Temashop opruster med 4.000 m² lager og international ekspansion

0

Temashop markerede i dag rejsegilde på deres nye 4.000 m² store lagerbyggeri på Håndværkervej i Fredericia. CEO og grundlægger, Daniel Diness Andersen, afslørede i den forbindelse virksomhedens planer for fremtiden, der ikke kun indebærer udvidelsen af lageret, men også ambitioner om international vækst.

Der var sol, smil og pølsevogn, da Temashop i dag afholdt rejsegilde fores deres nye store lagerbygning på Håndværkervej i Fredericia. Her kunne medarbejdere og de fremmødte gæster se en virksomhed, der bare vokser og vokser. Med seks udnævnelser som Børsen Gazelle, CSR-Pris i Fredericia og mange andre flotte priser i bagagen har Temashop de senere år foretaget en række strategiske opkøb. Men konkurrencen fra udlandet er stor, og derfor er Daniel Diness Andersen heller ikke i tvivl om, at der skal investeres i nutiden og fremtiden.

Der arbejdes på det nye store lager. Temashop og Daniel Diness Andersen afholdt rejsegilde i dag. Foto: AVISEN

– Vi er i gang med version 2.0. Vi får pladsen til at kunne konkurrere med det store udland. Vi kan se, at konkurrenter som TEMU påvirker vores marked, så vi skal være klar her. Det handler om at fortælle, hvad vi kan slå på. En af de ting er større varelager, så vi kan levere endnu hurtigere; dag-til-dag-levering, fortæller Daniel Diness Andersen.

Med en investering på over 20 millioner kroner og det nye lager på 4.000 m², har Temashop fordoblet lagerkapaciteten på Håndværkervej. Daniel fortsætter:

– Vi ser også ind i en verden, hvor vi sætter robotter ind på vores lager, så vi kan arbejde med pakker som andre webshops, der også sender pakker dag-til-dag. Det er tankerne bagved vores nye lagerhal.

Temashops nye 4.000 m² lagerbyggeri på Håndværkervej i Fredericia er et resultat af nøje planlægning og samarbejde med erfarne byggeeksperter.

– Vi har haft et godt samarbejde med KT Erhvervsbyg, som bygger vores nye rammer. Vi har dog samtidig haft en byggerådgiver med ombord, fordi vi er dygtige til vores forretning, men ikke til byggerier. Vi skal ikke styre sådan et byggeri, så der har vi betalt os fra det ved at få hjælp af kvalificerede folk, fortæller Daniel Diness Andersen.

Tidligere domicil skal sælges

Den nye investering indebærer også en plan om at sælge virksomhedens lokation i Pjedsted og samle alle medarbejdere på Håndværkervej. Dette vil give Temashop mulighed for fortsat vækst, især på de internationale markeder:

– Vi kan stadig udvikle os her, og med den nuværende udvikling og de nye rammer, kan vi godt presse på i markeder som Tyskland, Polen og så videre. Vi har ambitioner om ikke at sidde stille, siger Daniel Diness Andersen.

Temashop møder en hård konkurrence fra internationale giganter som TEMU, der presser markedet med deres statsstøttede kapital og aggressive annonceringsstrategi. På trods af denne unfair konkurrence lader CEO og grundlægger Daniel Diness Andersen sig ikke slå ud. Han adresserer problemstillingerne med en klar vilje til at tage kampen op:

– Vi gør noget ved det, i stedet for at pive. Det er dog en unfair konkurrence, vi møder. Til dels får de mange penge i ryggen, de er højst sandsynligt statsstøttede og statsfinansierede. De er klar til at byde så meget for annoncerne, at de kan skubbe os ud. Sidste år kostede de os også 3-4 millioner kroner for at skaffe den samme omsætning, forklarer Daniel Diness Andersen og fortsætter:

– Det gør også ondt, at de kan vælge at sælge nogle varer, der ikke lever op til lovgivningen; nogle varer, der er pissefarlige, og vi ved ikke, om der bliver betalt moms, skat og andre afgifter. Det er en unfair konkurrence, men heldigvis ved vi, at der bliver gjort meget for at håndtere det. For eksempel i Italien, hvor en af vores leverandører taler med Italiens EU-kommissær om problemstillingen.

Temashop har gennem årene udvidet sin forretning med opkøb af nøje udvalgte virksomheder for at styrke og supplere egne koncepter. Et af de seneste opkøb er Party In A Box, som har tilført virksomheden nye kompetencer og styrket deres tilstedeværelse på sociale medier. CEO og grundlægger Daniel Diness Andersen deler strategien bag opkøbet og fremtidsplanerne for Temashop:

– Vi prøver at finde noget, der kan supportere vores koncepter. Derfor købte vi også Party In A Box. Trine, der også er her i dag, var stærk på andre kanaler end os. Hun var stærk på de sociale medier. Vi køber ikke bare et koncept, men også nogle dygtige kompetencer ind i huset, siger Daniel og uddyber:

– Fremtiden bringer dog nok ikke mange danske opkøb. Det vil nærmere være på det udenlandske marked, at vi ser mulighederne. Det kan være en god måde at komme ind på et marked i udlandet, men omvendt er det også tungt at håndtere, hvis varegrupper, produkter og setup ikke matcher vores. Der skal derfor være noget i det, for at det giver mening for os.

Med en ambitiøs vækststrategi og klare mål for fremtiden, sigter Temashop mod toppen af den europæiske scene inden for festartikler og kostumer. CEO og grundlægger Daniel Diness Andersen deler virksomhedens vision og pointerer vigtigheden af at holde momentum i det konkurrenceprægede marked:

– Vi er nok i top 3 i Europa. Vi har intentioner om ikke at sidde stille, vi skal ud og vokse, og vi skal løbe stærkt. Man plejer at sige, at hvis du ikke spiser, så er det dig, der bliver spist, så vi skal ud at konkurrere, siger Andersen.

Kort om Daniel Diness Andersen

Den 43-årige Daniel Diness Andersen er bosat i Fredericia og er CEO samt grundlægger af Temashop.

Assistenttræner stopper i FC Fredericia

0

Efter tre sæsoner stopper Anders Clausen som assistenttræner i FC Fredericia.

Clausen har tidligere scoret utallige mål på højt niveau som aktiv spiller, og det har han taget med videre i trænerkarrieren, hvor han i FC Fredericia har været med til at forme blandt andet Kristian Kirkegaard og Adam Jakobsen, der er sendt videre til større adresser efter at have bombet mål ind for FC Fredericia. Tillige har Clausen haft ansvaret for dødboldene. Det stopper efter denne sæson.

– Vi har været særdeles tilfredse med Anders som assistenttræner. Sammen med Michael Hansen har Anders leveret en professionel indsats gennem alle sæsoner. Anders er vellidt blandt spillere og øvrige ansatte i FC Fredericia, og han har i denne sæson været en del af én af de bedste sæsoner i klubbens historie, siger FC Fredericias direktør, Stig Pedersen.

Hvem der skal afløse Anders Clausen, oplyser FC Fredericia ikke.

Fanklub tager afstand fra udskældt episode

0

Fanklubben HK Ultras tager offentligt afstand fra, at en person i deres fanblok under opgøret mellem FHK og GOG, mens kampen var i gang, stak hånden ud og rørte en GOG-spiller.

Episoden skete i slutningen af første halvleg, da GOG’s Oskar Vind skulle tage et frikast. I forbindelse med frikastet havde Vind arm og bold uden for banen, mod fanklubben, som var i den pågældende sektion. En person stak armen frem og rørte Oskar Vind, hvilket straks fik kampens dommerpar, Jesper Madsen og Mads Hansen, til at reagere. Hansen gik hen til ledende medlemmer af fanklubben og sagde, at det skulle stoppes.

Det var parterne enige om, hvilket bekræftes i optagelser, der efterfølgende er lagt ud af TV2 SPORT, som transmitterede kampen. Her kan man høre meningsudvekslingen mellem Mads Hansen og fansene, der er enige med dommeren i, at man ikke skal røre spillerne. Efterfølgende har episoden været debatteret kraftigt på sociale medier, hvor en del har ytret sig negativt om HK Ultras, som nu har taget bladet fra munden i en lang Facebook-opdatering. Her tager de afstand fra både den pågældende episode og fra, at enkelte medlemmer af fanklubben i samme kamp mod GOG hang ind over en LED-bande og kom med ukvemsord mod dommerparret og GOG-spillerne.

– I HK Ultras tager vi på det allerkraftigste afstand fra, at man rører spillerne under kamp. Det må ALDRIG ske, og der er INGEN undskyldning, lyder det i starten af opslaget, som fanklubben har lavet.

HK Ultras oplyser, at de har været i kontakt med Oskar Vind og undskyldt episoden, ligesom de også har været i kontakt med den pågældende fan, som var direkte involveret.

– Vi har haft fat i den unge mand, der i øvrigt ikke er medlem af HK Ultras. Han er meget ked af episoden, som han i øvrigt fortrød og undskyldte med det samme, hvilket tv-billederne også viser, lyder det videre i opslaget.

Fanklubben lægger også vægt på, at de er klar over, at alt, der bliver sagt og gjort i løbet af en kamp, ikke altid er efter bogen. Det tager fanklubben hånd om internt.

– Vi har et kodeks, der blandt andet siger, at vi ikke tolererer racistiske og homofobiske tilråb samt tilråb, der går på folks udseende. Ligeledes skal man heller ikke, som det sås i enkelte tilfælde søndag, læne sig ud over banden og ind over banen, står der i opslaget, som kan læses i sin fulde længde her:

Skobutik er lukket

0

Ecco i Danmarksgade i Fredericia har nu haft sin sidste åbningsdag.

I januar blev det kendt, at skokæden valgte at lukke i Fredericia, og at de ville være ude af lokalet senest den 1. juni. Det er dog allerede nu sket.

Onsdag formiddag har man kunnet se håndværkere i gang ved bygningen, hvor Ecco så sent som tirsdag havde åbent. Det oplyser flere kilder til AVISEN.

Dermed står den markante bygning, der udlejes af N.H. Billund, nu ledig. Ifølge ejendomsmæglerens hjemmeside koster lokalet årligt 264.000 kroner i leje, og dertil kommer forbrugsudgifter på 6.000 kroner. Derudover er der et depositum på 132.000 kroner til den 225 m² store bygning, der blev opført i 1940.

I omkring 75 år har der været drevet skobutik i stueplan, hvor der er 136 m². Til butikken er der et lager på 18 m², og på førstesalen er der yderligere 89 m² med lager, køkken og frokoststue.

Everfuel underskriver aftale med tysk kunde om 10.000 tons grøn brint

0
Arkivfoto: Finn Schousboe (tv) og Jacob Krogsgaard (th) Crossbridge Energy og Everfuel

Everfuel A/S meddeler, at selskabet har indgået en hensigtserklæring (LoI) med en stor industriel aftager i Tyskland om leverance af op til 10.000 tons grøn brint om året fra 2028.

Den ikke-navngivne kundes indledende efterspørgsel matcher brintproduktionen fra en 100 MW elektrolyseenhed, der er optimeret til drift. Dette stemmer overens med Everfuels strategi om at udvikle standardiserede, skalerbare elektrolysemoduler tilpasset efterspørgslen. Kunden forventer at øge forbruget af grøn brint, klassificeret som vedvarende brændstoffer af ikke-biologisk oprindelse (RFNBO), over tid i takt med planerne for at reducere CO2-udledninger i industrien.

– Dette er en validering af Everfuels fokuserede strategi for levering af grøn brint i stor skala til industrielle kunder, og jeg vil gerne anerkende vores partners ambition om at være pioner i brintovergangen i Tyskland. Vi deler et stærkt engagement i at reducere CO2-udledninger væsentligt og skabe en platform for gensidig langsigtet værdiskabelse, siger Jacob Krogsgaard, grundlægger og administrerende direktør for Everfuel.

Den tyske partner forstår Danmarks store potentiale for eksport af grøn brint og anerkender Everfuels unikke strategiske position og planer for etablering af brintproduktionskapacitet i den attraktive danske strømzone DK1.

Everfuel planlægger at levere RFNBO-brinten fra projekt Sif eller andre fremtidige elektrolyseprojekter under udvikling. Hensigtserklæringen er det første skridt mod en endelig kommerciel aftale mellem parterne, som afhænger af flere faktorer, herunder etablering af brintinfrastruktur mellem Danmark og Tyskland, der forbinder Everfuels produktionsanlæg og kunden.

– Den 5. april 2024 annoncerede den danske regering, at den er villig til at tage størstedelen af investeringsrisikoen for det danske brintnet, hvis markedsdeltagerne yder tilstrækkelig forpligtelse. Dagens aftale er en grænseoverskridende bekræftelse af viljen fra Everfuel og partneren til at vise en sådan forpligtelse. Den 5. maj 2024 reagerede Everfuel på Energinets (danske TSO) frist for markedsundersøgelse om kapacitetsreservation i brintnettet. Everfuels indikation af kapacitetsreservation inkluderer en betydelig forpligtelse, som også omfatter den tyske industrielle aftager, og viser Everfuels dedikation til at realisere storskala produktion og distribution af grøn brint, siger Jacob Krogsgaard, grundlægger og administrerende direktør for Everfuel.

– Udviklere som Everfuel arbejder hårdt på at modne porteføljer af skalerbare projekter for at sikre produktionskapacitet og redundans i vores drift for at verificere industriens forpligtelser. Det er afgørende for Everfuel og vores partnere at forstå timingen og omkostningerne ved at anvende den kommende infrastruktur. Vi ser frem til at fortsætte dialogen med Energinet i processen for at fastlægge kapacitetsforpligtelser i brintnettet, der er planlagt til anden halvdel af 2025, fortsætter Jacob.

RFNBO anses for at være en kritisk faktor for at reducere CO2-udledninger i industri- og transportsektorerne i Tyskland i overensstemmelse med EU’s mål i Renewable Energy Directive (RED II).

63-årig taget med 30 gram hash

0

Ved Hellestedet i Fredericia blev en 63-årig mand tirsdag visiteret og fundet i besiddelse af hash.

Visitationen fandt sted tirsdag klokken 16:45, hvor den 63-årige mand var ved Hellestedet på Vester Voldgade i Fredericia. Han havde 16 små sølvpapirspakker på sig, og i dem var der samlet set 30 gram hash. Det blev manden sigtet for.

Regeringen åbner for løsning i Chromebook-sag

0

Regeringen er på bolden. Sådan lyder det i et brev fra regeringen til KL om den såkaldte Chromebook-sag, hvor Fredericia og Middelfart blandt andet modtog påbud.

KL har modtaget et brev fra digitaliseringsminister Marie Bjerre, børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye og justitsminister Peter Hummelgaard, hvor de tre ministre anerkender den vanskelige situation, som Datatilsynets afgørelse og påbud har bragt kommunerne i den såkaldte Chromebook-sag. Brevet er et svar på en henvendelse fra KL, hvor KL har opfordret regeringen til at se på lovgivningen.

Læs også: Datatilsynet giver påbud

– Det er rigtig godt, at regeringen nu går ind i arbejdet med at få set på en mulig løsning i sagen. Som regeringen også pointerer i sit svar, handler den her sag om meget mere end folkeskolen og Chromebooks. Derfor er der brug for at se på en mere samlet løsning i det offentlige, så vi på en forsvarlig, ansvarlig og tidssvarende måde sikrer, at vi kan bruge de digitale redskaber til at løse velfærdsopgaver, siger Peter Rahbæk Juel, formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg.

Regeringen lover i brevet at vende tilbage snarest muligt og inden 1. juli 2024.

– Vi er jo først rigtig glade, når vi ved, hvad regeringen kommer med inden sommerferien. Vi står stadig med en lang række uklarheder og spørgsmål. Vi vil derfor nu gå i dialog med Datatilsynet om, hvad regeringens udmelding betyder ift. det påbud, som tilsynet har givet 52 kommuner, siger Peter Rahbæk Juel.

To personer i bil sigtet for brud på våben- og knivloven

0

To personer i en bil i Odense NV blev tirsdag klokken 20:20 sigtet for brud på våben- og knivloven.

En patrulje standsede rutinemæssigt en bil, hvor en 18-årig mand blev sigtet for brud på knivloven.

En anden 18-årig, der var passager i bilen, blev sigtet for brud på våbenloven, da han var i besiddelse af en peberspray.

Ung mand havde stor mængde hash og kniv på sig

0

En 19-årig mand fra Middelfart blev tirsdag snuppet med en stor mængde hash på sig i Fredericia.

På Jernbanegade ud for højhusene blev den 19-årige mand tirsdag klokken 21:15 visiteret.

Det viste sig, at han havde 49 ecstasypiller, 100 gram hash og en digital vægt på sig. Ydermere blev manden fundet i besiddelse af en kniv.

Dødsfald Middelfart den 8. maj 2024

0

Alfred Strandberg Nielsen, 1928-2024

https://gardeniablomster.dk/
Mellemøstkrisen får Monjasa til at tredoble forventningerne for 2026

Mellemøstkrisen får Monjasa til at tredoble forventningerne for 2026

0
Året, der gik, blev stille for verdens handelsflåder, og Monjasa mærkede det. Indtjeningen er næsten halveret, omsætningen faldet med en halv milliard dollar. Alligevel...