Byggefestivalen 2024, der fandt sted lørdag i Middelfart ved Hindsgavl i HUSET og dets udendørsområder, blev en solskinsdag dedikeret til byggeri. Festivalens koncept var at tilbyde en platform, hvor skabere, eksperter og entusiaster kunne mødes og udveksle viden, erfaringer og idéer. Fra kl. 09.30 var der åbent for publikum, og allerede tidligt på dagen kunne man opleve den livlige stemning blandt de mange boder, stande og udstillinger.
En af de deltagerne var skulptøren Sara Scheel, der arbejder med ler. I hendes stand viste hun en skulptur i vådt ler, som hun stadig var i gang med at finpudse, da vi fik lov til at snakke med hende om hendes tilstedeværelse på festivalen:
– Jeg hedder Sara Scheel, og jeg er skulptør, der primært arbejder med ler. Lige nu er jeg i gang med at lave en skulptur i vådt ler, som jeg finpudser, inden den skal brændes. Jeg arbejder meget med lerets egne karakteristika og blander ler i forskellige farver.
Hun blev inviteret til festivalen, hvilket var en uventet, men velkommen mulighed for hende:
– Jeg er egentlig blevet inviteret, og det var ikke noget, jeg selv havde overvejet, men det giver god mening. Jeg synes også, det er lidt sjovt, fordi når jeg laver skulpturer, siger jeg altid, at jeg bygger. Altså, jeg bygger skulpturer, så det er en proces, som andre måske vil beskrive som at skabe, bemærker hun, og fortsætter:
– Jeg kunne ikke lade være med at smile, da Mette henvendte sig. Det er netop det, jeg gør – jeg bygger virkelig. Jeg har også lavet en stor skulptur, som man kan se på billedet, der står i Kolding Vision Park. Jeg er meget interesseret i store skulpturprojekter, så det er noget, jeg brænder for. De skulpturer, jeg har med her, fungerer som et forlæg til en stor skulptur, som man kan gå igennem eller bevæge sig i.
Festivalen bød også på et væld af aktiviteter, men en af de mest populære sektioner blev faktisk det kreative område lavet til børnene, hvor de kunne lave deres egne små byggeprojekter.
Imens blev scenen bemandet af prominente personligheder inden for byggebranchen som Bonderøven, Lene Beier og Dennis Lindequist. Og så var der Anders Boisen, der kunne fortælle om sit liv i Danmarks måske mindste hus, hvilket Emil Thorup, der på dagen fungerede som konferencier, var noget overrasket over.
Emil Thorup, som selv netop havde bygget et sommerhus til 10 millioner kroner på 300 kvadratmeter, blev noget overrasket over at høre om Anders Boisens hus, som er på blot 14 kvadratmeter, og som er bygget af genanvendte materialer og udnytter regnvand, solenergi og affaldsgenbrug på innovativ vis. Han beskrev, hvordan hans hverdag nu er præget af naturens og vejrets rytmer i stedet for en traditionel 8-4 arbejdsrytme, og så forklarede han sin filosofi om, hvordan tiny house-livsstilen kan være en vigtig model for fremtidens bæredygtige boliger og boligkultur.