21-årig mand var voldelig

0

En 21-årig mand fra Fredericia opførte sig voldeligt søndag nat på Ryes Plads i Fredericia.

Episoden skete klokken 02:30, hvor han udenfor beværtningen Freddies optrådte aggressivt og voldeligt, og kastede et glas ned på brostensbelægningen, hvilket gjorde, at han blev sigtet for at være til gene for den offentlige orden.

Her skal fredericianerne løbe

0

Ruterne til dette års Royal Run er netop blevet offentliggjort, og i Fredericia kan alle 13.500 deltagere glæde sig til en dag, hvor de kommer helt tæt på historien om fæstningsbyen Fredericia, der blev grundlagt af Kong Frederik 3. tilbage i 1650.  

De tre Royal Run-distancer snor sig nemlig på smukkeste vis rundt mellem byens historiske vartegn. Og særligt Fredericias imponerende voldanlæg og byens fire byporte spiller en helt central rolle for Royal Run den 20. maj. 

Samtlige deltagere – herunder også Hans Majestæt Kongen, der deltager i Fredericia – skal nemlig igennem alle Fredericias fire byporte: Kongens Port, Nørre Port, Prinsens Port og Danmarks Port. Danmarks Port har en helt særlig rolle – målstregen er nemlig placeret midt i den gule port. 

– Det har været helt naturligt at lade Fredericias unikke historie være centrum for Royal Run ’24. Vores historie er synlig i hele byen. Lige fra fæstningsanlægget, der omkranser byen, vores smukke byporte, de lige gader i midtbyen, Det Hvide Vandtårn og til Den Tapre Landsoldat, som står som et minde for de mange soldater, der kæmpede ved Slaget ved Fredericia 6. juli 1849. Derfor er jeg også enormt stolt over, at vi kan sende alle deltagerne og Hans Majestæt Kongen rundt i Fredericia vel vidende, at de kommer helt tæt på byens særlige historie og vores mange ikoniske vartegn, siger Peder Tind, der er formand for Fredericia Kommunes Kultur- og Idrætsudvalg. 

Kongen ankommer med Kongeskibet Dannebrog 

Ud over de smukke Royal Run-ruter, så kan både deltagere og publikum glæde sig til også at byde velkommen til Hans Majestæt Kongen, der har valgt at åbne motionsfesten i Fredericia, hvor Kongen ankommer på smukkeste vis. 

Kongen sejler nemlig til Fredericia med Kongeskibet Dannebrog, som forventes at ligge for svaj ud for Østerstrand efter klokken 10.00. Når Hans Majestæt er gået i land, forventes Kongen at komme forbi de mange Royal Run-aktiviteter, der er i området, hvorefter Kongen vil bevæge sig ned til startområdet for at deltage i løbet. 

Læs også

Royal Run-ruterne i Fæstningsbyen Fredericia 

Den første distance, der bliver skudt i gang i Fredericia, er One mile, og her går starten umiddelbart efter Kongens Port. Derefter løber eller går deltagerne langs ydersiden af Volden mod Nørre Port, hvor danske soldater natten mellem den 5. og 6. juli 1849 sejrede i Udfaldet fra Fredericia.  

Umiddelbart efter Nørre Port drejer deltagerne op på selve Volden, hvor der venter dem et smukt syn ud over Fredericias karakteristiske lige og vinkelrette gader. 

På Volden løber deltagerne forbi Det Hvide Vandtårn, inden de fortsætter ned på Landsoldatpladsen. Her står Bissens historiske statue til minde om Udfaldet fra Fredericia den 6. juli 1849, Den Tapre Landsoldat, og sender deltagerne gennem den tredje byport; Prinsens Port. Ruten går videre ud mellem voldgravene, inden deltagerne drejer ind på opløbsstrækningen frem mod Danmarks Port, som er den fjerde og sidste af Fredericias byporte – og som også er målstregen for Royal Run ’24 i Fredericia.  

Se One mile-ruten her 

Deltagerne på 5 km skal rundt i midtbyen 

Deltagerne på 5 km-distancen følger den første del af One mile-ruten, men når de er løbet igennem Nørre Port, skal de en tur rundt i Fredericias karakteristiske lige gader, inden de løber op på Volden, og følger sidste del af One mile-ruten mod målstregen. 

I midtbyen skal deltagerne blandt andet løbe på både Dronningensgade og Kongensgade.  

Her kommer de forbi Trinitatis Kirke, der danner et smukt og respektfuldt bagtæppe for et af Fredericias mest markante mindesmærker: Krigergraven. Her mindes de soldater, som mistede livet i Udfaldet fra Fredericia den 6. juli 1849.  

Herfra går ruten videre forbi byens pladser og tilbage til Nørre Port, hvor deltagerne slutter sig til One mile-ruten på Volden, løber forbi Vandtårnet, Den Tapre Landsoldat, igennem Prinsens Port og i mål i Danmarks Port. 

Se 5 km-ruten her 

Deltagerne på 10 km får udsigt til Lillebælt 

Deltagerne på 10 km-distancen kan glæde sig til en helt fantastisk udsigt, når de umiddelbart efter start ved Kongens Port løber ind på Strandstien, som ligger i absolut første række med udsigt til Lillebælt.  

Tilbage mod byen løber deltagerne parallelt med kystlinjen på Fælledvej, hvor deltagerne slutter sig til 5 km-ruten.  

De kan nu både glæde sig til at opleve turen gennem Nørre Port, fæstningsbyens karakteristiske lige gader, forbi Krigergraven, byens pladser, en løbetur på Volden, Den Tapre Landsoldat og de sidste to byporte – hvor Danmarks Port er mål for Royal Run ’24 i den kongeligt anlagte fæstningsby Fredericia. 

Se 10 km-ruten her 

Trafik og parkering i forbindelse med Royal Run – tag toget, cyklen eller gå 

Royal Run i fæstningsbyen bliver en kæmpe byfest. Med 13.500 deltagere og tusindvis af tilskuere, så kommer byfesten til at påvirke både trafik og parkering.  

I den kommende til vil de borgere, der bor langs ruterne, inden for Voldene og som bliver påvirket af Royal Run den 20. maj, modtage besked i e-boks om afspærringer i forbindelse løbet og parkering. Man kan også følge med på Fredericia.dk og royalrun.dk, hvor planerne for trafik, afspærringer og parkering i forbindelse med Royal Run offentliggøres. 

Bureaukrati og bøvl forsinker milliardinvesteringer i grøn omstilling

0

En ny redegørelse fra Erhvervsministeriet viser, at den grønne omstilling er bredt forankret i dansk erhvervsliv, men bureaukrati og bøvl er en stopklods. Derfor vil regeringen nu sætte ind med et nyt lovforslag, der skal sikre tempo i klagesager og understøtte hurtigere opstilling af solceller og vindmøller.

De seneste år har krig i Europa, geopolitiske spændinger og inflation skabt nye udfordringer for danske virksomheder. Det finder sted samtidig med, at danske virksomheder skal bidrage markant til at indfri nogle af verdens mest ambitiøse grønne målsætninger både frem til og efter 2030.

En ny redegørelse fra Erhvervsministeriet gør status på virksomheders grønne omstilling. Redegørelsen peger på, at den grønne omstilling er bredt forankret i dansk erhvervsliv. Men der er stadig en række barrierer og udfordringer, som skal overkommes.

Virksomhederne selv peger blandt andet på, at det er svært at forstå nye regler og lovgivning. Derfor fremsætter regeringen nu et lovforlag, der netop skal sikre hurtigere afklaring i klagesager for grønne projekter.

– Verden er forandret. Der er krig i Europa. Investeringer i den grønne omstilling skal op i tempo. Vi skal ud af Putins klør og hans fossile brændsler. Erhvervslivet er klar, men desværre spænder bureaukrati og bøvl ofte ben for grønne milliardinvesteringer. Derfor vil regeringen nu sætte tempo på myndighedernes behandling af grønne energiprojekter. Sagsbehandlingen skal effektiviseres, så bureaukrati og bøvl ikke spænder ben for tempoet i den grønne omstilling. Det haster. For hvis vi både vil nå vores ambitiøse klimamål, skabe flere grønne arbejdspladser og dominere verdensmarkedet med grønne danske løsninger skal vi vise, at vi går forrest, siger erhvervsminister Morten Bødskov.

Klagenævnene får med lovforslaget redskaber til at sikre, at sagsbehandlingen ikke går i stå på grund af manglende samarbejde fra en af parterne i sagen, og at sagsbehandlingen foregår så effektivt som muligt.

Lovforslaget fremsættes d. 24. april.

Jakob er Danmarks bedste klejnsmedelærling

0

Efter sin studentereksamen valgte Jakob Østergaard Nielsen fra Sjølund at gå i lære som smed, og lørdag vandt han DM i Skills 2024 i Roskilde.

Efter tre intense konkurrencedage blev DM i Skills-medaljerne lørdag eftermiddag delt ud, og en af dem sidder nu omkring halsen på klejnsmedelærling Jakob Østergaard Nielsen fra erhvervsskolen HANSENBERG i Kolding.

Ved den meget stemningsfyldte afslutningsceremoni var det nemlig ham, som vært Josefine Høgh kaldte op på scenen til stor jubel i det stopfyldte telt på Dyrskuepladsen i Roskilde.

– Det er da fedt at vinde. Der var sommerfugle i maven, da det blev klejnsmedenes tur, for konkurrencen var tæt, så på forhånd var det ikke til at sige, hvem af os, der ville vinde. Og det var da superfedt at stå oppe på scenen med alle de andre vindere, fortæller Jakob Østergaard Nielsen.

Målrettet træning gav gevinst

Den 21-årige danmarksmester fra Sjølund er i lære ved Damgaard Metal A/S i Vojens, og han blev efterfølgende hyldet ved en reception i konkurrenceteltet på Dyrskuepladsen i Roskilde. Men hvordan sejren ellers skal fejres, ved Jakob ikke.

– Jeg havde overhovedet ikke gjort mig nogle tanker om, hvordan det skulle fejres, hvis jeg vandt. Men jeg synes, at det er gået fint i konkurrencen. Jeg lavede et par småfejl. Den ene fik jeg rettet, og den anden var på grænsen mellem at være træls eller ubetydelig. Men opgaven passede rigtig godt med det, vi har øvet på skolen, så der ramte vi helt plet, siger han.

I smedeværkstedet på HANSENBERG havde Jakob Østergaard Nielsen eksempelvis trænet flammeskæring og elektrodesvejsning med sin faglærer og træner, Martin Bonde, og det var blandt andet hans flotte arbejde med de teknikker, der skaffede ham DM-titlen.

– I det hele taget har det været fedt at deltage ved DM i Skills, for det er en anderledes måde at arbejde på, end man normalt gør på skolen og på lærepladsen, så man bliver presset til at finde på nye løsninger.

Opgaven til DM i Skills – som Jakob Østergaard Nielsen og hans konkurrenter har arbejdet på i tre dage – var at bygge et biogasanlæg.

I lære efter flot studentereksamen

Ud over glæden over selve deltagelsen – og sejren – betyder det rigtig meget for Jakob Østergaard Nielsen, at han måske kan få andre unge til at få øjnene op for det at tage en erhvervsuddannelse.

For inden han gik i lære som klejnsmed, tog han nemlig en studentereksamen med et snit i den høje ende af karakterskalaen:

– Jeg synes, det er fedt at repræsentere erhvervsuddannelser på den her måde. Inden jeg gik i lære, fik jeg en studenterhue, men der er ikke rigtig fokus på, at erhvervsuddannelserne er en mulighed efter en studentereksamen, påpeger den nykårede danmarksmester og tilføjer:

– Det bedste ved smedefaget er, at vi bygger ting, som man kan køre ud at kigge på. Det er en fed fornemmelse frem for at sidde med hovedet i et Excel-ark. At være smed er mange forskellige ting – og der er er ingen begrænsninger ud over, at vi arbejder med metal. Der er så mange måder at gøre det på.

Jakob Østergaard Nielsen var en af i alt ni DM-deltagere fra syv uddannelser på HANSENBERG.

Eilersen bekymret over økonomien på senior- og socialområdet

Dansk Folkepartis Susanne Eilersen (O) er bekymret over, at man i de kommende år ser ind i besparelser på senior- og socialområdet.

Senior- og socialudvalget har holdt udvalgsmøde, hvor man drøftede økonomien. Se her et indslag med Eilersens nedslagspunkter fra mødet:

Fire nøgler til visioners succes

0

Flere forskere peger på at kun ca. 25% af alle udarbejdede visioner bliver til noget i virkeligheden, hvorimod resten dør ud og glemmes uden succesfulde resultater. Så hvad er det, man skal være særligt opmærksom på, for at visioner reelt bliver til virkelighed og får den succes, som både ønskes og forventes? Ja, det kigger jeg nærmere på i denne 8. artikel, der afrunder artikelserien om ”Derfor er visioner stadig vigtige”. Jeg gør det ud fra egne erfaringer og observationer, og naturligvis de syv forudgående artikler om emnet, samt de tanker og idéer, der udfolder sig fra mit samarbejde med tidligere borgmester Uffe Steiner Jensen omkring Det Ønskede Samfund m.v. I artiklen peges der på særligt fire forhold, som vigtige for at kunne virkeliggøre en succesfuld vision.

Involvering og medejerskab

En succesfuld vision kræver medinddragelse og medejerskab af alle involverede og berørte aktører. Dette bør ske helt fra begyndelsen af visionsprocessen. De, der senere skal være med til at realisere visionen og leve med den valgte vision, skal også være med fra begyndelsen. Kommer alle ikke med i udviklingen af selve visionen, så får visionen meget svære begyndervanskeligheder og livsbetingelser. For det er under udviklingen af visionen, at alle berørte parter skal tanke tilstrækkelig energi og drivkraft op, og generere lyst og engagement nok til at tage de skridt og gøre de ting, der skal til for at virkeliggøre visionen.

Visionsprocessens natur og dens elementer

Visionsprocessen handler om at knytte nutiden (vores mission og vores model af verden) til fortiden (vores historie og erfaringer), og knytte nutiden til fremtiden (vores vision) i en helt særlig proces og på en helt særlig måde. Visionsprocessen skal skabes ud fra dette helhedsperspektiv. Et holistisk perspektiv, hvor vores vision indgår som et af elementerne blandt flere i en kompleks responsiv proces, der aldrig hører op.

Det er helt centralt for en succesfuld visionsimplementering, fordi verden omkring os er dynamisk og i konstant forandring. I dag oplever vi en stadig mere dynamisk, kaotisk og ikke-lineær verden, hvor den umiddelbare sammenhæng mellem årsag og virkning synes afløst af meget komplicerede refleksive og dynamiske processer. De kriser, som vi oplever (finans-krisen, Corona-krisen, Ukraine-krisen og Klima-krisen), synes at accelerere denne forandringsproces.

Visionsprocessen må derfor også være iterativ. Det vil sige en stadig tilbagevenden til tidligere elementer i processen. Vi bliver klogere undervejs, det er en lærende proces, nye aktører kommer på banen og nye strategier dukker op og præger processen på nye måder. Alt i alt betyder dette, at visionsprocessens delelementer skal genovervejes undervejs. Hvis vi ikke indbygger den dynamik i visionsprocessen, så bliver visionen forældet, visner bort og bliver i realiteten et fængsel frem for et fyrtårn for os. Men visionen skal kun ændres, når der sker markante og pludselige, uforudsete omvæltninger i verden omkring os.

Meget kort fortalt består visionsprocessen af fem elementer (se nedenstående grafik): 1) Vores overvejelser om, hvor vi står netop nu (nutiden), 2) Et tilbageblik på det vi ønsker at fastholde, vores hidtidige succeser og fælles ressourcer (fortiden), 3) Et udsyn mod vores fremtidige tilstand (visionen), 4) Strategien og handleplanerne og 5) De første skridt henimod visionen.

Visionsprocessen: Grafisk fremstilling af Erik Schwensen®

I hvert af de tre første elementer (Nutiden, Fortiden og Fremtiden) af de i alt fem elementer, som visionsprocessen overordnet består af, indgår der overvejelser, analyser, refleksioner og meget andet om de syv grundelementer, som jeg skrev om i den allerførste artikel ”Derfor er visioner stadig vigtige”. Det drejer sig om ”Vores identitet”, ”Vores og andres syn på verden”, ”Værdierne, etikken og adfærden, som præger vores liv”, ”De ledelsesprincipper, som gennemstrømmer vores hverdagsliv”, ”Udformningen af visionen”, ”Strategien” og ”Handleplanerne”.

Visionens formulering

Det tredje forhold er naturligvis visionen selv. Visionen er som et sæt vejskilte. Den skal vise os i den retning, som vi har besluttet os for at drage ud på i håbet om at finde det sted, som vi eftertragter og leder efter, fx Det Ønskede Samfund. Visionen er forestillingen om en ny og bedre verden omkring os, tæt på vores drømme og fantasier. Visionen skal give svaret på spørgsmålet: ”Hvis nu alt er muligt for os, hvor ønsker vi så at være om et vist antal år ude i fremtiden? ”

Men visionen skal være mere præcis og realistisk end blot slørede og fragmenterede drømme.

Visionen skal være i stand til – med få ord – at virke så dragende på os, at vi ikke kan lade være med at tage de første skridt og de næste skridt henimod det fælles mål, som vi har sat os for at nå enten som individer, i fællesskab eller allerbedst begge dele. Visionen skal være den ledestjerne, der også viser vej i mørke stunder og usigtbart terræn, eller når vores forudindtagede landkort (vores model af verden) og GPSer ikke stemmer overens med den virkelighed, der folder sig ud foran os.

Visionen er langsigtet, og visionen skal holde os på rette kurs uanset hvilke orkaner og storme, der raser omkring os og måske inden i os også. Samtidig skal vi om nødvendigt være i stand til justere visionen og kursen, når og hvis radikale sceneskift sker.

Hverdagens visionsarbejde

Det fjerde og sidste forhold er hverdagens visionsarbejde.

Visionsarbejdet bør indgå som en helt naturlig del af ledelsesprocessen. Visionens indhold bør indgå i det daglige ledelsesarbejde, både hvad angår den personlige ledelse og i ledelsen af andre. Hverdagens gøremål og opgaver kan med fordel begrundes ud fra den valgte vision med de tilhørende strategier og handleplaner. Derved holdes visionen dagligt i live, virkeliggøres og holdes opdateret, frem for at ligge gemt og glemt i arkivet til vi opdager, at tiden er løbet fra den.

Fra teori til praksis

Hermed runder jeg artikelserien på de otte artikler om ”Derfor er visioner stadig vigtige” af. Vi sætter et komma, for det er tid til at skifte spor. Ikke et sporskifte i en helt anden retning, men et sporskifte til et parallelt spor, som er lige så vigtigt at forfølge. Dette baggrundstæppe giver os et mere sikkert fundament at bygge videre på. Men det er bestemt ikke nok. De teoretiske tanker, strategier og idéer skal omsættes til konkret praksis, konkret adfærd, både hos den enkelte leder og den enkelte medarbejder. Ja alle mennesker. Det jeg ofte kalder for Den Personlig Ledelse, der handler om, hvordan det enkelte menneske leder sig selv.

En stærk kobling mellem det teoretiske og det praktiske – og omvendt – sikrer både en stejl læringskurve og en husket erfaringsindhentning, så vores vidensniveau udvikles og påføres nye videnslag i en præsent og nutidig historisk kontekst.

Det er i den konkrete personlige handling og i den konkrete praktiske adfærd hos det enkelte menneske, at vores visioner får liv, og vores visioner virkeliggøres. Derfor er jeg overbevist om, at parallelsporet hedder ”Personlig Ledelse – i praksis”, og det er det spor de kommende artikler i serien ”kunsten at lede” vil forfølge.

HUSK – Du er altid meget velkommen til at kigge ind på STATIONEN, Norgesgade 48, DK-7000, og bringe dine budskaber ind i debatten. Ring hvis du vil være sikker på, at vi er hjemme, for der er altid mange spor at forfølge ude i det virkelige hverdagsliv.

Rigtig god dag

Erik Schwensen, Redaktionschef v. Danske Digitale Medier A/S

OBS! I denne artikelserie på 8 artikler har jeg søgt at give mine konkrete og bedste bud på, hvordan vi griber visionær tænkning an og for styr på den, så vi reelt, når de mål og visioner, som vi sætter os. Artiklerne er baseret på Visionsbogen ”Derfor er visioner vigtige”, som jeg skrev, drøftede og redigerede i samarbejde med Uffe Steiner Jensen, tidl. borgmester i Fredericia.

1. artikel om ”Derfor er visioner stadig vigtige” udkom den 05. april 2024 her i avisen.nu.

2. artikel om ”Vores Identitet – Hvem er vi?” udkom den 08. april 2024 her i avisen.nu.

3. artikel om ”Menneskers syn på verden” udkom den 10. april 2024 her i avisen.nu.

4. artikel om ”Værdier, etik og adfærd” udkom den 12. april 2024 her i avisen.nu.

5. artikel om ”Den visions-nære leder” udkom den 15. april 2024 her i avisen.nu.

6. artikel om ”Udformning af vores visioner” udkom den 17. april 2024 her i avisen.nu.

7. artikel om ”Strategien og handleplanerne” udkom den 19. april 2024 her i avisen.nu.

Enhedslisten bekymret over merforbrug

Enhedslisten Cecilie Roed Schultz ser tilbage på det seneste møde i Børne-og Skoleudvalget i Fredericia, hvor udvalget blev præsenteret for et merforbrug på 23 millioner kroner.

Schultz er næstformand i udvalget, og hun kunne konstatere, at man ser ind i et merforbrug i 2024 på 23 millioner kroner efter, at der ellers lige var kommet ro på i budgettet, da der viste sig at have været en regnefejl i det tidligere, men nu er der igen økonomiske udfordringer, som udvalget ser ind i.

Se hele indslaget med Cecilie Roed Schultz her:

Daniel fra Middelfart er landets bedste alubyggerlærling

0
- Der var mange komplekse dele i vores opgave, men jeg synes faktisk selv, at jeg havde et godt overblik og styr på det hele gennem hele processen, så jeg er selvfølgelig rigtig glad og stolt over ikke kun sejren, men også mit produkt, siger fortæller Daniel Høj Rasmussen, der lørdag landede titlen som landets bedste alubyggerlærling – her ved siden af kollegaen Carl-Emil Koch Søndergaard, der gaflede titlen som årets bedste glarmesterlærling.

Daniel Høj Rasmussen fra Tarpgaard A/S i Fredericia vandt dette års DM i Skills og kan nu kalde sig Danmarks bedste alubyggerlærling  

Tre dages koncentrerede konkurrencedage endte lørdag eftermiddag med en sejr til 25-årige Daniel Høj Rasmussen, der nu kan kalde sig landets bedste alubyggerlærling.

– Der var mange komplekse dele i vores opgave, men jeg synes faktisk selv, at jeg havde et godt overblik og styr på det hele gennem hele processen, så jeg er selvfølgelig rigtig glad og stolt over ikke kun sejren, men også mit færdige produkt, siger Daniel Høj Rasmussen.

Lærlingene dystede i opgaven om at bygge et drivhus, der kræver et stort håndelag og præcision. En stor opgave, der betød, at selve opskæringen og bearbejdningen blev udarbejdet i optakten til Skills, og de tre konkurrencedage blev brugt til at samle, montere glasset og finpudse.   

Daniel Høj Rasmussen håber på, at sejren kan bruges til at få flere komplekse opgaver hos lærepladsen Tarpgaard A/S i Fredericia.   

– Mester er stolt og glad over resultatet. Min virksomhed har altid været rigtig god til at udfordre mig med meget ansvar og selvstændighed i mit arbejde, så jeg glæder mig til at se, hvad fremtiden bringer. Jeg kunne godt tænke mig at specialisere mig inden for mere komplekse projekter fremover, fortæller han.   

Rekordmange kiggede forbi

Skills 2024 er det trettende Danmarksmesterskab for erhvervsuddannelser, siden Skills Denmark i 2011 begyndte at holde DM hvert år.

I år blev konkurrencen afholdt i Roskilde med cirka 280 deltagere fra 47 konkurrencefag og op mod 70.000 besøgende, der kiggede forbi konkurrencen. Besøgsantallet slog alle rekorder. I 2025 afholdes DM i Skills ikke, da der i stedet afholdes Euroskills den 9.-15. september i Herning.

Fakta om DM i Skills

  • Formålet med DM i Skills er at styrke de erhvervsuddannedes faglige stolthed, at hylde landets bedste lærlinge, samt at vise omverdenen det høje faglige niveau og de mange muligheder der findes på erhvervsuddannelserne.
  • Størstedelen af de besøgende er skoleelever i udskolingen, der står for at skulle vælge en ungdomsuddannelse inden for de næste par år.
  • Ved at besøge DM i Skills får de et unikt indblik i, hvor langt man kan nå med en erhvervsuddannelse – både fagligt, karrieremæssigt og videreuddannelsesmæssigt.

Fakta om Glarmesterlauget

  • Glarmesterlauget har flere end 200 medlemmer, som dækker hele landet. Find din lokale glarmester på www.glarmesterlauget.dk/find-din-glarmester/
  • En faglært glarmester er specialist i glas og vinduer og kan hjælpe med alt fra store glasfacader til indramning af malerier.

Fredericia Kommune er ved at implementere ny varmeplan

Fjernvarme, varme, energi. Radiator. Foto: AVISEN

Fredericia Kommune er ved at implementere en ny varmeplan. Det fortæller formand for Klima,- Energi- og Miljøudvalget, Tommy Rachlitz Nielsen (C) nærmere om.

Se her et indslag med ham:

Vejlenser i spidsen for Danske Skoleelever

0

Formandsposten besættes af Caroline Helene Hermansen. Caroline er 15 år og har været formand for DSE’s lokalbestyrelse i Trekantområdet i flere år. Til daglig går Caroline i 9. klasse på Novaskolen i Vejle.

Om valget siger den kommende formand:

– Jeg er vildt glad og beæret over at blive valgt som formand for Danske Skoleelever. Sammen med de dygtige tillidsvalgte håber jeg, at vi kan være med til at gøre skolen endnu bedre.

Valget til næstformand for DSE faldt på Lea Bay Refslund Pedersen. Lea er 15 år og har haft flere tillidshverv i DSE siden 2021. Lea går på Randers Realskole i 9. klasse. 

Om valget siger Lea: – Jeg er mega stolt af denne organisation og alle de seje og engagerede elever, der hver dag tager kampen op for en bedre skoledag. Jeg ser frem til endnu et år i elevpolitikkens navn, denne gang som næstformand.

DSE’s nyvalgte bestyrelse vil blive offentliggjort på hjemmesiden i nærmeste fremtid. Det nye formandskab tiltræder formelt den 1. juli 2024. Politisk kontakt frem til den 1. juli går fortsat til formanden, Laura Drachmann Poulsen.

FC Fredericia tager point i Randers og kommer over nedrykningsstregen

FC Fredericia tager point i Randers og kommer over nedrykningsstregen

0
FC Fredericia hentede et vigtigt point i bundstriden, da det torsdag aften endte 2-2 ude mod Randers FC i en kamp, hvor momentum skiftede...