5.9 C
Copenhagen
onsdag 17. december 2025

Hærværk mod personbil i Middelfart

0

En uheldig bilist i Middelfart oplevede hærværk, da en skrue blev skruet ind i dækket på en personbil.

Denne hændelse er sket mellem den 24. december og 27. december på Vestergade. Bilens ejer har meldt hærværket til politiet, som nu undersøger sagen nærmere.

53-årig kvinde overtrådte affaldsbekendtgørelsen

0
(Arkivfoto - Rita / Pixabay )

En 53-årig kvinde fra Odense kommune blev den 27. december 2023 sigtet for at overtræde affaldsbekendtgørelsen, da hun valgte at efterlade massive mængder skrald i en skov.

Den 53-årig kvinde efterlod flere affaldssække og storskrald i skoven ved Store Landevej i Ejby. Det oplyser Fyns Politi torsdag formiddag til pressen.

Det er jævnførende affaldsbekendtgørelsen ulovligt at smide affald. Hvis der er afsender på affaldet, udløser det en bøde og regning for oprydningen til afsenderen. I dette tilfælde er det en 53-årig kvinde fra Odense, der er blevet sigtet. Der venter hende en bøde for forseelsen.

Mulighed for oversvømmelse

0

I de følgende dage vil Danmark opleve varierende vejrforhold, idet fronter og lavtryk dominerer nærheden af landet. Dette resulterer i en blanding af blæst og byger, som potentielt kan indeholde sne, slud, hagl, og torden.

Lørdag forventes at være årets sidste klare dag, med færre byger og større chancer for sol. Vindforholdene vil også mildnes en smule.

Årets sidste dag forudses at være mindre behagelig vejmæssigt. En front bevæger sig ind over landet fra vest tidligt om morgenen, hvilket antyder en grå og regnfuld dag.

Nytårsaftens vejrforhold forbliver usikre. Prognoserne varierer, og det er endnu uvist, om vejret vil klare op til ideelt fyrværkerivejr, eller om danskere skal forberede sig på et vådt nytår.

Høj vandstand i vandløbene

Vandløbene i Danmark er fortsat over deres normale niveauer. Denne nat vil yderligere regn og byger – især i Jylland – bidrage til stigende vandstande. Dette kan lokalt medføre oversvømmelsesproblemer langs vandløb og søer. Der forventes typisk en forsinkelse på 12 til 24 timer fra regnen falder, til vandet når de større vandløb, hvor risikoen for oversvømmelser øges.

Hassing: Alvorligt med et påbud

0

Bostedet Kobbelgården 3 i Fredericia har fået et påbud af Socialtilsyn Syd. Det kalder næstformand i Senior- og socialudvalget, Kirsten Hassing (C), nu alvorligt.

“På baggrund af bekymring for tilbuddets kvalitet vedrørende temaerne sundhed og trivsel samt organisation og ledelse, træffer Socialtilsyn Syd hermed afgørelse om, at tilbuddet underlægges skærpet tilsyn i 3 måneder fra afgørelsesdatoen, jf. lov om socialtilsyn § 8, stk. 1.”, skriver tilsynet i en nu offentliggjort konklusion.

Denne konklusion vækker bekymring hos Hassing, der nu venter på besked fra forvaltningen. Meningen er at de ansvarlige kommunalpolitikere skal orienteres:

– Man er aldrig glad for et påbud, det er aldrig tilfredsstillende for os som udvalg. Det vigtige for mig er, at vi får tilbagemeldinger fra forvaltningen om, hvad der sker af handlinger på både kort og længere sigt for at komme påbuddene til livs, siger Hassing.

Selvom et påbud aldrig ifølge Kirsten Hassing ikke er rart, så mener Hassing, at det er godt, det blev opdaget, også selvom det er via et tilsyn. Misforholdene er ikke kommet frem på grund af Fredericia Kommunes egen indsats. Men beboerne på Kobbelgaarden og deres pårørende kan nu forvente skærpet opmærksomhed fra kommunen og politikerne. Hassing ærger sig over, at situationen er opstået.

– Sådan er det nogle gange. Det er ærgerligt, men det er jo derfor tilsynene er der. Så bliver man opmærksom på forholdene. Så ja, nu har jeg en forventning om, at man arbejder med at komme i mål med de løsninger, der skal rette op på forholdende, forklarer Kirsten Hassing.

Et af påbuddene drejer sig om at lave en handleplan for forebyggelse og håndtering, hvis der har været vold, overgreb og krænkende handlinger. En anden del handler om, at der er bekymringer omkring eksempelvis trivsel. Det førstnævnte kan løses hurtigt, ifølge Hassing. Men hun er samtidig overrasket over, at Kobbelgaarden tilsyneladende ikke har haft en tilstrækkelig indsats på området:

– Det er alvorligt. Det er noget, der skal tages alvorligt, og det er vigtigt at få en tilbagemelding om, at forebygge det på længere sigt. Der er nogle procedurer, der skal udarbejdes, og det er jeg overrasket over, at man ikke har. Det har jeg en forventning om, de får styr på nu. Det er meget konkrete påbud, vi har modtaget, så det bør være til at arbejde med at komme i mål med forholdene. Der er til gengæld også en del, der skal sættes i gang, også på sigt, og det er noget, jeg har en forventning om, vi får løbende tilbagemeldinger på, siger hun.

Slutteligt fortæller Kirsten Hassing, at hun har tiltro til ledelsen inden for området:

– Ledelsen har jeg ikke noget at udsætte på, men det er en dialog, man skal have i forvaltningen, også med ledelsen, om hvordan vi arbejder med tingene fremadrettet, slutter Kirsten Hassing.

Buspassager forsøgte pludselig røveri

0

Et røveriforsøg fandt sted kl. 06:40 onsdag på Mazantigade i Kolding.

En buschauffør, der havde samlet en ung mand op i Haderslev, blev konfronteret af gerningsmanden, som krævede pengene buschaufføreren havde.

Da chaufføren afviste, truede den unge mand med en kniv. Gerningsmanden, beskrevet som 15-16 år, halvblond med lyst hår, iført brune briller, gråt joggingsæt og grå hættetrøje, flygtede fra stedet på cykel uden at få penge med sig.

Sydøstjyllands Politi vil gerne høre fra eventuelle vidner, der har set noget, som kan bruges til efterforskningen. Man kan rette henvendelse til politiet på 114.

Ung mand rækkede fuck til politipatrulje

0

I Fredericia blev en ung mand på 23 år fra lokalområdet sigtet for at forstyrre den offentlige orden.

Hændelsen fandt sted i nat kl. 01:47 i Prinsessegade, hvor manden gentagne gange rettede en upassende gestus mod en politipatrulje med en langefinger og optrådte højlydt. Politiet sigtede ham for at forstyrre den offentlige orden.

Den 23-årig mand blev ikke anholdt i forbindelse med episoden, men er blevet tildelt en bøde.

Den sidste bowlingkugle er kastet i FIC

0

I forbindelse med budget 2024 blev det besluttet, at bowlingcentret i Fredericia Idrætscenter lukker. Den sidste kugle er sendt afsted mod keglerne på de ti bowlingbaner. Nu skal der besluttes, hvad der skal ske med det store lokale i fremtiden.

Formelt set lukker bowlingcentret først ned den 31. december, men det er ikke længere muligt at booke en bowlingbane i Fredericia Idrætscenter.

– Det lukker nu, og det, vi er i gang med at kigge på, er, hvordan vi bedst bruger lokalerne fremadrettet. Der kommer en proces om det i løbet af 2024. Vi skal se på, hvordan vi kan lave noget andet godt, når der ikke skal være bowling, siger kultur- og idrætschef i Fredericia Kommune, Kasper Findahl.

Grunden til lukningen af bowlingcentret er, at driften har givet underskud. Derfor blev der taget en politisk beslutning om at lukke det.

– Der har været en nedadgående drift i mange år, og vi har været nede på 25 procent belægning, og samtidig kigger man ind i, at det ikke er nyt, og det skulle derfor renoveres i løbet af nogle år. Jeg startede selv som leder i centret i 2019, og dengang var det heller ikke rentabelt, og min forgænger, Bent Bjerre, arbejdede også på det, fortæller Kasper Findahl.

Hvad der skal være i lokalet, skal nu ses nærmere på i 2024. Det rummer en del kvadratmeter, og mulighederne er derfor mange.

– Det er et stort lokale, og det gør, at vi har muligheder for at få sportsgrene, som vi ikke kan tilbyde i dag. Skal der investeres i anlæg til det, skal der en politisk beslutning til, men vi vil gerne have det lavet til et lokale, som kan bruges af brugerne om formiddagen, eftermiddagen og aftenen, siger Kasper Findahl.

Med lukningen af bowlingcentret slutter en epoke. Siden 1988 har der været et bowlingcenter i Fredericia Idrætscenter.

– Der har været tilbudt bowling i FIC i mange år, men nu stopper det. Jeg har hørt, at Jacob Falkenby (leder af Madsbyparken, red.) har været i dialog med brugerne og bowlingcentret i Middelfart, som kan hjælpe dem, der stadig vil spille bowling. Vi har dog stadig et keglebaner i kælderetagen i FIC, som man kan bruge, selvom jeg godt ved, det ikke er helt samme sportsgren, slutter Kasper Findahl.

Minister har indkaldt til hastemøde i Mærsk-sag

0
Foto: AVISEN

Selvom frivillige har gjort en indsats indtil onsdag for at rydde op, er det ikke en tilfredsstillende løsning, mener miljøminister Magnus Heunicke (S). 

Ministeren har derfor indkaldt Folketingets miljøordførere til et hastemøde for at diskutere situationen omkring de containere, som et Mærsk-skib mistede under stormen Pia. Dette initiativ blev meddelt af ministeren på X.

Legendarisk bokser og medlem af Sportens Hall of Fame er gået bort

0

DIF mindes et af dansk idræts største sportsnavne, Tom Bogs, som er død 79 år gammel.

Det er et af de helt store navne i dansk idræts historie, som gik bort den 22. december. Tom Bogs var nemlig Danmarks absolut største boksenavn i 1960’erne og 70’erne, og hans evner i ringen bragte ham både til OL i Tokyo i 1964 og til en professionel karriere, hvor han vandt flere mesterskaber.

”Tom Bogs var en udholdende fighter, der med sin vilje og sin boksestil opnåede stor popularitet i befolkningen. I DIF er vi stolte over, at han repræsenterede Danmark ved de olympiske lege, og vi vil mindes en stor idrætsmand med så bemærkelsesværdige resultater, at han i 2002 blev optaget i Sportens Hall of Fame,” udtaler Hans Natorp, formand for DIF og Danmarks Olympiske Komité.

Tom Bogs var også på listen over de 125 største sportsnavne, da DIF i 2021 kårede ’Den største af de største danske sportsnavne’ i anledning af sit 125-års jubilæum. Og ikke uden grund.

Som amatør er han noteret for 69 sejre i 77 kampe, og da han efter sin OL-kvartfinale i 1964 skiftede til professionel boksning, vandt han 77 ud af 86 kampe.

Trods de mange vundne kampe er det især kampen om verdensmesterskabet i mellemvægt i 1972 mod argentineren Carlos Monzon i Københavns Idrætspark, der huskes. Her måtte Bogs efter fem hårde omgange og tre ture i gulvet i netop femte omgang se sig slået.

Undervejs i sin professionelle karriere opnåede han at blive europamester i både letsværvægt og mellemvægt, inden han i 1974 indstillede sin karriere som 30-årig.

”Tom Bogs skrev historie inden for sin sport, og hans præstationer vil blive husket mange år fremover. Lige nu går vores tanker dog til hans efterladte, som har mistet et kært familiemedlem,” fastslår Hans Natorp. 

Tilsyn: Bosted har alvorlige problemer

0

Botilbuddet Kobbelgaarden 3 i Fredericia har fået et skærpet tilsyn og et påbud efter et uanmeldt tilsyn den 18. december 2023 fra Socialtilsyn Syd. Ifølge koncernchef for social og handicap i Fredericia Kommune, Henriette Korf Graversen, skyldtes det uanmeldte besøg, at der har været anonyme henvendelser om blandt andet mistrivsel blandt bostedets medarbejdere.

Henvendelserne har nu fået konsekvenser for Kobbelgaarden, der er en institution under Fredericia Kommunes regi. Selve formuleringen af påbuddet fra Socialtilsyn Syd, er yderst alvorlig:

“På baggrund af bekymring for tilbuddets kvalitet vedrørende temaerne sundhed og trivsel samt organisation og ledelse, træffer Socialtilsyn Syd hermed afgørelse om, at tilbuddet underlægges skærpet tilsyn i 3 måneder fra afgørelsesdatoen, jf. lov om socialtilsyn § 8, stk. 1.”, skriver tilsynet i en nu offentliggjort konklusion.

Kobbelgaarden har flere yderst svage medborgere som beboere, der kræver stor pleje og opmærksomhed. Der er i alt 40 lejligheder, hvor beboerne kan have fast ophold. Kommunen er generelt forpligtiget til at have tilbud, der lever op til de lovkrav der er på området, hvorfor det er bemærkelsesværdigt, at der nu kommer en meget skarp kritik fra tilsynet i regionen. Fredericia Kommune beskriver bostedet således:

“Kobbelgården 3 er et længerevarende botilbud iht. SEL §85 for personer over 18 år med vidtgående og varig funktionsnedsættelse heraf flere med forskellige tillægsdiagnoser som Downs, autisme, Prader- Villi syndrom og psykiske lidelser. Borgerne har individuelle behov for at få en optimal hverdag og der arbejdes relationspædagogisk, neuropædagogisk, med forudsigelighed, struktur, og diverse støttesystemer som tavle, billeder og timestok”, skriver Fredericia Kommune på deres hjemmeside.

Efter at tilsynet har krævet handling, er Fredericia Kommune således også blevet orienteret, samtidig med at der er sat en række krav op til driften af bostedet. På den baggrund tager kommunen sagen alvorligt, fortæller Henriette Korf Graversen, koncernchef i Fredericia Kommune.

Hun oplyser samtidig, at der nu er indkaldt til møder i starten af januar. Hvilke konkrete hændelser der måtte være tale om, oplyses ikke i tilsynets konklusioner, men det kræves blandt andet, at man skal have en handleplan for at forebygge “vold og overgreb”.

– Det er klart, at det vi iværksætter nu, er det som tilsynet efterspørger. Vi skal lave en handleplan for at forebygge vold og overgreb. Vi skal også lave en plan for trivselsarbejde. Det er de to spor, vi skal i gang med, og det har vi lagt planer for at gøre i starten af 2024 sammen med afdelingslederne for botilbuddet. Det er givet, at vi laver de handleplaner, vi skal. Derudover besluttede byrådet i forbindelse med budget 2024, at vi skal iværksætte en analyse på det specialiserede område, og det er med fokus på botilbuddene. Her kommer vi til at bede eksterne leverandører om at hjælpe med en analyse af, om kvaliteten på vores socialområde er, som den skal være. Det taler ind i de handleplaner, der laves, og der kommer vi til at bede eksterne om at styrke kvaliteten i vores indsats, forklarer Graversen.

Henriette Graversen anerkender årsagen til det skærpede tilsyn og understreger nødvendigheden af at implementere klare procedurer.

– Det de påtaler, er at vi ikke har klare procedurer, hvis det skulle ske. Det er derfor, de giver os et skærpet tilsyn, mener hun. Hun fastholder, at kommunens nye indsats omkring Kobbelgaarden, skal ses i lyset af de anonyme henvendelser:

– Når der kommer et uanmeldt tilsyn, skyldes det ofte, at der har været anonyme henvendelser. Vi tager det dybt alvorligt, når der kommer et skærpet tilsyn. Derfor er det rigtig vigtigt, at vi laver en handleplan og efterkommer tilsynets krav. Det er ikke kun fordi vi bliver bedt om det, men for borgernes bedste, at vi har disse procedurer, så der ikke er tvivl om, hvad man skal gøre, hvis der kommer krænkende handlinger. Så ved man præcis, hvad man skal gøre. Også i forhold til medarbejdernes trivsel. Vi laver en gang om året en trivselsmåling i kommunalt regi, og der har vi forskellige tiltag i forbindelse med det, slutter Henriette Graversen.

Henriette Graversen udtrykker en stærk forpligtelse til at tage skærpet tilsyn alvorligt og til at handle proaktivt for at sikre borgernes og medarbejdernes trivsel. Forholdene skal bringes i orden senest den 15. marts 2024.

Har du som pårørende haft oplevelser, der relaterer sig til det skærpede tilsyn, kan du kontakte AVISEN på avisen@avisen.nu.

Tilsynsrapporten kan læses ved at klikke her.

Strømafbrydelse ramte centrale og nordlige Fredericia onsdag formiddag

Strømafbrydelse ramte centrale og nordlige Fredericia onsdag formiddag

0
Onsdag den 17. december blev dele af Fredericia ramt af en uventet strømafbrydelse. Ifølge AVISENs oplysninger gik strømmen omkring kl. 9.40 i både det...