Lørdag morgen klokken 9.49 modtog Syd- og Sønderjyllands Politi en anmeldelse om en afdød person, der var fundet på den nordlige del af Rømø strand. Politiet reagerede hurtigt og sendte både hundepatruljer og kriminalteknikere til stedet for at undersøge findestedet grundigt.
Efter at have gennemført en række undersøgelser, herunder et retslægeligt ligsyn på stedet, har politiet afsluttet deres indledende arbejde på stranden. De foreløbige resultater tyder på, at der ikke er tale om en kriminel handling i forbindelse med dødsfaldet.
Den afdøde mand er endnu ikke endeligt identificeret, men politiet har en formodning om, at der kan være tale om en tysk turist, som er meldt savnet til tysk politi. Den afdøde havde identifikation på sig, der matchede den savnede persons oplysninger.
Politiet arbejder fortsat på at få en endelig bekræftelse på den afdødes identitet og har på nuværende tidspunkt ingen yderligere oplysninger at dele med offentligheden.
Denne tragiske hændelse har berørt mange, og politiet beder om ro til at færdiggøre deres arbejde, så de kan give de pårørende klare svar så hurtigt som muligt.
De fleste danskere ville foretrække en strandtur uden røg og cigaretskod, viser en ny rundspørge.
Mange steder i Europa er det slut med at måtte ryge på stranden, men i Danmark kan man fortsat pulse løs næsten over det hele, hvilket ærgrer Kræftens Bekæmpelse. De fleste danskere ville foretrække en strandtur uden røg og cigaretskod, viser en ny rundspørge.
Røg i hovedet og skod mellem tæerne er fortid på mange strande i Europa. Alene i Spanien er flere hundrede strande nu røgfri. Og i Frankrig er et snarligt nationalt forbud mod rygning på strande på vej, blev det annonceret i slutningen af 2023.
I Danmark er situationen en anden. Med enkelte undtagelser – de kommunale strande i Hvidovre og Fredensborg samt Søbadene i Silkeborg og en privatejet strand i Tisvildeleje – må man fortsat ryge på danske strande.
Og det billede ærgrer Kræftens Bekæmpelse, som opfordrer til, at kommunerne giver strandgæsterne bedre muligheder for at kunne vælge røgen fra – som det er tilfældet mange steder i Europa, hvor vi tager hen på ferie, herunder i dele af Italien, Frankrig og Spanien.
– Som det er nu, kan børn og unge nemt forbinde ferie, fritid og strandtur med at ryge, og det er stærk uheldigt. Børn kopierer de voksnes opførsel, og det er både ulækkert og i værste fald farligt, når små børn leger rundt mellem cigaretskod. Så langt flere kommuner bør give familier en mulighed for en røgfri strandtur og skodfri sandkager, siger projektchef for tobaksforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse, Niels Them Kjær.
Mikroplast ender i fugle, fisk og mennesker
Danmarks Naturfredningsforening, som hvert år afholder den store landsdækkende affaldsindsamling, finder millioner af cigaretskod i naturen, og det er problematisk ifølge Therese Nissen, der er natur- og miljøpolitisk rådgiver i den grønne organisation.
– Når man smider et skod i naturen, så efterlader man i virkeligheden et stykke plastik, der vil være der i mange år. Plastikken nedbrydes til mikroplast, som ender i fugle, fisk og i sidste ende tilbage i os mennesker. Derudover er der en masse giftstoffer i et cigaretskod som også er skadelige for dyrene, siger Therese Nissen fra Danmarks Naturfredningsforening.
I 2019 fandt indsamlerne på årets affaldsindsamling over 1,5 mio. skod på en uge. I den netop overståede 2024-udgave af Affaldsindsamlingen havde man fokus på den nye affaldstype snus- og nikotinposer, der også er problematiske i naturen og et stigende fænomen – indsamlerne fandt i omegnen af 115.000 stk.
De unge foretrækker strand uden røg
Et flertal af danskerne ønsker bedre muligheder for at kunne undgå røg og cigaretskod på de danske strande. En ny undersøgelse, som Verian har foretaget for Kræftens Bekæmpelse, viser, at 56 % af danskerne ville foretrække en røgfri strand, hvis de skulle på stranden. For de unge er tendensen endnu tydeligere. Næsten to ud af tre (62 %) af de 15-29-årigeville vælge den røgfri strand, mens færre end hver tredje (28 %) ville foretrække en strand, hvor der må ryges.
AVISEN har besøgt Driving Academy i Fredericia, som har køreskoler i Fredericia, Middelfart, Tommerup, Vissenbjerg, Otterup og Odense. I 27 år har Hans Andersen kanaliseret sin omfattende viden og mangeårige erfaring i køreskolebranchen til at forme og udvikle det Driving Academy, vi kender i dag.
Se og lyt til TV-interviewet med Hans Andersen, hvor han deler historien om Driving Academy – fra de første skridt til den nuværende vision. Hør om deres nuværende fokus, hvordan køreskoleundervisningen har udviklet sig gennem årene, og hvordan Driving Academy bevæger sig mod en mere bæredygtig fremtid.
Den familieejede bilgruppe, Selected Car Group, har efter en omfattende søgning fundet den rette kandidat til at lede gruppens leasingforretning. Med over 10 års erfaring inden for leasing og en baggrund fra Tyskland er Julian Marten en stærk kandidat til at drive forretningens fortsatte vækst og udvikling.
Et år efter at Selected Car Group omorganiserede deres ledelse, er den rette direktør fundet til at lede bilgruppens leasingforretning. Med den nye direktør, Julian Marten, på plads, kan Selected Car Leasing fortsætte sin positive udvikling.
“Det er altid en udfordring at finde det rette match til en direktørstilling, men med Julian Marten har vi fundet den perfekte kandidat til at drive vores leasingforretning,” siger Jens Christian Tangbæk, Group CEO for Selected Car Group og fortsætter:
“Med den rette blanding af passion for biler, forståelse for bundlinjen og forretningstalent er Julian Marten den kandidat, vi har ventet på. Hans tyske baggrund og stærke tyskkundskaber er desuden en fordel, da Tyskland er et af de internationale markeder, vi fokuserer meget på.”
Julian Marten kommer fra Fleggaard Leasing og har næsten 13 års erfaring i deres organisation, hvor han har arbejdet sig op fra sælger til chef. Denne erfaring skal bidrage til udviklingen af Selected Car Leasings tilbud.
“Jeg er utrolig glad for at få muligheden for at blive en del af Selected Car Leasing som direktør og være med til at forme retningen for Danmarks mest passionerede leasingselskab inden for premium- og supersportsvognssegmentet. Jeg kan mærke, at her er en organisation med høj energi og fuld fart fremad. Det ser jeg frem til at være en del af, både som leder og som sparringspartner for hele organisationen,” siger Julian Marten, CEO for Selected Car Leasing.
Ny strategi danner rammen for vækst
At Selected Car Group ansætter en ny direktør for leasingafdelingen nu, er god timing, da hele organisationen står over for implementeringen af en ny forretningsstrategi. Denne skal blandt andet fokusere endnu mere på kundeoplevelsen, digitale løsninger, internationalisering samt ESG-tiltag.
“Det er utrolig spændende at træde ind i Selected Car Leasing netop nu, hvor der er lagt en flerårig strategi for de store linjer i virksomheden. Her kan jeg se mig selv passe godt ind og bidrage med al min erfaring inden for blandt andet operationel leasing, flexleasing, import samt en ny tilgang til den grønne omstilling, som fylder meget i vores branche,” siger Julian Marten.
Under ledelsesrokaden i 2023 overtog Jens Christian Tangbæk rollen som Group CEO, mens Ulrik Larsen påtog sig en dobbeltrolle som direktør for både Selected Car Leasing og Selected Car Investment. Med tilføjelsen af Julian Marten som ny CEO for Selected Car Leasing kan Ulrik Larsen nu fokusere på investeringsdelen i virksomheden. Slutteligt indtrådte Dennis Vestergaard Hansen som Group CFO i 2022, og dermed er ledelsesgruppen komplet.
Fredag aften omkring klokken 19.39 blev der anmeldt et færdselsuheld på Allervej i Kolding Kommune.
Ifølge vagtchef Søren Lysbjerg fra Sydøstjyllands Politi kørte en 16-årig pige på knallert på en cykelsti, da hun overså en personbil og ikke overholdt sin vigepligt. Dette resulterede i, at knallerten ramte ind i siden på bilen.
Der var ingen personskade ved færdselsuheldet, men der var tale om mindre materiel skade på både knallerten og bilen, fortæller vagtchefen.
Der vil fortsat være ét spor farbart i begge retninger. Arkivfoto: Vejdirektoratet.
Fredag aften klokken 19.01 modtog Sydøstjyllands Politi en anmeldelse om et færdselsuheld på Taulovmotorvejen omkring Fredericia.
Vagtchef Søren Lysbjerg har oplyst, at en personbil, der blev ført af en 63-årig kvinde, trak ud i et andet spor for at undgå en opstillet tavlevogn, der stod i sporet. Under manøvren ramte føreren en anden bil.
På trods af den potentielt farlige situation var der ingen tilskadekomne ved uheldet. Dog skete der mindre materiel skade på begge biler.
Det bliver den 21-årige Isabella Rønnow Ankerstjerne, der bliver Årets Lærling i Trekantområdet. Isabella Rønnow Andersen afsluttede sin uddannelse tidligere i år, og er nu blevet fastansat på Exodraft Energy.
Fra venstre er det adm. dir. Rene Mulvad, Exodraft Energy, Årets Lærling Isabella Rønnow Ankerstjerne, Exodraft Energy, værkfører Martin Odde, Exodraft Energy, og bestyrelsesleder i DI Trekantområdet, Pia Jakobsgaard-Iversen, markedsdirektør i Rambøll Danmark. Den fornemme pris blev overrakt til den unge smed ved et arrangement på virksomheden Exodraft Energy i Vejle fredag. Det var bestyrelsesleder for DI Trekantområdet Pia Jakobsgaard-Iversen der overrakte prisen.
– Vi har fået mange indstillinger fra DI’s medlemsvirksomheder om, hvem der skal være Årets Lærling i Trekantområdet. Virksomhederne fortæller, at der er rigtig mange dygtige unge mennesker på vores virksomheder. Og heldigvis for det. For virksomhederne har virkelig brug for dygtige unge medarbejdere. Men der var én indstilling, som vi synes lige havde noget ekstra. Og derfor går prisen i år til Isabella fra Exodraft Energy, siger bestyrelsesleder Pia Jakobsgaard-Iversen fra DI Trekantområdet. Pia Jakobsgaard-Iversen er markedsdirektør i Rambøll Danmark
– I DI Trekantområdet vil vi gerne give et skulderklap til en lærling eller en elev, der har været særligt engageret, dygtig, fagligt interesseret eller har udmærket sig på en særlig social måde i løbet af praktikperioden. Vi har brug for unge, der kan vise andre unge, at det faktisk er ret fedt at tage en uddannelse på en virksomhed, fordi det giver så mange muligheder fremadrettet. Derfor er det også en stor fornøjelsen af kunne overrække prisen til Isabella, siger Pia Jakobsgaard-Iversen.
Det er DI’s medlemsvirksomheder, der indstiller kandidater til prisen. Derefter vælger bestyrelsen for DI Trekantområdet, hvilken lærling eller elev, der skal modtage prisen.
– Vi har i DI Trekantområdet igennem mange år haft en tradition med, at udpege Årets Lærling blandt alle de elever og lærlinge, der er på DI-virksomheder i vores område. Det glæder vi os til hvert år. Det gør vi, fordi det altid er en festlig begivenhed med en masse glade mennesker, en stolt lærling, en stolt virksomhed, og ikke mindst stolte pårørende, siger Pia Jakobsgaard-Iversen.
Exodraft Energy har i sin indstilling til DI Trekantområdet bl.a. beskrevet Isabella således:
– Isabella har gennem sin læretid udvist en imponerende interesse og flair for smede faget. Hun er meget dygtig til sit håndværk. Hun arbejder ihærdigt med de forskellige opgaver, som hun får tildelt. I virksomhedens team af smede lærlinge, bidrager hun også til læring og instruktion til de nyeste opstartede smede lærlinge. Hun har sidst, men ikke mindst, leveret et fantastisk resultat til sin svendeprøve.
Peter Hagmund-Hansen, efterlyser i Fredericia Dagblad d. 28. juni 24 en mere strømlinet struktur af politiske udvalg i kommunerne, og mener, at Fredericia kunne lære noget af Aarhus’ tilgang med færre udvalg. Noget Fredericia Avisen også tidligere har berørt.
Jeg er enig og ikke helt enig tilgangen.
Fredericia har flere udvalg end Aarhus, det virker overdrevet. Spørgsmålet er: Hvorfor er udvalgene oprettet, formålsparagraffer og succeskriterier og hvordan måles der? når målet er opnået burde udvalgene nedlægges, det sker mig bekendt tæt på aldrig.
Er udvalgene oprettet med særlige kompetencer der skal hjælpe eller styre forvaltinge i og med deres opgaver, eller er det unødigt indblanding i forvaltningsopgaverne som egentlig bør overlades til embedsmændene, hvilke beføjelser har udvalgene? Der er mange ubekendte i den kommunale struktur.
Specialiserede udvalg med konkret formålsbeskrivelse og rette ekspertise, der fokuserer på konkrete områder som miljø, sundhed eller uddannelse, kan øge effektiviteten og ekspertisen i beslutningsprocesserne, samtidig med at man undgår overflødig indblanding i administrative detaljer.
Jeg ser de nuværende udvalg ikke handler om sikre en mere effektiv beslutningsproces eller at styrke nærdemokratiet på en meningsfuld måde, ensidig skabe klarhed og ansvarlighed i beslutningsprocesserne, men som en gave af politiske poster, der tildeles som belønning til allierede.
At reducere antallet af udvalg handler ikke blot om at skære ned på omkostninger. Nærdemokratiet styrkes bedre ved at styrke borgerdeltagelsen gennem flere offentlige høringer, borgermøder og dialogplatforme. Samtidig skal forvaltningen slankes og strømlignes og være mere åbent. Dette ville sikre, at borgernes stemmer bliver hørt på en mere direkte måde, uanset antallet af udvalg.
Det er ikke kun et spørgsmål om at skære ned, men om at omdefinere og optimere, så kommunen bedst muligt kan tjene sine borgere. Ved at kombinere en mere effektiv udvalgsstruktur med øget borgerinddragelse og åbenhed i forvaltningen, kan Fredericia opnå både besparelser og en styrkelse af det lokale nærdemokrati. Det vi i liberal Alliance kalder frihed.
Den dag Fredericias borgere kan se hvad de forskellige kommunale ansatte i organisationen, udvalgene og politikker gør for dem og kommunalbestyrelsen lever op til navnet. Da er nærdemokratiet lykkes.
Poul Rand, Lokalformand Liberal Alliance, KV25 kandidat.
Sune Nørgaard fra Dansk Folkeparti er stærkt utilfreds med den generelle indstilling til de borgere, der har behov for hjælp hos Fredericia Kommune. Han føler, at kommunens medarbejdere ofte har travlt med at bygge sager op mod borgerne frem for at hjælpe med at løse deres problemer. Det ser han som et stort problem for børnene og kommunens økonomi.
Sidste år valgte Dansk Folkeparti at gå ud af budgetforhandlingerne med de øvrige partier, da det stod klart, at der var et flertal for at spare på ældreområdet. En af besparelserne blev også bowlingcentret, hvilket Sune Nørgaard ser som et tegn på det menneskesyn, mange af kommunens politikere og embedsfolk har.
– Vi blev tudet ørerne fulde af den fortælling, at budgetterne skrider, fordi vi er nødt til at hjælpe børnene. Derfor må man så eksempelvis sløjfe en aktivitet som bowlingcentret, selvom det for mange var et stort fællesskab. Jeg tvivler bare på, at pengene skulle gå til at hjælpe nogle børn. For i årevis har der været en kultur i Familieafdelingen, der handler om at narre forældrene til at deltage i forløb, der reelt handler om, at der skal bygges sager op mod dem frem for at hjælpe børnene, siger Nørgaard.
Han har selv haft et barn med udfordringer og har derfor løbende været i kontakt med andre forældre, der beder om hjælp. Hans indtryk er dystert. Mange medarbejdere taler ifølge hans opfattelse nedladende til borgerne, samtidig med at de aldrig kan sige noget pænt om forældrene. Specielt når det kommer til udsatte borgere, mener han, at der er en hård diskurs over for de mennesker, der burde få hjælp:
– En af de første artikler, som blev skrevet om mig, var i forbindelse med, at jeg blev “Ugens Kurt”. Overskriften dengang var “Jeg ønsker at være de udsattes talerør,” og det gælder sådan set stadigvæk. At være i en udsat position handler ikke kun om manden på bænken, at være psykisk sårbar eller om at være misbruger. Udsathed kommer også i mange andre skikkelser. Fællesnævneren for udsathed omfatter mennesker med sociale problemer eller som er i risiko for at få det, hvilket skaber et behov for hjælp efter serviceloven. Men hvad sker der, når de, som er ansat til at forvalte serviceloven, er bannerførere for et forkvaklet og individualistisk system og menneskesyn? Så svigter man dem, som har behov for støtte.
Sune Nørgaard mener, loftet er for lavt hos chefer og medarbejdere. Men samtidig peger han også på, at de forløb, de beskriver som en stor indsats, slet ikke er forløb med hjælp, men primært handler om at få skrevet ned, hvad der er galt med forældrene. Senere indgår de beskrivelser i et stort antal tvangsanbringelser, og der er ingen kontrol af oplysningerne, der er fremkommet:
– Jeg har tidligere udtrykt betydelig kritik af forvaltningen og familieafdelingen i Fredericia Kommune. Min kritik dengang tog udgangspunkt i flere centrale problemstillinger: Manglende gennemsigtighed og åbenhed, ineffektiv sagsbehandling, uprofessionel håndtering af familier, mangel på kompetencer, brud på tavshedspligten og inhabilitet. Min kritik dengang er for så vidt stadig gældende. Jeg mener, at forvaltningen er dysfunktionel, og de beskrevne problemer stadig ikke er blevet adresseret. Som fagperson med erfaringer netop på anbringelsesområdet må jeg konstatere, at der er meget langt mellem de lykkelige anbringelser og nødvendig støtte. Jeg ser derimod traumatiserede børn og unge, ofte med en diagnose eller et misbrug, uden håb og uden tillid tilbage til systemet.
Med udgangspunkt i hans egne erfaringer som far til en datter med udfordringer, mener han, der er tale om en form for kriminalisering af forældrene, samtidig med at børnenes eget perspektiv ender med at være en sekundær ting. Han peger her på, at stikprøver tidligere har vist, at Fredericia Kommune ikke følger op på sagerne efter en anbringelse, hvilket han tolker som et tegn på, at de kun arbejder for at få børnene væk, og så er det ellers lige meget, om de nogensinde kan komme tilbage igen:
– Når man i 3 ud af 4 sager ikke har haft den lovpligtige opfølgning på barnet, så vidner det om, hvor man lægger sine ressourcer som forvaltning. Det handler om at få børnene fjernet. Det er hårde odds for de forældre og børn, der er kommet i søgelyset, ofte fordi de selv beder om hjælp. Jeg har selv haft en sag i familieafdelingen, hvor jeg henvendte mig med bekymring. Her blev jeg mødt med mistillid, mistænkeliggørelse, skiftende sagsbehandlere og overskredne tidsfrister.
Nørgaard mener samtidig, at medarbejderne kan være for selvretfærdige, samt at de ikke altid overholder deres tavshedspligt. Det er et emne, han tidligere har været fremme med, og som han mener fortsat eksisterer i Fredericia Kommune.
– Løgnehistorier fabrikeret af Familieafdelingens tidligere koncernchef og et siddende byrådsmedlem, der refererede om mig fra et lukket møde i BSU i en åben tråd på Facebook, er noget af det, jeg har oplevet, siger Nørgaard.
Flere forældre oplever, at de bliver bedt om at blive videofilmet. Der er ifølge Nørgaards egne oplysninger tale om metoder, som han finder grænseoverskridende, nedværdigende og uanvendelige rent fagligt:
– Jeg har siddet i familiehuset på Vejlevej og håndfodret mit barn med vingummier, redt hendes hår og leget jorden er giftig – alt sammen pakket ind i en forældreevnetest for at få den rette støtte til mit barn. Min sag var åben i næsten 7 år, og hjælpen udeblev. Min sag er langt fra enestående. Det piner mig, at de pakker de her metoder ind i noget, de kalder for hjælp, når det reelt handler om, at de vil hænge dig ud. Ingen forældre kan tåle en så grov mistænkeliggørelse, hvor man aldrig kigger på forældrenes ressourcer, men udelukkende leder efter deres svagheder. De mennesker, der står bag dette menneskesyn, er for mig tåber. Alle børn har brug for deres biologiske bånd. Alt hvad de gør, er at skabe nye sociale sager for de børn, når de er voksne. Det viser alle statistikker med tydelighed, for tidligere anbragte børn klarer sig ikke godt senere hen i livet. Anbringelsesområdet er blevet en milliardindustri i Danmark, og jeg mener, modsat statsministeren og hendes lakajer i Fredericia, ikke, at anbringelser er den rette vej at gå. Det er derimod familieinddragelse og tidlige indsatser i familien, i daginstitutionen og i skolen, så man støtter op om børns mulighed for at få en ordentlig opvækst og bevare nærheden til deres forældre.
Sune Nørgaard vil gerne have, at Fredericia Kommune arbejder på en holdningsændring, hvor man sætter familiernes ressourcer i centrum. Han tror, at man kan spare millioner af kroner på anbringelserne, hvis man investerer i familierne, bedre sundhedstilbud og hurtigere udredning af børn, lokale institutioner til kortvarige ophold, familiestøtte med en åben politik og en sund holdning til både udsatte og folk i risikozonen, hvor de ikke skal frygte den kommunale ånd.
– Danmark underskrev i 1991 FN’s Børnekonvention, som betyder, at vi har forpligtet os til at efterleve konventionen og ikke forhindre børn i at have kontakt med deres forældre. Men alligevel ser vi forældre kæmpe imod systemet for at få lov til at få samvær med deres børn. Det er jo fordi forvaltningen stort set altid mener, forældrene er værdiløse mennesker. Men det fører de jo over på børnene. Hvorfor? Og hvorfor skal vi skatteborgere finde os i, at I går rundt og siger, at I hjælper vores børn på den måde? I løser ingen sociale problemer, men tværtimod skaber I dem, slutter Sune Nørgaard.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har fundet anledning til at indskærpe konkurrencereglerne over for 38 kommunale spillesteder, herunder Tøjhuset i Fredericia. Styrelsen afslutter dermed den medieomtalte sag efter at have foretaget kontrolundersøgelser og gennemført omfattende undersøgelser.
Tine Rønde. Foto: PR
“Vi har naturligvis læst, hvad der blev skrevet i pressen, og har siden indhentet omfattende materiale. Det er vores umiddelbare opfattelse, at spillestedernes adfærd i mange tilfælde har været problematisk, og vi har besluttet at indskærpe over for spillestederne, at konkurrencereglerne skal overholdes,” siger vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Tine Rønde.
For nu vil styrelsen ikke forfølge sagen yderligere. Dette afspejler en samlet prioritering, herunder en afvejning af de ressourcer, en sådan sag vil kræve, samt de forventede effekter i markedet. Styrelsen vil dog fortsat følge markedet nøje og kan genåbne sagen, hvis der fremkommer nye oplysninger.
“Spillestederne er selvstændige virksomheder. De må godt indgå aftaler med en offentlig myndighed, som forpligter dem til at samarbejde med andre spillesteder. Men deltager konkurrenter i indkøbssamarbejder eller ERFA-grupper, skal de altid være opmærksomme på ikke at udveksle konkurrencefølsomme oplysninger eller koordinere adfærd som for eksempel købs- og salgspriser,” understreger Tine Rønde.
Efter kontrolundersøgelser og indhentning af oplysninger hos flere af spillestederne, har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen konstateret, at materialet tyder på, at spillestederne kan have koordineret købs- og salgspriser samt øvrige aftalevilkår og opdelt markeder mellem sig. Det giver også indtryk af, at de har delt konkurrencefølsomme oplysninger om konkurrenceparametre med hinanden, blandt andet i regi af ERFA-grupper eller indkøbssamarbejder.
På denne baggrund har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen valgt at indskærpe konkurrencereglerne over for spillestederne. Indskærpelsen indeholder vejledning om konkurrencereglerne og understreger, at virksomhederne skal sikre, at de handler i overensstemmelse hermed.
Med denne indskærpelse har styrelsen også besluttet, at sagen ikke forfølges yderligere. Der er således ikke truffet en afgørelse om lovligheden af spillestedernes adfærd. Styrelsen vurderer, at det vil kræve betydelige ekstra ressourcer at belyse sagen tilstrækkeligt, og at konkurrencen på markedet kan styrkes ved alene at give en vejledende indskærpelse. Beslutningen om at lukke sagen afskærer dog ikke Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fra at genoptage sagen på et senere tidspunkt, hvis nye oplysninger skulle komme frem.
Søndag eftermiddag løber Fredericia Håndboldklubs spillere ind på gulvet i Skjern Bank Arena til sæsonens sidste opgør. Klokken er 16, slutspillet er afgjort i...