En model for fremtidens sundhedsvæsen?

0

Onsdag har regeringen præsenteret et sundhedsudspil, som har til formål at styrke det nære sundhedsvæsen ved at bringe sundhedsydelser tættere på borgerne. 

Et af de centrale punkter i udspillet er oprettelsen af 17 nye sundhedsråd, som skal sikre en bedre geografisk fordeling af sundhedstilbuddene i Danmark. Samtidig planlægger regeringen at øge antallet af praktiserende læger og speciallæger i almen medicin, som skal sikre, at især borgere med kroniske sygdomme får hurtigere og bedre hjælp.

Imens har Middelfart Kommune allerede været i gang i et stykke tid med at realisere den vision, som regeringen nu vil arbejde på, gennem opførelsen af det nye nærhospital, der skal åbne i 2025. 

Nærhospitalet skal samle en række sundhedstilbud fra både regionale og kommunale aktører under ét tag i de tidligere sygehusbygninger i Middelfart. Nærhospitalet vil blandt andet inkludere lokalpsykiatri, socialpsykiatriske tilbud og en afdeling for traume- og torturoverlevere. Projektet er et samarbejde mellem Middelfart Kommune og Region Syddanmark og har modtaget 25 millioner kroner til ombygning og modernisering af faciliteterne.

Udviklingen synes at harmonere godt med regeringens mål om at styrke det nære sundhedsvæsen. Men samtidig har KL i deres vurdering af sundhedsudspillet udtrykt bekymring over, at dele af regeringens sundhedsudspil kan føre til øget centralisering. KL frygter, at oprettelsen af de nye sundhedsråd og overflytningen af visse kommunale opgaver til regionerne kan resultere i, at ressourcerne koncentreres omkring de større sygehuse. Dette står ifølge KLs udmunding altså i kontrast til målet om at sikre, at sundhedsydelserne når helt ud til borgerne, hvilket netop er kernen i idéen om nærhospitaler som det i Middelfart.

KL’s bekymring fokuserer på, at mens regeringen taler om at styrke det nære sundhedsvæsen, kan de foreslåede strukturelle ændringer i virkeligheden medføre, at de lokale tilbud svækkes. Hvis sundhedsrådene prioriterer de større sygehuse, kan det betyde færre ressourcer til projekter som nærhospitalet i Middelfart, hvilket ville være kontraproduktivt i forhold til at bringe sundhedsydelserne tættere på borgerne.

Middelfart Nærhospital står derfor nu som et på mange måder interessant case-eksempel på den balancegang, som sundhedsreformen forsøger at finde. På den ene side repræsenterer hospitalet en decentralisering, der bringer sundhedsydelser tættere på borgerne. På den anden side rejser KL’s kritik spørgsmålet, om de foreslåede ændringer i sundhedssystemet vil støtte eller undergrave denne decentralisering. 

I denne sammenhæng kan det komme til at være afgørende at sikre, at ressourcerne faktisk rettes mod de nære tilbud, så det nære sundhedsvæsen bliver en realitet i hele landet – ikke kun i teorien, men også i praksis. Nærhospitalet i Middelfart kan måske blive en model for, hvordan man effektivt bringer sundhedsydelserne tættere på borgerne, men det kræver, at de strukturelle ændringer, som sundhedsudspillet foreslår, understøtter denne vision, frem for at skabe nye barrierer, hvis det står til KL.

Socialdemokratiet føler sig dolket

0
Foto: AVISEN

For første gang i Fredericias politiske historie står Socialdemokratiet uden for byrådets budgetforlig, mens partiet stadig besidder borgmesterposten. Gruppeformand, Søren Larsen, føler, at partiet er blevet dolket af de øvrige partier i byrådet.

Fredericias borgmester, Christian Bro (A), og hans socialdemokratiske kolleger havde indkaldt til budgetforhandlinger torsdag aften. Men hvad der skulle have været en aften med politiske forhandlinger, blev i stedet til en nat med stor overraskelse for Socialdemokratiet. Ingen af de øvrige partier dukkede op til forhandlingerne. I stedet mødtes Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative, Enhedslisten, SF og løsgænger Karsten Byrgesen i Sundhedshuset, hvor de forhandlede sig frem til et budgetforlig uden om Socialdemokratiet.

– Vi hørte ikke fra dem. De er gået bag om ryggen på os. Vi har aftaler om et forløb, som de udebliver fra. Vi har siddet med opgaven og forsøgt at lave et bredt forlig. Vi har arbejdet på det i mange år i Fredericia. Vi forsøger at tage ansvar for hele byrådet. Det havde været nemt at lave et forlig på 11 eller 12 mandater. Det vigtigste er, at alle byens borgere får mest mulig indflydelse, og derfor gik vi efter at ramme 21 mandater. Vi kunne have fokuseret på et eller to partier og lukket det ned, inden vi gik i gang, men det gjorde vi ikke. Vi ville have flest mulige med, siger Socialdemokratiets gruppeformand, Søren Larsen.

En æra er forbi

Ved det seneste byrådsmøde var 1. budgetbehandling oppe som punkt. Der undlod samtlige partier, med undtagelse af Socialdemokratiet, at stemme. Det kunne tolkes som et vink med en vognstang, men sådan tolkede Socialdemokratiet det ikke.

– Vi troede ikke, der var noget i gærde. Virkeligheden havde ændret sig voldsomt i forhold til, da vi besluttede processen. Jeg fornemmede det ikke. Jeg forventede, at hvis man ville føre forhandlingerne på et andet niveau, så havde man taget en åben snak om det, på samme måde som vi har talt med de øvrige partier i byrådet, forklarer Søren Larsen.

Det nye forlig, som de øvrige partier har forhandlet på plads, er endnu ikke blevet offentliggjort, og det skaber usikkerhed om, hvilke konsekvenser det vil få for byens fremtid.

– Det, der undrer mig, er, at vi er midt i forløbet, og vi talte ud om en fælles skitse. Men nu kan vi fokusere på et rent socialdemokratisk budget, og det bliver spændende at se, hvordan de forholder sig til vores forslag, da det ikke lå på skitsebordet. Det var en sammenskrivning. Nu kommer der et rent socialdemokratisk budgetforslag, som vi forventer at offentliggøre senere, siger han.

Tillidsbrud og fremtidige udfordringer

Ifølge Søren Larsen er forløbet et klart tegn på brud i den tillid, der normalt præger byrådets samarbejde.

– Man vælger at udeblive, endda uden at orientere os om det. Det gør op med det tillidsfulde, siger Søren Larsen.

Et centralt emne i de nu forliste forhandlinger har været finansieringen

– Vi så en stor forskel på finansieringsønskerne. Ikke så meget hos os, men de andre parter, der var inde, forklarer Søren Larsen.

Fredericia står nu foran en udfordrende tid, hvor de politiske fronter er trukket skarpt op. Det historiske brud i byrådet skaber en ny virkelighed, hvor Socialdemokratiet skal kæmpe for sin position og indflydelse i byens fremtidige beslutninger.

Historisk nederlag til Socialdemokratiet i Fredericia

0
Foto: AVISEN

Efter at de borgerlige partier i samarbejde med SF og Enhedslisten har sat socialdemokraterne på bænken, er spændingen omkring forligets indhold stor. Med kun et år til det kommende kommunalvalg er der lagt op til en dramatisk krise for den socialdemokratiske ledelse, der må se sig forbigået på trods af at partiet har borgmesterkæden.

Der er indkaldt til pressemøde i eftermiddag, hvor forligspartierne vil fremlægge det budget, de har aftalt med hinanden. Men Socialdemokratiet må nøjes med at indtage tilskuerpladserne i byrådssalen. Det er højst usædvanligt.

Efter at det traditionelle sparekatalog har skabt uro og utilfredshed de sidste par måneder, er stemningen endeligt vendt mod den siddende borgmester og det socialdemokratiske forhandlerhold. Det er SF og Enhedslisten, der overrrasker ved at gå sammen med de borgerlige partier, og det betyder, at Christian Bro (A) ikke kan fastholde de støttepartier, han baserer sin magt på.

Den socialdemokratiske gruppeformand, Søren Larsen, må indse, at de tidligere års forhandlingstaktik nu har givet bagslag. Hvor socialdemokraterne har siddet side om side med forvaltningens chefer på den ene side af bordet, mens de øvrige partier er blevet kaldt ind til systematiske gennemgang af muligheder baseret på regneark, så har de øvrige partier i år vendt metoden ryggen. I aftes klokken 19.30 havde Socialdemokratiet indkaldt til forhandlinger, men ingen af partierne dukkede op:

I stedet for gik de i gang med deres egne forhandlinger på Sundhedshuset i Fredericia. Dette mundede sent ud på natten ud i et historisk forlig, der afslutter en lang periode med enighed blandt byrådets medlemmer. Man skal helt tilbage til Uffe Steiner Jensens valgnederlag til Thomas Banke for knap to årtier siden for at finde en så hård lussing til det parti, der historisk har siddet solidt på magten i Fredericia. Nu er Socialdemokratiet sendt udenfor døren og må kigge på, mens de andre partier afgører sagen.

Forløbet viser også, at Søren Larsen og Christian Bro har taget SF og Enhedslisten for givet. Men nu må de sande, at Socialdemokratiet ikke er i flertal i Fredericia, og nu har mistet grebet om deres politiske støttepartier.

Regeringen lover ny hjælp til borgere med kroniske sygdomme

0

Regeringen har netop præsenteret en ny sundhedsreform, der lover at bringe forbedrede behandlingsmuligheder til de mange danskere, der lever med kroniske sygdomme.

Reformen introducerer nye patientpakker, som skal sikre bedre og mere sammenhængende behandlinger for personer med blandt andet KOL (kronisk obstruktiv lungesygdom) og type 2-diabetes.

Kroniske sygdomme udgør en betydelig udfordring for mange danskere, hvor hver femte lever med en kronisk sygdom. Ifølge de seneste data fra Sundhedsdatastyrelsen er forekomsten af kroniske sygdomme særligt høj blandt personer uden for arbejdsmarkedet, såsom førtidspensionister og efterlønsmodtagere. Faktisk har 38 procent af førtidspensionister mindst én af de mest udbredte kroniske sygdomme, herunder KOL og type 2-diabetes. Herudover lever omkring 14 procent af den arbejdsdygtige befolkning i Danmark med mindst én kronisk sygdom.

På Fyn er det især de nævnte, KOL og type 2-diabetes, der er blandt de mest udbredte sygdomme, og mange fynboer kæmper dagligt med de helbredsmæssige konsekvenser.

De nye patientpakker er inspireret af tidligere succeser inden for kræftbehandling, hvor lignende pakker har forbedret behandlingsforløb og resultater for kræftpatienter. Regeringens mål er at overføre den samme model til andre kroniske sygdomme som KOL og type 2-diabetes, for at sikre, at fynboer får en mere struktureret og helhedsorienteret behandling. De vil inkludere en individuel behandlingsplan, som udarbejdes i tæt samarbejde mellem patienten og deres praktiserende læge. Planen skal tage højde for den enkeltes behov og livssituation, og det skal være med til at sikre en mere personlig og målrettet behandling. Derudover vil pakkerne give patienterne en større tryghed, da det er den praktiserende læge, der har det overordnede ansvar for hele behandlingsforløbet.

Regeringens sundhedsreform inkluderer også en række andre initiativer, der har til formål at forbedre livskvaliteten for kronisk syge. Blandt disse er en styrket indsats for forebyggelse samt forbedrede muligheder for hjemmebehandling, hvilket kan give patienter større fleksibilitet og komfort i deres behandlingsforløb.

Fries: Vi har for meget respekt for Champions League

0
Thorsten Fries. Foto: AVISEN

Fredericia Håndboldklub fik en barsk hjemmebanedebut i Champions League, da det portugisiske storhold Sporting CP på overbevisende vis besejrede dem med 37-19 i Jyske Bank Arena i Odense. Målmand Thorsten Fries var en af de eneste, der spillede op til vanlig standard, men han var skuffet over holdets præstation.

På halgulvet efter kampen var skuffelsen tydelig for FHK. Fries stod i samtale med familie og fans, da AVISEN gik hen til ham for at interviewe ham om det store nederlag, som han kort forinden var en del af.

– Jeg tror, vi forestiller os, at vi skal opfinde alt muligt nyt. Vi tror ikke på, at vi er gode nok. Vi har aldrig nogensinde før prøvet at lave hele 17 tekniske fejl. Så er der aldrig nogensinde et hold, der har vundet en håndboldkamp, siger Thorsten Fries, som tydeligt var påvirket af kampens udfald.

Sporting tog hurtigt kontrol over kampen, og allerede efter otte minutter var de foran 6-2. FHK kæmpede for at finde deres spil, men en kombination af tekniske fejl og et usikkert forsvar gjorde det svært at følge med det velorganiserede portugisiske mandskab.

– Jeg ved ikke, om det er uerfarenhed. Jeg tror virkelig, at folk overvurderer, hvor svært det er at spille Champions League. De andre er ikke meget bedre end os, så det er de jo ikke. Altså, vi er mindst lige så gode som dem, og vi skal bare spille håndbold, som vi plejer,” fortsætter Fries, der tydeligvis mener, at respekten for modstanderne måske blev for stor.

Selvom FHK nu har fået en dårlig start på Champions League med to afklapsninger, først mod Dinamo Bucuresti, og siden mod Sporting, ser Fries gode muligheder længere henne i turneringen.

– Vi skal nok få nogle point, men hvis vi spiller sådan her, så bliver det rigtig svært. Jeg tror simpelthen, at vi har for meget respekt. At vi tror, vi skal opfinde alt muligt. Jeg tror simpelthen, det er for meget respekt, meget mere end det er noget andet, siger Fries, som mener, at respekten for Sporting måske overskyggede FHK’s egen selvtillid.

Sportings overlegenhed blev aldrig for alvor udfordret, og med en føring på 17-8 ved pausen, var kampen allerede på det tidspunkt næsten afgjort. Det blev en kamp, hvor FHK blot forsøgte at begrænse nederlagets omfang.

– Jeg tror simpelthen, at det er, fordi vi ikke er til stede i situationen. Fordi vi tænker, at vi skal tænke så mange skridt frem, så i stedet for at være til stede i situationen, er vi allerede fire skridt længere fremme, forklarer Fries, som ser holdets udfordringer som mentale mere end tekniske.

På trods af det tunge nederlag forsøger Fries at finde håb for de kommende kampe, startende med Aalborg på lørdag.

– Jeg håber, at vi kan levere en god præstation på hjemmebane. Hvis vi lige rykker den 10% op fra kampen mod Skjern, så tror jeg, vi har gode chancer, siger han med henvisning til den kommende ligakamp mod Aalborg.

– Jeg tror aldrig, jeg har følt mig så dårlig, som jeg har gjort i dag, efter denne her kollektive præstation. Men vi må se, hvad der sker. Vi kan komme videre, og så må vi gå ud på lørdag, slutter Thorsten Fries.

FHK har nu blikket rettet mod den næste kamp i den hjemlige liga, hvor de lørdag skal forsøge at finde tilbage på sporet mod Aalborg.

Aftenlukninger på Den Gamle Lillebæltsbro igen

0

Den Gamle Lillebæltsbro vil være lukket for biltrafik i de kommende aftener på grund af nødvendigt vedligeholdelsesarbejde.

Fra fredag aften klokken 19.00 og frem til tirsdag morgen vil broen være spærret for biler i tidsrummet mellem klokken 19.00 og klokken 07.00 den følgende morgen. Dog vil spærringen på søndag og mandag slutte lidt tidligere, klokken 05.30.

Årsagen til lukningerne er, at der skal installeres nye fuger i fortovene på broen. Arbejdet kræver anvendelse af kraner og andre større maskiner, hvilket gør det nødvendigt at spærre for biltrafikken i de nævnte tidsrum. Selvom bilister ikke kan benytte broen, vil det stadig være muligt for cyklister, fodgængere og udrykningskøretøjer at passere, men dette skal ske med forsigtighed og under hensyntagen til arbejdets karakter.

Hvis vejret viser sig at være ugunstigt, kan arbejdet blive udsat til næste weekend, hvor lignende spærringer vil være nødvendige. Vejdirektoratet opfordrer derfor trafikanter til at holde sig opdateret via deres trafikkort for den nyeste information om trafiksituationen og eventuelle ændringer.

Formand stopper i omtalt moské

0

Turan Savas, der siden 2020 har været formand for Den Tyrkiske Kulturforening i Fredericia, har valgt at træde tilbage som formand for moskeen på Korskærvej. Beslutningen kommer efter en periode med tvivl og spekulationer om hans dobbelte rolle som formand for både kulturforeningen og moskeen.

Savas overtog uventet formandsposten for moskeen, da han blev valgt som formand for Den Tyrkiske Kulturforening, men erkender nu, at dette har skabt uklarhed. For at sikre en tydelig adskillelse mellem de to foreningers formål og aktiviteter, valgte kulturforeningen på en ekstraordinær generalforsamling den 1. september at vælge en selvstændig bestyrelse for moskeen. Dermed er Savas ikke længere formand for moskeen, men fortsætter sit arbejde som formand for kulturforeningen.

– Udefra ser det rodet ud, når der er personsammenfald i foreningerne. Det beklager jeg, skriver Savas i et Facebook-opslag.

Han understreger samtidig, at moskeen ikke har modtaget uretmæssigt tilskud fra Fredericia Kommune gennem kulturforeningen, da de relevante lokaletilskud kun er blevet givet til kulturforeningen, som er godkendt som folkeoplysende forening.

Turan Savas har i mange år arbejdet for at fremme integrationen i Fredericia og afviser på det alle beskyldninger om sympatier for det tyrkiske styre. Han fremhæver sin stolthed over at have bidraget positivt til det lokale samfund, særligt under corona-pandemien, hvor Den Tyrkiske Kulturforening spillede en aktiv rolle i samarbejde med kommunen, lyder det videre Turan Savas.

Miljøministeren vil gøre hele Lillebælt til en marin naturnationalpark

0
Magnus Heunicke (tv) på besøg i Middelfart. Arkivfoto: AVISEN

I dag begynder forhandlingerne om etablering af de første to marine naturnationalparker i Danmark. Miljøminister Magnus Heunicke har tidligere meddelt, at han vil arbejde for, at hele Øresund inklusive Køge Bugt skal udpeges som en marin naturnationalpark. Nu foreslår miljøministeren, at den anden marine naturnationalpark skal dække hele Lillebælt fra Nordfyn og Juelsminde hele vejen ned til Als og Ærø samt Vejle Fjord.

Miljøminister Magnus Heunicke starter i dag, fredag den 20. september, forhandlinger om etablering af marine naturnationalparker med Folketingets partier. Her skal partierne påbegynde forhandlinger om, hvad konceptet for marine naturnationalparker i Danmark skal være, hvor de to parker i Øresund og Lillebælt konkret skal placeres i havet, samt konkrete formidlings- og genopretningsprojekter.

“De to første marine parker skal ligge i områder, der er rige på havnatur, og det er mit udspil og mål, at parkerne bliver store. I Lillebælt har vi den tætteste bestand af marsvin i de danske farvande, og Øresund er kendetegnet ved en torskebestand, der trives. Derudover er der helt særlige naturforhold i både Lillebælt og Øresund med snævre områder mod nord med masser af strøm og helt særlige forhold for saltindholdet, hvor det salte vand fra Kattegat møder brakvand fra Østersøen,” siger miljøminister Magnus Heunicke.

I både Lillebælt og Øresund er der i dag udpeget strengt beskyttede områder. I strengt beskyttede områder er både havbunden, vandsøjlen og vandoverfladen beskyttet, så dyrelivet og havnaturen uforstyrret kan genoprettes og udvikle sig. Råstofindvinding og opsætning af havvind er ikke tilladt i områderne. Alt fiskeri, på nær et begrænset rekreativt fiskeri, er heller ikke tilladt.

Der blev med finanslovsaftalen for 2022 afsat 10,0 mio. kr. årligt i perioden 2022-2025 til at etablere marine naturnationalparker. En del af midlerne er anvendt på vidensopbygning og kortlægning.

For at kunne lave effektive genopretningsindsatser er det afgørende at kende til de lokale forhold på bl.a. havbunden for at sikre, at de indsatser, der laves, rent faktisk har en effekt. Derfor er Miljøstyrelsen bl.a. i gang med at kortlægge genopretningspotentialet i Lillebælt.

Gudmundsson skuffet over ydmygelse

0

Fredericia Håndboldklub oplevede et tungt nederlag i deres anden Champions League-kamp mod det portugisiske storhold Sporting CP, hvor de blev slået med hele 37-19.

Efter kampen var cheftræner Gudmundur Gudmundsson tydeligt frustreret og ærlig i sin evaluering af holdets præstation.

– Jeg er bare dybt skuffet, fordi vi spillede dårligt fra start. Jeg synes, vi kom dårligt ind i alt. Det er jo ikke kun forsvaret. Vi startede jo med første angreb hos dem. Der var forsvaret ikke til stede. Så kommer vi i angreb, og det er langsomt og ikke godt. Vi lavede 12 tekniske fejl i første halvleg alene. Vi har svært ved at skabe chancer. Som jeg siger, det var en meget dårlig kamp fra vores side. Det ligner ikke os på den måde, sagde Gudmundsson, der ikke lagde skjul på sin frustration over holdets mange fejl.

Fejlene hobede sig op for FHK, og det blev tydeligt, at holdet ikke var i stand til at finde det niveau, der er nødvendigt for at konkurrere på den europæiske scene.

– Vi lavede 18 tekniske fejl i kampen. Det går ikke. Det skuffer mig, fordi forsvaret var dårligt, fortsatte Gudmundsson, der pegede på de mange tekniske fejl som en hovedårsag til nederlaget.

Målmand Thorsten Fries leverede dog en stærk præstation i målet og holdt FHK inde i kampen i lange perioder, inden han måtte forlade banen på grund af en skade.

– Det eneste, man kan sige, var, at Thorsten var fantastisk på mål. 41 procent. Så blev han jo lidt skadet eller fik et problem. Jeg synes bare, det var en dårlig kamp fra vores side. Jeg er dybt skuffet, sagde Gudmundsson.

Trods nederlaget fandt Gudmundsson dog nogle få lyspunkter, især i individuelle præstationer.

– Lasse Balstad i første halvleg var vores bedste spiller. Vidarsson gjorde det fint, da han kom ind. Det var positivt. Men ellers kan jeg ikke rose mange for deres præstation. Desværre” sagde træneren, som anerkendte Vidarsson’s indsats som en af de få positive elementer i en ellers skuffende kamp.

Med kort tid til lørdagens kamp mod de danske mestre Aalborg Håndbold, står FHK overfor en stor udfordring. Spørgsmålet er, hvordan FHK skal rejse sig mod et hold af den kaliber.

– Det er et meget godt spørgsmål. Det må vi bare vise på lørdag. I stedet for, at jeg siger alt for meget endnu, så har jeg sagt til spillerne, at vi alle skal kigge indad, sagde Gudmundsson.

Sejlads for kræftpatienter

0

På søndag får kræftpatienter og deres pårørende, som er medlemmer af Tidslerne, mulighed for at deltage i en sejltur ombord på det historiske træskib “Fionia” fra Middelfart Havn.

Oplevelsen er muliggjort af ejere af 10 danske sejlskibe, der har valgt at donere sejlture for at skabe en mindeværdig dag for deltagerne.

Ved ankomsten til kajen vil en frivillig fra Tidslerne og en repræsentant fra skibet tage imod, inden skibet stævner ud. Sejlturen vil føre deltagerne gennem det smukke omkringliggende farvand, hvor ruten først fastlægges af skipperen på dagen, og undervejs vil sejlene blive sat, og der vil blive serveret forfriskninger ombord. Turen varer cirka tre timer og afsluttes tilbage i Middelfart Havn.

“Fionia,” et vartegn for Rederiet United Shipping & Trading Company (USTC) i Middelfart, anvendes normalt til møder og sightseeingture, men denne sømdag er skibet dedikeret til at give kræftpatienter en oplevelse i det naturskønne område.