Niels M Vind – livslang indsats fortjener respekt og værdighed 

0

Niels Martin Vind (NMV) spørg ikke Christian Jørgensen i frdb om hvad jeg mener. Trods pensionsmoden, kan jeg forklare dig og andre hvordan verden burde hænge sammen.

Hvis Niels Martin Vind var startet på arbejdsmarkedet som 10-årig bydreng, fejedreng, kasseassistent, rengøringshjælp eller lignende, som mange af den nuværende generations ældre, inklusiv undertegnede har, ville han måske forstå hvorfor de og især de, der som husmødre ikke har opsparet selvstændig pension, ikke kan leve med at folkepensionsalderen stiger og stiger og at folkepensionen udhules af inflationen.

Pensionister med folkepensionens grundbeløb lever mere under fattigdomsgrænsen end børnefamilierne på lavindkomst, de ældre brokker sig bare ikke. Mette Frederiksens prøveballon om en lavere pensionsalderen er “desperat og uansvarlig” som Alex skriver, fordi den er ikke støttet af en plan fra hverken Socialdemokratiet eller den samlede regering, det er en Arne2. Rent spin, for at opnå bedre meningsmålinger. 

Som når Venstre i Fredericia kryber uden om den varme grød, med kryptiske udtalelser om de nuværende spareforslag,  i et valgår er det også spin.

Liberal Alliances udkast til tidlig tilbagetrækning er FriPension. Frihed til at planlægge sin pension, ikke at forveksle med folkepensionen. Hvis kommende regeringer friholder at ændre i pensionsopsparingernes betingelser og skatteregler  læs; noget borgerne kan stole på, det er dokumenteret, det til dato ikke har været sådan uanset regeringssammensætning. 

DER MANGLER IKKE PENGE, DER MANGLER FORNUFT.
Derfor tager staten mere end den giver, derfor får mange ældre ringere livskvalitet end nødvendigt. 

Borgere med et langt arbejdsliv kan være opslidt på forskellige måder. Højere folkepensionsalder vil medføre større omkostninger, i førtids- og Arne pensionslignende systemer. Med Liberal Alliances FriPension kan borgere selv vælge pensionsalderen og livskvaliteten de ønsker. Danmark, landet i EU med højeste skattetryk og pensionsalder.

Hvordan tror du en 55-årig Svend har det efter at have slæbt tungt i 30 år? En kontormedarbejder med blæksprutte opgaver, en kasseassistent, en lager med-arbejder, en SOSU-assistent, en skolelærer… hverdagens helte fortjener en belønning, ikke en straf. 

En minister har efter et års medlemskab af Folketinget ret til pension fra 60 års-alderen. Respekt for folket er måske for meget at forlange af Hr. Niels M Vind. 

Poul Rand, Lokalformand Liberal Alliance og KV 25 kandidat. 

S: Åbenhed og høringssvar er afgørende for budgetprocessen

0
Foto: AVISEN

I kølvandet på den omfattende kritik, der er kommet fra flertallet af partierne i Fredericia Byråd under den igangværende budgetproces, træder gruppeformanden for Socialdemokratiet, Søren Larsen, nu frem med en reaktion. Processen, der omfatter nødvendige besparelser på millioner af kroner i kommunen, har skabt frustrationer og følelser blandt både borgere og byrådsmedlemmer. Søren Larsen understreger vigtigheden af åbenhed og borgerinddragelse i den svære beslutningsproces.


Søren Larsen er rolig og imødekommende, men taler med en alvor i stemmen, når han fortæller, at ingen politikere vælger at gå ind i politik for at skulle stå for besparelser. Det er bare ikke sjovt, og slet ikke, når de negative tal overhaler optimistiske ideer. Ofte er året før et kommunalvalg et investeringsår – nogle gange endda et “gaveår”. Men sådan er det ikke i år. Det er dog ikke kun de mulige besparelser, der møder modstand; det er også processen, og det forstår Søren Larsen til dels godt, når man ser, hvor man står økonomisk nu. For ham er det imidlertid vigtigt, at processen er åben, at medarbejderne bliver hørt, og at de mange borgere, der hver dag gør en forskel i og for byen, får mulighed for at kvalificere debatten, inden eventuelle besparelser ser dagens lys.

Søren Larsen (S). Foto: AVISEN

– Jeg er tilhænger af åbenhed. Jeg er tilhænger af høringssvar. Jeg er tilhænger af, at dem med fingeren på pulsen kan give os indsigt som politikere, inden vi beslutter, hvad vi skal gøre, siger Søren Larsen. Han henviser til den nuværende budgetproces, hvor flere forslag fra forvaltningen er blevet nedstemt, hvilket ifølge ham har hæmmet muligheden for at tage imod høringssvar fra borgerne.

Han understreger derfor, at denne høringsfase er afgørende for at kvalificere byrådets arbejde og sikre de bedst mulige resultater for kommunen.

– Det, der sker nu, når man stemmer forvaltningens oplæg ned, er, at vi ikke kan arbejde med det i en høringsfase. Jeg mener, at denne høringsfase er vigtig. Den er, som sagt, med til at kvalificere vores arbejde og sikre det bedst mulige resultat til sidst.

Med tanke på de besparelser, der skal findes, erkender Søren Larsen, at det aldrig er en nem proces.

– Det er aldrig sjovt at skulle spare, og jeg kan sagtens forstå, at mange bliver frustrerede. Jeg forstår også kritikken af, at ingen kan lide at se sig selv i budgettet år efter år.

Søren Larsen nævner eksempler som musikterapi og I. P. Schmidts køkken, der gentagne gange har været udsat for spareforslag, hvilket ifølge Larsen ikke er en holdbar løsning.

– Det bliver for meget. Derfor skal de samme områder ikke gentages år efter år i et budget. Det er ganske enkelt ikke fair, og det har vi også givet udtryk for. Vi forsøger, i det omfang det er muligt inden for vores område at lytte til alle borgere og medarbejdere, fortæller den socialdemokratiske viceborgmester i Fredericia Kommune.

Den omfattende kritik af budgetprocessen og det faktum, at processen er blevet overhalet af virkeligheden siden beslutningen blev taget for seks måneder siden, møder også forståelse hos gruppeformanden.

– Overordnet set forstår jeg godt kritikken af processen, men virkeligheden har overhalet processen siden vi tog beslutningen for seks måneder siden. Vi kan ikke ændre det radikalt nu, når vi står midt i processen, forklarer Larsen.

Selvom kritikken er forståelig, mener Larsen, at det er nødvendigt at stå ved de beslutninger, der blev truffet, og arbejde på at forbedre processen fremadrettet.

– Jeg mener, vi må stå til ansvar for vores beslutning fra seks måneder siden og tage de bedste elementer med fra denne metode – og så gøre det endnu bedre næste gang. Jeg ved også, at andre kommuner arbejder med andre løsninger, herunder metoder, hvor man har tal – men hvor man ikke er helt så konkret. Det er en lukket måde at gøre det på – det skaber ikke frygt, i modsætning til åbenhed, hvor man kan høre folk i processen. Det er vel her, vi skal finde en balance, for medarbejderne havde bedt om en åben proces med behandling i fagudvalg for at kvalificere det. Det har vi gjort, siger Søren Larsen.

Gruppeformand for Det Konservative Folkeparti, Tommy Rachlitz Nielsen har kritiseret, at man ikke får et samlet overblik, tid til at kunne studere hele økonomien og det gør det svært at træffe det svære beslutninger. Det er Søren Larsen enig i, men det er ikke muligt at gøre anderledes nu.

– Jeg kan også godt forstå kritikken af, at alle ikke sidder i et udvalg. Det er en berettiget kritik, men det er ikke nyt – de burde have sagt det, da vi besluttede metoden for seks måneder siden, siger Larsen og slutter:

– I bund og grund drejer det sig om en åben proces, der inddrager alle, så politikerne har de informationer, de skal bruge for at gøre det bedre. Hvert eneste år er der noget, man ønsker at gøre anderledes. Ønsker og behov ændrer sig simpelthen.

Læs også

Venstre kritiserer budgetproces: Vi havde advaret

0
Peder Tind (V). Foto: AVISEN

I takt med at budgetforhandlingerne i Fredericia Kommune fortsætter, er der stigende kritik af den proces, der er blevet fulgt i år. Venstres Peder Tind har været en af de mest fremtrædende stemmer, der har ytret sin utilfredshed med, hvordan budgetarbejdet har udfoldet sig. I et interview med AVISEN udtrykker han sin bekymring og frustration over, hvordan budgetprocessen har udviklet sig, og han giver et indblik i de udfordringer, som han mener, kommunen står overfor.

Flere partier er ude med riven efter budgetprocessen i Fredericia Kommune. Det seneste i rækken er Venstre, hvor Peder Tind nu slår fast, at partiet allerede i begyndelsen af budgetprocessen havde forudset, at der kunne opstå problemer.

– Vi sagde allerede tilbage i budgetprocessen, at vi advarede om, at det ville blive rod. Vi forudsagde meget tydeligt, at der ville opstå udfordringer. Vi stemte for og accepterede processen, men vi gjorde det med store forbehold, siger Tind.

Ifølge Tind var Venstre pragmatiske i deres tilgang, da de besluttede at støtte processen.

– Vi har forsøgt med forskellige modeller gennem årene, og derfor var vi pragmatiske. Men vi udtrykte også vores forbehold og påpegede udfordringerne ved den proces, der var blevet lagt op til, siger han.

Partipolitisk proces frem for udvalgsarbejde

En af de største udfordringer, som Tind ser, er den måde, hvorpå processen er blevet partipolitisk, snarere end at være centreret om udvalgene.

– Vi ser desværre, at det er udvalgene, der skal byde ind, og ikke partierne, og det synes jeg er forkert. Man har bundet udvalgene op på det her, og det skaber problemer, siger han.

Tind mener, at udvalgene har fået en vanskelig opgave, hvor de er blevet bedt om at lave minibudgetter inden for deres egne områder.

– I udvalgene skal man derfor lave minibudgetter, og det forudsagde vi ville give problemer, siger han.

Tager ansvar, men ønsker en anden proces

Selvom Venstre stemte for budgetprocessen, står de ved deres forbehold og bekymringer.

– Vi står ved, at vi stemte for, men vi havde stærke forbehold. Jeg synes, man skal lægge op til en anden proces næste gang, siger Tind.

Han understreger, at Venstre har forsøgt at følge processen så langt, som det er muligt, da de har stemt for den.

– Vi forsøger at følge processen så langt, vi kan, da vi har stemt for den, men vi er udfordret. Hvis vi ikke kan stå indenfor det, må vi stå udenfor, men vi vil gerne forsøge, forklarer han.

Vigtigheden af høring og grundig forberedelse

Peder Tind lægger vægt på, hvor vigtigt det er at være grundigt forberedt og sikre, at de berørte parter høres i processen.

– Nogle forhandler meget intenst. Man skal være grundigt forberedt og have sat sig ind i tingene. Høring er også vigtig. De berørte skal have mulighed for at komme til orde. Man skal ikke bare køre dem ned, understreger han.

Tind erkender, at det kan være ubehageligt at blive nævnt i forbindelse med kontroversielle beslutninger, men han ser det som prisen for at være åben.

– Uanset hvordan man vender og drejer det, så vil man blive nævnt, og det føles ubehageligt. Det er prisen for at være åben, siger han.

Utilfredshed med nye spareforslag

En af de ting, der har skabt størst frustration hos Peder Tind, er det faktum, at der fortsat dukker nye spareforslag op, selv efter at der var blevet skabt en vis sikkerhed for budgettet.

– Når man har forsøgt at skabe sikkerhed for budgettet og så ser, at der kommer et nyt katalog med spareforslag, så er jeg stærkt utilfreds. Det kan man simpelthen ikke være bekendt, siger han.

Tind erkender dog, at der kan være behov for at skabe mere økonomisk råderum, hvilket kan nødvendiggøre yderligere besparelser.

– Men vi får brug for råderum, og det betyder, at man måske er nødt til at tage mere med, end man egentlig ønsker, forklarer han.

Ønsker mere åbenhed i fremtiden

Afslutningsvis giver Peder Tind udtryk for et ønske om, at fremtidige budgetprocesser i Fredericia Kommune bliver håndteret på en måde, der sikrer større åbenhed og involvering af alle relevante parter. Han mener, at en mere transparent proces vil bidrage til bedre beslutninger og mindre frustration blandt de involverede.

– Vi skal lære af de fejl, der er begået i denne proces, og sikre, at vi fremover har en budgetproces, der er både åben og inkluderende. Det vil ikke alene skabe bedre beslutninger, men også øge tilliden blandt byrådsmedlemmerne og borgerne, afslutter Tind.

Peder Tinds kritik af den nuværende budgetproces afspejler en bredere frustration i Fredericia Byråd, hvor flere medlemmer har udtrykt utilfredshed med den måde, hvorpå beslutninger er blevet truffet.

Hassing: Processen har været udemokratisk

0

I et møde i Senior- og Socialudvalget i Fredericia den 20. august 2024 skulle der tages en række beslutninger om kommunens budget for de kommende år. Et flertal i udvalget stemte imod de foreslåede spare- og udvidelsesforslag. Bag dette flertalsafgørelse ligger en dybere frustration og kritik af den måde, hvorpå processen er blevet håndteret. En af dem, der stemte imod er Kirsten Hassing (C).

Kirsten Hassing, næstformand i udvalget og repræsentant for Det Konservative Folkeparti, har været en af de kritiske stemmer imod både processen og de foreslåede besparelser. I et interview med AVISEN har hun givet udtryk for sin utilfredshed med, hvordan sagen er blevet håndteret fra begyndelsen, og hvorfor hun stemte nej til forslagene.

En udemokratisk proces

Ifølge Hassing har hele processen omkring spareforslagene været præget af manglende demokrati og gennemsigtighed.

– Det har været en meget udemokratisk proces, og det er blandt andet derfor, vi stemte imod spareforslagene. Men der var også flere af tingene, vi slet ikke kunne se os i, siger hun.

Hassing påpeger, at der ikke har været tilstrækkelig mulighed for at diskutere og justere forslagene før mødet, hvilket har ført til, at mange følte sig tvunget til at stemme imod.

– Vi ville gerne have luget ud i nogle af tingene på forhånd, men det fik vi ikke muligheden for. Jeg synes ikke, at måden, dette er foregået på, har været ordentlig, tilføjer hun.

Hassings kritik rammer kernen af den frustration, som flere medlemmer af udvalget deler. De føler, at de har været sat udenfor en proces, som burde have været præget af mere dialog og åbenhed.

Advarsler blev ignoreret

Hassing understreger også, at advarsler om procesproblemer blev fremsat allerede før sommerferien.

– Vi har allerede før sommerferien sagt, at dette her var uholdbart, og det mindste, man kunne gøre, var at prøve at løse det, men det har man ikke gjort, siger hun.

Trods disse advarsler blev processen fortsat uden væsentlige ændringer, hvilket Hassing ser som en alvorlig fejl.

– Vi har fortsat med den proces, der ikke har fungeret, og det har vi gjort opmærksom på. Det synes jeg ikke er i orden, siger hun.

Denne mangel på lydhørhed over for de bekymringer, som flere medlemmer af udvalget har udtrykt, har ifølge Hassing ført til en situation, hvor det har været umuligt at støtte de foreslåede besparelser. Hun mener, at udvalgets rolle som beslutningstagere er blevet undermineret af en proces, der ikke har tilladt reel indflydelse fra alle medlemmer.

Manglende information og transparens

Et andet alvorligt kritikpunkt, som Hassing rejser, er manglende information og mangel på transparens i forhold til, hvordan og hvornår beslutningstagerne er blevet informeret om de forskellige forslag. Der har været rygter om, at nogle politikere har fået informationer før andre, noget som Hassing finder yderst problematisk, hvis det er sandt.

– Jeg ved ikke, om det er rigtigt, at nogen har fået informationer at vide før os politikere. Det må du spørge forvaltningen om. Men hvis det er rigtigt, er det under al kritik, siger hun.

Hassing understreger, at som medlem af byrådet har hun og de andre politikere krav på at blive informeret på lige fod og ikke få oplysninger gennem uofficielle kanaler.

– Vi sidder som bestyrelse i dette her og har krav på at vide alt, og ikke få tingene at vide af bagveje. Så er det ligegyldigt, om nogen har ferie eller ej, så må vi andre også få tingene at vide samtidig med dem, der har ferie, forklarer Kirsten Hassing.

Denne mangel på information har ifølge Hassing yderligere undermineret tilliden til processen og skabt en følelse af, at ikke alle spiller efter de samme regler. Det har også bidraget til en generel frustration blandt de politikere, der følte sig sat uden for de reelle beslutningsprocesser.

Spareforslag med store konsekvenser

De spare- og udvidelsesforslag, som udvalget skulle tage stilling til, indeholdt en række drastiske ændringer, der kunne få store konsekvenser for borgerne i Fredericia Kommune. Forslagene omfattede blandt andet en reducering af rengørings- og tøjvaskefrekvensen for ældre borgere, implementering af robotgulvvaskere i hjemmeplejen og nedlæggelse af gadesundhedsindsatsen i Rusmiddelcenteret. Disse ændringer ville ikke kun ramme de ældre og udsatte borgere hårdt, men også skabe øget pres på de ansatte i sundheds- og omsorgssektoren.

Hassing er bekymret for de menneskelige konsekvenser af disse besparelser.

– Vi står i en situation, hvor vi bliver nødt til at overveje, hvilke konsekvenser det har for dem, der har allermest brug for vores hjælp, siger hun.

Hjemmepasser-forslag skal give ny fleksibilitet

0

Det politiske landskab i Danmark er i øjeblikket præget af en intens debat om familielivets rammer og muligheder. Et nyt forslag fra Det Konservative Folkeparti har til formål at skabe mere fleksibilitet for forældre, der vælger at hjemmepasse deres børn. Forslaget, som giver mulighed for at tjene penge ved siden af det offentlige tilskud, har fået stor opmærksomhed og opbakning. HJEM Fredericia, repræsenteret af Simone Bonde Pindstofte, ser det som et skridt i den rigtige retning.

Mens vi taler med Simone Bonde Pindstofte, kan man høre små, endnu uforståelige babylyde og barnets syngende legetøj i baggrunden. Det understreger, hvad det hele handler om: at skabe en hverdag, hvor børn kan trives i trygge omgivelser.

En ny hverdag for hjemmepassere

For Simone Bonde Pindstofte er der ingen tvivl om, at forslaget vil have en positiv indvirkning på de familier, der overvejer hjemmepasning.

– Jeg tænker, at det i hvert fald vil bidrage til, at de familier, der ønsker hjemmepasning, men som ikke har kunnet få det til at hænge sammen økonomisk, nu vil få mulighed for at vælge hjemmepasning. Forslaget skaber muligheder for at øge indtægten lidt, da tilskuddet er relativt lavt, også i Fredericia, siger hun med en overbevisning, der synes forstærket af de små lyde, der fylder rummet.

Forslaget fra Konservative vil give forældre mulighed for at tjene op til 19.056 kroner før skat om måneden ved siden af det offentlige tilskud. Det er samme beløb, som man må tjene ved siden af sin SU på en videregående uddannelse.

– Det, at man vil kunne tjene lidt ekstra ved siden af, giver mulighed for at tilrettelægge arbejdslivet omkring hjemmepasningen, så man kan opnå den rolige og nærværende hverdag, som man ofte ønsker, når man hjemmepasser, fortsætter Simone Bonde Pindstofte.

En ny værdi i hjemmepasning

I debatten om hjemmepasning er der ét spørgsmål, der ofte dukker op: Hvordan ser samfundet egentlig på det? For mange er hjemmepasning ikke bare et alternativ til institutioner, men en aktiv og værdifuld del af familielivet.

– Med dette forslag kan man som hjemmepasser stadig bidrage til arbejdsmarkedet, samtidig med at man yder en stor indsats ved at passe sit eget barn derhjemme, forklarer Simone.

Ifølge hende kan forslaget være med til at legitimere hjemmepasning som et ligeværdigt valg for forældre, der ønsker en anderledes hverdag for deres børn.

– Det giver værdi både i form af omsorg for barnet og ved, at man stadig er en aktiv del af arbejdsmarkedet og samfundet, hvilket også betyder, at man betaler mere i skat, fordi man har en højere indkomst, tilføjer hun med en dybfølt tro på forslaget.

Hjemmepasningens nye lys

Diskussionen om forholdet mellem institutioner og hjemmepasning har været oppe at vende i årevis. Men nu ser vi måske et forslag, der potentielt kan ændre på den samtale. Simone Bonde Pindstofte har tillid til, at hjemmepasning snart vil blive set i et nyt lys.

– Jeg tror, at hjemmepasning snart vil blive betragtet på en ny måde – ikke som et alternativ til institutioner, men som en ligeværdig mulighed. Det handler om at vælge en mere rolig hverdag, hvor arbejdslivet tilpasses familien i stedet for omvendt.

Konservatives forslag kan ifølge Simone netop være med til at åbne op for en hverdag, hvor familielivet sætter dagsordenen, og arbejdet tilpasses så det ikke griber ind i det nære familieliv, som mange hjemmepassere værdsætter højt.

– Det giver mulighed for, at familielivet kan være styrende, og arbejdet tilpasses, så det ikke forstyrrer det nære familieliv, som man ønsker at skabe, fortsætter hun.

For Simone er trivsel og udvikling i hjemmet tilmed en kerneværdi, og det kan få en markant opgradering med det nye forslag. Simone Bonde Pindstofte ser store fordele:

– Jeg mener, at dette forslag vil åbne døren for flere familier til at vælge hjemmepasning. Det bliver økonomisk muligt for en bredere gruppe, og det vil give mulighed for at hjemmepasse i længere tid, da man kan supplere tilskuddet med en mindre indtægt ved siden af.

Med en økonomisk struktur, der tilgodeser flere familier, kan forslaget udskyde tidspunktet, hvor børnene starter i institution. Den ekstra tid hjemme kan skabe en mere rolig og stabil hverdag for børnene, hvor de får mulighed for at udvikle sig i et trygt og velkendt miljø. For mange familier kan det komme til at betyde en mere harmonisk overgang fra hjemmet til institutionen, og det vil ifølge Simone i sidste ende fremme børns trivsel og udvikling.

HJEM: En fortsat kamp for børnefamilierne

Hovedorganisationen HJEM – Hjemmeforældrenes Landsorganisation – har længe været en stærk stemme i debatten om børnefamiliernes vilkår. Simone Bonde Pindstofte understreger, at de vil fortsætte med at arbejde for, at forslaget bliver en realitet.

– Jeg tænker, at vi i hvert fald vil fortsætte med at italesætte behovet. Nu er der kommet dette politiske forslag, som også ligger i tråd med de forslag, hovedorganisationen HJEM har fremsat, siger hun.

Hun tilføjer, at HJEM Fredericia vil bakke op om forslaget, da det er et godt initiativ og et skridt i den rigtige retning for at skabe et mere harmonisk familieliv og sikre gode rammer for små børns trivsel.

Imens er det nye forslag fra Det Konservative Folkeparti blevet modtaget med åbne arme af HJEM Fredericia, der ser det som en mulighed for at skabe bedre vilkår for børnefamilier i Danmark, og Simone Bonde Pindstofte konkluderer afsluttende:

– Jeg synes virkelig, at det er et skridt i den rigtige retning for at skabe trivsel for børnefamilier i Danmark.

Lokalsamfund i oprør over mulig børnehavelukning

0

For blot et år siden blev der truffet en beslutning om at give Herslev Børnehave tre år til at konsolidere sig, forbedre den pædagogiske kvalitet og tiltrække flere børn. Nu står forældre, ansatte og lokalsamfundet i Herslev over for en potentiel lukning, hvilket har ført til stor frustration og følelse af svigt blandt de involverede.

Ved Herslev Børnehave står Pia Møller, en lokal ildsjæl og ejer af bygningen, hvor børnehaven ligger, sammen med hendes mand, Ole Møller. Pia er i selskab med formanden for Herslev Sogns Borgerforening, Anders Bendsen, og bestyrelsesmedlem Dorthe Bendsen Petersen. Alle tre er dybt bekymrede over de seneste udviklinger og udtryker deres frustration over, at børnehaven igen er blevet en del af sparekataloget.

Et lokalsamfund i oprør

– Man kan godt sige, at det er et lokalsamfund i oprør, indleder Dorthe Bendsen Petersen med en alvorlig mine.

Herslev Børnehave er ikke blot en institution, men en central del af lokalsamfundet, hvor børn og forældre skaber bånd, der strækker sig langt ud over hverdagen. Lukningen af børnehaven ville ikke kun påvirke de børn og forældre, der er tilknyttet den, men hele samfundet i Herslev, understreger hun.

Anders Bendsen, formand for Herslev Sogns Borgerforening, udtrykker sin frustration over den nuværende situation:

– Vi har holdt os i kontakt med forskellige partier og talt med enkelte politikere. Vi føler os virkelig underløbet af, at der i sidste forlig står, at vi var fredet i tre år. Det er ikke rimeligt, at vi er med i sparekataloget igen, når vi har fået den lovning, siger Bendsen.

Et brud på tilliden

For Pia Møller, som ikke kun er ejer af bygningen, men også har en personlig historie med børnehaven, er situationen dybt frustrerende.

– Forvaltningen burde kunne se tilbage og huske, at vi fik tre år siger hun og understreger, at løftet om tre års fredning var ment som en mulighed for at bevise børnehavens værdi.

– Det er et meget lille beløb i det store regnskab, så vi forstår det virkelig ikke. Hvis det handler om penge, er det et meget dårligt valg. Det her handler ikke om millioner af kroner, tilføjer Dorthe Bendsen Petersen.

Lukningstruslen, der nu hænger over Herslev Børnehave, er en gentagelse af et tidligere scenario, hvor Herslev Skole blev lukket efter flere års truende nedskæringer. Pia Møller reflekterer over den tidligere oplevelse:

– Det var derfor skolen endte med at lukke til sidst, da man truede med at lukke den i flere år. Forældrene meldte derfor børnene ud, fordi man ikke ville have dem til at gå på en lukningstruet skole. Det samme kan man risikere med børnehaven, siger Møller.

Konsekvenserne af lukningen

En lukning af Herslev Børnehave vil ikke blot betyde, at børnene skal finde nye institutioner, men det kan også have bredere konsekvenser for samfundet. Pia Møller nævner det absurde i, at eleverne fra Herslev Skole blev sendt til Smidstrup i en anden kommune, hvilket påførte Fredericia Kommune ekstra udgifter til transport. “Det var meget fjollet. Så brugte kommunen penge på at skulle få transporteret elever derhen,” siger Pia og advarer mod, at noget lignende kan ske igen.

Dorthe Bendsen Petersen understreger også vigtigheden af den tryghed, som Herslev Børnehave tilbyder: “Der er mere tryghed her, og man kender alle de andre børn, og man ved, hvem lederen er. Der er en enkelt forælder, der har sit barn nummer fire eller fem her, selvom hun bor inde i Fredericia. Hun vil gerne køre herud, fordi det er en mindre børnehave, hvor hun ved, hvad hun får.”

En kamp for bevarelsen

Pia Møller har en stærk tilknytning til Herslev Børnehave, ikke kun som ejer, men også som tidligere ansat.

– Jeg har selv arbejdet inde i børnehaven her. Jeg satsede selv på de små institutioner også, da jeg arbejdede. Det var sådan et sted, jeg kunne lide at arbejde, siger hun og beskriver den særlige atmosfære, der præger mindre institutioner som Herslev Børnehave.

I Herslev er børnehaven den sidste offentlige institution, som kommunen har ansvar for. Lokalsamfundet klarer selv drift og vedligeholdelse af andre fælles faciliteter som rideklubben, forsamlingshuset, hallen og sportspladsen. En lukning af børnehaven vil ikke blot være et tab for de berørte familier, men også et symbolsk tab for hele samfundet.

Som Pia Møller, Anders Bendsen og Dorthe Bendsen Petersen står foran Herslev Børnehave, er det tydeligt, at de ikke vil lade den lukning ske uden kamp.

– Vi tror ikke på, at vores børnehave bliver lukket. Det må være en fejl fra administrationens side, at den er kommet med i kataloget, siger Dorthe med beslutsomhed.

Hvorvidt Herslev Børnehave ender med at lukke står hen i det uvisse. I første omgang har et flertal i Børne- og Skoleudvalget stemt imod spareforslagene, der var forlagt udvalget inden, at de skulle sendes videre til budgetforhandlingerne.

Møllegaard: Børnene skal ikke betale prisen i budgettet

0

Med budgettet for 2025-2028 på dagsordenen, er der allerede kommet forskellige perspektiver frem fra kommunens ledende politikere. Både borgmester Johannes Lundsfryd og Venstres spidskandidat, Anders Møllegaard, har nu delt deres holdninger til direktionens budgetforslag. Mens borgmesteren ser budgettet som en fortsættelse af kommunens vækststrategi, fremhæver Venstres spidskandidat både positive aspekter og nødvendige justeringer.

Anders Møllegaard ser overordnet set positivt på budgetforslaget, men understreger samtidig, at der er områder, hvor Venstre har bemærket behov for justeringer.

– Overordnet set synes jeg, at budgetforslaget er acceptabelt, men der er stadig nogle punkter, som vi i Venstre har bemærket, og som vi har haft drøftelser om, udtaler han onsdag til Middelfart Avisen.

Møllegaard fremhæver, at Venstre har mange ønsker, hvilket skyldes et ønske om at bevæge kommunen fremad på flere fronter.

– Der er ingen tvivl om, at Venstre har mange ønsker, men det skyldes, at vi har meget på hjertet og gerne vil fremad, og fortsætter:

– Generelt kan vi godt se, hvordan vi skal gribe det an, men der er nogle småting, hvor vi mener, at det er et forkert sted at spare. Vi mener, det giver mere mening at fastholde visse områder, og vi tror også, at det kunne være en god idé at tilføje nogle ekstra midler, forklarer Møllegaard.

Besparelser på børneområdet bekymrer Venstre

Budgetforslaget indeholder flere besparelser på børneområdet, som bekymrer Anders Møllegaard og Venstre. På dagtilbudsområdet er der planlagt besparelser, herunder indførelse af flere lukkedage og harmonisering af åbningstider i daginstitutionerne, hvilket samlet set skal give en besparelse på over en million kroner årligt.

– Vi mener, at det er et forkert sted at spare. Det kan blive svært for familierne at få hverdagen til at hænge sammen med ændrede lukketider og flere feriedage, siger Møllegaard.

Spidskandidaten for Venstre understreger, at det er vigtigt at finde en balance, der ikke går ud over familielivet.

– Jeg synes ikke, det skaber en god sammenhæng i familielivet, hvis man pludselig skal forholde sig til fire ugers lukketid henover sommerferien. Det betyder, at familierne reelt set kun får to ugers sommerferie, måske endda vær for sig, tilføjer han.

Forhandlinger og prioriteringer

Når det kommer til at sikre, at Venstres prioriteringer bliver reflekteret i det endelige budget, ser Møllegaard forhandlinger som vejen frem.

– Vi vil arbejde for det gennem forhandlinger og finde andre områder, hvor det er bedre at spare. Beløbet er ikke så stort, og vi har faktisk et rådighedsbeløb, hvor der er mulighed for at tilføre lidt ekstra midler, forklarer han.

Anders Møllegaard nævner også, at der er specifikke punkter i budgetforslaget, som Venstre mener kan justeres, såsom den foreslåede “Gede-patrulje”.

– Vi har fjernet nogle ting og tilføjet andre, så det handler om forhandlingsteknik, siger han og tilføjer, at han tror, der er bred enighed blandt politikerne om, at børneområdet ikke bør være et sted at spare, især ikke når der samtidig tilføres midler til skolerne.

Anders Møllegaard runder sin refleksion af med en klar tanke: Budgetforslaget rummer mange gode takter, men uden de rette justeringer risikerer vi at ramme ved siden af målet.

– At give penge til skolerne og samtidig tage fra børnehaverne, det er at skyde sig selv i foden, bemærker han med eftertryk afslutningsvis.

Med fokus på de nødvendige justeringer håber Venstre på at kunne indgå i et konstruktivt samarbejde, der sikrer et bredt politisk forlig om budgettet for 2025-2028. Målet er at sikre, at Middelfart fortsat kan udvikle sig som en attraktiv kommune for både nuværende og kommende borgere.

Løsgænger: Flere spareforslag passer ikke ind

0

Budgetprocessen i Fredericia Kommune har været under kraftig kritik fra flere politiske aktører, der udtrykker frustration over håndteringen af budgetarbejdet. Kritikere mener, at den nuværende model er fyldt med udfordringer og ikke lever op til nødvendige standarder for gennemsigtighed og effektivitet.

Enhedslisten, Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti har offentligt været ude at kritisere budgetprocessen. Nu melder Karsten Byrgesen sig i rækken.

Karsten Byrgesen, der er løsgænger i Fredericia Byråd, har også rettet skarp kritik mod budgetprocessen. Byrgesen mener, at processen er blevet håndteret på en forkert måde, og slår fast, hvor han står.

– Jeg vil ikke lave serviceforringelser. Vi skal gøre det rigtigt – der er masser af penge i kommunen. Det ligner, at vi er på spanden udadtil, siger Byrgesen.

Han tilføjer, at beslutningerne om nedskæringer på ældrepleje og børnehaver er særligt problematiske.

– Når man ser på, hvordan der foreslås kraftige besparelser på bosteder, der er menneskers hjem og deres trygge havn, så er jeg meget ked af, at der er risiko for, at tre bosteder kan blive lukket. Det er en konsekvens af fraværet af ordentlig ledelse, påpeger Karsten Byrgesen.

Byrgesen er også kritisk over for de forslag, der omfatter nedskæringer på børnehaver.

– Det passer ikke ind i vores bosætningsstrategi. Spareforslagene er i strid med den vision, der er udarbejdet for Fredericia, og jeg er glad for, at jeg ikke er en del af det, da jeg stemte imod visionen siger han.

Uenighed om spareforslag

Uenigheden omkring spareforslagene afspejler den bredere kritik af budgetprocessen. Mange politikere, herunder Byrgesen, mener, at de foreslåede nedskæringer ikke er tilstrækkelige og ikke lever op til de nødvendige standarder. Kritikere understreger, at processen ikke har sikret en grundig høring af alle relevante parter og ikke har taget højde for de reelle behov i kommunen.

I Fredericia Kommune er der stigende kritik af budgetprocessen, som flere politiske aktører mener er problematisk. Kritikere påpeger, at budgetarbejdet er blevet for snævert fokuseret på specifikke udvalg fremfor at tage et overordnet perspektiv. Dette har skabt udfordringer, da beslutninger, der påvirker flere områder, i stedet er blevet behandlet isoleret, hvilket har ledt til frustration og kritik af procesens effektivitet og sammenhæng.

Kritikken er blevet udtrykt af flere partier, og nu melder Karsten Byrgesen sig i rækken af kritikkere.

To mænd varetægtsfængsles for bedrageri

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

Retten i Kolding har i dag afgjort, at to personer skal varetægtsfængsles for bedrageri.

To mænd på 23 og 34 år er torsdag blevet varetægtsfængslet i henholdsvis fire og to uger for bedrageri.

Mændene er begge sigtet for i tirsdags at have udgivet sig fra at være fra en bank, hvor de snød sig til at få udleveret 70.000 kroner, der tilhørte en 93-årig mand fra Kolding. Den 23-årige er desuden sigtet for den 22. juli 2024 at have svindlet sig til at få udleveret en borgers betalingskort, pinkode samt 50.000 kroner.

Den 23-årige kærede afgørelsen om varetægtsfængsling.

Grundlovsforhøret fandt sted for lukkede døre.

Gode råd til at forebygge svindel

  1. Hold fast på dine personlige oplysninger: Videregiv aldrig personlige oplysninger om dit MitID. Både dit MitID-brugernavn, MitID-kode og koderne fra dit fysiske nøglekort er personlige og må aldrig videregives.
  2. Vær kritisk, hvis du bliver bedt om at udlevere dine personlige oplysninger: Virksomheder eller offentlige myndigheder vil aldrig ringe eller skrive og bede dig om at udlevere dine personlige oplysninger.
  3. Kontakt selv virksomheden eller myndigheden: Hvis du bliver kontaktet over telefon, e-mail eller sms, og er det mindste i tvivl om henvendelsens troværdighed, så kontakt virksomheden eller myndigheden, som afsenderen udgiver sig for at være fra, og spørg ind til henvendelsen.
  4. Stol ikke på visningen af opkaldets telefonnummer eller afsendernavnet på sms’en: Svindlere kan ændre visningen af det telefonnummer, de ringer fra, så det er identisk med eksempelvis bankens eller politiets telefonnummer. Ligeledes kan de også finde på at ændre navnet på afsenderen af en sms.

Røveri, spritkørsel og hærværk præger Odense

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

Den seneste uge har budt på flere forskellige kriminelle hændelser i Odense, der spænder fra voldsomt røveri til spritkørsel og hærværk.

Røveri på åben gade i Munkemøllestræde

Søndag blev en person udsat for et voldsomt røveri på Munkemøllestræde i det centrale Odense. Ifølge Fyns Politi blev den forurettede taget hårdt fat i armen af en gerningsperson, som i samme øjeblik stjal personens pung fra baglommen. Gerningspersonen flygtede hurtigt fra stedet, og politiet opfordrer nu vidner til at træde frem med oplysninger, der kan hjælpe i efterforskningen.

Spritkørsel på el-løbehjul i Odense C

Tirsdag blev en 46-årig mand fra Faaborg-Midtfyn Kommune sigtet for spritkørsel på el-løbehjul i Odense C. Manden kørte over for rødt lys ved krydset mellem J.B. Winløws Vej og Sdr. Boulevard, uden at bære hjelm. Politiets målinger viste, at manden var påvirket af alkohol over det tilladte. Sagen understreger vigtigheden af at overholde færdselsreglerne, også når man benytter el-løbehjul.

Skænderi ved OK-tanken resulterer i sigtelser

Samme tirsdag rykkede politiet ud til et voldsomt skænderi ved OK-tanken på Havnegade i Odense C. To mænd, henholdsvis 28 og 45 år gamle, blev sigtet for overtrædelse af restaurationsloven. Hændelsen, som skabte uro i området, endte med juridiske konsekvenser for begge de involverede.

Hærværk på bil i Odense M

Mandag blev en bil parkeret på Lisesmindevej i Odense M udsat for hærværk. Ifølge Fyns Politi blev bilens bagerste dæk i passagersiden punkteret med et skarpt objekt. Politiet undersøger nu sagen og opfordrer vidner til at komme frem med oplysninger, der kan føre til opklaring.

Et pengetræ, en flaske rom og 34 års arbejde: EUC Lillebælt sagde farvel til Lars Middelboe

Et pengetræ, en flaske rom og 34 års arbejde: EUC Lillebælt...

0
Fredag eftermiddag samledes medarbejdere, samarbejdspartnere og venner af huset på Teknikervej for at markere et direktørskifte, der har været tre årtier undervejs. Manden, der...