Ugens Kurt: Ole Møller

07:00 - 24. juni 2019

Ole Møller, Ugens Kurt — Ugens Kurt, Ole Møller. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Ole Møller er en person, som i en relativ sen alder begyndte at blive en iværksættertype. Lær i Ugens Kurt Ole bedre at kende, og læs om hans opvækst med sin far som vognmand og om hvornår, at hans mange år i lokalsamfundet i Herslev startede.

“Du er en kendis, Ole.”

Den bemærkning fik Ole af chefredaktøren og undertegnede, da Ole trådte ind på Kurt’s Kaffebar, efter han i nogen tid havde stået ude foran og snakket med en af kaffebarens andre kunder på denne solskinsrige dag.

Ole nedtonede det og svarede: “Det er en af mine bekendte, rolig nu.”

Efter at have bestilt en kop kaffe gik snakken ellers i gang med at få det faktuelle på plads. Ole er 68 år gammel, og blev født på en højhellig sommerdag d. 30. juni 1950. Privat er han gift med Pia, og sammen har de døtrene Sanne og Trine.

Ole og Pia har hunden Bølle, og Trine, der er naboen, har Bella, som har en katteklem så den kan gå ind på besøg, når Trine drager mod Vejle for at arbejde tidligt om morgenen.

Efter at have fået det faktuelle på plads spolede vi tiden tilbage til, da Ole blev født.

“Jeg blev født på Sct. Joseph, så jeg er født inden for voldene og er en fæstningsdreng. Vi boede dengang i Sjællandsgade 20 på 2. sal lige overfor Voss og Slesviggade Skole,” husker Ole, der noget utraditionelt ikke var hjemme ved mor i sine helt unge dag:

“Min far var vognmand, og fra jeg var helt lille blev jeg slæbt med i lift. Han havde mig altid med..”

Det at Ole var med sin far skal formentlig ses i lyset af, at Ole er ud af en søskendeflok på fem, og at der året efter Ole blev født, kom en lille ny til.

Som årene gik voksede Oles fars vognmandsfirma sig større, og endte med at have fire biler, da det var på sit højeste.

“Fi flyttede hurtigt ned på Axeltorv og det fik på en måde indvirkning på min fars arbejde. Vi flyttede hen på Torvegade 2, og her endte min far med at have en blandet gesjæft, da der var torvedage onsdag og lørdag, som vi også har det i dag. Dem der havde boderne kunne ikke bare lige slæbe bukke og plader med hjem, så min far lejede et lager på hjørnet af Norgesgade og Sjællandsgade. Så opmagasinerede han deres ting, og stillede dem op hver onsdag og lørdag, og pillede det ned igen, når de lukkede på torvedagene,” siger Ole.

Hvordan var tiden som ung dengang?

“Det var en skøn tid at været ung i. Vi legede altid på torvet, det hvide springvand var der. Det var ikke noget med båse til parkering, men der var fire parkeringsskilte på grunden, hvor vi spillede fodbold og pælene, hvor skiltene sad på brugte vi som mål. Peter Lindvig var en af de dygtige, og hans bror Finn. Torsten Leonhard kom hjem fra arbejde, og i sin flotte coat kunne han ikke lade være med at sparke til boden inden han skulle hjem i Dalegade,” forklarer Ole og fortsætter:

“Det var et skønt miljø. Dengang var det vildeste, som forældrene gjorde var når de satte sig på trappestenen med en kop kaffe, og så sludrede man. Det var en hyggelig og skøn tid.”

Hvordan med skoletiden?

“Jeg gik på Købmagergadeskole, men jeg var ikke så glad for at gå i skole. Da vi kom til 7. klasse skulle vi deles op. og jeg skulle have været i 7.b, men jeg synes, at jeg havde lært nok. Det måtte være rigeligt, hvis jeg havde hørt efter, tænkte jeg,” siger Ole og fortsætter:

“Jeg valgte at gå ud og så ville jeg i lære som smed, men det kunne jeg ikke før jeg blev 17 år. Så jeg begyndte på Carl M. Cohr’s Sølvvarefabriker, der lå oppe ved Riddergade og Danmarksgade. Jeg var arbejdsdreng der og det gik godt, da jeg gik og fiskede mellem grenen på gafler med en maskine.”

Der opstod en episode som gjorde, at Ole måtte stoppe som arbejdsdreng på sølvvarefabrikken.

“En tillidsmand kom og sagde, at det ikke gik. Han gik til værkføreren og sagde det. Dengang sagde man DE, når man tiltalte andre, men de sagde det ikke til mig grundet min alder. Jeg sagde det til værkføreren, svende og ale de andre. Værkføreren sagde, at mine onkler Hans og Nille begge var sølvslibere, men jeg sagde: Argh, jeg ville hellere være smed. Jeg endte med at blive sølvsliber og har ikke fortrudt det,” siger Ole.

Startede i fars firma

Efter nogle år som sølvsliber, så tog Oles liv en ny drejning i forbindelse med, at han tog kørekort.

“Min fat tog fat i mig og sagde, at jeg skulle tage det til tage det til lastbil, så når jeg havde fri kunne jeg hjælpe ham. Jeg tog direkte til lastbil, og så var det, at min far manglede en chauffør mere og så overtalte han mig til at komme hjem,” siger Ole.

Oles far endte med at overtage kørslen med mælketankvogne, og det var Ole også en del af. Foruden det solgte firmaet også brændsel og petroleum. da der skulle flere penge på bordet.

Imellemtiden havde Ole mødt sin nuværende hustru, Pia. Arbejdet gjorde, at han sjældent havde fri, så Ole endte med at få et nyt arbejde så der blev tid til blandt andet Pia, der på daværende tidspunkt var 18 år, hvor Ole var 21 år.

“Jeg havde nogle kammerater i byggebranchen, der spurgte om vi ville med til Vejle. De havde et projekt med nogle boligblokke, som minder meget om Sønderparken, der også skød op i den tid,” siger Ole og fortsætter:

“Jeg var i byggebranchen i mange år i skiftende firmaer frem til 1977. Her begyndte vi at bygge motorvejsbroer i stride strømme over Fyn, og i 1985 var jeg træt af at tage tidligt hjemme fra og være sent hjem. Jeg prøvede at søge et job ved Hoffmann & Sønner, som havde til huse ved I.P. Schmidtgården. Der var jeg i 1987 indtil direktør Ole Davidsen blev fyret, og han hev mig med til Davidsen Partner, hvor det hele sluttede i 2010.”

Fra at have gået og været i byggebranchen og haft “håndværkerstillinger” kom Ole med i Din Entreprenørpartner, som så dagens lys efter Davidsen Partner lukkede. Ole var hos Din Entreprenørpartner frem til 2015, hvor han solgte sine aktier.

“Det var spændende. I det store hele var det som ved Davidsen, hvor jeg var ved lokalsektionen. Det var samme kunder og mennesker, som vi havde i Din Entreprenørpartner. Jeg fik ansvar på en anden måde, end vi havde hos Davidsen, selvom jeg havde en tilsvarende rolle i Davidsen med økonomi.

Ole og Herslev

Ole er om nogen indbegrebet af Herslev, og det startede helt tilbage i 1986, hvor Pia og Ole købte et hus i bydelen.

“Vi havde i noget tid talt om, at vi godt kunne tænke os at bo på landet. Der åbnede en SFO derude, hvor Pia søgte et job og fik det. Så flyttede vi og børnene derud, og fandt så ejendommen Herslev Skovvej 44, hvor vi boede i 21 år,” siger Ole og fortsæter:

“Pia syntes ikke, at vi skulle vedligeholde så meget mere, så vi kørte ud og kiggede på noget jord i byen derude. Der var så 15.000 kvadratmeter i det hele. Så tænkte jeg, at vi kunne bygge et lækkert hus der. Inden det blev godkendt og alt det der, så gik der 7-8 måneder og halvandet år senere stod det klar, efter vi selv havde bygget det. Byggeriet var færdigt i 2007, og vi endte med at bo der i 8-9 år.”

Købte Herslev Skole

Herslev Skole stod mere eller mindre tom og så forfaldent ud. Ole havde hørt, at der var byggeplaner og sendte derfor et bud.

“Jeg ville løse deres problemer ved at overtage skolen og holde den. Jeg afgav et bud men hørte så ikke mere til det. På et tidspunkt så jeg ved en tilfældighed Kenny Bruun Olsen, som var Borgmester på det tidspunkt. Jeg spurgte, om det ikke var meget normalt at svare på sådan et bud, og kort tid efter kom skolen i udbud,” siger Ole og fortsætter:

“Vi ville indrette skolen til de behov, som der var nu var, og vi endte med at blive ringet op af Jan Hansen fra Kommunen, som spurgte vi ville komme ind forbi og snakke. Det gjorde vi, og vi endte med at få forhandlet os frem til, at vi købte det. Nu er der gået fem år med skolen, og det går jo meget godt.”

“Der er en glæde i det, og det er en fornøjelse at holde det i orden så det ser pænt ud. Folk roser det, og det iværksætter noget som man ikke helt har glemt.”

Det er ikke kun skolen, som Ole beskæftiger sig med i Herslev. Med tiden er der kommet flere ting til.

“Der var et dødsbo, som ingen var interesseret i, men vi købte det og satte istand, og har nu lejet det ud. Så man kan ikke sige at jeg er pensionist, selvom arbejdstiden først begynder klokken 9 nu, hvor den før var omkring 6. Nu har jeg også sådan en middagstund på en times tid, og så er jeg færdig ved 16-tiden. Det er til at overkomme,” siger Ole.

Ole og sport

Har man sagt Ole, har man også sagt sport. Igennem mange år har Ole fulgt byens sportsklubber.

“hver søndag, da jeg var yngre, kom vi i Glashallen. Vi skulle have vores faste pladser, da det var en elendig hal at stå op i og vi skulle derfor stå ud for nogle bestemte pæle, hvor man kunne se hele banen. Det var en skøn tid, men det var bestemt ikke skønt at være modstander, da der var tåget af cigaretrøg derinde. Dengang var vi (Fredericia fF, red.) et lavererangerende hold, men tit slog vi storklubber som Aarhus KFUM,” siger Ole, der ikke selv har dyrket særlig meget sport, men til gengæld følger han med i stort set alt, der rører sig:

“Det kan jeg ikke lade være med. Jeg følger med i hvordan det går Ferne, KFUM og i håndbold fulgte vi altid med hvordan det gik, og det er glædeligt, at vi igen er i ligaen i håndbold,” siger Ole og kommer med en sjov anekdote fra de yngre år:

“Når jeg gik hjem, så skulle jeg altid forbi BT Centralen i Gothersgade, hvor jeg købte avisen, og så bladrede jeg direkte om på sporten for at se hvad der var sket.”

Pia og Ole har som nævnt døtrene Sanne og Trine. Da hun var yngre var Trine aktiv i FHK, hvor hun blandt andet spillede på hold med Stine Bjerre Mortensen og Mia Nyegaard Hansen.

“Vi tog med dem på træningslejr, hvor vi var på Rømø. Pia og jeg lagde to biler til, da der ellers ikke var kørelejlighed nok. Dem af pigerne, som ville, sov i telte, og vi lånte derfor vores gamle bil til dem, da de var gamle nok til at køre bil på det tidspunkt. Så kørte de frem og tilbage. Når der skulle trænes foregik det i Skærbæk, og det var rigtig hyggeligt at være af sted på den måde,” husker Ole.

Uffe Steiner fik ret

Inden vi nåede vejs ende, så kom vi også omkring Fredericias udvikling. Ole har altid boet i 7000, og han glæder sig over den rivende udvikling, som byen er gået igennem i de senere år.

“Man kan ikke sige andet end, da Uffe Steiner løb i modvind med værftet dengang og han lukkede det, var det den rigtige beslutning. Jeg tror ikke engang, at værftet var interesseret i at fortsætte. Jeg husker også tiden med Kemira , da min fra var brændehandler på vesthavnen, hvor der også var Fredericia Kul og Brændehandel samt Kulkompagniet. Det her gavner Fredericia meget mere, og det er en god udvikling, selvom mange øffer over græsrabatterne ikke bliver slået. I stedet kan man tage skeen i sin egen hånd,” siger Ole og kommer med en afsluttende bemærkning

“I Herslev sidder vi ikke på vores flade, da vi har hjælp din by projektet, hvor vi er 20 personer, som giver byen lidt, hvor den mangler en kærlig hånd og Kommunen ikke kan afsætte tid til at gøre det. Det gælder blandt andet på busholdepladsen og andre steder i byen.”

Det har været en fornøjelse at have Ole i den varme stol, og vi kunne have talt længe endnu, men med en stram tidsplan for os begge to gik vi hver til sit, da vores veje skiltes ved Føtex i Prinsessegade, hvor Ole satte retning op mod den nordlige del af gaden, mens jeg selv fortsatte nedad Jyllandsgade.

Ugens Kurt: Mads Ged

Andreas Andreassen

07:00 - 17. juni 2019

Her på Fredericia AVISEN sætter vi pris på traditioner, og de skal helst holdes i hævd. Sidste år blev EventCs Ulrich Nicolaisen Årets fredericianer. Ugen efter var han “Ugens Kurt.” Årets fredericianer 2019 blev Madsby Parken, og nu er den ikoniske gedestatue, “Ugens Kurt”.

I år gik prisen som Årets fredericianer, som skrevet til Madsby Parken, også altså ikke en person. Nuvel er der mange dygtige, søde og smilende mennesker i og omkring Madsby Parken, blandt andet den gode souschef Kim Ekstrøm, der med dukketeater, flid og et godt humør gør parken til et godt sted at komme året rundt. Kim har sammen med sine kolleger været med til at udvikle den berømte legepark til det, som den er anno 2019 og derfor var det ham, der modtog prisen på vegne af parken.

Han var måske et godt bud på, “Ugens Kurt”, det var den tidligere Centerdirektør og chef for både Fredericia Idrætscenter, Minibyen og Madsby Parken, Bent Bjerre Jørgensen også – måske endda også et bud på: Årets fredericianer for det arbejde, han har lagt i byen, men det titel må vente på Fredericia den III Laugs eventuelle indstilling, ligesom Kim og co. må vente på at blive Ugens Kurt, fordi Fredericia AVISENs Sportsredaktør og Madsby Legepark-entusiast Patrick Viborg Andersen har valgt Mads Ged, og den opfordring greb undertegnede og kulturredaktøren Thomas Lægaard.

Vi møder Mads på Kurts Kaffebar, da han bliver leveret af det berømte Madsby-tog, der i krydstogtskibenes ånd har skiftet parken ud med havnen. Mads er hoppet af ved Rådhuspladsen og gået forbi pingvinerne, snust til en is hos Frellesen for at ende på kaffebaren. Samtalen starter omgående fra han træder ind.

Mads Ged vil gerne have en lunken mælk, der går ikke længe før end Ismail Kurt kommer med et glas med forlænget sugerør, så Mads kan drikke det mens han står på bordet.

“Ja, jeg er nok på mine sidste dage, så det er da noget af en oplevelse at komme på kaffebar for første gang i mit liv. Vi geder bliver ikke meget mere end mellem 15 og 18 år, alt efter, hvor meget vi er blevet klappet, vel og mærke. Det handler jo om det gode liv og om at træffe de rigtige beslutninger, da jeg var yngre, valgte jeg ofte de lette løsninger som papkasser og rå spaghetti. Efter jeg blev voksen og kom på fuld tid i Madsby Parken har mit liv ændret sig meget til den gode side”, siger Mads Ged.

“Mange tager fejl af mit navn, men jeg er opkaldt efter den kendte skulptur og vi er da også i familie. Det er Mads den. 1 som blev til skulpturen, det er godt den er støbt i bronze, fordi den er blevet flyttet meget rundt. Det er i grunden sørgeligt, at min families arv har gået så meget igennem. Det var først efter, at Gudrun Lauesen lavede et aftryk i bronze af Mads den. 1, som blev afsløret den 9. september 1964 på Landsoldatpladsen foran Hovedvagten, at vores kropsliggørelse blev populær. Historien siger, at byrødderne gerne ville samle midler til at købe Mads den. 1 så den kunne blive i byen. Byens pengeinstitutter samlede pengene, men Mads den 1. blev kastebold med placeringer lige fra at kunne græsse ved landsoldaten til at få Frederik den. III placering til næsten at blive skrottet. Vores familie og historie er populær i bestemte perioder, ligesom nu, hvor vi får denne flotte pris”, siger Mads Ged

“Mit fulde navn er “Capra aegagrus hircus”, men du må gerne kalde mig Mads Ged. Det andet er mit latinske navn, det er kun få, der kalder mig det, blandt andet en vinduespudser, der kommer forbi parken en gang i mellem. Vi var den første dyrerace, som blev domesticeret af mennesket, det har min far lært mig, efter vi kom hertil, har vi lært at adoptere den danske levestandard og prøve at hygge. Min familie går lang tilbage og har rødder i den tyrkiske bjergbondekultur, min mormor blev født på en skråning. Selvom jeg lader de danske børn klappe mig, så er jeg bevidst om min oprindelse”, siger Mads Ged.

“I starten, da vi var flyttet til Fredericia, var det kun far der havde job i Madsby Parken, mor arbejde i Geografisk Have i Kolding, så det var lidt en blandet barndom. Vi småkid kunne komme på byggelegepladsen om dagen og om aftenen hang vi ud med de andre kid, hoppede over hegnet til Fakta og gumlede papkasser. I takt med jeg voksede op, voksede Madsby Parken også, så både mor og jeg blev tilknyttet klappe afsnittet i parken og vi blev genforenet som familie”, siger Mads Ged.

Hvordan føles det at være årets fredericianer?

“Det var nok den største pris, jeg har fået, sådan at komme i betragtning som årets fredericianer. Det kom bag på os, at så mange havde stemt os ind som den vigtigste person i det forgangne år, det vil vi gerne takke Frederik den IIIs laug for. Prisen er helt sikkert kommet efter grundige overvejelser, og vi er bare glade”, siger Mads og fortsætter:

“Vi fejrede det ved robådene og søen, hvor det blev langt mere festligt end vi havde forestillet os, nogle af os blev lidt småsnaldrede og hoppede i vandet, nogle kørte mooncars og andre forsvandt ud i natten. Vi fulgtes hjem som familie, med det er da en aften, vi aldrig glemmer”, siger Mads Ged stolt om prisen.

I Ugens Kurt spørger vi altid om Fredericias udvikling, hvordan ser du den?

“Ja, den er rivende. Vi mangler bare, at Fredericia Teater spiller Goat King fra Walt, så kører det i smør. Men byen blomstrer virkelig, og man bliver da ramt og stolt indeni, når man ser, hvordan folk valfarter til byen. Det er sådan, det skal være. Også vores naboer – køerne ved fodboldklubberne fortæller os, at flere og flere besøger Hotel Fredericia på den anden side, og Messecentreret har travlt, imens vores sportsklubber boltrer sig flot. Så det går virkelig godt i Fredericia,” siger Mads Ged.

Ugens Kurt er ved at være slut, men vi skal lige høre Mads om drømmene for fremtiden.

“Jeg drømmer om en burste af mig i Kanalbyen. Det vil være stort. Det er jo ikke unormalt, at man har burster af flere konger og kendte i byerne verden over. Hvorfor så ikke have et af mig, der hvor Fredericias ny bydel skyder op. Der, hvor verdensbefolkningen sejler til. Det vil da give byen et løft i den rigtige retning,” slutter Mads Ged.

https://www.billet.dk/order/tickets/13260481/lars-lilholt-band-buelows-kaserne-2019-07-06-19-30-00?

Ugens Kurt: Karsten Byrgesen

Andreas Andreassen

07:00 - 10. juni 2019

Ugens Kurt er en mand, som jeg har stor respekt for. Mange kender Karsten Byrgesen som politiker, men han har en lang karriere i militæret bag sig og har blandt andet været udsendt til Tyrkiet og Afghanistan. Læs her fortællingen om Byrådspolitikeren, der har kæmpet for Danmark.

Det er en mand, der ikke kommer for sent. Han har militaristisk præcision var min tanke, så jeg tog turen fra vores kontor på Egumvej i god tid, men selvom jeg kom fem minutter før vores aftalte mødetid var Byrgesen på plads på Kurt’s Kaffebar, hvor han var faldet i snak med chefredaktøren og kulturredaktøren.

Karsten Byrgesen er 63 år, og han er gift med Birgit Hjort Byrgesen, som har sønnerne Claus og Carsten fra et tidligere forhold. Karsten selv har Patrick på 31 år med sin ex kone.

Karsten blev født i Nyborg, men det blev ikke hans faste base i barndommen.

“Min mor var hjemmegående og jeg havde to storesøstre. Min far var ved statsbanerne, og sørgede for, at togene kunne komme på færgen, som var der dengang,” siger Karsten.

Lønnen var ikke den bedste til Karstens far, og som konsekvens flyttede familien videre til Haderslev, hvor Karsten for første gang stiftede bekendtskab med militæret.

“Vi flyttede til Haderslev, da jeg var halvandet år. Vi så Haderslev Kaserne ti år efter anden verdenskrig. Der var en stærk nationalfølelse og det gjorde, at der blev set meget op til militæret. Vi boede i midtbyen og så tog min mor mig med i klapvognen op til soldaterne. Hver fredag marcherede de hen til Domkirken, og soldaterne grinede, når jeg kaldte dem Daralda – det var ugens faste rutine,” siger Karsten og griner.

“Da jeg var fire år flyttede vi videre til Ringkøbing, og så flyttede vi videre til Aalborg bagefter. Min far havde fået arbejde deroppe, og jeg var stolt over at have en far, der arbejdede med damplokomotiver.”

“Pengene var små i familien, og vi boede seks personer i en to værelseslejlighed. For at få kød på bordet fiskede far og jeg var med ham på turene. Med hans virke som DSB-mand kørte vi billigt med toget, og tog til Østertørslev syd for Hadsund, hvor vi fangede ørred og ål. Siden dengang har jeg været tændt af at lystfiske.”

Starten på tiden i militæret og udsendt til Tyrkiet

Efter endt skoletid startede Karstens tid i militæret, men det var lidt af en tilfældighed.

“Jeg boede i Aalborg indtil jeg var 17 år og kom i Forsvaret, min mor på 94 år bor stadig deroppe.Jeg havde et ønske om at blive radiomekaniker, men man skulle være 18 år og have kørekort. Dengang lavede man tv’et hjemme ved familierne, og jeg var ikke gammel nok til at have kørekort. Min far sagde ,at jeg kunne aftjene min værnepligt, og det gjorde jeg på Høveltegård Kaserne. Efter mine ni måneders værnepligt havde jeg set så meget af Forsvaret, at jeg fik mod på det ledelsesmæssige og flyttede til Aarhus. Jeg blev derfor befalingsmand, og kom derind i en alder af 19 år,” siger Karsten, der endte med at blive udsendt:

“Jeg kom tilbage til Aarhus som sergent og kort tid efter var jeg med til at uddanne rekrutter. Vi var til skydeøvelse på Djursland og der kom kommandoofficeren ud en tidlig morgen. Han sagde, at tyrkerne havde forsøgt sø- og luftlandsætning på Cypern. Det gjorde de i løbet af et døgn, hvor de havde fået 150.000 tyrkiske soldater og så fandt man ud af i FN, at der skulle indsættes et sikkerhedsråd. Der havde ikke været krig der, og vi fik at vide, at de manglede soldater og hvis man ville derned skulle man træde tre skridt frem. Jeg tænke, at det lød spændende og var der i 6,5 mdr.”

Hvordan var det at være udsendt?

“Det var en underlig fornemmelse. Jeg var radiotelegrafist og samtidig var opgaven at trække feltkabler ud til lejrene ved siden af. Jeg var i Lefkas i Tyrkiet og der var problemer med kablerne, der ikke virkede. Jeg stod på en høj stige på ladet af en Land Rover og det eneste jeg så var tyrkere i traditionel påklædning. Mændene gik i bukser, der bedst kan beskrives som hængerøve og tøfler, og kvinderne var klædt helt i sort,” siger Karsten og fortsætter:

“Da vi kørte derfra havde vi tyrkiske soldater med der skulle beskytte os, de gik foran os stort set altid. Da de stod stille og vi gik forrest, var vi på vej ind i et minifelt, så vi gik med stor forsigtighed. Tyrkerne blev bagved, så sagens alvor gik op for os.”

“Der var en sjov episode, hvor vi sad i en appelsinplantage. Der kom en tyrkisk befalingsmand og trak sin kæmpe sabel og slog melonen midtover. Han lagde melonen på Land Roveren, og da han hældte dem op kiggede han på klokken og sagde, at vi skulle vente. Efter en halv time var det i orden. Fra at have en brandvarm vandmelon, så fik vi en kold. Det trick har jeg taget til mig.”

Kom til Fredericia

Efter at have været i Tyrkiet kom Karsten til Fredericia for første gang i 1975, hvor han arbejdede på Ryes Kaserne.

“En dag blev jeg hevet ind til min chef, der sagde: ‘Byrgesen, du skal til Vejle på sygehuset.’ Så tænkte jeg hvad drejer det sig om – det viste sig, at jeg skulle have fotograferet lungerne. Jeg ville være officer, så jeg skulle til test, fordi jeg ikke havde en studentereksamen. Jeg var til militærpsykologisk tjeneste, hvor de vurderede mig. Jeg var til test i to dage og fik at vide, at det kunne jeg godt klare. Efterfølgende blev jeg evalueret og kom der over et døgn og der fik jeg at vide, at jeg var egnet til at blive optaget. Efter tre års studier var jeg færdig i København og blev officer. Jeg var blandt andet igennem et patruljekursus og en faldskærmsdel, hvor det mest spændende var, at man skulle springe to spring ud over Limfjorden midt om natten,” siger Karsten

Kan du huske springet?

“Jeg kan huske, at der var kul sort og vi kunne se Aalborg i det fjerne og vi kunne se vandet glimte. Jeg kunne se blå blink fra ambulancer, 3-4 af vores folk fik skader den nat. Man bliver overrasket når man rammer jorden, det gjorde mig lidt til en mand,” siger Karsten og fortæller, at man også skulle igennem forløb med fægtning, dans og boksning.

“Jeg kom tilbage til Fredericia igen, og jeg blev medlem af Trianglen Jump. Jeg har siden videreuddannet mig til faldskærmsudspringer, og har været instruktør for mange. Jeg har i alt omkring 2,5 times fritfald.”

Steg i graderne

Som årene gik for Karsten steg han mere og mere i rang, og da han var 25 år var han officer på Ryes Kaserne.

“Jeg var officer på Konstabel grunduddannelses kompagniet. Jeg havde fået en lejebolig på Treldevej, og boede der alene, da min kæreste boede i Købehavn. I den første tid får man mange uddannelser og jeg blev hurtigt Løjtnant tror og næstkommanderende i et kompagni. Jeg blev sendt tilbage til Sjælland, fordi at jeg havde pædagogiske egenskaber. Jeg kom på Løjtnantskolen og uddannede reserveofficerer. Jeg kom tilbage til Fredericia bagefter, og jeg rangerede i graderne og blev udnævnt til Major i 1990. I den forbindelse var jeg først stabchef i 3. telegrafbataljon, hvor jeg var i to år. Min regimentchef sagde en dag, at han skulle snakke med mig. Han sagde at han havde brug for mig på gangen, og jeg skulle være personalechef. jeg sagde: Oberstmm, jeg tror ikke lige, at det er mig,”siger Karsten og fortsætter:

“Jeg havde besluttet mig, og jeg ville ikke, men Oberst sagde, at så snart jeg blev det ville alle være venner med mig. Jeg endte med at sige ja, men det var en svær omstilling, og det skabte også lidt røre, fordi at jeg var ung, men sådan er det altid, når man hopper forbi nogen. Man skal ikke lade sig holde tilbage af hvad andre synes.

“Jeg behøver ikke at sidde og komme med løsninger, jeg lyttede og mange gange vågnede jeg om natten med en løsning. I stedet for at tænke mere over det skrev jeg det på en blok. Nogen sagde til mig, at de prioriterede familen over arbejde, og så sagde jeg, om de ikke prioriterede deres arbejde, fordi jeg er optaget af det jeg lige sidder i. Det gælder både arbejde, byrådet og familie. Der er fokus på der, hvor jeg er – det har jeg lært.”

“Det er psykisk selvforsvar, hvis du tror, at du kan det hele, så spiller man ikke rigtigt. Man skal sige: ‘Skat, jeg er væk i to timer.’ og planlægge sig ud af det. En ting jeg sagde til min oberst var, at jeg selv vil bestemme hvad jeg skal om tre år, og det gik han med til. “

Militæret er som en familie for Karsten

Dengang var Fredericia ikke som vi kender det i dag. Dengang var det meget mere industripræget, og det mærkede Karsten også til.

“Det var forfærdeligt, det stank på Kasernen. Jeg ringede til direktøren på Raffinaderiet, og spurgte hvorfor hans fabrik stank. Jeg kunne ikke have soldater løbene mod Treldevej pga. stanken – så slemt var det. Jeg ændrede programmet grundet stanken,” siger Karsten og fortsætter:

“På Bülows Kaserne og på Østerstrand var der gult røg. Jeg ville ikke lade soldaterne komme ud i det. Min mor sagde altid, at jeg var soldaternes mand. Militæret var min familie også og jeg tog ansvar for dem, at de ikke skulle løbe i det.”

Karsten nævnte det selv, hans mor. Hende havde han en mærkelig oplevelse med da han var udsendt i forbindelse med Tyrkiet/Cypern.

“Vi blev ringet op via en masse lande dernede. Det var et vigtigt signal, som vi skulle modtage. Jeg passede Radiostationen, hvor man fjernskrev osv. Jeg gik rundt og tændte den i nattens muld og mørke. Pludselig kom der et signal, som var til chefen for enheden. Det vedrørte Byrgesen sagde de. Det viste sig, at min mor var blevet alvorlig syg, så jeg bankede på vagthavenes dør og sagde, at jeg skulle have fat i chefen,” siger Karsten, som man kunne mærke blive rørt over at fortælle om det.

“Man følte sig lidt sårbar, jeg kan stadig blive skidt over det. Min mor blev okay, og jeg tog hjem til hende. Det var ikke mig, der spurgte om det, men det var reglen, at man skulle hjem, hvis der var noget kritisk.”

Med den følsomhed, har du så det, der skulle til?

“Ja, det har jeg. Jeg kan godt skelne mellem de to ting. Jeg er så heldig på trods af alt det jeg har været med i, så har jeg ikke noget stress. Jeg fløj med Hercules hjem fra Cypern, den fløj en gang i ugen. Jeg blev kørt til lufthavnen og så var det en ni timers flyvetur hjem. Der var iskoldt , men jeg kom hjem og til mor på sygehuset. Hun havde en blodåre i maven, der sprang. Hun blev hasteopereret, og efter otte dage i Danmark kom jeg tilbage og afsluttede turen på Cypern fra maj-november,”siger Karsten og fortsætter:

“Der dannede sig noget i mig. Den halvdel, der var grækerne, som håndterede krigen. Der så jeg forskellen på tyrkerne og dem. Der var forskelligheder mellem dem. Grækerne var aktive og plantede noget, hvis de så jord. Det tænkte tyrkerne ikke over.”

Blev Staff Officer i operationsafdeling under NATO

Da Karstens tre år som personalechef var gået gik turen videre, og et nyt kapitel ventede.

“Jeg blev Staff Officer I operationsafdelingen under NATO i Heidelberg. Jeg arbejdede med strategisk kommunikation, som jeg har arbejdet med lige siden,” siger Karsten.

“Mens jeg var i Heidelberg, troede jeg, at jeg skulle til Kosovo og have fire måneder, men NATO ændrede strukturen. Jeg røg til Napoli, da hovedkontoret var der,” fortsætter han.

Karsten blev igen rørt, og det med god grund. Ligesom det var tilfældet, da han var udsendt til Tyrkiet/Cypern, skete der en tragisk hændelse.

“Da jeg var i Napoli blev min far syg. Han døde i februar 2001, og jeg nåede at være sammen med ham i tre dage. Jeg havde lært, at hvis man skal flytte sig, så gør man det med hjertet, så da jeg skulle tilbage til Napoli tænkte jeg, at jeg ikke gad tage flyveren fra Kastrup. Jeg kørte til Heidelberg og tog toget derfra. Det tog lang tid, men det var en fantastisk oplevelse. Jeg nød turen og blev healet lidt på den måde,” siger Karsten og fortsæter:

“Operationen blev afsluttet for mit vedkommende og jeg kom med militærtransport til Heidelberg og videre til Haderslev, hvor jeg blev chef for garnisons enheden, hvor jeg blev næstkommanderende. Jeg sørgede for det praktiske, og der var jeg i et år indtil Oberst Ib Johannes Bager kaldte mig til møde, og sagde, at jeg skulle have nyt job og starte i Fredericia om mandagen. Jeg skulle være chef for elektronisk krigsførelse, som jeg ikke kendte meget til, der var udfordringer med det, men det var godt sagde han.”

“På det tidspunkt var vi på vej med 1. og 2. Golfkrig så hvordan kan vi støtte dem, tænkte vi. Vi havde ikke krigserfaring, men de danske soldater skulle i kamp med fjender. Vi blev involveret i krigen og blev fjenden, det ændrede mindsettet. Ved hjælp af følsomme radiomodtagere var nogen af vores soldater hos enheder, så når man var ved et dansk kompagni, så lå nogen få 100 meter væk, og hvis nogen sagde det i radioen, så havde de et kanon tilbud. På den måde kunne vi bidrage til at redde danske soldateres liv. vi tilegnede os viden om hvad fjenden ville. “

Altid søgt tilbage til Fredericia

Karsten var også en en tur i Afghanistan, og der kom hans virke med elektronik ham til gode.

“Jeg havde kendskab til elektronisk krigsførsel, men jeg synes, at det var ligegyldigt at vide, hvis der stod soldater 200 meter væk, og så vide hvad dem langt væk lavede. Jeg ville dele det op i to med fjernafklaring og næropklaring,” siger Karsten.

Fra 2004-11 var Karsten på Ryes Kaserne, og det var noget han glædede sig over, da Fredericia var en by som han havde fået et forhold til.

“Der var sket store forandringer, og man var i gang med at lukke Kemira. Jeg har altid søgt tilbage til Fredericia. Da jeg var lille barn, og kom fra dårlige kår, så tog vi toget til Middelfart og holdt ferie i dansk folkeferies ferieby. Allerede dengang stod vi på Fanøsund og fiskede. Min far kunne tage familien gratis med i toget, og jeg spurgte så om vi ikke skulle tage en taxa hen til pladsen.Vi endte altid med at gå, selvom jeg spurgte. Han sagde, at der ikke var nogen taxa, men da der kom en, og jeg sagde det, så viste det sig, at han ikke havde råd til det. Far gik med sengetøjet på ryggen og en kuffert foran, mens mor havde en kuffert og vi andre havde tasker,” siger Karsten og fortæller, at ham og hans søskende samlede flasker, da de ikke havde lommepenge:

“Hele det med ferien til dansk folkeferies ferieby lærte mig, at man ikke skal jamre. Der var ingen af os børn, der opdagede, at vi havde dårlige kår. Vi var pæne og rene i tøjet.”

Turen gik til Afghanistan

Fra 2004-11 var Karsten senioranalytiker hos Ryes Kaserne. Efterfølgende blev han ansat hos Forsvarets Efterretningstjeneste

“Mens jeg var i enheden blev jeg ringet op, og at det var vigtigt at komme til Hærens Operative Kommando. Der gik fire dage, og så var vi på vej til Afghanistan med militærfly. Vi kom til Armadillo-lejren og det var et specielt sted,” siger Karsten og fortsætter:

“I samme øjeblik som vi trådte ud fra lejren, var vi bevæbnet til tænderne. Der havde min fortid i Jærgerkorspet sine fordele, da vi sprang ud i mørket. Jeg tror på det, som jeg gør, og så er det ligemeget om jeg sidder i sofaen eller om jeg er i kamp eller andet. Jeg tænkte på skæbnen, at hvis det går galt, så havde vi en nødprocedure og hvis ikke, så var det min skæbne. Det samme gjaldt i Afghanistan.”

Fik Ridderkorset

Efter tiden i Afghanistan skete der en ny jobmæssig ændring for Karsten. Konen og ham var på vej på ferie.

“De manglede en chef til enheden i Wessel, som ligger nær Düsseldorf. Jeg skulle møde fire dage sende, og vi kørte så til Rhinen og derefter til Wessel. Jeg endte med at være der i fire år, og det betød, at jeg fik i alt 22,5 år som chef på militærsteder,” siger Karsten, der tre måneder før han blev 60 år fik et brev om, at han skulle på militærpension.

Inden da nåede han at blive tildelt Ridderkorset.

“Efter min anden udsendelse skulle jeg komme hen til chefen. Jeg stod i arbejdstøj, og så trak han en æske frem samt et dokumen og holdt en tale, og så fik jeg Ridderkorset,” siger Karsten og fortsætter:

“Det betød så meget. Jeg var ved at falde om, og jeg var ikke i nærheden af lønrammen til det, og jeg var jo kun Major, så det var meget usædvanligt. Jeg ville hellere have Ridderkorset end en million kroner. Det er en anerkendelse ,som hele familien kunne glæde sig over.”

“Jeg var i Kongehuset og fik tak for det. På vej til Dronningen var der to elefanter, hvor man kunne se hvor jeg havde været. Jeg fik at vide, at når jeg kom, så interesserede det Majestæten at få noget at vide om den elektroniske krigsførelse. Man stod tre skridt foran hende og skulle bukke og gå to skridt tilbage.”

“Jeg sagde H.M Majestæt, at det er min familie og mig en stor ære at stå her i dag. Jeg takkede ydmygt for Ridderkorset. Jeg havde fået at vide man bare skulle fortælle, og så fortalte jeg min historie om små kår. Det glædede hele min familie, kone, svigerfamilie og børn, at det var opnået. Jeg fortalte om min tid i Afghanistan , fordi hun havde respekt for den del af det. Jeg havde fået at vide, hvad man skulle gøre, når man talte med Dronningen, hvis hun ville have man rundede af, så gav hun tegn med hånden, men hun var opslugt over fortællingen. Jeg gik derfra stolt som en pave.”

Militærpension

Karsten var stolt over sit Ridderkors, og troede, at han skulle tilbage, men han røg til Wessel.

“Mens jeg var på opgave der, så skulle man medbringe alt kommunikation, og man skulle danne sig et lokalnetværk til flere tusinde brugere. Det skulle laves i Tyrkiet, fordi NATO havde besluttet af at lave et engagement i Tyrkiet i relation til krigen i Syrien, hvor jeg kom ned. Hvis Osama bin Laden skød skråt mod Tyrkiet, havde vi ordre på, hvad vi skulle gøre,” siger Karsten og fortsætter:

“Jeg kom tilbage og blev pensioneret som 60-årig i 2015. Det sker på den måde, at tre dage før man bliver 60 år får man et brev, hvor de takker en for tjansen. Det var fede oplevelser, som jeg havde, og jeg bærer ikke nag og længes. Da jeg gik derfra, så ville jeg ikke vende mig rundt, men jeg mindes den fantastiske tid og jeg har lovet mig selv ikke at savne det.”

Med pensionen fra militæret startede en ny karriere. Karsten stiftede Husmanden ApS.

“Jeg ønskede at være aktiv, og ville lave et firma. Vi skrabte penge sammen og så blev det godkendt af erhvervsstyrelsen. Selvom jeg har fået Ridekorset, så er jeg ikke for fin til at rense folks huse,” siger Karsten.

Karsten og politik

De fleste fredericianere kender Karsten qua han sidder i Byrådet, som han kom ind i til Kommunalvalget i 2017. At han først kom i Byrådet der er ikke tilfældigt, men interessen for politik har altid været der.

“Af respekt for Forsvaret, så ville jeg ikke være politisk aktiv. Jeg ville skille tingene ad, og ikke gå ind i det så længe, at jeg havde folk under mig,” siger Karsten, der efterfølgende meldte ting sig ind i Dansk Folkeparti:

“Jeg meldte mig, fordi de ikke var berøringsangste omkring migranter, der lagde til ved vores kaj. Det var for dårligt og det kunne man ikke byde danskerne. Da jeg kom hjem fra Wessel tog jeg kontakt til partiforeningen, der holdt medlemsmøde og der opdagede de, at jeg havde pondus.”

“Daværende formand Bent Troelsen ringede til mig spurgte, om jeg ikke kunne tage over for ham, fordi han ville trække sig. Jeg sagde, at jeg ikke havde problemer med det, men var der ikke andre der ville? Sådan skete det i 2016.”

Karsten blev af partiforeningen opfordret til at stille op til Byrådet, og der kom han ind i 2017 til Kommunalvalget.

“Det var en god dag, og jeg blev meget glad og stolt,” siger Karsten, som kort tid efter meldte sig ud af Dansk Folkeparti:

“Der skete det dagen efter valget, at Fredericia Dagblads journalist, Peter Friis Autzen, interviewede mig. Jeg var glad og det var et godt interview. På vej ud af døren spurgte Peter hvad jeg mente om, at Susanne Eilersen i Tøjhuset til valgaftenen havde sagt, at jeg var en fiasko. Peter afspillede lydfilen med det for mig. Dagen efter var der en overskrift med det i Dagbladet. Jeg ville have en undskyldning, og via partiforeningen kunne det ikke lade sig gøre. Jeg sagde, at jeg var ikke DF’er, hvis jeg ikke fik det.”

I forbindelse med, at Karsten meldte sig ud af DF, var der særligt en ting, som han tænkte over: Hvad med vælgerne, der valgte ham ind?

“Der var noget med samvittigheden, men jeg vidste ikke om det var okay. Heldigvis var pressen der, da de interviewede mig hele tiden om det, og det gav ikke nogen shitstorm,” siger Karsten og fortsætter:

“Jeg blev mødt med, at Karsten: Du ikke kan gå som løsgænger. Så sagde jeg, at det får vi at se. Så kom det personlige mantra. Jeg vil ikke sige, at det ved jeg ikke noget om. Man får spørgeskema, om man vil noget til livs, om man føler man har indflydelse. Jeg har skrevet, at jeg følte jeg havde mere indflydelse bare med mig selv,” siger Karsten, der sidder i Kultur- og Idrætudvalget samt By- og Planudvalget.

Til næste Kommunalvalg er det slut med at være løsgænger, slår han fast

“Jeg er Karsten Byrgesen i et parti, andet giver ikke mening. Jeg vil være en del af et team. Jeg har fået et overblik over de øvrige partier, og jeg har heller ikke nogen hard feelings overfor DF, som jeg stadig taler pænt med i dag,” siger Karsten.

Fritiden

Efter at have rundet Karsten militærkarriere og politiske tilstedeværelse, så manglede vi en kun én ting, nemlig hans privatliv.

“Jeg cykler meget i fritiden, og det er både race og mountainbike. Jeg fisker også stadig, og tænker på min far, når jeg er ude at fiske,” siger han.

Som barn rejste Karsten qua hans fars job meget med tog, og det er også en interesse, som er holdt ved.

“Jeg er vild med tog. I Wernigerode nær Hartzen er der en by, som ikke blev smadret under 2. verdenskrig. De har en smaltogsjernbane, og de har et sted a la Bloksbjerg. Det er fantastisk at komme der,” siger Karsten, der har en særlig passion, som han dyrker:

“Jeg spiller musik med Finn Munksgaard, sammen har vi Spilopperne, og er ude at spille en gang imellem.”

Med en nærtforstående sommer, så venter der en rejse inden for den nærmeste fremtid for familien Byrgesen.

“Vi skal til Spanien om lidt. Vi bruger en uge på at køre derned, og vi vil gerne forbi Heidelberg, hvor jeg boede, og så skal vi også forbi Frankrig, hvor jeg har været. Civil videre til Andora, og så rammer vi målet i Valencia efter 2600 kilometer,” siger Karsten.

Karstens livsfortælling har været fascinerende at høre på, og vi kunne have talt endnu længere, men vi skulle videre i programmet og efter at have udvekslet et par ord om Folketingsvalget gik vi hver til sit og ønskede hinanden en fortsat god dag.

https://www.facebook.com/Jysk-Service-ApS-445120938834572/

Ugens Kurt: Lars Lodahl

Patrick Viborg Andersen

07:00 - 3. juni 2019

Lars Lodahl, Ugens Kurt — Ugens Kurt, Lars Lodahl. Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Lars Lodahl har drevet Byens Grønttorv i 24 år, hvor forretningen har udviklet sig i en anden retning end da han åbnede den som 19-årig. Men hvem er personen bag manden bag Byens Grøntorv? Bliv klogere på det og meget mere i denne udgave Ugens Kurt.

Der var lidt forvirring på Kurt’s Kaffebar, da jeg trådte ind ad døren klokken 10:15, som var aftalen med Lars Lodahl. Indehaver Ismail spurgte: “Hvor er Thomas?” med henvisning til Fredericia AVISENs kulturredaktør. Det viste sig at være fordi, at Lars var ankommet og havde indtaget en stol ved højbordet.

Efter at have grint lidt af misforståelsen om, hvem der skulle lave denne udgave af Ugens Kurt konstaterede Lars: “Jeg har fået min kaffe.” og pegede på sin sorte kop kaffe, der var skænket op.

Lars er 44 år og er gift med Karina, som han har to sønner med, Oliver på 14 år og Frederik på 18 år.

Oprindeligt kommer Lars fra Herning, men han flyttede til Fredericia i 1995, og konstaterer med et smil, at han har boet længere tid i Fredericia end i Herning.

Vores historie om Lars starter dog tilbage i Herning, hvor han startede med en af sine store passioner, nemlig fodbold.

“Jeg har spillet fodbold i 14-15 år. Jeg startede i fem års alderen, men jeg fik en knæskade, da vi skulle til at blive ynglinge, så det satte en stopper for min karriere,” siger Lars, der sidenhen har kastet sig over trænergerningen:

“Jeg har været fodboldtræner for min søns hold i fem sæsoner. Vi startede i Fredericia fF, men nu er vi i BPI pga. skolen og vi bor også tæt på, da vi bor i golfkvarteret,” siger han.

Åbnede Byens Grønttorv som 19-årig

Lars tog en 10. klasse og så gik turen på Handelsskolen, og så blev han udlært som købmand i Jydemarkedet.

“Det var fedt at være der i grøntafdelingen, og det er egentlig der, at min historie starter,” siger Lars med et smil og fortsætter:

“Jeg åbnede Byens Grønttorv som 19-årig med en makker, som kommer fra Fredericia. Vi åbnede i midtpunktet ved siden af Fakta, og dengang var supermarkederne ikke så gode til frugt og grønt, så der var et stort marked for det i forhold til i dag, hvor det er anderledes end da vi åbnede.”

At åbne en butik i en så ung alder havde også sine udfordringer, erkender Lars.

“Det var en travl tid til at starte med, meget travl. Jeg var ikke så gammel, og alt var nyt. Man skulle have folk ansat, man skulle alt selv. Det var lange dage,” siger han.

Hvad var det mest “irriterende” ved at åbne selv, var det ting som regnskaber osv.?

“Vi havde revisor til regnskabet, men det var ofte om søndagen, at man fixede praktiske ting og derfor havde jeg nærmest ikke fri,” forklarer Lars.

Hvordan har Byens Grønttorv udviklet sig igennem tiden?

“Vi havde en fin forretning i Midtpunktet indtil finanskrisen startede. I 2004 solgte jeg min halvdel til min makker Johnny, som jeg stadig er sammen med i dag. Der skulle min hustru og jeg have Oliver vores yngste søn. Der var valget, at enten skulle jeg finde noget andet at lave ellers skulle jeg finde en makker, som kunne hjælpe til og aflaste. Det var et godt valg, som jeg bestemt ikke har fortrudt.”

“Vi udviklede os til at blive en grossistforretning. Det skete, da krisen trådte til. På daværende tidspunkt havde vi allerede en del salg ud af huset, så det blev bare kun det. Den helt store ændring for os var, at vi nu skulle ud at banke på ved folk og få en kop kaffe og så ellers få en snak om frugt og grønt.”

Ordre på 10.000 skiver lime

Den dag i dag er 95 % af Byens Grønttorvs kunder erhverv. Til at starte med, da det blev til en grossitforretning, var der netsalg til private, men det blev lukket ned, da det var for omstændigt i forhold til fortjenesten.

Til gengæld glæder Lars sig over sine nuværende kunder og nævner, at der jævnligt kommer sjove ordre ind.

“Vi har faktisk fået en til næste fredag, hvor vi skal levere 10.000 skiver lime. Det skal vi nok få løst. Lige nu er der også meget med jordbær til bagerne, så det gæler om at man har friske varer,” forklarer Lars.

Hvilke typer har Byens Grønttorv som faste kunder?

“Vi kører mest ud til erhverv, og det gælder blandt andet restaurationer, cafeer, storkøkkener til virksomheder og så har vi også ordninger med Fredericia Eliteidræt og Fredericia Kommune, som vi leverer til,” siger Lars

Lige for tiden, hvad er der sæson for af frugt som I leverer?

“Det er meget nektariner, ferskner og jordbær. Vi laver vores frugtkasser alt efter hvilken sæson vi er i. Der er nogle ting som bananer og æbler, der går igen, men andre ting justerer vi på,” siger Lars og kommer ind på, at han også selv spiser frugt:

“Jeg spiser mindst to æbler om dagen, de skal være røde. Jeg holder mottoet med seks om dagen, og vi får også grøntsager hver dag til aftensmaden derhjemme,” siger Lars, som med et smil på læben fortæller, at der er fri frugtordning til medarbejderne hos Byens Grønttorv.

Fremtiden

Byens Grønttorv kører derud af, og det ser bogstavelig talt grønt ud, men hvad bringer fremtiden? Det spørgsmål fik Lars.

“Det er svært, men vi håber, at vi kan bibeholde de kunder, som vi har. Der er altid plads til flere fakturanummer, hvis nogen melder sig. Vores branche har lidt den udfordring, at mange af køkkenerne i virksomheder er blevet overtaget og har en aftale om, at de køber ind hos et cateringfirma.”

“Vi skal slå os igennem på kvalitet, og vi er 100 % dedikeret til frugt og grønt i forhold til et cateringfirma. Vi er specialiseret og har syv dedikerede medarbejdere, sm ikke laver andet end at pakke og køre ud med tingene.”

Hvad med dig selv, hvor længe kunne du se dig fortsætte med Byens Grønttorv?

“Det er svært at sige, men jeg har været der i mange år. Hvis jeg skulle lave noget andet ville det nok være inden for salg. Hos os står jeg for kontor og salg, og så er det Johnny, der tager sig af indkøb og lageret,” siger Lars og kommer ind på, hvordan hverdagen er hos Byens Grønttorv:

“Vi møder ind mellem klokken 3 og 5, og så gør vi ellers klar til at vores folk kan køre ud. Der er meget at se til, og det bliver nemt til 60-70 timers arbejde i løbet af ugen, men der er vi heldigvis så fleksible, at hvis en skal noget, så overlapper vi hinanden. Johnny og jeg har eksempelvis også begge tre ugers sommerferie, så det er rigtig dejligt.”

Sport betyder meget

Lars er sportsinteresseret, og Byens Grønttorv har engageret sig i lokalsporten, hvilket er vigtigt for dem.

“Det er vigtigt, at vi støtter de lokale klubber. Jeg støtter fx BPI til sommerfesten, og så er vi sponsor hos FC Fredericia og FHK,” siger Lars og kommer ind på, hvad det betyder, at det går godt for begge hold:

“Det betyder helt klart noget så der er flere, der taler om dem, og vi bliver også set mere, når det går godt, da der så kommer flere tilskuere.”

Hvor meget fodbold og håndbold får du set?

“Jeg ser næsten alt håndbold på hjemmebane, og når tiden er til det er jeg også til fodbold,” siger Lars.

Lars er FC Midtjylland-fan. Jeg bekendte ikke selv kulør over for Lars og fortalte, at jeg holder mig Brøndby, som Midtjylland besejrede i pokalfinalen.

Til gengæld synes Lars, at det er fedt med samarbejdet mellem FC Fredericia og FC Midtjylland.

“Det er spændende, især for FC Fredericia, der får de her unge spillere til. De skal selvfølgelig ikke spille for enhver pris, da FC Fredericia også selv har dygtige spillere, men det er et spændende projekt ,” siger han.

Flittig løber

Når den ikke stor på Byens Grønttorv og trænergerningen med sønnen, så har Lars en særlig interesse.

“Jeg løber et par gange i ugen. Det bliver til omkring de ti kilometer, og så et halvmarathon engang imellem. Jeg har været til Lillebælt Halvmarathon ti gange. De eneste gange jeg ikke har deltaget var det første år, og så var der i år, hvor jeg var skadet,” siger Lars, der skal til halvmarathon i Aabenraa d. 22. juni.

Hvad håber du fremtiden bringer personligt?

“Jeg håber, at det fortsætter som nu, og at vi kan holde næsen i sporet, så forbliver det godt,” lyder afslutningsreplikken fra Lars Lodahl.

Måske bliver Ugens Kurt ny partiformand

Andreas Andreassen

12:51 - 28. maj 2019

Fredericia AVISEN havde i denne uge Kristendemokraternes Isabella Arendt, som “Ugens Kurt”. Hun kan nu blive ny formand for partiet. Kristendemokraternes nuværende formand, Stig Grenov har besluttet ikke at genopstille, som landsformand for Kristendemokraterne.

Og da han også anbefaler medlemmerne at stemme på næstformand Isabella Arendt, som ny formand er vejen banet for den 26-årige fredericianer. Det skriver TV2.

Læs også:

https://fredericiaavisen.dk/ugens-kurt-isabella-arendt/

Ugens Kurt: Isabella Arendt

Matthias Runge Madsen

07:00 - 27. maj 2019

Kristendemokraternes næstformand, Isabella Arendt, fik en flyvende entré på den helt store scene i valgkampen. ‘Vikaren fra himlen’ vendte hjem til Fredericia, til en kop kaffe og en snak om livet, politik og valgkampen.

I en meget travl kalender finder Isabella Arendt tid til at komme hjem til Fredericia, hvor hun er opvokset. Hun bliver kørt direkte til kaffeaftalen af en journalist fra BT, der har fulgt hende gennem valgkampen, det er altså en meget presset kalender Isabella har fået sig efter hun i sidste øjeblik måtte tage over for partiformand Stig Grenov.

Chefredaktøren, der selv i sine unge dage var politisk aktiv, og dermed i store træk har haft en dannelse som Isabella, satte sig sammen med Kristendemokraternes stjernekomet til rette og fik en god snak.

Isabella Arendt er 26 år gammel, og kommer her Fredericia, en by hun også har rost flere gange i sine TV-optrædener de seneste dage. De fleste år af hendes barndom foregik i Egeskov, og det meste af skolegangen på Bredstrup/Pjedsted Skole, inden turen gik til Egumvejens Skole i den sidste del af folkeskolen.

Fredericia Gymnasium var næste mål for den unge politiker, det samme sted som hendes partifælle og tidligere landsformand for Kristendemokraterne, Marianne Karlsmose, har gået.

Da Isabella i 2012 blev student fra Fredericia Gymnasium tog hun et sabbatår, der bragte hende til en Indremissionsk højskole. Efter sit sabbatår var Isabella helt klar over hvad hun ville, så hun drog mod hovedstaden for at læse statskundskab.

“Min interesse for videnskab og samfundsforskning var stor, så derfor var Statskundskab det rigtige for mig at vælge”, fortæller Isabella og fortsætter:

“Mit studie har i dag ført mig til, at jeg arbejder på Institut for Lykkeforskning, hvor jeg blandt andet ser på trivsel på arbejdsmarkedet, hjælper virksomheder med at højne trivslen samt laver rapporter for Krifa”.

Isabella spørger også ind til Chefredaktørens baggrund, og her fortæller han stolt, at han er historiker og filosof, hvilket straks får Isabella til at udbryde “Jeg kan ikke helt forstå, hvorfor en politiker altid skal redegøre for sin holdning så grundigt, mens filosoffer altid kan kaste om sig uden at redegøre for det”, en holdning som chefredaktøren bestemt ikke deler, men nok om det.

Politik – hvorfor?

Allerede i en meget ung alder meldte Isabella Arendt sig ind i politik, da hun i 2007 meldte sig ind i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom i Fredericia, men præcist hvorfor kan hun ikke huske.

“Jeg ved faktisk ikke hvor den politiske interesse kom fra, jeg kan ikke huske præcist hvad jeg sagde tilbage i 2007 da jeg gik i 8. Klasse og gik ind i politik. Måske var det valgkampen, men det skete i hvert fald bare. Jeg besluttede mig, og så havde jeg en politisk interesse”, forklarede Isabella.

“Der er ikke noget i min opvækst der peger på, at jeg skulle blive politisk interesseret. Ikke forstået på den måde, at der ikke var plads til at diskutere og tale om mange emner, for det var der”, siger hun og fortsætter:

“Jeg havde en stille og rolig opvækst i en god forstadsfamilie med mor og far og børn. Jeg kunne godt lide at gå i skole, og måske kommer interessen fra, at jeg var glad for fagene historie, dansk og samfundsfag”.

I en kort periode partishoppede Isabella Arendt for at finde det rette parti for hende. Hun meldte sig ind i Kristendemokraterne, men var også en tur hos De Radikale inden hun igen meldte sig under KD’s faner med Stig Grenov som formand.

Isabella Arendt bruger på de sociale medier en tegneseriefigur af hende selv som superhelt, og superhelte skal som bekendt have mad og drikke for at fungere, så Isabella får en panini og en dobbelt-latte, inden samtalen fortsætter.

Kastet i spidsen

Isabella Arendt blev næsten kastet i spidsen, ja faktisk var det få minutter fra hun var på vej mod Aarhus, da telefonen ringede.

“Skal jeg være helt ærlig, så sad jeg faktisk i et tog og troede jeg skulle stene Netflix på vej til Aarhus. Pludselig får jeg at vide, at Stig er syg. Jeg var nervøs og fik en hurtig briefing fra medierne, og så var det bare på. Og det er også der vi er nu, vi er på”, fortæller Isabella.

Hvordan er det fra den ene dag til den anden at skulle stå i spidsen?

“Først og fremmest vil jeg sige, at ingen havde regnet med at Stig ville blive syg, og jeg har nydt positionen som næstformand for KD. Det er sweet-spottet at være næstformand, der kan man fjolle lidt mere rundt og får lidt færre hademails end man gør når man er formand. Men her handler det om at Stig bliver rask og får det bedre, samtidig med at vi får et stærkt valg”, siger Arendt og fortsætter:

“Det er vildt sjovt, og det gik jo heldigvis godt. Derudover er det bare fedt, at der er interesse for vores politik. Jeg nyder at få lov til at dele min passion med andre vælgere, og ikke mindst møde de mennesker der synes vi er værd at stemme på”.

Hvad med dig og politik, du er jo ganske ung?

“Jeg er kun 26 år og skulle jeg blive fast leder om ti år, vil jeg stadig være en ung politisk leder, men det er naturligvis medlemmerne af partiet der bestemmer hvem der skal være formand”, svarer Isabella og fortsætter:

“Lige nu handler det her ikke om valg, formand og fløje, det handler om fællesskab”.

Hvilke politiske ting interesserer dig?

“Mennesker, jeg er passioneret af mennesker. Jeg vil gerne lære af andre mennesker. Så er der ingen tvivl om, at familien betyder meget for mig, hvilket jeg også præsenterer i vores politik”, siger Arendt og fortsætter:

“Og når vi snakker om vores politik, så synes jeg det går godt. Vi er blevet en spiller på lige vilkår med de andre partier. Det er dejligt, at blive taget seriøst og spurgt til hvad der er vigtigt – og hvad vi går til valg på. Og i den forbindelse få lov at præsentere hvad vi står for”.

Hvordan ser du jer selv som parti ift de andre partier – og hvis I bliver valgt, vil I så stille ultimative krav?

“Først og fremmest stiller vi ingen ultimative krav. Jeg ser os selv som en del af det borgerlige Danmark, men ikke som Vermund eller nogen af de andre. Vi er socialkonservative, og vores fokus er klart på familie, børn og klima”, siger Isabella.

Nu har du nævnt familie en del gange, kan du fortæller om den? Hvordan adskiller den sig fra de røde partier, der også har familien i fokus?

“Vores familiepolitik handler ikke så meget om kroner og øre, det passer om rettigheder. Retten til at passe sine børn selv, og vise at man vil sine børn. Jeg synes det er forkert, at det bliver en rød mærkesag at gå op i sine børn, det er absolut også en mærkesag for os”, siger hun og fortsætter:

“Vi går dog ind for en borgerlig frihedspræget familiepolitik, der giver magten tilbage til familien, sætter skatten ned for at redde klimaet, differentiere momsen så bæredygtige og sunde produkter bliver billigere, samtidig med at der naturligvis skal være råd til at brødføde sin familie med de gode fødevarer, der bliver billigere mens andre usunde fødevarer bliver dyrere”.

“Vi blev stiftet på familie og et ansvar for hinadnen og den planet vi bor på. Min generation er vågnet op, og dem der har magten taler også om klima, men de har ikke løst nogle problemer. Jeg mærker også blandt de unge en frustration over, at ingen er blevet taget alvorligt før det er for sent. Derfor er planeten en stor del af den fremtid jeg arbejder for. Derudover, at børn ikke får stress og angst af at gå i skole”, forklarer Isabella Arendt.

Hvad mener du med skolen?

“Igen handler det om borgerlige frihedsprægede rettigheder. Statens måde at blande sig i skolernes læringsmål, folkeskolens indhold og andet er måske godt, men formen er direkte forkert”, forklarer hun og fortsætter:

“Vi vil gerne give lærerne fuldstændig frihed til mængden af tid, prøver, tests samt mængden af idræt og musik, samt stole på lærerens faglighed til at opnå de mål. Det er måske en ultraliberal holdning, at sige det skal løses på skolerne. Der kan naturligvis være forskel på skolerne og hvordan klasserne er sammensat, men ghettoproblemer og andet løses ikke med one-size-fits-all”.

“Det er hovedtemaet i store dele af vores politik, mere tillid til lærerne end til politikerne. Tests skal være op til den enkelte skole. Der kan være skoler hvor man vurderer, at sprogprøver er godt. Men tests er ikke til for at familiestrukturen smuldrer og børnene får stress. Og der er ingen løsning, hvis børnenes trivsel ikke er til stede”, lyder det fra den unge politiker.

Bliver I valgt?

“Intet er sikkert før d. 5. Juni, men jeg synes det går godt, og jeg møder mange mennesker der støtter op om vores politik, så jeg tror vi bliver valgt”, svarer Isabella.

Tidsplanen er stram, og tiden gik hurtigt. Isabella skal med toget videre til næste vælgerarrangement, der er fuld fart på for den unge vikar fra himlen. Faktisk gik det så hurtigt mod banegården, at vi næsten glemte et billede – men vi nåede det lige, inden vi sendte hende videre mod næste mål.

Ugens Kurt: Jess Petersen

Patrick Viborg Andersen

07:00 - 20. maj 2019

Jess Petersen har været en ildsjæl i fredericiansk fodbold igennem mange år. Jess er en af bagmændene bag Fredericia KF, men hvem er personen Jess ellers? Lær i denne udgave af Ugens Kurt Jess bedre at kende.

Jess havde ved en tilfældighed fået ændret i sine arbejdsplaner. Det gjorde det derfor muligt at mødes på Kurt’s Kaffebar klokken 10:00, hvor Jess sad og bladrede en af de landsdækkende aviser igennem, og kender man Jess ret, så har det været på en af sportssiderne at fokus har været.

Efter at have hilst på Jess var det tid til at bestille noget at drikke. Jess’ valg faldt på kakao, mens Ismail nærmest inden jeg havde åbnet munden var begyndt at hælde en sort kop kaffe op til mig. Og Ismail havde helt ret, nogen ting ændrer sig bare aldrig, og det samme gør sig også gældende for Jess, der har fået fodbold ind med barnsben og stadig den dag i dag som 57-årig har noget med fodbold at gøre.

Vi indledte også vores formelle del af vores samtale om barndommen, men i første omgang sprang vi fodbolddelen over, som vi vendte tilbage til, da det er et kapitel for sig selv.

Skolemæssigt gik Jess på Egumvejens Skole i de førte år, og tiden sluttede på Skjoldborgvejens Stole.

“Jeg kan ikke huske så meget fra dengang, men det var dengang man gik i skole om lørdagen,” siger Jes og smiler, mens jeg undrende spurgte om det ikke var irriterende ikke at have fri i hele weekenden.

“Det var kun til middagstid om lørdagen, så det gik lige. Vi havde en hyggetjans om lørdagen med et håndværksfag, så det var ikke fordi det var så slemt at være i skole der,” lød Jess’ svar.

Efter folkeskoletiden kom Jess i lære som elektromekaniker, og det var bestemt ikke noget, som han fortrød efterfølgende.

“Det var fordi, at det var et spændende fag. Jeg var i det, der svarer til brobygning i dag – det hed noget andet dengang – og jeg synes, at det var spændende. Det er en blanding af elektriker, maskin og smedearbejde, så det er lidt forskellige ting blandet sammen,” siger Jess, der ser tilbage på læretiden med glæde:

“Selvom jeg var lærling fik jeg selvstændige projekter, og det var ikke alle steder, at man fik så meget ansvar, så det var jeg glad for. Det var selvfølgelig udfordrende, men det var også lærerrigt, at man stod til ansvar for det man lavede.”

Efter nogle år som svend efter endt læretid blev Jess ansat hos DSB i 1986, hvor han var frem til 2000. Derefter gik turen videre til DB Cargo i Taulov og hvor han stadig er ansat den dag i dag, og hvor Jess kunne se sig selv arbejde indtil tilstedeværelsen som pensionist venter.

“Den ligger lige til højrebenet, jeg er stadig glad for at gå på arbejde derude hver dag, så jeg kan sagtens se mig selv blive der til pensionistalderen,” forklarer Jess.

Fodboldmanden Jess

Efter at have talt om den Jess, der drejer sig mere om den Jess væk fra kridtstregerne, så drejede samtalens sidste del sig ind på sporet af den Jess, som de fleste kender, nemlig ham der har noget med fodbold at gøre.

Det hele startede tilbage for rigtig mange år siden. Jess var fire år gammel, da han snørrede fodboldstøvlerne for første gang og indtil for to år siden spillede han stadig selv.

“Jeg kunne ikke mere med knæet, som har drillet mig siden 1984. Jeg har ikke kunne træne 100 procent igennem pga. det, men for to år siden kunne jeg ikke mere,” siger Jess, der som det højeste som aktiv spiller tørnede ud i Serie 2.

Den Jess, som de fleste og undertegnede kender, er ham fra KFUM Parken. Sådan var det dog ikke i Jess’ aktive karriere som spiller.

“Jeg har spillet i alle klubber i Fredericia. Det har været lidt tilfældigt, hvor jeg spillede. Det har blandt andet haft en indflydelse, hvor vennerne spillede og sådan noget. Jeg har haft en god tid i alle klubber,” slår Jess fast.

Jess som træner

I 1990 indledte Jess sin trænerkarriere. Han blev tilbudt at blive træner for Fredericia KFUMs dameseniorhold i 1990.

“Det var lærerrigt. Du lærer at behandle mennesker på en bestemt måde, og så fandt jeg faktisk min kone på det hold,” griner Jess, inden tonen igen blev seriøs:

“En af grundene til, at det er godt at træne damer er, at de er bange for ikke at præstere. Drengene føler, at de er omkring landsholdet og mener, at de selv ved bedre,” siger Jess.

Jess har ikke trænet nogle A-landsholdsspillere, men mindre kan også gøre det. I sin tid som træner i FC Ungdom har han haft flere spillere, der har drevet det til noget seriøst med fodbolden.

“Jeg har haft Christian Ege, da han var junior. Det er imponerende, hvad han har drevet det til. Han har altid haft arbejdshandskerne på, så det er fortjent og et bevis på, at hårdt arbejde godt kan betale sig,” forklarer Jess, der også har haft andre dygtige spillere under vingerne:

“Jeg haft Jeppe Hansen, der altid har været målfarlig og blandt andet har spillet i OB og i Island. Jeg har også haft Simon Smith, der lige som Jeppe har spillet i Island. De to spiller sammen i Kolding i 2. division.”

Eventyret med Fredericia KF

I dag er Jess mere i baggrunden, og er hvad man bedst kan betegne som sportschef i Fredericia KF, som han var med til at få op at stå for tre år siden.

“Jeg havde i mange år set, at de forskellige klubber i byen kun havde et enkelt kvindehold. Enkelte hold døde også grundet mangel på spillere. Der var positive tilkendegivelser for at lavet én samlet klub, så det gjorde vi,” siger Jess og evaluerer på de første år med Fredericia KF:

“Vi er nået langt, og er blevet godt forstærke, og vi er heldige at have nogle gode samarbejdspartnere i form af blandt andet Fredericia Eliteidræt med morgentræning. Fredericia Kommune støtter os også meget, og er med til at støtte vores stadionprojekt, hvor vi et par gange årligt har et event på Monjasa Park, hvor flere af vores hold spiller.”

Var I nået så langt uden samarbejdspartnerne?

“Nej, det var vi ikke. Vi har en hel del sponsorer, som bakker os godt op, og så har vi været heldige at finde dygtige og engagerede trænere. Det er noget af det vigtigste, hvis et projekt skal lykkes,” siger Jess og peger på, at han gerne vil have endnu flere ungdomsspillere til Fredericia KF.

På seniorsiden kører det på skinner for Fredericia KF. Klubbens bedste mandskab ligger nummer et i Jyllandsserien, og spillermængden er generelt stor.

“Vi har 52 spillere i seniorafdelingen, det er der ikke mange, som har i Danmark. De er alle meget træningsivrige, men det sociale er lige så vigtigt for os,” siger Jess.

Pt. er Fredericia KFs bedste kvindemandskab som nævnt i Jyllandsserien. Ambitionen er oprykning i denne sæson, men på sigt er målsætningen endnu større.

“Vi vil rigtig gerne op at lande i 1. division,” lyder svaret fra Jess, som fortæller, hvorfor målsætingen ikke er liga:

“Der er 750.000 kroner til forskel på at spille i de to rækker. Det hele skal hænge sammen, så med mindre vi pludselig får en stor pengetank, så er målsætningen 1. division på sigt,” siger Jess, som håber på, at Fredericia KF er at finde i 1. division om tre år.

“Det er realistisk, hvis vi rykker op til sommer og får lidt forstærkninger. Vi har gode spillere, og vi har pt. flere lovende spillere til prøvetræning, så jeg synes, at det ser godt ud.”

Det er ikke kun på seniorsiden, at Fredericia KF har ambitioner. Det er også i ungdommen, hvor Jess håber at få en klub som Gauerslund med på vognen

“Vi gør meget ud af vores ungdomsafdeling. Det gælder om at have så mange som muligt så vi hele tiden får spillere op nede fra ungdomsrækkerne. Derfor går vi aktivt ind og forsøger at få flere ungdomsspillere til klubben,” siger Jess.

Når den ikke står på arbejde og Fredericia KF

Når den ikke står på Fredericia KF, som bedst kan betegnes som et fritidsprojekt for Jess, ynder han også at se meget fodbold i tv.

I privaten kan tonen godt blive høj, når Barcelona og Real Madrid løber på banen. Sønnen Mads er kæmpe Barcelona-fan, men Jess holder med ærkerivalerne Real Madrid.

“Jeg har altid godt kunne lide Real, de spiller mere direkte imodsætning til Barcelona, der bare flytter bolden rundt,” siger Jess, der også har et andet favorithold i form af FC Midtjylland:

“Jeg er fascineret af, at de producerer deres egne spillere. Det er også noget af det jeg gerne vil med Fredericia KF,” siger Jess, som når det passer ind i krammet, er at finde på Monjasa Park til FC Fredericias hjemmekampe:

“Jeg følger FC meget, jeg er kommet på stadion lige siden Baldersvej, hvor der er sket en kæmpe udvikling,” siger Jess.

Forstående familie har altid bakket op

Jess er meget passioneret omkring Fredericia KF, som han snildt bruger 20-25 timer på i ugen og med en 37 timers arbejdsuge ved siden af er det svært at finde tid til andre aktiviteter.

“Jeg laver nærmest ikke andet end det. Det har jeg ikke tid til, fodbold tager alt min fritid,” siger Jess og slutter:

“Familien har altid bakket mig op omkring fodbolden, og givet mig lov til at bruge meget tid på det. Jeg er meget glad for, at de har været forstående for mig og min passion.”

Fakta Jess Petersen
Er 57 år
Er gift med Lone Overgaard Pedersen, som han har sølvbryllup med næste år
Har to børn, Mads og Didde.
Har altid boet i Fredericia
Er uddannet elektromekaniker
Arbejder hos DB Cargo i Taulov
Er i Fredericia KFs styregruppe
Er bestyrelsesmedlem i Fredericia KFUM

Ugens Kurt: Mia Nygaard Hansen

Patrick Viborg Andersen

07:00 - 13. maj 2019

Mia Nygaard Hansen, Ugens Kurt — Mia Nygaard Hansen er Ugens Kurt. Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Mia Nygaard Hansen er mangeårig spiller i Fredericia Håndboldklub, hvor hun bortset fra en kort afstikker til Team Esbjerg, altid har spillet. Mia er kommet i den varme stol som Ugens Kurt, hvor vi lærer personen Mia bedre at kende, og hvor hun blandt andet fortæller om en ubeskrivelig episode i forbindelse med en oprykning.

Til dagligt er Mia lærer på Strib Skole, og vi aftalte derfor at mødes en dag efter fyraften for Mia, som i dette tilfælde var klokken 13:00.

Mia trådte ind ad døren hos Kurt’s Kaffebar præcis på klokkeslættet og satte sig til rette ved højbordet. Mia er ikke til kaffe, så vi fik bestilt en kakao, og så gik snakken ellers i gang om hende, som mange kender som den karismatiske målmand fra FHK.

Vi lagde ud med at spole tiden tilbage til Mias barndom, hvor hun gik på Skjoldborgvejens Skole.

“Jeg startede faktisk med din chef, Andreas,” siger Mia og smiler, inden hun kom ind på skoletiden:

“Det var okay. Vi havde et godt skoleliv med de udfordringer, som der hører til i skolen. Vi havde mange sportsinteresserede i klassen, så det var fedt,” fortæller Mia, som også havde en sportsinteresseret lærer i form af Carsten Dalegaard, som hun havde til matematik og fysik.

Efter 9. klasse startede Mia på Fredericia Gymnasium, og det var lidt noget andet end tiden i folkeskolen.

“Det var lidt anderledes. Jeg kom i klasse med mange af dem, som jeg kendte fra folkeskolen. Hele håndboldholdet, gik på gymnasiet, så dem gik jeg meget sammen med,” siger Mia.

Mia nævnte det selv, håndbolden. Det var en essentiel ting for Mia dengang, og er det stadig den dag i dag.

“Det har betydet alting, det er der de faste venskaber er, så vi ses stadivæk og vi har en lille loge, hvor vi er fem piger tilbage,” forklarer Mia.

I årene, hvor Mia gik på gymnaiset, var håndboldholdet talentfuld. Så talentfuldt, at det blev til en andenplads ved de jyskemesterskaber, og det gjorde, at håndbolden fyldte meget i årene omkring gymnasietiden.

“Årene på gymnasiet var okay, men livet der fyldte ikke så meget i forhold til håndbolden,” siger Mia, der af samme årsag heller ikke deltog i så mange fester:

“Jeg var til sermo to gange, den første og sidste gang. Det var vel det.”

Efter tiden på gymnasiet startede Mia på idrætshøjskolen i Ikast, hvor FHK-herrernes nuværende assistenttræner, Ole Damgaard, underviste på daværende tidspunkt. På højskolen startede også Mias veninde Pia Mikkelsen, selvom de to slet ikke havde talt sammen om det.

“Vi forsøgte at adsprede os lidt, vi boede i hver sin ende af højskolen. Det er sjovt at se tilbage på de oplevelser vi havde sammen dengang,” siger Mia.

Højskolen førte til at blive lærer

Højskolen fik stor betydning for Mia, der i sin tid på skolen fandt sin rette hylde arbejdsmæssigt.

“Jeg blev pædagogmedhjælper i Kløverløkken, efter jeg gik på højskolen. I tiden på højskolen fandt jeg ud af, at det med at undervise var skægt, så jeg tog et halvt års tid, hvor jeg arbejdede med mennesker,” siger Mia, der efterfølgende startede på lærerseminariet i Odense:

“Jeg boede stadig i Fredericia i den tid jeg tog uddannelsen. Det var ikke så slemt at pendle frem og tilbage, så det var fire gode år.”

Praktiktiden fandt sted på skoler i Middelfart, Tommerup og Odense, men i mellemtiden var hun også tilkaldevikar på Treldevejens Skole.

“Jeg nåede blandt andet at have Peter Nielsen (håndboldspiller, red.). Jeg kendte ham som Lottes (en af Mias håndboldveninder, red.) lillebror, men der var ikke noget der,” siger Mia.

Efter de fire år på seminariet i Odense kom tiden til at finde et fuldtidsarbejde som lærer, og det var noget, der faldt i Mias smag.

“Jeg var helt klar til at komme videre, hvor det var man skulle have et job. Jeg var faktisk til samtale på Skjoldborgvejens Skole, men der var nogle ting, hvor jeg stadig følte mig som elev, og jeg fik en anden mulighed,” siger Mia, der i stedet blev ansat på Strib Skole, hvor hun nu er på 14. år:

“Jeg startede faktisk som klasselærer for Jakob Frederiksen (håndboldspiller i FHK, red.). Det var spændende som 24-årig at blive kastet ud i faget. Jeg var ikke meget ældre end eleverne, men jeg var hurtigt sikker på, at jeg var på den rigtige hylde.”

Selvom Mia nu har været 14 år på Strib Skole, så er det ikke en arbejdsplads, som hun overvejer at forlade.

“Jeg synes, at det er rart man kender skolen indefra. Jeg har selv sat mit præg på, hvordan den er i dag,” siger Mia, der underviser i idræt, samfundsfag og historie.

At Mia underviser i idræt kommer ikke som nogen overraskelse, og samfunds- og historiefagsdelen er der også en god grund til.

“Der er en naturlig interesse for det, da min far farfar var glad for historie. Jeg har altid læst mange aviser, så samfundsfag har også faldet naturligt ind,” siger hun.

Flere børn tænker sit om eksempelvis samfundsfag, der for mange i folkeskolealderen ikke er de mest interessante emner, som man beskæftiger sig med.

“Det er en af mine kerneopgaver at klæde eleverne på i de fag. Jeg synes, at det er essentielle fag for hvem vi er. Vi har en opgave i at danne eleverne på det punkt,” forklarer Mia, der som samfundsfagslærer glæder sig over de forudstående valg:

“Jeg synes, at det er fedt. Det er med til at sætte kvalitet i undervisningen. Vi kørte ungdomsvalget i januar, og det giver aktualitet for eleverne.”

Håndboldspilleren Mia

Mia har spillet håndbold i rigtig mange år, og det hele startede tilbage i 1987-88.

“Mine forældre snakkede om håndbold, og det kunne være sjovt. De havde spillet lidt selv på lavt plan, så jeg startede i F’erne dengang,” siger Mia, der efter fusionen mellem KFUM og Fredericia fF automatisk fulgte med til FHK i 1990.

Mia er kendt som keeper, men i ungdomsårene prøvede hun sig også af i marken.

“Fra anden års U14 var jeg fast keeper. Det var noget, som jeg var okay til og derfor blev det valget, at jeg skulle være keeper,” siger Mia.

Som årene skred frem blev det mere og mere seriøst for Mia, der som nyoprykket seniorspiller ikke gled direkte ind på førsteholdet.

“Jeg spillede på andetholdet, men det gjorde ikke så meget. Det var med alle vinderne, og vi havde det godt sammen. Vi spillede i 2. division, så det var også et fint niveau,” forklarer hun og fortæller, hvornår hun kom på førsteholdet:

“I 2006/07 kom jeg med. Det vat rigtig fedt, da det skete, fordi at det var med veninderne til forskel for nu, hvor vi har svært ved at have mange bosiddende spillere herfra byen.”

Fra det tidspunkt og frem til 2013 var det en rutsjetur at være FHK-spiller på klubbens bedste kvindehold, som røg frem og tilbage mellem 1. og 2. division.

“Det er ikke fedt at sige, at vi har været et elevatorhold, men vi har kæmpet alt vi kan. Nogle år har det været svært spillemæssigt, og der hvor vi står nu har vi aldrig haft bedre forudsætninger,” siger Mia.

Hvordan er det at spille i en klub, hvor man satser mest på herrerne?

“For mig har det altid været sådan, historien har været der, selvom man tænker, at det er lidt træls og irriternede, at der kommer 2.000 tilskuere til herrekampen og 150 til damekampen,” siger Mia.

I 2013 skete der et skifte, der ændrede tingene for FHK. Der blev skruet på nogle knapper, og FHK ansatte Mikael Jensen som dametræner og det gav pote. Klubben kom straks i 1. division og stabiliserede sig i midten af rækken, inden det i den nu afsluttede sæson gik galt.

“Det var fedt, at man prøvede at gøre noget dengang. Resultaterne fortalte, at der skete noget, men så skete der noget polemik sidste år i maj,” siger Mia.

Episoden i maj 2018, som Mia hentydede til er, at daværende træner Mikael Jensen sagde op, da hans ambitioner ikke stemte overens med FHKs og flere profiler samtidig skiftede klub.

Flere af spillerne, som skulle have båret FHK i 2018/19-sæsonen blev skadet, og så endte det med en nedrykning og FHKs dameafdeling skal nu i gang med at bygge det hele op igen.

“Vi står lidt i et vadested, og starter op igen i dag, så nu må vi se, hvad der er til rådighed,” siger Mia.

Eventyr med Team Esbjerg

Mia har altid spillet i FHK, pånær et halvt års tid, da der opstod en situation i Team Esbjerg, der gjorde, at de pludselig manglede keepere akut. 1. januar 2013 klokken 21:30 fik Mia pludselig et opkald fra daværende cheftræner i Team Esbjerg, som ville have keeperen til ligaklubben.

“Det var med sommerfugle i maven, det var en kæmpe chance, men omvendt var det også med respekt for mit eget hold. Jeg vidste godt, at jeg havde betydning for mit hold. Det var mærkeligt at skifte, fordi jeg aldrig havde spillet andre steder,” siger Mia, der endte med at spille en hovedrolle i enkelte opgør i sin tid i Team Esbjerg:

“Det var vanvittigt, det havde jeg ikke troet inden, hvor jeg troede, at jeg skulle være substitut. Vi var to der skulle vikariere i målet, og jeg dannede duo med Rikke Schmidt.”

Rikke Schmidt er ikke en hvem som helst. Hun er tidligere landsholdskeeper.

“Hvis man tænker over er det vildt, men hun er bare et menneske,” siger Mia og fortæller, at Rikke var rigtig behagelig at danne duo med.

En af de oplevelser, som Mia fik med fra Team Esbjerg var Europa Cup-kampe, og her husker hun tydeligt en tur til Rusland, som mange har fordomme om med behandling af udehold.

“Det passer meget godt, det er kontrasternes land. Vi blev hentet i en fin bus, men det var ikke den vi blev kørt til kamp i,” griner Mia og fortæller om flere oplevelser i forbindelse med Rusland-turen:

“Der var en dame, der stak sin mand ned på hotellet. Det betød åbenbart ikke så meget derovre. I hallen sad der hætteklædte folk med romerlys, og det er ikke ligefrem noget, som man oplever herhjemme. På en endevæg i hallen blev der samtidig spillet en gladiatorfilm i en halv times tid,”

Hvordan var det at komme retur til FHK efter tiden i Team Esbjerg?

“Det var som at komme hjem igen. Det kan godt være, at jeg fik andre tilbud, men jeg er altid blevet i FHK, da jeg ikke tror, at den oplevelse jeg havde der ville kunne overgås andre steder

Vanvittig oprykning

En af de oplevelser, som står klart i erindringen for Mia er oprykningen til 1. division i 2013/14-sæsonen. FHKs herrehold fejrede oprykning, og samme dag kunne dameholdet rykke op hvis de vandt, og det lykkedes foran omkring 1.000 tilskuere i thansen ARENA.

“Det var sjovt, jeg kan godt lide det med mange mennesker. Det gjorde det nemmere for os,” siger Mia.

Oprykningen den dag var en meget spektakulær en af slagsen. FHK endte med at vinde den pågældende kamp mod Stjernen, da FHK scorede direkte på frikast efter tid. Ved den episode var Mia gået frem og skabte rav i den ved at blande sig i Stjernens mur.

“Jeg tænkte ikke noget, folk har tidligere spurgt om det samme, men det er meget mærkeligt. Jeg tænkte, at jeg skulle være irriterende, og jeg ville tage fokus fra det, der skulle ske,” siger Mia og fortsætter:

“Først skød hun (Stine Lunderskov, red.), men så var der omkast. Så sagde alle, at jeg skulle gå væk, og så endte hun med at score i langt hjørne.”

Fremtiden i FHK

Mia er på mange måder et synonym med FHK, og hun glæder sig også over oprykningen.

“Jeg vil hellere sige, hvad det betyder for klubben, det er DNA. Det betyder, at der kommer flere mennesker, og den organisation, som man er ved at opbygge er holdbar. Når man sad til afslutningsfesten, og der var mange mennesker, og formand Bent (Jensen, red.) stillede sig op og talte. Han nævnte alle hold, lige fra ligaholdet, til herre 2 og dameholdet. Det er fedt med en formand, som husker alle hold på den måde. Det viser det, som FHK står for” siger Mia.

Selv er Mia blevet 38 år, og om hun fortsætter på håndboldbanen er uvist, men hun kan ikke slippe FHK som det ser ud pt.

“Sålænge at jeg synes det er interessant og jeg kan bidrage, så bliver jeg,” siger Mia, der har kontrakt med FHKs damehold som assistenttræner til næste sæson.

Om Mia kommer på banen fremover er der til gengæld tvivl om.

“Jeg genoptræner lige nu efter en diskusprolaps i ryggen, så nu må vi se, hvad der sker på den front.”

Hvor længe kan du se dig som en del af FHK?

“Som du selv sagde til at starte med, så er der mange, der forbinder mig med FHK og mange har set mig i hallen. Det er en identitet for mig, så derfor er det svært at sige, at jeg ikke kan mere, når den kommer,” lyder svaret fra Mia.

Når den ikke står på FHK og arbejde

Meget af Mias tid går med arbejde og ting i FHK, og tiden udover det er derfor nøje udvalgt.

“Jeg ses med vennerne, familien og hygger ellers bare,” siger Mia.

Når det er off-season i håndbold, så er der huller i kalenderen, og det giver tid til lidt andre ting.

“Jeg slapper af, holder ferie, og så har jeg også en lille have, som jeg hygger mig med, ellers laver jeg ikke noget vildt, da jeg aldrig rigtig har gået i byen,” lyder afslutningsreplikken fra Mia.

Fakta Mia Nygaard Hansen
Er 38 år
Har altid boet i Fredericia
Arbejder på Strib Skole
Uddannet folkeskolelærer
Mangeårig håndboldspiller i FHK

http://www.lecture.dk/moms-dining/ — Annonce

Ugens Kurt: Stephan Klavsen

Patrick Viborg Andersen

07:00 - 6. maj 2019

Stephan Klavsen, Ugens Kurt — Ugens Kurt, Stephan Klavsen. Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Stephan Klavsen er en mand, som igennem tiden har haft mange kasketter på i frivillighedens øjemed. Blandt andet er han kendt, som en af opstartsmændene i HK Ultras og har igennem mange år arrangeret stævner i Fredericia KFUM. Lær i denne udgave af Ugens Kurt Stephan endnu bedre at kende.

Stephan Klavsen arbejder til daglig på Rådhuset, hvor han siden 2011 har været leder af Borgerservice. Vi fandt en halv times tid i Stephans kalender, og det passede ind med, at han kunne tage den korte gåtur fra kontoret på Borgerservice og hen til Kurt’s Kaffebar i Jyllandsgade.

Det blæste uden for, så en kop kaffe var tiltrængt for os begge for at få varmen. Vi startede med at tale om Stephans barndom, der startede i København, hvor han blev født, men allerede som et-årig flyttede familien Klavsen til Fredericia.

Da det blev tid til skolealderen startede Stephan på Skansevejens Skole, og det er en tid, som han husker tilbage på med glæde.

“Man lærte selvfølgelig det man skulle, men der var også plads til at have fri og lege. Jeg boede i Nordbyen, hvor jeg også bor i dag. Derude var der rigtig meget med marken i Norbo, hvor områdets unger samles. Dengang gik man ikke i fritidsordning på samme måde som i dag, så vi var sammen der,” siger Stephan, der begyndte til fodbold og det blev startskuddet til noget af det, som mange kender ham for i dag, nemlig foreningslivet:

“Jeg begynte at spille fodbold som ti-årig, men siden tog det fart med foreningslivet. Det er der, at jeg har mine venner fra, både fra fodboldtiden og de andre fællesskaber, som jeg er med i. Det med foreningslivet er vigtigt at værne om.”

Efter endt folkeskole tog Stephan en tre-årig uddannelse på Handelsskolen, og efterfølgende fik han en elevpads hos Fredericia Kommune, og blev udlært i økonomiforvaltningen.

“Det første år hos kommunen var jeg i bogholderiet, men jeg fik muligheden for at blive pantefoged. Det var jeg frem til 2005, hvor SKAT så overtog opgaven, og blev derfor overført til SKAT, hvorfor jeg arbejdede i Middelfart i to år. I 2007 fik jeg muligheden for at komme tilbage til Fredericia Kommune i Borgerservice, og siden 2011 har jeg været leder der,” siger Stephan.

Hvordan er Fredericia Kommune som arbejdsplads? Det spurgte jeg Stephan om, når han nu har været ansat så mange år i kommuneregi.

“Det er en dejlig arbejdsplads, den er uformel. Det er også en arbejdsplads, hvor man har mulighed for at dygtiggøre og udvikle sig. Sådan har jeg oplevet det,” siger Stephan og kommer ind på, hvordan det har været at arbejde så mange år hos kommunen:

“Jeg har prøvet mange ting i systemet, og så kan det godt være, at der stod kommunen på lønsedlen, men jeg har haft mange opgaver og funktioner. Når man er glad for udfordringerne, har jeg aldrig haft behov for at skifte arbejdsgiver,” siger han.

Stephan som frivillig

Stephan har været frivillig i mange år, og det hele startede, da han var 20 år gammel.

“Jeg blev engageret som fodboldtræner i Fredericia KFUM, hvor jeg var i omkring ti år, hvorefter jeg holdt en pause, da jeg havde travlt med uddannelser på arbejdet og dels var kørt tør i træneropgaverne. Jeg var væk indtil den største knægt begyndte. Så blev jeg engageret igen, og så har jeg fulgt drengene op igennem årene,” siger Stephan og fortsætter:

“I hele har jeg lavet stævner, det er blevet til omkring 20 år i KFUM sammen med andre gode frivillige. Jeg er stoppet som træner igen, og er nu med i en forældregruppe, hvor vi prøver at sørge for, at vores unger synes det er sjovt at gå til fodbold. Det skal være sjovt for hele årgangen, og ikke kun det bedste hold. Vi har forsøgt at tjene penge ind til at lave noget sjovt, da ungerne har nået den alder, hvor de bedste skal ind til FC Fredericia fra sommerferien.”

Var med til at starte HK Ultras op

Stephan Klavsen til pokalkampen mellem FHK og BSV . Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN

Stephan er meget sportsinteresseret. En af de sportsgrene han interesserer sig særligt for er håndbold.

“Jeg har altid set håndbold, og jeg kan huske, at jeg har været i hallen som barn for at se det. Ikke i guldårene, da vi vandt fem år i streg, men lige efter, har det gik nedad bakke. Lige siden har jeg fulgt holdet. Jeg spillede også lidt selv i KFUM, hvor vi havde et godt sammenhold. Vi var det eneste drengehold i klubben på det tidspunkt. Vi spillede lokalbrag mod F’erne, Taulov og hvad de ellers hedder,” siger Stephan og fortsætter:

“Vi rykkede op i starten af 00’erne, og det var der, at HK Ultras startede op. Der var lynhurtigt mange med, da mange fulgte holdet i forvejen. Lige så snart det går godt, så kommer der mange i hallen. Det fedeste var, da klubben var ved at lukke og vi samlede mange penge sammen. Vi fik samlet omkring 250.000 kroner sammen på tre dage, men det gjorde ondt, da vi lukkede i 2012. Til gengæld er det fedt, at vi nu er tilbage, hvor det er sjovt”

Hvordan var det at være med til at starte HK Ultras op?

“Jeg ved ikke om, at det er specielt. Det sjove er, at den gruppe, der startede det hele op, stadig kommer den dag i dag. Vi er ikke aktive i bestyrelsen mere, men vi kommer til både ude- og hjemmekampene. Der er en hygge med det, og det er et sjovt fællesskab, hvor der er plads til alle,” siger Stephan.

Da FHK rykkede op i ligaen igen, kunne man se, hvor meget det betød for folk i og omkring FHK. Stephan glæder sig også over fremadrettet at skulle se håndbold på øverste niveau igen.”

“Det er fedt at være der igen. Fredericia skal have et hold på det her niveau, når vi har nogle af de bedste faciliteter i hele landet. Den her gang tror jeg ikke, at vi er kommet op for at spille med i den tunge ende. På sigt skal vi være med, hvor det er sjovt – det kan man se på hele setuppet.

Hvad har været den sjoveste oplevelse med FHK?

“Vi skulle indvie den nye hal i Skjern, hvor vi var udset til at skulle være statistister, men vi vandt kampen. Vi spillede tre mod seks i de sidste to minutter, men vi reddede sejren hjem til sidst – det var fedt. Jeg tænker heller ikke, at man glemmer al den festivitas, som der har været i den seneste måneds tid omkring tilbagevenden i ligaen. Det er fantastisk, at klubben inkluderer fans og frivillige i alt det her. Det kunne mange lære noget af. Det gør, at opbakningen bliver endnu større, og at der er flere, som kommer og støtter byens hold,” forklarer Stephan.

Stephan nævnte det selv, byens hold. Han er selv frivillig i Fredericia KFUM, der er moderklubben til FC Fredericia. Derfor lød det lidt paradoksalt, at han kaldte FHK for byens hold.

“Jeg har altid argumenteret for det med fodbolden. Hvis man kunne lave noget i amatørklubberne i byen, så kunne man få flere børn til at spille. På sigt vil det ændre fødekæden til serieholdene, som spillere i Serie 1, 2 3 osv., og for F’ernes kommende Jyllandsserie. Der var en undersøgelse for et par år siden, hvor Fredericia var en af de byer, der havde færrest fodboldspillere pr. indbygger i kommunen. Det falder tilbage på den manglende evne til at samarbejde. Stod det til mig, så havde man et kombinationshold, hvor alle klubber deltog, og man så har et tilbud på alle niveauer. Både til de dygtigste, næstdygtigste og dem, der bare kommer for det sociale. Jeg ved godt, at man i håndbold har andre forudsætninger, da det hele er samlet i Fredericia Idrætscenter, men noget skal man gøre for fodbolden.

Nordbo har fået sin anden ungdom

Stephan er også engageret i Nordbo, hvor han pt. er formand.

“Jeg var en del af det som barn. Der var de legendariske Sankt Hans-fester og tilbud til ungerne i starten af 80’erne. Vi flyttede derfra og kom tilbage igen. I 2013 var der en stor udskiftning i bestyrelsen – jeg var ikke en del af det, da der var andre gode kræfter, som skal have æren for at det kører som i dag. Jeg kom til i i 2014, hvor jeg var kasserer og er nu en del af fællesskabet, hvor vi er mange, der gerne vil gøre noget for bydelen. Det er for både bør, voksne og gamle,” siger Stephan og fortsætter:

“Nordbo er med til at skabe noget for ungerne og skabe et fællesskab omkring det så ungerne også får tilhørsforhold til huset. Måske skal de overtage tøjlerne om nogle år, men det er fedt, at vi kan være så engageret i det. Vi har altid haft en medhjælperdag/fest en gang om året, sidste år var vi 75 inviteret. Det er alle dem, som bidrager til hverdagen i Nordbohuset.”

Hvordan er det at være frivillig i Nordbo?

“Vi voksne har det sjovt sammen, det er nok også derfor, at jeg er engageret i det. Der er også glæden i at være sammen med andre og være med til at rykke nogle ting,” siger Stephan.

Arbejde og foreningslivet fylder meget

Stephan har en finger med i mange ting, og det er også noget flere har påpeget over for ham, blandt andet i Nordboregi.

“Nogle gange kan vi godt joke med, at vi har svært ved at have fingrene i lommen. Man hører tit om, hvor svært det er at skaffe frivillige i stedet for at italesætte det, hvor man har fokus på, at det altså er sjovt at være en del af det,” siger Stephan.

Når den ikke står på arbejdet hos Bogerservice og de frivillige gerninger, så er der ikke mange timer tilbage i Stephans kalender, men der er flere interesser for ham, som han bruger tiden på.

“Jeg er husejer, og det skal jo også passes. Sammen med min hustru Annette har vi to drenge, og så plejer vi vores dejlige familie og er sammen med vennerne. Men det er klart at både mit arbejdsliv og foreningsliv fylder meget,” lyder afslutningsreplikken fra Stephan Klavsen

Fakta Stephan Klavsen
Er 46 år gammel
Født i København
Flyttede til Fredericia som et-årig
Gift med Annette, sammen har de to drenge

Ugens Kurt: Lars Middelboe

Patrick Viborg Andersen

06:00 - 29. april 2019

Ugens Kurt, Lars Middelboe. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Lars Middelboe har været ansat i EUC Lillebælt-regi siden 1992, hvor han siden 2006 har han været direktør på skolen. Men hvem er manden bag direktøren på teknisk skole? Fredericia AVISEN har sat Lars Middelboe i den varme stol, hvor han blandt andet fortæller om en fortid som Danmarksmester i badminton.

Dåbsattesten siger d. 14. maj 1959. Med andre ord betyder det, at Lars Middelboe snart fylder 60 år, og et skarpt hjørne i hans liv bliver nået.

Solen skinnede over Fredericia, da Lars kom ind ad døren på Kurt’s Kaffebar, hvor vi over en kop sort kaffe startede ud med at tale om Lars’ barndom.

Lars er født i bydelen Tarup i Odense, hvor han voksede op med sin far, der var tjenestemand hos postvæsnet og hans mor var frisør. I fritiden havde Lars en særlig passion, som han var ferm til.

“Jeg spillede badminton på eliteniveau, men det er mange år siden, at jeg har spillet. Jeg blev Fyns- og Danmarksmester, men da jeg var omkring de 18 år og skulle blive senior var der andre ting som piger, dans og musik, der begyndte at trække mere i mig,” siger Lars og fortsætter:

“Jeg har også dyrket vin, det blev til 80-100 liter om året. Det var sjovt, og jeg har udstyret og alt det der til det.”

Mor fik Lars til samtale i Nykredit

Lars tog sin realeksamen, men han var blevet skoletræt. Det viste sig at være en døråbner til starten på Lars’ første del af erhvervskarrieren, som han også er kendt for.

“Da jeg var 17 år sagde jeg til min mor, at jeg skulle ud at arbejde og ville tage et sabbatår eller hvad man kaldte det dengang. Min mor sagde ikke rigtig noget til det, men i starten af juni så hun en annonce i avisen, og sagde til mig, at jeg skulle til samtale i Nykredit på mandag. Jeg endte med at få jobbet som arkivmedhjælper og havde det i et år,” siger Lars og kommer ind på, at det så for alvor tog fat:

“Efter et år blev jeg tilbudt en læreplads som bankassistent. Den tog jeg som det man i dag kender som mesterlære. Det tog tre år ialt inklusive en handelseksamen, som der skulle til.”

På trods af, at Lars var skoletræt, så var tiden på skolen dog ikke noget, der slog ham ud af kurs.

“Det var en fin vekslen, jeg sad ikke et år af gangen på skolebænken – så det var lidt en gang imellem ligesom med lærepladsen. Jeg fik løn for at gå i skole, og undervejs interesserede jeg mig meget for IT og ting inden for administration. Jeg nåede aldrig rigtigt at arbejde med bankforretning i min elevtid,” fortæller Lars og kommer ind på, hvad der skete efter elevtiden:

“I en alder af omkring 22 år blev jeg leder for Nykredits regnskabsafdeling. Internt i Nykredit tog jeg min leder- og IT-uddannelse, og i en periode var jeg i IT-afdelingen i Aalborg. Fra 1985 begyndte centraliseringen så småt, og der arbejdede jeg med regnskab, revisor, administration osv. Man begyndte at trække det til København, og jeg blev tilbudt at tage med, men med to børn på daværende tidspunkt, så passede det ikke ind.”

Blev administrationschef

Efter at have siddet som leder af Nykredits regnskabsafdeling i over 20 år tog Lars derfor springet videre i 1992. Her blev han ansat som administrationschef på det vi i dag kender som EUC Lillebælt.

“Skolen var lille dengang. Den startede jo i 1982 med den tekniske skole i Kongensstræde, hvor det var jern og metal. I 1991 gjorde Bertel Haarder sådan, at de tekniske skoler skulle være selvejet med egen økonomi, bestyrelse osv. Skolen her i byen søgte om at blive godkendt som teknisk skole, og endte med at blive det. I den forbindelse ønskede man at få en leder som mig. Da jeg startede var der omkring 200 årselever og 40 ansatte ” siger Lars og fortsætter:

“Økonomien var lidt presset dengang, og direktøren blev udskiftet. Jeg troede heller ikke, at det kunne lade sig gøre at vende det, så jeg forlod skolen i tre måneder for at blive souschef hos Dansk Flytningehjælp, men om sommeren kom jeg tilbage, efter at direktøren overtalte mig. Fra 1994 og til han gik af i 2006 kørte vi parløb.”

I starten var økonomien ikke den bedste på skolen. Det har med tiden ændret sig, og det er der et par særlige grunde til.

“Medarbejderne har været engagerede og virkelig ville det. Vi tog alle mulige jobs på skolen til forskellige aktiviteter. Vi havde en kursusafdeling, der var progressiv og som markerede sig. I midten af 90’erne blev pc-kørekortet opfundet, og så opfandt vi fjernundervisningskonceptet sammen med de andre skoler. Vi fik 8000 kursister ind fra hele landet. Man kunne give en computer til undervisningsmaterialet, så når man tilmeldte sig pc-kørekort, så fik man det, og derfor væltede det ind med kursister,” siger Lars og fortsætter:

“Vi betalte gæld tilbage til ministeriet og det var startskuddet til den gode økonomi, som vi har i dag. EUC Lillebælt er ikke statslig ejet, som et gymnasium og VUC’erne. Derfor kan vi i princippet gå konkurs, selvom det er lidt usandsynligt, men muligheden foreligger. Det er derfor, at vi har en bestyrelse, og kører det hele som en forretning.”

Tiden som direktør

I 2006 stoppede den daværende direktør på skolen. Det gjorde, at Lars Middelboe søgte stillingen, og endte med at få den.

“Jeg tænkte meget på om jeg kunne, da jeg havde en anden profil end de andre. De fleste direktører kom inde fra, og havde enten været smede eller elektrikere og bygget sig op i hierarkiet. Bestyrelsen besluttede dengang, at de ville have en direktør, som kunne styre forretningen. Det viste sig efterfølgende, at det er blevet anvendt mere og mere, når man skifter og at det så ikke er en gammel smed, som overtager,” siger Lars.

Gennem årene har EUC Lillebælt udviklet sig markant, og har i dag har den en stor palette af uddannelser.

“Vi har ikke alle hoveduddannelser, men vi er store på transportområdet. På nogle punkter er vi Danmarks største indenfor feltet. Hvis Business Fredericias satsning i Taulov og Fredericia holder, så smitter det også af på os, og vi kan derfor blive Danmarks største transportskole om et par år, hvis det flasker sig,” siger Lars.

Meget apropos transport har EUC Lillebælt også flere store kunder inden for den branche.

“Vi har blandt andet DSB, som har valgt EU fordi, at de vil have medarbejderne samlet på ét sted i stedet for at tage den nærmeste. Vi har også eksempelvis Arla som kunde,” siger Lars og fortsætter:

“Vi forsøger at overtale endnu flere virksomheder til at bruge os med de IKUF-midler, som de har til rådighed.”

I disse måneder er der ved at blive lagt det sidste finish på EUC Lillebælts nye HTX-bygning, og det gør, at skolen forventer at ekspandere yderligere.

“Det er primært for at give plads til en forventet fremgang af elever elever på erhvervssiden, men vi slår to fluer med et smæk. Vi får et gymnasiemiljø, som vi tror giver flere HTX-elever fremadrettet, da vi har hørt, at det er det, der mangler. I dag er HTX-eleverne blandet med folk på min alder, når de er på kurser. De skal have deres eget miljø,” siger Lars.

Lars Middelboe som leder

Lars Middelboe var uvis på, hvordan han ville være som leder, da han ikke har været helt sikker på sig selv i den forstand, om det ville gå eller ej. Det er kun gået fremad for Lars, men i de seneste par år har han skulle træffe svære beslutninger.

“De sidste 2-3 har der været fyringer rundt omkring i Danmark pga. store besparelser. Alene vores skole skal spare to millioner kroner om året frem mod 2021. Det er svært, når man har med mennesker at gøre. Vi kan ikke sætte en dukke ud til maskinerne, men pga. stram styring har vi kunnet holde skinnet på næsen,” siger Lars.

Hvordan har man kunnet mærke det på arbejdsmiljøet?

“Vi kan godt mærke det, da folk er presset og vi skal have flere elever igennem for samme ressourcer. Det er ikke let,” konstaterer Lars.

I Danmark er tendensen klar. Der er mangel på faglært arbejdskraft, og det sker fordi, at mange vælger gymnasiet.

“Der er mangel på unge på erhvervsuddannelser. Det kan være pga. usikkerhed grundet praktikpladser, og at der er en vis status over at have en studentereksamen. Lige netop med studentereksamen er der faktisk mange, som ikke bruger den efterfølgende,” siger Lars og kommer en anden problematik:

“Man skal træffe valgene lynhurtigt med en erhversuddannelse om hvilken retning man vil gå i. I gymnasiet har man tre år til at beslutte sig.”

Positiv udvikling

Fra dengang Lars Middelboe startede på EUC Lillebælt i 1992 og frem til i dag er der sket mange ting. Ikke mindst politisk, hvor Borgmesteren dengang hed J.B. Nielsen.

“Der var en lang periode, hvor kommunen kiggede i andre retninger og kiggede mod videregående uddannelser. I en lang årrække var vi glemt, men i dag er der mange, som kører forbi og ikke ved, hvad der sker på skolen. I de sidste 5-10 år har samarbejdet flyttet sig, og vi har i dag et godt samarbejde med Byrådet,” siger Lars og fortsætter:

“Vi skal blandt andet snart underskrive en ny partnerskabsaftale med uddannelsesinstitutionerne og kommunen, hvor vi vil have flere skal have en erhvervsuddannelse,” siger Lars og kommer ind på forandringen i Fredericia over de seneste år:

“Der er en anden industrikultur i dag, end der var da jeg startede her. Dengang i 1992 var det en meget “sort by”, hvorimod Fredericia i dag er mere attraktivt både for mig som pendler, men også for eksempelvis tilflyttere.”

Fra 200 årselever til knap 1000

Da Lars Middelboe startede på EUC Lillebælt i 1992 var der 200 årselever. I dag er situationen en helt anden.

“Vi omsatte for 115 millioner kroner i 2018 og har omkring 160 fastansatte. Vi har knap 1000 årselever, som er elever, der er her minimum 40 uger, og i skoleåret har vi haft 8000 forskellige CPR-nummer igennem,” siger Lars.

At blive 60 år er atypisk

D. 14. maj sker det. Lars Middelboe bliver 60 år, men det er ikke noget, som han har tænkt vildt meget over.

“Jeg kommer ikke til at forandre mig fra d. 13. – 14. maj, men årtiet er lidt mærkeligt fordi, at man automatisk bliver folkepensionist. De fleste man kender i det årti går helt eller delvist på pension, og den tanke er meget mærkelig. I 40’erne og 50’erne bliver man drillet lidt, men det var også det. Det her årti er et, hvor der sker noget atypisk i forhold til de andre,” lyder afslutningsreplikken fra den snart 60-årig direktør på EUC Lillebælt, Lars Middelboe.

1...1.2121.2131.214...1.220 Side 1.213 af 1.220

DANSKE DIGITALE MEDIER A/S

Politik – hvorfor?

Kastet i spidsen