Et større IT-nedbrud har fredag ramt adskillige lande verden over, og også i Danmark er man ramt. I Danmark holder Biltema pt. lukket pga. det.
Det store nedbrud skyldes en opdatering af antivirusprogrammet CrowdStrike. Opdateringen får computere, der bruger Windows 10, til at gå ned. Det påvirker flere lufthavne verden over, blandt andet i Berlin.
I Danmark betyder det blandt andet, at DSB’s hjemmeside i skrivende stund ikke er tilgængelig, ligesom den store kæde Biltema ikke har åbnet nogle af sine butikker. Foran deres butik i Fredericia står medarbejderne og oplyser kunder, der vil ind i butikken om, at forretningen har lukket, og at gælder i hele landet.
Nedbruddet forhindrer Hovedstadens Beredskab i at modtage automatiske brandalarmer (ABA), oplyser DR. Normalt sendes disse automatisk til alarmcentralen ved røgdetektion. Brug 112 ved brand, da systemerne er nede. Hovedstadens Beredskab modtager normalt 10-20 ABA-alarmer dagligt.
Nedbrud kan tage tid at komme sig over
Opdateringen af antivirusprogrammer hos store virksomheder har medført, at Windows-computere er gået i sort. En dansk ekspert advarer om, at det kan tage lang tid at få dem til at fungere igen.
Det er en fejl, der bare ikke måtte ske. IT-sikkerhedschef Peter Kruse fra Clever kalder det “en gigantisk brøler” og “et digitalt mareridt”.
Crowdstrike, der er en amerikansk it-sikkerhedsvirksomhed, betjener nogle af verdens største virksomheder med deres antivirussoftware Falcon. Men en nylig opdatering af Falcon til Windows-pc’er resulterede i, at mange computere gik ned med den frygtede blå fejlskærm, også kendt som Blue Screen of Death.
Kort sagt, Windows-computere verden over er utilgængelige. Flyselskaber holder fly på jorden, tv-stationer aflyser udsendelser, hospitaler udskyder operationer, og alarmtjenester risikerer at fejle.
– Nedbruddet er så alvorligt, at det kan kræve manuelt arbejde at rette op på, siger Peter Kruse til Politiken.
En 20-årig mand fra Fredericia havde set sig sur på en 19-årig kvinde, som han ved hvem er. Han skar derfor hendes ene bildæk op, men det blev opdaget. I alt endte manden med at få tre sigtelser.
Episoden fandt sted i Jyllandsgade i Fredericia, hvor en kvindelig anmelder bemærkede to mænd på modsatte side af fortovet. Hun kunne se, at den ene bukkede sig ned ved siden af en bil, hvorefter hun hørte et pift. Det viste sig, at det var fordi dækket var skåret op, så luften gik ud af dækket på den pågældende Peugeot.
De to mænd skyndte sig videre, hvorefter kvinden holdt sig på afstand og fulgte efter dem, samtidig med at hun ringede til politiet. De to personer gik ind i en opgang ikke langt væk fra gerningsstedet. Politiet kom efterfølgende frem, gik op i opgangen og fandt de to mænd i en lejlighed.
Begge passede på det signalement, der var afgivet, og den ene mand blev også fundet i besiddelse af en kniv. Ydermere havde han også en mindre klump hash på sig. Derfor fik den 20-årige mand i alt tre sigtelser – en for hærværk, en for overtrædelse af knivloven og en for at være i besiddelse af hash.
Den anden mand, som den 20-årige var sammen med, fik ikke nogen sigtelse, da han ikke havde gjort noget ulovligt.
Danmark - Moldova, 28. marts 2021, Foto: Thomas Max Lægaard, AVISEN
Kasper Hjulmand har ønsket at stoppe som landstræner for Herrelandsholdet, og derfor er han og DBU blevet enige om at ophæve kontrakten. Morten Wieghorst er midlertidig landstræner frem til nytår.
Det danske Herrelandshold skal have ny landstræner.
Efter EM i Tyskland har Kasper Hjulmand og fodbolddirektør i DBU Peter Møller evalueret slutrunden og kvalifikationen op til og haft flere snakke om fremtiden.
Kasper Hjulmand er i denne evaluering nået frem til den konklusion, at holdet har brug for ny energi.
Derfor har Kasper Hjulmand og Peter Møller i fællesskab vurderet, at det er tid til et skifte, og at der skal en ny landstræner til.
Kasper Hjulmand udtaler:
“Det har været en utrolig ære og privelegie at få lov til at være træner for vores alle sammens landshold igennem fire år. Jeg har givet alt, hvad jeg havde, for at opnå succes og for at få folket til at samle sig om holdet. Det at repræsentere sit land er det absolut største, jeg kan forestille mig, og jeg vil se tilbage på en fantastisk tid med stor opbakning til vores drøm. Når jeg ser to år frem mod VM, kan jeg mærke, at det vil være bedst for holdet, at der kommer et nyt ansigt og nye idéer til, som kan skrive et nyt stort kapitel for dette fantastiske hold, og derfor er det bedst, at en anden fører holdet videre. Det handler ikke om mig. Det handler om, hvad der er bedst for holdet,” siger Kasper Hjulmand.
Hjulmand kan se tilbage på fire år som landstræner med store resultatmæssige højdepunkter.
Han førte Danmark til førstepladsen i to ud af to slutrunde-kvalifikationer, avancerede fra gruppespillet ved to ud af tre slutrunder med kun VM i Qatar som en stor skuffelse, og semifinalen og den danske folkefest ved EM i 2021 står tilbage som det helt store højdepunkt og som et af de største kapitler i den danske fodboldhistorie.
Derudover er det lykkedes at få danskerne til igen at strømme til landsholdets kampe i Parken med bl.a. historisk 13 udsolgte hjemmekampe i træk. Senest valfartede tusindvis af danske fans til EM i Tyskland, hvor der var op mod 20.000 danskere til de fleste kampe, ligesom diverse storskærmsarrangementer var stopfyldte landet over.
“I 2019 indgik jeg og Peter Møller en aftale med en fælles drøm om, at landsholdet skulle inspirere danskerne, spille for en fyldt Parken hver gang, og at vi skulle vinde noget for Danmark. Drømmen blev omsat til en klar og tydelig strategi, hvor vi bl.a. ville videreudvikle på ambitiøse infrastrukturplaner for fodbolddanmark. Bryde søjler ned internt og sætte skibe i søen, som vil kunne løfte danske fodbold mange år ud i fremtiden. Vi drømte om at bringe børnene og de unge tættere på landsholdene og i det hele taget gøre landsholdene mere relevant for befolkningen. Vi er ikke lykkedes med alt, men vi er kommet langt og har fået danskerne til at drømme stort. Jeg vil gerne sige en dybfølt tak for den kolossale støtte, jeg er blevet mødt med over alt, jeg er kommet. Det fællesskab med danskere i alle aldre og alle dele af landet er noget, jeg altid vil huske og værdsætte,” siger han og fortsætter:
“En speciel tak også til alle i DBU for tilliden. Tak til vores fantastiske stab og en meget dybfølt tak til alle de spillere, jeg har samarbejdet med. Det har været en ære,” slutter Kasper Hjulmand.
Fodbolddirektør i DBU Peter Møller hylder Kasper Hjulmand for hans tid som træner for Herrelandsholdet.
Udover store resultater med en semifinale ved EM i 2021 fremhæver han, hvordan Kasper Hjulmand har formået at samle dansk fodbold og trække en lige linje fra piger og drenge ude i græsrodsklubberne og hele vejen op til stjernerne på Herrelandsholdet.
Bl.a. ved at tage rundt i hele landet og lave inspirationstræninger, deltage ved fodboldskoler og altid være en ledestjerne for, at det er børnene, de frivillige og fansene, landsholdet spiller for.
“Kasper har leveret en fantastisk præstation som landstræner og har rykket dansk fodbold og landsholdet på en lang række områder. Hans resultater for en nation som Danmark er helt i top, og han har en kæmpe andel i, at danskerne står i kø for at komme ind og se Herrelandsholdet spille i Parken hver eneste gang. Det er en stor dansk landstræner, vi siger farvel til og skylder en kæmpe tak,” siger Peter Møller.
Han er samtidig glad for, at Morten Wieghorst har sagt ja til at være landstræner frem til nytår og i første omgang efterårets seks Nations League-kampe, så han samtidig kan bruge efteråret til at se på, hvad vej landsholdet skal bevæge sig, og hvilken profil der skal stå i spidsen over en længere periode frem mod VM i 2026.
“Wieghorst er en toptræner med erfaring fra store danske klubber og som U21-landstræner, og han har alt det, der skal til for at føre holdet videre i den næste periode. Han kender holdet, spillerne, staben og måden, vi gerne vil spille og udtrykke os på, når landsholdet spiller. Morten har været loyal over for Kasper, men vil naturligvis den kommende tid sætte sit eget præg på holdet,” siger Peter Møller.
Morten Wieghorst opnåede som spiller 30 landskampe for Danmark og har tidligere været cheftræner i FC Nordsjælland, AaB, AGF og for U21-landsholdet, ligesom han udover at have været assistenttræner på Herrelandsholdet også har været det i Premier League for Swansea.
Wieghorst er glad for tilliden fra DBU og Peter Møller.
“Det er selvfølgelig en stor ære og et stort skulderklap, at DBU i denne situation har valgt, at jeg skal være landstræner. Vi har en fantastisk talentmasse i dansk fodbold, og jeg glæder mig meget til at tage fat på opgaverne til efteråret. Jeg vil sammen med staben og spillerne give alt for, at vi kan opnå succes i de spændende kampe i Nations League, og at danskerne kan være stolte over deres landshold,” siger Morten Wieghorst.
Kasper Hjulmand vil fremadrettet på konsulentbasis have en tilknytning omkring det store kulturprojekt Hele Danmarks Klubhus, hvor ambitionen er at skabe et stort nyt nationalt fodboldkraftcenter samt regionale kraftcentre på tværs af Danmark.
I lyset af den seneste diskussion om Tøjhusets fremtid i Fredericia Kommune har Karsten Byrgesen, løsgænger og medlem af Kultur- og Idrætsudvalget, delt sine tanker om emnet. Byrgesen er stærk fortaler for at bevare kommunens engagement i driften af spillestedet. Han ser det som en kommunal opgave at drive stedet. Det er trygt, at kommunen er hovedsponsor, slår han fast.
Tøjhuset har spillet en rolle i en større dansk kartelsag, hvor 10 spillesteder blev undersøgt. Forleden konkluderede Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, at spillestederne havde begået store overtrædelser, men samtidig, at der ikke kunne rejse en sag, idet styrelsen manglede ressourcer. Derfor blev det til en indskærpelse over for alle 38 spillesteder i stedet. Det fik 2. viceborgmester Susanne Eilersen til at sige, at man i Fredericia, nu hvor indskærpelsen er modtaget, og hvor Tøjhusets leder skifter job, skal kigge på Tøjhusets konstruktion.
Den opfattelse deler Karsten Byrgesen ikke. Han mener, at det skal fortsætte som det er, og påpeger samtidig, at der er indgået en ny aftale om driften af både Tøjhuset og Eksercerhuset.
– Jeg mener i virkeligheden, at driften som den er nu, ligger hensigtsmæssigt. Der er en tryghed i, at kommunen, der er en reel hovedsponsor, holder det hold i hanke og vi har et godt engagement i det. Der er ikke noget, der pludselig går den forkerte vej, fordi der kan blive udfordringer med private virksomheder. Der er en hårfin beslutning og det forstår jeg. Vi har en god balance i Fredericia. Jeg ser frem til efter sommerferien at diskutere sagen i udvalget også, så vi alle har det godt med det, vi laver. Vi har haft sagen i byrådet også, og der blev det håndteret med en ny ti-årig aftale med Tøjhuset og Eksercerhuset, siger Byrgesen.
Vigtigt med ansvarlighed og gennemsigtighed i driften
Han understreger dog vigtigheden af ansvarlighed og gennemsigtighed i driften af Tøjhuset i lyset af kartelsagen fra de 10 spillesteder. Det er afgørende for kulturlivet i byen, at reglerne følges nøje, siger han, men ellers ser han frem til, at der findes en afløser for stedets hidtil daglige leder og booker, Sune Rasmussen, som har fået et andet job.
– Det er vigtigt, at en leder ved, hvad ansvaret er og hvem lederen refererer til, og at man følger reglerne. Der skal ikke være slinger i valsen. Det skaber dårlige historier for byen, og det vil være ærgerligt, når mange synes om vores kulturliv, så det er fint med rapporten fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der definerer, at der er en hårfin grænse. Det minder os om, at vi skal gøre tingene rigtigt, siger Byrgesen.
Kunstnere og musikere spiller en central rolle i denne sammenhæng og skal beskyttes mod potentielle risici, siger den fredericianske politiker, og fremhæver, at det er afgørende at sikre et trygt og støttende miljø for de kreative kræfter, der bidrager til Tøjhusets succes. Uden beskyttelse og støtte kan kunstnerne og musikerne blive udsat for usikre arbejdsvilkår, økonomiske risici og manglende muligheder for at udfolde deres talenter.
– Derfor er det netop godt at minde spillerne på området om, at vi skal tage hensyn. Det er musikerne, der skal betale prisen. Jeg mener ikke, at der er fundet beviser for, at der er sket noget ulovligt over for de kreative folk, men det er en risiko, der er der, og den skal vi tage fat på. Det er kunstnerne, der skal melde tilbage, hvis der er noget. Det er sundt, at nogen holder øje, siger Byrgesen.
Karsten Byrgesen. Foto: AVISEN
Vigtigt med et mangfoldigt kulturliv – det må gerne koste, selvom der spares andre steder i det kommunale budget
Den bredere betydning af kulturelle tilbud for borgerne i Fredericia og vigtigheden af mangfoldighed i kulturlivet er vigtig, siger Byrgesen og påpeger, at et rigt og varieret kulturliv er med til at skabe en levende og attraktiv by, hvor alle borgere, uanset alder og interesser, kan finde noget, der appellerer til dem. Mangfoldighed i kulturtilbuddene sikrer, at forskellige grupper i samfundet kan føle sig inkluderet og repræsenteret. Dette kan omfatte alt fra museer og teaterforestillinger til musikarrangementer og sportsbegivenheder. Derfor ser han ikke et problem i, at kommunen giver en klækkelig sum penge til kulturen i en tid, hvor der skal spares penge.
– En af de vigtige søjler vi har, er at sørge for, der er kultur til borgerne. Det er alt fra et museum til dem, der kaster med bolde og andre arrangementer, man kan samles om. Det koster penge, og det er jeg sikker på, at borgerne synes er okay. Jeg er ikke med, hvis det er en lille kulturelelite, men det skal være mangfoldigt, hvor mange kan se sig selv i det. De eneste utilfredse med konstruktionen af Tøjhuset er Dansk Folkeparti, og hvorfor de er det, ved jeg ikke. Men det er de eneste, jeg har hørt være utilfredse med det, afslutter Byrgesen.
Med Karsten Byrgesens synspunkter i baghovedet fortsætter debatten om Tøjhusets fremtid, og om hvordan Fredericia Kommune bedst kan balancere mellem at tilbyde kulturelle oplevelser og sikre en ansvarlig forvaltning af kommunens midler.
25-årig Agon Mucolli er vendt tilbage til FC Fredericia efter ophold i norske Haugasund, OB og en udlejning til svenske Varbergs. Nu er han retur og vil have fodboldglæden tilbage, og være et forbillede for de unge spillere på FC Fredericias mandsklab.
Agon Mucolli spillede ungdomsfodbold i Fredericia fF, men blev som ung opdaget af Vejle Boldklub. Der spillede han, og blev seniorspiller indtil kontrakten blev ophævet i vinteren 2019. Derefter kom Mucolli til FC Fredericia, hvor han slog igennem med 53 kampe, 19 mål og 12 assists. Siden gik turen til Haugasund, hvor det gik godt sportsligt, men det sociale aspekt manglede.
– Jeg kom til Norge, og det gik rigtig godt deroppe, men livet uden for fodbolden var ikke noget for mig. Jeg havde det ikke så godt uden for fodbold og ville prøve noget andet, da det var tungt at være alene, og jeg tænkte, det var bedre at finde en anden løsning. Selvom det i bagklogskabens lys havde været bedre at blive på grund af fodbolden, hvor jeg gjorde det godt med masser af spilletid, mål og assists. Jeg kom til OB bagefter, og der var jeg i halvandet år, og der gik det forfærdeligt, og ja, nu er jeg her, indleder Mucolli.
Mucolli forklarer, at hans tid i Norge havde sine højdepunkter på banen, hvor han nød masser af spilletid, scorede mål og lavede assists. Men udenfor fodbolden var livet en stor udfordring for ham. Han følte sig ofte alene og savnede den sociale støtte, hvilket gjorde det svært at trives. Da han skiftede til OB, havde han store forhåbninger om at genfinde glæden ved fodbolden og livet udenfor banen, men realiteten blev en anden.
– Klubben i Norge ville egentlig ikke af med mig, selvom jeg havde sagt, jeg ville væk. Det kom som et chok for dem, at jeg ville væk. OB kom på banen, og det tænkte jeg var perfekt. Fed klub og det var i Danmark, hvor jeg ville kunne vise mig frem, men det skete ikke. Jeg var udlejet til en svensk klub undervejs, men det var mest fordi OB ville af med mig, og jeg gerne ville have spilletid. Det var fint at komme derop. Det var en time fra, hvor min bror boede, og det var tæt på Danmark også, så det passede fint. Jeg var ikke i form, da jeg kom derop, og sæsonen var i gang der. De var nærmest også rykket ned, men jeg synes ikke, det kunne blive værre end det var i OB, siger Mucolli.
Da Agon Mucolli kom til OB var det med Anders Alm som træner. Siden blev svenskeren fyret og erstattet af Søren Krogh.
– Jeg havde haft Alm før, og når han har set sig fast på, at man ikke spiller, så er der lang vej for at ændre hans syn på en som spiller. Med en ny træner kunne jeg få en ny start, og selvom jeg vidste, at jeg ville være bagerst i køen, så håbede jeg at overraske alle og gøre det godt. Jeg gjorde det godt, men jeg endte i en situation uden spilletid igen. Jeg troede virkelig på muligheden faktisk, forklarer Agon Mucolli og hentyder til vinteren 2024, hvor han håbede det ville vende for ham i OB.
Agon Mucolli på en af FC Fredericias træningslejre i Tyrkiet. Foto: AVISEN
Mucollis tid i OB endte med en nedrykning. Udefra set virkede klubben som ét stort kaos, men på de indre linjer var det ikke galt, mener den nye FC Fredericia-spiller.
– Jeg vil sige, at det generelt var fint med stemningen, men mod slutningen af sæsonen blev det kaotisk. Inden var det faktisk fint, da folk ikke havde en fornemmelse af, at vi rykkede ned og det nok skulle gå, forklarer Mucolli.
Stemningen i OB lignede at nå antiklimaks, da flere af holdets udenlandske profiler i løbet af slutningen af sæsonen begyndte at udtale sig om, at de ikke ville spille 1. division, hvis det kom så vidt. Internt på holdet var det dog ikke det store problem.
– Det var ikke så godt. Det var ikke slemt i gruppen, men udadtil virkede det helt forkert at sige. Fansene blev meget utilfredse med de spillere, som sagde, at de ikke ville med ned i 1. division, hvis klubben rykkede ned. I truppen håndteredes vi det fint, og mod slutningen af sæsonen gjorde vi det bedre, men det var for sent, siger Agon Mucolli.
Sæsonen endte med en nedrykning. Hvor Mucolli stod henne i forhold til spilletid i NordicBet Ligaen i denne sæson fik han ikke at vide, men han kunne selv se skriften på væggen.
– Jeg fik ikke noget at vide, men jeg kunne tænke mig til, hvor det bar hen, hvis jeg blev i OB. Jeg havde ikke gode kort på hånden, så jeg havde sat mig for at give den gas i opstarten. Fra klubbens ledelses side ville de gerne af med mig for at skabe plads til andre spillere, men trænerstaben pushede ikke på for, at jeg skulle væk, men det er dem lidt længere oppe, der bestemmer noget, slår Mucolli fast.
Agon Mucolli kunne fornemme, at hans tid i OB var ved at være slut, selvom trænerstaben ikke direkte pressede på for hans afgang. Derfor passede det ham fint, at han fik et pludseligt kald fra FC Fredericias direktør, Stig Pedersen.
– Jeg tænkte faktisk selv, at FC Fredericia ville være en god mulighed. Jeg ville gerne have haft en hurtigere afklaring for at få en god forberedelse til den nye sæson. Men jeg var nødt til at være tålmodig. Til mit held var der en træningskamp med OB, hvor jeg ikke troede, jeg skulle spille, men jeg kunne se, jeg skulle spille hele anden halvleg mod B.93 og spillede en virkelig god halvleg. Stig Pedersen ringede til mig efterfølgende og spurgte, hvad jeg tænkte, og jeg sagde, at jeg gerne ville til klubben, men det var op til dem. Vi blev enige ret hurtigt, siger Agon Mucolli.
Agon Mucolli. Foto: AVISEN
Spilleglæden skal tilbage
Tilbage i FC Fredericia håber Mucolli på at genfinde spilleglæden og etablere sig som en nøglespiller i klubben, hvor han kender både cheftræner Michael Hansen og assistenttræner Christian Ege.
– Jeg har haft træneren før, og jeg kender også Ege, der nu er assistent. Jeg føler, det er rigtigt at være her, da de ved, hvad jeg står for. Andre tænker måske, at jeg har gjort dit og dat, og har et forkert syn på mig. Her ved man, hvad jeg kan, så det var oplagt, siger Mucolli.
Da Mucolli forlod OB var der ingen bad feelings. Tværtimod roste han flere af hans nu tidligere holdkammerater. Blandt andet Bashkim Kadrii, som var kommet med råd til Mucolli, som erkendte, at han burde have lyttet til Kadrii.
– Bashkim gav mig gode råd, og til tider var jeg frustreret, men i sidste ende skal man gøre alt ligemeget hvad. Det er nemmere sagt end gjort. Han var altid god til at komme med råd i forhold til, hvordan man skal presse på banen og andre ting. Jeg lyttede ikke altid og gjorde det. Jeg tænkte ofte, at det var ligemeget, da OB ikke ville bruge mig. Jeg var kørt død i det, erkender han.
Mucolli ser frem til at arbejde med et trænerteam, der kender hans kvaliteter og kan hjælpe ham med at udvikle sig yderligere. Han ser især frem til at trænerteamet kender ham som type.
– Jeg er en type, der vil træne og elsker fodbold. De ved, hvilken spillertype jeg er, og hvad jeg er god til, og det må vi arbejde ud fra og sørge for, at jeg udvikler mig til det, jeg ikke er god til også. Jeg håber at få fodboldglæden tilbage i Fredericia. Det er klart, at det vigtigste for mig er at få glæden tilbage, og sidst jeg var her, var jeg virkelig glad, forklarer Mucolli.
Meget er forandret i FC Fredericia
Ingen af Agon Mucollis gamle holdkammerater fra den første periode i FC Fredericia spiller i klubben mere. Den eneste tilbage, som han spillede sammen med, er Christian Ege, der nu har stoppet karrieren og er assistenttræner.
– Nicolaj Ritter var den sidste tilbage fra dengang, men nu er Ege her igen. Det er faktisk vildt, at der ikke er nogen tilbage. Det er en god gruppe at være kommet ind i, så det skal nok gå alligevel, siger Mucolli.
Fra thansen loungen kan Agon Mucolli sidde og se ud på Monjasa Park. Der er der også sket forandringer siden han sidst repræsenterede FC Fredericia.
– Tribunen ovre modsat er ny, så det er blevet noget flottere end siden sidst, jeg spillede her. Nu mangler vi bare at få tribunerne bag målet lavet, så er det virkelig fedt, siger han med et smil.
Agon Mucolli ser frem til at tage en mere moden rolle i klubben og håber at kunne bidrage både på og udenfor banen.
– Jeg skal tage ansvar nu. Jeg er en af de ældste, så det er en ny rolle med at være mere moden. Det er ikke noget, jeg har prøvet før som sådan. Jeg skal tage rollen på mig. Det bliver spændende at prøve, og jeg skal blive bedre til det, siger Agon Mucolli.
Stærk række i denne sæson
Agon Mucolli er fast besluttet på at bidrage til en succesfuld sæson for FC Fredericia og ser frem til at være med, hvor det er sjovt. Han erkender dog, at rækken ser stærk ud.
– Vi skal have en god sæson og være med, hvor det er sjovt. Jeg tror, det bliver tæt, og det er svært at sige, hvem der kommer i top-6. Mange er jævne, og man kan ikke sige, mange kampe er en sikker sejr. Man skal virkelig holde sig til. Det handler om, hvem der rammer dagen, og man skal have lidt medvind. Jeg føler, vi står et godt sted, og forventer, vi kommer med i top-6 som minimum, siger Agon Mucolli.
Agon Mucolli i kamp mod Vejle. Foto: AVISEN
Spørgsmålet er, om rækken i denne sæson er den stærkeste i NordicBet Ligaens historie. Med kompetenter som OB, AC Horsens og Hvidovre helt op, og et felt bestående af Vendsyssel, Esbjerg, Kolding, Hobro og FC Fredericia, der vil i top-6 også. Om det er den stærkest række nogensinde ved Mucolli ikke helt.
– Dengang jeg var her, hvor Silkeborg og Viborg var her, var de faktisk undervurderet. De spillere, som de havde i 1. division, se hvor de er i dag. De er blevet profiler og solgt videre nu, det er vildt. Det er måske den mest jævne 1. division nu. Der er otte hold, som vil i top-6 – ikke mange tænker, de bare vil overleve, slutter han.
FC Fredericia indleder sæsonen i NordicBet Ligaen på søndag, hvor modstanderen er AC Horsens på udebane.
I dag markerer starten på en ny sæson i Superligaen, hvor spændingen og forventningerne er på sit højeste. På søndag indleder Vejle Boldklub deres sæson på hjemmebane, hvor de skal møde Randers FC. Denne kamp bliver en vigtig begyndelse på den anden sæson i landets bedste række for VB, som står over for betydelige udfordringer. Efter en hård kamp for overlevelse i sidste sæson har Vejle desværre mistet en af deres nøglespillere, hvilket kun gør udfordringen større. Fans og spillere ved, at denne sæson kræver endnu mere beslutsomhed og sammenhold for at sikre klubbens plads i Superligaen.
Nathan Trott. Dette navn har opnået en næsten gudestatus blandt Vejle Boldklubs fans. Som en af de bedste målmænd, klubben nogensinde har haft, spillede Trott en afgørende rolle i sidste sæsons kamp for overlevelse. Nu er han væk, da hans lejeaftale udløb, og F.C. København har købt ham fri fra West Ham. Dette efterlader et betydeligt tomrum i Vejles forsvar. Samtidig er Raul Albentosa, den karismatiske spanske anfører, også fortid i klubben. Albentosa blev på rekordtid en kultfigur i Nørreskoven med sin lederskab og kampgejst. Hans exit rejser spørgsmålet: Hvordan vil Vejle kunne udfylde tomrummet efter en så vigtig spiller, både på og uden for banen? Med både Trott og Albentosa væk, står VB over for en sæson, hvor nye ledere skal træde frem og bære klubbens stolte traditioner videre.
Ind i truppen er derimod kommet nye ansigter som Jasin Assehnoun, Luka Hujber, Masaki Murata og Damian van Bruggen. Disse navne lyder måske ikke prangende i profileringsmæssig forstand, men Vejle Boldklub har tidligere vist, at de har en evne til at opdage og udvikle talentfulde spillere gennem deres omfattende netværk. Gennem de seneste par år har klubben formået at finde flere for den danske offentlighed ukendte spillere, der har haft en betydelig indflydelse på holdets præstationer. Det giver håb om, at de nye tilføjelser til truppen kan overraske og bidrage positivt i den kommende sæson. Vejle har tradition for at omfavne og udvikle potentiale, og fansene håber, at denne sæson vil vise nye stjerner, der kan føre klubben til succes.
Til gengæld ser det ud til, at Vejle, imod forventningerne, lykkes med at holde på deres topscorer, German Onugkha. Mange forventede, at han ville forlade klubben efter en imponerende sidste sæson, hvor hans mål bidrog væsentligt til Vejles overlevelse i Superligaen. At beholde en spiller af Onugkhas kaliber kan blive afgørende for Vejles chancer i denne sæson, der på papiret ser ud til at blive meget udfordrende. Hans evne til at finde nettet og skabe muligheder i angrebet kan være netop den redning, Vejle har brug for, når de står over for stærke modstandere i ligaen. Med Onugkha i front har Vejle en nøglespiller, der kan gøre forskellen i de tætte kampe og sikre vigtige point i jagten på endnu en sæson i landets bedste række.
Ofte ser man ikke, at begge oprykkere rykker ned i NordicBet Ligaen igen. Derfor må man forvente, at enten AaB eller Sønderjyske, eller måske endda begge, overlever i Superligaen. Begge klubber er kompetente oprykkere med en solid økonomisk ballast, hvilket giver dem en fordel i kampen om overlevelse. Dette efterlader specielt Vejle og Lyngby i en presset situation, hvor de skal kæmpe hårdt for at undgå nedrykning. Samtidig kan det ikke udelukkes, at en af de mere etablerede Superliga-klubber kommer i problemer, som man har set en tendens til i de seneste par sæsoner. Først rykkede AaB ned, og i sidste sæson var det OB, der kæmpede med bunden. Denne uforudsigelighed i ligaen betyder, at Vejle og Lyngby skal være forberedt på at gribe enhver chance og udnytte enhver svaghed hos deres konkurrenter for at sikre deres overlevelse i Danmarks bedste fodboldrække.
Vejles styrke har traditionelt været deres bundsolide defensiv, men spørgsmålet er nu, om de har mistet for mange af nøgleaktørerne på dette område. Albentosa var den urokkelige styrmand i forsvaret, og Trott var ankeret i målet, der ofte reddede point alene. Et bemærkelsesværdigt eksempel på dette var, da Vejle mod alle forventninger fik 1-1 på Brøndby Stadion i foråret, hvor de var under pres hele kampen, men Trott’s fremragende præstation sikrede det uventede resultat. Nu står Vejle over for udfordringen at bevise, at de ikke afhænger af individuelle profiler, men at de har et solidt koncept, som træner Ivan Prelec har implementeret. Det bliver op til holdet at demonstrere deres kollektive styrke og fleksibilitet i defensiven, så de kan fortsætte med at være svære at bryde ned, selv uden deres tidligere stjerner.
Et hold som Randers kan være et af de hold, Vejle håber bliver indblandet i kampen om nedrykning. Jo flere hold der er i bunden af tabellen, desto bedre er Vejles chancer for at undgå nedrykning. Randers gennemgår i øjeblikket flere udskiftninger på vitale positioner, og det kan ende med at koste dem dyrt. For eksempel har de mistet deres mangeårige ankermand i målet, Patrik Carlgren, som har været blandt de bedste keepere i Superligaen gennem flere sæsoner. Dette tab kan svække Randers’ defensiv markant. Hvis Randers kæmper med at finde stabilitet og resultater uden Carlgren, kan det være en af de nøgler, Vejle skal udnytte for at overleve i Superligaen i det svære andet år. Ved at udnytte modstandernes svagheder og sikre point mod hold som Randers, kan Vejle forbedre deres egne overlevelsesmuligheder betydeligt.
Den årlige fejring af 5.-6. Juli-dagene i Fredericia er blevet afviklet med stor succes. Arrangørerne, 6. Julikomiteen, arbejder hårdt for at sikre en mindeværdig oplevelse for alle deltagere, og formand Erik Schwensen deler sine tanker om begivenhederne.
I forbindelse med 175-året siden slaget ved Fredericia havde man givet markeringen et nøk op i år for at markere, at det er et jubilæumsår. Flere midler end tidligere var blevet brugt på det, og der var tænkt ud af boksen i forhold til gæstetaleren den 5. juli. Her var valget faldet på Andreas Mogensen, hvor det tidligere har været personer med direkte tilknytning til Fredericia. Fremover udelukkes det ikke, at man tænker i samme baner.
Gardehusarregimentets Hesteskadron deltog også i år. De har været her flere gange de senere år. Det er dejligt, og de er glade for at komme her. Det er en mulighed, hvis de ikke er optaget af arrangementer med kongehuset.
– Vi havde dem også med i 2019, og de var her ved Dronningens besøg 1. september også. Det er altid festligt og et fascinerende syn, når de er en fuldt integreret del af 6. Juli-dagene, forklarer Erik Schwensen.
Foto: AVISEN
Han understreger, at de traditionelle arrangementer bliver gennemført som sædvanligt. Dette inkluderer de velkendte og elskede aktiviteter, som deltagerne forventer og ser frem til hvert år. Traditionerne er en vigtig del af begivenheden, da de skaber en følelse af kontinuitet og forbindelse til fortiden. Men Schwensen påpeger også, at der er plads til nye initiativer og idéer. Han mener, at det er vigtigt at forny sig og introducere nye elementer for at holde arrangementet relevant og spændende for både gamle og nye deltagere.
– En af de nye ting er, at vi inviterer en fra Slesvig-Holsten til at komme og ligge en krans ved Sct. Michaelis Kirke. Det er første gang nogensinde, vi gjorde det, siger Schwensen.
Mindehøjtidelighederne er en vigtig del af begivenheden og spiller en central rolle i 5.-6. Juli-dagene i Fredericia. Under disse ceremonier mindes man ikke kun de danske soldater, men også de slesvig-holstenske soldater, som kæmpede på den anden side af konflikten. Schwensen forklarer, at dette valg afspejler en dybere forståelse af krigens komplekse natur og den menneskelige pris, den kræver af alle involverede parter.
– Vi mindes dem også i gudstjenesten og tænker også på fjenden og modstanderen. Det er også mennesker med familie, der har kæmpet for deres lande. Efter en krig skal der komme en fred. Det gælder også modstanderne fra krigen. Grænsen mellem Danmark og Tyskland er et godt eksempel på, at vi er venner i dag, reflekterer Schwensen.
Formand Erik Schwensen fremhæver også den kongelige deltagelse, som altid tilføjer en ekstra og helt særlig dimension til 6. Juli-dagene. For det første var det en stor ære og glæde for os, at Hendes Majestæt Dronning Margrethe deltog i Mindegudstjenesten i Sct. Michaelis Kirke og efterfølgende, fra Balkonen på Meldahls Rådhus, overværede Processionens afmarch, nævner formanden.
– Grev Ingolf og Grevinde Sussie af Rosenborg deltog i år i hele 6. Juli-programmet. Greveparret har deltaget adskillige gange gennem årene, og deres tilstedeværelse er altid en stor glæde for både arrangørerne og deltagerne. Som noget helt ekstraordinært afslørede Greveparret, som Protektorer for Landskomiteen til Renovering af Fredericia Vold, busten af General de Meza ved Kongens Portvagt.
Arrangementet tiltrækker mange begejstrede deltagere fra nær og fjern, som alle kommer for at opleve de unikke festligheder og den særlige atmosfære, der kendetegner 5.-6. Juli-dagene i Fredericia.
– Der er rigtig mange begejstrede. Både talerne, biskop Marianne Christiansen og den politiske tale af Rasmus Stoklund, har fået stor ros. Også vores æresgæst, astronaut Andreas Mogensen, har fået flotte ord med på vejen, forklarer Erik Schwensen.
Slutteligt roser Erik Schwensen de forskellige aktører for et godt samarbejde omkring afviklingen af 5.-6. juli-dagene, som var under planlægning flere år i forvejen.
– Alle de forskellige vi har samarbejdet med har gjort det godt. Jeg vil særligt gerne rose regimentet, der altid stiller op, og også samarbejdet med Fredericia Kommune og de frivillige. Uden det gode samarbejde hele vejen rundt, var det ikke muligt at afvikle det så godt, slutter Erik Schwensen.
Med et vellykket arrangement bag sig ser 6. Julikomiteen nu frem til næste års fejring, hvor de håber på endnu en gang at samle byen til minde om dens historie og fællesskab.
Psykiater Anette Carling Løwert ser skønheden i dem, der ikke passer ned i kasser, og når noget ikke går lige efter bogen. Nu kan hun fejre 40 års jubilæum, og selv her er der noget, som er gået skævt.
Det er fra Lokalpsykiatrien i Vejle, at Anette Carling Løwert hjælper patienter, som er udviklingshæmmede med psykiatriske diagnoser.
– Jeg har virkelig prøvet at tage alle muligheder til mig. Og det har jeg nydt. Men at jeg er endt her med de udviklingshæmmede med psykiatriske diagnoser, det er så fantastisk. Det er sjovt og interessant, og jeg har mange solstrålehistorier.
Anette har været læge siden, hun blev uddannet i 1978, og selvom hun godt kunne gå på pension nu, så ligger det ikke i kortene.
– Jeg har ikke lyst til at stoppe. Jeg synes, mine patienter er herlige, og jeg holder frygteligt meget af dem. De der skævheder, dem banker mit hjerte for. Der er måske andre, der kan have svært ved at se skønheden, men når mine patienter kommer med en stjernebemærkning, så er det jo så fedt, griner Anette, der blandt andet kan huske, at én af hendes patienter en kold vinterdag pointerede, at der ikke var nogen is på koen.
Skulle slet ikke være psykiater
I løbet af de sidste 40 år har Anette været rundt i psykiatrien. Hun har arbejdet på børnepsykiatrisk afdeling, i oligofrenipsykiatrien, på skærmet og åbent afsnit, i retspsykiatrien og med misbrugsområdet. Det var under hendes første ansættelse på Jysk Nervesanatorium, at hun fik øjnene op for psykiatrien.
– Da jeg blev færdiguddannet, vidste jeg, at jeg enten skulle være hudlæge, fordi de tjener så meget, eller børnelæge, fordi jeg godt kan lide børn. Det eneste, jeg vidste 100 procent, var, at jeg ikke skulle være psykiater. Og her sidder jeg så i dag.
Heldigvis har Anette også en forfængelig side, for ellers havde hun ikke søgt mod psykiatrien i første omgang.
– Der var ikke så mange små piger, som mig, der blev læge dengang i 1978. Så kitlen var som regel fire størrelser for stor, og på Jysk Nervesanatorium skulle vi ikke gå i kittel. Det var jo positivt i sig selv. Så kunne man få lov til at gå i sit eget tøj, siger hun og griner højt.
Nu kan hun fejre 40 års ansættelse i det, der i dag hedder Region Syddanmark. Men også her er det gået lidt skævt. For hun har faktisk haft 41 års ansættelse.
– Jeg gjorde dem opmærksom på det til mit 25 års jubilæum, men jeg kan så regne ud nu, at det ikke er reguleret ind. Men det gør ikke noget, det binder jo bare en sød sløjfe på det hele, siger hun.