0.1 C
Copenhagen
mandag 17. marts 2025

Sigtelser frafaldes i sag om 22-årig kvindes død i Kolding

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

Den 19. maj 2022 afgik en 22-årig kvinde ved døden, efter hun var blevet fundet hårdt kvæstet på Violvej i Kolding. En nu 31-årig mand og en 30-årig kvinde har været sigtet i sagen for drab, men politiet frafalder nu sigtelserne. 

Den 22-årige kvinde blev fundet med alvorlige læsioner i overkroppen, og på sygehuset afgik kvinden senere ved døden. Omstændighederne ved dødsfaldet gør, at dødsfaldet er blevet efterforsket som en drabssag. 

De to personer, som har været sigtet i sagen, tilkaldte hjælp via 112, og de var begge til stede i lejligheden, da den 22-årige kvinde blev fundet. De blev anholdt umiddelbart efter politiets ankomst. De har begge nægtet sig skyldige i drabet på den 22-årige kvinde.

Sydøstjyllands Politi har efterforsket sagen indgående med efterforskere, teknikere, lægelige undersøgelser med videre, og sagen er efterfølgende blevet vurderet af Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi. 

Efter at have gennemgået alle beviser og efterforskningsresultater i sagen, så har Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi truffet beslutning om, at der ikke skal rejses en straffesag om manddrab mod de to tidligere sigtede, da det vurderes, at det ikke vil kunne bevises ved en domstol, at den 22-årige kvinde døde som følge af et strafbart forhold. 

De pårørende til den 22-årige er blevet underrettet, og efter de gældende regler på området, så har de efter underretningen 4 uger til at klage over den afgørelse. Omgørelsesfristen i sagen er 2 måneder. 

57-årig fremstilles i sag om kartofler

0
Foto: Anne-Mette Runge

57-årig mand fremstilles i grundlovsforhør kl 1600 i forbindelse med sag om kartofler på Storebæltsbroen.

Anklagemyndigheden ved Fyns Politi fremstiller i dag kl 16 en 57-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Svendborg i forbindelse med de to tilfælde af kartofler aflæsset på motorvejen på lavbroen over Storebælt.

Manden er bl.a. sigtet for særlig hensynsløs kørsel og for i grov kådhed eller på lignende hensynsløs vis at forvolde nærliggende fare for nogens liv og førlighed.

Samtidigt nedlægges der påstand om, at lastbilen beslaglægges. 

Sigtelserne og fremstillingen handler alene om de to sager om kartofler smidt på lavbroen på Storebælt. Fyns Politi undersøger stadig om der er en sammenhæng med de kartofler der er tabt/ smidt på motorvejen i Kolding.

Fakta om sagen

Kl. 06:35 får Fyns Politi en anmeldelse om at der var tabt/aflæsset en større mængde kartofler i vestgående retning på Storebæltsbroen.

Kl. 06:45 får Fyns Politi melding om det samme i østgående retning.

Kl. 07:00 får Fyns Politi bragt lastbilen, der er mistænkt for at aflæsse kartoflerne, til standsning. 

Kl. 07:15 bliver chaufføren, en 57-årig mand fra Jylland, sigtet og anholdt.

Fredericia KF’s unge talenter viser formatet i DBU’s talentkamp

0

Solen skinnede smukt over Monjasa Park tirsdag aften, da DBU’s talentcentre fra Fyn og Sydjylland mødtes til kamp. Plænen stod skarpt, og med børnenes jubel og forventninger i luften var scenen sat for en fodboldaften, der skulle vise sig at være langt mere end bare en kamp.

Blandt spillerne fra talencentret i syd var seks spillere fra Fredericia KF. De unge U14-spillere repræsenterede stolt deres klub: Keeper Silje Thomsen, samt Frederikke Adamsen, Sarah Bang Skou-Nielsen, Maja Nordin Frost, Victoria Christiansen-Dahl, og Julie Ravn Rasmussen. Alle øjnene var rettet mod dem, da de løb ud på banen. Julie blev dog under opvarmningen, og måtte se kampen fra sidelinjen.

Fra den ene tribune kunne man se, at der var gang i grillen. Forældre, familier og holdkammerater var mødt op for at støtte deres unge stjerner. Der var en hyggelig atmosfære, som tilføjede en ekstra dimension til oplevelsen. Fællesskabet, opmuntringerne, de smilende ansigter – alle elementerne kom sammen i en perfekt symbiose. Det var en påmindelse om, at fodbold handler om mere end bare at vinde. Det handler om fællesskab, sjov, udvikling og læring.

Det var en god dag for det jyske hold, der triumferede med en sejr på 10-3. Frederikke, Sarah og Maja hver især nettede, hvilket bidrog til holdets dominans.

Til dagligt er Thomas Frost træner for U14-holdet i Fredericia KF. Han har ikke mindre end seks spillere fra KF, der spiller i talentcentret.

– Det er nummer to rigtig gode årgang, vi har på kort tid. Vi havde vores 2007-årgang, og så har vi den her 2009-årgang, der vandt det jysk-fynske mesterskab sidste år. Holdet består primært af spillere, der kommer fra Erritsø og Trelde, der startede med fælles træning for nogle år siden og siden er fortsat i KF-regi, siger Thomas Frost.

Frost understreger vigtigheden af at have både dybde og bredde i holdet.

– Vi har selvfølgelig et godt førstehold i årgangen, men vi har også bredden med, og det er vigtigt, vi sætter lige stor pris på begge dele, siger Frost.

Den kommende sommer vil byde på nye udfordringer for holdet, da det bliver U15.

– Vi har allerede i år mistet en spiller til Kolding, og vi kommer til at miste to til AGF til sommer. Vi er stolte over, at spillerne gør det godt, men selvfølgelig ville vi gerne have, at de blev i KF, indrømmer Frost.

Denne samling af unge talenter er en del af Dansk Boldspil-Unions (DBU) proces med at identificere og udvælge spillere til det danske U16-landshold. DBU’s talentcentre er designet til at finde og udvikle unge spillere, der har potentialet til at repræsentere Danmark på internationalt niveau.

Før de bliver udtaget til U16-landsholdet, skal spillerne først gennemgå flere stadier af udvælgelse.

Processen er hård, men det er en nødvendig del af talentudvikling. Med hver samling kommer en ny mulighed for spillere at vise deres færdigheder, deres forbedringer, og deres potentiale. Og for de unge spillere fra Fredericia KF, er det endnu en chance for at vise, at de har, hvad der skal til for at nå toppen.

Det er gennem disse samlinger, at DBU og trænere som Thomas Frost, får mulighed for at se spillernes udvikling og potentiale på tæt hold. Hver kamp, hver træning, hver samling bringer spillere tættere på deres drøm om at repræsentere deres land. Og det er præcis det, der gør disse talentcentre så vigtige for fremtiden for dansk fodbold.

Landsholdsstjernerne Pernille Harder og Magdalena Eriksson skifter til Bayern München

0
Foto: DBU Foto / Anders Kjærbye

I et fremragende træk fra Bayern München, har den tyske klub sikret sig underskrifterne fra to af de største stjerner i international kvindefodbold: danske Pernille Harder og svenske Magdalena Eriksson. Det skriver klubben på deres officielle hjemmeside. Begge spillere har underskrevet kontrakter indtil 2026.

Pernille Harder, den 30-årige angrebsstjerne, og Magdalena Eriksson, den 29-årige forsvarsspiller, flytter til München fra Chelsea. Med deres mangeårige erfaring og succes på topniveau tilfører de afgørende styrke til det talentfulde hold.

Bianca Rech, leder af FC Bayern Women, udtaler:

– Det er en stor dag for FC Bayern, fordi vi er lykkedes med at tiltrække to spillere af denne kvalitet, der ikke kun er fremragende på banen, men også udenfor. Begge spillere bringer en masse ekspertise med sig. De har spillet på et meget højt niveau i mange år og har vundet titler. Særligt i dette unge hold, som for tiden udvikler sig meget hurtigt, vil de være en vigtig del.

Pernille Harder ser frem til sit nye kapitel i Bayern München:

– FC Bayern er en fantastisk klub, spillerne og holdet har meget potentiale. Jeg ville absolut være en del af det. Jeg havde en god tid i Bundesligaen og ser frem til at vende tilbage efter tre år. Jeg glæder mig til at være tilbage i Bundesligaen og kan ikke vente med at spille her igen.

Magdalena Eriksson deler Harders entusiasme for at skifte til den tyske klub:

– Jeg havde en god fornemmelse lige fra starten. FC Bayern er en ekstraordinær klub med en imponerende historie. Jeg ser virkelig frem til at lære mine nye holdkammerater at kende, vinde sammen, udvikle mig individuelt og også lære klubbens kultur at kende.

Holdets træner, Alexander Straus, mener, at Harder og Eriksson er “perfekte tilføjelser” til holdet og vil “tage os til det næste niveau.”

Harder, der tidligere spillede for VfL Wolfsburg i Bundesligaen fra 2017 til 2020, har en imponerende statistik med 105 mål i 114 konkurrencedygtige kampe. Hun blev kåret til “UEFA Women’s Player of the Year” i 2018 og 2020.

For Eriksson er Bayern München hendes første klub i den tyske Bundesliga. Efter seks år i den svenske topdivision, Damallsvenskan, flyttede forsvarsspecialisten til Chelsea i Women’s Super League i 2017. Eriksson udviklede sig hurtigt til holdleder og blev holdkaptajn fra 2019/20-sæsonen.

Pernille Harder vil bære nummer 21 på sin trøje, mens Magdalena Eriksson vil bære nummer 5.

Midtpunktet samarbejder til Sommerrock

0
Foto: AVISEN

Midtpunktet i Fredericia er klar til årets sommerrock og byder på et overflødighedshorn af oplevelser, rabatter og et nyetableret loungeområde med egen DJ.

Finn Engbjerg, medindehaver af Kop & Kande, ser frem til Sommerrock og fortæller om det kollektive initiativ i Midtpunktet.

– Vi arbejder sammen i hele Midtpunktet. Vi får en DJ og etablerer et loungeområde. Der vil være kaffe og forfriskninger. Vi deler lodsedler ud og har præmier for 10.000 kr. Det er alle butikkerne i Midtpunktet der er med, siger Engberg.

Alle medlemmerne af Midtpunktets butikker glæder sig og byder på gode tilbud.

– Vi støtter op med masser af gode tilbud, herunder en rabat på 20 procent. Der er så mange muligheder i byen. Folk skal bare hygge sig, tage shorts på og slappe af. Vi støtter altid op om Fredericia Shoppings arrangementer, men vi laver samtidig altid noget ekstra. Det er vi rigtig gode til, slutter Finn Engberg.

Engbjerg og resten af Midtpunktet ser frem til en solrig og festlig Sommerrock.

Ny formand i Region Syddanmarks Udsatteråd er fra Røde Kors

0
20200907-2956

Rasmus Bøgh Christiansen ser som ny formand frem til endnu tættere samarbejde med politikerne til gavn for regionens allermest sårbare borgere

Det bliver Rasmus Bøgh Christiansen fra Røde Kors, som fremover skal sidde for bordenden af Region Syddanmarks Udsatteråd. Til daglig er han leder af omsorgscenter Svalegangen i Middelfart. Det er et tilbud på et ophold på 14 dage til syge hjemløse og funktionelt hjemløse – dvs. borgere, som ikke kan benytte deres bolig – der er udskrevet fra sygehus, og som har brug for restitution. Omsorgscenter Svalegangen drives af Røde Kors.

Rasmus Bøgh Christiansen har været en del af Udsatterådet det seneste år og overtager formandsposten fra Kirkens Korshærs Britt Gaarn-Larsen, som fortsætter som menigt medlem.

-Jeg glæder mig til at fortsætte det vigtige arbejde med at sætte samfundets allermest udsatte på dagsordenen og til at komme endnu tættere på det politiske arbejde på området, siger Rasmus Bøgh Christiansen, som har hæftet sig ved det gode samarbejde i rådet.

-Det er slående, hvor enige vi er, hvilket er af stor betydning for vores muligheder og handlerum.

Udsathed kan dække over flere ting
Regionernes Udsatteråd rådgiver regionsråd og udvalg om samfundets allermest sårbare borgere, herunder stofbrugere og hjemløse, og senest er personer med dobbeltdiagnose et af de emner, der fylder. Men Rasmus Bøgh Christiansen minder om vigtigheden af, at Udsatterådet også forholder sig til fx borgere ramt af ensomhed.

-Det er vigtigt at understrege, at udsathed er flere ting, og at personer uden stofbrug eller diagnose også kan være udsatte alene i kraft af, at de føler sig ensomme. Dem skal vi også have med, når vi taler om udsathed, siger Rasmus Bøgh Christiansen.

Røde Kors er repræsenteret i alle fem regioners Udsatteråd. Det er første gang, Røde Kors får en formandspost i rådet. Rasmus Bøgh Christiansen blev valgt til formand fredag 26. maj.

Lokale udbuds- og indkøbsprincipper hæmmer små og mellemstore erhvervsdrivende

0
Foto: AVISEN

Af Karsten Byrgesen, byrådsmedlem Nye Borgerlige Fredericia

Fredericia kommune bruger i runde tal 300 millioner kroner om året på byggeri- anlægs- og vedligeholdelsesarbejder. Langt størstedelen af de mange millioner går til virksomheder der ikke har hjemsted i Fredericia. Det kan der i det enkelte tilfælde være en god grund til, f.eks. omfattende asfaltarbejder.

Den kommunale forvaltning udbyder som hovedregel de kommunale arbejdsopgaver i store klaser, så interesserede store virksomheder kan byde ind. Men der er noget galt. De udbudte klaser er nemlig ofte så store, at mindre lokale erhvervsdrivende udelukkes fra at få del i det kommunal fællesskabs byggeri- og vedligeholdelsesopgaver.

Derfor er det forståeligt, når mange små og mellemstore Fredericianske virksomheder oplever, at de ikke gives mulighed for at kunne inkluderes.

Mange af disse virksomheder står med en begrænset arbejdsstyrke og en økonomi, der ikke passer godt ind i store millionudbud.

Udbudsområdet bør gentænkes, da den nuværende kurs ”klemmer” mange små og mellemstore virksomheder, hvilket kan føre til, at arbejdspladser og penge forsvinder ud af vores by. Det betyder også et reduceret grundlag for, at lokale virksomheder og håndværksmestre motiveres til at uddanne lærlinge.

Hvis Fredericia som lokalsamfund skal trives og udvikles skal det gamle princip om at købe lokalt genindspilles i udbuds- og indkøbsaftaler.

Please Stay: Parat til første Sommerrock

0

Gitte Blicher, indehaver af Please Stay i Vendersgade, er fyldt med forventning og glæde. Solen stråler, og hun ser frem til den kommende Sommerrock på fredag – butikkens første, siden hun åbnede dørene sidste år.

– Jeg var i færd med at lave butikken i stand sidste år, da der var Sommerrock, så jeg har endnu ikke oplevet det selv, fortæller Gitte.

– Men jeg har hørt en masse godt om det fra min mand, Finn, som er medindehaver af Kop & Kande. Så jeg glæder mig virkelig til at opleve den byfest, som de beskriver, fortsætter Gitte Blicher.

Som del af butikkerne i Vendersgade-kollektivet holdes der regelmæssige møder, og her glæder man sig.

– Som en del af Vendersgade-kollektivet holder vi løbende møder og laver fælles tiltag. Det er dejligt, at Fredericia Shopping også arrangerer aktiviteter her om aftenen. I Please Stay, går vi aldrig ned på en fest. Vi har bobler på køl, masser af smil og god betjening. Nu håber vi bare, at vejret holder, som det ser ud til, slutter Gitte Blicher.

Ekstra lørdagsåbent for pas 10. juni

0

Sommerens rejser og skønne ferier venter lige om hjørnet. Har du tjek på passet? Lørdag d. 10. juni kl. 10-13.45 har vi ekstra åbent for bestilling og fornyelse af pas.

Der er stadig tidsbestilling til bestilling og fornyelse af pas, og via bibliotekets hjemmeside kan du finde linket til booking. Du er altid velkommen til at ringe til vores velkomstcenter på 72 10 68 00, hvis du gerne vil have hjælp til booking af tid.

Husk at starte ansøgning og tidsbestilling på borger.dk

Hvad er ligheden mellem kommunalt- udviklingsarbejde og Sisyfos-arbejde?

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

Fredericia Kommune er som andre kommuner i Danmark præget af stor udskiftning på ledelsesgangene. Fordelen ved nye ledere kan være et bidrag til at forny og berige en organisation med et friskt blik på tingenes tilstand. Udskiftningerne har dog også visse ulemper (udover udgifterne til rekruttering). En kommunal forvaltning kan blive udpræget historieløs og komme til at gentage de samme “udviklingsprojekter” i det uendelige. Nogen vil måske mene at politikkere som har haft sæde i byrådet i flere perioder modvirker gentagelser – det ser desværre ikke helt ud til at være tilfældet i Fredericia. Et par eksempler fra social og seniorområdet. For en del år siden var Socialpsykiatrien i Fredericia medvirkende til udviklingen af “Housing First” metoden, hvor man afprøvede værdien af at sikre borgere på kanten en bolig, inden øvrige helbredsmæssige og sociale indsatser blev i gang sat. Metoden havde og har god effekt og den blev umiddelbart i forlængelse af projektforløbet implementeret i Fredericia Kommune, men metoden har desværre været lukket ned og genopfundet af flere omgange i de seneste år. Et andet eksempel er det nye Eden projekt på et lokalt plejehjem. Et projekt der rummer gode tanker og hensigter, men som dog også ligner udviklingsprojektet “Bo og Levemiljøer” på Hybyhus fra 2013 (Se evt. video på You Tube om projektet). Hybyhus har stadig fokus på indretning, fredagsbar og forskellige aktivitetsmuligheder på beboernes præmisser. Der er selvfølgelig langt mellem Taulov og Østerstrand i Fredericia, men hvor kunne det være skønt, hvis man delte viden og erfaringer i kommunen. Hybyhus er nok ikke det eneste lokale plejehjem eller botilbud, som har arbejdet med at forbedre beboernes indflydelse på rammer og trivsel. Fredericia har tidligere haft stor succes med “Længst muligt i eget liv” som havde fokus på forebyggelse og genoptræning, gad vide om det projekt ligger og samler støv og venter at blive genopfundet? Det er et trist spild, når der bliver lavet Sisyfos-arbejde i form af gentagne udviklingsprojekter efter den samme model. Det bekymrer også at vi i en tid, hvor vi har udsigt til sparerunder vælger at bruge 1,5 million kroner på en privat multinational virksomhed, hvis projekts største nyhed er en gammelttestamenteligt forestilling om paradis.

Det er ligeledes ærgerligt vi ikke vælger at samarbejde med Social og Sundhedsskolen om udviklingen af vores plejehjem. Vi har ganske få uddannelser i Fredericia, dem vi har, bør vi bakke op om. Det vil gavne søgningen til uddannelserne samt vores rekrutteringsmuligheder i fremtiden.

Vi kommer til at udvikle ældre området de kommende år, der vil ikke kunne bygges plejehjem i det omfang som stigningen i antallet af ældre medborgere indikerer. Heldigvis er det lige om lidt “Hey Google sluk lyset” generationen som får brug hjælp og her vil teknologiske løsninger i hjemmet kunne blive en del af løsningen – men vi skal i gang!

Connie Maybrith Jørgensen

Byrådsmedlem SF Fredericia.

Ny folketingskandidat fra Dansk Folkeparti satser på socialområdet

0
Sune Nørgaard Jakobsen er netop blevet udnævnt som folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Fredericia. I et interview fortæller han om sin vej ind i...