15.6 C
Copenhagen
mandag 3. august 2026

Fredericia bliver nordisk knudepunkt i Googles nye uddannelsesprojekt: »Nu begynder samarbejdet for alvor at bære frugt«

0
Fredericia bliver nordisk knudepunkt i Googles nye uddannelsesprojekt: »Nu begynder samarbejdet for alvor at bære frugt«

Fredericia Maskinmesterskole skal stå for den praktiske træning i et europæisk pilotprojekt, der skal uddanne teknisk personale til datacenterindustrien. Fra december får byen besøg af de første internationale studerende.

Datacentrene skyder op over hele Europa, og med dem vokser efterspørgslen på teknisk personale, der kan holde den kritiske infrastruktur kørende. En del af svaret skal fremover findes i Fredericia. Fredericia Maskinmesterskole har i samarbejde med Google og en række internationale partnere udviklet et uddannelsesforløb, der skal styrke kompetencerne i branchen, og skolen får rollen som nordisk knudepunkt for den praktiske og operationelle træning.

Forløbet er en del af det europæiske pilotprojekt Google STAR Data Center Institute Pilot Programme, der til en start lanceres i Danmark, Finland og Holland. Formålet er at uddanne fremtidens datacenterprofessionelle gennem realistiske simulationer og praktisk træning, hvor deltagerne lærer at samarbejde, bevare overblikket og træffe beslutninger i kritisk infrastruktur, og den afsluttende del af uddannelsen gennemføres i maskinmesterskolens datacenterfaciliteter.

For rektor Jens Færgemand er projektet kulminationen på flere års opbygning.

»Samarbejdet med Google er opbygget siden 2019 og har løbende udviklet sig. Nu begynder samarbejdet for alvor at bære frugt med et projekt, der breder sig ud over Danmarks grænser til et europæisk samarbejde,« fortæller han.

Projektet er udviklet i tæt samarbejde med datacenterbranchen og uddannelsesinstitutioner og skal bidrage til at løfte kompetenceniveauet i hele industrien. Samtidig skal det være med til at udvikle nye måder at uddanne fremtidens tekniske medarbejdere til datacenterindustrien på.

Uddannelsesforløbet er målrettet ledige med teknisk interesse, og der stilles ingen krav om en bestemt uddannelsesmæssig baggrund. Forventningen er, at syv ud af ti deltagere finder beskæftigelse i datacenterindustrien efter endt uddannelse. Vejen derhen begynder med otte ugers undervisning på den finske uddannelsesinstitution EKAMI, inden deltagerne afslutter forløbet med 11 dages ophold i Fredericia.

Dermed får byen også noget ud af projektet uden for skolens mure. De internationale studerende skal bo i byen under opholdet, og i samarbejde med Business Fredericia og Experience Fredericia sammensættes et program, der giver dem mulighed for at opleve byens kultur- og erhvervsliv.

Pilotprojektet, der er skabt i samarbejde mellem Google, Fredericia Maskinmesterskole, CEDCE, Alfa College og EKAMI, rummer fire uddannelsesforløb med op til 24 deltagere på hvert og løber fra dette efterår til efteråret 2027. De første internationale studerende ventes til Fredericia i december.