Der er en fast liturgi over efteråret i kommunalpolitikken. Forvaltningen fremlægger et sparekatalog, politikerne gyser, borgerne protesterer, og til sidst vedtages et budget, hvor det, der kaldes nødvendigt, viser sig at være det, der var lettest at pege på. I år bliver liturgien mere alvorlig end længe. Økonomiaftalen for 2027, som den nye regering præsenterede i juni, løfter servicerammen med 3,3 milliarder kroner og blev af økonomi- og indenrigsministeren beskrevet som historisk stor. Alligevel skal landets kommunalbestyrelser til efteråret finde besparelser, samlet set omkring halvanden milliard kroner, fordi det demografiske træk alene æder cirka 1,5 milliarder, når der kommer flere ældre og flere plejekrævende borgere. Historisk store aftaler kan altså sagtens føles som nedskæringer, når de møder virkeligheden i Morsø, Middelfart eller Fredericia.
Og så begynder den samtale, vi kender så godt. Hvad er nice to have, og hvad er need to have? Er svømmeundervisningen nice? Er lejrskolen? Er den ekstra nattevagt på plejehjemmet? Det er en samtale, der altid føres nedefra. Den begynder ved de yderste led i velfærdskæden, hos pædagogmedhjælperen, hos SOSU-assistenten, hos musikskolelæreren, og den når påfaldende sjældent op til de etager, hvor sparekataloget bliver skrevet.
Det er her, den egentlige leder skal skrives i år. For hvem er egentlig chefen i en dansk kommune? Formelt set er det byrådet. Politikerne er valgt, forvaltningen er ansat. Men i praksis er det forvaltningen, der definerer mulighedsrummet. Det er forvaltningen, der udarbejder sparekatalogerne, og den, der skriver kataloget, bestemmer også, hvad der ikke står i det. Man skal have siddet i mange budgetforhandlinger for at have set et sparekatalog, hvor forvaltningen selv står øverst på listen. Derfor bør hvert eneste byrådsmedlem i dette efterår stille ét enkelt kontrolspørgsmål, før der røres ved en eneste velfærdskrone. Er der besparelser med på administrationen selv, ja eller nej? Hvis svaret er nej, bør kataloget sendes retur.
Tallene taler deres eget sprog. Antallet af fuldtidsstillinger inden for ledelse og administration i staten er vokset med knap 25.000 fra 2011 til 2026. Antallet af akademikere i den offentlige administration er steget med 66 procent på ti år, fra 31.500 i 2013 til 52.400 i 2023, på trods af årtiers politiske løfter om afbureaukratisering. I kommunerne er der kommet 80 procent flere akademikere. Man kan mene meget om ordet djøfisering, og man skal være fair. En del af væksten skyldes lovgivning, dokumentationskrav og klagesystemer, som Christiansborg selv har opfundet, og som kommunerne blot administrerer. Men det ændrer intet ved den grundlæggende asymmetri. Når der skal spares, lukker vi plejehjem før kontorer.
Samtidig er lønnen i det offentlige steget mærkbart de senere år. Trepartsaftalen om lønløft gav udvalgte velfærdsgrupper lønstigninger på op mod 10,5 procent på et enkelt år, og OK26 har sikret alle kommunalt og regionalt ansatte generelle lønstigninger på godt seks procent over de kommende tre år. Det var i vidt omfang velfortjent og politisk villet, for vi skal kunne rekruttere de mennesker, der skal vaske, pleje og undervise. Men hver lønkrone skal findes inden for de samme rammer, og så bliver spørgsmålet om produktivitet påtrængende. Her er billedet ubekvemt. Finansministeriets egne opgørelser viser, at produktiviteten i den offentlige service steg med omkring syv procent fra 2007 til 2022, men at fremgangen reelt stoppede i 2015. Et nyt studie fra Rockwoolfonden når frem til, at kommunernes produktivitet kun er vokset med tre procent over en tiårig periode, og at forskellene kommunerne imellem er store. Nogle kommuner leverer ganske enkelt bedre service for de samme penge. Vi betaler altså mere for maskinen, uden at maskinen leverer mere.
Det er her, tiden gør spørgsmålet eksplosivt. For første gang i årtier findes der faktisk redskaber, der kan aflaste netop det administrative lag. Kunstig intelligens kan skrive referater, sagsfremstillinger, journalnotater og afgørelsesudkast. Den kan læse lovgivning og finde præcedens. Den kan gøre en stor del af det arbejde, som de mange nye akademiske årsværk er blevet ansat til at udføre. Den kan derimod hverken skifte en forbinding, trøste et barn eller holde en døende i hånden. Hvis der findes et sted, hvor teknologien bør sættes ind først, er det på rådhuset og i ministeriet. Økonomiaftalen kræver da også, at kommunerne nedbringer deres administrationsudgifter med 257 millioner kroner, men en professor som Bent Greve kalder allerede målet urealistisk. Måske er det snarere for uambitiøst. 257 millioner er et afrundingstal i et samlet kommunalt budget på flere hundrede milliarder.
Det store spørgsmål er derfor et andet end det, sparekatalogerne stiller. Spørgsmålet er, om vi har brug for det embedsapparat, vi har skabt, i den størrelse vi har skabt det. Det er et spørgsmål, som embedsapparatet af gode grunde aldrig selv vil rejse, og som politikerne derfor har pligt til at rejse. Det kræver mod, for det er lettere at skære en procent overalt end at gentænke sin egen organisation. Grønthøsteren er magelighedens redskab. Prioritering er ledelsens.
Og prioriteringen bør være tydelig i vores dejlige lille land. Vi skal investere i de unge, for de er den eneste fremtid, vi har. Skolen, ungdomsuddannelserne, de første usikre år på arbejdsmarkedet er ingen udgiftspost. Det er samfundets vedligeholdelseskonto. Og vi skal sikre vores ældste og vores syge de bedste forhold, for et samfund kendes på, hvordan det behandler dem, der har bygget det, og dem, der ligger ned. Alt derimellem kan og skal diskuteres. Men diskussionen skal begynde det rigtige sted. Før et eneste byråd i dette efterår stemmer for at lukke en lejrskole eller fjerne en nattevagt, bør det kræve svar på, hvad forvaltningen selv bidrager med. For chefen er stadig den, der tør stille spørgsmålet. Eller er det?
