To mænd fremstilles ved Retten i Kolding

0

Sydøstjyllands Politi rykkede ud til et indbrud på Herredsvej nær Vamdrup Skole i Kolding Kommune lørdag nat. Politiet modtog en alarmmelding klokken 02.07, og ved ankomsten stødte betjentene på to mænd, som var i gang med at bryde ind.

De to gerningsmænd, en 19-årig og en 22-årig mand, begge fra Sverige med mellemøstlig baggrund, blev opdaget på en parkeringsplads nær Vamdrup Skole. Med assistance fra droner og politihunde lykkedes det at pågribe de flygtende mænd kort efter forsøget på indbrud.

Ved ransagningen af de to mænd fandt politiet flere genstande, som kunne være anvendt til indbruddet, herunder handsker, koben og en skruetrækker. De blev anholdt og er nu sigtet for indbruddet.

Ifølge vagtchef Jeppe Tranum mistænkes de to mænd også for at stå bag andre indbrud i området. De fremstilles lørdag eftermiddag klokken 13.00 ved Retten i Kolding.

Konservative finder det utilfredsstillende

0
(Foto: AVISEN)

En ny analyse viser, at andelen af folkeskoleelever i Fredericia, der ikke består dansk og matematik, er steget markant. Tommy Rachlitz Nielsen (C), er på ingen måde tilfreds. Han mener, at skolepolitikerne har fejlet politisk, og det må man indrømme for at komme videre. Det duer ikke med et bedrevidende byråd, slår han fast.

Tommy Rachlitz Nielsen, gruppeformand for De Konservative i Fredericia, er på ingen måde tilfreds efter at have læst de nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der viser en stigning i antallet af folkeskoleelever, som ikke består dansk og matematik. Det er en del af en bekymrende tendens i Fredericia.

– Jeg mener, at de tegner et tydeligt billede af, at det kun går én vej, og det er den forkerte vej. Det er ikke kun på de her parametre, men vi har set flere undersøgelser, hvor folkeskolen har vigende resultater. Det er på ingen måde tilfredsstillende, siger Tommy Rachlitz Nielsen.

Foto: AVISEN

I det politiske skakspil, der udfolder sig i Fredericias skolepolitik, står Tommy Rachlitz Nielsen, De Konservatives gruppeformand, med en skarp kritik af det nuværende status quo. I en tid præget af stagnerende resultater og mangelfulde reformer, opfordrer han til en omfattende revurdering af den lokale skolestruktur, en arv fra folkeskolereformen i 2014. Han har ikke set de positive resultater, og ønsker derfor en grundig analyse, men det er pt. ikke blevet til noget, og det skyldes politisk detailregulering, mener han.

– Jeg vil hellere se ansvaret for at tage alvorligt fat på folkeskoleområdet. Vi konservative vil have gennemanalyseret den fredericianske folkeskole, med baggrund i, at man lavede skolestrukturen i Fredericia og i 2014 kom med folkeskolereformen. Vi har kun hørt én ting fra udvalgene: Området skal have ro. De har haft ro i ti år, og det går stadig den forkerte vej. Der er tre spor i det: Over lang tid er der investeret for lidt i folkeskoleområdet i Fredericia, og det ser vi resultaterne af nu, men penge er ikke altid afgørende, så vi skal også kigge på økonomien. Vi har haft nogle politikere, og det har sjovt nok været de samme, der har siddet der de sidste 8-10 år, som har en idé om, at skoleudvalget ved alt om, hvordan man driver folkeskole og detailregulerer i stedet for at bruge de faglige kræfter; lærerne, siger Rachlitz.

Han står nu i spidsen for et radikalt opråb til fornyelse i styringen af folkeskolerne. Med en overbevisning om, at den nuværende ledelse og politiske styring har vist sig utilstrækkelig, foreslår han en gennemgribende ændring, og det skal være nu. Det duer ikke, at Fredericia Byråd vil være bedrevidende, siger han:

– Vi mener, at der inddrages for lidt, og ansvaret bør lægges på skolerne og lade dem om at undervise. Vi mener faktisk, at folkeskolen bør sættes fri. Vi kan konstatere, at vi har fejlet. Der er måske behov for, at der kommer nye tanker ind i de udvalg, der har med børn og unge at gøre. Man holder stædigt fast i beslutningerne, når vi andre kommer og siger, at det ikke er godt nok. Vi har forsøgt at få rundvisning på skolerne, siden vi kom i byrådet i januar 2022, men vi har ikke været rundt – det er som om, man skærmer skolerne, og derfor får vi ikke feedback fra dem, der er der i hverdagen. Det er ikke godt nok. Vi har ligeså meget brug for at mærke, hvordan hverdagen fungerer på skolerne, og hvordan undervisningen fungerer. Er lederne og lærerne tilfredse med forholdene? Vi har et byråd, som vil være bedrevidende på alle områder. Jeg tror, det med al tydelighed viser, at det er lærerne, der er bedst til at drive udvalget.

Byrådet må tage konstruktive skridt for at vende tidevandet i den lokale uddannelsespolitik. Med et fokus på familievenlig politik, ellers bliver kommunen ikke det førstevalg, der står i kommunens nye vision.

– I Fredericia har vi taget en vision om, at vi er børnefamiliernes førstevalg. Det kræver, at vi har nogle gode institutioner og gode skoler, og det kræver, at de får lov til at lave gode resultater. For at opnå det skal vi også have det politiske mod til at sige, at det, vi har gjort indtil nu, ikke har været godt. Det er vi villige til at kigge på og lave om. Forudsætningen for at forbedre sig er, at man skal indrømme, hvad man har lavet forkert, mener Rachlitz.

Kommunens vision om at blive børnefamiliernes førstevalg er ikke kun et løfte, men også en udfordring. Den kræver et fundament af stærke folkeskoler og en politisk vilje til at adressere og ændre de fejltrin, der er blevet taget. I erkendelsen af tidligere mangler ligger nøglen til fremgang. Med et byråd, der er indstillet på at revidere og forbedre, kan Fredericia bevæge sig mod en fremtid, hvor uddannelseskvaliteten og børnenes velfærd er i centrum, sikrende en lysere morgendag for de kommende generationer. Det er, hvad Rachlitz Nielsen konkluderer, og nu skal der ske noget, slår han fast.

Læs også

Dødsfald Fredericia den 11. maj 2024

0

Knud Bent Jensen, 1938-2024

https://gardeniablomster.dk/

Musikfestival forener fællesskab og energi

0

På Fredericia Gymnasium har en særlig tradition fundet fodfæste og vokset sig større år for år. FG Musikfestival (FGMF) blev endnu en gang en bragende succes, og efterlod et tydeligt indtryk af det fællesskab og engagement, der udgør festivalens kerne. Indtrykket af festivalens energi og fællesskab bliver tydeligt afspejlet gennem de to medarrangører Esben og Sebastian, som giver et indblik i de mange opgaver, der følger med at arrangere en festival som denne.

Konferencier, booking- og So-Me-ansvarlig Esben, en engageret elev fra 2.G, beskriver festivalen med begejstring: 

– Det har været en mega fed omgang i år. Koncerten fungerede virkelig godt, og opbakningen fra alle var fantastisk. Der har været en skøn stemning overalt, man kiggede. Alt i alt har det bare været mega fedt, og uden nogen specielle problemer.

FGMF står som noget unikt blandt gymnasiefester.

– Først og fremmest er det unikt, fordi vi er det eneste gymnasium i området, der har noget lignende, fortsætter Esben. 

– Det er ikke bare en almindelig gymnasiefest, men et arrangement, hvor alle er velkomne, og hvor vi har 12 kunstnere, der spiller.

Men det kræver også en dedikeret indsats at gøre en festival som denne til en realitet.  – Vi startede projektet allerede i september med at optage nye medlemmer, primært 1.G’ere og 1.HF’ere, men også nogle 2.G’ere, forklarer Esben. 

– Derefter deler vi os ud i tre grupper: Booking, PR og off-stage. Vi afholder også et ‘Warmup’ i marts for at øve og få feedback, så vi kan gøre festivalen endnu bedre.

Festivalen har desuden modtaget feedback fra tidligere år, som de frivillige har brugt til at forbedre årets udgave.

– Sidste år fik vi feedback om flere madboder, så det har vi sørget for i år, og det fungerede rigtig godt, fortæller Esben. 

– Vi har også fokuseret meget på PR i år, både på sociale medier og andre uddannelser.

En oplevelse med fællesskab i centrum

Sebastian, økonomiansvarlig og elev i 3.G, fortæller også om oplevelsen. Han fremhæver følelsen af at skabe en festival midt på sin egen skole som noget unikt:

– FGMF føles som en festival. Jeg stod og snakkede med en af de andre arrangører på dagen, og vi var enige om, at det er vildt, man kan få følelsen af at være på en festival på sin egen skole.

– Generelt set har vi holdt en rigtig god festival. Stemningen har været god hele vejen rundt, og billetsalget har været fint. Vi har solgt lige så mange billetter, som vi havde regnet med. Det er lidt atypisk, at vi har solgt flere billetter i ugerne op til end på selve dagen, men det har været lige så godt som de andre år.

Sebastian har selv primært arbejdet i off-stage-gruppen, og har i år haft et særligt fokus på baren.

– Mit primære hovedfokus i år har været baren, hvor vi sørger for drikkevarer, sætter baren ordentligt op og forstår anlæggene. Jeg elsker at være ansvarlig og håndtere travlheden og stressen i baren.

Forberedelserne til festivalen er dog heller ikke for sarte sjæle, og Sebastian erkender, at det kan være hårdt arbejde:

– Der skal mange ting på plads inden for en vis tidsramme. Booking-gruppen stresser allerede i januar over at få de fleste kunstnere på plads, og alt fra store til små detaljer skal falde i hak. 

Tessa som årets hovednavn

Årets hovednavn var den fremadstormende rapper Tessa, som leverede et energisk og medrivende show. Hendes tilstedeværelse på FGMF markerede en særlig milepæl, da hun blev den første kvindelige hovedkunstner i festivalens historie.

Esben er stolt over at kunne præsentere hende på festivalens scene:

– Vi ville gerne have en hovedkunstner, der slog nogle rekorder. Tessa er vores første kvindelige hovedkunstner, og det er en rekord, vi er meget stolte af.

Sebastian, der fulgte hendes optræden tæt fra off-stage-gruppen, var lige så imponeret:

– Det var vildt fedt at kunne ‘tage røven’ på hende. Hun troede, hun skulle til en lille gymnasiefest, men hun blev mødt af noget, der mindede om et reelt crowd. Det var fantastisk at se hendes reaktion.

Med sit rå og kompromisløse udtryk havde Tessa publikum i sin hule hånd fra første øjeblik. Hendes tekster, der taler lige så meget til empowerment som til feststemning, gav nemlig genlyd hos gymnasieeleverne, som rappede med på hendes hits.

Festivalens sjæl: Ansvar og fællesskab

En af festivalens vigtigste strategier er ansvaret og fællesskabet mellem de frivillige.

– Vi er en homogen gruppe, som tager ansvar for hinanden. Der er ingen leder eller forperson, vi er alle på lige fod. Det handler om at løfte i fællesskab, forklarer Sebastian. 

Og han glæder sig da også over at se, hvordan festivalen fortsætter med nye generationer.

– Jeg har været med siden 1.G og 2.G, og det her er mit tredje år som 3.G’er. At se, at vi har kunnet lave en festival uden de tidligere elever, synes jeg er mega fedt. Jeg er overbevist om, at næste års festival bliver endnu bedre, fordi de, der skal stå for det, er sindssygt dygtige.

Robot hjælper med at sortere affald

0

Fredericia Kommune sigter mod at være verdensførende inden for grønne løsninger. Dette gælder også for affaldssortering, hvor ny teknologi ved hjælp af kunstig intelligens (AI) skal bidrage til korrekt sortering og dermed øget genanvendelse. Fredag den 10. maj blev dette ambition løftet et skridt nærmere virkelighed, da kommunens nye sorteringsrobot blev præsenteret ved en demonstration på genbrugspladsen i samarbejde med ARIS Robotics.

Fredag den 10. maj blev den nye sorteringsrobot præsenteret på genbrugspladsen på Nordre Kobbelvej i Fredericia af repræsentanter fra ARIS Robotics. De blev suppleret af formand for Klima, Energi-, og Miljøudvalget, Tommy Rachlitz Nielsen (C), næstformand i udvalget Vibe Dyhrberg (A), samt kommunikationskonsulent fra affald og genbrug, Stine Lubek. Fra på mandag vil borgerne kunne benytte sig af den nye teknologi, som skal styrke kommunens ambitioner om at være grønne i verdensklasse.

– Borgerne har lidt svært ved at skelne mellem hård og blød plast, siger Stine Lubeck og henviser dermed til, at teknologien i første omgang er sat i værk for at man kan bruge det til dét formål. Det foregår på den måde, at man ligger det hårde eller bløde plast hen til maskinen, trykker på knappen, hvorefter maskinen svarer på, om det er hård eller blød plast.

Sorteringsrobotten, der er udviklet af ARIS Robotics, skal tackle disse udfordringer ved at identificere og sortere plastikaffald korrekt. Direktør for ARIS Robotics, Sina Pour Soltani, udtrykker sin begejstring over samarbejdet med Fredericia Kommune:

– Vi har et mål om at leve i en verden uden affald, og derfor skal det genanvendes, og ting der ikke kan genanvendes, skal slet ikke produceres. Det her er et rigtig godt skridt på vejen for, at vi kan hjælpe med kunstig intelligens til at lave skalerbare løsninger. Jeg er rigtig glad for samarbejdet med Fredericia, hvor vi løfter deres genanvendelse af plastik, siger han og fortsætter:

– Vi er rigtig glade for dette samarbejde. Det er en god og praktisk anvendelse til at vise, at kunstig intelligens kan bruges til affaldssortering. Det kan hjælpe med noget, borgerne ikke ved i dag, og vi håber, det er startskuddet.

Robotten tager i første omgang udgangspunkt i sorteringen af hård og blød plast, men visionen er at udvide teknologien til at kunne scanne og identificere alle typer affald.

– På alle fraktioner er der tvivlsspørgsmål. Der er også eksemplet med plast eller hård PVC, påpeger Stine Lubek. Derfor ser hun frem til, at teknologien kan udvikles yderligere:

– Nu har vi taget plastik som første skridt på vejen, men vi håber på sigt, at man kan få udviklet det til telefonen, så man derhjemme kan se, hvilken type affald det er, og hvor det skal hen. Det ville være god service, så det arbejder vi hen imod. Vi har en sorteringsguide, men det er ikke altid, alle lige gider læse den. Det her er derfor et skridt i den rigtige retning, siger hun.

Sina Pour Soltani fremhæver yderligere samarbejdet med ARCO, hvor sorteringsrobotten har hjulpet med at skelne mellem indendørs og udendørs træ:

– Der har den hjulpet dem med at øge genanvendelsen, slutter han.

Festlig kræmmerkavalkade under broen

0

Når kalenderen runder Kristi Himmelfartsdag, forvandler området under Den Ny Lillebæltsbro sig til et handelsmekka samt et forlystelsescentrum. Lillebælt Marked løber fra d. 9. til 12. maj og tiltrækker kræmmere og besøgende fra nær og fjern. Med alle stadepladser udsolgt og flere kræmmere på venteliste, melder arrangørerne om et marked, der er større end nogensinde.

Markedet, kendt som Danmarks smukkest beliggende kræmmermarked, præsenterer en harmonisk forening af det traditionelle og det moderne. På pladsen kan man gøre gode fund, hvad enten det gælder tekstiler, gadgets, hundefoder eller charmerende loppefund. Nordisk Tivoli er også på pletten, og har medbragt alverdens sjove forlystelser, der begejstrer både børn og voksne. 

Underbuksemanden og den hyggelige stemning

Middelfart AVISEN besøgte pladsen fredag eftermiddag og blev mødt af den karakteristiske duft af friturestegte churros, en summen af glade stemmer og boder, der bugnede af varer. Ved en af disse stødte vi på Shirley Petersen fra Underbuksemanden.dk:

– Vi sælger herreunderbukser, sokker og nogle T-shirts, fortæller Shirley med et smil. Det er tydeligt, at hun nyder at være til stede på markedet.

Har I været på Lillebælt Marked før?

– Ja, det har jeg. Vi startede med at komme i 2016, mener jeg.

Og hvad gør dette marked særligt?

– Jeg synes, at dette marked er meget hyggeligt. Vi har været her to-tre gange og synes, at det er meget hyggeligt. Her er der dejlig udsigt og søde mennesker, og så arrangerer de det meget godt, synes jeg. Vi er meget glade og kommer tilbage igen næste år i hvert fald.

Markedets historie og formål

Lillebælt Marked arrangeres af KIF Middelfart Fodstøtten, støtteforeningen under KIF Middelfart Fodboldafdeling. Markedets historie strækker sig tilbage til 1993, hvor det blev afholdt første gang med 173 kræmmere og omkring 30.000 besøgende. Siden har markedet vokset sig større, og i dag er antallet af kræmmere omkring 200. Overskuddet fra markedet går til fodboldungdommen i KIF Middelfart og bidrager til at sikre en attraktiv og velfungerende klub.

Markedet byder udover kræmmerboderne på mad- og øltelte, et børnekræmmermarked og underholdning for både børn og voksne. Den unikke beliggenhed ved Lillebæltsbroen giver mulighed for at nyde en smuk udsigt, mens man shopper og oplever tivoli. Markedets succes bygger på de mange frivillige hjælpere fra klubben, som sikrer, at det hele forløber glat.

Programmet og de mange aktiviteter

Programmet for markedet spænder vidt. Torsdag blev 6. Juli Garden sat i gang, og folkedans, helikopterflyvning og live-musik underholdt publikum hele dagen. Fredag bød på Nashville Night og rocktoner fra Twenty Flight Rock, mens lørdag og søndag fortsætter med børnekræmmermarked, gymnastikopvisning, veteranbiler og musikalsk underholdning.

Liverpool-legender skabte en uforglemmelig aften

0

En euforisk stemning bredte sig over Den Engelske Pub i Fredericia torsdag aften, da tre tidligere Liverpool-spillere gæstede stedet. Emile Heskey, Phil Babb og David Thompson delte gavmildt ud af deres fodbolderfaringer og anekdoter fra deres tid i Liverpool FC og besvarede spørgsmål fra en skare af passionerede Liverpool-fans.

Den Engelske Pub, kendt for sin loyale Liverpool-tilhængerskare, var prydet med ekstra Liverpool-merchandise til lejligheden. Bannere og trøjer dækkede væggene, mens fansene samledes omkring scenen, der var opstillet i midten af lokalet med fire stole til Laursen, Heskey, Babb og Thompson.

Mark Lindvig, en af pubbens ejere, tog imod gæsterne i døren og sørgede for, at kun billetindehavere fik adgang til arrangementet. Pubben var fyldt til bristepunktet, og atmosfæren var elektrisk allerede fra starten. Den tidligere professionelle fodboldspiller Jacob Laursen, som havde arrangeret begivenheden, startede aftenen med en kort introduktion, før han begyndte at stille spørgsmål til de tre stjerner.

Deling af karriereanekdoter

Emile Heskey, født den 11. januar 1978, havde en imponerende karriere som angriber. Efter at have slået sit navn fast i Leicester City, skiftede han til Liverpool i 2000 og blev hurtigt en fast del af holdet. Kendt for sin fysiske styrke og holdspil, spillede Heskey over 150 ligakampe for Liverpool og scorede 39 mål. I sin tid i klubben vandt han blandt andet FA Cuppen, UEFA Cuppen og to League Cups. Efter sin periode i Liverpool fortsatte han karrieren i klubber som Birmingham City, Wigan Athletic og Aston Villa. Heskey blev netop spurgt ind til, hvordan det var at optræde på Anfield Road kontra de andre steder, hvor han spillet, hvortil han svarede, at det var magisk – særligt på europæiske aftener.

Phil Babb, født den 30. november 1970, startede sin professionelle karriere i Bradford City, før han imponerede for Coventry City og derefter blev hentet til Liverpool i 1994. Her spillede han som forsvarsspiller i seks år og nåede over 150 optrædener for klubben. Babb var kendt for sin alsidighed og evne til at læse spillet, og han var en vigtig del af Liverpools forsvar i 1990’erne. Efter sin tid i Liverpool fortsatte han karrieren i Sporting Lissabon og Tranmere Rovers, inden han trak sig tilbage fra professionel fodbold i 2004. I foredraget fortalte han blandt andet om, hvordan han havnede i Sporting Lissabon, hvor han blev holdkammerater med Peter Schmeichel og Cristiano Ronaldo.

David Thompson, født den 12. september 1977, kom op gennem Liverpools ungdomssystem og debuterede for førsteholdet i 1996 som midtbanespiller. Thompson blev hurtigt kendt for sin aggressive spillestil og tekniske kunnen, men havde svært ved at cementere en fast plads i startopstillingen. Han spillede 48 kampe for Liverpool, inden han i 2000 skiftede til Coventry City. Senere i karrieren spillede han også for Blackburn Rovers, Wigan Athletic og Bolton Wanderers, inden han trak sig tilbage fra fodbold på grund af skader i 2007.

I anden halvdel af arrangementet fik de fremmødte fans mulighed for at stille spørgsmål. Interessen samlede sig især omkring, hvordan de tidligere spillere ser på Liverpools fremtid, nu hvor Jürgen Klopp stopper som manager efter den igangværende sæson. Heskey, Babb og Thompson udtrykte alle deres store respekt for Klopp og hans bidrag til klubben og afstod fra at give konkrete bud på en fremtidig manager. De lagde dog ikke skjul på, at den næste manager ville få store sko at fylde.

En aften med grin, nostalgi og idoldyrkelse

Aftenen var fyldt med latter og nostalgi, og de mange fremmødte fik en unik mulighed for at opleve nogle af deres idoler på tæt hold. Heskey, Babb og Thompson tog sig tid til at besvare fansenes spørgsmål og indgå i samtaler med dem efterfølgende. Der var selfies, autografer og en generel følelse af glæde og fællesskab blandt publikum.

Jacob Laursen, der arrangerede eventet, var tilfreds med aftenen:

– Det var fantastisk at se, hvor meget denne begivenhed betød for fansene. Jeg er glad for, at vi kunne samle tre legender og give noget tilbage til vores dedikerede Liverpool-fællesskab.

Aftenen sluttede med en varm hyldest til de tre tidligere Liverpool-stjerner, der havde bragt smil og minder til Fredericias Liverpool-tilhængere. Arrangementet viste sig at være en fuldtræffer og understregede endnu en gang, hvorfor fodbold binder mennesker sammen på tværs af generationer og geografiske grænser.

Minilæsser stjålet i Fredericia midtby

0

Snoghøj Murerforretning ApS mangler stadig deres minilæsser, en Schäffer 3150, efter den blev stjålet sidste weekend. 

Minilæsseren blev stjålet i Fredericia midtby mellem fredag den 3. maj og søndag den 5. maj.

Den røde Schäffer 3150-minilæsser, som ses på billedet, er let genkendelig med FMU’s logo og kontaktoplysninger tydeligt mærket på flere dele af maskinen. Den har en robust front med store, solide hjul, og en markant sort rollbar (sikkerhedsbøjle) bag førersædet. Den bærer flere markante kendetegn:

  • Farve: Rød
  • Mærke: Schäffer
  • Model: 3150
  • Udlejningsfirma: FMU

Stjålet ved Sct. Knuds Skole og Børnehave

Tyveriet fandt sted ved Sjællandsgade nær Sct. Joseph. Tyvene brød låsen til Sct. Knuds Skole op, og kørte minilæsseren igennem området. Derfor søges der vidner, der kan have set eller hørt noget i forbindelse weekenden mellem den 3. og 5. maj.

Kontaktoplysninger for tips

Hvis du har oplysninger, kan du kontakte Jesper på telefonnummer 75923371.

Kontaktinformation: FMU Udlejningsfirma
Telefon: 75923371
Fredericia Maskinudlejning ApS

Verdens første CO2-neutrale bydel på vej i Middelfart

0

Middelfart Kommune indgår en udviklingsaftale med Balance Beat. Aftalen rammesætter, hvordan udviklingsplanen for Naturbyen skal udarbejdes, så det bliver tydeligt, hvordan de store ambitioner bliver til et af de mest bæredygtige boligudviklingsprojekter internationalt.

Naturbyen er et unikt boligprojekt i Middelfart Kommune, og ambitionen er, at det skal være verdens første CO2-neutrale bydel i 2050. Derfor er borgmester Johannes Lundsfryd Jensen glad for, at kommunen nu har indgået en udviklingsaftale for projektet med Balance Beat, så Naturbyen kan blive realiseret.

– I Middelfart Kommune vil vi være frontløbere i den grønne omstilling, og det viser vi igen med denne udviklingsaftale. Det er det mest ambitiøse boligprojekt, hvad angår klimavenligt byggeri og fremme af biodiversitet i Danmark – formentlig i hele verden. Det er ganske enkelt banebrydende og hæver barren for fremtidens boligkvarterer, siger borgmesteren og fortsætter:

– Naturbyen skal være et samlingspunkt i lokalområdet og et udstillingsvindue mod verden. Vi får en helt unik kombination af klimavenlige boliger, ny skov og fællesskaber mellem mennesker. De kommende beboere kommer til at bo i et smørhul med mere bæredygtige huse, omkranset af natur, i kort afstand til skole og børnehave og kun et stenkast fra vandet.

Den overordnede vision for Naturbyen er, at det skal være et internationalt demonstrationsprojekt, hvor nye teknologier integreres i attraktive boligbebyggelser, og hvor mere bæredygtige løsninger bliver en del af områdets identitet og servicetilbud til områdets kommende beboere. Naturbyen skal være et boligområde, hvor menneskers muligheder for at bo bidrager positivt til naturen, og hvor mangfoldighed og fællesskaber opstår omkring hverdagsaktiviteter.

Projektet, der er så nyskabende, at det tidligere har været udstillet på den Internationale Arkitekturbiennale i Venedig, fastlægger med udviklingsaftalen for eksempel:

  • hvor meget CO2, der maksimalt må udledes for boligerne
  • at fællesarealerne skal udlægges som natur og udvikles i fællesskab med kommunen
  • at områdets lokale aktører skal inddrages i projektet
  • at Balance Beat har seks måneder til at udarbejde udviklingsplanen for Naturbyen

– Målet om at etablere en CO2-neutral bydel er en meget ambitiøs og spændende udfordring, der stiller store krav til os som udvikler, men også til vores rådgivere og andre samarbejdspartnere, der skal medvirke til at nå denne målsætning, siger Søren Palmelund fra Balance Beat og uddyber:

– Udover det miljømæssige aspekt vil der være stor fokus på social bæredygtighed, stærke fællesskaber og aktiviteter, hvor der skabes dialog, og der opbygges relationer og venskaber for at undgå ensomhed hos beboere. Der satses på en høj grad af beboerdiversitet, hvor man kommer hinanden ved på tværs af generationer, boligformer og ejerforhold. Boligerne vil henvende sig til en bred gruppe af beboere med forskellig økonomisk baggrund, men med udgangspunkt i en fællesnævner, som er interessen for en bæredygtig livsstil.

Når Middelfart Kommune om seks måneder modtager udviklingsplanen fra Balance Beat, går kommunen i gang med at udarbejde en lokalplan for området. Udviklingsaftalen sikrer Balance Beat en forkøbsret, som betyder, at selskabet har muligheden for at matche det højeste bud på Naturbyen, når projektet bliver sendt i udbud.

Fakta om Naturbyen

Naturbyens areal er på cirka 10 hektar, og der kommer i omegnen af 300 boliger. De enkelte boliger må i gennemsnit maksimalt udlede fire kilo CO2-ækvivalenter (emissioner) per m2 per år, mens best-practices på området i dag er på cirka 5,8 kilo CO2-ækvivalenter per m2 per år.

Minimum 50 procent af arealet, der ikke er befæstet eller bebygget, skal udlægges til naturarealer, og der kommer mellem fire-fem hektar skov. Det tilstræbes, at der etableres vedvarende energikilder indenfor projektområdet, som sammen med skovarealet i videst muligt omfang bidrager til, at Naturbyen er CO2-neutral i 2050. Og Middelfart Kommune ønsker at gå nye veje med Naturbyen og vil gerne undersøge mulighederne for at eksperimentere med nye teknologier i husene.

Narkopåvirket bilist havde kurs mod gågaden

0

En narkopåvirket bilist havde kurs mod gågaden i Middelfart.

Torsdag klokken 00:01 blev en bil set kørende ad Grønnegade i Middelfart, og det blev observeret, at bilen kørte usikkert, idet køretøjet havde kurs mod gågaden og pludselig ændrede kurs mod Havnegade.

Politiet bragte køretøjet til standsning, og efter en test blev føreren sigtet for at køre påvirket af euforiserende stoffer.

Trodser Christiansborg: Rådhuset lukker ned i morgen

Trodser Christiansborg: Rådhuset lukker ned i morgen

0
På trods af at Folketinget har besluttet at annullere bededag, lukker Fredericia Rådhus ned 1. maj, der også er bededag. Det bekræfter kommunaldirektør Thomas...