Middelfart Marina danner ramme om mange forskellige muligheder og mødesteder mennesker imellem. Og det bliver der snart endnu mere plads til. For Eng- og Strandhusene begynder så småt at skyde i vejret, og onsdag var der det første rejsegilde på et af de i alt seks huse.
Alle husene skal bidrage til aktiviteter på Middelfart Marina og vil efter planen blandt andet blive brugt af dagplejen, vuggestuer- og børnehaver, skoler og ungdomsuddannelserne. Marinaen skal nemlig bruges som et læringsmiljø – med god hjælp fra kommunens naturvejledere og Naturpark Lillebælt.
Der kommer for eksempel et udekøkken og et madpakkehus, der udover de mange børn og unge også er tiltænkt til sejlerne, alle kommunens borgere og foreninger og andre, der kommer på besøg i Danmarks bedste marina, når bygningerne står færdig til sommerferien.
Der er i forbindelse med opførelsen af husene tænkt over højtvandssikring og valg af materialer. Så kommer der højvande som ved stormen i oktober sidste år, kan husene lukkes af, og eventuelle beskadige materialer kan nemt udskiftes.
Socialdemokratiet i Fredericia havde torsdag, efter urafstemningen i partiet om borgmesterkandidatposten, indkaldt til medlemsmøde, hvor pressen var inviteret med. Her var det muligt at møde den valgte kandidat, Christian Bro.
I 3F’s lokaler på Venusvej i Fredericia var scenen sat klokken 16:30. Efter partiets generalforsamling i starten af marts blev det besluttet, at borgmesterkandidaten for Socialdemokratiet skulle udpeges efter en urafstemning, der sluttede torsdag klokken 14:00. Valget faldt således ud, at Christian Bro vandt.
Inden valget blev afgjort, havde der været utallige medlemsmøder i partiet, og kandidaterne havde haft mulighed for at tale med partiets medlemmer. Utallige kopper kaffe er blevet drukket, men nu havde medlemmerne talt. På baggrund af dette tog den fungerende formand for Socialdemokratiet, Karsten Cordtz, ordet i mødelokalet hos 3F.
– Jeg synes, at det har været en åben proces for os i partiet, hvor der har været stor medieinteresse, men jeg synes, at valgkampen har været sober. Jeg har selv været medlem af partiet siden 2008, og jeg har også talt med Christian (Bro, red.), der siger, at han ikke kan huske, der har været en generalforsamling som den vi havde, hvor 120 medlemmer var mødt frem, sagde Cordtz blandt andet.
Inden snakken igen kunne gå ved bordene, tog Christian Bro ordet.
– Jeg er glad, stolt og lettet. Jeg er stolt af den tillid, jeg har fået af medlemmerne. Mit mantra er, at vi gør det sammen, og jeg synes, at denne proces viser, at vi har lagt grunden til at mødes meget mere fremover. Alene det, at der er så mange her nu, vidner om det, forklarede Bro foran forsamlingen.
Fortsætter som det plejer
Den nyvalgte borgmesterkandidat ser ikke, at noget ændrer sig for ham lige foreløbigt.
– Det fortsætter som business as usual. Jeg er formand for teknisk udvalg og medlem af Økonomiudvalget, og så kommer der en byrådsvalgkamp, der går i gang næste år. Vi skal have opstillet vores kandidater, men i første omgang er det uændret for mig, siger Christian Bro til AVISEN.
Hvornår starter valgkampen for alvor?
– Jeg tror, meget valgkamp handler om rugbrødsarbejdet imellem valgene, og ikke så meget om de røde faner op til valget. Den vigtige valgkamp er mellem valgene, siger Christian Bro.
På spørgsmålet om, i hvilken retning Bro vil have Fredericia i, svarer han:
– Jeg vil gerne fortsætte den udvikling, vi har sat i gang de seneste par år. Det er ikke nogen hemmelighed, at Fredericia har udfordringer med demografien og økonomien, og der skal vi finde stabilitet. Det kan jeg bidrage med, forklarer Bro.
At få medlemmernes tillid er noget, der betyder meget for Christian Bro.
– Det er jeg meget glad og stolt over. Jeg er glad for, at det blev et klart mandat, da jeg opfatter det som opbakning til byrådsgruppen. Det er ikke nogen hemmelighed, at de har bakket mig op i større eller mindre grad med forskellige metoder. Når partiet giver mig denne opbakning, så er det også en anerkendelse til byrådet, siger Bro.
Da Steen Wrist meldte ud, at han ikke genopstiller som borgmesterkandidat for Socialdemokratiet, kom det som en overraskelse. I den fase gjorde Christian Bro sig overvejelser om, hvorvidt han skulle melde sig på banen.
– Det kom lidt ud af samtalerne med Søren Larsen (gruppeformand for Socialdemokratiet, red.), men også med min familie. Jeg tror, at jeg kan løse opgaven, og det var den vigtigste overvejelse, slutter Christian Bro.
Den socialdemokratiske urafstemning om at blive borgmesterkandidat i Fredericia er slut. Afstemningen faldt således ud, at valget faldt på Christian Bro.
Til at starte med lå det i kortene, at der ville være tre kandidater at stemme på for de socialdemokratiske partimedlemmer. Christian Bro, Andreas Dyhrberg Andreassen og John Nyborg havde meldt deres kandidatur på et medlemsmøde, men få dage Socialdemokratiet afholdt generalforsamling, trak Nyborg hans kandidatur. Dermed stod afstemningen mellem Bro og Andreassen, hvor et flertal i den socialdemokratiske vælgerforening endte med at pege på Bro.
– Processen har været præget af et meget højt aktivitetsniveau og stor interesse fra medlemmerne for at deltage i den demokratiske proces. Den store tilslutning fra medlemmerne har vist værdien af en åben og demokratisk proces, hvor beslutningerne ikke tages i lukkede rum, men gennem debat og medinddragelse, oplyser Socialdemokratiet i en pressemeddelelse.
Christian Bro og Andreas Dyhrberg Andreassen. Foto: PR
I alt var stemmeprocenten på 74 procent, hvoraf de 40 procent af stemmerne gik til Andreas Dyhrberg Andreassen og de 60 procent til Christian Bro.
Sydøstjyllands Politi har i løbet af i dag været til stede ved Rema 1000 i Børkop, hvor de undersøgte et dødsfald.
Politiet var på stedet, og var angiveligt iført skudsikre veste, mens de undersøgte hændelsen nærmere. På det tidspunkt blev det kaldt et mistænkeligt forhold.
Forholdet gjorde, at Rema 1000 i Børkop var lukket for kunder, men nu meddeler Sydøstjyllands Politi på det sociale medie X, at undersøgelserne er færdige. Konklusionen blev, at der ikke var tale om et strafbart forhold.
Sydøstjyllands Politi har i dag været til stede i Børkop for at undersøge et dødsfald. Efter undersøgelser på stedet viser det sig ikke at omhandle et strafbart forhold, og politiet har derfor forladt stedet igen og har ikke yderligere oplysninger om det #politidk
Af folketingsmedlem for Liberal Alliance, Helena Artmann Andersen og Nikolaj Steffenauer, politisk leder Liberal Alliance Kolding
Kritikken af den nye incitamentsmodel for midler til børn med specielle behov i Kolding viser en markant kløft mellem byrådets hensigter og virkeligheden. Incitatmentsmodellen betyder at skolen der henviser til specialtilbud også betaler. Det skal rettelig siges at skolerne først har fået en gennemsnitlig betaling for dette.
På byrådsmødet, blev det klart, at flertallet samt Venstre, på trods af at påstå de lytter til bekymringer, reelt set ignorerer de alvorlige konsekvenser beslutningen har for børnenes fremtid. Det blev understreget, hvordan politiske beslutninger fremstår som tomme løfter, når de præsenteres uden forståelse for de protester, som mange forældre har rejst. Denne incitamentsmodel, som byrådet står bag, underminerer den støtte og de ressourcer, der er essentielle for børn med særlige behov.
Modellen prioriterer økonomiske besparelser frem for børnenes velfærd. Vi er slået af, hvor overfladiske og utilstrækkelige svarene fra byrådets side var, hvilket kun understreger en manglende villighed til reel dialog og forståelse.
Når vi taler om inklusion har det to ben, det der er bedst for barnet og for klassefællesskabet. Specialskoler er dyre, men det er endnu dyrere menneskeligt, med incitamentsmodellen, ikke at sende børn videre hvor specialskole er det rette tilbud. Folkeskolerne skal gøre sig umage for at skabe en skole hvor mange elever kan være med – men det skal ikke være dem som betaler for specialtilbud, da det vil gå ud over elever i almenskolen.
Børnene fortjener bedre end politiske floskler; de fortjener en politik, der fuldt ud anerkender deres behov og de nødvendige ressourcer. Til de bekymrede forældre – vi hørte jer, vi så jer.
En 33-årig mand fra Horsens er i dag blevet idømt tre års fængsel i en tilståelsessag, hvor han var tiltalt for at have tilegnet sig cirka 23,6 millioner kroner fra sin tidligere arbejdsgiver.
Retten i Horsens har i dag idømt en 33-årig mand fra Horsens tre års fængsel for bedrageri og dokumentfalsk af særlig grov karakter.
Bedrageriet bestod i, at manden tilegnede sig cirka 23,6 millioner kroner fra den virksomhed i Kolding, hvor han tidligere har arbejdet. Det skete ved, at han flere gange udfærdigede falske fakturerer, som han herefter fik virksomheden til at indbetale på sine egne konti. Forholdene blev begået fra december 2016 til september 2021, hvor den tiltalte var ansat som finance controller i virksomheden.
Sagen blev afgjort som tilståelsessag.
Den 33-årige skal afsone tre måneder i fængsel, mens resten af fængselsstraffen blev gjort betinget med vilkår om afvikling af 300 timers samfundstjeneste.
Dommen blev modtaget.
For anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi mødte specialanklager Bolette Lund Kristensen.
Det skal være trygt at cykle og gå i skole. Derfor etablerer Vejle Kommune i samarbejde med NOVAskolen, en hjertezone, der fra 2. april og frem til sommerferien skal mindske biltrafikken omkring NOVAskolen – til glæde for børn og forældre. Sydøstjyllands Politi og Grundet Lokalråd støtter op om forsøget.
Vi vil så gerne have, at flere børn cykler eller går i skole.
Det er baggrunden for hjertezonen på NOVAskolen, der fra 2. april skal give mere plads til børnene.
Hjertezonen er et område omkring skolen, hvor det ikke ønskes at forældre færdes i bil. Det skal skabe en mere sikker skolevej og dermed motivere flere børn og unge til at gå eller cykle i skole.
Petersmindeskolen som inspiration
Sidste år satte Teknisk Udvalg sammen med en forældregruppe ved Petersmindeskolen gang i et tilsvarende tiltag – med stor succes. Derfor er en række skoler blevet spurgt, om de også vil deltage i et tilsvarende tiltag, og det har NOVAskolen takket ja til.
– Vi vedtog sidste år et grønt visionstillæg til vores mobilitetsplan, som skal motivere flere til at gå, cykle eller tage kollektiv trafik. Vi ved, at de gode vaner har de bedste vilkår, når de begynder i barndommen. Men det kræver, at forholdene er trygge og gode. Det håber vi, de bliver med den nye hjertezone, siger Gerda Haastrup Jørgensen, formand for Teknisk Udvalg.
Områdets beboere er orienteret
Alle forældre og ansatte er orienteret via Aula, mens naboerne til NOVAskolen og beboerne på Grundet har modtaget et brev i e-boks. Hjertezone betyder nemlig, at der indføres indkørselsforbud på Moldevej og Grundet Sivevej fra kl. 7.30-8.15 på hverdagsmorgener. Beboer-, bus og arbejdskørsel tillades dog på Moldevej, ligesom det fortsat også vil være muligt at aflevere børn i bil til Børnehuset Lillebjørn.
For naboerne til NOVAskolen vil det fortsat være muligt at komme ind og ud af området. Men for beboerne på Grundet, der normalt benytter Grundet Sivevej for at komme til Horsensvej, bliver der indkørselsforbud i det nævnte tidsrum. Der foreslås omkørsel via enten Moldevej eller Grundet Ringvej.
Hjertezonen skal give børn lyst til at cykle igen
Hjertezonen skal give ro i morgentrafikken og plads til børnene – og dét er der brug for. Siden 1993 er antallet af børn, der cykler til og fra skole, nemlig faldet med 30 pct. Derfor håber Teknisk Udvalg, at hjertezonen vil inspirere flere børn, unge og forældre til at vælge en cykel- eller gåtur til skolen.
– Når vi ændrer trafikforholdene ved NOVAskolen, er det selvfølgelig i håb om, at flere vil se det som en mulighed for at lære børnene om trafiksikkerhed – alt imens det også bidrager positivt til deres sundhed og klimaet, siger Gerda Hastrup Jørgensen
Torsdag formiddag var der glade børnehavebørn i Vendersgade i Fredericia. Anledningen var, at butikkerne havde fundet legeredskaberne frem igen, og i den anledning var børnene inviteret på is.
I hjertet af Fredericia ligger Vendersgade, en gade der har formået at omskabe sig til noget helt specielt: et paradis for børn, et sted hvor leg og fantasi ikke kender grænser. Dette projekt, “børnenes gade,” blev til virkelighed efter et samarbejde blandt butikkerne i Løvestrøget, og er vendt tilbage i år.
Den årlige tradition med at indvie gaden som et legeparadis for børn blev gentaget torsdag, og indvielsen fandt sted med, at børnehavebørn fra Sct. Knuds Børnehave og Dagmargården blev budt velkommen. Ikke med taler eller andre “voksenting”, men med noget meget bedre – is fra Gelato Di Natura. Denne simple gestus bragte stor glæde og skabte et mindeværdigt øjeblik for de små deltagere, som ivrigt tog imod de kølige lækkerier.
Allerede dagen før den officielle indvielse var rekvisitterne blevet stillet op i gaden, og nysgerrige børn, der ikke kunne vente, begyndte at udforske de forskellige installationer. Deres spontane leg og glæde ved de nyopstillede legemuligheder gav et forvarsel om den succes, indvielsen ville blive. Og da dagen oprandt, viste vejret sig fra sin bedste side, hvilket kun tilføjede til den festlige atmosfære. Børnehaverne blev inviteret til at deltage i fejringen under den klare forårssol, en invitation der lignede de begivenheder man ofte ser i Løvestrøget, hvor butikkerne samarbejder om at skabe en hyggelig oplevelse for de yngste.
Henriette Sejersen, indehaver af Din Tøjmand Sejersen, delte et kig bag kulissen, da hun forklarede, hvordan bådene – en central del af gadeindretningen – havde tilbragt tiden siden jul i de ledige lokaler, klar til at blive bragt ud til børnenes store fornøjelse.
. I går tog vi dem ud, sagde hun med et smil, hvilket afspejler den glæde og forventning, der ledsager denne årlige begivenhed.
Den tradition, der begyndte sidste år med at invitere børnehavebørn til Vendersgade, er hurtigt blevet en elsket af børnene. Sejersen fortæller, at hun har hørt fra flere forældre, at børnene altid vil forbi Vendersgade, fordi de kan huske, at der står legeredskaber. I dagens anledning isdamerne fra Gelato Di Natura præsenterede flere fade fyldt med is og små vafler, en gestus der blev modtaget med begejstring og som for en stund bragte en usædvanlig stilhed over den ellers livlige børneflok.
Efter den søde pause var børnene klar til nye eventyr. De fordelte sig mellem skibene og andre legestrukturer, nogle spillede kryds og bolle, mens andre udforskede alt det, som “børnenes gade” havde at byde på. Med sjæle fyldt af glæde og hoveder fulde af nye indtryk vendte de tilbage til deres børnehaver.