Else Vindt, Fredericia, 1944-2024

Antallet af ansøgere til en videregående uddannelse i kvote 2 er steget med 4 procent i forhold til sidste år. Søgningen til de store professionsuddannelser til pædagog, sygeplejerske, lærer og socialrådgiver er igen i år faldende eller stagnerende, og det vækker bekymring hos minister.
I dag klokken 12.00 udløb fristen for at søge ind på en videregående uddannelse i kvote 2. I år har 54.279 søgt ind. Dermed stiger antallet af ansøgere i forhold til sidste år med 4 procent. Stigningen er især båret af, at flere har søgt mod bacheloruddannelserne på universiteterne.
Blandt de fire store professionsuddannelser på velfærdsområdet er der en mindre stigning på uddannelsen til sygeplejerske, mens antallet af ansøgere til pædagog, socialrådgiver og lærer udviser mindre fald i forhold til sidste års kvote 2-søgning.
Søgningen til STEM-uddannelser, som for eksempel dækker over ingeniør-, it- og matematiske uddannelser, er gået frem. I forhold til sidste års kvote 2-søgning har 12 procent flere valgt at søge en uddannelse inden for STEM.
– Det glæder mig at se, at så mange søger ind på en videregående uddannelse, men jeg er naturligvis bekymret over, at søgningen til især pædagog og socialrådgiver fortsætter faldet, og at søgningen til sygeplejerske og lærer ikke for alvor rykker sig fra tidligere års lave niveau. Det kalder på handling, og det er en udvikling, vi skal have vendt. Til gengæld synes jeg, at der er grund til at glæde sig over, at flere har valgt at søge en uddannelse inden for STEM-området, og at flere internationale ansøgere har valgt at søge mod Danmark, siger uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund.
Snart kan ledige borgere i Vejle Kommune betjene sig selv digitalt og gøre jobsøgningsprocessen og kontakten til Jobcenter Vejle lettere for sig selv. Det digitale univers gør det også lettere for virksomheder at finde kandidater til deres ledige jobs.
Borgernes forventninger til offentlige, digitale services er stigende. Brugervenlighed og tilgængelighed er nøgleord, der går igen i forventningerne. Jobcenter Vejle har søgt at imødekomme forventningerne gennem nogle nye, digitale værktøjer, som fra 21. marts er til rådighed for jobsøgende borgere og virksomheder, der skal rekruttere.
Gennem den digitale platform Candeno får både borgere og virksomheder et digitalt univers, der hjælper dem med at finde de rette match. Virksomhederne kan oprette jobopslag og søge blandt de ledige kandidater i portalen. De ledige kan få hjælp til at finpudse CV’et, skrive en overbevisende ansøgning eller forberede sig til en jobsamtale gennem små film.
– Borgerne har længe sukket efter mere brugervenlige og tilgængelige digitale services. Vi imødekommer disse forventninger ved at tilbyde en intuitiv platform, der ikke kun hjælper med jobsøgning, men også styrker borgerens digitale kompetencer, og samtidig er en 24/7-løsning, så borgeren kan gøre det på tidspunkter, hvor det passer ind, siger arbejdsmarkedschef i Vejle Kommune Daniel Bomholt.
Jobcenter Vejle lancerer også en app til smartphones, Forum, som gør det let for borgerne at planlægge aftaler med deres rådgiver efter eget valg og undgå besværet med telefonopkald inden for åbningstid eller personligt fremmøde.
Borgerne kan også chatte med jobcentermedarbejdere. Uanset om det er et hurtigt spørgsmål eller en presserende sag, kan borgerne sende og modtage beskeder uden besvær. Chatten er dog ikke bemandet ud over normal arbejdstid, men vil blive besvaret hurtigst muligt derefter
– App’en har særlig betydning for den gruppe borgere, der har svært ved direkte kontakt med jobcentret eller som blot foretrækker at benytte digitale services, siger Daniel Bomholt.
Fredericia Lærerkreds holdt fredag eftermiddag generalforsamling. Formand Per Breckling blev genvalgt, og han benyttede årsberetningen til at komme med stikpiller til byrådet, der har vedtaget en vision om at være børnefamiliernes førstevalg. Det samtidig med, at der få måneder inde i dette års budget er overskridelser på skoleområdet, sagde Breckling.
På generalforsamlingen, der blev afholdt i Fredericia Idrætscenter med 150 deltagere, blev Per Breckling genvalgt som formand. Næstformand Christian Ellekrog blev genvalgt, og det samme gjorde kredsstyrelsesmedlemmer Line Illum og Marianne Herlufsen, mens Andreas Holmgaard Jensen blev valgt ind som kredsstyrelsesmedlem. Et forslag om, at kredsbestyrelsen fremover bliver med fem medlemmer og ikke seks, blev vedtaget, og så blev der lagt op til, at Fredericia Lærerkreds’ arbejde fremover bliver mere IT-baseret.
I årsberetningen gik Per Breckling en række emner igennem. Han startede ud med at kommentere på, at der er nedsat et politisk udvalg, der skal se på, om der skal bygges en ny folkeskole eller foretages renoveringer.
– Byrådet har nedsat et såkaldt §17 stk. 4 udvalg, der skal se på mulighederne for at renovere Kirstinebergskolens afdelinger Indre Ringvej og Havepladsvej, alternativt bygge en helt ny skole som afløsning for matriklerne. Udvalget skal samtidig se på en løsning på Frederiksoddeskolens afdeling B, der i øjeblikket har til huse i pavilloner på Kommunikationsvej. Fredericia Lærerkreds har for udvalget kort kunne bidrage med vores vinkler på begge punkter. Vi har bidraget med at udtrykke den frustration, som vores medlemmer føler over i meget lang tid, flere år, ikke at kunne vide, hvad der skal ske med deres arbejdsplads. En afklaring på begge udfordringer jo før jo bedre – tak, sagde Per Breckling blandt andet.
Per Breckling noterede også i talen, at det vedtagende budget 2024 ikke viste sig at holde på skoleområdet allerede i januar. Det knyttede han også ord på vejen:
– Jeg havde ikke forestillet mig at skulle stå på generalforsamlingens talerstol i år og faktisk kunne sige det samme som sidste år. Jeg må desværre gentage mig selv: Den økonomiske situation i Fredericia Kommune på skoleområdet er meget lig den situation, vi oplevede sidste år. Lad mig sige det lige ud af posen til at starte med og efterfølgende uddybe og forklare. Det er mig ganske ubegribeligt, at eleverne i folkeskolen, forældre til elever i folkeskolen og i særdeleshed at lærerne i folkeskolen skal tage konsekvenserne af en gentagelse af et budgetforløb, hvor almenskolerne ender med at skulle spare ved at lærerstillinger på stribe nedlægges. At Fredericia Kommune ved gentagne besparelser på almenskolen samtidig vedtager en vision om, at Fredericia skal være børnefamiliernes førstevalg, det skriger til himlen, sagde Per Breckling og fortsatte:
– Hvad gør vi så herfra, ja først og fremmest offentliggør vi denne beretning, og den sendes direkte til administration og politikere, derefter debatterer og forhåbentlig vedtager vi en resolution til politikere og administration. Vi fortsætter med at gøre opmærksom på, at den økonomimodel vi har, ikke virker, den skal laves om, så der kan sættes hegn om folkeskolens økonomi, jo før jo bedre. Hvis det ikke kan nås til budget 2025, så må politikerne alligevel beslutte et økonomisk hegn om folkeskolen. Vi skal vel ikke opleve det samme økonomiske rod i budget 2025, når vi når januar 2025, eller skal vi? Og kan vi så igen igen se frem til et tocifret antal stillingsnedlæggelser på skoleområdet, lærere der siger op, der ikke bliver erstattet, funktioner og opgaver, som ikke bliver løst eller hænger, lærere der umuligt kan nå at lykkes med deres opgaver, med frustration, stress og i værste fald sygdom mv. til følge.
En trafikulykke fandt sted mellem Nr Bjertvej og Fynsvej i Kolding fredag eftermiddag klokken 16.33, hvor to biler stødte sammen.
Vagtchef Halfdan Kramer fra Sydøstjyllands Politi oplyser, at der indtil videre ikke er rapporteret om personskader som følge af ulykken, og der er fortsat undersøgelser i gang vedrørende de materielle skader på de involverede køretøjer.
En brand brød ud i en garage på Skanderup Landevej i Lunderskov fredag klokken 12.22, meddeler Sydøstjyllands Politi.
Vagtchef Halfdan Kramer udtaler, at der ikke er nogen umiddelbare mistanker om, at branden var påsat. Ikke desto mindre vil der blive iværksat en brandundersøgelse for at fastslå årsagen i overensstemmelse med beredskabslovgivningen. Ifølge vagtchefen var branden slukket af de brandvæsenet inden klokken 13.47, efterfulgt af en kort periode med efterslukning.
Branden formåede at sprede sig til taget af bygningen, men det præcise omfang af skaderne er endnu ikke kendt, fortæller vagtchefen slutteligt.
Skærsommer er jo de lange lyse dage, som vi sådan længes efter. Førhen navnet på juni måned. Sommeren står for døren, og der er amoriner i luften – noget i gære. Det er der så sandelig også i Teater Malstrøms opførelse af William Shakespeares EN SKÆRSOMMERNATSDRØM. Denne romantiske komedie er fyldt med kærlighed, had, drama, humor, alfer, magi og masser af forvikling og forvandling.
Handling
”Helena er forelsket i Demetrius. Men Demetrius er forelsket i Hermia, og det er Lysander også. Selvom Hermia også er forelsket i Lysander, vil hendes far have, at hun skal giftes med Demetrius. Da Hermia og Lysander i al hemmelighed forsøger at stikke af en skærsommernat, bliver de forfulgt af Demetrius, der er opslugt af jalousi og i øvrigt forfulgt af den ulykkeligt forelskede Helena (Forlagsbeskrivelse)”.
Præstationer
De fire unge: Den smukke, attraktive, sødmefyldte Hermia (Julie H. M. Christensen), som er forelsket i den pæne aktive ungersvend Lysander (Simon Ellehave Jensen). Den jaloux udtryksfulde Demetrius (Mikkel N. Phillipsen), som Hermias far havde bestemt for hende, er eftertragtet af fravalgte skrøbelige Helena (Camilla Gyldenlev). Alle fire udfører en glimrende præstation med indlevelse i netop deres karakter.
Hertug Theseus af Athen og alfekongen Oberon (Clemens William Fischer), med Theseus’ tilkomne Hippolyta og alfedronningen Titania (Line Frank Karlson) er overbevisende i deres dobbeltroller.

Alfen Puk (Esmeralda Holm-Sørensen) udreder alt kaosset. Er muligvis hovedpersonen, der har stor indflydelse i handlingen, men også i sidste ende pirker til og belærer tilskueren.
Det hylende morsomme æsel og den bevidst overkarikerede Bottom (Mikkel G. Aarestrup) – de(t) morsomste i stykket – sammen med de gæve håndværkere (Amalie Bylov, Bjarne Pedersen, Sidsel Nygaard Jensen, Trille Jensen, Tanja Elken Daneland), må finde sig i de adeliges nedladende bemærkninger, da de forsøger at gennemføre deres dilettantiske skuespil.
De tre yndige alfer (Natasha Paulsen, Oona Gauler-Roepstorff, Teresa Holm-Sørensen) vimser koket rundt i den frodige skov som små luftige sylfider.
Rune Daugaards (instruktion) og Daniel Stoof Jensen (instruktørassistent) har fået det rette frem i skuespillerne og alt fra de forskelligeparalleluniverser.

Shakespeare
Dette over 400 år gamle stykke er et af Shakespeares mest populære og er opført utallige gange verden over, også som ballet med musik bl.a. af Mendelssohn-Bartholdy, ligesom komedien er filmatiseret flere gange.
Malstrøm holder sig stort set til det oprindelige stykke med klassiske kostumer (Anna Juul Holm) og scenografi (Møller Jørgensen) uden mange moderne svinkeærinder. Og (desværre) uden musik. Stemningen er mystisk, dyster og gådefuld.

En højpandet forklaring
Den nørdede højpandede forklaring om den Shakespearske tekst:
Teksten fremføres per(-)vers med rytme. Jambisk pentameter! Tryksvag-trykstærk x 5, som:
Da dum da dum da dum da dum da dum.
Prøv: Teater Malstrøm gør det skide godt!
Denne gamle engelske lyriske form er umiddelbar lidt sær, men den vender man sig hurtigt til, og den tilfører også stykket et komisk tvist.
Mange har plagieret eller hugget lunser fra Shakespeare, men han var selv inspireret af andre og ”lånte” også.
»En sindssyg, en forelsket og en digter består af lutter hidsig fantasi«. Shakespeares programerklæring for kunstens skabende kraft.
Den forelskede befinder sig i en yderposition i sit liv og er ikke helt tilregnelig. Når følelserne bryder igennem, går intellektet på pause. Fantasien smadrer de stivnede konstruktioner, rokker til virkeligheden – der sker noget.

5 stjerner.
Forestillingen spiller i Det Bruunske Pakhus frem til den 6. april.
FC Fredericia er ifølge det svenske medie Expressen i gang med at lave et rekordsalg, da klubbens topscorer, Adam Jakobsen, er på vej væk.
Det er Allsvenskan-klubben Brommapojkarna, der igen har rettet sigtekornet mod Fredericia, som de har gjort to gange inden for det seneste års tid.
Først var det Alexander Jensen, som de købte i sidste års vintervindue, og tilbage i januar var det Frederik Christensen. Nu er yderligere en handel på vej til at gå igennem mellem parterne.
Det drejer sig om Adam Jakobsen, der kom til FC Fredericia i sommeren 2022. Efter en tung start har han slået sit navn fast og er pt. klubbens topscorer i denne sæson med syv mål. Men Adam Jakobsen kommer efter alt at dømme ikke til at score flere mål for FC Fredericia.
Ifølge Expressen har Brommapojkarna fundet den store pengepung frem, da de ifølge mediet sender et rekordstort beløb i FC Fredericias retning. Tilbage i januar solgte FC Fredericia Tobias Bach til AGF i en rekordhandel til omkring to millioner kroner, og det beløb, som Brommapojkarna nu har fundet frem, må dermed være større end det.
Dermed tyder det ikke på, at Adam Jakobsen kommer i aktion for FC Fredericia, når de lørdag spiller sæsonens sidste kamp i grundspillet mod HB Køge.
Pr. 15. marts 2024 er ADP A/S medlem af Dansk Erhverv med det formål at styrke det politiske arbejde for bl.a. at sikre, at ADP kan fremtidssikre havnedriften og være med til at understøtte Danmarks klimamålsætninger.
Havnene i Fredericia og Nyborg samt Taulov Dry Port er ejet og drevet af ADP A/S, og udviklingen buldrer derudaf. Udviklingspotentialet er dog endnu større, og det kan opnås ved bedre politiske rammer for de danske havne, som i stadig højere grad konkurrerer med internationale aktører.
Lige nu er havnen i Fredericia i gang med en havneudvidelse, der skal fremtidssikre kapaciteten til den efterspørgsel på containerområdet, som havnen har nu og ser ind i fremadrettet. Sammenhængen mellem Taulov Dry Port, aktiviteterne på havnen og den centrale placering som grønt, multimodalt knudepunkt for transport og logistik gør området til det mest optimale sted i Danmark, der kan understøtte den danske import og eksport. Det har ADP i sinde at få til at blomstre, og det skal Dansk Erhverv understøtte.
– ADP er i gang med at udleve et potentiale, der kan nå endnu højere international flyvehøjde, hvis de politiske processer og beslutninger spiller sammen med os. Der er her og nu brug for en revurdering af havneloven, der bl.a. skal understøtte en bedre udnyttelse af havnearealerne og sikre lige vilkår for adgang til finansiering, fastslår Rune D. Rasmussen, adm. direktør ADP og fortsætter:
– Vi har i ADP store ambitioner på den grønne omstilling, og vi har forudsætningerne for at understøtte Danmarks klimamålsætninger bl.a. via vores energiinfrastrukturselskab ADP Energy Infrastructure. Det kræver f.eks. en smidigere myndighedsgodkendelse af grønne projekter. Derudover skal der arbejdes på havnelovens retorik, så den bliver teknologineutral, så det er muligt for havnene at etablere og benytte solceller på tagene. Dansk Erhverv er i dag dybt engageret i den grønne omstilling på både energi- og transportområdet og deler ADP’s ønsker til fremtidens havneudvikling, så der er en del, vi kan tage fat på sammen.
Brian Mikkelsen, adm. direktør Dansk Erhverv, er enig i, at samarbejdet skal være med til at sikre et stærkt, grønt transportknudepunkt med den klare ambition om at gøre Danmark til et endnu mere konkurrencedygtigt land på transport og logistik og i den grønne omstilling:
– ADP tænker i den grad ud af boksen for at styrke havneforretningen og understøtte omlægning af godstransporten med fokus på klimaet og reduktion af CO2. Taulov Dry Port og ADP Energy Infrastructure er to gode eksempler på det, da begge datterselskaber styrker den klassiske havneforretning i både Fredericia og Nyborg. Samtidig viser de, hvordan ADP tænker havnene ind i at nå Danmarks målsætning om at blive CO2-neutral i 2050. I Dansk Erhverv er den grønne omstilling ikke mindst inden for transportområdet en prioriteret dagsorden, som vi arbejder ihærdigt på at fremme sammen med vores medlemsvirksomheder og i godt samspil med beslutningstagere og myndigheder. Derfor er vi rigtig glade for, at ADP har valgt at blive en del af Dansk Erhverv.
Betalingsapplikationen MobilePay er i øjeblikket nede.
Når man forsøger at åbne app’en står der:
– MobilePay fungerer desværre ikke lige nu. Vi arbejder på at løse problemerne så hurtigt vi kan.