Kristian Bendix Drejer er erhvervsdirektør i Business Fredericia, men uddannelsesmæssigt passer hans profil umiddelbart ikke på det. Læs forklaringen i Ugens Kurt og hør, hvordan Kristian Bendix Drejers skiftede erhverv, og hvordan han pludselig endte som erhvervsmand, i stedet for miljøtekniker, som er hans oprindelige uddannelse. 

Det er en stille fredag morgen. Klokken er 08:00, så Kristian og jeg snupper begge en sort kaffe til lige at komme i gang med dagen. Inden vi for alvor gik i gang, snakkede Kristian lidt med Ismail, der er indehaver af Kurt’s Kaffebar. Han spurgte, om der var noget, han kunne gøre for ham eller hjælpe med, og det er netop Kristian Bendix Drejer skal med sit job som Erhvervsdirektør i Business Fredericia.

Vi starter med at snakke om Kristians erhvervskarriere, og spoler tiden tilbage til 1989.

”Murerens Fald betød, at jeg skulle placere renseanlæg i nogle floder i Polen og samtidig undervise nogle polakker i miljø, og her fik jeg flere gode kontakter. Jeg lavede et erhvervshus dernede,” fortæller Kristian og kommer ind på, hvad han lavede som miljøteknikker:

”Det var alt lige fra insekter, hav og søer. Jeg rensede søer, biomanipulerede og alt muligt inden for miljø. Vi lavede også ”danske dage” dernede med speedwaylandskampe og sådan noget. Vi arbejdede med store virksomheder i Polen. Det udviklede sig med tiden til erhverv, og jeg blev daglig leder af vores erhvervshus, og endte med at have 14 ansatte. Det var en fantastisk tid, hvor vi arbejdede både politisk og erhvervsmæssigt,” siger Kristian og fortsætter:

”Jeg købte et hus i Ribe for at have en ”hjemstation” og møder her min nuværende hustru, Mette. Der besluttede jeg så at tage hjem. Jeg blev erhvervskonsulent i Kolding Erhvervsudvikling. Det var der, jeg tog mit spring for alvor mod erhvervslivets verden. Der lærte jeg min danske model gennem tre år. Så dukkede et tilbud for at få et nyt job op også. Vi lavede også et ridecenter ved siden af og havde plejebørn, foruden vores egne børn, og efter et år blev jeg leder af erhverv og turisme i Ribe, som erhvervschef og turismechef. Det sjove er egentlig, at jeg var ansat til erhverv, men pga. en barselsorlov fik jeg ansvar for turisme. Da jeg mødte ind, fik jeg også at vide jeg skulle tage mig af turismen i Ribe, sådan var det. I Ribe betød turismen alt, så det var et meget ansvarsfyldt job. Jeg skyndte mig at ansætte en turismechef til at hjælpe mig. Det har jeg altid gjort. Jeg har ikke noget imod at ansætte dygtige folk, som kan deres kram.”

Derefter tog karrieren en ny drejning, og bragte Kristian Bendix Drejer til Esbjerg, som har gennemgået en lignende udvikling som Fredericia er i gang med.

”Jeg røg til Esbjerg som erhvervschef, hvor jeg var med til at udvikle Esbjerg energimetropol: Transformation fra fisk til energi. Det minder meget om den transformation Fredericia har fra industriimage til moderne industriby med kultur. Der var jeg, indtil jeg fik tilbuddet om at komme til Fredericia for at lave denne transformation. Vi solgte vores gård, og lagde vores liv om til et byliv. Det var en stor beslutning, men vi har ikke fortrudt den et sekund i vores familie. Fredericia er stadig en skjult perle, efter min mening. Vi købte hus i Nørre Voldgade, og har 10 meter over til Voldene, hvor vi løber. 200 meter til en strand og 500 meter til handelscentrum. Mere centralt kan man ikke bo, ” fortæller Bendix Drejer

Hvordan har rejsen været med Business Fredericia?

”Det har været en fantastisk rejse. Sammen med byen har vi udviklet os hele tiden og der er vækst og optimisme i byen, som vi gerne vil være en katalysator for. Det er ikke os der skal tage æren for udviklingen, men vi skubber på den,” siger erhvervsdirektøren og kommer ind på den familietilstedeværelse i Fredericia:

”Drengene er meget tilfredse og faldet godt til. De spiller fodbold i KFUM, hvor kammeraterne også spiller. Det vigtigste er kammeraterne. Min kone er også kommet med i tri-klubben, og jeg spiller selv golf. Golfen skal jeg bruge, når jeg skal være pensionist. Det er for at hygge mig med noget, jeg har ikke tid til at gå på banen så meget nu,” forklarer Kristian Bendix Drejer og fortsætter:

”Af interesse for at hjælpe de udsatte, har jeg sat mig ind i Kirkens Korshærsråd og jeg er også i håndboldklubbens bestyrelse.  Jeg blev spurgt, om jeg ville hjælpe lidt der,” siger Kristian, der følger både Fredericia Håndboldklub og FC Fredericia, ligesom han nyder godt af Fredericia Teater:

”Teatret er en fantastisk gave til Fredericia, som vi skal passe på. Det er vi rigtig stolte af, at vi har i vores by. Jeg bruger meget Fredericia Teater, som er en af de stærkeste udviklinger, og samtidig bidrager til byens udvikling, det gør historien nem at fortælle om Fredericia. Det har også vist sig at virke, befolkningstallet er stigende og imaget har ændret sig til det positive. Det kan jeg mærke udenfor Fredericias grænser,” udtaler Kristian, der kigger tre år frem i tiden for Fredericia:

”Jeg tror, at udviklingen, hvis der ikke sker noget ude i verden, kan det her lokomotiv godt fortsætte tre år til og Kanalbyen er væsentlig mere udbygget, og vi har fået infrastrukturen tilpasset erhvervsudviklingen. Vi har fået flere parcelhuskvarterer og så videre,” lyder ordene fra erhvervsdirektøren.

Fakta Kristian Bendix Drejer

Erhvervsdirektør
57 år
Udannet Miljø teknikker
Har fire børn, hvor to blev studenter i år

Villemo Pia L. Østergaard er for mange lig med Ungdommenshus i Fredericia. I denne uge har Pia været i den varme stol på Kurt’s Kaffebar til en snak om et liv med mange oplevelser.

Solen står højt over Fredericia denne morgen. Jeg havde sat Pia i stævne klokken 10 til en kop kaffe og en snak om hendes liv. Pia kommer ind ad døren sammen med vores kulturjournalist. De to kender hinanden fra gamle dage, så det var et kærligt gensyn.

Pia udstråler livsglæde. Det var det store smil og grinet der var mit første indtryk af hende. Pia ligner ikke alle andre, i sine ører har hun store øreringe og hendes tatoveringer er specielle. Hun fortæller mig, at hun kan tale længe om sit liv – men på trods af advarslen bad jeg hende fortæller lidt om sig selv.

“Jeg kommer fra Fyn, en lille by der hedder Vissenbjerg. Jeg er uddannet både kok og pædagog, men det er kokkegerningen der har været mit primære. Tilbage i tidernes morgen blev jeg udlært på Stubberup Kro. Et meget lille sted hvor der var Mester, hans kone og hans mor. Var vi heldige var der en opvasker. Men det har gjort, at jeg kan alle færdighederne til fingerspidserne” fortæller Pia.

Rykkede alt op og flyttede mod storbyen

“Derfra rykkede jeg alt op og flyttede til København i ’97. Jeg fik et job på Dyrehavsbakken i en enkelt sæson i ’98. Derfra fik jeg et job hos DSB Restauranten på Hovedbanegården – og dengang var det stort. DSB ejede alt på banegårdene rundt om i landet, så det var stort”

“Men det var ikke altid lige sjovt. Med til historien hører elleve overfald – eller rettere, jeg fik taget alt hvad jeg havde med. Derfor gik jeg til sidst på arbejde kun med mine nøgler og cigaretter. Det er et hårdt sted at arbejde” fortæller Pia.

“Men derfra tog jeg skridtet videre. Sammen med min køkkenchef fra DSB åbnede vi en restaurant på Frederiksberg. The five senses hed den. Men det varede ikke længe. Vores samarbejde holdte ikke – så vi valgte at lukke inden det gik galt. Ingen konkurs eller noget, vi lukkede bare” fortsætter hun.

Tilfældigt at Pia endte i Fredericia

En dag blev København for meget for Pia. Hun valgte at nu var det tid til at komme hjem – eller nærmere tog hun hele vejen til Jylland. En af hendes gamle venner kørte taxa – og da han fik en tur fra Kolding til København hoppede hun med da han skulle hjem igen. At Pia så endte i Fredericia var mere et tilfælde.

“Jeg fik et job i Middelfart, men dengang var det billigere at bo i Fredericia, så det blev her jeg slog mig ned” fortæller hun.

Uventet karriereskifte

Efter Pia var kommet til Fredericia og havde slået sig ned tilbage i 2001 skete der i 2005 et karriereskifte for Pia. Hun blev gravid som enlig mor, og hun kunne ikke se sig selv være kok som enlig mor. Derfor skulle Pia skifte karriere.

“Jeg blev optaget på pædagogseminariet i Kolding i 2005. Jeg har egentlig altid vidst, at hvis jeg skulle noget andet end at være kok, så var det at arbejde med mennesker. I min tid på Hovedbanegården har jeg set mange skæbner og eksistenser. Jeg håbede på, at jeg kunne hjælpe nogen af dem – derfor ville jeg være pædagog” siger Pia Villemo.

Hendes nye uddannelse gav hende et job hun har holdt fast i. I en praktikperiode blev Pia ansat på Ungdommens Hus i Fredericia – et sted hun er blevet meget glad for.

“Starten var hård. Jeg kendte ikke miljøet – eller, jeg havde været på Jagtvej 69 så jeg kendte det lidt, men jeg kendte ikke menneskerne. Jeg startede dagen før en stor hardcore festival med flere tusinde deltagere fyldt med tatoveringer. Det var noget af et kulturchok for mig” siger Pia.

Ungdommens Hus er gået i hjertet

Gennem hele samtalen refererer Pia til Ungdommens Hus som ‘Huset’. Efter 12 år som ansat på Ungdommens Hus i Fredericia er det blevet en stor del af Pia. Så stor en del, at hun har fået deres logo tatoveret på sit ben.

“Hvorfor vælger man at få tatoveret sin arbejdsplads på sin krop? Det gør man når man elsker sit arbejde. Jeg har tretten tatoveringer på mit ben, fordi jeg har fødselsdag d. 13. Men hver og en fortæller noget om mit liv – og her fyldet Huset meget. Det føles lidt som mit hus” siger Pia og fortsætter:

“Man får mere ejerskab over det med tiden. Mit arbejde bunder i stærke relationer, for hvis ikke jeg kan lave relationer til de unge på Huset, så kommer jeg aldrig ind på livet af dem. Jeg elsker at give noget tilbage, for det giver meget for mig at være på Huset”

“Jeg ville ikke ændre ret meget”

Efter en god snak om fortiden skal vi også nå at snakke om fremtiden. En fremtid der for Pia ikke indebærer de store ændringer, selv ikke hvis hun havde ubegrænset med midler.

“Jeg er måske lidt gammeldags. Jeg ville ikke ændre det store. Jeg elsker det rå look, jeg vil ikke til at spartle huller og pudse det. Men jeg ville putte nogen penge i skaterbanen. Jeg ville bygge en ny graffitimur. Ja, egentlig bare fixe de ting der er slidt efter snart 20 år” slutter Pia.

Carsten Pedersen. Han er en kendt personlighed i Fredericias erhvervsliv. Han er uddannet statsautoriseret revisor, men er også et kendt ansigt i bestyrelsesøjemed og lignende. Nu har Carsten været i den varme stol på Kurt’s Kaffebar, hvor vi skal lære ham bedre kende, høre hvordan det gik til, at han blev statsautoristeret revisor, høre hvad han synes om udviklingen i Fredericia og meget mere.

Carsten Pedersen driver til dagligt Brandt Revision & Rådgivnings Fredericia-afdeling, som hører hjemme i Prinsessegade på Ryes Plads.

”Jeg har drevet det i 11 år. Jeg har altid haft lyst til at være selvstændig. Det har været fantastisk spændende, det er helt specielt at være selvstændig, det er hårdt, det stiller store krav, men man er med som beslutningsstager og det kan jeg godt lide. Man er med til at påvirke vores by,” indleder Carsten Pedersen og kommer ind på, hvad fremtiden byder på for ham:

”Jeg fortsætter i hvert fald de næste 10-15 år. Det er lysten og engagement, der driver mig. Jeg kan være med til at påvirke beslutninger og løse opgaver for vores erhvervsliv. Jeg løser mange regnskabs- og rådgivningsopgaver,” forklarer Carsten.

At blive statsautoriseret revisor kræver sit. Otte år tilbragte Carsten på Syddansk Universitet, men det har altid været planen, at det var den vej, han ville gå.

”Det er lysten, jeg har haft, siden jeg var 15 år. Det var personlige relationer, der gjorde, at jeg ville være det. Jeg kendte nogen, der var det,” fortæller han.

Fra arbejderby til videnby

Inden Carsten og jeg for alvor gik i gang med snakken, vendte vi situationen i Fredericia, som er vendt. Fra at være en industriby, der ikke var attraktiv til at være en by, som er kommet på læberne hos mange, også erhvervsmæssigt. Blandt andet eksemplificeret ved en videnvirksomhed som Ørsted, der har erstattet industriens Kemira, Voss m.fl.

”Det er en fantastisk udvikling at have været med til. Der er sket det, at Fredericia er blevet mere attraktiv. Mange gange tænker man ikke over det, men vi har det hele. Vi har vand, skov og generelt flot natur, og nu også et blomstrende byliv. Det gør, at folk, der ikke kender byen, men som ser byen, bliver meget imponeret,” konstaterer Carsten Pedersen og sender ros i retning mod Byrådet:

”Vores politikere har gjort et stort stykke arbejde. De gør det også rigtig godt, også os selvstændige erhvervsfolk har gjort det godt. Derfor ærgrer det mig, når nogen flytter fra byen. Vi skal være lokale, vi skal handle lokalt og ikke søge udenbys.”

Vi kigger på fremtiden for Fredericia som by. Carsten har flere spændende idéer, og direkte adspurgt, hvor han ser Fredericia, lyder svaret:

”Om 15 år er Fredericia i en langt større udvikling. Jeg har lige været på havnen, jeg glæder mig til at se hele havneområdet. Flere folk indenfor voldene vil komme til. Kan vi få et samarbejde med Lillebæltsområdet, vil det være fedt. Med Middelfart har vi en række fællesopgaver, og det vil vi se mere af indenfor få år,” siger Carsten og uddyber:

”Det er alt fra offentlige tjeneste, politi, brand, redning, vores offentlige forvaltning og lignende. Kunne man samles inden for sport, ville det være fedt, men der er der nok for mange følelser i klemme, som man så dengang fodboldprojektet var på tale.”

Privatlivet for Carsten Pedersen

Carsten Pedersen bruger meget tid på arbejde, men når den står på fritid, er han ofte aktiv.

”Jeg cykler meget mountainbike. Det giver et godt kammeratskab og god fysisk form. Det giver fantastiske naturoplevelser. Jeg har lige kørt løb i Middelfart. Jeg har også været i Harzen flere gange, som minder om Fredericia. Det, der er spændende ved at cykle i skoven, er fantastiske naturoplevelser,” siger Carsten, der også går op i, hvordan det går for byens to flagskibe inden for elitesport, FC Fredericia og Fredericia Håndboldklub:

”Jeg har altid haft et godt øje til håndbold, og har også været i bestyrelsen der i mange år. Jeg kan godt lide at støtte op om det lokale. Det vil være fantastisk, hvis vi igen kan få holdet i ligaen. Der bliver gjort et rigtig stort stykke arbejde for det, og jeg håber, at det lykkedes. Fodbolden er også værd at følge. Jeg er stolt af at bo i Fredericia, og følge det. Det var fedt med alt den opmærksomhed, som pokalsemifinalen skabte. Der summede byen virkelig af fodbold, de var på alles læber.”

Carsten Pedersen er også rejselysten. Særligt har en speciel destination, hvor turen går hen.

”Jeg rejser meget. Jeg rejser meget til Spanien, hvor der altid er garanti for godt vejret. Jeg er meget i Malaga,” fortæller han og afslører, at han også er til ski:

”Jeg står meget på ski. Ischgl er et fedt sted, hvor jeg har været 20 gange. På samme måde som mountainbike, giver det meget med naturoplevelse.”

Apropos naturoplevelser. Carsten nyder selv godt af mulighederne i Fredericia, foruden turen i skoven på mountainbike.

”Det er fedt at gå på Volden. Jeg går på Volden tre gange om dagen. Jeg har to hunde, som jeg lufter der, så det er hyggeligt. Det gør jeg klokken 6 – jeg kan godt lide at komme tidligt op. Det er lyst allerede kl. halv 5 for tiden.  En dejlig morgentur på Volden er skøn,” forklarer Carsten.

Kaffekoppen er så småt ved at være tom. På falderebet bliver Carsten derfor spurgt om, hvor han ser sig selv om 15 år.

”Jeg skal arbejde 15 år endnu, jeg skal fortsætte med det jeg har, jeg skal gøre en forskel, jeg skal være i god form. Sådan som det er nu, er rigtig godt. Jeg skal passe mine ting og være der for kunderne, medarbejderne og min familie,” lyder ordene fra Carsten Pedersen.

Fakta Carsten Pedersen

54 år
Samboende med Pernille
2 voksende børn
Statsautoriseret revisor, Cand.Merc.Aud.
Født på Sct. Joseph

Din Tøjmand Sejersen. En butik, der har været i Fredericia i mange år, og er gået igennem to generationer af familien Sejersen. Den nuværende indehaver er Henriette, der har drevet butikken i de seneste 20 år. Bliv i denne udgave af Ugens Kurt klogere på Henriette Sejersen, der fortæller om livet med Din Tøjmand, livet i København, hvor hun fandt sin mand, bankdirektør Christian Jungmark, og meget mere.

Det er en stille og rolig fredag morgen klokken 8:30. Fredericia summer af ro, for en gangs skyld fristes man til at sige. I løbet af samtalen med Henriette Sejersen taler vi blandt andet om udviklingen i bylivet, som er blevet meget aktivt med mange mennesker i gadebilledet.

Den del af snakken glemmer vi dog lige for en stund, og kigger i stedet tilbage på Henriettes barndomsskole, Markholt-Olesens Realskole

”Det var en streng skole. Man skulle stå bag stolene, når læreren kom ind i lokalet. Der var morgensang, hvor man stod i to rækker inden man kom ind,” siger Henriette Sejersen, der fortæller, at man dog ikke havde en drenge- og pigerække.

”Det var der dog ikke, men hvis man ikke stod ordenligt, så fik man et hak,” husker hun.

Har du kunne bruge den lidt strenge skole til noget senere hen i livet?

”Det synes jeg lidt, det er godt, at der er klare linjer for både børn og voksne. Der skal være linjer, som man træder inden for,” forklarer Henriette.

Efter endt tid hos Markholt-Olesens kom Henriette på handelsskolen, og efterfølgende fulgte en læretid, som bød på forskellige udfordringer.

”Jeg kom i lære hos Lotus, der var en modebutik, der hvor The & Idé er i dag. De blev overtaget af Bestseller i min elevtid, og så kom jeg til Aarhus og fortsatte der,” fortæller Henriette og kommer ind på tiden, efter læretiden:

”Jeg var i Aarhus og Bestseller startede mange butikker. Jeg startede butikker i blandt andet Silkeborg og Viborg. Jeg tog rundt og startede butikker op, nogle gange var jeg der bare et par uger. Jeg kom tilbage til Bestseller i Fredericia. Så skulle jeg til København, der skulle ske noget. Jeg havde ikke noget arbejde, så søgte jeg bare og dengang kunne man bare få arbejde derover. Jeg fik arbejde i et storcenter i København og der var jeg i 2,5 år. Der mødte jeg Christian. Han var i banken på hovedgaden og jeg var i centret og når han skulle ind i centret engang imellem og gik han forbi butikken,” siger Henriette og fortsætter:

”Engang da vi i byen og kom hjem dagen efter, lå der en brun kuvert på bordet. Så spurgte han, hvad det var. Det var en ansøgning, fordi jeg ville tilbage til Jylland. Jeg blev der et år mere, men han vidste jeg ville hjem. Vi kunne ikke finde ud af hvad vi skulle, men i november 89, sagde min far, da jeg snakkede med ham, om jeg kunne komme hjem og hjælpe, fordi der var travlt. Så tog jeg hjem. I starten af 1990 købte vi hus i Gårslev, Christian vidste jo godt, at han skulle med. Han synes alt var billigt herover, så vi købte hus i stedet for at leje. Meningen var kun at blive hjemme i en periode, men så blev vi hængende.”

Født med butik i blodet 

Henriette er vokset op med butik. Med forældrenes baggrund i Din Tøjmand Sejersen lå det i kortene, at det skulle gå den vej.

”Det lå i blodet. Det skulle ikke være herretøj, men modetøj. Jeg har altid været meget modeinteresseret. Når det har været en del af ens liv fra barnsben, bliver det en naturlig overgang,” fortæller hun og kommer ind på tiden, hvor hun overtog butikken:

”Jeg overtog butikken i 1998. Mine forældre var gode til at give slip på nogle punkter. Vi har altid arbejdet godt sammen. Vi havde hver vores spidskompetencer.”

Men hvordan kan man være så mange år i samme butik? Det spørgsmål fik Henriette.

”Tingene står ikke stille, der sker en udvikling. De første otte år var med mine forældre. Da jeg overtager, sker der nyt igen. Vi flyttede ind over butikken, fordi vi ikke kunne få det til at hænge sammen med at bo ude i Gårslev. Da børnene var små, var det et must. Så var man altid hjemme. Jeg var mor om morgenen, og så sad de i butikken og lavede lektier. Der var altid mange børn hos os, fordi der altid var nogen hjemme,” siger hun og fortsætter:

”Da børnene blev ældre, begyndte de unge mennesker at hænge ud hos os. Vi bor jo i byen, så det var populært for de unge. Vi havde også altid ekstra sengetøj liggende klar, da det skete, at nogen ville have et sted at sove, hvis de boede ude på landet. Så slap de for at tage derud, men kunne sove hos os i stedet.”

Snakken drejer sig lidt væk fra butikslivet for Henriette. Vi får dog lige vendt, hvor Din Tøjmand er om ti år.

”Din Tøjmand er der stadigvæk. Men hvis vi kigger tilbage og frem, så sker der løbende noget. Der er sket noget de sidste 30 år. Man er nødt til at følge med forandringen, det kan være internet og alt muligt andet. Man skal have fingeren på pulsen og være omstillingsparat” fortæller hun.

Børn i København og New York

Som selvstændig er der ikke meget fritid, men når Henriette Sejersen har fri, står den faktisk også på arbejdesrelaterede ting.

”Det er sgu butik det hele. Det lyder forkert, men det er blevet mit liv,” konstaterer hun inden jeg spørger indtil om der ikke er tid til en tur i teateret eller lignende:

”Jeg har meget glæde af Fredericia generelt med Volden, stranden og teaterlivet. Der går tid med møder og i Din Tøjmand er jeg i vareudvalg og sådan og udvikler egne varer. Det er på en måde min hobby,” fortæller Henriette.

Christian og Henriette har to voksne børn. Caroline der bor i København, og Frederik, der frister en tilstedeværelse i New York.

”Når vi er derover, er det for at se ham.  Vi har set de ting vi skal se, men det er for at være sammen med ham og Michelle (Frederiks kæreste, red.). VI prøver at mødes med alle børnene. Familien står mig nært, både børn og mand.  Når det andet fylder så meget i ens liv, og samtidig er ens hobby, så er familien vigtig, selvom den er langt væk. Heldigvis har vi dejlige børn og svigerbørn, det betyder meget,” forklarer Henriette.

Kaffen er ved at være drukket, og Henriette skal tilbage til Vendersgade for at gøre Din Tøjmand Sejersen klar til endnu en dejlig dag i Fredericia.

Fakta Henriette Sejersen

52 år
Gift med Christian Jungmark
Har i år 20 års jubilæum som indehaver af Din Tøjmand Sejersen
Handelsskole
2 voksne børn, Caroline bor i København og Frederik bor i New York
Født i Silkeborg, kom til Fredericia som 4-årig

56-årig Michael Højgaard blev sidste år ansat som adm. direktør i Caverion Danmark, og har sit kontor på Vejlevej i Fredericia. Michael fortæller i Ugens Kurt om, hvordan han vil udvikle Caverion, hans arbejdsmæssige baggrund i blandt andet Grønland og livet i Fredericia, som han flyttede til i november sidste år.

Klokken er 09:58 og jeg ankommer til Kurt’s Kaffebar. Tæt på døren står en herre i jakkesæt, som jeg tænker er Michael, og ganske rigtigt. Det er den adm. direktør for Caverion. Vi finder et ledigt bord indenfor, hvor der er fyldt til randen – både af kaffe og gæster. Michael spørger om det altid er sådan, og vi snakker lidt om løst og fast, inden vi tager hul på den seriøse snak.

Med omkring 1.000 ansatte er Caverion en virksomhed af en vis størrelse. Det lyder umiddelbart som en stor mundfuld at holde styr på, men Michael har ballasten i orden på det punkt.

”Jeg har været direktør før i en stor konkurrence virksomhed, men det har været rigtig fint. Jeg kommer til en virksomhed, som i Fredericia er rigtig stor. Vi er 1000 ansatte, så det er ok stort. I fortiden var den endnu større. Virksomheden har haft det svært i en årrække, og min opgave er derfor at få styr på virksomheden. Vi skal som alle andre blive mere strømlinet, mere kundeorienterede, men det kan man kun gøre med effektiv forretning og processer. Vi har levet en omtumlet tilværelse med dårlige resultater,” siger Michael Højgaard.

Hvordan skal den omtumlede tilstedeværelse rettes op?

”Det handler om at ansætte en ordentlig ledelse, have et godt ledelsesteam og dedikerede teamledere til det enkelte område. Der har været adskillige af de der chefer, der var holdt op da jeg kom. Min første opgave var at bygge en ny ledelse. Mange af dem sidder på vores hovedkontor i Fredericia i dag, hvor man tidligere sad i København. Jeg samler dem primært her, men i de sidste 4-5 år, har man ikke haft en der sad her. Alene det, at jeg er her, og har Fredericia som hovedkontor gør, at vi bygger en ny ledelse op omkring hovedkontoret og byen.”

Som forholdsvis ny adm. direktør i Caverion har Michael Højgaard også sat sig nogle mål for virksomheden. Direkte adspurgt om, hvor Caverion er om tre år svarer Højgaard:

”Så skulle vi gerne være i den her branche, som vi er her, hvor vi er blandt de største. Vi skal være der, hvor Caverion kommer ind i kampen og har den retmæssige størrelse. Fordi vi har haft økonomisk dårlige resultater, så bliver en virksomheden indadskruet. Vi skal ud at fylde i branchen og have vækst, tjene penge. Vi har vækst, vi er blevet en spændende arbejdsplads, der rekrutterer medarbejdere og vi skal fylde i de store danske byer og i vores gamle hjemområde, som Fredericia er. Om tre år giver vi overskud, har flere medarbejdere og bliver opfattet som en moderne og fremgangsrig virksomhed,” forklarer Michael.

Michael Højgaards fortid i Grønland

Michael Højgaard har ad to omgange været ansat i en grønlandsk virksomhed, nemlig hos Air Greenland. Om tiden på Grønland fortæller Michael følgende.

”Det var superspændende. Det var noget helt andet. Der er paralleller i at drive virksomhed udover et stort område. Air Greenland beskæftiger mange over hele landet der, så på den måde er ledelsesopgaven den sammen, selvom man laver noget helt andet. Det var fire gode år deroppe, hvor jeg arbejdede i en anderledes kultur end den danske,” fortæller han.

Kan du beskrive den kulturforskel arbejdsmæssigt?

”Når man arbejder for Air Greenland er kulturforskellen stor, fordi de er store med velkvalificerede faggrupper. Jeg har kun arbejdet for Air Greenland og ved derfor ikke helt forskellen på mindre virksomheder deroppe,” udtaler Michael Højgaard, der fik oplevet lidt af hvert i det grønlandske:

”Jeg har været meget rundt. Det er på mange måder et helt andet samfund. Det er et udviklingssamfund, hvor rigtig mange ting i samfundet kører efter andre principper og normer. Det gennemsnitlige uddannelsesniveau er meget lavt. Familiekulturen fylder meget, hvor relationerne til at hjælpe hinanden, og naturen fylder mere. Så er der rundt omkring mange sociale problemer, hvorfor medarbejdere er svære at rekruttere. ” siger Michael og fortsætter:

“Jeg har lært at arbejde med respekt for at folk er meget forskellige, selvom man har forskelligt sprog og baggrunde, så handler det om, at alle mennesker kan noget. Bare fordi de ikke taler dansk eller ikke er lyshårede, så skal man indrette sin virksomhed, så der er plads til alle mennesker. Specielt den første gang jeg var i Grønland, fik jeg et rummeligt syn på, at der er mange forskellige sandheder og mange måder at gøre tingene på.”

Michael flyttede til Fredericia og blev overrasket

Da Michael blev ansat i Caverion kiggede han straks på et sted at bo i og omkring Fredericia. Umiddelbart var planen dog at bosætte sig på fynssiden af Lillebælt, men planerne ændrede sig – og det fortryder Michael ikke.

”Vi havde egentlig kigget i Middelfart og Strib, hvor jeg har en søster. Det område kendte vi lidt i forvejen, men Fredericia-siden er fantastisk. Det overraskede os, og mange andre i vores netværk i det hele taget, at Fredericia er en flot og spændende by,” siger han og kommer ind på, hvad han synes om Fredericia:

”Jeg er overrasket over naturen og strandområdet og det faktum, at der samtidig er meget by. Jeg har været her arbejdsmæssigt adskillige gange, men jeg har ikke rigtig været i byen, hvor man opfatter, by, skov og strand. Den opfattelse havde jeg ikke. Der er også teateret, som er imponerende. Det har overrasket mig, der er så mange ting og tilbud fra øverste skuffe.”

Hvad bruger du fritiden på?

”Jeg er naturglad. Jeg bader hver morgen i Lillebælt på Østerstrand. Jeg bader, jeg cykler, løber og vandrer meget. Vi har vandet og skoven tæt på. Jeg kan også cykle på arbejde – jeg har fem kilometer til arbejde. Det er første gang i mit liv, at det er en mulighed. Hvis jeg ikke skal til møde eller andet, så cykler jeg. Jeg har også prøvet, at min hustru kører mig om morgenen, og så løber jeg hjem til fyraften. Det er fantastisk med den nærhed her i byen. Familie og venner fylder også meget, jeg kendte allerede folk her. Jeg kender folk fra Middelfart og Strib, så allerede inden vi kom, havde vi bekendte. Vores naboer har været gode til at tage imod os også, så det er rigtig fint,” udtaler Michael, som også nævner kulturelle tilbud på Fredericia Teater og i Tøjhuset, som noget han benytter sig af.

Fakta Michael Højgaard
Alder: 56 år
Gift med Helle
Startede som Adm. Direktør i Caverion Danmark 1. september 2017
Har boet i Fredericia siden november 2017
Uddannet ingeniør og civiløkonomi fra Copenhagen Business
School og DTU Lyngby
Fem børn i alderen 20 – 33 år

Ulrich Nicolaisen blev i sidste uge kåret som årets fæstningsdreng, men hvem er han egentlig udover ham, som man kender fra EventC og tidligere var medejer af Momenti? Fredericia AVISEN har sat Ulrich i stævne, hvor han i Ugens Kurt fortæller om sit liv, det anerledes valg af Kolding Købmandsskole, nutiden med EventC, fremtiden og meget mere.

Siden skiftet fra Momenti har Ulrich haft travlt, rigtig travlt endda. Ulrich fortæller, at denne skønne fredag er hans første rigtige fridag i en over en måned. Og hvilken dag at have fri på. Fredericia summer af byliv med det kæmpe store krydstogtskib MSC Preziosa liggende i Kanalbyen.

Vi starter med at bede Ulrich spole tiden tilbage til barndommen, hvor han husker tilbage på trygheden fra mor.

”Min mor var dagplejemor, så jeg havde en tryg opvækst på det punkt, og hun var derfor altid hjeme, når vi kom hjem. Og jeg kunne ikke snørre hende på nogen måde,” siger Ulrich med et grin og fortsætter:

”Min far var adm. direktør, så han arbejdede rigtig meget.”

Folkeskolemæssigt gik Ulrich på Taulov Skole, og om skoletiden fortæller han:

”Jeg var sådan en, der lavede mine ting og havde styr på min ting Der var orden i penalhuset. Jeg lavede ikke mere end man skulle, jeg lavede det man skulle. Jeg var en af dem, når man skal læse en bog, så læser jeg bagsiden af bogen,” forklarer Ulrich, imens denne skribent også bliver afsløret i at kunne finde på at gøre det samme i skoletiden og bordet på Kurt’s bryder ud i latter, inden Ulrich igen bliver seriøs:

”Jeg valgte Kolding Købmandsskole, efter folkeskolen, fordi alle mine skolekammerater valgte at søge mod Fredericia. Jeg ville møde nye mennesker, og tog derfor til Kolding, hvor jeg faktisk stadig er i dialog med flere af dem den dag i dag,” udtaler Ulrich inden han kommer ind på selve tiden på Købmandsskolen:

”Det gik rigtig fint, der fik jeg for alvor interesse for erhvervsfagene og det at købe og sælge varer. Netop erhvervsøkonomien var god for mig.”

Ulrich Nicolaisens erhvervsliv

Ulrich Nicolaisens erhvervskarriere tog for alvor fat i 2003. Her blev han medejer af HC Sport Fredericia.

”Jeg byggede stille og roligt en B2B-afdeling op, hvilket var mit ansvarsområde. I 2010 stoppede vi (Thomas Renneberg-Larsen og Ulrich Nicolaisen, red.), og startede Momenti op, hvilket i første omgang førte os til Vejen. Vores kundekreds var dog stadig fredericianere. I samme tid startede EventC. Jeg solgte ved årsskiftet min andel af Momenti til Thomas. Jeg slog op i banen. Jeg fortalte til Thomas i forsommeren 2017, at han skulle finde en ny makker eller købe mig ud, fordi jeg havde tænkt mig at arbejde endu mere med B2B-arrangementer. Men så kom der hurtigt opbakning fra EventC-setupet, der alle bakkede op om, at det skulle blive til min hverdag,” siger Ulrich.

Hvordan er det arbejdsmæssigt for dig nu??

”Jeg er kommet til at arbejde med mennesker, der holder fri – det sætter også store krav. Når folk holder fri, er overliggeren sat højt. Arrangementer skal være lækre. Omvendt har alle smidt skjorten, slipset eller hvad de har på. Så folk er der, fordi det er sjovt,” fortæller Ulrich Nicolaisen.

Igennem tiden har der været mange store ting i EventC. Vi beder Ulrich pege på det største.

”Det var, da vi lavede Kim Larsen i 2010. Der havde jeg tårer i øjnene, også fordi jeg selv er mega Kim Larsen-fan. Jeg har en guitar hængende i mit sommerhus, og i 2016, da vi havde ham i Fredericia Idrætscenter havde jeg lagt en nyerhvervet guitar. Den så Kim Larsen, og skrev på den med det, som han kaldte en velsignet underskrift,” forklarer Ulrich og slår over i ros til EventC-folkene, fordi for dem, var ingen af arrangementerne mulige:

”Stor cadeau til de 20 gutter, der er omkring EventC. I stedet for at gå til håndbold, går vi til koncert. Vi har enormt godt fællesskab, og når vi sidder backstage, er det ligesom at sidde i omklædningen efter en håndboldsejr. Det er en anden side af sagen.”

Hvordan er din hverdag nu, efter Momenti-tiden?

”Min hverdag er blevet travl, fordi vi har struktureret EventC til at være tre forskellige ben. En ting er at lave noget på hjemmebane i Lillebæltsregionen. Noget andet er B2B, den tredje er projektdelen. Jeg har været hyret som arrangør sammen med Peter Zederkof til tre Seebach familiekoncerter. Det gør et stort indtryk, når man står i Valby Parken med 18.000 til en familiekoncert,” siger Ulrich og kommer ind på målene ude i fremtiden med EventC:

”Vi skal opbygge et EventC-setup, hvor der kontinuerligt gives oplevelser til byens borgere. Vi har offentliggjort Jacob Dinesen i sidste uge. VI får sat navne på plakaten, som er i den store ende. De havde gået forbi Fredericia, hvis vi ikke var der. EventC skal stadig være en lokal koncertarrangør, men på vores VIP-del have ramt flere prikker på landkortet med samme koncept med musikarrangementer som Rock Under Broen.”

Fæstningsdrengen Ulrich Nicolaisen

I sidste uge blev Ulrich kåret som årets fæstningsdreng. Det er en titel, som han er stolt af, men Ulrich vil ikke tage hele æren for titlen selv.

”Det gik ikke op for mig før jeg mødte dig (Fredericia AVISENS chefredaktør, Andreas Dyhrberg Andreassen, red.) på landssoldatpladsen og de gik igennem byen med trommer osv. Det var en ok udnævnelse, det havde jeg ikke lige set komme. Det blev jeg stolt af. På vegne af EventC-setuptet er jeg endnu mere stolt, fordi vi har ramt noget, der bliver lagt mærke til i vores by,” forklarer Ulrich og fortsætter:

”Jeg er mærkelig med titler, for mig giver det skulderklap til mig selv, omvendt er jeg stolt, og det giver mening for vores setup. Det er lidt det samme med Urbania Streetfood. Det var også noget jeg synes er naturligt at inddrage Brian Løkkegaard i, og det er også noget jeg forventer mig meget af,” fortæller Ulrich med henvisning til, at han er bestyrelsesformand i projektet bag.

Efter kåringen som årets fæstningsdreng er Ulrich blevet kimet ned – bogstaveligt talt.

”Jeg har aldrig fået så mange lykønskninger, så der er virkelig mange, der har lagt mærke til det. Det betyder noget for mig, i forhold til nyt EventC-setup, når folk researcher på, hvem EventC er. Det viser, at det ikke er varm luft. Det giver et punch at vise frem,” lyder det fra Ulrich Nicolaisen, der på vej ud ad døren, når at fortælle, at han er opkaldt efter Vejle Boldklub-legenden Ulrik Le Fevre, meget apropos årets fæstningsdreng, som altså er opkaldt efter et koryfæ fra den rivaliserende fodboldklub til FC Fredericia.

Fakta: Ulrich Nicolaisen
39 år, fylder 40 den 10. juli
Gift med Pia
To sønner, Bertram og Victor
Taulov Skole
Født og opvokset i Taulov, bor i Skærbæk nu
Gik på Kolding Købmandsskole
Læretid i HC Sport, Fredericia
Tidligere bestyrelsesmedlem i Fredericia Håndboldklub

Frances O’Donovan-Sadat sad i Fredericia Byråd indtil kommunalvalget i november, hvor hun ikke blev genvalgt. Siden da har den 28-årige fredericianer brugt mere tid med familien og ikke mindst blevet færdig med en kandidat i Statskundskab. Bliv i Ugens Kurt klogere på O’Donovans politiske baggrund, hendes politiske forbillede, tiden efter Byrådet og meget mere.

Hvordan går det egentlig med Frances og hvad bruger hun tiden på nu? Det var min første tanke, inden Frances lagde vejen forbi Kurt’s Kaffebar.

Vi starter ud med at snakke om, hvordan Frances O’Donovan-Sadat egentlig blev politisk aktiv.

”Til at starte med var jeg frivillig som rollemodel. Jeg fik mulighed for at komme på skoler og fortælle om udfordringer med anden etnisk baggrund til at indlede en dialog mod fordomme, mobning, uddannelsesvalg og hvad det vil sige at være ung. Jeg fik mulighed for at præsentere udfordringer, som vi skal italesætte. Der fik jeg smag for det. Efterfølgende var jeg med til at drive en klub i Korskærparken. En gruppe unge drenge manglede noget i deres fritid, så den kom op at stå og de fik muligheden for en klub uden voksne. Jeg var talerør i klubben,” siger Frances, der efterfølgende tager en tår af sin Café latte og kommer ind på politiske ting, der står hende nært:

”Jeg kan godt lide at arbejde med flygtninge, så lige nu er jeg netværksfamilie i Dansk Flygtningehjælp og sidder også i Diabetesforeningen, hvor jeg er frivillig. Jeg er også frivillig i Venstre, som jeg stadig er medlem af.”

Allerede som 24-årige blev Frances O’Donovan-Sadat valgt ind i Byrådet. Hun var dog ikke den yngste. Partifællen Nicolaj Wyke og Lasse Strüwing Hansen er begge yngre end hende. Med den unge alder sat op mod rutinerede, ældre politikere var det en oplevelse i sig selv.

”Det var en speciel oplevelse. Det var positivt. Det var betryggende at have de ældre, som kender rutinerne. Det var første gang jeg blev udsat for pressen, og der forhørte jeg mig hos dem, og hørte hvad de ville gøre i den givne situation osv. På den måde var det positivt at have erfaring at trække på,” fortæller Frances.

Hvordan var det ikke at blive genvalgt i november?

”Til at starte med savnede jeg det utrolig meget. Jeg fangede mig i at læse dagsordener til udvalgsmøderne for at tjekke sagerne. Jeg følger også pressen for at se, hvad der foregår. Nu hvor, der er afstand til det, værdsætter jeg det, og jeg havde tid til at afslutte min kandidat ordentlig. Jeg fik afsluttet den på en ordentlig måde, og fik mere tid til frivilligt arbejde,” forklarer O’Donovan.

Selvom Frances O’Donovan-Sadat ikke blev genvalgt til Byrådet har hun stadig mod på mere politik. Om hun stiller op til næste kommunalvalg, har hun endnu ikke taget stilling til.

”Jeg brænder stadig for at gøre en forskel. Jeg vil skabe forandringer, og det skal være via den politiske vej. Jeg er ikke afklaret, om det bliver lige nu og her eller om jeg skal arbejde. Samtidig tænke over tiden med min søn og min mand, men jeg har mod på mere politik. Timingen skal bare være den rette,” udtaler Frances.

Hektisk med valgkamp

Udefra set kan en valgkamp virke hektisk. Frances har selv oplevet det to gange på egen hånd nu, og hun bekræfte, at det er hektisk.

”Det er utroligt hektisk, men også sjovt, hvis man kan holde hovedet koldt. Det går ret stærkt. Der er meget man skal forholde sig, og man lægger selv ambitionsniveauet. Jeg synes det trappede op sidste gang i forhold til første gang,” forklarer hun og kommer ind på, hvordan en typisk dag i valgkampen kan se ud:

”Jeg startede på banegården klokken 5-6, tog til en uddannelsesinstitution, delte flyers, tog hjem, gjorde klar til et vælgerarrangement, tog til gågaden og skiftede placering og så hjem igen, spise, ud igen. Det er meget hektisk. Jeg mistede stemmen to gange under valgkampen, jeg nåede lige at blive rask og syg igen,” siger Frances med et smil på læben og fortæller hvordan det er at møde de fredericianske borgere under en valgkamp:

”Jeg synes, at det er sjovt. Det er vildt fedt og sjovt at møde folk. Der var mange, der ikke ville snakke politik, men ville tale om deres hverdag, men også tale om hvordan de oplever Fredericia. Det behøver ikke altid at handle om politik. Mange ville også bare fortælle om min valgkamp – det var også hyggeligt.”

Frances elsker Fredericia og har fået mere tid til at nyde naturen

Frances har altid boet i Fredericia, og håber at kunne blive boende her altid.

”Jeg elsker den her by. Det er her jeg er født og opvokset. Det er en dejlig kombination af historie, men også om fremgang og nye tider. Jeg håber ikke, at jeg bliver nødt til at flytte, fordi jeg er jobsøgende. Jeg håber, at finde noget her i byen eller noget i en afstand, hvor man kan pendle.”

Tiden efter Byrådet gav Frances mere fokus Statskundskab-studiet, men det har også medført, at hun har fået tid til at nyde blandt andet de forskellige naturområder i Fredericia.

”Jeg får tiden til at gå med at læse bøger, jeg er begyndt at træne også. Det var en ting, jeg ikke havde tid til, før, men det har jeg nu og det er dejligt. Jeg har mere energi og overskud. Jeg elsker at gå på stranden og volden, særligt voldene og specielt i det gode vejr. Vi elsker også at tage i skoven ved Hannerup, hvor der er dådyr,” forklarer O’Donovan.

Fremtiden for Frances O’Donovan-Sadat og det politiske idol

Politisk ved Frances ikke om, hun vil stille op ved næste kommunalvalg endnu. Om hun vil tage det helt store skridt og blive Folketingskandidat, er hun heller ikke afklaret med.

”Engang i fremtiden om mange år, kunne det godt være. Der kan man gøre større forskel på store linjer, men først i fremtiden. Det vil kræve, at jeg er et andet sted i livet. Det vil kræve meget af min tid, og det vil være i København,” forklarer Frances og kommer ind på hvordan det har været at gøre en forskel politisk:

”Det var virkelig fantastisk. Jeg er særlig stolt af Sundhedshuset, hvor man vil kigge tilbage på det, og det er den bedste investering for borgerne Jeg bliver stolt, når det går godt for byen. Også når man er udenbys og kan fortælle om Fredericia, og sige man har været med til at gøre en forskel.”

Politisk har O’Donovan en partifælle, som hun særligt godt kan lide og ser op til på en måde. Samtidig kigger hun også over mod den anden side af Atlanterhavet for at finde en politiker, som har gjort et indtryk på hende.

”Eva Kjer Hansen kan jeg godt lide, hun er meget sin egen person og en stærk kvinde. Jeg er også ret vild med Barack Obama,” lyder ordene fra Frances O’Donovan-Sadat.

Fakta Frances O’Donovan-Sadat
Alder:  28 år
Født i Fredericia
Gift
Har en dreng på tre år
Gik på Fredericia Gymnasium
Har netop afsluttet kandidat i Statskundskab