Omkring klokken 01.02, blev en 53-årig mand ramt af en taxi i en ulykke i Kolding. Hændelsen fandt sted på Fredericiagade, da manden krydsede et fodgængerfelt.
Den involverede taxachauffør, en 50-årig mand, var i færd med at køre i nordlig retning ad Slotsøvejen. Påkørslen skete da taxachaufføren foretog et venstresving og tilsyneladende overså fodgængeren. Den 53-årige mand er blevet tilset, og fik ingen større skader, fortæller vagtchef Jørn Bystrup fra Sydøstjyllands Politi.
I Fredericia blev en 41-årig lokal mand sigtet for at køre under påvirkning af euforiserende stoffer lørdag aften. Politiet standsede manden på Øster Voldgade klokken 19.24, efter mistanke om narkokørsel.
Efter at have stoppet bilen og foretaget en nærmere undersøgelse, fandt politiet cannabis i form af en joint i bilen. Den 41-årige mand blev derefter sigtet for både at køre under påvirkning af narkotika og for besiddelse af cannabis, fortæller vagtchef Jørn Bystrup fra Sydøstjyllands Politi.
Carsten Jørgensen, Torben Grenaa og Ingelise Klassen er alle medlemmer af Faglige Seniorer, en selvstændig organisation for fagbevægelsens seniormedlemmer. Organisationen har over 260.000 medlemmer på landsplan, og nu vil de tre starte en seniorklub i Fredericia.
Nu skal det være. Carsten, Torben og Ingelise vil starte Faglige Seniorer i Fredericia, hvor de planlægger at oprette en seniorklub. Formålet er ikke kun socialt, som det ses i andre seniorklubber, men også at påvirke eksempelvis Fredericia Kommunes ældrepolitik.
– Vi er 5-6 personer, der gik sammen og besluttede at prøve det her. Vi vil gøre det mere formelt og have mulighed for at påvirke politikerne og støtte dem i deres beslutninger. Det er ikke en forening for bankospil, udflugter og alt muligt andet – der er mange andre klubber til det, siger Carsten Jørgensen.
Hvis seniorklubben afholder et arrangement, vil det være med det formål at få fagligt input til deres arbejde.
– Faglige Seniorer er, som navnet antyder, et fagligt fællesskab. Jeg flyttede selv til Fredericia fra Horsens for fire år siden og har savnet et fællesskab som dette. Som det er nu, kæmper man mere hver for sig, men med dette får man muligheden for at gøre en forskel, forklarer Jørgensen.
I nabobyerne findes der afdelinger af Faglige Seniorer, hvilket har undret Torben Grenaa.
– Der skal være lokale kræfter, der tager initiativet, men det har undret os, at der ikke har været noget i Fredericia. Det håber vi nu at ændre, siger han.
Rundt omkring i Fredericia er der mange tilbud til ældre, der ønsker at være en del af et fællesskab, fra I.P. Schmidt til Depotgården. Men disse tilbud matcher ikke formålet med Faglige Seniorer.
“Vi håber, at vi kan skabe et politisk pres, så alle seniorer føler sig hørte. Der er en seniorklub i HK, for eksempel, men vi ønsker et lokalt fællesskab. Vi vil samle så mange som muligt under denne paraply og være en fælles stemme, der sikrer, at de ældre bliver taget hånd om,” siger de.
Næste skridt for Carsten, Torben og Ingelise er at afholde endnu et informationsmøde.
– Og så satser vi på en generalforsamling i januar og ser, hvad interessen er. Vi kendte ikke hinanden, før vi mødtes til det første møde, og nu er vi i gang med at se på interessen, men den føler vi er der, siger Ingelise Klassen.
Dog mangler der én vigtig ting, før en lokalforening kan etableres.
– Vi har fået mandat til at fortsætte med dette, og vi ønsker at danne en forening. Det vigtigste, vi mangler nu, er en kasserer. Nogen skal tage sig af finanserne, siger Carsten Jørgensen med et smil.
Faglige Seniorer er en selvstændig organisation for fagbevægelsens seniormedlemmer. Du er automatisk gratis medlem af Faglige Seniorer, hvis du er senior og medlem af et af disse fagforbund:
3F – Fagligt Fælles Forbund
Blik- og Rørarbejderforbundet
BUPL
Danmarks Lærerforening
Dansk El-forbund
Dansk Jernbaneforbund
Dansk Metal
Dansk Skuespillerforbund
Dansk Socialrådgiverforening
Dansk Sygeplejeråd
Ejendoms- og Servicefunktionærernes Landsforbund
FOA – Fag og Arbejde
Fødevareforbundet NNF
HK
HKKF – Hærens Konstabel- og Korporalforening
Malerforbundet
Postpensionisternes Landsforening
PROSA
Serviceforbundet
SL – Socialpædagogerne
TL – Teknisk Landsforbund
Disse forbund er kollektivt medlemmer af Faglige Seniorer, og dit forbund betaler det årlige medlemskontingent på dine vegne.
Faglige Seniorer blev stiftet tilbage i 1980. I dag har Faglige Seniorer lokalforeninger i 48 kommuner over hele landet, og hvis alt går vel, kommer Fredericia snart med på listen.
Selvom FC Fredericia har en føring at forsvare fra den første pokalkvartfinale mod Lyngby, vil holdet ikke komme til at gå på kompromis.
Både FC Fredericias træner, Michael Hansen, og forsvareren Jesper Juelsgård var klare i mælet efter sejren på 3-2: FC Fredericia kommer ikke til at gå på kompromis med holdets spillestil, når de søndag aften løber på banen på Lyngby Stadion.
– Uden at ville afsløre vores taktik for meget, så kommer vi ikke til at ‘pakke bussen’. Det har vi ikke spilletyperne til, siger Jesper Juelsgård.
Hansen stemmer i, selvom han påpeger, at FC Fredericia formentlig vil komme under voldsom belejring. Sker det, er det dog ikke med fredericianernes egen vilje.
-Pokalfodbold lever bare sit eget liv. Man kan godt se, at der er mere tempo og styrke bag Lyngby. Vi spiller på andre ting, og det bliver en kamp derovre om at stå imod deres tryk, men også spille vores spil. I perioder bliver vi presset, og det er ikke noget, vi selv vælger, men derfor gælder det også om at have perioder, hvor vi er på bolden, siger Hansen.
Kigger man tilbage på torsdagens opgør på Monjasa Park, er det en ambivalent følelse for FC Fredericia, der førte 3-0, men endte med at vinde 3-2.
– Det er klart, at vi er glade for, at vi vandt kampen. Vi var foran 3-0, og derfor er det faktisk ambivalent. Vi holdt returopgøret åbent, og det giver os en god mulighed. Det er Lyngby, der skal jage nu, og da de får deres hjemmebane, kommer det automatisk. Vi skal lave endnu en god kamp, fortæller Michael Hansen.
Banerne har det ikke for koldt på denne tid af året, men FC Fredericia-træneren har det ikke for meget i tankerne.
– Jeg tror faktisk, vi kommer over på en bedre bane, så det skal vi bare glæde os til. Vi spiller efter forholdene, men spiller det fodbold, vi vil. Det mål vi lukkede ind til 3-2 var faktisk et resultat af det, men vi fik også gode angreb den anden vej ved at spille vores spil, siger Hansen.
Ender kampen med en ét-måls sejr til Lyngby, går kampen i forlænget spilletid, og eventuelt straffesparkskonkurrence, hvis det fortsat er helt lige efter 2×15 minutter. Vinder FC Fredericia eller spiller uafgjort, er der derimod ikke noget at rafle om; så går FC Fredericia videre. Vinder Lyngby på den anden side med minimum to mål, går de videre.
Af Karsten Byrgesen, Kandidat i Syd og Sønderjylland til Europarlamentet og Regionsråds- og Byrådsmedlem i Fredericia
Forsiderne i medierne svømmer over med triste beretninger og havets og havmiljøets tilstand. Trelde Næs ved Fredericia er kendt som et smukt sted med en fremragende natur, hvor hav og land mødes i en voldsom konfrontation, hvor de stejle lerede skrænter modvilligt giver slip på store træer, der møder sit endeligt i Lillebælt. Farvandet øst for Trelde Næs er også stedet, hvor der i årtier har været dumpet giftigt slam fra havne og fjorde. Det var og er et slemt overgreb på naturen, og viser en ligegyldighed med et truet havmiljø. Det er vanvid og vanviddet fortsætter i disse timer og dage. Det gør det fordi en stor polsk havslamsuger sejler i pendulfart mellem dumpningsområdet ved Trelde Næs og den nye havn i Fredericia.
Under høringsfasen hvor lokalplanen for udvidelse af Fredericia havn blev stemt igennem byrådet med 20 stemmer mod min ene, spurgte jeg blandt andet til alternative måder at fylde havnebassinet ved kaj 19, så det kan bruges til containerplads. Jeg spurgte fordi jeg forudså det er sker i disse dage, hvor havslamsugeren flytter forurenet materiale fra Trelde Næs til Fredericia havn, hvor det spules ud i overfladen i bassinet der mig bekendt skulle lukkes inden dumpningen. Sandet synker til bunds og efterlader det lettere materiale – forureningen – i vandsøjlen, hvorfra det med den kraftige strøm, spredes over hele Lillebælt.
Jeg fik ALDRIG svar på mine høringsspørgsmål, der blev videresendt til Miljøministeriet og jeg bliver nu blot, som alle andre borgere der undrer sig mindet om, at høringer er FUP og bedrag, fordi en høring skal efterlade borgeren med en opfattelse af at blive hørt. Det sker ikke, hvilket denne og mange tilsvarende sager er et tydeligt bevis på.
Jeg savner ikke ord til at beskrive hvad jeg føler, men det kan sammenfattes med afsky!
Larmen fra havslamsugeren er øredøvende, hvilket naboerne i Kanalbyen har registreret. Det kan der heller ikke gøres noget ved, da støj i den forbindelse ikke er et vilkår som entreprenøren og den kommunalt ejede havn skal tage hensyn til og derfor heller ikke gør det.
Vi står tilbage med en bekræftet viden om et ufatteligt havsvineri og en trist viden om havdøden i de fleste danske indre farvande. Det er oplyst uansvarlighed der fortsætter med lokal og national politisk velsignelse.
Det danske kvindelandshold storsejrede mod Polen, og da Rumænien tidligere besejrede Japan, er danskerne nu kvartfinaleklar.
Der var kommet grus i det danske maskineri, da det blev til et nederlag mod Japan i torsdags, men det blev der lavet om på lørdag. Det danske landshold var toptændt med kvartfinalen for øje. De danske spillere både oppede sig spillemæssigt, og indstillingen fejlede heller ikke noget. Der blev kæmpet om hver eneste bold, og der var ingen tvivl om, at de danske spillere kom med fremskudt bryst, og det belønnede sig på banen.
Måltavlen viste 15-12 efter de første 30 minutter, og i anden halvleg blev sejren for alvor slået fast, da der var klasseforskel på de to mandskaber.
Danskerne slog hurtigt et hul, og samtidig begyndte polakkerne at lave fejl i takt med, at de blev mere og mere træt. Derfor endte det med en sikker dansk sejr på 32-22.
Sejren betyder, at der venter en gruppefinale på mandag mod Tyskland. Vinder Danmark kampen, ender holdet som nummer et i mellemrundepuljen.
FHK endte med at vinde 30-26 på udebane mod Skjern, og selvom slutresultatet ikke afspejler det, var der klasseforskel på de to mandskaber, særligt i anden halvleg.
FHK drog lørdag eftermiddag vestpå, og Skjern ventede i en gentagelse af sidste sæsons bronzeduel, som fredericianerne trak sig sejrrigt ud af efter en sejr i den afgørende kamp i Skjern på 28-25.
Siden er der sket en del. Skjern er for tiden ramt af en del skader, og situationen for de vestjyske værter blev ikke bedre af, at Dan Beck Hansen afsoner karantæne. Derfor er Morten Kirkeby hevet ind på holdet som supplement på stregen, hvor Skjern mangler Emil Bergholt og Senjamin Buric. Også i bagkæden er vestjyderne ramt med fravær af Eivind Tangen og Lasse Mikkelsen, mens Alfred Jönsson kun kan bidrage med straffekast.
Derfor var Skjern tvunget ud i alternative løsninger, og fra start betød det et offensivt forsvar med Noah Gaudin i front, som ellers ikke er kendetegnende for Skjern. Det gav FHK problemer, og bortset fra et par individuelle aktioner af James Junior Scott havde FHK det svært angrebsmæssigt. En af dem, der især havde det svært i starten, var Anders Kragh Martinusen, som i starten af kampen lavede tre tekniske fejl og brændte et skud.
Omvendt set havde Skjern også svært ved at nedbryde fredericianernes defensiv med Sebastian Frandsen bag sig. Skjern slap dog bedst ud af indledningen, da de efter et kvarter førte med 5-4. Så fik Gudmundur Gudmundsson nok og kommenderede syv mod seks.
Våbnet skulle lige indstilles, men da det først blev det, gjorde det en forskel. Begge hold tog en scoringspause på i alt fem minutter før, at det lykkedes FHK at udligne til 5-5 efter 18 minutter. Efterfølgende kom der mere gang i målmaskinen.
FHK havde især held til at finde stregspillerne Evgeni Pevnov og Nikolaj A. Nielsen. Det passede som fod i hose for dem, at Skjern dækkede offensivt, da det gav plads i bagrummet. FHK udnyttede det til at komme foran 8-7 efter 23 minutter, og så var det hjemmeholdets tur til at forlange timeout.
Første halvleg sluttede med en kontroversiel kendelse. FHK var i kontrol, og blev tildelt et straffekast. Tiden var gået, og Kristian Stoklund sendte bolden i mål, men det blev annulleret – angiveligt fordi FHK-spilleren holdt bolden for længe. Det ændrede dog ikke på, at FHK gik til pause foran 12-10.
I anden halvlegs begyndelse buldrede FHK videre. Den eneste forskel var, at det var med Kasper Young på højre fløj, og det endte med at få betydning, da Young leverede seks mål på seks forsøg i anden halvleg.
Sebastian Frandsen fortsatte med at lukke af, og føringen lød derfor på 17-13 efter 38 minutter. Skjern gik i syv mod seks, og det skulle FHK lige indstille sig på. Samtidig sneg der sig fejl ind i angrebsspillet, som gjorde, at Skjern kom på 20-19.
Derefter snørrede FHK sækken. Thorsten Fries kom på kassen, og selvom Frandsen på det tidspunkt havde en redningsprocent på 41 procent, endte Fries med at gøre en forskel. Han diskede op med flere 100-procents-redninger, som gav FHK en føring på 23-19 med 13 minutter igen.
Med seks minutter igen nåede føringen op på 27-21, da Anders Kragh Martinusen scorede. Efterfølgende lod Martinusen sig udskifte med Jonas Langerhuus, efter at højrebacken havde leveret seks mål og ni assists.
Den sidste del af kampen blev et spørgsmål om, hvor stort FHK ville vinde, og det endte med at blive med cifrene 30-26, hvilket betyder, at FHK nu har hentet seks sejre. Det betyder, at FHK nu har fire point op til Aalborg på førstepladsen.
Næste gang FHK skal i kamp er på tirsdag mod Mors-Thy i thansen Arena.
I takt med at en tæt tåge har indhyllet store dele af Fyn her til morgen, har Fyns Politi udsendt en vigtig påmindelse til bilisterne via et opslag på det sociale medie X. Med tågen kommer nedsat sigtbarhed, og det stiller krav til bilisternes opmærksomhed og kørsel.
Politiet understreger betydningen af korrekt brug af køretøjets lys i tågefyldte forhold. I henhold til trafiklovgivningen er det påkrævet at tænde bilens baglys, når sigtbarheden er markant nedsat, som det er tilfældet i de nuværende vejrforhold på Fyn.
Der er tåge flere steder på Fyn lige nu. Husk i den forbindelse, at baglyset på bilen skal være tændt, hvis der er nedsat sigt. God lørdag. Mvh vagtchefen #politidk
Susanne Eilersen (DF) har fulgt med i sagen om narkoproblemer på Erritsø Fællesskole, afdeling Bygaden. Hun kræver handling, og ikke mere rundbordssnak, og foreslår at man sætter narkohunde ind på udskolingsskolerne.
Et epicenter for narko. Det kaldte en anonym forælder Bygaden, og det er noget, der gør indtryk på Susanne Eilersen, som vil have sat en stopper for narkotikaen, og det kan ikke gå hurtigt nok, hvis man spørger hende:
– Man skal bruge andre metoder end nu. I Dansk Folkeparti mener vi, at udskolingen skal have besøg af narkohunde, siger Eilersen.
Det kan virke drastisk for nogen, men Eilersen mener, at handling er nødvendig – og så må man sætte ind med metoder, der ifølge hende virker.
– Man har gjort det andre steder. Hvis vi vil dette problem til livs, så kan det ikke hjælpe, at vi holder kaffemøder. Vi skal gøre noget drastisk. Vi har at gøre med unge mennesker, og de kan ødelægge deres liv. Nogle gange må man gribe ind og gå drastisk til værks i en periode for at få disse problematikker løst – anderledes kan det ikke være. Når der er så mange mennesker, der kommer ud, unge, forældre og lærere, der er anonyme, og ikke tør at sige det i forhold til konsekvenserne, så tænker jeg, at hvis vi rekvirerer en narkohund til stikprøvebesøg og bare redder én ung om året på det, så er det det værd. Ingen kommer til skade. Det eneste, der kan ske, er at nogen bliver taget med noget på sig, siger Eilersen.
Viceborgmester Susanne Eilersen vil nu i dialog med de embedsfolk og myndigheder på området, der kan være med til at vurdere, om narkohunde kan sættes ind for at afhjælpe situationen og forebygge:
– Vi skal have dialog med dem, der ved, hvad narkohundene kan, og om det giver noget, og hvad de kan lugte sig frem til. Vi skal ikke sidde på hænderne, og derfor skal vi tage nogle initiativer, siger hun.
Udefra set undrer Susanne Eilersen sig. Hun kan læse sig frem til at flere forældre og involverede mener, at det ikke er et problem, der er opstået nu, men noget, som har stået på igennem længere tid.
– Det undrer mig også, at det først kommer ud nu. Jeg sidder ikke selv i Børne- og Skoleudvalget, og jeg ved ikke, hvor meget der er informeret om det. Jeg ved, at politiet før har sagt, der ikke er problematikker ud over det sædvanlige. Jeg synes ikke, vi skal sidde på hænderne og tænke, at det ikke er værre i Fredericia end i andre byer. Det mener jeg heller ikke man kan bruge som undskyldning, siger Eilersen.
Selv tager Susanne Eilersen problemet alvorligt, og hvis det kan lade sig gøre, så hun også gerne, at politiet satte ekstra ind med eksempelvis civilbetjente i områderne for at optrævle dem, der sælger i og omkring skolerne.
– Jeg har ladet mig fortælle, at betjente er optaget og ikke kan komme ud til butikstyverier, fordi de ikke har tid til det. Så jeg ved ikke, om de har tid til at patruljere på skolerne. Vi er åbne overfor alle konkrete forslag, der kan afhjælpe problemet. En ting kunne være narkohunde, slutter Susanne Eilersen.
ENERGI. For første gang har Energistyrelsen givet grønt lys til et fuldskala CO2-lager i Danmark. Tilladelsen betyder, at Nini West-feltet i den danske del...