4.9 C
Copenhagen
tirsdag 23. december 2025

Uheld med motorcyklist fik spærret motorvejen

0

En motorcyklist kom galt afsted på den sønderjyske motorvej ved Kolding lørdag middag.

Uheldet skete klokken 11:36, da en motorcyklist i et solouheld styrtede.

Kortvarigt var motorvejen spærret som følge af uheldet, oplyser Sydøstjyllands Politi

Vaskemaskine var skyld i brand

0

Klokken 15:41 blev TrekantBrand tilkaldt til en brand i Falstersgade i Fredericia. Nu oplyses brandårsagen.

Meldingen til TrekantBrand kom klokken 15:41, og så gik turen til Fredericia centrum, hvor der var en masse røg i Falstersgade som følge af branden, der var opstået i en kælder tilhørende en opgang med lejligheder.

Sydøstjyllands Politi oplyser, at der var sket en kortslutning i en vaskemaskine, hvilket havde forårsaget røgudviklingen.

Som følge af branden er der sket sodskader i flere af lejlighederne.

Røgudvikling i Falstersgade

0

TrekantBrand er tilkaldt til en brand i Falstersgade i Fredericia.

Branden er opstået i Falstersgade 11. Vidner på stedet oplyser, at røgudviklingen startede i kælderen.

I lejlighederne i opgangen står alle vinduer nu åbne, mens der også er gang i en maskine for at få røgen ud af lejlighedskomplekset.

Som følge af røgudviklingen er alle beboere fra opgangen evakureret. På stedet var der, da AVISEN var til stede, en politipatrulje, flere ambulancer, tre udrykningskøretøjer fra TrekantBrand og en lægeambulance.

Situationen på stedet virker under kontrol.

Over 10.000 bøder på seks måneder: Ny lov møder fortsat opbakning

0

Efter der i oktober sidste år blev indført nye skærpede miljøzoner i fem af landets største kommuner, er der blevet uddelt over 10.000 bøder til bilister, der har overtrådt reglerne. Det viser nye tal, som Miljøministeriet har udleveret til Gjensidige. Samtidig viser en ny undersøgelse pæn opbakning til loven.

Nye skærpede miljøzonekrav førte 1. oktober sidste år til, at det blev ulovligt at køre ind i fem af landets største kommuner i dieselbil uden partikelfilter.

Målet med de nye regler var, at partikelforureningen skulle mindskes i Aarhus, Aalborg, Odense, København og på Frederiksberg, så borgerne i byerne kunne få renere luft.

Men de nye regler har ikke kun påvirket luftkvaliteten positivt, de har også udløst en indtægt til staten på over 15 millioner kroner på seks måneder, fordi der er udskrevet flere end 10.000 bøder på 1500 kroner til bilister, der har overtrådt forbuddet.

Det viser en ny oversigt, som Miljøstyrelsen har udleveret til Gjensidige.

Men de mange bøder er ikke nødvendigvis et udtryk for, at et stort antal bilister i dieselbiler vælger at se stort på den nye lovgivning. I stedet bunder en del af overtrædelserne formentlig i både uvidenhed og usikkerhed om de nye regler, vurderer Lene Rasmussen, der er skadedirektør i Gjensidige.

– Det er kun et halvt år siden, at de nye regler trådte i kraft, og det er mit indtryk, at mange ejere af dieselbiler enten ikke har været opmærksomme på reglerne, eller at de måske har troet, at de ikke var omfattet af dem. Og derfor tror jeg, at antallet af bøder vil falde den kommende tid, siger hun.

Trods de mange bøder er der generelt set bred opbakning blandt danskerne til de nye skærpede miljøzonekrav. Det viser en ny undersøgelse, som YouGov har foretaget for Gjensidige.

Her svarer flere end hver tredje af de adspurgte, at de ser positivt på de nye regler, mens knap hver femte mener, de nye regler er for skrappe.

Samtidig mener hver fjerde, at reglerne bør strammes yderligere, så der eksempelvis skal være helt forbud mod at køre i dieselbiler i landets største kommuner.

Mindeord om Jes Jørgensen

0

Ethvert liv er som med en rød tråd vævet sammen med andres liv. Jes Jørgensens liv var vævet sammen med vores. Det er Jes Jørgensen der er død. Vores liv bliver aldrig som før.

Nu er det tid at erkende:

Verden bliver aldrig som før.

Nu er det tid til at vende

Vor tanke mod alt det, du gav

Nu er det tiden at kende

Mørket der kan gøre os blind

Nu er det tiden at tænde

Drømmen, du gav til vort sind.

(Frit efter Carl Scharnberg 1998: Nu er det tid )

Jes viede hele sit arbejdsliv til Danmarks børn og unge. Han arbejdede stålfast på at alle børn og unge skal have lige deltagelsesmuligheder. For Jes var fritids- og ungdomsklubberne samt ungdomspædagogikken og den samfundsmæssige anerkendelse heraf et vigtigt middel hertil. Med fritids- og ungdomsklubberne startede Jes´ livsmission.

Først som faglig sekretær i Landsforeningen Danske Klubfolk (LDK), hvor han dels arbejdede i Fynsafdelingen og dels i LDK´ s nationale ledelse. Efter LDK´ s fusion med BUPL i 1991 arbejdede han i en periode for BUPL frem til 1995.

Herefter blev han ansat som projektleder i Fredericia Kommunes udviklingsprojekt: Frederic og Ida, der skulle geare klubområdet i Fredericia til at matche områdets nye lovgivning. Jes Jørgensen var tilknyttet Fredericia Kommune frem til 1998, hvor han sammen med Institutionsafdelingen og klubområdets ledere og medarbejdere udviklede klubområdet, således det blev kendt langt ud over kommunegrænsen. Desuden var Jes en afgørende kraft i tilblivelsen af Fredericia Kommunes ungdomshus.

Han var dernæst ansat i Dansk Sygeplejeråd, for i 2007 at blive ansat som områdechef i Århus Kommune Område Gellerupparken/Toveshøj.

I forbindelse med reduktion af antallet af områdechefer i 2011 overgik Jes til en stilling som sektionsleder i Børn og Unge forvaltningen.

Hans sidste stilling blev som Børne- og Ungechef i Ærø Kommune, og det var fra denne stilling Jes gik på pension i 2022. Det er en dyb sorg for alle os, der har arbejdet sammen med og været venner med Jes i mange år, at han er død.

Jes havde et vedholdende og dybt engagement i at skabe de bedste betingelser for børn og unge, uanset hvor han virkede og uanset hvilke ansættelser han havde. For Jes var børne- og ungeperspektivet centralt. Hans omdrejningspunkt var at give alle børn og unge lige deltagelsesmuligheder og kvalificeret selvbestemmelse i alle de sammenhænge, han indgik i. Samtidig mestrede Jes at arbejde med og bevæge sig i det komplekse samspil mellem samfundsmæssige betingelser, politiske strategier, kommunale vilkår, professionelle og børn og unge.

Jes var ambitiøs på vegne af børne- og ungeområdets udvikling. Han havde en stålsat vilje til at ville forbedre og forandre betingelserne for børn og unges udviklingsmuligheder. Jes havde dyb indsigt i, erfaring med og faglig viden om, hvad der skulle gøres, og han fortsatte med at tage formelle uddannelser for at være fagligt kvalificeret og opdateret på den nyeste viden.

Han var ansvarlig for et stort udviklingsprojekt på børne- og ungeområdet i Ærø Kommune, og som eksempel på hans ønske om kontinuerlig kvalificering deltog han som studerende sammen med ledere, lærere, pædagoger og socialrådgivere i moduler på Diplomlederuddannelsen og gik til eksamen på lige fod med alle andre. Han gik foran og viste, at alle har brug for kompetenceudvikling.

Jes var ubetinget et stort organisatorisk ledelsestalent. I 1980´erne var han ansvarlig for de årlige landsgeneralforsamlinger i LDK, og han fik her de første dybe erfaringer med at lede og organisere store arrangementer, hvor alle deltagere fik deltagelsesmuligheder. Denne viden og disse erfaringerudbyggede han gennem resten af sit arbejdsliv til stor gavn for kvaliteten i alle de opgaver, han varetog. Det mærkede vi senest, da vi i november 2023, sammen med Jes, stiftede Fagligt Selskab for Fritids- og Ungdomspædagogisk Ledelse.

Jes var på alle måder et varmt og generøst menneske. Han arbejdede vedholdende og gik efter den ypperste kvalitet både i opgaveløsningerne og i de menneskelige relationer. Han har i høj grad inspireret alle os, der har arbejdet sammen med ham både pga. hans dybe faglighed og hans måde at være menneske på. Jes kærede sig om alle os, han indgik i relationer til. Han havde omsorg for andre mennesker, og han havde tillid til, at vi alle gjorde vores ypperste for at nå de mål, vi var sammen om.

Det er en dyb glæde at have arbejdet sammen med og været tæt på Jes. Han har på alle måder sat aftryk og gjort indtryk.

Jes Jørgensen blev 67 år. Vores varmeste tanker går til Jes´ familie, hans livsledersager Lea, deres børn, samt svigerbørn og børnebørn. Det er en dyb sorg, at han er død.

Æret være hans minde.

Svend Bak, Toke Agerschou. Jesper Larsen og Lisbeth Pedersen

DMI har udsendt varsel for skybrud og torden

0

DMI udsender en vejrudsigt for den kommende weekend, der bringer en blanding af vejrforhold over Danmark, med særlig fokus på risikoen for skybrud og torden, især over Jylland og den vestlige del af Fyn.

Lørdagens vejr starter med skyet himmel over de fleste områder af landet, og visse steder kan opleve dis eller tåge tidligt på dagen. En varmfront med tilhørende regn vil bevæge sig op over landet fra syd, men eftermiddagen lover en opklaring over den syd- og østlige del, hvor solen forventes at bryde igennem, omend i et sløret lys. Denne opklaring medfører varmere temperaturer, idet lun luft fra syd presser op. I de sydlige regioner kan temperaturerne nå op til 15 grader, lokalt måske endda 17 grader. Det skal dog bemærkes, at en frisk østenvind kan gøre disse varmere temperaturer mindre mærkbare, og derfor kan et solrigt lækrog være særligt tiltalende.

Fra lørdag aften og ind i søndagen, påskedag, vil der strømme lun og fugtig luft ind over landet fra syd, hvilket især vil påvirke den vestlige del af Danmark med byger. Disse byger kan ifølge enkelte prognoser blive kraftige og potentielt medføre torden. Bygerne forventes at bringe betydelige mængder nedbør på kort tid, og der kan forekomme store lokale forskelle i nedbørsmængderne.

Som følge af denne forudsigelse har DMI udsendt en risikoalarm for skybrud og torden. Advarslen er gældende for Jylland og den vestligste del af Fyn fra lørdag aften kl. 20.00 til søndag formiddag kl. 09.00. Skybrud defineres her som mere end 15 mm regn faldet på mindre end 30 minutter.

Villy Søvndal stopper i Kolding Byråd

0
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia Avisen

Op til kommunalvalget i 2021 var der to markante skikkelser i valgkampen, Eva Kjer Hansen og Villy Søvndal. Den 1. maj er ingen af dem længere tilbage i byrådet i Kolding, da Villy Søvndal udtræder af Kolding Byråd den 30. april 2024.

Der var to store kanoner, der fyldte valgkampen i Kolding op til valget i 2021: Villy Søvndal og Eva Kjer Hansen. Eva Kjer Hansen var tæt på at snuppe borgmesterposten i Kolding, men Søvndal, der sad med afgørende mandater, valgte at pege på Knud Erik Langhoff fra de Konservative som borgmester.

Da Eva Kjer Hansen ikke blev genvalgt til Folketinget i 2022, endte hun med at trække sig helt fra den politiske scene, da hun udtrådte af Kolding Byråd samtidig. Dermed var der kun Søvndal tilbage af de to store spidser, men nu siger den rutinerede SF’er også stop.

Dog ikke fordi han stopper i politik, men derimod fordi Søvndal er opstillet til Europa-Parlamentsvalget den 9. juni. Derfor har der været en sag i Kolding Byråd, hvor udtrædelsen formelt set skulle godkendes. Det blev den uden indvendinger efter, at Knud Erik Langhoff havde læst sagsfremstillingen op, hvor der blandt andet stod:

– Villy Søvndal har meddelt, at han ønsker at udtræde af Kolding Byråd pr. 30. april 2024, idet han stiller op til Europa-Parlamentet ved valget den 9. juni 2024.

Uden indvendinger blev Søvndals udtrædelse af Kolding Byråd godkendt. I stedet for Søvndal indtræder Susanne Stenstorp Thorsen i Kolding Byråd. Med Søvndals afgang fra byrådet kommer der til at ske en større omkonstituering i SF’s byrådsgruppe, da Søvndal bestrider en del poster. I politiske udvalg sidder han som formand for Social og Arbejdsmarked, næstformand for Social Bæredygtighed, medlem af Økonomi og Strategi, samt medlem af Senior.

Af andre poster bestrider Villy Søvndal blandt andet formandsposter i CSV’s bestyrelse, Koldings Arbejdsmarkedsråd, Kolding Uddannelsesråd, Udsatterådet og Multikulturelt Forum. Derudover er Søvndal også medlem af Business Koldings repræsentantskab og medlem af havnebestyrelsen.

  • Susanne Stenstrop Thorsen indtræder som medlem af Social og Arbejdsmarked
  • Iben Lehmann Rasmussen indtræder som medlem af Social Bæredygtighed
  • Iben Lehmann Rasmussen indtræder som medlem af Økonomi og Strategi
  • Susanne Stenstrop Thorsen indtræder som medlem af Senior
  • Hans Holmer udtræder af Sundhed og Fritid og Susanne Stenstrop Thorsen indtræder
  • Iben Lehmann Rasmussen udtræder af Kultur og Susanne Stenstrop Thorsen indtræder
  • Susanne Stenstrop Thorsen indtræder som medlem af Handicaprådet
  • Hans Holmer udpeges som medlem af Havnebestyrelsen med Jørn Chemnitz som stedfortræder
  • Iben Lehmann Rasmussen indtræder som medlem af Valgbestyrelsen for Sydjyllands Storkreds´s 11. og 12. opstillingskredse, Kolding Nordkredsen og Kolding Sydkredsen
  • Iben Lehmann Rasmussen indtræder som medlem af Valgbestyrelsen ved kommunale valg med Hans Holmer som stedfortræder
  • Iben Lehmann Rasmussen udpeges som stemmeberettiget med Jørn Chemnitz som stedfortræder til KL´s politiske topmøder
  • Iben Lehmann Rasmussen indtræder som medlem af Foreningen Business Koldings repræsentantskab
  • Susanne Stenstrop Thorsen indtræder som medlem af CVS´s bestyrelse med Iben Lehmann Rasmussen som stedfortræder
  • Iben Lehmann Rasmussen indtræder som medlem af Kolding Arbejdsmarkedsråd
  • Næstformanden i Social og Arbejdsmarked bliver i den resterende byrådsperiode formand i Kolding Arbejdsmarkedsråd
  • Iben Lehmann Rasmussen indtræder som medlem af Kolding Uddannelsesråd
  • Iben Lehmann Rasmussen indtræder som medlem af Udsatterådet
  • Iben Lehmann Rasmussen indtræder som medlem af Multikulturelt forum
  • Iben Lehmann Rasmussen indtræder som stedfortræder for Hans Holmer i Arbejdernes Andels-Boligselskab Koldings bestyrelse
  • Iben Lehmann Rasmussen indtræder som stedfortræder for Birgitte Munk Grunnet i advisory board til bestyrelsen, Fonden Business Kolding
  • Hans Holmer udtræder som medlem af BlueKolding Holding A/S´s bestyrelse og Jørn Chemnitz indtræder.

Ung mand kørte ulovligt rundt

0

En 20-årig mand fra Fredericia blev fredag aften sigtet for at køre påvirket rundt.

Klokken 19:47 blev manden standset på Snoghøj Landevej i Fredericia.

Politiet mistænkte den 20-årig for at køre i påvirket tilstand. Han blev testet for både spiritus- og narkokørsel, hvorfor han blev sigtet for det.

Dyrene skal ikke tage skraldet

0

Dyrenes Beskyttelse oplever for tiden flere henvendelser på dåvildt, der har fået viklet geviret ind i bånd og skrald. Det kan ende med at koste dyret livet.

Lidt snor fra en halmballe, en løs tråd fra en hestefold eller et jordbærnet, der blæser væk fra haven. Det kan vel ikke forvolde så meget skade – eller hvad?

Jo, lyder svaret fra schweisshundefører Leif Stonor, der flere gange har oplevet at komme ud til dåvildt, der er blevet viklet ind i træer eller artsfæller på grund af efterladt skrald. 

– Det var et skrækkeligt syn at se hjorten springe rundt nede i vandet. I starten troede jeg, at den hang fast i et træ, men det viste sig, at det var en anden død hjort, den hang sammen med.

– Den kæmpede forgæves for at komme fri og op ad vandløbet, men den kunne selvfølgelig ikke få sin døde makker med, forklarer Leif Stonor, der lykkedes med at få skåret den levende hjort fri, så den kunne leve videre.

Han plejer at have fire-fem sager med fastviklet dåvildt på et helt år, men de seneste to uger alene er han rykket ud hele ni gange.

Dåvildt er af natur nysgerrigt og smider geviret i forårsmånederne, hvilket kan medføre, at det klør. Derfor går dyret og roder i alt, det finder på sin vej. Bliver geviret først viklet ind i bånd, snor eller net, som er efterladt i naturen, kan skæbnen være ganske grum.

Dåvildtet gnubber sig ofte op ad træer og risikerer derfor at blive bundet fast til træet. Og ender det med at stå og stange gevirerne sammen med en artsfælle, sker det altså, at de to dyr bliver viklet sammen. Begge dele medfører dødelig udgang som følge af sult og tørst, hvis dyrene ikke findes i tide.

Problemet blev også belyst i P4 Sjælland onsdag morgen, hvor Teamchef for Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral, Lars Holse, deltog.

Han kunne fortælle, at der allerede har været 40 lignende sager om dåvildt i 2024, ligesom han minder om det store mørketal af dyr, der ikke bliver fundet i tide, da de når at miste livet til mødet med skrald, før de bliver fundet.

– Det er ikke helt urealistisk at komme til livs. Hvis vi putter halmsnor, net og skrald i lukkede sække. Hvis vi piller trådene ned, når hestefoldene ikke længere anvendes og placerer det, så det ikke blæser væk. Hvis vi deponerer affald korrekt, så skulle det gerne undgå at havne i naturen, forklarer Lars Holse.

Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 oplever ofte dyr, der er kommet i nød på grund af skrald efterladt i naturen. Nogle dyr spiser skraldet, andre kommer til at hænge fast i det, men fælles er, at et simpelt stykke skrald kan være livsfarligt for de vilde dyr.

Derfor har Lars Holse en klar opfordring til alle, der opholder sig i det fri og medbringer ting, der ikke hører til i naturen:

– Vi skal rydde op efter os selv, så de vilde dyr ikke skal tage skraldet for os.

Michael Hansen: Svært at acceptere, vi er så meget dårligere

0

Michael Hansen var fattet efter FC Fredericias nederlag på 6-1, men han havde svært ved at acceptere den store forskel.

Korsfæstet, død og begravet.

FC Fredericia har udspillet deres rolle i pokalsemifinalen, der spilles over to opgør, men efter den første kamp mellem Silkeborg og FC Fredericia er der ikke noget på spil i returkampen. Det blev til en kamp, hvor det lignede, FC Fredericia vågnede op fra mareridt efterfølgende.

– Det kan man godt sige. Det var en første kamp, som er afgjort nu. Svært at acceptere, vi er så meget dårligere. Silkeborg viste den forskel, der skal være på de to hold, siger Michael Hansen.

adp-as.dk

I de første 12-13 minutter havde Silkeborg haft bolden meget, men de havde ikke tilspillet sig nogen chancer. Pludselig væltede korthuset på ni minutter, og så var Silkeborg pludselig foran 3-0.

– Det midterste kvarter i 1. halvleg var forfærdeligt. Det gjorde, at kampen løsnede sig. Vi havde svært ved at komme på deres banehalvdel. Vi var først farlige efter 30 min, og der var kampen lukket. Det er skuffende. Nøgternt viste Silkeborg forskellen på Superligaen og NordicBet Ligaen, forklarer Hansen.

Synes du forskellen er for stor?

– Forskellen er, hvor den er: 6-1, siger Hansen.

https://andresens-vvs.dk/

Silkeborg kom ind til kampen uden en sejr siden i starten af december, hvor de besejrede FC København i den første pokalkvartfinale. Siden har de spillet seks betydningsfulde kampe i træk uden at vinde. Det kunne få FC Fredericia til at klynge sig til et håb på forhånd.

– De får vist det her, at selvom de kommer i dårlig form, så er de der på dagen. Vi kommer selv fra en række under og ser, hvordan vi selv står. Silkeborg havde renset alt det, der var foregået, de var klasser bedre, fortæller Michael Hansen.

FC Fredericia har siden efterårssæsonen, hvor AaB, OB, og Lyngby blev ekspederet ud, mistet profiler som Nicklas Røjgaard, Frederik Christensen, Tobias Bach, og Adam Jakobsen. Spørgsmålet er, om FC Fredericia kunne have gjort en bedre figur med efterårets hold, end med det nuværende.

– Det ved jeg ikke, lyder svaret fra Michael Hansen.

Til gengæld ved Hansen godt, hvilken følelse han står med efter, at det allerede nu er afgjort efter en ydmygelse af FC Fredericia.

– Det er pisseirriterende, når vi har brugt så lang tid på at glæde os til kampen, og så bliver det til en ydmygelse. Vi har brugt lang tid på at forberede os, og vi ville holde kamp to åben, så vi er frustrerede, slutter Michael Hansen.

https://byens-broed.dk/

Returkampen mellem FC Fredericia og Silkeborg spilles den 11. april.

Låge 22: Geist//Gnist: Når julegaver vælges med nærvær

Låge 22: Geist//Gnist: Når julegaver vælges med nærvær

0
Der er noget særligt over december i Fredericia. Lyset blinker i kæder over byens gader, og luften er fyldt med duften af gløgg, kaffe...