Rigsadvokaten vurderer på baggrund af en omfattende efterforskning, at der er grundlag for at indlede en sag ved domstolene om opløsning af Bandidos MC i Danmark. Der vil derfor blive rejst en sag ved domstolene med henblik på at søge foreningen opløst. National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) vil samtidig afsøge mulighederne for at nedlægge et foreløbigt forbud mod Bandidos MC i Danmark.
Grundlovens § 78 giver mulighed for at beskytte samfundet mod foreninger, der har et ulovligt formål.
Rigsadvokaten orienterede i maj 2023 justitsministeren om, at Rigspolitiet og Rigsadvokaten havde tiltrådt en indstilling fra NSK om at indlede en efterforskning med henblik på at vurdere, om der var grundlag for at indlede en sag ved domstolene om opløsning af Bandidos MC i Danmark.
Der blev derfor i regi af NSK etableret en efterforskningsgruppe med henblik på at undersøge, om der er bevismæssigt grundlag for at antage, at Bandidos MC i Danmark er en forening, der har et ulovlig øjemed.
NSK vurderer på baggrund af en omfattende efterforskning, at der samlet set er bevismæssigt grundlag herfor og har derfor indstillet, at der indledes en sag ved domstolene om opløsning af Bandidos MC.
Både Rigspolitiet og Rigsadvokaten har tiltrådt indstillingen, og Rigsadvokaten har på den baggrund indstillet til justitsministeren, at en sådan sag indledes. Justitsministeren har tiltrådt indstillingen.
– Jeg ser meget positivt på, at Rigsadvokaten vurderer, at der er bevismæssigt grundlag for at føre en opløsningssag mod Bandidos MC i Danmark. Sagen skal nu gå sin gang i retten. Kriminelle grupperinger skal ikke kunne gemme sig bag grundloven. Foreningsfriheden er ikke skabt til at beskytte gemene forbrydere. Jeg bilder mig ikke ind, at et forbud kan stå alene i kampen mod banderne, men det vil være med til at stække dem. Politiet vurderer for eksempel, at det er et værktøj, der gør det sværere for banderne at rekruttere nye medlemmer. Politisk er jeg klar til at gøre, hvad der skal til i kampen mod banderne. Derfor er jeg også glad for, at vi med den bandepakke, som regeringen med et bredt flertal af Folketingets partier blev enige om i efteråret, giver vores myndigheder endnu flere redskaber og i det hele taget strammer grebet yderligere om banderne, siger justitsminister Peter Hummelgaard.
Baggrund
Justitsministeren har i dag overladt kompetencen til administrativt at nedlægge et foreløbigt forbud efter grundlovens § 78, stk. 3, til Rigsadvokaten. Rigsadvokaten eller den, som Rigsadvokaten bemyndiger hertil, får således kompetence til administrativt at kunne nedlægge et foreløbigt forbud mod Bandidos MC i Danmark, hvis der er grundlag for det. Der vil herefter blive anlagt en sag ved domstolene om opløsning af Bandidos MC i Danmark.
Kongehuset skal fortsætte med at udvikle sig og være et aktiv for Danmark, mener regeringen. Statsministeren har derfor i dag fremsat tre lovforslag, der samlet skal understøtte et moderne og fremtidssikret monarki.
– Kongeriget Danmark har fået et nyt Kongepar, og der skal derfor fastsættes nye økonomiske rammer for Kongehuset. Regeringen ønsker at benytte denne anledning til at fremtidssikre Kongehusets økonomi. Vi har et Kongepar og et Kongehus, vi kan være stolte af, og som repræsenterer os på fineste vis. Sådan skal det også være i fremtiden, og det ønsker vi at skabe rammerne for, siger statsminister Mette Frederiksen.
Regeringen lægger op til, at den samlede ydelse til Kongehuset stiger fra 126,5 mio. kr. til 143,8 mio. kr. Statsydelsen, der hidtil har udgjort ca. 94 mio. kr. til H.M. Dronning Margrethes Civilliste, fastsættes nu til ca. 123 mio. kr. årligt til H.M. Kong Frederiks Civilliste. De hidtidige årpenge til D.K.H. Kronprinsparret på ca. 23. mio. kr. om året bortfalder.
Når H.K.H. Kronprins Christian etablerer egen husholdning, foreslås det, at Kronprinsen tillægges egne årpenge, og at statsydelsen til H.M. Kong Frederik samtidig bliver nedsat med 4 mio. kr.
Derudover foreslås det, at H.M. Dronning Margrethe fremover vil modtage 12 mio. kr. i årpenge. Det skal sikre, at Dronning Margrethe kan opretholde et passende hof, der bl.a. kan understøtte Dronning Margrethes fortsatte varetagelse af officielle opgaver.
Der lægges desuden op til at yde et ekstraordinært tilskud på ca. 29 mio. kr. i 2024 for at sikre, at Kongehuset har en behørig soliditetsgrad og tilstrækkelig kapital til bl.a. nødvendige investeringer og til udgifter som følge af tronskiftet.
Endelig lægges der på Kulturministeriets område op til, at staten overtager den indvendige vedligeholdelse af de slotte og palæer, der stilles til rådighed for Kongehuset, som hidtil har påhvilet Kongehuset. Disse slotte og palæer er landets fælles kulturarv.
Det foreslås, at loven får virkning fra den 1. februar 2024, hvilket bl.a. betyder, at ydelserne fra februar 2024 og frem til lovens ikrafttræden bliver efterreguleret. Lovforslagene førstebehandles i Folketinget fredag den 19. april 2024 og kan tilgås på Folketingets hjemmeside.
Voldgiftsretten har dømt Region Syddanmark til at betale knap 22 mio. kr. i erstatning og sagsomkostninger i en sag om vindspærreplader på den nye sengebygning på Kolding Sygehus. Region Syddanmark tager dommen til efterretning, men er uenig i afgørelsen.
Region Syddanmark har i Voldgiftsretten tabt en sag til regionens totalrådgiver og facadeentreprenør om opsætning af vindspærreplader på den nye sengebygning på Kolding Sygehus. Voldgiftsrettens kendelse bestemmer, at regionen skal betale i alt 21,9 mio. kr. til facadeentreprenøren og totalrådgiveren.
Bestilte ét produkt – fik et andet
I starten af 2015 påbegyndte facadeentreprenøren opsætning af facader med MgO-plader, såkaldte vindspærreplader, på den nye sengebygning på Kolding Sygehus. Regionen havde oprindeligt bestilt cementbaserede plader, men projektet blev uden orientering af regionen ændret i løbet af byggeperioden. I foråret 2015 kom der en række byggefaglige advarsler mod at anvende MgO-plader, da denne type vindspærreplade viste sig ikke at være egnet til byggerier i Danmark. Det skyldes, at MgO-plader suger vand til sig og dermed mister sammenhængskraft og bliver porøse. Samtidig afgiver opfugtede MgO-plader væske, som kan medføre korrosion i metaldele og råd i organiske dele i konstruktionen. Pladerne er derfor ikke egnede til det fugtige danske klima.
Facadeentreprenøren fortsatte opsætning af MgO-pladerne i første halvår af 2015 på trods af advarslerne i byggebranchen. Regionen havde på daværende tidspunkt ikke kendskab til, at der blev anvendt MgO-plader i byggeriet.
Hverken facadeentreprenøren eller totalrådgiveren ville påtage sig ansvaret for anvendelsen af de uegnede vindspærreplader. For at undgå følgeskader på bygningen blev der mellem parterne indgået en midlertidig aftale om udskiftning af pladerne, hvor omkostningen til udskiftning af MgO-pladerne blev delt. Regionen anlagde efterfølgende sag mod totalrådgiveren og facadeentreprenøren for at få regionens del af udgifterne tilbagebetalt – en sag, som regionen altså nu har tabt.
Region Syddanmarks reaktion
Udvalgsformand for Udvalget for Byggeri, Indløb og Grøn Omstilling Karsten Uno Petersen (S) er uforstående over for, at Voldgiftsretten har dømt Region Syddanmark ansvarlig for anvendelsen af uegnet byggemateriale – byggemateriale, som viste sig at være noget andet end det, regionen havde bestilt:
– For det første bestilte vi cementbaserede plader og ikke MgO-plader, men uden Region Syddanmarks vidende valgte facadeentreprenøren med totalrådgiverens accept alligevel at anvende MgO-plader. Anvendelsen af MgO-pladerne blev vi først orienteret om i juni 2015. Selv hvis vi som bygherre var bekendt med advarslerne mod MgO-plader, har vi altså ikke haft nogen mulighed for at reagere på det tidligere, da vi ikke var orienteret om, at der blev anvendt MgO-plader i stedet for de cementbaserede plader, regionen havde bestilt.
I dommen vurderer Voldgiftsretten, at byggebranchen først 5. maj 2015 var bekendt med MgO-pladernes uegnethed. På det tidspunkt i byggeriet mener Voldgiftsretten, at det ville være forbundet med en betydelig forsinkelse og fordyrelse at igangsætte en udskiftning af pladerne, og at regionen derfor ikke ville have reageret på baggrund af viden omkring MgO-pladerne.
Til det siger Karsten Uno Petersen:
– Hvad angår Voldgiftsrettens påstand om, at Region Syddanmark ikke ville igangsætte en udskiftning af pladerne, hvis vi først blev bekendt med det i maj, er jeg meget uforstående. Regionen igangsatte jo netop en udskiftning, da vi blev bekendt med problemet. Det gjorde vi, fordi vi selvfølgelig ikke kan acceptere ustabilt byggemateriale i vores byggerier – byggemateriale, der tilmed afgiver væske, som kan medføre rust og råd i de øvrige byggematerialer. Derfor er der ingen tvivl om, at vi ville have igangsat en udskiftning, uanset hvornår i opførelsen problemet blev opdaget.
– Derudover blev byggebranchen allerede i marts 2015 gjort bekendt med mulige udfordringer ved anvendelse af MgO-plader. Vi mener derfor, at advarslerne mod brug af MgO-plader var kendt i byggebranchen allerede i starten af marts og ikke først 5. maj, hvor advarslen blev publiceret i BYG-ERFA-bladet.
– Vi hyrer jo totalrådgivere, fordi de med deres ekspertviden kan holde øje med byggerierne og rådgive os som bygherre. At vi ikke er blevet orienteret om anvendelsen af MgO-plader, mener vi ikke kan være Region Syddanmarks ansvar, og det bør ikke ligge regionen til last.
Dommen fra Voldgiftsretten er endelig, og det er ikke muligt at anke kendelsen.
Nybolig indtager nu rollen, som landets førende mæglerkæde. Det er første gang, at Nybolig troner øverst som den mest dominerende spiller i ejendomsbranchen. Men konkurrencen i toppen er tæt.
Ifølge Boligas Carsten Rysgaard er det en målrettede jagt, der har ført til deres nye placering.
– Vi har fulgt udviklingen tæt, og tendensen er klar – Nybolig har indtaget førerpositionen som Danmarks største mæglerkæde målt på udbud. Dette er et bemærkelsesværdigt skifte i landskabet af ejendomsmæglerkæder, og er resultatet af Nyboligs målrettede jagt på at blive nummer et i markedet, udtaler Carsten Rysgaard, CEO hos Boliga.
En ny æra for Nybolig
Med månedlige fremskridt har Nybolig overtaget stafetten fra EDC, hvilket bekræftes via salgstal, hvor Nybolig har rapporteret om det højeste antal boligsalg i Danmark over de seneste tolv måneder.
EDC, der tidligere indtog pladsen som Danmarks største mæglerkæde, anerkender Nyboligs fremrykning, men det skyldes først og fremmest købet af syv danbolig-butikker.
– Vi er naturligvis helt opmærksomme på Nyboligs ambition om at overtage EDC’s mangeårige position som største mæglerkæde. Det er dog vigtigt at nævne, at det seneste ryk i markedsandel er lidt en teknikalitet, idet baggrunden er købet af syv Danbolig-butikker, hvor alle sager fra disse butikker så med 12 måneders tilbagevirkende effekt overføres fra Danboligs til Nyboligs salgs- og udbudstal, fortæller Jan Nordmann, kommunikationschef hos EDC til Boliga.
Nybolig er Danmarks største mæglerkæde
Tallene er en sum af alle udbudte boliger igennem EDC og Nybolig
Kobbelgården 3 i Fredericia har nu fået et nyt skærpet tilsyn og påbud. Fredericia Kommune kalder påbuddet forventeligt på baggrund af en agterskrivelse.
Bostedet har været i fokus siden december 2023, hvor en tilsynsrapport med et skærpet påbud blev offentliggjort. Siden har pårørende og tidligere ansatte stået frem med deres fortælling om bostedet. I marts 2024 blev en udarbejdelse af en tilsynsrapport offentliggjort ved en fejl på tilbudsportalen, hvor alle tilsynsrapporter kan tilgås. Som forlængelse af det, og en handleplan, som Senior- og socialudvalget var blevet fremlagt, blev der indkaldt til en pressekonference i forlængelse af et møde i Senior- og socialudvalget. En uges tid efter kunne Fredericia Kommune meddele, at voksenhandicapchef, Holger Torp, var blevet enig med kommunen om en fratrædelsesaftale.
Nu er den omtalte rapport, der blev offentliggjort ved en fejl, færdigudarbejdet, og konklusionen på rapporten blev, at der er kommet et skærpet tilsyn. Påbuddet skal efterkommes inden den 6. maj 2024, og det skærpede tilsyn udløber den 8. juli 2024.
– Det var forventet, at vi ville få det skærpede tilsyn på baggrund af agterskrivelsen og rapporten, der blev offentliggjort ved en fejl. Konklusionen blev, at vi har et skærpet tilsyn de næste tre måneder, siger koncernchef for social og handicap i Fredericia Kommune, Henriette K. Graversen, til AVISEN.
Nu har kommunen én måned til at lave en handleplan på baggrund af den offentliggjorte rapport.
– Rapporten læner sig op ad det, vi vidste i forvejen, og der er ikke nogen nye oplysninger. Eneste forskel er, at tilsynet nu har truffet en afgørelse, siger Graversen.
Arbejdet er Fredericia Kommune allerede i gang med, og med en tidsfrist på en måned skal der handles hurtigt.
– Vi tager det alvorligt, som vi hele tiden har gjort. Det er et vigtigt stykke arbejde, der ligger i forlængelse af det, vi allerede var i gang med. Det er skærpende omstændigheder nu, da vi skal være mere konkrete med handlinger over for styrelsen, forklarer Henriette K. Graversen.
I tilsynsrapporten er der en lang række punkter, der kommer med kritik af Kobbelgården. Blandt andet følgende:
Socialtilsyn Syd vurderer det problematisk, at en enkelt borger ikke bliver mødt med tilstrækkelige og relevante kompetencer og derved igennem en kortere periode har haft det mentalt dårligt. I bedømmes indgår, at ledelsen har oplyst at denne borger havde haft en dårlig dag og ikke ville i seng og have sin natmedicin. En medarbejder forsøgte igennem 1 ½ time at motivere denne borger til at blive lagt i seng, men det var ikke muligt. En anden medarbejder tager over da vedkommende lige kommer forbi og i løbet af kort tid er borgeren lagt i seng og har fået nat medicin. Dette ifølge ledelse.
Socialtilsyn Syd bedømmer det problematisk, at en medarbejder overhører hele forløbet og efterfølgende oplyser til ledelsen, at den første medarbejderen burde have anvendt en anden faglig tilgang da borgeren så ville have responderet positivt og man ville have kunne undgået det lange forløb. Dette ifølge ledelse.
Socialtilsyn Syd vurderer det problematisk, at en enkelt afdeling er fagligt udfordret og at det i perioder kan være svært at tilrettelægge arbejdet, da enkelte borgere har brug for medarbejdere der har indgående kendskab og relation til disse borgere. Dette ifølge medarbejdere.
Hele tilsynsrapporten fra Socialtilsyn Syd kan ses ved at klikke her. Hovedkonklusionerne fra rapporten er som følger:
Uddannelse og beskæftigelse
God kvalitet i at stimulere borgernes udvikling og læring mod uddannelse og/eller beskæftigelse.
Selvstændighed og relationer
God kvalitet i at understøtte sociale relationer og et selvstændigt liv.
God kvalitet i at understøtte relationer til familie og øvrige netværk.
Målgruppe, metode og resultater
God kvalitet i klart formål med indsatsen, sikring af trivsel, ønsket udvikling, og arbejde med resultatdokumentation.
God kvalitet i at sandsynliggøre positiv effekt af indsatsen.
Organisation og ledelse
Middel kvalitet i organisering.
Problematiske områder identificeret, inklusiv utilstrækkelige kompetencer, faglige udfordringer, psykisk pres, mistillid til ledelsen, uklar ledelse, opdeling af medarbejdere i “a- og b-hold”, mangel på dialog med medarbejdere og HR, manglende videregivelse af vigtige oplysninger, og ufaglært personale i nattevagter.
Kompetencer
Middel kvalitet i faglige, relationelle, og personlige kompetencer.
Problematisk mangel på dialog om faglige tilgange, underbemanding, og mangel på nødvendig viden hos medarbejdere ved lægebesøg.
Økonomi
Fornøden økonomisk kvalitet for bæredygtighed og kvalitet i forhold til pris/målgruppe.
Fysiske rammer
God kvalitet ift. omgivelser, indretning, faciliteter, og stand.
Problematiske områder inkluderer udfordringer med fællesarealer og negativ påvirkning fra støj.
Sundhed og trivsel
Middel kvalitet i indsats for sundhed og trivsel, respekt for borgerens værdighed, autonomi, og integritet.
God kvalitet i forebyggelse af magtanvendelser og vold.
Problematiske områder inkluderer manglende information om episoder, gener fra støj, og manglende intervention ved negative reaktioner fra borgere.
Dette er 3. artikel i serien om ”Derfor er visioner stadig vigtige”. Artiklen handler om menneskers grundlæggende syn på verden. Menneskers opfattelser af verden, altså hvordan vi ser verden, lytter til verden og mærker den, præger i høj grad vores måde at tænke, skrive og virkeliggøre vores vision. I denne artikel går jeg derfor tæt på fem mulige opfattelser af verden, der er med til at forme og give mere eller mindre brændstof til de visioner, som vi sætter os for at nå. Det gælder både som individer, som virksomheder, organisationer, som foreninger og som samfund.
Formuleringen af vores opfattelser af verden, hjælper os til at begribe og forstå den forunderligere verden, som vi lever i og er en del af. De fem opfattelser af verden er ikke altid sande, men giver en god forklaringskraft. De giver retning og mening for det liv, som vi tilstræber og ønsker os. De er derfor en vigtig del af visionsarbejdet. De er med til at forme den måde, som vi opfatter verden på, og de er med til at skabe den måde, som vi ønsker at lede os selv og andre på. De fem opfattelser af verden, som jeg skriver om, er hver for sig og i sammenhæng helt centrale, både i forhold til vore daglige tanker, overvejelser og beslutninger i hverdagslivet. Det er de også i forhold til vores adfærd og kommunikation og ikke mindst rækkevidden af vores vision.
”Vi oplever ikke verden, som den er – Vi oplever en model af verden”
Vi oplever verden gennem vores sanseapparater. Vi ser gennem øjnene, vi hører gennem ørerne, vi føler, vi lugter og smager. Vi bearbejder og filtrerer sanseindtrykkene gennem vores hjerne, som er påvirket af arv, miljø, erfaring og meget mere. Alt dette betyder, at hvert enkelt menneske får en unik og subjektiv oplevelse og opfattelse af hvordan verden er – én unik model af verden. Derfor ser og oplever vi de mange kulturelle forskelligheder, forskelle mellem nationer, organisationer og sammenslutninger overalt. Forskelligheder, som er naturlige, fordi vi er mennesker på godt og ondt. Hvordan verden virkelig er, ved vi kun selv et stykke hen ad vejen, og derfor må vi også tage næste opfattelse af verden i brug.
”Vi skal have respekt for andre menneskers opfattelse af verden”
Ønsker vi en fælles vision for en virksomhed, en nation, et fællesskab, for NATO, for FN eller lignende sammenslutninger, bliver vi nødt til at respektere andre menneskers, nationers og sammenslutningers opfattelser af verden. Deres modeller af verden. Hvis vi for eksempel ønsker at trække USA, Rusland og Kina med i retning af vores klimadagsorden, bliver vi nødt til i udgangspunktet at forstå og respektere deres opfattelse af verden. Det betyder dog ikke, at vi nødvendigvis skal acceptere deres model, men i udgangspunktet bør vi respektere den, ligesom de bør respektere vores opfattelser. En ægte følelse af gensidig respekt og ligeværdighed er forudsætningen for gensidig tillid og forudsætning for en forenet udvikling.
”Det er mig, der styrer mit sind og dermed mine resultater”
Hver især har vi ansvaret for vores egen personlige adfærd og kommunikation, som også udtrykker vores sindstilstand. Andre mennesker kan påvirke vores sind, men de har grundlæggende intet ansvar for styringen heraf. Det har vi kun selv. Så ved bevidst at styre vores sind, kan vi gennem vores adfærd og kommunikation skabe de resultater, som vi ønsker at skabe ud fra den vision, som vi har besluttet os for. Eksterne og interne provokationer og forstyrrelser får ikke magten over dig, når du er i stand til at styre, og styrer dit sind.
Som leder bliver denne overbevisning og opfattelse af verden særlig vigtig. For evnen til at styre vores sind er adgangsnøglen til vores ubevidste og allerbedste ressourcer. Ressourcer som vi har brug for, for at skabe ekstraordinære resultater, og for at nå vores vision. Ikke mindst vores politiske ledere har derfor en særlig pligt til at besidde denne evne, både overfor sig selv og overfor de mennesker, som de er politiske ledere for.
Er vore politiske ledere ikke i stand til at træde ind i denne helt særlige rolle og sindstilstand med disse tre ovennævnte opfattelser af verden in mente, er vi som befolkning ilde stedt.
Mange konflikter, kriser og krige kunne være undgået eller minimeret, hvis vore politiske ledere havde evnet/evner at sætte disse tre ovennævnte opfattelser af verden i spil overfor hinanden og overfor alle os andre. Den nuværende krisen om Ukraine er desværre endnu et eksempel på, at verdens politiske ledere stadig har brug for et par træningstimer i de tre første verdensopfattelser.
”Betydningen af din kommunikation viser sig i den respons du får”
Resultatet og betydningen af vores kommunikation ligger ikke i, hvad vi ønsker og tror, vi selv kommunikerer. Vi mennesker reagerer på det, vi oplever sker. Ikke på det, der rent faktisk sker. Resultatet og betydningen af vores kommunikation ligger derfor i de svar (sprogligt og kropssprogligt), som vi får tilbage. Vores evne til at sanse den feedback, og vores evne til at bearbejde disse sanseindtryk og forstå dem er afgørende for vores kommunikationsevner og ikke mindst vores evne til at få vores budskaber igennem på den måde, som vi ønsker det.
”Enhver situation indeholder flere valgmuligheder – Så hvis noget ikke virker, så gør noget andet”
Denne opfattelse af verden er måske den sværeste opfattelse at forstå og blive overbevist om. Men benytter vi den, så vil der altid være en eller flere alternative løsningsmuligheder til rådighed for os. Mange opfindere og forskere er mestrer i anvendelsen af denne opfattelse af verden. En bevidst eller ubevidst form for vedholdenhed og stædighed kan vi godt kalde det. Det er måske også en bevidst handling ud fra en idé om, at vores valg og beslutninger blot er midlertidige fastlåsninger af vores forventninger til udviklingen af en given fremtidig situation. Ethvert valg åbner derfor altid op for nye valg og muligheder. Det gælder også, hvis vi vælger ikke at træffe et valg, eller vi træffer valget for sent. Så forekommer et valg umuligt, så træf et nyt, og gør noget andet. Og husk, både som menneske og som leder, at kommunikere dine trufne beslutninger og valg ud til de mennesker, som berøres af dine valg – TALK THE WALK.
Afrunding
Vores opfattelser af verden er ligesom vores identitet rammesættende for vores visions succes. Men der er flere afgørende faktorer herfor, som jeg vil sætte fokus på i de kommende artikler. Næste artikel i serien ”Derfor er visioner stadig vigtige” handler om ”Vores værdier, etik og adfærd”.
Fortsat god visionsdag.
Erik Schwensen, Redaktionschef v. Danske Digitale Medier A/S
OBS! I denne artikelserie på 8 artikler søger jeg at give mine konkrete og bedste bud på, hvordan vi griber visionær tænkning an og for styr på den, så vi reelt, når de mål og visioner, som vi sætter os. Artiklerne er baseret på Visionsbogen ”Derfor er visioner vigtige”, som jeg skrev, drøftede og redigerede i samarbejde med Uffe Steiner Jensen, tidl. borgmester i Fredericia.
Fire drenge er sigtet for røveri i sagen om et gaderøveri i Nørre Voldgade i Fredericia.
Episoden fandt sted mandag, hvor fire drenge overfaldt to personer. Den ene nåede at flygte fra stedet, mens den anden, en 17-årig lokal dreng, blev udsat for knytnæveslag og frarøvet et el-løbehjul samt en jakke og hue.
Politiet er nu lykkedes med at identificere gerningsmændene, som er blevet sigtet i sagen. Der er tale om en 17-årig dreng fra Ribe, en 17-årig dreng fra Fredericia, en 16-årig dreng fra Hjarnø og en 14-årig dreng fra Middelfart.
En 81-årig kvinde fra Fredericia er blevet udsat for svindel.
Kvinden blev kontaktet klokken 08:00 den 5. april via sms, hvor hun blev bedt om at klikke på et link af sikkerhedsmæssige årsager, oplyser Sydøstjyllands Politi.
Senere på dagen fik kvinden et opkald fra en person, der udgav sig for at være fra hendes bank. Personen fortalte, at den 81-årige kvinde var blevet hacket, og at hun derfor skulle overføre penge til en depotkonto.
Den 81-årige endte med at overføre 25.000 kroner til kontoen, men dagen efter, da hun kontaktede sin rigtige bank, blev hun informeret om, at hun var blevet udsat for et svindelnummer dagen før.
Kaptajn Gammel Havn slår igen dørene op til stemning, lækker is og levende musik. En opfrisket facade, ny indretning, et nyt menukort, en ny ånd og mere fokus på ishus var nogle af de ting, som skete på Gammel Havn hen over sommeren og sensommeren i 2023.
Den store renovering og forandring efterlod ikke meget tid til at holde åbent, men is smager bedst, når solen skinner, og derfor blev der åbnet i slutningen af august sidste år. Hele holdet bag Kaptajn Gammel Havn har set frem til at skulle åbne op i 2024, hvor man kan se frem til en sommer med mere liv på havnen end hidtil.
Menuen er sat, og her er igen plads til både den traditionelle isvaffel og de meget populære Bubble Waffles, begge med lækker og frisk flødeis eller sorbet fra et af Danmarks bedste mejerier, Hansens Is. Foruden den gode scoop-is kan du se frem til softice, slush ice, frisk kaffe, bagels, panini og meget andet lækkert, som kan nydes ved vandkanten på Gammel Havn. Som en del af målet om at skabe mere liv på havnen, så kan byen også glæde sig til, at der fra maj til august hver eneste lørdag (såfremt vejrguderne tillader det) vil være livemusik ved Kaptajn Gammel Havn. Det sker kl. 19.30 hos Kaptajn Gammel Havn og vil være en god anledning til at spise en is, nyde et glas vin eller måske mødes med vennerne til en Philly Cheese Steak panini.
– Vi glæder os til den 13. april kl. 12.00, hvor vi officielt åbner dørene til Kaptajn Gammel Havn med fuldt sortiment. Vi står klar med en gratis softice til de første 100 gæster, og vi håber selvfølgelig at se hele Fredericia den dag, udtaler Brian Løkkegaard.