4.7 C
Copenhagen
fredag 21. februar 2025
Facebook Instagram Linkedin Twitter

Ugens Kurt – Niels Henrik Billlund

Af
Thomas Lægaard
-
0
Billund
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.

Det kan næsten lyde som starten på en julekalender, da denne Ugens Kurt starter på en kold og stormfuld morgen. Det er koldt i fæstningsbyen, det er først på dagen og kaffebaren er ved at vågne.

Ind ad døren kommer ejendomsmægler Niels Henrik Billund, selvom der ikke er mange på kaffebaren endnu, indtager vi et hjørne til en god samtale. Ejendomsmægleren beder om en cappuccino og sådan starter historien.

Niels Henrik blev født i 1950. “Det var på arbejdernes festdag, så det har altid været en festlig dag, med sange og flag”, siger Niels Henrik og tilføjer, “jeg blev født på Sct. Joseph Hospital den 1 maj”.

Barndommen

Det var et noget anderledes Fredericia, dengang Niels Henrik var barn, og han gik på Slesviggades Skole, hvor man gik fra indtil femte klasse. Her var man opdelt i Ø- og V-klasser. “Jeg gik i Ø, fordi vi boede øst for skolen, det var geografisk opdelt dengang”, siger Niels Henrik.

“Det var pragtfuldt at være barn dengang, der var ikke noget mere spændende end at have gymnastik og skulle spille fodbold på Kastellet, vi kunne ikke se bolden for den gule røg – vi løb rundt i en gul tæt tåge fra Superfos. Men vi spillede også bold for enden af Norgesgade, der var boliger langs skinnerne, der legede vi tit”, siger Niels Henrik om barndommens oplevelser med den runde bold.

Fra 5. til 7. klasse gik han på Købmagergades Skole og senere på Realskolen, hvor han fik sin realeksamen. Men ellers var det en barndom med danseundervisning hos Olga Jensen og interesse for håndbolden.

Men et vendepunkt i barndommen blev, da Niels Henrik mistede sin far. Han kun var 11 år gammel. Han flyttede med sin mor og to søskende i et sommerhus i Trelde. Han har altid kunne finde noget positivt i livet og efter faderens død blev det en lille robåd, som han kunne sejle rundt i på Vejlefjord, der gav mening og liv.

“Det var en anden tid, jeg havde mit frirum ude på vandet i robåden, også cyklede jeg på tandem i Treldeskovene”, siger Niels Henrik. De to søskende fra barndomsmindet på havet og i skoven er i dag skrumpet til lillebror, der er rektor i Kolding, Niels Henriks storesøster døde for 15 år siden.

“Jeg havde en god barndom, der må godt være lidt modgang i livet, sådan er det for os alle”, siger Niels Henrik eftertænksomt.

Karrieren

Niels Henrik tog en handelseksamen og drog nordpå til Aarhus i 1970. Han blev udlært i bogholderiet hos et forsikringsselskab. Han kan noget med tal og datoer, den dato han startede som ejendomsmægler, kommer prompte, “det var den 1. oktober i 1975. Der startede jeg med at sælge ejendomme”. 

Det blev til fem år i Aarhus som ejendomsmægler, markedet var voldsomt og man begyndte dengang med gratis vurderinger, “der blev gået til den og der var krig mellem ejendomsmæglerne, det ville jeg ikke kæmpe mod som 30-årig”, siger Niels Henrik.

Med sig fra Aarhus i bagagen havde den unge Niels Henrik sin kæreste, som tre år senere blev hans kone.

De startede Billund sammen i Fredericia, den 6. august i 1980 i Gothersgade 5 ovenpå Bison Lædervarer.  Men firserne var en svær faktor at starte op i udover en kæmpe økonomisk krise i Danmark, havde Niels Henrik ikke tænkt over konkurrencen i Fredericia.

“Det var barskt, jeg opdagede, da jeg åbnede, at jeg var ejendomsmægler nummer 27, som solgte ejendomme i Fredericia, det havde jeg ikke regnet med eller undersøgt”, griner Niels Henrik.

En af grundende til, at han valgte at komme tilbage til Fredericia, var ikke byen som sådan, det var beliggenheden. “Jeg kendte byen, det er en god forudsætning som ejendomsmægler og så skal man virkelig gøre sig umage, hvis man ikke skal bo tæt ved vandet”, siger Niels Henrik.

1993

Ejendomsmægler Niels Henrik Billund var startet ud i det, han dengang, ville betegne som en lille snavset by med masser af barer. Men det første vendepunkt kom i 1983, da han blev gift med Karin Billund, og de fik deres søn Casper. Samtidig var den økonomiske krise i Danmark begyndt at vende.

Renten var gået fra at være 20 procent til otte-ni stykker og der blev solgt huse igen.

Familien bygger også deres eget hus i Trelde i 1983, indtil da havde de, blandt andet, boet i lejlighed i Sønderparken som dengang var nyopført.

“Det tog nogle år at få fodfæste dengang, hvis vi for nogle år siden talte om, at der var krise, så tænk på dengang, der havde vi dæleme også krise med en rente på 20 procent”, siger Niels Henrik.

Nutidens Fredericia

Niels Henrik Billund er stadig ejendomsmægler med et stort E. Da jeg spørger, om han skal være andet eller har planer om at gå på pension – får jeg det blik, man kender, når man har stillet et dumt spørgsmål. Niels Henrik har ingen planer om andet end at sælge boliger.

“Vi har et helt andet Fredericia i dag, man kan sige at den gule røg er væk og den vending vi ser, skyldes i min verden tre personer. Man kan sige, at Jean Brahe der i midten af nullerne, var formand for Realdania Fonden, var ham der reelt solgte ideen om at fonden skulle investere i Fredericia. Uffe Steiner havde mod til at gå med på ideen og Mads Lund lavede også i starten af nullerne forarbejdet for at de mange krydstogtskibe, der i dag besøger Fredericia. Det er det forarbejde, der løfter byen i øjeblikket”, siger Niels Henrik om udviklingen af Fredericia.

Men det har også været butikkerne i byen, ja faktisk forretningslivet generelt i Niels Henriks optik, som har været med til at løfte opgaven mod vækst.

Fritiden

Niels Henrik har stadig kærlighed til fjorden og havet, som han også havde, da han som lille roede ud på Vejlefjord. Niels Henrik har en motorbåd med en V8-motor i dag, som han kan trække op på grunden, ved huset han byggede i 1983 sammen med konen i Trelde.

“Det er en fantastisk følelse at komme ud på vandet, nu sejler jeg mere ud mod Endelave og Samsø, og nord for Fyn. Jeg kan god lide at komme ud, hvor der er mere vind og sejle op imod det åbne hav”, siger Niels Henrik.

De sjove handler

“Den jeg er mest stolt af, er Musical Akademiets bygning i Kongensgade, den havde Superfos som administration og laboratorium. Den fik jeg til salg cirka omkring årtusindeskiftet. Jeg fik en henvendelse fra kommunen, at de ledte efter efter en bygning med 400-500 m² parketgulv til dans, de tænkte specifikt på prinsessegade 32, hvor der havde været korsetfabrik. Så var det jeg sagde, “det var en lille ting, når de kunne købe Kemiras administration for en 14-15 millioner”. Det var mest som en spøg, men de købte den. Jeg kan huske, at jeg viste hele bygningen frem til kulturudvalget, de var meget begejstrede også var Uffe Steiner med på ideen, bygningen blev købt rimeligt hurtigt”, fortæller Niels Henrik.

“Det syntes, jeg var en sjov historie, at en dumsmart bemærkning, ender i en handel”, siger Niels Henrik.

En anden af Niels Henriks sjove anekdoter fra et langt liv, som ejendomsmægler er forhistorien for at DLG bygger et nyt stort hovedsæde i Fredericia.

“Sammen med byrådsmedlem Martin Kragh og advokat Ove Henningsen solgte jeg et stort jordareal ved Ny Nitrogen til DLG, som nu bygger hovedsæde. Det er cirka 30 år siden de købte grunden”, fortæller Niels Henrik.

“Det var ikke dengang i tankerne, at de skulle bygge et hovedsæde, men det er meget skægt, at de alligevel dengang fandt Fredericia interessant”, siger Niels Henrik.

Det har været en god og nærværende samtale imellem den erfarne ejendomsmægler Billund og kulturredaktøren. Inden Niels Henrik går mod udgangen og kan kalde sig Ugens Kurt, vil jeg høre om fremtiden.

“Bare det at have tag over hovedet og et godt helbred, det er forudsætningen for at have det godt, eller i hvert tilfælde et godt fundament”, afslutter Ugens Kurt.

 

 

Ugens Kurt: Susanne ‘Sus’ Petersen

Af
Matthias Runge Madsen
-
0
Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Susanne ‘Sus’ Petersen er en travl dame. Med et fuldtidsjob i ved PostNord, sin egen webshop, en deltidsbutik i Kanalbyen og et job som håndboldtræner er der nok at se til. Alligevel lykkedes det at stable en aftale på benene, så hun kunne blive den næste ‘Ugens Kurt’.

Der var godt gang i Kurts Kaffebar på denne torsdag eftermiddag. Kalenderen skulle passe, og mellem et photoshoot, bygning af messestand og en aftenvagt fandt vi tid til en Café Latte på den hyggelige kaffebar.

Jeg kender kun Susanne, eller Sus som hun bliver kaldt i det daglige, fra hendes engagement i Fredericia Håndboldklub. Hendes tid er ikke stor, men alligevel finder hun tid til at hjælpe de unge håndboldpiger på vej med at blive endnu bedre håndboldspillere. Men vi starter snakken et andet sted, vi tager tilbage til Taulov, hvor det hele startede for Sus.

Gode venner og et svært skoleskifte

“Jeg er oprindeligt fra Taulov, hvor jeg er vokset op. Jeg har gået på Taulov Skole alle 10 år, og det var virkelig en god tid. Faktisk havde vi det så godt i klassen, at jeg stadig har kontakt til mange af mine gamle klassekammerater. Det er super sjovt at se, hvordan folks liv har bragt dem rundt i hele verden” fortæller Sus, inden hun fortsætter:

“Vi havde en rigtig god klasselærer, Kirsten. Hun var især rigtig god til at håndtere mobning – og der havde vi jo alle nok en periode i løbet af skoletiden hvor vi blev mobbet. Men hun var god til at opfange og standse det her, inden det gik for vidt. Det tror jeg virkelig har været med til at styrke vores sammenhold”.

“Efter skolen skulle jeg vælge. Men det var ikke så svært. Gymnasiet var for flippere dengang, så jeg valgte HHX. Sideløbende med min skole havde jeg arbejde i Føtex, og da bagermesteren og førstedamen flyttede butik til Kolding, der flyttede jeg med. Efter det første år på HHX i Fredericia valgte jeg også at flytte skole, så jeg gik på HHX i Kolding”, fortæller Sus.

“Skiftet var rigtig svært. Det forløb vi havde haft i Fredericia var meget anderledes end det i Kolding, så de andre elever i klassen var på et helt andet sted end mig. Så efter terminsprøverne vidste jeg, at det her ikke var mig. Jeg meddelte skolen, at jeg ville droppe ud. Selvom jeg ville droppe ud, så ville klasselæreren gerne have mig med på studietur. En studietur til Beijing i 14 dage. Det var virkelig en oplevelse, selvom vi nok var mere som aber i bur – der blev i hvert fald taget flere billeder af os, end vi tog af tingene rundt omkring”, siger hun med et grin.

Kulturforskelle og minimalt med plads

“Jeg tænkte: Nu skal jeg i butik. Nu havde jeg længe været i Føtex, og tænkte at jeg var da god til det her. Så jeg nedgraderede mig selv og tog en HG. Det var måske bare et år der skulle overstås, jeg var ikke helt så glad for skolen mere”, fortæller Sus.

“Jeg fik en praktikplads i Cowboyland i Aarhus, nærmere midt i Gellerup. Det var noget af en opvågning, at komme til en butik beliggende i et område hvor kulturen er så anderledes. Det var eksempelvis ikke unormalt, at der kom nogen løbende ind, rev tøjet af dukkerne og så løb ud igen”, siger hun og fortsætter:

“Men jeg havde en rigtig god chef, der virkelig stod bag os og hjalp os. Men jeg tror min opvækst med en syg mor og en hårdtarbejdende far har gjort mig stærk – og den styrke brugte jeg når vi skulle konfrontere de her midt i deres tyveri. Jeg tænkte ikke så meget over det, jeg tror bare jeg synes det ikke var retfærdigt”.

“Jeg flyttede til Aarhus sammen med en veninde. Vi boede sammen på et lille loftsværelse på 10 kvadratmeter, det var meget småt. Det handlede bare om at have et sted at sove, pengene var jo små. Så efter et år blev det for meget, så jeg endte hjemme på børneværelset igen” siger Sus.

Butiksflytning, butikschef og ansat ved posten

“På mit sidste år som elev stod vi overfor en flytning af butikken. Bruuns Galleri var helt nyt, og vi var med til at åbne hele Bruuns Galleri. Det var en super fed oplevelse. Vi var med til at indrette butikken og bruge vores idéer. Det lærte jeg meget af” siger hun for fortsætter:

“Da jeg blev udlært i 2004 fik jeg hurtigt et job. Jeg blev ansat som butikschef i Leandro Leone, der var en af de største modebutikker i Aarhus. Vi solgte mærker som Dolche&Gabana og Armani, det var noget af et skifte fra Gellerup til de fine i Aarhus. Men da de store modehuse også begyndte at få mærkevarerne, så gik det ned af bakke for forretningen. Jeg blev forflyttet til Odense, men det gik også ned af bakke der”.

“Jeg sagde op, og søgte et job hos posten i Fredericia. Ikke fordi det skulle være fast, egentlig bare fordi jeg skulle have noget indtil jeg fandt et nyt job. Jeg søgte et job hos børneafdelingen i Salling, og det fik jeg. Det var i den periode jeg lærte mest om mig selv. Jeg var aldrig hjemme, og tiden til veninder og familie var virkelig lille. Udover at arbejde i Salling var jeg tjener på Simons og som bartender på Hollywood, så tiden blev fyldt rigeligt ud” fortæller Sus.

Udlandsrejse gav inspiration

“I 2008 tager jeg på ferie med en veninde, og i flyet på vej hjem sidder jeg med en følelse af, at jeg ikke vil hjem. ‘Sådan har man det jo altid’ sagde hun, men nej, det her var rigtigt. Så jeg tjekkede nettet for udlandsmuligheder, og det så let nok ud. Så jeg opsagde min lejlighed, sagde mit job op kun tre dage efter jeg kom hjem. Jeg tænker ikke så meget over tingene, jeg er meget spontant anlagt”, fortæller hun og fortsætter:

“Jeg bestilte en 14 dages ferie til Mallorca, og da de andre gæster tog hjem, ja så blev jeg. Det var sådan lidt mærkeligt, for dem jeg havde rejst med derned på den her rejse, de virkede helt som en familie da de tog afsted. ‘Pas nu på dig selv’ lød det fra flere af dem. Jeg stod helt for mig selv, kendte ikke en sjæl dernede. Det var vildt”.

“Jeg blev indlogeret på et hotel af chefen på den pub jeg havde fået arbejde på. Det var en hård tid, og efter omkring fem måneder var min krop helt færdig. Det var hårdt for kroppen at være dernede, så jeg vendte hjem igen” siger hun.

Tilbage til Salling og posten

“Tre dage før jeg kom hjem søgte jeg igen ved Salling, og fik jobbet. Det var fedt at være tilbage i Salling. Jeg fik selv ansvaret for det område jeg var i, jeg havde selv ansvaret for at købe ind og sådan. Det synes jeg var super cool. Jeg lærte at sælge undertøj, det er meget svært. Der er mange kræsne kvinder” siger Sus med et grin.

“Efter omkring to år gik det lidt på kant med chefen. Det var lige midt i finanskrisen, så der var mange ændringer i hvordan vi skulle gøre tingene. I sommerferien så jeg et job hos posten, ti timer om ugen, det var fedt. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg kunne tjene flere penge ved posten end i Salling, så jeg sagde mit fuldtidsjob op i Salling og gik på 30 timer ved posten – til en højere løn. Jeg beholdte dog stadig et job som tilkaldevikar i Salling, for jeg kunne jo godt lide det” fortæller hun.

Ny uddannelse og oprettelse af egen læreplads

I 2014 valgte jeg at sige: Jeg er træt af det her post. Omdømmet var ringe, og jeg ville gerne videre i livet. Jeg så et opslag om en uddannelse hvor der var ét år i skole, og ét år i praktik på Erhvervsakademiet i Vejle, så jeg startede på uddannelsen som handelsøkonom” siger Sus.

“Jeg valgte indkøbslinjen, og det blev jeg rigtig bidt af. Da vi skulle søge praktikpladser var det ikke fordi jeg ikke kom til samtaler, og jeg fik da også tilbudt en plads. Men min studievejleder havde under en samtale gravet frem, at jeg altid har drømt om at være selvstændig, så han sagde ‘hvad med, at du tager dig selv i praktik?’. Først tænkte jeg ‘kan man overhovedet det?’, men det kan man jo åbenbart godt” fortæller hun og fortsætter:

“Så jeg brugte en uge på at tygge på det. En dag vågnede jeg op og tænkte: Jeg gør det sgu!. Det skulle være dametøj, noget helt andet end jeg har været vant til. Jeg fik lavet forretningsplan, analyser og hvad der ellers skulle til. Om mandagen kom beskeden, at jeg var godkendt til at tage mig selv i praktik. Men hvad gør man så? Det var den næste udfordring. Jeg tog ned til Business Fredericia og fik hjælp til at tale med banker og sådan. Men ingen ville rigtig være med, så jeg måtte selv skaffe penge. Så da jeg havde gjort det tog jeg på messe, og købte en masse tøj”.

Hjemmeside og container i Kanalbyen

“Den 26. februar 2016 gik jeg i luften med min hjemmeside, firkantt.dk. Jeg startede med at tænke det skulle være sort og hvidt. Det er det stort set alle kvinder bruger, så det var udgangspunktet. Men jeg opdagede hurtigt, at det ikke var holdbart. Farverne væltede ind i moden, og ja nu er jeg mere en modeshop for kvinder” siger Sus med et grin.

“Man sælger ikke varer fra dag et, det gør man bare ikke. Så jeg ringede til Kanalbyen og spurgte om man kunne låne en container til når det kom krydstogtskibe, og det fik jeg lov til. Det var starten på eventyret i Kanalbyen. Jeg tænkte, at det her kunne altså godt blive sjovt. Når det så hedder Firkantt, så passede det jo godt med en container. Så jeg fik en container fast, og ja så har jeg været der siden” fortsætter hun.

“Ved siden af butikken og hjemmesiden, der arbejder jeg stadig ved posten. Jeg er blevet flyttet lidt rundt, men nu er jeg ved pakkerne, så kan jeg da se hvad der sker med mine egne pakker” griner hun.

Reklamesponsorat blev til trænerjob

“Jeg blev kontaktet af Heidi Simonsen, der dengang arbejdede for ElboBladet. Jeg købte annoncer af hende, og siden har vi holdt kontakten. Nu er hun ansat i Fredericia Håndboldklub, og havde et godt tilbud på et sponsorat. Jeg tænkte det var fed reklame, så det gik jeg ind i” fortæller Sus og fortsætter:

“Og så var jeg til min anden kamp ude i hallen, der endte jeg ved siden af Dorthe Runge. Vi talte om min fortid som håndboldspiller, og pludselig havde hun fået mig overtalt til at blive træner. Så nu er jeg her: fuldtidsjob, webshop, deltidsbutik og håndboldtræner.

Læs også: Ugens Kurt: Dorthe Runge, frivillig i FHK

Drømmer om at åbne butik i gågaden

“Lige nu fokuserer jeg meget på om min virksomhed skal køres op, eller den skal køre på hobbyplan. Så vil jeg da også gerne væk fra posten, det er jo fysisk hårdt for kroppen, og så er aften/natarbejde ikke det fedeste. Jeg vil gerne tilbage til det jeg kan bedst: sælge eller købe ind. Hvis drømmen kan blive at det er mit eget, så er det målet” fortæller Sus

“Jeg har da også en drøm om, at åbne en butik i Fredericia midtby. Folk er her, der er super handelsliv i byen”, slutter Sus, inden hun er på vej videre for at bygge på sin messestand til Shopping Bazar.

Ugens Kurt: Lone Eriksen

Af
Matthias Runge Madsen
-
0
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Lone Eriksen har de sidste 25 år været en fast bestanddel af Gardenia Blomster i Erritsø. Siden 2011 har hun stået i spidsen for forretningen, hvor mange fredericianere køber deres blomster. Fredericia AVISEN satte Lone i stævne på en råkold tirsdag i oktober.

Da jeg træder ind ad døren på Kurts Kaffebar, er Lone allerede kommet. Hun har fundet sig til rette i en lænestol, men vi flytter os til et bord i stedet. Lone har været hurtig – hun har allerede bestilt en café latte.

Jeg kender kun Lone fra de gange, jeg har været forbi Gardenia Blomster, men det er tydeligt at mærke hendes hjertevarme allerede fra starten. Vi starter snakken med at tage helt tilbage – til Lones opvækst i Skærbæk.

“Jeg kommer fra Skærbæk, hvor jeg er født og opvokset. Jeg har altid set mig selv som den mere stille pige, men gennem tiden har jeg nok udviklet mig til at turde mere, til at turde livet mere. Det helt store vendepunkt kom, da jeg i en alder af 23 mistede min mand til en arbejdsulykke. Mit liv gik ligesom i stå. Men jeg har formået at komme ud på den anden side. Det ligger stadig dybt i mig, men livet går videre, og jeg har brugt det til at blive stærkere. Det har givet mig modet til at tage flere chancer, for man skal nyde livet, så længe man har det,” fortæller Lone.

“Men opvæksten i Skærbæk var tryg. Jeg tror, at tryg er det helt rigtige ord at bruge. Jeg gik i skole på Skærbæk Skole, hvor jeg knyttede mange gode venskaber. På skolen var der et netværk og et nærvær. Man fik et tæt forhold til sine lærere, og lærerne kan da stadig huske mig den dag i dag, når vi mødes. Skolen står for mig som et symbol på tryghed. Vi var trygge med lærerne, men vi var også meget trygge ved hinanden,” siger Lone og fortsætter:

“Når vi havde fri, var jeg altid sammen med nogen. Der var altid en klassekammerat, jeg var sammen med. Jeg husker mange gode minder, blandt andet at vi efter skole hoppede på cyklen og tog en tur i skoven. Det er egentlig meget modsat, hvordan jeg oplever, at mine egne børn lever nu. Jeg kunne sagtens lægge en seddel, hvor der stod, jeg ikke lige spiste hjemme, men der går ikke en dag, hvor jeg ikke hører fra mine børn i løbet af dagen. Jeg ved altid, hvor de er, og hvad de laver. Det er jo egentlig nok hårdt for dem. Jeg tror, jeg selv har levet meget mere selvstændigt, hvor vi gjorde ting uden at skulle spørge om lov først.”

“Efter tiden på Skærbæk Skole skulle vi ind til den store skole i Taulov. Men derefter tog jeg en treårig HH, det der svarer til en HHX i dag. Derfra gik jeg i lære på kontor, for jeg troede, det var det, jeg skulle. Men 14 dage før jeg var udlært, fandt jeg ud af, at det ikke var det, jeg ville. I radioen hørte jeg et radiospot for et kursus på AMU-centret. Det valgte jeg at springe ud i – et otte ugers kursusforløb, hvor vi blandt andet lærte om blomster, maling og ansøgningsskrivning. Allerede dér hæftede jeg mig ved blomsterne, og her har jeg jo så været lige siden,” fortæller Lone Eriksen levende.

“Jeg var så heldig, at jeg fik en praktikplads og senere en fastansættelse i Gardenia Blomster. Jeg husker stadig den dag, jeg kom ind første gang. Jeg kom i min røde frakke og blev mødt af Karen Marie. Jeg spurgte, om jeg kunne komme i praktik, og hun sagde, at det kunne vi da godt finde ud af, men hun ville ikke garantere, at jeg kunne blive. Men det var en stor kontrast til den verden, jeg kom fra – men en god kontrast. Allerede efter tre uger kom Karen Marie til mig og sagde, at jeg havde talent for det, at det faldt mig meget naturligt,” fortsætter Lone.

“Jeg faldt hurtigt for det, og det faldt mig meget naturligt at være kreativ. Dengang jeg var 18-19 år, gik jeg på aftenskole med min mor, der også elskede blomster og haven. Og siden jeg startede i Gardenia tilbage i 1993, er min kærlighed til blomster kun vokset,” lyder det fra Lone Eriksen.

“Butikken har ofte været bandet langt væk”

I 2011 gik Lone Eriksen en ny tid i møde. En tid som almindelig lønmodtager blev skiftet ud med en tid som selvstændig erhvervsdrivende. Lone Eriksen kunne efter 18 år i Gardenia Blomster overtage forretningen, som hun siden har kørt videre. Det kom ikke bag på Lone, at hun skulle overtage efter Karen Marie.

“Der er meget andet arbejde ved at være indehaver fremfor almindelig ansat. Der er en masse kontorting, der skal være styr på, så jeg har kunnet bruge de ting, jeg lærte fra HH. Og så har Karen Marie altid været god til at tage mig med ind, så jeg også lærte det helt fra starten,” siger Lone Eriksen.

Ugens Kurt: Mads Täkker

Af
Thomas Lægaard
-
0
mads
Foto Thomas Lægaard - Fredericia AVISEN

Fredericia AVISEN møder Mads Täkker på Kurts Kaffebar, frosten er atter blevet en følgesvend i fæstningsbyen. Klokken er et par minutter over aftalt, men Mads sidder allerede klar med sort kaffe i koppen.

Mads Täkker er en erfaren herre, trods sine 29 år, som han rundende i fredags. Han sidder overfor mig, nydelig i en polo, håret sidder blæst bagover og trods hans tatoverede arme, har han en mild fremtoning.

Mads er født i Fredericia, han har altid boet i Fredericia og kan ikke tænke sig at bo andre steder. “Jeg tvivler på, om jeg nogensinde forlader Fredericia, jeg er så glad for at bo her”, siger Mads.

Skjoldborgvejens Skole var stedet, hvor Mads startede tilbage i 0. Klasse med skolemælk i rygsækken og forlod skolen igen i niende klasse. Mads startede på fælles tiende i Erritsø, fordi han var i tvivl; skulle han på Handelsskolen eller på Teknisk Skole, ville han gå sælgervejen eller skulle han vælge kokkevejen?

Men Mads faldt allerede i gryden som ganske lille

“Min onkel havde Kjærs Hotel i Nr. Nebel, der fik jeg nok interessen for kokkefaget. Mine forældre havde sommerhus der, så jeg brugte mange sommerferier på at skrælle kartofler og vaske op. Det føltes ikke som et fritidsjob, men mere noget jeg godt kunne lide”, siger Mads.

Fik du ros af onkel dengang?

“Min onkel var kok, så der var nok mere skældud”, griner Mads.

Mads blev opvasker på Hannerup Skov i en alder af fjorten år, han kunne mærke, at kokkefaget voksede i ham, derfor droppede han ud af fælles tiende og startede på Teknisk Skole på Hansenberg i Kolding. Efter et 20 ugers grundforløb kom han i kokkelære 1. november 2006 på Hannerup Skov, så det betalte sig af vaske tallerknerne grundigt.

“Da jeg var 16 var jeg nok en lidt vildere dreng end gennemsnittet”, smiler Mads og fortsætter, “det var sundt for mig med faste rammer og disciplin”.

“Ja tak, Nej tak og ikke forstået”, er ting som ligger helt dybt i Mads og en øvelse, der gjorde, at han ikke behøvede at udtjene en militærværnepligt, da han fik disciplinen ind via uddannelsen.

Efter halvandet år gik Hannerup Skov desværre konkurs og uddannelsen skulle afsluttes andetsteds. De to læremestre er i dag begge forpagtere: Jesper Hedegård er forpagter af Skyttehuset i Vejle og John Amstrup er forpagter af Dyvig Badehotel.

Mads afsluttede sin læretid og kunne kalde sig kok efter et kort besøg på Kryb I Ly og den sidste tid på Restaurant Carlslund i Odense. “Jeg fik på den måde en alsidig uddannelse med lærdom alle tre steder”, siger Mads.

Som 20 årig var Mads udlært og klar til at svinge kniven, han tog ned til sin tidligere læremester John Amstrup, som var ved at åbne Dyvig Badehotel.

“Jeg skulle bare hjælpe ham i gang tre måneder, det blev så til tre år. Der var to forskellige restauranter i en, brasserie som er det klassiske franske køkken og gourmet som den fine afdeling. I den fine afdeling kørte vi ofte hele menuer på Flora Danica tallerkener”, siger Mads om tiden på Dyvig Badehotel.

Mads havde ambitioner og benene sad ikke kun i kødet, han serverede, men også i hans egen næse og han sprang derefter ud som souschef i Faaborg på Hvedholm Slotshotel. Mads fortsatte den kulinariske rejse og blev tilbudt en køkkenchefstilling på Gram Slot, selv om han fik det samme tilbud i Faaborg.

“Hvedholm Slotshotel, der var alt etableret og det var hurtigt blevet et almindeligt job. I Gram var der flere ting, der skulle løftes, laves om og tilpasses, det tiltalte mere mig”, siger Mads.

I halvandet år arbejdede Mads på højttryk med kun få timers søvn – han var ung og havde selvfølgelig optjent en portion erfaring, men ikke ikke erfaring i at skulle lede fra øverste hylde af den gastronomiske branche. 

“Jeg husker direktøren sagde, at jeg var en nyudklækket kylling og nu ville han give mig chancen for at blive en hane. Det gjorde, at jeg arbejdede endnu mere for at få tingende til at fungere”, siger Mads.

Mads var 23 år gammel, da han startede på Gram Slot og undervejs voksede de til, at der var fire udlærte kokke og en kokkeelev.

Masterchef

Mads fik også en noget anderledes oplevelse, der gjorde farmand stolt og forundret. Sønnike tonede lige pludselig frem på Tv3-reklamerne uden familien var briefet.

Chefen sendte en sms klokken fire om natten, at han skulle huske skjorte og blazer jakke. Gram Slot skulle være lokation til en semifinale.

“Jeg mødte op til et stort tv-hold, uvidende om, hvad der foregik, indtil værten Thomas Castberg kom og gav mig hånden og sagde, at jeg skulle sidde ved dommerbordet i semifinalen i Masterchef. Jeg husker, at min far ringede og sagde, “hvad fanden – har jeg set min søn i en reklame for Masterchef”? Han var stolt”, siger Mads.

Programmet blevet filmet i en stille periode på slottet og vist i en meget travl periode. De havde ikke fået en mail om, hvornår det blev sendt ud til millioner af seere, så de så det efterfølgende. Da Mads så det, tænkte han, “det er jo bare Mads på 24 år, der godt kan lide at lave mad, som sidder der ved dommerbordet”.

At skulle være far

Mads var glad på slottet i Gram, men hans kæreste kom med en nyhed, der gjorde, at han reviderede livet og ville hjem til Fredericia og arbejde. Han skulle være far, mere far end kok, så han blev køkkenchef på Cozy i Fredericia.

Han var 26 år og ville prøve at få et lidt mere stille liv. Hans nuværende kompagnon Thomas Schmidt Jensen var souschef og de skabte noget godt sammen. 

“Det eskalerede vi gjorde noget rigtigt, det væltede ind med mennesker. Det var fantastisk og en dag blev jeg hvisket ind i øret, at Bent Jensen ville sælge Perhaps”.

Skyerne over hovedet på Mads var i dilemma; at blive selvstændig var måske ikke vejen til et roligere liv. Men tankerne om muligheden forfulgte Mads natten over og en snak med Thomas gjorde, at de allerede ringede til Bent Jensen dagen efter. Cirka 20 dage efter, den 1. juni dannede han et partnerskab med Thomas om Perhaps.

Perhaps

“Da vi overtager Perhaps, er vi ikke helt klar over, hvilken retning vi skulle i, det var som om, at vi regnede at skulle køre lige over i en rundkørsel, men tog en anden vej. Vi navigerede derfra og der er sket en del, vi gik fra de klassiske spanske tapas til mere nordisk inspirerede tapas,” siger Mads og fortsætter:

“I dag laver vid nogle retter, som vi synes er fantastiske bare i tapasform.”

Mads og Thomas har haft Perhaps i to og et halvt år, men cv’et og samtalen gør nok også, at intet er udelukket omkring fremtiden.

Børn og fritid

Mads og kæresten Anja Langemose fik deres søn Joshua den 22. September 2016.

“Selvfølgelig arbejder vi meget, men vi kan selv bestemme tiden og i kraft af, at vi åbner klokken 11, har jeg min søn hver morgen. Vi har vores rutiner med bad og morgenmad, det er ren far og søn hygge. Jeg giver selvfølgelig afkald på noget eftermiddagstid, men sidder ikke med tankerne om, at jeg er fraværende”, siger Mads.

Judo var en stor del af teenageårene, hvor Mads´ far var formand for Fredericia Judo og Ju-jutsu Klub i 20 år. Mads trænede judo i cirka fire år.

Mads ser sig selv for egoistisk til holdsport, “Hvis man taber, så er det ens egen skyld” siger Mads. Det er derfor, han blandt andet har et hvidt løvehjerte, der banker for FCK. Han har taget mange ture over bæltet til Parken sammen med sin ven Nicklas Hoffmann, ligesom de har været på diverse udebaner for at følge byens hold fra København. Det er den holdsport, det bliver til som fan.

“Nu er det mere Joshua og far, der ser kampene foran tv fremfor at tage turen til København, sønnike er blevet indoktrineret og jubler med, når de scorer”, siger Mads.

Mads og Anja skal giftes 13. april 2019, for 5,5 år siden blev de kærester og den 13. april 2018 – en fredag, friede Mads, så passer det med bryllup på en lørdag. Planlægningen er i orden, den første december i år, overtages et nyt hus, og Mads håber på flere børn.

Tatoveringer

Tatoveringer betyder meget for Mads, hele hans ryg er tatoveret og det begynder også at brede sig ned af begge arme. Han fik den første på sin 18 års fødselsdag og et projekt, han havde tiltænkt til armen, synes tatovøren var for stort til armen, så over to og et halvt år er ryggen blevet dekoreret. Selvfølgelig har han sin søns navn på armen og en anden tatovering erklærer troskab til FCK.

Interviewet er slut, men vi nåede af fylde kopperne flere gange undervejs. Det var hyggeligt og den lune samtale, gør det svært at forlade sofaen og varmen på kaffebaren.

https://www.facebook.com/VinobleFredericia/d
Annonce

 

 

 

 

 

Ugens Kurt: Lene Hartmann Bach

Af
Thomas Lægaard
-
0
lene
Foto: Thomas Lægaard - Fredericia AVISEN

Det var i går en stormfuld fæstningsby, hvor efterårets blade susede gennem de snorlige gader og pingvinspringvandet skød efter de indpakkede fredericianere, der shoppede. I dag skinner solen og ind ad døren på Kurts Kaffebar kommer den storsmilende Lene Hartmann Bach.

Kurts er i dag så godt besøgt, at jeg har sat mig i det mest moderne hjørne af kaffebaren. Det passer godt til mit møde med Lene Hartmann Bach, hun er en stilbevidst og moderne kvinde selvom dåbsattesten fortæller, at hun er 52 år gammel. Lene overrasker mig ved, at bede om en helt almindelig sort kaffe, hun er ikke til de moderne kaffetyper, men peger ikke fingre af, at jeg bestiller cafe latte.

Siden jeg selv flyttede til Fredericia, har Lene Hartmann Bach altid været at finde i bybilledet, og det er der en grund til. Hun brænder for Fredericia og hendes fødselsdag kan som de færreste fredericianere prale af at være på den prominente dato 6. Juli.

Lene er født indenfor voldene og hun ville være mit bud på den næste, der skulle køres som årets fæstningsdreng.  Hun gik på Bakkeskolen og var aktiv til springgymnastik i Erritsø, fra hun var 12 – 17 år.

Lene er meget socialt anlagt, men sætter en dyd i sine venner fra barndommen, hun har stadig venner fra folkeskolen og springgymnastikholdet.

“Jeg lever lidt efter, at man altid kan få nye venner, men ikke gamle venner. Jeg holder fast i dem fra min tidlige teenageår, det hele går så hurtigt i dag, vi udvikler os som mennesker, men må holde fast i relationerne”, siger Lene

Lene har to sønner Mads på 24 år og Troels på 18, hun ser selvfølgelig stadig mødregruppen fra sin ældste søn.

Efter folkeskolen valgte Lene handelsvejen, hun startede på handelsskolen. Lene tog en uddannelse og blev udlært som retssekretær i kriminal- og skifteretten i Vendersgade.

“Da jeg var færdig med min uddannelse, troede jeg, at jeg skulle være advokatsekretær, det var min drøm”, siger Lene.

I stedet kom der et dæk i vejen, Lene blev beskæftiget ved et dækfirma, de gik desværre konkurs og det blev starten på at blive selvstændig. Lene lavede sit eget firma, der importerede person- og lastbildæk.

“Jeg nåede en alder, hvor jeg enten skulle til at ansætte nogen i firmaet eller begynde at få nogle børn. Jeg var 28 år og valgte så børnene i stedet”, siger Lene.

Fredericia by som arbejdsplads

Ved et tilfælde fik Lene et vikariat i Fredericia Turistbureau, hvor hun blandt andet skulle sælge billetter til Hair, som dengang var headliner på  Fredericia Teater. Vikaren viste gode takter og da turistbureauet var en del af Erhvervsforeningen, blev hun ansat der som sekretær.

“Man nedlagde erhvervsforeningen og jeg blev ansat i kommunikationsafdelingen på Fredericia Kommune, hvor jeg arbejdede med events”, siger Lene.

Vi kommer vidt omkring, mens vi drikker vores kaffe, vi elsker begge Fredericia og snakken går om vores elskede by. Der tegner sig et billede af, at den bedste arbejdsplads for Lene er byen, hvor hun også selv bor helt centralt.

Hun var ikke færdig med det kommunale system, og blev senere ansat som Kulturkonsulent på Rådhuset. I otte år arbejder Lene med de store kommunale events. Harley Davidson-træf, Nordisk Kadetstævne og en del af de store tri-stævner var nogle af de events, der skulle arrangeres.

Business Fredericia

I maj 2015, så Lene et spændende job opslag, Fredericia Business blev etableret og de søgte en By- og Eventkoordinator. J

Hvordan fik du jobbet?

“Jeg synes dengang, at jeg havde meget at byde ind med, når direktøren kom fra Ribe. Jeg kendte Fredericia og erhvervslivet. Jeg var vant til at arbejde sammen med citycheferne og kendte byens events. Jeg ville skabe et samarbejde mellem byens aktører”, siger Lene.

Lene blev ansat og kunne være med til at starte noget nyt op fra bunden, det var starten på en fantastisk rejse.

“Det var et arbejde, hvor jeg fik muligheden for at arbejde med mine kreative sider, for mig har det været vigtigt med samarbejde mellem de forskellige organdonationer frem for at ringe til et bureau udefra”, siger Lene. 

At få skabt nogle nye samarbejdsmuligheder var spændende for Lene, hun havde erfaring fra sit job som kulturkonsulent. Hun havde afprøvet de store events, som Triatlon-VM og EM, så hun var ikke så skræmt over udfordringerne.

Hun nåede til et tidspunkt i livet, hvor tankerne om at skulle prøve noget andet strejfede hende. Da hun fik tilbudt jobbet som projektleder i MESSEC kom det på et lidt ubelejligt tidspunkt, men hun sagde ja. 

“Jeg var projektleder omkring en ny fagmesse som i dag hedder Move og nogle publikumsmesser. Jeg har bestemt ikke fortrudt det korte skifte, fordi jeg lærte en masse i det år, jeg var hos MESSEC”, siger Lene.

Business Fredericia kaldte igen på Lene. Det gav muligheden for at blive Erhvervskonsulent med fokus på strategisk midtbyudvikling. Det var med henblik på at tiltrække nyt erhverv til byen.

Passionen for Fredericia

“Fredericia har for mig altid været vigtig, både i det jeg laver nu og har lavet i mange år. Det arbejde har jeg ikke kunnet lave for en nabokommune, jeg arbejder med hjerte og brænder for byen. Jeg har været med fra de hårde tider, hvor der har været minus på tilflytter kontoen, til den transformation, vi er i. Det har været en fed rejse, når man ser, hvor man ser, hvor Fredericia er i dag” siger Lene.

Lene har bemærket at snakken om Frederica har ændret sig meget, når hun besøger København eller er til netværksmøder rundt omkring i landet. “Det er en anden positiv måde, man starter en samtale på, når man siger hvor man kommer fra”, siger Lene og fortsætter, “det er jeg kiste glad for”.

Fritiden

Lene er som så mange andre danskere hoppet på mountainbike-bølgen, hun har ligeledes fået en kæreste med flere fællesinteresser. Hun cykler MTB både i Frederica og Nyborg, hvor kæresten Lars Jørler bor. De har mange fælles interesser, han arbejder også med events.

Udover cyklen så styrketræner og løber Lene og går tur med sin bomuldshund gennem fæstningsbyen. Den er otte år gammel og hedder Snebold, da den er et vinterbarn.

“Jeg elsker at lave sund mad, det er min store passion, så kan man få et godt glas rødvin. Jeg kan godt lide at bruge byens restauranter, Den Engelske og Urbania Street Food.  Jeg bruger min by meget og elsker teateret og er meget social”, siger Lene.

Dine Fredericia yndlingssteder

Lene nævner Østerstrand på få sekunder. “Når man går op fra Danmarksgade og videre over Volden. Når jeg ser udsigten bliver jeg stille. Det er megafedt, at vi har Østerstrand, det giver os endnu en ting at være stolte af, 900 meter så er der blå-flag-strand. Det siger jeg til mine gæster, havnene er i ligeså kort afstand”, siger Lene.

Kanalbyen er også et af de steder, som Lene fremhæver, hun kan lide at følge udviklingen, C-Byen, haverne og de små kanaler. “Det sted har noget potentiale”, sige Lene.

“Volden er også en af mine favoritter. På Volden kan man fornemme byens historie, tænk hvis træerne kunne fortælle os hvad de har oplevet”, siger Lene filosofisk.

Fremtiden

“Når man runder de halvtreds år går nogen i panik, det har jeg ikke gjort. Man bliver mere opmærksom på den kvalitet, man putter ind i sit liv, jeg holder af hverdagen, og dem er der mange af. Man må hanke op i sig selv, hvis man ønsker forandring, der er plads til mange gode drømme for fremtiden”, afslutter Lene.

Vores kopper er for længst blevet tomme, det har været en hyggelig samtale på kaffebaren. Samtalen kunne have fortsat i timevis, men begge skal vi ud i vores elskede Fredericia. Døren går atter op og ud går Lene Hartmann Bach som Ugens Kurt.

https://www.billet.dk/gin-festival-2018#bio
Annonce

 

Ugens Kurt: Kristoffer L. Riddersholm

Af
Patrick Viborg Andersen
-
0
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Kristoffer L. Riddersholm, der er idrætskonsulent i Fredericia Kommune, er på farten for tiden. Han er at se mange steder i bybilledet, men han har en ledig stund, og vi har sat ham i den varme stol på Kurt’s Kaffebar, hvor vi blandt andet hører om hans baggrund, dagligdag, samt taler om e-sport.

Kristoffer, tak fordi, du ville drikke en kop kaffe med os, lad os starte med at høre om din uddannelse.

“Jeg er uddannet Folkeskolelærer, og har samtidig en bachelor i Idræt og sundhed,” siger Kristoffer og fortsætter:

”Jeg synes, at jeg har fundet min rette hylde. Idræt har altid fyldt meget i mit liv og det er noget, der vel nærmest kan betegnes som en livsstil for mig”

Kristoffer har fundet et job, som han elsker på alle måder, han udlever en stor passion.

”Det er et drømmejob at arbejde med idræt på de forskellige niveauer, der er med foreninger og events, samt at udføre politiske målsætninger. Det er rigtig spændende og givende,” fortæller Kristoffer.

Hvor længe kan du se dig selve fortsætte som idrætskonsulent?

”Umiddelbart kan jeg ikke se, at jeg ikke skal kunne være i jobbet i mange år endnu. Det er jo ikke noget med, at jeg skal kunne løbe ti km og alt sådan noget. Jeg kender dog mig selv godt nok til at vide, at jeg vil have udfordringer, men jeg har det rigtig fint med jobbet, hvor vi sætter idræt på dagsordenen

Pt. har Kristoffer meget at se til med feriesjov, men derudover er der også andre projekter i støbeskeen.

”Lige på den korte bane er det den populære skøjtebane på Gasværksgrunden, jeg arbejder med, men i det nye år skal vi arbejde med etableringen af et idrætsråd. Et råd, hvis arbejde, vi skal understøtte administrativt, forklarer Kristoffer.

Hvad har været det fedeste, du har været med til som idrætskonsulent?

”Der har været en del ting, men blandt andet feriesjov, som er en fed oplevelse på mange måder. Det er vigtigt for idrætsforeningerne, at de får kontakt til nye medlemmer på den måde og som idrætskonsulent skal man iscenesætte idrætslivet, og det er feriesjov med til. Det er også spændende at arbejde med events, løb, triatlon og hvad det nu må være. Vi har netop taget hul på fodboldfitness, og det passer også med konceptet til Fredericia Kommune, som gør sig tanker med aktivt liv. Sidste år lavede jeg et fodboldstævne for udsatte og hjemløse, det var fedt. Historien med, at jeg tidligere har arbejdet med udsatte grupper i andre funktioner, gør det specielt.”

Kristoffers fritid

Kristoffer har altid været passioneret, inden for sport, men hvor stammer interessen fra sport henne?

”Det er pudsigt. Min far var musiker og min mor pædagog. Det var ikke kondiskoene, som vi fik snøret som det første, men min mor havde dog en forståelse for, at vi skulle røre os. Jeg spillede håndbold i mange år som ung. Vi var en god gruppe fra Odense, der begyndte til volley og havde mange gode år, hvor vi blandt andet blev Danmarksmester i Fredericia Idrætscenter. Qua studier har jeg også været aktiv der i forbindelse med blandt andet skiløb, og så dyrker jeg meget cykling. I min studietid fik min far præget mig lidt, så jeg spillede musik, men så faldt jeg tilbage til sport. Det fylder også meget den dag i dag i min hustrus og børns liv,” siger Kristoffer.

Hvad går du egentlig mest op i?

”Cykling går jeg mest op i kombineret med ski og en smule triatlon. Jeg har pt. en skulderskade, der holdt mig lidt tilbage med svømning, men ellers har jeg været meget aktiv med triatlon og håber at vende tilbage,” forklarer Kristoffer, som også er sportsfanatiker foran tv’et:

”Jeg ser alt, virkelig alt. Lige fra fodbold, håndbold og så selvfølgelig til cykling. Er der sport, så er det der fjernbetjeningen stopper. Når er er OL ser jeg alt det, som jeg kan slippe afsted med.”

Hvad går din fritid ellers med?

”Jeg er meget aktiv selv, som jeg har nævnt med blandt andet cykling. Familien bruger jeg tid med, og de er også alle aktive. Når vi er afsted sammen, så har vi typisk cykler på taget af bilen. Vi har også hund og hus, der skal passes. Vi prioriterer familielivet og vennerne rigtig meget generelt. Jeg har selv en stor omgangskreds qua mine forskellige studier, og vi har venner i hele landet, som også skal ses,” siger Kristoffer.

Som en der er aktiv, ser Kristoffer også Fredericia som den perfekte base med de forskellige muligheder, der er i byen.

”Jeg er virkelig begejstret for de muligheder, vi har. Vi går ved stranden, i skove, tager til Trelde og alt det der. Vi bruger også naturen til at løbe og cykle, mens vi bruger byen ufattelig generelt også,” fortæller Kristoffer, der også bruger naturen arbejdsmæssigt:

”Det er interessant i mit arbejde at bruge naturens faciliteter, og det bliver der endnu mere af. Naturen er den største arena har en kåring fra naturstyrelsen slået først, og der har Fredericia et stort potentiale.”

Hvilke muligheder ser du i Fredericia på den front?

”Vi har Madsby, Hannerup og hele kyststrækningen. Vi har aktiv crossfit, som bruger faciliteterne udenfor, så der er bestemt mange muligheder”

Fredericiansk sport

Med en idrætskonsulent siddende foran mig, kan jeg ikke undlade at spørge Kristoffer ind til den moderniserede thansen Arena, som han siger følgende om:

”Det er virkelig blevet en indgangsportal, som på bedste vis præsenterer Fredericia Idrætscenter, når man kører forbi. Det ser stort og flot ud. Jeg så selv åbningskampen i arenaen, som forhåbentligt kommer til at rumme mange gode fremtidige oplevelser,” fortæller Kristoffer, der også i ny og næ er på Monjasa Park for at se FC Fredericia:

”Jeg er ikke fast derude, da det ikke er altid søndagen passer til det. Jeg har været forbi en del gange, og har også sæsonkort derud til pga. mit trænerarbejde i Fredericia KFUM. Når jeg har tid kommer jeg gerne, og jeg følger generelt fredericiansk sport tæt. Det er noget, vi vender, hver mandag på vores kontor, og en del af mit job er også at følge med, hvordan det går de lokale aktører.”

Både FHK og FC Fredericia er med i toppen af 1. division, og det er noget Kristoffer også hæfter sig ved.

”Jeg er godt opmærksom på ambitionerne, og det er vigtigt at kigge på det i en proces. Jeg tænker ikke, at der varer længe før håndbold er i ligaen – de spiller godt, synes jeg. Fodbold spiller også godt, og er med i toppen. I rugby gør man et godt stykke arbejde i EGIF, og eksempelvis er svømning også på vej frem på ungdomssiden, og triatleterne gør det fremragende på verdensplan. Der er også godt gang i den med BMX og i cykelklubben, og vi er også dygtige i skydning, så vi har mange idrætsgrene, hvor vi er dygtige. Og hvem ved, hvor man er med e-sport,” fortæller Kristoffer

Som idrætskonsulent, kan du så sige lidt e-sport som en sportsgren?

”Jeg håber, at vi kan få det placeret som en sport på den måde, at den rummer mange elementer, som ikke kan stå alene. Det skal kombineres med fysisk udfoldelse. Jeg håber, at man i Fredericia vil lave det med tanke på, at man laver det for at holde sig i gang. Andre projekter i Trekantsområdet har også fysisk træning som en del af elementet, så det er rigtigt spændende at arbejde med. Det kunne være fint, hvis man kunne bringe det ind i en foreningssammenhæng, og man skal anerkende, at mange har interesse for e-sport,” lyder den afsluttende replik fra Kristoffer, der denne onsdag, apropos e-sport, skulle i Bøgeskovhallen til netop E-sport, der var på programmet for Feriesjov i efterårsferien.

Fakta Kristoffer L. Riddersholm:

40 år
Født i Aarhus og opvokset i Odense
Er gift
Har to børn
Har en hvid hund, der hedder batmand
Har boet i Fredericia siden 2008
Har været ansat som idrætskonsulent i Fredericia Kommune i knap to år
Er uddannet folkeskolelærer, bachelor i idræt og sundhed, medievidenskab, master i børne- og ungdomskultur

https://www.byensrens.dk/
Annonce

Ugens Kurt: David Gulløv

Af
Patrick Viborg Andersen
-
0
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

41-årig David Gulløv er folkeskolelærer, men han var spidskandidat for Det Konservative Folkeparti ved kommunalvalget i 2017, og så er han også formand i Fredericia KFUM samt i bestyrelsen hos FC Fredericia. Lær i denne udgave af Ugens Kurt David Gulløv endnu bedre at kende, og læs blandt andet om hans rumænske eventyr.

David og jeg har lige været ude i Super Brugsen på Nymarksvej, hvor David sagde tak til to frivillige, der havde uddelt OK-kort til fordel for KFUM.

Vi tager efterfølgende ind på Kurt’s Kaffebar. David sidder allerede klar på bænken ude foran, og sammen går vi ind og bestiller. Selv tager jeg en klassisk sort kaffe, mens David er på cola-vognen i dag. Der er godt fyldt på Kurt’s denne fredag eftermiddag, men vi finder et ledigt bord og sætter os for at tale med David.

Vi starter helt fra basis, og hører om Davids livsforløb fra skoletiden og frem til den dag i dag.

”Jeg startede på Lillebæltsskolen, hvor vi havde det rigtig sjovt. Det var dengang skolen lå i Slesviggade. Jeg gik på skolen med en af mine bedste venner, og vi fulgtes ad igennem skoletiden. Jeg skiftede til Sct. Knuds Skole, og det gjorde hun også. Vi lavede alt muligt sammen dengang. Da vi gik ud af skolen, skiltes vores veje. Det sjove er så, at efterfølgende er min kone blevet gode veninder med hende, så vi ses stadig den dag i dag,” siger David, der efter endt skoletid tog en HF på Fredericia Gymnasium:

”Det var en sjov tid. Når man kommer i klasse med folk, hvor man går i spind, er det altid sjovt. Man kunne også finde alle “typer” i klassen. Lige fra de sjove unge, der skulle lave fis og ballade til de mere modne, der koncentrerede sig om uddannelsen. På HF kunne der godt være lidt forskel aldersmæssigt, det ved jeg ikke om der er i dag, men den ældste var 35 år og havde børn. De fleste af os andre var omkring de 20 år,” forklarer David.

Det rumænske eventyr

Som nævnt har David haft et rumænsk eventyr, og det startede netop efter HF. Eventyret har haft stor betydning for David, der fandt sin kone Cristina under eventyret i det rumænske.

”Efter jeg havde afsluttet HF, tog jeg et halvt år til Rumænien og var frivillig i en børnehave. Det var tilfældigheder, der gjorde, at det blev sådan. Jeg havde egentlig mest lyst til at tjene penge. Jeg arbejdede på Shells tankstation på Vejlevej. Jeg ville tjene penge til at tage ud at rejse og opleve Europa. Min far og mor havde en idé om, at jeg kunne tage til Rumænien for at være frivillig. Vi kendte nogen, der koordinerede nødhjælp i landet. Det var i midt 90’erne, så det var ikke lang tid efter murens fald. Dem vi kendte arrangerede det, og jeg mødte ham den ene, der sagde, at det ikke kunne blive et børnehjem, da det var for hårde vilkår. Han sagde, at han godt kunne få mig ind i en børnehave. Fra da jeg mødte ham, og til jeg var i Rumænien, gik der vel 14 dage,” fortæller David og kommer ind på de lykkelige omstændigheder, der skete i Rumænien:

”I min tid dernede mødte jeg min kone, så da jeg kom hjem, tog jeg tilbage for at arbejde og tjene penge til at få råd til flere ture i Rumænien. I to år arbejdede jeg som pædagogmedhjælper på Skjoldborgvejens Skole. Det var startskuddet til at læse til lærer, som jeg gjorde i 1999. Efter jeg blev færdig i 2003 blev jeg ansat på netop Skjoldborgvejens Skole, så noget må jeg have gjort godt i min tid som pædagogmedhjælper,” siger David, der den i dag er ansat på Ullerup Bæk Skolen Afd. Nørre Allé:

”Jeg startede med at have 1., 2. og 3. klasse. Efter nogle år åbnede en mulighed sig ved udskolingen, som jeg greb”, fortæller David.

David Gulløv og Fredericia KFUM

David er formand i Fredericia KFUM, men hvordan startede hans store kærlighed til klubben egentlig? Det spurgte jeg ham om.

”Da jeg var en lille dreng, spillede jeg bold i KFUM, og da min egen søn blev stor nok til bold, blev han også meldt ind, det var før jeg blev formand,” udtaler David og fortsætter:

”Jeg har den opfattelse, at man skal hjælpe, hvor man kan, så jeg har givet en hånd med,” forklarer David og kommer ind på, hvordan han blev formand for Fredericia KFUM:

”Gennem mit engagement blev jeg valgt ind. Da den gamle formand valgte at stoppe, blev jeg spurgt, om jeg ville træde til, og så blev jeg valgt. Jeg har altid elsket en udfordring. Det at træde ind som formand var en udfordring. Det var en spændende mulighed for at finde ud af noget om mig selv og lære nogen ting. Jeg har blandt andet lært en del om det at drive en lokal fodboldklub.”

Hvad har været den sjoveste oplevelse som formand?

”Der har været mange, men det var blandt andet sjovt at arrangere 100års fødselsdag i 2016 med koncert, festmiddag og alt det, der hører til. Det er også sjovt, når vi har en stor turnering. Her tidligere på året prøvede vi at arrangere en ny udendørsturnering. Der var 100 tilmeldte hold. Jeg var ude at dirigere trafikken, og vi havde ikke plads til alle bilerne, men det gik heldigvis alligevel,” fortæller David, der ikke kan spå om, hvor længe han fortsætter som formand:

”Man skal ikke holde fast i en taburet. Så længe jeg har noget at byde ind med, vil jeg gerne fortsætte.”

Vil fortsætte som spidskandidat for Det Konservative Folkeparti

Udover at være aktiv i KFUM er David også politisk aktiv, men det lå ikke i kortene fra barndomshjemmet, at han skulle blive det.

”Min familie har ikke engageret sig dybt i politik, men jeg har altid i mine fag som lærer med samfundsfag osv. interesseret mig for det og fulgt med i medierne. Gentagende gange har elever opfordret mig til at stille op. Det var ikke dem, der fik mig til det i sidste ende, men jeg tænkte over det efterfølgdende. Da jeg stillede op første gang, havde jeg tænkt over det i noget tid. Jeg undrede mig blandt andet over, hvor politikerne med integritet blev af, den del står for mig som noget af det vigtigste. Lokalpolitik handler for mig at se om borgerne og byen har de bedste faciliteter til at udvikle sig,” siger David.

Hvordan endte du med at blive Konservativ?

”Jeg har faktisk stemt lidt af hvert gennem tiden. Da jeg valgte at stille op, havde jeg sat mig ned og kigget på forskellene. Der er mange gode ting i alle partierne. Det værdisæt, der passede bedst på mig, var hos Det Konservative Folkeparti,” forklarer David.

Ved det seneste Kommunalvalg i 2017 var David Gulløv spidskandidat for Det Konservative Folkeparti, men den politiske karriere er ikke forbi endnu.

”Jeg tror det ikke, at det er slut. Valgkamp er enormt spændende. Det er hårdt, efter man ikke har fået det ønskede valg, men det er fedt at snakke med folk i gaderne. Det er så spændende, at jeg sagtens kunne se mig selv stå i gaderne igen,” fortæller David.

Vil du også fortsætte som spidskandidat?

”Også som spidskandidat. Igen, man skal ikke holde fast i at være det, hvis der er en bedre. Det er op til partiet at afgøre. Jeg håber at få titlen igen,” siger David, der har ting han vil gøre anerledes til næste valg:

”En ting som vi kunne gøre anderledes, er at være flere på gaden og flere sammen. Jeg stod meget alene med det. Det er opslidende at stå med en pavilion som den eneste. Det har været det værd, men det koster. Jeg fortryder intet, jeg fortryder ikke min valgkamp. Jeg førte en god, sober valgkamp og jeg kan se folk i øjnene stadigvæk og jeg kan se mig selv i øjnene.”

Drømmer om teaterbygning a la Sydneys operahus

David har bortset fra den lille afstikker til Rumænien altid boet i Fredericia. Derfor er han at betragte som en rigtig fæstningsdreng. Derfor spørger jeg ham til sidst, hvordan det er at se udviklingen i byen.

”Det er fantastisk fedt. Det er kun gået den rigtige vej, men vi har lang vej endnu. Jeg drømmer om et fæstnings- og kulturcenter. Jeg kunne også godt tænke mig et nyt, flot teater nede ved havnen. Jeg havde gæster på besøg for noget tid siden, hvor vi kørte over Den Nye Lillebæltsbro. Jeg sage til dem, at da jeg var barn kunne man se store, sorte skorstene med røg. Jeg drømmer om, at man i horisonten kan skimte et flot teater,” siger David.

Selv spørger jeg, om vi er ude i noget arkitektur a la operahuset i Sydney. David nikker.

”Det skal være sådan, at man tænker: Der skal vi ned. Hvis man laver en bygning, der ligner rådhuset, så skal vi selv bygge og betale det. Vi skal lave noget kvalitet a la operahuset i Sydney, og det kan også gøre, at man kan få fonde indover til at støtte det, så det ikke er os, der skal betale det hele selv,” lyder det fra David Gulløv.

Fakta David Gulløv:

41 år
Stort set altid boet i Fredericia
Gift med Cristina
Har to børn
Gik på Lillebæltsskolen og Sct. Knuds Skole
Har en HF taget på Fredericia Gymnasium
Uddannet lærer
Lærer på Ullerup Bæk Skolen, Afd. Nørre Allé
Formand i Fredericia KFUM
Bestyrelsesmedlem i FC Fredericia

https://www.facebook.com/mrhoejer/

Ugens Kurt: Nicole Møller Christiansen

Af
Thomas Lægaard
-
0
hårværk
Foto: Thomas Lægaard - Fredericia AVISEN

Nicole Møller Christiansen er indehaver af Hårværk i Dalegade, hun er Ugens Kurt på en dag, hvor solen skinner. Fredericia AVISEN sætter hende stævne på kaffebaren, som konceptet er opkaldt efter.

Nicole er kun 27 år, men hun er allerede en erfaren forretningskvinde. Solen følger med ind i kaffebaren, hendes lange, pinke hår lyser op. Bortset fra en afstikker til Strib, har Nicole altid boet i Fredericia. “De to år i Strib, de tæller ikke, der var jeg meget lille”, siger Nicole, der er glad for Fredericia.

Nicole gik først på Skjoldborgvejens Skole og afsluttede folkeskolen på Skt. Knuds Skole. Nicole havde allerede besluttet, hun ville være frisør, så efter 10. klasse startede hun på frisørskolen, og endte med at komme i praktik hos PILI i Vendersgade. Det blev startskuddet til det, der i dag er hendes egen salon. Hun var til svendeprøve i 2011, og blev udlært i 2012.

Efter læretiden afprøvede Nicole faget både i Fredericia og i Vejle. “Jeg fandt ud af, at jeg ikke befandt mig særligt godt med at skulle arbejde for nogen. Samtidigt kunne jeg også mærke, at jeg allerede savnede at arbejde i Fredericia efter kun et halvt år i Vejle.” Da Nicole klippede i Vejle undersøgte, hun allerede mulighederne for at få sin egen salon i Fredericia, det endte med at blive i Danmarksgade og Hårværk blev en realitet.

Hårværk

Hårværk blev etableret i december 2013 i Danmarksgade 35, dengang var profileringen brun og hvid. Senere skulle Hårværk dog nærmest eksplodere i farver, som er Nicoles store passion.

“Det var monster angstprovokerende at starte sit eget, men jeg ville hellere bruge timerne på mit eget, end at arbejde for andre”, siger Nicole.

Nicole startede med at være alene i Hårværk, men butikken voksede og pladsen blev for trang i Danmarksgade. De var pludselig fem frisører i de små lokaler i Danmarksgade, og det var svært at finde plads rent logistisk, så hverdagen kunne gå op i en højere enhed.

Nicole var allerede i gang med at lede efter en ny lokation til Hårværk. Det blev til Dalegade, hvor Hårværk er i dag i en moderne frisørsalon. Det var vigtigt for udviklingen af Hårværk, at de flyttede så de kunne vækste. Nicole drømmer dog ikke om en salon nummer to, hun kan godt lide at have fingeren på pulsen både med personale og butikken. Hun vil gerne udvikle sit artistiske talent for farver og være en salon i fremdrift.

Farverne i Nicoles liv

Nicole er en farverig person, og hun er ikke selv bange for at farve sit eget hår i alle regnbuens farver, i dag er det lys pink. Da hun var i lære og ansat, kunne hun mærke, hun ville mere med farvninger.

“Det med farver har altid ligget til mig, det var mere mig end alt andet i faget, og da jeg blev selvstændig, kunne jeg selv bestemme, hvor lang tid jeg kunne bruge på det. Så startede det for alvor, da jeg var i Las Vegas sammen med et firma til en farvekonference, hvor jeg blev stærkt inspireret. Her blev der tænkt farver på en anden måde. Der var nogen, som blev inspireret af naturen, diskotekslys og meget andet. Det var noget andet end at lave striber”, siger Nicole.

Det har udmundet sig i, at hun i dag er Artistic Educator for Pravana. Hårfarvning er en stor del af salonen i dag.

“Vi laver meget farvning. Vi viser, at vi tør og kan nogle forskellige ting. Det er tilgangen med at være med til at gøre folk smukke, være med til at skabe en identitet, der giver mig inspiration. For et menneske er håret en del af påklædningen”, siger Nicole om kærligheden til hendes fag.

Personale og kunderne

“Jeg synes, at vi har nogle fantastiske kunder som tør ligge deres hår i vores hænder. Vi har mange store behandlinger, der kræver, at man har fuld tillid til frisøren. Det er jeg stolt over og sætter pris på at vores kunder tør”, siger Nicole.

For Nicole er det vigtigt, at personalet selv har en god følelse med at arbejde i Hårværk. Det skal føle sig tilpas, og ikke skrues ned i et koncept. Vi ligner ikke hinanden i vores team, det er jeg tilfreds med.

Fritiden

Det meste af Nicoles fritid går med hendes interesse omkring farverne, “Men engang var jeg hestepige og stoppede efter et voldsomt styrt”, griner Nicole og fortsætter, “ej det ved jeg altså ikke, om du skal tage med.”

Ellers går hun og overvejer om golf kan blive en mulig fritidsinteresse, hun har spillet med sin far og øver tålmodigheden. “Jeg er ved at få clearet til mit handicap, så jeg er stadig på et lavt stadie”, siger Nicole.

Fritiden eller den, der er tilbage som selvstændig, viser også hendes dedikation til faget. Hun nørder meget Instagram, Pinterest og Youtube for både at blive inspireret og se nye tendenser.

Vi takker for en hyggelig skak med Nicole på kaffebaren. 

https://www.fredericiavin.dk/
Annonce

Ugens Kurt: Aliihsan Okutan

Af
Thomas Lægaard
-
0
marmeris
Foto: Thomas Lægaard - Fredericia AVISEN

Det er måske en af de sidste solskinsdage, hvor temperaturen stadig minder lidt om sommer, vi er på Kurts Kaffebar og ind af døren kommer Ugens Kurt – Aliihsan Okutan.

Aliihsan Okutan er særdeles velklædt og det er altid en fornøjelse at sidde over for et menneske, man ikke kender og få en del af deres livshistorie. Aliihsan med det tyrkiskklingende navn er 27 år gammel. Han er født og opvokset i Fredericia.

Aliihsan gik på Egumvejens Skole (I dag Kirstinebjergskolen Afd. Høgevej) og valgte senere at tage på Fællestiende i Erritsø.

“Jeg ville gerne lave brobygning og blive mere moden, for at finde den rigtige retning”, siger Aliihsan. I en tidlig alder vidste Aliihsan at han ville noget med salg, service og markedsføring. Planen og drømmen var at blive revisor, så tiendeklasse var en også en overgang til at finde ud af, at det var det rigtige at blive revisor.

Vejen mod at blive revisor

Det første skridt blev herefter en HG som tog 1 år, og så fortsatte han med en HHX, der tog tre år på IBC, drømmen om at blive revisor var intakt.

Midt i uddannelsen bliver Aliihsan også gift med Sultan, som også kommer til at bære efternavnet Okutan. Han tog et sabbatår, inden uddannelsen kaldte igen, denne gang gik turen til Kolding for at ikke komme for langt fra Fredericia. Aliihsan læste HA i Kolding en uddannelse, der tager 3,5 år, han troede stadig, at han skulle være revisor.

Aliihsan begyndte på jobsøgningen og havde svært ved at få hul til arbejdsmarkedet, men han havde altid haft et fritidsjob ved siden af uddannelsen, kæresten – der blev konen og sport. Fritidsjobbet var nærmest kommet ind med modermælken, da hans mor er medindehaver af Marmaris i Erritsø. Siden Aliihsan var 15 har han sideløbende arbejdet i mors og onkels pizzaira Marmeris og har været med til at være en del af hvor de er i dag.

Tallene og uddannelsen begyndte at fylde meget for den unge driftige mand, han søgte stadig job som revisor men det blev stille og roligt lagt på hylden. Det havde aldrig ligget i kortene at han skulle lave et generationsskifte , men han kendte Marmaris ud og ind, samtidig havde han taget en uddannelse, som kunne føre virksomheden ud i nye tider.

“Det kom lidt ind af bagvejen og jeg har bestemt ikke fortrudt de år, jeg læste for at kunne blive revisor, alle de ting, jeg har lært, kan bruges. Min kuffert er fyldt med virksomhedsøkonomi, markedsføring, ledelse, og koordinering. Det er alle ting, jeg kan bruge sammen med min onkel fremadrettet på Marmaris”, siger Aliihsan.

“Havde jeg vist for 10 år siden, at vi skulle lave et generationsskifte, havde jeg måske ikke taget den uddannelse, så det er jeg taknemmelig for”

Marmaris og samarbejdet med Tugay Okotan

“Min onkel hedder Tugay Okotan, han har 18 års erfaring, koncentrationen går på skiftet med min mor og de nye ambitioner og mål, som vi sætter os. Jeg har altid kunne lide mit fritidsjob, den feedback, man får fra kunderne er enestående, det er det hele værd”, siger Aliihsan.

“Selvom onkel har meget erfaring, har han altid lyttet til mine ideer, vi har brugt de sidste tre år på at sætte vores hjerner sammen. Vi skulle finde ud af, om vi kunne lede sammen, han er jo både min onkel og kommende partner”, siger Aliihsan.

Kan man ikke tænke, hvorfor Marmaris, når du har læst så længe?

“I mine øjne handler det om værdien af ens arbejde, der er ikke nogen, der kan beskrive den værdi, Marmaris har for mig. Det at overtage mors flotte arbejde, viderebringe succesen. Hun sagde altid læs, læs læs, men vigtigst af alt hav dit hjerte med i det du vil lave. Jeg har valgt den her retning for at være glad hver dag”, siger Aliihsan. Han lægger ikke skjul på, at han fornemmer at de skal optimere og vækste i fremtiden.

Fritiden

Ellers har sporten fyldt meget i Aliihsans liv, som alle andre raske drenge dengang spillede han fodbold i FfF’erne. Han har altid haft fokus på sin sundhed og kommer under vores hyggesnak i tanke om, at han faktisk også spillede badminton tre år i Erritsø. Men efter, at han fik mere travlt, passede fitness træning bedre, “Man kunne træne, når man vil uden faste tider”, siger Aliihsan. Udover Fitness så svømmer han to-tre gange om ugen og elsker saunaen og fordybelsen deri.

Det har været en spændene snak på kaffebaren og det bliver spændende at følge Marmaris som nu snart har en ny meget belæst generation klar i kulissen.

http://www.vw-fredericia.dk/

Ugens Kurt: Henrik Eriksen

Af
Patrick Viborg Andersen
-
0
Foto: Thomas Lægaard - Fredericia AVISEN

Henrik Eriksen er ny købmand hos Meny, der åbner i Fredericia medio februar 2019. Vi har mødt den nye købmand til en snak om opvæksten, tiden som selvstændig vinhandler, det nye job hos Meny og den politiske karriere, som Eriksen også har haft.

Vi starter med at ønske den nye købmand tillykke med jobbet. Selve snakken med Henrik Eriksen starter dog i en helt anden boldgade. Vi spoler tiden tilbage til skoletiden, hvor Eriksen gik på Købmagergadeskole.

”Det var en dejlig folkeskole. Vi var en differentieret klasse, men vi var ikke ramt af voldsomt mange nydanskere, som de andre på skolen, var. Det var en fin og homogen klasse, som jeg gik i. Der var de udfordringer, der hører sig til i en klasse, men det var en god klasse. Jeg synes, at det er ærgerligt Købmagergadeskole nu er lukket, og det var en fejl, at det skete,” siger Henrik Eriksen, der mindes specielt én tidligere lærer på skolen:

”Der var Jack Jakobsen. Han er gammel fodboldspiller, og jeg havde ham som gymnastiklærer. Vi talte rigtig meget fodbold, og han var altid efter mig til idræt,” griner Eriksen.

Som ung var Eriksen meget aktiv, og nåede også at spille fodbold på Jyllandsserieniveau. Generelt er han meget sportsinteresseret. Han elsker sport.

”Det har altid været fodbold, og også cykling. Jeg havde den berømte Bjarne Riis Dannebrogstrøje, og det var fedt at følge med dengang. Alt omkring fodbold og sport har altid interesseret mig,” fortæller Henrik og uddyber interessen for sport:

”Der er den her intensitet i sporten. Man skal være dygtig til sine ting, og hvis man vil være den bedste, er det godt sted at gøre det.”

Du har også altid sat høje mål, så på den måde hænger det vel også sammen?

”Jeg har altid sat høje mål. Det gjorde jeg også med fodbold, om end jeg ikke nåede divisionen, jeg nåede til Jyllandsserien, der er den femte højeste række. Men ellers ja, så har jeg en taget en snorlige uddannelse igennem det hele. Handelsskolen, og i lære som salgsassistent i Føtex Vest. Jeg startede i Gothersgade, hvor jeg arbejdede i Føtex, fra jeg gik i 9. klasse. Jeg avancerede ret hurtigt fra at være i varemodtagelsen til at være flaskedreng, og endte i kolonialafdelingen. Jeg blev headhuntet til Føtex på Venusvej. Der endte jeg med at gå fra at være i lære, til at blive salgsleder igennem Dansk Supermarkeds uddannelse. Jeg har på den måde arbejdet mig op til, hvor jeg er i dag,” fortæller Henrik Eriksen.

Hvad skete der i tiden efter Føtex?

”Jeg gik fra Føtex til at være kørende sælger, og prøvede også andre forskellige ting. Fra 2007-09 var jeg hos Sonofon som erhvervskonsulent. Derfra ramte vi krisen, og jeg tog kursus som bartender i London. Herefter arbejdede jeg i nattelivet, og bestyrede blandt andet Fru Nielsens Dansebar. Efterfølgende blev jeg selvstændig vinhandler. Vi (kæresten Gitte og Henrik selv, red.) åbnede HAPS. Siden solgte vi vinhandlen og HAPS, og nu sidder jeg her. Imellem tiden har vi fået Laura, og det var også det der gjorde, at vi solgte vinhandlen og HAPS så vi har tid til at være forældre.”

Eriksens vineventyr

Allerede i læretiden i Føtex tog vininteressen fart for Henrik Eriksen. Her endte Eriksen med at blive udlært i vinafdelingen, og det er der en speciel årsag til.

”Afdelingschefen Tanja skulle på barsel, og så skulle der laves lidt om. Det passede derfor med, at jeg kom i vinafdelingen. Med rollen som Trainee fik jeg salgslederrolle uden, at jeg egentlig var det. Jeg fik at vide, at jeg skulle have vinafdelingen. På det tidspunkt, ved jeg faktisk ikke særlig meget om vin, så jeg siger, at jeg skal smage på det, læse litteratur og på vinskole. Det accepterer ledelsen. Jeg startede fra en prop til den næste prop, og smagte mig igennem. Det gjorde det til en passion. Jeg tror, at jeg er en af de få elever, der kun er udlært i vin, og derfor fik mere viden om det, som gjorde, at jeg kastede mig ud som selvstændig i det,” forklarer Henrik Eriksen.

Hvordan var det at blive selvstændig?

”Det er den fedeste følelse. Man bestemmer alt selv og du styrer alt selv. De muligheder, der ligger i det, er fedt,” fortæller Eriksen, der igennem tiden har opbygget et stort netværk:

”Det blev også udnyttet, og jeg valgte aktivt til og satte mål. Jeg valgte, hvem der var i mit netværk. Man fastsætter sig nogen mål for det netværk, man vil have og retningen. Man lever afdd segmentering og det gode udvalg,” forklarer han.

Til at starte med var Eriksens Vinhandel en del af Skjold Burne, men siden blev Eriksen sin ”egen” uden at være en del af kæden.

”Det gjorde, at man kunne give personlighed Man kunne købe en palle af, hvad man ville. For eksempel købe 600 flasker af en speciel vin, og sige, at der ikke kommer flere end dem. Det var fedt. Når nogen spurgte efter noget, så havde man næsten altid mulighed for at skaffe det, og jeg gjorde alt for det hver gang,” siger Henrik Eriksen, der solgte vinhandlen i september 2017.

”Da jeg kan ikke få det hele til at gå op i en højere enhed, solgte jeg vinhandlen. Jeg havde en køber, og i forhold til HAPS, som vi også solgte, kunne det ikke lade sig gøre, at vi begge to var selvstændige,” udtaler Eriksen.

Jobbet i Meny

Meget apropos jobbet i Meny. Da Eriksen åbnede vinhandlen, florerede rygterne allerede om, at Meny var på vej til Fredericia.

”Tilbage i 2015 annoncerede man første gang, at der var noget på vej. Jeg tænkte, at det var noget pis, fordi jeg lige havde åbnet vinhandlen, og så Meny som en konkurrent med deres flotte vinsortiment. Der gik så noget tid, før man hørte om det igen. I 2016 hørte jeg noget til det igen. I forbindelse med jeg afhænder vinhandlen, og Meny snart ville åbne, blev det mere konkret. Efter lidt tid lavede de et stillingsopslag, og der søgte jeg igen for at være sikker på, at jeg var med i puljen. Efter samtaler endte jeg så med at få stillingen,” siger Henrik Eriksen, der regner med at få en stab på 40 medarbejdere.

Inden butikken åbner, skal Eriksen dog forberedes på starten i Meny.

”D. 15. november skal jeg i ”lære” og kende konceptet. Fra januar begynder vi nok at gøre butikken klar og medio februar åbner vi.  Der venter hårdt arbejde. Jeg har før prøvet at bygge butik op. Det er en følelse af eufori, og jeg kan ikke vente med at komme i gang. Det er lidt en drengedrøm, der går i opfyldelse for mig,” udtaler Henrik Eriksen.

Eriksen og politik

Har man sagt Henrik Eriksen, har man også sagt politik.

”Det er slut nu,” indskyder Eriksen med det samme, da vi nævner det.

”Det startede i handelsskolen med min gode ven Thomas Banke. Han jagtede mig og overtalte mig til at blive medlem af Venstre Ungdom. Det var egentlig det igen med mulighed for ambitioner. Hurtigt var jeg formand for lokalafdelingen af VU. Jeg kan huske, at jeg markerede mig i lokalpressen med læserbreve, fordi man ville lukke politigården, og jeg var uenig, da der var en stor indbrudsbølge i byen. I mange år var jeg med i bestyrelses- og baggrundsarbejdet, altså inde i motoren bagved. I 2013 var det på tide at stille op, og se hvad det kunne bringe. Jeg manglede så vidt, jeg husker 83 stemmer for en at få en plads i Byrådet.,” siger Henrik Eriksen, der ved seneste kommunalvalg var spidskandidat for Liberal Alliance:

”Jeg havde meldt mig ud af Venstre, og så blev jeg spurgt om jeg ikke ville være spidskandidat for Liberal Alliance, fordi jeg havde de rigtige værdier. Jeg tænkte over det, og meldte retur, at det så fornuftigt ud. Da valget så var overstået, gjorde jeg op med mig selv, at det at være spidskandidat trak for mange tænder ud i en lille organisation. Det var jeg ikke klar til igen med en lille på vej. Jeg tænkte, at vi trak en streg i sandet, og så er det dét. I bund og grund gider jeg ikke engang snakke politik mere, det hænger mig langt ud af halsen,” lyder afslutningsreplikken fra Henrik Eriksen.

Fakta Henrik Eriksen
34 år
Født og opvokset indenfor voldene i Fredericia
Gik i børnehaven ved sygehuset
Gik på Købmagergadeskole
10. klasse i Erritsø
Har en bror
Kærester med Gitte, sammen har de datteren Laura, der er født d. 24. marts 2018

Annonce

1...1.2591.2601.261...1.263Side 1.260 af 1.263
© DANSKE DIGITALE MEDIER A/S - NYHEDER, ANALYSER OG PERSPEKTIVER