DMI: Vejret gør udendørsaktiviteter muligt

0
Fredericia Vold som den ser ud netop nu, hvor foråret begynder at bide sig fast. Voldområdet fra Den Hvide Bro og til bastionen med DSB´s mindelund vil få lov til at vokse ”vildt” frem til konkurrencen, hvor deltagerne skal arbejde med det, de finder i naturen i området. Foto: Thomas Kvist Christiansen.

I takt med at dagene bliver længere og naturen så småt begynder at vågne, byder foråret os velkommen med åbne arme. Den kommende dag tegner til at blive en repræsentation af dette forårsbudskab, ifølge de seneste opdateringer fra DMI.

Morgenen vil muligvis starte på den grå side for mange, men som timerne går, vil påskesolen vise sit velgørende ansigt, især i landets sydlige og østlige dele. Efter en nattetemperatur på den køligere side, vil termometeret nå behagelige højder mellem 6 og 11 grader, med de varmeste temperaturer forventet mod syd. Denne temperaturstigning inviterer uden tvivl til en række udendørsaktiviteter og giver en perfekt anledning til at nyde forårets glæder.

Solen vil dog ikke dominere himlen alene; den vil blive ledsaget af skyer i varierende mængder, der vil danse hen over himlen gennem dagen. Dette spil mellem sol og skyer tilføjer et malerisk element til forårsdagen og skaber en dynamisk og levende atmosfære. Det er dog værd at bemærke, at vinden også vil markere sin tilstedeværelse, med en let til frisk brise fra sydøst. Denne vind kan muligvis føles som en let kølighed, der forsøger at lægge en dæmper på forårsvarmen, men forventes ikke at ødelægge dagen for dem, der ønsker at tilbringe tiden udendørs.

Topchefer vidste besked om bygnings kritiske tilstand

0

Topchefer i Fredericia Kommune vidste besked om, at bygningen Gothersgade 20b er i meget dårlig stand i øveretagen, hvor der ikke er butikslokaler. Alligevel endte bygningen med at blive sat til salg uden, at ejendomsmæglerfirmaet Nordicals og den senere køber, Bent Jensen, vidste besked om den meget dårlige stand. Det viser en aktindsigt.

Fredericia Byråd godkendte den 17. april 2023, at bygningen Gothersgade 20b blev sat til salg. I udbudsmaterialet, der kom frem, fremgik det ikke, at bygningens øverste etager var i meget dårlig stand og stort set er ubrugelige.

Erhvervsmanden Bent Jensen endte via hans ejendomsselskab, BJ Ejendomme ApS, med at købe bygningen for 20 millioner kroner i november 2023, men nu ender handlen med at gå tilbage, hvis Økonomi- og Erhvervsudvalget samt byrådet godkender det. Det sker efter, at Fredericia Kommunes jurister har foretaget en juridisk vurdering, om udbudsmaterialet har været tilstrækkeligt. Det viser sig, at det ikke var tilfældet.

Nu viser en aktindsigt, at det dog ikke er nogen overraskelse for kommunens ledende medarbejdere, at Gothersgade 20b ikke er i god stand. I foråret 2022 blev der udarbejdet et fuldt projekt med reviderede priser for bygningen. Prisen på det hele beløber sig til 24.295.638 kroner eksklusive moms. Det endte dog aldrig med at blive renoveret, da Fredericia Kommune vurderede, at de hellere ville sælge ejendommen.

– Fredericia Kommune har alene undersøgt mulighederne for at renovere bygningen, og på baggrund af overslag på udgifterne hertil anbefalede forvaltningen, at ejendommen i stedet blev frasolgt, siger direktør for vækst, teknik og klima, René Olesen, til AVISEN.

Screenshot fra aktindsigten, hvor datoen med de reviderede priser fremgår.

Det var i foråret 2022, at prisen for renoveringen blev udarbejdet, og det skete på baggrund af bygningskonstruktør Jannick Østengaard Larsens e-mail den 3. november 2021. Dengang var Christian Stein Christiansen leder af Ejendomsafdelingen i Fredericia Kommune, men han opsagde stillingen i juni 2023.

Screenshot fra aktindsigten, der viser, at Bo Christiansen og Nicolai Arvedsen vidste besked om Gothersgade 20b’s tilstand.

Inden Fredericia Byråd formelt endte med at godkende indstillingen om at sætte Gothersgade 20b til salg den 17. april 2023, blev der sendt en e-mail til Bo Christiansen, der er chef for ejendomme, drift og service, samt Nicolai Arvedsen, der er stabschef for politik, strategi og jura. I mailen var der vedhæftede dokumenter vedrørende Gothersgade 20b med renoveringsbehovet og bygningsundersøgelsen af bygningen.

– Jeg videresender hermed de oplysninger, som vi har liggende. Det er svar på de spørgsmål, som omhandler Ejendomsafdelingen og vores rolle, står der i mailen, som er sendt af Christian Stein Christiansen den 11. april 2023.

Allerede i 2021 var det kendt, at der Gothersgade 20b var i kritisk tilstand, viser aktindsigten.

I mailkorrespondancen mellem Christian Stein Christiansen og Jannick Østengaard Larsen fremgår det, at blandt andet brandveje ikke kan benyttes på øveretagerne i Gothersgade 20b.

– Inddækninger er tidligere og jævnligt forsøgt udbedret, men årets gang med varme/kulde påvirkning gør, at inddækningsprofilen trækker sig fra hinanden, og konsekvensen af dette ses tydeligt mange steder indvendigt i bygningen. Her er træopbygningen, som bærer vinduer og facade, rådnet op og nærmest helt formuldent. De værste steder er vinduesfastgørelsen helt rustet over, hvilket resulterer i, at mange af vinduerne har sat sig og ikke kan åbnes. Dette i sig selv er rimelig kritisk, da vinduerne skal kunne fungere som redningsåbninger i tilfælde af brand, står der i mailen, der er sendt den 3. november 2021.

Mailen sendt fra Bobby Singh Bhatia viser, at Bo Christiansen vidste, at der var et påbud under salgsprocessen af Gothersgade 20b.

I aktindsigten fremgår det også, at Bo Christiansen var bekendt med, at Arbejdstilsynet på baggrund af et besøg den 3. maj 2023, endte med at give et påbud om luftkvaliteten i Familie- og Børnesundhedsafdelingen tilhørende Fredericia Kommune i Gothersgade 20b. Det fremgår blandt andet af en mail sendt den 17. august 2023.

– Til jeres orientering, har jeg fremsendt vedhæftede brev til Arbejdstilsynet vedrørende anmodning om fristforlængelse af indeklimamåling, står der i mailen, som er sendt til blandt andet Bo Christiansen.

Direktør: Ledelsesgangen har haft kendskab til tilstanden

René Olesen bekræfter, ligesom aktindsigten viser, at der på ledelsesniveau har været kendskab til tilstanden i Gothersgade 20b.

– Der har på ledelsesplan i kommunen været et generelt kendskab til bygningens tilstand, siger René Olesen.

Direktøren afviser, at politiske udvalg har haft skaderne oppe at vende. På det overordnede plan mener Olesen dog, at byrådet har en generel kendskab til bygningens tilstand.

– Byrådet er generelt orienteret om, at forvaltningen vurderede at det ville forbundet med betydelige omkostninger at renovere bygningen, hvorfor et frasalg blev anbefalet, forklarer Olesen.

Fredericia Kommune anerkender, at der har været et mangelfuldt udbudsmateriale, da bygningen blev til salg.

– Købsaftalen er udarbejdet af den af kommunen valgte mægler, og følger standarderne på området. Kommunen har i forbindelse med udbuddet ved en fejl ikke fået offentliggjort de nødvendige dokumenter vedr. ejendommen, siger René Olesen.

I aktindsigten fremgår det, at der er alvorlige konstruktionsmæssige skader på beslagene, som holder vindueselementerne. Det betyder dog ikke, at der er nedstyrtningsfare.

– Det er kommunens vurdering, at der ikke aktuelt er nedstyrtningsfare. Det er drej/kip vinduer, som åbner indad, så i givet fald vil de falde ind i kontoret. Der er ikke konstateret fejl på vinduernes hængsler. Det er vinduesrammen, der enkelte steder har sat sig, siger René Olesen.

Til gengæld oplyser Olesen, at der er medarbejdere, som har haft klaget over indeklimaet grundet migræne eller andre relaterede symptomer. På spørgsmålet om, hvorvidt medarbejdere har været i berøring med skadelige stoffer eller indåndet skadelige dampe, afviser René Olesen at det er tilfældet.

Fredericia Kommune har endnu ikke fået vurderet ejendommen igen, hvorfor en ny salgspris ikke er offentliggjort.

Edmund de Waal om Axel Salto og kunsten at lege med ilden

0
Edmund de Waal in dialogue with Axel Salto at CLAY Museum of Ceramic Art Denmark.

Torsdag den 11. april byder på en enestående chance for at møde den verdenskendte kunstner, forfatter og kurator Edmund de Waal, når han besøger CLAY for at holde et eksklusivt foredrag.

Her vil Edmund de Waal fortælle om sin egen kunstneriske praksis og ikke mindst om sin fortsatte fascination af Axel Saltos arbejde i forbindelse med museets anmelderroste udstilling, Playing with Fire: Edmund de Waal and Axel Salto. 

I udstillingen går de Waal i dialog med Salto – helt bogstaveligt. Som kurator for projektet træder han ind i rummet som en kollega, der går en tur med den gamle stentøjsmester ved sin side. Gennem forskellige rum udfolder der sig en samtale mellem de to kunstnere, hvor angst og alvor går hånd i hånd med glæde, kreativitet og legesyge.

Foredraget vil foregå på engelsk.

Erik Grip med pianist Henrik Gunde på KulturØen i Middelfart

0

Én af de mest navnkundige danske visesangere igennem mere end 60 år, Erik Grip, lander endnu engang i Middelfart hos Foreningen GUF, torsdag den 18. april. Igen er det KulturØen der danner rammen om koncerten som afholdes i samarbejde med Middelfart Bibliotek.

Der er langt fra moderne pop og rock til den slags musik Erik Grip udøver og beskæftiger sig med, skrev Ritzau for nylig. Erik Grip er visesanger, folkesanger, der i dag minder mest om den som amerikanske folk-revival Pete Seeger udøvede og netop kom til Danmark med i de år Erik Grip begyndte sin karriere i 1963. Det mere professionelle starttidspunkt med honorar sættes hos Thøger Olesen i Smøgens Visevershus i Tivoli, København 1966.

I 1975 udkom den første plade ”Frank Jægers Viser” og en hel række LP’er udkommer i årene derefter. Højdepunktet i 1983 er udgivelsen af ”De levendes land” med tekster af N.F.S. Grundtvig, og sangen ”Velkommen i det grønne”. Karrieren fortsætter med endnu et højdepunkt, ”Åbent landskab” på dansk fra 1987. Og i 2022 udgivelsen ”Du kom med alt det der var dig”. 12 sange og salmer med tekster af Jens Rosendal, samt det mere Folk-agtige album ”Jeg er her endnu” – et personligt punktum på en lang karriere. Et album der viser de mange sangudtryk Erik Grip har haft og stadig har.

De danske festivaler har haft Erik Grip på plakaten siden 1976. Det er også blevet til en del priser, bl.a. ”Den danske Folkemusikpris” 2020 som uddeles hvert år på Skagen Festival. O

– Koncerter er der stadig. En koncert med Erik Grip er en musikalsk og yderst nærværende oplevelse. Og Røverhistorierne og anekdoterne fra de mange år på scenen er ligefrem morsomme. En meget lang karriere kan som nævnt fejre 60 års Scene-jubilæum, oplyser GUF i en pressemeddelelse.

Billetter til GUF koncerten i Middelfart kan erhverves på www.guf-strib.dk.

Hvordan ser det ud med ladestandere til elcykler?

0
Detail Of Electric Bike On The Grass

Det er der faktisk ikke ret mange kommuner, der endnu har taget højde for. Men i Vejle Kommune har vi skabt et godt overblik over offentligt tilgængelige ladestandere til elcykler. Til gavn for både kommunens borgere, der gerne vælger den tohjulede som transportmiddel, og for vores turister, hvoraf mange besøger vores bakkede landskab på cykel.

Det overblik har netop udløst titlen Elcyklisternes Drømmekommune 2024, som uddeles af Kommunernes Landsforening (KL).

Solidt fokus på cykling

– Vi er superstolte af at få den titel. Det skyldes ikke mindst vores gode samarbejde med Bike Friends Vejle. Vi har i flere år haft solidt fokus på cykling – både rekreativt, konkurrencemæssigt og hverdagscyklisme. Fx var vi for to år siden startby for 3. etape af Tour de France, vi er for 25. år i træk Kongeetape på Post Nord Danmark Rundt, og så får vi hvert år besøg af en masse dejlige turister, der har lyst til at prøve kræfter med både vores mange bakker og naturoplevelser i ådalen, siger Søren Peschardt, formand for Klima-, Natur- og Miljøudvalget.

Planlæg de lange ture

– Vejle Kommune har en klimaplan, som følger Parisaftalens mål. Et af planens mål er at nedbringe antallet af køretøjer, der kører på fossilt brændstof. Vi har med vores grønne visionstillæg til mobilitetsplanen fokus på at skabe et godt og varieret udbud af elladestandere til biler, og vi arbejder helt generelt på at gøre vilkårene for cyklister endnu bedre. Med overblikket på GeoFa kan man – ligesom elbilisten – planlægge også de længere ture uden at være nervøs for at køre tør for strøm, siger Gerda Haastrup Jørgensen, formand for Teknisk Udvalg.

Hæderen og titlen kommer til at blive en integreret del af en adfærdskampagne, I Vejle Cykler Vi, som kommunen skyder i gang i løbet af foråret.

Omdiskuteret bosted får konsulent som leder

0

I sidste uge kom det frem, at voksenhandicapchefen, Holger Torp, der var øverste chef på Kobbelgården i Fredericia, er fortid i stillingen. På kort sigt har Fredericia Kommune valgt en ekstern konsulent til at afløse Torp.

Kobbelgården har trukket mange overskrifter siden december, hvor de fik et skærpet påbud på bostedet. Det seneste i sagen er, at Holger Torp, der er øverste chef på stedet, har indgået en fratrædelsesaftale med Fredericia Kommune.

Det gør, at stillingen som voksenhandicapchef er ledig. Den stilling dækker blandt andet Kobbelgården, men der er nu fundet en løsning på det. Maibritt Kuszon fra konsulentvirksomheden Komponent, der i forvejen er i gang med en kvalitetsanalyse af det specialiserede voksenområde i Fredericia, med blandt andet fokus på Kobbelgården, kommer til at overtage stillingen midlertidigt.

– Vi har lavet en aftale med Komponent om det frem til sommer. Det er den samme konsulent, som har været på Kobbelgården i forbindelse med kvalitetsanalyse. Vi kommer til at have en permanent løsning klar omkring sommerferien, og indtil da kommer Maibritt til at være på Kobbelgården et par dage om ugen, siger direktør for beskæftigelse og velfærd, Mette Heidemann.

Når der indgås en fratrædelsesaftale eller lignende, er det normalt at tage en intern løsning. Det har Fredericia Kommune ikke valgt.

– Vi har vurderet, at dette er den bedste løsning på kort sigt. Med det som Komponent er kommet frem til i deres analyse, synes vi, at det er gavnligt med en udefrakommende, der kommer med et friskt blik på tingene, forklarer Mette Heidemann.

Det lyder også som en dyr løsning?

– Det er dyrere, end hvis vi bare havde konstitueret en vi har i forvejen. Vi synes, at vi har brug for alle de afdelingsledere vi har, og det er også en af grundene til, at vi har valgt denne løsning, siger Heidemann.

Mette Heidemann forventer, at Fredericia Kommune inden for den nærmeste fremtid laver et stillingsopslag til den fremtidige voksenhandicapchef i Fredericia Kommune.

Triathlon-formand stopper efter 16 år

0

Carsten Andersen har været formand for Fredericia Triathlon Team i 16 år, men i torsdags, til klubbens generalforsamling, gav han stafetten videre.

Efter de formelle agendapunkter skulle der tages stilling til bestyrelsesposter på valg. Da Carsten Andersen havde valgt ikke at genopstille til posten som bestyrelsens formand, skulle der her vælges en ny. Carsten Olesen var som eneste kandidat opstillet og blev derfor valgt som klubbens nye bestyrelsesformand.

– Da jeg startede i klubben for cirka fem år siden, var dette ikke min plan – men nogle gange udvikler tingene sig hurtigt, smiler Carsten Olesen og fortsætter:

– Det er nogle store sko at fylde ud, da den afgående formand har siddet på posten i 16 år, men jeg glæder mig utroligt meget til at tage fat på de fremtidige opgaver sammen med bestyrelsen. Jeg er meget struktureret som person, og her har jeg helt sikkert nogle egenskaber, som jeg vil bringe ind i bestyrelsesarbejdet. Fredericia Triathlon Team er en klub, hvor der er plads til alle, og det tror jeg også på. Her skal være plads til unge og ældre, motionisten, der er her for det sociale – og atleten, der har mål og planer, og en mere struktureret tilgang til træningen. Endelig tror jeg på transparens og gennemsigtighed gennem kommunikation som ledelsesværktøj, så det kommer klubbens medlemmer nok til at mærke i den nærmeste fremtid.

Til øvrige bestyrelsesposter blev Emilie Vejby Mott valgt ind, Charlotte Boye og Henrik Thomsen blev genvalgt. Første suppleant til bestyrelsen blev Glen Leonhardt, og anden suppleant Helle Hygum.

Klubbens nuværende bestyrelse vil snarligt afholde deres første bestyrelsesmøde, hvor denne vil konstituere sig selv og kigge ind i, hvilke opgaver der ligger for fremtiden.

Kendte løsninger er ikke nok til at dæmme op for trivselskrisen blandt unge

0

Af Pernelle Jensen (V), formand for Unge- og Uddannelsesudvalget, og Vibe Dyhrberg (A), næstformand for Unge- og Uddannelsesudvalget

Vi er nødt til at snakke om noget alvorligt: Alt for mange af vores unge mistrives, og det bliver ikke bedre af sig selv. Tallene taler deres tydelige sprog. Ifølge Den Nationale Sundhedsprofil fra 2022 har 34 procent af landets unge kvinder og 21 procent af landets unge mænd mellem 16-24 år dårligt mentalt helbred. Det er en trivselskrise, der ikke kan ignoreres. Det handler ikke kun om at undgå problemer, men også om at skabe nye muligheder. Derfor har vi på tværs af byrådet i Fredericia de seneste år styrket ungeindsatsen i kommunen, både ved at etablere Ungeenheden, udvide paletten af tilbud til unge i psykisk mistrivsel og gennem den nye og systematiske tilgang til hurtigt, tværfaglig hjælp: Trivsel+

Men der er stadig brug for at udvikle den måde, vi arbejder sammen med unge på. Ikke nødvendigvis ved at gøre mere, men ved at gøre noget andet. Og især ved at gøre noget andet på tværs af faglige spænd og organisatoriske siloer.

Heldigvis har vi stadig masser af muligheder for at skabe forbedringer. Unge- og Uddannelsesudvalget i Fredericia Kommune har netop sagt ja til at være en del af et projekt kaldet “Thriving Youth – Sammen om unges trivsel”, som er skabt af Dansk Designcenter. Vi er nemlig, sammen med 3-4 andre frontløberkommuner, blevet udvalgt til at tage kampen op mod den dårlige trivsel blandt unge. Udvalgt fordi vi i Fredericia allerede gør noget særligt, og fordi vi er klar til at udvikle mere.

Som partnerkommune i dette projekt har vi taget på os at sprede budskabet om, hvad der virker, og at være med til at skabe nye og spændende løsninger. Vi vil ikke bare tage ansvar for at løse trivselskrisen blandt vores egne unge – vi vil også inspireres af og være med til at sprede gode løsninger til hele landet.

Selvom trivselskrisen ikke forsvinder på den korte bane, er vi klar til at tage fat. Dette partnerskab løber frem til udgangen af 2025, og vi kan ikke vente med at se, hvad vi kan opnå sammen med andre kommuner, eksperter og alle jer, der brænder for at gøre en forskel for vores unge.

Så kom og vær med! Lad os sammen gøre en forskel for vores unge og skabe en fremtid, hvor trivsel er en selvfølgelig del af hverdagen!

48-årig svensker stjal tebirkes og truede personale

0

En 48-årig svensk statsborger lavede lørdag, hvad der karakteriseres som et røveri i Fredericia.

Det skete lørdag klokken 16:31, hvor svenskeren indfandt sig i Coop 365 på Vendersgade. Manden gik hen til bake-off-afdelingen, hvor han begyndte at spise tebirkes. Det påtalte personalet, som efterfølgende fik ukvemsord kastet deres vej. Samtidig gjorde den 48-årige mand tegn til, at han var klar til at slås med personalet. Sydøstjyllands Politi oplyser, at disse handlinger gør, at episoden udvikler sig fra et tyveri til et røveri.

Efterfølgende gik manden ud af Coop 365, men det lykkedes politiet at finde manden i nærheden, hvorefter han blev anholdt og sigtet for røveri.

Da der er tale om en udenlandsk statsborger, kan den 48-årige mand se frem til at blive indkaldt til et retsmøde om et par uger. Det blev vurderet, at der ikke var grundlag for et grundlovsforhør, hvorfor den beslutning blev truffet. Møder manden ikke op, kan han se frem til at uden at være til stede.

19-årig sigtet efter slagsmål i Fredericia

0

En 19-årig mand er blevet sigtet efter knivloven i forbindelse med, at der har været et slagsmål i Fredericia tidligt fredag aften.

Episoden fandt sted klokken 19:26, hvor politiet blev tilkaldt til Danmarksgade, da 6-7 personer var røget i slagsmål, og den ene angiveligt havde en kniv på sig.

Da politiet kom til stedet, var alle væk, men i nærheden fandt politiet en gruppe på fem unge, der sagde, at de havde været til stede ved slagsmålet, men uden at deltage. Et af vidnerne forklarede, at der havde været en med en kniv og kom med et signalement.

Det lykkedes politiet at finde frem til vedkommende, som havde smidt kniven. Der er tale om en 19-årig mand fra Juelsminde, som blev sigtet for overtrædelse af knivloven. Politiet fandt den 19-årige i den østlige del af Danmarksgade, nær Østerstrand.

FHK-træner i voldsom kritik af observatør

0
FHK-træner Jesper Houmark lagde ikke skjul på sin frustration, efter Fredericia Håndboldklub tabte 34-32 til Skjern i Herreligaen. Undervejs i opgøret var der utilfredshed hos...
Bil påkørte hus

Bil påkørte hus