FC Fredericia havde ikke forventet at stå med seks point efter kampe. Holdets cheftræner, Michael Hansen, mener at holdet stadig skal forbedre sig meget.
Efter FC Fredericias imponerende 4-2 sejr over Vendsyssel har holdet nu seks point efter de første to kampe. Michael Hansen ser nærmere på den lovende start, kampens forløb mod Vendsyssel og de faktorer, der har været afgørende for holdets succes.
Hvis man før sæsonen havde spurgt Hansen om, han havde stået med seks point nu, efter to kampe mod AC Horsens og Vendsyssel, så havde svaret formentlig været et klart nej.
– Jeg havde ikke troet på det inden sæsonen, også fordi kampbilledet var nok, hvad man havde forestillet sig med begge hold, der ‘overfaldt’ hinanden. Kampafgørende ting ændrede momentum, og der var vi skarpe. Vi står nok med flere point, end vi har spillet os til, men det ændrer sig over sæsonen. Lige nu er vi skarpe i afgørende momenter, og det skal vi glæde os over, siger Hansen.
Kampen var præget af intense momenter og nogle kontroversielle dommerkendelser, som Hansen også kommenterede på. I yderste konsekvens kunne det have kostet FC Fredericias Jakob Jessen, da han fik et tidligt gult kort.
– Det er de ting, der kan afgøre kampene, og det er dommerens lod, og sådan er det at være sportsmand. Vi prøvede med det, vi kan, og det der er udenfor vores hænder, er dommeren, forklarer han.
Hansen diskuterede også overvejelserne bag udskiftningerne, især omkring Jakob Jessen, som spillede på grænsen af en udvisning grundet det tidlige gule kort.
– Vi overvejede, hvad der skulle ske, også da vi skiftede ud, om Jessen skulle ud. Han spiller meget på grænsen, men det er mest, når han har bolden, ikke når han ikke har den. Så vi var ikke så nervøse, siger Hansen.
Effektivitet blev afgørende
En af de vigtigste faktorer i Fredericias succes har været deres effektivitet foran mål, og evnen til at skabe de afgørende chancer.
– Det er en god evne at være effektiv foran mål. Det skal man nyde, når man kan lave syv mål i to kampe. Effektiviteten ændrer fodboldkampe, og det glæder os, bemærker Hansen.
Han understreger også vigtigheden af at kunne glæde sig over holdets nuværende form, selvom der altid er plads til forbedringer.
– Jeg tror, at vi føler, der er plads til forbedringer, og på den anden side er vi effektive, men sådan er fodbolden. Det går op og ned. Nu glæder vi os over, at det går vores vej, siger han.
Selvom det er tidligt i sæsonen, er Hansen tilfreds med den gode start og de seks point, holdet har sikret sig.
– Det er dejligt at få en god start. Det er tidligt at tale om, hvordan det går i toppen, vi skal tage pointene med os, men hvem der lander hvor, kan jeg ikke læse nu, siger Michael Hansen.
Næste gang FC Fredericia skal i kamp er på fredag mod Kolding på udebane.
I Fredericia har TrekantBrand fået meldingen om en bygningsbrand ved Uddannelsescentret i Fredericia klokken 12:53.
Uddannelsescentret er i gang med at blive omdannet til Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens’ nye matrikel i Fredericia, og derfor foregår der en større renovering på adressen.
TrekantBrand og Sydøstjyllands Politi kom hurtigt til stedet med adskillige udrykningskøretøjer. I en kort periode var selve indkørslen fra Snaremosevej spærret, men hurtigt blev afspærringen taget ned igen.
På stedet kan man se brandmænd gå rundt på taget og foretage slukningsarbejde.
AVISEN har hidtil forgæves forsøgt at få en kommentar fra vagthavende hos Sydøstjyllands Politi.
En uventet gæst skaber opsigt i Strib ved Middelfart, hvor en kænguru er blevet set fritgående. Fyns Politi har bekræftet, at de leder efter dyrets ejer og beder offentligheden om hjælp til at finde hjemstedet for kænguruen.
Hvis nogen har informationer om, hvor kænguruen hører hjemme, opfordres de til at kontakte Fyns Politi på telefonnummer 114.
Fredag aften blev en person stukket ned i Tingparken i Grindsted. Nu har politiet anholdt yderligere en person i sagen.
Episoden blev anmeldt fredag klokken 20:05, og det endte med, at en person blev fløjet til hospitalet. Lørdag oplyste politiet, at vedkommende ikke var i livsfare.
I forbindelse med sagen var der lørdag to anholdte, men søndag oplyser Sydøstjyllands Politi, at yderligere en person er anholdt.
Politiet ønsker ikke at oplyse yderligere i sagen på nuværende tidspunkt.
Ifølge de seneste prognoser fra DMI kan vi se frem til en uge med både sol og sommervarme, men også en tilbagevenden af ustadigt vejr senere på ugen.
Søndagen byder på tørt vejr med nogen eller en del sol i det meste af landet. På Bornholm starter dagen dog med skyet vejr og lidt regn eller enkelte byger. Vinden bliver en markant faktor, da den frisker op fra nordvest, hvilket medfører blæsende forhold i hele landet. Ved kysterne kan der forventes hård vind og lokal kuling, og der vil være vindstød op til hård vind eller kuling overalt. Temperaturerne ventes at ligge mellem 17 og 22 grader i løbet af dagen.
I begyndelsen af næste uge etablerer et højtryk sig midlertidigt nær Danmark. Dette højtryk vil give os flere dage med tørt vejr og gode solchancer, kombineret med rolige vindforhold. Dog kan dagene stedvis starte med ret skyet vejr og måske lokale tågebanker i morgentimerne. Temperaturerne stiger gradvist i løbet af ugen og når efterhånden op mellem 20 og ca. 25 grader.
Fra torsdag ser det ud til, at højtrykket gradvist svækkes, og et omfattende lavtryk nærmer sig Skandinavien vestfra. De seneste prognoser peger på, at fronter med skyer og perioder med regn eller byger vil bevæge sig ind over Danmark vestfra fra fredag. Timingen på dette omslag til ustadigt vejr er dog endnu usikkert.
FC Fredericia vandt lørdag 4-2 mod Vendsyssel. Ikke alt var perfekt, men offensiven var i top. Se her AVISENs karakterer til FC Fredericia-spillerne.
Det har ikke været til at se, at FC Fredericia har gennemgået en stor udskiftning hen over sommerferien. Hele den nye offensive linje på holdet er ny, og derfor er det utroligt, at holdet allerede nu står noteret for syv mål på to kampe.
Der har dog også været elementer, hvor man kan se, at der mangler noget. Eksempelvis i omstillinger, hvor FC Fredericia-spillerne endnu ikke kender hinandens løbemønstre til punkt og prikke, og der har været elementer, hvor skarpheden manglede i pasningsspillet, der ellers traditionelt har været en af FC Fredericias store styrker.
De to mål, som blev lukket ind mod Vendsyssel, kan man ikke gøre det store ved. Det er bare, hvad der sker, når man møder et godt hold, men undervejs var der flere småfejl, som ikke blev straffet, men som skal udryddes. Får FC Fredericia først rettet det, så bliver de en svær størrelse at have med at gøre set over hele sæsonen.
Se her vores karakterer fra opgøret:
1: Dumpet 2: Mindre god præstation 3: Jævn præstation 4: God præstation 5: Fortrinlig præstation 6: Topklasse
Der gives kun karakterer, hvis man har spillet minimum en halvleg.
Mattias Lamhauge (3): Kunne intet stille op ved de to mål, og tog ellers det han skulle.
Anders Dahl (3): Gode offensive raids og fik vist, at han har en god løbekapacitet.
Frederik Rieper (3): Der var et par svipsere i første halvleg, men ellers var han sikker i indgrebene.
Jeppe Kudsk (3): Det samme gør sig gældende som med Rieper. Overordnet god indsats, men der er plads til forbedringer.
Jakob Jessen (2): Ikke den bedste kamp af Jessen. Fik et tidligt gult kort, som kunne have kostet ham, og var ikke særlig boldsikker, særligt i første halvleg, hvilket ellers er en normal styrke for ham.
William Madsen (3): Ikke så dominerende som mod AC Horsens, men ledte holdet fornuftigt på den centrale midtbane.
Gustav Marcussen (3): Burde nok være kommet på måltavlen, men det skete ikke. Viste dog farligheden ved at komme frem til chancer.
Jonathan Lindekilde (3): Det er ikke til at se, at lejesvenden fra FC Midtjylland kun er 18 år og er førsteårs senior. Var ikke helt oppe på det højeste niveau, men faldt på ingen måder igennem heller og var med i det ene af FC Fredericias mål.
Oscar Buch (5): To mål i første halvleg taler sit tydelige sprog. Måtte udgå med en mindre skade i pausen.
Asbjørn Bøndergaard (4): Når man scorer som angriber, så har man gjort sit job, og det gjorde Bøndergaard igen mod Vendsyssel. Det ligner, at FC Fredericia har gjort sig lidt af et kup med lejespilleren fra Silkeborg.
Agon Mucolli (5 – Man of the Match): Den hjemvendte “søn” var fortrinlig. Han kom ikke på måltavlen, men havde en fod med i det meste af hvad FC Fredericia foretog sig. Han tryllede og var magiske Mucolli, som man huskede ham fra hans første tid i FC Fredericia.
Patrick Egelund (3): Kom ind i stedet for Buch, og gjorde det fornuftigt og assisterede til Eskild Dall, da han lukkede kampen til 4-2.
Cheftræner Michael Hansen (4): Havde bebudet at han ville give genvalg til de samme 11, der startede inde mod AC Horsens. Det virkede som en klog beslutning, og det viste det sig også at være. I starten af sæsonen er det vigtigt at skabe relationer. I den kommende tid vil der måske komme til at se mere rotation, men her og nu er det fornuftigt ikke at rotere for meget.
Det danske herrelandshold i håndbold indledte lørdag aften OL med en storsejr mod Frankrig på 37-29.
Åbningskampen i håndbold ved OL mellem Danmark og Frankrig udviklede sig til en dramatisk og overbevisende sejr for de danske håndboldherrer. Efter et udfordrende første kvarter, hvor Danmark var bagud med 10-6, ændrede kampen fuldstændig karakter. Indskiftningen af Niklas Landin på mål viste sig at være en gamechanger, og samtidig justerede det danske hold deres angreb til en mere aggressiv og effektiv stil.
I begyndelsen havde Danmark svært ved at finde deres rytme og blev gentagne gange overrumplet af det franske forsvar. Frankrig kom hurtigt foran med 10-6, hvilket satte de danske spillere under pres. Men denne modgang blev hurtigt vendt til motivation, da Niklas Landin kom ind på mål og leverede en række imponerende redninger, der gav holdet en tiltrængt moralboost.
Danmark fandt hurtigt en vej forbi den franske keeper Vincent Gerard. Bagkæden, bestående af Mathias Gidsel, Thomas Arnoldsen og Simon Pytlick, gennemtrængte gang på gang det franske forsvar med præcise og kraftfulde skud. Den danske offensiv blev gradvist stærkere og mere koordineret, hvilket resulterede i, at de udlignede til 12-12. Ved pausen havde Danmark taget en snæver føring på 17-16, hvilket gav dem momentum til anden halvleg.
I anden halvleg fortsatte de danske håndboldherrer med at dominere spillet. Deres taktiske overlegenhed og fysiske kondition viste sig at være et niveau eller to højere end det franske holds. Midtvejs i halvlegen havde Danmark opbygget en føring på 25-23, hvilket skabte en stigende frustration blandt de franske spillere. De danske spillere holdt dog hovedet koldt og fortsatte med at presse på, både i forsvar og angreb.
Som kampen nærmede sig sin afslutning, blev forskellen på de to holds niveau endnu mere tydelig. Danmark viste deres overlegne teknik og sammenhold, mens Frankrig kæmpede for at holde trit. De danske spillere udnyttede deres chancer effektivt og fortsatte med at øge føringen. Hen mod slutningen af kampen kom den store forskel til syne på måltavlen, da Danmark cementerede deres sejr med de ydmygende cifre 37-29.
Denne overbevisende præstation sendte et klart signal om Danmarks styrke og ambitioner ved dette OL. Sejren gav ikke kun en fantastisk start på turneringen, men også en stærk indikation af, at Danmark var en kraft at regne med i kampen om guldet.
Efter en imponerende 4-2 sejr over Vendsyssel er stemningen høj hos FC Fredericia. Holdet har nu to sejre på stribe, og en af de afgørende spillere i denne succes er Asbjørn Bøndergaard, som har markeret sig med mål i begge kampe indtil videre.
Kampen startede med Vendsyssel, der lagde et stort pres på Fredericia. I det 7. minut kom Kasper Kusk tæt på at score, men hans skud ramte stolpen. FC Fredericia svarede igen i det 13. minut, hvor Gustav Marcussen fik en stor chance, men skød forbi mål. Kort før pausen, i det 33. minut, bragte Oscar Buch Fredericia foran 1-0 efter en returbold fra Agon Mucolli. Vendsyssel udlignede til 1-1 i det 43. minut med et flot mål af Lasse Steffensen.
I første halvlegs overtid scorede Oscar Buch igen for Fredericia og sendte dem til pause med en 2-1 føring. Vendsyssel kom hurtigt tilbage i anden halvleg, da Oskar Öhlenschlaeger udlignede til 2-2 efter kun fem minutters spil. Med 20 minutter tilbage af kampen, bragte Asbjørn Bøndergaard Fredericia foran igen med en hovedstødsscoring efter et indlæg fra Agon Mucolli. Seks minutter før tid sikrede Eskild Dall sejren ved at score til 4-2 fra en spids vinkel.
Efter kampen var Asbjørn Bøndergaard tydeligt tilfreds med holdets start på sæsonen. Med en strålende indsats i de første to kampe er han ikke bange for at vise sin begejstring.
– Det er klart, lige nu er det fantastisk, og jeg har scoret i begge kampe, og vi har vundet begge kampe. Det er det vigtigste, siger Bøndergaard med et stort smil.
At score mål tidligt i sæsonen har givet Bøndergaard en god følelse og selvtillid. For en angriber som ham er det essentielt at få banket mål i kassen.
– Det er dejligt at få prikket to ind i starten, så man får en god fornemmelse fra start, så man ved, der kommer lidt flere, forklarer han.
FC Fredericia har lagt stærkt ud med to sejre i de første to kampe, og Bøndergaard understreger betydningen af denne gode start.
– Det er optimalt at få to sejre i de to første kampe for at bide sig med i toppen, og så må vi se, hvordan det udfolder sig nu, siger han.
Holdet har vist styrke og evne til at finde vej til sejr, selv når de er under pres. Det skete især mod Vendsyssel, der særligt i første halvleg lagde et stort tryk på FC Fredericia.
– Vi var under pres i store dele af første halvleg. Vi fik en del omstillingsmuligheder, som vi ikke udnyttede for godt, men vi var farlige og lavede fire mål alligevel og vandt, fortæller Bøndergaard.
Mange nye spillere
FC Fredericia har oplevet nogle ændringer i truppen, og Bøndergaard indrømmer, at det har krævet tid at tilpasse sig.
– Der er mange nye, og for dem der har været her noget tid, skal man også lære nogle nye at kende, men det er en god gruppe, og det har været fint,”siger han.
Til trods for ændringerne i truppen har holdet formået at opretholde en stærk sammenhæng og præstere godt på banen. Bøndergaard er positiv omkring integrationen af de nye spillere og det arbejde, der er blevet lagt i at skabe en harmonisk gruppe.
– Det er nyt. Det er gået godt i starten i forhold til, hvad man kunne forvente, slutter Asbjørn Bøndergaard.
Med to sejre på kontoen og en velsmurt offensiv er FC Fredericia i en god position til at fortsætte deres jagt på succes i denne sæson. Holdets evne til at score mål, selv når de er under pres, og deres sammenhængskraft som gruppe, lover godt for de kommende kampe.
Asbjørn Bøndergaards præstationer i de første kampe har været en stor del af holdets succes. Et af FC Fredericias problemer i tidligere sæsoner har været at have en rigtig goalgetter i front, men det ser klubben ud til at have fundet i unge Bøndergaard, som er udlejet til FC Fredericia fra Superligaklubben Silkeborg.
Bøndergaard får muligheden for at score flere mål, når FC Fredericia på fredag møder Kolding på udebane.
TAULOV. Det var tørt hen over det sidste ubebyggede stykke jord i Prinsessens Kvarter mandag eftermiddag, da bestyrelsesformand Christian Herskind, havnedirektør Rune D. Rasmussen,...