Hvad venter der FHK i Bukarest?

0

Torsdag aften klokken 18:45 dansk tid står Fredericia Håndboldklub (over for en udfordring af de helt store, når de træder ind på Dinamo Bucurestis hjemmebane i Rumænien. Det er FHK’s første Champions League-kamp nogensinde, og de træder ind i en arena fyldt med tradition, stærke profiler og en fanbase, der er kendt for deres lidenskab og intense støtte til hjemmeholdet. AVISEN er i Bukarest.

Dinamo Bucuresti har opbygget et hold, der både består af etablerede internationale navne og lovende talenter, hvilket gør dem til en formidabel modstander. Blandt profilerne finder vi den serbiske målmand Vladimir Cupara, som er kendt for sine hurtige reflekser og evne til at læse spillet. Cupara har tidligere spillet for store klubber som Telekom Veszprém og har en solid erfaring fra både klub- og landsholdsniveau. Han vil være en nøglefigur i Bucurestis defensiv og en mand, som FHK’s skytter skal finde en måde at overliste.

På højrebacken finder vi Branko Vujovic fra Montenegro, en spiller, der har ry for sine kraftfulde skud og aggressive angreb. Vujovic er en af Bucurestis vigtigste offensive våben, og hans evne til at bryde gennem forsvarslinjen vil være en konstant trussel mod FHK’s forsvar. Med sin fysik og skudkraft bliver han ofte omtalt som en “bomber”, og FHK skal være klar til at håndtere hans angreb med en solid defensiv taktik.

På stregen finder er Miklos Roste, en ungarsk stregspiller på hele 203 cm, der kan skabe store problemer med sin styrke og placeringsevne. Rostes størrelse og fysiske tilstedeværelse gør ham til en vanskelig modstander i nærkampene, og hans evne til at trække forsvarsspillere til sig åbner ofte op for hans medspillere. Det bliver afgørende for FHK at finde en måde at neutralisere Roste, da hans indflydelse på spillet kan være betydelig, især i de tætte situationer foran mål.

Nye navne og kendte ansigter

Men det er ikke kun de etablerede stjerner, som Fredericia skal være opmærksom på. Dinamo Bucuresti har også tilføjet den islandske playmaker Haukur Þrastarson til deres trup. Þrastarson er et relativt ubeskrevet blad på den internationale scene, men potentialet er enormt. Han har været plaget af skader i en stor del af sin karriere, men hvis han rammer sit topniveau, kan han blive en afgørende spiller for Bucuresti. Hans kreativitet og blik for spillet kan skabe åbninger, som få andre kan se, og det kan blive en udfordring for FHK’s forsvar at forudse hans bevægelser og pasninger.

Som en ekstra krølle på halen har Dinamo Bucuresti også hentet den danske stregspiller Frederik Ladefoged, der tidligere spillede for Bergischer HC i den tyske Bundesliga. Ladefoged bringer en unik forståelse af spillet og skandinavisk håndboldstil til Bucuresti, og han vil sandsynligvis have en særlig motivation for at præstere mod sine landsmænd. Hans erfaring fra Bundesligaen vil også være en stor fordel for Dinamo Bucuresti, da han er vant til højintens håndbold på et højt niveau.

En intens atmosfære

Men det er ikke kun spillerne på banen, som FHK skal forberede sig på. Ifølge kilder i håndboldmiljøet, som AVISEN har talt med, er atmosfæren i Dinamo Bucurestis hjemmebane en oplevelse i sig selv. De hardcore fans er kendt for at skabe en stemning uden lige, der kan sammenlignes med de mest intense fodboldkampe i denne del af Europa. Dette betyder, at Fredericia-spillerne kan forvente en atmosfære fyldt med larm, sange, og måske endda en snotklat eller to, der kommer flyvende fra tribunerne.

En sådan stemning kan være både en fordel og en ulempe. På den ene side kan det lægge et enormt pres på udeholdet, men det kan også fungere som motivation for spillerne til at præstere på et højere niveau og bevise deres værd på den store scene.

Dinamo Bucurestis europæiske drømme

Dinamo Bucuresti har været i god form på den europæiske scene. Sidste sæson nåede de hele vejen til Final4 i European League, den næstbedste europæiske klubturnering. I denne sæson har de taget skridtet op til Champions League, hvor de nu vil måle sig med de bedste hold i Europa. Deres imponerende præstationer, herunder en sejr over Skjern i kvartfinalen, viser, at de er i stand til at spille på et meget højt niveau, og siden da er holdet kun blevet stærkere.

Med en blanding af internationale profiler og talentfulde spillere er Dinamo Bucuresti klar til at tage kampen op mod nogle af de største klubber i verden. For Fredericia betyder det, at de står over for en af de største udfordringer i deres klubhistorie. Men med udfordringer kommer også muligheder – muligheden for at vise, at de kan konkurrere på det højeste niveau og at markere sig på den europæiske scene.

En udfordring og en mulighed

For FHK er denne kamp ikke kun en udfordring, men også en stor mulighed. En chance for at vise, at de kan konkurrere mod nogle af de bedste hold i Europa. De vil skulle spille med disciplin, koncentration og en smule frygtløshed for at kunne tage noget med hjem fra Bukarest.

Om det lykkes at få noget med hjem for FHK bliver afgjort torsdag klokken 18:45 dansk tid, og det hele kan følges før, under og efter kampen på AVISEN, der liveopdaterer fra kampen i tekst.

Oplev ‘kroplevelsen’: Saunaen ruller til Østerstrand

0
Foto: Fornemmelse.dk
Foto: Fornemmelse.dk

Torsdag bringer Fornemmelse.dk deres mobile saunatønde til Østerstrand i Fredericia, og inviterer alle interesserede til en oplevelse, der kombinerer varme, havbadning og sanselige indtryk. Arrangementet, som Thomas Christiansen fra Fornemmelse.dk kalder en “kroplevelse,” er en invitation til at opleve, hvad der sker, når krop, sanser og natur mødes på en ny og anderledes måde.

Foto: Fornemmelse.dk

– Jeg kalder det en ‘kroplevelse’, fordi det ikke kun handler om sauna, men også om at opleve kroppen og sanserne på en helt ny måde, fortæller Thomas og uddyber:

– Hvis I sætter krop og oplevelse sammen, så er det det, jeg kalder for kroplevelse. Eller det at krop-leve, eller at leve med kroppen forrest, kunne man også sige. Det handler om at sanse verden og mærke verden. Og der er kontrasterne mellem varmen og kulden – mellem saunavarmen og den begyndende kulde, som mange vil mene allerede er i havet nu. Disse kontraster er i høj grad med til at stimulere sanserne.

Saunaen står klar ved Østerstrand

Den mobile sauna placeres torsdag ved promenadekanten på Østerstrand, hvor deltagerne får mulighed for at nyde udsigten over Lillebælt, Røjle Klint og Cirkelbroen, mens de skiftevis varmer sig i saunaen og køler sig af i det kolde vand. Thomas uddyber, hvad denne oplevelse indebærer:

– Så der er kontrasterne mellem saunavarmen, duftene, fugten derinde, og den gus, som man kan opleve, og så havet med kulden og den direkte kontakt med huden. Vandet direkte på kroppen, den bevægelse der er i det – både i forhold til vandet at bevæge sig, men også at kroppen bevæger sig i vandet. Så der sker en hel masse med den her måde, kroppen den mærker naturen på, som er det, der ligesom er i fokus for det, jeg gør, eller det, jeg tilbyder.

Alle er velkomne – nybegyndere og erfarne

Arrangementet er ikke kun for de erfarne vinterbadere. Thomas opfordrer alle, der er nysgerrige på oplevelsen, til at komme forbi.

– Find en bademakker at tage med, foreslår han med et smil.

– Det synes jeg er en rigtig god måde, også hvis man ikke er vinterbader, men er nysgerrig på det eller kunne tænke sig at blive det. Altså, det er en rigtig god mulighed for at møde det her lidt kolde vand på en tryg og varm måde, bemærker han.

Og hvis mørket er en udfordring, er der også mulighed for at deltage tidligere på dagen.

Foto: Fornemmelse.dk

– Man kan jo også komme i morgen eftermiddag fra klokken tre, hvor der jo ikke er mørkt endnu. De første par timer, så er der jo rum til dem, der ikke vil bade i mørket. Jeg følger dem ud, hvis der er nogen, der er usikre på det mørke vand, og jeg har også før gået med i vandet, hvis der har været behov for det. Jeg kan jo ikke gøre det i alle timer, men det er i hvert fald også muligt. Så jeg synes, det er nogle gode og trygge rammer, siger han og fortæller lidt videre om konceptet:

– Jeg tilbyder friskbrygget stempelkaffe og god te, og man kan leje badekåber. Der er omklædningsrum med varme brusere og fine faciliteter, samt et fællesskab, et hjertevarmt fællesskab, hvor man kan dele de her oplevelser med hinanden, fortæller Thomas.

Han tilføjer, at arrangementet giver mulighed for at opleve det kolde vand på en tryg og varm måde, og at man altid er velkommen til at kontakte ham, hvis man ønsker en mere personlig oplevelse.

Intime omgivelser og begejstrede deltagere

De tidligere deltagere, der har været med til saunagus, har været meget positive overfor de rammer, Thomas tilbyder.

– De er meget begejstrede, fortæller han og fortsætter:

Det er et dejligt saunarum, men et lille rum – jeg har højst seks deltagere ad gangen. Så i forhold til mange andre saunaer, hvor der måske sidder 15, 20 eller 30, eller endnu flere til gus, så er det sådan en meget intim oplevelse. Deltagerne er selv med til at lave den her saunagus og prøver at blande de her æteriske olier og fylde på ovnen. Så på den måde har der været meget positiv tilbagemelding i forhold til den ramme, der er for det.

Foto: Fornemmelse.dk

Thomas glæder sig over muligheden for at bringe saunaoplevelsen ud til steder, hvor der normalt ikke er en sauna, og forklarer, hvordan han kan tage saunaen med til nye, uventede destinationer.

– Jeg kan tage den derhen, hvor der ikke er en sauna i forvejen, som på Østerstrand. Det er jo dejligt. Der er en flok med tidligere andre, der arbejder ihærdigt på at stifte en forening og få en permanent sauna. Det håber jeg sandt bliver til noget. Men indtil da, så synes jeg, det er pragtfuldt at komme rundt til steder, hvor der ikke er en sauna, og det kan være helt øde steder, eller det kan også være som Østerstrand, hvor der jo er faciliteter til det, siger han.

Chance for at opleve morilden netop nu

Da Thomas var på Nordfyn i tirsdags, oplevede han synet af morild – et sjældent naturfænomen, der lige nu kan ses flere steder i Danmark. Morild, som består af små lysende alger, skaber et blåligt skær i vandet, når det bliver mørkt.

– Når man bevæger sig i vandet, kan man se små glimtende lys rundt om kroppen, som om vandet lyser op i mørket, fortæller han.

– Det er helt vildt fedt at være i, og det er en af de oplevelser, som virkelig bringer naturen tæt på. Thomas håber, at deltagerne ved Østerstrand i morgen aften også får mulighed for at opleve morildens magi.

– Der kunne meget vel være morild i Fredericia, når vi er der, tilføjer han, og håber på, at deltagerne får chancen for at opleve det helt magiske fænomen. Men selv hvis morilden ikke viser sig, understreger Thomas, at saunaoplevelsen stadig er en særlig mulighed:

– Men helt generelt så er det en mulighed for at opleve naturen på en helt ny måde, siger Thomas og afslutter:

– Jeg håber virkelig, at mange vil komme og være med. Det er en kroplevelse, der er noget helt særligt, og det giver mulighed for at finde ro, nyde naturen og mærke sig selv på en ny måde.

En dag med byggeri, ekspertise og solskin i Hindsgavl

0

Byggefestivalen 2024, der fandt sted lørdag i Middelfart ved Hindsgavl i HUSET og dets udendørsområder, blev en solskinsdag dedikeret til byggeri. Festivalens koncept var at tilbyde en platform, hvor skabere, eksperter og entusiaster kunne mødes og udveksle viden, erfaringer og idéer. Fra kl. 09.30 var der åbent for publikum, og allerede tidligt på dagen kunne man opleve den livlige stemning blandt de mange boder, stande og udstillinger.

En af de deltagerne var skulptøren Sara Scheel, der arbejder med ler. I hendes stand viste hun en skulptur i vådt ler, som hun stadig var i gang med at finpudse, da vi fik lov til at snakke med hende om hendes tilstedeværelse på festivalen:

– Jeg hedder Sara Scheel, og jeg er skulptør, der primært arbejder med ler. Lige nu er jeg i gang med at lave en skulptur i vådt ler, som jeg finpudser, inden den skal brændes. Jeg arbejder meget med lerets egne karakteristika og blander ler i forskellige farver.

Hun blev inviteret til festivalen, hvilket var en uventet, men velkommen mulighed for hende:

– Jeg er egentlig blevet inviteret, og det var ikke noget, jeg selv havde overvejet, men det giver god mening. Jeg synes også, det er lidt sjovt, fordi når jeg laver skulpturer, siger jeg altid, at jeg bygger. Altså, jeg bygger skulpturer, så det er en proces, som andre måske vil beskrive som at skabe, bemærker hun, og fortsætter:

– Jeg kunne ikke lade være med at smile, da Mette henvendte sig. Det er netop det, jeg gør – jeg bygger virkelig. Jeg har også lavet en stor skulptur, som man kan se på billedet, der står i Kolding Vision Park. Jeg er meget interesseret i store skulpturprojekter, så det er noget, jeg brænder for. De skulpturer, jeg har med her, fungerer som et forlæg til en stor skulptur, som man kan gå igennem eller bevæge sig i.

Festivalen bød også på et væld af aktiviteter, men en af de mest populære sektioner blev faktisk det kreative område lavet til børnene, hvor de kunne lave deres egne små byggeprojekter.

Imens blev scenen bemandet af prominente personligheder inden for byggebranchen som Bonderøven, Lene Beier og Dennis Lindequist. Og så var der Anders Boisen, der kunne fortælle om sit liv i Danmarks måske mindste hus, hvilket Emil Thorup, der på dagen fungerede som konferencier, var noget overrasket over.

Emil Thorup, som selv netop havde bygget et sommerhus til 10 millioner kroner på 300 kvadratmeter, blev noget overrasket over at høre om Anders Boisens hus, som er på blot 14 kvadratmeter, og som er bygget af genanvendte materialer og udnytter regnvand, solenergi og affaldsgenbrug på innovativ vis. Han beskrev, hvordan hans hverdag nu er præget af naturens og vejrets rytmer i stedet for en traditionel 8-4 arbejdsrytme, og så forklarede han sin filosofi om, hvordan tiny house-livsstilen kan være en vigtig model for fremtidens bæredygtige boliger og boligkultur.

Alle ønsker udvikling, men ingen forandring.

0

Søren Kirkegaard krediteres for udsagnet? Jeg tillægger udsagnet til Fredericia Byråd og Kommunalforvaltning.

Byrødder med bykongestatus kan miste magten, den fordyrende forvaltningsstruktur risikerer positivt omstrukturering efter kommunalvalget i 2025, derfor har borgene alt at vinde ved, at Liberal Alliance får del i magten i 2025.

Jeg udfordrer “Magtens korridorer” i Fredericia kommune ved kommunalvalget i 2025. Beslutninger skal være borgernære, økonomien skal på fode igen, denne ene årelange budgetoverskridelse efter den anden, uigennemtænkte besparelser grundet tidligere tiders fejlslagne politik, manglende visioner med socialdemokratisk dominans uden borgerlig opposition, er skyld i en fiktiv industriel afhængighed, unødvendige sociale udfordringer og udfordringer på erhvervs- og bosætnings områder.

Ingen i kommunen har formået at udvikle en klar, fremadrettet plan for, hvordan byen skal vækste. En plan der skal udarbejdes i samarbejde med relevante parter og repræsentanter fra erhvervslivet. Det erhvervsliv, der tjener pengene til byen. Offentlige ansatte i forvaltningen har absolut intet kendskab til dette. Kun et begrænset segment af det fredericianske byråd har foden i det private pulserende erhvervsliv og dermed kendskab til verden udenfor. Hvordan skaber dette en solid økonomisk base for fremdrift.

De røde baroner på den venstreorienterede side af byrådssalen tror den grønne omstilling kommer ved at plante fiktive pengetræer, betonstalinisterne har ikke udviklet en eneste vækstbaseret plan i den nuværende byrådsperiode. Jeg siger, det er skammeligt.

Personlige relationer, manglende evne til at sætte sig ind i stoffet, netværk og uformelle samtaler, har stor indflydelse på, hvilke beslutninger der træffes, og hvordan politikken udvikler sig i Fredericia, kommunalbestyrelsens uformelle møder og aftaler mellem politikere, udenfor de officielle byrådsmøder, kommunikation fra borgmesteren eller andre ledende medlemmer, som kan påvirke beslutninger uden for de offentlige møder, byrådsmøder med lukkede dagsordner, der burde være åbent for offentligheden, sikre at offentligheden ikke lukkes ind og kan placere et ansvar.

Demokratiet har svære vilkår i Fredericia. Stemmer I som I plejer får I mere af samme lukkede og aflåste skuffe. Men jeg udfordrer Jer på åbenhed og frihed.

Poul Rand. Byrådskandidat til KV25 for Liberal Alliance.

Købmagergade får et krea-boost

0

Solen strømmede ind i den charmerende baggård til et lille bindingsværkshus i Købmagergade, hvor vi mødte Caroline Tusborg Sørensen – en passioneret ung kvinde med en drøm om at skabe et helt særligt kreativt frirum i byen. Caroline er 27 år, oprindeligt uddannet som speditør inden for logistik og har arbejdet med volumentransport i næsten et årti. Men livet i logistikbranchen blev for meget.

– Jeg kedede mig, fordi jeg følte, at jeg havde udtømt, hvad jeg skulle der. Jeg havde også en lederstilling i en anden virksomhed her i Fredericia, men desværre blev jeg meget syg af det, da jeg kun var 22 år. Jeg oplevede et stort forventningspres, ikke fra andre, men fra mig selv, i forhold til, hvad jeg skulle gøre, og hvordan jeg skulle gøre det. Det var en udfordring at være en 22-årig kvinde, der skulle fortælle ældre medarbejdere, hvad de skulle gøre, fortæller Caroline med en rolig, men fast stemme.

Det var i denne periode, at Caroline blev syg af stress og midlertidigt mistede synet. Den erfaring blev et vendepunkt i hendes liv, og efter en orlov på fire måneder besluttede hun sig for, at det var tid til at finde en ny vej.

– Jeg har brugt lang tid på at overveje, hvad jeg skulle gøre, og jeg havde egentlig ikke lyst til at vende tilbage til logistikbranchen. Jeg har altid været draget mod det kreative, at tegne og male. Jeg er ikke nødvendigvis den bedste til det, og meget af det, jeg laver, smider jeg ud bagefter. Men processen giver mig ro og fordybelse. Her behøver man ikke være noget særligt eller nogen bestemt, det er bare mig, der sidder og maler, siger Caroline og smiler.

Det var passionen for det kreative og en længsel efter noget mere meningsfyldt, der fik hende til at åbne Krea & Co – et kreativt værksted, hvor alle kan komme og udfolde sig kunstnerisk. Hun forklarer, hvordan hendes egen oplevelse som teenager, hvor hun ofte følte sig anderledes på grund af sine interesser, har inspireret hende til at skabe et fællesskab for andre.

– Jeg tror også, at det er drevet af, at jeg selv syntes, det var svært at være teenagepige. Jeg synes, det var meget hårdt i folkeskolen, og det var angstprovokerende ikke at have de samme interesser som de andre. Jeg har aldrig gået til fodbold eller håndbold, men sad derhjemme og malede, samlede på gammelt gavepapir og havde skuffer fulde af alle mulige materialer, som jeg kunne bruge til at klippe-klistre og lave små kort til jul og fødselsdage.

En løsning for det kreative sind

Det er netop denne følelse af at være anderledes og ønsket om at skabe et rum for dem, der måske ikke føler sig hjemme i traditionelle sports- eller fritidsaktiviteter, som har været drivkraften bag Krea & Co. Caroline drømmer om at gøre en forskel, selv hvis det bare er for ti piger, der føler det samme, som hun gjorde engang.

– Mit mål er, at hvis jeg kan gøre en forskel for bare ti piger, der føler det samme, som jeg gjorde engang, så ville jeg føle, at jeg havde gjort noget godt. Det er det, der driver mig. Det handler om de svære teenageår, som vi alle har oplevet, forklarer hun.

Siden Krea & Co åbnede den 24. august, har responsen været overvældende positiv. Det tog Caroline næsten et halvt år at renovere det gamle bindingsværkshus og skabe de hyggelige rammer, som skulle danne fundamentet for hendes vision. 

Caroline er oprindeligt fra Vejle, men har fundet en særlig form for støtte i Fredericia, som hun ikke tror, hun ville have oplevet i sin hjemby. 

– Jeg tror, at hvis jeg havde gjort det her i Vejle, ville jeg ikke have fået samme opbakning fra aviser, forældre og arrangementer som Kreative Dage i messecenteret, der kommer i oktober, eller Street Food Festivalen. Alle har været meget søde til at kontakte mig, og nogle piger fra Fredericia, der har genbrugsbutikker, har også vist interesse.

Den åbenhed og støtte hun har mødt fra lokalbefolkningen har givet Caroline troen på, at hendes koncept har en plads i byen. Alligevel har hun måttet overvinde sine egne usikkerheder undervejs.

– Det, man er mest bange for, når man laver et lidt utraditionelt koncept, er, om folk forstår det. I starten kæmpede jeg meget med tanken om, at jeg skulle lave en keramikbutik, men der er jo så mange, der allerede gør det, og det er ikke det, jeg ønsker. For mig handler det mere om de små nipsting, og jeg vil gerne holde priserne så rimelige som muligt, fortæller hun. 

I dag tilbyder Krea & Co en bred vifte af aktiviteter. Man kan male på sten, lys og endda støbe sine egne lys og fade. Der er også mulighed for at strikke, hækle, lave punch needle, arbejde med perler og meget mere. Det vigtigste for Caroline er, at det skal være tilgængeligt og uden pres. 

– Jeg vil gerne skabe et rum, hvor folk kan sætte sig ned og tegne eller male, selv hvis det bare er i en malebog.

Når vi spørger Caroline, om hun har en favorit blandt de mange kreative aktiviteter, griner hun. 

– Åh, det er så svært. Jeg har perioder, hvor jeg bliver totalt fokuseret på én ting og synes, det er det fedeste i verden. For nylig har jeg været meget optaget af punch needle, men hvis der er noget, jeg altid vender tilbage til, så er det at tegne med tusser. Jeg elsker det.

Drømme om fremtiden for Krea & Co

Selvom Krea & Co kun har været åbent i et par uger, har Caroline allerede flere planer for fremtiden. Hun ser frem til at deltage i Street Food Festivalen og Kreative Dage-messen, hvor hun allerede har og vil afholde workshops og præsentere Krea & Co for et bredere publikum. Hun drømmer også om at kunne tilbyde aftenarrangementer for specifikke aldersgrupper, så der er noget for alle.

– Jeg håber at skabe arrangementer, hvor det ikke er for angstprovokerende at tage afsted uden en veninde. Jeg ønsker, at folk bare kunne komme som enkeltpersoner og tænke: ‘Her er jeg, og jeg sætter mig ved dette bord, og vi skal bare hygge os.’

På trods af de ambitioner Caroline kommer med, understreger hun, at hun ønsker at holde omkostningerne nede, så kreativitet kan blive tilgængelig for så mange som muligt. 

– Jeg vil gerne gøre klart, at det ikke skal koste mere end det fitnessabonnement, som alle har, men måske ikke bruger. Og så kunne man have et abonnement hernede, hvor man bruger pap fra en gammel skotøjsæske, gamle aviser til trykkeri og collager og så videre.

Caroline vil skabe et rum, hvor der ikke er pres for at præstere, og hvor kreativiteten kan blomstre på sine egne præmisser. 

– Det handler om, at man ikke skal have den følelse af: ‘Det kan jeg ikke finde ud af,’ eller ‘Jeg er ikke kreativ nok til det.’ For kreativitet er mange ting. Det handler ikke om at være verdens bedste til at tegne eller noget.

En ny form for fællesskab i Fredericia

Med Krea & Co ønsker Caroline at skabe et sted, hvor folk i alle aldre kan mødes, lære noget nyt, og finde glæde i den kreative proces. Hun håber, at hendes værksted kan blive et fast holdepunkt i Fredericia, hvor mennesker kan mødes, udveksle idéer og skabe noget sammen, og så drager hun en sjov parallel til et fællesskab, som mange af os måske var en del af i vores tidlige år: 

– Jeg håber, at det bliver sådan en slags fællesskab, som SFO’en kan tilbyde. Men SFO’en mister mange børn allerede efter 3. klasse, og jeg synes bare, det er for tidligt at give afkald på det fællesskab, der går på tværs og den hyggelige kreativitet, afslutter Caroline med et smil.

Middelfart gjorde det igen: Vi er også gode spillere

0

Efter en lang dag med både arbejde og fodbold kunne Middelfarts anfører, Lasse Thomsen, ikke skjule sin glæde, da han og holdkammeraterne sikrede sig endnu en sensationel sejr i Oddset Pokalen. Middelfart besejrede endnu et hold fra de højere rækker, da Hobro blev nedlagt med 3-2.

Regnen silede ned, men det gjorde intet. Middelfart kunne efter kampen få fortjente sejrsøl, og i et kort ledigt moment så anfører Lasse Thomsen tilbage på, hvad han lige havde været igennem.

– Jeg er glad efter en lang dag med arbejde og fodbold nu. For anden kamp i træk i pokalen sikrer vi os videre deltagelse mod et hold fra de højere rækker, så jeg er meget glad for det, siger Thomsen og kommer ind på, hvordan middelfarterne matchede Hobro, der spiller i NordicBet Ligaen til dagligt:

– Det kan vi, fordi vi også er gode spillere. Og en gang imellem er der ikke stor forskel på 1. og 2. divisionshold. Vi kommer for at møde en modstander, der ligger en række højere, og jeg er klar på dupperne. Vi ved godt, at vi skal møde en god modstander, og nogle gange udligner det sig i sådan nogle kampe.

Lasse Thomsen havde efter kampen endnu ikke funderet over næste rundes modstander, Viborg.

– Det må vi også se i næste runde. Det bliver sjovt. Det er lidt bedre vejr, og så kommer der sikkert lidt flere folk på lægterne også, siger Thomsen.

En unik holdånd og kampgejst

I takt med at Middelfart gør sig bemærket i pokalturneringen, synes holdet at have fundet den rette balance mellem kampprogram, træning og dagligdagsforpligtelser.

– Man smider lige lidt vand i hovedet, når vi møder ind til taktikoplæg, og suger ind, hvad det er, vi skal ud og gøre, forklarer Thomsen og slår fast:

– Lige nu er det jo bare fedt, men i morgen, når jeg vågner op igen, så er det i gang igen for mig.

Trods udfordringerne på banen med store regnmængder, var det ikke noget Thomsen tænkte så meget over.

– Det er, hvad det er. Jeg tror, at når bolden ruller, så lægger man ikke mærke til det. Det er også en fin bane, selvom vi kunne have ønsket os bedre vejr, tilføjer han med et smil.

Klar til næste udfordring

Efter sejren og de fejringstimer, der følger, ser Middelfart nu frem mod den kommende udfordring i pokalturneringen.

– Nej, det bliver kort. Jeg vil lige have en øl eller sodavand i omklædningsrummet og noget pizza nu. Så tager vi hjem, og så møder vi ind igen torsdag og fokuserer på næste opgave, slutter Lasse Thomsen.

Med lodtrækningen til 3. runde af Oddset Pokalen allerede afsløret, venter der en spændende kamp mod Viborg. Med den form og kampånd, Middelfart har vist indtil nu, vil holdet uden tvivl tage imod Viborg med optimisme og tro på endnu en overraskelse i turneringen.

Koldings borgmester kritiserer budgetforlig

0

Knud Erik Langhoff, borgmester i Kolding Kommune for Det Konservative Folkeparti, har delt sine skarpe betragtninger omkring det nyligt indgåede budgetforlig mellem Dansk Folkeparti, Venstre, SF og Socialdemokraterne, der blev indgået udenom den siddende borgmester. For første gang i byrådets historie er borgmesteren og hans parti blevet udeladt fra budgetaftalen, og dette har skabt stor debat i Kolding.

Langhoff udtrykker sin undren over, at hans parti, Det Konservative Folkeparti, ikke er en del af det nye budgetforlig. Ifølge ham skyldes udelukkelsen partiets ønske om at sænke dækningsafgiften, en skat som virksomheder i Kolding betaler til kommunen. Han betragter beslutningen som et udtryk for ansvarlighed i forhold til at forvalte skatteborgernes penge med respekt.

– Vi ønsker den optimale velfærd for borgerne med samtidig respekt for, at det ikke er vores egne – men skatteborgernes penge – som vi forvalter, skriver Langhoff i et opslag på det sociale medie, LinkedIn.

Behov for langsigtet økonomisk styring

Langhoff påpeger, at selvom Kolding Kommune i øjeblikket har en sund økonomi, vil fremtidige demografiske udviklinger kunne lægge pres på kommunens finanser. Derfor mener han, at det er nødvendigt at kigge på, hvordan man kan sikre en bæredygtig økonomisk styring fremover.

– Som borgmester er jeg både glad for og stolt af at stå i spidsen for en kommune, der igen har fået en sund og god økonomi. Vi kan dog se, at befolkningsudviklingen på sigt vil lægge et pres på kommunens økonomi, og derfor er vi allerede nu nødt til at kigge på, hvordan vi i fremtiden sikrer en fortsat bæredygtig økonomisk styring af Kolding Kommune, skriver Langhoff.

Han understreger, at det er nødvendigt at starte en proces, hvor det afklares, hvordan kommunens drift og økonomi kan hænge sammen på en sund og bæredygtig måde også i de kommende år.

– Vi skal sætte tæring efter næring og sikre, at der altid er penge til at hjælpe der, hvor der er mest behov, tilføjer Langhoff.

Kritik af de øvrige partiers håndtering

Borgmesteren kritiserer de øvrige partier for at trække sig fra mulige besparelser, som de selv var med til at igangsætte en strukturel undersøgelse af. Han ser dette som en mangel på respekt for den proces, der blev startet sidste år, hvor et enigt byråd – med undtagelse af Dansk Folkeparti – besluttede at igangsætte en proces om strukturelle prioriteringer for at sikre en optimal anvendelse af skatteborgernes penge.

– I Det Konservative Folkeparti undrer vi os over, at nogle partier stod i kø for at tilbagekalde muligheden for omlægninger på områder, som de selv var med til at igangsætte en strukturel undersøgelse af. Dette blev gjort allerede inden blækket var tørt og er udtryk for en hån mod de kommunale medarbejdere, som har brugt et år på at arbejde med området, skriver Langhoff.

Langhoff efterlyser en saglig politisk debat

Langhoff opfordrer til en politisk debat, der foregår på en saglig og ordentlig måde og ikke via medierne. Han mener, at de partier, der har indgået budgetforliget, har handlet i panikangst for at skabe overskrifter frem for at fokusere på at forvalte skatteborgernes penge ordentligt.

– Man kan stille sig selv det retoriske spørgsmål, om der blandt SF, S, V og DF er en reel vilje til at bestyre kommunens økonomi, eller om politiske prioriteringer er til salg for hurtigste og største overskrift i selvpromoveringens navn, skriver borgmesteren skarpt.

Kolding står overfor svære beslutninger

Langhoff peger på, at Kolding Kommune står overfor nogle svære beslutninger i fremtiden, og at det kræver politisk mod at træffe de nødvendige beslutninger for at sikre kommunens fremtidige økonomiske sundhed. Han udtrykker bekymring over, at panikangst og ønsket om at komme på forsiden af aviserne overskygger den nødvendige politiske dialog og samarbejde.

– Vi står overfor nogle svære beslutninger i Kolding, og byen – dens borgere og virksomheder – ønsker handling og forandring. Det er meget svært at se på nuværende tidspunkt, hvordan vi skal gennemføre sunde politiske processer, når panikangst og forsideiver bliver mere relevant end at holde fast i brede aftaler, afslutter Knud Erik Langhoff.

Slidt jernbane fra Fredericia til Padborg fornyes

0

Sporene mellem Fredericia og Padborg får i den kommende tid et grundigt løft, som skal sikre, at banen er klar til togdrift i mange år frem.

Den 12. september går Banedanmark i gang med at udskifte skinner, sveller og sporskifter på strækningen, og samtidig bliver skærverne, som er fundamentet under sporet, renset.

Fornyelsen er nødvendig for at opretholde en stabil togdrift, og det giver desuden bedre mulig for, at man kan udnytte fordelene i det nye digitale signalsystem, som udrulles i Danmark i disse år.

– Jernbanen mellem Fredericia og Padborg er efterhånden godt slidt, for der kører hver dag masser af passager- og godstog på strækningen. Når vi fornyer sporene, bidrager det til en mere stabil togdrift, fordi der vil opstå færre fejl i spor og sporskifter. Det er godt for passagererne, som vil opleve øget komfort og færre forsinkelser, siger anlægschef i Banedanmark, Jørn H. Jacobsen.

Fornyelsen af strækningen vil påvirke togdriften på strækningen fra den 12. september frem til midten af december. Blandt andet vil der, mens arbejdet står på, køre lidt færre tog end sædvanligt.

Sporfornyelsen betyder, at der kun vil køre tog i ét spor ad gangen, mens man arbejder i det andet spor. Fra den 12. september til den 31. oktober er det ene spor spærret mellem Fredericia og Lunderskov, og det samme er tilfældet mellem Lunderskov og Tinglev fra den 5. oktober til den 9. december. I enkelte weekender vil der desuden være totalspærret fra sent lørdag aften til tidlig søndag morgen, hvor de få aflyste afgange erstattes af togbusser.

– Vi er glade for at kunne give strækningen et tiltrængt løft, men vi er også klar over, at det kan komme til at forstyrre i de kommende måneder. Vi gør selvfølgelig, hvad vi kan, for ikke at støje og støve, og vi har lagt spærringerne, så togdriften så vidt muligt kan opretholdes, siger Jørn H. Jacobsen.

Passagerer opfordres til at planlægge rejsen på Rejseplanen og holde sig opdateret på rejsen i “Mit Tog”-appen. Passagerer kan desuden finde mere information på DSB’s hjemmeside.

Banedanmark skal blandt andet:

  • Udskifte skinner og sveller på 17,6 km spor
  • Rense skærverne på 21,5 km spor
  • Sænke sporet under 3 broer
  • Etablere kantbjælkeforhøjelse og ballastsikring på ni broer
  • Forny afvanding på 2,1 km spor

31-årig mand ville stjæle vin og underbukser

0
(Foto: Fredericia AVISEN)

En 31-årig mand blev tirsdag sigtet for butikstyveri i Føtex i Prinsessegade i Fredericia.

Episoden fandt sted tirsdag klokken 13:20, hvor den 31-årige mand, som har ukendt adresse, blev taget i at forsøge at stjæle vin, hudplejeprodukter, underbukser og batterier til en samlet værdi af 982 kroner.

Føtex har tidligere meldt ud, at de samarbejder med et vagtfirma netop for at være forebyggende overfor butikstyve og for at undgå, at deres personale skal tage konfrontationen. Det fremgår dog ikke af døgnrapporten, om det var en vagt, der fik fat i butikstyven.

Efter kort tid kom politiet til stede og sigtede den 31-årige mand for forholdet, som han nu får en bøde for.

Bring tredobler ladekapaciteten i Taulov

0

Bring har installeret 21 nye ladepunkter og et omfattende solcelleanlæg på sin terminalbygning i Taulov. Målet er, at alle Brings varebilsleverancer skal være elektriske inden udgangen af 2025.

Med udvidelsen stiger antallet af ladepunkter på Brings terminal i Taulov til i alt 31. Simon Thylkjær Jensen er terminalchef i Taulov, og mener, at det er et vigtigt skridt for virksomhedens omstilling til el.

– Alle vores varebiler i Danmark skal være elektriske inden udgangen af 2025, og for at kunne nå det mål skal vi øge ladekapaciteten på terminalen. Vores 21 nye elbilsopladere er derfor vigtige for at kunne omstille hurtigere, siger Simon Thylkjær Jensen.

Ud over at have installeret nye ladepunkter har Bring også investeret i et solcelleanlæg på 1.102,96 kvadratmeter. Anlægget kan producere 243.000 kWh årligt. Det svarer til opladning af 48.600 mobiltelefoner i et helt år, eller den årlige opvarmning af 40-60 danske boliger.

Brand i ventilationsanlæg fik politi og brandvæsen på gaden i Fredericia

Brand i ventilationsanlæg fik politi og brandvæsen på gaden i Fredericia

0
KRIMI. Sydøstjyllands Politi rykkede lørdag eftermiddag ud til en brand i Fredericia, efter at en anmeldelse tikkede ind klokken 14.36. Branden var opstået på...