natten til søndag opstod der en brand i en tankstations kiosk i Gamle Bjert.

Alarmen lød klokken 01.16, hvorefter politi og brandvæsen hurtigt rykkede ud til stedet. Vagtchef Jesper Knudsen fra Sydøstjyllands Politi har fortalt, at brandfolkene effektivt fik slukket branden, og bygning fik kun enkelte brandskader.

Årsagen til branden er stadig uklar. Efter den første efterforskning er det endnu ikke lykkedes at fastslå, hvad der forårsagede hændelsen, fortæller vagtchefen nemlig. Derfor vil politiet i den kommende uge indlede en yderligere efterforskning for at klarlægge brandårsagen.

Mangelfuld journalføring på Kobbelgården førte til påbud

0

I oktober 2017 modtog Kobbelgården et påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed, hvilket fremgår af en aktindsigt, som AVISEN har fået. Kobbelgården har efterfølgende fået styr på journaliseringen, hvilket ophævede påbuddet.

Bostedet Kobbelgården i Fredericia fik i december 2023 også et påbud fra Socialtilsyn Syd. Selvom forholdene sidenhen er blevet bragt i orden, afslører det, at der tidligere har været problemer på bostedet, som ikke har været i offentlighedens søgelys.

Den 23. oktober 2017 sendte Styrelsen for Patientsikkerhed en meddelelse til Kobbelgården, der lød:

– Kobbelgården 1 og 3 skal sende instrukserne til Styrelsen for Patientsikkerhed, senest 28 dage efter endelig afgørelse, sammen med en redegørelse for, hvordan behandlingsstedet har sikret, at instrukserne er tilstrækkeligt implementeret. Påbuddet kan ophæves, når Styrelsen for Patientsikkerhed har modtaget instrukserne og gennemgået 10 journaler, hvorefter det kan konstateres, at påbuddet er overholdt.

Dette skete efter et annonceret tilsynsbesøg den 23. oktober 2017, hvor styrelsen blev opmærksom på mangler, der skulle rettes op på.

– Ved tilsynet bemærkede styrelsen, at journalføringen var mangelfuld og at der manglede udarbejdelse og implementering af fem instrukser. For en detaljeret gennemgang af fundene henvises der til tilsynsrapporten. I rapporten har Styrelsen for Patientsikkerhed opstillet minimumskrav med hensyn til målepunkter, som skal efterleves for at sikre forsvarlig behandling og pleje på Kobbelgården 1 og 3, Fredericia Kommune. Relevante vejledninger er angivet i tilknytning til rapportens bilag.

På grund af den mangelfulde journalføring modtog Kobbelgården et påbud om at rette op indenfor 28 dage.

Afgørelsen krævede, at Kobbelgården skulle:

– Sikre tilstrækkelig journalføring i overensstemmelse med gældende lovgivning, herunder udarbejdelse og implementering af skriftlige instrukser om journalføring, inden 28 dage efter den endelige afgørelse.

– Udarbejde og implementere instrukser for livsforlængende behandling, samarbejde med ansvarlige læger, personalets kompetencer, ansvars- og opgavefordeling samt patienternes behandlingsbehov, inden 28 dage efter den endelige afgørelse.

Styrelsen gennemgik tre patientjournaler fra Kobbelgården og fandt, at det var vanskeligt at få et klart overblik over pleje og behandling.

– Styrelsen bemærkede også, at alle tre journaler manglede beskrivelse af patienternes aktuelle og potentielle problemområder, herunder funktionsniveau, bevægeapparat, ernæring, hud og slimhinder, respiration og cirkulation mv. Derudover manglede der oplysninger om iværksat pleje og behandling samt opfølgning og evaluering heraf. I alle tre journaler manglede der også en oversigt over patienternes sygdomme og funktionsnedsættelser samt aftaler med ansvarlig læge om sygdomskontrol. Det var ikke angivet, om patienterne selv kunne give samtykke til pleje og behandling, og der var heller ikke noteret, at patienterne var informeret og havde givet samtykke til den udførte pleje og behandling.

– Desuden manglede der en instruks for den sundhedsfaglige dokumentation, herunder journalføring, opbevaring og adgang til sundhedsfaglig dokumentation, på behandlingsstedet. Styrelsens konklusion var, at de grundlæggende og gennemgående mangler udgjorde en væsentlig risiko for patientsikkerheden, både i forhold til kontinuitet og kvalitet i pleje og behandling af hver enkelt patient, som det fremgår af materialet fra Styrelsen for Patientsikkerhed, sendt direkte til det kommunale bosted.

Koncern for social og handicap i Fredericia Kommune, Henriette K. Graversen, har ingen kommentar episoden, da den er før hendes ansættelsestid. Hun oplyser til AVISEN, at hun afventer en analyse af det specialiserede voksenområde, som forventes klar før sommerferien.

Minister hørte om prøvehandlinger på plejehjem

0

Finansminister Nicolai Wammen (A) har været på besøg på Plejehjemmet Fænøsund i forbindelse med, at Middelfart Kommune er en af de frisatte kommuner i forhold til ældreplejen. Over 60 prøvehandlinger er igangsat, og et udpluk af dem hørte ministeren om på besøget.

Til besøget var ministeren flankeret af Middelfarts borgmester, Johannes Lundsfryd, samt ansatte i plejen, personer fra Kongshøjrådet og ledere inden for området i Middelfart Kommune. Besøget på Plejehjemmet Fænøsund var delt op i fem dele. Den første del var en introduktion af frisættelsen og skabelsen af fremtidens ældre- og sundhedslov, hvor ministeren hørte om prøvehandlinger, kulturrejsen og krav til ledelsen, organisering, tillid og psykologisk tryghed.

Under hvert punkt var der en af de inviterede gæster, der havde ordet, og havde forberedt en præsentation, som Wammen kunne spørge ind til. Punkterne handlede om:

  • Når velfærden flytter tættere på
  • Fremtidens ældreliv handler også om sundhed
  • Frivillighed, forebyggelse og forskel i tilbud
  • Lokalplejehjem, civilsamfund og samarbejde

Efterfølgende var der en drøftelse mellem parterne, der afrundede det hele, inden Nicolai Wammen og Johannes Lundsfryd havde en dialog 1:1 i et lukket rum.-

– Jeg synes, at der er meget fornuft i det her. Der er lavet en masse regler, sikkert i bedste mening, men det kan blive for meget, når der kommer år efter år. Hvad kan vi gøre anderledes? Vi kan slippe kræfterne fri, og når man hører jer her, så er I meget engageret, og det er dejligt at høre. Det er et udtryk for, at hvis man har tillid til menneskerne ude i virkeligheden, at de godt kan træffe fornuftige beslutninger. Der behøver Johannes og jeg ikke at være, sagde Nicolai Wammen blandt andet, inden turen gik ind til samtalen med Johannes Lundsfryd.

For eksempel har Middelfart Kommune i samarbejde med frivillige fra Ældre Sagen gjort det muligt for borgere, der er særligt udsatte eller har svært ved at bruge andre træningsfaciliteter, at de efter endt genoptræningsforløb kan fortsætte træningen i kommunens træningslokaler i Skovgade eller Brenderup. Træningen har både en fysisk og social effekt, og borgerne bliver i tilbuddet, så længe de kan.

At ressourcerne bliver brugt optimalt, det har også været et fokuspunkt med prøvehandlingen om forebyggende hjemmebesøg, hvor kommunen arbejder med at tilbyde forebyggende hjemmebesøg til dem, der har mest brug for det. Her hjælper et spørgeskema – udarbejdet i samarbejde med Syddansk Universitet – med at inddele borgerne i rød, gul, grøn, hvor det ud fra denne inddeling gøres muligt at igangsætte en mere målrettet indsats.

Det betyder, at medarbejderne bruger tiden der, hvor det har den største effekt, og at vi sparer borgerne for mange unødvendige besøg.

Hvert år indlægges også mange tusinde ældre med sygdomme, der kunne være forebygget, hvis de blev opdaget tidligere. Men et samarbejde på tværs af sektorer mellem Middelfart Kommunes akutsygepleje, Sygehus Lillebælt og almen praktiserende læger har afhjulpet en del af de ældres indlæggelser. Helt konkret har samarbejdet betydet, at man forebygger 20-30 procent af indlæggelserne og reducerer genindlæggelserne med 50 procent.

Nicolai Wammen blev også præsenteret for Kongshøjrådet, som er skabt til, at beboerne har en indgang til at få mere indflydelse på deres hverdag. Det har for eksempel resulteret i, at frokosten er blevet flyttet 30 minutter, så der er tid til flere sociale aktiviteter, og hvor appetitten er større.

Herudover fik medarbejdere også mulighed for at fortælle ministeren, hvad det betyder, at de kan få lov til at yde omsorg og pleje i en række tilfælde efter borgerens ønske, uden der skal laves en visitation på det. I stedet er det medarbejderens egen faglighed, som bliver bragt i spil og vist tillid til.

Generalforsamling i TSIF Billiard

0
(Foto: Pixabay)

Der afholdes ordinær Generalforsamling i Taulov Skærbæk Billardklub tirsdag den 26. marts 2024 kl. 19.00 i klubbens lokaler i Elbohallen.
Dagsorden er ifølge vedtægter hængt op i klubben.

På bestyrelsens vegne
Ole Dahl Christensen
Formand.

FHK sikret andenpladsen

0

Med uafgjort mellem mellem KIF Kolding og Bjerringbro-Silkeborg er FHK nu sikret andenpladsen i grundspillet.

Før sæsonen havde FHK som mål, at holdet ville kvalificere sig til europæisk håndbold til næste sæson.  Det er nu sket.

Andenpladsen giver afgang til Europa, og ikke nok med det, så er FHK også sikret to point med over i slutspillet. Det blev slået endegyldigt fast, da KIF og BSH spillede 25-25.

Hvem FHK møder i slutspillet er endnu ikke afgjort. Sikkert er det, at holdet møder placeringerne tre, seks og syv.

Brand i skærebræt ledte til evakuering

0

Lørdag middag udbrød der en brand i en bygning på Vifdam i Kolding Kommune.

Hændelsen fandt sted, da et skærebræt, der var placeret på et tændt komfur, begyndte at udvikle røg, som hurtigt spredte sig fra køkkenet til resten af bygningen. Vagtchefen fra Sydøstjyllands Politi fortæller, at anmeldelsen om branden blev modtaget klokken 12.34.

Beboerne i den berørte bygning blev evakueret som en sikkerhedsforanstaltning, mens Kolding Brandvæsen rykkede ud for at håndtere situationen. Brandfolkene fik dog hurtigt kontrol over branden, fortalte vagtchefen slutteligt.

FC Fredericia-keeper: Jeg var ikke heldig

0

FC Fredericias keeper, Mattias Lamhauge, nedtoner situationen, hvor han greb bolden, og der var appeller for, at han var udenfor feltet.

FC Fredericia sikrede sig top-6 med 0-0 på udebane mod Næstved. Lamhauge endte på flere måder med at spille en fremtrædende rolle i kampen. Dels med redninger, der holdt Næstved fra at score, men også i første halvleg, da det lignede, han var kommet på skovtur, da han greb bolden på kanten af feltet.

https://keepers.dk/

– Der kom en lang bold, hvor der ikke var meget fare. Jeg tog bolden og synes, at jeg var inde i feltet, sagde Lamhauge efter kampen til Viaplay.

Efterfølgende var der massive protester fra Næstved-lejren. Lamhauge mener dog ikke, at han var heldig.

– Jeg føler ikke, jeg var heldig; jeg talte med dommerne i pausen også. Jeg tror, at hvis den var blevet dømt, så havde det givet gult kort og frispark, forklarede Mattias Lamhauge.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Fra sit mål kunne han i anden halvleg opleve, at Næstved pressede gevaldigt på.

– Vi mødte et Næstved-hold, der stod godt i den defensive del, og de havde gode frispilninger og chancer, som de ikke scorede på, sagde Lamhauge.

Pointtabet gjorde ikke det store for Lamhauge, selvom de to tabte point potentielt kunne betyde noget i slutningen af sæsonen, hvis enten AaB eller SønderjyskE daler i niveau.

– Nej, turneringen er lang, så man kan altid finde kampe. Nu har vi sikret os top-6, så det er vel okay, sagde Lamhauge.

Protest mod turbokyllingerne til stor festival i Fredericia

0

Coop afholder i dag Coop Festival i Messe C i Fredericia. Det er ikke gået ubemærket hen for organisationen Anima, der kæmper for at få udfaset salget af turbokyllinger i de danske supermarkeder. De eneste, der nu sælger dem, er Coop-koncernen. På Animas hjemmeside fremgår det, at på 35 dage vokser en lille kylling fra 50 gram til at veje to kilo, og det er ifølge dem ikke god dyrevelfærd.

Derfor har Anima løbende protesteret, og det var derfor, at de havde startet bilen og taget til Fredericia lørdag formiddag, hvor Coop Festivalen fandt sted i Messe C. Protesten var ikke offentliggjort på forhånd, og derfor ventede der de 1.200 ledende medlemmer i Coop noget af en overraskelse, da de ankom til festivalen.

Her blev de mødt af en humoristisk protest, der involverede en kyllingmaskot, en Irmapige og en bombastisk storskærm, der kom med budskaber til de mange ledende Coop-medlemmer.

Med ønsket om en god festival afleverede Anima materiale til mange af deltagerne, som ønskede at tage imod deres materiale. Flere spurgte sågar kyllingmaskotten, om de måtte tage en selfie med den, og det måtte de gerne.

– Jeg synes, at vi havde en positiv dialog, selvom nogle var lidt uenige, men hovedparten fornemmede jeg lyttede til os, siger Christian Deichmann fra Anima.

Det er forskelligt, hvor Anima afholder protester. Christian fortæller, at han selv har været med til anderledes protester end den ved Messe C.

– Vi laver også demonstrationer udenfor supermarkederne – jeg var selv med i december, hvor vi havde lavet en satirisk tilbudsavis, siger han.

At møde op en kold martsdag, hvor der var to grader og kold blæst, gav god mening for Anima.

– Vi synes, det er så vigtigt. Vi har en chance for at tale til så mange mennesker, når der kommer 1.200 mennesker. Vi ønsker dem en god festival, siger Christian Deichmann, der håber, at medlemmerne har tænkt sig at spørge Coop-ledelsen ind til, om de vil udfase turbokyllingerne.

FC Fredericia sikrede sig top-6

0

FC Fredericia var under pres i anden halvleg mod Næstved, men de endte med at stå imod og sikrede sig derfor endegyldigt matematisk en plads i top-6, da kampen endte 0-0.

FC Fredericia kom til kampen med en god oplevelse i sidste spillerunde mod AaB, selvom kampen endte med en sejr til nordjyderne. FC Fredericia pressede dem til det yderste, da kampen endte 3-2, og kunne være gået begge veje. Med det niveau, som FC Fredericia lagde for dagen, og Næstveds situation på 11. pladsen i tabellen taget i betragtning, var det ventet, at FC Fredericia ville tage fra kampen mod Næstved med en sejr. Sådan gik det ikke.

https://keepers.dk/

Kampen blev spillet på Slagelse Stadion, da Næstveds eget græstæppe var under så dårlig forfatning, at alle holdets hjemmekampe i foråret er flyttet til Slagelse, hvor banen til dagligt bruges af byens Danmarksserie-hold. En sjov kuriositet til historien om Slagelse er, at da det daværende FC Vestsjælland spillede deres sidste Superliga-kamp, var det med den nuværende FC Fredericia-træner, Michael Hansen, i spidsen for mandskabet. Siden er der sket meget, og Slagelse er som by ikke længere nogen faktor i toppen af dansk fodbold.

Til kampen havde FC Fredericia foretaget sig en enkelt ændring i startopstillingen i forhold til forårets øvrige kampe. Frederik Carstensen gled ind i startopstillingen i stedet for Eskild Dall, der måtte tage en plads på bænken. Carstensen endte dog med at udgå i første halvleg med en skade i låret, og så kom Dall på banen.

Fra kampens start tegnede der sig et billede af, at FC Fredericia var et niveau over Næstved. Ti minutter inde i kampen burde FC Fredericia være kommet foran, da bolden havnede for fødderne af Christian Gammelgaard, men han viste ikke samme skarphed, som da han scorede til 2-2 mod AaB. Få minutter senere var Jesper Juelsgård tæt på efter et hjørnespark, men heller ikke han kunne få bolden i kassen.

Der kom dramatik efter 25 minutter. FC Fredericia sad tungt på kampen, men pludselig kom der en lang bold frem ad banen. FC Fredericias keeper, Mattias Lamhauge, gik ud for at ville afværge situationen. Han greb bolden, men der var kraftige appeller for, at han var udenfor målfeltet, men fløjten forblev tavs, og FC Fredericia slap derfor med skrækken.

I stedet kunne FC Fredericia fortsætte med at have et stort spilovertag, men skabte ikke nogen nævneværdige chancer, hvorfor pausestillingen var 0-0.

I anden halvleg ændrede kampen karakter. Næstved kom med et anderledes, aggressivt udtryk. FC Fredericia kunne ikke holde sjællænderne fra muligheder, og flere gange var det ved at gå galt.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Første store Næstved-chance var efter 66 minutter, da Frederik Ellegaard havde bolden i fri position i feltet, men Lamhauge nåede at få pareret afslutningen. Næstved kom med mere efterfølgende.

Med 13 minutter igen måtte Mattias Lamhauge igen redde FC Fredericia. Han reddede et langskud, der havde kurs mod mål, og i en efterfølgende situation var Næstved tæt på igen, men denne gang nåede indskiftede Gustav Marcussen at få blokeret skuddet således, at det røg ud til hjørnespark.

I slutminutterne intensiverede Næstved presset. De fik flere hjørnespark, og i den ene situation så Lamhauge ikke heldig ud, men ind kom bolden ikke, og derfor endte kampen 0-0. Dermed er FC Fredericia nu endegyldigt sikret en plads i top-6.

FC Fredericia spiller sidste kamp i grundspillet på lørdag mod HB Køge på Monjasa Park.

Rapport: Lærerne skal undervise mere

Rapport: Lærerne skal undervise mere

Folkeskolelærerne i Fredericia står til at få en ændret hverdag, hvis anbefalingerne i kataloget »Fredericia i fremtiden« bliver fulgt. Tre af de 24 anbefalinger...