NIO og firefly åbner fra den 30. maj en pop-up store hos elektronikkæden POWER i Rosengårdcentret i Odense. Frem til den 30. september vil odenseanere og fynboer kunne opleve elbilerne fysisk, booke prøvekørsler og afslutte et eventuelt køb på stedet.
Tankegangen bag den lidt utraditionelle placering er at møde kunderne dér, hvor de allerede færdes med interesse for teknologi.
»POWER er et sted, hvor mange allerede kommer for at opleve og vælge teknologi i alle afskygninger. Derfor er det et oplagt match for os at bringe NIO og firefly ind i netop det univers – og gøre det muligt at gå fra nysgerrighed til prøvekørsel og køb samme sted,« siger Casper Mysling, Country Manager hos NIO og firefly i Danmark.
Fra åbningsdagen kan de besøgende se den kompakte fempersoners bybil firefly, den sportslige stationcar NIO ET5 Touring samt den større SUV-model EL6. Det er allerede nu muligt at booke en prøvekørsel af de tre modeller.
firefly fås i to udstyrsvarianter, Select og Comfort, og er ifølge bilmærket en af de få baghjulstrukne elbiler i sin størrelsesklasse. Select-udgaven har en rækkevidde på op til 330 kilometer, mens Comfort-udgaven kommer op til 320 kilometer på en opladning. Priserne starter ved 209.900 kroner.
Både ET5 Touring og EL6 tilbydes i to batteristørrelser. Stand Range-udgaven har en rækkevidde på op til 406 kilometer, mens Long Range-udgaven når op til 529 kilometer. Priserne starter ved 359.900 kroner for ET5 Touring, 349.900 kroner for sedanudgaven ET5 og 429.900 kroner for EL6.
Fælles for modellerne er ifølge mærket et generøst standardudstyr og europæiske rødder med design fra München og teknisk udvikling i Berlin.
Pop-up-området i Rosengårdcentret er indrettet med loungeområde og sofaer, hvor kunder kan slå sig ned til en længere samtale om bilerne. Personalet er til stede på hverdage fra klokken 12 til 18 og i weekenderne fra klokken 10 til 16.





