16.2 C
Copenhagen
fredag 12. juni 2026

Venstresving gik galt: Bil slynget ind i to cyklister ved kryds i Fredericia

0
Venstresving gik galt: Bil slynget ind i to cyklister ved kryds i Fredericia

KRIMI. Et færdselsuheld i krydset Vestre Ringvej og Prangervej i Fredericia endte torsdag med materielle skader på to biler og to cykler. Heldigvis kom ingen til skade.

Uheldet skete omkring klokken 15.09. Her kørte en personbil nordgående ad Vestre Ringvej frem mod krydset, hvor føreren skulle svinge til venstre. Bilen kørte ud i krydset ved gult lys, og midt i venstresvinget ramte den en anden personbil, der kom sydgående og skulle ligeud.

Sammenstødet sendte den sydgående bil videre over krydset, hvor den ramte to cyklister, der holdt og ventede for rødt. Trods sammenstødet med både bil og cyklister slap alle uden fysiske skader, oplyser politiet.

Føreren af den første bil er en 17-årig mand fra Fredericia, mens føreren af den anden bil er en 29-årig mand fra Middelfart. De to cyklister er en 64-årig kvinde og en 37-årig kvinde, begge fra Fredericia.

Hvad der præcis udløste uheldet, er endnu uafklaret. »Jeg kan ikke svare på, om en er kørt over for rødt, eller om det simpelthen bare sker det, at man kommer frem i krydset og ikke lige får holdt øje med hinanden,« oplyser Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi.