Susanne Eilersen om Kjærsgaards afgang

0

Efter mere end 40 år på Christiansborg har Pia Kjærsgaard, en af de mest markante skikkelser i dansk politik, meddelt, at hun ikke vil genopstille ved næste valg. For Susanne Eilersen, lokalpolitiker fra Dansk Folkeparti i Fredericia, er hendes afsked en betydningsfuld begivenhed.

Foto: AVISEN

– Man skal gå, når man er elsket og respekteret, siger Pia Kjærsgaard i et interview med TV2 om hendes beslutning om at forlade Folketinget efter mere end fire årtier i dansk politik. Med sin afgang markerer hun afslutningen på en tid, der efterlader mange medlemmer fyldt med respekt over hendes indsats og betydning for partiet.

En af dem, der er særligt berørt, er Susanne Eilersen, der selv sidder i Fredericia Byråd. Eilersen har set op til Pia Kjærsgaard siden partiets tidlige dage, hvor hendes politiske engagement blev direkte påvirket af de værdier som Kjærsgaard kom med og hendes stålsatte holdninger.

– Det var hende, der fik mig ind i politik, for da hun stiftede Dansk Folkeparti, ramte hun mig dybt med mange af de ting, hun stod for, og det, hun kom fra, fortæller Eilersen.

Pia Kjærsgaard startede sin politiske karriere som medlem af Fremskridtspartiet i 1984, hvor hun hurtigt blev en fremtrædende figur. Men det var først i 1995, da hun var med til at stifte Dansk Folkeparti, at hendes politiske visioner virkelig begyndte at forme den danske debat. Hendes mål om at skabe et parti, der talte for “de almindelige danskere,” blev her hurtigt realiseret gennem et fast fokus på emner som ældrepolitik, udlændingepolitik og EU-skepsis. Og det er netop Pia Kjærsgaards fokus på den “almindelige borger”, der har været en stor inspiration for Susanne Eilersen selv, da hun selv besluttede at gå ind i politik.

– Hun viste mig at man kan være en helt almindelig borger og stadig engagere sig politisk, siger Susanne Eilersen.

Kjærsgaard selv har ofte peget på betydningen af hendes baggrund som hjemmehjælper i formningen af hendes politiske værdier.

– Da jeg havde første arbejdsdag i Folketinget, havde jeg været på arbejde som hjemmehjælper natten inden. Det har nok også fyldt meget i mig, at jeg havde den baggrund. De ældre skal have det bedre. Det har jeg altid ment, siger hun i partiets pressemeddelse, og påpegede at dette har været en af hjørnestenene i hendes politik gennem årene.

Kampen for danskernes interesse

Imens har Pia Kjærsgaard også været kendt for sin vilje til at tage de svære kampe.

– Hun har aldrig vaklet. Hun har betalt en meget høj pris for at stå fast på sine politiske holdninger, især omkring udlændingepolitikken, forklarer Eilersen med en respekt i stemmen.

– Hun har måttet leve under beskyttelse af PET og har oplevet truende situationer, som da hun blev forfulgt på Nørrebro og måtte gemme sig i en bank. Alligevel har hun været ukuelig, og det beundrer jeg hende for, fortsætter hun.

Det er ingen hemmelighed, at Kjærsgaard som markant politisk skikkelse til tider har været en kontroversiel figur i Danmark. Alligevel fortæller Susanne Eilersen, at hun også har vist en mere personlig side frem til tider. Eilersen beskriver hende som både hård i politik, men blød i det private.

– Jeg har også lært hende at kende personligt, og hun er et meget varmt og følsomt menneske. Ligeså hård som hun kan være, når det drejer sig om politik, ligeså blød er hun, når det kommer til hende selv og de bløde værdier. Hun tænker altid på andre, siger Eilersen og bemærker:

– Hun har hjulpet utrolig mange i partiet gennem årene, men det hører man bare ikke så meget om.

Susanne Eilersen har oplevet denne dobbeltsidighed på nært hold og fremhæver, hvordan Kjærsgaards evne til at balancere mellem fasthed i politik og omsorg i det personlige liv ligeledes har gjort et stærkt indtryk på hende.

– Vi er blevet utroligt tætte og fortrolige de senere år, også privat. Det sætter jeg stor pris på, fortæller hun stolt.

Betydningen af Pia Kjærsgaards beslutning

Eilersen forstår og respekterer Kjærsgaards beslutning om at trække sig tilbage.

– Jeg forstår godt, at hun takker af nu. Hun har været i politik i mange år, og man bliver jo ældre. Hun gør alting på en velovervejet måde. Hun forberedte sin tilbagetræden fra partiet grundigt, og jeg er sikker på, at hun også har forberedt sig grundigt på dette, siger hun.

Kjærsgaard selv har udtalt, at hun føler sig elsket og respekteret, både af sit bagland, partiet og en stor del af befolkningen.

– Jeg føler mig meget elsket af mit bagland og af partiet. Og også af en pæn del af befolkningen, vil jeg gerne have lov til at sige. Så det er nu. Efter 40 år på Christiansborg.

Selvom Eilersen anerkender, at det vil være mærkeligt at se Dansk Folkeparti uden Kjærsgaard i front, er hun sikker på, at Kjærsgaards arv vil fortsætte med at præge partiets fremtid.

– Jeg tror ikke, hun kan helt lade være; selvom hun stopper, vil hun stadig være aktiv på en eller anden måde, men i et tempo, hvor hun kan holde fri, når hun ønsker det. Det kan jeg godt forstå, siger hun.

– Hun har tjent Danmark i 40 år, og det skylder vi hende en stor tak for, bemærker hun og understreger den påvirkning, Pia Kjærsgaard har haft på det moderne Danmark i dag – en indflydelse, som heller ikke er gået ubemærket hen hos Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt.

De to politikere fremhæver begge i deres afsked til den tidligere formand, hvordan hendes konsekvente linje har været med til at forme dansk udlændingepolitik og sikre, at landet har undgået de såkaldte “svenske tilstande” – en henvisning til de udfordringer, Sverige har stået over for i forhold til integration og sikkerhed.

– Man kan ikke overvurdere Pias indflydelse på det moderne Danmark. Det er for eksempel hendes fortjeneste, at der ikke er svenske tilstande i Danmark, bemærker Messerschmidt til DR, mens Susanne Eilersen er enig:

– Selvom vi har vores udfordringer og problemer, har vi undgået at få svenske tilstande, og det skyldes hendes stålsatte udlændingepolitik, tilføjer hun.

Afsked med politisk frontfigur

I sin besked om sin beslutning på Facebook fremhæver Pia Kjærsgaard betydningen af hans opbakning:

– Den allerstørste tak skal tilfalde min mand Henrik, for uden hans store støtte og tålmodighed havde dette aldrig været muligt, skriver hun.

Støtten bemærkes også af Susanne Eilersen, som afslutter med at sende sine bedste ønsker til parret:

– Jeg ønsker hende og Henrik mange gode år sammen.

Og så slutter Susanne Eilersen af med at udtrykke sin største dybe taknemmelighed og respekt for Pia Kjærsgaards indsats gennem årene.

– Hun har altid været mit politiske forbillede, siger hun, og fortsætter til sidst en smule vemodigt men ærefuldt:

– Vi har meget at takke hende for i Danmark.

For Susanne Eilersen og mange andre i partiet vil Kjærsgaards arv altså fortsat leve videre, selv efter hendes formelle tilbagetræden fra det politiske liv.

Familieafdelingen kræver 40 millioner kroner ekstra

0

I forbindelse med det kommende budget forlanger Familieafdelingen i Fredericia Kommune en markant forøgelse af de eksisterende rammer. I år anvendes der knap 202 millioner kroner på området, hvor afdelingen flittigt tvangsfjerner børn fra deres forældre. De seneste to år har man overskredet budgetterne voldsomt, og derfor vil man nu i stedet for forlange flere penge til området fra nu af. Hele 40 millioner kroner ekstra.

En af de meget dyre poster på det kommunale budget er arbejdet med børn og unge, som er kommet i Familieafdelingens lys. Området har historisk været udsat for kritik, hvor både enkelte sager og medarbejderkulturen har været debateret. I begyndelsen af årtiet krævede Dansk Folkeparti en undersøgelse af Familieafdelingen, der mundede ud i kritik på en række områder. Senere afskedigede forvaltningen chefen på området, Kirsten Blæhr. Medarbejderne reagerede dengang med protest mod at blive udsat for kritik. Da man forrige år var nød til at finde adskillige besparelser på det kommunale budget, var det i sær på dette område at pengene var forsvundet.

I det aktuelle udvidelseskatolog til budgetforhandlingerne skriver forvaltningen:

“Familieafdelingen kan konstatere et øget antal børn og unge, hvor en anbringelse er nødvendig. Ligeledes er der flere børn og unge med funktionsnedsættelser, som også har behov for anbringelse”.

Det er primært afdelingens medarbejdere, der bygger sagerne op. Ligeledes er det også Familieafdelingen, der afgører, hvilke tilbud og specialister, der rådes over, når unge og børn skal undersøges. Men til budgetforhandlingerne sender man bolden videre til Folketinget, der har vedtaget en ny lov, der trådte i kraft 1. januar 2024:

“Med Barnets Lov fra 1. januar 2024 skete der et paradigmeskifte. Flere børn skal anbringes, og de skal anbringes tidligere. Ligeledes skal børnene så vidt muligt anbringes i kendte og nære relationer, og gerne i lokalområdet. Disse intentioner er indført af hensyn til børnenes trivsel og udvikling”.

Men på trods af intentionen om at børnene skal anbringes i lokalområdet, så råder Fredericia Kommune ikke over kommunale institutioner. Det betyder derfor, at der er en risiko for, at mange af de anbragte børn har svært ved at bevare tilknytningen til deres nærmiljø. Når de senere ikke længere skal være anbragt, kan det få betydning for deres kommende voksenliv.

Familieafdelingen mener dog, at anbringelsessagerne er blevet dyrere. Faktisk er omkostningerne næsten fordoblet, hvad angår de 20 dyreste sager. Det begrundes i faglige omstændigheder:

“Interne analyser på familieområdet har vist, at anbringelsessagerne generelt er blevet væsentlig dyrere de senere år. Fx er udgifterne til de 20 dyreste sager i Familieafdelingen steget fra ca. 26,000 mio. kr. i 2021 til 51,000 mio. kr. i 2023. Ligeledes viser analyserne, at der blandt de dyreste sager er en del sager med børn/unge med omfattende funktionsnedsættelser, som kræver ekstra bemanding på anbringelsesstedet. Dermed bliver prisen for anbringelsen også markant højere end en basistakst på anbringelsesstedet”.

Man slår endvidere fast, at området kan komme i økonomisk balance, hvis man får de 40 millioner kroner ekstra, man nu forlanger:

“Med tilførsel af 40,00 mio. kr. vil det specialiserede børne-og ungeområde, med den nu kendte viden, få et budget i balance. Dette giver mulighed for at arbejde videre med tiltag, der på sigt skal medvirke til en bedre balance i økonomien på området”.

Læs her udvidelseskataloget, hvor det hele fremgår.

15-årig varetægtsfængslet i fire uger efter hjemmerøveri i Fredericia

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

En 15-årig dreng fra Fredericia Kommune er blevet varetægtsfængslet i fire uger efter et hjemmerøveri, der fandt sted torsdag eftermiddag i en bolig på Søndermarksvej i Fredericia. Grundlovsforhøret blev afholdt fredag ved Retten i Horsens og foregik bag lukkede døre, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Politiet modtog anmeldelsen om hjemmerøveriet torsdag klokken 17.20, hvor en 49-årig mand angiveligt blev overfaldet i sit hjem. Kort efter iværksatte politiet en omfattende efterforskning, hvilket førte til anholdelsen af tre personer i Fredericia omkring klokken 19.00 samme aften.

Isoleret hændelse

Ifølge politiet blev de to øvrige anholdte personer løsladt efter afhøringer, men de forbliver fortsat sigtede i sagen. Politiet har understreget, at de betragter episoden som en isoleret hændelse, hvilket har medført et øget fokus på sikkerhed og teknisk efterforskning på gerningsstedet.

Sydøstjyllands Politi har også udtalt, at der stadig foretages yderligere undersøgelser for at klarlægge omstændighederne omkring hjemmerøveriet, og tekniske spor er blevet sikret på stedet.

Varetægtsfængsling og lukkede døre

Anklagemyndigheden bad under grundlovsforhøret om lukkede døre, og retten besluttede, at den 15-årige skal forblive varetægtsfængslet i fire uger. På nuværende tidspunkt er der ikke yderligere detaljer om beviserne eller den præcise sigtelse, da grundlovsforhøret blev afholdt bag lukkede døre.

Den 15-åriges varetægtsfængsling indikerer, at politiet og anklagemyndigheden vurderer, at der er tilstrækkelige grunde til at tilbageholde ham, mens efterforskningen fortsætter. Det er endnu uvist, hvornår der vil komme yderligere udviklinger i sagen.

Sådan skal du håndtere døde marsvin på stranden

0

Middelfart Kommune har for nylig delt en opdatering på deres Facebook-side vedrørende håndteringen af døde marsvin, der skyller op på stranden. Dette sker i forlængelse af tidligere rapporter om observationer af døde marsvin langs kysterne omkring Fredericia, hvor bekymring blandt de lokale borgere var stor.

Den nye opdatering fra kommunen forklarer, hvordan borgere skal håndtere fund af døde marsvin og understreger vigtigheden af at kontakte relevante myndigheder, hvis dyret er i en frisk tilstand.

Kommunen oplyser, at døde marsvin, som stadig er i frisk tilstand, kan bruges til forskningsformål. I så fald skal man kontakte den lokale indsats fra Naturstyrelsen, som derefter sørger for, at dyret bliver fragtet til Aarhus Universitet, hvor dødsårsagen kan blive undersøgt. Hvis marsvinet er i en tilstand, hvor det ikke længere er friskt, kan det ikke anvendes til forskning. Som en lidt makaber tommelfingerregel nævner kommunen, at marsvinet skal have sine øjne intakte for at kunne bruges.

Hvis marsvinet derimod er gået i forrådnelse, kan borgere ringe til Middelfart Kommune, der via Teknik & Miljø-forvaltningen står for bortskaffelse af de døde dyr i byzoner og på blå-flag-strande. På mere afsidesliggende steder, hvor det er vanskeligt at komme til, bliver marsvinet efterladt til naturen, hvor det vil blive en fødekilde for krebsdyr, insekter og fugle.

Kommunen advarer desuden om, at man ikke selv bør håndtere de døde marsvin, da der kan være smitterisiko, og opfordrer til, at håndteringen overlades til professionelle.

Skywalkers mulige rolle i marsvinedødsfald

Ifølge oplysninger fra Middelfart Kommune forventer Teknik & Miljø-forvaltningen flere døde marsvin i den kommende tid. Stigningen i antallet af døde marsvin tilskrives muligvis en ung han-delfin, kaldet Skywalker, som har opholdt sig i Lillebælt det meste af sommeren. Denne delfinart, som er den mest almindelige i Danmark, er betydeligt større og stærkere end marsvinet, og Skywalker har ingen artsfæller i området at konkurrere med. Det antages derfor, at delfinen kan have angrebet marsvin som en form for adfærdsmæssig aflastning eller for at udleve sine instinkter.

Skywalker er blevet observeret dræbe mindst ét marsvin, og nogle af de skyllede marsvin bærer tydelige tegn på vold, som kunne indikere en konfrontation med den unge delfin. Dette fænomen er ikke ukendt; lignende episoder har tidligere fundet sted ved andre danske kyster, hvor delfiner har angrebet marsvin.

Find Middelfart Kommunes Facebook-opslag her: https://www.facebook.com/MiddelfartKommune?locale=da_DK

Hvordan er det kommet så vidt?

0

Byrådet i Fredericia har i flere år forsøgt at få økonomien i balance, trods af gentagne forsøg er kommunen nødt til at gennemføre betydelige besparelser. Hvordan er det kommet så vidt? 

Mit svar: Politikere og forvaltning har gjort borgerne i Fredericia til gidsler i et magtspil, som konstant overrasker. Den politiske ledelse indser ikke, deres tidligere beslutninger har været fokuseret på prestigeprojekter og personlig profilering, i stedet for kernevelfærd, med store omkostninger for borgerne. 

Mangel på økonomisk kontrol, overblik, planlægning og prioritering i byens politiske ledelse har ført os til den situation, vi står i i 2024. Værst af alt er de kortsigtede løsninger, der er truffet uden en langsigtet økonomisk plan og uden forståelse for de langsigtede konsekvenser. 

Fredericia står overfor store beslutninger, der især rammer socialområdet og de klassiske velfærdsområder for børn, unge og ældre. Drastiske nedskæringer, nogle endda direkte uacceptable, skaber stor bekymring blandt borgerne og rejser spørgsmålet om, hvordan det overhovedet kunne komme så vidt.

De ældre, handicappede og udsatte familier ser ind i en usikker fremtid med færre offentlige ressourcer og tilbud. Det skaber ikke blot alvorlige udfordringer for borgerne, men også for byrådet og embedsværket, der står over for opgaven med at finde løsninger på en økonomisk kurs, der ikke synes bæredygtig.

Liberal Alliance i byrådet 2025 kan ikke løse udfordringerne med et trylleslag, vi er klar over budgetrammerne og de udfordringer, de medfører. Vi er mønsterbrydere og LA vil arbejde hårdt for at tage et større ansvar og sikre, at kommunen kommer tilbage på rette kurs. Det er svært, men ikke umuligt at finde en balance mellem økonomisk ansvarlighed og en acceptabel velfærd for byens borgere, det kræver politiske mod, når socialområdet er under pres.

Jeg går til valg på at prioritere socialpolitikken, rydde op i økonomiske skandaler og dårlig ledelse samt håndtere de stigende udgifter. Jeg vil styrke byens erhvervsliv, som er en væsentlig kilde til indtægter. Beslutningsprocesserne skal være mere gennemsigtige, der skal tages højde for de langsigtede konsekvenser for byens økonomi og velfærd. Jeg anerkender behovet for at inddrage både borgerne og erhvervslivet for at skabe en fælles forståelse af, at her-og-nu-besparelser er nødvendige for at sikre Fredericias fremtidige stabilitet og fremgang

Poul Rand, Kandidat til kommunalvalget 2025 for Liberal Alliance

26 årig mand idømmes forvaring for forsøg på manddrab

0
(Foto: Aarø)

Retten i Horsens har i dag afgjort, at en 26-årig mand idømmes forvaring, efter han er kendt skyldig i forsøg på manddrab på en fængselsbetjent.

Det var forsøg på manddrab, da en 26-årig mand den 18. februar sidste år overfaldt en fængselsbetjent i Enner Mark Fængsel, hvor manden afsonede en dom.

Det har Retten i Horsens i dag slået fast.

Den 26-årige mand, der tidligere er straffet for personfarlig kriminalitet, stod tiltalt for under strafafsoning at have stukket fængselsbetjenten flere gange i og omkring halsen med en tilvirket tandbørste. Fængselsbetjenten kom i den forbindelse til skade, men han var uden for livsfare.

Anklagemyndigheden havde på forhånd nedlagt påstand om, at den 26-årige skulle idømmes forvaring, samt at han skulle anbringelse på Sikringsafdelingen under Afdelingen for Retspsykiatri, indtil forvaringsdommen kan fuldbyrdes. Dette valgte retten at følge.

Dommen er blandt andet afsagt på baggrund af videoovervågning, vidneforklaringer samt lægelige oplysninger, der er blevet fremlagt i retten. I dommen er der også lagt vægt på Retslægerådets udtalelse om den 26-årige. Retslægerådet finder, at han med overvejende sandsynlighed udgør en så nærliggende fare for andre, at forvaring findes påkrævet. Desuden lagde retten vægt på, at overfaldet skete helt umotiveret og gik ud over en tilfældig fængselsbetjent.

Ud over forsøg på manddrab er den 26-årige også kendt skyldig i at have truet med at udøve vold, idet han den 18. februar sidste år også forsøgte at bide en fængselsbetjent i hånden. Den hændelse fandt sted et par timer efter det andet overfald.

Den 26-årige mand nægtede sig på forhånd skyldig, og han har anket dommen til landsretten.

For anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi mødte specialanklager Søs Bløcher.

Politiet anholder tre personer efter hjemmerøveri i Fredericia

0

Flere personer er blevet anholdt og sigtet for hjemmerøveri på en adresse i Fredericia. En 15-årig dreng bliver klokken 13.30 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Horsens.

Sydøstjyllands Politi modtog torsdag omkring klokken 17.20 en anmeldelse om, at en 49-årig mand var blevet udsat for hjemmerøveri i sit hjem på Søndermarksvej i Fredericia.

Som følge af anmeldelsen iværksatte Sydøstjyllands Politi straks en efterforskning af sagen, hvilket førte til, at tre personer blev anholdt i Fredericia kort før klokken 19.00.

I forbindelse med efterforskningen af sagen har teknikere arbejdet på gerningsstedet.

Politiet betragter episoden som en isoleret hændelse.

En af de tre anholdte, en 15-årig dreng med bopæl i Fredericia Kommune, bliver klokken 13.30 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Horsens. Anklagemyndigheden vil anmode om lukkede døre.

De to andre personer, der også blev anholdt torsdag, er blevet løsladt, men de er fortsat sigtede i sagen.

En verden i farver: En teaterkoncert, som får os til at tænke

0

Siger man show på Teater Malstrøm, siger man også dans og koreografi.

For koreograf Heidi Juhl Paaske er efterårets show “En verden i farver” en spændende udfordring:

– Det er et fedt show. Det er dejligt, at vi tager udgangspunkt i danske kvinder og dansk musik.

“En verden i farver” tager altså udgangspunkt i danske kvinder og kvinder i dansk musik, og netop det fokus, er Heidi ret begejstret for:

– Jeg synes, det er interessant, at det er danske kvinder, fordi det skaber et øget fokus på kulturen i musikbranchen. Når man tager det op med kvindelige musikere, skaber det et fokus på, at der er rigtig mange virkeligt dygtige kvinder i dansk musik, og jeg håber, det skaber nogle ringe i vandet.

Hun mener, at emnet er oppe i tiden, og at det er med til at udfordre vores blik på f.eks. traditionelle kvinderoller i samfundet. Heidi har koreograferet flere numre i showet, og især nummeret “Der er altid noget at gøre for en husmor” af gruppen Venter på far har været både sjovt og interessant:

– Performerne har fundet hver deres karakter og givet liv til konceptet “husmor”, og det spænder fra den “gamle” husmor til den moderne husmor. Det har været sjovt at se, hvordan de har givet liv til den her “husmor” – og så er der jo også en husfar med.

I bedste Malstrøm-stil er der altså tænkt over traditionelle kønsroller og på, hvordan de kan fortolkes. Det har også givet performerne noget at tænke over:

– De har fundet navne til karaktererne og givet dem liv på den måde. Så selvom koreografien er ens for alle, så er der store bevægelsesnuancer, som illustrerer det her med, at kvindernes rolle måske er meget forskellige, men måske ikke har udviklet sig så meget gennem tiden – men det giver et interessant billede.

Publikum vil uden tvivl kunne genkende nogle af stereotyperne, man møder, når man taler om husmødre. Fra den lidt vrede, indestængte og måske lidt dominerende “home manager” til den underkuede, betjeningsvillige og lidt for ivrige type, hen over en endnu ugift, men meget giftelysten, flirtende husfrøken. Måske det inviterer til en god samtale i bilen på vej hjem fra teatret?

Et andet nummer, publikum kan se frem til er Sanne Salomonsens “Taxa”, som handler om alt det, der kan ske på bagsædet af en taxa en mørk aften.

– Her illustrerer performerne, hvordan tiden kan stå stille i en taxa. Hvad kan der ske på bagsædet – det er lidt lummert. De er superfrække.

Det bliver altså både sjovt og frækt, når Teater Malstrøm tager fat i de mange numre, som har et kvindeligt islæt.

– Det er virkelig underholdende, at vi får skabt en masse historier omkring numrene, som publikum kan tage med hjem. Vi får skabt en teaterkoncert, som rammer alle, fordi numrene spænder vidt.

Det er langt fra første gang, Heidi Juhl Paaske er en del af det kreative hold hos Teater Malstrøm. I 2023 stod hun selv på scenen i Freakshow, og hun har været koreograf på flere af teatrets mange shows i årenes løb. Hun er bestemt en erfaren dame, og for hende er det altid en fornøjelse at arbejde på teatret, og “En verden i farver” er ingen undtagelse:

– Malstrøm har altid kunne skabe nogle historier, som gør, at man står i et helt nyt perspektiv. Det er jo ikke bare en teaterkoncert – det er jo en teaterkoncert, som får os til at stoppe op og reflektere over livet. Er jeg gået glip af noget?

Er du bange for at gå glip af noget? “En verden i farver” spiller i Det Bruunske Pakhus fra d. 19. september til d. 26. oktober. Billetter købes på https://tickethero.dk/portal/teater-malstrom/en-verden-i-farver/

Strandhusene og Enghusene er nu åbne

0

Strandhusene og Enghusene på Middelfart Marina er nu officielt åbnet. Middelfart Marina danner ramme om mange forskellige muligheder og mødesteder for mennesker. Og nu er der endnu mere plads til det, da både Enghusene og Strandhusene er åbne for alle.

Enghusene, som ligger ved engen, indeholder både et madpakkehus og et udekøkken, hvor besøgende kan nyde deres medbragte mad og benytte faciliteterne.

Strandhusene er placeret tæt ved vandkanten og fungerer som marinaens “blå mødested,” hvor fællesskaber kan blomstre, og aktiviteter kan skabes – både på stranden, til vands og i husene.

– Marinaen har tre strandhuse, som er tænkt som rammer for nye og varierede aktiviteter ved marinaen og stranden. Derfor er alle foreninger, der kunne have interesse i at benytte sig af de nye faciliteter, velkomne til at låne dem, siger Anders Møllegård, formand for Teknisk Udvalg, og tilføjer, at et af strandhusene er reserveret til kommunens naturvejledere, skoler og daginstitutioner til brug for undervisning, læring og aktiviteter.

De to øvrige strandhuse står i øjeblikket tomme, og Middelfart Marina tilbyder nu muligheden for at låne eller leje disse huse i kortere eller længere perioder. Dette sker som en del af en forsøgsordning, der løber frem til udgangen af 2025 og har til formål at skabe mere aktivitet på marinaen.

Foreninger under folkeoplysningsloven kan låne husene gratis, mens kommercielle virksomheder og andre foreninger skal betale leje. Husene er cirka 36 m² og kan bruges til eksempelvis pop-up butikker eller aktiviteter på stranden eller i vandet.

Dog kan husene ikke lånes eller lejes udelukkende til opbevaring, og der skal som minimum være aktiviteter én hverdag og én weekenddag i låne- eller lejeperioden. Husene skal lejes eller lånes for minimum én måned og maksimum tre måneder ad gangen.

Læs også: https://middelfartavisen.dk/middelfart-udvider-naturtilbud-for-skoler-og-daginstitutioner/

Butikstyveri i Elgiganten

0
Foto: AVISEN

Torsdag eftermiddag modtog Sydøstjyllands Politi en anmeldelse om butikstyveri fra Elgiganten på Vejlevej.

Klokken 15.22 blev der slået alarm, da en butiksdetektiv havde opdaget en person, som havde stjålet barbergrej til en værdi af 2.900 kroner. Politiet rykkede hurtigt ud til stedet og overtog sagen. En 45-årig mand blev pågrebet og sigtet for tyveriet.

– Vi overtog personen på stedet, hvor vi sigtede ham for butikstyveri, udtaler vagtchef Arno Rindahl fra Sydøstjyllands Politi.

Efter at have gennemgået sagsbehandlingen valgte politiet at løslade den 45-årige mand senere samme aften.

Gustav Lippert. Foto: Carsten Snejbjerg

DIF vil have unge med ved bordet i bestyrelseslokalerne

0
SPORT. Danmarks Idrætsforbund satte i weekenden gang i et nyt initiativ, der skal give unge medlemmer langt større indflydelse i landets idrætsforbund og foreninger....