Der var fuldt hus, da Middelfart Ungdomsråd torsdag den 23. oktober inviterede til valgdebat for de lokale ungdomsuddannelser. Hele 750 unge var mødt op for at diskutere politik, fremtid og hverdagsudfordringer med byens kandidater.
Debatten, der fandt sted fra klokken 12.00 til 13.00, blev modereret af DR-journalist og tidligere middelfarter Amalie Schroll Munk. Emnerne var udvalgt af de studerende selv, og det satte et ærligt og direkte præg på debatten.
»De unge havde på forhånd valgt emnerne, og det betød, at det blev deres virkelighed og deres spørgsmål, der fyldte,« fortæller Sally Hundahl, der som forkvinde for Middelfart Ungdomsråd stod i spidsen for arrangementet.
Ifølge hende blev der især diskuteret to temaer, som fylder meget i unges hverdag: mental sundhed og transport. »De talte om den trivselskrise, vi har lige nu, og der var meget delte holdninger blandt kandidaterne. Men de unge var ret tydelige i, at det er et område, der skal tages alvorligt,« siger hun.
Transportspørgsmålet skabte også genklang blandt både publikum og politikere. »Der var fuldstændig enighed blandt de unge om, at der ikke er nok offentlig transport – og det kom vist lidt bag på nogle af kandidaterne. Der var flere, der virkede overraskede over, hvor stort et problem det faktisk er,« siger Sally Hundahl.
Debatten blev afholdt i et uformelt format, hvor de unge sad ved caféborde og kunne tale direkte med kandidaterne. »Vi ville gerne skabe en afslappet stemning, hvor de unge kunne få en ærlig samtale med politikerne. Og det virkede virkelig godt. Faktisk var det så hyggeligt, at det var svært at få kandidaterne op på scenen igen, fordi snakken bare fortsatte ved bordene,« fortæller hun med et grin.
Stemningen var ifølge arrangørerne præget af engagement og nysgerrighed. »De unge deltog aktivt, og mange gav udtryk for, at de kunne bruge debatten til noget. Det var ikke bare snak – der blev lyttet,« siger Sally Hundahl.
Hun fortæller, at tilbagemeldingerne fra både elever og lærere har været overvældende positive. »Jeg talte med nogle af lærerne bagefter, blandt andet Susanne, som sagde, at det havde været virkelig brugbart. De syntes, det var rart, at man samlede alle ungdomsuddannelserne ét sted, i stedet for at holde flere små debatter ude på skolerne. Det gav noget energi og sammenhæng,« siger hun.
For Sally Hundahl og resten af Ungdomsrådet var det vigtigt at skabe en platform, hvor unge kunne møde politikere i øjenhøjde – og hvor politikerne fik et ærligt indblik i de emner, der fylder hos de unge. »Det betyder meget, at vi kan være med til at bygge bro mellem unge og politik. Vi håber, at kandidaterne tager nogle af pointerne med sig videre,« siger hun.
Om Ungdomsrådet gentager succesen om fire år, må tiden vise. »Det bliver jo op til det næste ungdomsråd at beslutte, men jeg håber virkelig, de griber bolden. For det her har været en kæmpe succes – både for os og for de unge,« siger Sally Hundahl.
Liberal Alliances spidskandidat i Kolding, Gitte Grønbæk, går til valg med et klart budskab: kernevelfærd, mindre bureaukrati og en kommune, der leverer resultater i stedet for planer.
»Vores fokus er på kernevelfærd. Man skal kunne regne med, at man kan få passet sine børn i lokalområdet, at der er gode skoler med høj faglighed og ro til undervisningen, og at alle unge, når de forlader folkeskolen, enten kommer videre i uddannelse eller job. Og så skal man kunne stole på, at når man virkelig har brug for hjælp, så får man hjælp,« siger hun.
Hun mener, at Kolding har brug for en ny retning – og et opgør med de mange strategier og planer, som aldrig bliver til noget konkret. »Vi skal have sat økonomi på alle de planer, der ligger i skuffen. Vi har masser af visioner, men de betyder ikke noget, hvis vi ikke følger op med handling og finansiering. Det næste skridt er at prioritere og føre ud i livet,« siger Gitte Grønbæk.
For hende handler udvikling ikke om at bruge flere penge, men om at bruge dem bedre. »Vi skal ikke bruge flere penge. Pengene ligger bedst i borgernes egne lommer. Vi skal bruge færre penge – og bruge dem mere klogt. Man har ikke brug for flere penge, man har brug for mere fornuft,« siger hun.
Hun peger på, at de største effektiviseringer findes i den kommunale administration. »Der skal spares i bureaukratiet. Vi skal have en hurtigere og mere effektiv sagsbehandling, både for borgere og virksomheder. Når man henvender sig til kommunen, skal man mødes af en løsning – ikke af papirer, procedurer og ventetid,« siger hun.
Gitte Grønbæk advarer mod den politiske trang til at overkomplicere. »Vi spiller nogle gange ben for os selv med de mange politiske strategier og arkitekturpolitikker. Det kræver flere medarbejdere og skaber mere bureaukrati i stedet for at forenkle. Vi skal gøre det lettere, ikke sværere, at være borger i Kolding,« siger hun.
Et andet nøglepunkt for Liberal Alliance er, at Kolding skal have attraktive byggegrunde og erhvervsjord klar, så væksten ikke går i stå. »Når børnefamilier eller virksomheder vil flytte til Kolding, skal varen være på hylden. Vi skal have attraktive byggegrunde i både Kolding Syd, Kolding Nord og i vores centerbyer. Og vi skal have mere erhvervsjord langs E45 i den sydlige del af Kolding – det er dér, vi kan tiltrække nye arbejdspladser,« siger hun.
På spørgsmålet om, hvor hun ser Koldings største udfordring, svarer hun uden tøven: »Vi mangler en klar retning. Byrådet og borgerne skal vide, hvor vi er på vej hen – både når det handler om byudvikling, erhverv og bosætning. Lige nu famler vi. Vi har brug for lederskab og forenkling,« siger hun.
Hun fremhæver også konkrete områder, der skal prioriteres i byudviklingen. »Når vi sætter gang i udviklingen af Kolding by, skal vi starte med Riberdyb og Holmsminde – og derefter Marina City. Vi skal tænke stort, men handle klogt,« siger hun.
Gitte Grønbæk beskriver sin politiske tilgang som pragmatisk og samarbejdende. »Jeg forsøger altid at være faglig og løsningsorienteret. Jeg sætter mig ind i tingene, og jeg håber, at vi kan finde fælles løsninger. Politik handler jo ikke om at være enig om alt, men om at få ting til at ske. Jeg håber, flere får øjnene op for, at vi kan gøre det lettere at være borger i Kolding Kommune, hvis vi prioriterer rigtigt,« siger hun.
For de næste fire år har hun en klar vision: Kolding skal være en kommune, der vokser – men uden at vokse fra sig selv. »Vi skal tiltrække flere borgere og virksomheder. Det er grundlaget for, at vi har råd til udvikling. Hvis færre flytter til, og færre virksomheder etablerer sig, bliver Kolding en fattigere kommune. Derfor skal vi altid have byggegrunde og erhvervsjord klar – og en simpel administration, der løser problemerne, ikke skaber dem,« siger Gitte Grønbæk.
Hun slutter med en pointe, der opsummerer Liberal Alliances valgkamp i Kolding: »Vi har ikke brug for flere planer. Vi har brug for mere handling.«
POLITIK. Hos Socialistisk Folkeparti er der ingen tvivl om, hvad valget den 18. november handler om. For borgmesterkandidat Malene Søgaard-Andersen er det et velfærdsvalg.
»For os er det her et velfærdsvalg. Det handler om, at vi skal have løftet vores kernevelfærd på de områder, hvor borgerne har brug for, at vi leverer som kommune,« siger hun.
Hun peger på fire områder, der skal prioriteres højest: daginstitutionerne, folkeskolen, ældreplejen og familieafdelingen. »Vi skal sikre, at vores daginstitutioner faktisk lever op til minimumsnormeringerne – ikke bare på papiret, men i hele åbningstiden. Vi skal sikre gode rammer i folkeskolen, hvor dygtige og engagerede voksne kan hjælpe børnene både fagligt og socialt. Og vi skal have en ældrepleje, hvor de ældre får den støtte og hjælp, de har brug for,« siger hun.
Hun nævner familieafdelingen som et område, der skal have politisk fokus og stabilitet. »De sager, vi har set i familieafdelingen de seneste år, viser, hvor vigtigt det er, at vi som kommune kan løfte opgaven omkring sårbare borgere og familier. Det er kernevelfærd i SF’s optik,« siger hun.
For Malene Søgaard-Andersen er kommunens største udfordring tydelig: ulighed. »Vi er rigtig bekymrede for den stigende ulighed i Fredericia. Det kan vi se i tallene for børnefattigdom, og vi kan se det i forskellen på, hvor mange børn der trives i vores bydele. Det er en udfordring, vi som politikere har pligt til at tage alvorligt,« siger hun.
Hun mener, at vejen til at mindske uligheden går gennem bedre kernevelfærd. »Vi skal sikre, at alle har lige adgang til god uddannelse, god pasning og den hjælp, der er nødvendig, hvis man står i en svær familiesituation. Det er sådan, vi skaber et mere retfærdigt samfund – ved at styrke det, der virker tæt på borgerne,« siger hun.
Hun lægger ikke skjul på, at det kræver økonomiske prioriteringer. »Vi skal bruge vores penge klogt, men vi bliver nødt til at løfte vores kernevelfærd. Jeg tror ikke, der er nogen, der sætter sig ned med kommunens budget og tænker: her har vi penge nok. Det har vi ikke. Vi skal finde midlerne til det, der er vigtigst – at sikre borgernes trivsel og tryghed,« siger hun.
Et af SF’s konkrete forslag er at gennemgå kommunens udvalg og struktur for at frigive ressourcer. »Vi mener, at vi skal se på, om vi kan slanke udvalgsstrukturen. Færre udvalg kan betyde mindre administrativt arbejde og flere penge til velfærden. Vi bliver nødt til at have modet til at prioritere,« siger hun.
Hun er også klar i mælet om, hvad der ikke er kernevelfærd. »Der har været talt om at bygge et nyt teater, men i vores optik er det ikke kernevelfærd. Det er vigtigt med kultur, men vi skal først og fremmest sikre gode rammer for børn og unge og for vores nye folkeskole. Det er dér, pengene skal ligge,« siger hun.
SF’s spidskandidat ønsker også en ny politisk kultur i Fredericia, hvor samarbejde og saglighed erstatter personlige angreb. »Det kommer ved, at vi taler politik – ikke personer. Vi skal diskutere, hvordan vi skaber forandring til gavn for borgerne, ikke hvem der har sagt hvad i sidste uge. Vi skal væk fra personangreb og tilbage til at snakke om opgaven,« siger hun.
Hun understreger, at SF vil arbejde for at skabe en kultur, hvor partierne kan mødes på tværs af forskelle. »Vi er nødt til at tage fat i, hvordan vi samarbejder i byrådet. Det handler om at finde løsninger sammen og respektere, at vi kan have forskellige perspektiver. Det er sådan, vi får en sund politisk kultur,« siger hun.
Når talen falder på visionen for Fredericia de næste fire år, vender Malene Søgaard-Andersen tilbage til partiets hovedbudskab. »Der er allerede vedtaget en vision om, at Fredericia skal være børnefamiliernes førstevalg – og det er en vision, vi gerne vil omsætte til virkelighed. Det kræver, at man prioriterer børnene, skolerne og de familier, der har brug for støtte,« siger hun.
Men SF vil også have kommunen til at tage sin grønne profil alvorligt. »Vi vil gerne, at Fredericia bliver grøn i verdensklasse – men det skal være reelt grønt, ikke pynt. Det handler om handling. Vi skal have en grøn trafikplan, omlægge flere landbrugsområder til grønne rekreative områder og sikre, at den grønne omstilling bliver noget, borgerne kan mærke i hverdagen,« siger hun.
Hun afrunder med en tanke, der binder SF’s politik sammen: »Fredericia skal være et sted, hvor man trygt kan vokse op, hvor fællesskabet fungerer, og hvor man kan mærke, at velfærden virker. Det er det, vi kæmper for – og det er det, der skal definere de næste fire år.«
POLITIK. Moderaternes spidskandidat i Fredericia, Hans-Jørgen Jagd, går til valg med en ambition om at ændre tonen i lokalpolitik. For ham handler kommunalvalget ikke kun om partiprogrammer og procenter, men om samarbejde, respekt og fælles løsninger.
»Vi går til valg på et bedre samarbejde i Fredericia Kommune – hen over midten. Det er jo det, Moderaterne er sat i verden for. Vores farve er en blanding af blå og rød, og sådan ser jeg også byrådet. Vi skal væk fra blokpolitik og finde løsninger i fællesskab,« siger han.
Han beskriver partiets rolle som en brobygger i et byråd, der ifølge ham alt for længe har været præget af mistillid og skyttegravstænkning. »Vi vil gerne være dem, der får rød blok og blå blok til at arbejde sammen til fælles bedste løsninger. Det kræver, at man tør række hånden ud og tage dialogen – også når man er uenig,« siger han.
Moderaternes valgprogram tager udgangspunkt i tre mærkesager: samarbejde, grøn handling og ansvarlig økonomi. »Udover det bedre samarbejde er grøn omstilling en af vores helt store prioriteter. Vi taler meget om grøn omstilling, men der er for lidt handling. Vi skal tage fat rigtigt – ikke bare tale om det,« siger han.
For Hans-Jørgen Jagd handler det grønne ansvar både om miljø og økonomi. »Vi skal have en kommune, der tør investere grønt og tænke langsigtet. Det er derfor, vi har valgt at indgå i det grønne valgforbund. Der er et stort potentiale for at gøre Fredericia mere bæredygtig – både i energiproduktion, byggeri og transport. Det er en kæmpe opgave, og det kræver politisk vilje,« siger han.
Når talen falder på kommunens største udfordringer, peger han hurtigt på folkeskolen. »Skolerne er et stort problem. Vi taler meget om tilflytning, men det hænger jo sammen. Hvis man som børnefamilie overvejer at flytte til Fredericia, så kigger man på skolerne – og lige nu viser tallene, at for mange børn dumper i dansk og matematik. Det får folk til at vælge os fra. Vi kan ikke være tilfredse med, at børn går ud af skolen uden at kunne læse, skrive og regne ordentligt. Det er både et socialt og et økonomisk problem,« siger han.
Han mener dog ikke, at flere penge alene er løsningen. »Der skal sikkert bruges nogle flere midler, men penge i sig selv løser ikke alt. Det handler også om at organisere arbejdet bedre. Jeg oplever dagligt, at der bliver spildt penge i kommunens drift – på dårlig planlægning og forældede arbejdsgange. Der mangler et eftersyn, hvor man spørger sig selv, hvilke opgaver skal vi stadig løse, og hvilke kan vi slippe. Det gør man ikke nok i dag,« siger han.
For Hans-Jørgen Jagd handler effektivitet ikke om at spare for enhver pris, men om at bruge pengene klogere. »Når der hele tiden kommer nye opgaver og nye lovkrav, så glemmer man at tage noget af det gamle væk. Det ender med, at vi løser opgaver, som ikke længere giver mening. Det skal vi have gjort op med,« siger han.
Han anerkender, at samarbejde i byrådet er en vanskelig disciplin, men han mener, at det begynder med den enkelte. »Man skal gå forrest med et godt eksempel. Det handler om at tale til hinanden – og om hinanden – med respekt. I en valgkamp kan man hurtigt komme til at sige noget negativt om sine modstandere, men man skal passe på, at man ikke graver grøfter, man ikke kan bygge bro over bagefter. Det er det vigtigste,« siger han.
Han understreger, at Moderaterne ønsker at være den samlende kraft, som kan skabe et nyt samarbejdsklima i byrådet. »Jeg tror, der er mange, der savner en mere samlende figur i Fredericia. Vi skal have politikere, der kan samarbejde på tværs – og ikke bare kæmpe for at vinde hver sin blok. Hvis man vil have noget ud af politik, så skal man kunne se ud over egen næsetip,« siger han.
Når det gælder visionen for de næste fire år, lægger Hans-Jørgen Jagd vægt på ansvarlighed og økonomisk stabilitet. »Det lyder måske kedeligt, men vi skal have styr på økonomien. Jeg er bekymret for kommunens økonomiske fremtid. Ørsted-sagen kan potentielt koste Fredericia 350 millioner kroner. Det er et kæmpe beløb, og det kan få store konsekvenser for driften. Man skal ikke tage noget for givet, for i enhver retssag ligger der en procesrisiko. Det skal vi forholde os alvorligt til,« siger han.
Hans-Jørgen Jagd håber, at vælgerne vil se Moderaterne som et roligt og konstruktivt valg i en tid, hvor frontlinjerne ofte trækkes skarpt op. »Vi går ikke til valg på at skabe konflikter. Vi går til valg på at skabe resultater. Vi vil have et byråd, hvor man taler sammen – ikke forbi hinanden. Hvor man handler på den grønne dagsorden, i stedet for bare at tale om den. Og hvor man bruger borgernes penge fornuftigt,« siger han.
Han runder af med en tanke, der indrammer både hans politiske stil og ambition: »Fredericia har brug for samarbejde, stabilitet og sund fornuft. Det er det, vi står for. Vi skal bygge broer – ikke mure.«
Socialdemokratiet i Fredericia har lanceret sit valgprogram for 2025 under overskriften Sammen om Fredericia – et program, der skal samle hele kommunen fra Trelde Næs til Herslev, fra Skærbæk til Kanalbyen. Programmet beskriver en rejse gennem by og land, fra natur til havn, hvor fællesskab, frivillighed og foreningsliv binder kommunen sammen.
Fortællingen begynder i nord ved Trelde Næs, går gennem Egeskov, Bredstrup og Pjedsted, hvor børn cykler hjem fra skole og foreningslivet summer. Den fortsætter til Taulov og Skærbæk, hvor erhverv og fiskeri møder fjorden, videre til Erritsø, Snoghøj og Kanalbyen, og slutter på cirkelbroen inden for voldene – med udsigten over Lillebælt og Sundhedshuset i syd. Her er cirklen fuldendt, som symbol på en kommune i bevægelse.
Socialdemokratiet beskriver programmet som en kærlighedserklæring til Fredericia og en påmindelse om, at udviklingen skal ske med omtanke. »Borgerne skal vide, at det, som virkelig betyder noget for os socialdemokrater, er ordentlighed og omtanke. Ordentlighed i debatten, over for borgerne og over for hinanden,« lyder det i oplægget.
Partiet understreger, at både tonen og samarbejdet i Fredericia skal præges af respekt. »Vi skal tale ordentligt til hinanden – ansigt til ansigt og på de sociale medier. Og vi skal behandle hinanden med respekt, både i hverdagen og når tilværelsen spidser til,« står der i programmet.
Gruppeformand John Nyborg siger: »Det, der betyder mest for os, er ordentlighed og omtanke – både i den politiske debat, i vores økonomiske beslutninger og i mødet med borgerne.«
Kredsformand Karsten Cordtz uddyber: »De bedste resultater opnås, når de valgte politikere arbejder sammen om at finde løsninger, der favner bredt. Sådan har det altid været i Fredericia – og sådan vil vi sikre, at det fortsætter.«
Børn, unge og familier
Fredericia Byråd er enige om, at kommunen skal være børnefamiliernes førstevalg. Socialdemokratiet vil styrke de første 1000 dage af et barns liv, sikre høj kvalitet i daginstitutioner og folkeskoler og skabe gode fysiske rammer. Målet er, at Fredericias børn skal bestå folkeskolens afgangsprøve og få et solidt afsæt i livet. Den nye skole på Skansevej fremhæves som et vigtigt skridt, og partiet ser behov for en ny stor daginstitution i vestbyen, hvor antallet af familier vokser.
Et trygt liv for ældre
Tryghed, nærvær og livsglæde står centralt i Socialdemokratiets ældrepolitik. Partiet vil skabe gode rammer for fællesskab og bekæmpe ensomhed gennem sociale aktiviteter, støtte ved livsomvæltninger og hjælp til digitale udfordringer. Et centralt fokus er bedre arbejdsvilkår og større medarbejderinddragelse i ældreplejen. »Uden dygtige og engagerede medarbejdere er der intet, der fungerer,« lyder det i programmet.
Natur, klima og grøn omstilling
Fredericia beskrives som en grøn kommune med skov, krat, vandhuller og levende hegn, der danner grønne korridorer gennem by og land. Socialdemokratiet vil dog ikke hvile på laurbærrene. Der skal skabes flere let tilgængelige grønne åndehuller, og biodiversiteten skal styrkes.
Målet er, at Fredericia skal være CO₂-negativ hurtigst muligt og senest i 2033. Partiet vil prioritere den grønne omstilling og fremme Fredericias rolle som centrum for energiproduktion og forsyningssikkerhed – altid med hensyn til klima, miljø og natur.
Kultur, fritid og foreningsliv
Socialdemokratiet lægger vægt på, at Fredericia skal være en by, der byder på oplevelser hver dag. Fredericia Idrætscenter og Madsbyparken fremhæves som nationalt anerkendte områder for idræt og bevægelse, og der ønskes fortsat udvikling og udbygning af begge.
Partiet vil desuden styrke Kulturkasernen, Depotgården, Kringsminde og Den Kreative Skole samt fritidstilbud som Ungdommens Hus og Bastionen. Både bredden, eliten og de selvorganiserede aktiviteter skal prioriteres. »Vi er stolte af vores rige kultur- og foreningsliv, og det skal blive ved med at være en del af Fredericias DNA,« lyder det i programmet.
Social tryghed og rummelighed
Fredericia skal være en by for alle – og en by, der har brug for alle. Socialdemokratiet vil styrke arbejdet med at bryde den negative sociale arv gennem tidlig indsats for udsatte børn og en mere inkluderende indsats for udsatte unge og ældre. Samarbejdet med lokale virksomheder skal udbygges for at skabe et rummeligt arbejdsmarked, hvor fritidsjob til unge og plads til mennesker med udfordringer prioriteres højt.
Garnison og uddannelse
Som garnisonsby vil Fredericia fortsat spille en central rolle. Socialdemokratiet vil arbejde for at fastholde og udvikle kasernen, skabe flere uddannelsestilbud knyttet til forsvaret og gøre det attraktivt for værnepligtige og ansatte at bosætte sig i kommunen. Veteranpolitikken skal samtidig styrkes.
Kommunen som arbejdsplads
Med 4.000 ansatte er Fredericia Kommune byens største arbejdsplads. Socialdemokratiet lægger vægt på tillid, faglighed og respekt som grundlag for et stærkt fællesskab. Partiet markerer afstand til personangreb og ønsker en politisk kultur med arbejdsglæde, ordentlighed og åbenhed.
Programmet afsluttes med et klart løfte: »Vi forpligter os på at drive kommunen som en ordentlig arbejdsplads, baseret på tillid, ordentlighed og ordholdenhed – og ikke mindst arbejdsglæde.«
En fælles retning for Fredericia
Socialdemokratiet ser fællesskab, bæredygtighed og social ansvarlighed som de tre søjler, der skal bære kommunen fremad. »Vi vil Fredericia – sammen. For os handler politik om mennesker, fællesskab og ordentlighed,« lyder afslutningen på valgprogrammet.
Borgmester Christian Bro sætter i den forbindelse valgplakaterne op over for det gamle rådhus i Vendersgade som startskud på valgkampen, hvor budskabet er lige så enkelt, som det er gennemgående: omtanke, ordentlighed og fællesskab.
POLITIK. Dansk Folkepartis borgmesterkandidat i Fredericia, Susanne Eilersen, går til valg med en klar ambition: at bringe kommunen tilbage til sine rødder. For hende handler det kommende valg ikke bare om tal og budgetter, men om ledelse, tillid og omsorg – både i byrådet og ude blandt borgerne.
»Vi går til valg på vores kerneværdier,« siger hun. »Der er mange ting at tage fat på – både ældreområdet, folkeskolen og familierne. Men allervigtigst er det, at Fredericia igen bliver en politisk ledet kommune. Lige nu har vi en forvaltningsledet kommune, og det går ikke. Politikerne skal tage lederskabet på sig. Vi skal turde stå i spidsen.«
Hun beskriver sin vision som et opgør med den afstand, der er opstået mellem byråd, forvaltning og borgere. »Når lederen ikke tager lederskabet, så gør forvaltningen det – og det er jo fair nok, for kommunen skal jo ledes. Men det er os politikere, der er valgt til at sætte retningen. Vi skal skabe en kommune, hvor borgerne igen føler, at vi er der for dem,« siger hun.
Ældreområdet står højt på Dansk Folkepartis liste. Her ønsker Eilersen en ny balance mellem teknologi og menneskelig omsorg. »Vi skal passe bedre på vores ældre. Det er fint med ny teknologi, men vi har brug for flere hænder og mere nærvær. Plejehjemmene må ikke blive opbevaringssteder – de skal være steder med omsorg, liv og respekt,« siger hun.
På skoleområdet ser hun samme behov for forandring. »Vi har alt for mange børn og unge, der ikke trives – og som ikke kan bestå dansk og matematik. Det betyder, at de får svært ved at tage en uddannelse og skabe et godt liv. Vi skal tilbage til en folkeskole, hvor faglighed og trivsel går hånd i hånd,« siger hun.
Også familieområdet skal have en ny tilgang, mener hun. »Vi skal tvangsfjerne færre børn. Selvfølgelig skal de børn, der har brug for det, hjælpes ud af en svær situation. Men vi skal sætte langt mere ind med forebyggelse og støtte familierne som en helhed. Vi kan forhindre mange tragedier, hvis vi hjælper i tide,« siger hun.
Men det største problem i Fredericia ligger ifølge Susanne Eilersen ikke kun i enkelte politikområder, men i kulturen og tilliden – både internt i byrådet og mellem kommune og borgere. »Vi skal genskabe tilliden og respekten for hinanden. Der har manglet dialog og samarbejde. Vi skal genfinde den kultur, hvor man lytter, inddrager og informerer,« siger hun.
Som borgmesterkandidat lægger hun vægt på, at samarbejde ikke kommer af sig selv, men kræver en tydelig og opsøgende ledelsesstil. »Hvis jeg bliver borgmester, vil jeg være imødekommende, inddragende og samarbejdsskabende. En borgmester skal hele tiden være i dialog med de andre partier – ringe, mødes, lytte. Det er et arbejde, der kræver tid og vilje, men det er sådan, man skaber resultater. Det er borgmesterens fornemste opgave,« siger hun.
Hun vil også have fokus på, hvordan kommunen møder borgerne i hverdagen. »Kommunen skal være en servicevirksomhed. Vi er her for borgerne – ikke omvendt. Mange borgere føler, at det er dem, der skal passe ind i systemet, men sådan skal det ikke være. Vi skal møde folk med respekt, lytte til dem og finde løsninger sammen med dem,« siger hun.
For Susanne Eilersen handler det om at skabe en kulturændring, der kan tage tid – men som er nødvendig. »Vi skal have en klar politisk retning. Det vil tage tid, og alle skal finde deres plads, men vi skal begynde med det samme. Fredericia har brug for at genskabe tilliden til det offentlige system, og det er en af de største opgaver, vi står med,« siger hun.
Hun peger på, at manglen på tillid ikke kun mærkes i byrådet, men også i forholdet til erhvervslivet. »Tilliden mellem borgere, erhvervsliv og byråd er lav. Hvis vi kan genskabe den, kan vi også løse mange af de udfordringer, vi står overfor. Lige nu kæmper dele af erhvervslivet, og det påvirker hele byens økonomi. Vi ser det i detailhandlen, hvor tomme butikker bliver et synligt tegn på, at noget ikke fungerer. Det kan vi ikke ignorere,« siger hun.
Hun peger på sammenhængen mellem et levende handelsliv, bosætning og kommunens økonomi. »Hvis vi ikke løfter detailhandlen, får vi ikke nye borgere, og så mister vi skatteindtægter, som vi skal bruge til velfærd. Det hænger sammen. Vi skal have gang i byen igen – både for de unges skyld og for hele kommunens fremtid,« siger hun.
Når talen falder på de næste fire år, handler hendes vision om hverdag, fundament og fællesskab. »Fredericia skal være et godt sted at bo og leve. Hverdagen skal være god – det er fundamentet. Vi skal have gode skoler, daginstitutioner, et velfungerende ældreområde, en god infrastruktur og et stærkt handelsliv. Og vi skal udvikle vores fyrtårne – både på idræts- og kulturområdet – for de trækker folk til byen. Men vigtigst af alt er, at vi, der bor her, trives og føler, at vi bor i en kommune, vi kan være stolte af,« siger Susanne Eilersen.
En ny dokumentarserie på DR sætter fokus på lærlingenes virkelighed i den danske byggebranche. Her fortæller 28 unge håndværkere om chikane, mobning og en rå kultur, der har sat dybe spor. Serien »Bare en lortelærling« har sat gang i en landsdækkende debat om, hvordan vi som samfund behandler de unge, der skal bære håndværksfagene videre.
På EUC Lillebælt i Fredericia har man fulgt serien med både bekymring og refleksion. For mens det er nødvendigt, at de svære historier bliver fortalt, skal de gode ikke glemmes, siger uddannelseschef Camilla Almfort.
»Når man gør noget, så sker der noget. Det kan være positivt, og det kan være negativt. På den ene side kan man blive urolig for, at de dårlige historier fjerner alle de gode. På den anden side må man sige, at én dårlig lærepladsoplevelse er én for mange,« siger hun.
En virkelighed med to sider
DR’s tema »Livet som lærling« handler ikke kun om skandaler og svigt. Det handler også om at forstå den kultur, som lærlinge træder ind i – og at skabe plads til en nuanceret samtale. Netop den balance efterlyser Camilla Almfort.
»Jeg tænker, at rigtig mange virksomheder gør sig meget umage med at være professionelle. Det er vigtigt, at vi ikke skaber usikkerhed i de virksomheder, der faktisk tager et stort ansvar ved at tage lærlinge ind. Samtidig skal vi turde tale om de steder, hvor der er behov for ekstra støtte og opmærksomhed. Det ene udelukker ikke det andet,« siger hun.
DR’s serie dokumenterer en række sager, hvor unge håndværkere har oplevet både chikane, vold og en såkaldt nulfejlskultur, der har gjort deres læretid til et psykisk pres. Men for Camilla Almfort er det lige så vigtigt at bruge serien som afsæt for handling som til debat.
»Debatten handler lige nu meget om lærlingene som den sårede part. Men jeg mener også, at virksomhederne skal være en del af løsningen. Vi skal hjælpe dem, så de har de rette redskaber til at skabe et sundt og trygt arbejdsmiljø. Mange vil det rigtige, men kan have brug for støtte til, hvordan man gør,« siger hun.
Klædt på til virkeligheden
På EUC Lillebælt har arbejdet med kultur, grænser og trivsel længe været en del af skolens pædagogiske fokus. Ikke som en reaktion på DR’s dokumentar, men som et nødvendigt fundament i uddannelsen af unge, der skal begå sig i et arbejdsliv med mange kulturer og stærke hierarkier.
»Vi har været opmærksomme på, at når vores lærlinge træder ud i en virksomhed, kan der nogle gange være kulturelle barrierer. Virksomheden præsenterer én kultur, og lærlingen kommer ind med en anden. Noget af det, vi har arbejdet meget målrettet med, er at informere eleverne på vores grundforløb om grænsesætning, diversitet, og hvad uønsket seksuel opmærksomhed er. Vi taler med dem om, hvordan de kan håndtere situationer, der overskrider deres grænser, og hvor de kan henvende sig, hvis de oplever noget,« forklarer Camilla Almfort.
Netop det sidste – at vide, hvor man kan gå hen – er noget, flere af de medvirkende i DR’s dokumentar har efterlyst. Nogle af de unge lærlinge fortæller, at de stod alene og ikke anede, hvem de kunne dele oplevelserne med.
»Det har været meget vigtigt for os at gøre tydeligt, både i vores studieordensregler, på vores hjemmeside og i undervisningen, hvor eleverne kan henvende sig. Det gælder uanset, om det handler om chikane, mobning eller noget helt tredje. De skal vide, at de ikke står alene,« siger hun.
Nye samarbejder med virksomheder
Selv om EUC Lillebælt ikke planlægger at ændre kurs, bliver indsatsen hele tiden udbygget. Ifølge Camilla Almfort er det afgørende, at skoler og virksomheder arbejder tæt sammen, hvis lærlingene skal trives.
»Vi har ikke sat nye tiltag i gang som følge af dokumentaren, men vi fortsætter med at støtte lærlingene i deres viden om kultur og grænsesætning. Samtidig har vi iværksat initiativer, hvor vi hjælper virksomheder, der måske gerne vil tage lærlinge, men kan mærke, at det kan være konfliktfyldt. Vi støtter dem i at sikre gode lærepladsforløb,« fortæller hun.
For EUC Lillebælt handler det ikke kun om at reagere, men om at forebygge. Det er her, skolens medarbejdere oplever, at der kan gøres en reel forskel.
»Vi skal have et system, hvor alle føler sig trygge. Det kræver, at vi både styrker lærlingene i at kende deres rettigheder og grænser – og hjælper virksomhederne til at skabe en kultur, hvor der er plads til forskellighed, og hvor respekt er en selvfølge,« siger hun.
Et ansvar for fremtiden
Ifølge Finansministeriets fremskrivninger vil Danmark i 2030 mangle omkring 70.000 faglærte. Det gør debatten om arbejdskultur endnu mere presserende. Hvis lærlinge falder fra, eller hvis dårlige erfaringer skræmmer unge væk fra erhvervsuddannelserne, risikerer samfundet at stå uden de hænder, der får hjulene til at dreje.
Derfor ser EUC Lillebælt DR’s tema som en anledning til at tage samtalen alvorligt.
»Jeg tror, vi alle sammen har et ansvar for at skabe de bedste rammer for vores unge. Det gælder både erhvervsskolerne, virksomhederne og samfundet som helhed. Hvis vi vil have flere til at vælge håndværksfagene, må vi også vise, at det er et sted, hvor man kan føle sig tryg, lære noget og blive en del af et fællesskab,« siger Camilla Almfort.
Debatten er først lige begyndt. Men for de unge, der i disse år binder værktøjsbæltet om livet for første gang, er den altafgørende. For deres oplevelse af lærlingelivet kan blive afgørende for, om Danmark også i fremtiden har hænder nok til at bygge det, vi drømmer om.
Det er fredag eftermiddag i Fredericia. Lyden af latter, garnnøgler der ruller hen over borde og små samtaler, der flyder sammen til en summen, fylder hallen på MESSE C, hvor årets KREATIVE DAGE er i gang. Midt i det hele står SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, med sit strikketøjet i en pose tæt ved. Overfor hende sidder Maria Bjerg, kvinden bag Skaberglæde, der med rolig stemme styrer samtalen.
Foran dem sidder flere hundrede mennesker – så mange, at arrangørerne må finde ekstra stole frem. Andre står i døråbningen, læner sig op ad væggene eller sætter sig på gulvet mellem standene. Stemningen er afslappet, men forventningsfuld.
»Når jeg strikker, så lytter jeg bedre,« siger Pia Olsen Dyhr og smiler skævt ud mod publikum. »Hvis jeg ikke strikker, begynder jeg at lave alt muligt andet. Jeg laver indkøbslister i hovedet, tænker på maleprojekter derhjemme og farver på vægge. Så strikkeriet hjælper mig til at holde fokus.«
Der bliver grinet i salen. Mange nikker genkendende. Det er ikke hver dag, en partiformand fortæller, at nøglen til koncentration ligger i en bunke garn. Men det er præcis det, der gør samtalen i Fredericia så nærværende.
Håndarbejde som politisk modvægt
Pia Olsen Dyhr fortæller, at hun i begyndelsen tøvede med at tage sit strikketøj med ind på Christiansborg.
»Jeg var bange for, at folk ville synes, jeg var useriøs, hvis jeg sad og strikkede under møderne. Men jeg ved jo, at jeg koncentrerer mig bedre, når jeg strikker. Så må folk mene, hvad de vil,« siger hun og tilføjer grinende:
»I dag ved flere af mine kollegaer godt, at det faktisk virker. Selv Jakob Ellemann har prøvet det. Han fik lov at slå otte masker op, men jeg tror ikke, han blev bidt af det,« siger hun, og latteren bryder ud i salen.
For Pia Olsen Dyhr er strik ikke bare en hobby. Det er et anker. Et modstykke til tempoet, konflikterne og det evige pres, der følger med at være partiformand.
»Jeg bliver glad af at strikke. Det er en kæmpe tilfredsstillelse at lave noget, der bliver færdigt. Måske er det derfor, jeg kunne lide at være transportminister – der kunne man se, at beslutningerne blev til noget konkret ude i virkeligheden,« fortæller hun.
Hun ser ned på garnet i hænderne og fortsætter mere stille:
»I politik er meget af det, vi laver, usynligt. Man kan ikke måle glæden hos et barn, fordi der er kommet flere pædagoger i daginstitutionerne. Men når jeg strikker en trøje, så kan jeg se den, jeg kan tage den på, og jeg kan give den væk. Det er meget håndgribeligt. Det gør mig glad.«
Craft-psykologi og ro i nervesystemet
Samtalen på MESSE C kredser om det, Maria Bjerg kalder craft-psykologi – et felt, der undersøger, hvordan kreativt håndarbejde påvirker hjernen og trivslen.
»Når vi sidder med noget mellem hænderne, som gentager sig, så stimulerer det nervesystemet på en måde, der skaber ro,« forklarer hun. »Det får os til at trække vejret dybere og være mere til stede. Det er egentlig meget simpelt, men utroligt effektivt.«
Pia Olsen Dyhr nikker og tilføjer:
»Jeg kan mærke det helt fysisk. Jeg bliver roligere, mit åndedræt bliver dybere, og tankerne falder på plads. Jeg tror, vi undervurderer, hvor meget vores hænder betyder for vores mentale helbred.«
Publikum lytter intenst. Mange sidder selv med strikketøj i skødet, og når Pia fortæller om, hvordan maskerne bliver en slags meditation, høres en stille summen af pinde, der klikker rytmisk.
Et liv fortalt i masker
Samtalen tager en mere personlig drejning, da Pia bliver spurgt, hvad hendes strik repræsenterer for hende.
»Jeg kan gå ind i mit skab og tage en trøje frem og huske præcis, hvordan jeg havde det, da jeg strikkede den. Nogle gange er det glæde, andre gange sorg. Jeg har en trøje, jeg aldrig vil give væk, fordi jeg sad og græd, mens jeg strikkede den. Der er noget meget rørende i det,« siger hun stille.
Hun fortæller, at hendes første store strikkeprojekt var en hvid, blå og sort trøje, hun lavede som helt ung.
»Jeg havde aldrig strikket noget fra et skabnøg. Jeg spurgte min mor, hvordan jeg lavede mine masker, men hun kunne ikke helt huske det, så jeg fandt på det selv. Den blev lidt skæv – bred foroven og smal forneden – men jeg var stolt. Jeg gav den til min lillebror, og han blev glad,« fortæller hun med et smil.
I dag strikker hun alt fra sweatre til strømper, gerne til familie og kollegaer. Det sidste projekt var et par stribede strømper til SF’s kandidat Rasmus Nordqvist. »Han havde ønsket sig dem i fem år, så nu fik han dem endelig,« siger hun med et grin.
Fra Christiansborg til sofaen ved Amager Fælled
Når Pia strikker, sker det oftest i sofaen derhjemme.
»Jeg har en blå sofa, hvor jeg sidder og kigger ud over vandet og kan se Amager Fælled. Det er mit yndlingssted. Der er ro. Jeg har prøvet at strikke i sengen, men det dur ikke. Og jeg forstår ikke folk, der kan gå og strikke – det ville jeg aldrig kunne,« siger hun og løfter skuldrene.
Hun fortæller, at hun strikker næsten hver dag, ofte mange timer ad gangen.
»Jeg sidder jo sindssygt mange timer til møder og forhandlinger. Andre sidder med telefonen og scroller. Jeg strikker. Det er min måde at holde koncentrationen på. Jeg ved, jeg lytter bedre, når mine hænder har noget at lave.«
Strik som modstand mod tempo
Både Pia Olsen Dyhr og Maria Bjerg kredser i samtalen om den moderne travlhed.
»Jeg tror, vi har opdraget en generation til altid at have travlt. Alt skal gå stærkt, og vi måler succes i tempo. Det tror jeg ikke, vi kan holde til,« siger Pia.
Hun mener, at håndarbejde kan være en slags modgift mod samfundets tempo.
»Under corona lærte jeg, hvor meget det betyder at skabe noget med hænderne. Jeg så, hvordan unge begyndte at strikke, tegne og bygge igen – også drenge. Det er en god modbevægelse. Jeg tror, det handler om at finde pausen midt i tempoet.«
Maria Bjerg supplerer:
»Når man sidder med hænderne i arbejde – det kan være strik, ler eller træ – så aktiveres vagusnerven, som får kroppen til at falde til ro. Det er derfor, man føler sig groundet. Det er ikke bare hyggeligt, det er fysiologisk dokumenteret, at det virker.«
At skabe med hænderne – også i folkeskolen
Pia Olsen Dyhr håber, at håndværk igen får en mere central rolle i skolen.
»Det er jo ikke alle børn, der har en mormor, der kan lære dem at sy eller strikke. Derfor er det vigtigt, at man lærer det i skolen. Det giver ikke bare færdigheder – det giver også ro, tålmodighed og selvtillid. Og man opdager måske, at man kan noget, der ikke kan måles i karakterer,« siger hun.
Hun peger på, at der i mange år har været en tendens til at måle succes ud fra, om man tog en akademisk uddannelse.
»Det er vigtigt, at vi som samfund også hylder dem, der skaber noget med hænderne. Vi har brug for, at det bliver en værdi igen – at det bliver noget, man er stolt af. For det er jo dybest set dem, der bygger landet op.«
Pausen som protest
Da Maria Bjerg spørger Pia, hvordan hun selv får plads til kreativitet i et liv, der konstant kræver hendes tilstedeværelse, svarer hun uden tøven:
»Jeg sætter tid til strik i kalenderen. Ligesom man gør med motion eller møder. Det er nødvendigt, ellers forsvinder det. Og det er en aftale, man ikke må aflyse – man må godt rykke den, men ikke aflyse den.«
Hun ler og fortæller, at hun køber mere garn, end hun nogensinde får brugt.
»Jeg køber alt for meget garn. Men jeg lægger opskriften ned i posen sammen med garnet, så jeg altid har et projekt klar. Så når jeg en dag ikke ved, hvad jeg skal lave, kan jeg bare tage et projekt op og gå i gang. Det giver ro, at jeg ved, der ligger noget klar til mig.«
Publikum klukker. Flere nikker – man fornemmer, at der er mange, der genkender sig selv i det billede.
Håndarbejde som fællesskab og terapi
Samtalen bevæger sig til sidst hen på håndarbejdets sociale dimension.
»Der er jo mange, der sidder alene og kæmper med stress eller sårbarhed. Jeg tror, vi kunne få meget ud af at bruge håndarbejde i fællesskaber. For det er ikke bare at sidde og nørkle – det er en måde at være sammen på, uden at man nødvendigvis skal tale om alt det svære,« siger Pia Olsen Dyhr.
Hun nævner eksempler på kommuner, hvor borgere med psykiske udfordringer arbejder med havebrug og kreative aktiviteter som led i rehabilitering.
»Man kunne sagtens gøre det samme med håndarbejde. Det skaber ro, men også fællesskab. Og det er jo i fællesskabet, vi finder kræfterne til at komme tilbage,« siger hun.
En afslutning med tråd til hverdagen
Da samtalen på MESSE C lakker mod enden, er der stadig mange, der har hånden i vejret. Stemningen er varm og rolig. Man mærker, at snakken om noget så simpelt som strikkepinde og garn har ramt en dybere tone i en tid, hvor travlhed ofte er blevet en livsstil.
Pia Olsen Dyhr ser ud over forsamlingen og smiler.
»Det her handler ikke om at strikke for strikkens skyld. Det handler om at gøre noget, der gør os glade. Noget, hvor vi kan mærke os selv og skabe med vores hænder. I en verden, hvor alt går stærkt, har vi brug for det mere end nogensinde,« siger hun.
Publikum klapper længe. Nogle rejser sig for at tage billeder, andre står lidt stille og ser ud, som om de allerede har besluttet sig for, hvad de skal lave, når de kommer hjem.
Et nyt projekt. Et par masker. En pause i livet.
Og måske, bare måske, et lille stykke politik i det stille.
POLITIK. Socialistisk Folkepartis Malene Søgaard-Andersen stiller nu officielt sit mandat til rådighed som borgmesterkandidat ved kommunalvalget i Fredericia den 18. november.
Ifølge Malene Søgaard-Andersen har beslutningen været undervejs gennem noget tid, men ønsket om at skabe klarhed over partiets position har fået hende til at melde det åbent ud.
»Det har været undervejs lidt noget tid. Men jo mere vi er blevet spurgt om, hvem der skal være borgmester, så har vi også haft behov for at gøre det tydeligt, at vi selvfølgelig stiller vores mandat til rådighed,« siger hun.
Hun understreger, at hun føler sig klar til opgaven, hvis vælgerne og samarbejdspartierne peger på hende.
»Ja, selvfølgelig er jeg det. Jeg tænker, jeg har rigtig mange gode erfaringer politisk, jeg kan byde ind med i forhold til det,« siger Malene Søgaard-Andersen og tilføjer:
»Vi har et stærkt valggrundlag, vi står på, og mange ting, vi gerne vil samarbejde om til gavn for hele kommunen.«
Dermed står det nu klart, at Socialistisk Folkeparti i Fredericia går til valg med Malene Søgaard-Andersen som deres bud på byens næste borgmester.
Lørdag aften danner Erritsø GIF Rugby rammen om en særlig fejring, når klubbens medlemmer og venner samles for at hylde to historiske resultater.
For første gang nogensinde sikrede klubbens U18-herrer sig DM-guld ved DM Sevens i Odense den 6. september. Samtidig kunne klubbens genstartede kvindehold – det første siden 2012 – tage sølvmedaljen med hjem.
Begge præstationer bliver fejret lørdag den 25. oktober, hvor klubben åbner dørene til en ægte guld- og sølvfest.
»Rugbyklubben byder på champagne og lidt godt til ganen, inden DM-medaljevinderne hyldes og festen for alvor går i gang. Alle er velkommen til at komme forbi og deltage i fejringen i vores klubhus på Snaremosevej 67 i Erritsø,« fortæller formand for Erritsø GIF Rugby, Allan Pertti Frandsen.
Selvom ungdommen, kvindeholdet og herreholdet alle spiller udekampe tidligere på dagen – i Hundested, København og Odense – vil spillerne i løbet af aftenen vende hjem til Fredericia, hvor klubhuset står klar med flag, pynt og feststemning.
Fejringen begynder klokken 20, og her bliver der rig mulighed for at hylde de lokale helte, der har skrevet et nyt kapitel i Erritsøs sportshistorie.
Den 25-årige kvinde, som forleden var involveret i et solouheld på motorvejen ved Kolding, kom alvorligt til skade i ulykken. Det oplyser kvindens familie...
