Ugens Kurt har været en stor del af Fredericias transformation til en moderne kulturel stærkere by. Hun elsker at gå forrest, og fra hendes position som Adm. Direktør af MesseC har hun været med til at bringe smilene tilbage i de store Dronning Margrethe-haller på Vestre Ringvej. Ugens Kurt er Grete Højgaard.

Grete Højgaard blev født i 1956 og voksede op i Daugaard som den yngste af tre i en søskendefolk. Moren var sygehjælper og faren var murermester. Det rolige landsbysamfund gav hende en dejlig barndom.

“Jeg havde havde en god, rolig og kærlig barndom. Det var før tiden, hvor man blev sendt i institution, så jeg var hjemme ved mor, der startede med at arbejde, da jeg begyndte i skole. Min første skole var Ørum Skole, hvor læreren faktisk boede i den anden ende af skolebygningen. Der gik jeg i 1. og 2. klasse, hvorefter Daugaard Skole var min undervisnings- og sociale base til og med 7. klasse,” fortæller Grete og fortsætter:

“Det var et fantastisk landsbysamfund, og jeg husker, at vi cyklede til alt. Vi cyklede til stranden om sommeren, og spillede håndbold om vinteren. Det var sådan det var, og vi brugte de ting, der var. Skulle der ske noget stort, så tog vi toget til Vejle. Daugaard Skole var en lille skole med godt 100 elever. Vi kendte alle hinanden og havde det godt sammen.”

Hvordan var du i skolen?

“Jeg var meget interesseret i de humanistiske fag. Jeg elskede sprogfagene og historie. Jeg var faktisk vild med at gå i skole. Jeg havde kun et hadefag, hvis vi skal bruge det ord. Det var håndarbejde. Jeg var bare ikke god til det, og det interesserede mig ikke, måske fordi jeg netop ikke var god til det. De andre fag kunne jeg godt lide, og jeg var OK-god til dem. Jeg kunne lide alle fag,” fortæller Grete og drikker lidt af sin kulsorte americano, inden hun fortæller videre:

“Jeg husker mine lærere og skolekammerater, og jeg oplevede tiden på Daugaard Skole, som en lærerig periode, hvor man sugede en masse viden til sig, samtidig med, at man lærte at indgå i grupper og ikke mindst, det faktum, at vi som mennesker er forskellige.”

Efter Daugaard Skole gik Grete Højgaard i 1. og 2. Real på Hedensted Skole. Efter Realeksamen endte hun i Gymnasiet i Horsens.

“Jeg kom ikke ind i Vejle, som jeg gerne ville. Jeg var lidt ked af busturene til at starte med, men jeg faldt ind i en klasse og havde de dejligste kammerater, man kunne tænke sig, og så var jeg der, hvor det var fedt. Jeg havde valgt at blive fransk-sproglig, en linje man kunne vælge i Horsens, hvor man kunne blive sproglig eller matematisk student, og under den sproglige del, ny- eller gammel-sproglig. Så det at kunne vælge en fransk-sproglig-linje, som mig, der elsker sprog, var skønt. Jeg fik faktisk muligheden for at komme til Vejle, men der var det for sent. Jeg havde fået mange gode venner i Horsens. ”

Gymnasietiden var dannende, og mange ideer blev gradvist plantet i Gretes univers.

“Det var en vild, interessant og meget spændende tid. Der var kvindefrigørelsen, Woodstock, “Make love not war” og massevis af nye spændende tanker og ideer. Det var en fantastisk tid og man mærkede det meget tidligt, at samfundet var under forandring. Jeg var en lille pige fra landet, der rejste ind til de progressive gymnasielærere. De satte gang i vores hoveder,” fortæller Grete.

Og hvordan med det fransk-sproglige?

“Jeg elsker sprog. Jeg kan blive forelsket af lyden af sprog – særligt fransk, synes jeg lød godt. Når jeg får tid igen, vil jeg lære italiensk. Jeg vil gerne lære det rigtigt. Jeg har det nok sådan, at når man gør noget, så skal man gør sig umage, og deri ligger måske også, at jeg nok først synes ting er sjove, når jeg er rigtig god.”

Den sproglige rejse fortsatte efter studiet, hvor hun læste til korrespondent i Kolding. Hun kunne ikke vælge fransk, så det blev spansk og engelsk. Som 21-årig bliver Grete mor, og sammen med sin første mand får hun tre sønner. Det er også i dette ægteskab, at Grete får alvor begynder karrieren i hotel, messe- og restaurationsbranchen. Interessen var dog opstået allerede, da hun i fritidsjobbet hjalp til hos forpagterne på Daugaard Kro, som samtidig forpagtede Idrættens Hus i Vejle.

“I et af mine første studieår blev vi optaget af at købe en natklub og lave den om til en spiserestaurant i Vejle. Restauranten hed, Huset. Vi drev den i en lang årerække, og det blev en meget populær restaurant. Jeg var fascineret af den verden, og jeg elskede at have gæster, og det at gøre noget for, at gæsterne fik en god aften. Jeg fik smag for det, og vi drømte mange tanker om en restauranten, hvilket senere mundede ud i en helhedsoplevelse, da vi blev ansat som direktion på KongebroGaarden, som AP Pension ejede. Vi var med fra starten, og sad i en skurvogn og styrede opstarten af det nye hotel,” fortæller Ugens Kurt.

I 1994 skulle der ske noget nyt. Turen gik til Pakhuset i Nykøbing Mors. En lille afstikker, der holdt et år.

“Vi faldt aldrig til, og tog hjem derfra, og blev faktisk enige om at gå fra hinanden. Jeg søgte efterfølgende en masse jobs, blandt andet jobbet som Hoteldirektør hos Scandic i Kolding. Det blev min vej ind i Scandic. Jeg var der i 10 år. Det var en helt anden verden,” siger Grete.

Hvordan?

“Jeg kom ind i verden, hvor jeg lærte meget om økonomi, som i virkeligheden ikke er det, man er optaget af i hotel- og restaurantbranchen, hvor madkunsten går forrest, og økonomi er et fyord, men det var det ikke i Scandic. Det var en ufattelig lærerig periode for mig, og i øvrigt, så var vi langt foran, da vi var meget optaget af miljø og bæredygtighed,” fortæller Grete og fortsætter:

“Jeg søgte et fodfæste i branchen, og havde forestillet mig, at jeg skulle videre, men Scandic var noget særligt, og jeg prøvede jo også at have nogle dejlige kolleger på samme niveau. Jeg havde jo indtil da været selvstændig hele livet, nu var vi 20 direktører i Scandic på hotellerne – og jeg blev beriget. Det var en god tid – og det koblet med, at man for alvor fik øjnene op for bæredygtighed, var godt. Jeg lærte også, hvad man kunne med god ledelse.”

Kan du sige lidt mere om det – god ledelse?

“Ledelse er et håndværk. Man skal se potentiale i mennesker, alle mennesker har jo et talent, og det handler om at se det talent, og få det til at vokse. Det kan man være mere eller mindre heldig med, men hvis man er opmærksom på det, tror jeg på, at man kan flytte meget med det. Man kan tro, at man som leder bare selv skal være dygtig, men så er man en enmandshær, hvis man i stedet ser det enkelte menneske, man har ansat, så kan man gange sig selv med det antal medarbejdere, der i virksomheden og så opstår magien.”

Hvordan har du lært ledelse?

“Erfaring naturligvis, men vi fik selvstændigheden fra min far og hans familie. Der var mange selvstændige og heraf kom interessen for ledelse også. Den frihed, der ligger i at være selvstændig og trangen til at skabe forandring har drevet mig. Jeg har lyst til at gå forrest, det handler det vel også om. Men grundlæggende tror jeg, at det skyldes min enorme nysgerrighed,” siger Grete.

Turen gik fra Kolding til Scandic i Sydhavnen. Hovedstaden og storbyen var noget andet. Det er grundlæggende en helt anden måde, man skal drive virksomhed på.

“Jeg kan roligt skrive under på, at man bliver anonym i storbyen. I en mindre by arbejder man med netværk, og ser hvordan man er med til at påvirke en bys udvikling. Sådan var det ikke i København. Jeg er ret sikker på, at Ritt Bjerregaard ikke har set mig, da hun var Overborgmester,” siger Grete og griner, inden hun uddyber:

“Det er en helt anden måde at drive forretning derovre, men til gengæld ligger forretningen lige udenfor døren. Gæsterne skal se en, og så skal man differentiere sig i forhold til andre. Det var noget helt andet, selvom det var den samme koncern.”

På daværende tidspunkt er Grete gift på ny og bor på skift i Landskrona, hvor hendes mand boede, samt hos sine sønner i Fjerritslev, 10 kilometer fra Odense. Imens sønnerne læste i Odense, passede Grete jobbet i København, og flyttede senere til svenske Barsebæck.

“Selvom drengene var store, var jeg ofte hjemme. To gange i hverdagene og i weekenderne. Der var rigeligt med tøj at vaske, og så skulle huset jo fungere. Jeg ville gerne være tæt på dem, men under alle omstændigheder var det nogle år, hvor jeg kørte rigtig meget mellem København, Fjerritslev og Barsebæck. I øvrigt var det sidste sted, upåagtet, at der var nogle reaktorer, et flot og skønt sted.”

En headhunter ringer til Grete for at høre om det kunne være noget for hende at blive Adm. Direktør for Fredericia Messecenter, og det blev hun.

“Jeg var faktisk ikke rigtig sikker på i første omgang, at det skulle være der, at jeg skulle arbejde. Jeg var glad for Scandic, men havde været der i mange år, og jeg ville måske gerne prøve noget andet. Efter, at jeg havde været til samtale med bestyrelsen i Fredericia Messecenter, var jeg solgt. Det var et sindssygt spændende projekt, og jeg skulle da være med. Jeg startede den 1. februar 2010,” fortæller Grete.

I september 2011 skifter Fredericia Messecenter navn til MesseC, og gennem ni år har Grete nu været med til at ændre MesseC til at omfavne mange andre områder end de traditionelle m2-udlejninger af haller.

“Det har været en vild og fantastisk rejse. På det personlige plan var det som at komme hjemme. Jeg købte et hus i Trelde, og kørte til Sverige i weekenden, men det var en omvæltning. Jeg havde troet, at det var det samme, som det jeg havde lavet tidligere, men det var ikke det samme som at sælge hotelværelser og konferencer. Det var noget helt andet. En helt anden og langsom verden, hvor man forbereder et produkt, som man sælger. Engang solgte man metervis af betongulve til stande, nu solgte man et oplevelsesunivers fuld af muligheder,” siger Messedirektøren og uddyber:

“Det var en branche, jeg troede, at jeg kendte, men vi måtte arbejde hårdt for at skabe overskud og konsensus, så vi kunne glæde os over at gå på arbejde og gøre en forskel. Det var og er spændende. Vi lavede en strategi, hvor vi sagde, at vi havde brug for at få mere omsætning, og for at sikre os det, skulle vi skabe nogle messer selv. Siden har vi lavet en ny messe hvert år. Jeg har kolleger, der har 20, 25 og 30 års jubilæum, og vi har det godt. Mange har været der i mange år, og de har også prøvet mange ting. Det er godt og styrker os, at vi kan spille på mange områder.”

Hvis du skal sætte ord på MesseC i dag anno 2019, hvad ser du så?

“Jeg ser et spændende hus. Et hus, hvor der sker en masse. Vi kan mange ting, og vi har fået skabt mange nye interessante messer hen ad vejen. Vi har lavet en eventforretning, som er markant anderledes end det, vi ellers laver, og i virksomheden er konferencer, messer og events smeltet sammen. Det er skønt,” siger Grete.

I dag bor Grete Højgaard på Kampmannsvej i Erritsø. Børnene er for længst fløjet fra reden. Hendes store passion ved siden af familielivet er samfundet.

“Jeg interesserer mig for det samfund, som jeg er en del af. Jeg interesser mig for de mennesker, der er i Fredericia. Jeg tænker MesseC på en anden måde. Jeg vil rigtig gerne have flere fredericianere til at komme og opleve vores hus på en ny måde. Jeg kunne godt tænke mig, at vi højere grad kunne være byens nye forsamlings- og kulturhus på en anden måde. Der er andre former for kultur, end de tilbud, vi ellers ser i byen. Det kunne vi sagtens gøre noget mere ved, og rumme mere af kulturen. Det drømmer jeg om at gøre noget ved. Jeg er også optaget af, hvordan vi rummer alle mennesker, og får alle mennesker til at få en plads i samfundet. Det er vigtigt for mig,” siger Grete og fortsætter:

“Det er nemt i et land som vores at være optaget af alle, der lykkes, men et rigtigt velfærdsland er det land, hvor de som har de sværreste kår lykkes med livet. Det er vigtigt for mig at have det i baghovedet. Det er en af mine grundholdninger. Et vilkår, som jeg arbejder efter, kan man også sige.”

Hvorfor?

“Måske fordi jeg kommer fra et lille samfund, hvor alle hjælper hinanden, og alle har en vigtig plads, måske handler det også om, at jeg har en søn, der er afhængig af hjælp for at få et godt liv, men han ville ikke klare sig uden at være en del af et velfærdssamfund, og på den måde får jeg rigtigt meget af det samfund, jeg er en del af – og derfor skal man også give tilbage.”

Hvad laver I i MesseC-regi, der matcher denne dagsorden?

“Mange ting. Blandt andet laver vi arrangementer, hvor frivillige foreninger inviterer til mad og oplevelser, fordi det er vigtigt, at vi ses som mennesker. Det er vigtigt, at vi spiser sammen og har et netværk omkring os. Det sætter fokus på et af de store problemer i samfundet – ensomheden. Her har vi fokus på, at det er essentielt, at der er plads til alle, også på arbejdsmarkedet, ikke kun fordi, at arbejde er lykken i sig selv, men det at være en del af et team, hvor man gør en forskel sammen med nogle andre, betyder noget. Ikke kun fordi, man får en løn, men fordi man løfter i flok, og det giver en følelse af stolthed, der smitter af, når man kommer hjem fra arbejde. Der er rigtig mange mennesker, der finder en stor stolthed i det, de udfører på deres job, fordi de mærker, at de gør en forskel og på den måde kan man også gøre en forskel for sit samfund.

Hvad bringer fremtiden dig?

“Jeg har en drøm om at læse mere sprog, men også om, at verden kommer til mig. Når jeg er færdig med mit nuværende arbejdsliv, vil jeg gerne have en bed and breakfast. Det kan være alle steder. Det kan være i Fredericia, det kan være i udlandet. Lokationen er ikke så afgørende. Drivkraften for mig er, at det er interessant at høre, hvordan mennesker rundt i verden har det, og det tror jeg, man får meget at vide om, når man sidder over morgenmaden, og bor hos hinanden og får en del af kulturen, ikke bare, hvor man kommer hen, men også hvor man kommer fra. Jo mere man taler sammen, jo mere forstår man hinanden, og i andre kulturer er det fascinerende at høre, hvordan livet leves, og man får forståelse for værdierne, og den forståelse kan få os til at række ud efter hinanden i stedet for at skabe krig. Det synes jeg er rigtig vigtigt. Menneskers motivation til at stå op, glæde sig over det land, de er en del af og til at trives, betyder også meget for mig,” siger Grete.

Hvordan er det at bo i Fredericia nu?

“Det er dejligt. Byen har gennemgået den vildeste udvikling. Det er nærmest ikke til at sætte ord på. Tænk, at vi sidder her en tirsdag formiddag, og ser et pulserende liv lige udenfor vinduerne på en kaffebar. I 2010 blev jeg inviteret til at sige noget til en nytårskur – et nyt arrangement i Fredericia dengang, og jeg kan huske, at jeg var optaget af, at man skulle sætte pris på de butikker, der var i byen, og tillade sig selv at få sne på næsen, når man handlede julegaver i stedet for at gå inde i storcentrene. Det er det, der er sket i byen. Der er kommet liv og glæde. På trods af alt, hvad der sker med internethandel og andre faktorer, så er der sket meget med midtbyen og Fredericia i det hele taget,” fortæller Grete og slutter:

“Byrådet, Business Fredericia og borgerne har i den grad sat fokus på at få en levende by til at være en del af drivkraften for en ekspansion af virksomheder og arbejdspladser. Det er langt hen ad vejen lykkes flot. Der bliver solgt meget erhvervsjord, gågaden blomstrer, havnen er et eventyr for sig selv, og teatret buldrer derudaf – der sker med andre ord noget på alle fronter, og det synes jeg er en glæde at være del af. Hold da op. Cadeau til en by, som virkelig har formået at flytte sig selv og rive sig selv op med hårene. “

Med de ord bestiller vi noget vand. Vi skal have brus i, og samtalen fortsættes med bøger, ideer og nye muligheder, imens citrussmagen og tanken om en kulturel bed- og breakfast tager fart med samtalen i centrum for os begge.

Tak for timerne, Grete.