Ugens Kurt: Brian Nuppnau

07:00 - 19. august 2019

Kommer man rundt i Fredericias er man ikke i tvivl om hvem Brian Nuppnau er. Brian sidder i kørestol efter en arbejdsulykke, og kæmper for bedre forhold for handicappede, og nu er han sat i stævne på Kurt’s Kaffebar.

Denne udgave af Ugens Kurt er en speciel en af slagsen. Det er den første, der er foregået udenfor på kaffebaren, hvor Brian trofast holder til.

Brian er en af de mange stamkunder på Kurt’s Kaffebar. Han sad allerede klar under baldakinen, da jeg kom og han var omgivet af den sædvanlige flok, der troligt sad og lyttede, da Brian og jeg talte sammen. Efter at have fået skænket en kop kaffe satte jeg mig ud i solen til Brian.

Brian er 55 år gammel, gift med Rikke og har to mindre søskende, Thomas og Lone.

“Jeg er født i Fredericia, men jeg har også boet i Odense, Bogense og Strib, men det meste af min skolegang var i Fredericia,” siger Brian.

Fra 1. og frem til 5. klasse gik Brian på Købmagergade Skole og 5.-9. klasse tog han på Skjoldborgvejens Skole, mens Brian tog sin 10. klasse i Strib, da familien flyttede.

“Jeg husker det som en rigtig fin skolegang, hvor jeg havde gode klassekammerater , og vi hyggede os om eftermiddagen – det var en god tid,” siger Brian.

Fiskeri, sejllads og livet ved havet generelt har altid fyldt meget for Brian. Efter endt skolegang begyndte han at sejle ud i den store verden, og efter det tog han lastbilkørekort og kørte syd på. Efter det startede Brians erhvervskarriere for alvor.

“Jeg startede som sælger ved Emils Catering i Kolding, men så blev de blev opkøbt af BT Catering, hvor jeg var i nogen tid,” fortæller Brian.

Mens Brian var ansat hos BT Catering kom passionen for fisk igen i spil, denne gang i erhvervssammenhæng.

“Jeg blev headhuntet til fiskesalg i Hvide Sande og var på fisketure og med kuttere og fiskede. Jeg fik hele grundturen, og så blev jeg fiskesælger,” siger Brian og kommer ind på interessen for fisk:

“Interessen har altid været der. Jeg har altid hobbyfisket og altid haft interesse for det. Jeg har prøvet alt indenfor fiskeri.”

Hvad er det, der fascinerer dig ved fiskeri?

“Fangsten og alt det hele med det,” svarer Brian prompte.

Brian er en mand fyldt med humor, og under vores samtale kommer den i brug flere gange, og også i denne sammenhæng, hvor vi sad i nærheden af et par af hans venner, som fik denne bemærkning omkring fisk:

“Det er ikke nok, at der sidder et par torsk her på kaffebaren, og så er der selvfølgelig flyvefisk,” siger Brian og bryder ud i latter, inden den seriøse tone kommer igen:

“Fisk har altid været en interesse på hobbyplan eller i erhvervssammenhæng. Det har været i hjertet af mig,” siger Brian.

Arbejdsulykke ændrede alt

Det er ikke nogen hemmelighed, at Brian er blevet en kendt skikkelse, da han sidder i kørestol. Det har han gjort i omkring seks år, da han kom ud for en slem arbejdsulykke, hvor han fik ca. fem tons ned over sig.

“Jeg fik flydespærringer ned over mig. Det er betoner, som bliver kørt op på tromler, og så trykkede min makker på den forkerte knap, og så røg det ned over mig. Jeg blev indlagt, og lå der i halvandet år,” siger Brian og fortsætter.

“Jeg fik fem tons gummi ned over mig. Det former sig, så jeg var helt nede og kysse gulvet, og var helt flad. De fik mig op at stå igen, men så kunne vi se, at det ikke gik og så var det dét,” konstaterer Brian.

Fra at være en hårdtarbejde mand og så til at sidde i kørestol er noget af et spring, og det var ikke en nem omvæltning for Brian.

“Der gik mange frustrationer igennem hovedet på mig. Jeg kunne ikke komme på arbejde mere og jeg havde ikke kontakten til de mennesker jeg var vant til. Det var ikke særlig sjovt. og ens hverdag blev fuldstændig lavet om. Det er alt lige fra toiletbesøg, til når du skal nå noget i det øverste skab. Ingen arme, ingen småkager som man siger,” siger Brian og fortsætter:

“Én ting, som jeg gjorde klar med mig selv var, at selvmedlidenhed kunne jeg ikke bruge til noget, og nogen havde det også værre end mig,” fortæller Brian, der istedet for at sidde derhjemme gik meget op i at komme ud og tale med mennesker og få positive oplevelser.

Havnen og Kurt’s Kaffebar

En af de ting, som har hjulpet Brian videre, og som er en genganger fra tidligere er havet, som Brian har en forkærlighed for.

“Jeg begyndte at komme meget på havnen, og vandet betyder en masse for mig. Det minder mig om fisk, fiskekuttere og det frie liv. Der er natur og man møder altid mennesker, som man kan tale med,” siger Brian.

Et de steder, hvor Brian ellers er hyppigt at finde er på Kurt’s Kaffebar. Det er også et sted, der har fået en speciel plads i Brians hjerte.

“Jeg har fået venner her, og fået mennesker at snakke med,” siger Brian.

Jargonen er noget særligt omkring Brian og vennerne på Kurt’s Kaffebar. Mens Brian nævner vennerne, som betyder meget for ham på Kurt’s, kom de hen og gav Brian hånd.

“Der er en rigtig god atmosfære her, folk er flinke og rare,” siger Brian og smiler.

Brian tog initiativ til arrangement på havnen

Brian har i sin tid kørestol ved selvsyn oplevet, at det ikke vælter rundt med muligheder for handicappede i Fredericia og det kom bag på ham.

“Det var lidt et chok. Jeg tænkte, at det var for dårligt og det ikke kan passe, og det var ligesom det der var med til at sætte det i gang med havnen, hvor jeg holdt arrangementet Havnen For Alle,” siger Brian.

Brian nævnte det selv, arrangementet Havnen For Alle. Brians oplevelser på egen krop satte gang i det hele.

“Det startede med, at jeg spurgte nogle af drengene her om de ville hjælpe mig. Det ville René Gaardsted og Bo Ibsen, og så arrangerede jeg det og fik en masse sponsorer, hvor særligt Føtex, Jutlander Bank og Super Brugsen på Nymarksvej gav en stor hånd,” siger Brian og fortsætter:

“Jeg sad i vinters og så nuslede jeg lidt med det, og så måtte jeg se, om jeg kunne lavet noget. Jeg gik i gang med at ringe til folk, og snuste lidt til om nogle ville være med på det. Jeg fik ikke nej fra nogen overhovedet, så det var meget overvældende.”

Lige ved siden af os på kaffebaren sad netop René. Han sad og lyttede med og indskød, at idéen til arrangemente var lidt et udspring af en oplevelse sidste sommer.

“Vi var på Østerstrand, hvor drengene slæbte mig på vandet sidste år. Jeg kom ned ad gelænderet, men det var ikke det nemmeste. Jeg kom også ud at bade, og det var fantastisk, men jeg tænkte, at det kunne gøres på en nemmere og bedre måde,” siger Brian, der i den forbindelse tog fat i East Coast Surfers og Get Outdoor, der ligger i C-byen:

“Jeg talte med Martin og Sune fra de to butikker om liften, som vi brugte til Havnen For Alle og den var René med nede at teste. Lars Ejby blev hejst ned, mens René sad i stolen og kunne se, hvor nemt det var at køre med den. Det var noget, der fik følelserne i gang for både handicappede og dem der stod og så på,” siger Brian, som slår fast, at arrangementet bliver gentaget næste år.

Hvor lang tids forberedelser har du brugt på arrangementet Havnen For Alle?

“Der ligger mange timer, vi startede for et halvt år siden og vi ringede rundt til alle mulige. Op til dagen havde vi lavet et kort, hvor de forskellige ting skulle stå henne, og i den forbindelse havde vi været en tur på hele havnen og planlagt det hele,” siger Brian.

Brians interesser

En af de passioner, som Brian dyrker i løbet af sin hverdag er hjemmesiden Handicapsamfundet, og det går godt med den.

“Der er en del, der har lavet indlæg, hvor de synes, at man mangler wc’er og andre ting i byen eller tager aktuelle debatter op som fx Jan Winther med kørestolen. Har man fede oplysninger eller idéer og nogen har startet op, så skal hjemmesiden bruges til det,” siger Brian og kommer ind på et nyt tiltag på hjemmeside:

“Planen er, at hvis man er psykisk syg eller har behov for en kontaktperson, så kan man booke sig ind på en tid.”

Generelt er Brian meget passioneret omkring handicappede og deres sager. En del af hans beskæftigelse i løbet af en dag er også at læse aktuelle emner om det.

“Jeg læser meget debatter og diskussioner med hvad der sker rundt omkring, især omkring handicappede. Det er på alt lige fra hjemmesider, aviser, Facebook og Instagram. Hvis nogen bøvler med noget eller skriver om deres sager, så læser jeg om det,” siger Brian.

Foruden interessen for handicappede har Brian også flere daglige rutiner.

“Jeg tager altid på Kurt’s og så sidder jeg der med den sædvanlige flok, og så er jeg også altid forbi havnen. Det er hyggeligt der,” siger Brian.

Fredericias fremtid for handicappede

Brian har selvsagt ikke været tilfreds med forholdene for handicappede i Fredericia, men med de initativer, der er skabt, mener han, at der er håb for en bedre fremtid.

“Jeg tror faktisk, at med den information som er skabt der kommer til at ske noget,” siger Brian og nævner, hvad der blandt andet er sket i løbet af de seks år, som han har siddet i kørestol:

“Parasport er kommet med lidt tilbud i form af aktivteter til handicappede, men ellers synes jeg ikke, at der er sket mange tiltag.”

Fremtiden ser positiv

Et af de faste punkter for Ugens Kurt er at komme ind på, hvordan man ser på fremtiden og inden Brian og jeg skulle hver til sit fik vi også vendt det.

“Jeg synes, at det ser rigtig positivt ud. Jeg har fantastiske mennesker omkring mig og gode venner,” siger Brian og slutter af med at komme ind på konen Rikke, som han er meget glad for:

“Hun siger altid god vind i sejlene og bakker mig op. Hvis jeg får et nej et sted, så siger hun det er ligemeget og vi finder en anden. Hun er med til at bakke mig op i alt, og det betyder rigtig meget for meget,” slutter Brian.

Den første udgave af Ugens Kurt under åben himmel er nu ovre, og efter at have drukket min kaffe færdig gik turen videre for at jagte flere historier.

Lars Rahbek stolt efter udgivelsen af Rahbek Fisk

Patrick Viborg Andersen

07:00 - 14. august 2019

Lars Rahbek Hansen, Rahbek Fisk bog — Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Tirsdag blev bogen Rahbek Fisk præsenteret, og efterfølgende var Lars Rahbek Hansen, der har medvirket til at bogen kom i stand, stolt over udgivelsen.

https://youtu.be/cCGewfI_IUY

Fredericia AVISEN har tidligere skrevet om, at Lars Rahbek Hansen medvirker til bogen om Rahbek Fisk, som hans far Poul startede tilbage i 1955.

“Da jeg blev opfordret til det lå jeg inde med masser af billeder og historier. Hvis det skulle køres frem var det her i det rigtige forum. Derfor har det betydet meget at få lov at fortæller historien om medarbejderne, kunderne der har været etableret igennem tiden fra 1955 og frem til 2013,” siger Lars Rahbek.

Bogen om Rahbek Fisk blev præsenteret d. 13. august, og det var på dagen, hvor Lars’ far, Poul, ville være fyldt 100 år og det frembringer følelser hos Lars.

“Det er en speciel følelse, der er glad og positiv, fordi han ville have været stolt over at se resultatet og over at se så mange af sine gamle medarbejdere her,” fortæller Lars.

Et væld af tidligere kollegaer fra Rahbek Fisk var mødt frem hos 3F for at være til stede, da bogen blev præsenteret og det er noget, som Lars Rahbek sætter pris på.

“Det er overvældende, og også den omtale og interesse som jeg ved, at der er på Facebook og fra de enkelte borgere i byen,” forklarer Lars Rahbek og slutter af med at fortælle om stoltheden i forbindelse med udgivelsen af bogen:

“Jeg skal ikke lægge skjul på, at der er en vis form for stolthed efter det. Jeg har haft et fantastisk samarbejde med Thomas Kvist om at få samlet anekdoter og fortællinger til en helhed.”

Læs her mere om udgivelsen af bogen Rahbek Fisk.

Bog om Rahbek Fisk blev præsenteret

Patrick Viborg Andersen

16:00 - 13. august 2019

Virksomheden Rahbek Fisk har en stor betydning for den fredericianske historie. Det er der nu blevet udgivet en bog om af forfatter Thomas Kvist Christensen, der efter samarbejde med en række aktører som Turan Savas og Lars Rahbek Hansen har skrevet bogen.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Formand for Lokalhistorisk Forlag, Jørgen Runge Madsen, bød velkommen i i 3Fs mødelokale og overlod efterfølgende ordet til Borgmester Jacob Bjerregaard.

“Jeg har brugt en del tid på at skrive forordet til bogen og har besøgt Rahbek Fisk adskillige gange, hvor jeg har haft Turan Savas med mig og jeg har hilst på mange af jer, som har arbejdet dernede. For Fredericia er det et stykke erhvervs- og familiehistorie. Derfor er det ikke en tilfældig bolsjebutik, der er lukket -det er noget andet – det er en del af jer. Derfor glæder jeg mig over, at mange er kommet her i dag og det vidner om noget,” sagde Jacob Bjerregaard og fortsatte:

“Jeg er stolt over at være Borgmester i en kommune, hvor vi har en progressiv fagbevægelse som er med hele vejen, både når man har medarbejdere af sted som slås for os og også, når man skal afvikle og hjælpe folk videre.”

Næste tale i rækken var Turan Savas, der er tidligere mangeårig tillidsmand på Rahbek Fisk.

“Det bedste ved at være her i dag er at se alle de glade kendte ansigter. En dag ringede telefonen, og det var en gammel journalist, der havde fulgt virksomheden i lang tid og spurgte om det ikke var en god ide at skrive en bog om Rahbek Fisk og så spurgte han om vi skulle drikke kaffe. Han havde gjort sit forarbejde, så jeg tænkte, at det var et godt udgangspunkt og jeg tager bare tingene fra det. Thomas blev anbefalet som forfatter, så jeg tog fat i ham og vi talte om råstoffet, men det var ikke så nemt som jeg troede,” sagde Turan Savas med et smil på læben,” sagde Turen Savas, der overlod ordet til Lars Rahbek Hansen efterfølgende:

“Det er som at kigge ned ad nostalgiens gade. Det er i dag fars 100 års fødselsdag, så det er specielt, og hvis han hører efter vil han være stolt over det notat, som er kommet i dag,” sagde Lars Rahbek Hansen og fortsatte:

“Et år før jeg blev kaldt ind til samtale om bogen, var det et andet hold, som skulle køre det her projekt. Det er ligesom på et fodboldhold, hvor nogle sidder på bænken og man skifter ud og ind. Jeg havde siddet på bænken uden at vide det, da der var to skadede spillere, som hoppede fra efter det første års tid. Det blev jeg beæret over.”

“Et år før fade døde sagde han, at han: Jeg har fra 1947 og frem alle papirer, breve, dokumenter og billeder, som vi har været igennem hele Rhbeks historie. det skal du tage med hjem – det kan være du får brug for det en dag. Flere har sagt hvorfor skriver du ikke bogen, jeg har sagt nej, da det kunne tolkes som selvhævelse. Jeg blev opfordret og det er noget andet.”

Sidste taler var forfatter Thomas Kvist Christensen, der blandt andet sagde følgende:

“Der er noget særligt, når man står med et antal flyttekasser, for sådan startede det med 4-5 stykker, der rykkede ind i mit hjem med materiale fyldt med gamle billeder, avisartikler og mødereferater. Der er noget særligt over det, når man om få måneder skal gøre noget til et manuskrift, der kan ryge i bogtrykken med historie og billeder,” sagde Thomas Kvist Christenen.

Om RAHBEK FISK 1955 – 2013. Et internationalt fabrikseventyr om fisk og færdigretter.

Virksomheden Rahbek Fisk har gennem rigtig mange år været en ganske betydelig arbejdsplads på havnen i Fredericia, hvor især kvinder – men også mange mænd – fik en arbejdsplads, som de blev meget glade for, og som derfor kom til at betyde meget for Fredericias erhvervsliv generelt.

På en så stor arbejdsplads har man naturligvis ikke helt kunnet undgå twister med arbejdsnedlæggelser og afskedigelser på grund af råvaremangel m.v., men der har alligevel altid været tale om en populær arbejdsplads med et socialt islæt, hvor virksomheden også havde øje for de ansattes problemer med andre ting, fx børnepasning, når forældrene skulle på arbejde. Dette medførte derfor til etableringen af virksomhedens egen børnehave, Pelicanen.

Et andet socialt initiativ var oprettelsen af en sportsklub, Pelicanen, som på en anden facon kunne ryste medarbejderne sammen. Disse tiltag v ar bl.a. så anderkendte, at Rahbek Fisk ofte havde venteliste til job på fabrikken.

Den store iværksætter og direktøren for det hele i de fleste af årene siden etableringen i 1955 var Poul Rahbek Hansen, som præger de fleste af siderne i bogen, godt suppleret af sønnen, Lars Rahbek Hansen, der også fik sin livsopgave i firmaet.

Thomas Kvist Christiansen har formået på fornem vis at skrue tingene sammen omkring de to hovedpersoner, men har derudover interviewet en lang række relevante personer for at gøre fremstillingen så bred og reel som overhovedet mulig.

Da Lokalhistorisk Forlag i august 2018 fik opfordringen til at gå ind i opgaven med at få udgivet en bog om virksomheden Rahbek Fisk, var bestyrelsen ikke i tvivl om, at en sådan bog vil kunne indgå som en væsentlig del af Fredericias lokalhistorie.

Ugens Kurt: Eva Mair

Patrick Viborg Andersen

07:00 - 12. august 2019

Eva Mair, Ugens Kurt — Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Det er igen tid til Ugens Kurt og denne gang er det en farverig person: En der tør at stå ved sine holdninger. Vi ankommer nærmest på samme tid til Kurts Kaffebar og ind ad døren kommer Eva Mair.

Der er en ting, der altid er spændende, når man laver Ugens Kurt. Det er, når man bestiller kaffen, som er vores fællesnævner for samtalen. Her er Eva Mair i sin egen kategori, da hun beder om en dobbelt espresso, det er først på dagen og Eva har fridag.

“Jeg blev født den 2. december 1985, i en by der hedder Greiskirchen. Det var en lille by ala Børkop, jeg har tre søskende og er selv den yngste”, indleder Eva.

Eva nød godt af at være den sidste i rækken, det gjorde, at man kunne afprøve grænserne lidt mere i baghjulet af sine ældre søskende.

“Det var en tryg opvækst, jeg var en lille møgunge, i hvert fald som teenager. Jeg kravlede ud af soveværelsesvinduet, kom sent hjem om natten og kravlede ind igen. Jeg gav mine forældre nogle oplevelser”, griner Eva.

Som helt lille pige drømte hun om at blive dyrlæge. Der var ikke nogle planer om at ende i restaurationsbranchen. Hun lavede ofte mad med sin mor i køkkenet, i begyndelsen var det sjovt, men efterfølgende føltes det som en pligt for den unge østrigske pige. Hun voksede op et sted som ikke var særlig stort, der var ingenting og man skulle bruge en cykel eller bil for at komme rundt.

Selvom den unge Eva drømte om at rejse verden rundt og se det hele, så blev det alligevel en rejse i det kulinariske fodspor.

“Mit første arbejde var i køkkenet på et gourmetrestaurant som 14-årig, det var et sommer job på fire uger. Jeg kunne lide det, det var første gang, jeg tænkte, at den branche var interessant.

Da Eva var 15, startede hun som tjener på en Segarafredo kaffebar.

“Jeg gik på Bundesgymnasium og var i skole fra mandag til lørdag, så arbejdede jeg på kaffebaren lørdag og søndag. Jeg ville på det tidspunkt gerne ind på universitetet i Linz. Jeg ville gerne læse design og arkitektur. Der var 68 ansøgere og de tog otte ind på uddannelsen. Man skulle bestå en to-dages-prøve, hvor man skulle være kreativ”, siger Eva.

Eva var så tæt på, som hun kunne komme, hun blev nummer ni og blev opfordret til at søge igen året efter. Men hun blev frustreret og ringede til sin arbejdsgiver, på det tidspunkt hvor hun havde 20 timer og sagde, “Hvis du ikke giver mig 30 timer, så søger jeg nyt arbejde!. Siden har jeg været i den branche”.

XXXLutz

Fra Eva var 19 år, fik hun job i XXXLutz, som er en af de største møbelkæder i Europa. Alle butikkerne har deres egne restauranter med servering. Det blev startskuddet til en karriere, som kom snigende med topfart.

“Efter jeg startede som tjener, gik der to år, før jeg blev spurgt, om jeg ville tage over, da var jeg 21 år. Efter jeg blev bestyrer af restauranten, gik der yderligere to år, så blev jeg prikket på skulderen af ledelsen, og spurgt om jeg ikke ville flytte til Tyskland og lave servicecoaching i de mange filialer. Jeg tog chancen og boede på hoteller i flere år. Jeg fik firmabil og kørte cirka 2000 kilometer på autobahn uge efter uge,” siger Eva

Eva kørte et års tid på landevejen, og så var det tid til endnu et trin på karrierestigen. Hun blev distriktschef med ansvar for fire restauranter i Sydtyskland. Endelig havde hun en fast adresse i Karlsruhe, og kørte så til Mannheim, Stuttgart og Frankfurt. XXXLutz ville åbne endnu en filial i Freiburg og Eva besluttede sig for, at hun ville stoppe lige efter åbningen. Hun arbejdede sindsygt meget, hun trængte til at komme væk, da hendes arbejde næsten kun var tal til sidst.

“Jeg tænkte, at jeg ville gøre det færdigt, åbne den nye restaurant ordenligt og så sige farvel. Men så kom chefen for alle møbelhusene og ville have mig til at åbne i Wolfsburg som er hovedcentralen. Så sagde jeg igen ja og flyttede dertil i august og der skulle åbnes med 600 spisepladser i december. Det var meget presset, men jeg har fået en god løn, to betalte lejligheder og jeg var i firmaet i ni år. Hvis jeg ikke havde været der, så kunne jeg ikke have åbnet Mair’s”, siger Eva.

Kærligheden

Eva plejede med en flok gode venner at besøge Nova Rock Festival i Burgenland og i 2012 mødte hun sin mand Thomas Stjernholm lige der.

“Hans bror Rasmus boede i Wolfsburg og hentede mig i Tyskland. Jeg kendte allerede familien, inden jeg havde mødt ham. Thomas var med, men vi var begge i et forhold, men der var en gnist åbenbart for efter festivalen stoppede, så kørte vi i pendulfart frem og tilbage for at besøge hinanden. Jeg flyttede til Danmark den 8. maj i 2013”, siger Eva.

Det var distancen og det faktum, at Thomas havde to næsten voksne børn, der gjorde, at de flyttede sammen i Skærup.

“Jeg husker, at jeg synes sproget lød kinesisk, men mit førstehåndsindtryk var, at danskerne var vildt hyggelige mennesker. Jeg følte, at jeg hurtigt ville komme i gang med noget, men jeg gik hjemme i to måneder og prøvede at finde mig selv. Jeg var færdig efter ni år med fuld gas”, siger Eva.

Cafe Mair’s

Det at lære dansk fik en uventet drejning, Eva var ellers lige begyndt på sprogskole i Vejle. Thomas og Eva havde talt engelsk med hinanden for at have en neutral platform. Men efter to måneder gjorde de en erfaring i Fredericia, der fik Eva ud blandt danskerne fremfor en sprogskole.

“Thomas og jeg kørte i påsken til Fredericia. Vi ville spise brunch. Det var godt vejr og der var mange mennesker rundt omkring, men ingen havde åbent til brunch. Så vi kørte straks hjem og begyndte at google, hvad der var af muligheder for at åbne noget. Vi fandt Café Device, vi ringede og bestilte bord og ville se, hvordan det så ud. Der var ingen mennesker derinde. Efter vi havde spist, spurgte Thomas om det var til salg. Det gjorde indehaveren euforisk og han ville vise os køkkenet, det skulle vi aldrig have gjort”, griner Eva og fortsætter, “Det var ikke sådan, at jeg havde en million på kontoen, jeg havde nok penge til at åbne, fordi jeg havde sparet op”.

Mair’s tonede frem som en type restaurant, vi ikke havde set i fæstningsbyen og Eva husker også starten, hvor flere kaldte det københavneri og flere kom med forslag til menuen.

“Der kom konstant folk ind og spurgte: “Hvorfor der ikke var burger og nachos på menuen”. Jeg har altid sagt, at jeg drejer nøglen om, hvis jeg skulle lave det – jeg kan godt spise det selv, men det vil jeg ikke have hos mig”, siger Eva.

Økologi og bæredygtighed er vigtigt. Det havde Eva også lyst til fra start. Hun ville helst åbne vegansk og vegetar, men det kunne jeg se, var ti år for tidligt for Danmark.

“Selve indretningen og vores fremtoning er ikke skiftet, men vi er mere bevidste om maden i dag. Stamkunderne er glade for den vej, vi går, ellers ville de jo ikke komme tilbage. Den eneste overlever vi har på menukortet er vores wienerschnitzel, den har vi haft siden dag 1”, siger Eva.

Er wienerschnitzlen truet, når du har flere retter som er veganske?

“Nej, den er bæredygtig og jeg ved, hvor den kommer fra, det er fra kvæg, der behandles ordentlig og det er ikke er billigt kød. Det er kvalitet. Vi er et sted, hvor en familie med forskellige behov, sagtens kan spise. En hvor far elsker kød og mor er lidt vegetarisk og begge børn er veganere, så kan de gå til os uden, at far skal spise vegansk”, siger Eva.

Der er ingen tvivl om, at Eva har skabt noget unikt i Fredericia og med seks år på bagen, har Cafe Mair’s bevist sig bæredygtig selv.

Musik

En ting der altid har skilt sig ud på cafeen er musikken, det er fra en østrigsk radiokanal, der hedder Superfly.fm.

“Musik giver varme, hygge og skal være der. Jeg kan ikke leve uden musik. Jeg er vokset op med det. Mine større søskende lyttede til alt muligt musik og min storebror rejste rundt omkring som dj. En gang så kørte min bror og jeg til Zagreb og hjem igen dagen efter. Jeg havde mit andet hjem i Wien, hvor han boede og tog dertil, så tit jeg kunne”, siger Eva.

De jokede med, at hvis Eva engang skulle åbne en egen restaurant, så skulle han stå for musikken, sjovt nok er han med i radiokanalen, der toner ud på Mair’s. Der er ofte livemusik på Mair’s, der er ikke plads til et stort orkester, men det er ikke unormalt, at der opstår spontane sessions.

Dykning

“Vi var i Grækenland og skulle ud at snorkle, så lavede vi prøvedyk og blev fanget med det samme. Vi tænkte fedt, at vi bor ved siden af vandet i Fredericia, så hvorfor ikke gøre det ordentligt og få en CMAS uddannelse i Danmark. Når vi tager på ferie er målet , altid et sted, hvor det er fedt at dykke. Vi skal kunne slappe af under vandet og ingen kan ringe, det er ren afslapning x 100, heldigvis, at vi begge faldt for det”, siger Eva.

Fredericia

Det kommer nok ikke bag på nogen, at Eva elsker Tøjhuset, når hun ikke kan leve uden musik.

“Der er en speciel stemning på Tøjhuset og der er fedt derinde. Jeg elsker at gå til koncert. Noget af det bedste ved Fredericia er havet, jeg kan godt lide vandet, det er beroligende, om det er på havnen eller stranden – det er lige meget, jeg kan koble af der”, siger Eva.

Det har været en lang og dejlig Ugens Kurt, men jeg kan ikke lade være med at spørge Eva om drømmen er at have en strandrestaurant på en tropeø med mulighed for dykning?

“Det er en drøm, men jeg planlægger ikke, hvad der skal ske, det har jeg aldrig gjort. Men når den rigtige dag kommer, træffer jeg beslutningen og går all-in”, siger Eva.

Men er det utænkeligt, at vi interviewer Eva Mair på Kurts om 25 år?

“Det er det ikke”, smiler Eva.

Tiden er gået og det har været en dejlig varm samtale, Eva skal nyde sin fridag og der er flere artikler, der skal skrives.

http://bit.ly/metteblomsterberglecture — Klik her

Ugens Kurt: Therese Krog Andresen

Matthias Runge Madsen

07:00 - 5. august 2019

Therese Krog Andresen — Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Denne Ugens Kurt er 29 år gammel, født i København, opvokset i Svendborg – og selvom hun forsøgte at undgå det, ja så endte hun i Fredericia, en by hun siden er blevet helt forelsket i.

Vi havde aftalt at mødes klokken ni, men Therese kom i god tid. Der var ikke mange på kaffebaren her fra morgenstunden, så der var frit valg. Noget atypisk tog vi plads ved gyngestolene i hjørnet, et sted jeg ikke har lavet Ugens Kurt før – men der skal jo være en første gang for alting. Inden vi satte os fik Therese bestilt en Café Latte, meget klassisk valg til en Ugens Kurt, til gengæld.

Vi starter med at tage 29 år tilbage, til København hvor livet startede for den selvstændige guldsmed.

“Jeg er født i København, og opvokset i Svendborg. Vi flyttede da jeg skulle starte i børnehave. Vi blev sendt på privatskole min lillebror og jeg, fordi mine forældre ikke vidste hvordan deres liv blev, så vi skulle bare have skolen som fast base”, fortæller Therese og fortsætter:

“Der var en tryg fast base der på skolen. Min far skiftede meget job, så skolen blev det faste holdepunkt for mig. Min mor var advokatsekretær, og det har hun været hele min barndom. Min far er kok, forsøgte at starte sit eget, og det gik ikke. Han skiftede job hvert andet år, så der var mange skift der”.

“Mine forældre blev skilt i 98’, tror jeg det var. Der flyttede min far først til Island og så til Grønland, hvor han var i fem år, for at komme hjem og flytte til København”, siger hun.

“Det var en hverdag med en enlig mor, der arbejder meget for at have penge for at holde sammen på det hele. Så vi passede på hinanden”, fortsætter hun.

Kreativiteten vandt

“Jeg tog på gymnasiet, fordi jeg ikke vidste hvad jeg skulle. Da det var slut sad jeg igen, og vidste ikke hvad jeg skulle. Så det blev uger med ransagelse af sindet, hvad skal jeg lave resten af livet. Der kom jeg frem til, at jeg skulle have noget kreativt”, forklarer Therese.

“Jeg har altid tegnet, viklet og klippe-klistret. Så sad jeg og pillede ved smykker og tænkte, hvordan laver man det? Og findes det? Kan man blive det? Det kunne man, og man kunne i Fredericia og København – og hvad skulle man i Fredericia? Så det blev København”, fortsætter hun.

“Jeg havde læst mig til, at man skulle have en læreplads for at komme ind på skolen, så jeg udskrev ansøgninger og tog med rundt i København, de grinte alle sammen af mig, for man skulle have erfaring. Jeg fik lidt små kurser og hjælp, indtil en sagde jeg skulle tage ud på skolen og snakke med dem”, siger Therese.

“Der begyndte jeg så som metalsmed i marts 2010. Der var jeg i tyve uger som metalsmed, inden jeg kom ind på guldsmedeuddannelsen på en kvoteplads, stadig uden læreplads, men inde på uddannelsen”, fortæller hun og fortsætter:

“Så jeg kunne ikke fortsætte efter grundforløbet uden læreplads, så jeg søgte flere om ugen i hele landet og Sverige og Tyskland. Da de 60 uger var gået havde jeg stadig ikke en læreplads, så der tog jeg hjem til mor for at finde ud af hvad jeg skulle”.

“Jeg lånte en bil, og kørte til Langeland – og der var en der gerne ville have mig. Så flyttede jeg til Langeland, men vi måtte opgive, da virksomheden ikke kunne køre. Så stod jeg der igen, og skulle forfra. Så var jeg så heldig, at finde en læreplads inde i Svendborg, det var tredje eller fjerde gang jeg kom forbi, og der måtte jeg starte mandag. Så jeg fik min læreplads og min uddannelse”, lyder det fra Therese.

Netdating endte i Fredericia

“Undervejs begyndte jeg at netdate, og der var en sød fyr der boede i Fredericia, og han var ikke til at flytte på – og jeg måtte heller ikke flytte. Så vi havde langdistanceforhold i tre år, og da jeg var udlært flyttede jeg til Fredericia”, fortæller Therese og fortsætter:

“Efter et år med pendling ville jeg ikke mere, og jeg har altid haft en drøm om at være selv, at kunne bygge mit eget. Jeg oprettede et CVR-nummer da jeg blev udlært, og begyndte at pusle med det. Virksomhedsopbygning, hvordan skal det være? Så prøvede jeg hjemmefra da jeg sagde op, men det gik ikke. Man kan ikke bare invitere folk hjem i soveværelset for at se ens kreationer”.

“Men så var jeg så heldig at finde lokalerne her, hvor jeg åbnede Me Mori i februar 2018”, supplerer Therese.

Ældgammel tradition – der ikke er udbredt i Jylland

“Det er måske noget man ikke er vant til i Jylland, at man kan. I Københavns er det på hvert et gadehjørne. Så sidder man mutters alene her, men jeg tror at der nok skal komme nogen en dag. Jeg har haft et par stykker forbi, der gerne vil lære”, forklarer hun.

Hvad er det der gør, at din forretning er gået så godt her det første års tid?

“Jeg tror det er min ærlighed og åbenhed, autenciteten, det er bare mig der sidder der, og folk kan se jeg sidder og arbejder. Det er nok det at de ved, at når de går ind ad døren, så er det mig der laver det, og det blive lavet på stedet, ikke sendt et sted hen hvor folk ikke kan følge med”, svarer Therese og fortsætter:

“Der er mange smykker, hvor der er ufattelig mange følelser, hvor folk ikke tør give det fra sig, de vil gerne være sikre. Når mors ring skal repareres, og man skal være sikker på at det er den samme man får tilbage igen. Smykker betyder meget for de fleste. Enten er man virkelig ærekær, ellers køber man dem i H&M og skifter dem i morgen”.

Fredericia er blevet Thereses by

Fra at fravælge Fredericia ad flere omgange, endte Therese alligevel her, fordi kærligheden til Thomas vandt. Og siden er en kærlighed til Fredericia blomstret op.

“Nu er Fredericia blevet min by. Fra at jeg ikke kendte nogen, til at jeg ikke kan gå 10 meter uden at hilse på nogen. Det bliver ens by, når man ikke føler sig alene”, siger Therese og fortsætter:

“Min morfar er faktisk født her, så hans sommerferier som barn foregik her i Fredericia, så jeg har mange ting hjemme og i butikken der stammer herfra. Så det er lidt på alle måder som at komme hjem”.

“Man kan ikke starte en specialbutik i Fredericia, sagde de. Men det ville jeg. Og jeg kan se, at det kan man sagtens. Det er lidt spøjst at tænke på, at man kan gøre det anderledes end hvordan det har været i Fredericia tidligere”, fortæller hun.

“Hvis jeg skal finde ro, så skal jeg til vandet. Enten til Østerstrand eller til Snoghøj eller Gammel Havn. Man kan ikke vende sig om uden der er vand her, det er skønt”, forklarer Therese.

Fingersnilde er nødvendigt

Det kommer nok ikke bag på nogen, at det er nødvendigt med fingersnilde og en indre ro, for at være guldsmed – men det sidste kommer af sig selv, fortæller Therese Krogh Andresen.

“Man skal have tålmodighed, og man skal have detaljerne med. Det kræver fingersnilde. Der er mange der sidder og siger det er noget småtteri, men så skal de bare så når det bliver småt. Der er mange guldsmede der arbejder med mikroskop for at sikre at detaljerne er i orden. Det er måske mit ønskeværktøj, men det er der meget af, altså ønskeværktøj”, forklarer hun og fortsætter:

“Jeg tror roen kommer af sig selv, når man har forståelsen og elsker det man laver, så kommer det helt af sig selv. Det er jo bare en fantastisk lille butik jeg har lavet mig, så roen er der. Man skal ikke have noget i sit hjem der ikke er smukt eller brugbart, og det har jeg ikke i butikken. Så det er bare min lille zen-boble”.

Fremtidsplaner?

Med sine blot 29 år er Therese allerede nået langt, i forhold til hendes forholdsvis lave alder. Børn er der ingen af endnu – og kæresten Thomas er her endnu. Men hvad byder fremtiden?

“Ingen børn, det er ikke planen overhovedet”, siger Therese kort og fortsætter:

“Butikken skal have lov til at vokse. Jeg drømmer om at kunne tage en lærling, men der er lidt vej endnu. Men det bliver nok lidt praktikanter og kursister”.

“Der skal være krav til værkstedet og krav til mig, og så har jeg det krav til mig selv, at jeg skal have tryghed til, at der er penge til deres løn. For det skal ikke være sådan at jeg går nedenom og hjem, for at de kan få løn, så der er lige nogle år endnu”, siger hun og fortsætter:

“Man har ikke lyst til at byde unge mennesker det, når man selv har prøvet det. Der er mange om buddet, det nytter bare ikke noget. Det bider os alle sammen i røven”.

https://jutlander.dk/om-jutlander-bank/om-os/afdelinger/fredericia

Ugens Kurt: Henrik Troelsen

Matthias Runge Madsen

07:00 - 29. juli 2019

Henrik Troelsen, Middelfart Sparekasse — Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Denne uges Kurt er 55 år gammel, han er lige flyttet til Middelfart efter 18 år i Fredericia – og så er han afdelingsdirektør i Middelfart Sparekasses afdeling i Fredericia. Der er selvfølgelig tale om Henrik Troelsen.

Denne fredag morgen startede tidligt på Kurts Kaffebar i hjertet af Fredericia. Jeg havde aftalt at mødes med Henrik allerede fra morgenstunden til en kop kaffe.

Lidt før tid kom Henrik ind med et stort smil og en paraply i hånden – hvis det danske sommervejr skulle finde på at byde på en regnbyge eller to. Vi slog os ned, selv var jeg på en kop sort kaffe, og Henrik nappede en dobbelt espresso til at starte dagen på.

Middelfart, Østre Skole og Handelsskolen

Vi lægger ud, lige på og hårdt, med at tage 55 år tilbage til de spæde år for Henrik, en tid, der bringer os til både Kolding og Middelfart.

– Jeg er født i Kolding, men efter et års tid fik mine forældre job i Middelfart, og så flyttede vi derover, fortæller Henrik og fortsætter:

– Jeg gik på Østre Skole i Middelfart, men det var ikke, fordi jeg fandt skolen særlig spændende. Der gik meget mere tid med venner, fritid og knallert. Det skulle vist bare overstås, siger Henrik med et grin.

Derfra bragte livet ham til Fredericia, hvor Handelsskolen Fredericia/Lillebælt kaldte. Måske ikke det oplagte valg for en, som ikke fandt skolen super spændende – men for Henrik var det et rigtigt valg.

– Dengang var det enten at tage på gymnasiet eller handelsskolen, eller også skulle man gå håndværkervejen – og det sidste skulle jeg i hvert fald ikke. Jeg ville gerne noget med kontorarbejde, så der var kun én vej,” fortæller han.

Hvordan var tiden på Handelsskolen?

– Det var en god tid, vi havde et super godt kammeratskab, og så gik der selvfølgelig også en del fest i den. Jeg hilser stadig på mange af dem fra dengang, men der er også nogle, der er spredt langt væk, men det er der jo altid, siger Henrik.

Bankverdenen fangede Henrik i sit spind

Da Henrik var færdig på Handelsskolen, blev han fanget i et spind, et spind han stadig ikke er kommet ud af – og det er han meget glad for.

– Jeg søgte flere stillinger, da jeg var færdig på Handelsskolen, og jeg nåede faktisk at få tilbudt et job som kontorassistent, men den takkede jeg nej til, fordi jeg havde fået en elevplads i Københavns Handelsbank. Og ja, siden da har bankverdenen fanget mig, forklarer Henrik.

– Det var i 1984, jeg fik elevpladsen, og det her med at have med mennesker at gøre, fangede mig med det samme. Jeg synes, det er super spændende at tale og interagere med mennesker. Man kan gøre en stor forskel i bankverdenen, man kan hjælpe folk med at opfylde deres drømme, stort som småt, fortsætter han.

– Vi fusionerede i ’88 eller ’89 til Danske Bank, og i 1991 søgte jeg væk fra banken, og her blev jeg ringet op af Middelfart Sparekasse, om ikke jeg ville komme dertil. Det takkede jeg ja til, først i Middelfart-afdelingen og kort efter som souschef i Strib-afdelingen, fortæller Henrik Troelsen.

– Og det var her, jeg fandt ud af, at det her med ledelse fanger mig rigtig meget også. Det med, at man kan hjælpe sine kollegaer til at vokse, og at man kan være med til at få forretningen til at vokse. Det føles næsten som at have sin egen forretning, lyder det fra Henrik.

Fredericia – et eventyr for sig selv

Middelfart Sparekasse er blevet Henriks anden familie. Han har været der siden han i ’91 kom til Middelfart, men i 2001 skiftede han Fyn ud med fastlandet. Fredericia blev hans nye hjemstavn.

– I 2001 kom jeg her til Fredericia som leder af afdelingen. Vi startede ude på Vesterbrogade, så flyttede vi til Prinsessegade i 2004 og brugte et år på at sætte den i stand. Så rykkede vi ind i 2005, siger Henrik og fortsætter:

– Det var bare god timing med alt det, der sker nede omkring havnen. Det var de røde lygters kvarter engang, men det løfter sig helt vildt.

– Det er også noget, der gør mig stolt, det er, at vi lige har været med til at give et stort sponsorbidrag til Kanalbyen, så vi kan være med til at integrere kunsten i den bydel, fortæller Henrik.

Hvad kræver det at være bankmand?

Der er mange stereotype forestillinger om bankfolk, at de er kedelige og tørre talnørder, men her er Henrik Troelsen beviset på det modsatte. Der er masser af liv i ham. Han har også ændret sig efter mange år i bankverdenen, fortæller han.

– Det er svært at sige, hvordan de har ændret mig. En ting er, at man bliver ældre og mere rummelig, og så har jeg altid haft rigtig meget empati, siger Henrik og fortsætter:

– Empati er helt sikkert vigtigt, man skal kunne afkode mennesker med det samme. Når man møder dem første gang, skal man kunne læse, hvem man står overfor. Det handler meget om tillid. Det er lidt det samme som at køre sin bil til service, vi vil gerne vores kunder det bedste, og give dem deres valgmuligheder.

Nu startede du med at fortælle, at du godt kan lide at hjælpe folk med deres drømme, men der må da også være mange drømme, du slukker?

– Det er mindst ligeså vigtigt at kunne håndtere et afslag. Det handler ikke om at give et afslag, men om at rådgive til, hvordan man kan nå derhen, hvor kunden gerne vil, forklarer han og fortsætter:

– Det hører vi faktisk også ofte, at de kunder, vi måske giver et afslag, melder positivt tilbage, at de forstår, hvorfor de ikke kan realisere drømmen her og nu. Så kan vi jo byde dem ind til kaffe, når de er kommet i den rigtige retning.

Bliver det aldrig kedeligt?

– Nej, nej, nej, lyder det prompte, inden han fortsætter:

– Det er jo alt det, der sker i samfundet, det handler om også. Så snart jeg har fri, er jeg jo stadig lidt på arbejde, for det er sjovt at følge med i samfundets udvikling, udviklingen for verdensøkonomien. Der er så mange ting, der kan have indflydelse på almindelige mennesker, så det er altid spændende. Lige nu har vi jo eksempelvis en konverteringsbølge, hvor folk i massevis konverterer deres lån, netop fordi samfundsøkonomien har udviklet sig.

Teenagekærligheden, der holdt ved

Noget, vi slet ikke havde nået at tale om ellers, var kone og børn, for det er der også i Henriks liv. Ja, faktisk har Annette været der siden de unge dage i Middelfart.

– Så skal vi jo spole helt tilbage til teenageårene i Middelfart, hvor jeg mødte Annette. Og ja, vi har lige haft sølvbryllup, så vi har holdt ved lige siden, fortæller Henrik.

Sammen har parret tre børn, Sofie på 31 år, Tobias på 29 år og Emma på 25 år. Sofie har fået tre børn med sin mand, og Tobias skal være far inden så længe. Så CV’et for Henrik handler ikke kun om bankverdenen, nej, her kan han også skrive far, morfar og ja, inden længe også farfar på.

Det var en stor dag, da Sofie kom til verden, en dag, som Henrik ikke glemmer foreløbigt.

– Jeg husker den morgen klokken 05:30, da vi fik den første, og jeg skulle gå om morgenen ned gennem Svendborg for at fortælle kollegerne, at jeg var blevet far. Så ændrer man sig bare, der bliver noget at passe på på en anden måde, siger Henrik.

Hvordan udvikler man sig, når man bliver far?

– Mit arbejde har jeg aldrig været i tvivl om, at det er det, jeg brænder for. Men personligt har jeg udviklet mig. Man oplever meget positivt og selvfølgelig også udfordringer. Det er bare med til at gøre dig til et mere helt menneske, svarer Henrik.

– Det har været en fornøjelse, at de har været så tæt på hinanden. De to ældste især havde meget gavn af hinanden, og har også taget sig godt af den yngste. Det er så sjovt at se, hvordan de skaber deres familierammer nu, fortsætter han.

– Det er stort at blive morfar, det er stort. Vi har lige haft dem med i Rom, det var dejligt at være tæt på hinanden i en uge, både børn og børnebørn, det var en gave, fortæller Henrik.

Med Sofie bosat i Vejle og Tobias og Emma i Aarhus, er der heller ikke langt mellem dem – og det glæder også Henrik, for han er en rigtig familiemand.

– Vi er privilegerede af tre dejlige børn, og det går dem godt. Det er det vigtigste, når man når hertil, at det går dem godt, fortæller han.

Fremtiden er langt væk

Med en snak om fortiden følger også en snak om fremtiden, selvom Henrik synes, det er lige lidt langt væk. Vi starter med at tænke ti år frem, her vil Henrik være 65 år gammel og have et langt liv bag sig.

– Om ti år er jeg ved at nå en pensionisttilværelse, og så ligger vi stadig afdelingsmæssigt i et smørhul her, og jeg tror også på, at der om ti år vil være personlig kontakt mellem mennesker, siger han og fortsætter:

– Men der er også løsninger, der bare er nødt til at blive truffet ved at afveje muligheder, det giver bedst mening med en rådgiver. Så er der selvfølgelig en masse robotter og sådan inden for vores verden, der kan overtage en del, og så kan det være, at betalingsmønstre og sådan ændrer sig. Vi er et af de ældste pengeinstitutter, så jeg tror, vi også er her i fremtiden.

Vi kigger også lidt længere frem, 25 år frem i tiden, langt frem, men der må være noget, som Henrik glæder sig til, når han får mere fritid.

– Om 25 år, så er jeg på pension. Det er samvær med min familie, simpelthen. Børn, børnebørn og oldebørn. Der skal i høj grad familietid til igen. Men det er langt ude, det er langt væk, lyder det med et grin fra Henrik.

Ugens Kurt: Kasper Findahl

Thomas Lægaard

07:00 - 22. juli 2019

Kasper Findahl — Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Denne Ugens Kurt er snart at finde som leder af nogle af byens stærkeste samlingspunkter, som Fredericia Idrætscenter og Madsbyparken. Stillingen hedder Leder af Madsbyparken, men rummer også ledelse af Den Historiske Miniby.

Det er tidligt på kaffebaren, så man kan vælge hvor man vil sidde, og jeg har min favorit plads til Ugens Kurt. Den plads er min i dag, jeg får lige klappet laptoppen op og bliver klar, da Kasper Findahl kommer ind af døren.

Kasper er næsten indbegrebet af en Fæstningsdreng, og da jeg indleder med at spørge til opvæksten står det klart, at Kasper kender Fredericia.

“Jeg har boet mange steder i Fredericia, bare på mine 9 første leveår boede jeg 6 forskellige steder. Det var Anders Billesvej, Rahbeksvej, Vesterdalsvej, Dalegade, Øster Voldgade og Hans de Hoffmannsvej”, siger Kasper.

Sporten som barn

Kasper er 39 år i dag og har både en lille- og en storebror. Sport har altid betydet meget for familien og Kasper har haft en stor kærlighed til holdsport – og helst med en bold. Han har spillet håndbold, fodbold, badminton og tennis.

“Jeg spillede også trommer hos Thomas Duus, men jeg kunne bedre lide at være sammen med kammeraterne, jeg er meget social og kan godt lide at være sammen med andre mennesker”, siger Kasper.

Indtil Kasper var 11-12 år spillede han både fodbold og håndbold. Fodbold var hos FfF’erne, hvor han huserede på kanten i begge sider, håndbolden var hos Fredericia HK. Håndbolden begyndte at tage over, som ungdomsspiller var han playmaker og højre back, men jo højere niveauet blev, så spillede størrelsen ind. Så positionen som fløj og højre back kom i spil da det blev ynglinge håndbold.

“Som juniorer vandt vi blandt andet det Jyske Mesterskab mod Jesper Nøddesbo og andre, det var sjovt. Da vi spillede ynglinge der havde vi Kenneth Kjestrup som træner i den bedste række, der blev vi nummer 3”, siger Kasper.

Skoletiden

Kaspers lokalkendskab kommer også fra skolegangen, han gik på Skjoldborgvejens Skole indtil 4. klasse. Derefter var det 6. Juli Skolen indtil den blev nedlagt, resten af folkeskolen foregik på Treldevejens Skole, indtil Kasper gik ud af 9. klasse.

Den sproglige uddannelse på Fredericia Amtsgymnasium blev taget fra 1996-1999. Der var et par stykker fra håndboldholdet der overvejede at tage en Team Danmark udgave af studiet, hvor man får forlænget gymnasiet med et år. Det er også her hvor tingene begynder at smelte sammen, skole og uddannelse bliver en fællesnævner med sporten.

“Men vi kunne jo godt gennemføre på 3 år, der var ikke morgentræning. Men vi trænede 4 gange om ugen, plus de forskellig udvalgte hold. Det var fedt at opnå nogle resultater, vi havde et godt hold. Vi var jo mange kammerater der havde spillet sammen siden vi var 12 år, det var et hold af mange fredericianere, mange bor her stadig som jeg husker det”, siger Kasper.

Efter ynglinge tiden blev det for de flestes vedkommende til spilletid på andetholdet under Keld Vestergaards vinger. Simon Krogh får debut i 1.division og på andetholdet vinder de alle hjemmekampene, men sjovt nok taber de også alle udebanekampene. Den generation blev en rugekasse og Kasper var med et år i 1. Division under ledelse af Benny Brandt.

“Det var da fedt at løbe ind i hal 1, så repræsenterer man klubbens flagskib. Vi var rundt i hele landet og spillede for forholdsvis mange publikummer i de byer der har håndbolden i fokus ligesom i Fredericia”, siger Kasper.

Et tragisk dødsfald en forårsnat i 2000 satte en stopper for håndbolden for en tid. Kaspers gode kammerat Jacob Zarling dør ved en ulykke og håndbolden giver ikke mening mere. Kasper flytter til Aarhus og starter på Aarhus Business School.

Kasper danner par med Pernille Braating Findahl, de bor i Aarhus et halvt års tid og håndbolden begynder at trække igen.

“Jeg kiggede efter klubber i Aarhus-området, men det var guttere og FHK der trak. Vi flyttede tilbage og jeg gik i hård træning, det var i januar eller februar i 2002. Det var også i det forår FHK rykkede op i ligaen. Jeg kom sæsonen efter i truppen, under Nick Rasmussen. Jeg spillede med i tre eller fire år, det kan jeg ikke helt huske, det var nogle spændende år, vi var i nedrykningsspil 2 gange hvor vi redder os, både i Ajax og Skanderborg”, siger Kasper.

Den sidste del af sæsonen 2005/2006 bød ikke på meget spilletid til Kasper, da Mik Hagenbo tegnede på taktikbrættet. Kasper får en kontrakt på den anden side af broen og spiller to sæsoner i Ejby/Middelfart, før han stopper karrieren i 2008.

“Det var hårdt at skulle forlade FHK, men skulle jeg retfærdiggøre at spille, så skulle jeg et andet sted hen. Jeg bliver også gift med Pernille og vores datter Silje er et år gammel der. Det er med til at man overvejer elitesport, mange af de gamle var flyttet til andre klubber. Det er håndboldens facetter, det kan være manglende spilletid eller større talent”, siger Kasper.

Arbejde

Kasper fik en læreplads ved Fredericia Kommune på kontoret ved offentlig administration. Efter lærepladsen bliver han så ansat som konsulent ved Uddannelsescenteret i 2004, her er han i tre år indtil han kommer til FC Fredericia i 2007 som salgschef, året efter at Monjasa Park stod færdigt.

FC Fredericia

“Det var et meget spændende job, det var en fodboldklub som havde været i 1. division i mange år på Baldersvej, og havde sukket efter bedre forhold. Da Kommunen så finder penge til det nye stadion, så besluttede man fra bestyrelsens side at lukrere på det og lave et mere professionelt setup. Stig Pedersen var direktør og var tidligere sportschef, jeg skulle stå for det kommercielle. Jeg søgte selv jobbet og var både heldig og dygtig nok til at få stillingen”, siger Kasper.

Det var en god tid i 2007, det var før finanskrisen, klubben voksede fra 50 til 300 samarbejdspartnere. Kasper er en ægte holdspiller og siger det ikke kun var hans fortjeneste, der var både et godt sponsorudvalg og en stærk bestyrelse.

“Vi løftede økonomien, at vi kunne lave et fuldt pro-setup, det var en stor omvæltning. Det bliver halv-alvorligt når 16 fyraftensspillere går til proffer der ikke skal lave andet end at spille fodbold”, siger Kasper.

For Kasper blev det en fed rejse, med kontakt til mange spændende virksomheder. Monjasa var en af de tungere støtter, men der har været mange loyale sponsorer hele tiden.

Det var tæt på i perioden at rykke op, faktisk var der besøg af et taskforce fra DBU da FC Fredericia i sæsonen 2009-2010 snublede i den sidste kamp foran 1000 medrejsende fans i Kolding den 13. Juni.

“Heldigvis fik jeg en søn fire timer efter, det hjalp lidt på den store skuffelse. Vi udviklede en bæredygtig fodboldklub med et kommercielt koncept, som prøvede at gøre sig uafhængig af fodbolden, men fodbolden skal jo også være en fed vare”, siger Kasper.

Kasper stoppede hos FC Fredericia i januar 2017, det at være en lokal dreng faldt godt ind i jobbet, han havde et stort netværk og kunne bruge det som afsæt.

Flex1One

Efter tiden hos FC Fredericia fik Kasper job hos Flex1One som national salgschef.

“Jeg fik ansvaret for de kommercielle aktiviteter i Danmark, opgaven var lidt det samme, havde 20 medarbejdere. Vi skulle udvikle os kommercielt i autobranchen , indrette værksteder og producere dækmonteringslinjer og eksportere til hele verden”, siger Kasper.

Kasper stoppede 1. april 2019 og så skulle familien på en lang 3,5 måneders rejse, den havde været i støbeskeen siden han var hos FC Fredericia. Det virker på Kasper som om, at det har været den helt rigtige optakt til det nye job som Leder af Madsbyparken.

Rejsen til Østen

Familien skulle på en rejse der var sparet op til i 3 år. Turen gik til Thailand, Vietnam og Indonesien. Planen var at vise deres børn, Bertil på 9 og Silje på 11, lidt af den store verden.

“Planen var at vores børn skulle opleve, at verden kan se anderledes ud end trygge Danmark. Hvordan går man i skole i Vietnam? Hvordan er man i en familie i Thailand? Det var nogle fede oplevelser. Man bliver helt høj af sådan en tur, man har lektier med. Der er selvfølgelig et afsavn til venner og familie, men det har været helt unikt, alle der har muligheden bør gøre det. Vi er selvfølgelig privilegerede at kunne, men man skal gøre det”, fastslår Kasper.

Det nye job

“Jeg havde noteret mig, at Bent Bjerre Jørgensen, som har leveret et fantastisk arbejde stoppede, og det er et job jeg havde tænkt på i mange år. Hvis jeg skulle jeg være i kommunen, så er det et felt jeg har haft med at gøre. Der er ikke en krog jeg ikke kender i Fredericia Idrætscenter, jeg startede med at køre i svømmehallen selv da jeg var seks år. Det kostede en femkrone og var man heldig, så fik man en 10’er til fritter bagefter. Jeg har altid tænkt at Bent måtte have verdens bedste job, jeg er ydmyg og ekstremt glad for at have fået jobbet”, siger Kasper.

Hvad er de første opgaver der venter?

“Jeg skal jeg jo lige mærke organisationen, se mig omkring og lære de 74 fastansatte medarbejdere at kende. Der er legeparken, minibyen og idrætscenteret, stadion og svømmehallen, det er et stor område. Hvis man kigger på stillingsopslaget, så kan man se der er et ønske om at udvikle området forretningsmæssigt, det kan være mange ting”, siger Kasper.

Kasper nævner mange af de områder han vil arbejde med, og håber han kan bidrage med at skabe et område der er samlingssted for både, borgere, foreninger og erhvervsliv.

Fritiden

“Jeg dyrker en del sport, lidt crossfit, mountainbike, lidt løb, jeg har lavet lidt ironman og triatlon. Jeg er lidt bidt af en gal sportsmand. Når jeg dyrker sport, får jeg også dyrket mine kammeratskaber. Det kan være svært, at vedligeholde sine venskaber, når man kommer sent hjem fra arbejde og har unger der skal puttes. Så man kan kombinere det sociale med træning, det må godt være sjovt imens man brænder 100 procent for noget. Man brænder ud hvis det ikke er sjovt”, siger Kasper.

Kasper er også fodboldtræner i KFUM for et U9 hold et par gange om ugen. De er 6 forældretrænere og 30 børn.

Det var en god, solid lang samtale på kaffebaren, Kasper er nem at snakke med, så mon ikke der kommer mange flere historier fra hans nye hverv efter sommerferien. Kopperne er tomme, men snart er Kaspers opgaver fyldt op igen.

http://www.detskerifredericia.dk/indhold/fyn-rundt-2019 — Annonce.

Ugens Kurt: Dennis Kappel

Patrick Viborg Andersen

07:00 - 15. juli 2019

Dennis Kappel, Ugens Kurt — Ugens Kurt, Dennis Kappel. Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Dennis Kappel driver Vinoble i Danmarksgade, og har en stor passion for fodbold. Lær i Ugens Kurt vinhandleren endnu bedre at kende.

En stille morgen satte vi Dennis Kappel i stolen på Kurt’s Kaffebar. Emil, der er ansat på Kurt’s, gik rundt og var ved at gøre klar udenfor til det store morgenrykind, som er en god blanding af både erhvervsfolk, ferierende fredericanere og mennesker, der nyder deres otium.

Præcis 08:30 trådte Kappel ind ad døren på Kurt’s. Dennis Kappel er 35 år, og driver til dagligt Vinoble i Danmarksgade. Privat er han gift, og har en datter på to år.

Vores samtale startede et andet sted. Vi spolede tiden tilbage til Kappels barndom.

“Jeg havde virkelig en god barndom, og havde det godt med min mor, far og bror. Skolemæssigt skiftede jeg lidt frem og tilbage,” siger Dennis Kappel med et smil og fortsætter:

“Vi havde lidt temperament i min familie, men jeg faldt til ro. Jeg har altid elsket at arbejde, og kombinationen af fritidsjobs og senere en god uddannelse gjorde meget godt for mig.”

Efter endt skoletid startede Kappel som arbejdsdreng hos Dan Cargo og sidenhen fik han job som ufaglært hos Starpipe. Planen var derefter ,at starte i lære som tømrer, men til en fodboldtræning sprang Kappel korsbåndet.

“Mens jeg lå på sygehuset, tog jeg beslutningen om, at jeg skulle gå en anden vej og gik i lære som tjener.Jeg ville gerne det personlige aspekt i det og det viste sig at være rigtigt,” forklarer Dennis Kappel, som derfor startede på det der i dag hedder Hansenberg.

“Jeg kom i lære på Aagaard Kro og sluttede på Hannerup Skov, da Simon Jørgensen havde det. Hos Aagaard Kro havde jeg mine op- og nedture. Jeg lærte at arbejde. Når det kun var chefen og mig, og så vidste, hvem der skulle lave mest, og det var ikke chefen ihvertfald. Jeg lærte at knokle, og det gik også ud over mine karakterer i skolen, da jeg ikke havde tid til at læse, da jeg var på arbejde efter skoletid.”

“Jeg kom i clinch med chefen på Aagaard Kro og sluttede derfor ikke læretiden ved ham, men jeg var heldig at slutte min læretid hos Simon på Hannerup Skov. Det er jeg lykkelig for i dag – det gjorde, at jeg kunne få lov til at være til at være elev. Jeg kunne lære de ting, som jeg manglede inden jeg skulle til eksamen. Jeg havde et år tilbage, inden uddannelsen var i mål, da jeg startede på Hannerup Skov, og jeg gik fra på første skoleperiode at få fem og seks-taller til at slutte af med en bronzemedalje til svendeprøven.”

Døren åbnede sig til vinbranchen

Efter endt læretid søgte Kappel et job hos restaurant Estakaden i Vejle.

“En kollega fra Hannerup Skov havde sagt, at jeg skulle søge der, da hun ville arbejde med mig. Jeg kom til samtale, og jeg talte med chefen, der dog ikke havde et tjenerjob, men tilbød mig at blive en del af en vinforretning som han var ved at åbne i Vejle. Han ville kort sagt have mig med, ” siger Kappel og fortsætter:

“Det var bedre arbejdstider, så jeg tænkte: Ja, hvorfor ikke? Chefen så mig an til at komme i butikken uden jeg vidste det, og synes, at vinsnakken var fornuftig, så jeg var med til at starte Vinspecialisten i Vejle i 2007.”

Hvordan var det at være med til at åbne noget nyt?

“Det var sjovt, men hårdt. Når man starter helt nyt i den branche, så skal man forvente, at man har noget spildtid. Kunderne flyver ikke ind fra dag et. Der skulle laves arbejde, og det gik desværre ikke. Efter to år sagde han stop – der var pengetanken tom, og jeg blev afskediget og det var i princippet meget godt. Samme år døde min far, så det var okay ikke at være på arbejde, da jeg så kunne hjælpe ham, mens han var syg . Han døde af kræft og og derefter gik jeg hjemme i nogen tid. Det var ikke særlig sjovt, men jeg var glad for, at jeg ikke skulle svigte nogen eller løbe fra forpligtelser. Det eneste jeg skulle tage mig af var min egen og familiens sorg.”

Efter at have gået hjemme i et halvt års tid var Kappel med til at åbne Milles Café på Axeltorv.

“Det startede godt, men så røg jeg ind i sygdom, blandt andet med en hjernerystelse, der tog tid. Jeg blev enig med mig selv om ikke, at være der mere. Mette fra Ti Trin Ned havde ringet og spurgt, hvad jeg lavede. Så sagde jeg, at jeg overvejede, hvad jeg ville fremover. På det tidspunkt havde Ti Trin Ned Hannerup Skov, hvor hun ville have mig til at hjælpe. Jeg har altid været fan af stedet, og brugt det i forbindelse med Vinoble. Kokken Klaus og jeg kørte stedet dernede, hvor vi havde den daglige kontakt til gæsterne. Det var en god og hård periode.”

Du nævner selv, at det var hårdt. Hvor mange timer blev det til i løbet af en uge?

“Klaus og jeg styrede selv vores ugeplan – vi skulle bare have tingene klar. I hverdagen var der jeg der fire-fem timer om dagen. I weekenden kunne det være fra klokken 10:00 til klokken 05:00. Det var lange weekender, og jeg endte engang med at have en 18 timers vagt. Selvom man er på i så mange timer, så bliver man ikke træt før, at man kommer hjem. Man får et kick, som holder gang i en, og jeg savner faktisk lidt jargonen fra den branche. Midt i natmaden kunne jeg blive budt op til dans, mens jeg var på arbejde, og så tog jeg en sving om, og arbejdede videre bagefter. Det var til stor morskab for gæsterne, og selv synes jeg, at det var sjovt og hyggeligt,” siger Kappel.

Vinobleeventyret

Dennis Kappel nåede at være hos Hannerup Skov i halvandet år, og ved lidt af en tilfældighed røg han i vinbranchen igen.

“Mens Ti Trin Ned havde Hannerup Skov var julefrokoster ikke aktuelle, så der var ikke travlt. Peter Ærensgaard, som havde vinhandlen i Danmarksgade før mig, sagde til mig, at han manglede julehjælp i oktober, november og december. Jeg spurgte Mette, om det var okay med hende, at jeg var julehjælp. Det blev min indgangsvinkel til Vinoble,” siger Kappel og fortsætter:

“Da Peter solgte butikken, tog jeg kontakt til Østjysk Vinforsyning, der ejer Vinoble. Jeg sagde, at de manglede en bestyrer af butikken i Fredericia, og det skulle være mig. De havde en, der var udlært i Vinoble i holbæk, hvor de havde en tanke om det skulle være ham, da han flyttede til Trekantområdet. Jeg sagde, at jeg var mere lokal kendt og var et godt bud. Han spurgte, om jeg kunne komme til Hinnerup til en samtale. Et par timer senere spurgte han, om jeg kunne starte d. 1. oktober. Han sagde, at jeg blev min egen lille direktør, da driften var op til mig. Jeg skulle stå til ansvar for budgetterne og regnskaberne, der skulle hænge sammen.”

“Det lykkedes jo meget godt. Jeg fik forkøbsret på butikken og efter to år var det aktuelt, da nogen var interesseret. Direktøren sagde, at det var oppe over, hvis jeg ville købe, så jeg skulle jeg løbe stærkt og det var i juli, så der var ikke mange på arbejde i bankerne, og jeg havde ikke selv kapital. Det var ikke det nemmeste at sige til banken, at de skulle satse på mig. Jeg endte med at låne pengene af Østjysk Vinforsyning og betalte af til dem.”

“Det var i 2013 , at jeg overtog den, og det har jeg ikke fortrudt. Jeg har ikke haft dårlige regnskaber. Der er kameler, som man har måttet sluge, og jeg har haft den i alt i seks år til oktober. Man skal indstille sit liv på at være selvstændig – det er ikke som at være ansat. Jeg har den indstilling, at jeg ikke lukker for at holde ferie. I de seks år, som jeg har haft butikken, har jeg aldrig holdt lukket udover, når det har været ferie/helligdage. Man skal ikke komme til en lukket dør, hvis resten af byen har åben, og det holder jeg ved. Jeg har altid undret mig over dem, der har lukket i en uge, men man har lov at have hver sin stil,” siger Kappel og kommer med et konkret eksempel, hvor han har måttet prioritere Vinoble først:

“Jeg har blandt andet sagt nej til en vintur til efteråret, da jeg ikke kan få butikken passet i den uge ellers. Der er helt sikkert ting, som man skal sluge og man skal aldrig tælle timer som selvstændig. Når jeg sidder med venner og taler om, at de har travlt, så siger jeg, at jeg har mange timer, men jeg fortæller ikke hvor mange, da jeg ikke har styr på det. Jeg ved, at jeg har flere end dem, og det er altid mit svar i den sammenhæng.”

Udviklingen med Vinoble

Der er sker flere ting med Vinoble siden, at Dennis Kappel overtog Vinoble. Blandt andet er der særligt én ting, som har ændret sig.

“Dengang, da jeg overtog, var det en vinforretning. I dag er vinbutikker lige så meget en gave- som vinforretning. Vi har selvfølgelig stadig folk, der kommer efter vin til en bestemt menu og aften. Det gør, at man skal være alsidig i sortimentet,” siger Kappel.

Hvilke trends mærker man inden for handel med spiritus i butikken?

“Gin er det helt store, men rom og whisky er stadig populære. Jeg tror, at jeg har det største udvalg af rom og whisky, så det har noget at sige, at folk kommer her efter det. Hvad det næste helt store bliver er et godt spørgsmål. Det kan blive vodka eller tequila, men tiden må vise, hvilken trend, som det bliver,” siger Kappel.

Siden Dennis Kappel overtog vinforretningen er der også sket en udvikling i Fredericia – og det i en positiv forstand.

“Siden jeg overtog butikken, er der sket mange ting. Dengang var Danmarksgade presset. I dag er der ingen tomme lokaler. Der kommer et nu, når Holst Sko lukker, men jeg tror, at det bliver udlejet hurtigt. Det, at der ikke er tomme lokaler, har skabt liv. Bylivet er blevet fremmet på mange måder, og det til den positive side. Vi er på vej i den rigtige retning, men vi mangler, at folk handler lokalt og ikke altid vælger Kolding Storcenter, og der skal vi løfte i flok,” siger Kappel.

Fodbold og erhvervsnetværk

Når Dennis Kappel ikke er at finde i Vinoble har han flere passioner, som han dyrker. Blandt andet er han aktiv i Fredericia fF-regi.

“Jeg spiller fodbold og er assistenttræner i F’erne på et hold, som vi lige er rykket op i Serie 4 med. Jeg deltager i arrangementer med Fredericia Teater og FHK, hvor jeg er sponsor. FHK startede jeg op med at være sponsor hos i sidste sæson, og det har været eget positivt, og netværket der er godt. Samtidig er jeg med i erhvervsnetværket Round Table, hvor vi mødes hver anden tirsdag, når det ikke er jul og sommerferie. Ellers forsøger jeg at bruge så meget tid som muligt med familien,” siger Kappel.

Dennis startede til fodbold, da han var fem år gammel, og det er noget, som betyder meget for ham.

“Jeg hygger mig med det, og de venskaber, som jeg har fået derigennem har fulgt mig i hele livet. Der er mange relationer til ungdomsfodbolden,” siger han.

Har du altid været F’er?

“Jeg er faktisk tidligere KFUM’er, men jeg var et smut i Ejby, hvor vi pludselig var ni Fredericia-drenge. Jeg gik på efterskole inden for KFUM på Hellebjerg i Juelsminde. Den flok, som endte i Ejby, var KFUM’ere, og da vi skulle til Fredericia igen, droppede vi KFUM. Vi syntes ikke, at det var det, vi søgte, og klublivet i F’erne var bedre med det sociale,” siger Kappel.

Hvordan ser fremtiden ud for dig?

“Fremtiden ligger i butikken. Jeg har ingen intentioner om, at jeg skal nogen steder, jeg skal udvikle den og skal ikke på Danmarkskortet. Jeg går meget op i, at Vinobole i Fredericia er den lille lokale butik.Mit slogan er den lille butik med det store udvalg, og det skal fortsætte . Hvor udviklingen går hen er en anden side af sagen, og det er svært at sige. Vi er inde i en rivende udvikling erhvervsmæssigt i Fredericia, og erhverv er en stor del af en vinforretning,” lyder det fra Ugens Kurt, Dennis Kappel.

https://fairbillet.dk/Store/Basket/BuyTicket?EventId=249&TicketCategoryId=845d

Ugens Kurt: Christian Jungmark

Matthias Runge Madsen

07:00 - 8. juli 2019

Mange fredericianere har set Christian Jungmark i gadebilledet, måske har de endda haft ham som bankmand. Vi satte Bankdirektør hos Jutlander Bank i stævne til en snak om livet.

Vi starter med at tage tilbage i tiden, tilbage til for 53 år siden, da Christian Jungmark kom til verden og længe inden bankverdenen var noget for ham.

“Jeg er født Gentofte og opvokset i Virum for 53 år siden. Jeg boede de første 23 år i Virum, inden jeg mødte min kone, Henriette Sejrsen, der dengang arbejdede i Lyngby”, fortæller Christian og fortsætter:

“Så da jeg var 24 år gammel flyttede jeg til det jyske, hvor Henriette skulle hjælpe sine forældre i forretningen her, og jeg fik job i Odense, for at få det hele til at hænge sammen”.

“Vi boede de første syv år ude i Gårslev, men da Henriette købte butikken af sine forældre flyttede vi ind til byen”, forklarer han.

“Jeg fik et job i Fredericia, et job jeg var glad for og et sted jeg var i fjorten år. Sidste år fik jeg en helt uimodståelig chance for at starte noget helt nyt op med Jutlander Bank, så det sagde jeg ja til”, fortæller Jungmark og fortsætter:

“Sideløbende med alt der her har jeg også af to omgange været formand for Fredericia Shopping, og det har jeg fordi jeg elsker at være med til at opbygge og udvikle”.

Biologisk student og windsurfing

Med den tour-de-force gennem hele Christians liv var min nysgerrighed vakt, for noget i mig sagde, at der ikke altid har været en bank med i hans drømme for livet.

Med en karriere som din er den vel startet med handelsskolen?

“Nej, faktisk ikke. Altså jeg gik på Lyngby Privatskole og siden på Lyngby Statsskole. Utroligt nok i forhold til det liv jeg har fået blev jeg faktisk biologisk student, noget af det der er længst væk fra det jeg laver nu”, fortæller Christian og fortsætter:

“Men det var i virkeligheden fordi, at jeg ikke rigtig vidste hvad jeg ville. Jeg havde måske en drøm om at blive læge, men det var snittet slet ikke til. Jeg brugte alt for meget tid på at windsurfe, og alt for lidt tid på skolen, hvis altså snittet skulle have været til at blive læge”.

“Jeg fik læreplads i en bank, hvor hun startede med at spørge hvad jeg havde lavet ved siden af skolen, og da jeg fortalte hende, at jeg surfede blev hun glad, for hun kunne jo se mit karakterblad”, siger Christian med et grin.

“Jeg tog en traditionel bankuddannelse, og så har jeg arbejdet mig op. Jeg synes det er sjovere at bygge noget op i stedet for at drifte. Det har kendetegnet mig meget, også da jeg var i Fredericia Shopping, at vi får italesat alt den negativitet der var i byen og vendt det, for det var der behov for”, fortsætter han.

Det der windsurfing, hvordan kom det ind i billedet?

“Windsurfing var totalt en passion, jeg startede da jeg var 14. Efterhånden som jeg fik kørekort var det på Nordkysten og Vesterhavet. Da jeg kom herover i ’90 var det windsurfing der blev min indgang til byen”, lyder det fra Jungmark.

“Jeg kendte ingen, så jeg mødte en masse nye i surfklubben her. Jeg har stadig mit bræt, men det er ikke så tit det er brugt. Jeg har også kajak og sup-board. Det giver en dejlig ro at være på vandet”, forklarer han.

“Vi har også et sommerhus ude ved vandet, hvor man kan høre bølgerne oppe på terrassen, det giver en dejligt ro i en til tider meget hektisk hverdag. Det er naturen der styrer, og det har jeg altid kunnet lide”, siger Christian.

Bankverdenen kræver meget

Men der er noget jeg ikke helt forstår her, jeg synes der mangler lidt en overgang fra at være biologisk student til at tage en bankuddannelse?

“Jeg tror rent faktisk det var fordi, at drømmen om læge var skudt ved siden af i forhold til min boglige indsats, så kombinationen om at have med mennesker at gøre og så det praktiske. Jeg tror det var mere mig end bare at være på skolebænken”, forklarer Jungmark.

“Det har jeg på ingen måde fortrudt. Jeg nyder at have med mennesker at gøre, både kollegaer og hjælpe kunderne på vej mod deres ønsker i livet”, fortsætter han.

“Det kræver meget empati, lyst til at interessere sig til mennesker. Man skal være godt til at lytte, man får meget at vide. Hvis man invb9olverer sig med sine kunder, så får man et tæt tillidsforhold til dem. At man giver dem gode råd i deres dagligdag. Det tror jeg er grunden til vores succes, at vi er meget nærværende. Det skal ikke være så sort-hvidt som det for mange ofte er”, fortæller han.

Hvordan er hverdagen som bankmand, altså der må jo være både op- og nedture, når man det ene øjeblik siger ja til en kunde, og det næste siger nej til en anden?

“Det er meget nuanceret, meget alsidigt. Der er træls ting, men langt hoveddelen er de positive hvor man giver kunderne en god oplevelse. Om det drømmen om rejse, bil eller hus. Det er meget bredt. Vi er mere rådgivere, det er ikke så sort-hvidt. Det er for mig meget personligt at arbejde i en bank, man skal have et tæt forhold til sin bank”, svarer Christian Jungmark.

Børn, familie og lange arbejdsdage

Hvad med børn, hvornår kommer de ind i billedet? Og hvordan får man i det hele taget en hverdag til at hænge sammen med meget lange arbejdsdage og børn?

“Det hele startede jo med, at Henriette gerne ville tilbage til det jyske, og at jeg var åben for at prøve at bo herovre. Henriette købte butikken i ’98, og dengang havde vi to børn, Frederik fra ’92 og Caroline fra ’94”, fortæller Christian og fortsætter:

“De har været vant til at lægge det ekstra i at opnå deres mål, det er sådan de er opdraget. Jeg tror også, at det er derfor det er gået dem så godt. Frederik er Sales Manager hos Monjasa og bor i New York med sin kæreste og Caroline er flyttet til København sammen med sin kæreste, hvor hun arbejder som projektkoordinator for et kommunikationsbureau”.

“Familielivet hænger sammen på den måde, at vi har forsøgt at have børnene med til mange ting, sågar har de været med til mange indkøbsmøder. Men når vi er på ferie eller sammen med venner, så er vi også fuldt til stede som familie. Det har kun tømret os mere sammen, at vi ikke har mega meget tid, for så er vi bedre til at udnytte den tid vi har”, fortæller Christian.

Hvad så nu når børnene er flyttet langt væk hjemmefra?

“Det gav et tomrum da de flyttede, det er klart. Men der har vi fundet ud af, at det giver os meget at tage dem med på ferie, ligesom vi altid har gjort. Og så er det bare dejligt, at de begge to har fundet kærester der gerne vil med”, fortæller Christian.

“Men vi kan også mærke, at der er mere tid nu, efter de er flyttet, men den tid er vi gode til at bruge ude i sommerhuset, hvor vi kan koble helt fra. Lægge alt til siden og slappe af. Det nyder vi begge to rigtig meget”, fortsætter han.

Livet som selvstændig

Det siges ofte, at man skal være lavet af noget specielt for at være selvstændig, hvad tænker du om det?

“Når man er selvstændig er det en livsstil. Henriette har heldigvis et godt team bag sig. Det ligger ikke i kortene at børnene skal tage over, men den del har vi skudt ud i krystalkuglen, for man ved aldrig hvad fremtiden bringer”, fortæller han og fortsætter:

“Det er en proces hvor man hele tiden bygger på, og en proces hvor man flere gange starter forfra. Driften i opbygningsprocessen er fed, at der er tid og overskud. Jeg ser det som en proces. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide almindelig drift, jeg kan bare mærke, at det giver mig mest at opbygge og udvikle”.

Hvad sker der i fremtiden?

Nu sagde du godt nok, at I har skudt noget ud i krystalkuglen, men hvis vi tager et kig ind i den, hvad bringer den så for dig om 10 år? og om 20?

“Om tyve år nyder jeg forhåbentlig mit otium, med tid til at nyde fritiden og mit sommerhus. Og Ibiza, jeg har altid kunnet lide Ibiza – og jeg vil gerne opleve det i længere tid end en uge ad gangen. Om ti år er der stadig gang i mig tænker jeg”, svarer Christian.

Kan du overhovedet sidde stille? Du virker som en type med meget fart på?

“Det er en kunst at kunne sidde stille, og jeg håber da også at jeg, når jeg når dertil, stadig kan løbe og cykle mountainbike, og selvfølgelig være på vandet”, fortæller Jungmark.

“Vi lever et liv hvor der er fuld fart på, men vi er også gode til os selv. Vi har nogle nære vennepar, som vi nyder at være sammen med. Men vi nyder også tosomheden, at vi tager afsted og trækker stikket”, siger han og fortsætter:

“Sidde på terrassen, nyde solen. Vi holder fri, måske lige med en halv times arbejde om dagen, så holder vi fri. Vi er ikke typerne der skal rundt og se alt muligt, vi slapper af når vi er på ferie. I udgangspunktet laver vi ikke andet end at være på stranden, for at lade batterierne. Det er vigtigt, ellers så kan det ikke køre, sådan er det”.

Ugens Kurt: Jens-Peter Riis Jensen

Patrick Viborg Andersen

07:00 - 1. juli 2019

Ugens Kurt, Jens-Peter Riis. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Ugens Kurt er i erhvervssammenhænge et velkendt ansigt i Trekantområdet. Han er aktiv på lægterne, når de lokale hold spiller, han deltager i et hav møder og så fortæller han i denne Ugens Kurt om tiden i Forsvaret. Ugens Kurt er Mr. GF; Jens-Peter Riis Jensen.

Til dagligt er han bestyrelsesformand for GF TrekantOmrådet, som holder til på Strevelinsvej. I dag har han taget turen fra kontoret nær motorvejsafkørslen, og sat destinationen mod Jyllandsgade, hvor Kurt’s Kaffebar ligger.

Jens-Peter er født københavner, men det er ikke den efterhånden berømte køberhavner-latte, der skænkes i kaffekoppen. Derimod sort mocca. Men han flyttede også tidligt til Jylland. Han blev født den 25. september 1951, men var allerede på vej seks måneder senere.

“Jeg boede kun i København i et halvt år, så vi flyttede til Aarhus. Min far var i militæret, så livet var ofte der, hvor han gjorde tjeneste. Vi flyttede videre til Aalborg. Det blev vores base, og byen hvor jeg havde hele min opvækst og skolegang,” siger Jens-Peter

Hvordan var tiden og opvæksten i Aalborg?

“Den var meget positiv. Min fars kollegaer røg rundt forskellige steder, og skolekammeraterne var der kun et par år ad gangen, men jeg var heldig at blive i den nordjyske hovedstad,” fortæller Jens-Peter.

Efter endt folkeskole startede Jens-Peter i gymnasiet, men det fik en brat ende.

“Gymnasiet og jeg var ikke enige i om jeg skulle i gå 2.G om. Så jeg gik ud. Jeg aftjente værnepligt, og mit mål var at blive Folkeskolelærer, da jeg havde undervist i svømning og kunne lide det,” siger Jens-Peter og fortsætter:

“Under værnepligten blev vi undervist af sergenten og det kunne jeg godt lide. Jeg blev så glad for forsvaret, at jeg tog så på Sergentskolen i Sønderborg og Officerskolen på Frederiksberg i to år. Jeg ville dog ikke gå i min fars fodspor, da jeg ville længere end ham. Jeg skulle nå længere,” siger Ugens Kurt med et smil.

“Jeg røg til Holstebro og kom til Fredericia første gang i 1973. Jeg var i Holstebro i halvandet år. På det tidspunkt havde jeg været en gang i København for at tage Forsvarets idrætsuddannelsen, da jeg ville gå idrætsvejen i Forsvaret. Jeg endte med at undervise i idræt og fysiologi med alt lige fra selvforsvar, fodbold og håndbold,” forklarer Jens-Peter.

Slog sig ned i Fredericia

Da Jens-Peter boede i København stod den på både giftemål og børn, før turen gik til Fredericia.

“De sagde, at det var nok med den unge mand derovre, så jeg skulle til Fredericia og være soldat i 1982,” siger Jens-Peter, som fik sig noget af et kulturchok, da han så kontrasten mellem strøget i København og Fredericias gågader:

“Da min daværende hustru og jeg så lejligheden, vi skulle bo i, var vi ikke solgt. Vi gik efterfølgende ned i byen. Det var en lørdag eftermiddag. Wow, det var noget af et kulturchok. Jeg sagde, at vi ikke kunne bo og leve her. Gågaden var total død, heldigvis blev vi klogere og der er sket meget i byen sidenhen. Vi kom lige fra Kongens Have, så det var noget af en omvæltning. Vi endte med at blive boende.”

Fredericia var noget helt andet end København, men arbejdsmæssigt var det fantastisk at flytte til Fæstningen i Fredericia. Jens-Peter nød det og særligt socialt var det godt.

“Vi havde det godt sammen, og vi havde det især godt socialt, hvor der var plads til øl og snaps. Det er der ikke i dag, hvor tiden er en anden end dengang. Det var en god tid og jeg kom tilbage til idrætsdelen, da en kollega, der havde stået for idrætten stoppede. Det blev min tur, og det nød jeg godt af. Jeg kom i regimentsstaben og blev idrætsofficer, og det var min opgave, at uddannelsen levede op til kravene,” siger Jens-Peter og fortsætter:

“Jeg fik igen at vide, at jeg havde siddet for længe på kontoret og kom i værnepligtkompagniet. Jeg havde en makker med, og vi var så gode, at vi fik den bedste karakter i Forsvaret i ni år. Min stil har altid været uformel, men effektiv. Jeg har haft tillid til folk og de befalingsmænd, der har kørt de forskellige uddannelser.”

Kom til Danmarks Idrætsforbund

Det blev starten på et nyt eventyr for Jens-Peter, der fik en fod ind hos Danmarks Idrætsforbund.

“De kørte massevis af tre-timers-kurser i weekenden og på hele dage inden for træning, instruktion, ledelse og målsætningsstrategi. Arbejdet tog så meget af min tid, at min kone sagde, at vores kobberbryllup kun var hendes,” siger Jens-Peter og smiler:

“DIF udvidede deres konsulentstab til at have kontor i Vejle og Aalborg, så de ikke kun havde i Brøndby. I 1990 søgte jeg en stilling som idrætskonsulent, og jeg var heldig. Jeg blev ansat hos DIF i Vejle. Jeg havde mange forskellige opgaver,” siger Jens-Peter og fortæller, at han havde en opgave, som er meget oppe i tiden i dag. Det var nemlig hans opgave at informere om reglerne i forbindelse med sorte penge i sport.

“Jeg lærte dem ikke om den ekstra sorte kasse, men jeg lærte dem om reglerne. Jeg blev kontaktet af Carsten Mørk, som manglende en afløser for test og analyser. Han skulle lave svømme- og løbetest, og ham han han brugte normalt kunne ikke, så jeg blev spurgt. Carsten spurgte om jeg ville være med til sammen med ham og hans team at personudvikle, og der var jeg i 4,5 år,” siger Jens-Peter, som blev nødt til at stoppe:

“Jeg aldrig var hjemme, og jeg kunne ikke tage barnets første sygedag, da der var 35, der stod og ventede på. Jeg skulle komme hver dag. Det var en spændende tid, og jeg udviklede mig selv. Udøverne fik ikke så meget at spise, de fik lidt gode gåture og litervis af vand, så da de var igennem det første halve til hele døgn og så igennem de tre døgn, som de var sammen, var de igennem en analysesamtale og så gennemgik jeg personanalyse med dem. Jeg vejledte dem og så var det et spørgsmål om at presse dem lidt ud mod kanten.”

“Formålet med det, var processen, som skete mens de arbejdede. Det var typisk en faglig opgave, hvor de ikke havde kompetencer og så havde de lyst til at prøve det, som rykkede dem. En af de bedste udtalelser kom fra en, som sagde: “Det er kraftedme som hjemme på kontoret.” Det var det, som jeg gerne ville høre, for da vi evaluerede, kunne vi høre, hvad han havde sammenholdt med. Det betød, at det var givet godt ud.”

Blev ansat ved Coop

Efter at Jens-Peter havde var idrætskonsulent gik turen videre.

“Oppe ved Carsten havde vi Coop forbi ofte, der blev en ledig stilling hos deres kursuscenter, Serverin, i Middelfart. Jeg havde 120 ude-dage om året og var ikke altid til at få fat i. I alt var jeg der 6,5 år. Jeg var kursusleder, men blev også souschef med tiden. Jeg fik muligheden for at få hele ansvaret for Coop i deres bagland,” siger Jens-Peter, der grundet en organisationsændring blev opsagt i Coop.

I stedet blev Jens-Peter selvstændig, som han altid havde drømt om.

“Det gik godt det første år og jeg havde trukket gamle kunder med, men så blev det svært. Jeg formåede ikke at få ordentlig gang i det. Jeg prøvede at arbejde med det i i ca. to år og så synes banken og jeg, at det var en god idé at søge tilbage som lønmodtager,” griner Jens-Peter og fortsætter:

“Jeg fik efterfølgende job ved ECCO som Business Development Teacher. Målet var at uddanne ECCOs egne folk i LEAN, og da jeg ikke havde uddannelsen røg jeg med på kursus. Uddannelsen startede med, at jeg fik to måneder i Slovakiet på deres fabrik, og derefter 14 dage hjem og så halvandet måned i Kina,” siger Jens-Peter, som under det forløb blev skilt.

“Efter uddannelsen skulle jeg undervise i LEAN med en god kinesisk kollega. Jeg havde amerikanere, portugisere, indonesere og thailændere blandt andet. Det foregik nord for Bangkok. Jeg fik hurtig større kulturforståelse og respekt for forskelligheden. Thailænderen var mere afslappet med mødetiden og tænkte, at det nok skulle gå. Europæerne var mere ordnung muss sein. Vi startede klokken 7 om morgenen, og jeg var klar til at undervise. En thailænder sagde så: I’m not ready. Jeg sagde: I’m ready for teaching. De var ikke vant til, at man skældte ud, men det virkede.”

Blev kørt i stilling som formand i GF Forsikring

C.C. Nielsen (den kendte major og forsikringsmand red.) var formand for GF TrekantOmrådet i en menneskealder. Jens-Peter blev suppleant i bestyrelsen i 2003. I 2005 blev han valgt til bestyrelsen og året efter blev han næstformand med henblik på at overtage formandsposten.

“Vi fik lavet det sådan, at jeg til at starte med kunne være deltid ved ECCO og deltid hos GF, men en omstrukturering hos ECCO gjorde, at jeg sagde op. Jeg lavede en aftale med GF om, at jeg kunne få et honorar, der svarede til fuldtid og det har jeg været siden 2010,” siger Jens-Peter, der selv har været GF’er længe:

“Jeg har været det siden 1976, hvor jeg købte min første bil. I Holstebro på kommandokontoret sagde de ikke tillykke, men de spurgte, hvor jeg var forsikret. Så ringede de ned til C.C. og så har jeg været GF lige siden.”

Hvordan har udviklingen været hos GF Forsikring i den tid som formand?

“Vi var 68 klubber fordelt over hele landet, og i dag er vi nede på 39. Nogle klubber er nedlagt, og i dag er det lidt anderledes. I dag har man et større fokus på salg, hvor vi mere var et serviceorgan før. I dag er servicen naturligvis også i højsædet, men salget er noget, der vokser i alle organisationer. I tidernes morgen skulle man anbefales, før at man kom ind som kunde, sådan er det ikke i dag,” forklarer Jens-Peter.

Hos GF TrekantOmrådet tager Jens-Peter sig af de administrative opgaver. De salgsmæssige ting tager forretningsføreren Pia sig af.

“Min dagligdag går meget med kontakt med mennesker, og så har jeg andre opgaver, som jeg løser for andre klubber i GF. Eksempelvis arbejder jeg med medlemsfordele og Dansk Autohjælp, hvor jeg er kontaktpersonen på vegne af hele GF Forsikring,” siger Jens-Peter, der også sidder i GF Forsikrings hovedsbestyrelse.

Aktiv netværker

Privat har Jens-Peter tre børn, der alle er fløjet fra redden og siden er to børnebørn kommet til. Bopælen er på Calvinsvej, hvor han går og nyder tilstedeværelsen.

“Jeg har ikke følt noget behov for at have en at dele mit liv med, siden jeg blev skilt, men jeg har da prøvet de der datingsider, men det er aldrig rigtig blevet til noget seriøst. Jeg er godt tilfreds med det, som det er lige nu,” siger Jens-Peter.

Når den ikke står på arbejde, så har Jens-Peter flere interesser, som han dyrker.

“Jeg spiller blandt andet golf, og jeg skal i gang med at motionere mere nu. For et par år siden var jeg kommet i gang, men så lukkede hallen i to måneder, fordi den skulle renoveres, og så kom jeg ikke i gang igen,” siger Jens-Peter og fortsætter:

“I de sidste par år er jeg begyndt at netværke via vores sponsorater med GF. Da jeg blev formand i 2010 tegnede jeg et sponsorat med FC Fredericia, og så tænkte jeg: “Yes, nu kommer der kunder.” Der skete så ikke rigtigt noget, men i de senere år er jeg begyndt at være en aktiv del et netværksmøder, og det har hjulpet,” siger Jens-Peter.

“Jeg er også kommet med i Netsøg i Kolding fordi, vi manglede et netværk at deltage i der. I Fredericia har vi både FHK og FC Fredericia, så hos GF har vi fundet en balance, hvor jeg styrter rundt til alt muligt og ikke skal været i klubben, hvor Pia har styr på det.

Rigtigt valg med grøn by

Jens-Peter slog sig ned i Fredericia i 1982, og har derfor på tætteste hold mærket udviklingen i byen.

“Alle de tiltag, som man har lavet, er fantastiske – lige fra Kanalbyen til byggegrundene i Taulov og så er det rigtigt, at der gik et par år inden, at det for alvor begyndte at virke. Dengang sagde man, at man ville være en grøn by, og det har givet kampe, og det har vist sig at være det rigtige valg, synes jeg,” siger Jens -Peter og fortsætter:

“Fredericia Teater skal også have sin del af æren for udviklingen, de trækker masser af mennesker til byen og det er med til at give et godt liv til restaurationerne.”

Der er megen snak om Fredericia Teater, som er vokset ud af deres nuværende rammer, og også Jens-Peter går med en drøm et nyt teater.

“Jeg stod faktisk en dag med Jacob Bjerregaard og Ole Steen Hansen (Borgmester og Viceborgmester red.). Jeg sagde, at der skulle være en miniudgave af Jørn Utzons operahus i Sydney. Det skal være samme princip, når det skal ligge ved vandet. Hvis det sker, at det bliver opført sådan, så er det vigtigt at huske, hvem der sagde det,” lyder den afsluttende bemærkning fra Ugens Kurt, Jens-Peter Riis Jensen.

1...1.2501.2511.252...1.259 Side 1.251 af 1.259

DANSKE DIGITALE MEDIER A/S

Selvom den unge Eva drømte om at rejse verden rundt og se det hele, så blev det alligevel en rejse i det kulinariske fodspor.

XXXLutz

Kærligheden

Cafe Mair’s

Musik

Dykning

Fredericia

Kreativiteten vandt

Netdating endte i Fredericia

Ældgammel tradition – der ikke er udbredt i Jylland

Fredericia er blevet Thereses by

Fingersnilde er nødvendigt

Fremtidsplaner?

Bankverdenen fangede Henrik i sit spind

Fredericia – et eventyr for sig selv

Sporten som barn

Skoletiden

Arbejde

FC Fredericia

Flex1One

Rejsen til Østen

Det nye job

Hvad er de første opgaver der venter?

Fritiden

Biologisk student og windsurfing

Bankverdenen kræver meget

Børn, familie og lange arbejdsdage

Livet som selvstændig

Hvad sker der i fremtiden?