Trods en underskriftsindsamling med 1.365 navne og bekymringer om udsigt og stråling anbefaler forvaltningen, at Byrådet endeligt vedtager lokalplanen, der giver TDC lov til at forhøje masten på Kålsbjergvej fra 24 til 42 meter.
Lokalplan 243 og tillæg 7 til kommuneplanen var i otte ugers offentlig høring fra 4. marts til 6. maj. Der kom fire høringssvar, heriblandt underskriftsindsamlingen, og indsigelserne handler ifølge dagsordenen primært om modstand mod den høje mast, hensynet til naboernes udsigt, ønsket om en alternativ placering og frygt for sundhedsrisiko ved stråling.
Forvaltningen afviser, at høringssvarene giver anledning til ændringer. Vurderingen er, at »de samfundsmæssige fordele ved bedre tele- og datadækning ved forhøjelse af masten opvejer ulemperne for de nærmeste naboer«.
Ud over den højere mast stiller lokalplanen krav om, at flere operatører skal kunne bruge masten, at bebyggelsesprocenten for teknikhuse hæves til 20 procent, og at der etableres afskærmende beplantning. Planerne er screenet efter miljøvurderingsloven, og der er ikke gennemført en egentlig miljøvurdering, da screeningen ikke viste væsentlige ændringer i miljøet.
Teknisk Udvalg godkendte indstillingen den 10. august med fire stemmer mod én. Socialdemokratiet og løsgængeren Kaj Piilgaard Nielsen stemte for, mens Liberal Alliance stemte imod. Sagen går nu via Økonomiudvalget tirsdag til endelig afgørelse i Byrådet den 31. august.




