Ugens Kurt: Mette Bjeld

Af

-

09:30 - 31. december 2018

Mette Bjeld, Ugens Kurt — Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Mette Bjeld har i over et år skrevet ugentlige klummer om en række forskellige emner, og nu er det hendes tur til at komme i den varme stol som Ugens Kurt på Fredericia AVISEN.

Mange læsere kender nok Mette Bjeld fra bybilledet eller fra hendes klummer her på Fredericia AVISEN. I klummerne deler hun ud af livserfaringer – og ofte har der også sneget sig et træningstip eller to ind.

Vi havde aftalt at mødes klokken tolv på den populære kaffebar i Jyllandsgade, og vi ankom samtidig lige lidt før tolv. En Café Latte til Mette, „selvom det er ekstra kalorier‟ og en sort kaffe til undertegnede, man skulle jo nødigt blive sat til at lave burpees på en solrig fredag.

Erritsø, skoleskift og sekretærjob

Vi starter samtalen med at spole tiden tilbage til Mettes barndom i Erritsø.

„Det startede her i Fredericia, jeg har boet her hele mit liv med undtagelse af tre år i Malmø. Samme hus, samme forældre hele tiden. Meget almindeligt – eller det er jo nok lidt specielt i de her moderne tider‟, siger Mette med et grin.

„Jeg startede på Bakkeskolen, men måtte skifte på grund af en dårlig lærer. Da jeg startede på Erritsø Centralskole opdagede jeg hurtigt, at jeg ikke havde lært så meget. Jeg var ret langt bagud. Men jeg fik en rigtig hønemor af en lærer, Fru Pihl, hun fik mig med igen. Jeg havde så også en matematiklærer der fortalte mig, at jeg aldrig ville blive til noget, men altså her er jeg nu‟, fortsætter hun.

„Derfra tog jeg på handelsskolen. Jeg var festudvalgsformand, det var mega godt, for så fik man et par fritimer. Motion var ikke noget vi gjorde os i, vi festede bare. Jeg fik da heller ikke det bedste resultat, men jeg bestod‟, fortæller Mette og fortsætter:

„Derfra gik jeg i lære som sekretær hos Elsam Projekt, men efter at være faldet i søvn bag computeren flere gange fandt jeg ud af, at det ikke var det her jeg ville. Jeg var der i min læretid og tre måneder efter, og så sagde jeg stop. Både min søster og min mor er sekretærer, så jeg tror egentlig det var grunden til mit valg‟.

Spillehal, optikforretning og børn

„Derfra fik jeg job i en spillehal, Front Point hed den. Jeg anede simpelthen ikke hvad jeg ville. Jeg endte hos NetOptik, en optiker hernede i byen. Jeg blev butikschef og fik ansat to rigtig gode optikere. Det var virkelig et godt job‟, forklarer hun.

„Vi havde det virkelig godt sammen. Vi kendte hinanden, vidste hvornår hinanden skulle bruge hjælp uden at sige noget. Vi supplerede hinanden virkelig godt. Vi sprøjtede briller ud af døren på grund af vores gode samarbejde‟, siger Mette og tager en tår af sin kaffe.

„Men vi fik en ny chef, og han var meget chef-agtig. Det er ikke rigtig mig. Oveni det var der udfordringer da jeg ventede mit andet barn, Rasmus. Jeg blødte, og da jeg endnu engang blødte måtte jeg til lægen, der bad mig om at sygemelde mig. Det tog chefen ikke særlig godt, og kaldte mig en masse grimme ting. Så i stedet for at fortælle hvornår jeg var tilbage igen afleverede jeg min opsigelse‟, fortæller hun.

Nu er der kommet børn ind – hvornår kom din mand ind i billedet?

„Han kom før børnene‟, siger Mette med et grin og fortsætter: „Vi mødte hinanden i et fitnesscenter. Han stod faktisk med en anden, men jeg gik hen til ham og sagde, at han skulle altså følge mig hjem. Det gjorde han så, utroligt nok‟, fortæller hun og fortsætter:

„Og ja så er det holdt ved. Han lærte mig hurtigt at kende, allerede da vi skulle spise rundstykker fik han skældud for at krumme for meget. Han ville heller ikke gå hjem, og jeg sagde til ham, at han da gerne måtte blive at sove, men at han skulle holde sig i sin egen side af sengen. Det var anderledes end han var vant til, tror jeg‟.

„Så fik vi Mads i 1999 og lidt over to år senere i 2002 fik vi så Rasmus. Vi købte hus på Sandbakken i Erritsø lige før Mads blev født, og har siden boet i Malmø og nu på Øster Voldgade‟ lyder det videre.

Springet som selvstændig med to små børn

„Efter at have afleveret min opsigelse begyndte jeg at læse til massør hver lørdag under min barsel. Det passede med at Martin kunne passe drengene imens jeg var i skole. Og så når der var middagslur lavede jeg lektier‟, fortæller Mette.

„Faktisk havde jeg også kunder under barslen, det kan være lidt svært med en lille nyfødt. Det er ikke altid hans middagslur var så lang som håbet, så det var næsten foden på vuggen imens jeg masserede kunder‟, siger hun med et stort grin.

Hvordan var springet til at blive selvstændig?

„Da jeg fandt ud af, at det ikke var hos optikeren jeg ville være begyndte jeg at regne på hvad det ville koste mig at gå selvstændigt. Det ville kun være 700 kroner i forhold til at være på dagpenge, det kunne jeg sgu godt klare tænkte jeg. Så havde Martin et job som ingeniør, så han tjente lidt flere penge. Vi havde en opsparing der kunne dække det første halve år, så vi ikke skulle gå fra hus og hjem‟, forklarer Mette og fortsætter:

„Men allerede efter tre måneder tjente jeg næsten det dobbelte, og der var plus på kontoen. Det var her jeg virkelig mærkede, at det var det her jeg gerne ville‟.

Flere lag blev lagt på

„Efterfølgende har jeg taget en række uddannelser. Som massør arbejder man ofte fra 7-18, og det er altså et djævlehårdt arbejde. Så jeg ville supplere så jeg ikke ødelagde mig selv‟, fortæller hun og fortsætter:

„Så udover at være massør er jeg Columna terapeut, idrætsskadeterapeut, kranio sakral terapeut og akupunktør. Det var egentlig også fordi, at jeg var træt af at sende folk til kiropraktor hele tiden. Og selvfølgelig også for at hjælpe mine kunder endnu bedre‟.

Nyt kapitel, ny sport

„Vi flyttede til Malmø i 2012, fordi Martin blev headhuntet til et job deroppe. Jeg tror faktisk det var godt for mig. På det tidspunkt var Zumba på sit højeste – og jeg underviste meget i det, så jeg var nærmest ikke hjemme. Oveni det var der tre ugers ventetid i klinikken, så det gjorde det ikke bedre. Med børn på 10 og 13 år hang det ikke sammen, så det var godt for mig at trække stikket‟, fortæller Mette.

„Og indenfor kort tid i Sverige begyndte jeg på triatlon, for jeg duer ikke til at sidde stille. Jeg fandt ud af, at det der triatlon faktisk er meget sjovt, og noget jeg egentlig er rimelig god til. Så siden har jeg udviklet mig stille og roligt, selvom der er et godt stykke vej endnu‟, fortsætter hun.

Hvad er målet for fremtiden?

„Jeg har en drøm om, at tage til Hawaii i 2020 for at lave en Ironman. Men hjelmen skal spændes lidt mere, feltet bliver bedre år for år‟, fortæller Mette.

Hvad er det der driver dig ud på de lange distancer?

„Det er faktisk det at give hi-fives til tilskuerne ude på ruten der holder mig i gang. Mine fedtede fingre fra gels skal allerhelst klappe så mange børn i hånden som muligt på ruten‟, siger hun og fortsætter:

„Jeg tilmelder mig heller ikke løb hvor der ikke er tilskuere, det kan jeg ikke. Jeg tilmelder mig kun løb hvor jeg ved at der er tilskuere, fordi det for mig handler om at have en fest med tilskuerne, og det er det der trækker mig i gennem‟.

Alle har dårlige dage

Når man følger Mette Bjeld, så kan man ofte tænke at hun er et stort overskudsmenneske, der aldrig er sur – men sådan er det ikke helt i virkeligheden.

„Jeg har også dage hvor jeg tænker, at jeg hellere må gå i seng fordi verden ikke er tjent med mig og mit humør. Men ofte kan man altså beslutte sig for at være positiv i stedet for at finde de trælse ting frem‟, lyder det fra Mette.

„Det har jeg måske lidt lettere ved end andre, det ved jeg ikke. Jeg prøver også selv at søge folk der giver god energi, for det giver noget til mig‟, fortsætter hun.

„Hvis jeg er rigtig træt af situationen, så tænker jeg på folk i kørestol. Jeg kan stadig en masse ting selvom jeg har ondt i baglåret. Det er ikke pædagogisk pænt for dem der sidder i kørestol, men det hjælper altså mig rigtig meget‟, slutter Mette.

https://jutlander.dk/om-jutlander-bank/om-os/afdelinger/fredericia — Annonce

Ruth Rahbeks have blev indviet på Othello: Mor ville sige godt gået

Af

Patrick Viborg Andersen

-

12:23 - 7. december 2018

0

Othello, Ruths Have, Jacob Bjerregaard & Lars Rahbek — Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

„Orangeriet‟ på Othello, som er blevet døbt Ruths Have, til ære for afdøde Ruth Rahbek, der har doneret pengene til den nye oase, blev fredag indviet med taler fra Ruths søn, Lars Rahbek, og Borgmester Jacob Bjerregaard, der fortæller donationen til haven er lige i Ruths ånd.

Hele seancen blev indledt i cafeen på Othello, hvor Borgmester Jacob Bjerregaard holdt en åbningstale, ligesom også Lars Rahbek talte.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

„Jeg har glædet mig meget til at synge,‟ indledte Bjerregaard med henvisning til, at der undervejs blev sunget et par sange, inden han slog over i den seriøse tone:

„Jeg har i dén grad også glædet mig til at klippe snoren. Det ser fantastisk ud derude, hvor jeg lige har været at kige. Vi håber, at jeres familier og jeg får stor glæde af Orangeriet,‟ sagde Bjerregaard og fortsatte:

„Ruth ønskede at give noget tilbage til byen, som hun elskede så højt. Ruth var i en menneskealder, sammen med hendes mand Poul, med til at udvikle byen. Ruths hjerte bankede for de svageste, og donationen kommer til at glæde mange, som hun netop ønskede det. Udover donationen til Orangeriet donerede Ruth også penge til Veteranhjemmet, KFUM Soldaterne og Kvinde Krisecentret, som også er områder Ruth brændte for,‟ fortsatte Borgmesteren og sluttede:

„Jeg vil gerne takke Lars personligt for de snakke, som vi har haft omkring, hvad der skulle ske. Din mor ville være utrolig stolt af dig,‟ lød det fra Jacob Bjerregaard.

Lars Rahbek tog efterfølgende ordet og sagde:

„Det er dejligt at se så mange her i dag. I de her dage er det år siden, at jeg havde muligheden for at bede om et møde med Jacob Bjerregaard, da mors testamente blev åbnet, hvori det stod, at jeg havde beføjelser til at bestemme, hvad der skulle ske med hendes donation. Som mor sagde, så vidste hun ikke, hvordan det ville se ud tre år frem i tiden. Igennem mange møder lærte vi, at tålmodighed er en dyd, men bedre sent end aldrig, som man siger. Det er blevet rigtig flot, og det har været ventetiden værd,‟ sagde Lars og fortsatte:

„Mor havde et ønske om, at hovedparten af donationen skulle gå til Othello, og jeg håber, at det der står her nu bliver til glæde for alle. Jeg håber, at vi fremover kan se tilbage, at da kommunen sagde ja til det her, at jeg jeg så bliver glad og stolt. Hvor end mor er, så er jeg sikker på, at hun ville sige godt gået,‟ lød det fra Lars Rahbek inden seancen blev rykket ud til Ruths Have, hvor snore blev klippet af Borgmester Jacob Bjerregaard.

Om Orangeriet:

Orangeriet er blevet til på baggrund af donationen på en million kroner fra afdøde Ruth Rahbek. Pengene var øremærket til et orangeri med tilhørende haveanlæg ved Othello. Her tilbragte Ruth Rahbek de sidste tre år af sit liv. Orangeriet er en del af Ruth Rahbeks have, som skal blive en oase til brug for de der bor på Othello, de pårørende og de borgere, der kommer i dagcenteret.

Orangeriet kan bruges alle dage, og borgerne og deres pårørende kan tage kaffen med og tænde pejsen, og så hygge sig i familiens skød, se børnebørnene leger i haven, kigge på fiskene i søen eller hestene i folden. Orangeriet ligger lige ved vejen rundt om Othello, så det bliver et godt sted til et lille stop på gåturen rundt om Othello. Der bliver planter, der kan duftes til og på sigt også frugter, der kan plukkes. Udenfor er der en sofagynge, som kan bruges, når vejret tillader det. Efterhånden skulle det blive til en smuk blomstrende have, hvor forårsblomsterne vrimler op af græsplænen, roserne dufter og buske og træer danner rammen om en lille oase ved det store hus.

Se her flere billeder fra indvielsen:

Ugens Kurt – Niels Henrik Billlund

Af

Thomas Lægaard

-

07:00 - 26. november 2018

0

Det kan næsten lyde som starten på en julekalender, da denne Ugens Kurt starter på en kold og stormfuld morgen. Det er koldt i fæstningsbyen, det er først på dagen og kaffebaren er ved at vågne.

Ind ad døren kommer ejendomsmægler Niels Henrik Billund, selvom der ikke er mange på kaffebaren endnu, indtager vi et hjørne til en god samtale. Ejendomsmægleren beder om en cappuccino og sådan starter historien.

Niels Henrik blev født i 1950. „Det var på arbejdernes festdag, så det har altid været en festlig dag, med sange og flag‟, siger Niels Henrik og tilføjer, „jeg blev født på Sct. Joseph Hospital den 1 maj‟.

Barndommen

Det var et noget anderledes Fredericia, dengang Niels Henrik var barn, og han gik på Slesviggades Skole, hvor man gik fra indtil femte klasse. Her var man opdelt i Ø- og V-klasser. „Jeg gik i Ø, fordi vi boede øst for skolen, det var geografisk opdelt dengang‟, siger Niels Henrik.

„Det var pragtfuldt at være barn dengang, der var ikke noget mere spændende end at have gymnastik og skulle spille fodbold på Kastellet, vi kunne ikke se bolden for den gule røg – vi løb rundt i en gul tæt tåge fra Superfos. Men vi spillede også bold for enden af Norgesgade, der var boliger langs skinnerne, der legede vi tit‟, siger Niels Henrik om barndommens oplevelser med den runde bold.

Fra 5. til 7. klasse gik han på Købmagergades Skole og senere på Realskolen, hvor han fik sin realeksamen. Men ellers var det en barndom med danseundervisning hos Olga Jensen og interesse for håndbolden.

Men et vendepunkt i barndommen blev, da Niels Henrik mistede sin far. Han kun var 11 år gammel. Han flyttede med sin mor og to søskende i et sommerhus i Trelde. Han har altid kunne finde noget positivt i livet og efter faderens død blev det en lille robåd, som han kunne sejle rundt i på Vejlefjord, der gav mening og liv.

„Det var en anden tid, jeg havde mit frirum ude på vandet i robåden, også cyklede jeg på tandem i Treldeskovene‟, siger Niels Henrik. De to søskende fra barndomsmindet på havet og i skoven er i dag skrumpet til lillebror, der er rektor i Kolding, Niels Henriks storesøster døde for 15 år siden.

„Jeg havde en god barndom, der må godt være lidt modgang i livet, sådan er det for os alle‟, siger Niels Henrik eftertænksomt.

Karrieren

Niels Henrik tog en handelseksamen og drog nordpå til Aarhus i 1970. Han blev udlært i bogholderiet hos et forsikringsselskab. Han kan noget med tal og datoer, den dato han startede som ejendomsmægler, kommer prompte, „det var den 1. oktober i 1975. Der startede jeg med at sælge ejendomme‟.

Det blev til fem år i Aarhus som ejendomsmægler, markedet var voldsomt og man begyndte dengang med gratis vurderinger, „der blev gået til den og der var krig mellem ejendomsmæglerne, det ville jeg ikke kæmpe mod som 30-årig‟, siger Niels Henrik.

Med sig fra Aarhus i bagagen havde den unge Niels Henrik sin kæreste, som tre år senere blev hans kone.

De startede Billund sammen i Fredericia, den 6. august i 1980 i Gothersgade 5 ovenpå Bison Lædervarer. Men firserne var en svær faktor at starte op i udover en kæmpe økonomisk krise i Danmark, havde Niels Henrik ikke tænkt over konkurrencen i Fredericia.

„Det var barskt, jeg opdagede, da jeg åbnede, at jeg var ejendomsmægler nummer 27, som solgte ejendomme i Fredericia, det havde jeg ikke regnet med eller undersøgt‟, griner Niels Henrik.

En af grundende til, at han valgte at komme tilbage til Fredericia, var ikke byen som sådan, det var beliggenheden. „Jeg kendte byen, det er en god forudsætning som ejendomsmægler og så skal man virkelig gøre sig umage, hvis man ikke skal bo tæt ved vandet‟, siger Niels Henrik.

1993

Ejendomsmægler Niels Henrik Billund var startet ud i det, han dengang, ville betegne som en lille snavset by med masser af barer. Men det første vendepunkt kom i 1983, da han blev gift med Karin Billund, og de fik deres søn Casper. Samtidig var den økonomiske krise i Danmark begyndt at vende.

Renten var gået fra at være 20 procent til otte-ni stykker og der blev solgt huse igen.

Familien bygger også deres eget hus i Trelde i 1983, indtil da havde de, blandt andet, boet i lejlighed i Sønderparken som dengang var nyopført.

„Det tog nogle år at få fodfæste dengang, hvis vi for nogle år siden talte om, at der var krise, så tænk på dengang, der havde vi dæleme også krise med en rente på 20 procent‟, siger Niels Henrik.

Nutidens Fredericia

Niels Henrik Billund er stadig ejendomsmægler med et stort E. Da jeg spørger, om han skal være andet eller har planer om at gå på pension – får jeg det blik, man kender, når man har stillet et dumt spørgsmål. Niels Henrik har ingen planer om andet end at sælge boliger.

„Vi har et helt andet Fredericia i dag, man kan sige at den gule røg er væk og den vending vi ser, skyldes i min verden tre personer. Man kan sige, at Jean Brahe der i midten af nullerne, var formand for Realdania Fonden, var ham der reelt solgte ideen om at fonden skulle investere i Fredericia. Uffe Steiner havde mod til at gå med på ideen og Mads Lund lavede også i starten af nullerne forarbejdet for at de mange krydstogtskibe, der i dag besøger Fredericia. Det er det forarbejde, der løfter byen i øjeblikket‟, siger Niels Henrik om udviklingen af Fredericia.

Men det har også været butikkerne i byen, ja faktisk forretningslivet generelt i Niels Henriks optik, som har været med til at løfte opgaven mod vækst.

Fritiden

Niels Henrik har stadig kærlighed til fjorden og havet, som han også havde, da han som lille roede ud på Vejlefjord. Niels Henrik har en motorbåd med en V8-motor i dag, som han kan trække op på grunden, ved huset han byggede i 1983 sammen med konen i Trelde.

„Det er en fantastisk følelse at komme ud på vandet, nu sejler jeg mere ud mod Endelave og Samsø, og nord for Fyn. Jeg kan god lide at komme ud, hvor der er mere vind og sejle op imod det åbne hav‟, siger Niels Henrik.

De sjove handler

„Den jeg er mest stolt af, er Musical Akademiets bygning i Kongensgade, den havde Superfos som administration og laboratorium. Den fik jeg til salg cirka omkring årtusindeskiftet. Jeg fik en henvendelse fra kommunen, at de ledte efter efter en bygning med 400-500 m² parketgulv til dans, de tænkte specifikt på prinsessegade 32, hvor der havde været korsetfabrik. Så var det jeg sagde, „det var en lille ting, når de kunne købe Kemiras administration for en 14-15 millioner‟. Det var mest som en spøg, men de købte den. Jeg kan huske, at jeg viste hele bygningen frem til kulturudvalget, de var meget begejstrede også var Uffe Steiner med på ideen, bygningen blev købt rimeligt hurtigt‟, fortæller Niels Henrik.

„Det syntes, jeg var en sjov historie, at en dumsmart bemærkning, ender i en handel‟, siger Niels Henrik.

En anden af Niels Henriks sjove anekdoter fra et langt liv, som ejendomsmægler er forhistorien for at DLG bygger et nyt stort hovedsæde i Fredericia.

„Sammen med byrådsmedlem Martin Kragh og advokat Ove Henningsen solgte jeg et stort jordareal ved Ny Nitrogen til DLG, som nu bygger hovedsæde. Det er cirka 30 år siden de købte grunden‟, fortæller Niels Henrik.

„Det var ikke dengang i tankerne, at de skulle bygge et hovedsæde, men det er meget skægt, at de alligevel dengang fandt Fredericia interessant‟, siger Niels Henrik.

Det har været en god og nærværende samtale imellem den erfarne ejendomsmægler Billund og kulturredaktøren. Inden Niels Henrik går mod udgangen og kan kalde sig Ugens Kurt, vil jeg høre om fremtiden.

„Bare det at have tag over hovedet og et godt helbred, det er forudsætningen for at have det godt, eller i hvert tilfælde et godt fundament‟, afslutter Ugens Kurt.

Ugens Kurt: Lone Eriksen

Af

Matthias Runge Madsen

-

07:00 - 12. november 2018

0

Lone Eriksen, Gardenia — Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Lone Eriksen har de sidste 25 år været en fast bestanddel af Gardenia Blomster i Erritsø. Siden 2011 har hun stået i spidsen for forretningen, hvor mange fredericianere køber deres blomster. Fredericia AVISEN satte Lone i stævne på en råkold tirsdag i oktober.

Da jeg træder ind ad døren på Kurts Kaffebar, er Lone allerede kommet. Hun har fundet sig til rette i en lænestol, men vi flytter os til et bord i stedet. Lone har været hurtig – hun har allerede bestilt en café latte.

Jeg kender kun Lone fra de gange, jeg har været forbi Gardenia Blomster, men det er tydeligt at mærke hendes hjertevarme allerede fra starten. Vi starter snakken med at tage helt tilbage – til Lones opvækst i Skærbæk.

“Jeg kommer fra Skærbæk, hvor jeg er født og opvokset. Jeg har altid set mig selv som den mere stille pige, men gennem tiden har jeg nok udviklet mig til at turde mere, til at turde livet mere. Det helt store vendepunkt kom, da jeg i en alder af 23 mistede min mand til en arbejdsulykke. Mit liv gik ligesom i stå. Men jeg har formået at komme ud på den anden side. Det ligger stadig dybt i mig, men livet går videre, og jeg har brugt det til at blive stærkere. Det har givet mig modet til at tage flere chancer, for man skal nyde livet, så længe man har det,” fortæller Lone.

“Men opvæksten i Skærbæk var tryg. Jeg tror, at tryg er det helt rigtige ord at bruge. Jeg gik i skole på Skærbæk Skole, hvor jeg knyttede mange gode venskaber. På skolen var der et netværk og et nærvær. Man fik et tæt forhold til sine lærere, og lærerne kan da stadig huske mig den dag i dag, når vi mødes. Skolen står for mig som et symbol på tryghed. Vi var trygge med lærerne, men vi var også meget trygge ved hinanden,” siger Lone og fortsætter:

“Når vi havde fri, var jeg altid sammen med nogen. Der var altid en klassekammerat, jeg var sammen med. Jeg husker mange gode minder, blandt andet at vi efter skole hoppede på cyklen og tog en tur i skoven. Det er egentlig meget modsat, hvordan jeg oplever, at mine egne børn lever nu. Jeg kunne sagtens lægge en seddel, hvor der stod, jeg ikke lige spiste hjemme, men der går ikke en dag, hvor jeg ikke hører fra mine børn i løbet af dagen. Jeg ved altid, hvor de er, og hvad de laver. Det er jo egentlig nok hårdt for dem. Jeg tror, jeg selv har levet meget mere selvstændigt, hvor vi gjorde ting uden at skulle spørge om lov først.”

“Efter tiden på Skærbæk Skole skulle vi ind til den store skole i Taulov. Men derefter tog jeg en treårig HH, det der svarer til en HHX i dag. Derfra gik jeg i lære på kontor, for jeg troede, det var det, jeg skulle. Men 14 dage før jeg var udlært, fandt jeg ud af, at det ikke var det, jeg ville. I radioen hørte jeg et radiospot for et kursus på AMU-centret. Det valgte jeg at springe ud i – et otte ugers kursusforløb, hvor vi blandt andet lærte om blomster, maling og ansøgningsskrivning. Allerede dér hæftede jeg mig ved blomsterne, og her har jeg jo så været lige siden,” fortæller Lone Eriksen levende.

“Jeg var så heldig, at jeg fik en praktikplads og senere en fastansættelse i Gardenia Blomster. Jeg husker stadig den dag, jeg kom ind første gang. Jeg kom i min røde frakke og blev mødt af Karen Marie. Jeg spurgte, om jeg kunne komme i praktik, og hun sagde, at det kunne vi da godt finde ud af, men hun ville ikke garantere, at jeg kunne blive. Men det var en stor kontrast til den verden, jeg kom fra – men en god kontrast. Allerede efter tre uger kom Karen Marie til mig og sagde, at jeg havde talent for det, at det faldt mig meget naturligt,” fortsætter Lone.

“Jeg faldt hurtigt for det, og det faldt mig meget naturligt at være kreativ. Dengang jeg var 18-19 år, gik jeg på aftenskole med min mor, der også elskede blomster og haven. Og siden jeg startede i Gardenia tilbage i 1993, er min kærlighed til blomster kun vokset,” lyder det fra Lone Eriksen.

“Butikken har ofte været bandet langt væk”

I 2011 gik Lone Eriksen en ny tid i møde. En tid som almindelig lønmodtager blev skiftet ud med en tid som selvstændig erhvervsdrivende. Lone Eriksen kunne efter 18 år i Gardenia Blomster overtage forretningen, som hun siden har kørt videre. Det kom ikke bag på Lone, at hun skulle overtage efter Karen Marie.

“Der er meget andet arbejde ved at være indehaver fremfor almindelig ansat. Der er en masse kontorting, der skal være styr på, så jeg har kunnet bruge de ting, jeg lærte fra HH. Og så har Karen Marie altid været god til at tage mig med ind, så jeg også lærte det helt fra starten,” siger Lone Eriksen.

Ugens Kurt: David Gulløv

Af

Patrick Viborg Andersen

-

07:00 - 15. oktober 2018

0

David Gulløv, Ugens Kurt — Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

41-årig David Gulløv er folkeskolelærer, men han var spidskandidat for Det Konservative Folkeparti ved kommunalvalget i 2017, og så er han også formand i Fredericia KFUM samt i bestyrelsen hos FC Fredericia. Lær i denne udgave af Ugens Kurt David Gulløv endnu bedre at kende, og læs blandt andet om hans rumænske eventyr.

David og jeg har lige været ude i Super Brugsen på Nymarksvej, hvor David sagde tak til to frivillige, der havde uddelt OK-kort til fordel for KFUM.

Vi tager efterfølgende ind på Kurt’s Kaffebar. David sidder allerede klar på bænken ude foran, og sammen går vi ind og bestiller. Selv tager jeg en klassisk sort kaffe, mens David er på cola-vognen i dag. Der er godt fyldt på Kurt’s denne fredag eftermiddag, men vi finder et ledigt bord og sætter os for at tale med David.

Vi starter helt fra basis, og hører om Davids livsforløb fra skoletiden og frem til den dag i dag.

”Jeg startede på Lillebæltsskolen, hvor vi havde det rigtig sjovt. Det var dengang skolen lå i Slesviggade. Jeg gik på skolen med en af mine bedste venner, og vi fulgtes ad igennem skoletiden. Jeg skiftede til Sct. Knuds Skole, og det gjorde hun også. Vi lavede alt muligt sammen dengang. Da vi gik ud af skolen, skiltes vores veje. Det sjove er så, at efterfølgende er min kone blevet gode veninder med hende, så vi ses stadig den dag i dag,” siger David, der efter endt skoletid tog en HF på Fredericia Gymnasium:

”Det var en sjov tid. Når man kommer i klasse med folk, hvor man går i spind, er det altid sjovt. Man kunne også finde alle „typer‟ i klassen. Lige fra de sjove unge, der skulle lave fis og ballade til de mere modne, der koncentrerede sig om uddannelsen. På HF kunne der godt være lidt forskel aldersmæssigt, det ved jeg ikke om der er i dag, men den ældste var 35 år og havde børn. De fleste af os andre var omkring de 20 år,” forklarer David.

Det rumænske eventyr

Som nævnt har David haft et rumænsk eventyr, og det startede netop efter HF. Eventyret har haft stor betydning for David, der fandt sin kone Cristina under eventyret i det rumænske.

”Efter jeg havde afsluttet HF, tog jeg et halvt år til Rumænien og var frivillig i en børnehave. Det var tilfældigheder, der gjorde, at det blev sådan. Jeg havde egentlig mest lyst til at tjene penge. Jeg arbejdede på Shells tankstation på Vejlevej. Jeg ville tjene penge til at tage ud at rejse og opleve Europa. Min far og mor havde en idé om, at jeg kunne tage til Rumænien for at være frivillig. Vi kendte nogen, der koordinerede nødhjælp i landet. Det var i midt 90’erne, så det var ikke lang tid efter murens fald. Dem vi kendte arrangerede det, og jeg mødte ham den ene, der sagde, at det ikke kunne blive et børnehjem, da det var for hårde vilkår. Han sagde, at han godt kunne få mig ind i en børnehave. Fra da jeg mødte ham, og til jeg var i Rumænien, gik der vel 14 dage,” fortæller David og kommer ind på de lykkelige omstændigheder, der skete i Rumænien:

”I min tid dernede mødte jeg min kone, så da jeg kom hjem, tog jeg tilbage for at arbejde og tjene penge til at få råd til flere ture i Rumænien. I to år arbejdede jeg som pædagogmedhjælper på Skjoldborgvejens Skole. Det var startskuddet til at læse til lærer, som jeg gjorde i 1999. Efter jeg blev færdig i 2003 blev jeg ansat på netop Skjoldborgvejens Skole, så noget må jeg have gjort godt i min tid som pædagogmedhjælper,” siger David, der den i dag er ansat på Ullerup Bæk Skolen Afd. Nørre Allé:

”Jeg startede med at have 1., 2. og 3. klasse. Efter nogle år åbnede en mulighed sig ved udskolingen, som jeg greb‟, fortæller David.

David Gulløv og Fredericia KFUM

David er formand i Fredericia KFUM, men hvordan startede hans store kærlighed til klubben egentlig? Det spurgte jeg ham om.

”Da jeg var en lille dreng, spillede jeg bold i KFUM, og da min egen søn blev stor nok til bold, blev han også meldt ind, det var før jeg blev formand,” udtaler David og fortsætter:

”Jeg har den opfattelse, at man skal hjælpe, hvor man kan, så jeg har givet en hånd med,” forklarer David og kommer ind på, hvordan han blev formand for Fredericia KFUM:

”Gennem mit engagement blev jeg valgt ind. Da den gamle formand valgte at stoppe, blev jeg spurgt, om jeg ville træde til, og så blev jeg valgt. Jeg har altid elsket en udfordring. Det at træde ind som formand var en udfordring. Det var en spændende mulighed for at finde ud af noget om mig selv og lære nogen ting. Jeg har blandt andet lært en del om det at drive en lokal fodboldklub.‟

Hvad har været den sjoveste oplevelse som formand?

”Der har været mange, men det var blandt andet sjovt at arrangere 100års fødselsdag i 2016 med koncert, festmiddag og alt det, der hører til. Det er også sjovt, når vi har en stor turnering. Her tidligere på året prøvede vi at arrangere en ny udendørsturnering. Der var 100 tilmeldte hold. Jeg var ude at dirigere trafikken, og vi havde ikke plads til alle bilerne, men det gik heldigvis alligevel,” fortæller David, der ikke kan spå om, hvor længe han fortsætter som formand:

”Man skal ikke holde fast i en taburet. Så længe jeg har noget at byde ind med, vil jeg gerne fortsætte.‟

Vil fortsætte som spidskandidat for Det Konservative Folkeparti

Udover at være aktiv i KFUM er David også politisk aktiv, men det lå ikke i kortene fra barndomshjemmet, at han skulle blive det.

”Min familie har ikke engageret sig dybt i politik, men jeg har altid i mine fag som lærer med samfundsfag osv. interesseret mig for det og fulgt med i medierne. Gentagende gange har elever opfordret mig til at stille op. Det var ikke dem, der fik mig til det i sidste ende, men jeg tænkte over det efterfølgdende. Da jeg stillede op første gang, havde jeg tænkt over det i noget tid. Jeg undrede mig blandt andet over, hvor politikerne med integritet blev af, den del står for mig som noget af det vigtigste. Lokalpolitik handler for mig at se om borgerne og byen har de bedste faciliteter til at udvikle sig,” siger David.

Hvordan endte du med at blive Konservativ?

”Jeg har faktisk stemt lidt af hvert gennem tiden. Da jeg valgte at stille op, havde jeg sat mig ned og kigget på forskellene. Der er mange gode ting i alle partierne. Det værdisæt, der passede bedst på mig, var hos Det Konservative Folkeparti,” forklarer David.

Ved det seneste Kommunalvalg i 2017 var David Gulløv spidskandidat for Det Konservative Folkeparti, men den politiske karriere er ikke forbi endnu.

”Jeg tror det ikke, at det er slut. Valgkamp er enormt spændende. Det er hårdt, efter man ikke har fået det ønskede valg, men det er fedt at snakke med folk i gaderne. Det er så spændende, at jeg sagtens kunne se mig selv stå i gaderne igen,” fortæller David.

Vil du også fortsætte som spidskandidat?

”Også som spidskandidat. Igen, man skal ikke holde fast i at være det, hvis der er en bedre. Det er op til partiet at afgøre. Jeg håber at få titlen igen,” siger David, der har ting han vil gøre anerledes til næste valg:

”En ting som vi kunne gøre anderledes, er at være flere på gaden og flere sammen. Jeg stod meget alene med det. Det er opslidende at stå med en pavilion som den eneste. Det har været det værd, men det koster. Jeg fortryder intet, jeg fortryder ikke min valgkamp. Jeg førte en god, sober valgkamp og jeg kan se folk i øjnene stadigvæk og jeg kan se mig selv i øjnene.”

Drømmer om teaterbygning a la Sydneys operahus

David har bortset fra den lille afstikker til Rumænien altid boet i Fredericia. Derfor er han at betragte som en rigtig fæstningsdreng. Derfor spørger jeg ham til sidst, hvordan det er at se udviklingen i byen.

”Det er fantastisk fedt. Det er kun gået den rigtige vej, men vi har lang vej endnu. Jeg drømmer om et fæstnings- og kulturcenter. Jeg kunne også godt tænke mig et nyt, flot teater nede ved havnen. Jeg havde gæster på besøg for noget tid siden, hvor vi kørte over Den Nye Lillebæltsbro. Jeg sage til dem, at da jeg var barn kunne man se store, sorte skorstene med røg. Jeg drømmer om, at man i horisonten kan skimte et flot teater,” siger David.

Selv spørger jeg, om vi er ude i noget arkitektur a la operahuset i Sydney. David nikker.

”Det skal være sådan, at man tænker: Der skal vi ned. Hvis man laver en bygning, der ligner rådhuset, så skal vi selv bygge og betale det. Vi skal lave noget kvalitet a la operahuset i Sydney, og det kan også gøre, at man kan få fonde indover til at støtte det, så det ikke er os, der skal betale det hele selv,” lyder det fra David Gulløv.

Fakta David Gulløv:

41 år
Stort set altid boet i Fredericia
Gift med Cristina
Har to børn
Gik på Lillebæltsskolen og Sct. Knuds Skole
Har en HF taget på Fredericia Gymnasium
Uddannet lærer
Lærer på Ullerup Bæk Skolen, Afd. Nørre Allé
Formand i Fredericia KFUM
Bestyrelsesmedlem i FC Fredericia

Ugens Kurt: Nicole Møller Christiansen

Af

Thomas Lægaard

-

07:00 - 8. oktober 2018

0

Nicole Møller Christiansen er indehaver af Hårværk i Dalegade, hun er Ugens Kurt på en dag, hvor solen skinner. Fredericia AVISEN sætter hende stævne på kaffebaren, som konceptet er opkaldt efter.

Nicole er kun 27 år, men hun er allerede en erfaren forretningskvinde. Solen følger med ind i kaffebaren, hendes lange, pinke hår lyser op. Bortset fra en afstikker til Strib, har Nicole altid boet i Fredericia. „De to år i Strib, de tæller ikke, der var jeg meget lille‟, siger Nicole, der er glad for Fredericia.

Nicole gik først på Skjoldborgvejens Skole og afsluttede folkeskolen på Skt. Knuds Skole. Nicole havde allerede besluttet, hun ville være frisør, så efter 10. klasse startede hun på frisørskolen, og endte med at komme i praktik hos PILI i Vendersgade. Det blev startskuddet til det, der i dag er hendes egen salon. Hun var til svendeprøve i 2011, og blev udlært i 2012.

Efter læretiden afprøvede Nicole faget både i Fredericia og i Vejle. „Jeg fandt ud af, at jeg ikke befandt mig særligt godt med at skulle arbejde for nogen. Samtidigt kunne jeg også mærke, at jeg allerede savnede at arbejde i Fredericia efter kun et halvt år i Vejle.‟ Da Nicole klippede i Vejle undersøgte, hun allerede mulighederne for at få sin egen salon i Fredericia, det endte med at blive i Danmarksgade og Hårværk blev en realitet.

Hårværk

Hårværk blev etableret i december 2013 i Danmarksgade 35, dengang var profileringen brun og hvid. Senere skulle Hårværk dog nærmest eksplodere i farver, som er Nicoles store passion.

„Det var monster angstprovokerende at starte sit eget, men jeg ville hellere bruge timerne på mit eget, end at arbejde for andre‟, siger Nicole.

Nicole startede med at være alene i Hårværk, men butikken voksede og pladsen blev for trang i Danmarksgade. De var pludselig fem frisører i de små lokaler i Danmarksgade, og det var svært at finde plads rent logistisk, så hverdagen kunne gå op i en højere enhed.

Nicole var allerede i gang med at lede efter en ny lokation til Hårværk. Det blev til Dalegade, hvor Hårværk er i dag i en moderne frisørsalon. Det var vigtigt for udviklingen af Hårværk, at de flyttede så de kunne vækste. Nicole drømmer dog ikke om en salon nummer to, hun kan godt lide at have fingeren på pulsen både med personale og butikken. Hun vil gerne udvikle sit artistiske talent for farver og være en salon i fremdrift.

Farverne i Nicoles liv

Nicole er en farverig person, og hun er ikke selv bange for at farve sit eget hår i alle regnbuens farver, i dag er det lys pink. Da hun var i lære og ansat, kunne hun mærke, hun ville mere med farvninger.

„Det med farver har altid ligget til mig, det var mere mig end alt andet i faget, og da jeg blev selvstændig, kunne jeg selv bestemme, hvor lang tid jeg kunne bruge på det. Så startede det for alvor, da jeg var i Las Vegas sammen med et firma til en farvekonference, hvor jeg blev stærkt inspireret. Her blev der tænkt farver på en anden måde. Der var nogen, som blev inspireret af naturen, diskotekslys og meget andet. Det var noget andet end at lave striber‟, siger Nicole.

Det har udmundet sig i, at hun i dag er Artistic Educator for Pravana. Hårfarvning er en stor del af salonen i dag.

„Vi laver meget farvning. Vi viser, at vi tør og kan nogle forskellige ting. Det er tilgangen med at være med til at gøre folk smukke, være med til at skabe en identitet, der giver mig inspiration. For et menneske er håret en del af påklædningen‟, siger Nicole om kærligheden til hendes fag.

Personale og kunderne

„Jeg synes, at vi har nogle fantastiske kunder som tør ligge deres hår i vores hænder. Vi har mange store behandlinger, der kræver, at man har fuld tillid til frisøren. Det er jeg stolt over og sætter pris på at vores kunder tør‟, siger Nicole.

For Nicole er det vigtigt, at personalet selv har en god følelse med at arbejde i Hårværk. Det skal føle sig tilpas, og ikke skrues ned i et koncept. Vi ligner ikke hinanden i vores team, det er jeg tilfreds med.

Fritiden

Det meste af Nicoles fritid går med hendes interesse omkring farverne, „Men engang var jeg hestepige og stoppede efter et voldsomt styrt‟, griner Nicole og fortsætter, „ej det ved jeg altså ikke, om du skal tage med.‟

Ellers går hun og overvejer om golf kan blive en mulig fritidsinteresse, hun har spillet med sin far og øver tålmodigheden. „Jeg er ved at få clearet til mit handicap, så jeg er stadig på et lavt stadie‟, siger Nicole.

Fritiden eller den, der er tilbage som selvstændig, viser også hendes dedikation til faget. Hun nørder meget Instagram, Pinterest og Youtube for både at blive inspireret og se nye tendenser.

Vi takker for en hyggelig skak med Nicole på kaffebaren.

Ugens Kurt: Aliihsan Okutan

Af

Thomas Lægaard

-

07:00 - 1. oktober 2018

0

marmeris — Foto: Thomas Lægaard - Fredericia AVISEN

Det er måske en af de sidste solskinsdage, hvor temperaturen stadig minder lidt om sommer, vi er på Kurts Kaffebar og ind af døren kommer Ugens Kurt – Aliihsan Okutan.

Aliihsan Okutan er særdeles velklædt og det er altid en fornøjelse at sidde over for et menneske, man ikke kender og få en del af deres livshistorie. Aliihsan med det tyrkiskklingende navn er 27 år gammel. Han er født og opvokset i Fredericia.

Aliihsan gik på Egumvejens Skole (I dag Kirstinebjergskolen Afd. Høgevej) og valgte senere at tage på Fællestiende i Erritsø.

„Jeg ville gerne lave brobygning og blive mere moden, for at finde den rigtige retning‟, siger Aliihsan. I en tidlig alder vidste Aliihsan at han ville noget med salg, service og markedsføring. Planen og drømmen var at blive revisor, så tiendeklasse var en også en overgang til at finde ud af, at det var det rigtige at blive revisor.

Vejen mod at blive revisor

Det første skridt blev herefter en HG som tog 1 år, og så fortsatte han med en HHX, der tog tre år på IBC, drømmen om at blive revisor var intakt.

Midt i uddannelsen bliver Aliihsan også gift med Sultan, som også kommer til at bære efternavnet Okutan. Han tog et sabbatår, inden uddannelsen kaldte igen, denne gang gik turen til Kolding for at ikke komme for langt fra Fredericia. Aliihsan læste HA i Kolding en uddannelse, der tager 3,5 år, han troede stadig, at han skulle være revisor.

Aliihsan begyndte på jobsøgningen og havde svært ved at få hul til arbejdsmarkedet, men han havde altid haft et fritidsjob ved siden af uddannelsen, kæresten – der blev konen og sport. Fritidsjobbet var nærmest kommet ind med modermælken, da hans mor er medindehaver af Marmaris i Erritsø. Siden Aliihsan var 15 har han sideløbende arbejdet i mors og onkels pizzaira Marmeris og har været med til at være en del af hvor de er i dag.

Tallene og uddannelsen begyndte at fylde meget for den unge driftige mand, han søgte stadig job som revisor men det blev stille og roligt lagt på hylden. Det havde aldrig ligget i kortene at han skulle lave et generationsskifte , men han kendte Marmaris ud og ind, samtidig havde han taget en uddannelse, som kunne føre virksomheden ud i nye tider.

„Det kom lidt ind af bagvejen og jeg har bestemt ikke fortrudt de år, jeg læste for at kunne blive revisor, alle de ting, jeg har lært, kan bruges. Min kuffert er fyldt med virksomhedsøkonomi, markedsføring, ledelse, og koordinering. Det er alle ting, jeg kan bruge sammen med min onkel fremadrettet på Marmaris‟, siger Aliihsan.

„Havde jeg vist for 10 år siden, at vi skulle lave et generationsskifte, havde jeg måske ikke taget den uddannelse, så det er jeg taknemmelig for‟

Marmaris og samarbejdet med Tugay Okotan

„Min onkel hedder Tugay Okotan, han har 18 års erfaring, koncentrationen går på skiftet med min mor og de nye ambitioner og mål, som vi sætter os. Jeg har altid kunne lide mit fritidsjob, den feedback, man får fra kunderne er enestående, det er det hele værd‟, siger Aliihsan.

„Selvom onkel har meget erfaring, har han altid lyttet til mine ideer, vi har brugt de sidste tre år på at sætte vores hjerner sammen. Vi skulle finde ud af, om vi kunne lede sammen, han er jo både min onkel og kommende partner‟, siger Aliihsan.

Kan man ikke tænke, hvorfor Marmaris, når du har læst så længe?

„I mine øjne handler det om værdien af ens arbejde, der er ikke nogen, der kan beskrive den værdi, Marmaris har for mig. Det at overtage mors flotte arbejde, viderebringe succesen. Hun sagde altid læs, læs læs, men vigtigst af alt hav dit hjerte med i det du vil lave. Jeg har valgt den her retning for at være glad hver dag‟, siger Aliihsan. Han lægger ikke skjul på, at han fornemmer at de skal optimere og vækste i fremtiden.

Fritiden

Ellers har sporten fyldt meget i Aliihsans liv, som alle andre raske drenge dengang spillede han fodbold i FfF’erne. Han har altid haft fokus på sin sundhed og kommer under vores hyggesnak i tanke om, at han faktisk også spillede badminton tre år i Erritsø. Men efter, at han fik mere travlt, passede fitness træning bedre, „Man kunne træne, når man vil uden faste tider‟, siger Aliihsan. Udover Fitness så svømmer han to-tre gange om ugen og elsker saunaen og fordybelsen deri.

Det har været en spændene snak på kaffebaren og det bliver spændende at følge Marmaris som nu snart har en ny meget belæst generation klar i kulissen.

Ugens Kurt: Henrik Eriksen

Af

Patrick Viborg Andersen

-

07:00 - 24. september 2018

0

Henrik Eriksen er ny købmand hos Meny, der åbner i Fredericia medio februar 2019. Vi har mødt den nye købmand til en snak om opvæksten, tiden som selvstændig vinhandler, det nye job hos Meny og den politiske karriere, som Eriksen også har haft.

Vi starter med at ønske den nye købmand tillykke med jobbet. Selve snakken med Henrik Eriksen starter dog i en helt anden boldgade. Vi spoler tiden tilbage til skoletiden, hvor Eriksen gik på Købmagergadeskole.

”Det var en dejlig folkeskole. Vi var en differentieret klasse, men vi var ikke ramt af voldsomt mange nydanskere, som de andre på skolen, var. Det var en fin og homogen klasse, som jeg gik i. Der var de udfordringer, der hører sig til i en klasse, men det var en god klasse. Jeg synes, at det er ærgerligt Købmagergadeskole nu er lukket, og det var en fejl, at det skete,” siger Henrik Eriksen, der mindes specielt én tidligere lærer på skolen:

”Der var Jack Jakobsen. Han er gammel fodboldspiller, og jeg havde ham som gymnastiklærer. Vi talte rigtig meget fodbold, og han var altid efter mig til idræt,” griner Eriksen.

Som ung var Eriksen meget aktiv, og nåede også at spille fodbold på Jyllandsserieniveau. Generelt er han meget sportsinteresseret. Han elsker sport.

”Det har altid været fodbold, og også cykling. Jeg havde den berømte Bjarne Riis Dannebrogstrøje, og det var fedt at følge med dengang. Alt omkring fodbold og sport har altid interesseret mig,” fortæller Henrik og uddyber interessen for sport:

”Der er den her intensitet i sporten. Man skal være dygtig til sine ting, og hvis man vil være den bedste, er det godt sted at gøre det.”

Du har også altid sat høje mål, så på den måde hænger det vel også sammen?

”Jeg har altid sat høje mål. Det gjorde jeg også med fodbold, om end jeg ikke nåede divisionen, jeg nåede til Jyllandsserien, der er den femte højeste række. Men ellers ja, så har jeg en taget en snorlige uddannelse igennem det hele. Handelsskolen, og i lære som salgsassistent i Føtex Vest. Jeg startede i Gothersgade, hvor jeg arbejdede i Føtex, fra jeg gik i 9. klasse. Jeg avancerede ret hurtigt fra at være i varemodtagelsen til at være flaskedreng, og endte i kolonialafdelingen. Jeg blev headhuntet til Føtex på Venusvej. Der endte jeg med at gå fra at være i lære, til at blive salgsleder igennem Dansk Supermarkeds uddannelse. Jeg har på den måde arbejdet mig op til, hvor jeg er i dag,” fortæller Henrik Eriksen.

Hvad skete der i tiden efter Føtex?

”Jeg gik fra Føtex til at være kørende sælger, og prøvede også andre forskellige ting. Fra 2007-09 var jeg hos Sonofon som erhvervskonsulent. Derfra ramte vi krisen, og jeg tog kursus som bartender i London. Herefter arbejdede jeg i nattelivet, og bestyrede blandt andet Fru Nielsens Dansebar. Efterfølgende blev jeg selvstændig vinhandler. Vi (kæresten Gitte og Henrik selv, red.) åbnede HAPS. Siden solgte vi vinhandlen og HAPS, og nu sidder jeg her. Imellem tiden har vi fået Laura, og det var også det der gjorde, at vi solgte vinhandlen og HAPS så vi har tid til at være forældre.”

Eriksens vineventyr

Allerede i læretiden i Føtex tog vininteressen fart for Henrik Eriksen. Her endte Eriksen med at blive udlært i vinafdelingen, og det er der en speciel årsag til.

”Afdelingschefen Tanja skulle på barsel, og så skulle der laves lidt om. Det passede derfor med, at jeg kom i vinafdelingen. Med rollen som Trainee fik jeg salgslederrolle uden, at jeg egentlig var det. Jeg fik at vide, at jeg skulle have vinafdelingen. På det tidspunkt, ved jeg faktisk ikke særlig meget om vin, så jeg siger, at jeg skal smage på det, læse litteratur og på vinskole. Det accepterer ledelsen. Jeg startede fra en prop til den næste prop, og smagte mig igennem. Det gjorde det til en passion. Jeg tror, at jeg er en af de få elever, der kun er udlært i vin, og derfor fik mere viden om det, som gjorde, at jeg kastede mig ud som selvstændig i det,” forklarer Henrik Eriksen.

Hvordan var det at blive selvstændig?

”Det er den fedeste følelse. Man bestemmer alt selv og du styrer alt selv. De muligheder, der ligger i det, er fedt,” fortæller Eriksen, der igennem tiden har opbygget et stort netværk:

”Det blev også udnyttet, og jeg valgte aktivt til og satte mål. Jeg valgte, hvem der var i mit netværk. Man fastsætter sig nogen mål for det netværk, man vil have og retningen. Man lever afdd segmentering og det gode udvalg,” forklarer han.

Til at starte med var Eriksens Vinhandel en del af Skjold Burne, men siden blev Eriksen sin ”egen” uden at være en del af kæden.

”Det gjorde, at man kunne give personlighed Man kunne købe en palle af, hvad man ville. For eksempel købe 600 flasker af en speciel vin, og sige, at der ikke kommer flere end dem. Det var fedt. Når nogen spurgte efter noget, så havde man næsten altid mulighed for at skaffe det, og jeg gjorde alt for det hver gang,” siger Henrik Eriksen, der solgte vinhandlen i september 2017.

”Da jeg kan ikke få det hele til at gå op i en højere enhed, solgte jeg vinhandlen. Jeg havde en køber, og i forhold til HAPS, som vi også solgte, kunne det ikke lade sig gøre, at vi begge to var selvstændige,” udtaler Eriksen.

Jobbet i Meny

Meget apropos jobbet i Meny. Da Eriksen åbnede vinhandlen, florerede rygterne allerede om, at Meny var på vej til Fredericia.

”Tilbage i 2015 annoncerede man første gang, at der var noget på vej. Jeg tænkte, at det var noget pis, fordi jeg lige havde åbnet vinhandlen, og så Meny som en konkurrent med deres flotte vinsortiment. Der gik så noget tid, før man hørte om det igen. I 2016 hørte jeg noget til det igen. I forbindelse med jeg afhænder vinhandlen, og Meny snart ville åbne, blev det mere konkret. Efter lidt tid lavede de et stillingsopslag, og der søgte jeg igen for at være sikker på, at jeg var med i puljen. Efter samtaler endte jeg så med at få stillingen,” siger Henrik Eriksen, der regner med at få en stab på 40 medarbejdere.

Inden butikken åbner, skal Eriksen dog forberedes på starten i Meny.

”D. 15. november skal jeg i ”lære” og kende konceptet. Fra januar begynder vi nok at gøre butikken klar og medio februar åbner vi. Der venter hårdt arbejde. Jeg har før prøvet at bygge butik op. Det er en følelse af eufori, og jeg kan ikke vente med at komme i gang. Det er lidt en drengedrøm, der går i opfyldelse for mig,” udtaler Henrik Eriksen.

Eriksen og politik

Har man sagt Henrik Eriksen, har man også sagt politik.

”Det er slut nu,” indskyder Eriksen med det samme, da vi nævner det.

”Det startede i handelsskolen med min gode ven Thomas Banke. Han jagtede mig og overtalte mig til at blive medlem af Venstre Ungdom. Det var egentlig det igen med mulighed for ambitioner. Hurtigt var jeg formand for lokalafdelingen af VU. Jeg kan huske, at jeg markerede mig i lokalpressen med læserbreve, fordi man ville lukke politigården, og jeg var uenig, da der var en stor indbrudsbølge i byen. I mange år var jeg med i bestyrelses- og baggrundsarbejdet, altså inde i motoren bagved. I 2013 var det på tide at stille op, og se hvad det kunne bringe. Jeg manglede så vidt, jeg husker 83 stemmer for en at få en plads i Byrådet.,” siger Henrik Eriksen, der ved seneste kommunalvalg var spidskandidat for Liberal Alliance:

”Jeg havde meldt mig ud af Venstre, og så blev jeg spurgt om jeg ikke ville være spidskandidat for Liberal Alliance, fordi jeg havde de rigtige værdier. Jeg tænkte over det, og meldte retur, at det så fornuftigt ud. Da valget så var overstået, gjorde jeg op med mig selv, at det at være spidskandidat trak for mange tænder ud i en lille organisation. Det var jeg ikke klar til igen med en lille på vej. Jeg tænkte, at vi trak en streg i sandet, og så er det dét. I bund og grund gider jeg ikke engang snakke politik mere, det hænger mig langt ud af halsen,” lyder afslutningsreplikken fra Henrik Eriksen.

Fakta Henrik Eriksen
34 år
Født og opvokset indenfor voldene i Fredericia
Gik i børnehaven ved sygehuset
Gik på Købmagergadeskole
10. klasse i Erritsø
Har en bror
Kærester med Gitte, sammen har de datteren Laura, der er født d. 24. marts 2018

Ugens Kurt: Henriette Sejersen

Af

Patrick Viborg Andersen

-

07:00 - 2. juli 2018

0

Henriette Sejersen — Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Din Tøjmand Sejersen. En butik, der har været i Fredericia i mange år, og er gået igennem to generationer af familien Sejersen. Den nuværende indehaver er Henriette, der har drevet butikken i de seneste 20 år. Bliv i denne udgave af Ugens Kurt klogere på Henriette Sejersen, der fortæller om livet med Din Tøjmand, livet i København, hvor hun fandt sin mand, bankdirektør Christian Jungmark, og meget mere.

Det er en stille og rolig fredag morgen klokken 8:30. Fredericia summer af ro, for en gangs skyld fristes man til at sige. I løbet af samtalen med Henriette Sejersen taler vi blandt andet om udviklingen i bylivet, som er blevet meget aktivt med mange mennesker i gadebilledet.

Den del af snakken glemmer vi dog lige for en stund, og kigger i stedet tilbage på Henriettes barndomsskole, Markholt-Olesens Realskole

”Det var en streng skole. Man skulle stå bag stolene, når læreren kom ind i lokalet. Der var morgensang, hvor man stod i to rækker inden man kom ind,” siger Henriette Sejersen, der fortæller, at man dog ikke havde en drenge- og pigerække.

”Det var der dog ikke, men hvis man ikke stod ordenligt, så fik man et hak,” husker hun.

Har du kunne bruge den lidt strenge skole til noget senere hen i livet?

”Det synes jeg lidt, det er godt, at der er klare linjer for både børn og voksne. Der skal være linjer, som man træder inden for,” forklarer Henriette.

Efter endt tid hos Markholt-Olesens kom Henriette på handelsskolen, og efterfølgende fulgte en læretid, som bød på forskellige udfordringer.

”Jeg kom i lære hos Lotus, der var en modebutik, der hvor The & Idé er i dag. De blev overtaget af Bestseller i min elevtid, og så kom jeg til Aarhus og fortsatte der,” fortæller Henriette og kommer ind på tiden, efter læretiden:

”Jeg var i Aarhus og Bestseller startede mange butikker. Jeg startede butikker i blandt andet Silkeborg og Viborg. Jeg tog rundt og startede butikker op, nogle gange var jeg der bare et par uger. Jeg kom tilbage til Bestseller i Fredericia. Så skulle jeg til København, der skulle ske noget. Jeg havde ikke noget arbejde, så søgte jeg bare og dengang kunne man bare få arbejde derover. Jeg fik arbejde i et storcenter i København og der var jeg i 2,5 år. Der mødte jeg Christian. Han var i banken på hovedgaden og jeg var i centret og når han skulle ind i centret engang imellem og gik han forbi butikken,” siger Henriette og fortsætter:

”Engang da vi i byen og kom hjem dagen efter, lå der en brun kuvert på bordet. Så spurgte han, hvad det var. Det var en ansøgning, fordi jeg ville tilbage til Jylland. Jeg blev der et år mere, men han vidste jeg ville hjem. Vi kunne ikke finde ud af hvad vi skulle, men i november 89, sagde min far, da jeg snakkede med ham, om jeg kunne komme hjem og hjælpe, fordi der var travlt. Så tog jeg hjem. I starten af 1990 købte vi hus i Gårslev, Christian vidste jo godt, at han skulle med. Han synes alt var billigt herover, så vi købte hus i stedet for at leje. Meningen var kun at blive hjemme i en periode, men så blev vi hængende.”

Født med butik i blodet

Henriette er vokset op med butik. Med forældrenes baggrund i Din Tøjmand Sejersen lå det i kortene, at det skulle gå den vej.

”Det lå i blodet. Det skulle ikke være herretøj, men modetøj. Jeg har altid været meget modeinteresseret. Når det har været en del af ens liv fra barnsben, bliver det en naturlig overgang,” fortæller hun og kommer ind på tiden, hvor hun overtog butikken:

”Jeg overtog butikken i 1998. Mine forældre var gode til at give slip på nogle punkter. Vi har altid arbejdet godt sammen. Vi havde hver vores spidskompetencer.”

Men hvordan kan man være så mange år i samme butik? Det spørgsmål fik Henriette.

”Tingene står ikke stille, der sker en udvikling. De første otte år var med mine forældre. Da jeg overtager, sker der nyt igen. Vi flyttede ind over butikken, fordi vi ikke kunne få det til at hænge sammen med at bo ude i Gårslev. Da børnene var små, var det et must. Så var man altid hjemme. Jeg var mor om morgenen, og så sad de i butikken og lavede lektier. Der var altid mange børn hos os, fordi der altid var nogen hjemme,” siger hun og fortsætter:

”Da børnene blev ældre, begyndte de unge mennesker at hænge ud hos os. Vi bor jo i byen, så det var populært for de unge. Vi havde også altid ekstra sengetøj liggende klar, da det skete, at nogen ville have et sted at sove, hvis de boede ude på landet. Så slap de for at tage derud, men kunne sove hos os i stedet.”

Snakken drejer sig lidt væk fra butikslivet for Henriette. Vi får dog lige vendt, hvor Din Tøjmand er om ti år.

”Din Tøjmand er der stadigvæk. Men hvis vi kigger tilbage og frem, så sker der løbende noget. Der er sket noget de sidste 30 år. Man er nødt til at følge med forandringen, det kan være internet og alt muligt andet. Man skal have fingeren på pulsen og være omstillingsparat” fortæller hun.

Børn i København og New York

Som selvstændig er der ikke meget fritid, men når Henriette Sejersen har fri, står den faktisk også på arbejdesrelaterede ting.

”Det er sgu butik det hele. Det lyder forkert, men det er blevet mit liv,” konstaterer hun inden jeg spørger indtil om der ikke er tid til en tur i teateret eller lignende:

”Jeg har meget glæde af Fredericia generelt med Volden, stranden og teaterlivet. Der går tid med møder og i Din Tøjmand er jeg i vareudvalg og sådan og udvikler egne varer. Det er på en måde min hobby,” fortæller Henriette.

https://fredericiaavisen.dk/annoncering-og-partnerskab/ — Skal du være annoncør på Fredericia AVISEN? Kontakt os på 26 20 08 16 eller ad@fredericiaavisen.dk

Christian og Henriette har to voksne børn. Caroline der bor i København, og Frederik, der frister en tilstedeværelse i New York.

”Når vi er derover, er det for at se ham. Vi har set de ting vi skal se, men det er for at være sammen med ham og Michelle (Frederiks kæreste, red.). VI prøver at mødes med alle børnene. Familien står mig nært, både børn og mand. Når det andet fylder så meget i ens liv, og samtidig er ens hobby, så er familien vigtig, selvom den er langt væk. Heldigvis har vi dejlige børn og svigerbørn, det betyder meget,” forklarer Henriette.

Kaffen er ved at være drukket, og Henriette skal tilbage til Vendersgade for at gøre Din Tøjmand Sejersen klar til endnu en dejlig dag i Fredericia.

Fakta Henriette Sejersen

52 år
Gift med Christian Jungmark
Har i år 20 års jubilæum som indehaver af Din Tøjmand Sejersen
Handelsskole
2 voksne børn, Caroline bor i København og Frederik bor i New York
Født i Silkeborg, kom til Fredericia som 4-årig

Ugens Kurt: Ulrich Nicolaisen

Af

Patrick Viborg Andersen

-

07:00 - 18. juni 2018

0

Ulrich Nicolaisen blev i sidste uge kåret som årets fæstningsdreng, men hvem er han egentlig udover ham, som man kender fra EventC og tidligere var medejer af Momenti? Fredericia AVISEN har sat Ulrich i stævne, hvor han i Ugens Kurt fortæller om sit liv, det anerledes valg af Kolding Købmandsskole, nutiden med EventC, fremtiden og meget mere.

Siden skiftet fra Momenti har Ulrich haft travlt, rigtig travlt endda. Ulrich fortæller, at denne skønne fredag er hans første rigtige fridag i en over en måned. Og hvilken dag at have fri på. Fredericia summer af byliv med det kæmpe store krydstogtskib MSC Preziosa liggende i Kanalbyen.

Vi starter med at bede Ulrich spole tiden tilbage til barndommen, hvor han husker tilbage på trygheden fra mor.

”Min mor var dagplejemor, så jeg havde en tryg opvækst på det punkt, og hun var derfor altid hjeme, når vi kom hjem. Og jeg kunne ikke snørre hende på nogen måde,” siger Ulrich med et grin og fortsætter:

”Min far var adm. direktør, så han arbejdede rigtig meget.”

Folkeskolemæssigt gik Ulrich på Taulov Skole, og om skoletiden fortæller han:

”Jeg var sådan en, der lavede mine ting og havde styr på min ting Der var orden i penalhuset. Jeg lavede ikke mere end man skulle, jeg lavede det man skulle. Jeg var en af dem, når man skal læse en bog, så læser jeg bagsiden af bogen,” forklarer Ulrich, imens denne skribent også bliver afsløret i at kunne finde på at gøre det samme i skoletiden og bordet på Kurt’s bryder ud i latter, inden Ulrich igen bliver seriøs:

”Jeg valgte Kolding Købmandsskole, efter folkeskolen, fordi alle mine skolekammerater valgte at søge mod Fredericia. Jeg ville møde nye mennesker, og tog derfor til Kolding, hvor jeg faktisk stadig er i dialog med flere af dem den dag i dag,” udtaler Ulrich inden han kommer ind på selve tiden på Købmandsskolen:

”Det gik rigtig fint, der fik jeg for alvor interesse for erhvervsfagene og det at købe og sælge varer. Netop erhvervsøkonomien var god for mig.”

Ulrich Nicolaisens erhvervsliv

Ulrich Nicolaisens erhvervskarriere tog for alvor fat i 2003. Her blev han medejer af HC Sport Fredericia.

”Jeg byggede stille og roligt en B2B-afdeling op, hvilket var mit ansvarsområde. I 2010 stoppede vi (Thomas Renneberg-Larsen og Ulrich Nicolaisen, red.), og startede Momenti op, hvilket i første omgang førte os til Vejen. Vores kundekreds var dog stadig fredericianere. I samme tid startede EventC. Jeg solgte ved årsskiftet min andel af Momenti til Thomas. Jeg slog op i banen. Jeg fortalte til Thomas i forsommeren 2017, at han skulle finde en ny makker eller købe mig ud, fordi jeg havde tænkt mig at arbejde endu mere med B2B-arrangementer. Men så kom der hurtigt opbakning fra EventC-setupet, der alle bakkede op om, at det skulle blive til min hverdag,” siger Ulrich.

Hvordan er det arbejdsmæssigt for dig nu??

”Jeg er kommet til at arbejde med mennesker, der holder fri – det sætter også store krav. Når folk holder fri, er overliggeren sat højt. Arrangementer skal være lækre. Omvendt har alle smidt skjorten, slipset eller hvad de har på. Så folk er der, fordi det er sjovt,” fortæller Ulrich Nicolaisen.

Igennem tiden har der været mange store ting i EventC. Vi beder Ulrich pege på det største.

”Det var, da vi lavede Kim Larsen i 2010. Der havde jeg tårer i øjnene, også fordi jeg selv er mega Kim Larsen-fan. Jeg har en guitar hængende i mit sommerhus, og i 2016, da vi havde ham i Fredericia Idrætscenter havde jeg lagt en nyerhvervet guitar. Den så Kim Larsen, og skrev på den med det, som han kaldte en velsignet underskrift,” forklarer Ulrich og slår over i ros til EventC-folkene, fordi for dem, var ingen af arrangementerne mulige:

”Stor cadeau til de 20 gutter, der er omkring EventC. I stedet for at gå til håndbold, går vi til koncert. Vi har enormt godt fællesskab, og når vi sidder backstage, er det ligesom at sidde i omklædningen efter en håndboldsejr. Det er en anden side af sagen.”

Hvordan er din hverdag nu, efter Momenti-tiden?

”Min hverdag er blevet travl, fordi vi har struktureret EventC til at være tre forskellige ben. En ting er at lave noget på hjemmebane i Lillebæltsregionen. Noget andet er B2B, den tredje er projektdelen. Jeg har været hyret som arrangør sammen med Peter Zederkof til tre Seebach familiekoncerter. Det gør et stort indtryk, når man står i Valby Parken med 18.000 til en familiekoncert,” siger Ulrich og kommer ind på målene ude i fremtiden med EventC:

”Vi skal opbygge et EventC-setup, hvor der kontinuerligt gives oplevelser til byens borgere. Vi har offentliggjort Jacob Dinesen i sidste uge. VI får sat navne på plakaten, som er i den store ende. De havde gået forbi Fredericia, hvis vi ikke var der. EventC skal stadig være en lokal koncertarrangør, men på vores VIP-del have ramt flere prikker på landkortet med samme koncept med musikarrangementer som Rock Under Broen.”

Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.

Fæstningsdrengen Ulrich Nicolaisen

I sidste uge blev Ulrich kåret som årets fæstningsdreng. Det er en titel, som han er stolt af, men Ulrich vil ikke tage hele æren for titlen selv.

”Det gik ikke op for mig før jeg mødte dig (Fredericia AVISENS chefredaktør, Andreas Dyhrberg Andreassen, red.) på landssoldatpladsen og de gik igennem byen med trommer osv. Det var en ok udnævnelse, det havde jeg ikke lige set komme. Det blev jeg stolt af. På vegne af EventC-setuptet er jeg endnu mere stolt, fordi vi har ramt noget, der bliver lagt mærke til i vores by,” forklarer Ulrich og fortsætter:

”Jeg er mærkelig med titler, for mig giver det skulderklap til mig selv, omvendt er jeg stolt, og det giver mening for vores setup. Det er lidt det samme med Urbania Streetfood. Det var også noget jeg synes er naturligt at inddrage Brian Løkkegaard i, og det er også noget jeg forventer mig meget af,” fortæller Ulrich med henvisning til, at han er bestyrelsesformand i projektet bag.

Efter kåringen som årets fæstningsdreng er Ulrich blevet kimet ned – bogstaveligt talt.

”Jeg har aldrig fået så mange lykønskninger, så der er virkelig mange, der har lagt mærke til det. Det betyder noget for mig, i forhold til nyt EventC-setup, når folk researcher på, hvem EventC er. Det viser, at det ikke er varm luft. Det giver et punch at vise frem,” lyder det fra Ulrich Nicolaisen, der på vej ud ad døren, når at fortælle, at han er opkaldt efter Vejle Boldklub-legenden Ulrik Le Fevre, meget apropos årets fæstningsdreng, som altså er opkaldt efter et koryfæ fra den rivaliserende fodboldklub til FC Fredericia.

Fakta: Ulrich Nicolaisen
39 år, fylder 40 den 10. juli
Gift med Pia
To sønner, Bertram og Victor
Taulov Skole
Født og opvokset i Taulov, bor i Skærbæk nu
Gik på Kolding Købmandsskole
Læretid i HC Sport, Fredericia
Tidligere bestyrelsesmedlem i Fredericia Håndboldklub

DANSKE DIGITALE MEDIER A/S

Erritsø, skoleskift og sekretærjob

Spillehal, optikforretning og børn

Springet som selvstændig med to små børn

Flere lag blev lagt på

Nyt kapitel, ny sport

Alle har dårlige dage

Niels Henrik blev født i 1950. „Det var på arbejdernes festdag, så det har altid været en festlig dag, med sange og flag‟, siger Niels Henrik og tilføjer, „jeg blev født på Sct. Joseph Hospital den 1 maj‟.

Barndommen

„Jeg havde en god barndom, der må godt være lidt modgang i livet, sådan er det for os alle‟, siger Niels Henrik eftertænksomt.

Karrieren

„Det var barskt, jeg opdagede, da jeg åbnede, at jeg var ejendomsmægler nummer 27, som solgte ejendomme i Fredericia, det havde jeg ikke regnet med eller undersøgt‟, griner Niels Henrik.

1993

„Det tog nogle år at få fodfæste dengang, hvis vi for nogle år siden talte om, at der var krise, så tænk på dengang, der havde vi dæleme også krise med en rente på 20 procent‟, siger Niels Henrik.

Nutidens Fredericia

Fritiden

„Det er en fantastisk følelse at komme ud på vandet, nu sejler jeg mere ud mod Endelave og Samsø, og nord for Fyn. Jeg kan god lide at komme ud, hvor der er mere vind og sejle op imod det åbne hav‟, siger Niels Henrik.

De sjove handler

„Det syntes, jeg var en sjov historie, at en dumsmart bemærkning, ender i en handel‟, siger Niels Henrik.

„Det var ikke dengang i tankerne, at de skulle bygge et hovedsæde, men det er meget skægt, at de alligevel dengang fandt Fredericia interessant‟, siger Niels Henrik.

Vejen mod at blive revisor

„Havde jeg vist for 10 år siden, at vi skulle lave et generationsskifte, havde jeg måske ikke taget den uddannelse, så det er jeg taknemmelig for‟

Marmaris og samarbejdet med Tugay Okotan

Fritiden

Født med butik i blodet

Børn i København og New York

Fakta Henriette Sejersen