For mange er Liselotte, bedre kendt som Lotte, et kendt ansigt i Fredericia. Med en fortid som ansat i Fredericia Shopping har hun også sin andel i den udvikling der har været i Fredericia. Fredericia AVISEN satte Lotte i stævne til en snak om et liv med mange oplevelser.

Regnen siler ned over Fredericia på denne formiddag. Vi havde aftalt at mødes med Lotte på Kurts Kaffebar klokken elleve, og meget præcist kom en regnvåd Lotte ind af døren. Vi får bestilt en Café Latte til Lotte inden vi sætter os ned.

Vores historisk interesserede chefredaktør spurgte hurtigt hvor Lotte har hendes mellemnavn Honoré fra. “Det kommer fra min mand” svarer hun kort, men fortsætter: “Hans familie går langt tilbage her i Fredericia. Hans oldefar, Emil Honoré, startede for længe siden sit eget vognmandsfirma med hestevogne. Siden har de drevet J. Honoré vognmandsfirma i hans familie også”.

Kan du fortælle lidt om dig selv? Hvor er du født og opvokset?

“Jamen jeg er jo herfra Fredericia. Jeg er født på Skt. Marie Hospitalet i Kolding, fordi mine forældre boede der. Men de flyttede her til Fredericia da jeg kun var et halvt år gammel, og jeg har boet her lige siden” fortæller Lotte.

Hvad med skole? Hvad var det for en tid for dig?

“Jeg har gået på Bakkeskolen, eller rettere startede jeg på Erritsø Centralskole fordi Bakkeskolen ikke var åbnet endnu. Jeg husker tydeligt da vi gik fra Centralskolen med flag i hånden ned til Bakkeskolen. Vi følte os meget specielle fordi vi kunne bruge skolen som de første” siger hun og fortsætter:

“Men skoletiden husker jeg som rigtig god. Der var en helt anden ro end man oplever idag. Mine forældre har altid arbejdet, så når vi fik fri fra skole brugte jeg meget tid med mine legekammerater. Men jeg har altid været meget engageret, jeg var også elevrådsformand på skolen”

“Udover at være sammen med legekammeraterne efter skole spillede jeg meget håndbold i EGIF. Da jeg så skiftede til gymnastik i EGIF var det gymnastikken der fik alt mit fokus” fortæller Lotte.

“Ja, det var også ungdomsklub. Der gik jeg også, men det helt store var halfester. Vi gik til halfest så snart vi kunne, og der blev slået deltagerrekorder hver eneste gang. Det var virkelig månedens højdepunkt” lyder det videre fra Lotte.

Hvordan var det at bo i Erritsø?

“Det var en anden tid end i dag. Vi boede på Dalsvinget ved Røde Banke, men da vi flyttede ind hed det Erritsø Engvej. Hele Erritsø så meget anderledes ud dengang. Ned langs strandvejen var der strand hele vejen, og vi stoppede ude på Strandvejen og løb ind til iskiosken. De havde de bedste is” siger Lotte.

Kan du fortælle om tiden efter skolen?

“Jeg kom i tjenerlære på Hybylund. Jeg var kun 17 år, så det var et stort spring. Man kunne ikke tage læretiden andre steder end i Aalborg, så alle skoleforløb foregik deroppe. Jeg var ikke engang gammel nok til at få udgangstilladelse, men det var ikke noget problem for mig at komme ud, hvis bare jeg fandt nogen over 18 at følges med” lyder det fra Lotte med et grin.

“Da jeg var færdig ville jeg gerne på gymnasiet. Det var ikke tradition i min familie at gå gymnasievejen, men jeg valgte at komme på SU og tage en HHX. Det var en hård tid, men jeg arbejdede om aftenen som tjener – og som faglært tjener man fint på det, så det kunne sagtens løbe rundt” fortæller Lotte.

“Efter det skulle jeg bruge min gymnasieuddannelse til noget. Derfor valgte jeg at læse til akademiøkonom i Kolding, og her var jeg i praktik i det der nu hedder Comwell Kolding. En sjov sideting er, at jeg tog min uddannelse sammen med ham der nu er koncerndirektør for Comwell Kolding, så man kan ende meget forskellige steder med samme uddannelse. Men uddannelsen var mit første møde med HR. Det var i en tid hvor HR og personaleudvikling var noget man begyndte at tale om, så jeg har været med fra personaleudviklingens spæde start” fortsætter hun.

Hvad med arbejdslivet?

“Det var svært at finde et job, men det lykkedes mig at få i stilling hos Wurtz i Kolding. Her var fokus på udvikling af medarbejdere. Det var også i denne tid jeg fik to børn, Mathias og Emil” fortæller Lotte.

Hvad med en mand – hvornår kommer han ind i ligningen?

“Ja, det gør han jo allerede da jeg er 18 år gammel. Jeg mødte ham til en fest i Erritsø, vi kommer jo ikke ud for bygrænsen” siger Lotte grinende.

“Men fra det første job søgte jeg videre til HK, og endte med at få et job i HK Uddannelse Vejle Amt, som det hed dengang. Opgaven her var meget lig mit tidligere job, bare i større skala. Jeg var med til at sikre en bedre uddannelse for HK’erne i området. Det var en periode hvor de var ved at tabe terræn og miste jobs til højere uddannede, her spiller efteruddannelse og udvikling meget. Jeg endte faktisk med at have min stilling i ni år inden jeg søgte videre” siger hun.

“Så havde jeg en kort tid på Sygehus Lillebælt, det var ikke en god oplevelse. Derfra gik turen til TV2 i en HR-stilling også. jeg mødtes med de forskellige afdelinger og var med til at planlægge hvordan de skulle have fokus på medarbejderudvikling. Det var meget spændende, for journalister er en helt anden verden end jeg var vant til” fortsætter Lotte.

“Efter en tur tilbage til HK blev jeg ringet op af Ole MIAMI, der også dengang var formand for Fredericia Shopping. Han ville gerne have mig med på vognen i Shopping. Her lavede vi blandt andet et ‘prøv en gravko’ arrangement midt i gågaden da den var gravet helt op. Det var en stor succes. Men det var også en svær tid. Shopping havde lige brudt samarbejdet med Fredericia Kommune, så vi stod helt alene. Vi havde den ene jul hvor vi ikke havde økonomi til julebelysningen, og så måtte vi jo melde det ud som det var. Men så sprang Monjasa heldigvis til og stillede økonomisk garanti” fortæller hun.

“Ja, og så er vi ved mit nuværende job hos EUC Lillebælt. Her har jeg været i fem år nu, og jeg er meget glad for det. Jeg arbejder med uddannelser og besøger mange virksomheder som virksomhedskonsulent. Jeg elsker at arbejde med mennesker, og jeg mener ikke man kan gøre nok for uddannelse, det er den eneste måde at udvikle Danmark på” fortsætter Lotte.

Hvordan ser du på Fredericia i dag?

“Da jeg selv var i Fredericia Shopping synes jeg byen var død. Der var en negativ stemning om byen, og folk var meget hurtigere til at tale Fredericia ned. Men jeg har altid elsket Fredericia, det er jo en by der rummer alt. Kort til alt og en masse forskellig natur” siger Lotte.

“Men det har heldigvis ændret sig nu. Der er en meget større positivitet omkring byen, og politikerne gør også meget for at gøre Fredericia til en fed by at bo i” fortsætter hun.

Hvad drømmer du om?

“Det var da et svært spørgsmål. Man drømmer selvfølgelig altid om at det går ens børn godt. Men jeg tror jeg drømmer om fortsat at kunne hjælpe mennesker på vej” slutter Lotte.

Fakta:
– Alder: 52
– Gift med Lars
– To børn: Mathias og Emil

Ugens Kurt er den oprindelige Kurt. Kurt Egebro, manden der grundlagde Kurt’s Kaffebar. Han er født i 1958, endda hjemmefødt på Indre Ringvej. For en uge siden fyldte han 60 år. En alder, som han tager til efterretning, men ikke har tænkt nærmere over, alligevel som interviewet med denne Ugens Kurt skred frem, er der ændringer at spore. 

Kurt Egebro voksede op i højhusene ved Indre Ringvej og Jernbanegade. Han kunne gå gennem Volden og passe skolegangen på Slesviggades Skole, hvor han gik indtil femte klasse, hvorefter han kom på Købmagergade Skole. Der endte han med tre år i Realen, inden han blev arbejdsdreng og senere kom i lære hos Linnemann Radio på Johs. Jensens Allé. Herefter gik turen til miltæret, fortæller Kurt og drikker lidt af sin kaffe.

Kaffen er sort, helt sort, men snakken er fuld af farver, smil, grin og minder.

“Det er ikke lang tid siden, at jeg så et opslag på Facebook, hvor der var billeder af os fra dengang. Det er godt nok mange år siden,” siger Kurt Egebro og fortsætter:

“Jeg havde ikke nogen stor karriere i militæret. Jeg fik dog flere radiofærdigheder, og åbnede et radioværksted hos tandlæge Gren i kælderen på Lillebælts Allé. Senere åbnede jeg Egebro Radio på 6. julivej. Fra radio gik turen til skadeservicesverdenen. Der var pludselig ingen penge i radiobranchen – meget blev faktisk solgt billigt ved grænsen, så alle var ved at lukke og i dag er alle jo lukket. Jeg kom ud af det i god tid og uden underskud, så det var godt nok. Jeg begyndte at tilbyde skadesservice på radio, rengøring af elektronikartikler og så videre. Efter 15 år startede jeg K2-rengøring sammen med Klaus Poulsen.”

Det var noget af et skifte?

“Ja, men jeg har altid kunnet lide at arbejde og bruge kroppen, og rengøringsbranchen var fin. Vi havde on and off 25 medarbejdere, og i 16 år arbejdede vi under K2-rengøring, hvor vi brugte mange timer og lavede meget af vores arbejde på Fredericia Skibsværft.”

Kurt Egebro har sammen med ekskonen Mette to børn. Mia og Peter på henholdvis 28 og 21 år. Kurt er blevet morfar, og snart bliver han det igen, da Mia venter barn nummer to. Men det er noget andet at være morfar på langdistancen

“Det er dejligt at være morfar, men det er noget andet, end da Mia og Peter var små. De havde bedsteforældrene i byen og de hjalp meget, når arbejdet kaldte. I dag er der et stykke vej, når jeg skal til Aarhus, hvor Mia bor. Men jeg elsker at komme på besøg”, fortæller Kurt.

Flere gange undervejs bliver vi afbrudt på kaffebaren. Alle vil hilse på Kurt og mange ved også, at han fyldte år dagen før. Kurt er et kendt ansigt. Jeg spørger til alderen.

“Jo, jeg har da nået en milepæl. Men ellers er det ikke noget, jeg har tænkt over. Jeg har altid arbejdet, og jeg har haft gode og sjove arbejdspladser. Jeg har samtidig set Fredericia gå fra at være en industriby til at være en normal provinsby med alle muligheder foran sig,” siger Kurt.

Hvis vi springer tilbage til tiden på Skibsværftet, hvordan var det?

“Det var en god tid. Mange vi kendte arbejdede på værftet – og vi havde mange mand i gang dernede. Jeg tog ofte derned kl.4.00 om morgenen, tog hjem om eftermiddagen, løb en tur, spiste og arbejdede igen om aftenen, men i forhold til dit spørgsmål, så var Fredericia en arbejderby, som jeg har nævnt før – og det bar alt præg af. Vi arbejdede bare, og når vi havde fri, så havde vi fri. Sådan var det,” fortæller Kurt Egebro.

Igen bliver Kurt spurgt til alder og fødselsdag, ikke af mig, men af nogle af de andre kaffegæster.

“Jeg bliver nok aldrig voksen, griner han. Men hvad gør det. Jeg ser ikke så meget på alderen. Jeg synes da også, at det er sjovt, at mine børns venner kan tale med mig og ikke mindst, at de har kunnet lide at komme i hjemmet altid. Når Peter skulle holde fest, vidste vi jo, hvor de var, når det foregik hos os – og vi kendte hans venner. Det var rart”, siger Kurt.

Efter en årrække med K2-rengøring ville Kurt prøve noget andet. Værftet flyttede også, men her flyttede han ikke med.

“Jeg lavede in stedet nogle småting, og solgte mig selv ind som arbejdsmand. Det er også det, som jeg laver i dag, og det har jeg det fint med.”

Men undervejs åbnede du en kaffebar?

“Ja, der manglede en kaffebar i byen, så den måtte jeg åbne. Vi manglede et sted med en god beliggenhed, og jeg vidste, at en kaffebar kunne noget. Jeg fandt stedet her og gik i gang. Det var ikke som sådan planen, at jeg skulle have den i mange år, men det tog fart, hurtigere end jeg havde ventet. Det var som om, at Fredericia råbte efter sådan et sted,” siger Kurt og fortsætter:

“Det gik fra kaffe til, at vi bagte selv – det havde jeg jo ikke forstand på, men jeg havde nogle gode piger, der hjalp. Men vi så rigtigt. En kaffebar giver liv, hygge og stemning til folk. Det er samtaler – det er et samlingsted med kaffe og mennesker i centrum. Den har givet folk meget – og den har givet folk, det jeg håbede. Det var også rigtigt for mig at sælge den videre. Jeg var blevet for gammel til at bygge noget op på den måde. Så vil jeg hellere hjælpe andre.”

Udover arbejde og kaffe, så er du glad for løb?

“Løb er dejlig nemt, man kan altid have et par løbesko i bilen og så er det af sted. 30 minutters motion går hurtigt, og det er godt til at koble hjernen lidt af med. Men det bliver ikke til nok lige nu. Jeg vil gerne løbe mere, men nu er jeg over 60 år, så jeg kommer i kanon form – det kan jeg se, når jeg ser på nogle af mine venner. Lige nu bliver det kun til et par gange om ugen, men der er mere på vej,” fortæller den smilende Egebro.

Det er blevet til 29 maratons rundt om i Verden. Højdepunkter er Berlin og New York.

“I New York løb jeg sammen med min far, som dengang var 71 år. Vi havde også Mia med. Det var en stor oplevelse. Det er altid en stor oplevelse at løbe de løb. Der er mange tilskuere, der er en god stemning, og man møder mange mennesker. Det kan jeg godt lide”, fortæller den løbeglade Kurt.

Kurt Egebros telefon ringer og flere hilser på, så vi bliver enige om at slutte kaffemødet, men jeg får et spørgsmål på faldrebet – når du mærker efter, hvordan har dine 60 leveår så været?

“De har været gode. Der har været op- og nedture, som det er med livet, men jeg har mødt mange glade mennesker. Vi har haft det skægt, og jeg tænker som sagt ikke så meget over min alder – kun med den dimension, at jeg ikke føler, at jeg skal nå så meget mere, jeg føler ikke presset på samme måde, som før, hvor man kunne nå alt på ingen tid. Jeg har ikke noget imod at slappe lidt mere af og tage det roligt, når jeg først er hjemme igen,” slutter Kurt Egebro.

Endnu engang tillykke med de 60 år, Kurt – og tak fordi, du mente, at Fredericia skulle beriges med en kaffebar.

Kristian Bendix Drejer er erhvervsdirektør i Business Fredericia, men uddannelsesmæssigt passer hans profil umiddelbart ikke på det. Læs forklaringen i Ugens Kurt og hør, hvordan Kristian Bendix Drejers skiftede erhverv, og hvordan han pludselig endte som erhvervsmand, i stedet for miljøtekniker, som er hans oprindelige uddannelse. 

Det er en stille fredag morgen. Klokken er 08:00, så Kristian og jeg snupper begge en sort kaffe til lige at komme i gang med dagen. Inden vi for alvor gik i gang, snakkede Kristian lidt med Ismail, der er indehaver af Kurt’s Kaffebar. Han spurgte, om der var noget, han kunne gøre for ham eller hjælpe med, og det er netop Kristian Bendix Drejer skal med sit job som Erhvervsdirektør i Business Fredericia.

Vi starter med at snakke om Kristians erhvervskarriere, og spoler tiden tilbage til 1989.

”Murerens Fald betød, at jeg skulle placere renseanlæg i nogle floder i Polen og samtidig undervise nogle polakker i miljø, og her fik jeg flere gode kontakter. Jeg lavede et erhvervshus dernede,” fortæller Kristian og kommer ind på, hvad han lavede som miljøteknikker:

”Det var alt lige fra insekter, hav og søer. Jeg rensede søer, biomanipulerede og alt muligt inden for miljø. Vi lavede også ”danske dage” dernede med speedwaylandskampe og sådan noget. Vi arbejdede med store virksomheder i Polen. Det udviklede sig med tiden til erhverv, og jeg blev daglig leder af vores erhvervshus, og endte med at have 14 ansatte. Det var en fantastisk tid, hvor vi arbejdede både politisk og erhvervsmæssigt,” siger Kristian og fortsætter:

”Jeg købte et hus i Ribe for at have en ”hjemstation” og møder her min nuværende hustru, Mette. Der besluttede jeg så at tage hjem. Jeg blev erhvervskonsulent i Kolding Erhvervsudvikling. Det var der, jeg tog mit spring for alvor mod erhvervslivets verden. Der lærte jeg min danske model gennem tre år. Så dukkede et tilbud for at få et nyt job op også. Vi lavede også et ridecenter ved siden af og havde plejebørn, foruden vores egne børn, og efter et år blev jeg leder af erhverv og turisme i Ribe, som erhvervschef og turismechef. Det sjove er egentlig, at jeg var ansat til erhverv, men pga. en barselsorlov fik jeg ansvar for turisme. Da jeg mødte ind, fik jeg også at vide jeg skulle tage mig af turismen i Ribe, sådan var det. I Ribe betød turismen alt, så det var et meget ansvarsfyldt job. Jeg skyndte mig at ansætte en turismechef til at hjælpe mig. Det har jeg altid gjort. Jeg har ikke noget imod at ansætte dygtige folk, som kan deres kram.”

Derefter tog karrieren en ny drejning, og bragte Kristian Bendix Drejer til Esbjerg, som har gennemgået en lignende udvikling som Fredericia er i gang med.

”Jeg røg til Esbjerg som erhvervschef, hvor jeg var med til at udvikle Esbjerg energimetropol: Transformation fra fisk til energi. Det minder meget om den transformation Fredericia har fra industriimage til moderne industriby med kultur. Der var jeg, indtil jeg fik tilbuddet om at komme til Fredericia for at lave denne transformation. Vi solgte vores gård, og lagde vores liv om til et byliv. Det var en stor beslutning, men vi har ikke fortrudt den et sekund i vores familie. Fredericia er stadig en skjult perle, efter min mening. Vi købte hus i Nørre Voldgade, og har 10 meter over til Voldene, hvor vi løber. 200 meter til en strand og 500 meter til handelscentrum. Mere centralt kan man ikke bo, ” fortæller Bendix Drejer

Hvordan har rejsen været med Business Fredericia?

”Det har været en fantastisk rejse. Sammen med byen har vi udviklet os hele tiden og der er vækst og optimisme i byen, som vi gerne vil være en katalysator for. Det er ikke os der skal tage æren for udviklingen, men vi skubber på den,” siger erhvervsdirektøren og kommer ind på den familietilstedeværelse i Fredericia:

”Drengene er meget tilfredse og faldet godt til. De spiller fodbold i KFUM, hvor kammeraterne også spiller. Det vigtigste er kammeraterne. Min kone er også kommet med i tri-klubben, og jeg spiller selv golf. Golfen skal jeg bruge, når jeg skal være pensionist. Det er for at hygge mig med noget, jeg har ikke tid til at gå på banen så meget nu,” forklarer Kristian Bendix Drejer og fortsætter:

”Af interesse for at hjælpe de udsatte, har jeg sat mig ind i Kirkens Korshærsråd og jeg er også i håndboldklubbens bestyrelse.  Jeg blev spurgt, om jeg ville hjælpe lidt der,” siger Kristian, der følger både Fredericia Håndboldklub og FC Fredericia, ligesom han nyder godt af Fredericia Teater:

”Teatret er en fantastisk gave til Fredericia, som vi skal passe på. Det er vi rigtig stolte af, at vi har i vores by. Jeg bruger meget Fredericia Teater, som er en af de stærkeste udviklinger, og samtidig bidrager til byens udvikling, det gør historien nem at fortælle om Fredericia. Det har også vist sig at virke, befolkningstallet er stigende og imaget har ændret sig til det positive. Det kan jeg mærke udenfor Fredericias grænser,” udtaler Kristian, der kigger tre år frem i tiden for Fredericia:

”Jeg tror, at udviklingen, hvis der ikke sker noget ude i verden, kan det her lokomotiv godt fortsætte tre år til og Kanalbyen er væsentlig mere udbygget, og vi har fået infrastrukturen tilpasset erhvervsudviklingen. Vi har fået flere parcelhuskvarterer og så videre,” lyder ordene fra erhvervsdirektøren.

Fakta Kristian Bendix Drejer

Erhvervsdirektør
57 år
Udannet Miljø teknikker
Har fire børn, hvor to blev studenter i år

Villemo Pia L. Østergaard er for mange lig med Ungdommenshus i Fredericia. I denne uge har Pia været i den varme stol på Kurt’s Kaffebar til en snak om et liv med mange oplevelser.

Solen står højt over Fredericia denne morgen. Jeg havde sat Pia i stævne klokken 10 til en kop kaffe og en snak om hendes liv. Pia kommer ind ad døren sammen med vores kulturjournalist. De to kender hinanden fra gamle dage, så det var et kærligt gensyn.

Pia udstråler livsglæde. Det var det store smil og grinet der var mit første indtryk af hende. Pia ligner ikke alle andre, i sine ører har hun store øreringe og hendes tatoveringer er specielle. Hun fortæller mig, at hun kan tale længe om sit liv – men på trods af advarslen bad jeg hende fortæller lidt om sig selv.

“Jeg kommer fra Fyn, en lille by der hedder Vissenbjerg. Jeg er uddannet både kok og pædagog, men det er kokkegerningen der har været mit primære. Tilbage i tidernes morgen blev jeg udlært på Stubberup Kro. Et meget lille sted hvor der var Mester, hans kone og hans mor. Var vi heldige var der en opvasker. Men det har gjort, at jeg kan alle færdighederne til fingerspidserne” fortæller Pia.

Rykkede alt op og flyttede mod storbyen

“Derfra rykkede jeg alt op og flyttede til København i ’97. Jeg fik et job på Dyrehavsbakken i en enkelt sæson i ’98. Derfra fik jeg et job hos DSB Restauranten på Hovedbanegården – og dengang var det stort. DSB ejede alt på banegårdene rundt om i landet, så det var stort”

“Men det var ikke altid lige sjovt. Med til historien hører elleve overfald – eller rettere, jeg fik taget alt hvad jeg havde med. Derfor gik jeg til sidst på arbejde kun med mine nøgler og cigaretter. Det er et hårdt sted at arbejde” fortæller Pia.

“Men derfra tog jeg skridtet videre. Sammen med min køkkenchef fra DSB åbnede vi en restaurant på Frederiksberg. The five senses hed den. Men det varede ikke længe. Vores samarbejde holdte ikke – så vi valgte at lukke inden det gik galt. Ingen konkurs eller noget, vi lukkede bare” fortsætter hun.

Tilfældigt at Pia endte i Fredericia

En dag blev København for meget for Pia. Hun valgte at nu var det tid til at komme hjem – eller nærmere tog hun hele vejen til Jylland. En af hendes gamle venner kørte taxa – og da han fik en tur fra Kolding til København hoppede hun med da han skulle hjem igen. At Pia så endte i Fredericia var mere et tilfælde.

“Jeg fik et job i Middelfart, men dengang var det billigere at bo i Fredericia, så det blev her jeg slog mig ned” fortæller hun.

Uventet karriereskifte

Efter Pia var kommet til Fredericia og havde slået sig ned tilbage i 2001 skete der i 2005 et karriereskifte for Pia. Hun blev gravid som enlig mor, og hun kunne ikke se sig selv være kok som enlig mor. Derfor skulle Pia skifte karriere.

“Jeg blev optaget på pædagogseminariet i Kolding i 2005. Jeg har egentlig altid vidst, at hvis jeg skulle noget andet end at være kok, så var det at arbejde med mennesker. I min tid på Hovedbanegården har jeg set mange skæbner og eksistenser. Jeg håbede på, at jeg kunne hjælpe nogen af dem – derfor ville jeg være pædagog” siger Pia Villemo.

Hendes nye uddannelse gav hende et job hun har holdt fast i. I en praktikperiode blev Pia ansat på Ungdommens Hus i Fredericia – et sted hun er blevet meget glad for.

“Starten var hård. Jeg kendte ikke miljøet – eller, jeg havde været på Jagtvej 69 så jeg kendte det lidt, men jeg kendte ikke menneskerne. Jeg startede dagen før en stor hardcore festival med flere tusinde deltagere fyldt med tatoveringer. Det var noget af et kulturchok for mig” siger Pia.

Ungdommens Hus er gået i hjertet

Gennem hele samtalen refererer Pia til Ungdommens Hus som ‘Huset’. Efter 12 år som ansat på Ungdommens Hus i Fredericia er det blevet en stor del af Pia. Så stor en del, at hun har fået deres logo tatoveret på sit ben.

“Hvorfor vælger man at få tatoveret sin arbejdsplads på sin krop? Det gør man når man elsker sit arbejde. Jeg har tretten tatoveringer på mit ben, fordi jeg har fødselsdag d. 13. Men hver og en fortæller noget om mit liv – og her fyldet Huset meget. Det føles lidt som mit hus” siger Pia og fortsætter:

“Man får mere ejerskab over det med tiden. Mit arbejde bunder i stærke relationer, for hvis ikke jeg kan lave relationer til de unge på Huset, så kommer jeg aldrig ind på livet af dem. Jeg elsker at give noget tilbage, for det giver meget for mig at være på Huset”

“Jeg ville ikke ændre ret meget”

Efter en god snak om fortiden skal vi også nå at snakke om fremtiden. En fremtid der for Pia ikke indebærer de store ændringer, selv ikke hvis hun havde ubegrænset med midler.

“Jeg er måske lidt gammeldags. Jeg ville ikke ændre det store. Jeg elsker det rå look, jeg vil ikke til at spartle huller og pudse det. Men jeg ville putte nogen penge i skaterbanen. Jeg ville bygge en ny graffitimur. Ja, egentlig bare fixe de ting der er slidt efter snart 20 år” slutter Pia.