Ugens Kurt: Kim Sørensen

Af

-

07:00 - 7. oktober 2019

Ugens Kurt. Kim Sørensen, Audi Fredericia. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.

Ugens Kurt er født med benzin i blodet. Han har derfor en medfødt passion for de firehjulede køretøjer, han er chef for byens største bilhus og drømmer om et fredericiansk bilmekka, der sætter Fredericia på bil-landkortet. Ugens Kurt er Audi Fredericias filialchef, Kim Sørensen.

Kim Sørensen er midtvejs i ugen, hvor Audi Fredericia fejrede 10 års fødselsdag, derudover er han en herre, hvor telefonen ringer mange gange om dagen, og farten ikke kun er i bilerne, men også i kalenderen.

I tirsdags, da vi mødte ham i det smukke bilhus, fortalte han historien om de ti år hos Audi. En spændende historie om et gigabrands komme til Fredericia, og de muligheder det first-art-arkitekttegnede hus gav. Et hus, der indtil for kort tid siden var det største Audi-bilhus i Norden.

Da Kim Sørensen, bare 39-år gammel, blev direktør for den lokale Audi, skulle han få den jyske muld til at blomstre ved at storsælge de tyske premium-biler til syddanskerne. En målsætning, der ikke blev lettere af det faktum, at finanskrisen buldrede udenfor bilhuset og havde sat dybe spor i købelysten, men gradvist fik han og Audi-teamet tunet forretningen og sået de frø, som de senere kunne høste igen og igen.

Kim står i vinduet på Kurt’s Kaffebar, da jeg kommer ind. Han er klædt, som man ser topcheferne til Le Mans. I en elegant sort jakke med det fireringede logo, hertil en kridhvid skjorte med de samme ringe og til at runde det af – et stort smil, når man hilser på ham.

Kim Sørensen er født i 1973 i Østbirk, men flyttede til Fredericia i 2004, hvilket vi vender tilbage til. Barndommen var tryg, god og med massevis af sport. Kim voksede op i Østbirk – tæt ved Horsens. Hans mor og far ejede den lokale ESSO-tankstation, og på samme matrikel lå familiens private bolig.

„Det var virkelig en god tid. Jeg havde det virkelig godt. Jeg var den yngste af en drengeflok på tre. Dagene fløj af sted, og jeg spillede både fodbold og badminton i fritiden. Jeg levede i hallen og på stadion. Jeg spillede faktisk badminton i en større klub i HBK i Horsens, da jeg var 16 år,‟ siger Kim Sørensen og fortsætter:

„Det var en fed verden. Jeg elskede fodbold, men valgte badminton grundet min personlige vilje og det selv at have kontrollen over spillet. Jeg havde sgu nok for meget drive, dermed ikke sagt, at jeg ikke er en holdspiller, for jeg elsker holdsport. Jeg spillede to sæsoner i HBK, inden jeg var tilbage i Østbirk som seriebadmintonspiller.‟

Østbirk var et rigtigt trygt og godt lille lokalsamfund. Alle kendte hinanden, og selv den dag i dag, når Kim vender hjem kender han de fleste, selvom der er også er kommet mange tilflyttere. „Det er altid dejligt at vende tilbage til rødderne. Jeg slipper det nok aldrig.‟

Kim Sørensen blev da også erhvervsskadet af sin opvækst. Han kunne have valgt den boglige handelsskolevej, men sprang ud som mekanikerlæring på ESSO-matriklen, der var blevet til en Statoil.

„Da jeg gik ud af 10ende, tænkte jeg meget over, hvad jeg ville. Men jeg var ikke sikker, så jeg gik i lære som mekaniker, men jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke var det, jeg skulle. Jeg fik job som juniorsælger hos Opel i Horsens, og det var lige mig. Jeg elskede at sælge, salgsvejen gjorde mig glad. Senere blev jeg ansat hos Danmarks bedstsælgende Skoda-forhandler – Niels Brøchner i Aarhus. Jeg var med i den periode, hvor Skoda-brandet for alvor blev genopbygget. Det var spændende, og det gik så godt, at jeg senere blev salgschef i forretningen.‟

Hvorfor tror du, at salgskarrieren var dig?

„Det var vigtigt for mig med meget menneskekontakt, og det er det også i dag. Jeg arbejder altid godt, når der skal sikres en god forretning og et godt teamwork. Da jeg startede med at sælge biler, var det en anden tid, hvor man skulle lave gode handler – og det gik godt for mig – jeg blev som sagt salgschef. Men så blev jeg trukket til Fredericia. Lars Taarn Pedersen fra Autohuset Vestergaard inviterede til en samtale i Vejle, hvor han spurgte om jeg ville være filialchef i Fredericia. Det sagde jeg ja til,‟ siger Kim og fortsætter:

„Jeg glemmer aldrig min første arbejdsdag i Fredericia. Vi satte os ind i Lars‛ bil og så kørte vi Fredericia rundt, hvor han fortalte mig om byen. Det gjorde et stærkt indtryk, og jeg lærte byen at kende. Senere har vi talt om mange gange, at det var en fantastisk måde at starte et job på. Lars er også en af de bedste chefer, jeg nogensinde har haft. Han er ganske enkelt et fantastisk menneske.‟

Kim Sørensen fandt sammen med sin hustru Pia Sørensen, der kommer fra Erritsø. Sammen har de Sofie på 13 år, og Pia har Nellie på 25 år, der bor i Norge.

Kim var hos Autohuset Vestergaard i otte år, men havde brug for at lave noget andet. Han arbejdede et enkelt år hos Braatting Biler, inden Claus Bjerring Christiansen fra Audi Fredericia ringede til ham.

„Jeg havde en god snak med Claus, der ønskede, at jeg blev brugtvognssalgschef hos dem. Kort tid efter fik Claus så en anden stilling i Semler Gruppen, og jeg blev spurgt om, jeg ikke skulle søge stillingen som chef for Audi i Fredericia. Jeg søgte og fik stillingen. Det var i sommeren 2012,‟ siger Kim.

Hvordan var det?

„Det var en spændende rolle at påtage sig. Det var en ny verden. At komme fra en forretning som Autohuset Vestergaard, hvor jeg havde den samme stilling. Men opgaven her var noget anderledes. Der var mindre salg, og mere branding i opgaven. Det var og er min opgave at få flere kunder ind sammen med mine kolleger. Det kræver også, at vi skulle arbejde godt sammen. Derfor har mantraet altid været, at kunderne skal være glade og medarbejderne have det godt,‟ siger Kim og fortsætter:

„Jeg elsker biler og jeg synes, at det er fedt at arbejde i branchen. I dag synes jeg dog, at det største er at kunne arbejde med ledelse, mennesker og sammen skabe en god forretning. Jeg er nok meget målrettet som menneske, og derfor stræber jeg efter at få alle til præstere, samtidig med, at vi skal have det godt. ‟

Hvordan er det at arbejde med Audi, som brand?

„Det er fedt! Det er jo et superstærkt brand, og vi har fantastisk samarbejde med Audi Danmark – og nyder godt af at være en stor kæde. Vi skaber via samarbejdet i kæden mange synergier – og det er faktisk også historien om den fede rejse, vi har været på de sidste 10 år,‟ fortæller Kim.

Du har boet i Fredericia de sidste 14 år, hvordan ser du byens udvikling?

„I 2004 synes jeg, at Fredericia var en spøgelsesby, både erhvervsmæssigt og privat . Jeg mødte en by, der manglede selvtillid og drive. Jeg kom naturligvis også direkte fra Aarhus, hvor alt susede af sted. Men hold da op, hvor er der sket meget de sidste 7-8 år. Det er gået ekstremt stærkt, både erhvervsmæssigt set med mine Audi-briller, men også som privatperson. Det liv der er skabt er helt unikt, og det kan Fredericia godt være stolte af, og vi kan sagtens videreudvikle byen,‟ fortæller Kim.

Har du ideer?

„Jada. Jeg kunne godt tænke mig, at vi får samlet bilforhandlerne i området og skaber Danmarks størst bilmekka. Vi er det sådan set allerede. Vi er større end bilernes by, Silkeborg, så der er meget at arbejde sammen om og potentialet til mere er stort. Så det vil jeg og andre arbejde videre med,‟ siger Kim.

Hvad bruger du fritiden på?

„Jeg har ikke meget fritid, men når jeg har fri, så bruger jeg tiden på familien og lidt løb. Jeg laver faktisk ikke så meget. Jeg tror, at det er vigtigt, at man kobler af. Min hustru kan være efter mig nogle gange. Jeg har en travl hverdag, så det er vigtigt at lægge alt fra sig, når man kommer hjem. Jeg kan have svært ved det, men jeg prøver. Når tiden er til det, så laver vi noget sammen i familien og jeg vil gerne være endnu bedre til lige den del.‟

I Kims arbejde er netværk også alfa og omega, og her er han og Audi med i et væld af netværk – blandt andet De Glade Chefer, EventC, sportsklubber i byen og meget mere. „Det er vigtigt at være en del af byens liv, og det forsøger vi at være ved at være tilstede, hvor vores kunder er,‟ fortæller Kim.

Hvad er dine fremtidige planer og drømme?

„Jeg har naturligvis mange drømme, men vi har en klar målsætning hos Audi, som vi skal nå og arbejder med som ledergruppe og medarbejdere. Fremtiden er noget, vi bruger meget tid på, både når det kommer til el-biler, men også fremtidens marked, hvor ikke bare el-biler, men den grønne retning vil ændre meget i vores branche. Markedet ændrer sig meget i disse år. Jeg tror f.eks. ikke, at mange vil eje en bil i fremtiden. Det vil være mere leasing, delebiler og meget andet. Her skal vi være vågne og klar. Heldigvis er vi på forkant, starter man først nu, så er løbet kørt,‟ siger Kim Sørensen.

Kim Sørensen og jeg drikker af vores sorte kaffe, og imens vi taler sammen kommer flere forbi og hilser. Vi når faktisk at grine mange gange og vender alt fra 80’er jakke til byens sportshold, hvor Kim og Audi også spiller med, og her slutter vi samtalen.

„Det er så godt, at byens sportshold gør det godt. Det sætter byen på landkortet, og det er vigtigt for alle, både for os borgere, men også for virksomhederne. Som jeg har sagt tidligere, så er både sporten og Fredericia Teater med til at fortælle en historie om et stærkt Fredericia, der kører derudaf,‟ slutter denne Ugens Kurt.

Ugens Kurt: Bent Bjerre Jørgensen

Af

Redaktionen

-

07:00 - 30. september 2019

0

Ugens Kurt. Bent Bjerre Jørgensen. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.

Gennem 22 år var han Centerdirektør i byens idrætsmekka, Fredericia Idrætscenter. Det var han efter en 22-år lang karriere i Forsvaret. Fredericia er hans hjem, og byens idrætsliv har i årtier strømmet igennem hans årer, og gør det stadig. Ugens Kurt er Bent Bjerre Jørgensen.

Bent Bjerre Jørgensen blev født i 1950 i Fredericia, hjemmefødt, som han understreger. Han voksede op på 6. julivej i Fredericia. Hans far var malermester og moren stod i forretning. Han husker barndommen og ungdommen som aktiv, skøn og virkelig god.

„Dagene bød på leg på gaden og timevis af fodbold. Jeg spillede i Fredericia KFUM fra, jeg var fem år. Vi spillede næsten døgnet rundt på gaderne og banerne omkring Randalsvej. Jeg elskede at røre mig, og derudover gav sporten de elementære sociale færdigheder. Jeg fik succes med sport – jeg var en habil boldspiller,‟ siger Bent og griner, inden han fortsætter:

„KFUM Boldklub var et godt sted for mig. Vi tog på sommerlejr i Danneborg i Juelsminde, hver sommer fra jeg var otte år gammel til jeg var godt 13. Det var sammen med nogle af de „gamle‟ koryfæer, som f.eks. Vagn Aage Dahlhus. Jeg kan huske, at den også stod på aktiv leg på sommerlejren. Vi afholdt vores eget OL, brugte skoven – sport og bevægelse var i højsædet. Det var sjovt.‟

Bent Bjerre Jørgensen passede skolegangen på Markholt-Olesens Realskole – og det var fint, men han elskede, når klokken ringede og bolden kunne rulle igen.

„Jeg var den yngste af en børneflok på fire, og mine søskende var startet på Treldevejens Skole, men mine forældre var vist ikke helt tilfredse, så vi endte alle på Markholt-Olesens Realskole. Det var en god skolegang. Jeg var en dreng, som man siger, men ikke sådan, at det ikke interesserede mig at gå i skole, det var fint. Jeg havde gode lærere og der var en rimelig tryghed på skolen. Jeg var til de tekniske fag, men når det er sagt, så var jeg da glad, når der blev ringet ud,‟ siger Bent og fortsætter:

„Jeg spillede fodbold hele tiden, men flere af dem jeg gik i klasse med spillede håndbold. Jeg kan huske, at de tog mig med. Det blev godt. Jeg spillede håndbold og fodbold på fuld knald, og det der håndbold gik virkelig godt. På et tidspunkt måtte jeg prioritere – og det blev håndbolden, der tog mere og mere over. Som junior- og ynglingespiller valgte jeg udelukkende at spille håndbold. Vi trænede i Glassalen og Møbelhallen.

Jeg blev bidt af det. Jeg var tit i hallerne til 22-23.00 om aftenen, og så de andre hold spille og træne. Det var et fantastisk miljø fra start 60’erne til 69, hvor jeg blev senior og i øvrigt spillede åbningskamp i den helt nye Fredericia Hallen – et lokalderby mellem Fredericia KFUM og Fredericia fF, som vi desværre tabte.‟

Det første seniorår gik godt, det blev til spilletid, og holdet rykkede fra 2.division til 1. division – det som svarer til liga i dag. Bent Bjerre Jørgensen var med på førsteholdet i fem sæsoner, og vandt med holdet blandt andet landspokalen fire gange, samt han kan også notere sig fire u-landskampe på cv’et.

Fredericia KFUM startede i bunden af ligaen, men spillede sig op til bronze- og en enkelt sølvmedalje, inden klubbens største år indtraf, da Anders Dahl-Nielsen og flere profiler forstærkede klubben. I den sammeperiode skulle Bent Bjerre Jørgensen have aftjent sin værnepligt.

„Inden jeg tog min værnepligt havde jeg gennemført en mureruddannelse hos Charles Petersen. Det var virkelig interessant, og jeg ville være ingeniør. Jeg søgte ind på Teknikum i Odense, og kom ind, men min far havde læst i avisen, at de forudså mange arbejdsløse ingeniører, så han synes, at jeg skulle tage en tænkepause, inden jeg rejste til Odense. Jeg skulle faktisk aftjene min værnepligt i Vordingborg, men formanden for håndboldklubben syntes, at det var langt væk og på en eller anden vis kom det i stand, at jeg kunne aftjene min værnepligt i Fredericia, samtidig med, at jeg kunne passe håndbolden.‟

Karrieren i Forsvaret tog fart. Bent gik fra håndbold til sergent, og endte med at tegne kontrakt med Forsvaret. Tiden gik.

„Jeg blev befalingsmand, og gik hele vejen. Jeg blev optaget på officeruddannelse, og startede i 1977 på Frederiksberg Slot. Det var en hektisk, men spændende tid. Man er sammen med en masse gode mennesker, der knokler røven ud af bukserne. Både med teori og praktik. Der er læsning og intensive studier, men også faldskærmsudspring og lignende.

Det var helt vildt. Det gik imidlertid fornuftigt derovre. Jeg blev nummer fem ud af 74. Det betød, at jeg var den femte i rækken til at vælge tjenestested. Jeg valgte Fredericia,‟ fortæller Bent og fortæller om det valg:

„Det gav god mening. Normalt når man udvikler en karriere i Forsvaret, er det to til fire års perioder og så rykker man lidt til siden eller op. Jeg kunne med baggrund i Fredericias størrelse som garnison planlægge nogenlunde, hvad jeg ville. Jeg blev samtidig engageret i håndbolden igen, men havde fået ondt i skulderen, så jeg brugte min uddannelse i Forsvaret til at blive træner. Jeg var træner for herrerne i to år, og 2 x 3 år for damerne i Fredericia KFUM. Jeg kunne kombinere min lederuddanelse med håndbold, og det var fantastisk.‟

Det er også i idrættens og håndboldens verden, at Bent møder hustruen Susanne. Sammen får de to børn, Stine og Lasse.

Det var en god tid, fortæller Bent Bjerre Jørgensen.

Militærmæssigt ændrer trusselbilledet sig med Østblokkens fald, og der er fart på idrætten i byen, og på hjemmefronten nydes familielivet. Et aktivt liv, men nu trækker idrætten igen i Bent Bjerre Jørgensen. Han forlader Forsvaret i 1996. Han er på daværende tidspunkt Major. I første omgang tager han orlov. Der var bud efter ham, som leder af Fredericia Hallen, som han kendte godt fra sine mange år i idrættens verden. Han havde desuden siddet i bestyrelsen FHK og FAGI, så han kendte til mange af problemstillingerne og mulighederne i hallen.

„Jeg startede i Fredericia Hallen den 1. januar, og brugte den første tid til at danne mig et overblik, finde ud af økonomien, se på vedligehold og hvad der ellers skulle ske. Jeg forelægger senere den siddende bestyrelse tallene, og det blev synligt for alle, at der manglede penge. Der var mange store investeringer der skulle gennemføres, før Hallen kunne have en solid drift.

Det ville kræve en kæmpe økonomisk indsprøjtning fra kommunens side, hvorfor de valgte at trække stikket, så man kunne få en frisk start i stedet.

Det var en hård tid, særligt da vi skulle meddele medarbejderne, at vi måtte lukke. Jeg lovede dog, at ringe til dem, hvis vi kunne åbne op igen. Og det skete jo. I august åbnede vi Fredericia Hallen igen – i kommunalt regi.‟

Hvordan var det?

„Det var en spændende rejse. Du får lov at starte forfra. Rammerne stod der, men indholdet og organisationen kunne jeg sammensætte. Det var dejligt. Det var en spændende tid, hvor de første 10 år fløj af sted.

Det var både lappeløsninger, store løsninger, store renoveringer, samtidig med, at man skulle holde fast i kunderne og den gode dialog med klubberne. Kort tid efter genåbningen havde vi EM i Damehåndbold i hal 1, da en pulje skulle afvikles i Fredericia i december 1996. DHF var noget kede af hallens konkurs, men lykkelige for genåbningen. Samtidig var der et væld af stævner og klubaktiviteter, så der var nok at se til.‟

Hvordan var de sidste 12 år så?

„Der var der mere fokus på udvikling og et klart ønske om, at Fredericia Idrætscenter skulle følge med tiden og gerne kikke ind i fremtiden. De gamle 60’er haller i størrelsen 20 x 40 meter var ofte indrettet til få bestemte sportsgrene. Flere lokale idrætsforeninger havde svært ved at fastholde medlemstallet og fyldte ikke længere så meget i centret. Især firmaidrætten var for nedadgående og ændrede deres fokusområde. Mange mennesker ønskede at motionere fleksibelt og bl.a. fitnessbranchen udviklede sig markant‟.

„Når alt det er sagt, så havde og har vi gode folk omkring os. På landsplan er der nogle gode netværk, hvor man mødes med andre idrætscentre/haller og udveksler ideer, knowhow, kompetencer og strategier påvirker også alt fra bookning til struktur,‟ fortæller Bent.

Hvordan starter I?

„Det startede faktisk med, at kultur- og idrætsudvalget ser vores vej og ønsker, at vi udvikler FIC. Det betød blandt andet, at byrådet bestilte en udviklingsplan. I en kombination af videns personer, medarbejdere, ledere og brugere udviklede vi de planer, som så endte med, hvad vi ser nu og hvad der stadig arbejdes på. Vi fik FICness og gjorde lokalerne mere multianvendelige. Vi fulgte stille og roligt med og så på de ændrede vaner hos vores brugere‟ – siger Bent.

Hvordan har dit liv været i hallen?

„Det har været godt. Jeg havde også meget min familie med. Vores børn oplevede, at vi var meget i hallen. Ja, Stine og Lasse er jo næsten vokset op i hallen. Mor og far dyrkede håndbold, det gav også dem muligheder og ikke mindst god viden om mange ting,‟ fortæller Bent og fortsætter:

„Jeg har jo faktisk altid været tæt på alt i Fredericia. Jeg har kun været væk, da jeg var på Frederiksberg Slot for at tage officersuddannelsen. Og byen har været min baghave det meste af mit liv. Vi bor i mit barndomshjem, som vi købte af mine forældre, da de blev dårlig gående, og min hustru Susanne syntes, at det kunne være spændende at overtage det hus. Det gjorde vi så, og det har vi ikke fortrudt.‟

Hvordan ser du byens udvikling gennem de mange år?

„Fredericia var i min barndom en tung industriby med en central beliggenhed. I dag er det mere beliggenheden og udviklingen, der er kendetegnet ved byen, samt at byens politikere har taget nogle modige og visionære beslutninger, her tænker jeg specielt på udviklingen af Danmark C området samt Kanalbyen. Jeg vil i den forbindelse gerne udtrykke en stor respekt for Fhv. Borgmester, Uffe Steiner Jensen. Det var et enigt byråd, der lagde nye planer for havneområdet, men det var ham, der fik tæskene ved det efterfølgende kommunevalg. Men grundlæggende er byen i dag helt fantastisk og udviklingen det samme. Når jeg går en tur gennem byen, eller kører rundt, så ser jeg byen har ændret sig til det positive på mange parametre. Især glæder jeg mig over de mange kultur og eventstilbud vi har. Jeg tror Fredericias borgere er glade for denne udvikling. Jeg håber at politikkerne fastholder denne linje. Jeg har lige læst kommunens budgetforslag for de kommende år, jeg synes, det ser bekymrende ud i relation til kultur- og eventområdet‟.

Det er kun halvandet år siden, at Bent Bjerre Jørgensen gik på pension, men dengang sagde han i sin tale, at han ville vente med at beslutte, hvad han skulle i sin tredje alder, men nu er han i gang.

„Jeg fik det gode råd, at jeg skulle tage den med ro. For mange ville qua mine aktive år i Forsvaret og Idrætscentret givetvis hive i mig med ideer til, hvad jeg skulle lave. Jeg tog derfor seks måneders pause, rejste, så mine børn og venner meget mere og gik så i gang med at finde ud af, hvad jeg kunne dedikere mig til. I dag bruger jeg tid med familie, venner og Seniorhuset I.P. Smidt, hvor jeg er kommet i brugerrådet,‟ fortæller Bent og fortsætter:

„Jeg er også blevet cykelpilot, og cykler nu med dem, der er dårligt gående. Så er jeg faktisk også blevet aktiv i Mandagskoret i Kongensgade 111. Jeg har altid godt kunnet lide musik, og har faktisk spillet lidt på instrumenter i mine unge dage. Ved siden af de aktiviteter har jeg hjulpet med lidt ledelsesrådgivning og -opgaver nogle enkelte steder.‟Bent og jeg kunne tale i timer, og vi fortsætter da også snakken om sporten og politik.

Bents øjne lyser op og han ved i den grad noget om det, han taler om. Vi debatterer taktik på håndboldbanen, og den gamle Major har bud på, hvordan man kunne skifte ud i opstillingen, men har også forståelse for trænernes dispositioner.Bent Bjerre Jørgensen er udover at være strategisk intelligent, en dygtig diplomat og et venligt menneske.

Han er stadig i sportens verden, nu som tilskuer til FC Fredericias og Fredericia Håndboldklubs hjemmekampe, og det var også ham, der i 2018 var med til at „genåbne‟ og indvie thansen ARENA i nye rammer. Den samme hal, som han i 1969 spillede opvisningskamp i.

Han drikker det sidste af sin sorte kaffe – med lidt mælk i, og går ud af kaffebaren for at deltage i endnu et kaffemøde.

Tak for snakken, Bent. Vi ses i hallen.

https://jutlander.dk/om-jutlander-bank/om-os/afdelinger/fredericia

Ugens Kurt: Carsten Hänel

Af

Andreas Andreassen

-

07:00 - 23. september 2019

0

Carsten Hänel, Ugens Kurt — Ugens Kurt, Carsten Hänel: Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Ugens Kurt står foran Kurt’s Kaffebar og tjekker kalenderen. Klokken er lidt i ni, og vi skal mødes til kaffe. Ugens Kurt er født i 1964. Han er Adm. Direktør for Orkla Foods, bor i Trelde, gift med Lone og er far til fire. Ugens Kurt er Carsten Hänel.

Carsten Hänel klinger lokalt med Carlsberg Danmark A/S, Trelde og en masse sport. Han er født i 1964 i Aabenraa, hvilket accenten til dels stadig afslører. Carsten voksede op i Rinkenæs ved Graasten, gik på den tyske skole i Aabenraa, senere det tyske gymnasium, ikke fordi, at han var tysker, men fordi familiens historie gav ham muligheden for dette.

Han er far til fire: Christopher, Julia, Mathias, og Andreas, og med dem har sporten altid fyldt meget, men nu er det familiens båd, der er samlingssted, mere om det senere, for nu rejser vi tilbage til skoletiden i det sønderjyske.

“Sønderjylland er en spændende landsdel, og historien bag min familie går også tilbage til Tyskland, hvor mine oldeforældre kom fra. De bosatte sig i Sønderjylland, da grænsen gik til Kongeåen. I 1920 blev landsdelen dansk igen,” fortæller Carsten Hänel og fortsætter:

“Med min tyske skolegang voksede jeg op som tosproget, og jeg har altid følt, at det var godt, fordi det gav mig en bred kulturel opvækst. Jeg fik sproget, men også kulturen fra det tyske, og det skete samtidig med, at jeg fik tilført alle danske værdier fra mine venner, håndboldklubben og så videre. Jeg havde derfor en dejlig og almindelig barndom med krydderiet fra det tyske mindretal.”

Carsten Hänels far var læge, og moren lægesekretær. Når skolen ikke kaldte, spillede han fodbold om sommeren og håndbold om vinteren. Det var livet, og det gjorde heller ikke noget, at gymnasieårene blev gennemført 20 kilometers pendling væk på Det Tyske Gymnasium i Aabenraa , for eftermiddagene stod igen på hjemstavnstid, hvor man dyrkede det lokale, fortæller Hänel.

Aarhus og verden rundt

“Efter afsluttet studentereksamen flyttede jeg til Aarhus for at læse Cand. Merc. Jeg havde en ide om, at handel var spændende og det trak i mig. Min onkel var grossist i værktøj og reservedele og det var altid spændende at besøge ham, og i min folkeskoletid var jeg også i praktik i hans grossistvirksomhed. Handel var vist bare mig, selvom jeg gik på matematisk/fysisk linje i gymnasiet, og min far nok gerne havde set mig som ingeniør” siger Carsten og uddyber:

“Jeg fandt hurtigt ud af, at det at arbejde med produkter, markedsføring og afsætning var noget der interesserede mig, så jeg sammensatte mit studie, så det matchede det ønske. I min studietid var der dog også tid til andet, blandt andet spillede jeg håndbold for Århus KFMUM. Og efter min bachelor tog jeg en pause, hvor jeg rejste jorden rundt.”

Hvor gik turen hen?

“Turen gik med rygsæk. Jeg har altid godt kunne lide at rejse og havde flere gange været på interrail. Jeg tænkte derfor at inden jeg blev nyuddannet Cand. Merc, ville jeg rejse verden rundt. Dengang var det ikke almindeligt at tage et sabbatår efter gymnasiet, så det var nu, at jeg skulle rejse, kan jeg huske, at jeg tænkte,” siger Carsten og fortæller:

“Jeg rejste et år sammen med min fætter, og det har jeg aldrig fortrudt. Jeg var ude at se verden – og det vil jeg også anbefale unge at gøre i dag. Ikke nødvendigvis rejse jorden rundt, men få nogle oplevelser og erfaringer fra andet end skole og fritidsaktiviteter. Jeg synes det der vigtigt, og jeg lærte rigtig meget – udover, at det var sjovt. Jeg fik faktisk et mere nuanceret syn på det “danske”. Det at vokse op i et trygt samfund, hvor alt er “sikkert”, og så pludselig se en verden, hvor det sociale sikkerhedsnet ikke var givet og familier måtte kæmpe og have flere jobs for at skaffe mad nok til børnene derhjemme.”

Carsten Hänel havde betalt 15.000 kroner for en flybillet, hvor man frit kunne vælge destinationerne, men man måtte kun rejse en vej – og så var det bare af sted. Rejsen gik i første omgang til USA, og sammen med fætteren købte han en bil, som transporterede dem gennem staterne, inden bilen blev solgt i Los Angeles, og turen gik videre til Hawaii, Fiji øerne, New Zealand og Australien.

“Vi så meget, og naturen var tryllebindende, magisk og dengang ofte endnu uberørt af turister. New Zealand og Australien var fantastiske lande at rejse rundt i, og det skete i øvrigt via “tommelfingeren” – det skulle man, og det virkede. Desuden var det jo en billig måde at rejse rundt på. Vi rejste derefter til Hong Kong for at få en smag af det tætteste, vi dengang kunne komme på Kina, og deraf opleve det asiatiske. Vi sluttede af med en ferie i Thailand, inden turen gik retur til Kastrup Lufthavn,” fortæller Carsten Hänel.

Hvad havde I med hjem i bagagen?

“Som sagt et andet syn på Danmark og det velfærdssamfund vi har fået opbygget. Jeg kan huske, at jeg efter min hjemkomst var meget optaget af, hvor meget vi brokkede os herhjemme, over noget jeg anså som småting, hvis ellers man havde oplevet hvor tilfredse mennesker i andre lande var, selvom de havde meget mindre. Jeg tror dette siden har præget mig til at se muligheder i livet fremfor begrænsninger” siger Hänel.

Efter hjemturen blev der læst videre, og specialet blev skrevet to år senere med fokus på strategiske varslingssystemer. “Det var meget akademisk og teoretisk,” siger Carsten med et grin og fortsætter:

“Jeg søgte job, og fik det hos Dandy i Vejle, hvor jeg blev trainee hos den store tyggegummifabrik. Jeg startede som sælger. Jeg fik et sæt nøgler til en bil udleveret, og så var det ellers ud på landevejen. De sagde til mig, at jeg kunne teorien, men nu skulle jeg lære praktikken,” fortæller Carsten, imens hans øjne lyser op, for det gav ham noget.

Reklame fra Fredericia Teater

“Det år jeg kørte på landevejen og besøgte alt fra den lille kiosk til Bilka i Vejle lærte jeg salgets ABC, noget jeg generelt har brugt senere i min karriere, selv i dag, når jeg er rundt i de forskellige led. Jeg blev senere udstationeret i Norge for Dandy, hvilket også var lærerigt, da man nu pludselig skulle sælge varer til forbrugere men andre præferencer, selv om nordmænd jo egentlig ikke er så forskellige fra danskere. Da jeg kom hjem, mødte jeg min hustru, Lone, der også arbejdede for Dandy,” fortæller Carsten og fortsætter:

“Vi flyttede i første omgang sammen i Vejle, og begyndte at tænke mere over, hvor vi skulle have vores familie. Lone var fra Bøgeskov i Fredericia, så vi valgte at flytte til hendes hjemegn, og her bor vi endnu. Vi søgte et lille samfund med en sportsplads, en hal og natur. Ja, faktisk det, som vi begge var vokset op i. Vi lagde vægt på det lokale foreningsliv, og for vores børn blev det til meget håndbold i først TGI og senere i FHK, og det blev den måde, vi engagerede os på. I en række år var jeg træner sammen med René Vestergaard og jeg begyndte faktisk selv at spille håndbold igen, så længe benene kunne holde til det…”

Efter syv år hos Dandy i Vejle og en kort periode hos Danisco, lander Carsten Hänel hos KiMs i Søndersø, hvor han først bliver salgsdirektør, og efter fem år avancerer til Adm. Direktør. Han havde 13 år hos den populære chipsfabrik, hvor han solgte masser af snacks til danskerne.

“KiMs er en fin virksomhed, som gennemgik en flot udvikling i de år, hvor jeg var med, og det gør den i øvrigt stadig. KiMs var ejet af Orkla, men fungerede utrolig selvstændigt, og så længe vi skabte resultaterne, hørte vi ikke så meget,” fortæller erhvervsmanden.

“Det var også en dejlig periode i mit liv. Børnene var små, vi var aktive i vores lokalsamfund og Søndersø på Fyn var overkommelig at komme til med tre kvarter hver vej. Og så er det jo fedt at sælge produkter, som gør livet lidt sjovere, når man er sulten for sjov,” siger Carsten og griner.

Carlsberg kalder

En dag ringede Carstens telefon. Han fik et af de tilbud, der er svære at takke nej til.

“JEG HAVDE VÆRET 13 ÅR HOS KIMS, BØRNENE VAR BLEVET STØRRE OG JEG TÆNKTE, AT HVIS DET SKULLE VÆRE, SÅ SKULLE DET VÆRE NU, INDEN JEG RUNDEDE 50 ÅR. JEG BLEV DIREKTØR FOR CARLSBERG DANMARK A/S MED DAGLIG ARBEJDSPLADS PÅ HOVEDKONTORET I VALBY, SELVOM BRYGGERIET LÅ HER I FREDERICIA. JEG FIK DOG OGSÅ ET KONTOR PÅ BRYGGERIET. JEG VAR FEM ÅR HOS CARLSBERG, OG DET VAR MEGET INSPIRERENDE AT FÅ LOV TIL AT ARBEJDE MED PRODUKTER SOM CARLSBERG, TUBORG OG COCA-COLA. CARLSBERG ER EN STOR, KOMPLEKS, GAMMEL OG HISTORISK VIRKSOMHED, HVOR MAN NÆSTEN SKRIDT FOR SKRIDT KAN MÆRKE HISTORIENS VINGESUS VISKE TIL EN,” FORTÆLLER CARSTEN OG FORTSÆTTER:

“Min opgave var at gøre forretningen mere profitabel, flytte mærkerne og skabe flere innovationer. Det var en krævende periode, men det lykkedes. Ølmarkedet er og var svært at drive, da det generelle forbrug på de mere traditionelle øl er faldende. Vi fik derfor lanceret en masse specialøl via Jacobsens-brandet, og så udviklede vi Danmarks mest populære alkoholfrie øl – Nordic. Derudover gjorde jeg en del ud af at gøre Carlsberg mere synlig i Fredericia.”

Hvordan?

“Carlsberg er en stor arbejdsplads i Fredericia, men jeg syntes ikke, at jeg kunne mærke det. Vi havde et sponsorat i FC Fredericia, men jeg syntes at vi som betydende arbejdsplads i Fredericia burde støtte det lokale lidt mere. Vi tegnede derfor et sponsorat i Fredericia Håndboldklub, og udvidede samarbejdet med Fredericia Teater. Jeg følte, at det havde vi en forpligtelse til, og jeg er da også glad for, at det er blevet videreført efter min tid.”

Carsten Hänel var også med, da Business Fredericia blev stiftet. “Borgmester Jacob Bjerregaard ringede og spurgte, om jeg ikke ville være med. Det sagde jeg selvfølgelig ja til. Jeg synes, at det var et spændende tiltag, og vi kan jo se nu, hvor godt det er gået, og hvordan byen har rykket sig. Jeg tror, at Business Fredericia sammen med erhvervslivet og kommunen har været en drivkraft. Det var godt tænkt med det sammenspil,” siger Hänel.

Efter Carlsberg Danmark A/S ville Carsten prøvet noget andet. Det blev til et kort intermezzo hos Go Dream.

“Jeg havde lyst til at prøve noget andet. Jeg ville hjælpe mindre virksomheder med at udvikle sig. Go Dream ville prøve at starte en internationalisering, og det skulle være i USA. Så imens indehaverne prøvede kræfter med USA, drev jeg virksomheden i Danmark,” fortæller Carsten.

Igen ringede telefonen, og så var det retur til en stor organisation og virksomhed igen.

“Efter et år blev jeg ringet op af Orkla og spurgt, om jeg ville komme retur til deres Foods Division. Jeg kendte kun Orkla for noget godt, så i dag er jeg igen tilbage i en større organisation, hvor jeg arbejder med en super spændende opgave. Vi har en række af Danmarks stærkeste fødevarebrands og en bred portefølje af produkter. Jeg havde inden arbejdet med snacks, øl og sodavand, så nu var tiden komme til den mere seriøse del af tallerkenen”, fortæller Carsten.

Hvordan er det?

“Det er meget interessant, fordi fødevarer hitter som aldrig før – og på en måde og i en dagsorden, hvor klima, bæredygtighed og måltidsløsninger aldrig har fyldt mere. Opgaven for os er at fange de aktuelle forandringer i forbrugernes madvaner og udvikle produkter og madkoncepter, der er tilpasset fremtidens tallerken, samtidig med, at vi holder fast i de stærke positioner vi har indenfor f.eks. ketchup, marmelade og saftevand,” svarer Carsten.

Når livet ikke byder på arbejde, så har sejler Carsten.

“Vi købte en båd for nogle år siden, da vi som familie besluttede, at vi ville lære at sejle og begynde at opleve Danmark fra vandet. Det blev til en slags fælles projekt og er i dag familiens samlingspunkt – især om sommeren. Vi har altid haft håndbolden sammen, og nu har vi så båden. Børnene er jo efterhånden blevet store, og jeg synes, at det er dejligt at følge dem. Men jeg vil da indrømme, at jeg en gang imellem savner tiden, hvor de var små,” siger far til fire Carsten Hänel og slutter i denne Ugens Kurt:

“Hver periode i livet har sin charme. Tiden går hurtigt, men så længe man gør tingene med åbne øjne og træffer bevidste valg, så bør man ikke fortryde noget. Selvfølgelig begår man fejl og vælger forkert, men man lærer også af dem. Jeg ville sikkert gøre nogle ting anderledes, hvis jeg fik muligheden for dette, men i stedet for at ærgre sig over beslutninger man ikke kan ændre, så kigger jeg hellere på de muligheder der ligger forude. For dem kan man nemlig gøre noget ved.”

Ugens Kurt: Liv Winterberg Lykkegaard

Af

Matthias Runge Madsen

-

07:00 - 16. september 2019

0

I Fredericia har det for flere politikere været et ønske at støtte veteranerne, som der historisk set er mange af her i Fredericia. Til at støtte veteranerne ansatte man Liv Winterberg Lykkegaard, der i denne uge er at finde som Ugens Kurt her på Fredericia AVISEN.

Fra 1. oktober 2018 blev Liv Winterberg Lykkegaard bindeled i indsatsen for udsatte veteraner og deres pårørende i Fredericia. Som veterankoordinator fik hun blandt andet til opgave at vejlede og koordinere samarbejdet mellem veteraner, pårørende og fagpersoner i kommunen.

Med støvregn i luften og en sand efterårsstemning satte Liv og jeg os til rette på kaffebaren. Liv var på en Café Latte, selv foretrækker jeg en almindelig sort kaffe. Det er første gang jeg møder Liv, men jeg har fulgt med på sidelinjen i hendes arbejde. Vi starter samtalen med en tur down memory-lane, tilbage til Kolding.

„Jeg er født i Kolding, og flyttede til Egeskov da jeg skulle starte i anden klasse. Der gik jeg på Bøgeskov Skole, indtil jeg i syvende klasse skulle ind til Købmagergade‟, forklarer Liv.

Hvad fik du tiden til at gå med i Egeskov?

„Hvad lavede jeg derude? Ja, hvad lavede jeg ikke?‟, lyder det med et grin fra Liv inden hun fortsætter: „Jeg er en sportspige, så det var håndbold, fodbold, ja alt. Jeg gik til ridning i Egum, så der var rigeligt at se til. Jeg følte altid at jeg var på cyklen på vej mod et eller andet sted‟.

„Så begyndte jeg at interessere mig for musik, og begyndte at synge. Jeg sang i flere bands, og var en del af Lydmuren. Jeg tror det opstod fordi jeg gik i ungdomsklub i Bøgeskov, hvor vi lavede et band‟, fortæller Liv og fortsætter:

„Jeg tror, det er Jolly Point, der spiller en dag – og jeg synes, det er fedt. Så den vej kommer jeg ind i det miljø, og begynder at færdes herinde i byen. Det er lige den tid, hvor Commitments kommer frem, med Røde som forsanger. Der skulle vi da lave et showband, det var ret sjovt. Vi var så heldige, at vi fik lov at være med til en festival i Sønderborg, hvor der også var Kim Larsen og Boney M. Det var en stor oplevelse‟.

Skole, udlandsophold og uddannelse

„Jeg tager tiende klasse, fordi jeg ikke helt ved, hvad jeg skal. Efter tiende tog jeg til London og arbejdede som housekeeper, og der fik den fuld gas med musikken, det var meget billigere at gå til koncerter‟, forklarer Liv og fortsætter:

„Så kom jeg hjem i kort tid. Så startede jeg i en børnehave, fordi jeg troede, at jeg skulle være pædagog, men det var ikke min hylde. Så var jeg ude at rejse lidt, og så startede jeg på HF, da jeg var omkring 21 år, får taget den, så rejser jeg til Spanien og arbejder – og fester meget‟.

„Da jeg kommer tilbage, møder jeg Poul, og starter med at læse til socialrådgiver. Jeg har altid vidst, at jeg skulle have med mennesker at gøre, og da jeg læste om uddannelsen vidste jeg den var meget åben. Jeg vidste, at jeg ikke ville være myndighedssagsbehandler, men det ville være en god grundsten, der kunne åbne døre for fremtiden‟, siger Liv, inden hun fortæller, at hun i mange år tjente en skilling ved at være bartender på flere af byens beværtninger.

„Da jeg var bartender, om man kan lide det eller ej, lærer man at have med mange forskellige typer at gøre. Det er jeg bare god til. Jeg læste i Odense, og pendlede derover‟, forklarer hun.

Fredericia, Middelfart, Forsvaret – og Fredericia igen

„Jeg blev ansat i et vikariat i Fredericia Kommune lige efter min barsel, en barsel der kom lige efter jeg blev færdig, for her ventede jeg vores første, Ida. Jeg fik sidenhen en stilling i Middelfart Kommune i et par år, inden jeg kort var inden for ungdomsafdelingen, det brændte jeg ikke for, så jeg vendte tilbage til Middelfart‟, fortæller Liv.

„Så var jeg i Forsvaret, hvor jeg blev ansat i Veterancentret med fast sted på Ryes Kaserne. Så rykkede jeg til Socialstyrelsen i Odense, men jeg var stadig omkring veteranområdet. Jeg tænker, om det var en tilfældighed, at jeg endte den vej, for jeg havde aldrig tænkt i de baner.

Fra en kommune til Forsvaret, hvad lå der i det?

„Profilen var rigtig spændende i Forsvaret, og den målgruppe havde jeg ikke så meget kendskab til. Jeg blev nok også lidt duperet over Forsvaret, at de ynder at bevare gamle og faste traditioner. Der var noget ærekærhed og nostalgi over det, og det skabte også et fællesskab, som jeg ikke har oplevet andre steder‟, forklarer Liv og fortsætter:

„Det er en målgruppe, der er meget ordentlige, meget ydmyge og de går den ekstra mil, før de stopper op og spørger om hjælp. Der er fede ressourcer derinde, og en klarhed i hvordan man samarbejder. For nogen måske en lidt hård tone at arbejde i, men jeg er ret ligetil, så det var fint for mig‟

Hvordan ser andre på dit arbejde med veteraner i Forsvaret?

„Man skal være udsendt i 28 dage, så er man at betragte som veteran. Det gælder også for sygeplejersker, læger og andre civile der hjælper, det er der ikke mange der er klar over. Mange tror at alle veteraner har PTSD, og det har alle bestemt ikke‟, fortæller Liv.

„Det skal italesættes hver eneste gang. Da jeg i sidste uge talte i Sundhedshuset, der var det første der blev sagt ‚ja de har været udsendt, så de har PTSD‛, men det er ikke tilfældet. Ja, man ændrer sig, men det betyder ikke at man er syg. Det er ikke ensbetydende med, at man ikke kan fungere. Som alle andre mennesker er livet en bakkedal, der kan være gode og dårlige dage‟, fortsætter hun.

Efter Forsvaret, hvad skete der så?

„Efter Forsvaret blev jeg ansat som Borgervejleder i Fredericia. Faktisk blev jeg ikke valgt til jobbet i første omgang, men da man opnormerede stillingen ringede de til mig‟, svarer Liv og fortsætter:

„Vi havde nok at se til, jeg blev ansat i en toårig projektstilling, og der er ingen tvivl om, at fordi Jesper og jeg var to, så fik vi ordnet meget‟.

„Som borgervejleder er man uafhængig af forvaltningen, og jeg er glad for at jeg ikke var grøn, da jeg var der. For det er et balance-job, at kombinere det politiske og forvaltningen‟, siger Liv.

„Det samme gør sig gældende på veteranområdet, hvor man talte om at oprette en stilling, en stilling jeg gerne ville have‟, fortæller hun og fortsætter:

„Så jeg tænker lidt, at det er en viderebygning for mig. Jeg er lidt i gamet, og nu er målgruppen lidt mere præciseret. Da jeg starter her som borgervejleder havde jeg ikke smækket døren ved Garnisionen, hvilket jo viste sig at være godt. Det har klart været en fordel, at jeg har et netværk derude også‟.

Hvordan er det igen at arbejde med veteraner?

„Jeg føler lidt, at jeg er kommet hjem igen. Jeg har ikke sluppet det her emne, for når jeg kigger tilbage, så er det her jeg har min spidskompetence. Der er sindssygt mange aktører på det her område, jeg tror at der ved sidste optælling var næsten 150 aktører, så der er meget at se til‟, fortæller hun.

„Min position er også lidt, at jeg er min egen herre. Jeg har en chef, men jeg indgår ikke i driften på samme måde. Det kræver også en profil, at man kan og tør at være opsøgende og pleje netværk. Jeg føler selv, at jeg er god til at se muligheder i mine relationer og se fremad. Hele tiden være fremsynet‟, forklarer Liv og fortsætter:

„Så har jeg et tæt samarbejde med Sydjyllands Veterankoordinatorer, vi er 5-6 stykker her i Syd- og Sønderjylland, der sparer meget med hinanden. Vi har også fora på landsplan, hvor vi deler erfaringer‟.

Nu har du jo en stor erfaring, hvem vælger Forsvaret som arbejdsplads?

„Det er bestemte typer af mennesker der vælger et sådant erhverv. Men lige så macho som forsvaret kan være, lige så meget hjertevarme er der, og en kæmpe omsorg. Det er klart, at de her bånd de har skabt under udsendelse, det er bedre end et godt ægteskab. Det er stærke følelser der er på spil‟, fortæller hun.

Det der har været interessant i samarbejdet i forsvaret, man kan altid samarbejde professionelt og stole på hinanden, også selvom man ikke var de bedste venner. Det er ligegyldigt, for alle vidste, hvilken rolle alle havde.

Forsvaret er måske lidt en stat i en stat, det er en lukket verden med sit eget sprog. Der er stor forskel på livet i forsvaret og livet udenfor. Det er svært for dem at træde ud i det civile, men også for civile at forstå den arbejdsplads, de er en del af.

Mand, børn og fritiden

Vi nåede langt ud i Livs arbejdsliv, et liv hvor hun har mødt mange mennesker, mange skæbner og set mange tætte bånd. Selv har hun også mødt manden i sit liv, og her skal vi tilbage til tiden med fest, diskoteker og job som bartender.

„Jeg møder ham som en 18-19-årig, da vi begge spillede rugby. Der havde jeg en kæreste, så han var ikke interessant der, men et par år senere, mødte jeg ham, imens jeg var på arbejde som bartender – og nu har vi været sammen i tyve år‟, fortæller Liv med et grin.

Sammen har Poul og Liv fået to børn. Ida på 16 år og Rasmus på 13 år. Med to teenagere i huset er der ikke meget tid til overs, forklarer Liv:

„Når jeg ikke selv dyrker noget, så har vores børn dyrket en masse fodbold. vi ved tit, hvad weekenderne går med, og hverdagene – fodbold‟.

Hvad med musikken, deler Poul og dig musiksmag?

„Jeg går meget gerne til koncerter, det elsker jeg. Jeg kan godt lide god rock, det gider Poul ikke. Vi vil gerne gå til koncerter sammen, det gør vi også, men når der er lidt for meget hegn tager jeg også af sted selv‟, svarer hun med et grin.

På lige knap en time nåede vi en tour-de-force gennem en hel livshistorie, kaffekopperne var tomme og dagens program bød på nye punkter.

Liv har nok at se til med udstillingen „Udsendt for Danmark‟, der i denne uge løber af stablen. Læs mere om det projekt her.

https://www.facebook.com/events/516928685723924/

Ugens Kurt: Uffe Steiner Jensen

Af

Matthias Runge Madsen

-

07:00 - 9. september 2019

0

Uffe Steiner Jensen — Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Fredericia har været igennem en rivende udvikling de senere år, en udvikling der har krævet store politiske beslutninger. En af dem der har siddet for bordenden da de store beslutninger skulle træffes er tidligere Borgmester i Fredericia, Uffe Steiner Jensen, der i denne uge er Ugens Kurt på Fredericia AVISEN.

Lad mig sige det med det samme, jeg elsker politik – og så elsker jeg dygtige og modige politikere. Jeg har i mange år set op til Uffe, og det er da også med en vis grad af ærefrygt, at jeg denne regnfulde torsdag fik æren af en tur gennem Uffes liv. Han er en mand der i Fredericia er kendt for sin dybe røst, sit karakteristiske overskæg og sit politiske mod.

Med en farvet paraply i hånden kommer Uffe ind på kaffebaren i hjertet af Fredericias gågader. Flat White skulle der i koppen hos Uffe, jeg selv gik med en god kop sort kaffe. Vi fandt en plads inde bagved, og allerede her kan man se Uffes popularitet, mange hilste på.

Inden vi dykker ned i Uffes liv skal vi have styr på fakta. Fødselsattesten siger 1948, så hurtig hovedregning fortæller, at Uffe om få dage runder 71 år. Han er født i en landsby der hedder Vinkel, der ligger et sted mellem Viborg og Bjerringbro.

”Jeg er født på et husmandssted lidt uden for Vinkel. Det var min farfars ejendom, som mine forældre overtog. Der er jeg opvokset i landbruget, et typisk husmandsbrug med to køer, grise, heste, høns og hvad der nu ellers hører med”, fortæller Uffe.

”Især det med køerne fik afgørende betydning for min familie. Min far og mor købte fire køer, der skulle bruges til avl. Det blev skelsættende, for i 1952 solgte de den første kalv, og derfra gik det godt. Pludselig var deres sidebeskæftigelse penge værd, det er en fantastisk historie”, fortsætter han.

Uffe Steiner Jensens forældre fik tre børn. Uffes ældste storesøster er her stadig, men de to imellem er desværre ikke i live længere. Begge de to afdøde søstre har døjet meget med sygdom, den ene fik børnelammelse og den anden døde af vuggedøden.

”Jeg har haft en fantastisk dejlig barndom, og det at leve ude på landet med naboer, der hjalp man hinanden. Når man er født og opvokset på landet kender man også forskel på liv og død, for man mister jo dyrerene”, fortæller han.

Men helt fra barnsben har politik været en del af livet for Uffe. Hans far var radikal politiker, som de fleste andre husmænd, og derudover var han medlem af sognerådet og siden Skatterådet også.

”Min far var i sognerådet, og til sidst også i skatterådet. Han var optaget af ordentlighed og retfærdighed, og jeg kunne tydeligt se at Socialdemokraterne og Radikale allerede dengang stod sammen. Min far var meget aktiv hos Husmandsbevægelsen”, forklarer Uffe Steiner Jensen.

”Mine forældre var, i midten af 50’erne, medlem af en forening der hed ’Aldrig mere krig’, og alle former for våben var forbudt, selv en luftbøsse, som de fleste af kammeraterne fra skolen havde en”, fortsætter han.

”En sjov historie med det der var en om flitsbuen. Jeg måtte godt få en flitsbue, så jeg købte en rigtig bue med rigtige pile. En dag jeg gik ude med hønsene, der tænkte jeg om jeg kunne ramme en høne. Det kunne man godt. Den løb rundt, men jeg fangede den og fik pilen ud og hønen løb rundt. Næste morgen undrede min mor sig, men fik aldrig fundet ud af hvorfor den var død. Det fortalte jeg hende da hun fyldte 80, det blev hun noget overrasket over”, lyder det med et grin fra Uffe.

Skole, atomkraft og Fredericia

”Jeg fik lov til at gå i skole, jeg kom i skole i ’56, og så kom jeg stort set ikke ud”, fortæller Uffe med et grin.

”Jeg fik studentereksamen som den første i vores familie. Jeg blev akademiker og blev civilingeniør. Jeg er elektroingeniør, med speciale i reaktorfysik. Jeg arbejdede i mere end 10 år med kernekraft. Med vores baggrund også i fysikken, har jo en historie for det. Alle var optaget af, at det skulle være kernekraft”, forklarer Uffe.

”Jeg arbejdede med det fra ’75-’85, og derfra var det så planlægning, strategisk planlægning, også for Elsam”

”Det var jobbet hos Elsam der gjorde jeg kom hertil. Min mors familie har været bredt repræsenteret her i byen, så jeg er altid kommet her, men det var først da jeg blev fastansat hos Elsam, at vi rykkede herover”, siger Uffe.

”Vi boede stadig i Brønshøj da jeg fik jobbet, i ’75 kørte jeg frem og tilbage, arbejdede mandag-torsdag. Der havde vi ét barn, og min kone Ellen arbejdede i Ballerup. Det gjorde jeg et halvt år, og i slutningen af ’75 smed de mig ud, men det arbejde jeg lavede ville de gerne købe hos en konsulent i København, så der tog jeg arbejdet ved ham i stedet, så jeg fortsatte med det samme”, forklarer Uffe.

”Vi fik Marie i 1973, og i 1976 kom Anne til verden. To år senere blev jeg fastansat hos Elsam, så der flyttede vi til Erritsø, hvor vi stadig bor den dag i dag. Ja, nu har vi boet her i 41 år, selvom Ellen fra starten ikke var så vild med at flytte herover. Det er hun heldigvis blevet”, fortæller Uffe.

Socialdemokrat, listestemmer og en Borgmesterpost

”Jeg meldte mig ind i Socialdemokratiet imens vi stadig boede i Brønshøj, jeg tror det var i ’75. Siden er jeg jo så blevet æresmedlem, det kan man da kun være glad for”, siger Uffe med et stort smil.

”Jeg blev valgt første gang i 1989, og så var det jo kort efter valget i 1997 af JB (Nielsen, red.) døde. Det betød jo, at vi skulle have en urafstemning, der dengang stod mellem Henning (Due-Lorentzen, red.) og mig”, forklarer Uffe, da jeg spørger ind til den hektiske tid, hvor han fra den ene dag til den anden blev Borgmester i Fredericia Kommune.

Hvorfor stillede du op i første omgang?

”Jeg havde været kredsformand fra 1982 til 1990, imens Poul Nielson var vores Folketingskandidat. Der var der nogen der sagde til mig, at jeg godt kunne stå på listen for at hjælpe, så det sagde jeg ja til. Men fordi jeg i så mange år havde været kredsformand kendte mange medlemmer mit navn, så jeg endte nummer tre på listen, og dengang havde vi altså listeopstilling. Så en placering som nummer tre gjorde, at der klart var listestemmer nok til at jeg blev valgt, også selvom jeg ikke fik mange stemmer”, forklarer Uffe.

Hvordan var det at blive Borgmester, sådan fra den ene dag til den anden?

”Jeg kan huske det endnu, da Kommunaldirektøren ringede til mig, jeg sad til møde i Stokholm. Vi var meget kede af det. Vi har alle sammen enige om, at vi ventede med urafstemningen til Januar. Jeg blev udnævnt i slutningen af januar ’98, og jeg var borgmester til 1. Januar 2010. Det var meget specielt, sådan fra den ene dag til den anden at skulle varetage så vigtigt et job”, svarer Uffe.

Fra industriby til kulturby

”I stort set hele min tid var vi en møj beskidt industriby, det er vi ved at være væk fra, heldigvis. Det er en fornøjelse at se alle de mennesker i byen”, siger Uffe med et stort smil.

Jeg spørger ind til en af de største beslutninger, lukningen af Fredericia Skibsværft. En beslutning der medførte kæmpe kritik, men som nu hos mange høster store roser, for det banede vejen for det storstilede projekt Kanalbyen.

”En politisk usædvanlig beslutning. Jeg var ked af, og er det stadig, over at vi skulle være så uenige. Jeg er meget imponeret over at det var et enigt byråd der traf beslutningen. Der har jo lige siden været et enigt byråd bag projektet. Folk stod ved det”, forklarer Uffe.

”Det begyndte i 2003. Vi vidste jo dårligt hvad vi gjorde da vi startede musicalakademiet. Der havde vi slet ikke drømt om den succes vi har fået. Det har Søren Møller og Helge Reinhardt taget til sig, de har hele tiden hentet de bedste. Det er helt utroligt, vores folk er kendte på Broadway. Det er sjovt at se, og jeg er meget imponeret”, fortsætter han.

”Men i 2000-2003 gik vi i gang med Danmark C. I 2003 lavede vi en proces med byrådet, og vi tænkte om man kunne lave strategisk planlægning med byrådet, og der svarede vi jo faktisk nej, for det er uenighed der skaber fremskridt, men vi endte med at se at vi godt kunne lave de her store planer”, forklarer Uffe og fortsætter:

”Der blev lavet 21 interviews, med kun ét spørgsmål: Hvad drømmer du om i 2012? Og her endte vi med alle sammen at svare det samme, uafhængigt af hinanden. Efter 48 timer sammen, skrev alle 21 under på den samlede vision for 2012. Det var stort”.

”Vi brugte adskillige 100 millioner kroner i Danmark C, det er Danmarks største erhvervsudviklingsområde. Vi fik modet til, da muligheden bød sig, jeg arbejdede første gang med kanalbyen i 2002, og mange mennesker har arbejdet med det siden. Uden byråd og dygtige medarbejdere var det ikke endt sådan her. Byrådet havde i 2008 modet til at indgå i en aftale med RealDania, der nu er med hele vejen”, lyder det stolt fra Uffe Steiner Jensen.

”Det har været fantastisk at være med til. Det var aldrig gået uden dygtige medarbejdere. De her kæmpe planer, for min del vil jeg vove den påstand at det var aldrig gået uden Søren Adsersen som Kommunaldirektør. Da jeg stoppede som Borgmester udnævnte jeg ham til at være min makker. Han holder aldrig op. Jeg var enormt glad for ham”, siger Uffe.

Et travlt liv som pensionist

Selvom Uffe har fået titel af pensionist er det ikke fordi han keder sig, tværtimod. Han har rigeligt at se til.

”Jeg sidder i et advisory board i Nordic City Network, og tidligere som det er jeg meget optaget af. Jeg bilder mig ind, at hvis vi bygger vores by godt nok fungerer samfundet også godt. Så alle hjælper alle”, fortæller Uffe og fortsætter opremsningen af aktiviteter:

”Jeg er formand for Bestyrelsen i Ringkøbing K, hvor vi laver udvikling som DanmarkC. Real Dania har bedt mig om at være formand. Holstebro-Struer Havns bestyrelse er jeg også med i. Så er jeg formand for Sager der Samler i Aarhus. Det er fantastisk spændende folk”.

”Domea.dk’s bestyrelse er jeg med i som sagkyndig, og i den forbindelse er jeg medlem af Futura og Haderslev Boligforening. Jeg troede ellers jeg kunne slippe for Fredericia, men de spurgte om hjælp, så sagde jeg ja”, fortsætter han.

”Jeg arbejder også med et kunstprojekt i Kanalbyen sammen med Tim. Jeg har set hvad teateret gør ved Fredericia, så nu arbejder vi mod en kulturdel af Fredericia”, fortsætter Uffe sin lange opremsning, inden han siger:

”Min kone siger hele tiden, husk nu at du er pensionist. Når nogen synes de kan bruge mig, så er det dejligt, så vil jeg gerne hjælpe”.

Undervejs har Uffe kigget ud af det store vinduesparti. Man kan se på ham, at det er med stor stolthed, at han kigger ud i den travle gågade, en gade der har krævet mod fra byens politikere gennem mange år. Han ser på den med kritiske øjne, med et blik ind mod fremtiden. Uffes helt store projekt er at skabe byer med sammenhæng, byer hvor byplanlægningen og bysamfundet hænger sammen.

Med en krampe i fingrene lige rundt om hjørnet takker jeg en af mine største politiske forbilleder i lokalpolitik for at tage mig med ind i hans fortryllende og interessante historie. Historien om tilfældigheder, atomkraft og stort politisk mod.

https://www.facebook.com/events/caf%C3%A9-razz-middelfart/foredrag-morten-spiegelhauer-bag-om-operation-x-cafe-razz/1763579550454511/

Ugens Kurt: Mads Secher-Kiib

Af

Patrick Viborg Andersen

-

07:00 - 2. september 2019

0

Mads Kiib — Ugens Kurt. Mads Secher-Kiib. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

FHK spiller i dag første Ligakamp siden 2011, og en af dem der var med dengang er Mads Secher-Kiib, der stadig har noget med FHK at gøre den i dag. Læs i denne udgave af Ugens Kurt om Kiibs tid som håndboldspiller, der blandt andet bød på alternative forhold i Østtyskland, og om forelskelsen af Fredericia som by.

Fredericia er kendt som en håndboldbastion, og man kan mærke summen af håndbold i byens puls, og snakken kommer for alvor til at gå, når FHK senere i dag gør comeback i Håndboldligaen efter otte års fravær.

Ind ad døren på Kurt’s Kaffebar kommer en af spillerne fra sidst FHK var i Ligaen, Mads Secher-Kiib, der er 42 år. Meget passende var daværende direktør i klubben, Fredericia AVISENs chefredaktør Andreas Dyhrberg Andreassen, også på kaffebaren, det samme var bagermester Bjarne Wetche, der også er en stor håndboldfanatiker.

Mads og jeg fortrak til den bagerste del af kaffebaren, hvor vi satte os ved et bord og startede med at få det faktuelle på plads. Mads er gift med Helle på tiende år, og sammen har de tre børn, som de bor med på Lupinvej.

Til dagligt er Mads skolelærer på Erritsø Fællesskole Afd. Bygaden, og udover det blev Mads i foråret ansat som træner- og talentansvarlig for U15 og U17-pigerne i FHK.

Det har dog ikke altid ligget i kortene, at Mads skulle bosætte sig i Fredericia og arbejde i byen, da han er født i Aalborg, hvor han nød skolegangen, som ikke var som vi kender den i dag.

„Det var helt anderledes, væsentlige færre lektier, og færre timer,‟ siger Mads og indskyder, at der derfor var god tid til at passe forskellige fritidsinteresser:

„Vi var sammen med kammeraterne og legede med hinanden. Jeg spillede fodbold, håndbold, tennis og havde et fritidsjob,‟ fortæller Mads og fortsætter:

„Vi var den første årgang som startede som 5/6-årig i Nøvling, hvor vi spillede på tremandsmål.‟

Hvordan var det at være knægt dengang?

„Vi var altid i gang. Vi sad ikke og spillede på alt muligt. Der var mulighed for at lege og forældrene var ikke altid obs,‟ siger Mads og smiler.

Hvordan var det at have det sådan lidt løssluppent?

„Det var fint, og det var ikke sådan, at vi var udfordrende overfor vores forældre, som vi fik frie hænder af. Vi behøvede ikke at sige, hvor vi var henne, men vi havde tidspunkter som vi skulle være hjemme på,‟ siger Mads.

Efter endt Folkeskole tog Mads en HF i Aalborg, hvorefter han var i et smedefirma, inden han skulle i militæret og aftjene værnepligt. Da værnepligten var aftjent, kom Mads i lære som jord- og betonarbejder, men samtidig var der fuld gang i håndboldkarrieren.

„Vi spillede i U16- og U18-divisionen, hvor vi klarede os fint. Jeg spillede blandt andet på hold med Thomas Klitgaard, som jeg er barndomskammerater med,‟ siger Mads.

Mads‛ håndboldeventyr

Der var ikke noget, der hed AaB eller Aalborg Håndbold. Mads spillede derfor for Vadum, og den licens har Aalborg den dag i dag overtaget.

Debutten i Ligaen for Mads kom i 1996, og det var ikke mod hvilket som helst hold.

„Jeg kan huske, at min første kamp var i Gudme mod Nikolaj Jacobsen og andre jeg havde set i tv. Jeg fik at vide, at jeg skulle starte inde fem minutter før kampen startede, så jeg blev lidt nervøs. Vi tabte kampen, men jeg gjorde det okay,‟ husker Mads.

Efter nogle år med Vadum blev det mere professionelt, da AaB kom ind og overtog licensen.

„Det kom spillere udefra som Børge Lund og Håvard Tvedten. Jeg havde selv en fast plads som venstre back og playmaker. Jeg var kommet på det, der dengang hed B-landsholdet og var med til nogle samlinger, men jeg havde brug for at prøve noget andet, og efter vi kom i DM-semifinalen i min sidste sæson skiftede jeg klub,‟ siger Mads og fortsætter:

„Jeg skiftede til 3. Bundesligaklubben HS Bayd Neustadt, som ligger i Østtyskland. Efter en sæson skiftede jeg til Ludwigsburg, som ligger nord for Stuttgart, og spillede 2. Bundesliga der i en sæson, hvor vi endte i subtoppen af tabellen. I den efterfølgende sæson havde jeg en aftale med Wacker Thun fra Schweiz, men deres marketingschef, som jeg havde talt med, døde af sygdom. Vi var ellers enige om, hvad der skulle ske, men jeg endte med at stå midt i maj uden en kontrakt. Jeg kontaktede derfor agent Mads Winther, og efter fire-fem dage fik han en aftale i stand med FHK, der lige havde fået Simon Krogh skulderopereret.‟

Hvordan var tiden i Tyskland?

„Jeg var vant til „luksus‟, da vi havde gode forhold i Danmark. Når vi var på udebane i Tyskland, var det virkelig udebane. Det var mærkelige forhold forstået på den måde, at vi fik det bagerste omklædningsrum, der ikke var særlig godt og det var virkelig udebanedommere. Det lærte vi meget af, men det var to fede år som håndboldspiller med oplevelser, som jeg ikke ville være foruden,‟ siger Mads.

Tiden i Fredericia

Mads skiftede til FHK i sommeren 2005, hvor Helle og ham bosatte sig i en lejlighed i Danmarksgade, inden den blev skiftet ud med deres nuværende hus efter et par år.

I Mads‛ første sæson i FHK var den karismatiske københavner, Mik Hagenbo, hentet ind som træner, og det var en speciel oplevelse.

„Jeg kunne huske Mik fra stævner, som vi havde været til. Han sagde tingene på hans måde. Han er en god karakter i dansk håndbold, som havde skæve vinkler på tingene. Der var mange ting, som man kunne lære af ham, men også noget hvor man tænkte „hvorfor laver vi det her?‟,‟ forklarer Mads og kommer ind på specielle oplevelser:

„Når der var nogen i hallen, som larmede på tilskuerpladserne under træningen, fik de at vide de skulle stoppe prompte,‟ siger Mads.

Mik Hagenbo blev dog hurtigt fortid i FHK. Han blev fyret i foråret 2006, da FHK var i overhængende fare for at rykke ud og i stedet blev klubkoryfæet Nick Rasmussen ansat.

„Vi vandt over Skjern efter at have været bagud hele kampen, og så overlevede vi på udebane mod Nordsjælland. Det var midt i mine eksaminer, så der var pres på,‟ husker Mads.

Da Mads kom til FHK, var der en del Fredericia-drenge, der kendte hinanden på holdet, hvor der af samme årsag var opstået forskellige grupperinger.

„Det har været en udfordring at finde sammen som en samlet trup under forskellige trænere. Det lykkedes aldrig helt, selvom vi præsterede fint til tider og vandt nogle gode kampe,‟ siger Mads.

Mads‛ bedste minder fra FHK

Mads Kiib spillede Ligahåndbold i FHK fra 2005 og frem til nedrykningen i 2011, og fra tiden i klubben har Mads flere minder, der er klare på nethinden.

„Der er pokalsemifinalen på udebane mod Kolding, hvor vi selv mener, at vi blev snydt for en finale. Der var også en hjemmekamp mod Kolding, hvor jeg selv lavede det afgørende mål foran 2.300 tilskuere i hallen. Det håber jeg, at de unge får lov at opleve i dag‟ siger Mads, der også gerne tog en tørn i den røde trøje i åbningskampen i dag mod GOG:

„Kunne jeg bare få fem minutter i manegen ville det være sjovt, fordi det er det fedeste. Jeg ville gerne have spillet længere tid end jeg gjorde,‟ siger Mads.

En del af det at spille i FHK er opbakningen, og fra dag et vandt Mads HK Ultras‛ hjerter og fik tilnavnet „Mads Missil‟ med henvisning til signaturafslutning med underhånden, som han fyrede af med hårdt kraft.

„Ultras er sindssygt fede, og er det stadig. Jeg er glad for, at jeg blev taget sådan imod som blev, og det blev da også til opkald om natten, når de var i byen,‟ siger Mads og griner.

Tonen blev igen alvorlig. Mads nævnte selv, at han gerne ville have fortsat sin aktive karriere, som endte brat med en drilsk skade.

„De sidste to år af min aktive karriere var ikke sjove, hverken sportsligt eller personligt,‟ konstaterer Kiib, der forsøgte at bidrage på banen på trods af smerter, som gjorde, at han indstillede karrieren efter FHK’s konkurs i foråret 2012.

Og netop konkursen var heller ikke en sjov tid for Mads.

„Dengang jeg stod i det synes jeg, at det var mærkeligt. Vi havde ikke præsteret, da vi rykkede ned, og havde derfor ikke leveret, det forventede. En konkurs er en kurs, og det kunne man også mærke hos fx GOG. Jeg kan godt se det på en anden måde nu end dengang,‟ forklarer Mads.

FHK er blevet Mads‛ klub

Efter FHK gik konkurs, og blev tvangsnedrykket til Jyllandsserien havde Mads enkelte kampe på klubbens bedste hold i genopbygningsfasen, og det var noget, som var en sjov oplevelse.

„Jeg havde haft nogle af knægtene, da jeg var U18-træner og det var fedt, at der var en ildsjæl som Frank Lagoni, der trænede os og tog ansvar. Siden kom Ole Bruun Andersen til og tog det til et nyt niveau,‟ siger Mads, der i en periode efterfølgende prøvede sig af i klubber som Ejby og Kolding HK som træner:

„Det var godt for mig at komme lidt væk og få noget erfaring. Det gav noget til mig som træner, og det har gjort noget godt for mig, mens jeg har fulgt med på sidelinjen,‟ siger Mads, som i foråret igen blev ansat i FHK som træner og denne gang i en rolle som træner- og talentansvarlig for U15 og U17-pigerne.

„Jeg håber, at vi kan opbygge et tilbud for drenge og piger, hvor vi vil være store for både drenge og piger,‟ siger Mads, der trods fødslen i Aalborg har fået FHK ind under huden:

„FHK er min klub, og det har dét været i mange år nu. Det er den klub, jeg har været i længst tid,‟ siger Mads og kommer ind på hvad FHK har betydet for ham:

„En hel masse gode oplevelser, og en masse godt netværk og op- og nedture, som har betydet en masse for mig og min familie.‟

Den nye tid i Ligaen

Selv har Mads ikke noget med Ligaholdet at gøre, men han kommer til at være at finde til så mange kampe som muligt.

„Jeg håber virkelig, at man overlever det første år i ligaen, for det er om noget det sværeste. Jeg håber, at man prioriterer at bibeholde talentarbejdet som man har gang i. Det er dejligt at se de unge knægte, der er med og som har været der i lang tid, og så har det været nødvendigt at hive lidt profiler til udefra,‟ siger Mads og kommer med en spådom om sæsonen:

„De øverste seks hold i Ligaen bliver svære at matche, men vi får at se mod GOG, hvad holdet kan. Det er et hold, der bliver svære at slå, og man skal huske at slå de rigtige hold,‟ siger Mads.

Mads har selv mærket suset fra tilskuerne i thansen Arena, og det er noget af det han håber kommer til at bære FHK igennem sæsonen.

„Jeg håber, at de tilskuere der kommer, kommer for at bære holdet fremad, selvom der kommer dårlige perioder. Jeg vil gerne opfordre til, at de mennesker der kommer, til at hjælpe holdet på banen i alle faser af spillet. Jeg ved, at Ultras er der, men jeg håber hele arenaen er med. Det kan gøre forskellen, hvis en fyldt arena lægger pres på,‟ forklarer han.

Det civile job og fremtiden

Mads læste i starten af sin periode i FHK til lærer, og det er et job som han stadig besidder i dag, hvor han er ansat på Erritsø Fællesskole, Afd. Bygaden.

„Det er en god og alsidig arbejdplads, hvor jeg har fået mange forskellige funktioner,‟ siger Mads, der ikke umiddelbart har andre fremtidsplaner:

„Jeg har det rigtig godt på skolen, og jeg tror, at jeg bliver i skoleverdenen i resten af min erhvervskarriere,‟ fortæller Mads.

Når Mads har fri, og ikke tilbringer tiden i FHK-regi, er der ikke mange timer tilbage af ugen, men de der er bliver brugt aktivt.

„Jeg prøver at holde mig i form så godt jeg kan med cykel, løb, styrketræning og så spiller jeg lidt golf med Jesper Traberg,‟ siger Mads, der i sommerferien gjorde et kortvarigt comeback på håndboldbanen:

„Vi har prøvet at starte et gammelmandshold under DGI og var til et enkelt stævne. Vi var Jan „Tromle‟ Nielsen, Lars „Luffe‟ Knudsen, Peter Nielsen, Anders Horsbøl og jeg. Det var rigtigt skægt,‟ siger Mads.

Blev forelsket i Fredericia

Mads har boet i Fredericia siden 2005, og han har ikke i sinde at forlade byen.

„Til at starte med lavede jeg en to-årig tale med FHK. Allerede inden jeg drog til Tyskland havde jeg faktisk talt med Thomas Larsen om at skifte til FHK. Da jeg så kom i 2005 fandt jeg ud af, at Fredericia er en god by, hvor der siden er sket meget og man kan tydeligt mærke den udvikling som byen er i,‟ siger Mads og sammenligninger byen fra 2005 med den dag i dag:

„Det er helt anderledes. Der var ét sted, man kunne spise, da vi flyttede her til, og det var et pizzaria. Der var ikke et øje i gaden heller,‟ siger Mads og slutter:

„Nu er der altid mennesker, og der er sket meget. Vi kan godt lide at komme herinde i byen, og så elsker vi også stranden, vandet og skoven.‟

Det blev ikke helt til 2×30 minutters snak med Mads, men mindre kan også gøre det. Vi ser i stedet frem mod aftenens ligapremiere mellem FHK og GOG, og hvem ved, måske sidder vi om otte år og taler med en af aftenens FHK-stjerner til en udgave af Ugens Kurt.

https://www.facebook.com/menyfredericia/

Ugens Kurt: Brian Nuppnau

Af

Patrick Viborg Andersen

-

07:00 - 19. august 2019

0

Ugens Kurt, Brian Nuppnau — Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Kommer man rundt i Fredericias er man ikke i tvivl om hvem Brian Nuppnau er. Brian sidder i kørestol efter en arbejdsulykke, og kæmper for bedre forhold for handicappede, og nu er han sat i stævne på Kurt’s Kaffebar.

Denne udgave af Ugens Kurt er en speciel en af slagsen. Det er den første, der er foregået udenfor på kaffebaren, hvor Brian trofast holder til.

Brian er en af de mange stamkunder på Kurt’s Kaffebar. Han sad allerede klar under baldakinen, da jeg kom og han var omgivet af den sædvanlige flok, der troligt sad og lyttede, da Brian og jeg talte sammen. Efter at have fået skænket en kop kaffe satte jeg mig ud i solen til Brian.

Brian er 55 år gammel, gift med Rikke og har to mindre søskende, Thomas og Lone.

„Jeg er født i Fredericia, men jeg har også boet i Odense, Bogense og Strib, men det meste af min skolegang var i Fredericia,‟ siger Brian.

Fra 1. og frem til 5. klasse gik Brian på Købmagergade Skole og 5.-9. klasse tog han på Skjoldborgvejens Skole, mens Brian tog sin 10. klasse i Strib, da familien flyttede.

„Jeg husker det som en rigtig fin skolegang, hvor jeg havde gode klassekammerater , og vi hyggede os om eftermiddagen – det var en god tid,‟ siger Brian.

Fiskeri, sejllads og livet ved havet generelt har altid fyldt meget for Brian. Efter endt skolegang begyndte han at sejle ud i den store verden, og efter det tog han lastbilkørekort og kørte syd på. Efter det startede Brians erhvervskarriere for alvor.

„Jeg startede som sælger ved Emils Catering i Kolding, men så blev de blev opkøbt af BT Catering, hvor jeg var i nogen tid,‟ fortæller Brian.

Mens Brian var ansat hos BT Catering kom passionen for fisk igen i spil, denne gang i erhvervssammenhæng.

„Jeg blev headhuntet til fiskesalg i Hvide Sande og var på fisketure og med kuttere og fiskede. Jeg fik hele grundturen, og så blev jeg fiskesælger,‟ siger Brian og kommer ind på interessen for fisk:

„Interessen har altid været der. Jeg har altid hobbyfisket og altid haft interesse for det. Jeg har prøvet alt indenfor fiskeri.‟

Hvad er det, der fascinerer dig ved fiskeri?

„Fangsten og alt det hele med det,‟ svarer Brian prompte.

Brian er en mand fyldt med humor, og under vores samtale kommer den i brug flere gange, og også i denne sammenhæng, hvor vi sad i nærheden af et par af hans venner, som fik denne bemærkning omkring fisk:

„Det er ikke nok, at der sidder et par torsk her på kaffebaren, og så er der selvfølgelig flyvefisk,‟ siger Brian og bryder ud i latter, inden den seriøse tone kommer igen:

„Fisk har altid været en interesse på hobbyplan eller i erhvervssammenhæng. Det har været i hjertet af mig,‟ siger Brian.

Arbejdsulykke ændrede alt

Det er ikke nogen hemmelighed, at Brian er blevet en kendt skikkelse, da han sidder i kørestol. Det har han gjort i omkring seks år, da han kom ud for en slem arbejdsulykke, hvor han fik ca. fem tons ned over sig.

„Jeg fik flydespærringer ned over mig. Det er betoner, som bliver kørt op på tromler, og så trykkede min makker på den forkerte knap, og så røg det ned over mig. Jeg blev indlagt, og lå der i halvandet år,‟ siger Brian og fortsætter.

„Jeg fik fem tons gummi ned over mig. Det former sig, så jeg var helt nede og kysse gulvet, og var helt flad. De fik mig op at stå igen, men så kunne vi se, at det ikke gik og så var det dét,‟ konstaterer Brian.

Fra at være en hårdtarbejde mand og så til at sidde i kørestol er noget af et spring, og det var ikke en nem omvæltning for Brian.

„Der gik mange frustrationer igennem hovedet på mig. Jeg kunne ikke komme på arbejde mere og jeg havde ikke kontakten til de mennesker jeg var vant til. Det var ikke særlig sjovt. og ens hverdag blev fuldstændig lavet om. Det er alt lige fra toiletbesøg, til når du skal nå noget i det øverste skab. Ingen arme, ingen småkager som man siger,‟ siger Brian og fortsætter:

„Én ting, som jeg gjorde klar med mig selv var, at selvmedlidenhed kunne jeg ikke bruge til noget, og nogen havde det også værre end mig,‟ fortæller Brian, der istedet for at sidde derhjemme gik meget op i at komme ud og tale med mennesker og få positive oplevelser.

Havnen og Kurt’s Kaffebar

En af de ting, som har hjulpet Brian videre, og som er en genganger fra tidligere er havet, som Brian har en forkærlighed for.

„Jeg begyndte at komme meget på havnen, og vandet betyder en masse for mig. Det minder mig om fisk, fiskekuttere og det frie liv. Der er natur og man møder altid mennesker, som man kan tale med,‟ siger Brian.

Et de steder, hvor Brian ellers er hyppigt at finde er på Kurt’s Kaffebar. Det er også et sted, der har fået en speciel plads i Brians hjerte.

„Jeg har fået venner her, og fået mennesker at snakke med,‟ siger Brian.

Jargonen er noget særligt omkring Brian og vennerne på Kurt’s Kaffebar. Mens Brian nævner vennerne, som betyder meget for ham på Kurt’s, kom de hen og gav Brian hånd.

„Der er en rigtig god atmosfære her, folk er flinke og rare,‟ siger Brian og smiler.

Brian tog initiativ til arrangement på havnen

Brian har i sin tid kørestol ved selvsyn oplevet, at det ikke vælter rundt med muligheder for handicappede i Fredericia og det kom bag på ham.

„Det var lidt et chok. Jeg tænkte, at det var for dårligt og det ikke kan passe, og det var ligesom det der var med til at sætte det i gang med havnen, hvor jeg holdt arrangementet Havnen For Alle,‟ siger Brian.

Brian nævnte det selv, arrangementet Havnen For Alle. Brians oplevelser på egen krop satte gang i det hele.

„Det startede med, at jeg spurgte nogle af drengene her om de ville hjælpe mig. Det ville René Gaardsted og Bo Ibsen, og så arrangerede jeg det og fik en masse sponsorer, hvor særligt Føtex, Jutlander Bank og Super Brugsen på Nymarksvej gav en stor hånd,‟ siger Brian og fortsætter:

„Jeg sad i vinters og så nuslede jeg lidt med det, og så måtte jeg se, om jeg kunne lavet noget. Jeg gik i gang med at ringe til folk, og snuste lidt til om nogle ville være med på det. Jeg fik ikke nej fra nogen overhovedet, så det var meget overvældende.‟

Lige ved siden af os på kaffebaren sad netop René. Han sad og lyttede med og indskød, at idéen til arrangemente var lidt et udspring af en oplevelse sidste sommer.

„Vi var på Østerstrand, hvor drengene slæbte mig på vandet sidste år. Jeg kom ned ad gelænderet, men det var ikke det nemmeste. Jeg kom også ud at bade, og det var fantastisk, men jeg tænkte, at det kunne gøres på en nemmere og bedre måde,‟ siger Brian, der i den forbindelse tog fat i East Coast Surfers og Get Outdoor, der ligger i C-byen:

„Jeg talte med Martin og Sune fra de to butikker om liften, som vi brugte til Havnen For Alle og den var René med nede at teste. Lars Ejby blev hejst ned, mens René sad i stolen og kunne se, hvor nemt det var at køre med den. Det var noget, der fik følelserne i gang for både handicappede og dem der stod og så på,‟ siger Brian, som slår fast, at arrangementet bliver gentaget næste år.

Hvor lang tids forberedelser har du brugt på arrangementet Havnen For Alle?

„Der ligger mange timer, vi startede for et halvt år siden og vi ringede rundt til alle mulige. Op til dagen havde vi lavet et kort, hvor de forskellige ting skulle stå henne, og i den forbindelse havde vi været en tur på hele havnen og planlagt det hele,‟ siger Brian.

Brians interesser

En af de passioner, som Brian dyrker i løbet af sin hverdag er hjemmesiden Handicapsamfundet, og det går godt med den.

„Der er en del, der har lavet indlæg, hvor de synes, at man mangler wc’er og andre ting i byen eller tager aktuelle debatter op som fx Jan Winther med kørestolen. Har man fede oplysninger eller idéer og nogen har startet op, så skal hjemmesiden bruges til det,‟ siger Brian og kommer ind på et nyt tiltag på hjemmeside:

„Planen er, at hvis man er psykisk syg eller har behov for en kontaktperson, så kan man booke sig ind på en tid.‟

Generelt er Brian meget passioneret omkring handicappede og deres sager. En del af hans beskæftigelse i løbet af en dag er også at læse aktuelle emner om det.

„Jeg læser meget debatter og diskussioner med hvad der sker rundt omkring, især omkring handicappede. Det er på alt lige fra hjemmesider, aviser, Facebook og Instagram. Hvis nogen bøvler med noget eller skriver om deres sager, så læser jeg om det,‟ siger Brian.

Foruden interessen for handicappede har Brian også flere daglige rutiner.

„Jeg tager altid på Kurt’s og så sidder jeg der med den sædvanlige flok, og så er jeg også altid forbi havnen. Det er hyggeligt der,‟ siger Brian.

Fredericias fremtid for handicappede

Brian har selvsagt ikke været tilfreds med forholdene for handicappede i Fredericia, men med de initativer, der er skabt, mener han, at der er håb for en bedre fremtid.

„Jeg tror faktisk, at med den information som er skabt der kommer til at ske noget,‟ siger Brian og nævner, hvad der blandt andet er sket i løbet af de seks år, som han har siddet i kørestol:

„Parasport er kommet med lidt tilbud i form af aktivteter til handicappede, men ellers synes jeg ikke, at der er sket mange tiltag.‟

Fremtiden ser positiv

Et af de faste punkter for Ugens Kurt er at komme ind på, hvordan man ser på fremtiden og inden Brian og jeg skulle hver til sit fik vi også vendt det.

„Jeg synes, at det ser rigtig positivt ud. Jeg har fantastiske mennesker omkring mig og gode venner,‟ siger Brian og slutter af med at komme ind på konen Rikke, som han er meget glad for:

„Hun siger altid god vind i sejlene og bakker mig op. Hvis jeg får et nej et sted, så siger hun det er ligemeget og vi finder en anden. Hun er med til at bakke mig op i alt, og det betyder rigtig meget for meget,‟ slutter Brian.

Den første udgave af Ugens Kurt under åben himmel er nu ovre, og efter at have drukket min kaffe færdig gik turen videre for at jagte flere historier.

Lars Rahbek stolt efter udgivelsen af Rahbek Fisk

Af

Patrick Viborg Andersen

-

07:00 - 14. august 2019

0

Lars Rahbek Hansen, Rahbek Fisk bog — Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Tirsdag blev bogen Rahbek Fisk præsenteret, og efterfølgende var Lars Rahbek Hansen, der har medvirket til at bogen kom i stand, stolt over udgivelsen.

https://youtu.be/cCGewfI_IUY

Fredericia AVISEN har tidligere skrevet om, at Lars Rahbek Hansen medvirker til bogen om Rahbek Fisk, som hans far Poul startede tilbage i 1955.

„Da jeg blev opfordret til det lå jeg inde med masser af billeder og historier. Hvis det skulle køres frem var det her i det rigtige forum. Derfor har det betydet meget at få lov at fortæller historien om medarbejderne, kunderne der har været etableret igennem tiden fra 1955 og frem til 2013,‟ siger Lars Rahbek.

Bogen om Rahbek Fisk blev præsenteret d. 13. august, og det var på dagen, hvor Lars‛ far, Poul, ville være fyldt 100 år og det frembringer følelser hos Lars.

„Det er en speciel følelse, der er glad og positiv, fordi han ville have været stolt over at se resultatet og over at se så mange af sine gamle medarbejdere her,‟ fortæller Lars.

Et væld af tidligere kollegaer fra Rahbek Fisk var mødt frem hos 3F for at være til stede, da bogen blev præsenteret og det er noget, som Lars Rahbek sætter pris på.

„Det er overvældende, og også den omtale og interesse som jeg ved, at der er på Facebook og fra de enkelte borgere i byen,‟ forklarer Lars Rahbek og slutter af med at fortælle om stoltheden i forbindelse med udgivelsen af bogen:

„Jeg skal ikke lægge skjul på, at der er en vis form for stolthed efter det. Jeg har haft et fantastisk samarbejde med Thomas Kvist om at få samlet anekdoter og fortællinger til en helhed.‟

Læs her mere om udgivelsen af bogen Rahbek Fisk.

Bog om Rahbek Fisk blev præsenteret

Af

Patrick Viborg Andersen

-

16:00 - 13. august 2019

0

Virksomheden Rahbek Fisk har en stor betydning for den fredericianske historie. Det er der nu blevet udgivet en bog om af forfatter Thomas Kvist Christensen, der efter samarbejde med en række aktører som Turan Savas og Lars Rahbek Hansen har skrevet bogen.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Formand for Lokalhistorisk Forlag, Jørgen Runge Madsen, bød velkommen i i 3Fs mødelokale og overlod efterfølgende ordet til Borgmester Jacob Bjerregaard.

„Jeg har brugt en del tid på at skrive forordet til bogen og har besøgt Rahbek Fisk adskillige gange, hvor jeg har haft Turan Savas med mig og jeg har hilst på mange af jer, som har arbejdet dernede. For Fredericia er det et stykke erhvervs- og familiehistorie. Derfor er det ikke en tilfældig bolsjebutik, der er lukket -det er noget andet – det er en del af jer. Derfor glæder jeg mig over, at mange er kommet her i dag og det vidner om noget,‟ sagde Jacob Bjerregaard og fortsatte:

„Jeg er stolt over at være Borgmester i en kommune, hvor vi har en progressiv fagbevægelse som er med hele vejen, både når man har medarbejdere af sted som slås for os og også, når man skal afvikle og hjælpe folk videre.‟

Næste tale i rækken var Turan Savas, der er tidligere mangeårig tillidsmand på Rahbek Fisk.

„Det bedste ved at være her i dag er at se alle de glade kendte ansigter. En dag ringede telefonen, og det var en gammel journalist, der havde fulgt virksomheden i lang tid og spurgte om det ikke var en god ide at skrive en bog om Rahbek Fisk og så spurgte han om vi skulle drikke kaffe. Han havde gjort sit forarbejde, så jeg tænkte, at det var et godt udgangspunkt og jeg tager bare tingene fra det. Thomas blev anbefalet som forfatter, så jeg tog fat i ham og vi talte om råstoffet, men det var ikke så nemt som jeg troede,‟ sagde Turan Savas med et smil på læben,‟ sagde Turen Savas, der overlod ordet til Lars Rahbek Hansen efterfølgende:

„Det er som at kigge ned ad nostalgiens gade. Det er i dag fars 100 års fødselsdag, så det er specielt, og hvis han hører efter vil han være stolt over det notat, som er kommet i dag,‟ sagde Lars Rahbek Hansen og fortsatte:

„Et år før jeg blev kaldt ind til samtale om bogen, var det et andet hold, som skulle køre det her projekt. Det er ligesom på et fodboldhold, hvor nogle sidder på bænken og man skifter ud og ind. Jeg havde siddet på bænken uden at vide det, da der var to skadede spillere, som hoppede fra efter det første års tid. Det blev jeg beæret over.‟

„Et år før fade døde sagde han, at han: Jeg har fra 1947 og frem alle papirer, breve, dokumenter og billeder, som vi har været igennem hele Rhbeks historie. det skal du tage med hjem – det kan være du får brug for det en dag. Flere har sagt hvorfor skriver du ikke bogen, jeg har sagt nej, da det kunne tolkes som selvhævelse. Jeg blev opfordret og det er noget andet.‟

Sidste taler var forfatter Thomas Kvist Christensen, der blandt andet sagde følgende:

„Der er noget særligt, når man står med et antal flyttekasser, for sådan startede det med 4-5 stykker, der rykkede ind i mit hjem med materiale fyldt med gamle billeder, avisartikler og mødereferater. Der er noget særligt over det, når man om få måneder skal gøre noget til et manuskrift, der kan ryge i bogtrykken med historie og billeder,‟ sagde Thomas Kvist Christenen.

Om RAHBEK FISK 1955 – 2013. Et internationalt fabrikseventyr om fisk og færdigretter.

Virksomheden Rahbek Fisk har gennem rigtig mange år været en ganske betydelig arbejdsplads på havnen i Fredericia, hvor især kvinder – men også mange mænd – fik en arbejdsplads, som de blev meget glade for, og som derfor kom til at betyde meget for Fredericias erhvervsliv generelt.

På en så stor arbejdsplads har man naturligvis ikke helt kunnet undgå twister med arbejdsnedlæggelser og afskedigelser på grund af råvaremangel m.v., men der har alligevel altid været tale om en populær arbejdsplads med et socialt islæt, hvor virksomheden også havde øje for de ansattes problemer med andre ting, fx børnepasning, når forældrene skulle på arbejde. Dette medførte derfor til etableringen af virksomhedens egen børnehave, Pelicanen.

Et andet socialt initiativ var oprettelsen af en sportsklub, Pelicanen, som på en anden facon kunne ryste medarbejderne sammen. Disse tiltag v ar bl.a. så anderkendte, at Rahbek Fisk ofte havde venteliste til job på fabrikken.

Den store iværksætter og direktøren for det hele i de fleste af årene siden etableringen i 1955 var Poul Rahbek Hansen, som præger de fleste af siderne i bogen, godt suppleret af sønnen, Lars Rahbek Hansen, der også fik sin livsopgave i firmaet.

Thomas Kvist Christiansen har formået på fornem vis at skrue tingene sammen omkring de to hovedpersoner, men har derudover interviewet en lang række relevante personer for at gøre fremstillingen så bred og reel som overhovedet mulig.

Da Lokalhistorisk Forlag i august 2018 fik opfordringen til at gå ind i opgaven med at få udgivet en bog om virksomheden Rahbek Fisk, var bestyrelsen ikke i tvivl om, at en sådan bog vil kunne indgå som en væsentlig del af Fredericias lokalhistorie.

Ugens Kurt: Eva Mair

Af

Patrick Viborg Andersen

-

07:00 - 12. august 2019

0

Eva Mair, Ugens Kurt — Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Det er igen tid til Ugens Kurt og denne gang er det en farverig person: En der tør at stå ved sine holdninger. Vi ankommer nærmest på samme tid til Kurts Kaffebar og ind ad døren kommer Eva Mair.

Der er en ting, der altid er spændende, når man laver Ugens Kurt. Det er, når man bestiller kaffen, som er vores fællesnævner for samtalen. Her er Eva Mair i sin egen kategori, da hun beder om en dobbelt espresso, det er først på dagen og Eva har fridag.

„Jeg blev født den 2. december 1985, i en by der hedder Greiskirchen. Det var en lille by ala Børkop, jeg har tre søskende og er selv den yngste‟, indleder Eva.

Eva nød godt af at være den sidste i rækken, det gjorde, at man kunne afprøve grænserne lidt mere i baghjulet af sine ældre søskende.

„Det var en tryg opvækst, jeg var en lille møgunge, i hvert fald som teenager. Jeg kravlede ud af soveværelsesvinduet, kom sent hjem om natten og kravlede ind igen. Jeg gav mine forældre nogle oplevelser‟, griner Eva.

Som helt lille pige drømte hun om at blive dyrlæge. Der var ikke nogle planer om at ende i restaurationsbranchen. Hun lavede ofte mad med sin mor i køkkenet, i begyndelsen var det sjovt, men efterfølgende føltes det som en pligt for den unge østrigske pige. Hun voksede op et sted som ikke var særlig stort, der var ingenting og man skulle bruge en cykel eller bil for at komme rundt.

Selvom den unge Eva drømte om at rejse verden rundt og se det hele, så blev det alligevel en rejse i det kulinariske fodspor.

„Mit første arbejde var i køkkenet på et gourmetrestaurant som 14-årig, det var et sommer job på fire uger. Jeg kunne lide det, det var første gang, jeg tænkte, at den branche var interessant.

Da Eva var 15, startede hun som tjener på en Segarafredo kaffebar.

„Jeg gik på Bundesgymnasium og var i skole fra mandag til lørdag, så arbejdede jeg på kaffebaren lørdag og søndag. Jeg ville på det tidspunkt gerne ind på universitetet i Linz. Jeg ville gerne læse design og arkitektur. Der var 68 ansøgere og de tog otte ind på uddannelsen. Man skulle bestå en to-dages-prøve, hvor man skulle være kreativ‟, siger Eva.

Eva var så tæt på, som hun kunne komme, hun blev nummer ni og blev opfordret til at søge igen året efter. Men hun blev frustreret og ringede til sin arbejdsgiver, på det tidspunkt hvor hun havde 20 timer og sagde, „Hvis du ikke giver mig 30 timer, så søger jeg nyt arbejde!. Siden har jeg været i den branche‟.

XXXLutz

Fra Eva var 19 år, fik hun job i XXXLutz, som er en af de største møbelkæder i Europa. Alle butikkerne har deres egne restauranter med servering. Det blev startskuddet til en karriere, som kom snigende med topfart.

„Efter jeg startede som tjener, gik der to år, før jeg blev spurgt, om jeg ville tage over, da var jeg 21 år. Efter jeg blev bestyrer af restauranten, gik der yderligere to år, så blev jeg prikket på skulderen af ledelsen, og spurgt om jeg ikke ville flytte til Tyskland og lave servicecoaching i de mange filialer. Jeg tog chancen og boede på hoteller i flere år. Jeg fik firmabil og kørte cirka 2000 kilometer på autobahn uge efter uge,‟ siger Eva

Eva kørte et års tid på landevejen, og så var det tid til endnu et trin på karrierestigen. Hun blev distriktschef med ansvar for fire restauranter i Sydtyskland. Endelig havde hun en fast adresse i Karlsruhe, og kørte så til Mannheim, Stuttgart og Frankfurt. XXXLutz ville åbne endnu en filial i Freiburg og Eva besluttede sig for, at hun ville stoppe lige efter åbningen. Hun arbejdede sindsygt meget, hun trængte til at komme væk, da hendes arbejde næsten kun var tal til sidst.

„Jeg tænkte, at jeg ville gøre det færdigt, åbne den nye restaurant ordenligt og så sige farvel. Men så kom chefen for alle møbelhusene og ville have mig til at åbne i Wolfsburg som er hovedcentralen. Så sagde jeg igen ja og flyttede dertil i august og der skulle åbnes med 600 spisepladser i december. Det var meget presset, men jeg har fået en god løn, to betalte lejligheder og jeg var i firmaet i ni år. Hvis jeg ikke havde været der, så kunne jeg ikke have åbnet Mair’s‟, siger Eva.

Kærligheden

Eva plejede med en flok gode venner at besøge Nova Rock Festival i Burgenland og i 2012 mødte hun sin mand Thomas Stjernholm lige der.

„Hans bror Rasmus boede i Wolfsburg og hentede mig i Tyskland. Jeg kendte allerede familien, inden jeg havde mødt ham. Thomas var med, men vi var begge i et forhold, men der var en gnist åbenbart for efter festivalen stoppede, så kørte vi i pendulfart frem og tilbage for at besøge hinanden. Jeg flyttede til Danmark den 8. maj i 2013‟, siger Eva.

Det var distancen og det faktum, at Thomas havde to næsten voksne børn, der gjorde, at de flyttede sammen i Skærup.

„Jeg husker, at jeg synes sproget lød kinesisk, men mit førstehåndsindtryk var, at danskerne var vildt hyggelige mennesker. Jeg følte, at jeg hurtigt ville komme i gang med noget, men jeg gik hjemme i to måneder og prøvede at finde mig selv. Jeg var færdig efter ni år med fuld gas‟, siger Eva.

Cafe Mair’s

Det at lære dansk fik en uventet drejning, Eva var ellers lige begyndt på sprogskole i Vejle. Thomas og Eva havde talt engelsk med hinanden for at have en neutral platform. Men efter to måneder gjorde de en erfaring i Fredericia, der fik Eva ud blandt danskerne fremfor en sprogskole.

„Thomas og jeg kørte i påsken til Fredericia. Vi ville spise brunch. Det var godt vejr og der var mange mennesker rundt omkring, men ingen havde åbent til brunch. Så vi kørte straks hjem og begyndte at google, hvad der var af muligheder for at åbne noget. Vi fandt Café Device, vi ringede og bestilte bord og ville se, hvordan det så ud. Der var ingen mennesker derinde. Efter vi havde spist, spurgte Thomas om det var til salg. Det gjorde indehaveren euforisk og han ville vise os køkkenet, det skulle vi aldrig have gjort‟, griner Eva og fortsætter, „Det var ikke sådan, at jeg havde en million på kontoen, jeg havde nok penge til at åbne, fordi jeg havde sparet op‟.

Mair’s tonede frem som en type restaurant, vi ikke havde set i fæstningsbyen og Eva husker også starten, hvor flere kaldte det københavneri og flere kom med forslag til menuen.

„Der kom konstant folk ind og spurgte: „Hvorfor der ikke var burger og nachos på menuen‟. Jeg har altid sagt, at jeg drejer nøglen om, hvis jeg skulle lave det – jeg kan godt spise det selv, men det vil jeg ikke have hos mig‟, siger Eva.

Økologi og bæredygtighed er vigtigt. Det havde Eva også lyst til fra start. Hun ville helst åbne vegansk og vegetar, men det kunne jeg se, var ti år for tidligt for Danmark.

„Selve indretningen og vores fremtoning er ikke skiftet, men vi er mere bevidste om maden i dag. Stamkunderne er glade for den vej, vi går, ellers ville de jo ikke komme tilbage. Den eneste overlever vi har på menukortet er vores wienerschnitzel, den har vi haft siden dag 1‟, siger Eva.

Er wienerschnitzlen truet, når du har flere retter som er veganske?

„Nej, den er bæredygtig og jeg ved, hvor den kommer fra, det er fra kvæg, der behandles ordentlig og det er ikke er billigt kød. Det er kvalitet. Vi er et sted, hvor en familie med forskellige behov, sagtens kan spise. En hvor far elsker kød og mor er lidt vegetarisk og begge børn er veganere, så kan de gå til os uden, at far skal spise vegansk‟, siger Eva.

Der er ingen tvivl om, at Eva har skabt noget unikt i Fredericia og med seks år på bagen, har Cafe Mair’s bevist sig bæredygtig selv.

Musik

En ting der altid har skilt sig ud på cafeen er musikken, det er fra en østrigsk radiokanal, der hedder Superfly.fm.

„Musik giver varme, hygge og skal være der. Jeg kan ikke leve uden musik. Jeg er vokset op med det. Mine større søskende lyttede til alt muligt musik og min storebror rejste rundt omkring som dj. En gang så kørte min bror og jeg til Zagreb og hjem igen dagen efter. Jeg havde mit andet hjem i Wien, hvor han boede og tog dertil, så tit jeg kunne‟, siger Eva.

De jokede med, at hvis Eva engang skulle åbne en egen restaurant, så skulle han stå for musikken, sjovt nok er han med i radiokanalen, der toner ud på Mair’s. Der er ofte livemusik på Mair’s, der er ikke plads til et stort orkester, men det er ikke unormalt, at der opstår spontane sessions.

Dykning

„Vi var i Grækenland og skulle ud at snorkle, så lavede vi prøvedyk og blev fanget med det samme. Vi tænkte fedt, at vi bor ved siden af vandet i Fredericia, så hvorfor ikke gøre det ordentligt og få en CMAS uddannelse i Danmark. Når vi tager på ferie er målet , altid et sted, hvor det er fedt at dykke. Vi skal kunne slappe af under vandet og ingen kan ringe, det er ren afslapning x 100, heldigvis, at vi begge faldt for det‟, siger Eva.

Fredericia

Det kommer nok ikke bag på nogen, at Eva elsker Tøjhuset, når hun ikke kan leve uden musik.

„Der er en speciel stemning på Tøjhuset og der er fedt derinde. Jeg elsker at gå til koncert. Noget af det bedste ved Fredericia er havet, jeg kan godt lide vandet, det er beroligende, om det er på havnen eller stranden – det er lige meget, jeg kan koble af der‟, siger Eva.

Det har været en lang og dejlig Ugens Kurt, men jeg kan ikke lade være med at spørge Eva om drømmen er at have en strandrestaurant på en tropeø med mulighed for dykning?

„Det er en drøm, men jeg planlægger ikke, hvad der skal ske, det har jeg aldrig gjort. Men når den rigtige dag kommer, træffer jeg beslutningen og går all-in‟, siger Eva.

Men er det utænkeligt, at vi interviewer Eva Mair på Kurts om 25 år?

„Det er det ikke‟, smiler Eva.

Tiden er gået og det har været en dejlig varm samtale, Eva skal nyde sin fridag og der er flere artikler, der skal skrives.

DANSKE DIGITALE MEDIER A/S

Ugens Kurt: Kim Sørensen

Ugens Kurt: Bent Bjerre Jørgensen

Ugens Kurt: Carsten Hänel

Aarhus og verden rundt

Carlsberg kalder

Ugens Kurt: Liv Winterberg Lykkegaard

Skole, udlandsophold og uddannelse

Fredericia, Middelfart, Forsvaret – og Fredericia igen

Mand, børn og fritiden

Ugens Kurt: Uffe Steiner Jensen

Skole, atomkraft og Fredericia

Socialdemokrat, listestemmer og en Borgmesterpost

Fra industriby til kulturby

Et travlt liv som pensionist

Ugens Kurt: Mads Secher-Kiib

Ugens Kurt: Brian Nuppnau

Lars Rahbek stolt efter udgivelsen af Rahbek Fisk

Bog om Rahbek Fisk blev præsenteret

Ugens Kurt: Eva Mair

Selvom den unge Eva drømte om at rejse verden rundt og se det hele, så blev det alligevel en rejse i det kulinariske fodspor.

XXXLutz

Kærligheden

Cafe Mair’s

Musik

Dykning

Fredericia

Miljøminister melder Fredericia og flere andre kommuner for ikke at beskytte...

Stofindtagelsesrum i fokus under politikerbesøg i Vejle

Kolding vil have bilerne ud af dele af gågaden

Nu kan du booke værelser på Middelfarts nye hotel ved marinaen

Fredericia klarer skærene i dramatisk skakfinale