Ugens Kurt: Arne Gaardsted Jørgensen

Af

-

07:00 - 25. februar 2019

arne gaardsted jørgensen, ugens Kurt — Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Arne Gaardsted Jørgensen er forstander på Den Kreative Skole på 11. år. Han er kommet i den varme stol på Kurt’s Kaffebar, hvor han fortæller om opvæksten på Fyn, sin erhvervskarriere, hvilken musical på Fredericia Teater han synes bedst om og meget mere.

Jeg træder ind ad døren på Kurt’s Kaffebar. Ved højbordet sidder Arne allerede klar, og spørger om vi skal finde en anden plads eller blive siddende, hvor han gør. Vi bliver siddende ved højbordet og Ismail byder på en sort kop kaffe, og så begynder vi ellers at ridse Arnes liv op fra ende til anden.

Inden vi for alvor går i gang taler vi om, at der nok ikke er mange, der kender så meget til Arnes liv, foruden delen med Den Kreative Skole.

Vi spoler tiden helt tilbage til den spæde barndom. Arne er født og opvokset i Ollerup på Sydfyn, og jeg spørger til hans skoletid.

“Jeg fik først på friskole og siden hen i folkeskole. Efterfølgende tog jeg en HF, og kom ind på musikkonservatoriet i Odense. Her mødte jeg min hustru Annette, der startede samtidig som mig. Jeg gik der i fire år, og under orlov var vi i London for at studere,” siger Arne.

Hvordan var det at gå på musikkonservatoriet?

“Det var en fantastisk tid, det var et forholdsvis lille konservatorium. Vi var omkring 120 studerende, så vi var én stor familie. Vi var der hele tiden, og vi fik mange venner,” forklarer Arne.

Hvordan var det at være i London?

“Det var en helt ny måde at blive undervist på. Jeg var heldig at gå ved en super lærer, som gjorde det meget modsat af læreren fra studietiden. Dit var en fin måde at lære at arbejde på. Det var en arbejdsmetode, som man kunne bruge til at løse udfordringer, hvis man fik et vanskeligt stykke,” siger Arne.

Efter endt uddannelse fik Arne et job på Sorø Musikskole.

“Det var rigtig fint. Det var tilbage i 1983 på en forholdsvis lille skole, der blomstrede op. Der var dejlige elever og fine forældres. Det var en fin egn at bo i dengang, og vi har stadig venner fra den periode. Da vi var lidt unge tænkte jeg, at jeg ikke skulle være det samme sted resten af livet. I 1994 flyttede vi derfor til Kolding, hvor jeg blev Souschef på Kolding Musikskole. På et tidspunkt var vi 2500-2700 elever, så den var rigtig stor. I nogle år havde jeg kigget på Den Kreative Skole i Fredericia som et spændende sted, og havde sagt, at jeg ville søge stillingen, hvis den blev slået op. Det skete i 2008, hvor jeg var var heldig at få jobbet,” siger Arne.

Eventyret med Den Kreative Skole

Jobskiftet til Den Kreative Skole var lige Arne. Han er rigtig glad for at være forstander på skolen.

“Det var en meget positiv oplevelse arbejds- og skolemæssigt. Jeg har oplevet mange åbne arme og interesse for skolen. Fredericia Kommune er et godt sted at arbejde, og vi er vokset fra at være 800 elever til at være 1300. Vi har stor opbakning fra eleverne og forældrene, så det er i høj grad en kollektiv indsats på skolen, hvor vi har startet nye linjer op,” forklarer Arne.

I sidst uge blev Fredericia Kommune udpeget til talentkommune på baggrund af netop Den Kreative Skole.

“Det har været fantastisk positivt og bekræftende for det arbejde, som vi gør på skolen. Interessen vokser og den holder sig konstant. Vi har igen en venteliste – det er egentlig synd for børnene, men det er godt for interessen,” siger Arne.

Hvordan kan det være, at Den Kreative Skole blomstrer så meget?

“Jeg tror, at det har noget med byens udvikling at gøre. Vi rammer tidsperioden, hvor der er stor energi i byen til at ville noget nyt og få øje på nye ting. Mange forældre og børn har fået øje på Den Kreative Skole,” udtaler Arne og kommer ind på, hvordan det er at være i samme by som musicalakademiet og Fredericia Teater:

“Det er spændende, især nu når vi har en musicallinje. Jeg ved, at vi har én elev, der søger ind på akademiet og vi har flere på vej. Jeg er sikker på, at det er inspirerende for eleverne med akademiet og teatret. Det er et heldigt match at være et sted, hvor tingene blomstrer, da det smitter af på hinanden. Vi ungdomsafdelingen og teatret er de profesionelle. Så har vi akademiet, der er en videregående uddannelse, som er fantastisk at have i byen. Vi har også et samarbejdet med akademiet, hvor vi bruger deres undervisere til eksempelvis dans.”

Hvordan er det at se teatrets ene mesterværk efter det andet?

“Det er toppen at se de store. Det er en særlig fornemmelse at vente på en premieraften, og når det så er en af vores elever, der åbnede eksempelvis Shu-bi-dua, så tænker man på, hvordan det må være som 12-årig at gå ind på scenen,” forklarer Arne og nævner sin egen personlige favorit af de stykker, som der er fremført på Fredericia Teater:

“Klokkeren fra Notre Dame var helt vildt flot. Det var sådan, at hvis nogen havde sagt, at man kunne tage enden ud fra scenen, kunne man dufte gaderne i Paris. Så overbevisende var setuppet.”

Det næste store stykke på Fredericia Teater er She Loves You og Arne spår, at det bliver en succes.

“De er jeg sikker på. Det bliver vildt flot, og det er fantastisk musik, som har præget flere generationer siden 60’erne,” siger Arne.F

Priserne til Den Kreative Skole

Sidste år fik Den Kreative Skole og Fredericia Kommune overrakt prisen som årets musiksskolekommune, og det er noget Arne ser tilbage på med glæde.

“Det var stort at få overrakt prisen på scenen sidste år i Tivoli sammen med Lars Ejby. Det var virkelig en stor cadeau til kommunen. Det hed sig, at det var en musikskolepris, men vi fik at vide, at det var en kulturskolepris,” siger Arne.

I sidste uge skete det igen. Sammenspillet mellem Fredericia Kommune og Den Kreative Skole udmøntede sig i, at Fredericia Kommune blev udpeget til en talentkommune.

“Jeg blev lidt overrasket over det. Det er en kollektiv pris til skole og kommunen for et langt sejt træk. Vi er en kulturskole, men har også fokus på talentindsats og udviklingsplaner, så på den måde var det fair med sådan en pris,” forklarer Arne og kommer ind på processen bag:

“Jeg vil sige, at da jeg læste om muligheden kunne jeg godt se, at der skulle stå Fredericia på en af dem, der ville blive udpeget. Der gøres en flot indsats med den plan, som vi har lagt. Der var mulighed for at søge midler i puljen og få statussen som talentkommune. Hvis man skulle have midler, skulle man også have penge med i det, men det gjorde vi ikke, da vi lavede en talentlinje for et halvt års tid siden, og det var vigtigt, at det ikke blev lavet om igen.”

Det er et eksklusivt selskab, som Fredericia Kommune og Den Kreative Skole nu er blandt. Blandt andet fremhæver Arne Holstebro Kommune som en inspirationskilde.

“Vi har ikke mødtes med kommunerne endnu, men det kommer vi til. Jeg er enormt glad for, at vi nu er talentkommune, især da jeg så, hvor få der er det,” siger Arne.

Hvad er fremtidsplanerne med Den Kreative Skole?

“Vi har gang i en musical med mange elever. Tiden er kommet til at lave en forestilling, hvor vi bruger hele skolen og det gør, at vi om en måned skal optræde i Fredericai Idrætscenter. Der kommer til at være elever fra fire års alderen og helt op til 24 år,” fortæller Arne og fortsætter:

“Jeg har virkelig respekt for, at man har fået enderne til at nå sammen. Det er sjovt for eleverne at være med til, selvom de første prøver nok bliver lidt kaotiske, men det skal der nok komme styr på.”

Sting og biografiture

Vi er ved at have drukket kaffen færdig, og vi mangler at runde Arnes privatliv, som jeg spørger ind til.

“Min kone og jeg bor i Kolding. Hun arbejder i Haderslev, så det passer meget godt at bo der midt i mellem vores to arbejdspladser. Arbejdet fylder en del for os begge to, men vi rejser en del og har blandt andet kørt til Frankrig og Norditalien,” siger Arne.

Både Arne og Annette er musikelskere, og det afspejler deres fritid også.

“Vi hører tit koncerter, og vi tager også i biografen,” konstaterer Arne og peger på favoritbandet:

“Vi er rigtig glade Sting. Han rammer et eller andet med sine tekster.”

Arne fortæller, at Annette oprindeligt er fra Fredericia, men nu er det ham, der viser hende rundt i byen.

“Hun har har ikke boet her i mange år. Det er spændende at se udviklingen i byen i de her år, hvor det hele blomstrer,” siger Arne.

Hvis vi kigger ud i fremtiden, hvad er dine planer så?

“Jeg er rigtig glad for min job, og det er en opgave, der er blevet et stort foretagende. Man skal fortsætte med at udvikle sig, og man skal være nærværende i sin ledelse, og det forsøger jeg på. Jeg kan ikke se mig selv andre steder pt.,” lyder det fra Arne.

Fakta Arne Gaardsted Jørgensen
Er 62 år
Født i Ollerup på Sydfyn
Gift med Annette på 40. år
Forstander på Den Kreative Skole
Bor i Kolding

https://v2.billettend.dk/index/eventdetails/eventno/75792 — Køb billet her

Ugens Kurt: Helle Høyer

Af

Thomas Lægaard

-

07:00 - 18. februar 2019

0

Denne Ugens Kurt er en varm fortælling med et af de kendte ansigter fra detailhandlen i Fredericia. Vi sætter Helle Høyer fra Kop & Kande i den varme stol over en kop kaffe på byens kaffebar, alt imens byens liv stille vågner udenfor.

Man skulle ikke tro, at det var vinterferie, vejret er mildt og det drypper en lille smule udenfor. Skulle der være en enkelt sky, så kan denne Ugens Kurt fjerne den med sit smittende humør, mød den 55-årige Helle Høyer fra Kop & Kande.

Helle er født i Kolding, men hun har haft sin opvækst i Taulov. Det var en klassisk dansk historie med gode skoleår i folkeskolen fra første til tiende klasse, en masse legekammerater på villavejen og en søskenendeflok på fem.

“Det var et dejligt sted at vokse op, Taulov Skole var god. Min mor var hjemmegående, så det var meget trygt. Jeg gik til gymnastik og jeg var spejder, da jeg var lille. Vi har altid lært, at vi skulle tjene vores egne penge, så meget at min fritid gik også med børnepasning”, siger Helle.

Søskendeflokken bød på fire piger og til sidst en dreng, Helle var placeret lige i midten af rækken. Da Helle kun var 17 år gammel, startede hun i lære, det blev faktisk starten på en lang karriere i samme fag. På grund af den unge alder, måtte hendes far skrive under på lærekontrakten. Læretiden skulle foregå i Fredericia, hun skulle i lære som isenkræmmer hos Trævarehuset i Købmagergade. Hun tog turen til Fæstningsbyen i to år, indtil hun som 19-årig flyttede til Fredericia i Jyllandsgade nær kasernen.

“Det var fuldstændig tilfældigt, at jeg kom i lære som isenkræmmer, jeg var faktisk også deres første elev. Efter nogle år skiftede det fra Trævarehuset til Imerco. Selvom det var tilfældigt, at jeg blev isenkræmmer, så kunne jeg aldrig tænke mig noget andet”, siger Helle.

Helle har en god egenskab, man føler sig enormt tryg i hendes selskab, hun både lytter og fortæller. Der bliver derfor også tid til lidt udenomssnak og kaffedrikkeri. Helle drikker den sort, jeg har valgt den med mælk.

“Efter nogle år som udlært, så skulle der ligesom ske noget andet. Jeg så en annonce i avisen, at de søgte en isenkræmmer i Hammel, jeg vidste slet ikke, hvor Hammel var dengang”, griner Helle, hvis latter er meget smittende.

Helle fik jobbet og boede nogle år i Hammel. For hende var det spændende at skulle prøve noget andet i en anden by. Hun havde nogle gode år i Hammel, det var en sjov tid i et center, hvor der var mange andre unge. Hun har faktisk stadig venner deroppe i det midtjyske.

Helle fik en kæreste, der fik hende sendt tilbage til Trekantområdet. Hun flyttede til Kolding, hvor hun faktisk har boet lige siden. Udover at komme tilbage, så blev hun også gift og fik to dejlige piger. Hun fik job som isenkræmmer hos Lumbye i Kolding, hvor hun efter nogle år søgte tilbage til Fæstningsbyen. Helle fik igen job, hvor hele isenkræmmereventyret startede: På sin gamle arbejdsplads, Imerco.

“Det var svigersønnen fra lærepladsen, Mogens Christensen, der havde overtaget det, det er næsten 26 år siden. De havde en sød kvinde ansat der, som hed Lise Møller, vi fandt hurtigt hinanden og der startede vores venskab”, siger Helle.

Helle forlod så Imerco igen, men hun lod ikke Lise i stikken særlig længe, hun var væk cirka fem år, hvor hun arbejdede med isenkram på engros-siden. Men hendes venskab med Lise var intakt og det nåede nye højder, da de så sammen åbnede Kop & Kande i september 2010.

Samarbejdet med Lise er næsten som Ying og Yang, Helle er taknemmelig for deres samarbejde, hun tror heller ikke, at hun ville kunne eje en butik uden Lise og omvendt. Faktisk føler Helle sig en smule amputeret, hun mangler sin gode veninde ved hendes side, her imens hun deler ud af sit liv som Ugens Kurt.

I hele 38 år har Helle været isenkræmmer, ja udover barnepige, så har hun ikke været andet.

“Jeg har det lidt sådan, at jeg har en isenkræmmer i blodet. Der sker så meget i branchen, der kommer noget nyt hele tiden. Jeg har prøvet flere kæder og har både været almindelig ansat, arbejdet i et engrosfirma og nu butiksejer, jeg bliver aldrig træt af det. Kop & Kande er en fantastisk kæde, det er en kæde i udvikling”, siger Helle.

Det at have butik sammen med en god veninde giver også muligheder for at planlægge sin fritid bedre, og er der en ting som Lise og Helle er enige om, så er det at passe på familien. Helle er lige blevet mormor igen, først kom Ellen som er to år nu, og så er Agnes lige kommet til verden. De to butiksejere har på skift fri, hver onsdag til at holde bedstemordag.

“Det er så vildt at blive mormor, det er næsten større end det er selv at blive mor, man har mere overskud til det nu, end man havde dengang. Enten holder Ellen helt fri eller jeg henter i institution, så tager vi i skoven eller fodrer ænder, det er kvalitetstid hele vejen”, siger Helle om rollen som Mormor.

Fritiden

Helle og hendes mand elsker at rejse, det går ferierne ofte med. Rejserne kan variere om det er langt eller tættere på, men en ny rejse er i støbeskeen, hvor Helle og manden gerne vil køre rundt i Canada i en autocamper. En anden ferie, der også er planlagt er med hele familien til Bornholm, så de to små, svigersønnerne og manden kan få deres første møde med Solskinsøen. Både manden og Helle er selvstændige, så de nyder deres fritid, de har sommerhus ved Sandersvig,som de nyder så tit, de kan.

Familiens hund bliver luftet, og så træner Helle lidt i fitness.

Kop & Kande

“Jeg har altid brugt køreturene fra Kolding til planlægning, det har været en god opladning. Det der har været sværest ved rejsen som selvstændig har nok været det med at lede folk, jeg er ikke den fødte leder. Men jeg står for personaledelen, det kan være svært at få til at gå op. Vi har et godt team og personale, men jeg er nok bedre til at være købmand”, griner Helle.

Helle er nervøs for om, hun nu kom til at fremstå som en dårlig leder, det giver lige anledning til lidt grin. Vi drikker lidt af kaffen og fortsætter snakken om Kop & Kande og hendes makkerskab med Lise.

“Vi er et godt makkerpar, der var der også nogen, der tvivlede på fra starten, men det har kørt godt. Vi har delt tingene op: Jeg har alt køkkenudstyr og Lise har de skøre varer som porcelæn. Jeg har altid arbejdet med køkken og el, det synes, jeg er spændende. Jeg kan godt lide køkkenmaskiner, lige nu er det powerblendere, fuldautomatiske kaffemaskiner og sousvide. Der kommer hele tiden noget nyt”, siger Helle.

Angående at få en anden placering end i Midtpunktet, så er det noget de to ejere flere gange har drøftet. Men selvom butikken er tætpakket, så er den charmerende og ligner ikke mange andre isenkræmmerbutikker.

“Vi kunne da godt bruge 100 m2 mere, men flere af vores kunder er er glade for vores butik. Vi oplever også flere gange, at vi bærer varerne ud til kundernes biler på parkeringspladsen, det er en del af charmen ved vores placering”, siger Helle.

Det har været en særdeles hyggelig Ugens Kurt-beretning, og jeg skal uden tvivl forbi i løbet af ugen for at kalde Helle for Kurt. Mens jeg pakker min laptop væk, suser Helle ud af døren, op ad Gothersgade, hen ad Danmarksgade og ind i Midtpunktet. Der venter kollegaen Lise og Helle behøver ikke føle sig amputeret.

https://fredericiakunstforening.dk/ — Annonce

Ugens Kurt: Tonny Kollerup Nielsen

Af

Patrick Viborg Andersen

-

07:00 - 11. februar 2019

0

Tonny Kollerup Nielsen, Ugens Kurt — Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN

Tonny Kollerup Nielsen er kommet i den varme stol på Kurt’s Kaffebar. Tonny driver Dit & Dat, der flytter ind i Danmarksgade pr. 1. marts, men har tidligere blandt andet drevet en mobilbutik. Lær i denne udgave af Ugens Kurt Tonny bedre at kende, hvor han blandt andet fortæller om sin passion for trommer.

Tonny er allerede at finde på Kurt’s Kaffebar, da jeg kommer ind ad døren. Tonny står bag disken, og snakker med indehaver Ismail, som han tidligere har arbejdet sammen med. Der går også en håndværker rundt, som Tonny joker med, da de har en fælles fortid.

Alt imens Tonny joker med Ismail og håndværkeren får vi stille og roligt startet vores samtale, hvor vi starter med at spole helt tilbage til skoletiden.

“Jeg gik på Skjoldborgvejens Skole. Jeg havde Hr. og Fru Madsen,” udbryder Tonny.

Trods der er lidt aldersforskel på Tonny og jeg, er jeg ikke i tvivl om, hvem Tonny mener. Det er Benny og Lone Madsen. Selv har jeg haft Benny til idræt i de små klasser, hvor Lone havde pigerne.

“Du skal se, når vi har haft de her års komsammen,” siger Tonny og griner, inden han slår over i den seriøse tone:

“Det var en dejlig tid, det var en fed skole at gå på.”

Hvad skete der efter Folkeskolen?

“Jeg kom lære som murer. Jeg sprang fra lige før, at jeg blev udlært, og så tog jeg ud at sejle på alle de store verdenshave,” forklarer Tonny og fortæller, at murerfaget ikke var ham og det var derfor, at han ikke gennemførte uddannelsen.

“Hvis man er ung og sprælsk vil man gerne prøve noget, så det var det jeg faldt for dengang. Dengang havde man nemmere ved at få arbejde, men jeg bankede bare på, og så fik man job og startede mandag,” fortsætter Tonny, der sejlede rundt i fem år:

“Det var virkelig dejligt. Efter at have sejlet rundt kom jeg i lære som smed, og det var mere mig. Jeg blev færdigudlært, og det var rigtig godt. Ens forældre ville jo gerne have, at man fik en uddannelse,” siger Tonny med et smil.

“Jeg er stadig svejser den dag i dag, og jeg har brugt det meget siden. Jeg har været ved flere store smedevirksomheder, blandt andet har jeg arbejdet sammen med Ismail,” forklarer Tonny og peger over på Ismail bag disken.

“Jeg har selv et smedefirma i dag, hvor jeg lejer mig selv ud. Ellers har jeg arbejdet på kraftvarmeværker, slagterier og sådan noget – alt muligt inden for rust,” fortæller Tonny.

Dit & Dat og andre selvstændige eventyrer

Den dag i dag driver Tonny Dit & Dat, og han erkender, at det er hårdt, når han også har smedebranchen at se til.

“Det har været hårdt at drive to virksomheder, men det positive er, når der ikke har været noget i smedebranchen, har jeg kunne gå i butikken.”

Tonny har nærmest altid været selvstændig. Tilbage i tiden var han medejer af Dantalk.

“Jeg lå i Jyllandsgade med TK-Shopping, som var en del af Dantalk, hvor jeg ejede 20 % af virksomheden. Vi var Danmarks største mobileleverandør Mobilbranchen var rigtig stor dengang, og det var på vej frem,” siger Tonny, der havde en butik i både Kolding og Fredericia, hvor han i alt havde ni ansatte.

Eventyret med TK-Shopping stoppede i 2010, og så begyndte Tonny der, hvor det hele startede.

“Jeg begyndte som svejser igen, og kørte som selvstændig svejser i nogle år. Det var dejligt, og der er et helt andet miljø derude,” forklarer Tonny.

Hvad er forskellen på de to brancher?

“Det er to vidt forskellige ting, men der er ansvar i begge dele. Hvis en kunde ringer, så aftaler man en pris på det der skal svejses. Man skal være færdig med det som med alt andet,” konstaterer Tonny.

Nyt eventyr startede på baggrund af konkurs

Tonny gik en del år som selvstændig svejser, efter mobileventyret med TK-Shopping. En konkurs til Bownty gjorde dog, at han startede et nyt projekt op.

“Bowntykæden gik konkurs med fem butikker. Vi var tre investorer, der gik ind i det og købte dem. Skæbnen ville, at der kun gik et par måneder, så trak den ene sig, hvor vi to andre købte ham ud. Derfra gik der tre-fire måneder og så trak den sidste sig. Jeg stod alene tilbage, og valgte at lukke alle butikkerne, undtagen den i Kolding. Det blev ganske enkelt for stort, vi kunne ikke magte fem butikker,” siger Tonny.

“Det startede rigtig fint, og udviklede sig til at blive stort. Så stort, at vi valgte at åbne en afdeling i Vejle, som vi dog lukkede efter et års tid. Vi lukkede afdelingen, og derefter åbnede i på Kaltoftevej. Vi kørte det på Kaltoftevej i omkring to år, men det fungerede ikke – jeg kunne ikke trække folk derud Vores varesortiment er stort, og vi har gode priser, men kunderne kommer ikke derud,” fortsætter Tonny.

Dit & Dat flytter pr. 1. marts ind i Danmarksgade 21, og det skal være med til at få flere kunder.

“Jeg håber ved, at vi kommer ind til byen, at kunderne kommer i forhold til på Kaltoftevej. Vi skal vise, at vi har gode varer til billige penge. Jeg tror, at man får et chok over priserne. Alt er billigt, og jeg vil tro, at 80 % af vores varesortiment er billigere end de andre steder. Det har noget at gøre med vores leverandører, som fast kommer med varer. I forhold til på Kaltoftevej får vi også T.I krydderier, som er Danmarks mest kendte inden for deres felt. Vi laver en ø til dem, så det bliver et lækkert land kan man sige,” siger Tonny.

Med TK-Shopping i Jyllandsgade har Tonny været vant til mange kunder i centrum, og det håber han at få igen.

“Jeg har været vant til at være omgivet af kunder. Folk husker TK-Shopping, så det har været et spørgsmål om at finde det rigtige mål. Det har ikke budt sig før nu, hvor jeg snakkede med indehaverne af den gamle dyrehandel. Den havde stået tom i to år, så vi lavede en god aftale, som gør, at jeg tror på, at vi får en god forretning,” siger Tonny.

Tromme Tonny

Foruden at være en kendt erhvervsmand i det fredericianske er det også velkendt, at Tonny slår løs på trommer, når tiden er til det.

“Jeg har spillet trommer siden, at jeg var knægt,” indskyder Tonny og kommer ind på interessen for musik:

“Musik gør mennesker glade, så det er på den måde, at jeg har interesse for det. Jeg tror aldrig, at man stopper med det, når man først er kommet i gang. Er man musiker én gang, er man ikke andet resten af livet.”

Hvorfor valgte du at spille på trommer?

“Trommeslageren er den, der styrer det hele og den, som man er afhængig af. Holder man ikke rytmen, går det ikke,” forklarer Tonny, der stadig den dag i dag spiller i et band , som hedder HitWave.

“Jeg har spillet i 5-6 bands igennem tiden. Det afhænger meget af, hvilket job man har på det pågældende tidspunkt. Jeg har det sådan med mit liv, at når børnene er store, vil jeg gerne have flere koncerter. Det var omvendt, da børnene var små,” siger Tonny.

Hvor mange koncerter har du spilet?

“Puha, rigtig mange. Det har jeg slet ikke tal på. Det giver et kick hver gang. Vi spiler til mange festivaler, private fødselsdage, bryllupper og sådan noget,” siger Tonny og kommer ind på, hvad det er, som HitWave spiller:

“Sådan noget som Gasolin, D:A:D, Volbeat og alle dem der. Ting i rockgenren.”

Har du et favoritband?

“Jeg er stor fan af AC/DC. De er virkelig størst for mig. De giver inspiration, og de giver mig det der med, at de er så store, at de så har gjort det, som vi andre drømmer om. Det er inspirerende at se så stort et band, når man selv er musiker, og sætter tingene op med lys, scene og lyd. Man ved, hvordan det er, når det store sceneshow bliver sat op med 50 lastbiler og 400 mand,” siger Tonny.

Campingvogn og børnebørnene

Når Tonny ikke slår sig løs på trommerne eller driver forretning, så er der én særlig ting, som han bruger tiden på.

“Jeg slapper af med min kone, børn og børnebørnene,” siger Tonny og fortsætter:

“Når jeg engang går på pension skal jeg ud at rejse med mine børnebørn. De betyder 98 % for mig, de er mit et og alt.”

Tonny og Fru Nielsen, som hans kone kaldes, har en campingvogn. Den bliver også benyttet, når tiden er inde til det.

“Den står på Fanø, og det har vi valgt af en særlig grund. Når jeg holder på færgen, så hvis nogle ringer, så kan jeg ikke bare komme tilbage. Jeg får den frihed, som jeg har brug for. Det er meget vigtigt for mig at få koblet af, det skal man ikke glemme,” siger Tonny.

Grim motorcykelulykke

Man kan ikke se eller mærke det på Tonny den dag i dag, men han har været ude for et grimt uheld på motorcykel.

“I 1997 kørte jeg galt på Snaremosevej, og pådrog mig kæmpe skader. Det var nærmest hele min højre side. Jeg gik sygemeldt i tre år før jeg kom mig,” siger Tonny og kommer ind på uheldet:

“Der var en, som lavede et venstresving uden at blinke. Jeg ramte en lygtepæl. Det gik udover benet, knæet og skulderen var røget af led. Jeg var også lige en tur i himlen at hilse på dem først,” husker Tonny

Hvordan var de tre år som sygemeldt?

“Det var hårdt, de tre år var sindssyge. Jeg må sige, at jeg havde en tålmodighed kone i de år,” siger Tonny og fortsætter:

“Jeg havde kæmpet for for bare at kunne eksistere på normalvis igen. At jeg kom mig havde nok også noget med min alder at gøre. Jeg satte mig ikke bare tilbage, da jeg havde ansvar for børnene,” forklarer Tonny, der stadig har lidt skavanker hist og her den dag i dag, men det er ikke noget, som man synligt kan se.

“Det var en hård tid dengang, men jeg var en fighter,” siger Tonny.

Fremtidsplanerne

Tonny er ved at have drukket sin anden kop kaffe, så på falderebet spørger jeg ham om, hvad hans fremtidsplaner er.

“Jeg kan fortælle, at Dit & Dat i Danmarksgade bliver den sidste butik, som jeg åbner. Efter 30 år som selvstændig, så er det her den sidste butik. Derfor håber jeg, at jeg kan vise kunderne, at jeg kan få en god butik op at køre. Det er ikke noget, som jeg bliver millionær af, men jeg har det sjovt med det,” lyder det fra Tonny.

Fakta Tonny Kollerup Nielsen
Er 55 år
Gift på 30. år
Født i Fredericia
Har to børn
Driver Dit & Dat

http://www.lecture.dk/kommende-arrangementer/ — Annonce. Køb billetter – klik på annoncen

Ugens Kurt: Susanne Dall Nielsen

Af

Patrick Viborg Andersen

-

07:00 - 4. februar 2019

0

Susanne Dall Nielsen er et kendt ansigt i fodboldmiljøet i Fredericia. Hun har blandt andet været frivillig i FC Fredericia i forbindelse med deres hjemmekampe siden stiftelse af klubben i 1991. Kom i denne udgave af Ugens Kurt tættere på Susanne, der udover tiden i FC Fredericia, også fortæller om sit arbejdsliv og en aktiv trænerkarriere.

Susanne er i god tid. Vi har aftalt at mødes klokken 16:30, men allerede kloden 16:20 kom Susanne ind ad døren på Kurt’s Kaffebar. Jeg har fået beskrevet Susanne som en person alle kender, og påstanden blev bekræftet allerede, da hun kom ind på kaffebaren.

Indehaver Ismail og hans søn, Serhat, hilser straks på Susanne, og gætter på, at hun skal have en cafe latte – ganske rigtigt. Få minutter senere sad Susanne med en latte med et hjerte i, og jeg selv en klassisk sort kaffe.

Jeg startede med at bede Susanne se helt tilbage i tiden. Hun gik i Rødekors Børnehaven, og startede efterfølgende på Skansevejens Skole, hvor hun særligt husker tilbage på en af lærerne.

“Herluf Berndsen, han var simpelthen fantastisk. Vi havde ham i de sidste klasser. Grethe Damgaard var også en god lærer, som vi havde inden Herluf. Det var en god skole, og jeg boede lige i nærheden,” siger Susanne, der tog en 10. klassesafgangseksamen og efterfølgende gik et år på Handelsskolen:

“Jeg skulle finde ud af, om jeg ville fortsætte på HH eller hvad jeg skulle. Der var en ledig læreplads som advokatsekretær, og den fik jeg. Jeg startede der i 1988, og så var jeg der i to år. Det var fint at komme ud og prøve det hele, men det var nok mere kontor end advokat – det var dog sådan alle steder dengang.”

Hvad skete der efter din læretid?

“Jeg fik lov at blive hos advokaten i tre måneder – det var normalt for at få understøttelse dengang. Via fodbold havde jeg en veninde, der gik til fysioteraupt, og der manglede de en klinikassistent. Jeg kom til samtale, hvor vi jonglerede med en bold, og så fik jeg jobbet. Jeg var der fra 1991 til 2008. Det var virkelig en god tid, hvor mange af klienterne var sportsfolk. De kom fra KIF Kolding, Vejle Boldklub og FHK. Der kom folk som Bo Spellerberg og Lasse Boesen fra KIF, og fra VB kom Peter Kjær, Preben Elkjær og Lars Rod spillede også selv i VB på det tidspunkt. Når man selv var sportspige, var det ret sjovt at være i klinikken,” forklarer Susanne.

Efter 17 år i Lars Rods klinik var det tid til at prøve noget nyt for Susanne.

“Preben Skou-Nielsen, som jeg var i lære hos, havde flere gange spurgt om jeg ikke skulle være hans sekretær igen. Jeg blev skilt på daværende tidspunkt, og så spurgte han tilfældigvis igen, og så tænkte jeg, at der skulle ske noget nyt og sagde ja. Vi var på Høgevej hos Fredericia Advokatterne i 1,5 års tid, men så tog Preben videre til Trolle Advokatfirma, hvor han heldigvis tog mig med, og der er jeg stadig den dag i dag som receptionist,” udtaler Susanne.

Susanne og sport

Nu skal vi til det, der er essensen. Sådan sagde jeg til Susanne, efter vi havde gennemgået hendes liv fra skolegangen og erhversmæssigt frem til i dag.

Hvordan startede det hele med dig og sport?

“Min far har slæbt mig med til fodbold siden jeg kunne gå. Han har været medlem i KFUM i 50 år, så han har slæbt mig med fra barnsben,” indleder Susanne om sin start på sportslivet og fortsætter:

“Jeg blev håndboldspiller før jeg startede til fodbold. Vi var en masse veninder fra skolen, der skulle i KFUM Parken til møde. Da vi var til mødet gik vi ud på græsset, og der kom en bold trillende, som jeg sparkede til. Den daværende fodboldtræner, Per Knudsen, sagde at jeg med det spark skulle i gang med at spille fodbold. Som 14-årig startede jeg til fodbold. I flere år spillede jeg både fodbold og håndbold, men endte med at vælge fodbold,” siger Susanne, der stoppede sin fodboldkarriere for en del år siden.

“Min kontakt med fodbold i dag er, at jeg er holdleder / træner for et 7-mandshold. Det er damer i 30-40 års alderen, som jeg har haft i ti år, og som mere eller mindre er de samme. Der er nogle, der har født, nogle der har været skadet, men det er alle nogle, som jeg har spillet sammen med. Vi melder os til kvinder +15 år, og så kan det være , at vi møder nogle efterskolehold, men vi møder heldigvis også nogle på vores egen alder,” fortsætter hun.

Hvordan er det at være holdleder for de kvinder?

“Det er sjovt. De kan være lige som en flok børn ind mellem, men det er fordi ,at jeg har forkælet dem. Jeg er mor Sanne, der sørger for det hele,” griner Susanne.

At 7-mandsholdet opstod, skete ved lidt af en tilfældighed.

“Vi lavede en jubilæumsfest for alle de damer, som vi kunne komme i tanke om havde spillet i klubben sammen med trænerne, som vi har haft. Vi var omkring de 100 til festen. Der blev sendt en seddel rundt med, hvem der ville spille 7-mands og der var 10-15 stykker, der meldte sig,” forklarer Susanne.

Susanne og FC Fredericia

Susanne har i rigtig mange år været frivillig i FC Fredericia. Faktisk startede det helt tilbage dengang, da klubben blev stiftet i 1991.

“Da jeg selv spillede i sin tid og var aktiv, var det pålagt at dameafdelingen stod for kiosken på stadionet på Baldersvej. Anni Torp Kjær har været min følgesvend med alt det frivillige arbejde. Vi startede med at sælge pommesfritter, is og hvad der ellers var. Da pølsemanden kom tidligt på dagen med pølserne, cyklede jeg fra mit arbejde og så lagde jeg dem i fryseren, og hvis vi skulle bruge is kørte vi i Dagrofa,” siger Susanne og nævner, at det var lidt primitivt på det gamle stadion:

“Hvis vi var fuldt hus i VIP kunne vi være 40 på første etage, sammenlignet med i dag, hvor vi kan presse 220 ind. Der kom et festtelt op, hvor der kunne være 100, hvis vi var mange. Hver gang skulle vi have service med ind over græsset, og hvis vi var over 80 havde jeg kaffemaskine og bestik med hjemmefra. Men det var alligevel charmerende på sin helt egen måde, selvom det var en anelse primitivt.”

Susanne har rigtig mange anekdoter fra sin tid i FC Fredericia, og en af dem er, når hun skulle i banken dagen efter hjemmekampene.

“Jeg havde alle småmønterne med i banken for at aflevere pengene. Det var meget godt, at jeg havde en forstående arbejdsplads dengang, der gav lov til det. Jeg kan huske, at da det nye stadion skulle bygges sagde jeg til Anni, om det ikke var tiden til, at vi havde gjort vores. Så sagde Stig Pedersen (FC Fredericias direktør, red.: “Argh, skal du ike lige se dit nye køkken før du siger nej?”. Så kunne jeg se, at alt det, der ikke var på det gamle stadion, var her. Opvask, service, ja alt var der. Loungen var fed, og vi havde fået alt det, som vi savnede,” forklarer Susanne og kommer ind på tiden med det vi i dag kender som Monjasa Park:

“I starten hev vi lidt i de aktive fodboldspillere mht. hjælpere, men det blev en mere og mere fast forsamling. Det er 3x Anni i køkkenet og så mig. Anni og jeg var med helt fra starten i 1991, og hvis man regner det hele sammen, så har vi været der tre timer før kampstart og et par timer efter. Det er syv timer på en kampdag, og det er ikke mange, som vi har misset.”

Hvilke højdepunkter har der været?

“Der har været de store pokalaftener, som man husker. AaB, OB og så kom Silkeborg, hvor vi kom længst – og det var nok også den største kamp. Der var også på det gamle stadion, hvor vi havde en kamp mod Brøndby med en rekord. Så kan det godt være, at de der onsdagskampe, hvor man kommer hjem klokken 00:30, og man er lidt træt, men det har også været sjovt,” siger Susanne og fortsætter:

“Der var OB-kampen i pokalen, som var rigtig træls. Det var den med vagten, der samlede et kanonslag op og ham, der blev fløjet væk efter kampen. Der var også nederlaget i Kolding – det var ikke sjovt og gjorde ondt.”

Hvor meget følger I med i det sportslige?

“Ja for pokker, vi følger med,” udbryder susanne og fortsætter: “Vi er der jo også bagefter, hvor spillerne enten er glade eller sure. Det er helt klart rarest, når de er i godt humør,” fortæller Susanne og fortsætter:

“Idet vi bruger så meget tid på det, må det også godt være hyggeligt. Når jeg har været der i så mange år, så ved sponsorerne hvem jeg er. Vi kommer med sjove bemærkninger til hinanden, ellers bliver det kedeligt. Det er de samme sponsorer, som er der næsten hver gang.”

Hvor længe vil du fortsætte med at være frivillig?

“Jeg bliver ved så længe jeg kan, men selvfølgelig må jeg indrømme, at kroppen er træt, når jeg kommer hjem. Det kan mærkes, at man bærer rundt på ting, slæber og knokler. De tre i køkkenet er ældre end mig, så jeg kan ikke brokke mig,” griner Susanne inden hun igen bliver seriøs:

“Vi er et godt team. Vi ved, hvad hinanden gør hele tiden. Jeg er i loungen, står for fadøl og går rundt med kander, mens de andre fylder buffeten op.”

I denne tid, hvor der ikke er FC Fredericia-kampe på Monjasa Park, er der mere ro på hos Susanne.

“Jeg nyder mine weekender. Vi købte nyt hus sidste år, så der går lidt tid med det, når jeg ikke skal afsted. Det bliver dog også hyggeligt at komme i gang igen til marts. Mine børn har været med i min mave og i lift helt tilbage på det gamle stadion. Min datter er der stadig, når det passer ind. Derfor er vi på en måde fælles om det,” siger Susanne, der i en travl hverdag har tid til andet end sit job hos Trolle Advokatfirma, sit virke i FC Fredericia og tjansen som holdleder for de fodboldglade kvinder:

“Jeg træner fitness i hallen, men det er vel også det, udover tiden med familie, venner og veninder. Når jeg er i gang med fodbolden, så er der kampe fra april-juni og igen fra august-oktober. Der har vi kamp onsdag aften, så når det kører derudad, går onsdag og søndag med fodbold,” lyder ordene fra Susanne Dall Nielsen.

Fakta Susanne Dall Nielsen
Er 48 år
Har altid boet i Fredericia
Bor sammen med kæresten Bo
Har to børn, Jacob på 17 år og Louise på 21 år

https://v2.billetten.dk/index/eventdetails/eventno/75792?&q=bfca6cb8-b6ef-4f9b-a461-5fc0df3d33f7&p=ac59dc39-9c9a-4478-a92d-3e9c45981ec1&ts=1548747233&c=billetten&e=201801&rt=Safetynet&h=071f614d8fc8d0f6740d5bd5412f499a — Køb billet her

Ugens Kurt: Christian Bro

Af

Thomas Lægaard

-

07:00 - 28. januar 2019

0

Denne Ugens Kurt er en handlingens mand, der går faktisk kun 10 – 15 minutter fra min forespørgsel om personen vil være med til, at vi sidder på to højstole og har en samtale lige så dejlig og varm, som kaffen på kaffebaren. Denne Ugens Kurt er Christian Bro.

Det er sådan en historie, hvor alt næsten falder i hak, som om nogen højere oppe, vil have at historien kommer ud. Et hurtigt tilsagn og det faktum, at Christian Bro faktisk er lige ved siden af kaffebaren gør, at jeg får travlt med at komme fra hovedkontoret på Egumvej. Trafikken er flydende og der er parkering nærmest uden for. Da jeg ankommer, står Christian ved disken, han er let at genkende, han er karismatisk og hans fremtoning er varm og imødekommende.

Christian blev født på Sct. Joseph i Fredericia tilbage i 1963, men det var ikke længe, han havde fæstningsjord under fødderne. Med forældrene drog familien over bælterne, da far skulle tjene i Forsvarets FN-afdeling i Jægerspris.

Så fra Christian var 2 til 6 år, boede Familien i Frederikssund, der kom også en lillesøster til verden i 1967, hun hedder Marie Louise.

Familien flyttede tilbage og Christian får faktisk sin opvækst i Fredericia, idet de bosætter sig i Snoghøj, som på det tidspunkt ikke er så udstykket som i dag.

“Det var nærmest kun marker, det var langt ude på landet dengang, jeg har sat drager op mange gange, der hvor vidensparken er i dag”, mindes Christian.

Skoletiden

Forældrene valgte, at Christian skulle starte på Fredericia Realskolen i byen, det var praktisk, når de også havde en børnehaveklasse. Det var en barndom med faderen, der skiftede i mellem byens kaserner og sluttede som major og en mor som oprindeligt var sygeplejerske, men efterfølgende arbejdede med mennesker på forskellige plan.

Efter 7. klasse flyttede Christian til Erritsø Centralskole og efter 9. klasse kaldte gymnasiet på den unge mand.

“Jeg ville have været sproglig student, men det var ikke muligt, da jeg … lad os sige det sådan, at latin ikke rigtigt fangede mig. Så blev jeg matematisk, selvom mine styrker primært er sprogligt”, griner Christian.

Christian blev matematisk samfundsfagligstudent i 1982, og tog herefter en tur over Atlanten og besøgte sin moster i Los Angeles.

“Jeg var i Los Angeles i hele efteråret, det var en fed oplevelse. Det er en fed by med sydeuropæisk klima. Det var egentlig ikke, fordi jeg lavede noget specielt der. Jeg hyggede mig med mine tre kusiner og var en del af familiens dagligdag”, siger Christian som var 19 år dengang.

En ting, der har fulgt Christian siden barndommen er, at han er astmaramt.

“De fleste udendørsaktiviteter foregik indendørs med tegneserier. Det startede med Anders And-bladene og bevægede sig senere ud i superheltenes universer. Det er svært at sige, hvad tegneserierne betyder for mig, jeg kan ikke forklare det på anden måde end, at jeg har dem alle endnu”, siger Christian.

Soldatertiden

Christian indkaldtes 1. marts 1983 og skulle tjene hos telegraftropperne.

“Vi er i slutningen af Den kolde krig. Jeg troede dengang på det at forsvare sit land. Når man tror på noget, så skal man kæmpe for det. Jeg løj om min astma og fakede det, så jeg blev faktisk også sergent. Jeg var ikke den store succes som sergent. Astmadmedicinen fik mine hænder til at ryste og fysisk var jeg ikke i top, men jeg fik sneget mig med. Det er ikke alle udfordringer, der er værd at tage op, set i bakspejlet havde jeg ikke været meget værd i krig”, siger Christian med et underfundigt smil.

Born to be wild

“Jeg har et kæmpe problem med autoriteter udover mig selv, det harmoner nok ikke så godt sammen med Forsvaret”, sådan starter Christian fortællingen om at være som en fri fugl.

Christian havde, mens han gik i gymnasiet fået arbejde på BP på Strandvejen. Her lærte han to unge musikere at kende, Stig Mikkelsen og Claus Johansen.

“De spillede i Barock og det blev et sted, hvor jeg kunne byde ind, så var jeg med til at stille op, når de spillede. Senere fik jeg jo stort kørekort hos militæret og kunne bakke med en trailer, så var det oplagt, at jeg også kørte for bandet”, siger Christian.

Christian fik også smag for det frie liv på motorcyklen. Han kom til at gå med Gunnar Schultz, Kim Armand og Jens Elsborg, så han begyndte at komme hos MC Chaufførerne. Jeg får en indre film kørende, da Cristian fortæller, at han dengang havde langt hår og hønsetyvsoverskæg.

“Jeg var ledig i den periode efter militæret, vi lavede ikke meget end at køre på motorcykel og hænge ud i weekenderne. Weekenderne begyndte at blive lidt længere og en dag slap dagpengene op”, siger Christian.

Musikken på det tidspunkt var Heavy Metal – den første plade var med Slade, men de er stadig lys i øjnene, når han fortæller om yndlingspladen med Rainbow som hedder Long Live Rock’ n’ Roll. Musikken i hans liv er stadig Heavy Metal.

Han begyndte at læse Statskundskab i Aarhus, men det harmonerede ikke med at blive boende i Fredericia og køre motorcykel.

“Det var nok en udfordring, jeg skulle ikke have taget derop. Jeg droppede ud af første semester, det at køre motorcykel er en frihedsfølelse, der er svær at sammenligne med noget andet”, siger Christian.

Christian kørte galt på motorcyklen nogle gange, så han føler sig heldig over at være her i dag.

“Set i bagspejlet er der ikke noget i den periode, der ikke har været spændende, jeg har mødt mange spændende mennesker undervejs”, siger Christian om tiden på to hjul.

Posten ved Posten

Christian var ved at overveje at blive voksen og han så et ledigt job hos Posten.

“De ansatte nærmest, hvem som helst, jeg blev ansat som postarbejder i 1987. Det var et fint job, vi havde et godt kammeratskab. Jeg lavede omlæsning på perronen, det passede godt til mig”, siger Christian.

Christian mødte også kærligheden ved posten, Lotte, hun skulle flytte til Rødovre som ergoterapeut og Christian flyttede med. Ligesom hans far, der blev overflyttet gennem militæret, blev Christian overflyttet til postkontoret i Rødovre.

De boede i Rødovre i 10 år, Christian fik stadig vind i håret fra motorcyklen, indtil Lotte blev gravid i foråret 1993. De giftede sig i 1989 og Lotte Karmark fik efternavnet Bro. Motorcyklen blev byttet ud med en Volvo og de købte et lille hus. Først kom Amanda i 1993 og senere Freja i 1996.

Tillidsmanden

“Jeg blev tillidsmand på postkontoret i Rødovre, det har defineret mig lige siden. “Der var nogle ting, der ikke var som de skulle være, jeg kan ikke huske, hvad det var i dag, der gjorde, at jeg blev tillidsmand, det har nok igen været noget med autoriteterne, noget med ferievalg og hvordan man havde fri. Man kan ikke bare stå at brokke sig i en krog, uden at tage ansvar”, siger Christian.

Tamilsagen blev en slags vendepunkt eller en forlænget arm af tillidsmandsposten.

“Jeg bliver politisk aktiv, Tamilsagen rystede mig, tænk at man kunne handle på den måde, det svigt. Det var en Minister, der gjorde, hvad der passede ham og nogle mennesker blev udsat for forfølgelse”, siger Christian.

Som tidligere måtte Christian agere, da han følte, at autoriteterne havde misbrugt deres magt, så han blev medlem af Socialdemokratiet i begyndelsen af halvfemserne. Christian blev hurtigt aktiv i bestyrelsen hos Islevkredsen.

“Jeg kom også til at sidde i menighedsrådet i Islev Kirke, hvilket var en spøjs oplevelse. Tillidsmandssproget var mere levende, det var sjovt – nogle gange sagde folk ikke noget, men de blikke, der blev sendt, når det var for blomstrende. Jeg kan godt lide at lege med sproget og forundre, det er ikke et mål at forarge, men at bruge sproget på en anden måde og lege med ordene”, griner Christian.

Christian kom til at undervis på tillidsmandskurserne i Danske Post Forbund og var af sted på en lang række kurser. Det samlede op på både folkeskole og soldatertiden.

“Jeg fandt mig selv og fik en underviseruddannelse. Vi havde fået to børn og den vigtigste del af vores familie var i Fredericia. Så da vi var omkring 1997 var huspriserne høje i Rødovre, så vi solgte huset og flyttede tilbage. Arbejdsmæssigt kunne jeg blive forflyttet til Fredericia.

Fredericia

“Jeg kunne ikke se børnene vokse op i Rødovre, det var en dejlig by med grønne områder, men det var for meget storby. Vi længtes efter tryggere rammer. Vi startede ud i Sønderparken, da vi var enige om, at det var for besværligt at kigge hus med to børn”, siger Christian.

Familien skulle genopdage Fredericia igen, de kørte Fredericia og Middelfart tynde, for at blive enige om, hvilket område de skulle bo i. Selv om at de undersøgte alle muligheder og det hang deres piger langt ud af halsen, så endte husvalget i Stjernekvarteret kun 3- til 400 meter væk fra Sønderparken.

“Vi købte et hus, som vi troede var i god stand, men det havde nok været billigere at bygge et nyt hus, men sådan er der så meget. Det er et godt sted at bo, tæt på alt og alligevel ugeneret. Det har sin charme at have Hannerup Kirke som nærmeste nabo, det er hyggeligt med kirkeklokkerne”, siger Christian.

Familien var gode, da børnene var små, til at have pigerne med ud i naturen. Det var nærmest en joke i familien, at man skulle besøge Gudenåens udspring. Legoland og Giveskud var stederne, man besøgte igen og igen med årskort og god tid.

Tillidsmanden og politikeren

“Til at begynde med var jeg almindelig medlem af Socialdemokratiet i Fredericia. Men jeg var ikke mere end lige trådt ind ad døren, da jeg var i transportafdelingen på Sydjyllands Postcenter, før jeg blev spurgt, om jeg ikke ville overtage posten som tillidsmand. Så to måneder efter var jeg tillidsmand igen og det har jeg været lige siden”, siger Christian.

Tiden som tillidsmand har på mange måder været en mærkelig rejse for Christian, han har været med fra, der blev rekrutteret eller ansat otte mand hver dag, til afskedigelser i næsten samme antal.

“Det er en meget trist udvikling, det er en stor opgave at beholde ja-hatten på. Medarbejderne er nødsaget til at tage de opgaver, der er inden for rækkevidde. For os er omstillingsparathed ikke noget, vi snakker om, det er hverdag og overlevelsesvilkår. Jeg er tillidsmand for de tidligere tjenestemænd, jeg kan være med til at afvikling foregår på nogle ordenlige vilkår, det er en anderledes vinkel at se tillidsmandjobbet på, men det er den virkelighed man er i”, siger Christian.

Christian har været tro mod posten i 32 år og i dag står hans praktiske arbejdsfunktion i at stå for uniformer og sikkerhedssko.

“Jeg er det, der hedder fuldtidsfrigjort som tillidsmand, men argumentet for at være fuldtidsfrigjort, er der ikke mere, men mine kollegaer vil sikkert sige, at jeg laver meget lidt”, smiler Christian.

Miljø- og Teknikudvalgsformand

“Kærligheden til naturen, går tilbage fra drengeårene, jeg havde faktisk glemt det hen ad vejen. Jeg havde en fanatisk underviser, som hed Eigil Plum i de små klasser til biologi. Jeg blev faktisk kaldt “krikanden” dengang”, griner Christian højlydt.

Selvom Christian havde sin astma, så kunne han godt lide at være ude i naturen, det var mere, når han bevægede sig, at han ikke kunne.

“Man kan jo godt være interesseret i naturen, selvom man har astma, det er en gave for mig at få det politiske område, som rummer natur og teknik. Jeg holder enormt meget af området, og menneskerne, der har med det at gøre er bærende for deres områder. Det kan man ikke undgå at blive smittet af, det er bare at tænde for lyttebøfferne, der er så meget formidling, at det er en gave”, siger Christian.

Stillingen som Miljø- og Teknikudvalgsformand er både arbejdsliv og fritidsinteresse for Christian.

Fritiden

Kører du stadig motorcykel Christian?

“Det er en presbal, du giver mig lige der”, griner Christian og fortsætter, “motorcyklen er skiftet ud med en hund, det er en samojede, der hedder Zhang. Vi overtog den, da den var 11 måneder gammel og allerede havde skiftet navn en gang, så den fik lov til at beholde sit navn, den er med mig i naturen”, siger Christian.

I baghaven har Christian en havedam med koikarper, det er ligeså meget for naturens skyld.

“Det er spøgelseskoikarper, jeg har, dem jeg kalder “0- karper”. De originale koster 500 kroner stykket og mine koster 50 kroner, derfor kalder jeg dem “0-karper”. De har ikke så skarpe farvetegninger. Jeg lavede det egentlig for haletudsernes skyld , men det er lidt selvmodsigende, da haletudserne fungerer lidt som levende foder”, siger den naturglade Christian.

Hvad så med motorcyklen, skal den interesse ikke tilbage?

“Jeg taler godt om det, og for min syge moster”, siger Christian og smiler på en sjov måde og tilføjer, “der er ikke den store opbakning, fordi min kone ved hvor mange gange at jeg har kørt galt. Så længe jeg har hund, har jeg ikke behov for det. Det vil være lidt ligesom med værktøj, man ikke får brugt, jeg fik en fiskestang til min 40 års fødselsdag, den er kun blevet vandet et par gange”.

Christian følger stadig Marvel-universet, men mest på film, han synes stadig at deres univers holder, så det er der ingen grund til at pille ved, ifølge ham.

Det har været en lang samtale om en stærk personlighed, men et let genkendeligt skæg. En der ikke er bange for at sige sin mening og er glad for finurlige ord. Så lidt utraditionelt beder jeg Christian om en en opfordring til at komme ud i naturen.

“Jeg vil kun opfordre til at passe på naturen, men også at bruge den. Den er lige her udenfor, det er den største gave vi fredericianere har. Vi kan stå på landet tolv minutter herfra på en strand og endnu kortere, hvis du går ned på Østerstrand, det hele er lige uden for vores dør”, afslutter Christian.

Lige så hurtigt som vi fik aftalt vores møde, er vi ude af kaffebaren igen, Christian, vi ses i bybilledet eller i naturen med gummistøvler på.

https://www.laterrazza.dk/ — Klik på annoncen og se mere

Ugens Kurt: Mogens “Muggi” Jeppesen

Af

Patrick Viborg Andersen

-

07:00 - 21. januar 2019

0

Mogens Jeppesen, Ugens Kurt — Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Mogens “Muggi” Jeppesen. Manden, der måtte ryge i omklædningsrummet i pausen, og er en af de største legender i dansk håndbolds historie. Fredericia AVISEN har sat “Muggi” i den varme stol på Kurt’s Kaffebar, hvor han fortæller om sin håndboldkarriere, tilværelsen i dag og mange andre ting.

Mogens og jeg mødtes i Jyske Bank Boxen i forbindelse med, at Danmark mødte Østrig til VM-slutrunden. Indrømmet, jeg var starstruck, da det er en af de allerstørste i dansk håndbolds historie, og det var nærmest ikke gået op for mig, hvor stort det var før jeg dagen efter sad og reflekterede over det.

Den status, som Mogens har blandt den danske befolkning var heller ikke til at tage fejl af, da han trådte ind af døren på Kurt’s Kaffebar. Rigtig mange kom hen til vores bord undervejs, og hilste på Mogens, der pænt hilste tilbage og fik velmente kommentarer om hans virke i forbindelse med TV 2s VM-dækning til Østrig-kampen, hvor Mogens var i studiet.

Efter at have bestilt kaffe spolede Mogens og jeg tiden helt tilbage til 1953, hvor han blev født i Odder.

“Jeg flyttede til Fredericia, da jeg var otte år og gik i anden klasse. Jeg startede på Købmagergade Skole, hvor jeg tog min 10. klasses afgangseksamen,” siger Mogens og kommer ind på skoletiden:

“Det var som skolen var dengang i begyndelsen af 60’erne. Der var en anden disciplin dengang, end der er nu,” fortæller Mogens med sit karakteristiske smil.

Mærkede du selv disciplinen på den hårde måde fra lærerne?

“Ja, det har jeg vel gjort, men det var ikke noget slemt,” svarer Mogens igen med et smil på læben.

Hvad skete der efter tiden på Købmagergade Skole?

“Jeg tog en almindelig Handelseksamen på skolen i Jyllandsgade. Det var nogle fine år, hvor jeg lærte en masse, men jeg vidste ikke, hvad jeg ville, så jeg en højere handelseksamen i Kolding,” siger Mogens.

Håndboldeventyret

På daværende tidspunkt er Mogens 21 år, og han vogtede målet på Fredericia KFUMs førstehold, men baggrunden for hans karriere startede tidligere.

“Jeg startede, da jeg var 9-10 år. Dengang var håndbold også rigtig stort. Der var to ting, fodbold og håndbold. Jeg går også meget op i fodbold, men alle mine venner spillede håndbold, så det blev dét,” forklarer Mogens og kommer ind på den helt store triumfperiode fra 1975-79, hvor Fredericia KFUM hentede fem mesterskaber i træk og kom i Europa Cup-finalen mod Banja Luka.

“Det var helt vildt, det var sjovt at være en del af,” husker Mogens Jeppesen og fortsætter:

“Vi havde masser af gode spillere. Det var hovedårsagen til, at vi fik opturen. Træneren var rigtig god, og det gjorde, at vi fik spillere ude fra. Det år, hvor vi vandt det første DM, havde vi lige fået to landsholdsspillere ude fra. Det passede med, at den ene af dem skulle på læreseminaret i Kolding, og derfor kunne spille for os.”

Fredericia Idrætscenter var dengang et fort for Fredericia KFUM, der nød kolossal opbakning med over 3.000 tilskuere på lægterne.

“Der var altid en hel intim stemning. Vi havde 5-6 år i træk som ubesejret i hallen,” fortæller Mogens og sammenligner stemningen i Fredericia Idrætscenter med den på de store europæiske udebaner:

“Stemningen var lige så god hos os. Forskellen, når vi spillede på udebane var, at der var flere tilskuere, men det var ligeså intimt og larmende i vores hal.”

I forhold til dengang i 70’erne har tilskuerne ændret sig i dansk håndbold. Folk sidder mere pænt, forklarer Mogens med et smil.

“Dengang var der heller ikke så meget musik. Der var horn hentet ind fra skibværftet og alt sådan noget. Folk larmede af sig selv,” fortæller han.

Statsamatører fra Balkan

I en ellers glorværdig karriere husker Mogens Jeppesen også tydeligt tilbage på den tabte Europa Cup-finale til Banja Luka.

“Det var selvfølgelig irriterende. Dengang var det holdet, der gav flest penge, som fik hjemmebanen. De må have haft flere penge. Ofte var det ude og hjemme i de finaler, men det var det ikke det år, hvor vi var i finalen, så de fik fordelen,” siger Mogens.

Der er mange fordomme om Østeuropa, men Mogens føler ikke, at Fredericia KFUM i sin tid blev dårligt behandlet eller chikaneret af tilskuerne.

“Der var gang i den, og det var fedt, men vi oplevede ikke noget ondskabsfuldt. Maden var lidt dårligere og sådan noget, men det var ikke fordi, at de lavede den bevidst dårlig. Deres råvarer havde bare ikke samme kvalitet, som vi var vant til. Sådan var det bare,” konstaterer Mogens.

Fredericia KFUM var de glade amatører, og det gjorde forholdene svære, når de skule op imod de europæiske storhold.

“Vi havde vores almindelige arbejde, og det gjorde det svært. I særligt det tidigere Jugoslavien var det udbredt, at holdene var hyret af staten. Vi kaldte dem for statsamatører, da de ikke lavede andet, end at spille håndbold. Dengang var de virkelig stormagter derovre,” forklarer Mogens.

Hjalp FHK i slutningen af karrieren

Efter tiden i Fredericia KFUM drog Mogens Jeppesen videre til Ribe, hvor hans ven fra KFUM, Anders Dahl Nielsen, var træner på daværende tidspunkt.

“Det var fint, det var en god tid derovre. Skiftet kom sig af, at vi rykkede i 3. division her, og så var Anders Dahl træner derovre, så det var sjovt at prøve. Jeg stoppede i Ribe i 1987, hvor jeg i et år ikke rigtigt spillede, udover på andetholdet. Efterfølgende spillede jeg to år for KFUM i 3. division, og så kom fusionen i 1990, hvor vi rykkede op i 1. division i 1993. Vi overlevede i 1. division, og så stoppede jeg på højt plan, og spillede lidt hyggebold,” siger Mogens.

Hvordan var det at hjælpe “din” klub på de måde?

“Det var rart, når jeg havde spillet så mange år derude, og så slutte af. Der var stadig mange i klubben, som jeg kendte. Det var min gamle træner fra de to første seniorår, Keld Andersen, der var træner. Jeg kendte mange af dem på den ene eller anden måde,” forklarer Mogens, der sidenhen har været sportschef i FHK:

“Det var en speciel oplevelse. Det var noget helt andet fordi, at vi var semiprofessionelle der. Man skulle forsøge at samle penge dengang, og jeg skulle kigge på det sportslige. Meget af tiden gik med penge i stedet for, at det skulle gå med at hente spillere.”

I 2012 krakkede FHK, og det var en torn i øjet på Mogens Jeppesen.

“Det var trist. Man prøvede at få det til at hænge sammen, men det lykkedes ikke,” siger Mogens, der har fulgt med i FHKs optur på sidelinjen og stadig den dag i dag kender folk i klubben:

“Jeg kender flere omkring klubben, blandt andet Per Hunniche og Thomas Larsen. Det er super at se den måde, som klubben har rejst sig på. Det er rigtig fedt, at der er så mange mennesker ude at se holdet spille, og det giver en god basis for et ligahold

Fra Glashallen til de moderne rammer

Da Mogens snørede håndboldskoene for første gang var det i den legendariske Glashal, hvor der var helt andre forhold, end dem som vi kender i dag.

“Vi vidste ikke andet dengang, og det var fantastisk at komme derinde. Det var noget af en varme, som der var. Der var kun håndbold i hallen, som F’erne og KFUM deltes om. Da jeg var junior blev Fredericia Idrætscenter opført, og det var nogle helt andre rammer,” siger Mogens og fortsætter:

“Det var helt fantastisk at komme i FIC. Det var moderne dengang, og det var ikke noget, som vi var vant til. Der er ikke blevet lavet noget ved hallen siden dengang, hvor den blev opført, så det var vel på tide, at der skete noget nyt,” forklarer Mogens med et smil.

Mogens’ tilstedeværelse i dag

Mogens er i dag 65 år, og han nyder sit otium.

“1. oktober 2018 blev jeg pensionist, så jeg skal lige vænne mig til det. Jeg har masser af at lave, men jeg vil jo heller ikke kunne sidde her i dag, hvis jeg havde et arbejde,” griner Mogens og fortsætter:

“Vi har tre børn, og jeg er stadig ude ved mit gamle arbejde, hvis der er et eller andet, så der er rigeligt at se til.”

Hvad får du ellers tiden til at gå med?

“Vi rejser rigtig meget konen og jeg. Vi har været på krydstogt de sidste mange år. Det tiltaler os at se et nyt land hver dag, og man rejser med hotellet. Det har været rigtig sjovt at se andre kulturer på den måde,” forklarer Mogens, der blandt andet har været på krydstogt i Asien:

“Vi fløj til Singapore, og så tog vi den derfra. Vi har også sejlet rundt i Caribien, når det er koldt i Danmark,” siger Mogens.

Oplevelsen i TV 2-studiet

I forbindelse med VM-kampen mod Østrig var Mogens Jeppesen tilbage på håndboldscenen, denne gang i en rolle som en af legenderne fra 1978, hvor den seneste VM-slutrunde på dansk grund fandt sted.

“Det var sjovt, og det var nostalgisk for mig. Det var lidt mærkeligt at lokke en gammel mand som mig til studiet,” siger Mogens, der fik minderne frem:

“Jeg tænkte på minderne, men det hele er jo meget større i dag med så mange mennesker og hele det store setup.”

Blev du genkendt af nogle, da du var i Boxen?

“Der var en del, der lige hev fat i mig, men det var mest dem med gråt hår på toppen,” griner Mogens.

En det blev til et gensyn med var TV 2s faste ekspert Bent Nyegaard.

“Bent Nyegaard har jeg jo spillet mod, han har også være træner og jeg kender ham rigtig godt. Så det var sjovt at møde ham igen,” siger Mogens, der for tre uger siden blev kontaktet af TV 2 med henblik på at komme i studiet:

“De ringede til mig, og jeg tøvede ikke med at sige ja,” forklarer Mogens, der skal i Jyske Bank Boxen at se endnu en VM-kamp:

“Jeg skal derop på onsdag mod Sverige. Det bliver rigtig godt. Jeg skal have mine to svigersønner med,” fortæller han.

Hvilke danske spillere er dine favoritter

“Det er svært at sige, men jeg holder jo lidt øje med målmændene,” siger Mogens med et grin og fortsætter: “Landin er fantastisk, og så kan jeg også godt lide Rasmus Lauge.”

Fodbold, snooker og billard

Udover håndbold har Mogens også andet sport at gå op i.

“Jeg ser meget fodbold, men der kan godt være kedelige fodboldkampe. Der er altid intensitet i håndbold, hvorimod der i fodbold kan gå 1,5 time, hvor der intet sker. Men jeg ser både Superliga og Premier League, og min svigersøn holder med AGF, så ham støtter jeg,” siger Mogens og fortæller, at han har lovet at tage med svigersønnen på stadion i Aarhus.

Hvad har du ellers af fritidsinteresser?

“Jeg har spillet meget billard i mine unge dage, det er et rigtig godt spil,” fortæller Mogens.

Med en passion for billard er det nærliggende også at se snooker, der minder om billard i tv, og det er også tilfældet for Mogens.

“jeg ser en del i tv. Ronnie O’Sullivan er min favorit, han er helt vild.”

Hvor god var du til billard?

“Vi spillede faktisk i 1. division, som var den bedste række. Jeg havde okay tid dengang, da jeg ikke havde stiftet familie,” siger Mogens, der vil begynde til billard igen:

“Jeg tænker at tage derud og komme i gang med det. Jeg brugte mange timer med det dengang.”

Sandheden bag cigaretterne i pausen

Alle snakker om det, men det er få personer, der har det fra Mogens’ egen mund. Fortællinger går på, at Mogens Jeppesen røg i omklædningsrummet i pausen, og var den eneste, der måtte det på landsholdet.

“Det er rigtigt, at jeg har gjort det. Jeg var den eneste, der gjorde det i pausen, men i gamle dage var der flere, der røg, så der var ikke noget vildt i det. Vi var jo sportsfolk, så det var alt med måde,” lyder afslutningsreplikken fra den levende håndboldlegende, Mogens “Muggi” Jeppesen.

Fakta Mogens Jeppesen

Er 65 år
Er gift
Har to børn på 30 og 32 år
Kom til Fredericia i 2. klasse
Gik på Købmagergade Skole
Har boet i det samme hus i Snoghøj siden 1978
Vandt fem danske mesterskaber med Fredericia KFUM
Har spillet 141 A-landskampe
Var med til OL i 1984

Ugens Kurt: Ole Nikolajsen

Af

Patrick Viborg Andersen

-

07:00 - 14. januar 2019

0

Ole Nikolajsen, Ugens Kurt — Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Ole Nikolajsen er et rigtig kendt ansigt i Fredericia. Han er blandt andet manden bag mange triathlonstævner i byen, manden der i en overgang stod i spidsen for Fredericia Håndboldklub, men nu driver han firmaet ProPrint. Ole er kommet i den varme stol på Kurt’s Kaffebar, hvor han tager os med på sin rejse.

Ole og jeg har aftalt at mødes klokken 11:00. Jeg er i god tid, og sætter mig ved et ledigt bord klokken 10:45 og forbereder mig lidt på snakken med Ole, der ankommer 10:58 og lige hilser på lidt folk udenfor, inden tur går ind i varmen.

Til at starte med siger Ole med et smil: ”Patrick, du kender jo det meste af min historie.” Jeg griner lidt og nikker, og beder Ole starte med fortællingen helt fra sin barndom. Ole fortæller, at han er født og opvokset i det gamle Snoghøj.

”Jeg husker det som en ekstrem tryg og god barndom. Jeg er så privilegeret, at mine forældre ikke er skilt, så jeg har kun oplevet trygge rammer,” siger Ole, der startede på Erritsø Centralskole, men flyttede til Samsø fra 3. klasse og frem til 8., da hans far fik job på øen:

”Jeg skulle rykke teltpælene op, og jeg husker, at jeg synes, at det var spændende. På det tidspunkt var jeg udadvendt, og fik derfor hurtigt nye venner særligt gennem sporten. Allerede efter en uge var jeg meldt ind i både fodbold- og håndboldklubben. De seks år på Samsø er vel seks af de bedste år i mit liv. Vi har siden haft sommerhus derovre, og jeg kommer der stadig, og jeg arrangerer også et marthonløb derovre.”

Hvad skete der efter skoletiden?

”Det var meningen, at jeg skulle i lære som smed, men de havde ikke noget at lave, så jeg skulle i 10. klasse. Jeg havde en kæreste, hvis far var chef i Føtex, hvor der var en ledig læreplads, som jeg søgte, men godt nok ikke fik, Jeg fik dog mod på det og blev uddannet butiksslagter i Brugsen på Nymarksvej. Jeg var glad for faget, og fik 56 ud af 60 mulige point til eksamen, hvilket betød, at jeg fik mange jobtilbud,” forklarer Ole og fortsætter:

“Jeg skulle i militæret og aftjene min værnepligt, og jeg fik muligheden for at blive frømand, da de manglede dykkere. Problemet var, at man skulle tegne en kontrakt på fem år, men det ville jeg ikke. I stedet blev jeg slagtermester i Brugsen i Nr. Aaby som meget ung, og der var jeg i et halvt år.”

Efterfølgende tog Ole Nikolajsens erhvervskarriere en drejning. En bytur medførte, at han ville være Falck-vagt.

“Jeg mødte op 20 år gammel og ville søge stillingen som Falck-vagt, men man skulle være 21 år og have stort kørekort. Den 31. oktober på min fødselsdag afleverede jeg ansøgningen, og jeg fik jobbet d. 1. december, og var der i fire år, inden jeg blev fyret pga. nedskæringer. Jeg startede på Shell, efter min tid hos Falck, og der var jeg i otte år. Jeg var chauffør hos dem et par år, men det var ikke mig og så blev jeg kørselsleder i stedet,” siger Ole.

Sportseventyret

Ole Nikolajsen har altid været bidt af sport, og i en årrække levede han også af det.

“I 1999 blev jeg købt fri til at arrangere triathlonstævnerne. Jeg levede af sporten, kombineret med, at jeg dyrkede min egen karriere. Jeg havde tre år, hvor jeg slet ikke lavede ande end triathlon og det var virkelig fantastisk. Jeg blev så arrangementchef i byen, og mens jeg var det, så skulle triathlonforbundet have ansat en sportschef på fuldtid, og den stilling blev jeg opfordret til at søge. I min tid som sportschef fik jeg oplevet to olympiader helt inde fra, som det vi kalder coach,” siger Ole, der efterfølgende fortsatte i sportsbranchen:

“Jeg blev kontaktet af den daværende forretningsfører i FHK , Klaus Bernhardt, der ville have mig som ny leder af håndboldklubben. Det tog Klaus et halvt år om at overbevise mig, da jeg ikke var helt hook på ideen til at starte med. Jeg kunne godt mærke på familien, at det var hårdt for dem, når jeg tit var væk. Jeg tænkte derfor, at det kunne være interessant, da jeg selv har set håndbold siden de glade 70’er dage med Europa Cup-kampe, og FHK er mit hold. Mik Hagenbo var træner på det tidspunkt, og jeg kunne godt lide hans stil med det offensive forsvar, som er jugoslavisk inspireret. Jeg tænkte, at jeg som jyde kunne samarbejde med københavnseren Hagenbo,” forklarer Ole og fortsætter:

“Hele historien om håndboldklubben og mig er jo næsten et kapitel for sig selv. Jeg fik at vide, inden jeg startede, at der manglede 200.000 kroner i kassen, og de skulle findes, men inden revisoreren og jeg var færdige med at åbne skuffen, manglede der to millioner kroner. Jeg fik heldigvis lavet en aftale med Compass, og vi fik hurtigt etableret et aktieselskab til at drive klubben. For at overleve skulle vi rejse 2,5 millioner kroner, ellers lukkede klubben. Det lykkes lige før deadline at finde pengene, da værftet kom til. Det betød, at jeg blev ansat i FHK, men jeg fandt hurtigt ud af, at direktørstillingen ikke var noget for mig. Jeg var fejlplaceret, og kom væk fra det, som jeg synes var sjovt. Jeg ville være omkring spillerne, ligesom jeg var omkring triathlerne. Efter et halvt år som direktør blev min stilling lavet om til at være teamchef og sælger. Stillingen var kun deltid, og det gjorde, at jeg samtidig startede ProPrint,” siger Ole og fortsætter:

“Vi fik på et tidspunkt René Hamann-Boeriths som træner, og ham havde jeg det virkelig godt med. Sammen tog vi ud og scoutede spillere, og jeg begyndte på håndboldagentuddannelsen, men jeg fandt ud af, at jeg det ikke var mig at se U16 og U18 hver weekend. Assistenttræner Bo Roy, René og jeg havde et godt samarbejde, og var klar til en ny sæson. Det var det år, hvor vi hentede Kasper Larsen, Jakob Thoustrup, Jesper Ahle og Henrik Sloth. Alt var for engangs skyld klar før sæsonen startede. Vi havde ansat Tine Hvalkof som direktør, og min kontrakt udløb d. 1. juni. Jeg ville gerne fortsætte, og fik et møde med Tina, som hun kom 23 minutter for sent til. Hun kom ind og sagde, vi havde syv minutter, men at der ikke var særlig meget at snak om, da jeg ikke ville blive forlænget. Jeg havde det sådan, at så ville jeg ikke være her mere, og klokken 16:00 lagde jeg nøglen og meddelte spillerne og René, at jeg stopper. Et par dage efter ringede en journalist, om jeg ikke havde glemt at fortælle noget. Han ville have mig til at sige, at jeg var skuffet og bitter, men jeg sagde, at det var jeg ikke. Jeg sagde, at jeg kendte til vilkårerne med en kontrakt, og hvis man ikke kan tåle det, skal man ikke arbejde i en elitesportsbranche.”

Selvom Ole Nikolajsens stop i FHK gjorde ondt, kommer han dog stadig i klubben den dag i dag.

“Jeg ser en del af FHKs kampe på hjemmebane, og jeg bærer ikke nag over noget, der er sket dengang. Klubben og jeg har haft hinanden lidt på afstand, og det har været sundt, men vi har snakket tingene godt igennem, og jeg har en god dialog med klubben,” siger Ole Nikolajsen, der generelt stadig involverer sig i lokalsporten:

“Jeg hjælper gerne til i triathlonklubben, hvor jeg er med i sponsorudvalget og hjælper lidt med nogle stævner. Jeg engagerer mig også i FC Fredericia, hvor jeg er på Monjasa Park og se dem spille en god omgang fodbold,” fortæller han.

ProPrint-eventyret

Det, at Ole Nikolajsen ikke fortsatte i FHK var samtidig startskuddet til, at ProPrint fik 100 % fokus.

“Jeg startede fuldtid med ProPrint, hvor jeg har været lige siden. Det var en kæmpe omvæltning at stå på egne ben, og det gjorde også, at jeg skulle være seriøs og stramme mig an. Med to børn, en kone osv. skulle der kæmpes for pengene. Det var sundt for forretningen at være tvunget til at få penge i kassen,” siger Ole og fortsætter:

“Jeg bankede ProPrint op til, at vi blev seks ansatte. Det gik godt, men inden for et år mistede vi to store kunder af forskellige årsager. Det var ikke fordi, at de var utilfredse, men fordi, at den ene ansatte en internt inden for tryk og den anden ansatte en grafiker i stedet for at hyre os. Det betød, at vi mistede næsten to millioner kroner i omsætning. Jeg kune samtidig mærke, at det ikke var fedt at være alt for administrativ, og tog beslutningen om, at vi ikke skulle være mere end 3-4 ansatte. Vi har nu en god nicheforretning, hvor vi rammer et segment, der har brug for hurtig levering i små oplag,” siger Ole, der i november sidste år påbegyndte et nyt projekt:

“Jeg følte så stort overskud, at jeg købte en pølsevogn I 20 år har jeg med jævne mellemrum tænkt på det, blandt andet har jeg været tæt på at købe den på Treldevej. Jeg endte med at købe en pølsevogn med hjul på, som skal bruges til events, fester og alt sådan noget, vi kalder den for pølsekutteren. Det er et far og søn-projekt, som jeg har sammen med Magnus,” forklarer Ole, der også har andre fritidsinteresser end pølsevognen – han er også glødende Liverpool-fan og tager gerne turen derover en gang om året.

Livet som aktiv

I rigtig mange år har Ole Nikolajsen dyrket sport. Han har gået til fodbold og håndbold, men det var inden for triathlon, at han for alvor fandt noget, som han er god til.

“Det var Hans Jørgen Hansen og Visti Pedersen fik trukket mig ind i det. Jeg kan tydeligt huske, da vi var noget til noget i Rødekro i 1989, og så på vej hjem spurgte de, om jeg kunne finde på at tage en Ironman. Jeg sagde, at det var for vanvittigt og jeg aldrig kunne finde på det. I 1991 var jeg begyndt at træne lidt med Hans Jørgen og Visti, og jeg kunne se, at jeg havde et talent inden for cykling. En hverdagsaften spurgte Visti, om jeg ville med til Aarhus for at se et kvindeløb, og vi skulle cykle derop. Jeg tænkte, at det var sindssygt, men Visti sagde, at det var god træning. Jeg endte med at tage med fordi, når sådan en som Visti mente, at jeg kunne, var der noget om det,” siger Ole Nikolajsen og fortsætter:

“Jeg kom igennem de 210 km, og der tænkte jeg efterfølgende, at jeg også kunne tage en Ironman. Holdningen var, at det var en once in a lifetime-oplevelse, men henover vinteren fik jeg en ambition om at komme til Hawaii og at komme på landsholdet. Begge ting lykkedes. Jeg kom til Hawaii i 2001, og i 1999 kom jeg med til EM for landsholdet, godt nok efter sindssygt mange afbud og nok fordi, at jeg var eliteansvarlig i forbundet. Derfor mente landstræneren, at jeg var den næste i rækken, efter mange afbud. Jeg endte med at lave personlig rekord til EM, og jeg har stadig landsholdsdragten derhjemme, men jeg ved godt, at hvis man skærer ind til benet, at jeg ikke var god nok. Omstændighederne gav mig dog chancen.”

Ole Nikolajsen og Team Rynkeby

Ole Nikolajsen har igennem seks år været engageret i Team Rynkeby, der støtter børnecancerfonden og børnelungefonden, og det er der en særlig grund til. Ole og hans kone, Susanne, mistede deres datter Laura til kræften, da hun var tre år.

“Jeg endte med at køre for Team Rynkeby i seks år, og de fem af årerne var som kaptajn for trekantsområdet. Det gav rigtig god mening for mig at være med, særligt, da det var det, der kostede Laura livet. Jeg kom fra en verden, hvor det var “mig, mig, mig” til at være en del af Rynkeby-projektet, hvor det var “os”, og at der ikke er nogen stærkere end det svageste led i kæden. Min opgave var, at at alle skulle cykle til Paris og komme igennem. For mig var det ikke et problem at cykle til Paris, da jeg var vant til at cykle. Men det at se de andre, træne dem, vejlede og alt det der, og så at de gennemførte. Det var en rejse, der var rigtig stor at være en del af. Igennem projektet har jeg fået venner for livet, som jeg aldrig kommer til at miste, fordi vi har haft så stærke oplevelser sammen,” siger Ole og fortsætter:

“Jeg stoppede med at være en del af Team Rynkeby efter seks år, da det tog meget af min tid, og jeg skyldte min familie at bruge tid med dem, og mere tid på min virksomhed. Jeg udelukker ikke at vende tilbage som almindelig rytter og nyde turen,” forklarer Ole, der på sin foreløbig sidste tur havde sønnen Magnus med:

“Magnus var med på cyklen i 2017, hvor min datter Line var med i servicebilen. Magnus er den yngste rytter nogensinde, da han fik dispensation, da han var 17 år og man skulle være 18 år. Han fik dispensationen, da jeg var med på turen som hans far, og derfor endte han med at få lov, og det var rigtig fedt at få den oplevelse sammen med ham,” udtaler Ole Nikolajsen.

Ole og jeg skal begge videre i programmet, og kaffen er også drukket færdig, og vi går derfor hver til sit igen.

Fakta Ole Nikolajsen:
Er 53 år
Født på Sct. Joseph
Gift med Susanne på 28. år
Har børnene Line på 27 år og Magnus på 19 år

Ugens Kurt: Henrik Petersen

Af

Patrick Viborg Andersen

-

07:00 - 7. januar 2019

0

Henrik Petersen, Ugens Kurt — Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Indehaver af Fredericia Vinhandel, Henrik Petersen, er kommet i den varme stol på Kurt’s Kaffebar. Henrik fortæller blandt andet om sin erhvervsmæssige baggrund, der ikke er inden for vinbranchen, og kommer ind på, hvordan det var at overtage Fredericia Vinhandel tilbage i 2014.

Henrik er en travl mand, og skal møde ind i vinhandlen allerede klokken 09:00. Vi aftalte derfor at mødes på Kurt’s Kaffebar klokken 08:00, hvor Henrik allerede har taget plads, da jeg kommer. Henrik er i gang med at skimte dagens avis, men da han får øje på mig lægger han avisen til side.

Når man kommer ind i Fredericia Vinhandel, og møder Henrik, kan man høre hans klingende fynske accent, og den lyver ikke. Henrik kommer oprindeligt fra Svendborg, og er uddannet eksportchauffør.

Derfra til så at blive selvstændig vinhandler er noget et af spring, men interessen for vin har Henrik altid haft.

“Interessen blev større og større, da jeg kørte eksport. Jeg har set mange vinkældre inde fra, og når jeg har holdt og skulle vente på et læs, eller nogle paller, var det spændende at gå i vinkælderen og sludre med lagerfolk. Der fik jeg en helt anden snak og viden, som mange ikke har.”

“Det bliver endnu værre,” udbryder Henrik med et grin og hentyder til hans tidligere jobs. Jeg spørger derfor: “Hvad så da?”

“Mit sidste job, inden jeg fik vinhandlen, var som slamsuger i 5,5 år. Der er penge i lortet, som man siger. Det er et job som så mange andre,” konstaterer Henrik.

Vineventyret

Henriks svigerforældre, der bor i Maribo, har i en årrække haft en vinhandel, og der har Henrik hjulpet til.

“Da jeg var hjemme i perioden, hjalp jeg til. På den måde kom interessen til, at vi gerne ville have en vinhandel. Vi snakkede om at ville købe forretningen af dem, men fire år inden, havde de indgået en aftale om at sælge den, og en aftale var en aftale,” siger Henrik og fortsætter:

“Vi startede et garagesalg i Kværndrup. Vi havde efterhånden bygget et godt netværk op i form af mine kontakter i erhvervslivet, og også min kones netværk, og vi var lidt kede af, at mine svigerforældre lukkede forretningen i november 2013. En dag kom der en vinsælger forbi vores garagesalg, og han ville sælge lidt til os, men han fortalte, at Fredericia Vinhandel var til salg, og om vi ikke skulle over at se den. Vi tænkte egentlig nej, og hvad vi skulle med en butik i Fredericia. Sælgeren sagde, at det ikke kostede mere end en omgang diesel at køre over at kigge, og vi endte med at gøre det. Vi snakkede med ejerne Ejvind og Kirsten i en halv times tid, og faldt pladask for den eventyrlige butik. Der var en utrolig stemning og sjæl, som vi faldt for. Vi nåede ikke længere end til Lillebæltsbroen, og så ringede en af dem til os, og sagde, at hvis vi ville købe vinhandlen, var den vores. Vi endte med at sige ja.”

“Vi var der 5. og 6. juli 2014, og så hvordan byen summede af liv i de dage. D. 15. juli startede jeg i butikken, hvor jeg hjalp Kirsten, da Ejvind var blevet syg, desværre. Jeg hjalp til, og så kom vi mere og mere ind i det. D. 1. august var det meste på plads, og d. 23. august overtog vi Fredericia Vinhandel helt officielt.”

Hvordan reagerede kunderne på, at I overtog forretningen?

“Der kom mange kunder, der ikke værdigede os et blik, og de gik selv rundt og ledte, efter det de skulle bruge. De tjekkede om vi havde lavet noget om, og da det ikke var tilfældet, så kunne de sige hej og hilse. Kunderne tænkte, at de to tossede fynboer ikke skulle lave noget om i den fine butik. Nu har vi en fantastisk butik, hvor 70-80 % af de kunder, der kommer her dagligt, er nogen jeg kan snakke med om alt muligt,” siger Henrik

Hvordan tog familien imod, at I købte Fredericia Vinhandel?

“De tog godt imod det, men de mente at sige en fuldtidsstilling op som slamsuger var lidt risikofyldt, og min kone tog orlov fra sit job som hun specialpædagog. Da de fire måneder var ovre, så tog hun et års selvbetalt orlov, og så blev vi enige om, at det godt kunne gå, så hun trak stikket helt, og blev fuldtid i butikken også. Mine svigerforældre havde godt set, hvad branchen gemte på, selvom det var et stort spring, så de vidste, at det kunne lade sig gøre.” forklarer Henrik.

I de første to år tog Henrik og Julie turen fra hjemmet i Kværndrup, men med tiden blev turen frem og tilbage for meget.

“I 2008 havde vi bygget et nyt helt nyt hus i Kværndrup. Vi havde to helt små i vuggestue og børnehave, og jeg havde min datter i Svendborg. Så vi kunne sagtens pendle til at starte med, men efter et par blev vi trætte af det. Vi var afsted fem og seks dage i ugen i to biler,” udtaler Henrik, der ikke overvejede at sælge Fredericia Vinhandel:

“Det var slet ikke i overvejelserne, så vi skulle bare flytte til Fredericia. Vi vidste, at vi ville herover og endte med at købe et hus i Erritsø. Det var faktisk en kunde, der der sagde til os, at der ville komme et hus til salg derude. Jeg tog kontakt til ægteparre før vi havde solgt vores ejet hus. De blev overraskede over, at jeg ringede. Jeg forklarede dem situationen, og vi endte med at se huset, som godt kunne lide. Vi aftalte, at over de næste par måneder skulle have solgt vores eget hus, og så tage den udefra. Efter tre fremvisninger fik vi solgt vores hus, og købte huset i Erritsø, som vi er rigtig glade for.”

I Erritsø er Henrik og familien faldet godt til, og nyder godt af lokalsamfundet.

“Begge vores unger går til fodbold derude. Der er et fantastisk netværk og liv i Erritsø. Man kan godt mærke, at vi er kommet til en større by end Kværndrup, og man er tæt på alting og der er flere muligheder.”

Interessen for håndbold

En af Henriks helt store interesser, udover vin, er håndbold. Han er sponsor i FHK og ser alle klubbens hjemmekampe, og interessen stammer lang tid tilbage.

“Det startede i tidernes morgen i Svendborg, hvor jeg var flaskedreng i en lille butik. I butikken var der mange GOG-drenge, blandt andet er landstræner Nikolaj Jacobsen udlært der. Der blev snakket håndbold i alle pauserne, og var der den mindste mulighed, blev der spillet håndbold i flaskerummet. På daværende tidspunkt havde vi 3-4 GOG-knægte, og man skulle altid lige stå på mål for dem eller andet. .Vi snakkede rigtig meget, og når man er født og opvokset på Sydfyn, har man altid fulgt med i GOG. Min kone har også været trænet og spillet på forholdsvis højt niveau i Maribo, så den vej rundt er vi begge rigtig håndboldinteresserede,” forklarer Henrik.

Som nævnt er Henrik sponsor i FHK, hvor han også har engageret sig ekstra ved at lave en FHK-vin, og det at være en del lokalsamfundet på den måde med Fredericia Vinhandel betyder noget for ham.

“Vi får så meget af de lokale, så vi skal give noget igen. Vi er rigtig glade for at være en del af blandt andet FHK, og resten af lokalmiljøet i eksempelvis også vores børns fodboldklub. Vi hjælper, når vi kan, men jeg har ikke selv taget noget fast, da butikken taget rigtig meget tid. Min kone springer til, hvis der mangler lidt, men som det ser ud nu, har vi ikke så meget tid at gøre med, men når tiden er til, det vil vi engagere os endnu mere. Det ligger os på sinde at hjælpe Fredericia lige så meget, som de hjælper også.

Udviklingen i Fredericia

Siden Henrik og konen Julie overtog Fredericia Vinhandel i 2014 er der sket meget i Fredericia, og det er også noget Henrik har bidt mærke i.

“Det er fanatisk udvikling. Der bliver virkelig arbejdet for byen, og kæmpet for byen. Jeg ved godt, at det er et samlet Byråd, der kæmper udover alle de lokale kræfter, men jeg synes virkelig, at Borgmester Jacob Bjerregaard gør det rigtig godt. Erhvervslivet støtter op om byen, og der er mange af de helt store virksomheder, der bidrager til udviklingen.

En anden ting, der også har udviklet sig, er centrum i Fredericia, der for alvor er blomstret op over de senere år.

“Man kan godt mærke, at der er kommet mere og mere liv, og folk vil mere og mere Fredericia. Folk vil gerne støtte lokalt, og tager ikke længere turen i Kolding Storcenter. Hvis det regner, så venter man til en anden dag, i stedet for at tage turen i storcentret.”

Samarbejde med de andre vinhandlere

I Fredericia er der fire vinbutikker, og alle er placeret inden for forholdsvis kort afstand i centrum, men det ser Henrik ikke som noget problem.

“Der er god konkurrence, men vi har et godt samarbejde, som mange oplevede til portvinsfestivalen. Jeg ser dem som kollegaer, og vi guider hinandens kunder rundt, hvis det er en varer, som vi ikke selv har,” siger Henrik.

Mødes I nogle gange?

“Vi mødes nogle gange, men det er ikke faste tidsintervaller, sidste år mødtes vi tre gange. Vi er også også begyndt på de her festivaler, som vi laver to af i løbet af 2019. Går vi forbi hinandens butik, så stikker man lige holdet ind og siger hej. Der var en, der manglede noget Nytårsaften, og han ringede klokken 17:15. Jeg kørte noget i butikken og hentede det til ham, så vi hjælper hinanden med det vi kan,” forklarer Henrik og kommer ind på, hvad der kommer af festivaller i 2019:

“Der kommer en roséfestival den 5. maj og portvinsfestivallen tilbage til efteråret. Det giver hype omring butikkerne, og det er fedt, at vi kan samarbejde på den her måde, og ikke ser hinanden som konkurrenter, der bare nedkæmper hinanden. Vi er konkurrenter i bund og grund, men vi er her, og skal have et godt samarbejde,” siger Henrik.

Vil være vinhandler resten af livet

Henrik skal snart videre for at åbne butikken, og vi slutter derfor snakken af med at spørge lidt ind til fremtiden, og hvor Fredericia Vinhandel er om ti år.

“Den ligger nok stadig i Danmarksgade, den er i hvert fald i Fredericia, vil jeg gerne garanterer. Hvis der ikke er noget, så er det også er det også med Julie og jeg med roret. Det er det rigtige erhvervsmæssigt, som vi har gjort med den her butik,” siger Henrik og fortsætter:

“Det er mit sidste job, hvis der ikke kommer noget i vejen. Der er vel små 25 år endnu, og der vil jeg gerne fortsætte med at stå her.”

Lige på falderebet spørger jeg Henrik, hvordan han kan videreudvikle Fredericia Vinhandel.

“Vi udvikler dagligt på butikken, men selve grundånden med Fredericia Vinhandel med gamle dyder kommer altid til at være der. Butikken kommer nok ikke til at se ud, som den gør nu forevigt, men den vil fortsat holde den hyggelige facon,” lyder det fra Henrik.

Fakta Henrik Petersen

Er 42 år
Født og opvokset i Svendborg
Gift med Julie
Har tre børn, hvoraf to af dem er med Julie
Flyttede til Erritsø i 2016
Uddannet eksportchauffør

Ugens Kurt: Mette Bjeld

Af

Matthias Runge Madsen

-

09:30 - 31. december 2018

0

Mette Bjeld, Ugens Kurt — Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Mette Bjeld har i over et år skrevet ugentlige klummer om en række forskellige emner, og nu er det hendes tur til at komme i den varme stol som Ugens Kurt på Fredericia AVISEN.

Mange læsere kender nok Mette Bjeld fra bybilledet eller fra hendes klummer her på Fredericia AVISEN. I klummerne deler hun ud af livserfaringer – og ofte har der også sneget sig et træningstip eller to ind.

Vi havde aftalt at mødes klokken tolv på den populære kaffebar i Jyllandsgade, og vi ankom samtidig lige lidt før tolv. En Café Latte til Mette, “selvom det er ekstra kalorier” og en sort kaffe til undertegnede, man skulle jo nødigt blive sat til at lave burpees på en solrig fredag.

Erritsø, skoleskift og sekretærjob

Vi starter samtalen med at spole tiden tilbage til Mettes barndom i Erritsø.

“Det startede her i Fredericia, jeg har boet her hele mit liv med undtagelse af tre år i Malmø. Samme hus, samme forældre hele tiden. Meget almindeligt – eller det er jo nok lidt specielt i de her moderne tider”, siger Mette med et grin.

“Jeg startede på Bakkeskolen, men måtte skifte på grund af en dårlig lærer. Da jeg startede på Erritsø Centralskole opdagede jeg hurtigt, at jeg ikke havde lært så meget. Jeg var ret langt bagud. Men jeg fik en rigtig hønemor af en lærer, Fru Pihl, hun fik mig med igen. Jeg havde så også en matematiklærer der fortalte mig, at jeg aldrig ville blive til noget, men altså her er jeg nu”, fortsætter hun.

“Derfra tog jeg på handelsskolen. Jeg var festudvalgsformand, det var mega godt, for så fik man et par fritimer. Motion var ikke noget vi gjorde os i, vi festede bare. Jeg fik da heller ikke det bedste resultat, men jeg bestod”, fortæller Mette og fortsætter:

“Derfra gik jeg i lære som sekretær hos Elsam Projekt, men efter at være faldet i søvn bag computeren flere gange fandt jeg ud af, at det ikke var det her jeg ville. Jeg var der i min læretid og tre måneder efter, og så sagde jeg stop. Både min søster og min mor er sekretærer, så jeg tror egentlig det var grunden til mit valg”.

Spillehal, optikforretning og børn

“Derfra fik jeg job i en spillehal, Front Point hed den. Jeg anede simpelthen ikke hvad jeg ville. Jeg endte hos NetOptik, en optiker hernede i byen. Jeg blev butikschef og fik ansat to rigtig gode optikere. Det var virkelig et godt job”, forklarer hun.

“Vi havde det virkelig godt sammen. Vi kendte hinanden, vidste hvornår hinanden skulle bruge hjælp uden at sige noget. Vi supplerede hinanden virkelig godt. Vi sprøjtede briller ud af døren på grund af vores gode samarbejde”, siger Mette og tager en tår af sin kaffe.

“Men vi fik en ny chef, og han var meget chef-agtig. Det er ikke rigtig mig. Oveni det var der udfordringer da jeg ventede mit andet barn, Rasmus. Jeg blødte, og da jeg endnu engang blødte måtte jeg til lægen, der bad mig om at sygemelde mig. Det tog chefen ikke særlig godt, og kaldte mig en masse grimme ting. Så i stedet for at fortælle hvornår jeg var tilbage igen afleverede jeg min opsigelse”, fortæller hun.

Nu er der kommet børn ind – hvornår kom din mand ind i billedet?

“Han kom før børnene”, siger Mette med et grin og fortsætter: “Vi mødte hinanden i et fitnesscenter. Han stod faktisk med en anden, men jeg gik hen til ham og sagde, at han skulle altså følge mig hjem. Det gjorde han så, utroligt nok”, fortæller hun og fortsætter:

“Og ja så er det holdt ved. Han lærte mig hurtigt at kende, allerede da vi skulle spise rundstykker fik han skældud for at krumme for meget. Han ville heller ikke gå hjem, og jeg sagde til ham, at han da gerne måtte blive at sove, men at han skulle holde sig i sin egen side af sengen. Det var anderledes end han var vant til, tror jeg”.

“Så fik vi Mads i 1999 og lidt over to år senere i 2002 fik vi så Rasmus. Vi købte hus på Sandbakken i Erritsø lige før Mads blev født, og har siden boet i Malmø og nu på Øster Voldgade” lyder det videre.

Springet som selvstændig med to små børn

“Efter at have afleveret min opsigelse begyndte jeg at læse til massør hver lørdag under min barsel. Det passede med at Martin kunne passe drengene imens jeg var i skole. Og så når der var middagslur lavede jeg lektier”, fortæller Mette.

“Faktisk havde jeg også kunder under barslen, det kan være lidt svært med en lille nyfødt. Det er ikke altid hans middagslur var så lang som håbet, så det var næsten foden på vuggen imens jeg masserede kunder”, siger hun med et stort grin.

Hvordan var springet til at blive selvstændig?

“Da jeg fandt ud af, at det ikke var hos optikeren jeg ville være begyndte jeg at regne på hvad det ville koste mig at gå selvstændigt. Det ville kun være 700 kroner i forhold til at være på dagpenge, det kunne jeg sgu godt klare tænkte jeg. Så havde Martin et job som ingeniør, så han tjente lidt flere penge. Vi havde en opsparing der kunne dække det første halve år, så vi ikke skulle gå fra hus og hjem”, forklarer Mette og fortsætter:

“Men allerede efter tre måneder tjente jeg næsten det dobbelte, og der var plus på kontoen. Det var her jeg virkelig mærkede, at det var det her jeg gerne ville”.

Flere lag blev lagt på

“Efterfølgende har jeg taget en række uddannelser. Som massør arbejder man ofte fra 7-18, og det er altså et djævlehårdt arbejde. Så jeg ville supplere så jeg ikke ødelagde mig selv”, fortæller hun og fortsætter:

“Så udover at være massør er jeg Columna terapeut, idrætsskadeterapeut, kranio sakral terapeut og akupunktør. Det var egentlig også fordi, at jeg var træt af at sende folk til kiropraktor hele tiden. Og selvfølgelig også for at hjælpe mine kunder endnu bedre”.

Nyt kapitel, ny sport

“Vi flyttede til Malmø i 2012, fordi Martin blev headhuntet til et job deroppe. Jeg tror faktisk det var godt for mig. På det tidspunkt var Zumba på sit højeste – og jeg underviste meget i det, så jeg var nærmest ikke hjemme. Oveni det var der tre ugers ventetid i klinikken, så det gjorde det ikke bedre. Med børn på 10 og 13 år hang det ikke sammen, så det var godt for mig at trække stikket”, fortæller Mette.

“Og indenfor kort tid i Sverige begyndte jeg på triatlon, for jeg duer ikke til at sidde stille. Jeg fandt ud af, at det der triatlon faktisk er meget sjovt, og noget jeg egentlig er rimelig god til. Så siden har jeg udviklet mig stille og roligt, selvom der er et godt stykke vej endnu”, fortsætter hun.

Hvad er målet for fremtiden?

“Jeg har en drøm om, at tage til Hawaii i 2020 for at lave en Ironman. Men hjelmen skal spændes lidt mere, feltet bliver bedre år for år”, fortæller Mette.

Hvad er det der driver dig ud på de lange distancer?

“Det er faktisk det at give hi-fives til tilskuerne ude på ruten der holder mig i gang. Mine fedtede fingre fra gels skal allerhelst klappe så mange børn i hånden som muligt på ruten”, siger hun og fortsætter:

“Jeg tilmelder mig heller ikke løb hvor der ikke er tilskuere, det kan jeg ikke. Jeg tilmelder mig kun løb hvor jeg ved at der er tilskuere, fordi det for mig handler om at have en fest med tilskuerne, og det er det der trækker mig i gennem”.

Alle har dårlige dage

Når man følger Mette Bjeld, så kan man ofte tænke at hun er et stort overskudsmenneske, der aldrig er sur – men sådan er det ikke helt i virkeligheden.

“Jeg har også dage hvor jeg tænker, at jeg hellere må gå i seng fordi verden ikke er tjent med mig og mit humør. Men ofte kan man altså beslutte sig for at være positiv i stedet for at finde de trælse ting frem”, lyder det fra Mette.

“Det har jeg måske lidt lettere ved end andre, det ved jeg ikke. Jeg prøver også selv at søge folk der giver god energi, for det giver noget til mig”, fortsætter hun.

“Hvis jeg er rigtig træt af situationen, så tænker jeg på folk i kørestol. Jeg kan stadig en masse ting selvom jeg har ondt i baglåret. Det er ikke pædagogisk pænt for dem der sidder i kørestol, men det hjælper altså mig rigtig meget”, slutter Mette.

https://jutlander.dk/om-jutlander-bank/om-os/afdelinger/fredericia — Annonce

Ugens Kurt: Finn Muus

Af

Patrick Viborg Andersen

-

08:30 - 24. december 2018

0

Finn Muus, Ugens Kurt — Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Direktør i Boligkontoret Fredericia, Finn Muus, er en glad mand for tiden, da Korskærparken for nylig kom af ghettolisten. Muus har været i den varme stol på Kurt’s Kaffebar, hvor vi har snakket om både ghettolisten, Muus’ erhvervskarriere, privatpersonen Finn Muus og meget mere.

Det er tirsdag middag, og Finn Muus og jeg har aftalt at mødes klokken 12:00 på Kurt’s Kaffebar. Jeg er selv lidt sent på den, da jeg har haft andre ærinder ude i byen, men til min lettelse er Finn endnu ikke kommet.

Lige præcis, da klokken bliver 12:00 ser jeg Muus igennem vinduet, og han sender hånden i vejret for at vinke, og går ind ad døren. Vi bestiller to kopper sort kaffe, og sætter os til bords.

Jeg kender ikke selv til Finn Muus’ baggrund, udover at han er direktør i Boligforeningen Fredericia, så vi starter med at snakke om den. Finn Muus er født i Kolding i 1956, og flyttede til Esbjerg i 1981 da hans hustru læste til sygeplejerske i Esbjerg.

“Da jeg flyttede til Esbjerg blev jeg ansat i Snedker og Tømrernes andelsselskab hvor jeg kort tid efter min ansætte blev valgt af medarbejderne som fællestillidsrepræsentant og medarbejdernes repræsentant i bestyrelsen. Jeg arbejde i virksomheden ind til 1985, hvor jeg søgte og blev ansat som kursussekretær på Esbjerg Højskole. Fra 1985 og frem poppede der mange nye lokale tv- og radiostationer op i det ganske land, og på den baggrund etablerede man på højskolen en medieskole. 1987 blev jeg spurgt, om jeg ville undervise der, samtidig med at man ville sikre mig en uddannelse via Danmarks Radio og en professionel teknikker der var ansat på Mediecenteret. I 1988 blev jeg leder af mediehøjskolen, et 20 ugers højskole forløb, for unge mennesker, der gerne ville være journalister eller teknikere. Vi brugte på højskole opholdet journalister fra Danmarks Radio til at tage den journalistiske del af uddannelsen, hvor jeg så tog den tekniske del,” sammen med en kollega forklarer Finn og fortsætter:

“Jeg havde ansvaret for mediehøjskolen i to år, hvorefter jeg så stoppede da man i de to årlige højskole forløb stort set ikke er hjemme så længe opholdt varer. Min hustru og jeg havde i mellemtiden får to børn så jobbet det passe ikke rigtig mere ind i vores liv. Jeg fik lov til at komme tilbage til mit tidligere job som kursussekretær, og blev kort efter valgt som fællestillidsrepræsentant og kom i højskolens bestyrelse. Der var problemer med skolens økonomi, et problem som jeg i flere omgange havde gjort opmærksom på og jeg fik på den baggrund fik en plads i skolens forretningsudvalg.”

“En kollega til mig på højskolen sad i bestyrelsen i en boligorganisation i Varde og han opfordrede mig til at søge en stillingsom forretningsfører i Kongsgaards Andelsboligforening, hvor der var problemer. Jeg fik jobbet. Det var en lille boligorganisation med en meget lille egenkapital som betød at vi skulle klare langt flere opgaver selv hvis vi skulle styrke boligorganisationen. Vi fik sat gang i nogle store renoveringer og byggerier som løftede kvaliteten og udbuddet af boliger i byen. Da vi fik godt styr på organisationen blev jeg udpeget til Boligselskabernes Landsforenings Administrations udvalg og Kursusudvalg. Det førte det med sig at jeg begyndte at undervise på BL’s kurser og i den forbindelse at komme med oplæg på forvaltningskonferencer. Jeg fik min uddannelse i sektoren med en Bygherre- og direktør uddannelse som begge havde et to årigt forløb.

Eventyret med Boligkontoret Fredericia

Finn Muus havde jobbet som forretningsfører i Kongsgaards Andelsboligforening fra 1995 og frem til 2007, hvor han skiftede bopælen i Tjæreborg ud med Thorsvej i Fredericia, da Finn fra februar 2007 blev ansat som direktør hos Boligkontoret Fredericia, og bosatte sig på Thorsvej senere samme år.

“Jeg var meget fokuseret på opgaven. Jeg blev direktør for en kendt organisation, hvor opgaven var at se på, hvordan vi på sigt kunne sammenlægge boligorganisationerne til én stor. Jeg blev kontaktet af bestyrelsesformand og næstformand, og var til tre samtaler i forhold til at få os talt ind på, hvad opgaven gik ud på. Jeg havde tidligere sammenlagt toboligorganisationer i Varde, og det var med baggrund og den erfaring at man i bestyrelsen i Boligkontoret Fredericia pegede på mig som direktør,” siger Finn og fortsætter:

“Man skal være fokuseret på, at nok er der meget praktik i at smelte organisationer sammen på den måde, men der er også følelser i det som man skal tage alvorligt. Man skal se processen som et hele, men det endte med at lykkes. Det var fantastisk, at det kunne lade sig gøre. Vi havde ingen modstand i forbindelse med sammenlægningen, fordi tror jeg, tog alle alvorlig. Fra 2011-15 sammensatte vi en bestyrelse med bestyrelsesmedlemmer fra alle de 4 forskellige boligorganisationer. Der var 21 bestyrelsesmedlemmer, som efter aftale i 2015 blev reduceret til ni.

Hvordan var det at komme til Boligkontoret Fredericia som direktør?

“Det var en kæmpeopgave, som vi havde på daværende tidspunkt med 72 afdelinger, som man skulle sætte sig ind i budget- og regnskabsmæssig, men også at få et overblik og lære afdelingsbestyrelserne at kende,” forklarer Finn Muus.

Forvandlingen i Korskær- og Sønderparken

I Finn Muus’ tid har flere af de helt store “slag” stået i Korskær- og Sønderparken, som er blevet kraftigt renoveret og moderniseret.

“Vi havde afdelinger, der trængte til at blive renoveret. Der var sociale problemer, og der var problemer med afbrændinger af biler, miljøstationer og alt muligt tilbage i 2008, som jo var på bagkanten af ”Muhamed krisen”. I Korskærparken blev der kastet med brosten og væltet campingvogne og der var derfor et stort behov for en indsats,” fortæller Finn Muus og kommer ind på, hvordan man forsøgte at løse problemerne:

“Kommunen støttede op med deres medarbejdere, og i det tale taget lykkedes det kun at stoppe de problemer der var med unge mennesker pga. samarbejde med blandt andet kommunen, og politiet. Med en fælles indsats fik vi gjort noget ved problemerne. Politiet øgede patruljeringen i området hvor de fik mødetider i Medborgerhuset, hvor beboerne kunne komme og tale med dem. Politiet cyklede rundt, og det sammen med en indsats fra os og kommunen var med til at skabe tryghed.”

Det er dog ikke kun indsatsen med kommunens medarbejdere og politiet, der ændrede billedet i Korskær- og Sønderparken.

“Det, der har skabt de store forandringer i begge områder, er renoveringerne, hvor vi sammen med vore kollegaer i boli.nufik højnet kvaliteten i begge områder. Det har gjort, at menigmand kunne se sig selv bo i områderne. Det handler om kvalitet, og det handler om ordentlige boliger. Vi har fået tiltrukket folk fra parcelhuskvartererne, og det er en stor sejr,” siger Finn og kommer ind på, hvad det betyder, at Fredericia nu er helt ghettofri.

“Det betyder rigtig meget. Det har vi allesammen ydet en fælles indsats for. Kort sagt var målet at komme af listen, og vi skulle udvikle områderne til at kunne tiltrække flere ressourcestærke beboere. Det betyder meget for os boligorganisationer og kommune, at vi nu er kommet af, og ikke har en trussel hængende om, at der skal rives boliger ned. Vi fortsætter samarbejdet med kommunen, ikke mindst i forhold til en udviklingsplanen, der skal sikre at vi ikke kommer på Ghettolisten igen.

Boligkontoret Fredericia fem år ud i fremtiden

Et af Finns, Boligkontoret Fredericia og kollegaerne fra boli.nu’s helt store mål har hele tiden været, at Fredericia skulle være ghettofri. Nu er planen at fortsætte udviklingen.

“Udover at renovere, så bygger vi også nyt, så det er spændende. Fredericia kommunen er i en god udvikling, og der kommer flere til byen, end der er fraflyttere. Kan vi fortsætte med det gode byliv med gode cafeer, restauranter og Teateroplevelser, kombineret med gode boliger, løfter det Fredericia,” siger Finn og løfter sløret for, hvor Boligkontoret Fredericia vil sætte ind med nybyggeri:

“Vi vil gerne bygge mere på havnen eller i Erritsø. Der er også interessante områder omkring Bøgeskov, Trelde og den vej ud. Vi vil gerne sammen med vore kollegaer være en del af kommuneplanen så vi i langt højere grad sammen med Fredericia Kommune kan planlægge de næste mange års opgaver.

Finns politiske karriere

Udover at være direktør for Boligkontoret Fredericia, er Finn Muus også politisk aktiv. Da han var 29 år meldte han sig ind i Socialdemokratiet, og det kom sig af, at Finns far døde i en ung alder, og hans mor derfor stod alene med fire børni en alder af 35 år, og kæmpede sine kampe for at få det hele til at løbe rundt.

“Så jeg fik set den side af livet, og hvor hårdt det kan være. Jeg startede med at stille op til Esbjerg Byråd i 1989. Dengang var der diskussioner om Musikhuset i Esbjerg, som var et stort tema i valgkampen. Jeg kom ikke ind, men var tæt på,” fortæller Finn, der igen stillede op til Kommunalvalget i Fredericia i 2017:

“Jeg ville byde ind i forhold til at udvikle byen,” konstaterer Finn, der ikke kom ind i Byrådet, men har været med som 1. suppleant til flere Byrådsmøder. Om Finn stiller op til næste Kommunalvalg har han ikke taget stilling til endnu.

“Det tager vi til den tid, men det kunne godt være. Jeg synes i det hele taget, at der er god stemning i Byrådet blandt alle byrådsmedlemmerne hvilket jeg synes er en stor kvalitet.

Camping, teater og håndbold

Når den ikke står på arbejde, er Finn naturligvis sammen med familien, men når der er tid til det står den også på camping.

“Vi campere en del, og har været i store dele af Europa, men vi campere også meget herhjemme. Jeg læser bøger, når jeg har tid til det i ferierne, i det daglige er det meget faglitteratur, som jeg læser,” siger Finn og kommer ind på fascinationen af camping:

“Det at flytte sig fra sted til sted gør, at man kommer til at snakke med mange forskellige mennesker, der er mange forskellige steder i deres liv, og de samtaler kan jeg godt lide da det giver et godt billeder af hvor Danmark er idag. Det er en frihed, at man ikke kan gå i haven men i stedet kan nyde tilværelsen uden pligter. Man sætter sig bare ud foran campingvognen med en bog og ser på det liv der udspiller sig på campingpladsen, så slapper jeg af,” forklarer Muus, der også er hyppig teatergænger:

“Vi har set alle de store forestillinger der er opført på Fredericia Teater,” siger Finn,

Jeg er ikke længere fysisk aktiv i nogen sportsklubber: “Men jeg spillede meget håndbold, da jeg var yngre. Da jeg var ynglingespiller kom Jørgen Heidemand, Flemming Hansen og mange af de store håndboldspillere fra Fredericia til Kolding håndbold klub. Det var meget spændende,” forklarer Finn, som også har dyrket andet end håndbold:

“Jeg gik til brydning, jeg har spillet cricket og fodbold, men håndbold greb mig. Det var kammeratskabet og en fysisk sport, der trak i mig. Jeg trænede noget mere dengang end nu,” slutter Finn Muus med et grin og tager en sidste tår af kaffen, inden vi igen går hver til sit.

Fakta Finn Muus:

Alder: 62 år
Født i Kolding
Flyttede til Fredericia i 2007
Tømreruddannet på Kolding Teknisk Skole
Er gift
Har to sønner

DANSKE DIGITALE MEDIER A/S

“Det var et dejligt sted at vokse op, Taulov Skole var god. Min mor var hjemmegående, så det var meget trygt. Jeg gik til gymnastik og jeg var spejder, da jeg var lille. Vi har altid lært, at vi skulle tjene vores egne penge, så meget at min fritid gik også med børnepasning”, siger Helle.

“Det var fuldstændig tilfældigt, at jeg kom i lære som isenkræmmer, jeg var faktisk også deres første elev. Efter nogle år skiftede det fra Trævarehuset til Imerco. Selvom det var tilfældigt, at jeg blev isenkræmmer, så kunne jeg aldrig tænke mig noget andet”, siger Helle.

“Efter nogle år som udlært, så skulle der ligesom ske noget andet. Jeg så en annonce i avisen, at de søgte en isenkræmmer i Hammel, jeg vidste slet ikke, hvor Hammel var dengang”, griner Helle, hvis latter er meget smittende.

“Det var svigersønnen fra lærepladsen, Mogens Christensen, der havde overtaget det, det er næsten 26 år siden. De havde en sød kvinde ansat der, som hed Lise Møller, vi fandt hurtigt hinanden og der startede vores venskab”, siger Helle.

Fritiden

Kop & Kande

“Vi kunne da godt bruge 100 m2 mere, men flere af vores kunder er er glade for vores butik. Vi oplever også flere gange, at vi bærer varerne ud til kundernes biler på parkeringspladsen, det er en del af charmen ved vores placering”, siger Helle.

“Det var nærmest kun marker, det var langt ude på landet dengang, jeg har sat drager op mange gange, der hvor vidensparken er i dag”, mindes Christian.

Skoletiden

“Jeg ville have været sproglig student, men det var ikke muligt, da jeg … lad os sige det sådan, at latin ikke rigtigt fangede mig. Så blev jeg matematisk, selvom mine styrker primært er sprogligt”, griner Christian.

“Jeg var i Los Angeles i hele efteråret, det var en fed oplevelse. Det er en fed by med sydeuropæisk klima. Det var egentlig ikke, fordi jeg lavede noget specielt der. Jeg hyggede mig med mine tre kusiner og var en del af familiens dagligdag”, siger Christian som var 19 år dengang.

Soldatertiden

Born to be wild

“Jeg har et kæmpe problem med autoriteter udover mig selv, det harmoner nok ikke så godt sammen med Forsvaret”, sådan starter Christian fortællingen om at være som en fri fugl.

“De spillede i Barock og det blev et sted, hvor jeg kunne byde ind, så var jeg med til at stille op, når de spillede. Senere fik jeg jo stort kørekort hos militæret og kunne bakke med en trailer, så var det oplagt, at jeg også kørte for bandet”, siger Christian.

“Jeg var ledig i den periode efter militæret, vi lavede ikke meget end at køre på motorcykel og hænge ud i weekenderne. Weekenderne begyndte at blive lidt længere og en dag slap dagpengene op”, siger Christian.

“Det var nok en udfordring, jeg skulle ikke have taget derop. Jeg droppede ud af første semester, det at køre motorcykel er en frihedsfølelse, der er svær at sammenligne med noget andet”, siger Christian.

“Set i bagspejlet er der ikke noget i den periode, der ikke har været spændende, jeg har mødt mange spændende mennesker undervejs”, siger Christian om tiden på to hjul.

Posten ved Posten

“De ansatte nærmest, hvem som helst, jeg blev ansat som postarbejder i 1987. Det var et fint job, vi havde et godt kammeratskab. Jeg lavede omlæsning på perronen, det passede godt til mig”, siger Christian.

Tillidsmanden

“Jeg bliver politisk aktiv, Tamilsagen rystede mig, tænk at man kunne handle på den måde, det svigt. Det var en Minister, der gjorde, hvad der passede ham og nogle mennesker blev udsat for forfølgelse”, siger Christian.

Fredericia

“Jeg kunne ikke se børnene vokse op i Rødovre, det var en dejlig by med grønne områder, men det var for meget storby. Vi længtes efter tryggere rammer. Vi startede ud i Sønderparken, da vi var enige om, at det var for besværligt at kigge hus med to børn”, siger Christian.

Tillidsmanden og politikeren

“Jeg er det, der hedder fuldtidsfrigjort som tillidsmand, men argumentet for at være fuldtidsfrigjort, er der ikke mere, men mine kollegaer vil sikkert sige, at jeg laver meget lidt”, smiler Christian.

Miljø- og Teknikudvalgsformand

“Kærligheden til naturen, går tilbage fra drengeårene, jeg havde faktisk glemt det hen ad vejen. Jeg havde en fanatisk underviser, som hed Eigil Plum i de små klasser til biologi. Jeg blev faktisk kaldt “krikanden” dengang”, griner Christian højlydt.

Fritiden

Håndboldeventyret

Statsamatører fra Balkan

Hjalp FHK i slutningen af karrieren

Fra Glashallen til de moderne rammer

Mogens’ tilstedeværelse i dag

Oplevelsen i TV 2-studiet

Fodbold, snooker og billard

Sandheden bag cigaretterne i pausen

Fakta Mogens Jeppesen

Erritsø, skoleskift og sekretærjob

Spillehal, optikforretning og børn

Springet som selvstændig med to små børn

Flere lag blev lagt på

Nyt kapitel, ny sport

Alle har dårlige dage

Eventyret med Boligkontoret Fredericia

Forvandlingen i Korskær- og Sønderparken

Boligkontoret Fredericia fem år ud i fremtiden

Finns politiske karriere

Camping, teater og håndbold