-0.1 C
Copenhagen
onsdag 24. december 2025

72-årig kvinde forsøgt bedraget

0

En 72-årig kvinde fra Fredericia undgik at blive bedraget, da hun kom til at oplyse en forkert pinkode til hendes dankort.

Hændelsen begyndte, da kvinden blev kontaktet af en, der udgav sig for at være fra Danske Bank, med beskeden om, at hendes pension ikke var blevet udbetalt.

Efterfølgende blev hun bedt om at udlevere sit værdikort til en person fra Udbetaling Danmark. Kvinden blev instrueret i at skrive en kode på en konvolut, men i stedet for at skrive koden til kortet, indtastede hun en anden kode, som hun troede Udbetaling Danmark skulle bruge.

Da konvolutten med den forkerte kode blev hentet, og der ikke blev hævet penge på kortet, fattede kvinden mistanke om noget var galt. Hun kontaktede straks en bekendt, som bekræftede hendes mistanke. Kvinden fik derefter hurtigt spærret sit kort og undgik dermed økonomisk tab.

Efterforskningen af denne hændelse er i gang, og myndighederne arbejder på at identificere og retsforfølge de involverede svindlere.

På Sydøstjyllands Politis døgnrapport fremgår endnu ikke et signalement af manden, der afhentede konvolutten.

Mand ville skyde sig selv

0

Episoden, der skete på Vesterbrogade i Fredericia torsdag eftermiddag, drejede sig om en 51-årig mand, der ville skyde sig selv.

Vicepolitiinspektør Mikkel Ross oplyser, at politiet fik en anmeldelse klokken 13:47 om, at en mand ville skyde sig selv på Vesterbrogade, og det gjorde, at der kom et stort politiopbud med indsatsleder og flere patruljevogne. Alle var iført skudsikre veste, og flere bar maskinpistoler som følge af truslen. Han endte dog med at blive talt fra at tage sit eget liv.

– Manden har det så dårligt, at han er under hjemmeplejen, og det var en fra hjemmeplejen, som fik talt manden ud. Manden besidder ingen våben, men han havde det så skidt, at han truede med at skyde sig selv, selvom han ingen våben har, siger Ross.

Den 51-årige mand er efterfølgende blevet kørt til psykiatrisk afdeling i Vejle.

Forsøg på at stjæle pengeskab fra bilværksted

0

Bilværkstedet Skorstensgård i Erritsø på Gl. Landevej lev udsat for indbrud mellem onsdag klokken 18:30 og torsdag klokken 07:15.

Gerningsmændene skaffede sig adgang til værkstedet ved at afliste en rude, hvilket indikerer en målrettet og overvejet tilgang. Inde i værkstedet forsøgte de at bryde et pengeskab op, men deres forsøg var forgæves.

Selvom det mislykkedes at åbne pengeskabet, er det endnu uklart, om gerningsmændene har stjålet andre genstande eller værdier fra værkstedet. Politiet undersøger sagen og søger vidner, der kan have bemærket mistænkelig aktivitet i området i det angivne tidsrum.

Socialistisk Folkeparti: Det kan være svært at finde et advokatfirma med orden i penalhuset

0


I en reaktion på den nylige dom mod advokatfirmaet Bech-Bruun, hvor firmaet blev dømt til at betale en bøde på 400 millioner kroner i den såkaldte udbytteskandalesag, giver Connie Maybrith Jørgensen fra SF i Fredericia sin holdning til kende. Hun udtrykker bekymring over samarbejdet med et firma, der har handlet samfundsundergravende.

Connie Maybrith Jørgensen understreger nødvendigheden af at drøfte og reevaluere kommunens forhold til Bech-Bruun. Hun påpeger samtidig, at kommunens samarbejdspartnere skal leve op til et minimum af lovmæssige og moralske standarder og foreslår en bredere diskussion i Kommunernes Landsforening (KL) om etiske krav til advokatvirksomheder, kommunen samarbejder med. Hun kaster lys over en dybere problematik vedrørende valg af juridiske samarbejdspartnere og etiske standarder i offentlige kontrakter.

– Vi skal overveje, om det er et firma, vi har lyst til at bruge; når det er sagt, kan jeg være i tvivl om, andre firmaer vil have en bedre moral. Jeg vil have sagen undersøgt. Det er sikkert. Jeg synes virkelig, at Bech-Bruun har handlet samfundsundergravende. Vi skal klart overveje at finde en anden mulighed som advokat, men jeg kan være i tvivl om, andre virksomheder ikke også ville tage den type kunder og sager, som Bech-Bruun har taget her, hvor de har været behjælpelige med at hjælpe kunder med skatteunddragelse, siger Connie Maybrith Jørgensen (F).

Connie Maybrith Jørgensen overtog posten i økonomiudvalget efter Ole Steen Hansen (A) og nu får hun mulighed for at drøfte sagen om valg af advokater, og den aktuelle sag, men hun er ikke sikker på, at det rykker noget. Ikke fordi, at hun ikke tror på sine kolleger, men fordi det vil være svært at finde et firma, der ærligt kan sige, at man ikke tager sager med rådgivning om skatteunddragelse.

– Det kan være svært at finde et advokatfirma af samme kaliber, som ikke også vil hjælpe andre kunder med sammenlignelige problemstillinger og er med i den slags aktiviteter. Vi kunne måske tage sagen op i KL og se på et samlet krav til de advokatvirksomheder, vi arbejder med, og i den forbindelse stille krav til, at de ikke arbejder på sager, hvor de hjælper kunder med skatteunddragelse, siger hun og tilføjer:

– Vi skal klart forholde os til, hvilken virksomhed vi samarbejder med. På samme måde som vi gerne vil have klausuler, når vi har opgaver i udbud, hvor vi ønsker ordnede forhold hos håndværkere. Vi skal stille de samme krav til advokatfirmaer. De skal grundlæggende bare have orden i penalhuset. Jeg tror, at hvis man gravede i det her, så bliver det svært at finde et revisions- eller advokatfirma, der ikke påtager sig opgaver med skatteunddragelse.

Connie Maybrith Jørgensen slår fast, at det her kræver en bredere løsning end, hvad man kan lokalt.

– Vi skal drøfte sagen i Fredericia nu og overveje, om vi skal gå videre til KL. Vi står stærkere samlet, hvis vi går sammen i hele landet om det her. Jeg tror desværre, at vi ser denne type af opgaver hos mange andre advokatfirmaer også.

Læs også

Julefrokost bliver dyrere i år

0

Der er udsigt til en dyrere julefrokost i år – uanset om den afholdes på en restaurant eller inden for hjemmets fire vægge.

Vi nærmer os den klassiske julefrokostsæson, og igen i år skal man have flere penge op af lommen, hvis man deltager i festen. Hvis julefrokosten afholdes ude i byen på fx en restaurant eller en cafe, så er regningen steget med 5,3 pct., hvis vi sammenholder de nyeste tal i forbrugerprisindekset fra oktober 2023 med oktober 2022. Vælger man i stedet at købe ind til festen i supermarkedet, så vil regningen for fødevarer samlet set lyde på 3,5 pct. mere end den gjorde sidste år. Til sammenligning er den samlede stigning i forbrugerprisindekset kun 0,1 pct. i samme periode. 

– Generelt er oplevelser – herunder restaurantbesøg – blevet dyrere i løbet af det seneste år, og derfor skal man forvente, at regningen er højere, når der skal afregnes. Vælger man i stedet at tage turen til supermarkedet og lægge de traditionelle julefrokostvarer i indkøbskurven, kan der være stor forskel i udviklingen alt efter, hvad man køber. Fx er æg og friske grøntsager steget henholdsvis 7,2 og 7,8 pct. i pris. Til gengæld ligger prisen for varer som svinekød, smør og fisk på omkring samme niveau som for et år siden, siger Christian Lindeskov, afdelingsleder i Danmarks Statistik og fortsætter:

– Stigningerne på såvel fødevarer som restaurantbesøg skal ses i lyset af, at de allerede var steget fra oktober 2021 til oktober 2022, og nu er de fra oktober 2022 til oktober 2023 steget yderligere. Dog kan vi se, at fødevarer generelt er faldet en smule i pris siden juli 2023.

Strib Vinter Festival. har 2024-programmet på plads

0
Lars Lilholt Band giver 6. juli koncert i Fredericia.

Strib Vinter Festival har annonceret det komplette musikprogram for arrangementet, der finder sted på Strib Skole fra 8. til 11. februar. Festivalen, organiseret af GUF (God Underholdende Folkemusik), har samlet et varieret udvalg af danske folk- og roots-musikere, nye talenter samt internationale artister.

Siden september har GUF gradvist afsløret de deltagende kunstnere, og nu er den fulde liste offentliggjort. Blandt de optrædende er Lars Lilholt, Oh Land, Sko & Torp, Heidi Talbot (Irland), Katinka Band, Kaisa Vala Band, Laura Oakes (UK), Phønix, Mads Toghøj band, Paul Banks & H.P. Lange, Naja Storebjerg, The Quiggs (Skotland/Danmark), Lasse Storm, Mallemuk og Jazz Dippers.

Billetter til de individuelle koncerter samt partoutbilletter har været tilgængelige siden den 24. november kl. 10.00 via festivalens hjemmeside.

Festivalen vil også inkludere CaféScenen, Den Irske Pub, Guldkronen Frokostjazz, en børnekoncert og mere. Dette kan læses nærmere om på festivalens hjemmeside.

Strib Vinter Festival drives af frivillige gennem GUF, med omkring 250 frivillige der bidrager til arrangementets planlægning og afvikling. Interesserede kan melde sig som frivillige til forskellige opgaver via festivalens hjemmeside.

Foreningen GUF ser frem til at byde gæster velkommen til en “varm oplevelse i en kold tid” under festivalen.

Barbering af SU-længden kan koste dyrt

0

Hver tredje studerende på de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser er afhængig af ekstra SU

Hvis regeringen gør alvor af idéen om at skære det ekstra SU-år, risikerer man at mistrivslen vil stige, og reelt gambler regeringen med, hvor mange it-specialister, ingeniører og naturvidenskabelige kandidater, der i sidste ende kommer ud til erhvervslivet.

I en ny undersøgelse foretaget af Ingeniørforeningen, IDA blandt 2.351 studerende på de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser, er det nemlig over halvdelen af de medvirkende, der svarer, at de får, eller måske får brug for det ekstra SU-år.

Blandt de medvirkende i undersøgelsen er der mange forklaringer på, hvorfor de regner med at gøre brug af det sjette SU-år. Flere angiver, at det ikke har været muligt at tage de kurser, de skal bruge. Mange har fået SU på et tidligere studie, hertil kommer at en diplomingeniør, der vil læse til civilingeniør, automatisk vil ramme loftet, hvis det ekstra SU-år sløjfes af politikerne.

Formand for IDA Laura Klitgaard mener, at regeringen spiller højt spil, og reelt indfører det udskældte uddannelsesloft igen.

– De videregående uddannelser er ikke industrihaller, hvor der produceres færdiguddannede på samlebånd. Det er mennesker af kød og blod, der kan have valgt en forkert uddannelse, og derfor skifter til en anden uddannelse, der passer dem bedre. De vil nu blive straffet økonomisk, hvilket ikke giver mening, siger hun.

Laura Klitgaard understreger desuden, at studerende på linje med andre befolkningsgrupper bliver ramt af sygdom og stress, hvilket kan forsinke studiet.

– Det er efterhånden gået op for de fleste, at det ikke er en god idé at svinge pisken over de unge. Derfor kan det også undre, at man med Excelarks-politik nu igen vil øge presset på de studerende til fordel for en økonomisk gevinst. Ikke mindst set i lyset af, at regningen i sidste ende kan blive større end gevinsten, hvis færre gennemfører deres uddannelser, siger hun.

Studerende på de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser bruger i gennemsnit, hvad der svarer til en fuldtidsstilling på at studere, og tiden på et studiejob skal lægges oveni.

– Økonomisk set er SU ikke en guldgrube. Studerende skal have en supplerende indkomst, hvis tingene skal hænge sammen. Det medfører også en presset kalender for de studerende, som aldrig har været mere pressede, end de er i dag, siger Laura Klitgaard.

Samme undersøgelse viser at andelen af studerende, der ofte eller meget ofte føler sig stressede er steget voldsomt, og nu ligger på over 50 procent.

Kønsneutrale toiletter vækker bekymring hos ekspert

0

Kønsneutrale toiletter vinder indpas på både danske restauranter og i butikker, men det kræver nye hygiejnevaner på toiletterne, lyder meldingen fra hygiejneekspert.

København, den 22. november 2023 – Flere af de største internationale virksomheder som Google, Microsoft, Danfoss og senest IKEA ved Dybbølsbro i København har afskaffet kønsopdelte toiletter og erstattet dem med kønsneutrale. Og i løbet af året har toiletbølgen også ramt danske restauranter. Den stigende popularitet med kønsneutrale toiletter kræver dog helt nye spilleregler på toilettet, så hygiejnen ikke bliver forringet.

Sådan lyder opfordringen fra Maria Brix Balle, der er biolog og hygiejneekspert i hygiejnevirksomheden Initial.

– Der er nogle hygiejniske udfordringer ved kønsneutrale toiletter, da mænd har mulighed for at stå op og tisse, hvilket helt naturligt giver rekyl, og derfor spreder urin på brættet. Mange tager et stykke papir og tørrer brættet, men i stedet for at fjerne urinbakterierne fra brættet, bliver de spredt rundt på hele brættet. Det er problematisk, hvor brættet pludselig bliver en reel smittekilde.

I stedet for at tørre brættet af for urin eller tisse stående er den bedste løsning ifølge Maria Brix Balle at benytte en decideret seat-cleaner, der indeholder bakteriedræbende middel.

Offentlige toiletter er ofte hygiejnesyndere, viser en undersøgelse fra Initial, der er foretaget blandt 1.001 danskere. 14 procent af respondenterne oplever ofte urin og fæces på brættet, mens 48 procent af respondenterne sjældent eller aldrig lukker toiletlåget, når de trækker ud, hvilket resulterer i, at godt en million dråber med bakterier hvirvles op og sætter sig på alt fra toiletbrættet til dørhåndtaget og armaturet.

De kønsneutrale toiletter vinder i stigende grad frem og kræver kun små tiltag og ændringer for danskerne at øge hygiejnen på toiletterne.

Ny aftale: Alle Folketingets partier vil vende udviklingen ved domstolene

0
(Foto: AVISEN)

Regeringen og alle Folketingets partier har i dag indgået en ny flerårsaftale for domstolenes økonomi for 2024-2027. Med aftalen får domstolenes økonomi et historisk løft, der bl.a. skal vende udviklingen i domstolene med stigende sagsbehandlingstider, mangel på retssale og behov for styrket it-understøttelse. Som en del af aftalen implementeres en række anbefalinger fra Rørdam-udvalget og Retsplejerådet.

Justitsminister Peter Hummelgaard er sammen med alle Folketingets partier blevet enige om en ny flerårsaftale for domstolenes økonomi for 2024-2027. Domstolene er i dag udfordrede af stigende sagsbehandlingstider, mangel på retssale og ældre it-systemer, som betyder, at både borgere og virksomheder i dag venter længe på at få deres sag afgjort. Med den nye aftale vil regeringen og aftalepartierne give domstolene et historisk højt og tiltrængt løft med i alt ca. 2,3 mia. kr. over perioden, som skal understøtte en flerårig indsats for at håndtere domstolenes udfordringer.

Regeringen og aftalepartierne vil med aftalen styrke domstolenes sagsbehandling markant ved at give domstolene mulighed for at ansætte flest mulige dommere og et stort antal domstolsjurister og kontorfunktionærer.

Den nye flerårsaftale skal samtidig sikre flere og bedre retssale, så flere retter har de rigtige rammer til at behandle det stigende antal komplekse og langvarige straffesager med mange tiltalte. Aftalen skal også styrke domstolenes it-understøttelse til gavn for borgere og professionelle brugere.

Regeringen og aftalepartierne er hertil enige om at styrke domstolene i Grønland og på Færøerne for bl.a. at afhjælpe sagsophobning, lange sagsbehandlingstider og efterslæb i forhold til it-understøttelse.

Regeringen og aftalepartierne vil som led i aftalen gennemføre en række forenklinger af retsplejen på baggrund af anbefalinger fra Rørdam-udvalget og Retsplejerådet. Partierne er bl.a. enige om at forhøje nævningegrænsen fra 4 til 6 år og forhøje appelgrænsen for civile sager fra 20.000 kr. til 50.000 kr.

Justitsminister Peter Hummelgaard siger:

– Jeg er enormt glad for, at alle Folketingets partier står bag en meget solid flerårsaftale, som skal vende udviklingen ved domstolene. Det er ingen hemmelighed, at domstolene de seneste år bl.a. har været ramt af stigende sagsbehandlingstider. Det udfordrer retssikkerheden, for retssikkerhed er også at få sin sag afgjort inden for rimelig tid. Derfor har det været nødvendigt fra politisk side at tage ansvar. Med flerårsaftalen forpligter vi os til en flerårig indsats, hvor hovedfokus er at nedbringe sagsbehandlingstiderne. Det glæder mig også, at vi med flerårsaftalen tager initiativ til en styrkelse af domstolene i Grønland og på Færøerne.

Preben Bang Henriksen (V):

– De ventetider, vi ser i dag hos de danske domstole, er helt uacceptable og sætter i den grad spørgsmålstegn ved retssikkerheden i Danmark. Ventetiderne medfører, at både personer og virksomheder i væsentligt omfang afholder sig fra at søge en retslig afgørelse på evt. uoverensstemmelser. Mange har derfor ret, men får aldrig ret. Derfor er det glædeligt, at et stort flertal i Folketinget nu handler på problemet. Vi tilfører domstolene en stor økonomisk indsprøjtning og forhøjer dommernes afgangsalder, hvilket i sig selv burde medføre en væsentlig hurtigere sagsbehandling.

Men herudover foretager vi også væsentlige forenklinger af de regler i retsplejeloven, der i dag gør systemet trægt og langsomt. Det gælder ikke mindst ved tiltaltes udeblivelse fra retsmøder, hvor dommer, domsmænd, anklager, forsvarer mv. i dag i vidt omfang kan gå hjem med uforrettet sag. En regulering af appelgrænserne i såvel straffe- som civile sager vil samtidig lette presset på landsretterne, så retssager generelt kan færdigbehandles væsentlig hurtigere. Alt i alt en god dag for retssikkerheden og for danskerne.

Karina Lorentzen Dehnhardt (SF):

– Det vigtigste i denne aftale er, at vi begynder genopretningen af domstolene og de lange sagsbehandlingstider. Det ærlige svar er nok, at det tager tid, fordi der er en øvre grænse for, hvor mange dommere det er muligt at uddanne i aftaleperioden. SF’s fokus har været, at der ikke fjernes flere funktioner fra landdistrikterne og de mindre byer. Borgeren skal ikke have længere til retten, og vi glæder vi os over, at landsretten på Nykøbing Falster er reddet, at vi nu kommer et skridt nærmere på at kunne beslutte en ny byret på Bornholm, og at der ikke lukkes bitingsteder. Det er vi lykkedes med.

Tobias Grotkjær Elmstrøm (M):

– Det er ingen hemmelighed, at det står skidt til med de danske domstole. Særligt sagsbehandlingstiderne er alt for høje. I dag er sagsbehandlingstiderne 255 dage for straffesager og 668 dage for civile sager. Det er simpelthen urimelige tal, der går udover alle involverede parters retssikkerhed.

Som advokat har jeg i årevis set, hvordan sagerne bliver trukket i unødigt langdrag. Som eksempel kan jeg nævne, at der i september 2022 landende en sag på mit skrivebord om grov vold. I dag, mere end et år senere, har vi stadig ikke hørt fra retten, hvornår sagen skal for en dommer. Det er selvfølgelig ikke godt nok. Det er krænkende for de involveredes retssikkerhed. Derfor er jeg en stolt politiker og ikke mindst advokat i dag, når vi med en bred flerårsaftale for domstolene, nu afsætter 2,3 milliarder kroner over perioden 2024-2027 for at kunne nedsætte sagsbehandlingstiderne ved blandt andet at ansætte flere dommere, forbedre faciliteterne og smidiggøre it-systemerne. Med aftalen sikrer vi danskernes retssikkerhed.

Betina Kastbjerg (DD):

– I Danmarksdemokraterne er vi glade for, at vi med aftalen sikrer flere midler, der kommer til at bidrage til at nedbringe sagsbehandlingstiden ved domstolene. For det er grundlæggende helt afgørende for retsfølelsen, at ofre udsat for kriminalitet ikke skal vente så længe på en afklaring af deres sag, som de alt for ofte skal i dag. Derfor er det godt, at vi nu giver domstolene den nødvendige økonomiske saltvandsindsprøjtning, der skal til, for at domstolene og deres mange dygtige ansatte får de bedste rammer til nedbringelse af sagsbehandlingstiderne. Samtidig er vi glade for, at vi er med til at sikre, at der fortsat vil være lokal adgang til retsvæsenet, således at vi sikrer balancen mellem land og by.

Steffen Larsen (LA):

– For Liberal Alliance har det været afgørende at finde nogle sunde balancer i forhold til retssikkerheden i denne aftale. Vi får med aftalen over tid sikret, at flere sager kan komme rettidigt igennem domstolene, at vi får ansat flere dommere og at en række af retsprocesserne bliver mere smidige, alt imens vi søger at begrænse, at den smidighed går for meget ud over retssikkerheden.

Mai Mercado (KF):

– Vi er et parti, der tager ansvar, og derfor er vi selvfølgelig med i aftalen. Det er vigtigt for retsfølelsen, at straffesager ikke bare parkeres på ventelister, men bliver behandlet hurtigst muligt, så ofre og pårørende kan komme videre. Når det er sagt, er vi meget opmærksomme på, at retssystemet hænger sammen på tværs af kriminalforsorg, politi- og anklagemyndighed og domstolene. Derfor kommer vi til at følge udviklingen nøje, så de styrkede domstole ikke bare skaber nye flaskehalse andetsteds – særligt hvad angår pladser og antallet af fængselsbetjente i fængslerne.

Rosa Lund (EL):

– For Enhedslisten er det vigtigt at sagsbehandlingstiderne i domstolene bliver nedbragt, og det håber vi at denne aftale kan sikre. Det er vigtigt for os, at vi følger udviklingen og evaluerer tiltagene, hvis det ikke virker, ligesom at det er vigtigt, at der løbende bliver sat nok penge af, hvis det skulle vise sig, at de midler, der er sat af, ikke er tilstrækkelige.

Zenia Stampe (RV):

– Vi er glade for, at der endelig bliver gjort noget ved de lange sagsbehandlingstider ved domstolene. Lange ventetider går både ud over retssikkerheden og retsfølelsen. Især de civile sager har været hårdt ramt, og selvom det ikke handler om højt profilerede straffesager, så kan der været meget på spil for helt almindelige mennesker.

Mette Thiesen (DF):

– I Dansk Folkeparti tager vi selvfølgelig ansvar for at sikre en kortere ventetid ved danske domstole. Det handler ganske enkelt om retssikkerhed for ofrene. Vi kommer også til at følge nøje med og konstaterer, at der ville være mindre ventetid og færre problemer i fængslerne med overbelægning – hvis man udviste mere konsekvent – og fratog statsborgerskabet fra dem, der ikke fortjener det. Denne aftale er dog et lille nødvendigt skridt, og det støtter vi selvfølgelig i Dansk Folkeparti.

Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen (ALT):

– I Alternativet er vi med i aftalen for at sikre, at sagsbehandlingstiderne ved vores domstole sænkes, så vi sikrer større retssikkerhed. Samtidig har det været vigtigt at sikre bitingsteder i hele landet, for ikke at skabe en større geografisk ulighed. Aftalen indeholder en række forenklinger i retsplejen, dem følger vi tæt gennem evaluering, for at være sikker på, at forenklingerne ikke skader borgernes retssikkerhed.

Pernille Vermund (NB):

– De lange og stigende sagsbehandlingstider i de danske domstole har længe været et problem og til stor gene for både borgere og virksomheder. Det udfordrer retssikkerheden, hvilket er helt uacceptabelt. Det er ikke sådan lige at rette op på problemerne, medmindre der bliver et flertal i Folketinget, som vil indrette samfundet mindre regeltungt og løse udlændingepolitikken fra bunden. Men forhåbentligt vil denne aftale, der giver et historisk og tiltrængt løft til domstolene og har et hovedfokus på at nedbringe sagsbehandlingstiderne, være med til at vende udviklingen til det bedre. Derfor er vi i Nye Borgerlige glade for at være en del af aftalen.

Bjørn Brandenborg (S):

– Det her er en vanvittig vigtig aftale, som vi er meget glade for i Socialdemokratiet. Vores domsstolssystem har længe været presset med lange sagsbehandlingstider til følge. Det er ikke tilfredsstillende. Hverken for de danske borgere, som kan opleve det svært ved at få prøvet sin sag, eller for den generelle retssikkerhed. Med denne nye, brede og flerårige aftale får vi nu taget ordentligt fat om udfordringerne ved domstolene, så vi kan få nedbragt de lange sagsbehandlingstider.

Gummitandbørster indført i arrester og fængsler

0

For at minimere risikoen for voldelige overfald og selvskade i danske arrester og fængsler er der indført mulighed for at indkøbe gummi- og plastikgenstande.

En tilspidset tandbørste eller toiletbørste kan være et farligt våben over for både indsatte og ansatte.

Derfor har kriminalforsorgen nu indført mulighed for at indkøbe gummi- og plastikgenstande som alternativ til nogle af de genstande, der udleveres til indsatte. De nye gummi- og plastikgenstande er udført i hårdt, bøjeligt gummi og omfatter blandt andet tandbørster, toiletbørster, service og bestik.

De alternative genstande kan indkøbes i de afdelinger og institutioner, hvor det vurderes relevant. Muligheden for at indkøbe de nye genstande ses som et vigtig skridt i at minimere risikoen for overfald på både indsatte og ansatte samt selvskade hos de indsatte:

– Sikkerhed har højeste prioritet i kriminalforsorgen, og vold og trusler i vores institutioner er
helt uacceptabelt. Derfor har vi i flere år arbejdet med at hindre og minimere antallet af episoder, og det er lykkedes at nedbringe antallet. Det arbejde fortsætter vi selvfølgelig med.
Derfor sætter vi nu ind på at forebygge, at inventar udformes til våben. Muligheden for at
indkøbe gummi- og plastikgenstande kan være med til at minimere antallet af episoder rettet
mod personalet, da det bliver sværere at udforme våben, ligesom det er et vigtigt skridt mod
at minimere risikoen for selvskade, siger direktør i kriminalforsorgen, Ina Eliasen.

Kriminalforsorgen har over en årrække haft et massivt fokus på at nedbringe vold og trusler i fængsler og arrester mod sine medarbejdere. Det har medført, at antallet af episoder er faldet 45 procent i perioden 2017-2022.

Faldet i episoder er resultatet af et langsigtet arbejde med at identificere problemer og igangsætte forebyggende indsatser. Indsatserne tager udgangspunkt i, at kriminalforsorgen i 2015 indførte en nultolerance over for vold og trusler mod ansatte. Nultolerancen betyder, at alle strafbare episoder mod ansatte politianmeldes. Derudover er der blandt andet indført skærpede disciplinære sanktioner, herunder at indsatte, der overfalder personale, overføres til afdelinger med højere sikkerhed.

Konkret er antallet af episoder med trusler mod ansatte i perioden 2017-2022 faldet 55 procent, mens antallet af episoder med vold eller forsøg på vold i samme periode er faldet 16 procent. I samme periode af det gennemsnitlige belæg steget 18 procent.

Blandt andet bestik-serien er udviklet i den svenske kriminalforsorg, hvor flere af hjælpemidlerne blandt andet anvendes. Det har været muligt at indkøbe de nye hjælpemidler siden sommer 2023.

Forsøg på indbrud, stjålne nummerplader og fyrværkerihærværk

Forsøg på indbrud, stjålne nummerplader og fyrværkerihærværk

0
Fyns Politis døgnrapport op til juleaftensdag rummer flere sager om forsøg på indbrud, tyveri og hærværk rundt om i politikredsen. I Middelfart blev der mandag...
Hvis militær dømmekraft udliciteres 

Hvis militær dømmekraft udliciteres 

Død person fundet udendørs i Kolding

Død person fundet udendørs i Kolding

81-årig omkommet i brand

81-årig omkommet i brand