5 C
Copenhagen
lørdag 22. februar 2025

Ugens Kurt: Jan Kirk Jochumsen

0
(Foto: Thomas Lægaard / Fredericia AVISEN)

Ugens Kurt er en af de medarbejdere fra Carlsberg, der dagligt sikrer, at en af verdens bedste øl ser dagens lys. I sin fritid er han en passioneret ildsjæl udover det sædvanlige, og det er ikke for sjovt, at han bliver kaldt Præsidenten. Ugens Kurt er Jan Kirk Jochumsen.

Jan Kirk Jochumsen blev holdleder i håndboldklubben Fredericia KFUM i 1989, og siden 1990 har han haft en tjans i FHK – først som videomand og sidenhen som holdleder.

Det blæste og var mørkt i Fæstningsbyen, da vi en sen eftermiddag satte Jan i stævne på Kurt’s Kaffebar. Efter at have bestilt en Café Latté til Jan og sort kaffe til mig talte vi om Jan og hans mange passioner.

Jan er 54 år og bor sammen med kæresten Rikke i Erritsø. Jan har to børn, der begge er fløjet fra redden, og derudover to bonusbørn.

Barndommen tilbragte Jan i skoleregi på Fredericia Realskole, og det er en tid, som han glædeligt ser tilbage på.

“Jeg kan huske min gamle dansklærer, Bent Bisgaard. Han introducerede os for Hobitten, og det er et univers, jeg har nydt siden dengang. Realskolen mindes jeg med stor glæde,” siger Jan, der efter tiden på Realskolen startede på Handelsskolen:

“Jeg blev efter det første år af HH tilbudt en læreplads på Fredericia Motorkompagni som lagerekspedient som jeg efter aftale med Handelsskolen tog imod, og efterfølgende kom jeg tilbage og færdiggjorde min højere handelseksamen. Jeg kom bagefter i lære hos Sydbank, hvor jeg var i seks år,” siger Jan og fortsæter:

“Jeg havde en kontakt og indgangsvinkel til Sydbank, hvorfor det gav derfor god mening at gå den vej. Jeg tænkte, at der var en god fremtid i bankbranchen, som hele tiden udviklede sig dengang.”

Jans stilling endte med at blive flyttet til Aabenraa, men der ville Jan ikke med ned, og han stoppede derfor i banken i 1992.

“Jeg fik tilbuddet, men jeg havde lige mødt børnenes mor, og jeg var begyndt i håndboldklubben. Så det passede ikke ind. Jeg havde en kammerat, der sagde, at de manglede folk om sommeren, så jeg skiftede til fjernvarmerørsbranchen i 1992,” forklarer Jan, der i 1997 startede hos ABB i Erritsø, hvor han var frem til 2003.

Siden 2003 har Jan været ansat hos Carlsberg, hvor stillingen stadig er distributionsmedarbejder den dag i dag.

“Nu er man pludselig en af de gamle derude. Der har været stor udskiftning, fordi mange er gået på efterløn og pension. Nu er jeg en ældre hane i gården. I de sidste 12 år har jeg været i et team udenfor, hvor man flytter lastbiler og trailere samt håndterer brygtog,” siger Jan.

Jan har igennem alle årene været glad for Carlsberg som arbejdsplads, og de har altid været fleksible i forhold til hans virke i FHK.

“Det betyder meget, og nu er jeg på fast dag og har fri klokken 15:00, men jeg har en aftale med dem, hvis det er nødvendigt at gå før,” fortæller han.

Håndboldeventyrets begyndelse

Selvom mange forbinder Jan med håndbold, så startede han faktisk ud med at være ungdomstræner i KFUM’s fodboldafdeling, men i 1989 blev han prikket på skulderen af Fredericia KFUM’s 3. divisionsdametræner, Bo Roy.

“Han spurgte, om jeg ville være holdleder, og jeg sagde ja. Da man slog F’erne og KFUM sammen året efter var Bo assistenttræner for Anders Dahl Nielsen, og så fulgte jeg med over,” siger Jan.

Hvordan er FHK nu i forhold til dengang?

“Det er en anden klub nu. Det er meget mere professionelt stillet an. Dengang var der lidt spillere ude fra også, men det var meget internt i klubben man rekrutterede fra i starten,” siger Jan, der i de tidlige år med FHK oplevede to oprykninger op i den bedste række, som dengang var 1. division.

“Det var selvfølgelig stort, men jeg var ikke så tæt på som i dag, da jeg var videomand,” forklarer han.

Dengang var videomand en anden beskrivelse end i dag. I dag skal hjemmeholdet efter hver kamp uploade alle kampe til en database, som alle hold har adgang til, men sådan var det ikke dengang.

“Jeg var med trænerne ude til kampe for at se kommende modstandere, hvor jeg filmede det. Jeg kunne nemt ende med at køre 5-6000 kilometer på en sæson,” siger Jan og fortæller, hvorfor han var så engageret med de mange kilometer:

“Hvis jeg går ind i noget, så gør jeg det helt. Når trænerne sagde, at vi skulle til Thisted en tirsdag aften, så kørte vi til Thisted.”

De største oplevelser

I alt er det blevet til syv oprykninger, tre nedrykninger og et konkurs mens Jan har været i FHK, men enkelte oplevelser igennem de 29 sæsoner skiller sig ud.

“Jeg husker en kamp mod Kolding på hjemmebane, hvor vi var bagud med syv ved pausen. Vi kom bagud med 9-17 i starten af anden halvleg, men vi endte med at vinde 32-25. Det var helt vildt,” siger Jan, der heller ikke kan undgå at nævne oprykningen til Ligaen i foråret 2019 som noget, der skiller sig ud:

“Det var fantastisk. Det var mange års planlægning og arbejde, der blev forløst. Jeg vidste ikke det kunne tage så lang tid at komme hjem fra Ajax f,” siger Jan med et smil.

I Fredericia ventede der 250-300 ellevilde fans, og det var ikke noget spillerbussen havde fået et praj om.

“Jeg var lidt i kontakt med fansene, og vidste fra Bent Jensen, hvor vi skulle hen og fejre oprykningen, men ingen vidste, hvad der ventede os. Den modtagelse vi fik var enestående, og omfanget af fremmødte kom bag på de fleste,” siger Jan.

Hvordan er det at se sådan et stykke arbejde kulminere med en oprykning?

“Det er stort, og det er derfor man cykler til træning mandag i regnvejr. Jeg har set alle knægtene knokle for det. Jeg ved bestyrelsen har arbejdet rigtig hårdt siden de lavede 2020-planen,” siger Jan.

Præsidenten

Internt i FHK-truppen går han under flere navne, blandt andet Jochumsen og Præsidenten.

“Præsidenten er nok, fordi det er min sæson nummer 29,” smiler han og kommer ind på, hvordan det er at blive kaldt det:

“Når det er relateret til antallet af sæsoner, så er det fint.”

Hvordan er det at have haft så mange forskellige spillere igennem sæsonerne?

“Hver sæson er sin egen oplevelse. Folk kommer og går, men uanset hvem, så er det stadig den samme ånd og det samme sammenhold. Mottoet, vi fighter for byen, er meget rammende der,” siger Jan og kommer ind på, hvor lang tid han kan finde på at fortsætte i FHK-regi:

“Jeg er jo kun 54 år, så fremtiden er åben. Jeg har ingen planer om at stoppe,” slår han fast.

Men hvor lang tid bruger, man egentlig som holdleder i løbet af en uge?

“Jeg har typisk to ugentlige træninger, som varer to timer pr. gang. Til en hjemmekamp er jeg der 2,5 time før kampstart, og halvanden times tid efter, så det bliver omkring 5,5 times tid. På udebane afhænger det af, hvor vi spiller,” siger Jan, der i den forbindelse sender en stor tak til hjemfronten:

“Uden forståelse fra min kæreste, så kunne det ikke lade sig gøre. Så det er jeg rigtig glad for,” siger han.

Er der mere tid efter arbejde og håndbold?

Man fristes til at spørge, har Jan egentlig mere tid, når arbejde og håndbold er overstået? Svaret er ja.

“Jeg kommer meget i Tøjhuset, og det bliver vel til 25 koncerter om året,” siger Jan, der altid har interesseret sig for musik, og har en bred smag:

“Jeg hører det meste, men jeg har lidt udfordringer med metal, klassisk og det tunge jazz, men ellers er min smag bred,” siger Jan.

Er din kæreste også meget musikinteresseret?

“Det er hun efterhånden ved at være. Et år fik hun et årskort af mig til Tøjhuset, så vi er tit derinde,” forklarer Jan.

En af Jans andre store passioner er Manchester United, og det er noget der har hængt ved altid.

” Jeg har fulgt United i tykt og tyndt siden jeg var knægt, og fornyelig var min søn Alexander og jeg ovre at se dem mod Brighton,” siger Jan og fortsætter:

“Det har i mange år været en drøm at komme derover for min far, der ikke er her mere, og Alexander og jeg. Nu fik vi chancen, og det var en kæmpe oplevelse. Vi så blandt andet museet, fik en stadionrundtur og så var der kamp dagen efter.”

Når tiden og vejret er til det, så nyder Jan også en tur på ryttercyklen på landevejene, hvor han i fred og idyl kan træde rundt i pedalerne. Jan har også igennem ti år været natteravn, men på det seneste har det knebet med tiden.

“Jeg startede sammen med naboen, da vores børn nærmede sig alderen til at gå i byen. Derfor ville vi stikke en finger i jorden, og så ellers være der for de unge mennesker,” siger Jan og kommer ind på en sjov episode:

“Vi har før fået en historie om rigtigt og forkert i forhold til sikker sex. På Fyn hedder Natteravne åbenbart natmåger,” griner Jan.

Natteravnene er karakteriseret ved, at de har kondomer og bolsjer med, og netop kondomer kan være svært at bede om ved en natteravn.

“Der er nogle, der er generte, så bolsjerne er en god indgangsvinkel,” siger Jan og slår fast:

“Vi holder selvfølgelig øje med, hvad de unge mennesker laver, og om de har for lidt tøj på eller skal have hjælp, men jeg synes faktisk, at de unge er gode til at hjælpe hinanden og det er dejligt at se.”

Jan har fået tømt sin Café Latté, og jeg selv skal videre, så på falderebbet spurgte jeg Jan om hvad han drømmer om i fremtiden.

“Jeg har snart 30 års jubilæum i FHK, så jeg kunne godt tænke mig at nå 40 år, og så kunne det jo være rart med en ny pokal i skabet,” siger Jan med et smil inden han slutter af med at sige:

“Ellers vil jeg gerne forblive sund og rask,” lyder slutbemærkningen fra Ugens Kurt, Jan Kirk Jochumsen.

https://www.billet.dk/queen-machine-i-fredericia#bio

Ugens Kurt: Christian Holm Johansen

0
(Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN)

Ugens Kurt er en, der kender Fredericia ud og ind. Han er vokset op med fodbold i Fredericia KFUM og håndbold i FHK, og har set FC Fredericia spille et utal af gange på Baldersvej. Nu er han salgsansvarlig i FC Fredericia, hvor han kombinerer fritidsinteresser med sin uddannelse. Ugens Kurt er Christian Holm Johansen.

Christian sad allerede klar med en sort kop kaffe, da jeg trådte ind på Kurt’s Kaffebar en kold torsdag formiddag i Fæstningsbyen, og netop rigtig Fredericia-dreng er hvad der karakteriserer 32-årig Christian, der danner par med Irene, som han har to døtre med.

“Bortset fra da Irene læste til fysioteraupt, hvor vi boede i Odense i to år, har jeg boet i Fredericia altid,” indleder Christian med at sige.

Opvæksten skete på Huslodsvej, hvor Christians forældre stadig bor den dag i dag, og skolegangen foregik på Treldevejens Skole.

“Det var superfedt, derfor jeg gik der hele skoletiden. Jeg boede lige ved siden af, og mange af klassekammeraterne boede også tæt på, så vi sås både i skolen, i fritiden, til fodbold, til håndbold eller tennis,” siger han og husker tilbage på lærerne:

“Dengang havde vi lærere i mange år, og jeg husker særligt min dansklærer, Jørgen Christensen, som jeg støder på hver søndag til fodbold. Han har sin faste plads på stadion. Så får vi talt fodbold til den store guldmedalje.”

Christian Johansen gik et år i Fællestiende, inden Fredericia Gymnasium kaldte.

“Det var et fint år på 10ende. Jeg er født sidst på året og manglede nok lidt modenhed i forhold til dem, jeg havde gået med i Folkeskolen. Jeg var også i tvivl, om jeg skulle vælge Handelsskolen eller Gymnasiet, så det var en god mulighed for mig til at blive klogere på mit valg,” siger Christian og uddyber:

“Jeg tænkte, at jeg kunne bruge gymnasiet til mere, når jeg var færdig, men det viste sig, at det skulle have været Handelsskolen. Da jeg gik i gymnasiet fik jeg fritidsarbejde i Intersport. Jeg blev tilbudt en læreplads efterfølgende, men jeg havde jo ikke den skolemæssige baggrund, så jeg tog HGS på IBC i Kolding, og kom efterfølgende i lære i Intersport.”

Hvordan var det at komme i lære?

“Det var fedt og grunden til, at jeg gjorde det var, at jeg er vild med sport. Jeg spillede meget fodbold, håndbold og tennis, og inden jeg kom i lære, havde jeg arbejdet som medhjælper i butikken, primært i weekenden,” siger Christian, der endte med at få Intersport som arbejdsplads i 13 år:

“Jeg startede som medhjælper, blev elev, udlært og så endte jeg med at sælge først til private og så til erhverv. Jeg havde været alt igennem hos dem, så jeg skulle videre og det kom jeg.”

Efter 13 år hos Intersport, der i løbet af Christians tid i forretningen blev til Sport24, var det tid til at prøve noget nyt.

“I de sidste fire-fem år sad jeg primært på erhvervskontoret i Vejle, og så opstod der en mulighed i FC Fredericia, som søgte en sælger. Jeg havde ikke selv set det, men jeg blev gjort opmærksom på det, da en kammerat mente, at det passede godt til mig. Det skete først efter, at ansøgningsdatoen var overskredet, men jeg søgte alligevel. Det viste sig, at FC Fredericia besluttede ikke at ansætte en, da de ikke havde behovet, men de gemte min ansøgning og efter et par måneder kom jeg til samtale. Vi blev enige om tingene, og så startede jeg der i august 2017,” siger Christian.

Hvordan var det at score sådan et job som passioneret sportfan?

“Det var fedt! Jeg er jo født og opvokset på Huslodsvej og hver søndag tog man på Baldersvej og så fodbold. Der var et hul ved tennisbanen, og så kom man ind den vej. Mine holdkammerater og jeg sad altid i venstre side på stadion med “Lange Bent” og de andre kendte fans. Jeg har aldrig selv været god til fodbold, men jeg er født med det i alt, hvad jeg foretog mig, så da chancen bød sig, og jeg kunne blande min salgsuddannelse med min passion for sport, interessen for det lokale fodboldhold, så var det fedt. Det er ikke bare et 37 timers arbejde, det er ikke noget mandag-fredag klokken 8-16, man er der og arbejder. Man tilpasser sin arbejdsuge efter, hvornår der er noget at se til, og så er der kampe om aftenen og i weekenden. Det er en form for livsstil, sagde en klog mand engang,” fortæller Christian.

Hvordan har den første tid i FC Fredericia været?

“Det har været spændende. Det, der kom mest bag på mig er, hvor meget arbejdet kommer under huden. Jeg havde ikke troet, at jeg ville blive så påvirket af, at vi taber, selvom jeg ikke har noget med spillet at gøre, Hvis vi taber om søndagen, er jeg nede og mandag skal man lige igang. Til gengæld når vi vinder, så flyver man. Da vi spillede den sidste kamp i Hvidovre, tog jeg mig selv i at ligge på knæene til sidst, da Hvidovre havde en chance. Da vi så fik de tre point, var jeg flyvende hele weekenden. Det betyder så meget for os alle, når vi vinder,” forklarer Christian og kommer ind på betydningen af netop sejren mod Hvidovre i forhold til hans job som salgsansvarlig:

“Det betyder noget, selvom tuneringen er lang endnu. Vi ligger stille i tre måneder og ser os selv i toppen af tabellen. Det er noget andet end at ligge nummer otte, det giver en anden ro og glæde, men det er ikke, fordi sponsoraterne vælter ind, fordi vi ligger, hvor vi gør. Dem skal vi naturligvis stadig kæmpe for, men det giver mange gode samtaler hos virksomhederne.”

FC Fredericia oplever stor opbakning fra erhvervslivet, og er igang med at gentegne sponsorater. Når Christian er rundt ved byens virksomheder oplever han positive vinde.

“Det er fantastisk. Vi er tæt på 200 virksomheder, der bakker op. Det er dejligt. Hvis du tager alle professionelle klubber, kan de ikke leve uden, at de lokale som bakker op,” siger Christian og peger ud på en kommunalarbejder, der går rundt i bybilledet med en FC Fredericia hue.

“Erhvervslivet ved godt, at det er vigtigt med flagskibe som os, Fredericia Teater og FHK. Det er vigtigt for byens borgere, at de har ting de kan tage til. Det betyder noget for virksomhedernes leverandører, deres medarbejdere og dem selv, at de kan bruge tid på den slags,” siger Christian.

Christian og håndbold

Christian er også blandt mange kendt for sit håndboldspil, og gennem håndbolden var han i mange år en del af FHK.

“Når man spillede fodbold, var det på den måde, at man fik en bold fra Kurt Jørgensens bagegerum, og så var det ud på græsplanen. Håndbold startede med leg, faldskærm og stille og roligt lærte vi nye ting. Da jeg var 15 år, spillede jeg stadig begge dele, men da vi skulle til at spille, det der dengang hed FC Junior, måtte jeg tage et valg. Jeg valgte håndbolden, hvor jeg spillede på førsteholdet,” fortæller Christian.

I rigtig mange år tørnede Christian ud for FHK, men nu er det Middelfart han løber på banen for.

“Jeg var i FHK indtil for fire år siden og tog så til Ejby og Middelfart. Jeg skulle være far, og da jeg spillede i Fredericia, var man røget fra 3. division til 2. division, det kunne jeg ikke forene. Det var derfor naturligt at trappe ned. Vi var ti gutter, der tog til Ejby og spillede for at kunne bevare det sociale,” siger Christian, der efter FHK’s konkurs var med til at spille FHK op igennem rækkerne:

“Inden konkursen var jeg lidt med omkring førsteholdet. Jeg fik aldrig nogen kampe i ligaen, men trænede med. Da man rykkede ned i 1. division fik jeg fem-seks kampe, og så gik vi konkurs. Det påvirkede os på 3. divisionsholdet, da vi så rykkede ned i Jyllandsserien. Det gode var, at hele 3. divisionsholdet var lokale drenge, der altid havde spillet i Fredericia, så det var ikke noget med, at nogen stoppede. Vi spillede bare i Jyllandsserien, og jeg husker, at vi vandt vores første kamp med 38-13 mod Bov. I løbet af sæsonen havde vi en uafgjort kamp mod Kolding, ellers vandt vi resten,” siger Chrisitan og tager os med på rejsen med FHK:

“Det første år i 3. division blev vi nummer fire, og året efter rykkede vi op. Vi havde nogenlunde den samme stamme, da vi rykkede op, og i 2. division kom der lidt til udefra, som skulle køre det videre. Det passede med, at jeg blev far og derfor ikke kunne træne så meget mere.”

Hvordan er det at se tilbage på, at du har været med til at få FHK op igennem rækkerne?

“Det er fedt. Da vi røg i Jyllandsserien kunne mange spillere begå sig i højere rækker, men det var slet ikke et tema. Vi ville spille i Fredericia, vi ville rykke op og det var fedt. Hvis vi 10-12 spillere ikke havde været der dengang, havde man så været i Ligaen i dag? Det ved jeg ikke, men så skulle nogen andre have gjort det. Det er dejligt, de gør det godt i dag og det giver en glæde at se dem på banen i tv og thansen ARENA,” forklarer Christian.

I de lavere rækker var der flere specielle oplevelser for FHK, og der fremhæver Christian specielt to opgør.

“Vi mødte Børkop, da vi rykkede op i 3. division. Kampen blev spillet i Smidstrup, hvor der var propfyldt, og da vi var i 3. division, og var rykket op, mødte vi dem igen i den sidste kamp. Inden vores kamp mod Børkop havde dameholdet lige sikret sig oprykningen et par timer inden, så hallen var fyldt. Det er sjovt at se tilbage på, at Børkop har været med til at fejre os to gange,” siger han.

Christian spiller stadig håndbold over bæltet – Middelfart Håndboldklub står på cv’et, men hvor længe fortsætter karrieren og hvordan går det?

“Det er svært at sige. Vi er ikke startet så godt i år, men vi har været voldsomt presset af tre-fire skader til hver kamp. Til den første kamp kunne vi frit vælge 12 mand og siden er det gået ned ad bakke. Det er uheldigt, fordi kunne vi vælge frit, så havde vi været i toppen. Sådan er det, så det er det sociale, der bærer,” lyder svaret.

Christian er kommet lidt op i årene i håndboldmæssig forstand, og med et tidskrævende job i FC Fredericia, så er hans tid med harpikskuglen måske snart forbi.

“Man kan ikke lægge det helt fra sig. Jeg er spillende assistenttræner lige nu, og det er svært at kombinere at råbe af de andre og spille, så hvis træner Søren Hougaard ikke deltager, så har jeg ikke harpiks på fingrene. Meningen var, at jeg ikke skulle spille så meget i år, men da vi har manglet spillere, så har jeg spillet lidt,” siger Christian.

Fremtiden

Snakken kører derud af med Christian, men vi har begge travlt og på falderebet får vi talt lidt om fremtiden for Christian.

“Jeg håber at være i FC Fredericia i mange år, specielt efter vi skal spille Superliga til sommer,” siger Christian med et grin og slår over i den seriøse tone igen:

“Jeg håber at have noget at gøre med håndbold, da det er svært at slippe det helt, når det har været så stor en del af mit liv,” siger han og fortsætter:

“Min datter går til trilletrolle-håndbold i Erritsø, så hvis hun fortsætter, så tænker jeg, at jeg skal have noget med det at gøre på en eller anden måde,” lyder ordene fra Ugens Kurt, Christian Holm Johansen.

https://www.billet.dk/queen-machine-i-fredericia#bio

Ugens Kurt: Stig Andresen

0
(Foto: Thomas Lægaard / Fredericia AVISEN)

Ugens Kurt er født til klokkerne af Sct. Michaelis, holder med og af byens sportshold, elsker sin cykel, er tosset med at være farfar, men har ellers fødderne solidt plantet på Lærkevej, hvor han har sin egen øl-bænk, og slapper af, når ikke arbejdet kalder. Ugens Kurt er Stig Andresen.

Klokken nærmer sig 10.00, det er stilhed før storm i fredagens Fredericia, hvor cafeerne og restauranterne er ved at forberede dagens program. Ind ad døren på Kurt’s Kaffebar kommer Stig Andresen, der hurtigt finder vejen til at bestille en Cafe Latte.

Stig Andresen blev født på Ole Olesensdag – den 2/2 på Sct. Josef til klokkerne af Sct. Michaelis Kirke. Far og mor arbejdede i Gade Olsens Bagerretning, far bagte brødet og mor solgte det. Men i en tid uden tablets og mobiltelefoner, hvad gjorde man så?

”Haha, godt spørgsmål, indleder Stig og fortæller:

”Vi legede på Volden. Jeg boede de første 12 år af mit liv i Dronningensgade, og Volden var nabo. Vi spillede fodbold foran Bülows Kaserne, fiskede ved det gamle soldaterhjem på Østerstrand, hvor vi fangede mange fladfisk, hvis tiden da ikke blev brugt på at lege cowboy og indianer på volden. Vi havde mange legekammerater – det var en fantastisk tid.”

Havde du andre fritidsinteresser?

”Mange. Jeg spillede fodbold og håndbold i Fredericia KFUM. Vi startede med håndbold på Bülows Kaserne, inden Fredericia Hallen så dagens lys. Jeg havde faktisk Anders Dahl-Nielsen som træner, og fodbolden blev spillet i Basses tid (KFUM-legende red.). En lille historie fra fodbold, som jeg husker særdeles godt, var da vores træner fyldte sin Volvo 544 med alle 11 spillere. Vi var overalt i bilen,” siger Stig og griner.

Hvad med skoletiden?

”Uha, jamen, hvad kan jeg sige. Jeg gik på Købmagergadeskole og Treldevejens Skole. Det interesserede mig nok ikke så meget, og da jeg nåede 9.klasse, blev vi enige om, at jeg skulle i lære i stedet,” fortæller Stig.

I 1972 flyttede familien til Honoresvej i Fredericia, og her boede han faktisk indtil han flyttede hjemmefra.

”Som sagt var skolen ikke mig, så jeg startede som arbejdsdreng hos Peter Pedersen i Taulov, inden turen gik videre til byen, hvor jeg blev udlært i 1980. Fra 1981 og frem til 1988 havde jeg forskellige jobs, f.eks. for Dansk Shell, hvor jeg kørte gas i hele Sønderjylland. Jeg var også hos L/H, inden jeg blev alvorligt syg i 1991. Jeg fik stafylokokker.”

Det lyder da ikke godt, hvor længe var du syg?

”Jeg blev faktisk gift i en kørestol med Helle, som jeg havde mødt godt fire år før. Jeg havde Falck til at køre mig op ad kirkegulvet. De kørte mig så hjem kl.00.00 til en sygeseng i stuen, inden jeg skulle retur til sygehuset, hvor jeg lå i fem uger, og så ventede der et helt års genoptræning. I 1992 blev jeg faktisk tilbudt førtidspension, som jeg takkede nej til. I stedet fik jeg revalidering og kunne tage en uddannelse som VVS-tekniker, og jeg fik min autorisation. Der er var ikke meget arbejde at få, så jeg vendte retur til L/H. Vi arbejdede blandt andet med det nye Føtex på Venusvej, herefter arbejdede jeg i Aarhus og så tilbage til Fredericia, inden jeg blev selvstændig i 2001,” siger Stig.

Hvorfor blev du selvstændig?

”Jeg arbejdede nok for meget. Jeg havde faktisk fået et nyt overmontørjob, men så sagde Helle til mig, at med så mange timers arbejde, så kunne jeg lige så godt blive selvstændig. Vi lavede først en to-årig aftale om, at jeg kunne arbejde så mange timer, jeg skulle, den aftale blev forlænget med fem år, og nu taler vi ikke om det længere,” griner Stig.

Hvordan var det at blive selvstændig?

”Hårdt, det er faktisk meget mere krævende end mange tror. Der er meget administrativt bøvl, og havde jeg vist de ting, jeg ved i dag, så jeg er faktisk ikke sikker på, at jeg var gået den vej, men til marts er der gået 19 år, og det er jo nok som soldatertiden, at man husker alt det gode, og det hårde bliver glemt. Man er ikke selvstændig, hvis man ikke kan lide det, og vi har da også haft mange gode stunder. Som forretning er Andresen’s VVS i hele Trekankområdet, pt. udfører vi en række projekter i Kolding og Vejle, men naturligvis også mange lokalt her i Fredericia,” fortæller Stig Andresen.

Når Stig ikke arbejder, er det cykelture, familie og vennerne, der kalder. De som kender Stig har mange gange nydt godt af hans altid storgrinende, venlige og imødekommende væremåde. Men hvorfor cykler han så meget?

”Jeg har været aktiv så længe, jeg kan huske. Jeg har i min seniortid har nogle pauser, men ellers husker jeg, at jeg som sagt, siden jeg var syv år har bevæget mig i fritiden. Cyklen kom ind i billede, fordi jeg har to smadrede knæ. Nu må de vente med at blive lavet til jeg går på pension. Jeg spillede i sin tid seniorfodbold i Pjedsted, men når man spillede kamp om mandagen, så havde jeg ondt til om torsdagen. I stedet dyrkede jeg karate, judo og budokan. Det endte med ren karate, men igen måtte jeg stoppe grundet mine elendige knæ. Så kom cyklen ind i billedet, hvor jeg har cyklet Hærvejsløbet, Aarhus – København, Sønderjylland rundt og mange andre ruter flere gange,” lyder det fra Stig, inden vi bestiller en kaffeopfyldning.

Det er lange distancer – hvorfor så lange?

”Sjovt, du spørger. Jeg er nok bedst på de lange distancer med den vægt, jeg har. Jeg er ikke god til de korte. Jeg er et tysk kraftværk, som de siger. Mange sagde også, at jeg kører bedst, hvis jeg havde fået en flaske whisky dagen før – det var en stående vits,” siger Stig med et smil.

”Jeg cykler stadig, men min store passion er mit barnebarn. Jeg havde hørt, at man kunne blive tosset, som bedsteforælder. Sådan kravle under spisebordet, lege gemme i skabet og andre skøre ting, men det er sgu værre end, jeg regnede med. I dag skal vi til sommerhuset i Assens. Jeg kører først derover med mit barnebarn, og så griller vi en and, gør alt klar til de andre kommer. Farfartid er kvalitetstid, så jeg glæder mig,” fortæller Stig.

Du er også aktiv hos flere af byens klubber og foreninger med sponsorater og frivilligt arbejde, hvordan er det?  

”Det er godt. Jeg sidder i bestyrelsen hos FC Fredericia, i Fredericia Håndværkerforening, er formand for Fredericia Installatørforening. Derudover sponsorer vi, som du siger, mange klubber og foreninger i Fredericia, men også i de øvrige byer, vi er aktive i, blandt andet Middelfart Volleyball. Vi har også støttet økonomisk hos i trithlonklubben, så de unge kunne få nye cykler, Fredericia Teaterforening – ja mange ting har vi støttet.”

Hvad giver det jer?

”Jamen først og fremmest, så synes jeg, at det er en pligt at give igen i de byer, man arbejder i. Jeg synes også, at Fredericia Teaters udvikling har været med til at løfte byen. Se alle de cafeer, restauranter og gæster, der rammer vores by. Det betyder noget, men vi skal også åbne øjnene for vores by. Vi behøver ikke køre 100 kilometer væk længere. Vi har det hele i baghaven. Vi gik en tur med nogle venner, og der indså vi faktisk, hvor meget, vi har i vores by. Vi skal bruge vores by noget mere,” siger Stig og fortsætter:

”Jeg er også glad for vores sportshold. Jeg møder mange af de samme mennesker i håndbold og fodbold, og det viser, at vi er mange til at bakke byens hold op. Jeg tror også, at sporten er med til at tiltrække folk til byen, samtidig med, at vi kan profilere byens virksomheder. Det kan jeg godt lide.”

Hvad med dit arbejde – du fylder 60 næste år, hvornår vil du stoppe?

”Uh, det har jeg faktisk ingen planer om. Så længe jeg synes, det er sjovt, så fortsætter jeg. Jeg har mødt mange mennesker, der er holdt som senere har fortrudt. Jeg skal også have fundet en arvtager, inden jeg tænker den vej, så det kan tage mange år endnu. Jeg er også syn- og skønsmand, samt voldgiftsdommer, så jeg skal være aktiv i mit fag mange år endnu, og hele tiden være up-to-date, men det er faktisk kun fedt,” fortæller Stig.

Udover sommerhuset i Assens – hvor slapper I så ellers af?

”Jamen skiture. Jeg vil faktisk hellere en uge på ski end 14 dage i solen,” svarer Stig.

Hvorfor?

”Jamen, ski er fantastisk. Man er aktiv, og man hygger sig godt sammen, når jeg sammenligner med at ligge i solen, hvor mange også hurtigt griber mobilen. Man er fysisk aktiv og får det bare godt. Østrig er vores foretrukne destination, men vi vil gerne af sted med vores barnebarn, så det kan være, at turen går nord på i stedet,” siger VVS-bossen.

Hvis du skal sætte ord på dit Fredericia lige nu, hvad ser du så?

”Først og fremmest, som jeg sagde – en by, der har udviklet sig flot de senere år, særligt i indre by med cafeerne og så videre, men jeg tror, at vi kan få et problem, når vi pt. sælger alt vores gode jord til transportvirksomhederne, fordi de måske sidder på 500.000 m2, men kun har få lokalt ansatte, chaufførerne kommer ude fra – desværre ofte fra Østlandene. Vi har brug for virksomheder, som f.eks. AUDI og A2SEA – flere af den type, fordi har flere medarbejdere lokalt, og mange bosætter sig også i området,” siger Stig og uddyber:

”Jeg vil ikke lyde sur og bitter, for jeg er glad for byens udvikling, men de virksomheder, som bosætter sig i byen, skal også tage ansvar og give byen noget igen, så jeg håber, at jeg tager fejl. Jeg tror også, at f.eks. DLGs flytning til Fredericia bliver fantastisk, fordi de kommer med hele 300 medarbejdere. Det er godt, og jeg er sikker på, at de vil være synlige i Fredericia.”

Stig drikker lidt kaffe og tilføjer:


”Men som jeg siger, så har Fredericia meget at være stolte over, både teater og sportshold sætter byen på landkortet. Der er ikke mange byer, der kan prale af så gode sportshold, slet ikke byer med en størrelse som Fredericia. Vi mangler bare en ting – at tale mere sammen. Børnene leger ikke længere på Volden, som da jeg var barn. Vi fik bekendtskaber for livet og røde kinder. Når jeg ser mange unge i dag, så står de med hver deres mobil, de taler ikke sammen, men de må være gode til at skrive sammen. Jeg tror også, at mange stresser af samme grund. Arbejdet er måske fastlagt, men fritiden drukner i mobilen.”

Stig Andresen har haft mobilen på ”forstyr ikke” under vores interview, og måske derfor, at vi sammen finder plads til den gode samtale, men det var nu ikke hans mission at prædike om mobiler til sidst, men sådan endte det, vi nåede også at vende, at FC Fredericia gerne måtte nappe point mod Hvidore fredag aften.

Og her mandag kl.7.00, hvor Ugens Kurt kommer til sædvanlig tid, så kan vi …. (mere her efter kampen i aften)

https://www.facebook.com/Fredericiavinhandel/

Ugens Kurt: Daniel Sohrt Huusmann

0
(Foto: Thomas Lægaard / Fredericia AVISEN)

Ugens Kurt er berømt for sit smil, sit drive og sit købmandsskab. I en krog i Midtpunktet kan man se ham hænge lys op, løfte varer ind og ud, men også servicerer et hav af kunder, der jagter bageudstyr, tandbørster, sodastream, Kay Bojesen-træfigurer og meget andet. Ugens Kurt er Daniel Sohrt Huusmann fra Fredericia Isenkram.

Daniel melder sig ved højbordet på Kurt’s Kaffebar, vi bestiller en Cafe Latte til ham – det hvide mælkskum gør godt, fortæller han, og sender første grin af sted mod os. Men hvem er isenkræmmeren, der er flyttet til Fredericia og på tredje år langer isenkram over disken.

Daniel Sohrt Huusmann blev født i Haderslev i 1992. Han voksede op i en isenkræmmerfamilie, hvor far drev Superkram, mor var hjemme sammen med Daniel og de to yngre søskende, Andreas og Annika. Barndomslivet var nærmest idylisk og foregik i Kelstrup.

“Der var en Næshallen, mange venner og et dejligt miljø. Vi havde det godt,” fortæller Daniel og fortsætter:

“Min far var rigtig meget på arbejde, og det var derfor blev min mor hjemme, indtil vi var 11-12 år, så ville hun ud igen og arbejde. Det var rart at komme hjem til. Dengang var der faktisk mange andre børn, selvom det var en lille by. Jeg spillede en del håndbold, og senere fodbold i Vilstrup, samt lidt badminton. Det var ubekymrede, og man snittede træsværd i værkstedet.”

Og din skoletid, hvordan var den?

“Den var god. De første par år gik jeg i Vilstrup Skole, og senere ventede en syv kilometers cykeltur til Haderslev. Man skulle tilpasse sig lidt på den større skole, men det gik fint, det blev til lidt nye venner, og nogle af de gamle fulgte med,” lyder det fra isenkræmmeren som ville være mekaniker.

“Jeg skulle finde ud af, hvad jeg ville. Jeg ville være mekaniker. Jeg havde rodet med biler i benzinklubben, som den hed. Omdrejningspunktet var værkstedet ved ungdomsskolen, hvor der var et par lærere. Vi brugte hverdagsaftner på at rode med gocarts. Det gav derfor god mening, at jeg skulle være mekaniker, og jeg gik i lære efter 10ende klasse, men et stykke tid inde i læretiden, fandt jeg ud af, at det ikke var kaldet. Så jeg brugte et stykke tid i Haderslev Isenkram.”

Så tilbage til familien og faget, du kendte?

”Ja, det er noget, vi har i blodet. Det startede faktisk allerede, da jeg var 12 og jeg blev papdreng. Jeg har nok altid lavet noget, jeg har ikke siddet på værelset og ventet. Jeg har ikke haft et sabatår. Det har aldrig været en åbenlys mulighed for mig. Der har altid været noget arbejde at tage sig til,” fortæller Daniel.

Kom så i lære?

“Ja, jeg var 18 år og efter et års tid kom jeg i lære i Rosengårdens Isenkram i Rosengårdcentret. Jeg flyttede i en lille 25 m2 lejlighed på Skt. Hansgade i Odense. Det var en storby for mig, der fik man alle glæderne med, og weekender blev måske ikke brugt så fornuftigt. Jeg var i mesterlære, så jeg gik i skole på Tietgens Skolen, men var ellers ude i butikken.”

Hvordan var det at være i lære med et fag, du kendte?

“Det kom som noget naturligt for mig at gå den vej. Mine forældre synes, at det var en god ide og de kunne se potentialet i det. I min familie handler det om at være glad for det, man laver. Det er det vigtigste,” siger Daniel.

Efter to år åbnede Daniels chef, Jan Ritz, en afdeling i Tarup Centret. Her blev Daniel butikschef. En opgave, som han satte pris.

“Jeg var 22 år og var i gang med den sene del af min uddannelse. Jeg ville gerne have noget mere ansvar, og det føltes naturligt. Det med at tage ansvar og have en plan har jeg nok fra min far. Jeg har aldrig set det som gulerod eller pisk at arbejde, men resultatet håber man naturligvis bliver positivt, når man bruger mange timer. Jeg render ikke rundt og tæller mine timer, men når jeg skulle bruge mange timer, gik det også op for mig, at jeg ligeså godt kunne blive selvstændig,” fortæller Daniel og drikker lidt af sin kaffe.

Daniel Sohrt Huusmann mødte sin kæreste Line Jespersen, der også arbejder i Fredericia Isenkram, da han var i lære i Rosengårdcentret, og de valgte gå videre sammen.

“Vi endte i dejlige Fredericia. Min gamle Opel Astra kørte rundt i weekenderne for at finde en passende lokation til vores butik. Fredericia lød som en spændende by, og jeg faldt for Midtpunktet, hvor jeg kunne få nogle gode m2 for fornuftige penge. Da jeg regnede på Kolding Storcenter kontra centrum af Fredericia, var jeg ikke i tvivl. Det var fornuften, der talte, men det var en god beslutning,” siger Daniel.

Blev forelsket i Fredericia

“Det var måske en beregning til at starte med, men det er også en by, der har meget at byde på. Der skete meget i byen, og her er mange gode butikker, det var spændende. Vi flyttede fra Odense til Strib, og nu til Fredericia,” siger Daniel og fortæller om åbningen:

“Det var dejligt at åbne i Fredericia. Den 29. september 2016 slog vi dørene op. Det var fedt. Jeg blev herre i eget hus, og så kunne man knokle derfra. Jeg er glad for, at Line ville være med i projektet, så fik vi et delt partnerskab. Hun er dygtig til mange ting, og jeg til nogle andre. Men det kan være befriende at arbejde sammen, men også nogle gange lidt for meget, når arbejdet også ryger med hjem. Så vi holder måske ikke så meget fri sammen. Det er nok som mor og far, selvom hun nok vil sige, at det tager nogle år før kanterne bliver slebet af.”

Blev det som du forestillede dig?

“Det er godt, men jeg føler stadig, at projektet har et stort potentiale, og der er meget at arbejde med. Vi er i gang med hjemmeside, butik og mange andre aspekter, der gør, at jeg ikke læner mig tilbage i stolen,” fortæller Daniel.

Er det noget andet end Odense?

“I Odense havde vi mange en-gangs-kunder, og virkelig et stort flow, og vi havde nok ikke så meget tid til kunderne, hvor jeg i barndommens Haderslev havde mange stamkunder, så fokus har været at skabe en kombination af mange varer, men også tid til kunderne. Vi har fået massevis af stamkunder, hvilket vi er meget glade og stolte over.”

Parret boede i Odense, da de åbnede i Fredericia, flyttede først til Strib, hvor de havde fundet et hus i naturen, men det var svært at få livet til at gå op, når der var møder i Fredericia. Valget stod derfor mellem græsslåning eller at være i byen. Nu er det loungesættet på altanen og grillen, der giver den friske luft.

“Vi er glade for Fredericia, og efterhånden har jeg fået styr på byen. Jeg mangler kun den første 5-6. julimarch, men det kan være svært at opleve, når butikken er åben. Men jeg er vild med Fredericia.”

Hvad bruger I fritiden på?

“Vi har ikke meget fritid, men campinglivet er en god måde for mig og Line at koble af på. Vi kommer lidt væk. Det var ikke nok at komme hjem til huset eller lejligheden. Vi skal mindst 60 kilometer væk for at slappe helt af, men ellers bruger jeg fritiden på at komme rundt, dog har jeg ikke mange aktiviteter. Jeg kan fiske lidt et par gange om året, men ellers står der butik i hovedet. Man vælger nok stille og roligt i livet, hvor man vil være og hvor man vil have fokus, og nogle ting måtte vente,” fortæller Daniel.

Griber I så telefonerne, når I er på camping?

“Nej, campinglivet er væk med telefonerne og brætspillet frem. Det er anti-arbejde, og sådan skal det være. Vi har været med på camping fra barnsben af – så det var naturligt for os, selvom det ikke virker ungt at sige camping. Men det med at leve lidt mere primitivt, det er rart. Det er også rart at gå op med opvasken og vaske lidt op på gammeldags maner,” siger Daniel.

Hvad bringer fremtiden?

“Lige nu er mig og Line opslugt af butikken, og den har vores fulde fokus. Vi ser selv os selv som unge, og der er mange ting, der skal være styr på, men nu ser vi,” svarer Daniel.

Til sidst er vi nødt til at vide, hvordan den gode isenkræmmer, der elsker julens mange gadgets rent faktisk selv holder jul.

“Vi holder jul hjemme hos mine forældre år, tror jeg. Det er stille og roligt.”

Hvilke gaver har du med?

“Det er faktisk svært at finde gaver til min mor, hun ønsker sig alt muligt, jeg har ikke har – og det giver heller ikke mening at give noget, som de selv har i forretningen. Jeg har nok slækket lidt på det de seneste år, hvor Line har købt gaver for mig, men jeg må i gang nu,” slutter Daniel med et stort smil.

https://www.fredericiafriskole.dk/

Ugens Kurt: Sune Nørgaard Jakobsen

0
Sune Nørgaard Jakobsen er mønsterbryder (Foto: Fredericia AVISEN)

I Fredericia er han blevet kendt af mange som den ligefremme mand, der gerne stiller et spørgsmål og kommer med et bud på løsninger indenfor misbrugsområdet. Hans navn er Sune Nørgaard Jakobsen.

Sunes fortid er ikke som den gennemsnitlige borgers. I 2008 vendte han ryggen til et hårdt liv som kriminel, og siden har han arbejdet aktivt på at gøre gode ting for sine medmennesker. På den måde er han kernetypen på det, som kriminalforsorgen og politikerne gerne vil have, nemlig et menneske der kommer ud af kriminalitet for at blive en fornuftig samfundsborger.

I dag lever Sune i Nordbyen sammen med sin kone og børn. Af og til kniber han sig selv i armen, fordi han har svært ved at tro, at han har fået en familie og en kone han elsker overalt på jorden. Det havde han ikke set komme, for hans liv var bygget på kaos, tumult og den stærkeste overlever.

Det hele startede da han som 13 årig hørte om sin storebrors død i politiradioen. Hans mor stod i køkkenet og lavede mad. Inde i stuen havde familien en politiradio, hvor de lyttede med til meldingerne. En eftermiddag var det ham, der hørte at politiet var på vej ud for at meddele om hans brors død. Herefter smuldrede Sunes liv, og han blev på få år en hærdet kriminel.

“Jeg tror ikke der var så mange valg. I skolen gik det ikke godt. Jeg tror selv, at jeg er rimelig godt begavet. Men det hjælper ikke noget, hvis hele ens fundament er i stykker. Så går man ikke i skole og passer sine ting. Med tiden blev jeg også ret ligeglad, for jeg havde jo min familie i det kriminelle miljø”, siger han stilfærdigt.

Det var en forunderlig vej tilbage for Sune. Han fortæller selv, hvordan hele hans verden forandrede sig:

“Jeg begyndte at lede efter arbejde og pludselig havde jeg en birolle i nogle tv-optagelser. Her mødte jeg en fængselsfunktionær, jeg mærkelig nok blev gode venner med. Han spurgte om jeg ikke ville med ham ud og holde foredrag. Det sagde jeg ja til, og det har jeg ikke fortrudt”, forklarer Sune.

Foredragene ændrede meget på Sune og hans tilgang til sit eget liv. Han fik det mere og mere på afstand, og som han selv siger – så bankede han fortiden på plads.

“Du står der og fortæller om en verden, som få mennesker kender. Efterhånden som du hører dine egne ord og sætninger, bliver du klar over, hvor langt væk det egentlig er fra din egen personlighed”, siger han.

Jeg tror ikke, at der var så mange valg. I skolen gik det ikke godt. Jeg tror selv, at jeg er rimelig godt begavet

Det var rundt omkring på skoler og i kommuner, hvor foredragene om at komme ud af misbrug og kriminalitet startede Sunes karriere som mønsterbryder. I dag er han selvstændig i virksomheden Mønsterbrud, hvor han arbejder med forebyggelse, foredrag og hjælp til udsatte. Som noget helt nyt er han også blevet blogger, hvilket er en udfordring han ser meget frem til:

“I den her tid hvor der har været så meget fokus på Fredericia og misbrugproblemer efter udsendelsen Narkoland og avisartiklerne, så kan jeg godt mærke, at jeg har meget på hjertet. Jeg føler det som om der endelig er kommet hul igennem, og nu vil man pludselig godt tale om tabuerne. Så jeg har sparet så meget sammen, at det giver god mening for mig at skrive om det”.

I sit arbejdsliv har Sune været sammen med nogle af de mest belastede borgere blandt os. På psykiatriske afdelinger, bosteder, opholdssteder og sommerhusprojekter. Han har i hverdagen stiftet bekendtskab med problemerne den virkelig verden, samt den identitetskrise han mener mange kriminelle befinder sig i.

“Mange har mistet deres retningssans. De er dybt begravet i misbruget. De aner knap nok hvem de er, men ved at de skal have deres behov dækket. At rette sig selv op er for de fleste helt umuligt. De unges misbrug er langt mere massivt end før hen, det er meget voldsomt at se på. Det kræver virkelig energi og styrke”, uddyber Sune.

Fredericia Fredericia

Sune flyttede til Fredericia i forrige årti. Til at begynde med syntes han byen var død, hvis ikke ligefrem et hul i jorden, fortæller han. Men efterhånden følte han at byen gennemgik en kæmpestor forandring.

“Det virkede som om at alle vågnede op af dvale og pludselig gik ud i gaderne. Jeg husker endnu arealet nede ved Kanalbyen. Og lige pludselig så begyndte der at ske noget. Hvis du kigger derned i dag, så er det jo ikke til at fatte, hvilket hul det har været”, siger Sune.

Dengang blandede Sune sig ikke meget i byens problemer. Men han tænkte sine tanker, og har aldrig været i tvivl om retningen efter hans brud med kriminaliteten. For ham handler det om at være positiv og arbejde for at gøre ting bedre, istedet for kun at brokke sig:

“Sådan er det også med Fredericia. Jeg tror vi er kommet så langt, fordi der nogen, der holdt op med at brokke sig og begyndte at forandre tingene. Derfor er der skudt så mange ting op og kulturlivet er blevet til noget. Der er nogen, der har haft visioner, og sat deres arbejde i at få tingene op at stå. Jeg elsker Fredericia i dag”.

Vi har simpelthen ikke længere nogen lokalpoltikere, der ikke tager det her alvorligt. Alle snakker om det, og nu er der afsat midler til en bedre indsats i det nye budgetforlig

Sune brokker sig også selv, men han har løsninger med i ærmet. En af dem er at bryde tabuerne og få tingene frem i lyset. Efter hans mening er det den eneste måde, man virkelig kan forandre på. For selvom Fredericia er blevet kendt som morfinens by, så er han overbevist om at der er en anden fremtid i vente. Det forklarer han således:

“Vi har simpelthen ikke længere nogle lokalpoltikere, der ikke tager det her alvorligt. Alle snakker om det, og nu er der afsat midler til en bedre indsats i det nye budgetforlig. Altsammen peger i den rigtige retning. Istedet for at vi tror det hele løser sig selv, så begynder vi at tage fat om problemerne ude i den virkelige verden”.

Sune er et engageret menneske (Foto: Fredericia AVISEN)

Min familie, mit arbejde og min loge

Det kniber med tiden for Sune. Han er beskæftiget hele tiden, og prioriteterne har han fået under kontrol. Det er hans familie, hans arbejde og hans loge der er omdrejningspunkterne i hans liv.

Mens vi sidder på Kurts Kaffebar og laver interviewet, bliver vi overhørt af en kvinde, der sidder ved siden af. På vej ud af døren henvender hun sig til Sune:

“Ja det er ikke for at lytte, men vi sidder jo lige ved siden af hinanden. Og jeg kan huske dig fra et foredrag nede på kommunen, hvor jeg har arbejdet. Det var virkelig godt. Samtidig var du fuld af humor”, siger hun.

Sune takker pænt for roserne om hans foredag. Han virker i det hele taget ret beskeden, for det er ikke nemt for ham at tage imod ros. På den måde er han ikke et menneske, der optager al luften omkring sig. Han vil gerne snakke om substansen. Da hun er gået, vender han sig om og siger:

“Jeg bliver altid glad, når folk har fået noget ud af et foredrag. Alligevel så har jeg stadigvæk lidt svært ved at vænne mig til, at folk ser så positivt på mig. Men alting tager tid, så det kommer nok en dag”, griner han.

Udover arbejdet med de mest udsatte i blandt os, så er Sune også meget glad for sin loge. Han er nemlig loge broder i Odd Fellow Ordenen. Her har han fundet et fællesskab, hvor der er et godt formål og en mulighed for at gøre en forskel. Der er faste dage hver uge, hvor han er aktiv i logen. Her sætter han også nye punkter på dagsordenen. For han vil gerne ud og stå der, hvor der gør en forskel for de svageste mennesker i samfundet.

Fremtiden

Der er ingen tvivl om at Sune har mange ambitioner for sit liv og virksomheden Mønsterbrud. Om 10 år vil han gerne sidde og kigge tilbage på en masse resultater, der har hjulpet folk. Lige nu er han meget optaget af at lave nogle gode indlæg til sin nye blog, hvor han skal i dialog med læserne på godt og ondt:

“Man kan ikke være enige om alt. Det er heller ikke meningen. Så jeg forventer da også at blive kritiseret, eksempelvis når jeg foreslår højere straf ved salg af morfinpiller. Men ærlig talt, så kan det også blive ligegyldigt, hvis vi ikke byder ind og taler om løsninger”.

Sunes første indlæg var et åbent brev til ministeren, og det er typisk for manden med de brede skuldre. Man kan ligeså godt starte med toppen, som han siger.

“Nu ved jeg godt at politikerne har deres egen agenda, og at den skal passe ind i forskellige partiprogrammer. Men et sted mellem alt det findes der også virkelige mennesker. Når man møder dem, så vil de fleste gerne lytte. Og det er her, jeg ser en fremtid. Det nytter noget at sige sin mening, og det nytter noget at tage initiativer”, siger mønsterbryderen.

Sune er også ved at udvikle en app sammen med sin samarbejdspartner. Den hedder “Dope info”:

“Hvis vi skal forebygge ordentligt, så bliver vi nødt til at anerkende at vores børn har stor sandsynlighed for at komme i berøring med stoffer. Derfor er det vigtigt at tale med sine børn om hvad der venter dem i eks nattelivet. Der er jo nogle som trods dialog omkring farligheden ved at tage stoffer vælger at tage dem alligevel. De kan downloade app’en som indeholder oplysning om stofferne, forgiftnings symptomer, links til forskelligt hjælp, samt livredende førstehjælp. Det bliver både en hjælp til brugerne af stoffer, men også til de pårørende”.

Det kræver i det hele taget mod at stå med en fortid som Sunes, og alligevel tage turen op af stigen. Ugens Kurt er et eksempel på et menneske, der har været de mørkeste steder, men alligevel har troet på at man kan finde lyset igen.

Ugens Kurt: Karina Wærnskjold-Thiesen

0
Karina Wærnskjold. Foto: Thomas Lægaard - Fredericia AVISEN.

Ugens Kurt er en kvinde, der er meget synlig i bybilledet, i særdeleshed når vi skriver december. Hun har en finger med i planlægningen af events i byen, og er i fuld gang med at planlægge dette års jul i Fredericias gader og stræder. Karina Wærnskjold-Thiesen har været i den varme stol på Kurt’s Kaffebar og er i denne uge Ugens Kurt.

Det flotte efterårsvejr har ramt Fredericia. Bladene har gjort sit indtog i gågaden, og solen står højt på himlen. En flot onsdag middag havde Karina, der ellers har rigeligt at se til, en ledig stund i kalenderen.

Pt. er Karina i gang med årets mest travle periode for hende. Planlægningen af julen i Fredericia, der er en stor del af hendes stilling som By- og Eventkoordinator i Fredericia Shopping, er i fuld gang.

Karina er 47 år, og er født i Fredericia. Hun er gift med Lars, og har tre børn på 14, 17 og 18 år.

Barndommen foregik for Karina i trygge rammer i Erritsø, hvor hun skolemæssigt startede på Lyng Skole, og sluttede på Bakkeskolen.

“Jeg kunne godt lide at gå i skole. Jeg havde en god barndom i Erritsø,” siger Karina, der tydeligt husker alle lærerne hun havde:

“Flere af dem møder jeg i arbejdssammenhæng i dag. Anders Axø, som jeg havde, er blevet skolechef, og så er der Anne-Marie Mogensen, som sidenhen er blevet formand for Kræftens Bekæmpelse i Fredericia. Dem har jeg også noget med at gøre, så det er meget sjovt,” siger Karina.

Da Karina var barn føltes vejen fra bopælen i Erritsø, og ind til byen i Fredericia lang. Sådan er det dog ikke mere.

“Det var da man var barn. Da jeg var ung tog jeg cyklen, så der var ikke så langt. Jeg arbejdede i Burger House overfor Rådhuspladsen,” fortæller Karina.

I Karinas skoletid var 10. klasse ikke som det er i dag. Man kunne vælge at droppe ud efter niendeklasse eller fortsætte på samme skole i tiende. Karina valgte det sidste.

“Jeg vidste ikke hvad jeg ville, så jeg tog 10. klasse på Bakkeskolen, hvor jeg gik i forvejen. Mange fra min årgang gjorde det samme,” forklarer Karina.

Turen gik til USA

Efter tiendeklasse tog Karina et sabbatår, hvor hun arbejdede i Døgnkiosken på Bygaden i Erritsø, og så gik turen til USA.

“Jeg kom til at købe en flybillet til USA, fordi der var en der skulle være aupair, som sprang fra, og så rejste jeg til Californien i et helt år,” siger Karina.

Hvordan var det at komme derover?

“Det var vidunderligt at opleve en ny kultur og bo et fremmed sted. Jeg havde et fint år med min værtsfamilie derovre. Der var andre piger derovre, som jeg havde fælles bekendte med fra Danmark, så vi var sammen en del af tiden. Vi var fire, der for de penge vi tjente, rejste en uge til Hawaii og holdt ferie der,” siger Karina.

I Danmark er vi vant til de trygge rammer i et for os helt normalt samfund. Dengang Karina var i USA mærkede hun, at ikke alt er som i Danmark.

“Det, der slog mig mest, var at der stadig var forskel på sorte og hvide. Det havde vi ikke i Danmark. Det var dog ikke sådan, at det var ubehageligt, men jeg fornemmede forskellen,” siger Karina, der glæder sig over det danske samfund:

“Vi bor virkelig i et smørhul – Danmark er et paradis på jorden. Vi har det godt i forhold til den måde vi har indrettet samfundet på.”

Starten på Karinas arbejdsliv

Da Karina kom hjem til Danmark tog hun en HF og en uddannelse som procesteknolog. Det er en teknisk uddannelse indenfor fødevareindustrien, hvor man skal forstå processen med at lave en vare fra ende til anden.

“Jeg var i praktik hos Drabæks Mølle i Lunderskov, og der fortsatte jeg også efterfølgende efter endt praktik. Det var lige i økologiens spæde start. Jeg lavede procedurer for at indføre økologiske råvarer i Danmark,” siger Karina og fortsætter:

“Jeg var der i fire år inden jeg endte i Kolding Kommunes Renoveringsafdeling som konsulent, hvor jeg hjalp virksomhederne med at forstå, hvordan man skulle sortere virksomhedens affald.”

Hvordan var det at være der?

“Det var en fornøjelse at grave ned i teknologier og se hvad der var muligt og se hvor langt man som kommune kunne gå indenfor rammerne. Affaldssortering er meget forskelligt fra kommune til kommune, og jeg fik i min tid hos Kolding Kommune smag for det kommunalesystem,” siger Karina.

Interessen for bylivet i Fredericia

Efter tiden hos Kolding Kommune tog Karina et brancheskifte. Hun startede som salgskonsulent på ElboBladet, og fik på den måde et indblik i Fredericia som handelsby.

“Det var en ny verden for mig, og jeg måtte lære de tekniske finesser for at forstå annoncedelen. Det endte ret godt,” smiler Karina, via jobbet fik kendskab til bylivet i Fredericia:

“Da jeg startede var der ikke kunder i gågaden en helt almindelig formiddag. Jeg har gået meget op og ned uden af gaderne uden at møde folk. Der blev min interesse vakt for at gøre byen interessant. Jeg kendte til butikkernes udfordringer og tænkte over, hvordan man løfter byen,” siger hun og fortsætter:

“Jeg lurede lidt på den her stilling som eventkoordinator. På et tidspunkt blev den ledig, hvor jeg tænkte det er nu, og så gav jeg den et skud med bøssen. Jeg var så heldig, at de valgte mig,” siger Karina, der startede som By- og Eventkoordinator tilbage i november 2016.

Med en tiltrædelse der hed d. 1. november og en jul forude var der nok at tage fat på for Karina, som dog kalder starten for blid.

“Det hele var beskrevet for mig, og så kunne jeg ellers tage hul på 2017 med et tomt lærred,” siger Karina.

Et af Karinas tiltag i 2017 blev at indføre julebyen.

“Jeg ville skabe noget nyt, og fik julebyen op at stå. Vi fik bygget husene, og skabt rammerne for at de skulle være der

Hvordan var det at planlægge julen selv for første gang?

“Der var to ting i det. Det er hårdt at være alene på posten, men der er samtidig en masse samarbejdspartnere og så er der hjælp at hente i kommunen og andre aktører. Det er fantastisk at få skabt noget, der ser godt ud,” siger Karina, der som en anden duracell kanin har hoppet rundt til alle de afholdte arrangementer:

“Jeg har forsøgt at være til stede ved alle events, selvom flere af dem godt har kunne afvikle sig selv. Jeg har villet opleve publikum og se folks reaktion. Folk skal tænke, at det har været hyggeligt, og at der sker noget i byen så de kommer igen,” siger Karina.

Et af Karinas andre store projekter i hendes tid hos Fredericia Shopping var VM-pladsen i sommeren 2018.

“Det er ikke hver dag, at man får den mulighed. Det var en oplevelse at være en del af det kæmpe setup. Det trak mange mennesker til, og det var helt klart en succes,” siger Karina.

Hvordan har dine tre år i Fredericia Shopping været?

“Det tager tre år at bygge noget op, og det tager tre år at blive hjemmevant i den her stilling. Der er meget, der er første gang. Inden man kan sige det var godt eller skidt, skal man prøve det nogen gange. Jeg er ved at være der nu, hvor jeg tør gå i en retning hvor jeg ved noget,” siger Karina og kommer ind på, hvad der kommer til at ske i 2020:

“Det handler om at få pengene i Fredericia Shopping til at blive til mest muligt. Vi vil gerne arbejde med flest muligt fra lokalområdet. Der er rigtig mange dygtige mennesker og mange har også lyst til at bidrage.”

Julen i år

Karina har travlt for tiden, meget travlt. Hun fortæller, at det faktisk er i den her periode på året, hvor der er mest at se til, da alt skal koordineres omkring julen lige i de her dage og måneder.

Men hvad kommer der egentlig til at ske i julen?

“Vi har julebyen igen i år og der er aktiviteter i gågaderne alle dage i ugen. Der sker noget hver dag fra d. 30. november og frem til d. 24. december, og butikkerne holder åbent fra 10-16 alle lørdage og søndage i december frem til d. 24.

Hvad kommer der til at ske af særlige ting?

Karina har blandt andet planlagt, at Ice for kids kommer, hvor man kan hugge sin egen isskulptur og så kommer Marianne fra Den Store Bagedyst. Sammen med hende kan man dekorere julemænd og koner.

“Alt det her er gratis, og er betalt af Fredericia Kommune og vores medlemmer, der danner grundlaget for Fredericia Shopping,” siger Karina og løfter sløret for julens helt store højdepunkter:

“Gurli Gris og Gustav kommer og laver deres juleshow i forbindelse med julemandens ankomst. Vi arbejder på at gøre Fredericia spændende d. 24/12 fra klokken 10:00 – 13:00. Vi får besøg af et krydstogtskib med over 2.000 gæster, og de skal have en god oplevelse af vores by. Vi er ved at forberede et festfyrværkeri af aktiviteter under temaet Mens Vi Venter,” siger Karina og kommer ind på travlheden i forbindelse med julen:

“Faktisk har jeg mest travlt lige nu. Tingene skal gå op i en højere enhed, og hvis man har gjort det godt, så har man ikke mange opgaver, når det først løber af stablen. Jeg har de andre år valgt selv at være der, men i år har jeg delt opgaverne ud og behøver ikke at være så hængt op. Sidste år var jeg der konstant for at kunne give stafetten videre i år. Der bliver eksempelvis en formand i Julebyen, som sørger for den kører i alle åbningsdagene, og så er der æbleskivehuset, hvor en forening passer den.”

G94 og kvindenetværk

Når Karina ikke planlægger events, og andre gøremål i forbindelse med hendes job i Fredericia Shopping, er hun også en travl kvinde.

“Jeg sidder i bestyrelsen for Gymnastikforeningen 94. Jeg har været instruktør der i 11 år, og har haft zumba-hold, jumping fitness og det sidste er, at jeg har gennemført en uddannelse indenfor yoga-instruktør. Pt. har jeg fire hold i ugen, hvor der er mindst en times undervisning pr. hold,” siger Karina.

Har du nogensinde fri?

“Det vælger man selv om man har. Hvis jeg laver huslige pligter som madlavning, så synes jeg, at jeg har fri. Det er noget jeg elsker, og det er det samme, når jeg lægger vasketøj sammen. Det er ikke en sur pligt. Sådan er livet,” fortæller Karina og kommer ind på en sidste fritidsinteresse:

“Jeg er med i kvindenetværket Zonta Lillebælt, der arbejder med at samle penge ind til at hjælpe overalt i verden. Lige nu står vi med et banko og boblerevent d. 3. november, hvor vi fejrer foreningens 100 års jubilæum. Vi har været så heldige at få doneret præmier for over 49.000 kroner, og der er stadig billetter på zontabilletten.dk.”

Karina har drukket sin kaffe færdig, og skal videre. På falderebet fik Karina spørgsmålet om hvordan hendes fremtid ser ud.

“Jeg bliver ved med at interesse mig for udviklingen i Fredericia. Jeg har ikke planer om at stoppe med mit job pt. Jeg håber, at jeg holder til det længe, men jeg holder ikke til det her, når jeg er 70 år. Mit liv har formet sig undervejs, og jeg tænker når tiden kommer til det, så finder jeg på noget andet. Jeg vil gerne have, at det har noget med Fredericia at gøre, og det må gerne være noget med motion og event,” slutter den energifyldte Karina, der efter et foto igen forlod Kurt’s Kaffebar og fortsætte planlægningen af events til stor glæde for Fredericias borgere og gæster.

https://www.facebook.com/Klokken-814326898594119/?__tn__=%2Cd%2CP-R&eid=ARCc9oUf5i-AY_kMUivxSHyQZJqDesoRPr9mYPJ9d3nrcJz7SY0q4tIJkLxeBjOPw-HikWw-0lnk4ihW

Ugens Kurt: Grete Højgaard

0
Grete Højgaard, Adm. Direktør, MesseC og Ugens Kurt. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Ugens Kurt har været en stor del af Fredericias transformation til en moderne kulturel stærkere by. Hun elsker at gå forrest, og fra hendes position som Adm. Direktør af MesseC har hun været med til at bringe smilene tilbage i de store Dronning Margrethe-haller på Vestre Ringvej. Ugens Kurt er Grete Højgaard.

Grete Højgaard blev født i 1956 og voksede op i Daugaard som den yngste af tre i en søskendefolk. Moren var sygehjælper og faren var murermester. Det rolige landsbysamfund gav hende en dejlig barndom.

“Jeg havde havde en god, rolig og kærlig barndom. Det var før tiden, hvor man blev sendt i institution, så jeg var hjemme ved mor, der startede med at arbejde, da jeg begyndte i skole. Min første skole var Ørum Skole, hvor læreren faktisk boede i den anden ende af skolebygningen. Der gik jeg i 1. og 2. klasse, hvorefter Daugaard Skole var min undervisnings- og sociale base til og med 7. klasse,” fortæller Grete og fortsætter:

“Det var et fantastisk landsbysamfund, og jeg husker, at vi cyklede til alt. Vi cyklede til stranden om sommeren, og spillede håndbold om vinteren. Det var sådan det var, og vi brugte de ting, der var. Skulle der ske noget stort, så tog vi toget til Vejle. Daugaard Skole var en lille skole med godt 100 elever. Vi kendte alle hinanden og havde det godt sammen.”

Hvordan var du i skolen?

“Jeg var meget interesseret i de humanistiske fag. Jeg elskede sprogfagene og historie. Jeg var faktisk vild med at gå i skole. Jeg havde kun et hadefag, hvis vi skal bruge det ord. Det var håndarbejde. Jeg var bare ikke god til det, og det interesserede mig ikke, måske fordi jeg netop ikke var god til det. De andre fag kunne jeg godt lide, og jeg var OK-god til dem. Jeg kunne lide alle fag,” fortæller Grete og drikker lidt af sin kulsorte americano, inden hun fortæller videre:

“Jeg husker mine lærere og skolekammerater, og jeg oplevede tiden på Daugaard Skole, som en lærerig periode, hvor man sugede en masse viden til sig, samtidig med, at man lærte at indgå i grupper og ikke mindst, det faktum, at vi som mennesker er forskellige.”

Efter Daugaard Skole gik Grete Højgaard i 1. og 2. Real på Hedensted Skole. Efter Realeksamen endte hun i Gymnasiet i Horsens.

“Jeg kom ikke ind i Vejle, som jeg gerne ville. Jeg var lidt ked af busturene til at starte med, men jeg faldt ind i en klasse og havde de dejligste kammerater, man kunne tænke sig, og så var jeg der, hvor det var fedt. Jeg havde valgt at blive fransk-sproglig, en linje man kunne vælge i Horsens, hvor man kunne blive sproglig eller matematisk student, og under den sproglige del, ny- eller gammel-sproglig. Så det at kunne vælge en fransk-sproglig-linje, som mig, der elsker sprog, var skønt. Jeg fik faktisk muligheden for at komme til Vejle, men der var det for sent. Jeg havde fået mange gode venner i Horsens. ”

Gymnasietiden var dannende, og mange ideer blev gradvist plantet i Gretes univers.

“Det var en vild, interessant og meget spændende tid. Der var kvindefrigørelsen, Woodstock, “Make love not war” og massevis af nye spændende tanker og ideer. Det var en fantastisk tid og man mærkede det meget tidligt, at samfundet var under forandring. Jeg var en lille pige fra landet, der rejste ind til de progressive gymnasielærere. De satte gang i vores hoveder,” fortæller Grete.

Og hvordan med det fransk-sproglige?

“Jeg elsker sprog. Jeg kan blive forelsket af lyden af sprog – særligt fransk, synes jeg lød godt. Når jeg får tid igen, vil jeg lære italiensk. Jeg vil gerne lære det rigtigt. Jeg har det nok sådan, at når man gør noget, så skal man gør sig umage, og deri ligger måske også, at jeg nok først synes ting er sjove, når jeg er rigtig god.”

Den sproglige rejse fortsatte efter studiet, hvor hun læste til korrespondent i Kolding. Hun kunne ikke vælge fransk, så det blev spansk og engelsk. Som 21-årig bliver Grete mor, og sammen med sin første mand får hun tre sønner. Det er også i dette ægteskab, at Grete får alvor begynder karrieren i hotel, messe- og restaurationsbranchen. Interessen var dog opstået allerede, da hun i fritidsjobbet hjalp til hos forpagterne på Daugaard Kro, som samtidig forpagtede Idrættens Hus i Vejle.

“I et af mine første studieår blev vi optaget af at købe en natklub og lave den om til en spiserestaurant i Vejle. Restauranten hed, Huset. Vi drev den i en lang årerække, og det blev en meget populær restaurant. Jeg var fascineret af den verden, og jeg elskede at have gæster, og det at gøre noget for, at gæsterne fik en god aften. Jeg fik smag for det, og vi drømte mange tanker om en restauranten, hvilket senere mundede ud i en helhedsoplevelse, da vi blev ansat som direktion på KongebroGaarden, som AP Pension ejede. Vi var med fra starten, og sad i en skurvogn og styrede opstarten af det nye hotel,” fortæller Ugens Kurt.

I 1994 skulle der ske noget nyt. Turen gik til Pakhuset i Nykøbing Mors. En lille afstikker, der holdt et år.

“Vi faldt aldrig til, og tog hjem derfra, og blev faktisk enige om at gå fra hinanden. Jeg søgte efterfølgende en masse jobs, blandt andet jobbet som Hoteldirektør hos Scandic i Kolding. Det blev min vej ind i Scandic. Jeg var der i 10 år. Det var en helt anden verden,” siger Grete.

Hvordan?

“Jeg kom ind i verden, hvor jeg lærte meget om økonomi, som i virkeligheden ikke er det, man er optaget af i hotel- og restaurantbranchen, hvor madkunsten går forrest, og økonomi er et fyord, men det var det ikke i Scandic. Det var en ufattelig lærerig periode for mig, og i øvrigt, så var vi langt foran, da vi var meget optaget af miljø og bæredygtighed,” fortæller Grete og fortsætter:

“Jeg søgte et fodfæste i branchen, og havde forestillet mig, at jeg skulle videre, men Scandic var noget særligt, og jeg prøvede jo også at have nogle dejlige kolleger på samme niveau. Jeg havde jo indtil da været selvstændig hele livet, nu var vi 20 direktører i Scandic på hotellerne – og jeg blev beriget. Det var en god tid – og det koblet med, at man for alvor fik øjnene op for bæredygtighed, var godt. Jeg lærte også, hvad man kunne med god ledelse.”

Kan du sige lidt mere om det – god ledelse?

“Ledelse er et håndværk. Man skal se potentiale i mennesker, alle mennesker har jo et talent, og det handler om at se det talent, og få det til at vokse. Det kan man være mere eller mindre heldig med, men hvis man er opmærksom på det, tror jeg på, at man kan flytte meget med det. Man kan tro, at man som leder bare selv skal være dygtig, men så er man en enmandshær, hvis man i stedet ser det enkelte menneske, man har ansat, så kan man gange sig selv med det antal medarbejdere, der i virksomheden og så opstår magien.”

Hvordan har du lært ledelse?

“Erfaring naturligvis, men vi fik selvstændigheden fra min far og hans familie. Der var mange selvstændige og heraf kom interessen for ledelse også. Den frihed, der ligger i at være selvstændig og trangen til at skabe forandring har drevet mig. Jeg har lyst til at gå forrest, det handler det vel også om. Men grundlæggende tror jeg, at det skyldes min enorme nysgerrighed,” siger Grete.

Turen gik fra Kolding til Scandic i Sydhavnen. Hovedstaden og storbyen var noget andet. Det er grundlæggende en helt anden måde, man skal drive virksomhed på.

“Jeg kan roligt skrive under på, at man bliver anonym i storbyen. I en mindre by arbejder man med netværk, og ser hvordan man er med til at påvirke en bys udvikling. Sådan var det ikke i København. Jeg er ret sikker på, at Ritt Bjerregaard ikke har set mig, da hun var Overborgmester,” siger Grete og griner, inden hun uddyber:

“Det er en helt anden måde at drive forretning derovre, men til gengæld ligger forretningen lige udenfor døren. Gæsterne skal se en, og så skal man differentiere sig i forhold til andre. Det var noget helt andet, selvom det var den samme koncern.”

På daværende tidspunkt er Grete gift på ny og bor på skift i Landskrona, hvor hendes mand boede, samt hos sine sønner i Fjerritslev, 10 kilometer fra Odense. Imens sønnerne læste i Odense, passede Grete jobbet i København, og flyttede senere til svenske Barsebæck.

“Selvom drengene var store, var jeg ofte hjemme. To gange i hverdagene og i weekenderne. Der var rigeligt med tøj at vaske, og så skulle huset jo fungere. Jeg ville gerne være tæt på dem, men under alle omstændigheder var det nogle år, hvor jeg kørte rigtig meget mellem København, Fjerritslev og Barsebæck. I øvrigt var det sidste sted, upåagtet, at der var nogle reaktorer, et flot og skønt sted.”

En headhunter ringer til Grete for at høre om det kunne være noget for hende at blive Adm. Direktør for Fredericia Messecenter, og det blev hun.

“Jeg var faktisk ikke rigtig sikker på i første omgang, at det skulle være der, at jeg skulle arbejde. Jeg var glad for Scandic, men havde været der i mange år, og jeg ville måske gerne prøve noget andet. Efter, at jeg havde været til samtale med bestyrelsen i Fredericia Messecenter, var jeg solgt. Det var et sindssygt spændende projekt, og jeg skulle da være med. Jeg startede den 1. februar 2010,” fortæller Grete.

I september 2011 skifter Fredericia Messecenter navn til MesseC, og gennem ni år har Grete nu været med til at ændre MesseC til at omfavne mange andre områder end de traditionelle m2-udlejninger af haller.

“Det har været en vild og fantastisk rejse. På det personlige plan var det som at komme hjemme. Jeg købte et hus i Trelde, og kørte til Sverige i weekenden, men det var en omvæltning. Jeg havde troet, at det var det samme, som det jeg havde lavet tidligere, men det var ikke det samme som at sælge hotelværelser og konferencer. Det var noget helt andet. En helt anden og langsom verden, hvor man forbereder et produkt, som man sælger. Engang solgte man metervis af betongulve til stande, nu solgte man et oplevelsesunivers fuld af muligheder,” siger Messedirektøren og uddyber:

“Det var en branche, jeg troede, at jeg kendte, men vi måtte arbejde hårdt for at skabe overskud og konsensus, så vi kunne glæde os over at gå på arbejde og gøre en forskel. Det var og er spændende. Vi lavede en strategi, hvor vi sagde, at vi havde brug for at få mere omsætning, og for at sikre os det, skulle vi skabe nogle messer selv. Siden har vi lavet en ny messe hvert år. Jeg har kolleger, der har 20, 25 og 30 års jubilæum, og vi har det godt. Mange har været der i mange år, og de har også prøvet mange ting. Det er godt og styrker os, at vi kan spille på mange områder.”

Hvis du skal sætte ord på MesseC i dag anno 2019, hvad ser du så?

“Jeg ser et spændende hus. Et hus, hvor der sker en masse. Vi kan mange ting, og vi har fået skabt mange nye interessante messer hen ad vejen. Vi har lavet en eventforretning, som er markant anderledes end det, vi ellers laver, og i virksomheden er konferencer, messer og events smeltet sammen. Det er skønt,” siger Grete.

I dag bor Grete Højgaard på Kampmannsvej i Erritsø. Børnene er for længst fløjet fra reden. Hendes store passion ved siden af familielivet er samfundet.

“Jeg interesserer mig for det samfund, som jeg er en del af. Jeg interesser mig for de mennesker, der er i Fredericia. Jeg tænker MesseC på en anden måde. Jeg vil rigtig gerne have flere fredericianere til at komme og opleve vores hus på en ny måde. Jeg kunne godt tænke mig, at vi højere grad kunne være byens nye forsamlings- og kulturhus på en anden måde. Der er andre former for kultur, end de tilbud, vi ellers ser i byen. Det kunne vi sagtens gøre noget mere ved, og rumme mere af kulturen. Det drømmer jeg om at gøre noget ved. Jeg er også optaget af, hvordan vi rummer alle mennesker, og får alle mennesker til at få en plads i samfundet. Det er vigtigt for mig,” siger Grete og fortsætter:

“Det er nemt i et land som vores at være optaget af alle, der lykkes, men et rigtigt velfærdsland er det land, hvor de som har de sværreste kår lykkes med livet. Det er vigtigt for mig at have det i baghovedet. Det er en af mine grundholdninger. Et vilkår, som jeg arbejder efter, kan man også sige.”

Hvorfor?

“Måske fordi jeg kommer fra et lille samfund, hvor alle hjælper hinanden, og alle har en vigtig plads, måske handler det også om, at jeg har en søn, der er afhængig af hjælp for at få et godt liv, men han ville ikke klare sig uden at være en del af et velfærdssamfund, og på den måde får jeg rigtigt meget af det samfund, jeg er en del af – og derfor skal man også give tilbage.”

Hvad laver I i MesseC-regi, der matcher denne dagsorden?

“Mange ting. Blandt andet laver vi arrangementer, hvor frivillige foreninger inviterer til mad og oplevelser, fordi det er vigtigt, at vi ses som mennesker. Det er vigtigt, at vi spiser sammen og har et netværk omkring os. Det sætter fokus på et af de store problemer i samfundet – ensomheden. Her har vi fokus på, at det er essentielt, at der er plads til alle, også på arbejdsmarkedet, ikke kun fordi, at arbejde er lykken i sig selv, men det at være en del af et team, hvor man gør en forskel sammen med nogle andre, betyder noget. Ikke kun fordi, man får en løn, men fordi man løfter i flok, og det giver en følelse af stolthed, der smitter af, når man kommer hjem fra arbejde. Der er rigtig mange mennesker, der finder en stor stolthed i det, de udfører på deres job, fordi de mærker, at de gør en forskel og på den måde kan man også gøre en forskel for sit samfund.

Hvad bringer fremtiden dig?

“Jeg har en drøm om at læse mere sprog, men også om, at verden kommer til mig. Når jeg er færdig med mit nuværende arbejdsliv, vil jeg gerne have en bed and breakfast. Det kan være alle steder. Det kan være i Fredericia, det kan være i udlandet. Lokationen er ikke så afgørende. Drivkraften for mig er, at det er interessant at høre, hvordan mennesker rundt i verden har det, og det tror jeg, man får meget at vide om, når man sidder over morgenmaden, og bor hos hinanden og får en del af kulturen, ikke bare, hvor man kommer hen, men også hvor man kommer fra. Jo mere man taler sammen, jo mere forstår man hinanden, og i andre kulturer er det fascinerende at høre, hvordan livet leves, og man får forståelse for værdierne, og den forståelse kan få os til at række ud efter hinanden i stedet for at skabe krig. Det synes jeg er rigtig vigtigt. Menneskers motivation til at stå op, glæde sig over det land, de er en del af og til at trives, betyder også meget for mig,” siger Grete.

Hvordan er det at bo i Fredericia nu?

“Det er dejligt. Byen har gennemgået den vildeste udvikling. Det er nærmest ikke til at sætte ord på. Tænk, at vi sidder her en tirsdag formiddag, og ser et pulserende liv lige udenfor vinduerne på en kaffebar. I 2010 blev jeg inviteret til at sige noget til en nytårskur – et nyt arrangement i Fredericia dengang, og jeg kan huske, at jeg var optaget af, at man skulle sætte pris på de butikker, der var i byen, og tillade sig selv at få sne på næsen, når man handlede julegaver i stedet for at gå inde i storcentrene. Det er det, der er sket i byen. Der er kommet liv og glæde. På trods af alt, hvad der sker med internethandel og andre faktorer, så er der sket meget med midtbyen og Fredericia i det hele taget,” fortæller Grete og slutter:

“Byrådet, Business Fredericia og borgerne har i den grad sat fokus på at få en levende by til at være en del af drivkraften for en ekspansion af virksomheder og arbejdspladser. Det er langt hen ad vejen lykkes flot. Der bliver solgt meget erhvervsjord, gågaden blomstrer, havnen er et eventyr for sig selv, og teatret buldrer derudaf – der sker med andre ord noget på alle fronter, og det synes jeg er en glæde at være del af. Hold da op. Cadeau til en by, som virkelig har formået at flytte sig selv og rive sig selv op med hårene. “

Med de ord bestiller vi noget vand. Vi skal have brus i, og samtalen fortsættes med bøger, ideer og nye muligheder, imens citrussmagen og tanken om en kulturel bed- og breakfast tager fart med samtalen i centrum for os begge.

Tak for timerne, Grete.

https://www.eventc.dk/events/

Ugens Kurt: Lise Villefrance

0
Ugens Kurt: Lise Villefrance. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.

Ugens Kurt er født i 1975 til lyden af klokkerne fra Sct. Michaelis Kirke. Hun voksede op i Nordbyen, hvor cykelture med familien og det at hjælpe til og give igen til samfundet blev vejen. Ugens Kurt ville være flymekaniker, men sådan gik det ikke. Ugens Kurt er Lise Villefrance.

Lise Villefrance er vaskeægte fredericianer, sådan indledes samtalen i denne Ugens Kurt, hvor også kulturredaktør Thomas Lægaard drikker kaffe med os. To kopper sort kaffe og en med mælk bestilles, den med mælk er naturligvis den bløde kulturmands lod.

Når vi på redaktionsmøderne vælger Ugens Kurt, har vi flere overvejelser, og budene er mange, for der er faktisk mange fredericianere, som gør en forskel for mange dag efter dag. Kulturredaktøren interviewede Lise i forbindelse med en artikel om vanegymnastik, og han spottede hurtigt fæstningsblodet i hendes åre og ikke mindst; en lyst til at gøre noget for andre, som vi gerne ville høre mere om.

Men nu til dagens hovedperson, Lise. Lise vokser op i et dejligt, roligt og imødekommende barndomshjem i Solparken på Anchersvej, hvor hun sammen med bror og forældre bor.

“Det var virkelig godt. Fra de helt små år husker jeg tydeligt, at vi skulle samle hundelorte op, og så var der røde pølser, som bonus bagefter. Ellers handlede det om at skaffe penge til Nordbohuset,” fortæller Lise og fortsætter:

“Jeg gik i Røde Kors Børnehave – lige over for Skansevejens Skole, der senere var min base fra 0-6.klasse. Faktisk startede min skoletid halv/halv, forstået på den måde, at vi blev fulgt over til skolen, og var der halvdelen af tiden, og den anden halvdel i børnehaven, på den måde blev vi sluset ind.”

7-9. klasse tog Lise på Fredericia Realskole, inden hun var tilbage på Skansevejens Skole i 10.klasse.

“Jeg havde en fin skoletid. Jeg kunne godt lide skolen, men frikvarterne kunne være svære for mig, da jeg ikke ville de intriger, der kunne opstå. Jeg gik nok lidt imellem alle. Jeg ville, at jeg skulle være venner med alle og sørge for, at alle havde det godt.”

Lise drikker lidt af sin kaffe og fortæller, at hun drømte om at blive flymekaniker – noget af et skifte i samtalen, som vi er nødt til at dykke ned i.

“Jamen jeg syntes, at fly var mega spændende, men jeg turde ikke flyve dem, så det måtte være mekaniker. Men sådan gik det ikke,” siger Lise og fortæller om 7-9.klassesårene.

“Det gik virkeligt stærkt, men ud over skolen, så startede jeg til roning i Fredericia Herreroklub, der havde startet en ungdomsafdeling. Vi var et par piger, der rykkede ind. Jeg husker, at folk grinede af det, fordi det var nyt, at piger trænede i herreroklubben, men dame-roklubben var ikke mig. Det gik okay, vi roede meget, og ville det gerne, men jeg var ikke i toppen. Jeg roede i fem år. Det var fantastisk. Jeg elskede det. Min bror spillede fodbold, og det var ikke mig. Jeg havde prøvet at sidde på alverdens græsplæner og glo på fodbold, og det var som sagt bare ikke mig.”

Fra drømmen om flymekaniker til en militærkarriere

“Jeg havde en skolepraktik, hvor jeg var i militæret. Først på Ryes Kaserne en uge, og så en uge på Flyvestation Aalborg og den sidste uge i en shippingforretning, så jeg kunne se om, jeg kunne regne”, griner Lise.

Hvad var det ved militæret, der interesserede dig?

“Naturen – og det at bruge sin krop. Det har jeg altid været vild med. Jeg er faktisk ligeglad om, der er regn, slud eller sne. Jeg elsker naturen. Da jeg var barn tog vi også på cykelferie om sommeren,” siger Lise og fortsætter:

“Jeg startede på jernsædet på min fars cykel. Vi cyklede rundt på Fyn, og jeg husker blandt andet Helnæs Campingplads, men også cykelferier på Sjælland, hvor vi tog færgen over Storebælt. Det var altid med sang og regnvejr. Vi har altid sunget meget, ikke godt, men meget. Jeg søgte ind til Søværnet, men blev overrasket over den engelskprøve, vi skulle tage. Det der søværnsengelsk var ikke mig, det var cooper-testen til gengæld – formen fejlede ikke noget.”

Efter 10’ende var jeg først på Idrætsdaghøjskolen i Fredericia, hvor jeg fik et diplom, og nød at røre mig.

Lise Villafrance startede på Fredericia Amtsgymnasiums HF, hvor der var kommet en sundhedslinje.

“Jeg valgte HF, fordi jeg ikke gad cykelturen til Handelsskolen,” siger Lisa og griner, inden hun fortsætter:

“Nej, jeg har altid fået bedst karakter, hvor jeg kunne tale med folk. Jeg gjorde et år færdig på HF, og så rejste jeg til Norge. Jeg var fyldt 18 år, og turen gik til Skien, hvor jeg passede trillinger. Jeg havde læst en avisartikel, hvor de søgte en au pair. Jeg havde kun passet en lille dreng tidligere, da jeg var 13 år, men ellers havde jeg ikke nogen referencer. Jeg blev faktisk lidt rodløs af at være i Norge. Jeg flyttede ikke hjem bagefter. Jeg flyttede sammen med en veninde.”

Ungdommens første fritidsjob bød på mange kendte arbejdssteder i Fredericia. Der var rengøringen på Gymnasiet, fritidsjobbet på Harlekin og senere jobbet som pølsekvinde i Axeltorvs Pølsevogn. En tid, som Lise mindes med et smil.

“Der var run på. Man nåede det hele, og det var sjovt. Jeg husker særligt, at det var fantastisk at arbejde i pølsevognen. Jeg havde også nattevagterne, hvor hele byen skulle have en hotdog for at stabilisere festlighederne. Jeg serverede faktisk hotdogs i min gallakjole efter lancier. Det var en fest. Jeg elskede det, men hadede lugten af friture,” siger Lise.

Du vendte retur til HF – kan du fortælle om det år?

“Det gik stærkt. Jeg havde ønsket at gøre HF færdigt, og det gjorde jeg så. Jeg havde ikke nogen planer bagefter, og jeg husker, at jeg sammen med en veninde lå på gulvet og læste i den store bog om, hvad man kunne blive. Jeg ville være lærer og hun ville være fysioterapeut. Det blev så lige omvendt,” fortæller Lise og uddyber:

“Vi søgte faktisk begge uddannelserne, hun endte som lærer og jeg som fysioterapeut, men i dag arbejder hun mere med motion og jeg mere med læring, så alligevel har vi krydset hinanden. Mit første job som fysioterapeut var på Strandkrogen på Hybyhus, hvor jeg passede en mand, der havde fået en hjerneskade. Jeg skulle lære ham en hverdag, og det endte også med et ti-turs-kort til Idræt i Dagtimerne og meget andet, der også blev et godt bekendtskab for mig.”

Lise Villefrance får i perioden også to drenge, som i dag er 16 og 14 år, og samtidig passes arbejdet på næste jobdestination; Fredericia Kurbad hvor hun også havde job i de helt unge år, som livredder i Svømmehalen.

“Det var sjovt, og jeg arbejdede godt sammen med de mennesker, jeg har kendt gennem mange år, bl.a. bademester Gitta,” siger Lise.

“Efter Kurcentret gik turen til de selvstændiges rækker, da jeg åbnede “Fysioteket”, hvor man kunne komme til mig og få noget viden, hjælp og træning. Jeg synes, at viden er vigtigt, og jeg har nørdet de mest åndssvage ting, og det fik jeg faktisk bygget en god forretning op på, fortæller Lise og fortæller om et mørkt kapitel i livet.”

Livet som selvstændig tog en drejning

“I 2008 kørte jeg galt, og fik et piskesmæld. Det gik ellers godt med at være selvstændig, men ulykken satte en stopper for den karriere. Det var svært for mig som fysioterapeut, fordi jeg på den ene side, vidste hvad det var, jeg mærkede, og jeg skulle finde mig selv igen. Det var kort sagt både godt og skidt. I dag bruger jeg denne oplevelse som viden, og jeg har det fint. Jeg arbejder 18 timer i dag, i stedet for alt for mange timer,” siger Lise.

Har du lært at passe på dig selv så?

“Nej,” siger Lise med et smil og fortsætter: “Men jeg har lært at acceptere, at min hverdag er anderledes nu. Jeg har ikke lært at gå passe på mine grænser, jeg buldrer af sted. Jeg opgav mit firma, og jeg havde timer hos kiropraktisk klinik og derfra fortsatte jeg arbejdet. Jeg havde dog en familie og nogle forældre, der virkelig støttede mig. Jeg gik hjemme og brugte firmaets penge. Da de var brugt op, søgte jeg en stilling på 37 timer, hvilket set i bagspejlet var urealistisk.”

Lise arbejdede på Jobcentre i Middelfart og Fredericia, startede på 37, 32 og 30 og endeligt de 18 timer.

“Det er en lang proces at finde ud af, hvad man kan og ikke kan. Det er også svært at arbejde i et Jobcenter, og være kunde i det. Alt er individuelt, hvorfor det gør det svært at få mennesker til at passe ind i nogle kasser, men jeg tror på, at man skal go with the flow og så finde sin egen vej, og helst have en med undervejs, der kan støtte og hjælpe en,” siger Lise og fortsætter:

“Jeg arbejdede senere i Fredericia Kommune, først i flexafdelingen, senere i Sund & Glad, og i den forbindelse opdagede jeg Idræt i Dagtimerne, der lå nedenunder, og så synergien i et fælles samarbejde. Vi tilbød tre ting, de tilbød 30, så jeg talte med lederen af IDD, Tony Brazil om et samarbejde, og herunder se menneskene i stedet for sygdommen. Det endte med et godt tiltag, hvor min chef og Tony sammen oprettede et spændende projekt. Det har været godt.”

Kan du sige lidt om projektet?

“Det eneste hed Step One, og det er lige afviklet. Jeg har været den koordinerende brik, og set på, hvordan borgerne kommer bedre videre. Det har været en succes, også for de borgere, som indleder med at sige: “Jeg er jo en af de tunge”.”

Er det svært at forstå “kasserne”?

“Ja, men jeg tror faktisk, som jeg sagde før, at det handler om at leve sit liv og ikke leve i kasserne.”

Du har altid hjulpet mennesker?

“Det har jeg nok med hjemmefra. Vi har boet i et hus, hvor alle var velkomne, både til at spise med, og var der ikke mere i gryderne, så spiste vi et stykke rugbrød. Mine forældre var med til at lave en miniklub i Nordbohuset, og ja der har været noget med at lave noget sammen og hjælpe hinanden,” siger Lise og fortæller, at hun skal cykle til Paris.

“Jeg er så heldig, at jeg har fået lov at komme med på Team Rynkeby Trekanten, endda sammen med min far, der er blevet 71 år. Det bliver spændende, jeg har i flere år spurgt min far, om han ikke ville med – han havde et godt erhvervsnetværk, hvor han kunne søge sponsorater, og han elsker at cykle. Han har trukket på smilebåndet, og det gjorde han også sidst, men denne gang med et ja, så nu tager vi af sted til sommer. Vi er 50 mennesker fra Trekantområdet, der skal ud på landevejene, og jeg er sikker på, at det bliver en stærk rejse for os, som team og som far og datter,” siger Lise.

Hvad betyder det for dig?

“Det driver mig, at vi hjælper andre. Når jeg tager min cykel og cykler 20 kilometer i Trelde for at træne, så tænker jeg, at jeg sætter fokus på Børnecancerfonden, og det betyder noget for mange. Min yngste søn og jeg så for fire år siden #knækcancer, og han sagde: “Ja, det er godt, men hvad med børnene?” Derfra tog det fart, og han startede faktisk en indsamling, hvor han kvitterede med en tegning, når man donerede nogle penge til sagen.”

Hvad bringer fremtiden og hvad drømmer du?

“Uh, det er et stort spørgsmål. Jeg er i gang med to nye projekter, men jeg tror, at jeg fortsætter som nu. Jeg er vild med mit arbejde, og den fleksibilitet, der ligger i det, og jeg laver faktisk altid noget, der giver mig noget. Derudover har jeg fokus på kollegamotion – vi skal bevæge os”, siger Lise.

Husker du dig selv?

“Nogle gange. Ja, det kører lidt stærkt,” siger Lise og smiler.

Vi har drukket kaffen og bestiller en opfyldning, og lader talen spadsere ned ad mindernes allé i Fredericia. Tak for snakken Lise og held og lykke med Team Rynkeby.

http://bit.ly/lolalecture

Ugens Kurt: Kim Sørensen

0
Ugens Kurt. Kim Sørensen, Audi Fredericia. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.

Ugens Kurt er født med benzin i blodet. Han har derfor en medfødt passion for de firehjulede køretøjer, han er chef for byens største bilhus og drømmer om et fredericiansk bilmekka, der sætter Fredericia på bil-landkortet. Ugens Kurt er Audi Fredericias filialchef, Kim Sørensen.

Kim Sørensen er midtvejs i ugen, hvor Audi Fredericia fejrede 10 års fødselsdag, derudover er han en herre, hvor telefonen ringer mange gange om dagen, og farten ikke kun er i bilerne, men også i kalenderen.

I tirsdags, da vi mødte ham i det smukke bilhus, fortalte han historien om de ti år hos Audi. En spændende historie om et gigabrands komme til Fredericia, og de muligheder det first-art-arkitekttegnede hus gav. Et hus, der indtil for kort tid siden var det største Audi-bilhus i Norden.

Da Kim Sørensen, bare 39-år gammel, blev direktør for den lokale Audi, skulle han få den jyske muld til at blomstre ved at storsælge de tyske premium-biler til syddanskerne. En målsætning, der ikke blev lettere af det faktum, at finanskrisen buldrede udenfor bilhuset og havde sat dybe spor i købelysten, men gradvist fik han og Audi-teamet tunet forretningen og sået de frø, som de senere kunne høste igen og igen.

Kim står i vinduet på Kurt’s Kaffebar, da jeg kommer ind. Han er klædt, som man ser topcheferne til Le Mans. I en elegant sort jakke med det fireringede logo, hertil en kridhvid skjorte med de samme ringe og til at runde det af – et stort smil, når man hilser på ham.

Kim Sørensen er født i 1973 i Østbirk, men flyttede til Fredericia i 2004, hvilket vi vender tilbage til. Barndommen var tryg, god og med massevis af sport. Kim voksede op i Østbirk – tæt ved Horsens. Hans mor og far ejede den lokale ESSO-tankstation, og på samme matrikel lå familiens private bolig.

“Det var virkelig en god tid. Jeg havde det virkelig godt. Jeg var den yngste af en drengeflok på tre. Dagene fløj af sted, og jeg spillede både fodbold og badminton i fritiden. Jeg levede i hallen og på stadion. Jeg spillede faktisk badminton i en større klub i HBK i Horsens, da jeg var 16 år,” siger Kim Sørensen og fortsætter:

“Det var en fed verden. Jeg elskede fodbold, men valgte badminton grundet min personlige vilje og det selv at have kontrollen over spillet. Jeg havde sgu nok for meget drive, dermed ikke sagt, at jeg ikke er en holdspiller, for jeg elsker holdsport. Jeg spillede to sæsoner i HBK, inden jeg var tilbage i Østbirk som seriebadmintonspiller.”

Østbirk var et rigtigt trygt og godt lille lokalsamfund. Alle kendte hinanden, og selv den dag i dag, når Kim vender hjem kender han de fleste, selvom der er også er kommet mange tilflyttere. “Det er altid dejligt at vende tilbage til rødderne. Jeg slipper det nok aldrig.”

Kim Sørensen blev da også erhvervsskadet af sin opvækst. Han kunne have valgt den boglige handelsskolevej, men sprang ud som mekanikerlæring på ESSO-matriklen, der var blevet til en Statoil.

“Da jeg gik ud af 10ende, tænkte jeg meget over, hvad jeg ville. Men jeg var ikke sikker, så jeg gik i lære som mekaniker, men jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke var det, jeg skulle. Jeg fik job som juniorsælger hos Opel i Horsens, og det var lige mig. Jeg elskede at sælge, salgsvejen gjorde mig glad. Senere blev jeg ansat hos Danmarks bedstsælgende Skoda-forhandler – Niels Brøchner i Aarhus. Jeg var med i den periode, hvor Skoda-brandet for alvor blev genopbygget. Det var spændende, og det gik så godt, at jeg senere blev salgschef i forretningen.”

Hvorfor tror du, at salgskarrieren var dig?

“Det var vigtigt for mig med meget menneskekontakt, og det er det også i dag. Jeg arbejder altid godt, når der skal sikres en god forretning og et godt teamwork. Da jeg startede med at sælge biler, var det en anden tid, hvor man skulle lave gode handler – og det gik godt for mig – jeg blev som sagt salgschef. Men så blev jeg trukket til Fredericia. Lars Taarn Pedersen fra Autohuset Vestergaard inviterede til en samtale i Vejle, hvor han spurgte om jeg ville være filialchef i Fredericia. Det sagde jeg ja til,” siger Kim og fortsætter:

“Jeg glemmer aldrig min første arbejdsdag i Fredericia. Vi satte os ind i Lars’ bil og så kørte vi Fredericia rundt, hvor han fortalte mig om byen. Det gjorde et stærkt indtryk, og jeg lærte byen at kende. Senere har vi talt om mange gange, at det var en fantastisk måde at starte et job på. Lars er også en af de bedste chefer, jeg nogensinde har haft. Han er ganske enkelt et fantastisk menneske.”

Kim Sørensen fandt sammen med sin hustru Pia Sørensen, der kommer fra Erritsø. Sammen har de Sofie på 13 år, og Pia har Nellie på 25 år, der bor i Norge.

Kim var hos Autohuset Vestergaard i otte år, men havde brug for at lave noget andet. Han arbejdede et enkelt år hos Braatting Biler, inden Claus Bjerring Christiansen fra Audi Fredericia ringede til ham.

“Jeg havde en god snak med Claus, der ønskede, at jeg blev brugtvognssalgschef hos dem. Kort tid efter fik Claus så en anden stilling i Semler Gruppen, og jeg blev spurgt om, jeg ikke skulle søge stillingen som chef for Audi i Fredericia. Jeg søgte og fik stillingen. Det var i sommeren 2012,” siger Kim.

Hvordan var det?

“Det var en spændende rolle at påtage sig. Det var en ny verden. At komme fra en forretning som Autohuset Vestergaard, hvor jeg havde den samme stilling. Men opgaven her var noget anderledes. Der var mindre salg, og mere branding i opgaven. Det var og er min opgave at få flere kunder ind sammen med mine kolleger. Det kræver også, at vi skulle arbejde godt sammen. Derfor har mantraet altid været, at kunderne skal være glade og medarbejderne have det godt,” siger Kim og fortsætter:

“Jeg elsker biler og jeg synes, at det er fedt at arbejde i branchen. I dag synes jeg dog, at det største er at kunne arbejde med ledelse, mennesker og sammen skabe en god forretning. Jeg er nok meget målrettet som menneske, og derfor stræber jeg efter at få alle til præstere, samtidig med, at vi skal have det godt. ”

Hvordan er det at arbejde med Audi, som brand?

“Det er fedt! Det er jo et superstærkt brand, og vi har fantastisk samarbejde med Audi Danmark – og nyder godt af at være en stor kæde. Vi skaber via samarbejdet i kæden mange synergier – og det er faktisk også historien om den fede rejse, vi har været på de sidste 10 år,” fortæller Kim.

Du har boet i Fredericia de sidste 14 år, hvordan ser du byens udvikling?

“I 2004 synes jeg, at Fredericia var en spøgelsesby, både erhvervsmæssigt og privat . Jeg mødte en by, der manglede selvtillid og drive. Jeg kom naturligvis også direkte fra Aarhus, hvor alt susede af sted. Men hold da op, hvor er der sket meget de sidste 7-8 år. Det er gået ekstremt stærkt, både erhvervsmæssigt set med mine Audi-briller, men også som privatperson. Det liv der er skabt er helt unikt, og det kan Fredericia godt være stolte af, og vi kan sagtens videreudvikle byen,” fortæller Kim.

Har du ideer?

“Jada. Jeg kunne godt tænke mig, at vi får samlet bilforhandlerne i området og skaber Danmarks størst bilmekka. Vi er det sådan set allerede. Vi er større end bilernes by, Silkeborg, så der er meget at arbejde sammen om og potentialet til mere er stort. Så det vil jeg og andre arbejde videre med,” siger Kim.

Hvad bruger du fritiden på?

“Jeg har ikke meget fritid, men når jeg har fri, så bruger jeg tiden på familien og lidt løb. Jeg laver faktisk ikke så meget. Jeg tror, at det er vigtigt, at man kobler af. Min hustru kan være efter mig nogle gange. Jeg har en travl hverdag, så det er vigtigt at lægge alt fra sig, når man kommer hjem. Jeg kan have svært ved det, men jeg prøver. Når tiden er til det, så laver vi noget sammen i familien og jeg vil gerne være endnu bedre til lige den del.”

I Kims arbejde er netværk også alfa og omega, og her er han og Audi med i et væld af netværk – blandt andet De Glade Chefer, EventC, sportsklubber i byen og meget mere. “Det er vigtigt at være en del af byens liv, og det forsøger vi at være ved at være tilstede, hvor vores kunder er,” fortæller Kim.

Hvad er dine fremtidige planer og drømme?

“Jeg har naturligvis mange drømme, men vi har en klar målsætning hos Audi, som vi skal nå og arbejder med som ledergruppe og medarbejdere. Fremtiden er noget, vi bruger meget tid på, både når det kommer til el-biler, men også fremtidens marked, hvor ikke bare el-biler, men den grønne retning vil ændre meget i vores branche. Markedet ændrer sig meget i disse år. Jeg tror f.eks. ikke, at mange vil eje en bil i fremtiden. Det vil være mere leasing, delebiler og meget andet. Her skal vi være vågne og klar. Heldigvis er vi på forkant, starter man først nu, så er løbet kørt,” siger Kim Sørensen.

Kim Sørensen og jeg drikker af vores sorte kaffe, og imens vi taler sammen kommer flere forbi og hilser. Vi når faktisk at grine mange gange og vender alt fra 80’er jakke til byens sportshold, hvor Kim og Audi også spiller med, og her slutter vi samtalen.

“Det er så godt, at byens sportshold gør det godt. Det sætter byen på landkortet, og det er vigtigt for alle, både for os borgere, men også for virksomhederne. Som jeg har sagt tidligere, så er både sporten og Fredericia Teater med til at fortælle en historie om et stærkt Fredericia, der kører derudaf,” slutter denne Ugens Kurt.

https://www.eventc.dk/events/

Ugens Kurt: Bent Bjerre Jørgensen

0
Ugens Kurt. Bent Bjerre Jørgensen. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.

Gennem 22 år var han Centerdirektør i byens idrætsmekka, Fredericia Idrætscenter. Det var han efter en 22-år lang karriere i Forsvaret. Fredericia er hans hjem, og byens idrætsliv har i årtier strømmet igennem hans årer, og gør det stadig. Ugens Kurt er Bent Bjerre Jørgensen.

Bent Bjerre Jørgensen blev født i 1950 i Fredericia, hjemmefødt, som han understreger. Han voksede op på 6. julivej i Fredericia. Hans far var malermester og moren stod i forretning. Han husker barndommen og ungdommen som aktiv, skøn og virkelig god.

“Dagene bød på leg på gaden og timevis af fodbold. Jeg spillede i Fredericia KFUM fra, jeg var fem år. Vi spillede næsten døgnet rundt på gaderne og banerne omkring Randalsvej. Jeg elskede at røre mig, og derudover gav sporten de elementære sociale færdigheder. Jeg fik succes med sport – jeg var en habil boldspiller,” siger Bent og griner, inden han fortsætter:

“KFUM Boldklub var et godt sted for mig. Vi tog på sommerlejr i Danneborg i Juelsminde, hver sommer fra jeg var otte år gammel til jeg var godt 13. Det var sammen med nogle af de “gamle” koryfæer, som f.eks. Vagn Aage Dahlhus. Jeg kan huske, at den også stod på aktiv leg på sommerlejren. Vi afholdt vores eget OL, brugte skoven – sport og bevægelse var i højsædet. Det var sjovt.”

Bent Bjerre Jørgensen passede skolegangen på Markholt-Olesens Realskole – og det var fint, men han elskede, når klokken ringede og bolden kunne rulle igen.

“Jeg var den yngste af en børneflok på fire, og mine søskende var startet på Treldevejens Skole, men mine forældre var vist ikke helt tilfredse, så vi endte alle på Markholt-Olesens Realskole. Det var en god skolegang. Jeg var en dreng, som man siger, men ikke sådan, at det ikke interesserede mig at gå i skole, det var fint. Jeg havde gode lærere og der var en rimelig tryghed på skolen. Jeg var til de tekniske fag, men når det er sagt, så var jeg da glad, når der blev ringet ud,” siger Bent og fortsætter:

“Jeg spillede fodbold hele tiden, men flere af dem jeg gik i klasse med spillede håndbold. Jeg kan huske, at de tog mig med. Det blev godt. Jeg spillede håndbold og fodbold på fuld knald, og det der håndbold gik virkelig godt. På et tidspunkt måtte jeg prioritere – og det blev håndbolden, der tog mere og mere over. Som junior- og ynglingespiller valgte jeg udelukkende at spille håndbold. Vi trænede i Glassalen og Møbelhallen. 

Jeg blev bidt af det. Jeg var tit i hallerne til 22-23.00 om aftenen, og så de andre hold spille og træne. Det var et fantastisk miljø fra start 60’erne til 69, hvor jeg blev senior og i øvrigt spillede åbningskamp i den helt nye Fredericia Hallen – et lokalderby mellem Fredericia KFUM og Fredericia fF, som vi desværre tabte.”

Det første seniorår gik godt, det blev til spilletid, og holdet rykkede fra 2.division til 1. division – det som svarer til liga i dag. Bent Bjerre Jørgensen var med på førsteholdet i fem sæsoner, og vandt med holdet blandt andet landspokalen fire gange, samt han kan også notere sig fire u-landskampe på cv’et.  

Fredericia KFUM startede i bunden af ligaen, men spillede sig op til bronze- og en enkelt sølvmedalje, inden klubbens største år indtraf, da Anders Dahl-Nielsen og flere profiler forstærkede klubben. I den sammeperiode skulle Bent Bjerre Jørgensen have aftjent sin værnepligt.

“Inden jeg tog min værnepligt havde jeg gennemført en mureruddannelse hos Charles Petersen. Det var virkelig interessant, og jeg ville være ingeniør. Jeg søgte ind på Teknikum i Odense, og kom ind, men min far havde læst i avisen, at de forudså mange arbejdsløse ingeniører, så han synes, at jeg skulle tage en tænkepause, inden jeg rejste til Odense. Jeg skulle faktisk aftjene min værnepligt i Vordingborg, men formanden for håndboldklubben syntes, at det var langt væk og på en eller anden vis kom det i stand, at jeg kunne aftjene min værnepligt i Fredericia, samtidig med, at jeg kunne passe håndbolden.”

Karrieren i Forsvaret tog fart. Bent gik fra håndbold til sergent, og endte med at tegne kontrakt med Forsvaret. Tiden gik.

“Jeg blev befalingsmand, og gik hele vejen. Jeg blev optaget på officeruddannelse, og startede i 1977 på Frederiksberg Slot. Det var en hektisk, men spændende tid. Man er sammen med en masse gode mennesker, der knokler røven ud af bukserne. Både med teori og praktik. Der er læsning og intensive studier, men også faldskærmsudspring og lignende. 

Det var helt vildt. Det gik imidlertid fornuftigt derovre. Jeg blev nummer fem ud af 74. Det betød, at jeg var den femte i rækken til at vælge tjenestested. Jeg valgte Fredericia,” fortæller Bent og fortæller om det valg:

“Det gav god mening. Normalt når man udvikler en karriere i Forsvaret, er det to til fire års perioder og så rykker man lidt til siden eller op. Jeg kunne med baggrund i Fredericias størrelse som garnison planlægge nogenlunde, hvad jeg ville. Jeg blev samtidig engageret i håndbolden igen, men havde fået ondt i skulderen, så jeg brugte min uddannelse i Forsvaret til at blive træner. Jeg var træner for herrerne i to år, og 2 x 3 år for damerne i Fredericia KFUM. Jeg kunne kombinere min lederuddanelse med håndbold, og det var fantastisk.”

Det er også i idrættens og håndboldens verden, at Bent møder hustruen Susanne. Sammen får de to børn, Stine og Lasse.

Det var en god tid, fortæller Bent Bjerre Jørgensen.

Militærmæssigt ændrer trusselbilledet sig med Østblokkens fald, og der er fart på idrætten i byen, og på hjemmefronten nydes familielivet. Et aktivt liv, men nu trækker idrætten igen i Bent Bjerre Jørgensen. Han forlader Forsvaret i 1996. Han er på daværende tidspunkt Major. I første omgang tager han orlov. Der var bud efter ham, som leder af Fredericia Hallen, som han kendte godt fra sine mange år i idrættens verden. Han havde desuden siddet i bestyrelsen FHK og FAGI, så han kendte til mange af problemstillingerne og mulighederne i hallen.

“Jeg startede i Fredericia Hallen den 1. januar, og brugte den første tid til at danne mig et overblik, finde ud af økonomien, se på vedligehold og hvad der ellers skulle ske. Jeg forelægger senere den siddende bestyrelse tallene, og det blev synligt for alle, at der manglede penge. Der var mange store investeringer der skulle gennemføres, før Hallen kunne have en solid drift.

Det ville kræve en kæmpe økonomisk indsprøjtning fra kommunens side, hvorfor de valgte at trække stikket, så man kunne få en frisk start i stedet. 

Det var en hård tid, særligt da vi skulle meddele medarbejderne, at vi måtte lukke. Jeg lovede dog, at ringe til dem, hvis vi kunne åbne op igen. Og det skete jo. I august åbnede vi Fredericia Hallen igen – i kommunalt regi.”

Hvordan var det?

“Det var en spændende rejse. Du får lov at starte forfra. Rammerne stod der, men indholdet og organisationen kunne jeg sammensætte. Det var dejligt. Det var en spændende tid, hvor de første 10 år fløj af sted. 

Det var både lappeløsninger, store løsninger, store renoveringer, samtidig med, at man skulle holde fast i kunderne og den gode dialog med klubberne. Kort tid efter genåbningen havde vi EM i Damehåndbold i hal 1, da en pulje skulle afvikles i Fredericia i december 1996. DHF var noget kede af hallens konkurs, men lykkelige for genåbningen. Samtidig var der et væld af stævner og klubaktiviteter, så der var nok at se til.”

Hvordan var de sidste 12 år så?

“Der var der mere fokus på udvikling og et klart ønske om, at Fredericia Idrætscenter skulle følge med tiden og gerne kikke ind i fremtiden. De gamle 60’er haller i størrelsen 20 x 40 meter var ofte indrettet til få bestemte sportsgrene. Flere lokale idrætsforeninger havde svært ved at fastholde medlemstallet og fyldte ikke længere så meget i centret. Især firmaidrætten var for nedadgående og ændrede deres fokusområde. Mange mennesker ønskede at motionere fleksibelt og bl.a.  fitnessbranchen udviklede sig markant”. 

“Når alt det er sagt, så havde og har vi gode folk omkring os. På landsplan er der nogle gode netværk, hvor man mødes med andre idrætscentre/haller og udveksler ideer, knowhow, kompetencer og strategier påvirker også alt fra bookning til struktur,” fortæller Bent.

Hvordan starter I?

“Det startede faktisk med, at kultur- og idrætsudvalget ser vores vej og ønsker, at vi udvikler FIC. Det betød blandt andet, at byrådet bestilte en udviklingsplan. I en kombination af videns personer, medarbejdere, ledere og brugere udviklede vi de planer, som så endte med, hvad vi ser nu og hvad der stadig arbejdes på. Vi fik FICness og gjorde lokalerne mere multianvendelige. Vi fulgte stille og roligt med og så på de ændrede vaner hos vores brugere” – siger Bent.

Hvordan har dit liv været i hallen?

“Det har været godt. Jeg havde også meget min familie med. Vores børn oplevede, at vi var meget i hallen. Ja, Stine og Lasse er jo næsten vokset op i hallen. Mor og far dyrkede håndbold, det gav også dem muligheder og ikke mindst god viden om mange ting,” fortæller Bent og fortsætter:

“Jeg har jo faktisk altid været tæt på alt i Fredericia. Jeg har kun været væk, da jeg var på Frederiksberg Slot for at tage officersuddannelsen. Og byen har været min baghave det meste af mit liv. Vi bor i mit barndomshjem, som vi købte af mine forældre, da de blev dårlig gående, og min hustru Susanne syntes, at det kunne være spændende at overtage det hus. Det gjorde vi så, og det har vi ikke fortrudt.”

Hvordan ser du byens udvikling gennem de mange år?

“Fredericia var i min barndom en tung industriby med en central beliggenhed. I dag er det mere beliggenheden og udviklingen, der er kendetegnet ved byen, samt at byens politikere har taget nogle modige og visionære beslutninger, her tænker jeg specielt på udviklingen af Danmark C området samt Kanalbyen. Jeg vil i den forbindelse gerne udtrykke en stor respekt for Fhv. Borgmester, Uffe Steiner Jensen. Det var et enigt byråd, der lagde nye planer for havneområdet, men det var ham, der fik tæskene ved det efterfølgende kommunevalg. Men grundlæggende er byen i dag helt fantastisk og udviklingen det samme. Når jeg går en tur gennem byen, eller kører rundt, så ser jeg byen har ændret sig til det positive på mange parametre. Især glæder jeg mig over de mange kultur og eventstilbud vi har. Jeg tror Fredericias borgere er glade for denne udvikling. Jeg håber at politikkerne fastholder denne linje. Jeg har lige læst kommunens budgetforslag for de kommende år, jeg synes, det ser bekymrende ud i relation til kultur- og eventområdet”.

Det er kun halvandet år siden, at Bent Bjerre Jørgensen gik på pension, men dengang sagde han i sin tale, at han ville vente med at beslutte, hvad han skulle i sin tredje alder, men nu er han i gang.

“Jeg fik det gode råd, at jeg skulle tage den med ro. For mange ville qua mine aktive år i Forsvaret og Idrætscentret givetvis hive i mig med ideer til, hvad jeg skulle lave. Jeg tog derfor seks måneders pause, rejste, så mine børn og venner meget mere og gik så i gang med at finde ud af, hvad jeg kunne dedikere mig til. I dag bruger jeg tid med familie, venner og Seniorhuset I.P. Smidt, hvor jeg er kommet i brugerrådet,” fortæller Bent og fortsætter:

“Jeg er også blevet cykelpilot, og cykler nu med dem, der er dårligt gående. Så er jeg faktisk også blevet aktiv i Mandagskoret i Kongensgade 111. Jeg har altid godt kunnet lide musik, og har faktisk spillet lidt på instrumenter i mine unge dage. Ved siden af de aktiviteter har jeg hjulpet med lidt ledelsesrådgivning og -opgaver nogle enkelte steder.”Bent og jeg kunne tale i timer, og vi fortsætter da også snakken om sporten og politik.

Bents øjne lyser op og han ved i den grad noget om det, han taler om. Vi debatterer taktik på håndboldbanen, og den gamle Major har bud på, hvordan man kunne skifte ud i opstillingen, men har også forståelse for trænernes dispositioner.Bent Bjerre Jørgensen er udover at være strategisk intelligent, en dygtig diplomat og et venligt menneske.

Han er stadig i sportens verden, nu som tilskuer til FC Fredericias og Fredericia Håndboldklubs hjemmekampe, og det var også ham, der i 2018 var med til at “genåbne” og indvie thansen ARENA i nye rammer. Den samme hal, som han i 1969 spillede opvisningskamp i.

Han drikker det sidste af sin sorte kaffe – med lidt mælk i, og går ud af kaffebaren for at deltage i endnu et kaffemøde.

Tak for snakken, Bent. Vi ses i hallen.

https://jutlander.dk/om-jutlander-bank/om-os/afdelinger/fredericia