Ugens Kurt: Thomas Renneberg-Larsen

Af

-

07:00 - 28. maj 2018

Thomas Larsen, Momenti — Thomas Renneberg-Larsen, indehaver af Momenti.. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Thomas Renneberg-Larsen er en travl mand, rigtig travl. Den 46-årig fredericianer er indehaver af Momenti A/S, mens han også besidder en rigtig travl bestyrelsespost i Fredericia Håndboldklub. Som Thomas selv udtrykker det, når den ikke står på Momenti-arbejde eller sit virke i FHK: ”Så er der ikke flere timer tilbage i døgnet”. Læs her historien om den travle erhvervs- og håndboldmand i Ugens Kurt.

Solen skinner, og sveden løber ned af panden. Det er fredag, og solen står lige på. Den sorte kaffe er pakket væk for mit eget vedkommende, og erstattet af en iskaffe denne sommerdag. Thomas kører selv den varme stil, og bestiller en americano.

Vi starter med at spole tiden tilbage til Thomas Renneberg-Larsens unge dage, og hører historien om hans skolemæssige opvækst.

”Jeg gik på Fredericia Realskole. Nogle af lærerne jeg har haft, har ungerne også haft, så det er lidt sjovt. Det var en god skolegang, og jeg fik lært en masse. Det var en meget boglig skole med orden i sagerne,” husker Thomas og kommer ind på, hvad den stod på efter tiden på Realskolen:

”Jeg gik på handelsskolen i tre år, og kom efterfølgende i lære i Intersport i Fredericia i to år, hvor jeg fortsatte et år efter jeg var udlært. Efter det skulle jeg prøve noget andet, og fik en uddannelse ved Fredericia Kommune på skattekontoret.”

Blev medejer i HC Sport og startede sidenhen eget firma

Men fra at tage en uddannelse på skattekontoret til at havne i den branche, som er blevet Thomas’ beskæftigeles er noget af et spring. Hvordan det kan lade sig gøre svarer Thomas Renneberg-Larsen her på.

”Nogle gange kan det ændre sig. Da jeg var i lære arbejdede jeg fredag og lørdag eftermiddag i Intersport i Vejle, så nogen kunne holde fri. Da jeg var udlært i Fredericia, fik jeg tilbud om at være med i erhvervsafdelingen og om det ikke var noget jeg skulle prøve af. Det var et spændende tilbud, som jeg ikke kunne sige nej til. Der var jeg fra 1997, og året efter blev jeg tilbudt at være medejer i HC Sport og kom med i ejerkredsen,” forklarer han og fortsætter:

”Jeg var ung. Jeg ville lære om ledelse og indkøb, og så drømte jeg om at eje min egen sportsbutik, lære en masse ledelsesmæssigt og indkøb osv. Det var jeg glad for. Nogle år efter skulle en ejer købes ud, så var vi tre tilbage og så fik jeg større ansvar, og det endte med vi købte flere butikker i Kolding og Haderslev. Til sidst havde vi seks detailbutikker og erhvervsafdelinger. Vi havde butikker i Fredericia, Haderslev og Vejle, hvor jeg havde ansvar. Der var vi 20 ansatte i koncernen i HC Sport. Vi var 120 i alt i hele kæden.”

I 2010 skete næste skridt i Thomas Renneberg-Larsens erhvervskarriere. Han startede eget firma op med kompagnonen Ulrich Nicolajsen.

”I 2010 snakkede vi generationsskifte i sportsbutikken, og der blev vi enige om, hvornår det skulle ske. Vi var tre, der ville prøve noget andet. Ulrich og jeg startede så Momenti i 2010,” siger Thomas, der dog ikke var helt på udebane med Momenti, da det er meget samme koncept som i HC Sport:

”Det var mindre format med udelukkende salg til klubber, efterskoler, erhverv og des lige. Lige i starten skulle man vænne sig til det, og være en del af noget større. Vi fandt vores niche og hvad vi er gode til,” udtaler Thomas.

Håndboldmanden Thomas Renneberg-Larsen

Uanset gesjæften har der altid stået håndbold på den for Thomas, og derfor falder det naturligt ind, at han har noget med Fredericia Håndboldklub at gøre, hvor han i dag sidder i bestyrelsen.

Om hele tiden med håndbold fortæller Thomas følgende:

”Jeg har spillet håndbold siden jeg var 6-7 år, og altid været i hallen med min mor og far. Jeg er nærmest vokset op der. Jeg spillede med på førsteholdet i et par sæsoner 1997 og 1998 og hvor jeg blev medejer af H.C Sport og skulle vælge, hvad jeg ville. Fremtiden var at være selvstændig fremfor håndbold, så det prioriterede jeg. Jeg spillede lidt på andetholdet og trænede lidt hold. Lige pludselig endte jeg med at være med i det sportslige med Mogens Jeppesen, Per Hunniche og Klaus Andersen dengang. Det var spændende. Vi var med indtil det blev professionelt og holdt så pause. Vi var bare glade amatører, men så kom der professionelle folk til og vi tog en pause. I 2010 trænede Bent Jensen og jeg vores børn i U10 og U12. I 2012, hvor vi gik konkurs, var det Per Hunniche, Karsten Bording, Per Holm og en helt masse gamle spillere, der ville rette op på håndboldklubben. Mine børn spillede der også. Vi skulle være med til at redde klubben, og sådan kom vi ind i det igen. Nu er vi i 2018.”

Hvordan har rejsen været fra at være en klub i ruiner til nu at være en bestanddel af toppen i 1. division på herresiden?

”Det har været en god rejse. Da det så sortest og vi ikke kunne betale regningerne, det har været helt vildt. Man kan se hvordan klubben blomstrer og alle de frivillige og dem der er med omkring, det er som om folk gerne vil FHK og det betyder meget for dem. Det har været dejligt, at mange har bidraget til at genrejse FHK,” udtaler Larsen, som han kaldes i daglig tale, og kommer ind på et særligt øjeblik i den ”nye” tid med FHK:

”Det år, hvor vi blev årets håndboldforening i 2014, det var et skulderklap med, at vi var på rette vej. Man bliver glad, når man kommer i hallen om fredagen med over 100 børn, der træner. Det gør en glad, men det gør også en glad, når U18-pigerne kommer i ligaen, selvom de har skader og alligevel kæmper sig til det. Den dag, hvor herrerne rykkede op mod Børkop og damerne scorede i sidste sæson og rykkede op. Det var en sjov dag, hvor det afgørende mål også kom på TV 2. I løbet af damekampen gik vi frem og tilbage med champagnen, fordi det bølgede frem og tilbage. Efterfølgende skulle vi også holde stor fest, så det var rigtig godt, at vi endte med at vinde kampen.”

I FHK er der en klar vision om at være i ligaen i 2020. Udover at komme i ligaen sætter Thomas her ord på, hvad han håber på sker i FHK inden for en årrække.

“Udover liga håber jeg på, at vi har en 2025-plan på det tidspunkt med, at vi er etaleret i håndboldligaen og sætter os nye mål i forhold til den del. På den del håber jeg, at vi har fået styrket vores talentarbejder med konsulenter på både drenge og pigesiden. Vi håber at kunne lave noget a la GOG. Vi tilbyder rigtig meget af det de andre kan og så håber vi, at vi har en stor fanklub på 200 medlemmer, og har et snit på omkring de 2.000 tilskuere. Organisatorisk skal vi have en daglig leder og sådan nogen ting,” fortæller Thomas, der som den travle mand han er nærmest ikke har tid til andet end Momenti og FHK:

”Så er der ikke flere timer i døgnet,” konstaterer han med et grin og kommer ind på, hvad han bruger sin fritid på:

“Jeg kan godt lide at cykle, men jeg må indrømme, at jeg cykler for lidt. Vi holder gode ferier i familien. Jeg holder af Formel1 og har lige været i Baku, det var en god oplevelse. Vi vil gerne på sådan en drengetur en gang om året. Kevin Magnussen og Ferrari er vores favoritter. Kevin er jo dansker og så er han også en af dem, der kæmper, det kan vi godt lide,” lyder ordene fra den travle erhvervs- og håndboldmand, Thomas Renneberg-Larsen.

Fakta Thomas Renneberg-Larsen:

Bor i Fredericia
Alder: 46
Gift med Gitte
Børn: Frederik 19 år, Simon 16 år og Kristine 10 år
Gik på Realskolen
Uddannet på handelsskolen
Indehaver af Momenti A/S
Bestyrelsesmedlem i Fredericia Håndboldklub

Ugens Kurt: Joachim Grundtvig

Af

Andreas Andreassen

-

07:00 - 21. maj 2018

0

Joachim Grundtvig er født i 1975 indenfor Voldene i Fredericia. “Jeg er fæstningsbarn,” siger han. I 2009 blev han en af Danmarks yngste skoleledere, da Sct. Knuds Skoles bestyrelse prikkede ham på skuldrene. Han voksede op i Oldenborggade, men rykkede så til Stenten i Bøgeskov, hvor livet var fuld af fodbold, håndbold, volleyball, og kvalitetstid med vennerne. Rygsækken er fuld af erfaringer, som ingen børn fortjener; en alkoholiseret mor og far og en stedfar, hvor alkoholen også fyldte meget til tider, alligevel vælger han at se lyst på tilværelsen; “Jeg husker de gode oplevelser,” siger han i denne Ugens Kurt.

“Det er min by, Fredericia. Jeg kan lide byen. Jeg voksede dog op i et ambivalent miljø. På den ene side var det trygt, men til tider også hårdt. Jeg har sagt farvel min mor, far og stedfar grundet alkohol. Jeg flyttede hjemmefra, da jeg var 17 år. Det er tidligt. Der har altid været en undertone af minderne og oplevelserne i familien, men det var dog aldrig utrygt. Det var hovedsaglig min mor og biologiske far, som havde de store udfordringer med alkoholen. Det fyldte meget i min opvækst,” indleder Joachim Grundtvig, da jeg spørger til hans opvækst i Fredericia.

“Jeg har altid været min egen på mange måder, mange vil kalde mig en nørd. Jeg har altid været den, der “tager sig af”, står til rådighed og gør ting for andre. Det er den rolle og vel også de gener, som jeg har fået med mig. Jeg tror, at en opvækst, der ikke går lige efter bogen, giver en masse styrke i rygsækken.”

“Det første forløb på Fredericia Realskole passede mig ikke. Jeg havde en storebror, der gik dernede, og hvis det ikke fungerer for den ene, fungerede det nok heller ikke for den anden. Vi flyttede til Stenten i Bøgeskov, her fik jeg en fantastisk og fed skolegang. Bort set fra, at jeg blev moppet med mine fædres navne: Günther og Dick, når vi spillede fodbold, så var Bøgeskov lykken,” griner Joachim og fortsætter:

“Det var et fantastisk sted; det at spille fodbold, håndbold, volleyball og ja mange idrætsgrene kombineret med verdens bedste klasselærer, Bodil Nordahl gav mig meget. Bodil var en stor menneskelig inspiration. Faglighed kan man altid finde og søge, men når jeg møder mennesker – som har de egenskaber, som Bodil havde, så bliver jeg benovet. Det giver noget, som betyder, at man stopper op og tænker.”

Joachim Grundvigt gik i 7-10. klasse på Købmagergade Skole i byen sammen med mange af klassekammeraterne fra Bøgeskov Skole. Turen gik med bus og tiden gik. Han havde mange gode venner, og husker tilbage på en god skolegang. Efter folkeskolen kom han i gymnasiet – og den rejse skyldtes mormoren, Julie Grundtvig.

“Min mormor sagde, at jeg skulle være børnelæge, så jeg skulle i gymnasiet. At blive børnelæge har jeg tænkt på mange gange sidenhen. Men da jeg var færdig i gymnasiet skulle turen gå til Key West med en kammerat. Vi skulle dykke, tage en masse certifikater, men jeg skulle bruge penge for at realisere denne ide, så jeg blev cykelvikar i Fredericia Kommune. Jeg blev ringet op af skolelederen på Sct. Knuds Skole, som ville høre om, jeg var interesseret i et vikariat dernede. Jeg takkede ja, og jeg blev grebet af lærerrollen. Det har holdt ved lige siden. Det at være med til at forme nogen, ikke bare ud fra lærerrollen, men ud fra de menneskelige dimensioner at være noget sammen med de børn og unge mennesker, man omgås. Det giver meget energi. Det nyder jeg virkelig.”

Joachim Grundtvig blev far en junidag 2005 til datteren Anna. Det var en lykkelig stund, og livet ændrede sig, men ikke Joachims tanker om selve livet.

“Jeg har altid været sikker på, det jeg skulle i livet, når jeg har stået i noget og lavet noget. Det er sådan, jeg er, og når man bliver far, så tilpasser man sin hverdag. Jeg har ikke læst mange bøger om at blive far. Jeg tror på simpelt fornuft, forældrerollen kan man ikke læse sig til. Det er sund fornuft og kærlighed, der gælder.”

Hvad med dine egne barndomserfaringer?

“Det kan lyde hårdt, men jeg havde truffet en beslutning om, at min biologiske mor og far, ikke skulle være en fast del af mit nye familieliv – de var velkomne i vores hjem, men under min kontrol. Der kan komme mange andre handlinger med, når der er alkohol involveret; hænderne kan hænge løst. Det skulle mine børn ikke opleve, men jeg er videre. Jeg har en sund afstand,” siger Grundtvig og fortsætter:

“Vi lever kun én gang, og alle de oplevelser jeg har haft med mine forældre er i hovedet. Jeg har fede og dårlige oplevelser. Det giver ingen mening at fylde sit liv med de dårlige, så jeg tænker på de gode. De andre er i rygsækken som erfaring. Man kan drage dem frem, men de skal ikke fylde.”

Turen mod læreruddannelsen bærer nærmest præg af mesterlære. Joachim Grundtvig arbejdede nemlig som lærer undervejs, mens han læste fjernstudie på Nørre Nissum. Han arbejdede også en del i køkkener på byens cafeer, blandt andet Cafe Axel, og lidt på Simons. Han laver stadig meget mad. Han elsker det.

“Jeg laver stadig mad til familie, venner og bekendte. Jeg har en stor passion for mad og vin. Det kan jeg ikke løbe fra. Ja, generelt alt godt. Livet er for kort til dårlige ting og dårlig vin. Det gælder generelt. Man stiler efter kvaliteten, i morgen er vi her måske ikke mere, så vil det da være ærgerligt at drikke kaffen, der er brændt på.”

Du blev skoleleder tilbage i 2009 – stod det skrevet i kortene, at du skulle være leder så tidligt?

“Jeg gik ikke efter det. Jeg var lærer på skolen, hvor jeg i årene inden, jeg blev ansvarlig for og styrede 10. klassesuddannelsen. Den var en stor succes. Vi gjorde det meget godt. Eleverne kommer i dag tilbage med deres børn til skolen. Det er et kvalitetsstempel for deres skolegang. Jeg stoppede faktisk på skolen i starten af februar 2009, og startede som lærer på Brejning Efterskole. Jeg smuttede fra Sct. Knuds Skole, fordi jeg ikke kunne finde kemien med skolelederen. Vi havde en leder, som jeg værdimæssigt og menneskeligt var dybt uenig med. Jeg kunne ikke stå inde for det menneskeligt. Det var ganske simpelt, så jeg sagde op. Jeg havde ikke et andet job på hånden. Kort tid efter var der nogen fra bestyrelsen, der spurgte om det var nu, at jeg skulle være skoleleder, det drøftede vi mange gange,” fortæller Grundtvig.

“For mig var det vigtigste i den proces ikke bestyrelsens opbakning, men personalegruppens, hvis jeg skulle træde til. Det fik jeg hurtigt en god fornemmelse for, der var stor interesse for mit lederskab og så var det bare at tage fat.”

Nu er der gået ni år, hvordan har så været at være leder?

“Det har været travle og spændende. år Der har været fuld udvikling fra dag et af. Vi har jo ganget vores bygningsmasse med fem, vores børne- og elevtal er vokset med 150 procent. Personalestaben er vokset med 150 procent. En udviklingsfase, som man engang imellem skal stoppe op se på, og så trække vejret. Det er svært, når pendulet først svinger. Det er svært ikke bare at svinge med. Det har været travle, men givende år. Og for det meste fantastiske, men som i alle brancher, er der hårde tider, både arbejdsrelateret og menneskeligt, sådan er det, når man har med mennesker at gøre. Jeg er også skolelederen, der står på scenen og tuder, når jeg for eksempel overrækker et legat,” siger Joachim og drikker lidt af sin sorte kaffe, inden uddyber:

“Jeg har afsindig let til tåre, og nogle elever griner af det. Der er også de hårde perioder, hvor man både fagligt og menneskeligt kan få følelsen af, at man ikke slår til. Vi arbejder med mennesker – børn og unge, og hvis jeg som leder ikke slår til, så er det svært. Det er måske her, jeg tænker for meget, og andre ledere bare arbejder videre.”

Hvad bringer fremtiden for dig?

“Professionelt bringer fremtiden en konsolidering af vores profil og skole. Jeg vil kæmpe for en endnu større samarbejdsrelation med det kommunale system. Jeg er træt af den nationale tanke omkring privatskole kontra folkeskole, hvor vi skulle være hinanden diametrale modsætninger. Sådan er det ikke. Vi har et godt samarbejde. Så min drøm er at være leder af den “private folkeskole”. Derudover skal vi udvikle skolen på den både pædagogiske og fagdidaktisk front, samt have åbnet op for vores nye faciliteter.”

“Jeg selv skal være bedre til at sige nej. Jeg har til tider for mange aktiviteter. Det er dejligt, at mange kan bruge en til noget, men man har kun 24 timer i døgnet,” siger Grundtvig.

Hvad bruger du fritiden på?

“Der er desværre ikke så meget af den, vil jeg sige. Jeg har få, men fantastisk gode venner, som betyder rigtig meget for mig. Det med at have nogen, som man er fortrolig med; nogen, hvor man ikke behøver løbe hinanden på dørene hele tiden. Når man er sammen, så kan man mærke det. Mine venner er heldigvis bedre til at banke på min dør, end jeg er den anden vejen rundt. Jeg er spontan. Det er også tit Christinas store undren. Jeg er ham, der kommer hjem en fredag eftermiddag efter en 65 timers arbejdsuge, slår armene ud, tænder et bål, ser hvad vi har i køleskabet og inviterer på mad og vin. Det lyder af et stort overskud, men det er mere min måde at hive stikket på. Det holder jeg meget af,” siger Grundtvig og fortsætter:

“Jeg prøver også ihærdigt at komme i svømmehallen en gang om ugen – hvis ikke for at svømme, så for at koge i saunaen. Her er ingen telefon, her er ro. Og så er jeg vinsamler på år 22, men jeg er ikke en gemmer. Jeg elsker vin, og det skal smages. Jeg har også fået lavet et 55m2 vinrum til opbevaring og smagning. Jeg har haft besøg af forskellige venner og bekendte, hvor jeg laver mad og gør det hele klar. Det har været en stor succes.”

Hvad er det med mad og vin for dig?

“Det er i virkeligheden passionen og det at nørde mig ned i noget. Det med at man går i detaljen. Det kan jeg godt lide. Har man en gang fået lov at smage noget pishamrende godt, og smagt nuancerne i det, så er man tændt. Der er meget god mad og vin i verden – mange elsker for eksempel australsk vin, det smager da også godt, men de har solen hele tiden. Jeg er mere til italienske, spanske og franske vine, hvor vind og vejr afgør resultatet, her hvor håndværket har meget at sige, her hvor man kan møde en vinbonde, som fortæller om kærligheden til druerne. Her tager man sig tid til noget. Man behøver ikke tale sammen. Man kan sidde med gode venner og nyde vin eller en god kaffe. Det giver ro,” fortæller Joachim.

Hvad med musik og kunst?

“Jo, det elsker jeg også. Jeg har haft mange musikalske oplevelser. Jeg var i Berlin i 1990, hvor Sinead O’Connor sang med Roger Waters, men den største oplevelse havde jeg en tirsdag aften for utallige år siden i Det Bruunske Pakhus, hvor jeg hørte Doky Brothers spille

Michael Jacksons, Man in the mirror i jazzversion, men ellers er jeg hardcore Prince-fan. Jeg er opvokset med ham. Det erkender jeg.”

Vi drikker mere af kaffen og taler om fodbold, hvor Joachims yndlingshold hedder Arsenal. Klokken nærmer sig 9.00 – og vi må begge videre.

FAKTA:

Født :1975 i Fredericia, indenfor voldene – Oldenborgborggade

Fredericia Realskole, Bøgeskov Skole og Købmagergade Skole

Fredericia Amtsgymnasium & HF Kursus

Kæreste med Christina

To børn, to piger

Bor i Fredericia

Uddannelse: Lærer fra Nørre Nissum

Ledelsesmoduler på SDU i Haderslev og har desuden læst kemi.

Ugens Kurt: Tim E. Andersen

Af

Andreas Andreassen

-

07:00 - 14. maj 2018

0

Tim Erling Halvorsen — Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.

Tim E. Andersen er født i 1964. Han er i dag Projektdirektør i Kanalbyen Fredericia, og står i spidsen for et af de mest ambitiøse byudviklingsprojekter i nyere fredericiansk historie. Han har fået Fredericia under huden, men karrieren i Fæstningsbyen startede med en ekstrem kristisk fredericiansk taxachauffør. I øvrigt elsker Tim E. Andersen litteratur, selvom han er uddannet økonom. Læs om Tim her i denne “Ugens Kurt”.

Tim E. Andersen ved, hvad han vil og han tænker langsigtet på arbejde, men kortsigtet og nært i sit eget liv. Han er ikke politiker, men har arbejdet i politiske leddet organistioner hele livet. Ud over arbejdet er han passioneret skakspiller, i dag i Fredericia Skakforening og så læser han bøger i en litteraturkreds, hvor han mødes med gamle venner.

Tim, kan du fortælle om din karriere?

“Jeg kom til Fredericia for fire år siden. Jeg har en fortid som Kommunaldirektør i Lyngby Taarbæk Kommune, Kulturdirektør i Køge Kommune, Vicekontorchef i Kommunernes Landsforening, og økonom i det økonomiske sekretariat det samme sted, økonom i BUPL og så er jeg uddannet Cand. Polit,” fortæller Tim.

Hvis du tænker tilbage, hvilke højdepunkter kan du så fremhæve?

“Jeg har helt seriøst mange højdepunkter i min karriere. Jeg har altid været glad for mit arbejde, som har rummet mange spændende projekter og mennesker. Jeg havde et meget stort ansvar i BUPL, som var min første stilling efter studiet på Københavns Universitet. Her var et af højdepunkterne, at vi fik ændret betalingsreglerne via det socialpolitiske flertal udenom Regeringen. I dag kender vi det altså som betalingsreglerne for forældre i forbindelse med institutionerpladser, herunder søskenderabatter, fripladser etc., vi fik blandt andet lavet et loft for betalingerne. Der var et større beregningsarbejde, som vi fik sendt i Folketinget. Det var samtidig et godt stykke lobbyarbejde. Det var stort for en ung økonom. Det førte også til stor streetkredit ved Kommunernes Landsforening, som var på den anden side. Det førte jo senere til en ansættelse,” fortæller Tim og drikker af sin stempelkandekaffe, inden han forstætter:

“Mine opgaver i KL var fokuseret omkring love og cirkulærer. Vi skulle belyse lovgivningens konsekvenser og se på effekterne ved nye regler vedtaget centralt, hvordan man skal kompenseres økonomisk, så Regeringen ikke laver gratis regninger til kommunerne. I mit job i Køge Kommune arbejdede jeg først med økonomistyring og var Vicekommunaldirektør. Noget af det, jeg synes var sjovt at arbejde med, var byudvikling. Jeg arbejdede tæt sammen med den tekniske direktør. Vi arbejdede sammen om “Køge Kyst-projektet (som også var et Realdania-projekt red.) og en kulturpulje. Alt i alt skabte vi en unik byudvikling, som har udviklet byen positivt. Mange taler stadig om den udvikling og de år. Men det tager lang tid at byudvikle. Vi forsøgte også at lave Køge Idrætsby, hvor vi ville fusionere Herfølge og Køge Boldklub, det lykkes, men stadion er ikke bygget endnu.”

“Jeg var senere seks år i Lyngby Taarbæk Kommune. Her er jeg særlig stolt af måden, vi fik udviklet en fremsynet strategi om Videnby 2020. Et samarbejde mellem DTU, virksomhederne og kommunen. Derudover fik vi set på byens potentiale, og fandt gode muligheder. Vi skabte vækst med en letbane og vækstmulighederne langs korridorerne var den rigtige satsning. Det var ekstremt spændende. Det skabte en positiv dynamik i byen med synlige forretninger, som f.eks. Microsoft i midtbyen, Novozymes på DTU og meget andet,” fortæller Tim.

Hvorfor så rejse fra Lyngby til Fredericia?

“Det var slidsomt at arbejde i sådan en stilling. Man laver mange spændende ting, men også meget, der er ikke spændende. Sådan vil jeg sige det diplomatisk og neutralt. Efter seks ekstrem krævende år havde jeg brug for at genopfinde mig selv. Jeg kiggede mig selv i spejlet og tænkte på, hvad jeg brænder for i liv og arbejdsliv. Der var tre ting, som jeg havde passion for: En af dem var byudvikling, som jeg ikke havde arbejdet med på fuld tid, men det ville jeg gerne, for det havde virkelig været sjovt og jeg havde set nogle resultater, hvor fuldtidsbyudvikling ville være en drøm,” forklarer Tim og fortsætter:

“Jeg ville noget nyt – og så opstod der lige det job. Der stod ikke mit navn på stillingen, men jeg fik den og det er jeg glad for.”

Hvordan fik du så stillingen?

“Jeg rejste til Fredericia en februardag, og tog en taxi rundt i byen, hvor jeg fik chaufføren til at fortælle om byen. Jeg havde helt ærligt ikke været i Fredericia, siden jeg var en meget ung dreng. Jeg havde set byen via et kort, og studeret udviklingsplanerne, men heraf kan man ikke gribe stemning og puls. Den gav taxichaufføren. Men han var ikke just positiv. Der var en udpræget negativ stemning i byen, men der stod jeg så på Syrekajen i Kanalbyen, som den hed dengang. Mens jeg stod der med vind i året – der var blæst og slud i luften, så skulle jeg forstille mig en frodig og voksende kanalby. Det var svært at se med en chillfaktor på -15 grader. Den kombination var lidt overvældende, men der var gode kræfter bag – Fredericia ville noget. Det var vigtigst for mig,” fortæller Tim og fortsætter:

“Bort set fra mandag aften, hvor der var skakaften, var Fredericia meget trist. Der var et overvældende antal spillehaller, pizzabarer og nærkiosker. Kombinationen af de ting var ikke god. Når man skal se på en bys udvikling, er spisesteder en god indikator for, hvordan byerne lever, hvordan hyggemaskinen kører rundt, og der var Fredericia noget underforsynet, og mine venner tog på Razz. Det har virkelig ændret sig. Fredericia har mange kulinariske sider i dag. Fredericia Teater kan tage en del af æren. Det er faktisk meget veldokumenteret, hvad der bliver lagt i restaurationsbranchen. Der er en anden stemning her. Det er en fantastisk byudvikling. Vi har haft en højkonjunktur og en god stabil udvikling i kommunen, som har givet meget, men det er den målrettede strategi, som giver resultaterne og et bedre image,” mener Tim.

“Fredericia viser, at et samlet byråd vil byen og handelslivet bakker op. Man har skabt stærke og slagkraftige organistioner, som for eksempel Business Fredericia og målrettede projekter. Det giver resultater. Turnarounds i byer tager 10, 15 og 20 år. Så det er godt gået. Strategisk arbejde tager tid. Når vi laver klimasikring i Kanalbyen, går kommunen med og laver nye brosten og belægning, husejerne bliver glade og renoverer deres huse. Det skaber en flot og dynamisk by. Min erfaring siger mig, at en god og langsigtet strategi giver resultaterne. Hertil skal man have vedholdenhed, stædighed og en god portion held. Eksempler herpå er DanmarkC og musicalsatsningen i byen. Kanalbyen er endnu et eksempel. Byen har været mange år undervejs, men så får man hul og det bliver synligt for alle. Mennesker flytter ind nu, selvom Finanskrisen og meget andet udsatte projekterne. Jeg gik rundt og spurgte folk, hvad de tænkte om Kanalbyen. De kaldte området for hemmelighedsfabrikken, ingen vidste noget. Der var plantekasser, men det var nødvendig med en kerneproduktion og sådan et selskab bag skal producere noget. Det gjorde vi så,” siger Tim og uddyber:

“Da den første spunsjern ramte jorden, skiftede stemningen i byen ret hurtigt. “De er gået igang – de mente det,” sagde man. Historien bliver nemmere at fortælle. Det var en ide, drøm og plan, som bliver ført ud i lyset. Det gør folk glade.”

Tænker du altid langsigtet?

“Jeg har det lange lys på, når det gælder samarbejde og struktur. Tingene skal virke og sammen med erhvervslivet får vi skabt nogle resultater. Nu bliver Porthouse til, og den bygning som blev skabt i samarbejde med ADP og A. Enggaard. Bygningen er central for den videre udvikling. Den er værnet mod havn og by. Vi kunne ikke lave boliger, hvis vi ikke have det kontorhus. Det er god planlægning og sådan er det med mange projekter. Vi skal tænke frem og arbejde hårdt på vores planer.”

Hvis du tænker 10 år frem, hvordan ser Fredericia så ud?

“Godt spørgsmål! Så er teateret etableret i Kanalbyen i en version 3.0, og herunder alt det gode, som den etablering vil trække med sig. 1.0 var Musicalakademiet, 2.0 et teater i levende udvikling med succes og 3.0 – en stor enhed med uddannelser, erhverv, scenekunst. En masse bosætning og erhverv, der orienterer sig mod de kreative erhverv. Vi er nået langt. Bosætningen blomstrer. Vi har måske skabt 7-800 boliger med arbejdspladser til følge. Der vil stadig være byggefelter til salg, men vi har skabt et stærkt udgangspunkt. Der vil være et frodigt sejlerliv i centrum af Gammel Havn med 2-400 både i havnen. Kombinationen med sejlerliv, bosætning og teater vil skabe mere udvikling. Gothersgade Syd vil være bundet sammen med Kanalbyen. Det er jeg overbevidst om,” fortæller Tim Erling Andersen.

Og dig selv?

“Jeg har fået Fredericia ind under huden. Jeg har svært ved at forstille mig andet end, at jeg er i nærheden af Fredericia, men jeg tænker ikke så meget over det,” siger Tim og fortæller videre om byudviklingen, som man virkelig mærker, at han brænder for. Vi når omkring kultur, økonomi, politik, C-byen, hoteller i byen, strategier og sammenbindningen mellem den nye og gamle bydel. Der er imidlertid to spørgsmål på falderebet:

Din yndlingsbog og skakbrikfarve?

“Uha, jeg læser meget, men Johannes V. Jensens, Kongens Fald og de sorte brikker”.

Hvorfor de sorte?

“Fordi jeg kan godt lide at spille underdog, og arbejde mig undertippet frem i spillet”, smiler Tim, som har meget at smile over. Den 8. september skal han giftes med sin kæreste Tina Blomstergren. Vi bestiller lidt mere kaffe og nyder en fredag i Fredericia.

Fakta:

Født i 1964 i Gentofte

Skole: Ulrikkenborg Skole

Gymnasie: Gentofte Statsskole

Cand. Polit København Universitet

To børn i alderen 24 og 21 år.

Bor i Riddergade med Tina

Ugens Kurt: Helle Lillethorup

Af

Andreas Andreassen

-

07:00 - 7. maj 2018

0

Ugens Kurt hedder Helle Lillethorup. Egentlig behøver hun ingen introduktion, som hun selv siger, da hun ankommer til kaffebaren: “Kan I koge mere suppe på mig”? Helle smiler og sætter sig ned, da vi har bestilt vores kaffe. “Ja, vi kan koge mere suppe”, svarer jeg. Hun er kvinden, der bandt musikken sammen i Fredericia. Hun vil aldrig acceptere ovenstående faktum. Hun er ydmyg og vil hellere have, at spotlysene lyser på Tøjhuset og musikken, end på hende.

“Man skal ikke være bedrevidende og smart, man skal være et hold, når man er så lille en organisation” Helle Lillethorup

Helle Lillethorup er født i 1963 i Silkeborg, hvor hun boede i seks måneder, inden familien flyttede til farens hjemby, Aalborg.

“Min far kommer fra Aalborg, men min mor skulle uddanne sig til lærer i Silkeborg, og min far gik på en maskinteknisk uddannelse i Randers, derfor boede vi i Silkeborg. Så fik de mig, og vi flyttede tilbage til Aalborg. Byen er mit hjem, der bor min familie.”

Vender du hjem nu så?

“Jeg har sagt ja til en lejlighed i Aalborg, så jeg flytter til Aalborg ja. Det kan du godt skrive nu. Det sker. Jeg flytter. Jeg ved ikke, hvad jeg skal lave endnu. Jeg har gang i mange ting og muligheder. Jeg ser min nuværende livssituation, som unik; en chance, man ikke får ofte i livet. Jeg er nødt til at finde noget at lave, men der så mange muligheder. Jeg er startet på et rådgivningsforløb, og der fik jeg at vide, at jeg skal frigive energi og blive klar. Aalborg er første skridt. Jeg har fundet en lejlighed meget centralt. Et bindingsværkshus med charme og sjæl. Tæt på Utzons Havnefront, Hovedbiblioteket, Nordkraft og Nytorv på den stille del af gågaden. Jeg er virkelig kommet hjem.”

“Jeg voksede selv op i Klarup – en forstad til Aalborg, hvor min mor var lærer. Vi har altid været hjemme. Vi havde “pige i huset”, så jeg kan ikke fortælle om min børnehave. Efter 9. klasse endte jeg på Aalborg Katedralskole. Det var en meget fin traditionsbunden skole. Jeg ville faktisk ikke derind, for alle mine kammerater skulle på Aalborg Hus, som var det nye. Der, hvor de nye lærere var. Der, hvor livet var, og så skulle jeg på katedralskolen. Jeg skrev en protestskrivelse, men den virkede ikke. Jeg var faktisk kun “måskeegnet” til gymnasieskolen. Jeg var fornærmet over min klasselærers dom, men jeg ville på den anden side alt mulig andet end skole,” fortæller Helle og fortsætter:

“Jeg blev imidlertig glad for Aalborg Katedralskole. Historien, stedet og mine venner. Det var stort. Det var alt fra historiens vingesus: Churchill-gruppen til fester. Det var gruppearbejde, hvor man hentede en kop kaffe og der var livet bankende forbi. Jeg fik ikke verdens bedste studentereksamen. Min mor var ikke sikker på, at jeg kom igennem den. Jeg var måske for ung til gymnasiet. Det synes jeg stadig, at mange er. Prøv at se, hvor ung man er, når man går i niende klasse. Jeg elskede det dog alligevel, særligt fritiden. Jeg har altid været fortrop, når vi skulle holde fester og gymnasiet var en god tid med mange oplevelser.”

“Jeg vidste ikke, hvad jeg ville bagefter. Jeg kunne ikke finde ud af det. Det var 1980’erne. Ungdomsarbejdsløsheden var stor. Der var punk. Der var rejser. Jeg ville ikke rejse, selvom mange foreslog mig det. Jeg tog en 1-årig HH, og efter den fik jeg en læreplads i den fine hædrekronede erhvervsbank, Privatbanken. Det var ikke noget, jeg havde regnet med. Det var for at gøre noget. Jeg skulle lave noget. Alle blev glade, for nu var jeg placeret et sted. Jeg var der i 12 år. Jeg havde nogle gode år. I min læretid blev vi fløjet til Nordsjælland, hvis de manglede arbejdskraft i en afdeling. Vi fik lommepenge, boede på hotel og så var det bare at arbejde. Det var også gode dage. Jeg endte i Fredericia via banken i 1988. Vi boede i Erritsø i et villakvarter. Jeg fik børn, arbejdede i Vejle, så ikke rigtig Fredericia. Jeg kendte ikke byen, men det ville jeg gøre noget ved,” siger Helle, drikker lidt kaffe og fortæller: ”

“Jeg var nødt til at gøre noget for byen. Fredericia Voldspil havde et opslag, som søgte deltagere. Rekrutteringsmødet foregik på Det Bruunske Pakhus. Jeg tog derind. Jeg kommer fra en familie med amatørteater, men jeg tænkte, at jeg måske ikke kunne bruges, men så kunne jeg sælge is i pausen. Jeg ville være en del af byen. Jeg var med på scenen, men endte senere i bestyrelsen, blev formand for Teatersamrådet. Jeg fik et stort netværk og omgangskreds. Nogle af de gamle venner fra dengang, har jeg stadigvæk.”

“Min egen DNA tager jeg med videre. Jeg siger til tilflyttermøderne i kommunen, at man skal komme op ad sofaen. Det er bare ud at deltage i livet og byen. Det er ud at være med. Det siger jeg altid. Der kommer ikke nogen og banker på døren, man skal gøre det selv.”

“Jeg skal hjem nu – det skulle være nu. Ellers var det for sent”. Helle Lillethorup om rejsen til hjembyen Aalborg.

“For 21 år siden kom Dan Dorshel og bad om min hjælp. Dengang var Pakhuset blevet et regionalt spillested, som et af de første i Danmark. Den musiklov blev i øvrigt skrevet på Hybylund, Pakhuset var med i den ordning. Musiklivet blev tilført ekstra midler, så skal der ske mere. Det skulle være professionelt. Musikere ville spille hele natten, men det administrative arbejde var en nødvendighed. Derfor blev jeg ansat på baggrund af den erfaring, jeg havde fra banken, koblet med min kulturelle baggrund. Det var en meget spændende tid. Der var ikke et skrivebord, da jeg startede. Dans skrivebord kunne man ikke se for blade og papir. Jeg selv havde ikke skrevet. Jeg sad omgivet af CD’er og papkasser. Det gik ikke. Hvis jeg skulle arbejde rigtigt, skulle jeg have et skrivebord og et skab til mapper. Det var en helt ny verden, men vi fik det ordnet. Da Dan gik på pension, og man spurgte mig, om jeg ikke ville overtage – det var vildt. Jeg var ydmyg over for det. Musik er ikke kun en leg. Det kræver mere. Der er let at arrangere, men på et sted som Det Bruunske Pakhus er der mange genre, mange mennesker, mange interesser og mange meninger. Det er kompleks,” fortæller Helle og fortsætter:

“Så prøvede vi med mig som leder. Jeg fik også en Musikbookingrolle, som var spændende. Jeg har haft mange gode oplevelser, og jeg har respekt for rollen og mangfoldigheden. Den største musikoplevelse kan lige så godt være et smalt arrangement med 10 mennesker, som en festival, der rammer dig i hjertet. Det kan vi i Tøjhuset. Det er ikke kun mainstreammusik og de store navne. Det er også de små. Dem der er på vej. Dem, der siger farvel. Musik kræver indsigt og hårdt arbejde, men nu er der gået 10 år. Det musikfaglige råd har givet os flere tilskud, både forlods og bagover, så noget gør vi rigtigt”.

For 10 år siden blev hun leder af Det Bruunske Pakhus. Men hun er aldrig blevet set som en leder, nærmere en kollega, skrev en kollega i en hilsen på Facebook til Helle. Det forstår hun godt.

“Jeg blev nok aldrig leder. Hvis man er i en lille organisation, så skal man spille sammen. Alle skal med. Det er et hold. Det er frivilligt arbejde rigtig meget af det. Sådan et sted kører kun ved et godt holdarbejde. Man kan ikke spille smart og bedrevidende. Man er en del af flokken.

Det Bruunske Pakhus rykkede til Tøjhuset

Programmerne i vindueskarmen på Kurt’s Kaffebar er fra Tøjhuset. Det får Helle til at gøre et stop i sin fortælling. Hun er glad, stolt og tilfreds.

“Det gik godt i Pakhuset, og vi kunne være blevet der. Det var et godt hus for os, men flere og flere udsolgte koncerter gjorde, at vi så på andre lokationer. Vi manglede space. Tøjhuset havde været i spil mange gange. Hvad skal man bruge det hus til, tænkte og sagde vi. Der var ikke landet noget nyt i huset endnu. En dag kørte jeg en tur. Jeg så huset igen. I min verden var det ligetil at flytte os til Tøjhuset med vore 200 arrangementer. Det kunne vi sagtens gøre, den øvelse lå lige til. Huset ligner Det Bruunske Pakhus. Det var samme stil, og så ligger det fantastisk. Vi spurgte politikerne om der var udviklingsplaner eller om vi kunne få lov at flytte. Den daværende konstituerede Kommunaldirektør Vibeke Kinch syntes, at det var en fremragende ide,” fortæller Helle.

“Det var en mulighed for at revitalisere Det Bruunske Pakhus, som var blevet synonym med nogle bestemte musikgenre. Der var stor respekt for det, vi lavede, men mange kom der aldrig. Det var en lukket klub. Det kunne vi få løst op for med Tøjhuset. Vi gik igang i 2015 og havde åbningsfest i 2017. Det gik megastærkt. Jeg kender spillestedsbranchen godt. I Viborg talte mange om at flytte, men gjorde det første 10 år senere. Her var der ikke langt fra tanke til handling. Vi skulle bare i gang. Politikerne var også nervøse. Skal vi ikke beholde begge dele. Vi vil ikke lukke Pakhuset, sagde de,” uddyber Helle.

Var det hårdt at flytte og bevare DNA’en fra Pakhuset?

“Når jeg sidder her i dag. Kan jeg godt tænke tilbage til, når jeg var alene. Jeg gik rundt om mig selv og tænkte: shit, det er hårdt, men når du er i processen, så skal man tro på det, så vi gjorde det. Vi gjorde det sgu – og ja, det var var hårdt, men vi gjorde det rigtige. De spurgte om, jeg ville beholde Pakhuset også, men det ville jeg ikke. Jeg havde fået Ungdommenshus. Men jeg skulle ikke have mere. Man skal være til stede i sit hus. Det med at komme en gang i mellem, det holder ikke. Det krævet en del energi at få Tøjhuset på plads. Vi skulle have rytmisk og klassisk musik til at gå op. Interesserne og menneskerne. Stedet. Det kræver mange møder. Det var en stor opgave. Der var mange snakke. Men det gik godt. Det var ligeværdigt. Der er dyb respekt for alle genre i Tøjhuset. Ingen spiller en større rolle end andre,” siger Helle.

Et år senere sagde Helle sit job op, men det var ikke dramatisk eller unaturligt.

“Så gik hun sin vej. Det er heller ikke helt godt,” siger Helle og fortsætter: “Jeg havde gået med nogle tanker om, at jeg ville videre. Jeg blev engageret i flytteprocessen, som låste mig positivt. Jeg er glad for rejsen, jeg har været på. Det har været fantastisk. Tøjhuset kører nu. Man skal være ualmindelig dygtig, hvis man skal ødelægge det hus dernede nu.”

“Jeg tænkte på, rent personligt, at hvis jeg skulle lave noget andet i livet, så skulle det være nu. Der er gode medarbejdere i Tøjhuset, gode frivillige, men årene gik for mig, og jeg ville videre i mit liv. Vejen går nok omvendt af, hvad mange andre gør. Jeg sagde mit job op – der røg mine penge. Så satte jeg mit hus til salg. De fleste havde nok fundet et nyt job eller sat huset til salg først. Det eneste jeg mangler nu, er at finde ud af, hvad jeg vil lave. Jeg kan godt tænke: Nej – nu skal jeg også i gang, men som min yngste datter sagde til mig: “Mor, du er verdens dårligste til at være arbejdsløs. Du har skemalagt alt. Du skal slappe af et par uger også. Det kan også være, du skal ud rejse, mor.”

“Min egen mor, mener jeg skal begynde at læse, måske til arkitekt. Det har jeg faktisk altid drømt om. Jeg er blevet sluppet fri på en måde – jeg kan alt muligt nu. Jeg kan være frivillig for, Læger uden grænser, jeg kan rejse, jeg kan leve. Jeg ved ikke, hvor jeg ender, nu må vi se.”

Og dig og Aalborg?

“Jeg tror, at Aalborg er hjem. Det har altid været et hjem. Aarhus er også en dejlig by, men nu kan jeg flytte hjem til min mor og far, og få de sidste år med med det. Det blev til 30 år i Fredericia – og jeg er glad for alle årene.”

Fakta:

Helle Lillethorop
Født i 1963
Bankuddannet
To børn
Storesøster til en bror og søster.
Andre interesser: Kajak

Ugens Kurt: Stine Bjerre Mortensen, journalist og vært på TV 2 SPORT

Af

Patrick Viborg Andersen

-

07:00 - 30. april 2018

0

Stine Bjerre Mortensen, ugens kurt — Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Hver uge sætter Fredericia AVISEN fokus på en fredericiansk personlighed. I denne uge er turen kommet til Stine Bjerre Mortensen, der til dagligt er journalist og vært på TV 2 SPORT og privat er gift med håndboldlandsholdsspilleren Casper U. Mortensen.

Solen skinner i de fredericianske gader. Det er Store Bededag, så der er fredfyldt på min gåtur fra parkeringspladsen i Midtpunktet og hen til Kurt’s Kaffebar, hvor Stine allerede har taget plads i sofaen.

Stine bor til dagligt i Hannover med Casper U. Mortensen, der spiller på byens håndboldhold i Bundesligaen. Oprindeligt kommer Stine fra Fredericia, hvor hun stadig kommer tit. Denne fredag er en af dagene, hvor Stine har en ledig stund i kalenderen, og er et smut forbi hjembyen.

Vi starter med at spole tiden tilbage. Stine husker bedst tiden fra Treldevejens Skole, hvor hun kom hen efter 6. Juliskolen lukkede, da den blev lavet om til Social og Sundhedsskolen.

”Det var en dejlig skole, hvor der var gode lærere. Jeg husker især tilbage på skolegården, hvor vi spillede fodbold i frikvarterne. Vi var også meget ude på den store græsplæne. Vi spillede også tyrebold,” husker Stine Bjerre Mortensen.

Kan du huske nogle af lærerne fra dengang?

”Jeg kan huske, at jeg havde FC Fredericias direktør, Stig Pedersen, til matematik på 6. Juliskolen. Han var en god lærer,” fortæller Stine.

Efter de afsluttende eksaminer på Treldevejens Skole startede et nyt kapitel i Stines liv, Fredericia Gymnasium og efterfølgende to sabbatår, som fik hende drejet på sporet af den Stine, som vi kender den dag i dag.

”Jeg gik på den sproglige linje på Fredericia Gymnasium. Efter gymnasiet havde jeg to sabbatår, hvor jeg blandt andet var ude at rejse jorden rundt sammen med en veninde som backpacker og skibums i Østrig. Rejsen var helt vild fed. Det er det fedeste, jeg nogensinde har gjort. Det var et kæmpe spring at sige farvel til min familie i Billund Lufthavn. Vi oplevede så meget. Vi mødte mange mennesker, og så en masse kulturelle ting osv. Jeg blev meget mere moden af den tur, og fandt ud af en masse ting omkring mig selv, om hvad jeg kan og ikke kan,” forklarer Stine og kommer ind på tiden efter sabbatårene:

”Jeg startede på Syddansk Universitet i Odense på medievidenskab. Jeg vidste ikke, om jeg ville være journalist eller hvad jeg ville. Jeg kunne godt lide medie- og reklamebranchen, så jeg tog en kombination med valget af medievidenskab. Efter to år på medievidenskab var jeg ikke i tvivl – jeg ville være journalist. Uddannelsen gjorde det muligt at læse det tredje år på journalistik, og derfor har jeg en bachelor i medievidenskab og journalstik. Efterfølgende valgte jeg at tage en kandidat i journalstik,” udtaler Stine, som er kendt for sit virke hos TV 2 SPORT:

”Undervejs i min studietid var jeg i praktik hos TV 2. Jeg var i studiegruppe med Morten Stig Christensens søn. Morten Stig var dengang chef og studievært på TV 2 SPORTEN. Jeg har altid drømt om at være på sporten, og han fortalt så, at TV 2 manglede ”runnere” i forbindelse med OL 2004. Jeg endte med at få studiejob hos dem, hvor jeg startede på nyhederne og endte på sporten. Da jeg skulle i praktik, endte jeg med at søge på sporten og fik det.”

Håndboldspilleren Stine Bjerre Mortensen, der fandt Casper U. Mortensen i Fredericia

Stine Bjerre Mortensen er primært kendt som værten til håndbold, når det vises i tv, men hun har spillet på forholdsvis højt niveau.

”Jeg startede med at spille, da jeg var otte år. Jeg spillede i Fredericia indtil 2013, også selvom vi boede forskellige steder i Danmark i form af Odense og Silkeborg. Da vi boede i Silkeborg kunne jeg godt se, at det ikke hang sammen. Så holdt jeg et års pause, og spillede 2. division i Silkeborg i en sæson, hvorefter jeg stoppede, da Casper og jeg flyttede til Tyskland i sommeren 2015,” siger Stine og fortsætter:

”Jeg har lært mega meget af at spille håndbold i Fredericia. Jeg har aldrig været et kæmpe talent, og har virkelig måtte knokle og træne hårdt. Da jeg var yngre sagde jeg nej til fester, fordi jeg skulle træne dagen efter.”

Apropos håndbold. Det var netop via håndbold, at Stine fandt manden Casper U. Mortensen. Det skete tilbage i 2009, hvor de blev kærester efter Casper havde noget tid i Fredericia Håndboldklub, hvor Stine også spillede.

Med tiden har Casper U. Mortensens karriere taget fart. Så meget fart, at den danske landsholdsfløj nu som nævnt tørner ud for Bundesliga-holdet Hannover-Burgdorf.

”Det er hårdt nogen gange, fordi at vi begge udlever vores drøm, og det er i hver sit land. Jeg vil lyve, hvis jeg sagde, at det ikke var hårdt. Meget af mit liv handler om at planlægge. Heldigvis har jeg en vildt god arbejdsplads, som giver mig arbejdsdage i klumper, når jeg er i Danmark, og giver mig en ordentligt pause, når jeg er i Tyskland,” fortæller Stine Bjerre Mortensen.

Stine Bjerre Mortensen og forholdet til Fredericia

Adressen er i Hannover, men rigtig tit er Stine i hjembyen Fredericia, når den står på arbejde for TV 2 SPORT. Derfor er den danske base i Fredericia.

”Jeg har min base i Fredericia, og nogle gange er jeg på hotel, men jeg er primært hos min far og mor. Det er dejligt at være her. Jeg har altid følt mig tryg i Fredericia, og følt mig hjemme. Jeg har stadig en masse af mine veninder her. Det er en by, der giver mig tryghed og troen på mig selv. Det har skubbet mig videre til at søge de ting, jeg gerne vil. Jeg holder rigtig meget af byen, og der er sket rigtig meget i byen siden jeg var barn. Den har udviklet sig rigtig meget, og det er fedt at se. Der er noget hyggeligt over at komme hjem, og kende de fleste på gaden og se sine veninder,” forklarer Stine Bjerre Mortensen, der har et særligt forhold til flere af hendes tidligere holdkammerater fra FHK:

”Vi har en lille loge med Mia Nygaard Hansen, Trine Blom, Marie Halvorsen og Lotte Nielsen. Det er rigtig hyggeligt. Vi laver forskellige ting her i byen. Vi spiser sushi, går en lang tur og ser håndbold, hvis der er store kampe i tv. Vi laver mange forskellige ting sammen, og det er hyggeligt.”

Stines far er den pensionerede centerdirektør Bent Bjerre. Derfor har Stine også et særligt forhold til Fredericia Idrætscenter.

”Det er mit andet hjem. Jeg er blevet slæbt derud, siden jeg var helt lille. Begge mine forældre spillede håndbold og mødte hinanden derude. Det har betydning for den interesse, jeg har fået i mit liv, sporten generelt. Den fylder ekstrem meget i mit liv,” lyder ordene fra Stine Bjerre Mortensen.

Fakta Stine Bjerre Mortensen

Alder: 36 år
Født og opvokset i Fredericia
Datter af Susanne Jørgensen og Bent Bjerre
Gift med Casper U. Mortensen
Gik i folkeskolen på Bakkeskolen, 6. Juliskolen og Treldevejens Skole (fra 3. klasse og opefter)
Gik på Fredericia Gymnasium
Har en bachelor i medievidenskab og journalistik, og en kandidat i journalistik
Arbejder som journalist og vært på TV 2 SPORT

Ugens Kurt: Stig Pedersen, Direktør FC Fredericia

Af

Patrick Viborg Andersen

-

07:00 - 23. april 2018

0

Fredericia AVISEN sætter hver uge fokus på en fredericiansk personlighed. I denne uge har vi haft den travle FC Fredericia-direktør, Stig Pedersen, i lænestolen på Kurt’s Kaffebar.

Stig Pedersen har travlt for tiden. Fodbolddirektøren står sammen med klubben overfor en semifinale i DBU Pokalen på onsdag mod superligamandskabet, Silkeborg IF.

Stig P, som han kaldes i folkemunde, blev ansat som Direktør for FC Fredericia i 1996.

”FC Fredericia har gennemgået en imponerende udvikling, hvor mange har hjulpet til. Vores bestyrelse har bestået af de samme kræfter i mange år. Vi har været sammen hele vejen,” fortæller Stig.

FC Fredericia er desuden flyttet fra det gamle stadion på Baldersvej, som mange fredericianere også forbinder med speedway, til Monjasa Park ved Fredericia Idrætscenter.

”Projektet startede som fyraftensprofessionalisme. I dag er vi fuldtidsprofesionelle. Det har krævet tid og hårdt arbejde. Generelt tog det for alvor fart, da vi flyttede til Monjasa Park. Sportsligt løftede vi os meget under trænerne Jan Vingaard og Peter Sørensen,” siger Stig Pedersen.

Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN

Hvad har været det største i din tid hos FC Fredericia?

”Det største ville have været oprykning, men det har generelt været en fed og livsbekræftende rejse. Vi er kommet på fodboldlandkortet. Det er sket i et konkurrencemæssigt miljø, hvor fodbold er den sportsgren, der er sværest at komme til tops i. Det kræver millioner af kroner og enorme ressourcer at drive en fodboldklub,” konstaterer FCF-direktøren.

Hvordan husker du aftenen i Kolding?

”Den var en stor skuffelse. Når jeg ser tilbage, så var det en fremragende sæson, og vi kunne være rykket op, men det gjorde vi ikke. Der var omkring 1.500 fredericianere den aften, vi tabte 1-0 i Kolding. Det var frygteligt,” forklarer Stig Pedersen.

Stig Pedersen om nutiden

FC Fredericias magiske pokalaftener er hotte lige nu. Store Superliga-mandskaber har været forbi Monjasa Park, hvor de er blevet sendt hjem med nederlag i bagagen. Men sådan skal det være, for FC Fredericia har en meget bevidst og ambitiøs prioritering af pokalturneringen.

“Vi har altid prioriteret pokalturneringen, fordi det er en måde at trække Superligaholdene til byen. Hvis man går videre, trækker man flere tilskuere til, mere omtale og stolte borgere. Det kan fodbold. Turneringen er sammensat, så man kan næsten ikke undgå at møde Superligahold. Vi har haft fantastiske kampe mod OB, FCK, AGF. Sejren over AaB i kvartfinalen fik mig til at knibe mig selv i armen. Nu skal vi møde Silkeborg i den største enkeltstående kamp i FC Fredericias historie,” siger Stig og fortsætter:

”Det stak lidt af. Vi mærkede en enorm glæde i byen over resultatet. Omgivelserne har lagt mærke til os. Bare det, at vi kommer i semifinalen er en kæmpe bedrift. Det er ikke mod lette modstandere, vi er kommet så langt. Det har man lagt mærke til rundt omkring,” forklarer Stig Pedersen og kommer ind på interessen forud for pokalbraget mod Silkeborg:

”Det er gange ti i forhold til, hvad vi plejer. Det er vildt fedt. Nu vil vi gøre alt for at komme i finalen. Det fylder meget i vores bevidsthed. Det er svært at abstrahere fra i kampen lige nu, det kan vi ikke komme udenom,” fortæller Stig P., som oplyser, at der allerede er solgt 2.000 billetter i forsalget.

Stig Pedersens privatliv

Alle kender Stig Pedersen som fodbolddirektøren. Den tidligere folkeskolelærer bruger endvidere rigtig meget tid i direktørstolen, men hvad bruger han tiden på, når han ikke sidder i den stol?

”Jeg bruger tiden på mine venner og familie. Der går meget tid med fodbold nu. Vi stopper turneringen d. 20. maj, så bliver weekenderne mere fri. Jobbet fylder meget i den periode,” konstaterer Stig Pedersen og kommer ind på, hvad han bruger tidsmæssigt på direktørstillingen pr. uge:

”Tiden er meget varieret. Vi bruger meget tid, men der er perioder, der er værre andre. Vi kan godt få arbejdstiden til at gå i løbet af året. Jeg piver ikke. Det kan godt være, vi har 70 timers arbejdstimer og med udekampe kræver det ekstra mange timer. Det er den sjove del af det. Det driver sig selv. Den sure tid er dårlige perioder. Det er sjovt, når vi vinder og tilsvarende modbydeligt, når man taber,” forklarer han.

Er det svært at sælge jeres produkt, når I har tabt en kamp?

”I sportens verden går det op og ned. Vi har en fantastisk opbakning i Fredericia. Vores sponsorer kan godt forstå, at engang imellem går det ikke så godt. Det er ti gange sjovere, når man vinder,” siger Stig Pedersen.

Apropos sælge og konkurrence. Hvordan er jeres forhold til Fredericia Håndboldklub – måske en af de største konkurrenter på sponsormarkedet i Fredericia?

”I al den tid jeg har haft med fodboldklubben at gøre, har det været rigtig fint. Jeg brænder for fodbold. Det er en sportsgren man kan ikke sammenligne med håndbold. Vi konkurrerer på samme sponsormarked, men vi taler samtidig godt sammen. Håndboldklubben ønsker vi held og lykke med de kommende projekter. Vi kan sagtens arbejde side om side,” forklarer Stig Pedersen og fortsætter:

”FHK får fantastiske rammer nu. Vi sidder ikke og snakker sammen i øjeblikket, men der er synergier, hvor vi kan hjælpe hinanden.”

Det nye samarbejde med FC Midtjylland

FC Fredericia har tidligere haft visioner om inden for x antal år at komme i Superligaen. En lignende vision er nu kommet med det nye samarbejde med FC Midtjylland.

”Nu har vi indgået et godt samarbejde med FC Midtjylland. Det får os til at melde ud, at vi skal i Superligaen indenfor de næste fire år”, siger Stig.

Den kommende træner i FC Fredericia, Jonas Dal, har en lang fortid i FC Midtjylland og kender til deres akademi. Havde det noget at sige i forbindelse med ansættelsen af ham?

”Vi havde samtaler med fire trænere. Det faldt ud til Jonas’ fordel, og når vi har ansat ham, er det en klar fordel, at han kender til FC Midtjylland,” fortæller Stig og kommer ind på, hvad det er FC Midtjylland har fundet attraktivt ved FC Fredericia:

”De har en række spillere, der ikke kan komme på deres Superligahold. De kan spille ved os, hvor man ved, at vi kan udvikle dem, og så kan de komme retur til FCM og blive solgt. Det er win-win for alle parter,” forklarer FCF-direktøren.

De største salg igennem tiden

En del af FC Fredericias DNA er at sende spillere videre i systemet Eksempelvis spiller Benjamin Hansen fast for FC Nordsjælland, efter FCF solgte ham videre til Farum-klubben.

”Det er fantastisk at se. Det er imponerende det antal, vi har sendt videre, på trods af, at vi ikke har været i toppen. Vi har været subtoppen de seneste år, alligevel har vi sendt spillere videre til højeste niveau,” siger Stig Pedersen.

En klassisk kritik af FC Fredericia er, at korte kontrakter og de gode spillere bliver videresolgt. Den problemstilling kender Stig:

”Det er hver gang en spiller gør det godt. Så kan det betyde, at vi mister ham. Men vil man binde spillere i længere tid, koster det. De skal tilbydes attraktiv løn og det kræver naturligvis en afvejning hver gang. Det er vores lod, kan man sige. Frans Putros lavede vi en 2,5 år aftale med, men jeg ville ønske, det var mere,” fortæller Stig.

Kaffen er ved at være tom. Spørgsmålet på falderebet bliver derfor det største salg i Stig Pedersnes regeringstid.

”Thomas Mikkelsen er nok det største salg. Vi hentede også Pierre Kanstrup i Brønshøj og sendte ham videre. Vi havde også Anders K. Jacobsen, der var et stort salg, men hvis jeg skal pege på et salg, som jeg er meget stolt af, er det Mikkel Lindorf, som vi solgte, da vi var i 2. division. Han er den tredje eller fjerde største handel, vi har lavet, lyder afslutningsreplikken fra Stig Pedersen.

Fakta Stig Pedersen

57 år
I FC Fredericia siden 1996, blev fuldtidsansat i 2005
Har 4 børn
Bor med Charlotte

Ugens Kurt: Daniella Bjørnsted Andersen

Af

Thomas Lægaard

-

07:00 - 16. april 2018

0

Daniella Bjørnstrup Andersen — Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Hver uge sætter Fredericia AVISEN spot på en aktuel fredericianer. Vi inviterer ham eller hende på Kurt’s Kaffebar i Jyllandsgade for at høre om alt mellem himmel og jord. I denne uge er det den 27-årige Daniella Bjørnsted Andersen.

Kurts Kaffebar tager sig ud med næsten international stemning denne fredag, hvor vi sætter den unge butikschef Daniella Bjørnsted Andersen stævne. Der snakkes engelsk i den ene krog, udebetjeningen er kommet i gang og ved højbordet sidder vi, jeg har Daniella Bjørnsted over for mig.

Daniella er butikschef i Fakta i Taulov, hun er en kvinde med ben i næsen, som har haft et stort ansvar i en ung alder. Vejen til det gode købmandsskab har allerede været en lang rejse. Daniella ville egentligt være noget andet, men omstændigheder gjorde, at hun sadlede om. Som ganske ung kom et stort bump på vejen, da Daniella i en alder af kun otte år mistede sin elskede far.

“Selvom, at jeg er den mellemste i en søskendeflok på tre, har jeg altid følt, at det var mig, der skulle holde familien sammen, være den stærke – den skulle holde humøret oppe”, siger Daniella.

Oplevelsen med tabet af sin far, har været med til at skabe den drivkraft, der hedder at komme videre og have ansvar for sit arbejde. “Da jeg kom til verden ville min far gerne have, at jeg var en dreng, så miljøet med fodbold og en far, der var fodboldtræner gjorde også, at jeg spillede med drenge. Det nød min lillebror godt af senere”, siger Daniella.

Fakta

Daniella ville egentlig havde været autolakerer. “Jeg har aldrig været sådan pige-pige. Jeg har altid taget fat, så det interesserede mig mere end de traditionelle pigefag”, siger hun. Hun startede på uddannelsen som autolakerer, men på grund af helbredsforstyrrelser kunne faget ikke forenes med hendes astma. “Jeg fik det fysisk dårligt, så det var med stor ærgrelse, at jeg skulle pakke mine ting og sige farvel til vennerne på skolen i Silkeborg”, siger Daniella.

I stedet blev det Fakta som fik glæde af Daniellas arbejdsiver og drivkraft. Hun startede som ungarbejder i Vendersgade. Allerede i Vendersgade blev hendes talent spottet. Selvom hun “kun” var ungarbejder følte hun hurtigt vigtigheden af at være en del af et team. Hun fik smag for det og kan godt se med sin viden i dag, at hun allerede dengang fik lidt flere opgaver end normalt.

Da hun blev 18 år gammel, var der ikke mere plads i Vendersgade, så derfor gik turen til Fakta Skansevejen. Det var Fakta som hjalp hende videre til Skansevejen og allerede som 18 årig stod Daniella som nøgleansvarlig. Da hun så afsluttede skolen, var der ingen tvivl om fremtiden og hun startede i lære i Fakta. Normalt efter et år kan man fortsætte i SuperBrugsen eller Kvickly, men hendes loyalitet til Fakta gjorde, at hun blev. Næste skridt lå lige efter, da hun allerede som 20 årig blev souschef i Fakta i Urhøj ved Vejle. Der gik ikke lang tid, før hun steg i graderne igen og blev en af de yngste butikschefer i Faktas historie. Som 21 årig bliver Daniella butikschef på Enghavevej i Vejle, i dag har hun allerede over 5 års erfaring som chef.

Taulov

Nu er den unge dame med fart på, butikschef i Taulov, et job hun har haft siden august 2017. Hun ved godt, hvad hun vil og spilder bestemt ikke tiden. Det er sjældent, at folk er mange år i Fakta-regi, men hun er på vej længere op ad stigen. Hun bruger nu sin erfaring til at være cheftræner. Det vil sige, at hun hjælper og træner andre. “Mit mål er, at jeg skal være salgschef. Vi arbejder henad at træne mig og give mig værktøjer til at blive endnu bedre, efter cheftræner bliver man salgschef, det er mit næste mål”, siger Daniella.

“Der var en kort periode i Fakta, hvor jeg ikke blev hørt selv. Det gjorde mig fokuseret og klar på, at jeg lytter og er en teamplayer, alle skal have lov til at komme med forslag, nogle kan have bedre forslag end mig”, siger Daniella om et af hendes mantraer, i sin egen ledelse, får hun alle med. Daniella snakker meget og dedikeret om hendes virke og kærligheden til Fakta. Jo mere hun fortæller om hendes ledelsesstil, kan man forstå, at hun er loyal og når hun har en plan, overholder hun den.

Privat

Daniella er ligeså loyal og trofast, når det kommer til kærligheden, hun mødte ligeledes hendes mand, da hun kun var 16 år gammel. De har sammen to børn en af hvert køn. Det var en fordel at nå at blive butikschef, før hun fik børn, husker hun. Den lille familie har hus i Erritsø og en lille chihuahua. “Da vi fik hunden boede vi i lejlighed, næste gang skal vi have en stor hund”, griner Daniella.

“Fritiden går med børnene og vi hygger meget, selvfølgelig skal de tidligt i seng, men vi er meget sammen”, siger Daniella. Hendes datter er meget kreativ, så det går der også tid med. I Fredericia er det mest Dinos Legeland ungerne er vilde med, og Madsbyparken vokser på den største, som tidligere var lidt bange for dyr.

Daniella tror ikke helt, at hun selv bliver pige-pige, et begreb hun har brugt et par gange i samtalen. Datteren vil gerne have neglelak og kjole på, men alligevel er hun også ude at skrue bil med hendes far. “Det bliver spændende at se, hvem hun kommer til at ligne”, griner Daniella.

Opråb til andre kvinder

“Jeg synes, det er vigtigt, at selvom man er butikschef som kvinde, kan man godt være mor, eller faktisk mor og butikschef ved siden”, siger Daniella. Hun tror, der er mange, der er skræmte af åbningstiderne, “det er ikke så umuligt som alle tror det er”, siger hun.

“Jeg synes personligt, det har været en fordel, at jeg blev butikschef inden jeg fik børn, jeg skabte et team og lærte at være butikschef”, siger Daniella. Da hun kom tilbage fra barsel, vidste hun, hvordan tingene fungerede og følte, at hun var blevet en bedre leder, efter hun fik børn.

Vi kunne snakke længe, men dagen kalder på den travle Fakta-kvinde. Det var sjovt nok endnu en Ugens Kurt, som ikke drikker kaffe. Men jeg nød min Latte.

Ugens Kurt: Per Breckling, formand for Fredericia Lærerforening

Af

Patrick Viborg Andersen

-

07:00 - 9. april 2018

0

Fredericia AVISEN har hver uge en fredericiansk personlighed i den varme stol på Kurt’s Kaffebar. I denne uge er det formanden for Fredericia Lærerkreds, Per Breckling, der i disse tider har særdeles travlt, men havde et hul i kalenderen til at mødes med os.

Per Breckling er en travl mand for tiden. Som formand for Fredericia Lærerkreds i disse konflikttider er der nok at se til for Breckling. Han har også taget sin kæmpe arbejdstaske med, da vi mødes på Kurt’s Kaffebar så han hurtigt kan komme videre i programmet, efter vores snak.

Vores snak skal dog ikke kun handle om den mulige lockout, som Per Breckling er en del af qua sit job. I stedet indleder vi snakken med at komme ind på Brecklings baggrund for at blive lærer.

“Der var et fodboldhold og min mor var dagplejer og passede børn. Det var sjovt at lære børn noget og passede godt til min interesse for børn og samtidig synes jeg, at det er sjovt at lære fra mig. Det var det, der gjorde, at jeg endte i branchen,” siger Breckling, der kommer ind på motivationen ved at være så længe i lærerbranchen:

“For det første ved at man ikke har de samme børn hele tiden og derfor kan flytte mange børn. Det i sig selv er motiverende. Og så er der det at prøve nye ting. Ikke at undervise i det samme.”

Hvilke fag underviste du i?

“Da jeg underviste havde jeg idræt, dansk og samfundsfag – og så havde jeg også lidt matematik,” lyder Pers svar inden jeg hurtigt spørger ind til, hvorfor det netop skulle være de fag:

“Idræt er mere og mere vigtigt, og skabe glæden ved at bevæge sig og være aktiv sammen med andre. Det synes jeg er rigtig spændende at give videre. Det med samfundsfag og dansk – det med at kunne læse en tekst og se ind bag ved og være god til det – det er en vigtig egenskab at have. Når vi nu sidder her – så fakenews osv. – altså at vi kan gennemskue det,” forklarer Per Breckling og fortsætter:

“Der er jo nogen krav man skal kunne i forhold til fagene. Det vigtigst er det man oplever, når man kommer gående ned igennem gågaden, at der er nogen af ens gamle elever, som lige skal fortælle, hvordan det går dem og hvad de laver osv. Så ved man, at man har betydet noget for dem, og man har flyttet dem i den rigtige retning.”

Per Brecklings privatliv

Alle kender Per Breckling som formanden for Fredericia Lærerkreds. Men hvad er han for en person privat? Det spørgsmål stillede jeg ham.

“Privat bor jeg med min kone og vi har fem børn – to af dem er flyttet hjemmefra. Jeg går en del op i fodbold, særligt engelsk fodbold og Arsenal. Jeg ser også FC Fredericia spille på stadion en gang i mellem. Ellers er det hus, have og venner meget af tiden går med,” forklarer Per, der også følger med i, hvordan det går Fredericia Håndboldklub og håber, at de kommer i ligaen.

Med en dåbsattest, der siger 54 år, forventede jeg ikke, at Pers børn er små mere, og ganske rigtigt blev det bekræftet.

“Børnene er jo gamle, så det er i forhold til deres skole, at jeg laver ting med dem. De går på gymnasiet. Den ene er 4.G’er. Så det er en slags vejlederrolle, hvor man gør dem klar til det videre liv. Og med 4.G’er mener jeg det som slangudtryk, hvor man er færdig med 3.G og så arbejder og skal ud at rejse – og det skal han også.”

Så gik den ikke længere uden OK18-snak

Nu er der gået længe nok uden at snakke om det oplagte emne, synes jeg. Det alle taler om – den store konflikt, der skal findes en løsning på inden det ender ud med en lockout.

Hvordan er det at besidde dit job lige nu, i forhold til den her sag?

“Alle har ligepludselig en holdning til det, og alle er ligepludselig opmærksomme på det. Det gør det faktisk mere interessant. Det gør det også spændende, at man kan bidrage til gode løsninger. Det hele bliver lidt mere intenst,” forklarer Per Breckling.

Som bekendt er det ikke første gang, at der er en konflikt. Det skete tilbage i 2013, og det har man lært noget af, fortæller Per Breckling.

“Sidst lærte vi, at overmagten kan blive for stor. Hvis tingene er aftalt på forhånd, har man ikke en chance, hvis man står alene. Dit tror jeg hele fagbevægelsen har lært, at sådan er det, og derfor er vi nødt til at stå sammen. Det synes jeg også vi demonstrerer rigtig godt.”

Hvor trættende er sådan en konflikt som denne?

“Jeg synes ikke, at det er så trættende. Jeg synes i den sidste konflikt vi havde, der var jeg helt vildt imponeret over min medlemmer med, hvor voldsomt de gik ind i det. Selvfølgelig husker jeg godt den fysiske træthed med nærmest at arbejde i døgndrift, men den er vi ikke nået til endnu. Jeg tror ikke det bliver på samme måde som sidst, fordi jeg tror ikke det tager så lang tid. Hvis man lukker landet på den måde, med den varslede lockout, så kommer det ikke til at tage lang tid

Præcis, Danmark går i stå bogstaveligt talt så…

“DSB stopper og så er der ufatteligt mange, der ikke kan komme på arbejde, selvom de ikke er lockoutede.”

Det lader vi blive afslutningsreplikken fra Per Breckling. Både Per og jeg skal videre i vores program, men i næste uge har vi endnu en person i den varme stol på Kurt’s Kaffebar.

Fakta Per Breckling
Civilstatus: Gift
Bosiddende: Fredeicia
Alder: 54 år
Børn: 5
Uddannelse: Uddannet lærer i 1986
Har tidligere arbejdet på Erritsø Centralskole, var med til at starte fælles 10. klasserne op i Fredericia. Har været formand for lærerkredsen i 10 år.

Ugens Kurt: Dorthe Runge, frivillig i FHK

Af

Patrick Viborg Andersen

-

07:00 - 2. april 2018

0

Ugens Kurt er en personlighed, som Fredericia AVISEN sætter fokus på. I denne uge er det Dorthe Runge, der udøver et stort stykke frivilligt arbejde i Fredericia Håndboldklub.

Der er mange mennesker i Fredericia denne torsdag, hvor vi mødes med Dorthe på Kurt’s Kaffebar. Det er dog ikke fordi, at gågaden er overbefolket, men fordi der bliver afholdt OK18-stormøde i MesseC.

Selv har jeg derfor travlt, og lidt bekymret for om jeg egentlig nåede ind på Kurt’s til klokken 11:00. Heldigvis når jeg det. Jeg tager et bord til venstre for baren og venter på Dorthe kommer. Det er en lettelse for mig at kunne sætte mig ned og slappe helt af med en kop kaffe. Den hektiske dag bliver sat på stand-by for en stund, og en hyggelig snak over en kop kaffe skal til at i gang. Først skal vi dog lige have Dorthe på plads, og efter en kort gåtur er Dorthe også at finde på Kurt’s Kaffebar.

Frivilligt arbejde giver Dorthe Runge meget

Vi overser dem ofte. De frivillige. Frivillig har Dorthe været rigtig længe, og ikke kun i FHK-regi.

“Jeg har været frivillig i marinehjemmeværnet siden jeg var 18 år, og det stoppede jeg med, fordi jeg blev syg. Så startede jeg i FHK, hvor jeg har været lige siden 2011,” siger Dorthe og kommer ind på, hvad det giver til hende at være frivillig:

“Det er meget givende. Man får en masse bekendtskaber, et godt netværk ud af det og personligt giver det glæde at være sammen med børnene.”

Dorthe har tre børn. Anne-Mette, Matthias og Magnus. De to sidstnævnte spiller begge håndbold, og det var også det, der fik Dorthe i gang med at være frivillig i FHK.

“Ja, det havde meget at sige. Anne-Mette spiller dog ikke håndbold, men er gymnastikpige. Matthias spiller og det havde meget at sige. Jeg startede også ud med at være holdleder på Magnus’ U10-hold. Jeg startede faktisk med at hjælpe Karsten Bording, da han var formand, efter den nye bestyrelse havde konstitueret sig. Der startede jeg med at hjælpe på U8, og så havde vi dem sammen i nogen år. Min opgave udvidede sig til at hjælpe Karsten med andre ting i forhold til administrative opgaver. Så har det bare vokset med årene.”

I FHK er Dorthe ikke bare kendt som Dorthe. Hun bliver omtalt som Runge mor.

“Det er meget hyggeligt. Det jeg laver i klubben er den diametrale modsætning til det jeg laver arbejdsmæssigt, hvor jeg arbejder hos Fredericia Kommune. Her har jeg meget med tilbagebetalingssager at gøre, så der er ikke så mange, der ringer og ønsker mig en god dag. De her børn skaber en glæde, når man ser man gør deres dag nemmere,” forklarer Dorthe.

Det er meget forskelligt, hvor mange timer Dorthe bruger i FHK-regi. For tiden har der været rigtig meget at se til med påskestævnet i Skive, og i forbindelse med sommerens håndboldskole er der også meget arbejde, der skal gøres – særligt fordi FHK for første gang selv arrangerer det uden for DHF-regi. Læs mere om håndboldskolen her.

“Det er meget forskelligt. Jeg ser mange kampe, og det er bare fordi jeg synes det er hyggeligt at heppe på ungerne. Ungerne spørger på gangen om jeg ikke kommer og ser dem, og det vil jeg gerne. Når vi skal til stævner, som i påsken, hvor vi er oppe på 163 børn, så jeg har skulle planlægge meget. Jeg bestilte busser ved Egeskov Turistfart, har kontaktet stævnet og er derfor sikker på, at vi får vores egen fløj, hvor vi overnatter,” udtaler Dorthe og kommer ind på, hvordan det er at være til stævner med ungerne:

“Det er simpelthen så fedt at være til de her stævner. Man er nødt til at være der for at opleve den intense stemning, og den sammenholdsfølelse. Der er ingen tvivl om, at FHK er til stede, når det er. Alle hygger med alle. U16 leger med U10 osv.”

En hverdagsaften på udebane i Tønder. Hvordan er det at være med til sådan en som frivillig?

“Det er bagsiden af medaljen, men det er ikke kun som frivillig, at man gør det. Det gør forældrene også, og de er også en slags frivillige. De skal også bruge tid på at køre. Man gør den slags af interesse for sine børn, så det er forældredelen af at have et barn, der spiller håndbold. Så det må man tage med,” lyder svaret fra Dorthe.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

Dorthes liv, når hun ikke er frivillig og arbejder

Rigtig mange timer bliver lagt i FHK-regi, når hun ikke arbejder. Men hvad får Dorthe ellers tiden til at gå med, når den ikke står på de to nævnte ting, spurgte jeg hende om.

“Vi diskuterer meget politik i familien, men jeg løber meget. Min hund er også mit barn, jeg løber med hunden. Hun er en ældre dame på lige om lidt 11 år, og hun løber med mig hver dag. Hun er også en form for sikkerhed for mig, fordi jeg har i perioder faldet og slået mig – sådan er det, når man har sklerose. Så er det ikke altid, at bentøjet virker som det skal,” konstaterer Dorthe og kommer ind på, om familien så er enige politisk, når snakket i hjemmet drejer sig i den retning:

“Nej, det er vi absolut ikke. Vores datter Anne-Mette er i gang med at skrive speciale og er færdiguddannet erhvervsjurist om et par måneder. Når hun er hjemme med lillebror Matthias, der læser statskundskab, så går bølgerne højt på den front,” siger Dorthe.

Generelt er Anne-Mette og Matthias forskellige på flere parameter, men en ting de har til fælles er, at de begge er frivillige.

“Selvom Anne-Mette og Matthias er forskellige, er de også opdraget med at være frivillige. Anne-Mette er frivillig på retshjælpen i Aarhus en dag om ugen, hvor hun hjælper medborgere med juridisk vejledning. Matthias har altid været frivillig. Da han blev gammel nok, blev han håndboldtræner, så har han været i DSU, men også har været i Mentordanmark og hjulpet tidligere kollegaers børn med skolearbejde. Da han flyttede til Aarhus sagde jeg til ham, at enten finder du et arbejde, bliver frivillig på et modtagercenter for flytninge ellers skal du være håndboldtræner. Han blev så håndboldtræner i AGF, hvor han træner 1. divisions U14-drenge. Han spiller selv i Viby på et seriehold,” fortæller Dorthe.

Så snakken går vel også meget på håndbold derhjemme?

“Vi snakker meget håndbold derhjemme, og selvom Anne-Mette ikke er aktiv spiller, så går det også. En af hendes veninder har faktisk spillet på TTHs ligahold, og hun har sæsonkort til Århus Håndbold, og ser alle deres hjemmekampe. En af hendes veninder fra Fredericia er også flyttet til Aarhus, og er tidligere håndboldspiller i FHK. De tager afsted sammen og ser håndbold.”

Det er ikke kun håndboldsnak, der fylder i familien Runge. De får også set rigtig meget livehåndbold, og ikke kun, når de er ude som frivillige.

“Vi ser rigtig mange kampe. Min mand sidder ved dommerbordet, når herrerne og damerne spiller, så det er hans bidrag til at være frivillig. Vi har også været afsted, når herrelandsholdet har spillet slutrunde i Polen, vi har været flere steder,” lyder det fra Dorthe.

Jeg har drukket kaffen færdig, og skal retur til MesseC, hvor travlheden venter igen. Det har som altid været en fornøjelse at have en i den varme stol på Kurt’s Kaffebar. Følg med i næste uge, hvor vi har en ny Ugens Kurt i stolen.

Fakta Dorthe Runge
Alder: 41 år
Bosiddende: Fredericia
Civilstatus: Gift med Asger
Børn: 3

Ugens Kurt: Brian Løkkegaard fra Urbania Streetfood

Af

Andreas Andreassen

-

07:00 - 26. marts 2018

0

Brian Løkkegaard — Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Hver uge sætter Fredericia AVISEN spot på en aktuel fredericianer. Vi inviterer ham eller hende på Kurt’s Kaffebar i Jyllandsgade for at høre om alt mellem himmel og jord. I denne uge er det den 38-årige Brian Løkkegaard.

I sommeren 2018 åbner han sammen med den kreative konceptudvikler og kok, Andreas Brok-Hartvig, Urbania Streetfood i den gamle Centrumbiograf i Gothersgade ved siden af byens pulserende musikhus; Tøjhuset.

Brian Løkkegaard (tv) og Andreas Brok-Hartvig
Foto: Joan Barløse

Og snakken går i byen, imens jeg sidder og venter på Brian Løkkegaard taler et par gæster om netop det sted, Urbania Streetfood. Det bliver spændende. Der sker noget i byen, siger de.

Musikken er mild i dag, kaffen sort i min kop, da Brian træder ind af døren. Brian bestiller en chai te. ”Den dufter godt,” siger han. “Det er utroligt, hvad man kan få ud af nogle blade. Lækkert.”

”Jeg voksede op i et stille og roligt bysamfund. En kernesundopvækst med græs under fødderne og masser af rugbrød i madpakken. Kartofler til samtlige aftenrette – ja min farmor og farfar var bønder, så vi fik kartofler og gris samtlige dage om ugen. Lasagne var noget jeg fik på min fødselsdag. Det var stort,” griner Brian Løkkegaard og fortæller videre:

”Jeg valgte at gå på HTX, fordi jeg elskede fysik og kemi. Det var min vej. Jeg var en elektronikfan i de unge år, så det var det helt rigtige for mig. Da jeg gik på HTX mødte jeg samtidig en masse venner fra Erritsø-Fredericiaegnen, hvorefter min interesse for den anden side af broen voksede. Jeg gik i skole i Middelfart der.”

Brian Løkkegaard på Kurt’s Kaffebar.
Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Hvordan havnede du så i diskoteksbranchen?

”Siden jeg var 15 havde jeg turneret rundt med mobildiskotek på folkeskoler og gymnasier. Min far kautionerede for mit første diskoteksudstyrskøb, da jeg var 13 år,” fortæller Brian og drikker lidt af sin te.

Han søgte job på Hollywood Hardrock, da han blev 18 år for at få et fast sted at spille som DJ.

”Jeg skulle være 18 år gammel. Det var byens største in-sted. Jeg havde aldrig været på Hollywood Hardrock før, jeg søgte jobbet, og fik lov at spille en fredag eftermiddag. Der var gang i den – det var den vildeste fredagsbar. Seks måneder senere flyttede jeg til Fredericia, da muligheden for en lejlighed bød sig via Esben Larsen, der havde diskoteket, og så har jeg været her siden.”

Brian Løkkegaard læste en IBA i Kolding, og skrev en hovedopgave syd for London. Opgaven handlede om et stort århusiansk lysfirma. ”Interessen for musikmiljøet var stor for mig, og jeg læste markedsføring, så jeg kunne forene de to ting. Det var win-win”

Fra DJ til diskoteksejer

Da Brian Løkkegaard vender hjem fra London, blev han fuldtidsansat ved Flemming Nielsen på det gamle diskotek, Nelly O’Grady’s. Efter to år blev han kompagnon.

”Vi købte sammen House of Pool i 2003, senere åbnede vi Standard Bar i Jyllandsgade i 2007. Jeg levede pludselig af min hobby, jeg lavede det, som jeg har lavet på hobbyplan til fuld løn. Det var en drøm. Jeg troede ikke, at det var muligt at leve af den slags. Jeg troede, det krævede meget mere. Jeg var faktisk euforisk over det,” siger Brian.

”Året efter købte vi vores konkurrent, Diskotek ONE i Prinsessegade. Vi når også at åbne en frisørsalon i 2006 – Garn Klip og Styling, men vælger at sælge den, da vi kaster os over ONE. Jeg er på ONE i seks år, inden vi flytter ONE til Bjergegade, og åbner Zwei Grosse Bier Bar,” fortæller Brian. 1. april 2018 afleverer han nøglerne til Flemming Nielsen, og så starter et nyt kapitel, Urbania Streetfood.

”Street Food er lækkert, anderledes og in. I flere og flere byer blomstrer Street Food-markeder. Du får gastronomi fra forskellige kontinenter drevet af dybt og ærligt passionerede menneskers madkultur. Er I en gruppe, der ønsker at spise sammen, men har forskellige ønsker til menuen, får man i Street Food en unik mulighed for at ramme alles ønsker,” siger Brian Løkkegaard og fortsætter:

”Urbania Street Food Fredericia kommer samtidig til at ligge på en af byens mest attraktive placeringer mellem gågaden, Tøjhuset og den urbane nye bydel ”Kanalbyen”. De seks køkkener udlejes til passionerede Street Food-restauratører. Hertil kommer muligheden for byens bredeste ginsortiment, barista- og kvalitetskaffe fra hele verden og lækre specialøl, som gæsterne kan nyde i vores hyggelige lokaler eller to go.

Hvorfor har du valgt sådan et projekt?

”For det første, så er det meget spændende; selve konceptet og miljøet er interessant. Vi har god mulighed for at lave en velassorteret bar med en masse lækkert indhold, som er en passion fra mit liv. Det glæder jeg mig til. Så er det måske et af de mest spændende steder i byen, det vil jeg slå fast igen og igen. Tøjhuset er magisk sted, det er brandvarmt – det samler Kanalbyen og bymidten. Det bliver et veltrafikeret område, som giver os gode muligheder,” siger Brian og fortsætter:

”Personligt er det hårdt at køre nattelivsarbejde og at forene det med et familieliv er svært. Det er ikke holdbart på sigt, så jeg så mange nye muligheder i at flytte nattetimerne til dagstimer. Det er en sidegevinst på dette projekt.”

”Vi vil tilføre byen noget nyt, spændende og en anden kvalitet indenfor quik meal-genren. Vi er lige nu i startfasen, som er krævende, men det er også meget spændende. Det er her, hvor vi skaber rammer, smager, dufter, lugter, føler og rører. Det er nu, vi tager initiativ til, hvilken retning, vi skal i,” siger Brian.

Hvordan ser du Fredericia lige nu?

”Fredericia er utrolig spændende. De sidste par år er byen mærkbart blevet bedre. Der er en positiv udvikling i gang. Jeg både føler og mærker, at der er stor opbakning til de ting, der bliver udviklet på. Det er en stor forandring fra 1999, da jeg kom til byen og til nu.” Brian Løkkegaard må haste videre. Der er byggemøde om lidt – og der er mange detaljer at tage med i overvejelserne. Brians telefon har kimet flere gange i den time, vi har drukket chai te og kaffe, så der er nok at se til.

Fakta Brian Løkkegaard

Født i Båring 1979
Boet i Fredericia siden 1999
Båring Folkeskole
Fredericia Middelfart HTX
Har sønnen Nohr på 3 år
Kendt fra diskoteksmiljøet, som medejer af blandt andet ONE, Zwei Grosse BierBar, House of Pool, Q-tip, Skæve Thorvald
Har været med i EventC gennem en årrække
Elsker ost og rødvin
Elsker elektronisk 80’er pop.

DANSKE DIGITALE MEDIER A/S

Blev medejer i HC Sport og startede sidenhen eget firma

Håndboldmanden Thomas Renneberg-Larsen

Fakta Thomas Renneberg-Larsen:

Hvad med dine egne barndomserfaringer?

Nu er der gået ni år, hvordan har så været at være leder?

Hvad bringer fremtiden for dig?

Hvad bruger du fritiden på?

Hvad er det med mad og vin for dig?

Hvad med musik og kunst?

Hvorfor så rejse fra Lyngby til Fredericia?

Din yndlingsbog og skakbrikfarve?

“Man skal ikke være bedrevidende og smart, man skal være et hold, når man er så lille en organisation” Helle Lillethorup

“Jeg skal hjem nu – det skulle være nu. Ellers var det for sent”. Helle Lillethorup om rejsen til hjembyen Aalborg.

Det Bruunske Pakhus rykkede til Tøjhuset

Var det hårdt at flytte og bevare DNA’en fra Pakhuset?

Og dig og Aalborg?

Håndboldspilleren Stine Bjerre Mortensen, der fandt Casper U. Mortensen i Fredericia

Stine Bjerre Mortensen og forholdet til Fredericia

Fakta Stine Bjerre Mortensen

Hvad har været det største i din tid hos FC Fredericia?

Stig Pedersen om nutiden

Er det svært at sælge jeres produkt, når I har tabt en kamp?

De største salg igennem tiden

Per Brecklings privatliv

Så gik den ikke længere uden OK18-snak

Frivilligt arbejde giver Dorthe Runge meget

En hverdagsaften på udebane i Tønder. Hvordan er det at være med til sådan en som frivillig?

Dorthes liv, når hun ikke er frivillig og arbejder

Så snakken går vel også meget på håndbold derhjemme?

Fakta Dorthe Runge Alder: 41 år Bosiddende: Fredericia Civilstatus: Gift med Asger Børn: 3

Fakta Brian Løkkegaard

Fakta Dorthe Runge
Alder: 41 år
Bosiddende: Fredericia
Civilstatus: Gift med Asger
Børn: 3