5.6 C
Copenhagen
onsdag 5. marts 2025
Facebook Instagram Linkedin Twitter

Ugens Kurt: Per Kristensen

Af
Andreas Andreassen
-
0
Per Kristensen. Foto: AVISEN

Denne Ugens Kurt er en lokal kendis. Gennem årtier har han netværket sig gennem det fredericianske erhvervsliv, og det er næsten så sikkert som amen i kirken, at de fleste lokale erhvervsfolk har haft Per “Elbo” i røret. Men hvem er manden bag Elbobladet? Det finder vi ud af i denne Ugens Kurt, som er med Per Kristensen i hovedrollen.

Per Kristensen blev født i 6650 Vittrup, tæt ved Brørup, i 1964. Hans forældre var specialarbejdere, og passede samtidig deres landbrug. Så det var hårdt arbejde fra morgen til aften. 

»Jeg var landmandssøn. Jeg var den yngste i en brødreflok på fire. Jeg husker faktisk min barndom som frihed, men med ansvar. Jeg passede mig selv. Det var andre tider end i dag. Vi levede ude på landet med en kilometer til naboen. Jeg gik rundt på gården og i området alene, imens de andre var i skole. Det gjorde man jo. Jeg husker også, at man skulle gøre, hvad der blev sagt, ellers var der betaling ved kasse et. Så jeg fandt på en masse sjove ting selv. Der var run på i familien, og det indser man for alvor, når man bliver voksen. Min mor arbejdede som pakkerske på et ostelager, og når min far ikke passede gården, så var han også specialarbejder. Der skulle penge ind, det var ikke billigt at have så mange drenge,« fortæller Per og fortsætter:

»Jeg var den yngste, men ikke en forkælet efternøler. Jeg skulle naturligvis have været en pige, men sådan gik det jo ikke. Da jeg var seks år gammel flyttede vi til Lunderskov. Det var i 1970, og det åbnede for et helt nyt liv. Lunderskov var en kommune med massevis af muligheder og godt 4000 indbyggere. Jeg gik på Kongsbjergskolen, og den tid sluttede først efter 9.klasse. Jeg husker min klasselærerinde Fru Harder. Hun var hård, men retfærdig. En som man kunne lære noget af. Jeg husker også Lærer Jessen, der også var bibliotekar på Lunderskov Bibliotek. Det var en god tid.«

Vennerne var blandt andet Bent, Tommy, John, Ole, Anders, Jørgen og Bjarne. Sammen havde de det godt med timevis af fodbold og lidt tennis.

»Vi spillede fodbold, fodbold, fodbold og tennis. Vi byggede også huler. I den forbindelse glemmer jeg aldrig, at jeg havde taget min fars hammer med for at bygge. Det var nok noget af det værste, der er hændt i min barndom. Det var min fars hammer – og den skulle naturligvis gå hen og blive væk. Jeg kunne bare ikke finde den. Jeg havde heller ikke råd til at købe en ny magen til. Det var så hårdt og gik mig virkelig på. Jeg drømte om det om natten. Jeg havde bildt ham ind, at det ikke var mig. Jeg fik nærmest traume over den hammer, indtil det viste sig, at en kammerat havde taget den med hjem. Men der gik vel en uges tid. Jeg fik den hurtigt placeret der, hvor den skulle ligge,« fortæller Ugens Kurt. 

»Men vi havde det godt. Vi spillede fodbold i Lunderskov Boldklub fra de mindste rækker og op. Jeg husker, at vi gjorde det vildt godt. Lunderskov var en god bystørrelse. De godt 4000 borgere gav nogle børn, og vi spillede fodbold til solen gik ned dag efter dag. Vi var sindssygt godt spillet sammen. Men mange regnede ikke en by på størrelse med Lunderskov for noget, så de blev overrasket, når de kom forbi for at spille mod os. Jeg husker særligt en ting: Finalesejren over Esbjerg på 1-0. Vi spillede bare vores bold – og det virkede. Vi havde også virkelig en vaskeægte ildsjæl som træner. Han sørgede for, at vi kom rundt til kampene. Det er helt vildt, hvad der blev lagt i det,« fortæller Per om fodboldkarrieren. 

»Personligt var det vildt for mig. Jeg var vant til at cykle rundt til alt, hvad jeg skulle. Hvis jeg skulle til Kolding eksempelvis, så måtte jeg selv finde jernhesten frem. Nu, hvor du spørger til sport, så spillede vi som sagt også tennis. Det var med Bjarne og Tommy. Jeg nåede dog aldrig deres niveau. Jeg blev bare ikke så god, men det var sjovt. Fodbold gik derimod, som sagt, godt. Jeg spillede dengang på de offensive positioner, men sluttede af som oldboys i forsvaret,« uddyber Per om fodbolden.

Et besøg hos Kolding Folkeblad i 9.klasse såede frøene til Pers fremtidig karriere i mediebranchen 

»Vi var på besøg hos Kolding Folkeblad, hvor Salgschefen, Christian Bunde, fortalte om, hvordan man driver avis og dagblade. Allerede inden var jeg faktisk begyndt at lave mine egne aviser. Jeg tror kun, at jeg var 12-13 år, da jeg lavede de første. Jeg solgte dem i familien for en krone stykket. Ja, en hel krone. Det var mange penge i 70erne. Jeg tegnede, skrev og producerede side efter side. Jeg elskede at lave avis, så da jeg havde hørt Christian Bundes tale om aviser, var jeg solgt. Jeg havde sat et møde i stand med ham om, hvordan jeg kom ind i branchen. Jeg kom med layout og meget andet. Han sagde så, hvad der blev afgørende: “Der er noget at bygge på”. Han rådførte mig til, hvad jeg skulle gøre for at ende i branchen. Han fortalte, at jeg skullet tage et år på EFG (Handelsskolen red.), og så to år i forretning, helst i Supermarked. Og så skulle jeg komme tilbage til Christian Bunde efter de 2,5 år det ville tage i alt,« siger Per og fortsætter:

»Og sådan gik det faktisk. Jeg fik job på Vejen Avis, og det var fantastisk. Det var jo en hobby at lave avis. Det var dog ikke helt, som jeg havde forestillet mig, men jeg voksede med opgaverne. 2,5 år efter jeg var startet i branchen, ringede Ole Kvist fra Ugeavisen i Fredericia. Det var i 1985. Jeg skiftede til Ugeavisen, og det var faktisk også godt, men så ringede Christian Bunde og ville ansætte mig. Jeg havde svært ved at sige nej, det var jo ham, der satte mig i gang. Hans projekt lød spændende, gav mere i løn og mere ansvar. Jeg var også forbavset over, hvor langt foran han var med sin tankegang. Han lavede i 1980erne avis, som var det 2005. Desværre gik det ikke. Økonomien var ikke god nok, og jeg stoppede efter et år. Det kom sig af, at Ole Kvist spurgte mig, hvordan det gik i Kolding – og da jeg fortalte, at det var presset, blev jeg tilbudt at vende retur. Det gjorde jeg så, og der blev jeg. Det har været nogle gode år – ja årtier. Jeg er måske en af de få, der har elsket mit arbejde det meste af mit liv.«

Tiden fløj af sted. I 2009 blev Ugeavisen sammenlagt med Elbobladet, hvor Per Kristensen blev souschef. To år senere var han bladchef. Det var vildt. 

»For det første var det stort at blive en del af Elbobladet, der er kendt alle steder, også hos reklamebureauerne. Jeg kendte Elbobladet inden, jeg kom til Fredericia. Men starten blev ikke som ventet. Jeg blev bladchef og skulle starte i den stilling den 1. juli 2011, men samtidig skulle jeg pleje familien, så vi var faktisk på 14 dages ferie i Italien. Det var ikke sjovt at sidde der, og ikke være med i maskinrummet, hvor man lige var blevet chef. Jeg vidste jo, at man blev bedømt fra dag 1 af. Jeg vil også gerne indrømme, at jeg havde mange sommerfugle i maven. Jeg vidste faktisk ikke om, jeg kunne bestride det job. Omvendt havde jeg mange visioner, og jeg kunne ikke vente med at komme i gang,« siger Per “Elbo” om aviseventyret og fortsætter:

»Elbobladet blev så min hverdag fra 2009-2020. Det var vildt. Det betyder ikke, at jeg ikke nød min tid på Ugeavisen, for det var også godt. Tingene var bare lidt anderledes på Elbobladet. Det var meget professionelt, det vi gik ind til, og mange ting kom af sig selv. Der var ikke så mange muligheder i starten. Der var os og tv-reklamerne. Så de fleste brugte den lokale ugeavis. Jeg husker også, at jeg elskede konkurrence, vi dystede jo mod flere i branchen, og jeg vidste, at vi skulle give gas. Det gik virkelig godt. Da jeg så blev chef for mine egne kolleger, var det en ny verden. Jeg blev jo chef for mennesker, der havde været længere tid på bladet end mig, og i min verden skulle de have været cheferne, omvendt så var min alder perfekt til sådan en stilling. Jeg var 46 år, fuld af erfaring og massevis af gåpåmod, så man satsede på mig,«

Hvad er det så for en tid, du ser tilbage på? 

»Det har været de mest lærerige 10 år i hele mit liv. Man bliver virkelig kastet for løverne. De fleste år, hvor jeg har været bladchef, har det været i rollen med frihed under ansvar, som bekommer mig godt. Det er lidt anderledes i dag. Der er gået mange år nu. Vi har generelt arbejdet efter budgetter, vi skulle nå, og så måtte jeg afgøre, hvordan vi kom derhen. Jeg måtte gerne bruge en millioner kroner i sponsorater, hvis bare det gav pengene igen, jeg skulle nå en bundlinje, sådan var det. Det var i sig selv ligesom at gå rundt alene på gården som barn, der skulle man også være på, så man ikke blev spist af ræven eller faldt ned i brønden. Sådan er det også i mediebranchen. Der skal kroner ind, men som jeg har sagt, så ser jeg tilbage på en lærerig og god tid, hvor jeg har mødt mange mennesker og haft de bedste kolleger« svarer Per. 

Per er måske kendt som Per fra Elbobladet, men bagved er der også et stort legebarn og familiemenneske. Han mødte kærligheden på sin 18-års-fødselsdag, da der var byfest i Lunderskov. Det var den 17-årig Susanne, der kom ind i hans liv og sammen har de skabt en familie.

»Jeg har fem børn, fire vi selv har fået og så en plejedatter. Hun er en datter for livet. Man ser jo tit, at plejebørn ikke ser sig tilbage, når de flytter hjemmefra som 18-årig, men Signe, som hun hedder ser vi stadig. Det er dejligt. Linette er den ældste i flokken, så er det Ditte, Line og Oliver. Jeg elsker min børn. Jeg har altid været et stort legebarn, så da jeg og min hustru Susanne fik børn, var det lykken. Jeg arbejdede nok for meget, men når jeg kom hjem, så legede jeg med børnene, og så arbejdede jeg faktisk videre, når de var puttet. I dag har vi også syv børnebørn, hvor Albert er det ældste barnebarn. Vi har det godt, og jeg elsker mine børn og børnebarn. Jeg er stadig et stort legebarn, og Albert har i øvrigt sagt, at når han bliver stor, så vil han være som morfar – nemlig en der leger med børn og børnebørn,« siger Per og smiler stolt, inden han fortsætter:

»Jeg har nok brugt samme filosofi på meget i livet. Vi havde det også sjovt, når vi arbejdede. Både nu og dengang, hvor vi var rigtig mange. Mange var også misundelige og ville ansættes hos os, fordi vi havde det sjovt. Men selvom vi havde det sjovt på bladet, så var det også et arbejde, man skulle passe og levere til,«

Ud på den tynde is som selvstændig 

Per Kristensen stopper på Elbobladet, når den sidste dag i kalenderen 2020, siger september. Han vil være selvstændig i et projekt sammen med sønnen Oliver, og det skulle være nu.

»Jeg er naturligvis vildt spændt på mit kommende projekt. Jeg står et sted i mit liv, hvor der er ro på mig. Jeg har en stor erfaring, særligt i kraft af mit liv på bladet. Jeg har et stort netværk. Jeg har lært mange brancher at kende, ja generelt har jeg lært mange ting undervejs. Jeg har set hvordan chefer og direktører bærer sig ad indenfor deres felter. Det har givet mig en erfaring, jeg kan tage med videre nu. Vores projekt startede for sjovt for to år siden, og sidenhen er der kommet flere hundrede kunder til. Jeg har fulgt med lidt på sidelinjen og har maksimalt brugt 10-12 dage på det over to år. Nu går jeg all in på dette, og så skal vi se om vi kan skabe grobund for arbejde til os begge,« lyder det fra iværksætteren.

Hvordan bliver det at arbejde sammen med din søn?

»Godt. Vi er pot og pande. Når vi eksempelvis er til fodboldkampe eller fodboldtours for at følge vores hold, Liverpool, så er vi faktisk sammen som kammerater. Selvom der er aldersforskellen, så mødes vi godt på midten og er begge som 30-årige. Det kan jeg godt lide. Det er måske lidt underligt for nogle, men vi har det bare godt sammen. Muligheden, der er opstået nu, er også kun opstået, fordi min søn har presset på. Han har holdt mig til ilden,« svarer Ugens Kurt. 

Hvis du skal sætte ord på Fredericias rejse i din tid i byen, hvilke ord passer så?

»Det er faktisk lidt sjovt, for Fredericia gør det jo godt nu. Jeg kan huske, at jeg for mange år siden ikke forstod og generelt tænkte meget på, hvorfor Fredericia ikke udnyttede placeringen ved vandet noget mere. Vi har jo det skønneste område lige udenfor døren. Nu har man set Kanalbyen skyde op. Jeg vil ikke sige, at jeg havde den tanke for 20 år siden, men jeg tænkte dengang, at man kunne så meget mere i Fredericia. Kolding har også en flot å, men udnytter den ikke som man gør i Aarhus. Men når alt det er sagt, så er Fredericia en dejlig by, også en by, som de andre i Trekantområdet kigger på,« fortæller Per og uddyber:

»Tag bare sommerrock, hvor vi kan samle hele Trekantområdet. Det kan de andre byer ikke. Fredericia har en størrelse, hvor også byens borgere kan samles og står sammen. Det sammenhold ser jeg ikke i Vejle og Kolding. Ikke på samme måde i alt fald. Annoncemæssigt har vi også kunnet se det, når vi kørte temaannoncer. I Fredericia var der en naturligvis opbakning til vores tillæg og ideer, men i andre byer skulle man kæmpe for det. I Fredericia har man formået at skabe noget ud fra Voldene, historien, Landsoldaten og sammenholdet. Det er unikt og godt for byen.«

Og Per, hvad er dine fremtidsdrømme? 

»Jeg har mange endnu, men grundlæggende så vil jeg gerne blive gammel med min hustru. Lege med børnebørnene mange år endnu. Jeg vil se dem blive voksne og lykkelige. Jeg vil også gerne være stolt af, hvis min søn og jeg lykkes med vores firma, og det en dag kan blive hans. Jeg havde i øvrigt også mange tanker, da jeg ville stoppe i mediebranchen. Jeg sagde til min hustru, at jeg ville stoppe, men hun sagde så, at jeg skulle tænke mig om, fordi jeg jo nyder det liv også. “Når du ser fodbold, ser håndbold, går i teatret eller hvad vi nu laver i Fredericia, så stråler du som en glad dreng,” sagde hun også. Men for mig er det vigtigste, at jeg kan bevare mit gode netværk i byen, samtidig med, at jeg kan prøve kræfter med noget nyt og går det ikke, så er jeg sikker på, at jeg kan finde noget at lave,« slutter Ugens Kurt og kommer med en sidste anekdote. 

»Jeg bliver måske kaldt Per Elbo i dag, men da jeg boede i Lunderskov gik jeg under navnet; Ufo-Per. Fordi jeg var og er stadig overbevist om, at jeg har set sådan en, og derfor er det måske også et af mine største ønsker, at man finder liv på en anden planet, inden jeg skal have herfra.«

Ugens Kurt: Peder Wittendorff Tind

Af
Andreas Andreassen
-
0
Ugens Kurt: Peder Wittendorff Tind

Ugens Kurt er et kendt ansigt i Fredericia. Gennem årtier har han turneret rundt med sine politiske budskaber, sat en dagsorden for unge, familier og senest en kurs for Jobcentret i Fredericia. Han tager gerne tæsk, ros, lytter og erkender, at man skal arbejde længe og målrettet for at komme i mål, og så er han far til to små piger og gift med Anitha på år 17. Ugens Kurt er Peder Wittendorff Tind.

Der er fart på Peder Tind – han er begyndt at løbe. Kiloene er raslet af – og det klæder den indfødte fredericianer, der netop er blevet valgt som Borgmesterkandidat for Venstre i Fredericia. Og her finder vi også hans største drøm. Han vil være Borgmester i sin fødeby. Men inden, vi når så langt skal vi høre om Peders liv til dato.

Faren Allan og moren Birgit dannede rammen for de tre brødre Peder, Simon og Michael.

»Jeg voksede op i et trygt barndomshjem, hvor familien var i centrum. Jeg blev født på Fredericia Sygehus den 8. januar 1981. Jeg er den ældste af tre brødre. Mit første hjem var på Skippervænget i Snoghøj, men jeg var vel godt seks år, da vi flyttede til Skærbækvej – tæt ved Hejsekro. Mit barndomshjem er faktisk revet ned til fordel for udvidelse af DanmarkC-området,« siger Tind med et smil.

»Vi boede på en nedlagt stråtækt landbrudsejendom. Jeg husker særligt, at min far havde lavet en dejlig legeplads til os. Det var et fantastisk sted. Med tre brødre i hjemmet var der run på. Vi havde det godt. Vi gik også til fodbold, først i Fredericia fF sidenhen i Fredericia KFUM. Simon var en hurtig angriber, Michael var spilfordeleren på midtbanen og jeg var den tunge forsvarsspiler – og så er det jo et kadeau, at jeg har spillet i begge klubber,« fortsætter Tind og griner. Sportsredaktøren, der drikker kaffe ved siden af os, griner med.

Børnehavetiden blev passet på Lillebæltsskolen, inden klasselæreren Nete på Sct. Knuds Skole investerede i Peders fremtid.

»Det var en fantastisk tid. Jørgen Brorup var inspektør. Han er en god mand. Jeg havde hans hustru som dansklærer. Der er bare nogle mennesker, man kigger tilbage på med stor glæde, nogle mennesker der investerede i ens liv. Det gjorde Nete, der var min klasselærer. Jeg var ikke den elev, der havde nemmest ved det faglige. Jeg skulle læse alt en ekstra gang, og havde det ikke været for hende og hendes opmærksomhed, så var det ikke gået, som det er gået. Jeg var ikke nået så langt. Jeg husker samtidig skolen som en god tid med gode lærere, en god klasse og et godt sammenhold. Med andre ord en skøn skoletid,« fortæller Ugens Kurt.

Efter Sct. Knuds Skole gik turen videre til HF på Fredericia Amtsgymnasium fra 1998-2000.

»Det var også en god tid. Jeg nød at gå på HF, jeg fik min hue og havde nogle dejlige år. Jeg mødte nye mennesker, og derefter læste jeg videre. HF lagde fundamentet for, at jeg kunne søge ind på Statskundskab på kvote 2. Jeg havde ikke karakterer til kvote 1, men i 2003 kom jeg ind. Det var i øvrigt samme år, som jeg blev gift med Anitha. Jeg har jo været gift i mange år,« smiler politikeren og uddyber om kærligheden:

“Vi mødte hinanden til et foredrag i Fredericia. Vi havde nogle fælles bekendte, hvorefter det gik slag i slag. I 2003 blev vi gift. Hun begyndte at læse til sygeplejerske i Vejle, og jeg læste Statskundskab i Odense.”

Det var ikke bare kærligheden, der blomstrede hos Tind. Han havde en politiker i sig – og elskede tidligt at stå foran menensker for at tale, lytte og debattere. Mange husker nok, at Peder stod på Axeltorv og delte varm kakao ud med politiske budskaber, når de unge sent om natten væltede ud fra Hollywood Hardrock i Købmagergade. Peder elskede politik.

»Politik blev en del af mit liv, da jeg gik i HF. Jeg blev medlem af Kristendemokraterne, og stillede op til byrådsvalget i 2001 og 2005. Jeg var også folketingskandidat i 2004. Jeg gik ind i politik, fordi jeg ikke kunne lade være. Det er nok det nemmeste svar. Jeg har altid haft en stor intresse i at være en del af samfundet, og jeg ville påvirke det. Jeg ville have en politisk platform, så jeg kunne tage ansvar og træffe beslutninger. Det med at ville politik, startede nok ved, at jeg fik et politisk forbillede. I 1990erne var mit politiske forbillede Venstres Uffe Ellemann Jensen,«

»Jeg mødte ham på Storebæltsfærgen og fik en autograf på min bluse. Jeg kunne lide hans karakter, hans ligefremhed, hans personlighed, han var en meget en fængende person. Han fascinerede mig, og gav mig en politisk interesse, men jeg meldte mig ind i Kristendemokraterne, hvilket nok skyldtes det mere værdibaserede fundament. De havde også en god familiepolitik, og nogle gode værdier, som optog mig meget,«

»I 2006 meldte jeg mig ind i Venstre. For det første har jeg altid været borgerlig, mens den daværende formand for Kristendemokraterne trak i den røde retning og pegede på en socialdemokratisk regering. Jeg mente, vi skulle være borgerlige. Jeg fandt mig selv godt tilrette i Venstre. Jeg havde ikke en ambition om at blive politiker i den periode. Jeg ville bare gerne være medlem, og på den måde støtte det demokratiske Danmark. Det var helt naturligt for mig,«

Peder Wittendorff Tind har altid haft en aktiv hverdag. Han var med til at starte Cafe Hang Out og så havde han en karriere på TV også.

»I start 00erne lavede jeg også tv på TV Danmark Trekanten. Jeg lavede en række ungdomsprogrammer om alt mellem himmel og jord – også sportsrapportager. Jeg synes, at det var interessant. Det var spændende at besøge en masse felter i vores samfund. I virkeligheden er det også interesant at være embedsmand i Vejle Kommune og omvendt at være politiker i Fredericia. Man får set mange sider af samme sag. Men TV var virkelig spændende at arbejde med. De mediemæssige aspekter var spændende – og jeg fik kendskab til andre arenaer end min egen. I virkeligheden var det også det, der gjorde, at vi rejste til Zambia,« siger Tind og fortsætter:

»Jeg kan sige, at jeg har været der. Jeg har prøvet det. Jeg har boet i et andet land i fem år. Jeg har levet der. Jeg har oplevet en anden kultur. Jeg har generelt prøvet mange forskellige ting i mit liv, og jeg er kun 39 år. Jeg har været stabil i mit liv, og jeg har fået mange perspektiver på det med de ting, jeg har lavet. I 2009 flyttede vi til Zambia efter at have startet Cafe Hang Out op i 1998. Det var en cafe for byens unge, en cafe, der havde fokus på integration. Vi havde en god tid, hvor vi havde mange unge, der fik Hang Out som deres andet hjem. Det var en skøn tid fra 1998 til 2009. Både det arbejde, men også det arbejde vi lavede på Ungdommenshus og i Frivilligcentret. Jeg var med i mange af civilsamfundets kerner. Det er meget naturligt for mig at have fokus på hele det sociale arbejde,«

Zambiaeventyret

»Vi rejste til Zambia, fordi vi havde nogle venner dernede, som vi besøgte i 2007 efter endt uddannelse. Vi blev fanget af udviklingsarbejdet. Det var vildt spændende, og det var en videreførsel af vores sociale engagement. Vi havde ikke børn på det tidspunkt, så vi var relativt frie til at gøre det. Jeg lærte meget. Det at bo i en anden verdensdel var stort. Anitha arbejdede og underviste som sygeplejerske, og jeg drev en række microprojekter i lokalsamfundet. Vi hjælper stadig hundredevis af kvinder dernede med microprojekter. Det har været skønt at være med til at sætte det i gang. Der kommer mine liberale værdier ind – hjælp til selvhjælp. De får redskaber, der skaber grobund for en forretning. Det giver en stolthed ved at have gjort noget selv for andre. Vi kan alle få brug for redskaber til at hjælpe os selv. Det er en empowerment tankegang,«

At blive far – Peder og Anitha blev forældre i 2014

»At blive far er den største oplevelse, man kan få. Vi blev forældre relativt sent, vi havde været sammen siden 2003,« siger Tind og griner lidt inden han fortsætter:

“2014 var et vildt år. Ud over at blive forældre til Anabelle, så blev min far meget syg med kræft. Det var virkelig alvorligt. Min far blev heldigvis mirakuløst rask igen. Det var en god oplevelse at se, hvordan det danske sundhedsvæsen hjalp min far igennem den sværeste periode i hans liv. Hjemturen og etableringen i Danmark gik stærkt. Vi købte hus på Harevej, og fik den base, man skal have med børn. Jeg fik arbejde i Vejle som projektleder i Idræt og Kultur, Anitha i sundhedsplejen i Haderslev. Alt gik hurtigt, det var virkelig unikt at opleve. I 2016 fik vi Savannah, og det navn går naturligvis tilbage til Afrika, så selvom det gik hurtigt med at komme tilbage, så har vi Afrika i hjertet.«

Peder Wittendorff Tind vendte ikke bare tilbage til Fredericia. Han vendte også tilbage til politik, men det blev en turbulent start, da der først skulle vælges formand for Venstre, senere spidskandidat, men i dag er der ro på.

»Jeg blev formand for Venstre i februar 2015, så jeg havde ikke været hjemme i mange måneder før, jeg involverede mig i politik igen. Jeg kunne ikke lade være, sagde folk inden, jeg stillede op igen. Jeg blev formand for Venstre i Fredericia, og sad som formand ind til kort før valget i 2017, hvor jeg var spidskandidat. Jeg fokuserede på det politiske projekt. Jeg kan godt huske, at jeg var nervøs, da jeg igen skulle til debatter. Det var jo næsten 10 år siden sidst. Omvendt, så elsker jeg dialogen med borgerne. Jeg elsker de politiske projekter – og ikke mindst valgkamp. Det er kombinationen af flere års arbejde, sommerfugle i maven og et drive, der er fedt at være en del af,« fortæller Tind og uddyber:

»Det var en stor glæde at blive valgt, som jeg påtog mig med ydmyghed. Det er en tillidserklæring. Jeg kom udefra, sad ikke i byrådet, hvordan skulle det nu gå. Jeg fik 1500 personlige stemmer, det var jeg virkelig taknemmelig for, og det har jeg været hele vejen. Venstre ser også frem til valget næste år. Vi står langt bedre. Vi arbejder tæt sammen, og har sat et hold af kandidater, der virkelig er stærke. Vi har også en byrådsgruppe, der arbejder tæt sammen og tager ansvar. Jeg tror på, at vi kommer til at levere en stærk valgkamp, men når man ser på, hvor Venstre var sidste gang, og er i dag, så er vi et godt sted nu.«

Hvad drømmer du om nu?

»Noget af det største jeg kunne drømme om, er at blive borgmester i den by, som jeg er født og opvokset i. Nu er jeg borgmesterkandidat i Fredericia for Venstre, hvilket jeg er meget glad for. Jeg vil være med til at udvikle Fredericia, hvor mine egne børn er født op opvokset. Jeg har været med i politik i nogle år, og det håber jeg fortsætter. Jeg er fuldt ud opmærksom på, at det kræver, at man vælges, men jeg er klar til at kæmpe for min plads og bevise, at vi kæmper sammen om et samlet Fredericia,« fortæller Tind.

Og hvordan ser du Fredericia i dag?

»Der er ingen tvivl om, at Fredericia har ændret væsentlig karakter til det bedre. Jeg synes, at vores by er inde i en positiv udvikling. Jeg glæder mig over, når det går Fredericia godt. Omvendt vil jeg også sige, at der er et ekstremt uudnyttet potentiale for byen. Der er meget at arbejde med. Når vi bliver færre i Fredericia, så skal vi reagere meget målrettet og massivt. Fredericia har potentiale til meget mere. Vi er en by med mange glade mennesker, en dejlig natur, vand og meget mere. Et godt erhvervsliv, der vil byen. Et kæmpe potentiale har byen dog – og det skal vi gå efter,« siger politikeren med en glød i stemmen, inden har fortsætter:

»Jeg er glad for mit liv. Jeg elsker min familie. Jeg er glad for Fredericia, og ikke mindst at have muligheden for at være med til at udvikle byen. Et lille stop er Coronakrisen. Den er og har været hård. Jeg er et meget målrettet menneske, og det er klart, at nogle af de mål og planer, vi lagde, må vi se bort fra. Hele indsatsen på landsplan blev suspenderet. Det er voldsomt! Det var en besværlig tid med møder, hvor vi traf beslutninger på afstand. Men vi kan se, at Fredericia kommer bedre ud af den første fase af krisen, end vi har set byen gøre under tidligere i kriser. Fredericia har altid været historisk hårdt ramt under kriser, det synes jeg ikke, at vi har været denne gang, når man sammenligner med andre kommuner. Se også vores offensive virksomhedsrelatterede indsats, hvor vi har kontaktet mange virksomheder. Vi har skiftet gear på Jobcentret og lagt et nyt fundament, det er jeg meget tilfreds med, men vi skal gøre meget mere endnu,«

»Jeg har aldrig taget let på opgaven. Jeg har altid stået på mål for de politiske beslutninger – og vi har taget nogle stykker. Vi har set på hårde rapporter og benchmarkundersøgelser, der går os i mod, men vi har stået på mål for det – og vi har arbejdet med at ændre til det bedre. Jeg har også en vision for fremtiden, og det vil jeg vælges på. Derfor tror jeg også, at vores kampagne – bosætning 360 er vejen frem lige nu, jeg er optaget af det perspektivrige og det at vækst på denne måde. Verdensklasse – plejemidler – så vi drifter ikke bare,«

Mange troede det var politisk selvmord, da du blev udvalgsformand for Social- og Beskæftigelsesudvalget – hvordan har det været at påtage dig denne rolle?

»Det har været enormt lærerigt. Jeg fortryder ikke, at jeg sagde ja. Jeg synes, at vi langt hen ad vejen er nået mange skridt i den rigtige retning, men vi er ikke i mål. Vi har en stor opgave, og historisk set har Fredericia desværre altid haft mange på offentlige forsørgelse, men mange af de udfordringer, der var før valget har vi arbejdet med. Vi fået rapporter, der stak den forkerte vej, det ville vi gøre noget ved. Jeg oplevede derfor, at jeg fik et mandat fra hele byrådet til at arbejde med det. Det har været en lærerig opgave, hvor vi er nået langt,« slutter Ugens Kurt, Peder Wittendorff Tind.

Ugens Kurt: Jesper Gottlieb

Af
Janus Bang
-
0

Det er en speciel person, der i dag har valgt at stille op til Ugens Kurt efter en længere tænkepause. Han vil egentlig helst ikke være offentlig, men da han netop har valgt at flytte til byen efter før kun at have arbejdet her, føler han sig nu mere parat til et interview.

»Det er en by, jeg er blevet meget glad for. Jeg har mødt så mange mennesker igennem årene, og jeg har brugt så meget tid her i byen, at det føltes naturligt at tage skridtet fuldt ud og flytte hertil,« siger Jesper Gottlieb. I dag er han kommet på Kurts som privatpersonen Jesper, men han slipper aldrig rigtig sit job. For manden bag borgervejlederen i Fredericia Kommune har gjort det til en livsstil at få job og interesse til at gå op i en højere enhed.

Gottliebs alsidighed kan ses i hans cv, hvor han efter at have været socialrådgiver, beslutter sig for at læse jura og nu er endt som cand.jur og byrådets uafhængige mand i Fredericia Kommune. Lovbestemmelserne om borgervejledere for kommuner gør det muligt for kommunalbestyrelsen at ansætte en person, der kan rådgive dem og borgerne uden at være underlagt den normale forvaltning. En sådan funktion gør at borgervejlederen ikke skal se en sag som en del af forvaltningen, men kan både rådgive og vejlede byrådet såvel som borgerne. Det stiller også særlige krav til hans funktioner, når han skal kunne navigere i det ofte lovspækkede univers af regler og kontraregler, der udgør en forvaltning anno 2020.

Men det er kombinationen af at være socialrådgiver og jurist, som Jesper Gottlieb selv tror giver ham en fordel til jobbet som borgervejleder, selvom han under samtalen virker lidt for beskeden til at ville gå alt for langt ind i hans mange uddannelsesmæssige forløb.

»Som socialrådgiver har man fokus på at hjælpe borgeren. Her handler det om at være helhedsorienteret, så borgeren modtager både rådgivning og løsninger. Man tager en menneskelig vinkel på mange ting, men er tvunget til at være opmærksom på alle de regler, som man skal arbejde efter. Det er den sidste del, som jeg tænkte juraen kunne blive et godt supplement til. Jeg har altid tænkt, at også medarbejderne ved kommunen kunne få en lettere arbejdsgang, når jeg var inde over en sag. En godt oplyst sag kan jo gøre konflikterne med borgeren mindre og forebygge fejl,« forklarer Gottlieb.

Men i spændningsfeltet mellem regler og borgere kan det til tider være vanskeligt at befinde sig. Som borgervejleder ser han det som sin fineste opgave at være neutral og så korrekt som muligt. Det betyder hver dag mange juridiske opslag og læsning af love, vejledninger eller skrivelser af relevans. Ofte arbejder de offentlige medarbejdere med svære udfordringer, der hele tiden kræver at man holder sig ajour. Gottliebs arbejdsliv og fritid hænger sammen derved, at han også interesserer sig meget for samfundsudviklingen og måden vi driver vores samfund på.

I begyndelsen af 1990’erne blev han sergent, hvor han aftjente sin værnepligt. Efter det kom han til en Dansk Røde Kors Flygtningelejr i Kroatien som frivillig, hvor hans interesse for hele området med minoriteter og flygtninge blev etableret. I 1996 blev han så militær tolk i Kroatien og Bosnien, og han oplevede så i første del af sit voksne arbejdsliv store udfordringer, menneskelig nød og hvad en humanitær indsats betyder. Den unge Jesper Gottliebs hjerte var fanget af begreber som retfærdighed, medmenneskelighed og fred.

Da han vendte hjem til Danmark var det også indenfor de områder, han nu så sig selv. Først med at arbejde med senhjerneskadede, dernæst med specialpsykiatrien. Men det menneskelige aspekt var dybt inkarneret i ham, så han var aldrig færdig med at opdage, undersøge og lære nyt. Mens han arbejdede læste han nemlig også. Først fik han en BA i Østeuropastudier med minoritetsstudier og serbokroatisk på Københavns Universitet. Så blev han nattevagt i et surrogatfængsel for varetægtsfængslinger for unge mellem 15 og 18 år. Samtidig begyndte han at læse til socialrådgiver. Efter uddannelsen fik han job i Kriminalforsorgen, hvor han beskæftigede sig med fodlænkeafsonere. Mens han iøvrigt også var begyndt at læse jura. Da han færddiggjorde jurastudiet var hans alsidighed stor og omfavnende, med både en teoretisk og en praktisk vinkel på mennesker, love og forvaltning.

»Det menneskelige aspekt fyldte meget. Uanset hvad jeg befandt mig i, så gav det mig erfaringer og oplevelser. Jeg kunne sige til mig selv, at sådan her oplevede mennesker samfundet, når de var kommet i problemer. Love regulerer vores adfærd. Derfor har vi dem. Det er et sæt spilleregler, der skal sørge for at vi ikke lever i anarki. Kunsten at forene en lov med virkeligheden er en evig prøvelse for politikere, jurister og dommere. Men i den sidste ende er der jo mennesker ude i samfundet. Så jeg synes selv, at det var spændende og vigtige jobs og uddannelser jeg fik mig,« siger Gottlieb.

Han tager en sip af kaffen, mens han er optaget af, at han ikke kommer til at fremstå arrogant eller bedrevidende. Han vil gerne have at artiklen bliver præcis og ikke overdrevet. Velvidende at pressen ikke altid fremstår med det bedste ry, forsikres han om at det hele er fulgt til punkt og prikke. Men at Ugens Kurt er blevet en tradition, hvor vi leder efter mennesket bag ved personen. Eller omvendt. Da snakken derfor falder på, hvorhen i Fredericia Gottlieb er flyttet, svarer han resolut:

»Jamen jeg er flyttet til Korskærparken. Det er et dejligt sted, og jeg trives rigtig godt med forskellige etniciteter. Det er helt perfekt«

Der er slet ikke noget akavet over hans tro på fællesskabet. Fra hans tid som sergent, tolk og omsorgsansat er han blevet præget af ideen om, hvad man kan gøre for andre eller hinanden. Spørgsmålet om integrationen i Danmark fylder også en del i hans verden. Han har været gift tidligere, og det gav ham et meget langt efternavn. Nu har har en kæreste. Fredericia er vokset og vokset på Jesper Gottlieb. Han fortæller om byens indre liv, når han går gennem gaderne eller bliver stoppet af en borger. Han har siddet på bibliotekerne rundt omkring i kommunen, så borgerne havde let adgang til ham. I begyndelsen fik han trykt postkort, så folk kunne få kontaktoplysningerne til Fredericia Kommunes borgervejleder. Han ville gøre det så trygt, nemt og tilgængeligt som han kunne. I dag er hans kalender hele tiden fyldt med aftaler. Borgerne i Fredericia er blevet flittige til at søge den uafhængige vejledning, hvilket ikke mindst blev forstærket, da Gottlieb kom i medierne forrige år under de daværende budgetforhandlinger. Forvaltningen havde nemlig foreslået byrådet at spare hans stilling væk, og der rejste sig en proteststorm fra byens borgere, der endte med en demonstration under et byrådsmøde. Politikerne var dog ikke interesseret i at få stillingen nedlagt, så de fastholdte den uafhængige borgervejlning. Efter den oplevelse kom der et stort boom i antallet af henvendelser.

»Jeg synes altid der har været meget at lave. Men det er klart at jeg sidste år kom på plakaten og noget mere end mine informationspostkort kunne give af respons. Mange vidste slet ikke at Fredericia Kommune havde borgervejledning, men nu er det noget, de fleste er blevet klar over. Nu er det ofte også ret tunge sager, der kan være komplekse at arbejde med, så jeg har mange møder, hvor borgerne beder mig om at deltage. Mit indtryk er at det gør mange borgere trygge, måske også fordi de ved, at jeg har tavshedspligt. Samtidig skal jeg heller ikke skriver journaler, for en borgervejleder har ikke notatpligt. For mange er det med til at øge deres tillid, så kommunen bedre kan få kommunikationen til at fungere”,« siger Gottlieb.

I hverdagen slapper han af i sit sommerhus når han har fri, går ture eller er sammen med kæresten. Meget af fritiden går også med læsning og samfundsforhold. Da han ikke har nogle børn, har han haft meget fritid i forhold til mange andre, der har stiftet familie. Det mener han selv kan forklare de mange uddannelser, han har taget undervejs i sit liv. Interessen for politik og samfundsforhold er dybt forankret i hans liv, og det deler han gerne med andre. Men som ansat af byrådet i Fredericia er han også opmærksom på, hvordan hans holdninger fremstår.

»Det er jo på en måde en form for kommunal ombudsmandsembede, hvor politikerne skal kunne have tiltro til, at jeg går ordentligt ind i et spørgsmål, de rejser om forvaltningen. Grundighed er derfor også vejen frem. I vores tid er der meget offentlig debat, og det går enormt hurtigt på eksempelvis de sociale medier. Ikke mindst borgerne har brug for ordentlig oplysning og information, og jeg tænker ind imellem at vi som samfund kunne være lidt bedre til at lytte til hinanden. Sagen er jo den, at alle kan få brug for hjælp af det offentlige. Faktisk tror jeg vi allesammen kommer dertil en dag. Eksempelvis ældrepleje,« uddyber Jesper Gottlieb.

Fredericia Kommunes borgervejleder Jesper Gottlieb (Foto: FA)

Lige nu arbejder han på sin årsrapport. Han vil endnu ikke løfte sløret for indholdet, men dog nok til at sige at der er borgere med behov for hjælp.

»Fredericia er en by, der har et behov for social indsats. Det ser man også i statistikkerne. Indenfor børn og familie, handicap og ældre er der mange sager, der hvert år skal behandles. Her ser jeg mig selv som byrådets uvildige embedsmand, der har dialogen med borgerne. Nu spørger du jo om det kommer borgerne til gavn, at jeg har en fortid med humanitær indsats eller omsorgsfag. Det skal borgerne jo svare på. Men jeg håber at det afspejler sig i mit engagement for at finde løsninger og dialog. Min erfaring er ihvertfald at dialog bygger broer, og broer kan man gå over. Manglende dialog graver grøfter, og dem falder man i,« slår Gottlieb fast.

Ugens Kurt er en engageret og viljestærk karakter, der har tilvalgt Fredericia som sin by. Han morer sig lidt over det med at være født indenfor eller udenfor voldene, fordi han endnu betragter sig selv som outsideren, der end ikke er født i Fredericia, men nu har fået Fredericia i sit blod.

»Som tilflytter har jeg været tiltrukket af gejsten og energien, der har skabt så meget for borgerne her. Alene den forskønnelse af Korskærparken som jeg nu selv nyder gavn af, er et tegn på den fightervilje, der er gemt i byens borgere. Når jeg møder dem rundt omkring i bybilledet, så ser jeg mig selv i det. Derfor er jeg også glad for at kunne sige til folk, at jeg nu bor her,« siger Jesper Gottlieb.

Vi slutter af med det obligatoriske foto til forsiden, så kigger Jesper på klokken. Næste borger venter ovre på Rådhuset, hvor han har kontor lige ved siden af byrådssalen.

»Nu kom jeg vel ikke til at se arrogant ud på de fotos. Jeg har det lidt svært med hvordan man skal smile på fotos”,« slutter Gottlieb. Men han forsikres om at det hverken er arrogant eller dårligt. Så slipper vi Ugens Kurt fri, mens vi fra Kurts Kaffebar og med udsigt til Rådhuset ser ham spadsere tilbage hen over pladsen.

Ugens Kurt: Finn Roy

Af
Andreas Andreassen
-
0

Ugens Kurt er indfødt fredericianer på den gamle måde: Sct. Josef indenfor voldene til klokkerne af Sct. Michaelis. Han er passioneret erhvervsmand, som han siger, elsker livet – og investerer gerne i mennesker og gode ideer. Ugens Kurt er Finn Roy.

Finn Roy kom til verden i 1958 på Sct. Josef sammen med sin tvillingebror, Bo Roy. Som sønner af Birthe og Preben voksede de op på Jægervej i Prangervejskvarteret. Livet var herligt, roligt og man fik lov at lege og være barn, fortæller Ugens Kurt, der kommer direkte fra sin torsdags-løbetur. 

“Jeg husker faktisk helt tilbage til min børnehave tid. Vi gik på Skjoldly, der lå ved siden af Skjoldborgvejens Skole. Bedstemor var backup, når børnehaven ikke var noget for os. Jeg husker rent faktisk, at jeg hylede helt vildt i børnehaven, og kom hjem til bedstemor i stedet, men jeg husker også de meget gode ting, som den fiskekutter, der blev installeret i børnehaven, samt at jeg lærte at binde snørebånd derovre,” fortæller Finn Roy. 

“Vi passede generelt os selv, og det var godt. Otte år gammel fiskede vi selv uden voksne – det tror jeg ikke, at man ser i da,” tilføjer han og uddyber om det frie liv.

“Vi gik også på Fritten (Fredericia Fritidscenter red.). Benny Lauridsen var leder, og en ting har printet sig fast i min hukommelse. Jeg husker, at da vi skulle konfirmeres inviterede Fritten vores forældre over til et arrangement, hvor vi skulle drikke os fulde. Man ville vise, hvordan vi reagerede, hvis drak. Det var vist meget eksperimenterede pædagogik. Den var ikke gået i dag. Det ville jo komme i Ekstrabladet,” lyder det fra Ugens Kurt med et stort smil efterfølgende.

Finn spillede håndbold i FIFerne og nød livet i Fredericia, men han ville gerne ud at se verden.

“Skoletiden var som den var dengang. Man passede sig selv, gik i skole, holdt fri, sov og gik i skole. Jeg havde Benny og Lone (Madsen red.) og så gik skolen sin gang. Efter 9. klasse tog jeg til USA for at gå på highschool. Jeg kunne godt tænke mig, at komme lidt væk og se verden. Jeg tror bare, at det var mig,” siger Finn Roy og fortsætter:

“Jeg gjorde det dog lidt vanskeligt. Jeg ville til et ikke-ryger-hjem, det var der ikke noget, der hed dengang.” 

Røg dine forældre også?

“Ja, for søren. De var storrygere. Vi troede faktisk ikke, at vi kunne finde et hjem, men det lykkedes, og så fløj jeg til Chicago. Jeg havde selv sparret halvdelen op. Det kostede 10.000 kroner. Jeg havde arbejdet i Købmandsgården på Prangervej og passet børn i Børnenes Vel i Kongensgade;” siger Finn.


“Jeg kom til Terra Haute i Indiana. Et lille lokalsamfund med en highschool. Jeg var heldig. Jeg rejste to-tredjedele af tiden. Familien rejste meget. Jeg husker blandt andet, at jeg var på Bahamas. Det var vildt. Jeg måtte ikke køre bil derovre som 17-årig europæer, men jeg måtte gerne tage flyvecertifikat, så det tog jeg. Det var fedt. Jeg boede i en familie med to voksne og fem børn. De var åbne for flere børn, så det var livet. Alt foregik i køkkenet, vi var altid sammen. Det var virkelig en god familie, der var ikke en amerikansk TV-dinner-familie. De ville hinanden.” 

Da Finn vendte hjem til Danmark var han forandret, men det vender vi tilbage til. 

“Jeg begyndte at arbejde på rørfabrikken; Dyrotan, der senere blev opkøbt af I.C. Møller. Det var et sommerferiejob, og jeg ville egentligt uddanne mig videre, men de slæbte mig til kontoret, fordi jeg kunne jo tale engelsk. Efter tre måneder blev jeg leder af deres eksportafdeling. Jeg var kun 20 år gammel. Jeg var faktisk i virksomheden i ni år, og vi gik fra at være 100 til 400 ansatte i Erritsø. Preben Dyhr var chefen, og han lykkedes meget godt. Han var en speciel og god chef. Han lod folk få ansvar uden selv at være god til at tage det,” fortæller Finn Roy. 

Efter et par år hos IC Møller rejste Finn og familien til Ringkøbing, hvor han blev tilbudt job som salgsdirektør i en forretning, der solgte fittings. 

“Jeg var der i seks år, og jeg endte med at overtage forretningen sammen med to andre, men tre er et umage par, og desværre var de to et par, så jeg sagde min stilling op og flyttede tilbage til Fredericia, hvor jeg så åbnede Fitting Specialisten i Snoghøj,” fortæller Finn. 

Livsmæssigt har Finn også tre sønner, der buldrer derudaf med virksomheden Ziito.

“Det er fantastisk at se, hvad de laver. Der er gang i dem. Men når du spørger om de har fået selvstændigheden af mig, så er det svært at sige, for de har faktisk altid været sig selv, men jeg husker da, at de fik en krone for at samle fittings, dertil kommer, at de lærte, at man skal arbejde hårdt for at tjene penge,” siger Finn og griner.

“Det var fedt at blive far. Der var fuld fart på. Jeg legede med drengene, og blev senere enig med mig selv om, at 80-100 timers arbejde om ugen skulle være 37 timer, og sådan blev det. Jeg har ikke arbejdet lørdag og søndag, siden jeg tog den beslutning, og dem som arbejdede på Fittings Specialisten havde fri kl.16.00,” fortæller Roy.

“I 1999 var en del af livsændringen også motion. Derfor skulle jeg dyrke triatlon. Det var faktisk Ole Mortensen (TØJeksperten/MIAMI red.) og jeg, der besluttede at dyrke tri. Det skulle vi fandme, sagde vi, og sådan blev det. Vi løb første gang i 2001. 

Hvordan var det så at starte et selskab op fra bunden? 

“Det var vildt spændende. Jeg startede jo ene mand, og 25 år siden solgte jeg virksomheden, hvor vi var 25 ansatte. Vi havde finanskrisen som et bump, der måtte vi skære lidt ned. Jeg husker det som en vanvittig tid. Jeg kaldte en af mine chefer op på kontoret, og sagde, at han skulle se ud på motorvejen. Vi måtte gøre noget, der var INGEN lastbiler. Vi tog på arbejde en søndag, og endte desværre med at fyre halvdelen af medarbejderne. Det var ikke sjovt, men alle kunne se, at der ikke var noget at lave. Vi kom dog igennem med sorte tal,” siger Finn.

Du sælger så livsværket efter 25 år, hvordan var det?

“Det var fedt, jeg havde altid vidst, at jeg ville sælge. Jeg har set for mange, der lod børn arve, og så går det a h til, hvilket er synd for dem. I stedet hyrede jeg en bestyrelse ind i god tid med det formål at sælge. Det tog fem år, og jeg havde ikke set det komme. Vi var ved at købe op – man siger, at man skal have en omsætning på mindst 100 millioner for at kunne sælge til en fornuftig pris. VI havde købt to og var ved at købe den tredje, men så sagde ham, vi skulle købe af: “Ved du hvad, du vil egentlig gerne stoppe med at arbejde, og jeg vil gerne fortsætte. Skal jeg ikke købe din virksomhed?”. OG jo, det skulle han da. Jeg fik den pris, jeg gerne ville, og 14 dage efter var jeg væk fra virksomheden og har ikke været der sidenhen,” fortæller Finn Roy og tilføjer:

“Jeg var meget afklaret. Det var kun prisen, jeg skulle have, og den fik jeg. Jeg havde jo hele tiden vidst, at jeg ville sælge, så da muligheden bød sig, var det bare at slå til.”

Var det for tidligt at blive “pensionerede”? 

“Nej, det synes jeg ikke. For godt femten år siden gjorde en fremtidsforsker virkelig indtryk på mig. Forskeren fortalte om de tre livsperioder var ved at blive til fire, hvor man faktisk pensionerede sig selv ret tidligt for at realisere og dyrke livet. Denne fase tog 10 år – og det er den fase, jeg har gang i. Jeg er afklaret med, at jeg ikke kunne blive traditionel pensionist. Jeg har mange interesser og et stort netværk, hvilket tiden går med. Det er et priviligeret liv. Benedicte (Finns kæreste red.) og jeg går begge hjemme. Hun arbejder i sit værksted og jeg investerer, samt dyrker mine interesser med cykling, løb og venner. Det er egentlig ret fedt. Vi har også købt en autocamper – og det med at køre til en by eller område, og bare lige stoppe op. Det er fantastisk,” fortæller Ugens Kurt. 

At Finn vil leve livet og møder det positivt, er man ikke i tvivl om, når man har drukket kaffe med ham. Han laver flere gange i samtalen en række skift – blandt andet, da han fortæller om Afrikas største bjerg. Kilimanjaro. 

“En kammerat, jeg lærte at kende i 1. klasse, var flyttet tilbage til Fredericia. Vi har i øvrigt næsten fødselsdag samtidig – henholdvis den 13 og 21. april spurgte om, vi ikke skulle tage til Afrika og bestige Kilimanjaro – og det skulle vi da. Det var en vild oplevelse. Vi kørte ude i ingenting – og pludselig stod der et bjerg lodret op i luften. Jeg måtte desværre give op 100 meter før målet – 5900 meter oppe ved Stellas Point, men det var stadig fedt. Jeg havde desværre ikke mere luft. Men alt i alt var det en fantastisk oplevelse. Som jeg har sagt, så er det meget priviligeret at kunne disse ting. Jeg har et godt liv, og ro i sjælen.” 

 Som barnefødt, hvordan ser du Fredericias rejse? 

“Den er vild. Fredericia har eksekveret til sit max. Det er gået fantastisk for byen. Jeg synes også, at jantelovsånden er blevet lagt på hylden, hvilket er godt. Det giver udvikling, når man lægger den på hylden,” siger Finn. 

Du har vel set det modsatte i USA, altså der var ikke den danske jantelov?

“Ja, i Amerika kammer det måske over, men vores ånd har godt af lidt Amerika. I USA er skellet også meget stort mellem rig og fattig, sort og hvid, det har vi heldigvis ikke Danmark, så det er mere pointen i, at hvis man lader nogle gå frem, så skaber de noget, og i Fredericia har mange været med til at skabe en helt ny by, der gør det godt,” slutter Ugens Kurt, der skal videre ud i livet. Turen går indenfor 24 timer til Klitmøller. 

Ugens Kurt: Morten Svanborg

Af
Patrick Viborg Andersen
-
0

Han er født i Fredericia, hvor han har boet hele sit liv bortset fra et enkelt år i Esbjerg. Han kender så mange veje i Fredericia, at kollegaerne spørger ham, hvor vejen er, hvis de er i tvivl. For nylig blev han konstitueret leder af Vej og Park. Ugens Kurt er Morten Svanborg.

Morten er født i 1988 på Fredericia Sygehus. I dag er han gift med Mia, som han har to børn sammen med. I de helt unge år boede Morten på Baldersvej, men så flyttede familien ud til et nyere parcelhus i Erritsø, hvor Morten også havde sin skolegang på Bakkeskolen.

“Det var et godt sted at gå i skole, synes jeg. Der var nogen forskellige klynger, hvor man var de mindste, de mellemste og så de ældste,” siger Morten og husker tilbage på kammerater og lærere fra skoletiden:

“Jeg er ramt ind i flere af dem efterfølgende, blandt andet Anders Axø, der var viceskoleleder. Han var børne- og ungechef også. Der er også flere, som jeg har   set i bybilledet, hvor jeg kan huske dem fra skoletiden. Jeg husker tydeligt Bente, der var min dansk lærer. Der var forskellige grupper i klassen, hvor der var dem, der var glade for at gå i skole, og så var der dem, som også var glade, men hvor der også var lidt gang i den. Hun formåede at sætte skik på det hele,” siger Morten og kommer ind på, hvilke fag han synes om:

“Jeg var glad for at gå i skole, men der var fag som Kristendom og historie, som jeg ikke var så glad for. Jeg var mere til matematik og fysik,” siger Morten, der i fritiden spillede fodbold i EGIF:

“Jeg har spillet både fodbold og badminton, men jeg spillede primært fodbold og det gik jeg til i 12-13 år. Det bedste til badminton var, når vi spillede fodbold til opvarmning, men det var en god vintersupplering så der var badminton en dag i ugen og fodbold en dag i ugen,” siger han.

Med interesse for særligt matematik og fysik i folkeskolen valgte Morten at starte på HTX, hvor han tog den tre-årig gymnasielle uddannelse på Teknikervej i Erritsø.

“Det var godt at komme et sted hen, hvor de tekniske fag fyldte. Filosofi og sådan nogen af de rummelige fag var ikke lige mig. Jeg vil have ting, hvor man kan finde en løsning,” siger Morten.

Vi begyndte at tale om, at den nye HTX-bygning, og meget apropos så startede Morten faktisk på HTX kort efter skolen var flyttet ud til Erritsø.

“Den var næsten lige flyttet fra Middelfart til Fredericia, da jeg gik der. Den var slet ikke så stor som i dag, men det var fine forhold og dygtige lærere, der brændte for at lære os en masse. Nu er den blevet opgraderet til en version 2.0” siger Morten med et smil og fortsætter:

“Jeg husker, at vi havde Teknikfag, hvor vi prøvede en masse forskellige ting. Flere af lærerne var ingeniører, og det prægede mig i retning af det jeg valgte efterfølgende.”

I folkeskolen havde Morten en idé om, at han skulle være tømrer, da han godt kan lide at lave ting med hænderne. Det samme tilbage fra det daværende Erritsø Fritidscenter, hvor Morten gik.

“Det var et virkelig godt sted. Det var et sted, hvor jeg fik lov at bruge det til at lære mig selv at kende. Jeg brugte mange timer i værkstedet, og længe før man fik elløbehjul prøvede jeg at bygge et løbehjul med motor. Der var også mulighed for at spille stikbold og sådan noget, det var et dejligt fritidssted,” siger Morten.

Efter endt HTX læste Morten videre. Valget faldt på bygningsingeniøruddannelsen i Horsens.

“Det var meget bredt i det første semester, hvor man kom igennem ting som konstruktion, anlægsfag, vejfag, varme, vandinstallation og kloak. Man specialiserer sig efterfølgende, og der fangede det med veje mig,” siger Morten og kommer ind på, hvad der fangede ham ved veje: 

“Det er spændende. Jeg bliver tit spurgt, og veje er noget alle har en holding til, lyder mit svar. Vi færdes alle  i trafikken på forskellige måder, og derfor er det spændende at præge det og arbejde med det. I arbejdet med veje kigger man på forskelige forhold, og det er ikke altid, at der er én løsning og ofte er der i stedet flere muligheder. Så man er nødt til at forsøge og tage hensyn til alle parametre.”

Igennem en del år har Morten arbejdet hos Silvan, og det endte med han blev tilbudt en stilling som afdelingsleder.

“Jeg tog derfor en merkonom i ledelse. Jeg var kørt lidt fast på den sidste del af ingeniøruddannelsen, hvor der var en masse vejprojektering,” siger Morten, der endte med at bruge uddannelsen som bygningsingeniør: 

“Jeg fik et job i Silkeborg Kommune efter, at jeg var flyttet tilbage til Fredericia. Efterfølgende blev der en ledig stilling i Fredericia, og den fik jeg,” siger han og fortsætter:

“Der er masser af store og små ting, som er blevet gennemført imens jeg har været i kommunen. Det er ikke mig alene. Vi er et stort hold i min afdeling, der i fællesskab arbejder for at udvikle og bygge blandt andet nye cykelstier og kryds. I min tid har vi bygget Vejle Landevej og Snoghøj Landevej blandt andet,” siger Morten og løfter sløret for, hvorfor man bygger, hvor man gør:

“Vi kigger på trafik, uheld og borgerhenvendelser og det vi selv ser. Jeg kommer selv i det meste af byen, både når jeg er på arbejde og holder fri. Jeg cykler en del, og når jeg er afsted er det ting, som jeg ser på,” forklarer Morten, der er blevet lidt “fagskadet”:

“Når vi er på ferie, så kigger jeg typisk på, hvordan de forskellige forhold er. Der er blandt andet et feriebillede af mig på Fanø, hvor jeg fandt inspiration til vejting mens resten af familien kiggede på solnedgangen.”

Vej og Park får rigtig mange henvendelser fra borgere. Nogen kan bruges til noget, og andre er inputs, som man ikke rigtigt kan bruge.

“Mange gange er det er et ønske fra folk, der selv har oplevet noget i deres hverdag. Vi noterer det hele ned, og så ser vi hvad vi kan gøre, nogle gange kan vi løse noget her og nu, og andre gange når vi har projekter. Mange gange giver de henvendelser vi får rigtig god mening, og andre gange, særligt på Facebook er det “bare”  utilfredse borgere som giver deres lidt ufiltrerede mening til kende. Men vi er glade for, at folk kommer med deres input. Det er med til at kvalificere vores arbejde, og det sætter vi stor pris på,” siger Morten.

Som født og opvokset i Fredericia har Morten selv oplevet, hvordan byen har udviklet sig, særligt i de seneste år.

“Det er fedt, hvad der er sket de seneste år. Hvis man kigger lidt tilbage, og så er det helt vildt hvordan byen har flyttet sig. Nu sidder vi her på kaffebaren, og ser hvor mange folk der er her omkring. Man kan mærke, at folk brænder for at gøre en forskel,” siger Morten.

Hvordan ser fremtiden ud?

“Jeg håber at kunne få lov og lave det jeg laver i mange år, det er super spændende. Jeg er glad for at være her i kommunen, og jeg vil gerne være med til at gøre vejene bedre og arbejde med, at vi bliver endnu bedre til fortælle, hvad vi har gang i. Det er ikke af ond vilje, hvis vi ikke informerer om alting, for det vil vi rigtig gerne, men vi når det ikke altid. Særligt i øjeblikket er der gang i rigtig meget rundt omkring i kommunen,” siger Morten, der eller går meget op i, at fremtiden ser god ud for hans børn på 2,5 og 4,5 år:

“Det er glædeligt, at der sættes penge af til børne- og skoleområdet. Det er godt at kigge frem mod, når man kigger på det med mine egne børn, der skal vokse op her i byen.”

På hjemmefronten nyder familien godt af, at Morten elsker håndværk.

“Der er ikke nogen projekter i år, men det har jeg sagt før, hvor der så skete noget alligevel. Vi har splittet det hele ad tidligere, hvor vi brækkede køkken, wc og bryggers ned. Vi fik lidt håndværker hjælp til noget af det, men jeg lavede selv gulve, køkken og lignende,” siger Morten og kommer ind på børnenes fritid:

“De går til trilletrolde håndbold i EGIF, og det er et supertilbud. Man er med som forældre,  og det er nogen, der selv spiller håndbold, der er trænere. Så det er rigtig godt.”

Slutteligt fortæller Morten, hvad han ellers bruger fritiden.

“Rigtig meget tid går med arbejde, og ellers går tiden med børnene og konen derhjemme. Det går derfor meget op i børn, hus og have. Der er forskellige perioder i ens liv, og børnene er i den alder, hvor det er dem, der har fokus,” slutter Morten.

Ugens Kurt: Michael Kristensen

Af
Matthias Runge Madsen
-
0
Michael Kristensen

Han er født i København, haft sin ungdom i Vamdrup inden han endte her i Fredericia. Han skulle være skolelærer, men i stedet endte han med at sælge gulve og tæpper før han overhovedet nåede seminariet. Det har han gjort i efterhånden mange år – og ja, så har han også startet sin egen virksomhed, der fortsat sælger gulve og tæpper til fredericianerne. Ugens Kurt er Michael Kristensen, direktør i BT Gulve.

Michael har allerede taget plads på hjørnebænken på Kurts Kaffebar da jeg træder ind ad døren. Vi hilser pænt, men det ellers faste håndtryk fra Michael er ikke passende i denne tid, så det blev den halvakavede albue-hilsen – men sådan må det jo være. Jeg tager plads i stolen overfor, finder computeren frem og så er vi klar. Michaels liv rummer mange forskellige historier, ja så mange at han bad indehaveren af kaffebaren om en nøgle til at låse efter os, når vi var færdige engang i nat.

“Jeg kom til Fredericia i 1983, der var jeg 23 år gammel. Jeg er født i København, hvor jeg voksede op indtil jeg fyldte 12 år. Så blev jeg flyttet til Vamdrup, og ja – jeg mener at jeg blev flyttet til København. Det var et meget stort skifte for mig lige der i teenagealderen. Men det skulle vise sig, at jeg faldt til lige med det samme i  Vamdrup”, forklarer Michael.

“Jeg færdiggjorde min real og derefter var planen at jeg skulle have et års orlov inden jeg skulle læse til lærer i Jelling. Derfor kom jeg ind som arbejdsdreng hos et gulvfirma i Kolding, hvor jeg så endte med at komme i lære. Ikke som håndværker, men som diskenspringer. Jeg kan ikke håndværket med hænderne, men jeg kan det med øjnene og hovedet”, fortsætter han.

Det gode salg trak mere end lærerjobbet

Hvorfor droppede du planen om at blive lærer?

“Hvis jeg var gået den vej ville jeg have kedet mig helt vildt. Jeg ved ikke om jeg ville have holdt det ud. Men omgangen med børn og unge fascinerer mig og har altid gjort det. Det at man med børn og unge kan få dem til at lege og komme ind i en fantasiverden, indtil de får den skeptiske alder, det er spændende. Et eller andet sted er Erritsø dilletant også en leg for voksne”, fortæller han.

“Det primære var faktisk det, at jeg oplevede det at have med salg at gøre. At lære at sælge, at sælge på den gode måde, ar opleve folks glæde ved at have solgt dem det rigtige. Dengang var det meget gulvtæpper. Det var en tid hvor det gik stærkt. Det var for øvrigt også et godt lærested – specielt fordi jeg valgte her i Fredericia at blive kollega med min tidligere læremester”, lyder det opfølgende fra Michael. 

“Jeg synes det at have en specielviden om noget og kunne både skabe gode ideer til folk og så fremfor alt det at det er hele tiden nye kunder. Det er nye mennesker, det er nye kontakter. Folk kan komme 3-4-5-10 år efter og fortælle at de mu kommer for at købe til et andet rum. Jeg har i over 35 år haft kunder jeg har handlet med hele perioden – og som jeg stadig handler med. Det der betyder mest for mig er at folk kommer igen. Så har det så været suppleret med en hel masse netværk ved siden af arbejdslivet”, forklarer han.

“Jeg var i lære og da jeg så var udlært var der krise i byggeriet. Så i 1,5 år var jeg bestyrer i en legetøjsforretning i Kolding. Det var et sjovt spring, for det var også salg. Jeg har stået og repareret tog, sat arme på dukker og byttet sutter til dukker – det var jo en del af byttehandlen. Jeg har også oplevet at nogen gerne ville have sutten igen få timer senere”, siger Michael og fortsætter:

“Jeg lærte fantastisk meget, både omkring service – ofr det er noget helt andet en at sælge tæpper og gulve, men når jeg tænker over det handler det stadig om den gode service og at folk kommer igen. På den måde var det fantastisk. Jeg havde mange sjove og fantastiske oplevelser i den branche”.

Den gamle Gerhard Kristiansen, ejeren af GH legetøj, lærte mig at: 

Har man rod på skrivebordet, så har man rod i hovedet. Orden var ikke noget man lavede, det var noget man holdt.

Gerhard Kristiansen, GH Legetøj

Gensynet med Benny, et forretningseventyr og toppen af Dansk Byggeri

“Så kom jeg til Fredericia og blev kollega med Benny (Thomhav, red.) og var det i rigtig mange år. Der har vi så udviklet BT Gulve indtil han gik på pension. Så har det siden været sammen med min gode ven Jan (O. Larsen, red.), som jeg stod i lære med i Kolding. Filosofien var, at når man indgår et kompagniskab er det ligesom at indgå i et ægteskab. Det handler 100% om tillid, om plads til hinanden, om at være ærlige overfor hinanden”, forklarer Michael Kristensen.

“Og så handler det om at respektere hinandens svage og stærke sider. Man skal forstå, at der hvor den ene er stærk er den anden måske svag, der skal man give plads. Jeg finder nok en dag den stærke side jeg har”, siger Michael med et grin, inden han fortsætter: 

“Det synes jeg har været kendetegnende. Hvis vi skulle have nye afdelinger var det under forudsætningen, at vi havde nogen med der havde noget i det økonomisk, de skulle have hånden på kogepladen. For man må konstatere, at i de fleste tilfælde er engagementet meget større hvis man er en del af noget”.

Jeg ved at du har arbejdet meget i flere foreninger, blandt andet Dansk Byggeri, Fredericia Håndværkerforening og andet?

“Jeg har lige fra jeg gik i skole været organisationsmenneske. Elevrådet, skoleblad og alt det der. Men for alvor da jeg kom til Fredericia blev jeg en del Junior Chambers. Det er et forum hvor man er sammen med ledere, det er et netværk hvor man lærer ting. Man lærer at holde tale, man lærer at debattere, man lærer en masse at kende og lærer en masse om at engagere sig med mennesker. Det har givet mig mere mod på organistionsarbejdet og givet det noget struktur”, forklarer Michael.

“Jeg at synes de alle har været brikker i et større puslespil. Når man ser på mig er jeg jo mange brikker”, siger han og fortsætter: “Det største minde for mig var egentlig da jeg blev valgt til hovedbestyrelsen i Dansk Byggeri og efterfølgende fik lov at blive næstformand. Den vil jeg godt sige, at det havde jeg ikke set komme, at en dum lille gulvmand fra Fredericia med en realeksamen kunne sidde i hovedbestyrelsen for 6.000 virksomheder. Og at jeg efterfølgende blev næstformand, det var nok synes jeg et skulderklap udover det sædvanlige”.

“Jeg sidder stadig som formand for brancheforeningen Gulvbranchen i Danmark sig har været der i mange år”, supplerer Michael.

“Så nyder jeg også at være formand, nærmere en del af Håndværkerforeningen. Man bruger vel ikke 25 år af sit iv på det ellers. Det er selvfølgelig for at få et godt netværk, men jeg synes det er vigtigt at håndværkerforeningen engagerer sig. Vi har et fantastisk samarbejde med kommunen, men vi har også en social del, hvor håndværkerne møder hinanden og måske nedlægger en eller anden ligegyldig strid fra en byggeplads. Så kan man måske lige få den lagt i graven, så vi godt kan møde hinanden igen. Det har været meget meget givende”, fortæller han.

En legeplads for voksne

Det er ikke alt for Michael der er seriøs forretning og interessevaretagelse. Han har nemlig fundet et hjertebarn, der betyder meget for ham: Erritsø Dilettanterne. ”Det er et frirum. Et frirum på den måde at få lov at lave amatørteater med stort amatør, hvor man samler mennesker og vokse en forestilling ud af det. De sidste 8 år er tilskuertallet gået fra 300-400 – og i år ville vi have rundet 10 forestillinger og 1000 tilskuere. Der skylder jeg et klap på skulderen til dem der er med på holdet. Det er en holdindsats”, forklarer Michael.

“Det er folk som mærker det der kick det er at få lov at stå på en scene og glæde folk. De gør det 100% af egen fri vilje, det er rent frivilligt og hele overskuddet går til EGIF. Det er klart, at det at være med til noget der bare vokset. At opleve at tilskuerne til et amatørteater af sig selv rejser sig op og klapper. Man bliver så glad. Det er bare imponerende. Håndværkerforeningens medlemmer har købt forestillingen i 15 år. Biletterne bliver revet væk. Det synes jeg på en eller anden måde er helt fantastisk”, fortsætter han.

“Hvad kan det så? Jeg tror at folk kommer ud og sidder i et forsamlingshus, der er ingen mikrofoner, en suflør sidder i kassen, som man til tider kan høre, for det skal man kunne. Det er ligepå. Det kan ikke spilles om. Der kommer de fejl der kommer. Det at folk sidder nede i salen og kender dem der står på scenen, det er bagermesteren, det er blomsterhandleren og måske naboen. Det gør at folk bare er glade. Man kan også have en fornemmelse af, at folk lidt håber på, at der kommer fejl. Det er det man ellers ikke oplever hvis man går i teateret. Jeg plejer gerne at sige at det er skolekomedie. Det er rigtig rart. Det er skønt at opleve, at folk står i kø for at få lov at se det. Det er rent faktisk heller ikke et problem at få folk til at spille med. Man må sige, at de fleste der prøver det, de bliver ramt lidt ligesom en virus, uden sammenligning i øvrigt. Der går nogle år til overtalelse, men når de først prøver det så er det fantastisk. Så er der et indbyrdes kammeratskab der er helt fantastisk”, siger Michael Kristensen.

Autocamper, dart og bøger

Erritsø Dilettanterne er et afbræk fra erhvervsverdenen, men derhjemme har han en base som han nyder. Den faste base kan også skiftes ud med en mobil-base, for Michael kører gerne en tur i sin autocamper.

“Jeg er så heldig at være gift. Når jeg er privat er jeg i Trelde, jeg nyder naturen med min kone og min hund. Jeg nyder, at være sammen med den smule familie vi har – og selvfølgelig alle vennerne. Så har jeg en autocamper, som vi har kørt de sidste 12-13 år. Når vi har fri, så kører vi autocamper. Min kone har tigget om en i tredive år – og for 12 år siden overgav jeg mig og købte en brugt. Men det var en kæmpe oplevelse. Vi har været overalt i Danmark og i Europa. Det er helt fantastisk. Jeg kan også godt lide at læse en bog”, fortæller Michael.

Hvilken lengre er din favorit?

“Det er krimi og det elsker jeg. Og så er det portrætter. Der er jeg sådan set ligeglad hvem det er, det at opleve hvem de er. Så læser jeg også dilettantstykker, jeg skal hele tiden være på forkant. Jeg har lige nøjagtigt før vi mødtes at beslutte mig for stykket næste år. Jeg ved nøjagtig hvad vi skal spille – og folk skal glæde sig. Det bliver forrygende”, siger han med et kæmpe smil. 

“Så er jeg begyndt sammen med min bedre halvdel at spille dart for sjov. Så vi spiller hver dag lige før aftensmad. Det har smittet på en del familie og venner, der nu også spiller dart. Engang var det ret spil på et værtshus, men man bliver grebet af det”, fortæller Michael.

Fremtiden?

“Jeg håber egentlig at de stadig vil have mig i firmaet – og så kunne jeg godt på sigt tænke mig at få nogle bestyrelsesposter i virksomheder. Jeg vil også kaste mit hjerte på frivilligt arbejde. Hvad det er vil jeg lade stå åbent. Der er ingen tvivl om, at vi skal køre dilettant et par år endnu”, lyder det afslutningsvist med et grin fra Michael Kristensen.

Ugens Kurt: Jimmi Gabriel Andersen

Af
Matthias Runge Madsen
-
0

Oftest finder man ham i thansen ARENA med en harpiksindsmurt bold i hånden. Han er 27 år gammel, født og opvokset i ghettoen. For fire år siden blev Aarhus og Egaa skiftet ud med Fredericia. Sidste år sagde han “ja” til hans gamle efterskoleveninde, der nu er blevet hans kone. Ugens Kurt er Jimmi Gabriel Andersen.

Lad mig indlede denne artikel med en Disclaimer: Jeg kender Jimmi bedre end de fleste, men det er jeg overbevist om kun gør historien endnu stærkere. Men selvom jeg kender Jimmi godt, så er det først efter hans flytning her til byen, så hans forhistorie kender jeg kun i glimt. Jeg var derfor meget spændt på hvad hans fortid byder på. Jeg ved, at han er opvokset i en ghetto, at skolen ikke var hans favorit – og at han egentlig ikke gad at stå på mål. Men resten var jeg spændt på at høre mere om.

Mormor og morfar har været med land og rige rundt

“Jeg er født i Aarhus, hvor jeg er vokset op med min mor og lillesøster. Det var fint. Jeg havde min mormor og morfar der boede i blokken overfor. De var altid klar til at hjælpe hvis der var behov for det. Min morfar har kørt land og rige rundt og at se mig spille fodbold”, fortæller Jimmi med et grin, inden han fortsætter:

“Min mormor stod nede ved siden af målet da jeg stod på mål, hun fik engang at vide, at der skulle hun ikke stå, fordi hun forstyrrede mig. Men hun fik ham fortalt, at det skulle han bestemt ikke blande sig i, så hun blev stående”.

De to har betydet meget for min søster og mig i opvæksten, fordi de var så tæt på som de var. De hjalp til hvor de kunne. 

Jimmi andersen

Du er vokset op i et udsat boligområde. Hvordan var det?

“Jeg tænkte overhovedet ikke over i min barndom, at jeg boede i en ghetto. Jeg havde mine kammerater, der var nogen jeg enten gik i klasse eller parallelklasse med på den lokale skole. Det var akkurat de samme knægte jeg spillede fodbold med, de samme jeg gik i SFO med. Det var et område hvor alle kendte alle – og alle var sammen med alle”, fortæller han.

“Faste legeaftaler fandtes ikke, man mødtes bare på legepladsen eller tog sin cykel og cyklede op på boldbanerne. Der var altid nogen. Så var man der til solen gik ned. Så kom man halvanden time for sent hjem, fik en skideballe og så i seng. Men meget af tiden gik med at cykle rundt eller hænge ud oppe på fodboldbanen”, forklarer Andersen.

Hvad med skole?

“Skolen var ikke noget der tiltalte mig på nogen som helst måde. Jeg havde utroligt svært ved at følge med. Jeg var sen til at lære at læse. Det var først på et højskoleophold hvor jeg var afsted med min mor og søster i 5. Klasse, at jeg lærte at læse”, fortæller Jimmi og fortsætter: “Det var gennem samlingen af Dragonball-bøger. Det var det første jeg fandt en interesse i. Derfor måtte jeg lære at læse dem for at stille nysgerrigheden. Det halve år jeg havde der, det var det halve år jeg lærte at læse”.

“Men interessen for skolen var der bare ikke. Det resulterede også i mange timer hvor jeg enten ikke var en del af timen; enten fordi jeg var smidt ud eller var gået. Ellers mødte jeg slet ikke op. Omkring 7. Klasse fandt jeg ud af, at min mor tog tidligt på arbejde, hvilket gjorde at jeg var alene hjemme. Der var da dage hvor snooze-knappen blev trykket på et par gange – og når jeg ikke gad det mere slog jeg den bare fra”, fortæller han med et grin.

“Jeg skifter skole for at prøve noget nyt. Jeg har i mellemtiden skiftet fodboldklub, hvor jeg fik nye holdkammerater. Jeg begyndte at overnatte ved min farmor der bor nær fodboldklubben og lige ved siden af ligger en skole. I 8. Klasse skifter jeg dertil for at se om det ville hjælpe på min lyst til skole. Om det gik så meget bedre, det tror jeg ikke det gjorde. For mig var det mere kammeraterne og fodbold og håndbold der trak”, forklarer Jimmi.

“Det var jo fodbold og håndbold alle ugens dage og så kampe i weekenderne. Jeg havde også så småt fundet en interesse i at blive så god som overhovedet muligt i håndbold. Fodbolden var begyndt at blive en hygge-beskæftigelse, hvor de fleste af mine kammerater var. Men jeg kunne mærke på mig selv, at det var håndbolden der trak”, siger han og fortsætter:

“Det var det jeg synes der var sjovest, ikke nødvendigvis fordi jeg var bedst til det. På daværende tidspunkt havde jeg også min onkel som træner og synes at det var vældig sjovt og spændende, at ens onkel der ikke er meget ældre end en selv fik lov til at træne en”.

Nu gik vi fra fodbold og ind i håndbold. Hvornår startede det?

“Håndbolden kom i 6. Klasse”, fortæller Jimmi og fortsætter: “Der var nogle kammerater der var begyndt til det, og de spurgte om ikke jeg ville med. Jeg tog med en dag og synes at det var sjovt. Jeg var en stor dreng og højere end alle de andre. Jeg fandt lysten til at være i marken i håndbold, hvor jeg prydede den aarhusianske ungdomsrække med en perlerække af mål ude bagfra”

Jeg havde stadig den der lidt drøm om ikke at skulle stå på mål, som jeg gjorde i fodbold. 

Jimmi andersen

Jeg ved at du var afsted på efterskole i Oure. Hvordan blev det aktuelt?

“Oure blev til efter, at jeg som U14-spiller begyndte at stå på mål. Vi ender til DM og da vi kommer hjem fra DM ringer Oure og siger, at de har en plads til mig hvis jeg vil have den. Den tager jeg imod”, fortæller Andersen.

“Jeg er sikker på, at jeg bare skal ned og indtage GOG og være en fandens karl der spiller en masse håndbold. Jeg er egentlig slet ikke klar til at skulle afsted og stå på egne ben – slet ikke i forhold til skoledelen”, siger Jimmi og fortsætter: “Det viste sig hurtigt, at håndbolddelen holdt stik. Jeg var så heldig, at jeg kom på GOG-holdet og spillede der det første halve år. Skolen startede fint, alt er nyt, det hele er spændende. Men som året går og som vintermånederne kommer frem begynder dynen at trække mere og mere”.

“Den dag i dag er jeg forarget over, at jeg kunne gennemføre mit år på Oure. Jeg tror, at jeg havde en fraværsprocent langt over det tilladte – og karakterne var ikke noget at råbe hurra for. Jeg gennemførte kun lige med nød og næppe. Heldigvis havde jeg hjælp fra en rigtig sød veninde jeg fandt nede på efterskolen – som senere hen skulle vise sig at være hende jeg giftede mig med”, fortæller han og tager hul på den næste del af fortællingen om hans liv: Kærligheden.

Fra bedste venner til ægtefæller

Cecilie Gabriel og Jimmi Andersen blev sidste år, 6. Juli, gift. Så nu er det Hr. Og Fru Gabriel Andersen. Men det har ikke altid været på tale, at de to skulle finde kærligheden i hinanden. Faktisk var der ingen kemi på den front i hele deres efterskoleophold, fortæller Jimmi.

“På efterskolen blev vi bedste venner. Hun var god til at komme og vække mig, efter at hun havde spist morgenmad. Hun tog min dyne og sørgede for at jeg kom afsted. Ellers var hun god til at bruge eftermiddage og aftenener med mig, hvor hun hjalp mig med lektierne”, siger Jimmi.

Jeg ved, at der er en historie om første gang Cecilie så dig?

“Første gang hun så mig, har hun efterfølgende fortalt, at det var til try-outs der foregår inden man starter på Oure. Det var der man blev udtaget til det kommende GOG-hold. Der havde Cille, der spillede i GOG på det tidspunkt, siddet med hendes holdkammerater og set drengene træne”, indleder Jimmi historien og fortsætter: “Uden at lyve kan jeg godt sige, at armbøjninger aldrig har været en spidskompetence for mig. Vi skulle i løbet af træningen tage armbøjninger. Jeg husker det ikke selv, men jeg har fået fortalt at jeg ikke var særligt god til det”.

“Da hun så fik øje på en halvbuttet knægt der ligger på gulvet og prøver at tage armbøjninger, der peger hun og siger ‘se, ham den tykke kan ikke finde ud af at tage armbøjninger’. Det var det første møde mellem min kone og jeg”, lyder det med et grin fra Andersen.

Hvordan udviklede jeres venskab sig til der hvor I er i dag?

“Venskabet blev rigtig stærkt på Oure. Jeg var sikker på, at det nok skulle holde efter Oure, for ellers kunne vi jo bare se hinanden til stævner og det – for dem er man jo hele tiden afsted til. Men jeg måtte hurtigt sande at der er langt fra Aarhus til en lille landsby 15 km syd for Odense. De daværende sociale medier var ikke som i dag, der var Arto og Facebook, men ikke ligesom i dag hvor man virtuelt kan være sammen på helt andre måder end de muligheder vi havde for bare 11-12 år siden”, fortæller Jimmi og fortsætter:

“Så kontakten slap op efter noget tid. Men så viste det sig, at Cille skulle til Handelsskole DM i Thisted. Hun gik på HHX i Odense og jeg gik på HG i Aarhus. Hun skrev og spurgte om jeg skulle derop, men det måtte jeg ikke for min U18-træner. Han havde en stram politik omkring det, for man skulle ikke blive skadet”.

“Men uden at det kommer som et chok for den kære Jesper Houmark, der også dengang var min træner, spillede jeg til det Handelsskole DM. Jeg tog derop, spillede samtlige kampe og mødtes med Cille. Det var første gang siden Oure vi så hinanden”, supplerer han.

Hvad der helt præcist skete i Thisted, det er jeg ikke sikker på

Jimmi andersen

“Vi gik fra at være bedste venner spå Oure, hvor det ikke havde strejfet mig at der var mere end venskab. Men der blev tændt noget i mig i Thisted. Vi holdt kontakten, snakkede sammen og mødtes. Det udviklede sig langsomt til nogle følelser, som vi begge var lidt i tvivl om hvordan vi skulle håndtere. Vi var rigtig glade for hinanden, men vi var også bange for at miste det vi havde fået igen”, fortæller Jimmi og fortsætter:

“Der gik faktisk 1,5-2 år inden jeg på hendes fødselsdag spurgte om ikke hun havde lyst til at vi skulle være kærester. Der boede hun stadig i Odense og jeg i Aarhus. Så der skulle tilbagelægges et par kilometer med tog”.

HG, kontanthjælp og vejen til Fredericia

Med en kæreste i Odense og en bopæl i Aarhus var der lagt op til et vaskeægte langdistanceforhold. I det daglige liv i Aarhus gik mange af Jimmis vågne timer med håndbold, men der skulle også en uddannelse i hus.

“Jeg får færdiggjort min HG – og det med en fraværsprocent der om muligt var højere end på Oure. Karakterne var heller ikke her noget at råbe hurra for. Jeg vidste på det her tidspunkt ikke hvad jeg ville med livet, så jeg endte faktisk på kontanthjælp efter min HG”, fortæller Jimmi.

“Det eneste der faktisk holder mit humør oppe i Aarhus, det er håndbolden. Jeg vinder U18 DM og håber stadigvæk, at der nogen der ringer eller noget, hvor man kan skrive en kontrakt og blive professionel. Men jeg ender med at vende tilbage til undgdomsklubben, HEI, hvor der var en masse af mine håndboldkammerater der også rykkede ud”, siger han og fortsætter:

“Det første år efter HG spiller jeg 3. Division i HEI, træner lidt med i Aarhus Håndbold. Jeg bor hjemme ved mor og får stadig kontakthjælp, fordi jeg ikke fandt en praktikplads efter HG. Den eneste der stiller nogle krav til mig i den periode er Cille”.

“Sommeren nærmer sig – og hun har søgt ind på Aarhus Universitet. Vi taler om at flytte sammen, men at leve på en kontanthjælp og en SU i Aarhus er ikke nemt. Så hvis hun skal flytte til Aarhus og bo med mig, så skulle jeg have fundet et arbejde”, forklarer Jimmi, inden han fortsætter: “Det ender med at jeg finder et halvårs pædagogmedhjælper job. Hun flytter derop og vi flytter sammen i Højbjerg. Det halve år jeg var pædagogmedhjælper har en stor indvirkning på, at jeg sidder her i dag som pædagog, tænker jeg”.

Det tændte en gnist inde i mig det her med at arbejde med børn.

Jimmi andersen

“Jeg valgte efter det, eller rettere i løbet af det halve år, at søge ind på uddannelsen til Pædagogisk Assistent. Jeg troede, da jeg afsluttede HG, at jeg var færdig med alt der hed uddannelse. Det der skole er aldrig noget jeg ville kunne synes godt om”, fortæller Jimmi og fortsætter:

“Men PAU lærte mig at gå i skole, det lærte mig at lave lektier og det lærte mig meget om mig slev og hvordan jeg gerne vil fremstå overfor andre. Den gav mig værktøjer til at arbejde med mig selv, men også de mennesker der er omkring mig. Det er uden tvivl den uddannelse jeg har været mest glad for. Jeg ser tilbage på det med et smil på læben”.

“Det var tre år hvor jeg var glad for at stå op og gå i skole. Det har både mine klassekammerater og mine lærere en kæmpe andel i. Jeg har stadigvæk kammerater fra den klasse, som jeg taler godt med, selvom det er nogle år siden og at jeg i mellem tiden er flyttet til en anden by. Det var den uddannelse der åbnede helt nye døre for mig”, supplerer Jimmi.

“I løbet af PAU’en når man til et punkt hvor man skal tænke videre. Samtidig med at jeg er på uddannelse lykkedes det også at rykke op til 2. Division med HEI. Vi ligger i toppen hvert år og kæmper med de nederste 1. Divisionshold om at rykke op. Men det lykkedes os aldrig”, fortæller han og fortsætter: “Så viser det sig, at min nuværende træner og tidligere Aarhus Håndbold-træner skifter Aarhus ud med Fredericia. Der var en mulighed, hvis jeg havde lyst til at komme med. Samtidig med det her er snakken også begyndt at melde sig, for hvad skulle jeg efter studiet?”.

“På det her tidspunkt er vi bosat i Aarhus, men jeg vidste godt, at Cille havde en drøm om at komme tættere på sin familie. Så vi bliver enige om at prøve lykken. Jeg søger ind på pædagoguddannelsen i Kolding, Jelling og Odense – og så skriver jeg samtidig under med Fredericia. Og ja, så sidder vi her fire år senere”, fortæller Jimmi.

Oprykning, håndboldliga og mere uddannelse

Selvom Jimmi aldrig har brudt sig om at gå i skole, så har han alligevel taget kampen op. Han søgte ind på pædagoguddannelsen i Kolding – og har fuldført uddannelsen. Altsammen sideløbende med en halvtidsprofessionel håndboldkarriere i Fredericia.

“Jeg kommer fra 2. Division da jeg kommer hertil. Fredericia er lige rykket op, så jeg kom med en forhåbning og en tro på, at jeg havde niveauet til at være med her. Det blev svært at få spilletid i den første sæson, hvor jeg endte med at stå i skyggen af Lars ‘Luffe’ Knudsen. Men de gange jeg fik chancen føler jeg, at jeg viste glimt af det jeg kan”, fortæller Jimmi og fortsætter:

“Fra den første sæson er det stille og roligt gået fremad. Jeg har udviklet mig i takt med at klubben også har udviklet sig. Vi flyttede os hvert år, både organisationen i klubben, men også på spillertruppen og resultaterne. Det kulminerede i den fantastiske sæson i 1. Division, hvor vi efter et meget tæt løb med TM Tønder endte med at sikre oprykningen i Bavnehøjhallen mod Ajax”.

“Den største forskel mellem Tønder og os var, for mig at se, at vi havde de fleste kræfter. Vi kom ud fra julepausen som lyn og torden. Vi havde kørt på fysisk – og det gav gevinst. Vi bragede jo igennem de første 7-8 kampe. Det var en fantastisk bedrift af holdet, for klubben og for byen”, supplerer han.

“Når man spiller i Fredericia kan man hurtigt mærke, at der bliver talt om håndbold. Det var ok at vi var i 1. Division, men der lå også en eller anden forventning om, at vi skulle rykke op til håndboldligaen. Så da det lykkedes var det jo også en forløsning for os spillere, men også for byen”, siger Jimmi.

Og skole ved siden af alt det her?

“Ja, det var 3,5 år mere i skole sideløbende med mit håndbold. Det var markant hårdere end jeg troede. Jeg kom fra PAU i Aarhus, som jeg synes passede lige til mine kompetencer og ressourcer. Men fra PAU til pædagog har jeg måtte sande, at det er et kæmpe spring. Jeg tror kun det var de første to måneder jeg kunne bruge det jeg havde lært på PAU, og derfra var alt nyt”, fortæller Jimmi.

“Men den her uddannelse har været med til at bekræfte mig i, at jeg har gang i den rigtige vej for mig. Jeg har ikke lagt mig fast på en målgruppe andet end at jeg gerne vil arbejde med skole/fritid. Om det så er i SFO, ungdomsklub eller andet, det ved jeg ikke. Men det er den aldersgruppe jeg synes er spændende at arbejde med”, fortsætter han.

“Jeg blev færdig med studiet her i juni – og nu er jeg blevet ansat som pædagog under Ung Fredericia. Der arbejder jeg med udgangspunkt i Ungdommens Hus og Gasværksgrunden. Det jeg synes er spændende ved lige præcis det her job er, at jeg på en eller anden måde kan relatere til nogen af de unge der benytter sig af Ungdommens Hus eller Gasværksgrunden”, siger Andersen og fortsætter:

“Jeg var ikke byens bedste barn eller det mest ønskede barn – og det er nogle af de værdier jeg har fundet efterfølgende og nogle af de redskaber jeg har tilegnet mig som jeg gerne vil give videre. Jeg vil gerne dele ud af mine erfaringer og prøve at give børn og unge det med, at deres personlige valg har konsekvenser for deres fremtid”.

I sportens verden er fremtiden altid usikker

Hvad med fremtiden, hvad bringer den?

“Lige nu har jeg et år tilbage af min håndboldkontrakt med Fredericia. Det stiller lidt et spørgsmålstegn i forhold til hvad fremtiden skal bringe. Den kan bringe at jeg forlænger med Fredericia og bliver her i X-antal sæsoner. Det er lidt det lod man har når man spiller håndbold på det niveau, at på et eller andet tidspunkt har man kontraktudløb. Enten kan man forlænge, ellers kan man ikke. Lige nu ved jeg ikke hvad jeg skal om et år – jeg ved hvad jeg skal næste år. Så må klubben og jeg tage en dialog omkring fremtiden på den front”, fortæller Jimmi.

Hvad med privat?

“Jeg skal have 8 børn – 7 og en udskifter”, lyder det med et grin fra Jimmi, inden han fortsætter: “Nej, i og med at jeg spiller håndbold, så har vi ikke lagt de store fremtidsplaner. Vi har ikke planlagt villa, vovse og Volvo. Lige nu er aftalen af jeg får lov til at udleve den drøm som jeg er i gang med lige nu – og så har hun, heldigvis, kunne finde sin egen vej i det her”, svarer han og fortsætter:

“Der er vi så priviligerede og heldige, at hendes interesse også er min interesse – og at hun har været så heldig at få et arbejde der er tilknyttet mit arbejde. På et eller andet tidspunkt kommer det også, at vi skal blive enige om hvad vi så skal. Vi har fundet os godt til rette her i Fredericia og taler tit om, at vi godt kan se os selv blive boende her – også efter håndbold. Cille har fast arbejde, jeg er nyuddannet og på et eller andet tidspunkt stopper mit håndboldeventyr. Hvis jeg kan finde et arbejde heromkring og Cille kan fortsætte, så kan jeg godt se mig selv blive boende her i Fredericia. Men det med fremtidsplaner har jeg valgt at holde lidt på standby, for det er et vilkår med den vej jeg har valgt”.

Det kan være svært at navigere i sportens verden og i livet, når man ikke ved hvad fremtiden bringer. Men det er måske noget af det der har ført Jimmi til der hvor han er, det uplanlagte og de muligheder der er opstået. Nu er drengen fra ghettoen både uddannet pædagog og målmand i herrehåndboldligaen. Jeg er blevet meget klogere på Jimmi – og jeg håber at det også er tilfældet for dig som læser.

Ugens Kurt: Bjarne Andresen

Af
Matthias Runge Madsen
-
0

I denne uge får du historien om næsten-københavneren der endte i Fredericia – og der har han været siden. Han er født i 1964 i Gladsaxe, efter skolen gik han direkte ud i mesterlære som elektriker. Ved siden at sit arbejdsliv har han brugt meget tid i Hjemmeværnet, hvor han til sidst opnåede at blive Kaptajn. Nu er rangen lidt lavere – og så har han startet sin egen virksomhed. Ugens Kurt er Bjarne Andresen.

Vi havde aftalt at mødes en torsdag formiddag på Kurts Kaffebar. Bjarne kommer, med militær præcision, lige til tiden. Han kommer lige fra Odd Fellow-logen, hvor Bjarne er medlem. Vi finder et bord og slår os ned, der er lidt liv i gaden, men der er ikke alt for travlt. Kaffen er sort, koppen er rød – og vi begynder samtalen.

“Jeg er født i 1964 i Gladsaxe, lige nord for København. Historien fortæller, at min mor kørte på cykel ned til fødeklinikken, hvor min far så først hentede cyklen, inden han hentede min mor og mig. Om den historie er sand, det er jeg ikke så sikker på”, lyder det med et grin fra Bjarne.

“Jeg gik i folkeskole på Gladsaxe Skole i 9 år. Så tog jeg på efterskole i 10. Klasse – og dagen efter jeg kom hjem startede jeg i mesterlære som elektriker. Jeg har altid vidst, at det var den vej jeg ville. Det der skole sagde mig ikke så meget, det var bare ikke spændende. Faktisk var jeg rigtig dårlig til at læse og skrive, for det interesserede mig ikke. Nu havde jeg nok fået en masse bogstaver efter mig i en diagnose, men altså det fandtes ikke den gang”, fortsætter han.

“Derfra kom jeg så i værnepligt, og der var noget der bare fangede mig. Det her med at det langt hen ad vejen var meget praktisk, men samtidig var der også en masse ledelse, strategi og organisation. Der var mange ting man kunne bygge ovenpå. Jeg endte med at fortsætte i lærerpuljen ved Sjællandske Livregiment, der tror jeg at jeg var i 10 år, inden jeg kom til Hjemmeværnet”, forklarer Bjarne og fortsætter:

“Der blev jeg spurgt om jeg ville være næstkommanderende. Det tænkte jeg, at det kunne jeg da sagtens, så jeg sagde ja uden tøven. De ville have mig som næstkommanderende for et kompagni, det er altså nr. 2 for 120 mand. Det krævede en del uddannelse – og her var jeg kun 20 år. Der fandt jeg ud af, at jeg skulle lære at læse og skrive. Det er et dumt tidspunkt at opdage det på, men efter et år havde jeg skrevet den første kompagnibefaling på 200 sider. Så jeg kunne måske godt, men jeg havde aldrig fundet det der interesserede mig. Men det kom altså her”.

Hvad ligger der i at være næstkommanderende?

“Man har en kompagnichef der styrer kompagniet, men i princippet har man ansvaret for logistik og uddannelse i et kompagni. Der er også en hel masse uddannelse i det. Det var noget jeg arbejdede med i fire år for at bestride rollen. Premierløjtnant er den rang man har når man er færdig. Jeg startede som korporal og blev sergent. Jeg havde ingen uddannelse da jeg fik jobbet, så det gik hurtigt op. Og alt det her var jo ren fritid, ved siden af arbejdede jeg som elektriker”, svarer Bjarne.

“Mellem 8-16 var jeg elektriker og 16-22 var jeg næstkommanderende. Det var hver dag, alle weekender og sådan. Jeg blev lidt fanget i nettet og blev meget begejstret for det. Alt sammen foregår i Gladsaxe. Og det var så der jeg mødte Lise – og så sluttede Gladsaxe”, fortsætter han med et grin.

Hun bestemmer hvor de skal bo – så længe Bjarne kan passe sine interesser

Det leder os rigtig fint over til næste del af samtalen, en del der skal omhandle livet indenfor hjemmets fire vægge. Bjarne er gift med Lise Nielson, der ved seneste valg blev valgt til Fredericia Byråd. Samtidig giftede han sig også med en kvinde hvis far har et stort politisk navn, men der har Bjarne holdt sig udenfor partipolitik, for ellers kunne det blive lange aftener hjemme ved spisebordet.

“Jeg anede det ikke. Det var ikke ham jeg blev forelsket i”, svarede Bjarne med et grin, da han blev spurgt til hvordan det var at komme ind i en så profileret politisk familie som familien Nielson. “Lise er meget politisk engageret i samme parti som hendes far. Hun er meget dedikeret omkring det. Jeg har aldrig været på den måde partipolitisk. Jeg er ikke medlem af noget parti, men der er da mange synspunkter jeg er enig med hende i – og jeg har lovet at jeg stemmer på hende”, fortæller han. 

“Men jeg har en masse andre ting som jeg interesserer mig for. Jeg har blandet mig lidt udenom det politik. Er man uenig og kommer ind i Familien Nielson, så skal man kæmpe for sagen. Partipolitik har aldrig interesseret mig. Det kan være at jeg en dag bliver voksen nok til det”, supplerer Bjarne.

Hvor mødte I hinanden?

“Jeg mødte hende i Hjemmeværnet. Hun var en mærkelig en. Forestil dig et militært system hvor alle havde en måde at snakke på. Det første hun sagde var, at ‘Jeg er ikke nogen pige’. Hvis drengene skal slås, så skal pigerne også, tænkte jeg. Men hun var en dame eller en kvinde, for hun var fyldt 18. Hun var bestemt ikke en pige. Jeg tror samtalen om optagelse tog en time, normalt tager det kun det halve. Jeg tænkte, at det her ville aldrig blive godt. Men modsætninger mødes siger man jo. Så vi endte jo med at blive kærester”, forklarer Bjarne og fortsætter:

“Så blev Lise gravid og fik et arbejde i Skærbæk. Hun var til jobsamtale dagen efter barnedåb, hun blev ansat og startede 1. Marts 1994. Måneden efter flyttede jeg med herover og har været her siden. Der skulle lige sælges en lejlighed og ryddes lidt op”.

“Efter en uge fik jeg job på Vejle Sygehus som elektriker. Der var jeg i tre år. I den periode var jeg udsendt to gange på Balkan som soldat. Det var i 1995 og 1997 jeg var afsted. Lise skulle bestemme hvor vi skulle bo, det accepterede jeg uanset hvad hun sagde, men jeg har fået lov at passe de ting jeg ville. Så vi har aldrig været uenige. Så hvis jeg har lyst til, som nu at starte virksomhed, eller dengang udsendelse, så var det sådan vi gjorde. Vi talte om det, og så siger hun ‘Jeg gider ikke høre på om 10 år, at du ikke fik lov’. Så på den måde er jeg godt gift, at jeg også får lov til at lave det jeg synes er interessant”, fortæller Bjarne.

“Vi havde Johan, han var helt lille, Linnea var på vej – og Lise havde et karrierejob, så det var nok ikke helt fair. Men det var aftalen, og så klarede Lise den. Hun har ben i næsen, så hun fik det til at virke med lidt hjælp og lidt snyd. Men det er Lise i en nøddeskal, hun får tingene til at virke”, fortsætter han.

En københavner på ukendt jord

Hvordan var det at skifte til Hjemmeværnet her i byen?

“Kort fortalt, så skal sådan en københavner ikke bare komme til Fredericia. Det kan godt være at vi taler om at jyder i København er en modsætning, men den anden vej er ligeså spændende. Jeg tog op på distriktet på Bülows Kaserne, hvor jeg sagde goddag til Major Dorthe Vestergaard. Jeg fortalte om mig selv, men hun bad mig ringe til Johannes Lund Nielsen, han manglede nogle folk. Jeg ringede ud til Johannes og forklarede hvem jeg er, men han sendte mig videre igen. Den her skide københavner skulle ikke bare komme her”, forklarer Bjarne og fortsætter:

“Jeg mødte så Johannes inde i byen og fik en snak. Et år efter var jeg næstkommanderende i hans kompagni også. En af de der ting jeg kan huske er, at Fredericia Dagblad havde en helt side med ‘Har vi ikke selv en der kan gå forrest i processionen?’. Det vakte opsigt, men det var også lidt sjovt. Der var også humor i teksten. Jeg skulle lige bevise mit værd. Nu er jeg måske en lidt hurtig københavnertype, så nogen kiggede da lidt”.

Hvordan var dine første oplevelser med Fredericia?

“Det er en fantastisk by. Meget åben, venlig og ekstremt hurtigt at få bekendtskaber i. Det er let at komme ind i byen. Min første oplevelse var, at jeg var med i processionen til 5.-6. Juli allerede kort tid efter jeg flyttede. Dronningen var på besøg og der var 30.000 mennesker på en søndag til procession gennem byen. Der hvor jeg kommer fra sker det kun hvis kongen er død, men her var det på grund af historie. Det var meget specielt”, siger han.

“Jeg troede også, at jeg ville komme til at savne bylivet ved at flytte herover. Men efter et års tid gik det op for mig, at man heller ikke bare lige tager ind til København hvis man bor i Gladsaxe. Jeg tror faktisk jeg er ligeså ofte i København nu, som jeg var da jeg boede i Gladsaxe. Længere væk er det jo heller ikke”, supplerer Bjarne.

Udsendelse

Som Bjarne kort berørte tidligere har han to gange været udsendt. Det var en del af aftalen med hans kone, at han skulle jagte sine drømme også. Så det gjorde han – to gange. Og hvilke to gange. Den ene, som skulle være fredeligt endte som det modsatte – og den anden der skulle være offensiv endte med at være fredelig.

“Nu var jeg ikke 18 eller 20 år. Jeg var en voksen mand, jeg har været 30-31 år. Jeg havde oplevet ting, jeg havde ting med som ballast. Derfor blev jeg ikke ramt. Den første tur var i Sarajevo, det var fuld krig. Fra dag 4 fik vi tæv i flere uger. Det var en FN udsendelse, hvor vi ikke måtte svare igen. Vi var en fredsbevarende styrke, men der var fuld krig”, fortæller Bjarne og fortsætter:

“Så det var en mærkelig oplevelse. Der er desværre mange af dem fra det hold der har fået store mén. Men det var som om, at jeg godt vidste hvad det var. Men jeg har også været god til at fortælle om det. Jeg er ikke bange for at fortælle, at jeg har været skide bange”.

“Den anden mission var en fredsskabende mission med NATO. Vi skulle ned og fortælle dem hvem der havde bukserne på. Det var det fredeligste jeg har oplevet – og den eneste grund var at vi havde de største våben. Det er lidt klamt, men hvis ikke de holdt våbnene nede, så gik vi på dem”, forklarer han og fortsætter:

“Men der blev ikke løsnet et skud på min anden mission. Det var en super fed udsendelse. Efterfølgende har jeg tænkt over det her med, at hvis man vil ud, så skal man gøre det med de midler der skal til. Det hjælper ikke at sende unge mennesker ud i situationer hvor opgaven ikke er løsbar. Så hellere lade være”.

“Jeg fik en masse ud af det. Men man kan sidde og tænke længe over, hvad der får folk til at slå ihjel. Det der had de havde, det havde jeg svært ved at forstå hvor det kommer fra. Jeg har svært ved at se hvordan man kan blive så voldsomt vred. I nogle tilfælde er det sådan, at de har mistet”, siger Bjarne.

“Hvis jeg mistede en af mine børn, så kunne jeg godt forestille mig at jeg blev så vred. Men jeg tror også at den folkestemning der var med, at jeg har hørt at naboens vens datter er blevet dræbt, så skruer man folkestemningen op. Det kan godt være at historien ikke var sand fra start, men de føler at det er tæt på. Det kunne jo ligesågodt have været mit barn, tænker de. Det er noget af det værste ved krig”, fortsætter han.

Selvom jeg er soldat, så vil jeg for enhver pris undgå krig.

Bjarne Andresen

Børn, hus og arbejde

“Linnea kom til i året mellem de to udsendelser. De er mere eller mindre kommet med to års mellemrum. Det var fint at være far til to. Havde du spurgt mig for 35 år siden om jeg skulle have børn, så havde jeg svaret nej. Men nu har jeg 5. Jeg tror Lise havde en plan – og så blev det sådan”, lyder det med et grin fra Bjarne. 

“Men det var utroligt dejligt med børn. Det var også der vi begyndte at kigge efter noget større. Pladsen var brugt, så vi ledte efter hus. Det var også der vi fandt ud af, at vi skulle have en base – uanset hvor vi tog hen”, forklarer han.

“Man kan ikke lige pludselig bare løbe. Jeg havde sagt ja til udsendelsen i 1997 på det tidspunkt og tog selvfølgelig den. Så kom Asmus i 1998. Så var det, at vi flyttede”, forklarer Bjarne og fortsætter:  “Vi rev alt ud af huset, byggede alting helt om. Det tog et par år, for der var også et arbejde der skulle passes samtidig med”.

“Der tog jeg en måned til Norge for at arbejde – og da jeg kom hjem blev jeg ringet op – og der blev jeg ansat i Kemp og Lauritzen. Det var mobiltelefoni, og det anede jeg ikke noget om. Så blev jeg sat til at stå for Nokias udrulning af mobiltelefoni i Danmark. Jeg tror først det gik op for mig da jeg stod i jakkesæt med slips, at jeg var ansat ved Nokia og skulle implementere det her. Der havde jeg slet ikke en mobiltelefon”, forklarer Bjarne.

“Der var jeg i 9 måneder. Så har jeg været projektleder siden da. Jeg har aldrig vidst en skid om hvad jeg lavede. En projektleder skal lede projektet, han skal ikke være specialist. Han skal sætte de rigtige folk til det rigtige arbejde. Det har været min force, at jeg har været god til det”, fortæller han.

“Jeg har bygget jernbanen mellem Vamdrup og Vojens op med alt. Både kørestrøm, almindelig el og sikringsanlæg. Jeg har lavet lynbeskyttelse på Apples datacenter i Viborg. Det er sådan nogen ting hvor man tænker, hvorfor kom det? Men det kom bare. Det har været meget projektansættelser. Jeg tror aldrig jeg får et job hvor jeg er i mange år på den samme pind. Jeg skal videre, der skal væltes en ny mur. Der skal ske noget”, fortsætter han.

Kaptajn til løjtnant – og til selvstændig

Hvad med Hjemmeværnet i hele det her. Jeg ved at du endte med at træde et skridt yderligere op?

“Efter 4 år som næstkommanderende trak Johannes sig på grund af alder. Så blev jeg kompagnichef i Fredericia. Det var jeg i 10 år. I den periode sammenlagde man kompagnierne i Fredericia og omegnen. Der var tre kompagnier i området, der blev slået sammen til et stort kompagni. Der var også en opgave i at sammenlægge forskellige kulturer”, fortæller Bjarne.

“Det lykkedes ikke helt her i Fredericia, der var ting nogen ikke kunne leve med. Der var 20 der flyttede ned til Marinen og er meget aktive. Så selvom vi ikke kom 100% ud af det, så blev alle fastholdt”, fortsætter han.

“Så er man kaptajn. Men i dag er jeg kun premierløjtnant. Man har grad efter funktion og ikke omvendt. Siger jeg i morgen at jeg stopper som informationsofficer, så bliver jeg menig. Men jeg har alt uddannelse, så jeg ville kunne blive sat ind helt op til kaptajn, men man har grad efter funktion”, forklarer Bjarne, da jeg spørger ind til graderne. 

“Jeg må godt drille forsvaret lidt. Jeg kan jo godt lide, at man i den frivillige struktur har grad efter funktion. Hvis man er en god løjtnant bliver man til premierløjtnant. Hos de andre er det sådan, at er man en dårlig løjtnant, så bliver man altså ved med at være det. Man kan ikke rykke ned”, lyder der med et grin fra Bjarne.

Så er du sprunget ud som selvstændig, men i samme retning som noget af dit arbejde i Hjemmeværnet?

“I de sidste 15 år har jeg undervist på Hjemmeværnsskolen. Officerkurser og befalingsmandskurser. Jeg er kursusleder på alle der bliver uddannet officer i Hjemmeværnet. I den forbindelse har vi brugt systemer som folk er begyndt at efterspørge udenfor det militære system. Så jeg blev spurgt, om jeg ville komme ud og gøre noget for virksomheder som jeg har gjort for dem i Hjemmeværnet. Men det kan man ikke. Man kan ikke tage grønt tøj på og gå ind til en virksomhed. Så jeg er blevet opfordret til at starte en virksomhed selv”, forklarer han.

“Det vi arbejder med er personfaktorprofiler, det er noget hvor man kan se på hvilken person man er. Samtidig kan man gennem den test finde ud af hvilken type man er privat, jobrelateret og en masse andre ting. Det bruger man oftes i det private til ansættelser. Jeg beder et firma finde kandidater, som man så laver tests på. Man finder ud af hvilken type man gerne vil have. Rekrutteringsfirmaet finder så tre kandidater til samtale og så får man jobbet. De sender så de her testresultater til dig, som man så kan læse og undre sig over”, siger han og fortsætter:

“I Forsvaret har vi brugt den til, at når vi har lavet den her – og den er dyr – hvorfor så ikke fortælle både kandidaten og firmaet hvad det betyder for dem? Hvad betyder din type for dig selv, hvad har du let ved og svært ved, hvad skal du tænke over? Men også for formålet, så kan man give dem redskaberne til lettere at skabe interesse. Jeg har arbejdet i 10 år med at sammensætte typer – og det er jeg nu startet med”.

“Hvorfor startede jeg det nu, kan jeg spørge mig selv. Det var også en fejl. Men nu er jeg gået i gang, nu er det 100%. Jeg skrev det på facebook og fik en del likes, så det var her det skete. Det er en måned siden, men det var det endelige spring”, fortsætter han.

Nu er han i gang, der er fuld fart på. Og alt sammen binder det tilbage til noget af det han altid har fundet interessant: Arbejdet med mennesker, ledelse og strategi. Nu arbejder han på et andet niveau end tidligere, men han arbejder med de samme ting der har fyldt i hans liv. 

Ugens Kurt: Ugur Kocan

Af
Patrick Viborg Andersen
-
0

Han kom til Fredericia som syv-årig, og i år over 20 år har han drevet pizzeriaet Assos. Han er også kendt i den fredericianske fodboldverden. I mange år har han stået for FC Fredericias træningslejre, og i de seneste to år har han været holdleder. Ugens Kurt er Ugur Kocan.

Ugur og jeg kender hinanden fra FC Fredericia, hvor jeg som journalist har dækket byens bedste fodboldhold, hvor han er holdleder på frivillig basis.

I februar var jeg ti dage på træningslejr med FC Fredericia i Tyrkiet, og naturligvis var det med Ugur som holdleder og rejseguide. Derfor kommer hans fortælling ikke med historier, som jeg ikke har hørt ved tidligere lejligheder.

Ugur er født og opvokset i Tyrkiet, hvor han boede i de første syv år af sit liv. Tiden i Tyrkiet husker han ikke, og de første fortællinger er derfor om hans tid i Danmark. Grunden til Ugur, der har en kone og to børn, havnede i Danmark var pga. hans fars arbejde.

Ti år inden Ugurs ankomst til Danmark kom hans far til landet som en af de allerførste tyrkere. Når tiden var til det, så fløj faderen hjem til Tyrkiet, men i 1970 blev det til et mere permanent ophold i Danmark. Ugurs far fik fast arbejde og fik familien til Fredericia, hvor de slog sig ned på den daværende vej, Søbjerg, der ligger omkring hvor Rahbek Fisk lå.

Skolegangen var på Købmagergade Skole, og i starten var det lidt en mærkelig oplevelse for Ugur.

“Jeg var en af de første udlændinge, så det var lidt mærkeligt. Efter to-tre år kom der flere. Jeg lærte rimelig hurtigt dansk, men jeg turde ikke rigtig gå ud i frikvartererne,” siger Ugur.

En af barndomsvennerne er Brian Klement fra smedefirmaet Wiggers & Klement.

“Jeg er vokset op med både Brian og Lennart. Brian spillede fodbold i EGIF og jeg spillede i KFUM, men vi fik spillet en masse sammen i Hannerup,” forklarer Ugur.

Efter endt folkeskole ville Ugur ud og arbejde, og han endte med at få job hos det daværende Dansk Rørindustri.

“Jeg var der som arbejdsmand og lavede alt muligt forskelligt. Jeg kendte mange derude, og jeg taler stadig meget med nogen af dem,” siger Ugur.

De fleste kender Ugur som pizzamand, og det er med god grund. I over 30 år har han drevet pizzeria.

“Indtil jeg fik pizzeria, arbejdede jeg forskellige steder. Det skete faktisk ved et tilfælde, at jeg endte med at få pizzeria. Min bror og jeg havde en kammerat i Middelfart, som ville have en partner, og så sagde vi ja. Det var ikke en tanke vi selv havde tænkt,” siger Ugur.

Pizzariet i Middelfart havde Ugur i ti år, men så solgte han det, og i stedet blev han ansat hos Coca-Cola i fire år.

“Det var ikke noget for mig at være der, så jeg stoppede. I stedet købte jeg Assos af Camillo, og nu har jeg haft Assos i 20 år. Det er godt nok mange år,” siger Ugur og smiler.

Da Ugur og hans lillebror overtog Assos, var det med et diskotek, der ligger i bygningen, hvor “AHA”, åbner. Blandt andet har Hollywood haft til huse der, og det nød pizzariet godt af.

“Det var fedt. Jeg kendte Esben, jeg kendte alle gutterne der styrede de andre diskoteker og fik støtte på den måde,” siger Ugur.

I starten var det hårdt at have pizzariet. Arbejdsugen blev lang, men med tiden er det blevet bedre.

“Jeg arbejdede rigtig meget til at starte med, men det var nødvendigt. I dag er det ikke så slemt med tiden mere,” siger Ugur.

I dag er tiden en anden. Corona har gjort, at beværtningerne lukker klokken 00:00, og det har Assos taget konsekvensen af, da de ikke har åbent om natten mere i denne periode.

“Der er ikke så meget gang i den, og det kan derfor ikke betale sig, men når diskotekerne åbner, så begynder vi også at holde åbent om natten igen,” siger Ugur, der glæder sig til AHA åbner tæt på Assos i Købmagergade.

Ugur og fodbold

En stor del af Ugurs liv har været fodbold. Han startede selv med at spille som knægt i Fredericia KFUM, og siden tog det fart. Han spillede på det bedste hold i Fredericia KFUM indtil korsbåndet begyndte at drille.

“Vi nåede op til Danmarksserien, men jeg var mest med på bænken og så endte jeg med at gå i stykker. Min far døde, da vi spillede i Danmarksserien, og så sagde jeg stop pga. det,” siger Ugur, der efterfølgende spillede på lavere niveau:

“Jeg spillede lidt på det tyrkiske hold, og så gik jeg i stykker igen. Jeg spillede også et par kampe på F’ernes førstehold, men jeg kunne ikke holde til det pga. mit korsbånd,” konstaterer Ugur.

I sin tid i KFUM spillede Ugur sammen med blandt andet FC Fredericias direktør Stig Pedersen, og det gør, at Ugur længe har givet en hånd med i klubben.

“Lige siden de startede med at tage på træningslejr, har jeg hjulpet dem. Jeg sagde til Stig, at de skulle tage til Tyrkiet og jeg sagde, at jeg tog med. Det fik jeg lov til, og siden har jeg været populær blandt trænerne og spillerne,” siger Ugur og griner.

Hvordan er det at være afsted på træningslejr?

“Du har selv set, hvordan jeg styrer det, når vi er afsted. Jeg styrer virkelig det hele. Trænerne har altid været glade for mig, og jeg har også hjulpet andre hold, men det gør jeg ikke mere, fordi jeg er holdleder nu,” siger Ugur.

For to års tid siden blev Ugur endnu mere engageret i FC Fredericia, da han blev holdleder og det er en rolle, som han trives i.

“Det passer perfekt til mig. Gutterne er flinke, og det passer til min livsstil. Jeg nyder at komme i klubben,” siger Ugur.

Hvad fremtiden står på for Ugur er uvis, men når tiden er til det, tager han gerne turen hjem til Tyrkiet, hvor det meste af hans familie bor. Kun hans bror og mor er tilbage i Danmark.

Som altid har det været en fornøjelse at snakke med Ugur. Tiden var inde til, at han skulle hen i pizzariet og tage imod varer, og vi gik derfor hver til sit.

Ugens Kurt: Anne Grethe ‘AG’ Schmidt

Af
Matthias Runge Madsen
-
0

Hun gik ud af skolen efter 8. Klasse, for det der skole var ingen succes. Hun købte sit første hus i en alder af 14 år og flyttede hjemmefra. Livets skole har bragt hende flere steder hen – men nu er hun at finde som Oldfrue på Højskolen Snoghøj. Født på Sct. Joseph, opvokset i Erritsø – og har været her hele sit liv. Ugens Kurt er Anne Grethe Schmidt, bedre kendt som AG.

Solen titter frem på himlen på en tirsdag morgen. Jeg mødte AG for første gang da jeg for nylig besøgte Højskolen Snoghøj. Da jeg mødte hende, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at hun skulle være en del af denne serie, Ugens Kurt. Med sig i bagagen har hun en hel del. Hun har haft med mange mennesker at gøre – og i alle aldre. Hun er sig selv, og hun står ved den hun er.

“Det er første gang i meget lang tid, at jeg er herinde i byen. Det er godt nok sjældent jeg kommer herind”, lyder det med et grin fra AG, da hun træder ind ad døren på kaffebaren. Udenfor går folk stille forbi, det var også tidligt på en morgen i sommerferien. Flere nyder deres kaffe, AG tager den med sukker og mælk, jeg holder mig til en god sort kaffe. 

“Jamen jeg er 53 år gammel, jeg har lige haft fødselsdag”, fortæller AG og fortsætter: “Jeg er ægte fredericianer. Jeg er født på Sct. Joseph, det var dengang man stadig kunne det. Så er jeg godt nok opvokset i Basseby i Erritsø. Det var for mig indbegrebet af tryghed”.

“Det var inden den teknologiske tsunami, der var børn på gaderne og mødrene var altid hjemme når man havde fri fra skole. Det var jo gode gamle dage. Der var altid nogen til stede. Høj som lav legede sammen, om man var en lille tumling på en 3-4 år, var man med i legen selv med de store på 11, 12 og 13 år. Det er nogle af de der fornøjelser jeg synes de unge mennesker ikke får i dag”, siger hun og fortsætter:

“Det synes jeg er synd, for selvfølgelig har de relationer til andre. Men det er meget overfladisk, tænker jeg. Det kan godt være at de har gode venner og har legeaftaler, men den nære relation vi havde, den fornemmer jeg ikke er der fordi alt foregår igennem en skærm”.

Som kort beskrevet indledningsvist var skolen og Anne Grethe ikke et godt match. Snarere tværtimod. Men dette til trods, så har hun faktisk holdt fast i både klassekammerater og klasselæreren, Knud Erik Rasmussen, fra dengang. “Vi holder faktisk en lille klassefest hvert år, og utroligt nok kommer Knud Erik hver eneste gang”, fortæller hun.

“Jeg startede på Erritsø Centralskole i tidernes morgen. Jeg gik med min klasselærer, Knud Erik Rasmussen, i hånden ned til Bakkeskolen for at være med til at åbne den. Ja, jeg ved faktisk slet ikke hvad den hedder nu, jeg synes ellers Bakkeskolen var så fint et navn”, lyder det med et grin fra AG, inden hun fortsætter: “Men jeg var ikke god til at gå i skole. Jeg havde svært ved tingene, og så tror jeg faktisk at jeg var ordblind. Men det talte man ikke rigtigt om dengang”.

“Men jeg faldt lidt udenfor nummer. Jeg kom gerne i hullede bukser og med min fars skjorte. Dengang militærdepotet var her, der købte jeg også en militærjakke og kom i den. Det var ikke normalt dengang. Så jeg tror at min identitet hurtigt blev, at jeg var hende der faldt lidt uden for nummer”, forklarer hun.

“Så da vi kom til udgangen af 8. Klasse blev mine forældre og skolen enige om, at det vist nok var på tide at afslutte samarbejdet her. Dengang var det muligt, det tror jeg faktisk ikke det er i dag. Men det var muligt hvis man havde et arbejde at komme ud til, så jeg gik ud i en alder af 14 år som ung pige i huset. Det var hos en familie i Skærbæk, hvor jeg endte med at være et års tid”, fortsætter hun.

Kun 14 år gammel og færdig med skolen. Men det tog Anne Grethe med ophøjet ro, for hun ville gerne ud i verden. Ud for at stå på egne ben. “Jeg søgte allerede ind mod byen og de forskellige steder derinde. Her mødte jeg ham jeg troede skulle være manden i mit liv. Jeg var 14 år, han var 18 år gammel. Der ved jeg jo godt nu, at de forhold er dømt til at gå galt. Men jeg blev jo så stormende forelsket”, fortæller hun.

“Når man på det tidspunkt har kærester, så skulle man jo flytte sammen i en lejlighed og sådan. Men mine forældre var så praktisk anlagt, at de godt kunne se at det var en dyr fornøjelse med et indskud til en lejlighed i forhold til værdien, så vi endte faktisk med at købe et hus. Så jeg havde købt mit første hus i en alder af 14 år – og så giver det jo sig selv, at jeg flyttede hjemmefra allerede som 14-årig”, fortsætter AG.

Hvordan var det? 14 år og ude på egne ben?

“Det var, sagt med nutidens ord, fedt. Frihed, ansvar. Han havde en gammel Volvo som vi kunne køre rundt i. Det at mine forældre ville værge for mig, det var en stor tillid, det var jeg da stolt af. Når man er 14 år og får sin første kæreste, så ved man godt at det ikke holder. Så selvfølgelig holdt det ikke. Men så var det jeg fandt min nuværende mand, som jeg har været sammen med i 32 år”, svarer Anne Grethe.

Familie, opkaldet fra Forsvaret og enorm stolthed

Anne Grethes historie rummer mange aspekter, og det er også hende dette interview skulle handle om. Men for at lære hende bedre at kende skal man næsten også lære hendes familie lidt at kende. Hun har været gift i 32 år med den samme mand, en mand hun har to drenge sammen med. 

“Han kommer fra Kolding og var lige flyttet til Fredericia. Vi mødte hinanden på Knudsborg. Efter tre måneders kæresteri, så var jeg gravid. Så troede folk at jeg fik det fjernet, men når folk siger til mig at ‘det kan du ikke’, så gør jeg det. Det er den type jeg er. Jeg ville hellere være enlig mor end jeg ville have en abort. Derfor prøvede vi – og ja, nu har vi været gift i 32 år. Den ældste fylder 34 år i efteråret og den yngste fyldte 31 år her i februar”, fortæller AG.

Hvad har du givet dine børn? Har du pisket dem gennem skolen, fordi du ikke selv fik det afsluttet?

“Jeg har virkelig ikke pisket dem gennem skolen. Vi havde en regel om at man på et skoleår måtte have fire pjækkedage. For alle kan have brug for at trække stikket. Tro mig, de har brugt hver eneste dag. De har ikke haft nogen i banken”, lyder det med et grin, inden hun fortsætter: “Jeg har givet dem med at de skal være sig selv. De skal være dem de er. Selvfølgelig skal vi gøre noget af det andre forventer, men vi skal ikke altid leve op til andres forventninger. Det er der jeg tror ungdommen i dag får knuder i maven, fordi der er så mange forventninger. De glemmer at være sig selv”.

“Jeg er pavestolt af mine børn, virkelig. De har præsteret noget. Den ene måske lidt mere ekstremt end den anden, men begge dele er godt. Vores ældste barn har været i krig fire gange og det er de værste perioder i mit liv. Men så har vi haft den yngste der har været der for os og støttet os. Det har været ligeså vigtigt at have ham hjemme som det var at være ked af, at den anden var ude”, forklarer AG.

Det er ikke så tit jeg taler med folk hvor de har sendt deres børn i krig. Det må være en vild følelse, når ens barn kommer og fortæller, at nu rejser de altså til Irak, Afghanistan eller hvad stedet nu hedder. AG fortæller, at det er præcis sådan det er. En vild og svær følelse.

“Man glemmer helt at trække vejret. Men det værste der er, det er at man bliver ringet op af forsvaret der siger ‘Sidder de ned, Fru Schmidt?’”, fortæller hun. Selvom hun ikke udstråler det voldsomt, så kan jeg mærke at vi har ramt et ømt punkt. “Han var med i en ulykke i Afghanistan. Det er den værste oplevelse i mit liv. Det kan virkelig ikke beskrives”, fortsætter AG.

“Vi var heldige. Det var ham det gik mindst ud over. Men han mistede kammerater. Men bare tanken om at det kunne have været ham. Det er en hård tanke. Man tænker altid, at det kun er naboen det går ud over. Men når man tænker sådan, så glemmer man ofte, at man også selv er naboen nogle gange”, forklarer hun.

“Men det er noget jeg nu ser tilbage på med stor stolthed. Det burde ikke være nødvendigt med krig, men det gør mig stolt at folk rejser ud for at passe på vores land. Men det gør mig også stolt, at vores yngste barn gik lige fra 9. Klasse hvor han var fejedreng og startede i lære som tømrer. Han var ikke andet end 16-17 år. Han har arbejdet som tømrer siden, det er også en stolthed. Det er virkelig godt. Jeg har ingen uddannelse, jeg har intet. Nu har mine børn nået det de gerne ville. Det er jeg stolt af – og jeg er meget stolt af dem begge to”, fortæller Anne Grethe.

“Jeg har aldrig haft et behov for fine uddannelser eller noget. For det har ikke været en succes for mig i skolen. Det har ikke været mit behov. Jeg har brugt livet som uddannelse. Man behøver ikke gå ud med 12-taller for at blive til noget. For mig handler det ikke om hvor meget man kan blive til, det handler om hvilket menneske man er. Så vil jeg hellere hvile i mig selv og have det godt og være et vellidt menneske. Det er de værdier jeg bygger mit liv på. Jeg kan også være en skrap kælling, men jeg bryder mig bare ikke om det. Jeg vil hellere se det gode i mennesker. Så er jeg fløjtende ligeglad om det er borgmesteren eller en sut på en bænk. For alle er mennesker”, lyder det fra AG, inden hun tager en tår af sin kaffe.

https://www.eucl.dk/
Annonce

Karriereskift og livets skole

Efter et år som ung pige i huset skiftede Anne Grethe den hverdag ud med en ny hverdag og et nyt job. Noget der har lært hende mange af de ting, som hun har brugt senere i sit liv.

“Jeg var ung pige i huset i et års tid, inden jeg kom til Hejse Kro som opvasker. Det var Knud der var min chef dengang, Thomas Hermanns far. Så ham har jeg smurt madpakker til da jeg var på Hejse Kro”, fortæller AG med et grin, inden hun fortsætter: “Så kom jeg stille og roligt ud. Man skulle hjælpe med at smøre ostemadder til morgenbuffeten og sådan. Man bliver stille og roligt taget med ind i køkkenet. Det er lidt der jeg er blevet lært op. Jeg er helt autodidakt, jeg har ingen uddannelse af nogen art”.

Hvad er det ved køkkenarbejdet og den branche der tiltaler dig?

“Tempoet og forudsigeligheden trækker mig. Jeg tror måske jeg er sat på jorden for at gøre andre mennesker glade. Jeg behøver ikke ros, bare folk er glade. Jeg havde en god læremester på Hejse Kro, hende jeg arbejdede mest sammen med. Hun var god til at give arbejdet fra sig. Kundernes blik i øjnene var nok til at vide, at det her kan jeg godt. Mange troede da jeg forlod skolen at jeg ville ende i rendestenen, men bare fordi man ikke er god til at læse, så kan man en masse andet”, svarer Anne Grethe.

“Jeg nåede ikke nogen titler, det gjorde man sig ikke i dengang. Når man ikke har en titel, så kan man blive sat til alt – og det kan jeg godt lide”, forklarer hun.

Efter tiden ved Hejse Kro skiftede Anne Grethe spor. Hun gik en helt anden vej, en vej hun også var glad for – og en vej hun holdt fast ved i 12 år.

“Jeg har været ude i Fæstningsgården i 12 år. Det var som pædagogmedhjælper og i perioder konstitueret pædagog, hvis der manglede en til at tage ansvar. Det var et meget stort skifte. Men når man ikke har valgt en vej i sit liv, så har man ikke lov at være kræsen. Man skal prøve det der er. Jeg kunne godt lide det. Jeg havde selv to små børn, så det var ikke fremmed for mig art have med børn at gøre”, fortæller hun og fortsætter:

“Det der motiverer mig er, at jeg elsker at have ned mennesker at gøre· Når man arbejder med børn har man et ansvar for ikke at stikke halen mellem benene. Man får en stor tillid fra andre mennesker, så synes jeg ikke man springer rundt”.

“Efter fæstningsgården kom jeg til IBC. Der blev jeg lidt hentet af min gamle kollega fra Hejse Kro. Jeg stod i kø i Netto, hvor hun spurgte hvad jeg lavede nu – og jeg havde ikke noget arbejde, så jeg kom i kantinen på IBC. Der var jeg i fire år. Derfra kom jeg på Munkensdam Gymnasium i Kolding, hvor jeg var kantineansvarlig – ene mand. Det var 650 elever og 60 lærere, så noget af en mundfuld”, fortæller Anne Grethe og fortsætter:

“Jeg fik et arbejde ved Netkantinen i Erritsø, der havde fået licitationen på gymnasiet i Kolding. Der spurgte han om jeg ville prøve, det ville jeg gerne – så var jeg dernede. På grund af nogle forskellige omstændigheder valgte jeg at sige mit job op – for livet er for kort til at gå på arbejde med ondt i maven. Derfor valgte jeg at trække stikket”.

Efter selv at have trukket stikket kom den åbning der har holdt hende fast lige siden.

“Jeg gik hjemme i kort tid, og så søgte højskolen en sommervikar som køkkenassistent. Tre uger var bedre end intet, så jeg søgte og fik det. Så har jeg hængt ved lige siden”, forklarer AG og fortsætter: “Der startede jeg på 30 timer som køkkenassistent. Så endte jeg med at blive Oldfrue. Vi fik en ny forstander for et par år siden. Han valgte at tage personaleposen og ryste den godt og grundigt. Der skulle styr på hvordan tingene skulle foregå. Strukturen i hele miljøet jeg er en del af blev lavet om – men kun til det bedre. Dem der har forstand på at lave mad, de laver mad. Dem der kan undervise, de underviser”.

“Jeg hoppede gerne ind for at tage flere opgaver. Jeg har nu været Oldfrue i 2-3 år. Det fortryder jeg ikke et eneste øjeblik at jeg har sagt ja til. Jeg er tovholder på det meste. Jeg skal få huset til at fungere fra kælder til kvist. Men det kan jeg ikke selv gøre. Det er bare mig der har snorene, dem giver jeg til de personer jeg har til rådighed der kan udføre jobbet”, fortæller hun.

Livet på Højskolen Snoghøj

“Det er en livsstil at være på højskolen”, fortæller AG. Det kræver mange roller, mange egenskaber og mange bolde i luften. Men det er ikke noget der skræmmer hende, tværtimod giver det hende bare mere lyst til at møde på arbejde hver dag.

“Jeg har en del livserfaring qua min alder – og den deler jeg gerne ud af. Jeg er ikke underviser, bestemt ikke. Men jeg har min daglige gang på gangene ved de unge. Og så er det jo nu engang sådan, at undervisning ikke kun er bøger og dansetrin. Der er også livets skole, hvor jeg selv synes jeg har prøvet en del. Det er måske der jeg kan give noget videre til eleverne”, fortæller hun og fortsætter:

“Noget så simpelt som at lægge øre til når nogen har en lidt svær tid eller noget de vil ud med. Det er mig der sidder i sofaen og drikker en kop kaffe med dem efter undervisningen og måske giver dem lidt ynk, hvis det har været en hård time. Det er også mig der ved hvem der er kærester med hvem og hvem der kom til at være sammen med hvem i går aftes. Jeg ved mange ting, men jeg nyder at være omkring de unge mennesker”.

“Man kan sige, at jeg elsker min familie, men jeg holder ligeså meget af mit arbejde. Jeg bruger meget tid på mit arbejde. Jeg giver en masse, men det giver også mig en masse. Man får energi af det. Man kan kun arbejde sådan et sted hvis man er villig til at tage det ind. Man skal virkelig tage højskoleånden ind, for man bliver som en stor familie. Vi er en hel del voksne mennesker med mange teenagebørn. Vi kender hinanden både på godt og ondt”, forklarer AG og fortsætter:

“Vi ser dem om morgenen, vi ser dem til gallafesterne – og alt ind i mellem. Så sent som i går var der en tidligere elev på besøg. Hun stikker hovedet ind, råber “Mamma, I’m back”. Mit kaldenavn derude er AG, men Mamma AG er noget der kommer efter 2-3 måneder. Det er dejligt at der kommer tidligere elever på besøg – også at de ikke kun besøger de faglige lærere. Det kan godt være at det er derfor de kommer, men alle der kommer på højskolen triller altid forbi mit kontor for at høre hvordan jeg har det. Det er også noget der gør mig stolt. For så har vi gjort noget rigtigt. Vi har sat et mærke i deres sjæl”.

Fremtiden er ikke noget der bekymrer

Normalt når jeg spørger ind til fremtiden vil drømmene ingen ende tage. Men det er ikke tilfældet for AG. Ikke at hun ikke glæder sig til ting i fremtiden, men fordi hun hellere vil leve i nuet.

“Jeg er ikke en der ser langt ud i fremtiden. Jeg vil hellere leve i nuet. Den tid der er gået kan vi ikke gøre noget ved. Det er lidt som vejrudsigten, man kan ikke planlægge for langt ud i fremtiden. Jeg tager en dag og en uge ad gangen”, fortæller hun.

“Det er også en af de teser jeg giver de unge mennesker der har lidt ondt i livet. Der beder jeg dem se forud. Vi kan ikke bruge bakspejlet til noget, vi skal se fremad. Det lever jeg også lidt efter. Efter 32 års ægteskab har det ikke været evig lykke hver dag, men vi kan gøre noget ved det i dag. Historie er historie”.

“Jeg har ikke de helt store fremtidsplaner. Nu skal jeg snart holde ferie. Det skal vi formentlig i vores lille sommerhus i Toftlund. Så kører vi lidt rundt som et par ældre mennesker på landevejene. Men jeg kan godt lide at alting ikke er så planlagt. Planlægger man for meget, så har man hele tiden noget man stræber efter. Tænk nu hvis der er et hul i vejen, så bliver man så skuffet. I min alder skal man tage livet som det kommer”, lyder det klart fra AG.

“Selvfølgelig glæder jeg mig til at mit barnebarn starter i skole og sådan, men jeg har ikke de der vilde drømme. Men jeg glæder mig til at følge hende i livet. Det er ikke for at lyde kedelig, men jeg elsker at leve i nuet. Det er sikkert også fordi jeg hele tiden er omgivet af omkring 100 mennesker om dagen. Det giver mig så meget hele tiden”, fortæller hun.

“Jeg er glad for livet og tager gerne de udfordringer der er. Vi tager bare et skridt ad gangen. Én ting ad gangen, og det vigtigste først. Det er en af de ting hvor jeg tænker, at det kan godt være der er ti problemer, men vi skal løse det største først. Jeg er 99% af tiden et glad og lykkeligt menneske. Jeg er et sted i mit liv hvor jeg, helt uden at drømme om det, er landet hvor jeg hører til”, siger Anne Grethe.

Det er en god måde at slutte den foreløbige historie om Anne Grethe ‘AG’ Schmidt af. Gennem livet har hun tilegnet sig kompetencer, hun har kastet sig ud i tingene og taget de knubs der følger med. Men i sidste ende er hun endt lige hvor hun hører til – og helt uden at det var målet fra starten. 

1...1.2701.2711.272...1.284Side 1.271 af 1.284

Sag om private veje gav socialdemokraterne uro

Redaktionen - 0
Byrådet skulle vedtage at ændre på status for en række private veje. Men Malene Søgaard-Andersen (F) mente ikke at John Nyborg (A) kunne redegøre...

Brand i Fredericia centrum

Midler til Sundhedshusets klimaskærm frigives

Fredericiansk og fynsk planteskole går sammen

Bil punkteret i Middelfart – ukendt gerningsmand på spil

© DANSKE DIGITALE MEDIER A/S - NYHEDER, ANALYSER OG PERSPEKTIVER