2.9 C
Copenhagen
tirsdag 16. december 2025

Børsen brænder

0

For godt en time siden kunne københavnerne hører massive udrykninger. Mange kilometer væk kunne vores reporter på stedet se en røgsøjle. Det er den ikoniske bygning fra 1620, Børsen, der brænder. Spiret kollapsede, imens vi talte med vores reporter på stedet.

Brand-, politi-, og ambulancefolk er massivt til stede ved Børsen i København. Københavnerne var vidne til en chokerende hændelse, da spiret på den historiske bygning Børsen kollapsede i flammer. Børsen, der står som et monument over dansk handelshistorie, er indhyllet i tyk, grå røg, og flammerne slikkede grådigt op ad det snoede spir.

– Spiret falder om lidt, det brager, knitrer og går mod højre nu, fortæller Matthias Runge, da vi taler med ham på telefonen. Folk står i chok og ser på, det er helt vildt, siger Matthias Runge.

Politiet fortæller, at alle er evakueret fra bygningen.

– Der holder ambulancer klar, men der skulle ikke være folk i bygningen. Jeg kan dog se, at de er ved at hente malerier ud. Der er malerier for millioner af kroner i bygningen, fortæller Matthias Runge.

Den ikoniske bygning, der blev opført i 1620’erne af Christian IV, har længe stået som en stolt repræsentant for Danmarks storhedstid, med sine fire snoede dragehaler og tre kroner på toppen af spiret, symboler på unionen mellem Danmark, Norge og Sverige. Nu står bygningen, der fungerer som kontor for Dansk Erhverv, svøbt i stilladser, som ironisk nok skulle beskytte dens ældgamle struktur.

Katastrofen har ikke kun efterladt Børsen i ruiner, men også lammet trafikken i det mest centrale København. Alle omkringliggende gader er blevet afspærret, og nødberedskabet er i fuld aktion med ambulancer og akutlægebiler på stedet.

Som flammerne fortsætter med at fortære bygningen, samledes mange mennesker for at se på, hvordan en del af deres bys historie blev ædt op af ilden. Det er en sort dag i Københavns historie.

Hovedstadens Beredskab blev alarmeret 07.36, og herefter hastede et samlet beredskab til Slotsholmsgade. Alle bygninger omkring Slotsholmsgade er evakueret. Branden har gode forhold, da der er mange trækonstruktioner i bygningen, ligesom kobbertaget holder godt på varmen. Allerede nu har Hovedstadens Beredskab slukket flere mindre brande ved de omkringliggende bygninger som følge af nedfald fra hovedbranden.

Vender retur til Process Engineering A/S

0

Bo Delinde Priis genindtræder i Process Engineering A/S som kemiingeniør ved deres afdeling i Fredericia.

Uddannet som Diplomingeniør i proces- og kemiteknik, har Bo Delinde Priis gennem sin karriere erhvervet sig omfattende kompetencer inden for offentlig sagsbehandling og miljørelateret lovgivning og vejledninger. Hans professionelle baggrund omfatter også en periode hos Haldor Topsøe A/S, hvor han arbejdede i både katalyse- og procesafdelingerne og rejste internationalt for at assistere med tekniske udfordringer på forskellige petrokemiske anlæg.

Hans erfaring strækker sig yderligere til at omfatte arbejde med NOx-reduktionsteknologi til bilindustrien og indgående kendskab til opbygningen af naceller til havvindmøller hos MHI Vestas. Bo har også været involveret i rådgivning omkring gasinstallationer for hospitaler, laboratorier og Power-to-X industrien, herunder gas recovery projekter for Haldor Topsøe i forbindelse med deres nye SOEC-produktion i Herning.

Bo Delinde Priis’ tilbagevenden forventes at styrke Process Engineering A/S’ evne til at levere innovative løsninger inden for deres teknologiområder.

En kreativ oase i midten af Fredericia

0

I hjertet af Fredericia, omkranset af gågademiljøets til tider pulserende liv, ligger Galleri 15B, hvor kunst og kreativitet blomstrer. Finn Roy og Benedikte Marie Vindeløv, de passionerede indehavere af galleriet, byder velkommen til et rum, hvor kunst ikke bare ses – den opleves. Selv på en regnfyldt aprildag, emmer galleriet af farver og liv.

Det regner udenfor i Fredericia i dag. Det er ikke en nyhed, men det er alt anden end sort himmel, der åbner sig, når man træder indenfor i Galleri 15B, der tidligere lå i Gothersgade ved Gammel Havn i Fredericia, hvor det hed Galleri Lillebælt. Nu er adressen; Danmarksgade 15B. Farver, inspiration og massevis af kunst fra keramik til malerier pryder rummet, hvor også en briks har fundet vej til de rå, men farverige og hjertelige rammer.

Flytningen til Danmarksgade fra den tidligere placering ved Gammel Havn har været en succes, idet flere og flere fredericianere og besøgende lægger vejen forbi. Det fortæller begge, da vi taler sammen over en kop frisk kaffe.

– Vi ser en klar stigning i antallet af besøgende, og det er fantastisk at mærke byen og interessen for kunst. Der kommer også mange mennesker, når vi afholder fernisering, hvilket er godt. Vi skal bare have dem til at købe mere med hjem, siger Finn Roy fra Galleri 15B.

Galleriets samling inkluderer værker af flere talentfulde kunstnere, herunder senest Rigmor, hvis maritime værker har vundet hjertet af mange.

– Rigmors kunst er skabt med kærlighed. Hver enkelt fisk er ikke bare en dekoration, men en hyldest til naturens skønhed, fortæller Benedikte med en glæde i stemmen. Det er flere kunstnere, der udstiller i Galleri 15B, så hvis man kigger forbi kan man selv se de mange muligheder. Benedikte selv har også bidraget til galleriets samling med sine egne værker. Hendes malerier er moderne og i tiden, og resonerer tydeligt med både nye og trofaste gæster.

– Jeg håber virkelig, at vores kunst fortsat vil finde sin vej til både private hjem og lokale virksomheder, tilføjer hun.

Galleri 15B er mere end bare et udstillingsrum; det er et fællesskab, hvor kunstinteresserede kan mødes og udveksle ideer. Finn og Benedikte er åbne for dialog omkring kunsten, også når det kommer til pris.

– Vi vil gerne snakke med vores gæster, og er åbne for forhandling. Det vigtigste for os er, at kunsten bliver en del af folks liv – også i hjemmene, siger Finn.

Udover at være et sted for kunst, ser parret også en stigende interesse fra det lokale erhvervsliv. Virksomheder er generelt ofte kunstkøbere, derfor håber Finn og Benedikte også, at flere virksomheder kigger forbi.

– Det er opløftende at se, hvordan nye virksomheder finder vej til Fredericia. Vi håber derfor også, at de vil besøge os, og vi er klar til at bygge bro mellem kunsten og det erhvervsliv, vi har i byen, siger Finn Roy.

Galleri 15B kunne i år fejre tre års fødselsdag i Fredericia. Du kan læse meget mere om Galleri 15B og følge dem her.

Internettet kan få kvantefart med lys gemt som lyd

0

Forskere ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet har udviklet en ny måde at skabe såkaldt kvantehukommelse: En lille tromme kan gemme data sendt med lys i dens lydvibrationer, for siden at sende data videre med nye lyskilder, når det igen skal bruges. Resultaterne understreger at en mekanisk hukommelse for kvantedata kan være strategien, der baner vej for et ultra sikkert internet med utrolige hastigheder.

Mads Bjerregaard Kristensen er hovedkraften bag den nye forskning. Foto: Københavns Universitet

Under Niels Bohrs gamle arbejdskontor findes en kælder, hvor spredte borde står fyldt med små spejle, lasere og alverdens apparater flettet sammen af ledninger og masser af tape. Det ligner lidt et projekt, som forældre forgæves forsøger at få deres børn til selv at rydde op.

Når det, for det utrænede øje, kan være svært at gennemskue at disse borde i stedet gemmer på en række verdensførende forskningsprojekter, så er det fordi ”det vigtige” sker i en verden så mikroskopisk, at end ikke Newtons naturlove kan nå den. Det er her Niels Bohrs kvantefysiske arvtagere udvikler de nyeste kvanteteknologier.

Et af projekterne skiller sig ud ved den – i hvert fald for fysikere – utrolige detalje at kvantetilstanden bliver opnået af en dims, der er synlig med det blotte øje. Kvantetrommen er en lille membran lavet af et keramisk, glas-agtigt materiale med huller spredt i et sirligt mønster langs kanterne.

Når trommen med slaget fra et laserlys sættes i gang med at vibrere, så er den i stand til at gøre det så hurtigt og uforstyrret, at kvantemekanikken kommer i spil. Den egenskab har for længst vækket opsigt ved at åbne for en række kvanteteknologiske muligheder.

Nu har et samarbejde på tværs af instituttets kvanteområder vist at trommen også kan få en nøglerolle i fremtidens netværk af kvantecomputere. Som en slags moderne alkymister, har forskerne skabt en ny form for ”kvantehukommelse” ved at omsætte lyssignaler til lydvibrationer.

I en forskningsartikel, der netop er publiceret, har forskerne bevist, at kvantedata fra en kvantecomputer, der sendes afsted som lyssignaler – fx i et fiberoptisk kabel som hurtige internetforbindelser allerede bruger i dag – kan gemmes som vibrationer i trommen og videresendes.

Fra tidligere eksperimenter kender forskerne membranens evner til at forblive i den ellers skrøbelige kvantetilstand, og de mener på den baggrund, at trommen bør kunne modtage og videresende kvantedataet uden det ”dekohærerer”, dvs mister sin kvantetilstand, når kvantecomputerne står klar.

– Det åbner for store perspektiver den dag kvantecomputere for alvor kan det, som vi forventer de kommer til. Kvantehukommelse bliver efter alt at dømme fundamental for at sende kvanteinformationer over afstand. Så det vi har udviklet er en afgørende brik i selve grundlaget for et fremtidigt internet med kvantefart og kvantesikkerhed, siger postdoc Mads Bjerregaard Kristensen fra Niels Bohr Institutet, som er førsteforfatter til den nye forskningsartikel.

Setuppet med kvantetrommen, der modtager informationer i laserlys. Foto: Københavns Universitet

Ultra hurtigt, ultra sikkert

Skal man sende informationer mellem to kvantecomputere over en vis afstand – eller mange i et kvanteinternet – så vil signalet hurtigt blive overdøvet af støj. Mængden af støj i et lyskabel stiger nemlig eksponentielt jo længere kablet er og til sidst kan data ikke længere afkodes.

Det klassiske internet og andre større computernetværk løser dette støjproblem ved at forstærke signalet i nogle små stationer undervejs på rejsen, men skal kvantecomputere gøre brug af den metode, så må de først oversætte dataet til almindelig binære talsystemer, som dem en almindelig computer bruger.

Men det dur ikke. Netværket ville blive langsomt, og man ville samtidigt risikere at blive udsat for hackerangreb, fordi klassisk databeskyttelse har dårlige odds i en fremtid med kvantecomputere.

– Vi håber i stedet kvantetrommen vil kunne overtage den opgave. Den har vist sig meget lovende, fordi den er super velegnet til at modtage og gensende signaler fra en kvantecomputer. Så målet er at en forbindelse mellem kvantecomputere kan forlænges af stationer, hvor kvantetrommer modtager og gensender signalerne, og på den måde undgår støjen, mens data forbliver i kvantetilstand, siger Mads Bjerregaard Kristensen og fortsætter:

– På den måde vil kvantecomputernes hastigheder og fordele eksempelvis i forhold til visse komplekse beregninger udvides til også at gælde i netværk og internet, da de netop bliver opnået ved udnytte egenskaber som superposition og sammenfiltring, der kun findes i kvantetilstande, siger han.

Lykkes det vil stationerne også kunne forlænge kvantesikrede forbindelser, hvis kvantekoder trommen også vil kunne forlænge. De sikre signaler ville således kunne sendes over afstande, rundt i et kvantenetværk eller over Atlanten i et fremtidens kvanteinternet.

Fleksibel og praktisk – måske banebrydende som kvante-RAM

Der forskes andre steder i et alternativ, hvor en databærende lyskilde rettes mod et atomsystem og midlertidigt forskyder elektronerne i atomet, men metoden har sine begrænsninger.

– Der er grænser for, hvad man kan gøre ved et atomsystem, fordi vi ikke selv kan designe atomer eller frekvensen af det lys, de kan interagere med. I vores relativt ”store” mekaniske system er der mere fleksibilitet. Vi kan fifle med det og justere, så hvis nye opdagelser ændrer spillereglerne, er der gode chancer for at kvantetrommen kan tilpasses, forklarer professor Albert Schliesser, der er medforfatter til forskningsartiklen.

– På godt og ondt er det i højere grad vores evner som forskere, der sætter grænserne for, hvor optimalt det fungerer, pointerer han.

Trommen er det seneste og mest seriøse bud på en mekanisk kvantehukommelse, fordi den kombinerer en række egenskaber: Trommen har lavt signaltab – dvs datasignalets styrke bevares godt. Den har også den store fordel, at den kan håndtere alle lysfrekvenser, også den frekvens, som bruges i de fiberoptiske lyskabler, som det moderne internet er baseret på.

Kvantetrommen er også praktisk, fordi lagring og læsning af data kan ske når som helst, behovet er der. Og så gør den rekordlange hukommelsestid på 23 millisekunder, som forskerne allerede har opnået, det langt mere sandsynligt, at teknologien en dag kan blive en byggesten til systemer af kvantenetværk og til hardware inde selve kvantecomputeren.

– Vi er tidligt ude med den her forskning. Kvanteberegning og -kommunikation er stadig i en tidlig udviklingsfase, men med den hukommelse, som vi har opnået, kan man spekulere i, om kvantetrommen en dag vil bruges som en slags kvante-RAM, det vil sige en midlertidige hukommelse for kvanteinformation. Det ville være banebrydende, siger professoren.

Fakta: Sådan fungerer det

Inden det databærende lyssignal rammer kvantetrommens membran, sørger en ”hjælpelaser” først for at membranens naturlige vibrationer, som kommer fra omgivelserne kommer under kontrol. Den stabiliserer membranen med et slag på trommen i lige præcis den frekvens, den bedst kan lide. Det kaldes resonans.

Når trommen resonerer med hjælpelaseren, er den meget følsom – og det gør den blandt andet i stand til at registrere det signal, som er gemt det databærende lys med kvantepræcision.

Når datalyset rammer bliver dets signal en del af trommens vibrationer, og der kan de stabilt bevares i en slags lydhukommelse, inden det sendes videre i en tredje laser, som skydes mod trommen og spejles videre ud i et kabel med data fra det oprindelige lyssignal kodet ind.

Fakta: Computere og kvantedata

En klassisk computer fungerer på samme måde som et stort netværk af kontakter, der kan være enten tændte eller slukkede. Systemerne kaldes binære på grund af de to tilstande, som udgør grundlaget for de beregninger, computeren udfører. Som perler på en kugleramme, former de tændte og slukkede kontakter mønstre i binære koder.

En kvantecomputer udfører beregninger med hjælp fra kvantemekanikken, og udnytter at dens ”kvantekontakter” – eller qubits, kan være i kvantetilstande, blandt andet superposition, hvor de er både tændte og slukkede på samme tid. Det tillader kvantecomputeren at håndtere store mængder information hurtigt på en måde, som klassiske computere ikke kan.

Kvantedata sendt med lyssignaler kan bibeholde sin kvantetilstand, så længe den er tilstrækkeligt uforstyrret, og Niels Bohr Institutets kvantetromme kan modtage signalerne og videresende dem uden at dette sker.

Fakta: Kvantesikrede forbindelser

Metoden går ud på at sende qubits af kvantedata i et ultrakort lyssignal: Et par sammenfiltrede photoner, der kan bruges skabe koder, som er praktisk talt ubrydelige.

Sådanne forbindelser sikrer også, at forsøg på at hacke sig adgang bliver afsløret, fordi en kvantelov siger, at når noget observeres, så ændrer det sig.

Fakta: Superposition og sammenfiltring

Naturens regelbog er anderledes i den kvantemekaniske verden. To tilstande fejer den almindelige verdens begrænsninger af banen og giver kvantecomputere utrolige kræfter.

Superposition: I kvantemekanikken tillader superposition at en partikel kan være i flere tilstande samtidigt, indtil det observeres. Fx kan en kvantebit (qubit) være både 0 og 1 på samme tid, indtil den måles og kollapser til en bestemt tilstand. Qubits udnytter superposition til at udføre flere beregninger parallelt.

Sammenfiltring: Einstein kaldte det ”spooky action at a distance”. To eller flere sammenfiltrede partiklers tilstande hænger tæt sammen. En ændring af tilstanden af en partikel vil øjeblikkeligt påvirke tilstanden af de partikler den er sammenfiltret med, uanset afstanden. Det en denne egenskab, der gør det muligt at skabe sikre forbindelser vha koder, der ikke kan afkodes uden en sammenfiltret partikel som nøgle. Tilstanden åbner desuden for udviklingen af kvanteteleportation, hvor informationen kan overføres uden direkte overførsel af partikler.

Kulturbærer forlænger med Middelfart

0

Middelfart Boldklub har indgået en toårig forlængelse af aftalen med Lasse Thomsen, der har været i klubben siden sommeren 2018.

Siden sommeren 2021 har Lasse Thomsen været klubbens anfører, og på trods af tilbud fra andre klubber, er parterne nu nået til enighed om en ny toårig aftale.

– Fra dag 1 har Lasse leveret en fremragende indsats i Middelfart, og han har udviklet sig som både spiller og menneske i sine 6 år i klubben. Hans betydning for holdet er vokset med årene, og han har udviklet sig til at være, hvis ikke den bedste, så en af de absolut bedste forsvarsspillere i 2. division, og samtidig er han en samlende figur på banen og i omklædningsrummet. Det har været meget vigtigt for os at få en ny aftale på plads med Thomsen, og vi er umådeligt tilfredse med, at Thomsen også er en del af Middelfart i de kommende to år, siger Middelfart Boldklubs sportschef, Søren Godskesen.

Lasse Thomsen har fået sin fodboldopdragelse i FC Midtjylland. Siden har han spillet i Hobro og Marienlyst, inden turen gik til Middelfart i sommeren 2018.

Vejle manglede kvalitet

0

Vejle Boldklub tabte søndag 2-1 til Randers og er to point fra den rigtige side af nedrykningsstregen.

Randers har vist sig at være godt kørende i nedrykningsspillet, og med sejren over Vejle bevarer de syvendepladsen, der giver adgang til en kamp mod tredjepladsen om en plads i Conference League-kvalifikationen til næste sæson.

Dermed led Vejles forhåbninger om overlevelse i Superligaen et knæk, da det med 1-1 mellem Lyngby og Hvidovre har to point op til de kongeblå fra Lyngby. Vejle endte selv med at komme bagud 2-0, men fik reduceret til 2-1 på et mål af German Onugkha, som fik leveret oplægget af Anders K. Jacobsen. Det lykkedes dog ikke at få fremprovokeret en udligning.

– Vi satser meget til sidst og prøver også at ændre formation, men det hjælper ikke. Det er svært for os at få spillet til at flyde og få kvalitet i vores aktioner på den sidste tredjedel, og dermed bliver det for nemt for Randers at afvise vores tilnærmelser, siger Jacobsen til klubbens hjemmeside.

Randers’ mål faldt på noget, som angriberen ellers mener er blandt Vejles styrker.

– Der er plads til forbedringer, når vi taler om vores præstation. Det første mål er en dødbold, som vi har forsvaret godt på i lange perioder. Det er godt sat op af dem, og det er vigtigt med den slags mål i tætte opgør. Det var et bet for os at komme bagud på den måde. Den anden scoring var halvvejs en omstilling, som vi også vidste, at de er stærke på. De åbner os op ved at score på det, der skulle være vores styrker, siger Anders K. Jacobsen.

Næste gang Vejle skal i aktion er på søndag på udebane mod Hvidovre.

Dieselprisen stiger

0

Regeringen, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten og Radikale Venstre har indgået en aftale, der tager endnu et skridt mod at gøre Danmark til et renere og sundere sted for både dyr og mennesker. Men det bliver dyrere for dieselbilisterne.

Aftalen fordeler samlet 5 mia. kr. til bl.a. markante investeringer i grøn varme, skovrejsning, oprydning efter generationsforureninger og rent drikkevand. Som en del af aftalen er det også besluttet at forhøje dieselafgiften med 50 øre pr. liter ekskl. moms (2024-priser) med virkning fra 1. januar 2025.

– Vi kan se klimaforandringerne ske for øjnene af os, og derfor holder regeringen foden 
på den grønne speeder. Afgifter og tilskud er effektive ift. at påvirke vores adfærd, og derfor er en højere dieselafgift er et vigtigt værktøj, når det kommer til at nå vores klimamål,
siger Skatteminister Jeppe Bruus.

Samtidig med forhøjelse af dieselafgiften gennemføres en række kompenserende tiltag for 
borgere og erhverv, herunder nedsættelse af udligningsafgiften og midlertidig nedsættelse 
af den kilometerbaserede vejafgift.

Forhøjelsen af dieselafgiften skønnes at indebære et fald i CO2-udledninger på ca. 0,4 
mio. tons i 2025.

Nye problemer på skoleområdet: Merforbrug på 23 millioner kroner

0
(Foto: AVISEN)

Børne- og skoleområdet har siden årets begyndelse været i fokus i Fredericia Kommune. Først viste det sig, at der manglede penge blot få dage inde i året. Siden viste det sig at være en fejl i budgettet, men nu er området i fokus igen, da en opgørelse viser, at der vil blive et samlet merforbrug på 23 millioner kroner, som det ser ud nu.

En opgørelse viser, at der forventes et merforbrug på 3,5 millioner kroner på skoleområdet. På befordring forventes det, at det bliver i størrelsesordenen to millioner kroner, da udgifterne har været stigende de seneste par år, og der er en sammenhæng mellem udgifterne til børn, der visiteres til specialundervisning og lignende. På det specialiserede område forventes et merforbrug på op til 20 millioner kroner, og baggrunden for det er ifølge forvaltningen todelt. Tilvæksten på området var større end forventet i 2023, og den anden del drejer sig om blandt andet tilflytning og nyopståede situationer, som kan forventes at beløbe sig på op mod ti millioner kroner. Derudover har det i overgangen fra rammestyring til takststyring på de interne tilbud vist sig, at tilbuddene har været underfinansierede i budgettet, så der ikke er midler til at imødekomme det antal timer, som borgerne i tilbuddet er visiteret. En medvirkende faktor er herudover, at de nyoprettede tilbud endnu ikke er fuldt udnyttede. Merudgiften her kan opgøres til ti millioner kroner.

Forventer ikke at gå i nul

Børne- og Skoleudvalget mødtes mandag, hvor de holdt et langt møde, hvor de fik en orientering om merforbruget.

– Indtil videre sendes det videre med de tiltag vi iværksatte sidste år. Jeg forventer, at vi kommer til at lande lavere end det forventede merforbrug på 23 millioner kroner, men jeg tror ikke, at vi kommer til at gå i nul, når året er omme, siger udvalgsformand Ole Steen Hansen (A).

Han fortæller, at merforbruget skal ses i lyset af, at det er blevet dyrere at have børn inden for det specialiserede område.

– Et barn, der måske kostede to millioner kroner for nogle år siden, koster i dag seks millioner kroner. Sådan er udviklingen i landet, og det har vi fået en redegørelse for, forklarer Ole Steen Hansen.

Dansk Folkepartis Palle Dahl fortæller, at udvalget nu skal trække i arbejdstøjet.

– Vi er sat på en vanskelig opgave. Det er mange penge, som vi skal ud at finde, og vi kommer nok ikke til at kunne finde dem alle, men vi skal heller ikke gå ud med sparebøsserne til de andre udvalg, siger han og fortsætter:

– I DF var vi ikke med i det vedtagne budget, men man kan se, at der formentlig er afsat for få midler til det specialiserede område, forklarer han.

Børne- og Skoleudvalget mødes igen den 16. maj, hvor der bliver fulgt op på det forventede merforbrug.

Utilfredse partier efter vedtagelse af energiprojekter: Borgerne bliver ikke hørt

0

En plan om fremtidens grønne energianlæg i Middelfart Kommune er blevet vedtaget, men det er ikke gået stille for sig. Et mindretal bestående af Venstre, Danmarks Demokraterne og Enhedslisten mener ikke, at borgerne er blevet hørt.

Der er udarbejdet en prioriteret projektlister frem mod 2030 med VE-anlæg, der skal bygges. Det omhandler solceller ved Klingstrup, solceller ved Fyllested, solceller ved Staurby/Vejjby, solceller mellem motorvej og Store Landevej syd for Fjelsted, samt vindmøller i Brenderup. Af listen er røget et omdiskuteret VE-anlæg i Nørre Aaby, som mødte massiv kritik fra lokalbefolkningen. Socialdemokratiet, SF, Konservative og Dansk Folkeparti står bag aftalen, der er vedtaget. Den kommer til at øge produktionen af vedvarende energi (VE) i Middelfart Kommune, og har til formål at mindske udledningen af CO2.

– 2023 blev det vådeste år nogensinde, og vinteren bød på vante storme og oversvømmelser. Klimaforandringer er blevet til hverdag, også i Middelfart. Vi er i en alvorlig situation. Vi udleder mere CO2 end kloden kan holde til. Vi ser begyndelserne til ændringer i klimaet. Jordens temperatur er steget 1,5 grader, og siden 1992 er vandstanden steget med 10 cm. Førende forskere siger igen og igen, at Golfstrømmen risikerer at stoppe, indlandsisen smelter. Klimaforandringer påvirker verden. Vi kan ikke løse dem i Middelfart Kommune, men vi kan tage ansvar for det, vi kan gøre noget ved. Enhver handling til gavn for det lokale klima sker lokalt, et flertal af byrådet har indgået en aftale om, at vi som geografi i 2030 skal producere lige så meget grøn strøm, som vi selv bruger. Byrådet tager store og svære beslutninger, men sætter også en tydelig retning i bearbejdningen af konkrete projekter. Vi vedtager også en ny proces, så det hele tiden er tydeligt, hvor vi er i processen og hvad de næste skridt er. Processen sikrer tæt involvering gennem nabodialog, møder og høringer, siger borgmester Johannes Lundsfryd (A).

Han bakkes op af De Konservatives gruppeformand, Morten Weiss-Pedersen.

– Den regnmængde vi havde for nylig var den kraftigste i 100 år. Man kan se i den anden ende af kontinentet, omkring Barcelona, at de har et vandreservoir, der rummer under ti procent af, hvad det skulle indeholde. Varmestigningen betyder, at store dele af Portugal, Frankrig, Italien og Spanien bliver til en ørken som Sahara. Vi kan konstatere, at tyske turister, der blev grillet sidste sommer, lejer sommerhuse i hele Danmark, enhver kan se, det er en alvorlig situation. Vi kan ikke løse problemet i lille Middelfart. Vi bliver nødt til at gøre vores indsats i retning af at gøre opmærksom på, hvad vi kan gøre, og derfor er vi glade for at have stemt for det, siger han og suppleres af Steffen Daugaard (O).

– Det der er sagt, er rigtigt. Dansk Folkeparti står bag aftalen, vi kan ikke være andet bekendt. Aftalen er grundig, hæderlig og ærlig, og er ambitiøs for fremtidens skyld. Man kender ikke en endelig aftale, før arbejdet er slut, og det er slut nu. Generationspagten er jeg enig i. Fremtiden er vores børn, børnebørn og oldebørns. Vi kan ikke vente. Vi skylder efterkommerne at gøre noget, og vedvarende energi er vejen frem. Kul, gas og Putin vil vi ikke være afhængige af.

Linda Johnsen fra SF ser det som nødvendigt at vedtage aftalen.

– Klimahandling nu. Så kort kan det siges, så det er afgørende, vi rykker nu. Vi skal tage ansvar for at producere mere grøn strøm end nu. Vi har en forpligtelse for fremtiden, klimakrisens alvor betyder, den grønne omstilling er vigtig for byrådsarbejdet, derfor skal vi være selvforsynende i 2030.

Enhedslistens Lasse Schmücker kan godt se fornuften i arbejdet med grøn energi, men processen, der skal føre frem til det, er han uenig i.

– Tillykke til Nørre Aaby. Det er godt for byens borgere, det er sejt, at I fik stoppet anlægget. Det er en sejr, at det er taget af listen, men kampen slutter ikke her. Kampen skal stadig kæmpes for de andre VE-anlæg. Enhedslisten går ind for grøn energi, men også borgerinddragelse, og vi ville gerne have været med i en bred aftale, men desværre blev Enhedslisten mødt med ultimatum om, vi skulle sige ja til VE-anlæg om Nørre Aaby, så vi blev smidt ud af forhandlingerne. I sidste uge fremlagde borgmesteren den endelige aftale, vi stillede to krav for at komme med. Byrådet skal udpege det, og at det skal være borgerinddragelse før beslutningerne truffet, så der ikke kommer noget til gene for borgerne. De krav har forligskredsen ikke imødekommet. Det er sørgerligt, at borgmesteren ikke har lyttet, så der kunne komme til at være indgået kompromiser, så hele byrådet kunne stå bag. Jeg er sikker på, at det ville have været muligt, hvis det ikke var endnu et prestigeprojekt uanset hvad det ville koste for borgerne, forklarer Schmücker.

Jonas Jensen fra Danmarks Demokraterne kunne ikke se sig selv i aftalen.

– Danmarks Demokraterne kunne af simple årsager ikke være en del af VE-aftalen, da kerneelementerne i at lykkes ske ved inddragelse og ikke unddragelse – borgerne er ikke hørt. Vi forlod forhandlingerne, at enten var man for projektet i Nørre Aaby, ellers var man ikke en del af aftalen. Flere gange har jeg hørt, at de få skal lytte til de mange, møntet på Enhedslisten og Danmarks Demokraterne. Når byrådet er de få og borgerne de mange, så synes jeg, man skal lytte helhjertet til borgerne, siger han.

Heller ikke Venstre kunne se sig selv i aftalen. De mener ligeledes, at borgerne ikke bliver hørt.

– Fra start har Venstre været skeptiske overfor projektet i Nørre Aaby, det var grunden til, vi røg ud af forhandlingerne. I forløbet har vi lyttet til borgerne, og vi er stolte over vores manglende deltagelse har medvirket til, at Nørre Aaby ikke indgår i planen. Vi tager også gerne ansvar, men aftalen, der er lavet, som vi har kigget på, har vi set projekterne og der er i vores optik givet et facit. Vi er bange for, at områderne bliver taget som gidsler. Vi mangler en demokratisk proces i forløbet, siger Anders Møllegaard.

Med stemmerne 16-9 blev planen om fremtidens grønne energianlæg i Middelfart Kommune vedtaget.

Svigt af kræftpatienter skal stoppes nu

0

Region Syddanmark og de øvrige regioner modtager kritik fra Rigsrevisionen for overskridelser af den maksimale ventetid til kræftbehandling samt mangelfuld journalisering. Region Syddanmark anerkender overskridelsen af de maksimale ventetider og understreger nødvendigheden af korrekt journalisering. Regionen har sat en række initiativer i gang, der skal styrke behandlingen samt sikre en fyldestgørende journalisering. Svigt af kræftpatienter skal stoppes nu, slår Kræftens Bekæmpelse fast.

Rigsrevisionen har undersøgt, om regionerne har overholdt de maksimale ventetider til kræftbehandling fra juli 2019 til juni 2023. Den maksimale ventetid betyder blandt andet, at der maksimalt må gå 14 dage, fra en patient har givet informeret samtykke, til behandling for kræftsygdom sættes i gang. Hvis ventetiden overskrides, skal patienten have et konkret tilbud om behandling på et andet sygehus, og det skal registreres tydeligt i patientens journal. Det er især mangelfulde registreringer, regionerne bliver kritiseret for i rapporten, og her
har regionerne og sundhedsmyndighederne fortolket reglerne forskelligt.

– Vi tager selvfølgelig kritikken til os. Sygehusene og regionerne er sat i verden for at hjælpe patienterne, og vores job er at give dem den bedst mulige behandling, hurtigst muligt. Og hvis det ikke er muligt, så skal deres ret til behandling et andet sted altid overholdes, og der skal naturligvis journaliseres korrekt. Derfor er jeg også glad for at se, at Sundhedsstyrelsen netop har udsendt en opdateret vejledning på området, der skal sikre enighed mellem regionerne og sundhedsmyndighederne om, hvordan reglerne skal overholdes, siger formand for Sundhedsudvalget i Region Syddanmark, Mette With Hagensen (S).

Udfordret på kapacitet

Rigsrevisionen har udtrukket en stikprøve på 380 patientforløb, hvor den maksimale ventetid er blevet overskredet. Stikprøven er udtrukket på tværs af de fem regioner fra juli 2019 til juni 2023, og der er udtrukket 67 tilfælde i Region Syddanmark.

I 28 tilfælde finder Rigsrevisionen, at regionen ikke har en gyldig grund til, at patienter har ventet for længe. De pågældende patienter har ventet mellem 1-13 dage ud over de maksimale ventetider på 14 dage til behandling.

– Vi sætter hvert år gang i 40.000 kræftpakkeforløb på de syddanske sygehuse, men det er aldrig godt nok, når patienter oplever, at de maksimale ventetider overskrides. Så det tager vi meget alvorligt. Jeg erkender, at der har været udfordringer med at overholde reglerne for de maksimale ventetider, og det vil jeg gerne beklage. Det skal vi have rettet op på, men vi må også erkende, at vores kapacitet på flere områder periodevis er meget presset. Vi arbejder dog hårdt for at styrke kræftbehandlingen og sikre patienterne behandling inden for de maksimale ventetider, siger Regionsdirektør i Region Syddanmark Kurt Espersen.

Koncerndirektøren fortæller, at der er tale om en national udfordring med kapaciteten, hvilket betyder, at sygehusene mangler bl.a. kræftkirurger. Region Syddanmark har sat gang i en række initiativer for at komme udfordringerne til livs ved hjælp af omorganiseringer og bedre samarbejde mellem sygehusene, så kapaciteten udnyttes så godt som muligt.

Kritik af 28 tilfælde

Hvis ikke regionen kan overholde de maksimale ventetider, så skal regionen, ifølge kritikken fra Rigsrevisionen, give patienten et konkret tilbud om behandling på et andet sygehus.

Regionen får i Rigsrevisionens rapport kritik for, at man i 10 ud af 28 tilfælde slet ikke kan læse i patientjournalen, hvorvidt sygehuset og patienten har haft en samtale om et andet tilbud. Og i 18 af de 28 tilfælde har sygehuset ikke tiltrækkeligt registreret, at de har givet patienten et andet behandlingstilbud.

– Det er altid vigtigt, at vi har en god og tydelig dialog med patienten om et alternativt tilbud til behandling, hvis vi ikke kan overholde de maksimale ventetider, og at vi sørger for at notere det korrekt i patientens journal. Det skal der selvfølgelig være styr på. Manglende journalisering betyder ikke nødvendigvis, at patienterne ikke har haft en snak med lægen om et alternativt tilbud, men netop derfor skal der være styr på dokumentation og rammerne herfor, fortæller Kurt Espersen.

Forskellige fortolkninger

Overordnet set har regionerne haft den samme fortolkning af reglerne på området og blev først i foråret 2023 opmærksomme på, at sundhedsmyndighederne havde en anden fortolkning af reglerne. Rigsrevisionen anerkender også i deres rapport, at reglerne på området har været uklare.

Regionernes fortolkning har været, at sygehuset efter en samtale med patienten efter dennes ønske ville undersøge muligheden for behandling på et andet sygehus, hvis de maksimale ventetider ikke kunne overholdes. Sundhedsmyndighedernes fortolkning af reglerne er, at sygehusene skulle allerede have et konkret tilbud – f.eks. med navn på et andet sygehus – med til samtalen med patienten.

Regionerne har siden efteråret været i tæt dialog med de nationale sundhedsmyndigheder om den opdaterede vejledning på området, der netop er offentliggjort, i forhold til hvad lægerne skal tilbyde patienterne og dokumentere i journalen.

Nyt system til registrering af ventetider

Region Syddanmark har siden efteråret 2023 arbejdet målrettet på at sikre en fyldestgørende registrering af de maksimale ventetider. Arbejdet inkluderer et helt nyt system til opgørelse af ventetider på kræftområdet, opdateret information i de breve, patienterne får fra sygehuset og en ensrettet dokumentation af tilbuddet om behandling på et andet sygehus, hvis de maksimale ventetider til behandling ikke kan overholdes. I det nye system, som regionen er ved at indfase på sygehusene, skal det nu tydeligt markeres i patientens journal, at samtalen om et konkret tilbud har fundet sted.

Patienter kan kontakte patientvejledere

Langt størstedelen af de godt 40.000 syddanskere, som hvert år starter i et kræftpakkeforløb i Region Syddanmark, bliver udredt og behandlet inden for de maksimale ventetider. Regionens opgørelse for januar og februar i år viser, at regionen overholder reglerne for maksimale ventetider for patienter i kræftpakkeforløb i 99,8 % af tilfældene. Opgørelsen er foreløbig, da regionens nye system til dokumentation ikke er fuldt indfaset på regionens sygehuse endnu. I få tilfælde, hvor regionen ikke har kunnet overholde de maksimale ventetider, er regionen godt i gang med orientere og vejlede patienterne om deres klagemuligheder.

Alle patienter, som er i tvivl om, hvorvidt deres rettigheder er overholdt på et af regionens sygehuse, kan altid kontakte Region Syddanmarks patientvejledere og få rådgivning og vejledning om deres rettigheder, herunder om hvordan de klager. Patientkontoret kan kontaktes på tlf. 76 63 14 90 mandag-fredag kl. 9.00-12.00.

Det må stoppe nu

Kræftens Bekæmpelses adm. direktør Jesper Fisker beder de ansvarlige sundhedsmyndigheder om at sikre, at patientrettighederne overholdes, så kræftpatienter får behandling til tiden.

Statsrevisorerne har i dag rettet en skarp kritik af regioner og Indenrigs- og Sundhedsministeriet for deres forvaltning af de maksimale ventetider for kræftpatienter.

Kritikken kommer på baggrund af en beretning fra Rigsrevisionen, der afdækker overholdelsen af de maksimale ventetider for kræftpatienter. Her konkluderer Rigsrevisionen samlet set, at regionerne og Indenrigs- og Sundhedsministeriet manglende overholdelse af patientrettigheder er ’stærkt utilfredsstillende’.

For kræftpatienterne har det haft den konsekvens, at nogle risikerer at vente ’unødigt længe på behandling’.

I undersøgelsens konklusion tegnes et billede af et alvorligt svigt af kræftpatienter og en tilsidesættelse af patientrettigheder, der ifølge adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse, Jesper Fisker, er fuldstændig uacceptabel:

– Kræft er en tidskritisk sygdom, hvor hurtig behandling i de fleste tilfælde er afgørende for patientens chancer for at blive helbredt. Det er derfor, de maksimale ventetider på kræft- og hjerteområdet blev indført. Undersøgelsen, som vi nu vil nærlæse, har en dybt nedslående konklusion, siger Jesper Fisker.

Rigsrevisionens har undersøgt perioden fra juli 2019 til juni 2023. Der konkluderes bl.a. at:

  • I ca. 6.500 tilfælde er behandlingsfristen overskredet uden gyldig grund
  • Regionerne har for mellem 3.100 og 6.400 forløb ikke overholdt kræftpatienternes ret til at få tilbudt behandling på et andet sygehus
  • Regionerne har ikke levet op til lovens krav om at informere kræftpatienter om helbredsmæssige konsekvenser ved længere ventetid til behandling

Rigsrevisionens undersøgelse blev sat i gang, efter flere medier sidste år kunne berette om, at kræftpatienter venter for længe. Især sagen fra mavetarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital, hvor over 300 patienter med fremskreden tarmkræft ventede for længe på behandling, skabte opmærksomhed.

Efterlyses: Drøftelse

Som en reaktion lancerede indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) en genopretningsplan for kræftområdet. Den blev fulgt af en sundhedspakke fra regeringen, hvor der blev sat penge af til en akutindsats på kræftområdet. Samtidig lød startskuddet til en kommende Kræftplan V.

Allerede i 2018 udtalte Rigsrevisionen kritik af forsinkelser på kræftområdet og bemærkede, at Sundhedsministeriets overvågning var mangelfuld.

– Regionerne har i flere år været udfordret på ventetiderne på kræftområdet. Den siddende regering har reageret på sagen fra Aarhus og iværksat en række tiltag, som vi i Kræftens Bekæmpelse mener er helt rigtige og støtter op om, siger Jesper Fisker.

Han fremhæver, at der er kommet en forstærket overvågning af overholdelsen af maksimale ventetider samt præciseringer i vejledningen på området.

– Men Rigsrevisionens rapport viser, at omfanget af overskridelser har været større, end vi frygtede. Der har været problemer i hele landet. Jeg appellerer kraftigt til, at man én gang for alle får taget fat om problemerne, så kræftpatienter kan være sikre på at deres patientrettigheder bliver overholdt, og de bliver behandlet til tiden, siger han.

__________________________________________________________________________

Fakta:

Maksimale ventetider ved kræft og hjertesygdom

  • Der gælder særlige regler for, hvor længe du må vente på undersøgelser og behandling ved mistanke om kræft eller bestemte hjertesygdomme. De regler hedder maksimale ventetider og er patientrettigheder.
  • De maksimale ventetider er en pligt for regionen til at afsøge udrednings- eller behandlingstilbud i ind- og udland for at sikre, at du i videst muligt omfang modtager udredning og behandling inden for de maksimale ventetider.
  • Indebærer bl.a., at kræftpatienter har ret til opstart af behandling inden for 14 dage. Kan regionen ikke tilbyde opstart af behandling inden for tidsfristen, skal regionen tilbyde behandling på et andet hospital i ind- eller udland inden for 14 dage.

Statsrevisorernes karakterskala

  • Statsrevisorerne benytter sig af en karakterskala, når de udformer deres bemærkninger til beretningerne
  • Kritikniveauet kan være enten ’positiv kritik’, ’kritik under middel’, ’middel kritik’, ’skarp kritik’ eller ’skarpeste kritik’
  • Statsrevisorerne har i dag udtrykt ’skarp kritik’
22-årig varetægtsfængslet i fire uger efter røverisigtelse i Kolding

22-årig varetægtsfængslet i fire uger efter røverisigtelse i Kolding

0
En 22-årig mand fra Kolding er blevet varetægtsfængslet i fire uger efter et grundlovsforhør ved Retten i Kolding. Det oplyser Sydøstjyllands Politi. Manden blev tidligere...
Leder: Fredericia og de 375 år

Leder: Fredericia og de 375 år