OPINION. Der er noget grundlæggende forkert ved en stat, der står klar med hånden fremme netop i det øjeblik, hvor en familie mister. Arveafgiften bliver ofte pakket ind i pæne ord som “lighed” og “retfærdig omfordeling”. I virkeligheden er den et politisk indgreb i sorgens stund – et ideologisk venstreorienteret gravrøveri forklædt som moral, og et klassisk udtryk for venstrefløjens forestilling om, at staten altid har førsteprioritet.
En skat på allerede beskattede penge
Arveafgiften rammer formuer, der allerede er blevet beskattet igen og igen: indkomstskat, selskabsskat, ejendomsskatter og moms. Alligevel mener staten, at den har krav på endnu en andel, blot fordi værdierne skifter hænder ved dødsfald. Det er ikke rimeligt. Det er ikke retfærdigt. Det er i praksis dobbelt – ofte tredobbelt – beskatning. Man straffer ikke arbejde. Man straffer døden og de efterladte.
Middelklassen betaler – de rige slipper
Ironisk nok er det sjældent milliardærerne, der rammes hårdest. De har rådgivere, fonde og konstruktioner, der kan planlægges uden om afgiften. Det er helt almindelige familier, der står med regningen: barndomshjemmet, sommerhuset eller den beskedne opsparing. Arveafgiften tvinger ofte arvinger til at sælge værdier, de gerne ville bevare – ikke fordi det er fornuftigt, men fordi staten kræver sin andel her og nu. Det er ikke lighed. Det er systematisk uretfærdighed forklædt som social retorik.
Et frontalangreb på familieejede virksomheder
Særligt alvorlig er arveafgiften for familieejede virksomheder. Mange danske arbejdspladser er bygget op over generationer. Når ejeren dør, rammer staten med regnemaskinen på det værst tænkelige tidspunkt: midt i et generationsskifte, hvor fokus burde være på stabil drift, medarbejdere og fremtid – ikke på at skaffe likviditet til statskassen.
Konsekvenserne er velkendte:
lån i stedet for investeringer
salg af aktiver
tab af arbejdspladser
eller i sidste ende: salg til udenlandske ejere
Hvis man vil bevare danske virksomheder på danske hænder, starter man med at holde staten på afstand, når livsværker skifter generation.
Arveafgiften sender et forkert signal: at det ikke kan betale sig at spare op, investere og bygge noget op til næste generation. I stedet for at belønne ansvarlighed og langsigtet planlægning, straffer vi netop dem, der har gjort det rigtige. Det er ikke bare dårlig økonomi. Det er et politisk udtryk for mistillid til borgerne.
Staten vinder lidt – samfundet taber meget. Provenuet fra arveafgiften er relativt beskedent set i forhold til de langsigtede omkostninger. Tabte virksomheder, lavere investeringer og færre arbejdspladser koster langt mere, end afgiften indbringer.
Det er kortsigtet symbolpolitik, hvor de røde partier kan signalere “retfærdighed” – mens regningen sendes videre til familier, lokalsamfund og kommende generationer.
Arv handler ikke om privilegier
Arv handler ikke om luksus eller ufortjent rigdom. Det handler om ansvar, kontinuitet og familiers ret til at disponere over det, de selv har skabt. Om at kunne give noget videre – ikke nødvendigvis penge, men tryghed, stabilitet og et livsværk. Når staten træder ind i dette øjeblik og kræver sin andel, er det ikke solidaritet. Det er politisk overformynderi.
Tid til et opgør
Hvis vi vil have et Danmark med flere private arbejdspladser, stærkere familier og mere ansvar – og mindre stat – er det på tide at gøre op med arveafgiften. En markant lempelse, eller en reel afskaffelse, vil styrke både familier, virksomheder og samfundsøkonomien.
Retfærdighed er ikke, at staten tager mest muligt. Retfærdighed er, at den tager med måde. Frihed går i arv. Det burde skattesystemet også respektere.
