21.8 C
Copenhagen
søndag 2. august 2026

Frederiksen og Meloni samler 20 lande bag krav om hastemøde efter grænsepres i Ceuta

0
Frederiksen og Meloni samler 20 lande bag krav om hastemøde efter grænsepres i Ceuta

POLITIK. Statsminister Mette Frederiksen har sammen med Italiens premierminister, Giorgia Meloni, sendt et fælles brev til EU’s kommissionsformand og det irske EU-formandskab, hvor de kræver øjeblikkelig handling efter de seneste dages begivenheder ved EU’s ydre grænse i Ceuta. Brevet er underskrevet af i alt 22 europæiske stats- og regeringschefer.

»Det er fuldstændig afgørende, at vi har kontrol med Europas grænser. Det pres vi ser på EU’s ydre grænser kræver et øjeblikkeligt og kontant svar. Først og fremmest fra Spanien og Marokko. Men alle EU-lande må stå sammen om sikkerheden og trygheden i vores samfund. Og at der er styr på Europas grænser. Ellers underminerer vi tilliden til vores fælles migrationspolitik og vores demokratier,« siger statsminister Mette Frederiksen.

I brevet udtrykker stats- og regeringscheferne alvorlig bekymring over udviklingen i den spanske enklave og slår fast, at de er fast besluttede på at forhindre menneskesmuglere i at udfordre integriteten af unionens ydre grænser. De peger samtidig på, at en nylig afgørelse fra den spanske højesteret er blevet brugt som anledning til at angribe og misbruge EU’s migrations- og asylsystem.

Ifølge brevet må EU ikke tillade, at ukontrollerede massekrydsninger, instrumentalisering af migration eller andre hybride trusler skaber en opfattelse af, at ulovlig indrejse i EU er mulig, og at ulovlig indrejse kan ende med lovligt ophold. En sådan opfattelse vil ifølge underskriverne opmuntre til flere forsøg og få konsekvenser for alle medlemslande.

Landene glæder sig i brevet over, at Spanien og Marokko samarbejder tæt om hurtigt at sende migranter, der er kommet ulovligt ind, tilbage, og at et stort antal allerede er blevet returneret. Samtidig konstaterer de, at der ikke er registreret uautoriserede videre bevægelser mod resten af Europa, men de understreger, at de er parate til at tage alle nødvendige skridt inden for EU-retten og Schengengrænsekodeksen, herunder at forstærke eller genindføre midlertidig kontrol ved de indre grænser.

Konkret opfordrer brevet det irske formandskab til hurtigst muligt at indkalde EU’s indenrigsministre til et ekstraordinært videomøde. Her skal ministrene nå frem til en fælles vurdering af situationen og blive enige om et koordineret europæisk svar, herunder hurtig mobilisering af EU’s redskaber og den nødvendige støtte til Spanien, så kontrollen med unionens ydre grænse kan genoprettes. Ministrene bør ifølge brevet særligt se på øget støtte fra Frontex og på effektiviteten af EU’s samarbejde med Marokko.

Stats- og regeringscheferne henviser desuden til Chisinau-erklæringen om migration og behovet for, at den hurtigt og effektivt bliver ført ud i livet, og de afslutter brevet med at appellere til, at EU reagerer hurtigt, effektivt og koordineret.