I denne uge er Ugens Kurt en mand der for nyligt rundede 70 år. Han er født og opvokset i Kolding, men som ung forelskede han sig i Fredericia – en by hvor han har været meget engageret. Han har stået i lære hos en metalgrossist, derefter blev han politimand – og så har han været i Fredericia Byråd i 20 år. Ugens Kurt er Henning Due Lorentzen.

Med 70 år på bagen er der en lang livshistorie at tage fat i. Heldigvis er Henning en fantastisk fortæller, så det gør ikke noget. Han har et politisk CV der kan imponere en politisk nørd som mig. 20 år i lokalpolitik i Fredericia, heraf 16 år som udvalgsformand – for det samme udvalg. Men vi starter med at tage tilbage til begyndelsen.

“Jeg er født og opvokset i Kolding. Min far var ligesom mig, ved politiet, og min mor var hjemmegående. Jeg havde fire brødre, de to er desværre døde. Min mor var virkelig den søde og kærlige mor, hvor min far var mere striks. Det lå nok lidt til hans erhverv, at hans drenge ikke skulle komme i uføre. Det var velment, men vi følte at det var lidt strammende. Min storebror og jeg, der er kun 1,5 år imellem, vi var til sjov og ballade. Det kan godt være det krævede lidt kontant holdning”, fortæller Henning.

“Det hed folkeskole, realeksamen og så kom jeg i lære i en jernforretning i Kolding. Mit indtryk var at politifolkenes sønner kom derned eller i banken. Jeg blev ikke spurgt meget til om det var noget jeg havde lyst til. Min far sagde bare, at der skulle jeg starte. Jeg blev rigtig glad for at være der. Det var en handelsuddannelse indenfor jern og engros. Der lærte jeg samtalens gyldne kunst som ekspedient og menneske. Det var første gang man skulle begynde at forme sin facon, det fik jeg stor glæde af resten af livet”, forklarer han.

“Dengang var det helt naturligt, at man skulle i lære. Jeg var ikke til gymnasiet eller noget. Jeg var meget mere praktiker end boglig, så jeg glædede mig bare til at komme ud for at arbejde. Så jeg var glad for at skulle ud i lære. Havde jeg selv haft lidt større indflydelse, så var jeg blevet tømrer. Jeg har altid elsket at arbejde med træ og den slags. Ingen af mine brødre heller har været i gymnasiet. Den ældste blev lærer, en kom i lære i manufaktur. Min lillebror var smed og blev fagforeningsmand”, fortsætter han.

“Da jeg var færdig med det, så skulle jeg ind som soldat – i Vordingborg, gud hjælpe mig. Jeg spurgte til session hvorfor jeg skulle til Vordingborg, han sagde at det var for at få lidt jyder over til københavnerne. Det var første gang der blev sat pris på mit jyske ophav”, lyder det med et grin fra Henning, inden han fortsætter:

“Om ikke andet kom jeg da ud for at se noget andet. Jeg var tre måneder i Vordingborg inden jeg kom på Sergentskolen i Sønderborg. Det var en rigtig god tid. Da jeg så var færdig dernede kom jeg tilbage til Vordingborg – og i mellemtiden var jeg blevet gift med et barn på vej. Så jeg søgte tilbage til Kongens Jyske Fodregiment i Fredericia – og kom hertil. Der faldt jeg for byen. Vi er tilbage i januar 1972”.

“Jeg havde fået lovning på at komme ind hos politiet et halvt år efter, men det blev udsat til året efter, så der rejste vi til København min kone og jeg og vores datter. Vi flyttede til Hvidovre, hvor jeg startede på politiskolen”, forklarer Henning.

Hvorfor valgte du at blive politimand?

“Jeg har altid vidst at jeg gerne vil være politimand. Men inden man skulle være det skulle man have været i lære for at have noget at falde tilbage på, sagde min far. Det var alle de spændende historier min far kunne fortælle. Det var lige noget for mig. Der er også meget socialt arbejde i det. Det har jeg altid haft det rigtig godt med. Jeg har altid haft omsorg for andre, jeg vil gerne andre mennesker det godt”, svarer han.

“Det var en helt anden verden at komme derover. Vi var 18 mand i klassen, mere end 300 i alt. Der var virkelig gang i den. Alle kom med samme udgangspunkt som jeg. Det var fantastisk spændende. Jeg har aldrig været særligt skoleinteresseret, men politiskolen kunne få mig op i omdrejninger. Det var en stor oplevelse at møde så mange mennesker fra hele landet med det fælles mål at blive gode politifolk”, forklarer Henning og fortsætter:

“Dengang var det koncentreret på tre år, med en del praktik. Min første praktik var på Nørrebro, der så man kontrasterne til Kolding. Et charmerende område, men også med meget kontant betaling. Men det er virkelig dejlige mennesker der kæmpede for deres. Det var ikke vores opgave i at gøre det, vi skulle bare overholde loven. Jeg fik en god og positiv oplevelse af området, med de skæverter der er”.

“Så var jeg på Nørrebro til 1978, og så søgte jeg herover. Først og fremmest Fredericia, for jeg havde fået en kærlighed til byen. Men jeg søgte også andre byer. Men de ringede og spurgte om jeg ville til Fredericia, så juli ’78 endte jeg i Fredericia. Det har jeg aldrig fortrudt”, slår han fast.

Hvad ved byen fangede dig?

“Jeg ved ikke hvad der fangede mig. Byens historie er yderst interessant. Jeg havde oplevet 5.-6. Juli som en fantastisk manifestation af byens historie. Som militærmand er det en fantastisk måde at gøre tingene på. Så ligger det også bare helt fantastisk”, svarer Henning, inden han fortæller om livet som politimand i den by der havde stjålet hans hjerte:

“Det var fantastisk at komme til Fredericia. Den gamle politistation mindede meget om det i København, det var lige ringe. Men der var en fantastisk korpsånd og sammenhold. Kolding og Vejle havde været dominerende i forhold til Fredericia, det gjorde at der opstod en stor loyalitetsfølelse overfor Fredericia. Jeg vil påstå at Fredericias borgere havde verdens bedste politi, ikke fordi jeg var der, men fordi vi altid var der når vi skulle. Jeg var stolt over at være ved Politiet i Fredericia, hvilket jeg også tror mange kollegaer var”. 

“Det varede ikke længe før jeg blev tillidsmand – og det var jeg i mange år. Det kunne jeg godt lide. På den måde kom man også ind i lidt andre baner. Eksempelvis relationerne til det politiske liv. På den måde fik jeg et kendskab til byrådsmedlemmerne med en tilknytning til politiet. Det vakte min interesse. Jeg tror også det vakte JB’s (J.B. Nielsen, red.) interesse, det fornemmede jeg. Jeg har næsten altid været medlem af Socialdemokratiet. Da vi havde fundet vores ben her i Erritsø begyndte jeg at gå til politiske møder – og kort efter blev jeg formand for fællesledelsen i Socialdemokratiet”, fortæller Henning Due Lorentzen om hans vej ind i det der siden har fyldt en del i hans liv.

“Der fik jeg tæt kontakt til det socialdemokratiske politiske liv i Fredericia. Jeg kom også ind i Skolebestyrelsen på Bakkeskolen – og det er jo i virkeligheden også meget politisk. Så blev jeg opfordret af JB til at stille op første gang i 1994. Det kom lidt overraskende, men jeg var beæret – og lysten var der. Jeg manglede desværre ganske få stemmer, men det er jo ikke usædvanligt. I 1998 kom jeg ind med et pænt stemmetal. Så sad jeg der så til 2018”, fortsætter han.

Hvor kom interessen for politik? Talte I om det hjemme?

“Der har faktisk altid været politik derhjemme. Det er en lidt sjov historie. Der er ingen tvivl om, at min far var socialdemokrat i sine unge dage – men han endte som Venstremand, det samme var min ene bror. Jeg var meget socialdemokrat – og min lillebror var kommunist, min ældste bror var SF’er. Vi havde et godt sammenhold, så når vi mødtes gik diskussionerne lystigt. Det endte nu med, at alle undtaget Venstremanden blev socialdemokrater. Om det var mig eller fornuften ved jeg ikke. Det var en spændende tid med stor humor når vi løftede politiske emner”, svarer Henning, inden vi tager samtalen over på følelsen af ikke at blive valgt, som det jo var tilfældet i 1994, da Henning første gang stillede op.

“Jeg havde helt ærligt ikke forventet at komme ind. Det var så fjernt for mig at det skulle kunne lykkes. Da jeg opdagede at jeg var tæt på, så ærgrede jeg mig og ville prøve igen. Jeg må så sige at siden dengang er det gået forrygende godt. Jeg har følt en stor opbakning”, fortæller han.

“Jeg gik til valg på ældrepolitik, socialpolitik og noget teknisk med trafik og så videre. Men det var især det sociale. Det var det samme, men jeg var meget mere bevidst om detaljen. JB’s ord var til mig engang: Henning, vi skal sørge for at de gamle, vores børn og skolerne har det godt. Når vi har sørget for det, så kan vi begynde at bruge granit i stedet for beton. Den sætning har jeg altid haft in mente. Heldigvis er der blevet råd til begge dele”, fortsætter han.

Hvad har politik givet dig?

“Jeg har for det første fået et indgående kendskab til menneskets sammensætning set ud fra det mest sociale område – og jeg har også lært at tænke lidt som borgerne tænker og distancere lidt fra den politiske tankegang og også have den menneskelige tankegang. Da jeg var politimand var det bedste våben talens magt. Det har jeg, synes jeg selv, været rigtig god til. Der har været en stor mulighed for mig at komme i kontakt med en hel masse mennesker”, svarer han og fortsætter:

“Man møder utrolig mange skæbner. Mange af dem oplevede jeg også ved politiet. Det var ofte det samme, at er der et socialt problem kommer der ofte også kriminalitet. Jeg følte mig godt rustet til at komme i gang med opgaven. Jeg havde enormt dygtige mennesker omkring mig og politiske kollegaer jeg var meget tryg ved. Det er jeg meget taknemmelig for den måde de hjalp mig i gang på. Det var lidt barskt. JB sagde at jeg skulle være socialudvalgsformand allerede første gang. Det synes jeg var en stor opgave. Så indgik jeg en aftale med Bjørn Medom, der før mig var formand for udvalget, om at han skulle hjælpe mig i opstarten, så vi kom rigtig godt i gang. Så bed jeg mig fast i det her”.

Hvorfor vælger man så at trække sig, hvis man brænder for det man laver?

“Uden at jeg skal genere hvordan det så ud i ’98, så var der politikere af den ældre generation med mere gammeldags synspunkter, og jeg lovede mig selv dengang, at jeg ikke ville blive i byrådet til jeg var 70. Så derfor har det hele tiden ligget klart for mig, at når jeg blev 68, så stoppede jeg. Jeg har stor respekt for de der sidder i byrådet – og de gør det godt. Men det her er min beslutning, at jeg ikke ville være derinde længere”, fortæller Henning og fortsætter:

“Hold op hvor jeg savner alle de mennesker jeg har været omkring. Men ansvaret er jeg faktisk glad for ikke ligger på mine skuldre. Jeg følger godt med i det, jeg har altid været i byrådssalen, både før og nu efter. Men jeg må sige at beslutningsprocessen er blevet noget mere afkortet. Nu skal man være heldig hvis man når at få overfrakken af. Men det er et meget dygtigt byråd vi har”.

En mand med så mange år i politik må have nogle ting der står mere klart for dig?

“Jeg er allermest stolt af projektet ‘Længst muligt i eget hjem’”, siger Henning, inden jeg fortæller ham, at det er der også god grund til. Præcis dette projekt er nemlig pensum på statskundskabsuddannelsen i Aarhus, som et eksempel på innovativ reformation af den offentlige forvaltning. 

“Der var jo et smadderdygtigt team af ledere og medarbejdere. Det startede med at jeg gerne ville udvikle ældreområdet. Det var ved at blive lidt monotont. Så blev der tænkt planer – og så endte vi med at ledelsen fremlagde det her forslag. Jeg hoppede lige en gang i stolen, for da det hed sig at vi bare skulle styrke de ældre ved at hjælpe mindre, det var en svær nød at påtage sig”, forklarer han og fortsætter:

“Men efterhånden som vi kom igennem det kunne vi godt se, at der var noget i det. Men der var også en politisk opgave i at få det solgt. Vi skulle bruge 6 millioner i en sparetid, så der fik socialudvalget sin politiske ilddåb. Det lykkedes at få bevilget pengene – og så gik vi i gang med at udføre det. vi styrkede den enkelte borgers evne til at klare sig gennem træning. Det vi gjorde var næsten at tage hjælpen fra dem, for jo mere hjælp fri gav jo mindre aktive blev de. Det tog lidt tid og jeg fik mange øretæver, og personalet var også meget skeptiske. Men vi fik etableret et team der gik i gang – og det havde en enormt positiv effekt på borgernes evne til at klare sig – og blive i livet længst muligt. Nu er det indført i hele Danmark – og man bruger det i næsten hele Europa. Så det her er jeg meget stolt af. Jeg er stolt af at Fredericia havde politisk mod til at sige ja til det her i en svær tid”.

“Der er en ting mere. Hele demensområdet. Jeg kan huske at jeg på et tidligt tidspunkt var på Stævnhøj, hvor de gjorde opmærksomme på at nogle af de aldre var meget udadreagerende, og det gav uro. Jeg talte med vores kloge medarbejdere om man kunne gøre noget, så vi prøvede at lave et afsnit for de mere udadreagerende demente. Der lavede vi det der hed Skovbrynet, som vi samlede på Skovhave, det plejehjem der ikke længere findes”, siger han og fortsætter: 

“Det var en helt fantastisk oplevelse at se hvordan de faldt fuldstændig til ro og havde en god hverdag. Jeg var så pavestolt over, at vi kunne tilbyde vores borgere et godt otium. Samtidig havde vi også yngre demente, som også var svære at inkludere i den almindelige pleje. Der byggede vi på Hybyhus et afsnit for yngre demente. På det tidspunkt var det ikke almindeligt at fokusere på demens som vi gjorde her i Fredericia. Så det vil jeg gerne fremhæve. Vi har i forhold til andre byer mange demensplejehjemspladser – og man er ved at bygge flere. Det synes jeg er rigtig godt”.

Der var vel også svære ting? Er der noget du fortryder?

“Svære ting.. Der er intet jeg fortryder. Det har været nødvendigt, så kan man ikke fortryde. Da vi overtog handicapområdet i 2007 fra amterne der overtog vi en opgave vi ikke var vant til, et økonomisk ikke-finansieret område. Der skete en ændring i forhold ti det man havde været vant til. Det har givet anledning til en del udviklende samtaler på det område, for det er et meget tungt område. Der er ikke nogle skæbner lige ud af landevejen, der er individuelt hver gang. Det har været en meget svær opgave. Vi har truffet beslutninger der har gjort at vi har omprioriteret indenfor området. Det har af nogen været opfattet som besparelser. Der er nogle skæbner der har følt, at vi ikke har været tilstrækkelige i vores hensyn til den enkelte, det kan jeg godt forstå , at de opfatter det sådan, selvom jeg ikke ser det sådan”, svarer Henning. 

Hvis du nu skal give et godt råd til den unge generation, der overvejer at stille op i politik – hvad skal det så være?

“Jeg skal gribe dybt i lommen for at finde noget jeg har været ked af. Det har været så spændende og givende. Jeg mener selv at jeg havde verdens bedste område. Man skal have det inde i hjertet, men socialområdet er så spændende. Jeg har altid sagt, at det ikke var en politisk kampplads, det har været et område der handler om mennesker. Det har altid været en meget velafbalanceret måde vi har gjort det på. Vi har haft måske fem afstemninger på tyve år. Det har været god dialog. Vi skal have respekt for at det er mennesker, så kan vi gemme det politiske fnidder til andre ting”, lyder det fra Henning.

Hvad laver du så nu?

“Når man er færdig med sådan noget er der en hel masse mennesker der spørger om man vil arbejde frivilligt. Det vil man rigtig gerne, men jeg ville gerne stikke fingeren i jorden og se hvordan livet som pensionist er. Men nu er jeg i Demensfællesskab Lillebælt, jeg sidder i Cykelpiloterne på IP. Schmidt – det er også en af mine favoritter at det lykkedes. Det var og er godt. Så sidder jeg i Kræftens Bekæmpelse, hvor jeg er ret involveret. Jeg er i hovedbestyrelsen og var med fra starten med Stafet for livet. Det kommer af at jeg mistede mine to brødre til kræften, så det ligger dybt i mig, at kunne jeg gøre noget der, så gør jeg det. Så har byrådet spurgt om jeg vil være med i ankestyrelsen, så der sidder jeg også. I 1997 oprettede vi et boligselskab, Futura. Det var jeg formand for i starten, og siden  har jeg været næstformand. Så sidder jeg i EWII’s repræsentantskab. Om sommeren spiller jeg golf sammen med min kone. Der er det ved det frivillige, at man kan tillade sig at sige nej tak. Det kunne man ikke i det politiske”, siger Henning.

Denne samtale med Henning Due Lorentzen har ikke gjort mig mindre imponeret af hans politiske liv. 20 år i det samme udvalg, heraf 16 som formand. Han var gruppeformand i mere end ti år, førsteviceborgmester i ti år – og så passede han jo sit arbejde som politimand ved siden af. En imponerende dygtig mand, en dygtig historiefortæller – og en meget aktiv mand, der involverer sig i andre mennesker.