Sæsonen i NordicBet Ligaen er 11 runder inde nu. Halvvejs igennem grundspillet kan det konstateres, at FC Fredericia spiller som et tophold, der slår til på deres chancer. Det var igen tilfældet mod B.93.
Ikke mange havde troet, at FC Fredericia ville indtage andenpladsen i NordicBet Ligaen 11 runder inde i sæsonen. Pengestærke klubber som AC Horsens, Hvidovre og Vendsyssel havde på forhånd været mere kvalificerede bud, men faktum er, at det er FC Fredericia.
Det står fast efter endnu en overbevisende præstation mod B.93. Hvis man fjerner de første fem minutter af kampen, havde Østerbro-klubben ikke meget at byde på, og samtidig var FC Fredericia, igen, meget skarpe foran kassen.
Fire skud indenfor målrammen blev FC Fredericia noteret for mod B.93, og tre af dem gik ind. I tidligere sæsoner har det været et problem for FC Fredericia, at de har spillet godt, men ikke fået noget ud af det på måltavlen. Det har ændret sig i denne sæson, og særligt Asbjørn Bøndergaard er en gevinst på det punkt. Lejesvenden fra Silkeborg er med målet mod B.93 nu oppe på syv sæsontræffere i NordicBet Ligaen.
Det var ikke det eneste, der fungerede mod B.93. Især Daniel Kristjansson var en kilde til evig uro for gæsterne, da han med skarpe indlæg var manden bag en del chancer for fredericianerne.
Se her vores karakterer fra opgøret:
1: Dumpet 2: Mindre god præstation 3: Jævn præstation 4: God præstation 5: Fortrinlig præstation 6: Topklasse
Valdemar Birksø (3): Var lidt usikker i starten af kampen, men blev ellers ikke for alvor sat på prøve.
Anders Dahl (3): Lukkede fornuftigt af defensivt og gik fint med offensivt også.
Adam Andersen (3): Solid kamp af stopperen, der var med i opspillet til det ene mål.
Frederik Rieper (3): Den vikarierende anfører gjorde det ikke sværere, end det var.
Daniel Kristjansson (5 – Man of the Match): Flot kamp af den unge islandske venstre back, der krydrede indsatsen med et enkelt oplæg.
William Madsen (4): Bundsolid på midtbanen og viste sig igen godt frem i rollen som den garderende midtbanespiller.
Jonathan Lindekilde (4): Energisk indsats af Lindekilde, som kom på måltavlen med målet til 3-0.
Moses Opondo (3): Ikke så iøjnefaldende som tidligere, men viste i glimt store spidskompetencer.
Oscar Buch (4): Igen en god indsats af Buch, der har vist sig som et godt køb. Kom også på måltavlen.
Asbjørn Bøndergaard (4): Gjorde, hvad han skulle, nemlig at score. Viste derudover også flere gode takter, blandt andet i presspillet.
Gustav Marcussen (4): Gjorde især i første halvleg livet surt for B.93’s højre side. Endnu en god kamp af Marcussen.
Cheftræner Michael Hansen (4): Havde sat holdet godt op til kampen og skiftede godt ud undervejs.
Jakob Jessen, Felix Winther, Jesper Juelsgård, Eskild Dall og Daniel Haarbo (UB).
Fredericia Kommunes skoler står over for en udfordring, når det kommer til at matche landsgennemsnittet i afgangseksamen for 9. klasse. Med en række skoler, der halter bagefter, er det et emne, som Dansk Folkepartis Palle Dahl, medlem af Børne- og Skoleudvalget, har stærke holdninger til.
Dahl peger på, at det er en udfordring, at Fjordbakkeskolen er over landsgennemsnittet, mens de øvrige er under.
“Vi har en udfordring, fordi vi skal have alle vores skoler, både almene og frie skoler, op på mindst landsgennemsnittet hvert år. Der burde ikke være forskel i undervisningskvaliteten, uanset hvor man bor i byen eller går i skole. Hvis en skole kan præstere langt over landsgennemsnittet, og en anden ligger tæt på, hvorfor har vi så stadig store skoler, der halter bagefter? spørger Palle Dahl.
Det er klart, at spørgsmålet om karaktergennemsnittene har været på Dahls radar, men han indrømmer, at der endnu ikke er udarbejdet en konkret plan for at løse problemet.
– Vi skal nå op på landsgennemsnittet, men der er ikke udarbejdet nogen handlingsplan for det endnu, erkender han.
Han tilføjer, at de lave resultater på Kirstinebjergskolen ikke kommer som en overraskelse for ham.
– At Kirstinebjerg ligger under gennemsnittet, kommer ikke som en overraskelse, men om det skyldes trivsel, er svært at sige. Den lavere trivsel kan være en medvirkende faktor, forklarer Palle Dahl.
Dahl er også bekymret over de signaler, som de lave karakterer sender om den generelle skoleundervisning i kommunen.
– At den almindelige skoleundervisning er så langt under landsgennemsnittet, sender et dårligt signal, bemærker han.
Når det kommer til at forklare, hvorfor nogle skoler klarer sig bedre end andre, nævner Dahl Fjordbakkeskolens stærke fællesskab som en mulig faktor.
– Det kan være, at deres stærke fællesskab spiller ind, siger Palle Dahl og understreger vigtigheden af at forstå de bagvedliggende årsager til -forskellene i resultaterne.
Dahl er klar til at tage problemet op i Børne- og Skoleudvalget for at finde en løsning.
– Ja, det er noget, jeg vil spørge ind til, især for at forstå, hvad årsagen kan være. Vi har gode skoler og gode lærere, men hvorfor afspejler det sig ikke i resultaterne? Det har vi ikke spurgt ind til, men det er ikke et emne, der vil blive ignoreret, lover han.
Han nævner, at tallene blev offentliggjort for en uges tid siden, og at de endnu ikke har haft mulighed for at drøfte dem, men at det vil blive en del af dagsordenen næste gang.
Når det drejer sig om privatskolernes markant bedre præstationer, påpeger Dahl, at forskellene er klare, men han er forsigtig med at drage forhastede konklusioner.
– Det kan jeg ikke umiddelbart svare på. Realskolen har et gennemsnit på 8,2, og Sct. Knuds Skole ligger på 7,8. Det er væsentligt bedre, men det betyder ikke, at vores almene skoler ikke kan nå samme niveau. Folkeskolen skal tage imod alle elever, uanset deres forudsætninger, og det kan være, at de stærkeste ressourcer søger mod privatskolerne. Det kan være en årsag, men det er ikke noget, jeg vil konkludere på uden nærmere undersøgelse, slutter Palle Dahl
Dahl ser altså med alvor på situationen, og det er tydeligt, at der er behov for handling. Hvordan kommunen vil tackle udfordringerne, vil tiden vise, men for nu er fokus rettet mod at løfte niveauet på tværs af alle skoler i Fredericia.
Sådan ser karakterfordelingen ud i Fredericia Kommune:
Middelfart Kommune har vedtaget en ny småprojektpulje, der skal støtte mindre projekter og tiltag i kommunens institutioner. Med en pulje på 1 mio. kr. i 2024 bliver det muligt for institutionerne at søge om op til 30.000 kr. til projekter, der kan forbedre dagligdagen og driften. Midlerne kan blandt andet bruges til anskaffelse af inventar, legepladsredskaber eller mindre bygningsændringer.
Borgmester Johannes Lundsfryd Jensen udtrykker stor tilfredshed med den nye pulje:
– Det betyder, at omkring halvdelen af kommunens institutioner vil få glæde af de midler, der bliver afsat. Det drejer sig om ekstraordinære tiltag. Vi har en stor investering i almindelig vedligeholdelse osv., men dette er noget ekstra. Hvis der er brug for et gyngestativ eller en speciel cykel, så er det til sådanne ekstraordinære tiltag, midlerne kan bruges.
Puljen er inspireret af en tidligere småprojektpulje målrettet lokale foreninger, som har vist sig at være en succes i kommunen.
– Jeg synes, det er et rigtig fint tiltag. Vi har i flere år haft en småprojektpulje, der er målrettet lokale foreninger og har understøttet mange mindre initiativer, som har skabt stor glæde og gavn rundt omkring i kommunen. Nu forsøger vi noget tilsvarende på vores egne kommunale institutioner, og jeg forventer, at det vil gavne mange borgere, udtaler Johannes Lundsfryd Jensen.
Formålet med puljen er at støtte projekter, der har en varig karakter og bidrager positivt til driften af bygningerne, således at brugerne oplever en forskel. Ansøgninger vil blive vurderet ud fra kriterier som bæredygtighed, hvor socialt, økonomisk og miljømæssigt holdbare tiltag prioriteres. Projekterne skal kunne afsluttes inden for et år, og der kan søges om tilskud op til 30.000 kr. pr. institution.
Administrationen af puljen ligger hos Ejendomscentret, som løbende skal uddele midlerne efter åbningen for ansøgninger i september 2024.
Middelfart Boldklub sikrede sig lørdag eftermiddag en vigtig 1-0 sejr over Nykøbing FC i 2. division. Trods en hård kamp og en træt trup, lykkedes det holdet at fastholde føringen og tage alle tre point.
Kampen startede faktisk i et højt tempo, og Middelfart satte sig tidligt på spillet. Efter 37 minutter fik de endelig hul på bylden. Malthe Boesen blev hermed kampens eneste målscorer, da han med et præcist skud via stolpen bragte Middelfart foran.
– Jeg løber dybt og tænker, at nu sparker jeg bare til den, og så ser jeg den hele vejen op i hjørnet. Det var fantastisk, sagde Boesen efter kampen om sit flotte mål.
Selvom Middelfart havde flere chancer for at udbygge føringen, lykkedes det ikke at lukke kampen. I stedet blev det Nykøbing, der i kampens sidste fase lagde et tungt pres på Middelfart. Cheftræner Kristoffer Johannsen beskriver de hektiske sidste minutter:
– De sidste 10 minutter bliver lidt hektiske, fordi man ved, at vi ikke rigtig får dræbt kampen, men jeg synes, vi har rimelig kontrol trods alt.
Middelfarts midtbanespiller Robert Kakeeto var også en nøglefigur i kampen, selvom han ikke var helt tilfreds med sin egen indsats.
– Min egen? Nej, det var ikke så godt i dag, men på grund af sidste kamp, vi spillede i onsdags, var det lidt hårdt for benene i dag, forklarede Kakeeto.
Middelfart-spillerne kæmpede nemlig med trætte ben efter en intens uge, hvor de havde flere kampe i benene, herunder en energifyldt pokalturnering tidligere på ugen. Robert Kakeeto understregede dog vigtigheden af sejren:
– Vi spillede ikke så godt, men det var vigtigt med tre point.
I kampens sidste minutter var der flere øjeblikke, hvor trætheden var mærkbar, og holdet måtte grave dybt for at fastholde deres føring og sikre de tre point, mens Nykøbing pressede på for en udligning. Et farligt frispark tæt på feltet i de døende minutter skabte stor spænding, men Middelfart-forsvaret stod imod.
– Vi var nødt til at kæmpe sejren hjem, sagde Boesen, som anerkendte, at holdet havde gjort det svært for sig selv ved at lave for mange fejl og miste bolden på kritiske tidspunkter.
Cheftræneren så dog positive elementer i holdets præstation, selvom det ikke var uden udfordringer:
– Vi vinder 1-0. Det var en kamp, vi var en smule nervøse for, også set i lyset af den pokalkamp, vi havde i onsdags, som trak rigtig mange kræfter ud. Men vi fik de tre point, og det var det vigtigste.
Med sejren ligger Middelfart nu godt til i toppen af 2. division, og holdet kan se frem til næste kamp med fornyet selvtillid. Næste opgave bliver en ny udfordring, men med mere tid til forberedelse, forventer både spillere og trænere, at holdet vil være klar.
– Når vi spiller næste gang, har vi god tid til at blive klar til den kamp, så det bliver bedre næste gang, sagde midtbanespilleren Kakeeto afsluttende.
Der var ingen slinger i valsen. I sikker stil vandt FC Fredericia 3-0 over B.93, og bevarer dermed andenpladsen i NordicBet Ligaen.
FC Fredericia tog lørdag eftermiddag imod B.93 på Monjasa Park i en kamp, der havde stor betydning for begge hold i NordicBet Ligaen. For hjemmeholdet var en sejr afgørende for at fastholde deres solide greb om andenpladsen i ligaen, hvilket ville sikre dem en gunstig position i jagten på oprykning til Superligaen. Samtidig var B.93 under pres for at hente tre point, da de kæmper for at komme indenfor i top-6, som giver adgang til oprykningsspillet.
B.93 stillede op med flere velkendte profiler, der hver især har markeret sig i dansk fodbold. Blandt dem var Nicklas Mouritsen, Jacob Egeris, Nicolaj Thomsen og den tidligere FC Fredericia-spiller Mikkel Wohlgemuth, der alle havde fået en plads i startopstillingen. Disse spillere bringer både erfaring og kvalitet til B.93’s hold, og det var tydeligt, at de var udset til at spille en afgørende rolle i forsøget på at sikre point mod deres tidligere klub.
For FC Fredericia var der dog en interessant udvikling, idet en af deres nøglespillere, Agon Mucolli, startede på bænken. Mucolli, som normalt er en central figur i holdets offensiv, blev formentlig holdt tilbage som en forsigtighedsforanstaltning efter den skade, han pådrog sig under mandagens kamp mod Hillerød. Hans fravær fra startopstillingen kunne potentielt have stor indflydelse på FC Fredericias angrebsspil, hvilket stillede større krav til de øvrige offensive kræfter i jagten på de tre point.
Kampen var knap nok kommet i gang, før B.93 viste deres farlighed. Allerede efter seks minutters spil var gæsterne fra Østerbro yderst tæt på at bringe sig i front. Det første store chance kom efter et hjørnespark, hvor B.93 fik afsluttet tæt under mål. Bolden blev sendt mod nettet, men en FC Fredericia-forsvarer stod klar på stregen og fik i sidste øjeblik afværget scoringen.
Kort efter opstod endnu en mulighed for B.93, denne gang efter endnu en dødbold. Nicolaj Thomsen, en af B.93’s mest rutinerede spillere, fandt plads i feltet og sendte et hårdt skud afsted mod mål. Skuddet så ud til at være på vej ind, men endnu engang kom en FC Fredericia-spiller til undsætning og fik heroisk reddet bolden på målstregen.
11 minutter inde i kampen var det FC Fredericias tur til at skabe farlige chancer. Daniel Kristjansson fik bolden efter et hjørnespark og leverede en præcis aflevering ind i feltet, hvor den fandt vej til Oscar Buch. Buch befandt sig i en god position tæt på mål, men det så ud til, at han blev fanget lidt uforberedt, som om han ikke helt havde forventet at modtage bolden i den situation. Det var en oplagt mulighed, som kunne have bragt FC Fredericia i front, men Buch formåede ikke at udnytte chancen fuldt ud, hvilket efterlod både ham selv og publikum med en følelse af, at den mulighed burde have resulteret i en scoring.
Fredericia kom i front
I det 18. minut kom FC Fredericia foran i kampen. Angrebet startede med Adam Andersen, der elegant fandt Daniel Kristjansson ude på kanten. Kristjansson tog et hurtigt træk og sendte et perfekt indlæg ind i feltet. Her var Asbjørn Bøndergaard på plads, hvor han steg majestætisk til vejrs og med et kraftfuldt hovedstød sendte bolden i nettet til 1-0. Det var et mål, der både viste Bøndergaards styrke i luftrummet og Fredericias evne til at udnytte deres angrebssekvenser effektivt.
B.93 gav dog ikke op. Efter 26 minutter skabte en dødbold på ny problemer for FC Fredericia, da Valdemar Birksø ikke fik clearet bolden ordentligt. Situationen førte til, at bolden endte hos B.93’s Osman Addo inde i feltet. Addo forsøgte hurtigt at afslutte, men fik ikke ordentlig træf på bolden, hvilket gjorde afslutningen ufarlig.
FC Fredericia kunne gå til pause med en komfortabel føring på 2-0. I første halvleg havde hjemmeholdet vist sig som det klart bedste hold på banen, dominerende både spil og chancer. Dog var der også grund til refleksion, for selvom Fredericia havde kontrol over kampen, skulle de være taknemmelige for, at de ikke var kommet bagud tidligt i opgøret. B.93 havde flere gange været tæt på at bryde igennem Fredericias forsvar, især i kampens indledning, hvor det krævede heroisk forsvarsspil og held at holde gæsterne fra måltavlen.
Kampen blev lukket
I begyndelsen af anden halvleg kunne man have forventet, at B.93 ville komme ud med fornyet energi og forsøge at presse FC Fredericia for at få reduceret. Men den forventede reaktion udeblev, og i stedet fortsatte Fredericia med at dominere spillet. I det 59. minut blev kampen reelt afgjort. Anders Dahl sendte et præcist indlæg ind i feltet, hvor Jonathan Lindekilde steg til vejrs og headede bolden i nettet til 3-0. Med denne scoring syntes kampen at være lukket, og FC Fredericia havde nu en komfortabel føring, der syntes svær for B.93 at indhente.
Med FC Fredericias mål til 3-0 faldt intensiteten i kampen markant. B.93 mistede tydeligt troen på et comeback, og deres spil blev mere afventende og præget af manglende energi. Samtidig havde FC Fredericia ingen grund til at tage unødige risici, da sejren nu syntes sikker. Alligevel fortsatte hjemmeholdet med at dominere spillet, især i boldbesiddelsen, hvor de med ro og overblik kontrollerede kampens tempo. Fredericia spillede klogt og disciplineret, hvilket forhindrede B.93 i at skabe noget nævneværdigt i de resterende minutter af kampen.
FC Fredericias dominans i kampen blev tydeligt understreget af, at cheftræner Michael Hansen kunne tillade sig at skifte hele den centrale midtbaneakse ud i løbet af anden halvleg. Det er en usædvanlig situation, som sjældent ses i en tæt kamp, men det vidnede om den komfortable føring og kontrol, som Fredericia havde opbygget. Moses Opondo, William Madsen og Jonathan Lindekilde blev alle erstattet, hvilket gav Felix Winther, Jakob Jessen og Daniel Haarbo mulighed for at komme på banen. Disse udskiftninger viste ikke kun dybden i Fredericias trup, men også den taktiske fleksibilitet, som holdet havde til rådighed i en kamp, hvor udfaldet allerede syntes afgjort.
Der blev ikke scoret yderligere i kampen, og FC Fredericia kunne dermed sikre sig en overbevisende 3-0-sejr. Med denne sejr cementerede de deres andenplads i NordicBet Ligaen.
Næste gang fredericianerne skal i aktion, bliver på lørdag, hvor der venter en spændende topkamp mod AC Horsens på Monjasa Park.
FC Fredericia møder klokken 15:00 B.93. En kamp, som de på papiret skal vinde, hvis man vil byde sig til i topstriden og samtidig bevare andenpladsen i NordicBet Ligaen.
Lørdag markerede Fredericia Judo- og Ju Jutsu Klub en betydelig milepæl, da klubben fejrede sin 80-års fødselsdag med en reception, og senere en fest for medlemmerne. Festlighederne fandt sted i klubbens rammer på Nørrebrogade, hvor der var inviteret til både træning og reception fra klokken 10:00 til 13:00.
Formanden for klubben, Lasse Hildingberg, udtrykte stor glæde over den store opbakning fra medlemmerne og betonede, at selvom fødselsdage som denne ikke sker hver dag, så ser han mange gode år foran klubben. Han indledte sin tale med at sige:
– Det er ikke hverdag, men det betyder, at der også er mange gode år foran os. Jeg er glad for, at så mange deltager i træningen i dag, og at så mange også er mødt op til receptionen.
Hildingberg understregede, at den store deltagelse både i dagens arrangement og i klubbens daglige aktiviteter er et klart tegn på, at klubben fungerer godt.
– Jeg er superstolt over, at vi er så mange her i dag, og også i dagligdagen. Det vidner om, at det er en forening, der fungerer rigtig godt, og det er jeg stolt over. Uden jer havde vi ikke nogen forening, sagde Lasse Hildingberg.
Officiel anerkendelse og ros fra kommunen
Også Peder Tind (V), formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Fredericia Kommune, deltog i fejringen. Han benyttede lejligheden til at anerkende klubbens lange historie og betydning for lokalsamfundet:
– Det er jo en fantastisk rund fødselsdag. Vi går helt tilbage til 1944. Det er en rigtig stor dag, så et stort tillykke. Tilbage i 2023 havde foreningen næsten 300 medlemmer. I har medlemmer i alle aldersgrupper, og I har tre forskellige kampsportsgrene. Det vidner om en mangfoldig forening, der virkelig har plads til alle. Det synes jeg er meget, meget beundringsværdigt. Det er også tydeligt at se, at vi har et stærkt sammenhold, sagde Tind.
Tind fortsatte med at fremhæve det stærke frivillige engagement, som er kernen i klubbens succes:
– Man fornemmer det venskab, der er mellem jer, der træder til og er frivillige. Man mærker også, at I virkelig tager et stort ansvar og deler ud af jeres viden. For sådan nogen som mig, der ikke er helt inde i reglerne, var det en god mulighed for at få en forståelse af, hvad reglerne indebærer. I deler generøst ud af den viden, I har, og man føler sig virkelig velkommen, når man er sammen med jer, forklarede Peder Tind.
Han understregede også vigtigheden af frivillighed i samfundet og hvordan det bidrager til fællesskabet:
– Frivillighed er noget helt særligt for mig og for os i Fredericia Kommune. Det er en meget, meget vigtig del af vores samfund, at man bruger sin tid—tid, man aldrig får igen—på at investere i andre mennesker. Man tænker mere på ‘vi’ end ‘jeg’. Fordi det, I gør som frivillige, er at investere i andre mennesker. I investerer i fællesskabet. I ‘vi’. I ‘man’. Og sætter jer selv lidt i baggrunden. Det synes jeg er beundringsværdigt, og det er noget, vi har endnu mere brug for i vores samfund. At tænke mere på fællesskabet frem for det individuelle. Og det er noget, I som klub virkelig gør en kæmpe forskel i. I Fredericia er vi meget optagede af fællesskaber, og at vi i fællesskabet lykkes med at skabe den bedst mulige kommune, sagde Peder Tind.
Fremtiden for Fredericia Judo- og Ju Jutsu Klub
Dagens fejring var ikke kun en markering af klubbens 80-årige historie, men også en fejring af det stærke fællesskab og de mange år, som klubben ser frem til. Med en engageret medlemskare, stærke værdier og en dedikeret ledelse ser fremtiden lys ud for Fredericia Judo- og Ju Jutsu Klub. Fejringen afspejlede den stolthed og samhørighed, som er kendetegnende for klubben, og som vil bære den videre ind i de næste mange år.
Lørdag, omkring kl. 13.11, udbrød der brand i et køretøj på Svinholtvej i Vejle.
Vagtchef Mads Flansmose fra Sydøstjyllands Politi oplyser, at branden sandsynligvis er påsat, og politiet er derfor nu på udkig efter vidner, der kan have set noget mistænkeligt i området omkring gerningstidspunktet.
Branden opstod i køretøjets kabine, hvor der tydeligvis har været flammer, som senere gik ud af sig selv. Politiet har indikationer på, at der muligvis er blevet gjort forsøg på at antænde ilden igen.
Sydøstjyllands Politi opfordrer nu alle, der har været i området omkring Svinholtvej omkring kl. 13.11, til at kontakte politiet med det samme, hvis man har set noget mistænkeligt eller har viden om hændelsen.
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye har fremlagt et forslag til skærpelse af ordensreglerne i folkeskolen, der skal gøre det muligt for skoleledere at straffe elever ved at pålægge dem oprydning efter skoletid.
Samtidig skal det blive lettere at udelukke elever fra undervisningen, hvis deres adfærd kræver det.
Ifølge Tesfaye skal folkeskolen kunne rumme alle børn, men den skal samtidig have klare grænser for, hvad der er acceptabel opførsel.
– Vold, mobning og hærværk skaber utryghed og forstyrrer hverdagen i skolen, siger Tesfaye i en pressemeddelse og tilføjer, at det skal være tydeligt, hvordan skolens ledelse og personale kan handle, når elever bryder reglerne.
Forslaget, der er sendt i høring, indeholder otte ændringer i skolens ordensregler. Ud over muligheden for oprydning og udelukkelse fra undervisning foreslår ministeren, at det skal være nemmere at flytte elever til en anden skole. Desuden skal skolerne kunne stille krav til forældrene om at tage del i indsatsen for at forbedre deres barns opførsel.
Tesfaye understreger, at hensigten med de nye regler er at vise eleverne, hvilke konsekvenser deres handlinger kan have, samtidig med at de får en konkret mulighed for at vende tilbage til skolens fællesskab. Ændringerne skal således ikke blot skabe ro og orden, men også guide eleverne tilbage på rette vej.
Disse forslag kommer efter en række sager tidligere i år, hvor elever har oplevet grænseoverskridende adfærd fra andre børn i skolen. Tesfaye har siden februar arbejdet på at stramme ordensbekendtgørelsen for at sikre et tryggere skolemiljø for alle elever.