5.5 C
Copenhagen
mandag 31. marts 2025
Facebook Instagram Linkedin Twitter

Ugens Kurt: Liv Winterberg Lykkegaard

Af
Matthias Runge Madsen
-
0
Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

I Fredericia har det for flere politikere været et ønske at støtte veteranerne, som der historisk set er mange af her i Fredericia. Til at støtte veteranerne ansatte man Liv Winterberg Lykkegaard, der i denne uge er at finde som Ugens Kurt her på Fredericia AVISEN.

Fra 1. oktober 2018 blev Liv Winterberg Lykkegaard bindeled i indsatsen for udsatte veteraner og deres pårørende i Fredericia. Som veterankoordinator fik hun blandt andet til opgave at vejlede og koordinere samarbejdet mellem veteraner, pårørende og fagpersoner i kommunen.

Med støvregn i luften og en sand efterårsstemning satte Liv og jeg os til rette på kaffebaren. Liv var på en Café Latte, selv foretrækker jeg en almindelig sort kaffe. Det er første gang jeg møder Liv, men jeg har fulgt med på sidelinjen i hendes arbejde. Vi starter samtalen med en tur down memory-lane, tilbage til Kolding.

„Jeg er født i Kolding, og flyttede til Egeskov da jeg skulle starte i anden klasse. Der gik jeg på Bøgeskov Skole, indtil jeg i syvende klasse skulle ind til Købmagergade‟, forklarer Liv.

Hvad fik du tiden til at gå med i Egeskov?

„Hvad lavede jeg derude? Ja, hvad lavede jeg ikke?‟, lyder det med et grin fra Liv inden hun fortsætter: „Jeg er en sportspige, så det var håndbold, fodbold, ja alt. Jeg gik til ridning i Egum, så der var rigeligt at se til. Jeg følte altid at jeg var på cyklen på vej mod et eller andet sted‟.

„Så begyndte jeg at interessere mig for musik, og begyndte at synge. Jeg sang i flere bands, og var en del af Lydmuren. Jeg tror det opstod fordi jeg gik i ungdomsklub i Bøgeskov, hvor vi lavede et band‟, fortæller Liv og fortsætter:

„Jeg tror, det er Jolly Point, der spiller en dag – og jeg synes, det er fedt. Så den vej kommer jeg ind i det miljø, og begynder at færdes herinde i byen. Det er lige den tid, hvor Commitments kommer frem, med Røde som forsanger. Der skulle vi da lave et showband, det var ret sjovt. Vi var så heldige, at vi fik lov at være med til en festival i Sønderborg, hvor der også var Kim Larsen og Boney M. Det var en stor oplevelse‟.

Skole, udlandsophold og uddannelse

„Jeg tager tiende klasse, fordi jeg ikke helt ved, hvad jeg skal. Efter tiende tog jeg til London og arbejdede som housekeeper, og der fik den fuld gas med musikken, det var meget billigere at gå til koncerter‟, forklarer Liv og fortsætter:

„Så kom jeg hjem i kort tid. Så startede jeg i en børnehave, fordi jeg troede, at jeg skulle være pædagog, men det var ikke min hylde. Så var jeg ude at rejse lidt, og så startede jeg på HF, da jeg var omkring 21 år, får taget den, så rejser jeg til Spanien og arbejder – og fester meget‟.

„Da jeg kommer tilbage, møder jeg Poul, og starter med at læse til socialrådgiver. Jeg har altid vidst, at jeg skulle have med mennesker at gøre, og da jeg læste om uddannelsen vidste jeg den var meget åben. Jeg vidste, at jeg ikke ville være myndighedssagsbehandler, men det ville være en god grundsten, der kunne åbne døre for fremtiden‟, siger Liv, inden hun fortæller, at hun i mange år tjente en skilling ved at være bartender på flere af byens beværtninger.

„Da jeg var bartender, om man kan lide det eller ej, lærer man at have med mange forskellige typer at gøre. Det er jeg bare god til. Jeg læste i Odense, og pendlede derover‟, forklarer hun.

Fredericia, Middelfart, Forsvaret – og Fredericia igen

„Jeg blev ansat i et vikariat i Fredericia Kommune lige efter min barsel, en barsel der kom lige efter jeg blev færdig, for her ventede jeg vores første, Ida. Jeg fik sidenhen en stilling i Middelfart Kommune i et par år, inden jeg kort var inden for ungdomsafdelingen, det brændte jeg ikke for, så jeg vendte tilbage til Middelfart‟, fortæller Liv.

„Så var jeg i Forsvaret, hvor jeg blev ansat i Veterancentret med fast sted på Ryes Kaserne. Så rykkede jeg til Socialstyrelsen i Odense, men jeg var stadig omkring veteranområdet. Jeg tænker, om det var en tilfældighed, at jeg endte den vej, for jeg havde aldrig tænkt i de baner.

Fra en kommune til Forsvaret, hvad lå der i det?

„Profilen var rigtig spændende i Forsvaret, og den målgruppe havde jeg ikke så meget kendskab til. Jeg blev nok også lidt duperet over Forsvaret, at de ynder at bevare gamle og faste traditioner. Der var noget ærekærhed og nostalgi over det, og det skabte også et fællesskab, som jeg ikke har oplevet andre steder‟, forklarer Liv og fortsætter:

„Det er en målgruppe, der er meget ordentlige, meget ydmyge og de går den ekstra mil, før de stopper op og spørger om hjælp. Der er fede ressourcer derinde, og en klarhed i hvordan man samarbejder. For nogen måske en lidt hård tone at arbejde i, men jeg er ret ligetil, så det var fint for mig‟

Hvordan ser andre på dit arbejde med veteraner i Forsvaret?

„Man skal være udsendt i 28 dage, så er man at betragte som veteran. Det gælder også for sygeplejersker, læger og andre civile der hjælper, det er der ikke mange der er klar over. Mange tror at alle veteraner har PTSD, og det har alle bestemt ikke‟, fortæller Liv.

„Det skal italesættes hver eneste gang. Da jeg i sidste uge talte i Sundhedshuset, der var det første der blev sagt ‚ja de har været udsendt, så de har PTSD‛, men det er ikke tilfældet. Ja, man ændrer sig, men det betyder ikke at man er syg. Det er ikke ensbetydende med, at man ikke kan fungere. Som alle andre mennesker er livet en bakkedal, der kan være gode og dårlige dage‟, fortsætter hun.

Efter Forsvaret, hvad skete der så?

„Efter Forsvaret blev jeg ansat som Borgervejleder i Fredericia. Faktisk blev jeg ikke valgt til jobbet i første omgang, men da man opnormerede stillingen ringede de til mig‟, svarer Liv og fortsætter:

„Vi havde nok at se til, jeg blev ansat i en toårig projektstilling, og der er ingen tvivl om, at fordi Jesper og jeg var to, så fik vi ordnet meget‟.

„Som borgervejleder er man uafhængig af forvaltningen, og jeg er glad for at jeg ikke var grøn, da jeg var der. For det er et balance-job, at kombinere det politiske og forvaltningen‟, siger Liv.

„Det samme gør sig gældende på veteranområdet, hvor man talte om at oprette en stilling, en stilling jeg gerne ville have‟, fortæller hun og fortsætter:

„Så jeg tænker lidt, at det er en viderebygning for mig. Jeg er lidt i gamet, og nu er målgruppen lidt mere præciseret. Da jeg starter her som borgervejleder havde jeg ikke smækket døren ved Garnisionen, hvilket jo viste sig at være godt. Det har klart været en fordel, at jeg har et netværk derude også‟.

Hvordan er det igen at arbejde med veteraner?

„Jeg føler lidt, at jeg er kommet hjem igen. Jeg har ikke sluppet det her emne, for når jeg kigger tilbage, så er det her jeg har min spidskompetence. Der er sindssygt mange aktører på det her område, jeg tror at der ved sidste optælling var næsten 150 aktører, så der er meget at se til‟, fortæller hun.

„Min position er også lidt, at jeg er min egen herre. Jeg har en chef, men jeg indgår ikke i driften på samme måde. Det kræver også en profil, at man kan og tør at være opsøgende og pleje netværk. Jeg føler selv, at jeg er god til at se muligheder i mine relationer og se fremad. Hele tiden være fremsynet‟, forklarer Liv og fortsætter:

„Så har jeg et tæt samarbejde med Sydjyllands Veterankoordinatorer, vi er 5-6 stykker her i Syd- og Sønderjylland, der sparer meget med hinanden. Vi har også fora på landsplan, hvor vi deler erfaringer‟.

Nu har du jo en stor erfaring, hvem vælger Forsvaret som arbejdsplads?

„Det er bestemte typer af mennesker der vælger et sådant erhverv. Men lige så macho som forsvaret kan være, lige så meget hjertevarme er der, og en kæmpe omsorg. Det er klart, at de her bånd de har skabt under udsendelse, det er bedre end et godt ægteskab. Det er stærke følelser der er på spil‟, fortæller hun.

Det der har været interessant i samarbejdet i forsvaret, man kan altid samarbejde professionelt og stole på hinanden, også selvom man ikke var de bedste venner. Det er ligegyldigt, for alle vidste, hvilken rolle alle havde.

Forsvaret er måske lidt en stat i en stat, det er en lukket verden med sit eget sprog. Der er stor forskel på livet i forsvaret og livet udenfor. Det er svært for dem at træde ud i det civile, men også for civile at forstå den arbejdsplads, de er en del af.

Mand, børn og fritiden

Vi nåede langt ud i Livs arbejdsliv, et liv hvor hun har mødt mange mennesker, mange skæbner og set mange tætte bånd. Selv har hun også mødt manden i sit liv, og her skal vi tilbage til tiden med fest, diskoteker og job som bartender.

„Jeg møder ham som en 18-19-årig, da vi begge spillede rugby. Der havde jeg en kæreste, så han var ikke interessant der, men et par år senere, mødte jeg ham, imens jeg var på arbejde som bartender – og nu har vi været sammen i tyve år‟, fortæller Liv med et grin.

Sammen har Poul og Liv fået to børn. Ida på 16 år og Rasmus på 13 år. Med to teenagere i huset er der ikke meget tid til overs, forklarer Liv:

„Når jeg ikke selv dyrker noget, så har vores børn dyrket en masse fodbold. vi ved tit, hvad weekenderne går med, og hverdagene – fodbold‟.

Hvad med musikken, deler Poul og dig musiksmag?

„Jeg går meget gerne til koncerter, det elsker jeg. Jeg kan godt lide god rock, det gider Poul ikke. Vi vil gerne gå til koncerter sammen, det gør vi også, men når der er lidt for meget hegn tager jeg også af sted selv‟, svarer hun med et grin.

På lige knap en time nåede vi en tour-de-force gennem en hel livshistorie, kaffekopperne var tomme og dagens program bød på nye punkter.

Liv har nok at se til med udstillingen „Udsendt for Danmark‟, der i denne uge løber af stablen. Læs mere om det projekt her.

https://www.facebook.com/events/516928685723924/

Ugens Kurt: Uffe Steiner Jensen

Af
Matthias Runge Madsen
-
0
Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Fredericia har været igennem en rivende udvikling de senere år, en udvikling der har krævet store politiske beslutninger. En af dem der har siddet for bordenden da de store beslutninger skulle træffes er tidligere Borgmester i Fredericia, Uffe Steiner Jensen, der i denne uge er Ugens Kurt på Fredericia AVISEN.

Lad mig sige det med det samme, jeg elsker politik – og så elsker jeg dygtige og modige politikere. Jeg har i mange år set op til Uffe, og det er da også med en vis grad af ærefrygt, at jeg denne regnfulde torsdag fik æren af en tur gennem Uffes liv. Han er en mand der i Fredericia er kendt for sin dybe røst, sit karakteristiske overskæg og sit politiske mod.

Med en farvet paraply i hånden kommer Uffe ind på kaffebaren i hjertet af Fredericias gågader. Flat White skulle der i koppen hos Uffe, jeg selv gik med en god kop sort kaffe. Vi fandt en plads inde bagved, og allerede her kan man se Uffes popularitet, mange hilste på.

Inden vi dykker ned i Uffes liv skal vi have styr på fakta. Fødselsattesten siger 1948, så hurtig hovedregning fortæller, at Uffe om få dage runder 71 år. Han er født i en landsby der hedder Vinkel, der ligger et sted mellem Viborg og Bjerringbro.

”Jeg er født på et husmandssted lidt uden for Vinkel. Det var min farfars ejendom, som mine forældre overtog. Der er jeg opvokset i landbruget, et typisk husmandsbrug med to køer, grise, heste, høns og hvad der nu ellers hører med”, fortæller Uffe.

”Især det med køerne fik afgørende betydning for min familie. Min far og mor købte fire køer, der skulle bruges til avl. Det blev skelsættende, for i 1952 solgte de den første kalv, og derfra gik det godt. Pludselig var deres sidebeskæftigelse penge værd, det er en fantastisk historie”, fortsætter han.

Uffe Steiner Jensens forældre fik tre børn. Uffes ældste storesøster er her stadig, men de to imellem er desværre ikke i live længere. Begge de to afdøde søstre har døjet meget med sygdom, den ene fik børnelammelse og den anden døde af vuggedøden.

”Jeg har haft en fantastisk dejlig barndom, og det at leve ude på landet med naboer, der hjalp man hinanden. Når man er født og opvokset på landet kender man også forskel på liv og død, for man mister jo dyrerene”, fortæller han.

Men helt fra barnsben har politik været en del af livet for Uffe. Hans far var radikal politiker, som de fleste andre husmænd, og derudover var han medlem af sognerådet og siden Skatterådet også.

”Min far var i sognerådet, og til sidst også i skatterådet. Han var optaget af ordentlighed og retfærdighed, og jeg kunne tydeligt se at Socialdemokraterne og Radikale allerede dengang stod sammen. Min far var meget aktiv hos Husmandsbevægelsen”, forklarer Uffe Steiner Jensen.

”Mine forældre var, i midten af 50’erne, medlem af en forening der hed ’Aldrig mere krig’, og alle former for våben var forbudt, selv en luftbøsse, som de fleste af kammeraterne fra skolen havde en”, fortsætter han.

”En sjov historie med det der var en om flitsbuen. Jeg måtte godt få en flitsbue, så jeg købte en rigtig bue med rigtige pile. En dag jeg gik ude med hønsene, der tænkte jeg om jeg kunne ramme en høne. Det kunne man godt. Den løb rundt, men jeg fangede den og fik pilen ud og hønen løb rundt. Næste morgen undrede min mor sig, men fik aldrig fundet ud af hvorfor den var død. Det fortalte jeg hende da hun fyldte 80, det blev hun noget overrasket over”, lyder det med et grin fra Uffe.

Skole, atomkraft og Fredericia

”Jeg fik lov til at gå i skole, jeg kom i skole i ’56, og så kom jeg stort set ikke ud”, fortæller Uffe med et grin.

”Jeg fik studentereksamen som den første i vores familie. Jeg blev akademiker og blev civilingeniør. Jeg er elektroingeniør, med speciale i reaktorfysik. Jeg arbejdede i mere end 10 år med kernekraft. Med vores baggrund også i fysikken, har jo en historie for det. Alle var optaget af, at det skulle være kernekraft”, forklarer Uffe.

”Jeg arbejdede med det fra ’75-’85, og derfra var det så planlægning, strategisk planlægning, også for Elsam”

”Det var jobbet hos Elsam der gjorde jeg kom hertil. Min mors familie har været bredt repræsenteret her i byen, så jeg er altid kommet her, men det var først da jeg blev fastansat hos Elsam, at vi rykkede herover”, siger Uffe.

”Vi boede stadig i Brønshøj da jeg fik jobbet, i ’75 kørte jeg frem og tilbage, arbejdede mandag-torsdag. Der havde vi ét barn, og min kone Ellen arbejdede i Ballerup. Det gjorde jeg et halvt år, og i slutningen af ’75 smed de mig ud, men det arbejde jeg lavede ville de gerne købe hos en konsulent i København, så der tog jeg arbejdet ved ham i stedet, så jeg fortsatte med det samme”, forklarer Uffe.

”Vi fik Marie i 1973, og i 1976 kom Anne til verden. To år senere blev jeg fastansat hos Elsam, så der flyttede vi til Erritsø, hvor vi stadig bor den dag i dag. Ja, nu har vi boet her i 41 år, selvom Ellen fra starten ikke var så vild med at flytte herover. Det er hun heldigvis blevet”, fortæller Uffe.

Socialdemokrat, listestemmer og en Borgmesterpost

”Jeg meldte mig ind i Socialdemokratiet imens vi stadig boede i Brønshøj, jeg tror det var i ’75. Siden er jeg jo så blevet æresmedlem, det kan man da kun være glad for”, siger Uffe med et stort smil.

”Jeg blev valgt første gang i 1989, og så var det jo kort efter valget i 1997 af JB (Nielsen, red.) døde. Det betød jo, at vi skulle have en urafstemning, der dengang stod mellem Henning (Due-Lorentzen, red.) og mig”, forklarer Uffe, da jeg spørger ind til den hektiske tid, hvor han fra den ene dag til den anden blev Borgmester i Fredericia Kommune.

Hvorfor stillede du op i første omgang?

”Jeg havde været kredsformand fra 1982 til 1990, imens Poul Nielson var vores Folketingskandidat. Der var der nogen der sagde til mig, at jeg godt kunne stå på listen for at hjælpe, så det sagde jeg ja til. Men fordi jeg i så mange år havde været kredsformand kendte mange medlemmer mit navn, så jeg endte nummer tre på listen, og dengang havde vi altså listeopstilling. Så en placering som nummer tre gjorde, at der klart var listestemmer nok til at jeg blev valgt, også selvom jeg ikke fik mange stemmer”, forklarer Uffe.

Hvordan var det at blive Borgmester, sådan fra den ene dag til den anden?

”Jeg kan huske det endnu, da Kommunaldirektøren ringede til mig, jeg sad til møde i Stokholm. Vi var meget kede af det. Vi har alle sammen enige om, at vi ventede med urafstemningen til Januar. Jeg blev udnævnt i slutningen af januar ’98, og jeg var borgmester til 1. Januar 2010. Det var meget specielt, sådan fra den ene dag til den anden at skulle varetage så vigtigt et job”, svarer Uffe.

Fra industriby til kulturby

”I stort set hele min tid var vi en møj beskidt industriby, det er vi ved at være væk fra, heldigvis. Det er en fornøjelse at se alle de mennesker i byen”, siger Uffe med et stort smil.

Jeg spørger ind til en af de største beslutninger, lukningen af Fredericia Skibsværft. En beslutning der medførte kæmpe kritik, men som nu hos mange høster store roser, for det banede vejen for det storstilede projekt Kanalbyen.

”En politisk usædvanlig beslutning. Jeg var ked af, og er det stadig, over at vi skulle være så uenige. Jeg er meget imponeret over at det var et enigt byråd der traf beslutningen. Der har jo lige siden været et enigt byråd bag projektet. Folk stod ved det”, forklarer Uffe.

”Det begyndte i 2003. Vi vidste jo dårligt hvad vi gjorde da vi startede musicalakademiet. Der havde vi slet ikke drømt om den succes vi har fået. Det har Søren Møller og Helge Reinhardt taget til sig, de har hele tiden hentet de bedste. Det er helt utroligt, vores folk er kendte på Broadway. Det er sjovt at se, og jeg er meget imponeret”, fortsætter han.

”Men i 2000-2003 gik vi i gang med Danmark C. I 2003 lavede vi en proces med byrådet, og vi tænkte om man kunne lave strategisk planlægning med byrådet, og der svarede vi jo faktisk nej, for det er uenighed der skaber fremskridt, men vi endte med at se at vi godt kunne lave de her store planer”, forklarer Uffe og fortsætter:

”Der blev lavet 21 interviews, med kun ét spørgsmål: Hvad drømmer du om i 2012? Og her endte vi med alle sammen at svare det samme, uafhængigt af hinanden. Efter 48 timer sammen, skrev alle 21 under på den samlede vision for 2012. Det var stort”.

”Vi brugte adskillige 100 millioner kroner i Danmark C, det er Danmarks største erhvervsudviklingsområde. Vi fik modet til, da muligheden bød sig, jeg arbejdede første gang med kanalbyen i 2002, og mange mennesker har arbejdet med det siden. Uden byråd og dygtige medarbejdere var det ikke endt sådan her. Byrådet havde i 2008 modet til at indgå i en aftale med RealDania, der nu er med hele vejen”, lyder det stolt fra Uffe Steiner Jensen.

”Det har været fantastisk at være med til. Det var aldrig gået uden dygtige medarbejdere. De her kæmpe planer, for min del vil jeg vove den påstand at det var aldrig gået uden Søren Adsersen som Kommunaldirektør. Da jeg stoppede som Borgmester udnævnte jeg ham til at være min makker. Han holder aldrig op. Jeg var enormt glad for ham”, siger Uffe.

Et travlt liv som pensionist

Selvom Uffe har fået titel af pensionist er det ikke fordi han keder sig, tværtimod. Han har rigeligt at se til.

”Jeg sidder i et advisory board i Nordic City Network, og tidligere som det er jeg meget optaget af. Jeg bilder mig ind, at hvis vi bygger vores by godt nok fungerer samfundet også godt. Så alle hjælper alle”, fortæller Uffe og fortsætter opremsningen af aktiviteter:

”Jeg er formand for Bestyrelsen i Ringkøbing K, hvor vi laver udvikling som DanmarkC. Real Dania har bedt mig om at være formand. Holstebro-Struer Havns bestyrelse er jeg også med i. Så er jeg formand for Sager der Samler i Aarhus. Det er fantastisk spændende folk”.

”Domea.dk’s bestyrelse er jeg med i som sagkyndig, og i den forbindelse er jeg medlem af Futura og Haderslev Boligforening. Jeg troede ellers jeg kunne slippe for Fredericia, men de spurgte om hjælp, så sagde jeg ja”, fortsætter han.

”Jeg arbejder også med et kunstprojekt i Kanalbyen sammen med Tim. Jeg har set hvad teateret gør ved Fredericia, så nu arbejder vi mod en kulturdel af Fredericia”, fortsætter Uffe sin lange opremsning, inden han siger:

”Min kone siger hele tiden, husk nu at du er pensionist. Når nogen synes de kan bruge mig, så er det dejligt, så vil jeg gerne hjælpe”.

Undervejs har Uffe kigget ud af det store vinduesparti. Man kan se på ham, at det er med stor stolthed, at han kigger ud i den travle gågade, en gade der har krævet mod fra byens politikere gennem mange år. Han ser på den med kritiske øjne, med et blik ind mod fremtiden. Uffes helt store projekt er at skabe byer med sammenhæng, byer hvor byplanlægningen og bysamfundet hænger sammen.

Med en krampe i fingrene lige rundt om hjørnet takker jeg en af mine største politiske forbilleder i lokalpolitik for at tage mig med ind i hans fortryllende og interessante historie. Historien om tilfældigheder, atomkraft og stort politisk mod.

https://www.facebook.com/events/caf%C3%A9-razz-middelfart/foredrag-morten-spiegelhauer-bag-om-operation-x-cafe-razz/1763579550454511/

Ugens Kurt: Mads Secher-Kiib

Af
Patrick Viborg Andersen
-
0
Mads Kiib
Ugens Kurt. Mads Secher-Kiib. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

FHK spiller i dag første Ligakamp siden 2011, og en af dem der var med dengang er Mads Secher-Kiib, der stadig har noget med FHK at gøre den i dag. Læs i denne udgave af Ugens Kurt om Kiibs tid som håndboldspiller, der blandt andet bød på alternative forhold i Østtyskland, og om forelskelsen af Fredericia som by.

Fredericia er kendt som en håndboldbastion, og man kan mærke summen af håndbold i byens puls, og snakken kommer for alvor til at gå, når FHK senere i dag gør comeback i Håndboldligaen efter otte års fravær.

Ind ad døren på Kurt’s Kaffebar kommer en af spillerne fra sidst FHK var i Ligaen, Mads Secher-Kiib, der er 42 år. Meget passende var daværende direktør i klubben, Fredericia AVISENs chefredaktør Andreas Dyhrberg Andreassen, også på kaffebaren, det samme var bagermester Bjarne Wetche, der også er en stor håndboldfanatiker.

Mads og jeg fortrak til den bagerste del af kaffebaren, hvor vi satte os ved et bord og startede med at få det faktuelle på plads. Mads er gift med Helle på tiende år, og sammen har de tre børn, som de bor med på Lupinvej.

Til dagligt er Mads skolelærer på Erritsø Fællesskole Afd. Bygaden, og udover det blev Mads i foråret ansat som træner- og talentansvarlig for U15 og U17-pigerne i FHK.

Det har dog ikke altid ligget i kortene, at Mads skulle bosætte sig i Fredericia og arbejde i byen, da han er født i Aalborg, hvor han nød skolegangen, som ikke var som vi kender den i dag.

„Det var helt anderledes, væsentlige færre lektier, og færre timer,‟ siger Mads og indskyder, at der derfor var god tid til at passe forskellige fritidsinteresser:

„Vi var sammen med kammeraterne og legede med hinanden. Jeg spillede fodbold, håndbold, tennis og havde et fritidsjob,‟ fortæller Mads og fortsætter:

„Vi var den første årgang som startede som 5/6-årig i Nøvling, hvor vi spillede på tremandsmål.‟

Hvordan var det at være knægt dengang?

„Vi var altid i gang. Vi sad ikke og spillede på alt muligt. Der var mulighed for at lege og forældrene var ikke altid obs,‟ siger Mads og smiler.

Hvordan var det at have det sådan lidt løssluppent?

„Det var fint, og det var ikke sådan, at vi var udfordrende overfor vores forældre, som vi fik frie hænder af. Vi behøvede ikke at sige, hvor vi var henne, men vi havde tidspunkter som vi skulle være hjemme på,‟ siger Mads.

Efter endt Folkeskole tog Mads en HF i Aalborg, hvorefter han var i et smedefirma, inden han skulle i militæret og aftjene værnepligt. Da værnepligten var aftjent, kom Mads i lære som jord- og betonarbejder, men samtidig var der fuld gang i håndboldkarrieren.

„Vi spillede i U16- og U18-divisionen, hvor vi klarede os fint. Jeg spillede blandt andet på hold med Thomas Klitgaard, som jeg er barndomskammerater med,‟ siger Mads.

Mads‛ håndboldeventyr

Der var ikke noget, der hed AaB eller Aalborg Håndbold. Mads spillede derfor for Vadum, og den licens har Aalborg den dag i dag overtaget.

Debutten i Ligaen for Mads kom i 1996, og det var ikke mod hvilket som helst hold.

„Jeg kan huske, at min første kamp var i Gudme mod Nikolaj Jacobsen og andre jeg havde set i tv. Jeg fik at vide, at jeg skulle starte inde fem minutter før kampen startede, så jeg blev lidt nervøs. Vi tabte kampen, men jeg gjorde det okay,‟ husker Mads.

Efter nogle år med Vadum blev det mere professionelt, da AaB kom ind og overtog licensen.

„Det kom spillere udefra som Børge Lund og Håvard Tvedten. Jeg havde selv en fast plads som venstre back og playmaker. Jeg var kommet på det, der dengang hed B-landsholdet og var med til nogle samlinger, men jeg havde brug for at prøve noget andet, og efter vi kom i DM-semifinalen i min sidste sæson skiftede jeg klub,‟ siger Mads og fortsætter:

„Jeg skiftede til 3. Bundesligaklubben HS Bayd Neustadt, som ligger i Østtyskland. Efter en sæson skiftede jeg til Ludwigsburg, som ligger nord for Stuttgart, og spillede 2. Bundesliga der i en sæson, hvor vi endte i subtoppen af tabellen. I den efterfølgende sæson havde jeg en aftale med Wacker Thun fra Schweiz, men deres marketingschef, som jeg havde talt med, døde af sygdom. Vi var ellers enige om, hvad der skulle ske, men jeg endte med at stå midt i maj uden en kontrakt. Jeg kontaktede derfor agent Mads Winther, og efter fire-fem dage fik han en aftale i stand med FHK, der lige havde fået Simon Krogh skulderopereret.‟

Hvordan var tiden i Tyskland?

„Jeg var vant til „luksus‟, da vi havde gode forhold i Danmark. Når vi var på udebane i Tyskland, var det virkelig udebane. Det var mærkelige forhold forstået på den måde, at vi fik det bagerste omklædningsrum, der ikke var særlig godt og det var virkelig udebanedommere. Det lærte vi meget af, men det var to fede år som håndboldspiller med oplevelser, som jeg ikke ville være foruden,‟ siger Mads.

Tiden i Fredericia

Mads skiftede til FHK i sommeren 2005, hvor Helle og ham bosatte sig i en lejlighed i Danmarksgade, inden den blev skiftet ud med deres nuværende hus efter et par år.

I Mads‛ første sæson i FHK var den karismatiske københavner, Mik Hagenbo, hentet ind som træner, og det var en speciel oplevelse.

„Jeg kunne huske Mik fra stævner, som vi havde været til. Han sagde tingene på hans måde. Han er en god karakter i dansk håndbold, som havde skæve vinkler på tingene. Der var mange ting, som man kunne lære af ham, men også noget hvor man tænkte „hvorfor laver vi det her?‟,‟ forklarer Mads og kommer ind på specielle oplevelser:

„Når der var nogen i hallen, som larmede på tilskuerpladserne under træningen, fik de at vide de skulle stoppe prompte,‟ siger Mads.

Mik Hagenbo blev dog hurtigt fortid i FHK. Han blev fyret i foråret 2006, da FHK var i overhængende fare for at rykke ud og i stedet blev klubkoryfæet Nick Rasmussen ansat.

„Vi vandt over Skjern efter at have været bagud hele kampen, og så overlevede vi på udebane mod Nordsjælland. Det var midt i mine eksaminer, så der var pres på,‟ husker Mads.

Da Mads kom til FHK, var der en del Fredericia-drenge, der kendte hinanden på holdet, hvor der af samme årsag var opstået forskellige grupperinger.

„Det har været en udfordring at finde sammen som en samlet trup under forskellige trænere. Det lykkedes aldrig helt, selvom vi præsterede fint til tider og vandt nogle gode kampe,‟ siger Mads.

Mads‛ bedste minder fra FHK

Mads Kiib spillede Ligahåndbold i FHK fra 2005 og frem til nedrykningen i 2011, og fra tiden i klubben har Mads flere minder, der er klare på nethinden.

„Der er pokalsemifinalen på udebane mod Kolding, hvor vi selv mener, at vi blev snydt for en finale. Der var også en hjemmekamp mod Kolding, hvor jeg selv lavede det afgørende mål foran 2.300 tilskuere i hallen. Det håber jeg, at de unge får lov at opleve i dag‟ siger Mads, der også gerne tog en tørn i den røde trøje i åbningskampen i dag mod GOG:

„Kunne jeg bare få fem minutter i manegen ville det være sjovt, fordi det er det fedeste. Jeg ville gerne have spillet længere tid end jeg gjorde,‟ siger Mads.

En del af det at spille i FHK er opbakningen, og fra dag et vandt Mads HK Ultras‛ hjerter og fik tilnavnet „Mads Missil‟ med henvisning til signaturafslutning med underhånden, som han fyrede af med hårdt kraft.

„Ultras er sindssygt fede, og er det stadig. Jeg er glad for, at jeg blev taget sådan imod som blev, og det blev da også til opkald om natten, når de var i byen,‟ siger Mads og griner.

Tonen blev igen alvorlig. Mads nævnte selv, at han gerne ville have fortsat sin aktive karriere, som endte brat med en drilsk skade.

„De sidste to år af min aktive karriere var ikke sjove, hverken sportsligt eller personligt,‟ konstaterer Kiib, der forsøgte at bidrage på banen på trods af smerter, som gjorde, at han indstillede karrieren efter FHK’s konkurs i foråret 2012.

Og netop konkursen var heller ikke en sjov tid for Mads.

„Dengang jeg stod i det synes jeg, at det var mærkeligt. Vi havde ikke præsteret, da vi rykkede ned, og havde derfor ikke leveret, det forventede. En konkurs er en kurs, og det kunne man også mærke hos fx GOG. Jeg kan godt se det på en anden måde nu end dengang,‟ forklarer Mads.

FHK er blevet Mads‛ klub

Efter FHK gik konkurs, og blev tvangsnedrykket til Jyllandsserien havde Mads enkelte kampe på klubbens bedste hold i genopbygningsfasen, og det var noget, som var en sjov oplevelse.

„Jeg havde haft nogle af knægtene, da jeg var U18-træner og det var fedt, at der var en ildsjæl som Frank Lagoni, der trænede os og tog ansvar. Siden kom Ole Bruun Andersen til og tog det til et nyt niveau,‟ siger Mads, der i en periode efterfølgende prøvede sig af i klubber som Ejby og Kolding HK som træner:

„Det var godt for mig at komme lidt væk og få noget erfaring. Det gav noget til mig som træner, og det har gjort noget godt for mig, mens jeg har fulgt med på sidelinjen,‟ siger Mads, som i foråret igen blev ansat i FHK som træner og denne gang i en rolle som træner- og talentansvarlig for U15 og U17-pigerne.

„Jeg håber, at vi kan opbygge et tilbud for drenge og piger, hvor vi vil være store for både drenge og piger,‟ siger Mads, der trods fødslen i Aalborg har fået FHK ind under huden:

„FHK er min klub, og det har dét været i mange år nu. Det er den klub, jeg har været i længst tid,‟ siger Mads og kommer ind på hvad FHK har betydet for ham:

„En hel masse gode oplevelser, og en masse godt netværk og op- og nedture, som har betydet en masse for mig og min familie.‟

Den nye tid i Ligaen

Selv har Mads ikke noget med Ligaholdet at gøre, men han kommer til at være at finde til så mange kampe som muligt.

„Jeg håber virkelig, at man overlever det første år i ligaen, for det er om noget det sværeste. Jeg håber, at man prioriterer at bibeholde talentarbejdet som man har gang i. Det er dejligt at se de unge knægte, der er med og som har været der i lang tid, og så har det været nødvendigt at hive lidt profiler til udefra,‟ siger Mads og kommer med en spådom om sæsonen:

„De øverste seks hold i Ligaen bliver svære at matche, men vi får at se mod GOG, hvad holdet kan. Det er et hold, der bliver svære at slå, og man skal huske at slå de rigtige hold,‟ siger Mads.

Mads har selv mærket suset fra tilskuerne i thansen Arena, og det er noget af det han håber kommer til at bære FHK igennem sæsonen.

„Jeg håber, at de tilskuere der kommer, kommer for at bære holdet fremad, selvom der kommer dårlige perioder. Jeg vil gerne opfordre til, at de mennesker der kommer, til at hjælpe holdet på banen i alle faser af spillet. Jeg ved, at Ultras er der, men jeg håber hele arenaen er med. Det kan gøre forskellen, hvis en fyldt arena lægger pres på,‟ forklarer han.

Det civile job og fremtiden

Mads læste i starten af sin periode i FHK til lærer, og det er et job som han stadig besidder i dag, hvor han er ansat på Erritsø Fællesskole, Afd. Bygaden.

„Det er en god og alsidig arbejdplads, hvor jeg har fået mange forskellige funktioner,‟ siger Mads, der ikke umiddelbart har andre fremtidsplaner:

„Jeg har det rigtig godt på skolen, og jeg tror, at jeg bliver i skoleverdenen i resten af min erhvervskarriere,‟ fortæller Mads.

Når Mads har fri, og ikke tilbringer tiden i FHK-regi, er der ikke mange timer tilbage af ugen, men de der er bliver brugt aktivt.

„Jeg prøver at holde mig i form så godt jeg kan med cykel, løb, styrketræning og så spiller jeg lidt golf med Jesper Traberg,‟ siger Mads, der i sommerferien gjorde et kortvarigt comeback på håndboldbanen:

„Vi har prøvet at starte et gammelmandshold under DGI og var til et enkelt stævne. Vi var Jan „Tromle‟ Nielsen, Lars „Luffe‟ Knudsen, Peter Nielsen, Anders Horsbøl og jeg. Det var rigtigt skægt,‟ siger Mads.

Blev forelsket i Fredericia

Mads har boet i Fredericia siden 2005, og han har ikke i sinde at forlade byen.

„Til at starte med lavede jeg en to-årig tale med FHK. Allerede inden jeg drog til Tyskland havde jeg faktisk talt med Thomas Larsen om at skifte til FHK. Da jeg så kom i 2005 fandt jeg ud af, at Fredericia er en god by, hvor der siden er sket meget og man kan tydeligt mærke den udvikling som byen er i,‟ siger Mads og sammenligninger byen fra 2005 med den dag i dag:

„Det er helt anderledes. Der var ét sted, man kunne spise, da vi flyttede her til, og det var et pizzaria. Der var ikke et øje i gaden heller,‟ siger Mads og slutter:

„Nu er der altid mennesker, og der er sket meget. Vi kan godt lide at komme herinde i byen, og så elsker vi også stranden, vandet og skoven.‟

Det blev ikke helt til 2×30 minutters snak med Mads, men mindre kan også gøre det. Vi ser i stedet frem mod aftenens ligapremiere mellem FHK og GOG, og hvem ved, måske sidder vi om otte år og taler med en af aftenens FHK-stjerner til en udgave af Ugens Kurt.

https://www.facebook.com/menyfredericia/


Ugens Kurt: Brian Nuppnau

Af
Patrick Viborg Andersen
-
0
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Kommer man rundt i Fredericias er man ikke i tvivl om hvem Brian Nuppnau er. Brian sidder i kørestol efter en arbejdsulykke, og kæmper for bedre forhold for handicappede, og nu er han sat i stævne på Kurt’s Kaffebar.

Denne udgave af Ugens Kurt er en speciel en af slagsen. Det er den første, der er foregået udenfor på kaffebaren, hvor Brian trofast holder til.

Brian er en af de mange stamkunder på Kurt’s Kaffebar. Han sad allerede klar under baldakinen, da jeg kom og han var omgivet af den sædvanlige flok, der troligt sad og lyttede, da Brian og jeg talte sammen. Efter at have fået skænket en kop kaffe satte jeg mig ud i solen til Brian.

Brian er 55 år gammel, gift med Rikke og har to mindre søskende, Thomas og Lone.

„Jeg er født i Fredericia, men jeg har også boet i Odense, Bogense og Strib, men det meste af min skolegang var i Fredericia,‟ siger Brian.

Fra 1. og frem til 5. klasse gik Brian på Købmagergade Skole og 5.-9. klasse tog han på Skjoldborgvejens Skole, mens Brian tog sin 10. klasse i Strib, da familien flyttede.

„Jeg husker det som en rigtig fin skolegang, hvor jeg havde gode klassekammerater , og vi hyggede os om eftermiddagen – det var en god tid,‟ siger Brian.

Fiskeri, sejllads og livet ved havet generelt har altid fyldt meget for Brian. Efter endt skolegang begyndte han at sejle ud i den store verden, og efter det tog han lastbilkørekort og kørte syd på. Efter det startede Brians erhvervskarriere for alvor.

„Jeg startede som sælger ved Emils Catering i Kolding, men så blev de blev opkøbt af BT Catering, hvor jeg var i nogen tid,‟ fortæller Brian.

Mens Brian var ansat hos BT Catering kom passionen for fisk igen i spil, denne gang i erhvervssammenhæng.

„Jeg blev headhuntet til fiskesalg i Hvide Sande og var på fisketure og med kuttere og fiskede. Jeg fik hele grundturen, og så blev jeg fiskesælger,‟ siger Brian og kommer ind på interessen for fisk:

„Interessen har altid været der. Jeg har altid hobbyfisket og altid haft interesse for det. Jeg har prøvet alt indenfor fiskeri.‟

Hvad er det, der fascinerer dig ved fiskeri?

„Fangsten og alt det hele med det,‟ svarer Brian prompte.

Brian er en mand fyldt med humor, og under vores samtale kommer den i brug flere gange, og også i denne sammenhæng, hvor vi sad i nærheden af et par af hans venner, som fik denne bemærkning omkring fisk:

„Det er ikke nok, at der sidder et par torsk her på kaffebaren, og så er der selvfølgelig flyvefisk,‟ siger Brian og bryder ud i latter, inden den seriøse tone kommer igen:

„Fisk har altid været en interesse på hobbyplan eller i erhvervssammenhæng. Det har været i hjertet af mig,‟ siger Brian.

Arbejdsulykke ændrede alt

Det er ikke nogen hemmelighed, at Brian er blevet en kendt skikkelse, da han sidder i kørestol. Det har han gjort i omkring seks år, da han kom ud for en slem arbejdsulykke, hvor han fik ca. fem tons ned over sig.

„Jeg fik flydespærringer ned over mig. Det er betoner, som bliver kørt op på tromler, og så trykkede min makker på den forkerte knap, og så røg det ned over mig. Jeg blev indlagt, og lå der i halvandet år,‟ siger Brian og fortsætter.

„Jeg fik fem tons gummi ned over mig. Det former sig, så jeg var helt nede og kysse gulvet, og var helt flad. De fik mig op at stå igen, men så kunne vi se, at det ikke gik og så var det dét,‟ konstaterer Brian.

Fra at være en hårdtarbejde mand og så til at sidde i kørestol er noget af et spring, og det var ikke en nem omvæltning for Brian.

„Der gik mange frustrationer igennem hovedet på mig. Jeg kunne ikke komme på arbejde mere og jeg havde ikke kontakten til de mennesker jeg var vant til. Det var ikke særlig sjovt. og ens hverdag blev fuldstændig lavet om. Det er alt lige fra toiletbesøg, til når du skal nå noget i det øverste skab. Ingen arme, ingen småkager som man siger,‟ siger Brian og fortsætter:

„Én ting, som jeg gjorde klar med mig selv var, at selvmedlidenhed kunne jeg ikke bruge til noget, og nogen havde det også værre end mig,‟ fortæller Brian, der istedet for at sidde derhjemme gik meget op i at komme ud og tale med mennesker og få positive oplevelser.

Havnen og Kurt’s Kaffebar

En af de ting, som har hjulpet Brian videre, og som er en genganger fra tidligere er havet, som Brian har en forkærlighed for.

„Jeg begyndte at komme meget på havnen, og vandet betyder en masse for mig. Det minder mig om fisk, fiskekuttere og det frie liv. Der er natur og man møder altid mennesker, som man kan tale med,‟ siger Brian.

Et de steder, hvor Brian ellers er hyppigt at finde er på Kurt’s Kaffebar. Det er også et sted, der har fået en speciel plads i Brians hjerte.

„Jeg har fået venner her, og fået mennesker at snakke med,‟ siger Brian.

Jargonen er noget særligt omkring Brian og vennerne på Kurt’s Kaffebar. Mens Brian nævner vennerne, som betyder meget for ham på Kurt’s, kom de hen og gav Brian hånd.

„Der er en rigtig god atmosfære her, folk er flinke og rare,‟ siger Brian og smiler.

Brian tog initiativ til arrangement på havnen

Brian har i sin tid kørestol ved selvsyn oplevet, at det ikke vælter rundt med muligheder for handicappede i Fredericia og det kom bag på ham.

„Det var lidt et chok. Jeg tænkte, at det var for dårligt og det ikke kan passe, og det var ligesom det der var med til at sætte det i gang med havnen, hvor jeg holdt arrangementet Havnen For Alle,‟ siger Brian.

Brian nævnte det selv, arrangementet Havnen For Alle. Brians oplevelser på egen krop satte gang i det hele.

„Det startede med, at jeg spurgte nogle af drengene her om de ville hjælpe mig. Det ville René Gaardsted og Bo Ibsen, og så arrangerede jeg det og fik en masse sponsorer, hvor særligt Føtex, Jutlander Bank og Super Brugsen på Nymarksvej gav en stor hånd,‟ siger Brian og fortsætter:

„Jeg sad i vinters og så nuslede jeg lidt med det, og så måtte jeg se, om jeg kunne lavet noget. Jeg gik i gang med at ringe til folk, og snuste lidt til om nogle ville være med på det. Jeg fik ikke nej fra nogen overhovedet, så det var meget overvældende.‟

Lige ved siden af os på kaffebaren sad netop René. Han sad og lyttede med og indskød, at idéen til arrangemente var lidt et udspring af en oplevelse sidste sommer.

„Vi var på Østerstrand, hvor drengene slæbte mig på vandet sidste år. Jeg kom ned ad gelænderet, men det var ikke det nemmeste. Jeg kom også ud at bade, og det var fantastisk, men jeg tænkte, at det kunne gøres på en nemmere og bedre måde,‟ siger Brian, der i den forbindelse tog fat i East Coast Surfers og Get Outdoor, der ligger i C-byen:

„Jeg talte med Martin og Sune fra de to butikker om liften, som vi brugte til Havnen For Alle og den var René med nede at teste. Lars Ejby blev hejst ned, mens René sad i stolen og kunne se, hvor nemt det var at køre med den. Det var noget, der fik følelserne i gang for både handicappede og dem der stod og så på,‟ siger Brian, som slår fast, at arrangementet bliver gentaget næste år.

Hvor lang tids forberedelser har du brugt på arrangementet Havnen For Alle?

„Der ligger mange timer, vi startede for et halvt år siden og vi ringede rundt til alle mulige. Op til dagen havde vi lavet et kort, hvor de forskellige ting skulle stå henne, og i den forbindelse havde vi været en tur på hele havnen og planlagt det hele,‟ siger Brian.

Brians interesser

En af de passioner, som Brian dyrker i løbet af sin hverdag er hjemmesiden Handicapsamfundet, og det går godt med den.

„Der er en del, der har lavet indlæg, hvor de synes, at man mangler wc’er og andre ting i byen eller tager aktuelle debatter op som fx Jan Winther med kørestolen. Har man fede oplysninger eller idéer og nogen har startet op, så skal hjemmesiden bruges til det,‟ siger Brian og kommer ind på et nyt tiltag på hjemmeside:

„Planen er, at hvis man er psykisk syg eller har behov for en kontaktperson, så kan man booke sig ind på en tid.‟

Generelt er Brian meget passioneret omkring handicappede og deres sager. En del af hans beskæftigelse i løbet af en dag er også at læse aktuelle emner om det.

„Jeg læser meget debatter og diskussioner med hvad der sker rundt omkring, især omkring handicappede. Det er på alt lige fra hjemmesider, aviser, Facebook og Instagram. Hvis nogen bøvler med noget eller skriver om deres sager, så læser jeg om det,‟ siger Brian.

Foruden interessen for handicappede har Brian også flere daglige rutiner.

„Jeg tager altid på Kurt’s og så sidder jeg der med den sædvanlige flok, og så er jeg også altid forbi havnen. Det er hyggeligt der,‟ siger Brian.

Fredericias fremtid for handicappede

Brian har selvsagt ikke været tilfreds med forholdene for handicappede i Fredericia, men med de initativer, der er skabt, mener han, at der er håb for en bedre fremtid.

„Jeg tror faktisk, at med den information som er skabt der kommer til at ske noget,‟ siger Brian og nævner, hvad der blandt andet er sket i løbet af de seks år, som han har siddet i kørestol:

„Parasport er kommet med lidt tilbud i form af aktivteter til handicappede, men ellers synes jeg ikke, at der er sket mange tiltag.‟

Fremtiden ser positiv

Et af de faste punkter for Ugens Kurt er at komme ind på, hvordan man ser på fremtiden og inden Brian og jeg skulle hver til sit fik vi også vendt det.

„Jeg synes, at det ser rigtig positivt ud. Jeg har fantastiske mennesker omkring mig og gode venner,‟ siger Brian og slutter af med at komme ind på konen Rikke, som han er meget glad for:

„Hun siger altid god vind i sejlene og bakker mig op. Hvis jeg får et nej et sted, så siger hun det er ligemeget og vi finder en anden. Hun er med til at bakke mig op i alt, og det betyder rigtig meget for meget,‟ slutter Brian.

Den første udgave af Ugens Kurt under åben himmel er nu ovre, og efter at have drukket min kaffe færdig gik turen videre for at jagte flere historier.

http://www.fretri.dk/

Lars Rahbek stolt efter udgivelsen af Rahbek Fisk

Af
Patrick Viborg Andersen
-
0
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Tirsdag blev bogen Rahbek Fisk præsenteret, og efterfølgende var Lars Rahbek Hansen, der har medvirket til at bogen kom i stand, stolt over udgivelsen.

https://youtu.be/cCGewfI_IUY

Fredericia AVISEN har tidligere skrevet om, at Lars Rahbek Hansen medvirker til bogen om Rahbek Fisk, som hans far Poul startede tilbage i 1955.

„Da jeg blev opfordret til det lå jeg inde med masser af billeder og historier. Hvis det skulle køres frem var det her i det rigtige forum. Derfor har det betydet meget at få lov at fortæller historien om medarbejderne, kunderne der har været etableret igennem tiden fra 1955 og frem til 2013,‟ siger Lars Rahbek.

Bogen om Rahbek Fisk blev præsenteret d. 13. august, og det var på dagen, hvor Lars‛ far, Poul, ville være fyldt 100 år og det frembringer følelser hos Lars.

„Det er en speciel følelse, der er glad og positiv, fordi han ville have været stolt over at se resultatet og over at se så mange af sine gamle medarbejdere her,‟ fortæller Lars.

Et væld af tidligere kollegaer fra Rahbek Fisk var mødt frem hos 3F for at være til stede, da bogen blev præsenteret og det er noget, som Lars Rahbek sætter pris på.

„Det er overvældende, og også den omtale og interesse som jeg ved, at der er på Facebook og fra de enkelte borgere i byen,‟ forklarer Lars Rahbek og slutter af med at fortælle om stoltheden i forbindelse med udgivelsen af bogen:

„Jeg skal ikke lægge skjul på, at der er en vis form for stolthed efter det. Jeg har haft et fantastisk samarbejde med Thomas Kvist om at få samlet anekdoter og fortællinger til en helhed.‟

Læs her mere om udgivelsen af bogen Rahbek Fisk.

https://www.fredericiavin.dk/

Bog om Rahbek Fisk blev præsenteret

Af
Patrick Viborg Andersen
-
0
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Virksomheden Rahbek Fisk har en stor betydning for den fredericianske historie. Det er der nu blevet udgivet en bog om af forfatter Thomas Kvist Christensen, der efter samarbejde med en række aktører som Turan Savas og Lars Rahbek Hansen har skrevet bogen.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Formand for Lokalhistorisk Forlag, Jørgen Runge Madsen, bød velkommen i i 3Fs mødelokale og overlod efterfølgende ordet til Borgmester Jacob Bjerregaard.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

„Jeg har brugt en del tid på at skrive forordet til bogen og har besøgt Rahbek Fisk adskillige gange, hvor jeg har haft Turan Savas med mig og jeg har hilst på mange af jer, som har arbejdet dernede. For Fredericia er det et stykke erhvervs- og familiehistorie. Derfor er det ikke en tilfældig bolsjebutik, der er lukket -det er noget andet – det er en del af jer. Derfor glæder jeg mig over, at mange er kommet her i dag og det vidner om noget,‟ sagde Jacob Bjerregaard og fortsatte:

„Jeg er stolt over at være Borgmester i en kommune, hvor vi har en progressiv fagbevægelse som er med hele vejen, både når man har medarbejdere af sted som slås for os og også, når man skal afvikle og hjælpe folk videre.‟

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Næste tale i rækken var Turan Savas, der er tidligere mangeårig tillidsmand på Rahbek Fisk.

„Det bedste ved at være her i dag er at se alle de glade kendte ansigter. En dag ringede telefonen, og det var en gammel journalist, der havde fulgt virksomheden i lang tid og spurgte om det ikke var en god ide at skrive en bog om Rahbek Fisk og så spurgte han om vi skulle drikke kaffe. Han havde gjort sit forarbejde, så jeg tænkte, at det var et godt udgangspunkt og jeg tager bare tingene fra det. Thomas blev anbefalet som forfatter, så jeg tog fat i ham og vi talte om råstoffet, men det var ikke så nemt som jeg troede,‟ sagde Turan Savas med et smil på læben,‟ sagde Turen Savas, der overlod ordet til Lars Rahbek Hansen efterfølgende:

„Det er som at kigge ned ad nostalgiens gade. Det er i dag fars 100 års fødselsdag, så det er specielt, og hvis han hører efter vil han være stolt over det notat, som er kommet i dag,‟ sagde Lars Rahbek Hansen og fortsatte:

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

„Et år før jeg blev kaldt ind til samtale om bogen, var det et andet hold, som skulle køre det her projekt. Det er ligesom på et fodboldhold, hvor nogle sidder på bænken og man skifter ud og ind. Jeg havde siddet på bænken uden at vide det, da der var to skadede spillere, som hoppede fra efter det første års tid. Det blev jeg beæret over.‟

„Et år før fade døde sagde han, at han: Jeg har fra 1947 og frem alle papirer, breve, dokumenter og billeder, som vi har været igennem hele Rhbeks historie. det skal du tage med hjem – det kan være du får brug for det en dag. Flere har sagt hvorfor skriver du ikke bogen, jeg har sagt nej, da det kunne tolkes som selvhævelse. Jeg blev opfordret og det er noget andet.‟

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Sidste taler var forfatter Thomas Kvist Christensen, der blandt andet sagde følgende:

„Der er noget særligt, når man står med et antal flyttekasser, for sådan startede det med 4-5 stykker, der rykkede ind i mit hjem med materiale fyldt med gamle billeder, avisartikler og mødereferater. Der er noget særligt over det, når man om få måneder skal gøre noget til et manuskrift, der kan ryge i bogtrykken med historie og billeder,‟ sagde Thomas Kvist Christenen.

Om RAHBEK FISK 1955 – 2013. Et internationalt fabrikseventyr om fisk og færdigretter.

Virksomheden Rahbek Fisk har gennem rigtig mange år været en ganske betydelig arbejdsplads på havnen i Fredericia, hvor især kvinder – men også mange mænd – fik en arbejdsplads, som de blev meget glade for, og som derfor kom til at betyde meget for Fredericias erhvervsliv generelt.

På en så stor arbejdsplads har man naturligvis ikke helt kunnet undgå twister med arbejdsnedlæggelser og afskedigelser på grund af råvaremangel m.v., men der har alligevel altid været tale om en populær arbejdsplads med et socialt islæt, hvor virksomheden også havde øje for de ansattes problemer med andre ting, fx børnepasning, når forældrene skulle på arbejde. Dette medførte derfor til etableringen af virksomhedens egen børnehave, Pelicanen.

Et andet socialt initiativ var oprettelsen af en sportsklub, Pelicanen, som på en anden facon kunne ryste medarbejderne sammen. Disse tiltag v ar bl.a. så anderkendte, at Rahbek Fisk ofte havde venteliste til job på fabrikken.

Den store iværksætter og direktøren for det hele i de fleste af årene siden etableringen i 1955 var Poul Rahbek Hansen, som præger de fleste af siderne i bogen, godt suppleret af sønnen, Lars Rahbek Hansen, der også fik sin livsopgave i firmaet.

Thomas Kvist Christiansen har formået på fornem vis at skrue tingene sammen omkring de to hovedpersoner, men har derudover interviewet en lang række relevante personer for at gøre fremstillingen så bred og reel som overhovedet mulig.

Da Lokalhistorisk Forlag i august 2018 fik opfordringen til at gå ind i opgaven med at få udgivet en bog om virksomheden Rahbek Fisk, var bestyrelsen ikke i tvivl om, at en sådan bog vil kunne indgå som en væsentlig del af Fredericias lokalhistorie.

https://www.fredericiavin.dk/

Ugens Kurt: Eva Mair

Af
Patrick Viborg Andersen
-
0
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Det er igen tid til Ugens Kurt og denne gang er det en farverig person: En der tør at stå ved sine holdninger. Vi ankommer nærmest på samme tid til Kurts Kaffebar og ind ad døren kommer Eva Mair.

Der er en ting, der altid er spændende, når man laver Ugens Kurt. Det er, når man bestiller kaffen, som er vores fællesnævner for samtalen. Her er Eva Mair i sin egen kategori, da hun beder om en dobbelt espresso, det er først på dagen og Eva har fridag.

„Jeg blev født den 2. december 1985, i en by der hedder Greiskirchen. Det var en lille by ala Børkop, jeg har tre søskende og er selv den yngste‟, indleder Eva.

Eva nød godt af at være den sidste i rækken, det gjorde, at man kunne afprøve grænserne lidt mere i baghjulet af sine ældre søskende.

„Det var en tryg opvækst, jeg var en lille møgunge, i hvert fald som teenager. Jeg kravlede ud af soveværelsesvinduet, kom sent hjem om natten og kravlede ind igen. Jeg gav mine forældre nogle oplevelser‟, griner Eva.

Som helt lille pige drømte hun om at blive dyrlæge. Der var ikke nogle planer om at ende i restaurationsbranchen. Hun lavede ofte mad med sin mor i køkkenet, i begyndelsen var det sjovt, men efterfølgende føltes det som en pligt for den unge østrigske pige. Hun voksede op et sted som ikke var særlig stort, der var ingenting og man skulle bruge en cykel eller bil for at komme rundt.

Selvom den unge Eva drømte om at rejse verden rundt og se det hele, så blev det alligevel en rejse i det kulinariske fodspor.

„Mit første arbejde var i køkkenet på et gourmetrestaurant som 14-årig, det var et sommer job på fire uger. Jeg kunne lide det, det var første gang, jeg tænkte, at den branche var interessant.

Da Eva var 15, startede hun som tjener på en Segarafredo kaffebar.

„Jeg gik på Bundesgymnasium og var i skole fra mandag til lørdag, så arbejdede jeg på kaffebaren lørdag og søndag. Jeg ville på det tidspunkt gerne ind på universitetet i Linz. Jeg ville gerne læse design og arkitektur. Der var 68 ansøgere og de tog otte ind på uddannelsen. Man skulle bestå en to-dages-prøve, hvor man skulle være kreativ‟, siger Eva.

Eva var så tæt på, som hun kunne komme, hun blev nummer ni og blev opfordret til at søge igen året efter. Men hun blev frustreret og ringede til sin arbejdsgiver, på det tidspunkt hvor hun havde 20 timer og sagde, „Hvis du ikke giver mig 30 timer, så søger jeg nyt arbejde!. Siden har jeg været i den branche‟.

XXXLutz

Fra Eva var 19 år, fik hun job i XXXLutz, som er en af de største møbelkæder i Europa. Alle butikkerne har deres egne restauranter med servering. Det blev startskuddet til en karriere, som kom snigende med topfart.

„Efter jeg startede som tjener, gik der to år, før jeg blev spurgt, om jeg ville tage over, da var jeg 21 år. Efter jeg blev bestyrer af restauranten, gik der yderligere to år, så blev jeg prikket på skulderen af ledelsen, og spurgt om jeg ikke ville flytte til Tyskland og lave servicecoaching i de mange filialer. Jeg tog chancen og boede på hoteller i flere år. Jeg fik firmabil og kørte cirka 2000 kilometer på autobahn uge efter uge,‟ siger Eva

Eva kørte et års tid på landevejen, og så var det tid til endnu et trin på karrierestigen. Hun blev distriktschef med ansvar for fire restauranter i Sydtyskland. Endelig havde hun en fast adresse i Karlsruhe, og kørte så til Mannheim, Stuttgart og Frankfurt. XXXLutz ville åbne endnu en filial i Freiburg og Eva besluttede sig for, at hun ville stoppe lige efter åbningen. Hun arbejdede sindsygt meget, hun trængte til at komme væk, da hendes arbejde næsten kun var tal til sidst.

„Jeg tænkte, at jeg ville gøre det færdigt, åbne den nye restaurant ordenligt og så sige farvel. Men så kom chefen for alle møbelhusene og ville have mig til at åbne i Wolfsburg som er hovedcentralen. Så sagde jeg igen ja og flyttede dertil i august og der skulle åbnes med 600 spisepladser i december. Det var meget presset, men jeg har fået en god løn, to betalte lejligheder og jeg var i firmaet i ni år. Hvis jeg ikke havde været der, så kunne jeg ikke have åbnet Mair’s‟, siger Eva.

Kærligheden

Eva plejede med en flok gode venner at besøge Nova Rock Festival i Burgenland og i 2012 mødte hun sin mand Thomas Stjernholm lige der.

„Hans bror Rasmus boede i Wolfsburg og hentede mig i Tyskland. Jeg kendte allerede familien, inden jeg havde mødt ham. Thomas var med, men vi var begge i et forhold, men der var en gnist åbenbart for efter festivalen stoppede, så kørte vi i pendulfart frem og tilbage for at besøge hinanden. Jeg flyttede til Danmark den 8. maj i 2013‟, siger Eva.

Det var distancen og det faktum, at Thomas havde to næsten voksne børn, der gjorde, at de flyttede sammen i Skærup.

„Jeg husker, at jeg synes sproget lød kinesisk, men mit førstehåndsindtryk var, at danskerne var vildt hyggelige mennesker. Jeg følte, at jeg hurtigt ville komme i gang med noget, men jeg gik hjemme i to måneder og prøvede at finde mig selv. Jeg var færdig efter ni år med fuld gas‟, siger Eva.

Cafe Mair’s

Det at lære dansk fik en uventet drejning, Eva var ellers lige begyndt på sprogskole i Vejle. Thomas og Eva havde talt engelsk med hinanden for at have en neutral platform. Men efter to måneder gjorde de en erfaring i Fredericia, der fik Eva ud blandt danskerne fremfor en sprogskole.

„Thomas og jeg kørte i påsken til Fredericia. Vi ville spise brunch. Det var godt vejr og der var mange mennesker rundt omkring, men ingen havde åbent til brunch. Så vi kørte straks hjem og begyndte at google, hvad der var af muligheder for at åbne noget. Vi fandt Café Device, vi ringede og bestilte bord og ville se, hvordan det så ud. Der var ingen mennesker derinde. Efter vi havde spist, spurgte Thomas om det var til salg. Det gjorde indehaveren euforisk og han ville vise os køkkenet, det skulle vi aldrig have gjort‟, griner Eva og fortsætter, „Det var ikke sådan, at jeg havde en million på kontoen, jeg havde nok penge til at åbne, fordi jeg havde sparet op‟.

Mair’s tonede frem som en type restaurant, vi ikke havde set i fæstningsbyen og Eva husker også starten, hvor flere kaldte det københavneri og flere kom med forslag til menuen.

„Der kom konstant folk ind og spurgte: „Hvorfor der ikke var burger og nachos på menuen‟. Jeg har altid sagt, at jeg drejer nøglen om, hvis jeg skulle lave det – jeg kan godt spise det selv, men det vil jeg ikke have hos mig‟, siger Eva.

Økologi og bæredygtighed er vigtigt. Det havde Eva også lyst til fra start. Hun ville helst åbne vegansk og vegetar, men det kunne jeg se, var ti år for tidligt for Danmark.

„Selve indretningen og vores fremtoning er ikke skiftet, men vi er mere bevidste om maden i dag. Stamkunderne er glade for den vej, vi går, ellers ville de jo ikke komme tilbage. Den eneste overlever vi har på menukortet er vores wienerschnitzel, den har vi haft siden dag 1‟, siger Eva.

Er wienerschnitzlen truet, når du har flere retter som er veganske?

„Nej, den er bæredygtig og jeg ved, hvor den kommer fra, det er fra kvæg, der behandles ordentlig og det er ikke er billigt kød. Det er kvalitet. Vi er et sted, hvor en familie med forskellige behov, sagtens kan spise. En hvor far elsker kød og mor er lidt vegetarisk og begge børn er veganere, så kan de gå til os uden, at far skal spise vegansk‟, siger Eva.

Der er ingen tvivl om, at Eva har skabt noget unikt i Fredericia og med seks år på bagen, har Cafe Mair’s bevist sig bæredygtig selv.

Musik

En ting der altid har skilt sig ud på cafeen er musikken, det er fra en østrigsk radiokanal, der hedder Superfly.fm.

„Musik giver varme, hygge og skal være der. Jeg kan ikke leve uden musik. Jeg er vokset op med det. Mine større søskende lyttede til alt muligt musik og min storebror rejste rundt omkring som dj. En gang så kørte min bror og jeg til Zagreb og hjem igen dagen efter. Jeg havde mit andet hjem i Wien, hvor han boede og tog dertil, så tit jeg kunne‟, siger Eva.

De jokede med, at hvis Eva engang skulle åbne en egen restaurant, så skulle han stå for musikken, sjovt nok er han med i radiokanalen, der toner ud på Mair’s. Der er ofte livemusik på Mair’s, der er ikke plads til et stort orkester, men det er ikke unormalt, at der opstår spontane sessions.

Dykning

„Vi var i Grækenland og skulle ud at snorkle, så lavede vi prøvedyk og blev fanget med det samme. Vi tænkte fedt, at vi bor ved siden af vandet i Fredericia, så hvorfor ikke gøre det ordentligt og få en CMAS uddannelse i Danmark. Når vi tager på ferie er målet , altid et sted, hvor det er fedt at dykke. Vi skal kunne slappe af under vandet og ingen kan ringe, det er ren afslapning x 100, heldigvis, at vi begge faldt for det‟, siger Eva.

Fredericia

Det kommer nok ikke bag på nogen, at Eva elsker Tøjhuset, når hun ikke kan leve uden musik.

„Der er en speciel stemning på Tøjhuset og der er fedt derinde. Jeg elsker at gå til koncert. Noget af det bedste ved Fredericia er havet, jeg kan godt lide vandet, det er beroligende, om det er på havnen eller stranden – det er lige meget, jeg kan koble af der‟, siger Eva.

Det har været en lang og dejlig Ugens Kurt, men jeg kan ikke lade være med at spørge Eva om drømmen er at have en strandrestaurant på en tropeø med mulighed for dykning?

„Det er en drøm, men jeg planlægger ikke, hvad der skal ske, det har jeg aldrig gjort. Men når den rigtige dag kommer, træffer jeg beslutningen og går all-in‟, siger Eva.

Men er det utænkeligt, at vi interviewer Eva Mair på Kurts om 25 år?

„Det er det ikke‟, smiler Eva.

Tiden er gået og det har været en dejlig varm samtale, Eva skal nyde sin fridag og der er flere artikler, der skal skrives.

http://bit.ly/metteblomsterberglecture
Klik her

Ugens Kurt: Therese Krog Andresen

Af
Matthias Runge Madsen
-
0
Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Denne Ugens Kurt er 29 år gammel, født i København, opvokset i Svendborg – og selvom hun forsøgte at undgå det, ja så endte hun i Fredericia, en by hun siden er blevet helt forelsket i.

Vi havde aftalt at mødes klokken ni, men Therese kom i god tid. Der var ikke mange på kaffebaren her fra morgenstunden, så der var frit valg. Noget atypisk tog vi plads ved gyngestolene i hjørnet, et sted jeg ikke har lavet Ugens Kurt før – men der skal jo være en første gang for alting. Inden vi satte os fik Therese bestilt en Café Latte, meget klassisk valg til en Ugens Kurt, til gengæld.

Vi starter med at tage 29 år tilbage, til København hvor livet startede for den selvstændige guldsmed.

„Jeg er født i København, og opvokset i Svendborg. Vi flyttede da jeg skulle starte i børnehave. Vi blev sendt på privatskole min lillebror og jeg, fordi mine forældre ikke vidste hvordan deres liv blev, så vi skulle bare have skolen som fast base‟, fortæller Therese og fortsætter:

„Der var en tryg fast base der på skolen. Min far skiftede meget job, så skolen blev det faste holdepunkt for mig. Min mor var advokatsekretær, og det har hun været hele min barndom. Min far er kok, forsøgte at starte sit eget, og det gik ikke. Han skiftede job hvert andet år, så der var mange skift der‟.

„Mine forældre blev skilt i 98’, tror jeg det var. Der flyttede min far først til Island og så til Grønland, hvor han var i fem år, for at komme hjem og flytte til København‟, siger hun.

„Det var en hverdag med en enlig mor, der arbejder meget for at have penge for at holde sammen på det hele. Så vi passede på hinanden‟, fortsætter hun.

Kreativiteten vandt

„Jeg tog på gymnasiet, fordi jeg ikke vidste hvad jeg skulle. Da det var slut sad jeg igen, og vidste ikke hvad jeg skulle. Så det blev uger med ransagelse af sindet, hvad skal jeg lave resten af livet. Der kom jeg frem til, at jeg skulle have noget kreativt‟, forklarer Therese.

„Jeg har altid tegnet, viklet og klippe-klistret. Så sad jeg og pillede ved smykker og tænkte, hvordan laver man det? Og findes det? Kan man blive det? Det kunne man, og man kunne i Fredericia og København – og hvad skulle man i Fredericia? Så det blev København‟, fortsætter hun.

„Jeg havde læst mig til, at man skulle have en læreplads for at komme ind på skolen, så jeg udskrev ansøgninger og tog med rundt i København, de grinte alle sammen af mig, for man skulle have erfaring. Jeg fik lidt små kurser og hjælp, indtil en sagde jeg skulle tage ud på skolen og snakke med dem‟, siger Therese.

„Der begyndte jeg så som metalsmed i marts 2010. Der var jeg i tyve uger som metalsmed, inden jeg kom ind på guldsmedeuddannelsen på en kvoteplads, stadig uden læreplads, men inde på uddannelsen‟, fortæller hun og fortsætter:

„Så jeg kunne ikke fortsætte efter grundforløbet uden læreplads, så jeg søgte flere om ugen i hele landet og Sverige og Tyskland. Da de 60 uger var gået havde jeg stadig ikke en læreplads, så der tog jeg hjem til mor for at finde ud af hvad jeg skulle‟.

„Jeg lånte en bil, og kørte til Langeland – og der var en der gerne ville have mig. Så flyttede jeg til Langeland, men vi måtte opgive, da virksomheden ikke kunne køre. Så stod jeg der igen, og skulle forfra. Så var jeg så heldig, at finde en læreplads inde i Svendborg, det var tredje eller fjerde gang jeg kom forbi, og der måtte jeg starte mandag. Så jeg fik min læreplads og min uddannelse‟, lyder det fra Therese.

Netdating endte i Fredericia

„Undervejs begyndte jeg at netdate, og der var en sød fyr der boede i Fredericia, og han var ikke til at flytte på – og jeg måtte heller ikke flytte. Så vi havde langdistanceforhold i tre år, og da jeg var udlært flyttede jeg til Fredericia‟, fortæller Therese og fortsætter:

„Efter et år med pendling ville jeg ikke mere, og jeg har altid haft en drøm om at være selv, at kunne bygge mit eget. Jeg oprettede et CVR-nummer da jeg blev udlært, og begyndte at pusle med det. Virksomhedsopbygning, hvordan skal det være? Så prøvede jeg hjemmefra da jeg sagde op, men det gik ikke. Man kan ikke bare invitere folk hjem i soveværelset for at se ens kreationer‟.

„Men så var jeg så heldig at finde lokalerne her, hvor jeg åbnede Me Mori i februar 2018‟, supplerer Therese.

Ældgammel tradition – der ikke er udbredt i Jylland

„Det er måske noget man ikke er vant til i Jylland, at man kan. I Københavns er det på hvert et gadehjørne. Så sidder man mutters alene her, men jeg tror at der nok skal komme nogen en dag. Jeg har haft et par stykker forbi, der gerne vil lære‟, forklarer hun.

Hvad er det der gør, at din forretning er gået så godt her det første års tid?

„Jeg tror det er min ærlighed og åbenhed, autenciteten, det er bare mig der sidder der, og folk kan se jeg sidder og arbejder. Det er nok det at de ved, at når de går ind ad døren, så er det mig der laver det, og det blive lavet på stedet, ikke sendt et sted hen hvor folk ikke kan følge med‟, svarer Therese og fortsætter:

„Der er mange smykker, hvor der er ufattelig mange følelser, hvor folk ikke tør give det fra sig, de vil gerne være sikre. Når mors ring skal repareres, og man skal være sikker på at det er den samme man får tilbage igen. Smykker betyder meget for de fleste. Enten er man virkelig ærekær, ellers køber man dem i H&M og skifter dem i morgen‟.

Fredericia er blevet Thereses by

Fra at fravælge Fredericia ad flere omgange, endte Therese alligevel her, fordi kærligheden til Thomas vandt. Og siden er en kærlighed til Fredericia blomstret op.

„Nu er Fredericia blevet min by. Fra at jeg ikke kendte nogen, til at jeg ikke kan gå 10 meter uden at hilse på nogen. Det bliver ens by, når man ikke føler sig alene‟, siger Therese og fortsætter:

„Min morfar er faktisk født her, så hans sommerferier som barn foregik her i Fredericia, så jeg har mange ting hjemme og i butikken der stammer herfra. Så det er lidt på alle måder som at komme hjem‟.

„Man kan ikke starte en specialbutik i Fredericia, sagde de. Men det ville jeg. Og jeg kan se, at det kan man sagtens. Det er lidt spøjst at tænke på, at man kan gøre det anderledes end hvordan det har været i Fredericia tidligere‟, fortæller hun.

„Hvis jeg skal finde ro, så skal jeg til vandet. Enten til Østerstrand eller til Snoghøj eller Gammel Havn. Man kan ikke vende sig om uden der er vand her, det er skønt‟, forklarer Therese.

Fingersnilde er nødvendigt

Det kommer nok ikke bag på nogen, at det er nødvendigt med fingersnilde og en indre ro, for at være guldsmed – men det sidste kommer af sig selv, fortæller Therese Krogh Andresen.

„Man skal have tålmodighed, og man skal have detaljerne med. Det kræver fingersnilde. Der er mange der sidder og siger det er noget småtteri, men så skal de bare så når det bliver småt. Der er mange guldsmede der arbejder med mikroskop for at sikre at detaljerne er i orden. Det er måske mit ønskeværktøj, men det er der meget af, altså ønskeværktøj‟, forklarer hun og fortsætter:

„Jeg tror roen kommer af sig selv, når man har forståelsen og elsker det man laver, så kommer det helt af sig selv. Det er jo bare en fantastisk lille butik jeg har lavet mig, så roen er der. Man skal ikke have noget i sit hjem der ikke er smukt eller brugbart, og det har jeg ikke i butikken. Så det er bare min lille zen-boble‟.

Fremtidsplaner?

Med sine blot 29 år er Therese allerede nået langt, i forhold til hendes forholdsvis lave alder. Børn er der ingen af endnu – og kæresten Thomas er her endnu. Men hvad byder fremtiden?

„Ingen børn, det er ikke planen overhovedet‟, siger Therese kort og fortsætter:

„Butikken skal have lov til at vokse. Jeg drømmer om at kunne tage en lærling, men der er lidt vej endnu. Men det bliver nok lidt praktikanter og kursister‟.

„Der skal være krav til værkstedet og krav til mig, og så har jeg det krav til mig selv, at jeg skal have tryghed til, at der er penge til deres løn. For det skal ikke være sådan at jeg går nedenom og hjem, for at de kan få løn, så der er lige nogle år endnu‟, siger hun og fortsætter:

„Man har ikke lyst til at byde unge mennesker det, når man selv har prøvet det. Der er mange om buddet, det nytter bare ikke noget. Det bider os alle sammen i røven‟.

https://jutlander.dk/om-jutlander-bank/om-os/afdelinger/fredericia

Ugens Kurt: Henrik Troelsen

Af
Matthias Runge Madsen
-
0
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Denne uges Kurt er 55 år gammel, han er lige flyttet til Middelfart efter 18 år i Fredericia – og så er han afdelingsdirektør i Middelfart Sparekasses afdeling i Fredericia. Der er selvfølgelig tale om Henrik Troelsen.

Denne fredag morgen startede tidligt på Kurts Kaffebar i hjertet af Fredericia. Jeg havde aftalt at mødes med Henrik allerede fra morgenstunden til en kop kaffe.

Lidt før tid kom Henrik ind med et stort smil og en paraply i hånden – hvis det danske sommervejr skulle finde på at byde på en regnbyge eller to. Vi slog os ned, selv var jeg på en kop sort kaffe, og Henrik nappede en dobbelt espresso til at starte dagen på.

Middelfart, Østre Skole og Handelsskolen

Vi lægger ud, lige på og hårdt, med at tage 55 år tilbage til de spæde år for Henrik, en tid, der bringer os til både Kolding og Middelfart.

– Jeg er født i Kolding, men efter et års tid fik mine forældre job i Middelfart, og så flyttede vi derover, fortæller Henrik og fortsætter:

– Jeg gik på Østre Skole i Middelfart, men det var ikke, fordi jeg fandt skolen særlig spændende. Der gik meget mere tid med venner, fritid og knallert. Det skulle vist bare overstås, siger Henrik med et grin.

Derfra bragte livet ham til Fredericia, hvor Handelsskolen Fredericia/Lillebælt kaldte. Måske ikke det oplagte valg for en, som ikke fandt skolen super spændende – men for Henrik var det et rigtigt valg.

– Dengang var det enten at tage på gymnasiet eller handelsskolen, eller også skulle man gå håndværkervejen – og det sidste skulle jeg i hvert fald ikke. Jeg ville gerne noget med kontorarbejde, så der var kun én vej,‟ fortæller han.

Hvordan var tiden på Handelsskolen?

– Det var en god tid, vi havde et super godt kammeratskab, og så gik der selvfølgelig også en del fest i den. Jeg hilser stadig på mange af dem fra dengang, men der er også nogle, der er spredt langt væk, men det er der jo altid, siger Henrik.

Bankverdenen fangede Henrik i sit spind

Da Henrik var færdig på Handelsskolen, blev han fanget i et spind, et spind han stadig ikke er kommet ud af – og det er han meget glad for.

– Jeg søgte flere stillinger, da jeg var færdig på Handelsskolen, og jeg nåede faktisk at få tilbudt et job som kontorassistent, men den takkede jeg nej til, fordi jeg havde fået en elevplads i Københavns Handelsbank. Og ja, siden da har bankverdenen fanget mig, forklarer Henrik.

– Det var i 1984, jeg fik elevpladsen, og det her med at have med mennesker at gøre, fangede mig med det samme. Jeg synes, det er super spændende at tale og interagere med mennesker. Man kan gøre en stor forskel i bankverdenen, man kan hjælpe folk med at opfylde deres drømme, stort som småt, fortsætter han.

– Vi fusionerede i ’88 eller ’89 til Danske Bank, og i 1991 søgte jeg væk fra banken, og her blev jeg ringet op af Middelfart Sparekasse, om ikke jeg ville komme dertil. Det takkede jeg ja til, først i Middelfart-afdelingen og kort efter som souschef i Strib-afdelingen, fortæller Henrik Troelsen.

– Og det var her, jeg fandt ud af, at det her med ledelse fanger mig rigtig meget også. Det med, at man kan hjælpe sine kollegaer til at vokse, og at man kan være med til at få forretningen til at vokse. Det føles næsten som at have sin egen forretning, lyder det fra Henrik.

Fredericia – et eventyr for sig selv

Middelfart Sparekasse er blevet Henriks anden familie. Han har været der siden han i ’91 kom til Middelfart, men i 2001 skiftede han Fyn ud med fastlandet. Fredericia blev hans nye hjemstavn.

– I 2001 kom jeg her til Fredericia som leder af afdelingen. Vi startede ude på Vesterbrogade, så flyttede vi til Prinsessegade i 2004 og brugte et år på at sætte den i stand. Så rykkede vi ind i 2005, siger Henrik og fortsætter:

– Det var bare god timing med alt det, der sker nede omkring havnen. Det var de røde lygters kvarter engang, men det løfter sig helt vildt.

– Det er også noget, der gør mig stolt, det er, at vi lige har været med til at give et stort sponsorbidrag til Kanalbyen, så vi kan være med til at integrere kunsten i den bydel, fortæller Henrik.

Hvad kræver det at være bankmand?

Der er mange stereotype forestillinger om bankfolk, at de er kedelige og tørre talnørder, men her er Henrik Troelsen beviset på det modsatte. Der er masser af liv i ham. Han har også ændret sig efter mange år i bankverdenen, fortæller han.

– Det er svært at sige, hvordan de har ændret mig. En ting er, at man bliver ældre og mere rummelig, og så har jeg altid haft rigtig meget empati, siger Henrik og fortsætter:

– Empati er helt sikkert vigtigt, man skal kunne afkode mennesker med det samme. Når man møder dem første gang, skal man kunne læse, hvem man står overfor. Det handler meget om tillid. Det er lidt det samme som at køre sin bil til service, vi vil gerne vores kunder det bedste, og give dem deres valgmuligheder.

Nu startede du med at fortælle, at du godt kan lide at hjælpe folk med deres drømme, men der må da også være mange drømme, du slukker?

– Det er mindst ligeså vigtigt at kunne håndtere et afslag. Det handler ikke om at give et afslag, men om at rådgive til, hvordan man kan nå derhen, hvor kunden gerne vil, forklarer han og fortsætter:

– Det hører vi faktisk også ofte, at de kunder, vi måske giver et afslag, melder positivt tilbage, at de forstår, hvorfor de ikke kan realisere drømmen her og nu. Så kan vi jo byde dem ind til kaffe, når de er kommet i den rigtige retning.

Bliver det aldrig kedeligt?

– Nej, nej, nej, lyder det prompte, inden han fortsætter:

– Det er jo alt det, der sker i samfundet, det handler om også. Så snart jeg har fri, er jeg jo stadig lidt på arbejde, for det er sjovt at følge med i samfundets udvikling, udviklingen for verdensøkonomien. Der er så mange ting, der kan have indflydelse på almindelige mennesker, så det er altid spændende. Lige nu har vi jo eksempelvis en konverteringsbølge, hvor folk i massevis konverterer deres lån, netop fordi samfundsøkonomien har udviklet sig.

Teenagekærligheden, der holdt ved

Noget, vi slet ikke havde nået at tale om ellers, var kone og børn, for det er der også i Henriks liv. Ja, faktisk har Annette været der siden de unge dage i Middelfart.

– Så skal vi jo spole helt tilbage til teenageårene i Middelfart, hvor jeg mødte Annette. Og ja, vi har lige haft sølvbryllup, så vi har holdt ved lige siden, fortæller Henrik.

Sammen har parret tre børn, Sofie på 31 år, Tobias på 29 år og Emma på 25 år. Sofie har fået tre børn med sin mand, og Tobias skal være far inden så længe. Så CV’et for Henrik handler ikke kun om bankverdenen, nej, her kan han også skrive far, morfar og ja, inden længe også farfar på.

Det var en stor dag, da Sofie kom til verden, en dag, som Henrik ikke glemmer foreløbigt.

– Jeg husker den morgen klokken 05:30, da vi fik den første, og jeg skulle gå om morgenen ned gennem Svendborg for at fortælle kollegerne, at jeg var blevet far. Så ændrer man sig bare, der bliver noget at passe på på en anden måde, siger Henrik.

Hvordan udvikler man sig, når man bliver far?

– Mit arbejde har jeg aldrig været i tvivl om, at det er det, jeg brænder for. Men personligt har jeg udviklet mig. Man oplever meget positivt og selvfølgelig også udfordringer. Det er bare med til at gøre dig til et mere helt menneske, svarer Henrik.

– Det har været en fornøjelse, at de har været så tæt på hinanden. De to ældste især havde meget gavn af hinanden, og har også taget sig godt af den yngste. Det er så sjovt at se, hvordan de skaber deres familierammer nu, fortsætter han.

– Det er stort at blive morfar, det er stort. Vi har lige haft dem med i Rom, det var dejligt at være tæt på hinanden i en uge, både børn og børnebørn, det var en gave, fortæller Henrik.

Med Sofie bosat i Vejle og Tobias og Emma i Aarhus, er der heller ikke langt mellem dem – og det glæder også Henrik, for han er en rigtig familiemand.

– Vi er privilegerede af tre dejlige børn, og det går dem godt. Det er det vigtigste, når man når hertil, at det går dem godt, fortæller han.

Fremtiden er langt væk

Med en snak om fortiden følger også en snak om fremtiden, selvom Henrik synes, det er lige lidt langt væk. Vi starter med at tænke ti år frem, her vil Henrik være 65 år gammel og have et langt liv bag sig.

– Om ti år er jeg ved at nå en pensionisttilværelse, og så ligger vi stadig afdelingsmæssigt i et smørhul her, og jeg tror også på, at der om ti år vil være personlig kontakt mellem mennesker, siger han og fortsætter:

– Men der er også løsninger, der bare er nødt til at blive truffet ved at afveje muligheder, det giver bedst mening med en rådgiver. Så er der selvfølgelig en masse robotter og sådan inden for vores verden, der kan overtage en del, og så kan det være, at betalingsmønstre og sådan ændrer sig. Vi er et af de ældste pengeinstitutter, så jeg tror, vi også er her i fremtiden.

Vi kigger også lidt længere frem, 25 år frem i tiden, langt frem, men der må være noget, som Henrik glæder sig til, når han får mere fritid.

– Om 25 år, så er jeg på pension. Det er samvær med min familie, simpelthen. Børn, børnebørn og oldebørn. Der skal i høj grad familietid til igen. Men det er langt ude, det er langt væk, lyder det med et grin fra Henrik.

Ugens Kurt: Kasper Findahl

Af
Thomas Lægaard
-
0
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Denne Ugens Kurt er snart at finde som leder af nogle af byens stærkeste samlingspunkter, som Fredericia Idrætscenter og Madsbyparken. Stillingen hedder Leder af Madsbyparken, men rummer også ledelse af Den Historiske Miniby.

Det er tidligt på kaffebaren, så man kan vælge hvor man vil sidde, og jeg har min favorit plads til Ugens Kurt. Den plads er min i dag, jeg får lige klappet laptoppen op og bliver klar, da Kasper Findahl kommer ind af døren.

Kasper er næsten indbegrebet af en Fæstningsdreng, og da jeg indleder med at spørge til opvæksten står det klart, at Kasper kender Fredericia.

„Jeg har boet mange steder i Fredericia, bare på mine 9 første leveår boede jeg 6 forskellige steder. Det var Anders Billesvej, Rahbeksvej, Vesterdalsvej, Dalegade, Øster Voldgade og Hans de Hoffmannsvej‟, siger Kasper.

Sporten som barn

Kasper er 39 år i dag og har både en lille- og en storebror. Sport har altid betydet meget for familien og Kasper har haft en stor kærlighed til holdsport – og helst med en bold. Han har spillet håndbold, fodbold, badminton og tennis.

„Jeg spillede også trommer hos Thomas Duus, men jeg kunne bedre lide at være sammen med kammeraterne, jeg er meget social og kan godt lide at være sammen med andre mennesker‟, siger Kasper.

Indtil Kasper var 11-12 år spillede han både fodbold og håndbold. Fodbold var hos FfF’erne, hvor han huserede på kanten i begge sider, håndbolden var hos Fredericia HK. Håndbolden begyndte at tage over, som ungdomsspiller var han playmaker og højre back, men jo højere niveauet blev, så spillede størrelsen ind. Så positionen som fløj og højre back kom i spil da det blev ynglinge håndbold.

„Som juniorer vandt vi blandt andet det Jyske Mesterskab mod Jesper Nøddesbo og andre, det var sjovt. Da vi spillede ynglinge der havde vi Kenneth Kjestrup som træner i den bedste række, der blev vi nummer 3‟, siger Kasper.

Skoletiden

Kaspers lokalkendskab kommer også fra skolegangen, han gik på Skjoldborgvejens Skole indtil 4. klasse. Derefter var det 6. Juli Skolen indtil den blev nedlagt, resten af folkeskolen foregik på Treldevejens Skole, indtil Kasper gik ud af 9. klasse.

Den sproglige uddannelse på Fredericia Amtsgymnasium blev taget fra 1996-1999. Der var et par stykker fra håndboldholdet der overvejede at tage en Team Danmark udgave af studiet, hvor man får forlænget gymnasiet med et år. Det er også her hvor tingene begynder at smelte sammen, skole og uddannelse bliver en fællesnævner med sporten.

„Men vi kunne jo godt gennemføre på 3 år, der var ikke morgentræning. Men vi trænede 4 gange om ugen, plus de forskellig udvalgte hold. Det var fedt at opnå nogle resultater, vi havde et godt hold. Vi var jo mange kammerater der havde spillet sammen siden vi var 12 år, det var et hold af mange fredericianere, mange bor her stadig som jeg husker det‟, siger Kasper.

Efter ynglinge tiden blev det for de flestes vedkommende til spilletid på andetholdet under Keld Vestergaards vinger. Simon Krogh får debut i 1.division og på andetholdet vinder de alle hjemmekampene, men sjovt nok taber de også alle udebanekampene. Den generation blev en rugekasse og Kasper var med et år i 1. Division under ledelse af Benny Brandt.

„Det var da fedt at løbe ind i hal 1, så repræsenterer man klubbens flagskib. Vi var rundt i hele landet og spillede for forholdsvis mange publikummer i de byer der har håndbolden i fokus ligesom i Fredericia‟, siger Kasper.

Et tragisk dødsfald en forårsnat i 2000 satte en stopper for håndbolden for en tid. Kaspers gode kammerat Jacob Zarling dør ved en ulykke og håndbolden giver ikke mening mere. Kasper flytter til Aarhus og starter på Aarhus Business School.

Kasper danner par med Pernille Braating Findahl, de bor i Aarhus et halvt års tid og håndbolden begynder at trække igen.

„Jeg kiggede efter klubber i Aarhus-området, men det var guttere og FHK der trak. Vi flyttede tilbage og jeg gik i hård træning, det var i januar eller februar i 2002. Det var også i det forår FHK rykkede op i ligaen. Jeg kom sæsonen efter i truppen, under Nick Rasmussen. Jeg spillede med i tre eller fire år, det kan jeg ikke helt huske, det var nogle spændende år, vi var i nedrykningsspil 2 gange hvor vi redder os, både i Ajax og Skanderborg‟, siger Kasper.

Den sidste del af sæsonen 2005/2006 bød ikke på meget spilletid til Kasper, da Mik Hagenbo tegnede på taktikbrættet. Kasper får en kontrakt på den anden side af broen og spiller to sæsoner i Ejby/Middelfart, før han stopper karrieren i 2008.

„Det var hårdt at skulle forlade FHK, men skulle jeg retfærdiggøre at spille, så skulle jeg et andet sted hen. Jeg bliver også gift med Pernille og vores datter Silje er et år gammel der. Det er med til at man overvejer elitesport, mange af de gamle var flyttet til andre klubber. Det er håndboldens facetter, det kan være manglende spilletid eller større talent‟, siger Kasper.

Arbejde

Kasper fik en læreplads ved Fredericia Kommune på kontoret ved offentlig administration. Efter lærepladsen bliver han så ansat som konsulent ved Uddannelsescenteret i 2004, her er han i tre år indtil han kommer til FC Fredericia i 2007 som salgschef, året efter at Monjasa Park stod færdigt.

FC Fredericia

„Det var et meget spændende job, det var en fodboldklub som havde været i 1. division i mange år på Baldersvej, og havde sukket efter bedre forhold. Da Kommunen så finder penge til det nye stadion, så besluttede man fra bestyrelsens side at lukrere på det og lave et mere professionelt setup. Stig Pedersen var direktør og var tidligere sportschef, jeg skulle stå for det kommercielle. Jeg søgte selv jobbet og var både heldig og dygtig nok til at få stillingen‟, siger Kasper.

Det var en god tid i 2007, det var før finanskrisen, klubben voksede fra 50 til 300 samarbejdspartnere. Kasper er en ægte holdspiller og siger det ikke kun var hans fortjeneste, der var både et godt sponsorudvalg og en stærk bestyrelse.

„Vi løftede økonomien, at vi kunne lave et fuldt pro-setup, det var en stor omvæltning. Det bliver halv-alvorligt når 16 fyraftensspillere går til proffer der ikke skal lave andet end at spille fodbold‟, siger Kasper.

For Kasper blev det en fed rejse, med kontakt til mange spændende virksomheder. Monjasa var en af de tungere støtter, men der har været mange loyale sponsorer hele tiden.

Det var tæt på i perioden at rykke op, faktisk var der besøg af et taskforce fra DBU da FC Fredericia i sæsonen 2009-2010 snublede i den sidste kamp foran 1000 medrejsende fans i Kolding den 13. Juni.

„Heldigvis fik jeg en søn fire timer efter, det hjalp lidt på den store skuffelse. Vi udviklede en bæredygtig fodboldklub med et kommercielt koncept, som prøvede at gøre sig uafhængig af fodbolden, men fodbolden skal jo også være en fed vare‟, siger Kasper.

Kasper stoppede hos FC Fredericia i januar 2017, det at være en lokal dreng faldt godt ind i jobbet, han havde et stort netværk og kunne bruge det som afsæt.

Flex1One

Efter tiden hos FC Fredericia fik Kasper job hos Flex1One som national salgschef.

„Jeg fik ansvaret for de kommercielle aktiviteter i Danmark, opgaven var lidt det samme, havde 20 medarbejdere. Vi skulle udvikle os kommercielt i autobranchen , indrette værksteder og producere dækmonteringslinjer og eksportere til hele verden‟, siger Kasper.

Kasper stoppede 1. april 2019 og så skulle familien på en lang 3,5 måneders rejse, den havde været i støbeskeen siden han var hos FC Fredericia. Det virker på Kasper som om, at det har været den helt rigtige optakt til det nye job som Leder af Madsbyparken.

Rejsen til Østen

Familien skulle på en rejse der var sparet op til i 3 år. Turen gik til Thailand, Vietnam og Indonesien. Planen var at vise deres børn, Bertil på 9 og Silje på 11, lidt af den store verden.

„Planen var at vores børn skulle opleve, at verden kan se anderledes ud end trygge Danmark. Hvordan går man i skole i Vietnam? Hvordan er man i en familie i Thailand? Det var nogle fede oplevelser. Man bliver helt høj af sådan en tur, man har lektier med. Der er selvfølgelig et afsavn til venner og familie, men det har været helt unikt, alle der har muligheden bør gøre det. Vi er selvfølgelig privilegerede at kunne, men man skal gøre det‟, fastslår Kasper.

Det nye job

„Jeg havde noteret mig, at Bent Bjerre Jørgensen, som har leveret et fantastisk arbejde stoppede, og det er et job jeg havde tænkt på i mange år. Hvis jeg skulle jeg være i kommunen, så er det et felt jeg har haft med at gøre. Der er ikke en krog jeg ikke kender i Fredericia Idrætscenter, jeg startede med at køre i svømmehallen selv da jeg var seks år. Det kostede en femkrone og var man heldig, så fik man en 10’er til fritter bagefter. Jeg har altid tænkt at Bent måtte have verdens bedste job, jeg er ydmyg og ekstremt glad for at have fået jobbet‟, siger Kasper.

Hvad er de første opgaver der venter?

„Jeg skal jeg jo lige mærke organisationen, se mig omkring og lære de 74 fastansatte medarbejdere at kende. Der er legeparken, minibyen og idrætscenteret, stadion og svømmehallen, det er et stor område. Hvis man kigger på stillingsopslaget, så kan man se der er et ønske om at udvikle området forretningsmæssigt, det kan være mange ting‟, siger Kasper.

Kasper nævner mange af de områder han vil arbejde med, og håber han kan bidrage med at skabe et område der er samlingssted for både, borgere, foreninger og erhvervsliv.

Fritiden

„Jeg dyrker en del sport, lidt crossfit, mountainbike, lidt løb, jeg har lavet lidt ironman og triatlon. Jeg er lidt bidt af en gal sportsmand. Når jeg dyrker sport, får jeg også dyrket mine kammeratskaber. Det kan være svært, at vedligeholde sine venskaber, når man kommer sent hjem fra arbejde og har unger der skal puttes. Så man kan kombinere det sociale med træning, det må godt være sjovt imens man brænder 100 procent for noget. Man brænder ud hvis det ikke er sjovt‟, siger Kasper.

Kasper er også fodboldtræner i KFUM for et U9 hold et par gange om ugen. De er 6 forældretrænere og 30 børn.

Det var en god, solid lang samtale på kaffebaren, Kasper er nem at snakke med, så mon ikke der kommer mange flere historier fra hans nye hverv efter sommerferien. Kopperne er tomme, men snart er Kaspers opgaver fyldt op igen.

http://www.detskerifredericia.dk/indhold/fyn-rundt-2019
Annonce.
1...1.3191.3201.321...1.324Side 1.320 af 1.324

Middelfart Boldklub tager vigtig sejr

Redaktionen - 0
SPORT. Middelfart Boldklub hentede lørdag en smal, men vigtig 1-0-sejr hjemme over Boldklubben Frem i en kamp, der kan vise sig afgørende i kampen...

Thomas Bech kåret til Årets Idrætsleder 2024 af Triatlon Danmark

»Vi gik all-in for at løfte Fredericias boligområder«

Mors/Thy tromlede henover over Fredericia HK

Slag om top-4: Fredericia og Mors-Thy i direkte duel

© DANSKE DIGITALE MEDIER A/S - NYHEDER, ANALYSER OG PERSPEKTIVER