Fra ghetto til forebyggelsesområde

Fredericia holder fast i det, der virker. Det er noget af en rejse, som Jens Christian Lybecker og Finn Muus har været på. Foto: AVISEN

0

Dagen efter Social- og Boligministeriet offentliggjorde de nye parallelsamfundslister for 2025, mødes vi på STATIONEN – AVISENs redaktion. Kaffen er allerede hældt op, og det er som om rummet i sig selv ved, hvad der skal ske. De to herrer, Finn Muus og Jens Christian Lybecker, sætter sig uden større ceremoniel indramning. De er vant til at tale om det her. Ikke fordi det er let, men fordi det er blevet deres livsopgave. De er dog forberedt med de nyeste tal.

Finn Muus repræsenterer Boligkontoret Fredericia. Jens Christian Lybecker repræsenterer boli.nu. Tilsammen administrerer de størstedelen af de almene boliger i byen – tusindvis af hjem, tusindvis af liv, og tusindvis af historier, der både har rødder i fortiden og forgreninger ind i fremtiden. De er vant til at tale om mursten, men de er måske endnu mere vant til at tale om mennesker.

Og i år kan de tale om noget, som sjældent har været muligt: Fredericia er for første gang i lang tid helt ude af de mest belastede kategorier på ministeriets lister. Korskærparken og Sønderparken er ikke længere udsatte boligområder – men forebyggelsesområder. Et ord, der i sin anonymitet næsten skjuler den politiske betydning: Et område, der kræver opmærksomhed, men ikke længere indgår i det nationale alarmberedskab.

Der er smil og god stemning i Sønderparken, da Jens Christian Lybecker og Finn Muus fortæller og viser, de mange tiltag. Foto: AVISEN

På papiret er det et skridt ned ad stigen. For dem, der har arbejdet med udviklingen, er det en markør på, at næsten to årtiers arbejde har båret frugt. Muus siger det, som om ordene har ligget i ham længe: «Det her begyndte længe før ghetto-listen blev hvermandseje.» Lybecker nikker stille. For dem er det ikke afslutningen på noget som helst – men et sted i et forløb, man først kan forstå fuldt ud, når man har set hele bevægelsen.

Når de taler om fortiden, er det ikke med bitterhed, men med en klar bevidsthed om, hvor langt man er nået. Muus beskriver de tidlige år uden omsvøb: «Der var enorme problemer.» Bilafbrændinger, væltede campingvogne, utryghed som en konstant baggrundsstøj. Det var ikke kun statistikkerne, der viste noget var galt; det var synligt i gaderne.

I 2004 forsøgte staten for første gang at kategorisere boligområder med særlige udfordringer. I årene efter blev kategorierne skærpet, og i 2010 blev listerne så politisk markante, at ingen kunne ignorere dem. «De blev mere præcise og mere politisk ladede,» siger Muus. Og med listerne fulgte krav, deadlines og forventninger – men også et nyt blik på, hvordan man i det hele taget arbejder med boligpolitik i Danmark.

For boligorganisationerne i Fredericia betød det, at improvisationernes tid var forbi. Man kunne ikke længere reagere på enkeltstående hændelser. Man måtte skabe en strategi, der kunne holde i 10 eller 20 år. En strategi, der kunne ændre strukturer, ikke kun adfærd.

Det trebenede princip – og hvorfor det virkede

Resultatet blev det, de kalder det trebenede princip. Et billede, der næsten er for beskedent til at rumme den transformation, det førte med sig. Men essensen er tydelig: Fysiske forbedringer, sociale indsatser og fællesskabsstruktur skulle tænkes i sammenhæng. Lybecker formulerer det klart: «Vi skal løfte boligerne, vi skal løse de sociale udfordringer, og vi skal bygge huse, hvor fællesskabet kan bo.»

Det lyder enkelt, næsten banalt, men i praksis krævede det en omstrukturering af, hvordan boligorganisationerne arbejdede. Forbedrede facader betød ikke noget uden tryghed i gårdrummene. Tryghed betød ikke noget uden relationer. Relationer betød ikke noget uden mødesteder. Mødesteder betød ikke noget uden mennesker, der ville bruge dem.

Det hele hang sammen, og derfor skulle det hele forandres.

Renoveringerne som politisk greb

I Korskærparken og Sønderparken blev moderniseringen synlig i beton, glas og grønne områder. Det var ikke renoveringer udført for renoveringernes skyld. De var et politisk greb. En måde at sige til beboerne: Vi giver jer ikke op. En måde at sige til resten af Danmark: Vi forandrer dette område indefra.

Muus fortæller, hvordan nye typer beboere begyndte at flytte ind: «Der kom mange, der solgte deres parcelhuse og flyttede ind.» De tilgængelige lejligheder gjorde det muligt for ældre at blive i området, og nye beboere bragte nye sociale mønstre med sig. Det var ikke en udskiftning – det var en udvidelse.

De nye fælleshuse blev et andet vendepunkt. De skulle først fungere som midlertidige byggepladshuse, men blev hurtigt til permanente samlingspunkter. «Huse, hvor beboerne kunne komme, og hvor vores medarbejdere kunne være tæt på hverdagen,» som Lybecker siger. De blev baser for lektiecaféer, fællesspisninger, jobforløb og alt det, der binder et hverdagsfællesskab sammen.

Fremskudt beskæftigelse – det forandrede alt

Men ingen fysisk renovering kan løse sociale problemer alene. Det er relationer, der flytter mennesker. Og på netop det område gjorde Fredericia noget, der senere er blevet fremhævet nationalt som et forbillede: fremskudt beskæftigelse. «Selvom der ikke er langt til jobcenteret, så er der for langt til jobcenteret for nogle,» siger Muus. Sætningen er både humoristisk og rammende. For afstand er ikke et geografisk mål, men et psykologisk.

Jobcentermedarbejdere rykkede fysisk ud i boligområderne. De begyndte at arbejde side om side med boligsociale medarbejdere og varmemestre. De lærte navnene. De lærte historierne. De lærte, hvem der havde brug for hvad.

Lybecker formulerer det mere kontant: «Vi fik aktiveret borgere, som ellers aldrig ville have søgt arbejde.» Det gjorde en forskel, som senere kunne måles: Andelen uden for arbejdsmarkedet faldt fra over 40 procent til omkring 28. Boligselskabernes Landsforening dokumenterede, at områder med sådan en indsats klarede sig ti procent bedre end områder uden.

Det var ikke en reform fra Christiansborg. Det var en lokal beslutning. En strukturel forandring skabt af mennesker, der havde mandat, mod og viden til at gøre det.

Fra ghetto til forebyggelsesområde

Risikoen i succesen

Men succesen rummer også en trussel. For når tingene bliver bedre, bliver det sværere at argumentere for fortsatte investeringer. Hvis et område ikke længere er udsat, hvorfor skal man så bruge penge på det?

Muus siger det med en alvor, der går lige gennem rummet: «Jeg frygter, at man vil spare dér, hvor tingene virker. Det tager lang tid at bygge op, men det kan gå hurtigt at rive ned.» Lybecker supplerer: «Vi skal være ærlige. Hvis noget virker, skal der mere af det. Hvis noget ikke virker, skal det væk.»

Det kræver politisk mod. Og politisk forståelse. Men mest af alt kræver det, at man tør se sociale indsatser som investeringer, ikke udgifter.

Annonce

Den stille revolution i fortællingen om beboerne

Det er ikke kun strukturerne, der er ændret. Det er også fortællingen. Ikke den, der skrives i rapporter, men den, der eksisterer mellem mennesker, mellem linjerne, i blikkene på gaden.

«Vi vil se beboerne som en ressource,» siger Lybecker. «De har mange kræfter, selv hvis de ikke har en traditionel tilknytning til arbejdsmarkedet.»

Det er et perspektivskifte, der ligger som en politisk subtekst gennem hele interviewet. Hvis man konsekvent fremstiller beboere som en byrde, får man politik, der handler om at reducere byrder. Hvis man fremstiller dem som ressourcer, får man politik, der handler om at forløse potentiale.

Sommerfesten i Sønderparken er blevet et symbol på det. Drevet af frivillige. Organiseret af beboere. Et lokalt projekt, der i praksis udtrykker en større sandhed: at fællesskabet ikke er en konsekvens af en indsats – det er en drivkraft i sig selv.

Næste kapitel: Sundheden flyttes ud i boligområderne

Det næste store spor handler om sundhed. Et område, hvor afstanden mellem formelle tilbud og menneskers faktiske liv ofte er endnu større end på beskæftigelsesområdet.

«Det kan være lige så svært at gå ned på sundhedshuset som at gå på jobcenteret,» siger Muus. Det handler om skam, om nederlag, om misforståelser – og nogle gange om frygten for et blik eller en sætning, man ikke orker at høre.

Derfor arbejder de to boligorganisationer nu med borgernær sundhed. Et projekt, der skal bringe sundhed tættere på dem, der har sværest ved at opsøge den. Fælleshusene bliver omdrejningspunkter. Varmemestre får en ny rolle som dem, der spotter tegnene først. Og en ny projektleder skal hjælpe med at forme en indsats, der kan aflaste en sundhedssektor, der i 2035 forventes at mangle hundreder af medarbejdere alene i Fredericia.

Det er ikke en erstatning for det eksisterende system. Det er en forbedring. En forankring. En måde at sige: Vi ved godt, hvor barriererne er, og vi vælger at flytte os hen over dem – for beboernes skyld.

AnnonceAVISEN

Spørgsmålet, der står tilbage

Fredericia står i dag et sted, hvor listerne ikke længere dikterer dagsordenen. Det er en sjælden position i dansk boligpolitik. Det gør det muligt at spørge: Hvis listerne ikke længere skal motivere handling – hvad skal så?

For lister kan man komme af. Man kan også komme på dem igen.

Muus og Lybecker ligner ikke mennesker, der tror på den slags pendulbevægelser som noget naturgivent. For dem er det ikke statistikkerne, der afgør udviklingen. Det er mennesker, strukturer, beslutninger og kontinuitet.

At Fredericia er ude af listerne, er ikke målet. Det er et tegn. Et tegn på, at når boligpolitik for alvor bliver til lokal udviklingspolitik, kan noget ændres, som ellers beskrives som næsten uforanderligt.

Men kun hvis man tør holde fast.